Det sidste punkt på dagsordenen er:

35) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 146:

Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af børnefattigdommen.

Af Karsten Hønge (SF) og Jacob Mark (SF).

(Fremsættelse 04.04.2017).

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver ordet til børne- og socialministeren. Værsgo.

Tak for det, formand. SF har fremsat beslutningsforslag nr. B 146 om afskaffelse af børnefattigdommen, der pålægger regeringen at fremsætte lovforslag senest den 1. november 2017 om afskaffelse af kontanthjælpsloftet, integrationsydelsen og 225-timersreglen, om forhøjelse af det særlige beskæftigelsesfradrag for enlige forsørgere med 50 pct. og endelig om at gøre det obligatorisk, at kommunerne skal tilbyde børn i fattige familier et fritidsklippekort. Det fremhæves i bemærkningerne til forslaget, at det påvirker børnene i familier, når forældrene er omfattet af kontanthjælpsloftet, og at der er en risiko for, at disse børn selv kommer til at modtage offentlige ydelser som voksne.

Forslaget handler, sådan som jeg læser det, i væsentlig grad om at bryde den negative sociale arv. Det ligger både mig og regeringen meget på sinde, at vi i Danmark bliver bedre til at bryde den negative sociale arv, og derfor står det også helt centralt i regeringsgrundlaget, at alle unge skal have et godt afsæt i livet. De må ikke blive tabt på grund af manglende faglige forudsætninger, men heller ikke på grund af en svag social baggrund. Det tror jeg egentlig at både forslagsstillerne, hr. Karsten Hønge og hr. Jacob Mark fra SF, og jeg kan være enige i. Det, vi er uenige om, er nok, hvordan vi så bedst lykkes med det.

Kontanthjælpsloftet sikrer, at der er en reel økonomisk gevinst ved at arbejde i forhold til at modtage offentlig forsørgelse. Det er både sund fornuft, og det er ret og rimeligt over for alle dem, der hver dag går på arbejde, også til en mindsteløn. Det er min forventning, at reformen vil have en langsigtet effekt, som styrker mange familiers samlede ressourcer. Det er nemlig godt for børn at opleve, at deres forældre er en del af et arbejdsfællesskab. Det styrker forældrenes mulighed for at give deres børn den sociale og kulturelle ballast, som er vigtig for, at de kan udnytte deres potentiale. Jeg mener ikke, og jeg kan heller ikke finde belæg for det i forskningen, at niveauet i overførselsindkomsterne er afgørende for, om børn får mulighed for at udnytte deres potentiale og dermed for at bryde den negative sociale arv. Derfor tror jeg heller ikke på, at vi løser udfordringerne med negativ social arv ved at give forældrene højere ydelser.

Det, der betyder noget for børns opvækst, er de ressourcer, som der er eller som mangler i familierne. Det er først og fremmest sociale og kulturelle ressourcer. Hvis vi for alvor skal sætte ind mod negativ social arv, er det altså der, vi skal vende blikket hen. Noget af det, som vi fra forskningen ved har betydning for børns udvikling, er forældrenes investeringer i børnene. Det handler om at være nærværende, det handler om at vise opmærksomhed, det handler om at have en samtale om, hvordan dagen er gået, at gå en tur sammen, at få nogle af snakkene hen over middagsbordet. Det er noget, som alle forældre har mulighed for at gøre med deres børn uanset økonomisk formåen – og også pligt til at gøre, hvis man spørger mig. Det er de sociale og de kulturelle investeringer, som betyder allermest for børns udvikling.

Når vi skal hjælpe familierne, og det skal vi som samfund, så handler det om at skabe gode rammer for dem, herunder dagtilbud af høj kvalitet, og det handler om at sikre virkningsfulde sociale indsatser, der hviler på viden om, hvad der virker – indsatser, der bidrager til at løse de bagvedliggende problemer, som dræner familier og borgere for ressourcer. Vi har i regeringen med vores ti mål for social mobilitet sat en retning for socialpolitikken, herunder også børn og unge, som er udsatte. Det er mål, som vi følger op på hvert år i den socialpolitiske redegørelse, og vi har med udspillet på dagtilbudsområdet sat fokus på at højne kvaliteten i dagtilbud til gavn for alle børn, men også fokus på en særlig indsats til gavn for socialt udsatte børn.

