Spm. nr. S 259

10) Til uddannelses- og forskningsministeren af:

Marie Krarup (DF) :

Hvad vil ministeren gøre for at undgå islamisering i uddannelsesinstitutionerne under ministerens område – og dermed hjælpe med til, at Danmark forbliver et kristent land også på langt sigt?

Spm. nr. S 259

10) Til uddannelses- og forskningsministeren af:

Marie Krarup (DF) :

Hvad vil ministeren gøre for at undgå islamisering i uddannelsesinstitutionerne under ministerens område – og dermed hjælpe med til, at Danmark forbliver et kristent land også på langt sigt?

Værsgo.

Tak. Hvad vil ministeren gøre for at undgå islamisering i uddannelsesinstitutionerne under ministerens område – og dermed hjælpe med til, at Danmark forbliver et kristent land også på langt sigt?

Ministeren.

De videregående uddannelsesinstitutioner i Danmark hviler på princippet om frihed, demokrati – altså folkestyre – og respekten for de grundlovssikrede rettigheder, herunder altså også religionsfrihed. Og det er altså, som det blev afspejlet af den tidligere debat, ledelsernes ansvar, at institutionerne lever op til de principper.

Den sag, som har været omtalt i medierne, om bede- og refleksionsrummet på UCC, Campus Carlsberg, viser for mig at se, at ledelserne på de videregående uddannelsesinstitutioner har fokus på de konflikter, som måtte opstå i relation til de studerendes forskellige religiøse udgangspunkter. Og som sagt har jeg altså også en klar forventning om, at det er tilfældet. Det er mit indtryk, at ledelserne er opmærksomme på, at de videregående uddannelsesinstitutioner spiller en vigtig rolle i forhold til at understøtte den grundlæggende demokratiske kultur i vores samfund, og indtil videre ser jeg altså ikke for nuværende et aktuelt behov for centrale initiativer på området.

Men jeg tror også godt, fru Marie Krarup ved, at det her ikke er et spørgsmål, som ikke optager mig. Vi kan måske se forskelligt på det, men det er ikke et spørgsmål, jeg er ligeglad med, og derfor kommer jeg også til at følge det.

Spørgeren.

Det er jeg meget, meget glad for, for jeg mener, det er nødvendigt at følge det meget tæt. Og jeg er ikke helt tilfreds med det svar, som lederen af UCC Carlsberg er kommet med, og som jeg synes tyder på, at der også er tale om en berøringsangst dér. For det, der er tilfældet, er jo altså, at ud over at de har et bederum, er der også blevet fundet publikationer i bederummet, som er Hizb ut-Tahrirs propagandamateriale. Og er der noget, som jeg mener at vi bør forhindre, så er det islamisering, ja, men da især radikalisering. Og det her er et udtryk for radikalisering.

Samtidig med at jeg har fået det her materiale og fået indblik i den her situation på UCC Carlsberg, er jeg blevet kontaktet af nogle unge mennesker, som er konverteret til islam i Danmark, fordi de har været udsat for et socialt pres på en uddannelsesinstitution, hvor de ikke har magtet at være til stede uden at blive en del af islam, fordi kontrollen var så stærk. Det synes jeg er en meget, meget ulykkelig udvikling, som ikke må ske, fordi vi netop skal have religionsfrihed i Danmark. Jeg mener, at vi bedst forsvarer religionsfriheden ved at sige, at sharia kan man ikke udøve i uddannelsesinstitutionerne, og at de i hvert fald skal lade være med at stille et rum til rådighed for bøn, som vi ved at der udgår social kontrol fra.

Så jeg er meget glad for, at ministeren har den her bekymring og vil holde øje med det, men jeg synes også, der bør sættes handling bag ordene. Og jeg synes simpelt hen, man kunne sige: Jamen altså, uddannelsesinstitutioner skal bare ikke have et bederum.

Ministeren.

