Spm. nr. US 52

Tak. (Statsministeren: Er det da ikke snart slut?). Nej, det er ikke slut. Du må leve med mig.

For 14 dage siden var jeg så heldig, at jeg var i praktik i Ønskeøen her på Amager, om formiddagen i vuggestue og om eftermiddagen i børnehave. Jeg må sige, at da jeg kom hjem om aftenen, tror jeg aldrig før, at jeg har været så træt, ligegyldigt hvad jeg har lavet herinde på Christiansborg. Det, der var tankevækkende, og det, jeg stod tilbage med ud over at opleve både de engagerede ansatte, forældre og børn, var, at de bruger ufattelig meget tid på dokumentation, på kontrolkrav, på en masse bureaukrati, som man godt kan mene ikke nødvendigvis er med til at forbedre dagligdagen for børnene. Derfor har SF i den her uge været ude med et forslag om, at det er på tide, vi gør tingene anderledes i den offentlige sektor. Vores problem er jo, at vores system i høj grad bygger på, at alt skal dokumenteres, og at alt skal kontrolleres. Jeg tror faktisk, at jeg er enig med mange herinde i, at vi bør udvise langt større tillid til de tusindvis af offentligt ansatte, som hver dag arbejder hårdt for både at passe deres arbejde og samtidig nå at dokumentere, at de faktisk passer deres arbejde.

SF har foreslår derfor, at vi lukker Moderniseringsstyrelsen, dropper new public management, hvilket er gjort i rigtig mange af de moderne virksomheder, som vi omgiver os med, hvor de for længst har lagt den styringsform på hylden, og så i stedet for rusker op i systemet og opstiller nye og mere enkle pejlemærker for den offentlige sektor og derfor opretter en ny styrelse, som skal arbejde for afbureaukratisering og godt arbejde. Styrelsens første opgave skal være at afskaffe hver tiende regel i det offentlige, ligesom vi jo i fællesskab har gjort det for erhvervslivets vedkommende. Hvis der ikke er nogen god begrundelse for en regel eller et dokumentationskrav, ryger det. Jeg mener jo, at det må være helt naturligt, at en liberal statsminister i Danmarks mest liberale regering nogen sinde, tror jeg I kalder jer, støtter op om at fjerne unødvendige dokumentationskrav og andet papirarbejde og i stedet giver de offentligt ansatte friheden til at have fokus på borgerne.

Derfor vil jeg gerne spørge statsministeren: SF foreslår, at vi lukker Moderniseringsstyrelsen og erstatter den med en ny styrelse, som skal arbejde for afbureaukratisering og godt arbejde. Hvad siger statsministeren til den idé?

Statsministeren.

Tusind tak for det spørgsmål, og ikke mindst tak for de store forventninger til min regering. Fru Pia Olsen Dyhr har jo selv lige siddet i en regering, altså en socialistisk regering, eller hvad det var, som ingenting gjorde, og så kan jeg da godt forstå, at man oven på den skuffelse ligesom må vende sig et andet sted hen og så kigge håbefuldt på os. Jeg tager det gerne ned, dog ikke forslaget om at lukke Moderniseringsstyrelsen. Det vil jeg rubricere som tilhørende afdelingen for det popsmarte, for tingene bliver jo ikke anderledes af, at vi kalder dem noget andet. Når man kigger på, hvad Moderniseringsstyrelsen laver, skal de vel bedømmes på løsningen af deres opgaver og ikke på deres navn. Jeg tror bl.a., at de udbetaler løn til folk, der sidder her. Gør de ikke det? Og det skal de vel blive ved med.

Men den tanke, der ligger bag, nemlig at arbejde med regelforenkling i den offentlige sektor, kan jeg garantere for at vi vender tilbage til, og det kommer til at ske meget snart. For det er jo årsagen til, at jeg har udnævnt en ekstra minister i Finansministeriet, nemlig innovationsministeren. Det er for at sætte hende i spidsen for et reformprogram, der rækker helt ind i den offentlige sektor i alle dens aspekter. Det handler bl.a. om regelforenkling, det handler om at flytte sig fra proceskrav til mål, det handler om at frisætte medarbejderne, og det kommer fru Pia Olsen Dyhr til at høre meget mere til, og det varer ikke så længe.

Tak. Fru Pia Olsen Dyhr.

Jeg er glad for, at statsministeren, der ellers startede med at være sådan en lille smule vred og sur og måske i virkeligheden ikke ville have det sidste spørgsmål, blev lidt mere smilende til sidst. Det synes jeg klæder statsministeren.

Grunden til, at vi foreslår en ny styrelse, er jo, at vi vil ruske op i tingene. Jeg har noteret mig, at statsministeren jo også har lavet andre og nye ministerier ud fra netop samme antagelse, tror jeg, nemlig at hvis man bryder op og ændrer, er der også en chance for, at man tænker anderledes. Der er nogle af de opgaver, der ligger i Digitaliseringsstyrelsen med afbureaukratisering, som det ville være oplagt at lægge i en ny styrelse, selvfølgelig sammen med nogle af de personalestyringsopgaver, som der fortsat skal være, og som ligger i Moderniseringsstyrelsen nu. Dem lægger man sammen og siger, at okay, kan vi tænke på en ny måde? Kan vi afbureaukratisere, og kan vi sætte nogle nye pejlemærker for, hvordan vi skal lede den offentlige sektor?