I forhold til forslaget om at forhøje det ekstra beskæftigelsesfradrag for enlige forsørgere er det regeringens holdning, at det skal kunne betale sig at arbejde, herunder også ved at vi sænker skatten i bunden, som det fremgår af regeringsgrundlaget. Regeringen er som udgangspunkt positive over for forslag, der kan understøtte de målsætninger, herunder ændring af beskæftigelsesfradraget, men regeringen har samtidig en ambition om, at skatteinitiativer, der øger gevinsten ved lavtlønnet arbejde, bør komme en bredere gruppe end blot enlige forsørgere til gode. De skattepolitiske prioriteringer, som regeringen foretager, skal ses i det lys.

Forslagets sidste del handler om obligatoriske fritidsklippekort for børnefamilier, som har en lav indkomst. I forbindelse med vedtagelsen af forebyggelsespakken fra 2014 blev det muligt for kommunerne at tilbyde økonomisk støtte til fritidsaktiviteter til børn og unge. Så kommunerne har derfor allerede i dag mulighed for at tilbyde fritidsklippekort til dem, de mener har behov for det og vil have glæde af det. Regeringen er af den holdning, at det er i kommunerne, hvor de kender både barnet og forældrene, at en vurdering af behovet for økonomisk støtte til fritidsaktiviteter skal foretages. Og som det altid er tilfældet på socialområdet, bør det ske efter en samlet vurdering af familiens situation. Om et barn har behov for særlig støtte, handler om det enkelte barn, det handler om det enkelte barns livssituation, og det skal ikke være noget, der alene er afhængigt af forældrenes indkomst, for så risikerer man at ramme skævt, og man risikerer, at de børn, som vitterlig har et behov, ender med at blive overset.

Som forslagsstillerne ved, har regeringen afskaffet den tidligere regerings fattigdomsgrænse. En fattigdomsgrænse siger ikke noget om de forhold, som er baggrunden for, at en familie aktuelt har en lav indkomst. F.eks. ved vi fra den tidligere SR-regerings egne fattigdomsredegørelser, at der var en hel del selvstændigt erhvervsdrivende, som lå under den fattigdomsgrænse. Det er mennesker, som arbejder og forsørger sig selv, men som jo kan have svingende indkomster eller opstartsvanskeligheder, hvor der kan være flere år med røde tal på bundlinjen. Men det er jo ikke en gruppe, som vi i al almindelighed vil opfatte som fattig og slet ikke som socialt udsat.

Så en fattigdomsgrænse siger heller ikke noget om, hvordan man løser de bagvedliggende problemer, og den siger slet ikke noget om, hvordan børnene i familien har det, og om de har behov for støtte eller ej. Derfor er det et vildspor at yde social støtte efter en fattigdomsgrænse som den tidligere SR-regerings. En sådan beslutning ligger og skal ligge i kommunerne og skal træffes efter en konkret og individuel vurdering. Regeringen kan på den baggrund ikke støtte forslaget.

Tak til ministeren. Der er korte bemærkninger, og den første er fra hr. Karsten Hønge, SF. Værsgo.

Jeg vil gerne have, at ministeren bare sådan starter med at bekræfte regeringens egen beregning, altså at man forventer, at antallet af børn med den her kontanthjælpskælder, der er indført, ifølge den tidligere fattigdomsgrænse vil blive fordoblet. Altså, er det korrekt efter regeringens egne beregninger, at antallet af børn, der nu kommer til at vokse op under fattigdomsgrænsen, vil blive fordoblet? Det var det ene.

Det andet var, at det er interessant, at ministeren siger, at der ikke er nogen indikationer på, at man skulle have det sværere i forhold til arbejde og uddannelse, når man vokser op og er fattig. Jeg vil så sige, at jeg står her med en tekst fra to forskere fra Aalborg Universitet, Stina Krogh Petersen og Iben Nørup, der bl.a. siger:

Konsekvenserne af dårlige økonomiske betingelser i barndommen er altså både langvarige og svære at afbøde igen, og det er der forskningsmæssig evidens for – og så er der et udråbstegn. Det er en høj pris, når man skærer i ydelser til forsørgelse af børn.

Ministeren.

I forhold til det sidste om, at der er forskningsmæssig evidens for det, så må man jo næsten formode og forvente, at der kommer en alenlang litteraturliste, hvor man ligesom får oplistet al den forskning. Det er i al fald ikke en litteraturliste, som jeg har set.