Men jeg har sådan set ikke noget principielt imod bederum. Altså, jeg kan godt forstå, at man nogle gange i tilværelsen kan have et behov for refleksion, for at gå for sig selv, og bøn er jo ikke kun en muslimsk ting. Det forandrer ikke, at vi har et fælles syn om, at social kontrol, pres af den karakter, vi her taler om, er uacceptabelt. Derfor skal der udøves myndighed på de konkrete institutioner af de konkrete institutionsledere. Og derfor siger jeg også så klart her fra Folketingssalen med den myndighed, jeg nu har, at det vil jeg have de gør.

Jeg synes, det er godt, fru Marie Krarup bringer de her sager frem i lyset, og at den her beskrivelse af situationen med de unge mennesker kommer frem i lyset, fordi det kun er med til at understrege, at den myndighed, der findes i spidsen for de pågældende institutioner, har en pligt til at forhindre den form for pres.

Værsgo til spørgeren til et nyt spørgsmål.

Tak. Det er jeg jo helt enig i, og der er faktisk nogle gode eksempler. På gymnasieområdet har der været det samme problem, og der er i hvert fald et enkelt gymnasium – måske er der flere, det ved jeg ikke – nemlig Københavns åbne Gymnasium, som har kæmpet med de her problemer. Og de har simpelt hen forbudt bederum. De har forbudt kollektiv bøn og sat det ind i skolens ordensregler. Det kunne man jo opfordre andre uddannelsesinstitutioner til, nemlig at sige: Det er I altså nødt til at tage højde for, for vi kan ikke have, at der er unge mennesker, der bliver udsat for et voldsomt socialt pres, der gør, at de er nødt til at skifte religion for overhovedet at holde ud at være på skolen.

Ministeren.

Jeg tror bare, at den kamp om samfundssyn – mindst, for det her har jo mange flere dimensioner end samfundssynet – som består, kan vi ikke kun knytte an til love og regler, som er centralt udstukket herfra. Den er virkelig, og den finder sted derude på steder, hvor vi for 30 år siden ikke havde forestillet os det. Og det bliver vi nødt til at sige og understrege. Jeg er helt med på, at man sine steder, som man så det med juletræet i Kokkedal osv. – de her eksempler, vi alle sammen kender – kan komme i situationer, hvor den her institutionsmodel ikke slår til. Det er jeg opmærksom på. Men indtil da vil jeg insistere på institutionernes ansvar og ledelsernes og myndighedernes ansvar i forhold til den konkrete situation.

Spørgeren til sidste spørgsmål. Værsgo.

Jeg tror, det er svært for den enkelte institutionsleder at overskue det her. Jeg tror, der er en berøringsangst, og jeg tror ikke, vi kommer videre, før ministeren også træder i karakter, og det vil jeg bestemt opfordre til.

Så vil jeg sige: Nej, love og regler er ikke nok, desværre. Der skal mere til, for det er jo i virkeligheden en kulturændring. Vi skal lære at stå imod det islamiseringspres. Vi skal f.eks. have en bedre kristen børneopdragelse. Vi skal have en bedre folkeskole, og det er jo ikke løst på én dag. Så selvfølgelig er det en lang udvikling, som vi skal bakke op, men man kunne begynde med at sige til uddannelsesinstitutionerne: Lad være med at give plads til muslimsk fællesbøn, lad være med at give plads til den sociale kontrol, der vokser ud af, at den er til stede.

Men vi får mulighed for at diskutere det videre, for vi ses i et samråd i næste uge, så vidt jeg husker.

Værsgo til ministeren for afslutning.

Jamen der er jo ikke nogen grund til at lægge skjul på, at det her er helt inde at røre ved nogle ting, hvor vi, Dansk Folkeparti og regeringen, kan følges ad et rigtig langt stykke hen ad vejen, men hvor vigtigheden af, at institutionerne lærer at modstå det pres, spiller en større rolle for regeringen, og hvor Dansk Folkeparti umiddelbart har en anden holdning, altså i virkeligheden vil have en mere central måde at disponere på. Jeg er meget åben for den her diskussion. Det er jo ikke noget, der går væk. Det kommer til at tage lang tid.

Tak til spørgeren, og tak til ministeren.

Det næste spørgsmål, spørgsmål 11, er stadig væk til uddannelses- og forskningsministeren, og spørgeren er fru Mette Reissmann fra Socialdemokratiet.