Jeg synes, at statsministeren skal lade sig inspirere af noget af det arbejde, der sker i Sverige lige nu, hvor man har sat nogle pejlemærker, som netop handler om det gode arbejde, færre sygedage, mindre kontrol og bureaukrati. Det handler jo i virkeligheden om at fjerne de unødige regler. Så når statsministeren ikke vil lukke styrelsen, fordi han åbenbart har en særlig forkærlighed for Moderniseringsstyrelsen – jeg ved ikke, om man kan kalde den Moderniseringsstyrelsen, måske er den lidt for gammel til det – kunne statsministeren så forestille sig at lave en afskaffelse af hver tiende regel, ligesom vi har gjort i det private erhvervsliv?

Værsgo.

Det er ikke, fordi jeg har nogen speciel forkærlighed for nogle styrelser frem for nogle andre, det er bare, fordi jeg synes, at det jo skal handle om det, der gør den rigtige forskel. Og jeg tror meget på, at det kommer til at gøre en forskel, at den regering, jeg nu er i spidsen for, for første gang har afsat en minister i Finansministeriet til at komme i dybden med de her aspekter af den offentlige sektor, som det tit kan knibe med, ikke af ond vilje, men fordi der skal indgås politiske aftaler, økonomiaftaler, og det er sjældent, at vi når derhen.

Politiken havde i søndags en udmærket og læseværdig artikel om hele det forløb, der var tilbage i 2007 omkring kræfthandlingsplanen, hvor man sådan set kan se, hvad det her handler om, nemlig at der altså er meget lang afstand fra et Folketing, der i den bedste mening vedtager nogle ting, sætter nogle penge af, og så til de virker ude i den virkelige virkelighed. Og det med at gå på jagt efter, hvordan vi flytter velmente ambitioner ud i den virkelige virkelighed i en kombination af at have klare mål, have de rigtige ressourcer, have de rigtige faglige kompetencer, have de rigtige frihedsgrader, have den rigtige ledelse, er et underprioriteret område. Det er et underprioriteret område. Og jeg vil gerne give et tilsagn om, at det vil vi gerne prioritere. Det er baggrunden for den nye minister, og det er baggrunden for, at vi inden ret længe offentliggør et reformprogram i fire spor, som også vil adressere nogle af de ting, fru Pia Olsen Dyhr tager frem her.

Værsgo.

Tak, formand. Jeg synes jo, at det er en interessant og ny oplysning, at statsministeren siger, at lige om lidt offentliggør regeringen et reformprogram med fire spor, som vil prøve at kigge på den offentlige sektor. Det er da positivt. Jeg synes, at det, der må være interessant for udviklingen og ledelsen af den offentlige sektor – for selvfølgelig skal der fortsat være ledelse af den, det er jo ikke sådan, at vi siger, at der ikke skal være nogen styring af den offentlige sektor – må være fagligheden, der kommer i centrum, og at borgeren oplever den kvalitetsforbedring i dagligdagen. I sidste ende er det jo også en frustration for borgerne, der oplever, at sundhedsplejersken bruger mere tid på at dokumentere, eller at pædagogen skal sidde og lave sprogtest, måske på et område, hvor der ikke er brug for at sprogteste. Det er godt, at vi får brudt op i nogle af de regler.

Derfor vil jeg gerne vende tilbage – selv om ministeren er så venlig at love et reformprogram med fire spor – til det her spørgsmål om, hvorvidt vi kan kigge på det her på samme måde, som vi har gjort med det private erhvervsliv, hvor vi sagde:

Lad os kigge reglerne igennem. Hvis der ikke er noget argument for en regel, afskaffer vi den.

Vi lavede et virksomhedsråd, og hver tiende regel forsvandt. Det kunne vi jo også gøre i den offentlige sektor, for den offentlige sektor er jo ikke bare en pølsefabrik. Det er i virkeligheden en meget værdifuld virksomhed, som handler om mennesker, og derfor burde mennesker også være i centrum.

Tak. Statsministeren.

Jamen jeg er helt enig i, at hele spørgsmålet om regelforenkling også er et væsentligt element, og det er også et arbejde, vi gerne går ind i. Nu er der sjældent nogen regler, der er opfundet, uden at der er nogle, der har tænkt noget med dem. Jeg kan huske, at lige for nylig var der en diskussion – det var godt nok en historisk diskussion, og det var ikke med fru Pia Olsen Dyhrs partikollega, det var fru Pia Olsen Dyhrs tidligere partikollega. Der var sådan en diskussion om et plejehjem på Frederiksberg, om arbejdspladsvurderinger, og der var ikke så mange, der talte om tillidsreform, og da ministeren sagde, det var kommunens, sagde man nej, nej, det var ministerens ansvar. Hvis man dykker ned i tallene, tror jeg, at man vil se, at det var en institution med et uhyre lavt sygefravær, altså med et uhyre lavt, grænsende til næsten nul sygefravær.

Sådan som jeg lige har sporet mig ind på debatten her de sidste uger, er det egentlig ikke det, der har fyldt noget. Det har mere været spørgsmålet om, om man nu brugte en skabelon på nogle arbejdspladsvurderinger eller andet. Men sådan er der jo mange aspekter i det. Det er bare for at sige, at tit er det jo sådan med regler, at nogle har opfundet dem, og når de skal afskaffes igen, eller hvis man ikke efterlever dem fuldt og helt, kommer man i problemer. Men med det lille forbehold vil vi gerne gå ind i den her diskussion.

Tak for det.

Så er spørgetimen slut.