Jeg bliver så spurgt, om jeg kan bekræfte nogle beregninger fra Beskæftigelsesministeriet. Det kan jeg ikke på stående fod, så jeg tror, at man enten skal stille et skriftligt spørgsmål, eller at man skal stille det til beskæftigelsesministeren. Det kredser sådan lidt om, om jeg synes, det er et problem, når lave ydelser skaber fattigdom. Til det vil jeg sige, at det, når vi har sociale problemer i Danmark, ikke skyldes, at ydelserne er for lave, og løsningen er ikke at sætte dem op. Men det skyldes, at der er nogle familier, som har nogle bagvedliggende problemer, som dræner familierne for ressourcer. Det er de kulturelle ressourcer, og det er de sociale ressourcer. Det er der sådan set også forskere som er ude at pege på, og det er de problemer, som holder forældrene ude af arbejdsmarkedet og ude af fællesskabet. Derfor skal vi fokusere på at lave sociale indsatser, der virker, sådan at alle udsatte borgere får en bedre hjælp og støtte, sådan at de igen kan komme ind på arbejdsmarkedet. Og regeringens ti mål for social mobilitet understøtter sådan set også et øget fokus på at gøre det, som rent faktisk virker.

Spørgeren.

Jeg synes helt ærligt, det var en slap omgang, minister. Jeg er med på, at vi har forskellige ministerier herhjemme, men når vi nu skal have en debat om børnefattigdom, og socialministeren ikke har gjort sig den anstrengelse at bede om tallene ovre fra Beskæftigelsesministeriet, så kan jeg hjælpe ministeren på vej ved at sige, at det er tallene. Det er regeringens egne beregninger, at der vil ske en fordobling af antallet af børn, der vokser op under fattigdomsgrænsen, altså ifølge den tidligere fattigdomsgrænse, med den her kontanthjælpskælder. Så det er bare et faktum for resten af debatten, at der vil ske en fordobling af antallet af de børn. Det er det ene.

Det andet er, at jeg også synes, at ministeren bare gled af på det og talte, som om det ikke betød noget. Men det er jo forskere på Aalborg Universitet, der siger, at det får dramatiske konsekvenser. Og så er der al den snak om, at man hjælper børnene ved at sende forældrene i arbejde. Det, det betyder, er, at de børn selv får spændt snubletråde ud, så de ikke selv får en uddannelse og kommer i arbejde. Så man kommer ikke nogen vegne med det her forslag.

Ministeren.

Der var ikke så mange spørgsmål. Det, jeg bare kan sige, er, at jeg heller ikke havde forventet, at hr. Karsten Hønge ville have syntes, at det var en stærk omgang. Faktisk ville det have skuffet mig meget, hvis ikke hr. Karsten Hønge havde sagt, at det var slapt, at det ikke var godt nok, og at det var uambitiøst, og hvad hr. Karsten Hønge ellers sådan plejer at svinge sig op til af gode retoriske greb. Jeg må faktisk erkende, at jeg havde håbet på lidt mere, men det fik jeg så ikke. Det kan jeg da godt være skuffet over heroppefra. Men det kan være, at jeg får det nu.

Ja, der er flere korte bemærkninger, og derfor er der flere muligheder. Nu er det hr. Finn Sørensen, værsgo.

Tak. Mens ministeren talte, prøvede jeg at sætte mig i den enlige mors sted, den enlige mor med to børn, som er blevet ramt af ministerens kontanthjælpsloft, hvilket betyder, at hun mister omkring 36.000 kr. om året i rådighedsbeløb. Ministerens råd til den enlige mor, når hun skal vælge imellem at købe medicin til sig selv eller måske springe en måneds husleje over eller lade være at købe nyt tøj til sine børn, sådan at de bedre kan begå sig sammen med andre børn, var, så vidt jeg kunne høre, at hun bare skal være nærværende. Hun skal bare investere i sine børn, hun skal bare sætte sig ned og snakke med sine børn og være nærværende. Hvordan tror ministeren egentlig at det bliver opfattet? Bliver det opfattet som en hjælp af den enlige mor, der er i den situation?

Ministeren.

