B 116 Forslag til folketingsbeslutning om implementering af forureneren betaler-princippet for drikkevandsressourcer, der forringes eller ødelægges af sprøjtegifte, via en kollektiv brancheordning.

Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Samling: 2017-18
Status: Bortfaldet

Spørgsmål 2

Vil ministeren i det med B 116 - spørgsmål 1 efterlyste faktaark inkludere svar på følgende spørgsmål: 1. Hvilke pesticidrester (aktivstoffer og nedbrydningsprodukter) er der fundet over grænseværdien hos de almene vandværkers boringskontrol de seneste fem år? 2. Hvilke af de pesticidrester, der er fundet over grænseværdien de seneste fem år hos de almene vandværker, er stoffer, som det i dag er lovligt at anvende? 3. Hvilke af de pesticidrester, der er fundet over grænseværdien de seneste fem år hos de almene vandværker, er stoffer, som det i dag er lovligt at anvende, men hvor der efter oprindelig godkendelse er indført skærpede restriktioner på anvendelsen ? Og i hvilket omfang afspejler fundene over grænseværdien brugen efter de skærpede restriktioner blev indført? 4. Hvordan vurderes risikoen for, at regelret anvendelse af godkendte pesticider i dag sidenhen - om nogle år - kan medføre koncentrationer over grænseværdien i grundvandet? 5. Hvad har udviklingen været i fundandel af pesticidrester hos henholdsvis vandværkerne og i grundvandsovervågningen de seneste 25 år både over og under grænseværdien i det terrænnære grundvand, der repræsenterer grundvandet dannet de sidste 10-15 år? 6. Er antallet af midler, der testes for, konstant? 7. Hvilke kriterier lægges til grund for udvælgelsen af midler, der testes for? 8. Hvem beslutter, hvad der testes for, og hvem rådgiver og kommer med anbefalinger herom? 9. Hvilke kilder er der til 1,2,4 Triazol, og er det muligt at kvantificere 1,2,4 Triazol kildernes bidrag til den målte påvirkning af grundvandet? 10. På hvilken måde adskiller den godkendelsesordning for pesticider, som Miljøstyrelsen administrerer efter i dag, sig fra ordningen tilbage før 1996, hvor eksempelvis Desphenyl-Chloridazon var tilladt? 11. Hvilke krav skal pesticider undergå under den danske godkendelsesordning ud over kravene fra EU? 12. Hvilke krav skal man som landmand opfylde for at kunne anvende plantebeskyttelsesmidler i sin drift, og hvornår er disse krav indført? 13. Er det Miljøstyrelsens vurdering, at man vil få en væsentligt mere sikker godkendelsesordning for pesticider, såfremt man øgede antallet af VAP-marker og/eller øgede antallet af prøveudtagninger fra de eksisterende VAP-marker? 14. Som et led i de indsatser kommunerne kan iværksætte under indsatsplanlægningen for sikring af drikkevandsinteresserne kan man iværksætte øget overvågning overfor f.eks. pesticider. Blandt andet Slagelse Kommune har iværksat en sådan øget overvågning. Hvad viser resultaterne herfra? 15. Gælder det for alle boringsnære beskyttelsesområder, at der er en væsentlig grundvandsdannelse i området, eller er det ikke ualmindeligt at grundvandsdannelsen altovervejende sker uden for de boringsnære beskyttelsesområder? 16. Ud fra en faglig betragtning kan ministeren så bekræfte, at det alt andet lige vil give størst beskyttelseseffekt overfor grundvandet med beskyttelsesforanstaltninger?
Dato: 04-06-2018
Status: Endeligt besvaret
Emne: vand- og havmiljø
Dokumentdato: 04-06-2018
Modtaget: 04-06-2018
Omdelt: 04-06-2018

Spm. om oplysninger som skal fremgå i besvarelsen af B 116 spørgsmål 1, til miljø- og fødevareministeren

Udvalgsspørgsmål (pdf-version)
Html-version