Det allerallerbedste for den enlige mor – det håber jeg at hr. Finn Sørensen og jeg er fuldstændig enige om – må være at komme i arbejde. Det at være en del af et arbejdsfællesskab, det at komme ud og være sammen med andre mennesker, tjene penge, være et forbillede for sine børn, må være det absolut vigtigste. Er der så nogle, som ikke kan det direkte? Ja, det kan der godt være. Der kan være nogle, som er syge, og der kan være nogle, der har sociale problemer, og der skal man selvfølgelig kigge på, hvordan man på bedst mulig vis får hjulpet dem tættere på arbejdsmarkedet. Men bare at stigmatisere alle enlige mødre over en bred kam synes jeg er en fornærmelse af alle de mødre, som er vanvittig gode, kompetente, skønne mødre, som gør alt for deres børn. For indirekte ligger der jo lidt i den besvarelse, at man så ikke er en tilstrækkelig mor, og det er man. Uanset om man har sociale problemer, uanset om man er på arbejdsmarkedet eller uanset hvad, så kan man sagtens stadig væk være en god mor.

Finn Sørensen.

Nu generaliserede jeg ikke. Jeg valgte en enlig mor, som er i den situation – det fremgår af ministerens egne tal – og vi kiggede ikke på årsagen. Men nu er der jo nok den årsag, når hun er på kontanthjælp, at hun måske er syg, og det er jo altid noget, at ministeren indrømmer, at man har syge mennesker, der ikke kan arbejde, på kontanthjælp. Det synes jeg bare er en skrækkelig ting, så det kunne være rart med noget handling i forhold til det, så syge mennesker ikke skulle være i den situation. Jeg beskrev altså bare den situation, at hun ikke har noget arbejde, og at det nok er årsagen til, at hun er på kontanthjælp, og så sad jeg og lyttede til, hvad der er ministerens råd til den enlige mor, i ministerens fremlæggelsestale, og der var bare ét råd: Den enlige mor skal investere i sine børn, hun skal være nærværende, og hun skal snakke med dem, og så forsvinder de der problemer med, hvorfra man skal skaffe penge til nyt tøj til børnene, til medicin til sig selv eller til huslejen, som dug for solen.

Ministeren.

Jeg ville ønske, at jeg kunne tage ære og credit for, at det var mig, som sagde, at man skulle investere i kulturelle og i sociale ressourcer, altså det, som hr. Finn Sørensen nedgør til bare at gå en tur. Det er jo hele fællesskabet, familiefællesskabet, vi taler om, men det kan jeg ikke tage ære for, for det er Niels Ploug, som har skrevet en udmærket bog, som har adresseret det.

Så må jeg bare sige, at jeg tror, det er svært at blive enig, når det er, at hr. Finn Sørensen konstaterer, at hun er syg, altså at man, hvis man er på kontanthjælp, så pr. definition er syg eller man pr. definition er socialt udsat. Det behøver man jo ikke at være. Man kan også være på kontanthjælp, fordi det eneste, der er galt, er, at man mangler et arbejde, og at man har brug for hurtigst muligt at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Og det skal vi så selvfølgelig hjælpe med.

Så er det fru Pernille Rosenkrantz-Theil. Værsgo.

Nu kan jeg forstå, at ministeren ikke har læst tallene ovre fra Beskæftigelsesministeriet. Det kan jo undre. Men jeg kan så oplyse ministeren om, at mere end halvdelen af dem, vi taler om, faktisk er syge. Det er da helt rigtigt, at man jo godt kan finde folk på kontanthjælp, der ikke er det, men når det nu er sådan, at størstedelen af dem, der er på kontanthjælp, faktisk er syge og derfor ikke er i stand til at påtage sig at arbejde, så kan det godt undre, at ministeren i hele sin argumentation for kontanthjælpsloftet står og siger, at det skal kunne betale sig at arbejde. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan det skal hjælpe i forhold til at komme ind på arbejdsmarkedet for den, der er syg, at blive sat op til 36.000 kr. ned i ydelse, hvis det, der er det egentlige problem, er, at vedkommende er syg. Det tænker jeg at ministeren måske kunne sætte lidt flere ord på.

Ministeren.

Jeg står fuldt ud på mål for kontanthjælpsloftet. Det, som kunne være interessant at vide, er, hvor Socialdemokratiet står med hensyn til kontanthjælpsloftet. For det er jo ikke første gang, vi har den her debat. Den har vi faktisk haft rigtig, rigtig mange gange efterhånden, og det er utrolig letkøbt at stå og være ordfører og tordne og tale dunder imod kontanthjælpsloftet, og alligevel vil man ikke klart svare på, om det er noget af det første, man vil gå ind og fjerne, hvis man på et tidspunkt er så heldige at få statsministerposten tilbage. Det må være muligt at kunne komme med et svar på, om man rent faktisk har tænkt sig at fjerne det kontanthjælpsloft, eller om man har tænkt sig at lade være. Jeg tror egentlig, at der er mange både i salen, men også ude i stuerne, som kunne tænke sig at få et svar på det. Det kan jo være, vi er heldige, og at fru Pernille Rosenkrantz-Theil kunne give os et svar nu og her i dag. Det ville sådan set være rart. Nu har vi efterhånden haft debatten mange gange.

Fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Jeg tror også, at jeg har givet ministeren et svar de første ti gange. Jeg gør det gerne igen fra talerstolen, når det er min tur. Men nu er det faktisk mig, der stiller spørgsmål til ministeren og ikke omvendt. Vi bytter roller om lidt, og så kan vi tage den debat, ministeren gerne vil have. Men den der afledningsmanøvre med at spørge, hvad Socialdemokratiet gerne vil, når jeg stiller et spørgsmål, synes jeg måske er lige frisk nok. Så nu gentager jeg bare: Vil ministeren sætte lidt flere ord på, hvordan det skal bringe en syg borger på kontanthjælp tættere på arbejdsmarkedet, at man tager 36.000 kr. fra vedkommende på 1 år?

Ministeren.

Jeg må bare sige, at der jo er en verden til forskel i retorik. Nu er man en syg borger, hvis man er på kontanthjælp. Altså, at generalisere kontanthjælp til, at det alene omfatter syge borgere, er noget af en forskel på retorikken, når vi ser tilbage bare til 2013, hvor fru Mette Frederiksen, den nuværende politiske leder af Socialdemokratiet, var beskæftigelsesminister. Der lavede vi førtidspensions- og fleksjobreform. Der lavede vi kontanthjælpsreform, hvor man satte unge mennesker ned i ydelse, fordi, som Bettina Post, daværende formand for socialrådgiverne, sagde : Man skulle jo ikke rende rundt og klø sig selv et vist sted. Så det er altså en helt anden retorik, som vi hører nu, end vi hørte dengang. Jeg bliver bare nødt til at sige, at jeg ikke køber argumentet om, at hvis man er på kontanthjælp, er man pr. definition syg. Kontanthjælp skal være en kortvarig ydelse, man er på. Er man syg, skal man have en førtidspension, og så skal man slet ikke være i kontanthjælpssystemet.

Vi siger tak til ministeren. Og den første i ordførerrækken er netop fru Pernille Rosenkrantz-Theil, Socialdemokratiet. Værsgo.

Jeg bliver nødt til at konstatere, at jeg simpelt hen synes, det er for nemt, at ministeren siger, at jeg laver en generalisering, og at man nu åbenbart skal være syg for at være på kontanthjælp. Hvis ministeren havde lidt mindre travlt med bare at skyde på, hvad vi andre gerne vil, når det er ministeren, der står på talerstolen, kunne det være, at ministeren havde lyttet så langt, at jeg sagde, at det faktisk er mere end halvdelen af dem, der er på kontanthjælp, som er syge. Nu kunne jeg så forstå, at ministeren ikke har læst tallene over fra Beskæftigelsesministeriet, og det er jo svært at klandre hende for det, men alt andet lige var det måske på sin plads, at ministeren læste de tal, før ministeren begyndte at klandre andre for at sige, at nu skal man åbenbart være syg for at være på kontanthjælp. Ja, det er så mere end halvdelen af de borgere, vi taler om – bare for lige at sætte det på plads.

Så vil jeg gerne fortælle, hvad Socialdemokratiets holdning til kontanthjælpsloftet er. Vi har haft utrolig mange samråd om det her, og vores holdning har sådan set ikke forandret sig. Socialdemokratiets opfattelse af kontanthjælpsloftet er den, at vi stemte imod. Det gjorde vi, og det gør vi, fordi det er et ualmindelig tåbeligt redskab, hvis det, vi gerne vil, er at sørge for at investere i mennesker, så de kan blive selvhjulpne, altså kan komme i arbejde, og sådan at deres børn kan vokse op under nogle vilkår, som ikke får meget store konsekvenser for deres liv. Derfor stemte vi imod kontanthjælpsloftet, og i forbindelse med finansloven for i år stillede vi et ændringsforslag med alle de penge, som kontanthjælpsloftet kostede. Når vi ikke siger, at vi vil garantere at rulle det tilbage, er det i virkeligheden af to årsager:

For det første aner vi ikke, hvornår vi overtager regeringsmagten. Det kan være om 15 år, der kan være opstået en ny finanskrise. Vi aner ikke, hvilken situation vi står i, og vi har ualmindelig uheldige erfaringer med at love den slags ting og så ikke kunne gennemføre dem bagefter. Jeg vil ikke stå og sige til en enlig mor, der er blevet frataget mere end 3.000 kr. om måneden, at jeg garanterer hende det ene og det andet, hvis jeg ikke kan være hundrede procent sikker på at kunne levere. Og eftersom jeg ikke aner, hvad for en situation vi overtager regeringsmagten i, vil jeg ikke give den garanti. Det er den ene ting.

Den anden ting er, at jeg ikke er sikker på, at det smarteste – hvis vi skulle rulle det tilbage, og det var det, vi skulle i morgen – ville være at gøre det en til en med den metode, altså det grundlag, vi havde før, og lad mig forklare hvorfor. Der er utrolig stor forskel på, hvilken husleje man sidder med, alt efter hvor i Danmark man bor, og derfor er der, hvis man tager huslejen ud af ligningen, utrolig stor forskel på, hvor mange penge man har mellem hænderne som kontanthjælpsmodtager, alt efter om man bor i en af de større byer i Danmark, eller om man bor et sted, hvor huslejen er meget lavere. Jeg ved godt, at Anders Fogh Rasmussen som statsminister var utrolig forelsket i det der med garantier, men jeg har altid syntes, det var fladpandet. Det gjorde jeg i alle årene, han sad på taburetterne dernede, og jeg gør det endnu. Det der med at udstikke garantier, som gør en fuldstændig ukampdygtig i forhold til at lave fornuftige forslag ud fra den givne situation, man står i, køber jeg simpelt hen ikke.

Jeg vil så sige, i forhold til den fattigdom, det skaber på ryggen af, at vi jo godt kan levere litteraturlisten, og det synes jeg sådan set vi skal gøre – det lød, som om ministeren var frisk på sommerferielæsning – for der er jo undersøgelse på undersøgelse, der slår fast, at selv kortere perioder med fattigdom har en konsekvens. I Socialdemokratiet går vi jo sådan set ind for integrationsydelsen, som er en del af det forslag, der er her. Vi går også ind for, at SU'en er lavere end kontanthjælpsniveauet og dagpengene, og det vil sige, at vi jo med åbne øjne er gået ind i, at der er enkelte grupper i vores samfund, hvor de har rigtig få penge at leve for i forhold til alle andre. Og når vi gør det, er det jo skottende til de undersøgelser, fordi det er alvor, når man går ind og tager penge fra folk og særlig fra forsørgere, og det er derfor også alvor, at man skal gå ind at kigge på, hvad det så er for redskaber, man skal tage i anvendelse for at sørge for, at barnets barndom ikke bliver for hård og ikke får de konsekvenser. Jeg synes, det ville klæde regeringen at anerkende, at det er sådan. Er man SU-modtager i Danmark og har børn, har man ufattelig få penge at leve for. Betyder det, at vi skal sætte SU'en op til et eller andet astronomisk beløb? Nej, det mener jeg faktisk ikke. Jeg mener, at der skal være en rimelighed i, at man, når man er SU-modtager og under uddannelse, endnu ikke har bidraget til vores samfund, og man har ikke optjent det, vi andre, der har været på arbejdsmarkedet, har, og derfor er ydelsen en anden, end hvis man er på dagpenge eller på kontanthjælp og er blevet voksen. Det er to forskellige systemer.

Så jeg mener, man skal gå rigtig nuanceret til de her debatter, fordi der skal være en balance mellem ret og pligt i vores samfund, og noget af det allervigtigste for os som Socialdemokrater er at kigge på børnene og se, hvad det er for nogle udfordringer, vi står med, alt efter hvilken livssituation forældrene står i. Og jeg mener bare, at det kontanthjælpsloft, der er blevet indført, rammer rasende hårdt, særlig i storbyerne, hvor det er store beløb, folk bliver frataget. Der er bare sådan nogle enkelte situationer, som jeg næsten ikke kan have. De fleste, der er enlige forsørgere i dag, er det jo ikke – altså det er de, men det er de ikke – de fleste af dem er jo skilt. Op mod 40 pct. af dem, der er skilt, har en syv-syv-ordning. Vi har så en mor og en far, der begge bor i København i nærheden af hinanden, fuldstændig som Statsforvaltningen gerne vil have det, hvis vi skal gøre det bedste for vores børn. Så bliver der indført et kontanthjælpsloft, og så har mor ikke længere råd til at blive boende i byen. Hun bliver nødt til at flytte ret langt væk fra København, før hun kan få en bolig, der er billig nok. Hvad er det for en situation at sætte børnene i? Det er jo både pengene, man tager fra dem, men også det fuldstændig afgørende samvær med begge forældre, man tager fra dem, fordi mor ikke længere kan blive boende i byen. Kan hun få far til at flytte med? Nej, så begynder det at blive lige lovlig moderne, ikke? Og hvor skal jobbene i øvrigt komme fra?

Jeg synes, det er så skammeligt, at man har indført de her ting. Men garantier giver vi ikke.

Der er korte bemærkninger til ordføreren. Den første er fra hr. Finn Sørensen, Enhedslisten.

Tak. Nu hørte vi jo ikke, hvad ordføreren mener om det her forslag, og det kunne jeg da godt tænke mig at høre. Fru Pernille Rosenkrantz-Theil siger, at man ikke vil give en garanti for at afskaffe kontanthjælpsloftet, fordi man jo ikke ved, hvordan den økonomiske situation er efter et valg. Det er selvfølgelig rigtigt. Men den usikkerhed har jo ikke forhindret Socialdemokratiet i at indgå en boligaftale, der giver boligejerne tryghed mange år ud i fremtiden, jeg tror, det er 20 mia. kr., den koster. Så hvorfor kan man ikke give kontanthjælpsmodtagerne, der bliver ramt af loftet, en lillebitte smule tryghed for et meget, meget mindre beløb, nemlig en tyvendedel, ca. 1 mia. kr.? Så har vi afskaffet både kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen og integrationsydelsen. Så det er det første spørgsmål, jeg gerne vil have et svar på. Hvorfor kan man ikke give fattige mennesker en tryghed, men man kan godt kontere 20 mia. kr. til boligejerne langt ud i fremtiden?

Ordføreren.

Det er rigtigt, jeg glemte at sige, at vi stemmer gult – just for the record. Det glemte jeg at sige, fordi tiden løb ud.

Det er et rigtig godt spørgsmål, og årsagen er egentlig også ret straight forward, nemlig den, at boligaftalen jo træder i kraft nu, og det vil sige, at hvis vi f.eks. stemte for det her beslutningsforslag, lad os sige det, ville vi først kunne gennemføre det, når vi på et tidspunkt fik et flertal. Det træder ikke i kraft nu, og det vil sige, at vi foruddiskonterer en eller anden situation, vi ikke kender.

Boligaftalen starter jo nu, den kører nu, og det vil sige, at vi jo sagtens kan indgå aftaler nu, som træder i kraft nu, som er der nu, men der er ikke et flertal i Folketinget nu, der gerne vil afskaffe kontanthjælpsloftet. Når vi stillede et ændringsforslag til finansloven her for nogle måneder tilbage, er det jo bl.a., fordi vi utrolig gerne ville have et andet parti med og gerne ville have et flertal for det – vi vil jo gerne have et flertal for det. Det flertal er der ikke, og det vil sige, at det der med at give en garanti og på den måde lægge hænderne på kogepladen er vi ikke villige til, når vi ikke kan være sikre på at kunne gennemføre det. Men boligaftalen er nu og her, så det er det, der er rationalet bag.

Spørgeren.

Boligaftalen er jo ikke bare nu og her. Det er jo 20 mia. kr. i en årrække, hvor man garanterer boligejernes tryghed, sammenlignet med, at man ikke vil love fattige mennesker, der bliver ramt af et kontanthjælpsloft, en smule tryghed. Det skriger da til himlen. Men spørgsmålet er vel, om ikke Socialdemokratiet er på vej væk fra at afskaffe det kontanthjælpsloft. Der hæfter jeg mig ved ordførerens bemærkninger i talen og i det, som ordføreren sagde til Politiken her for et par dage siden, hvor ordføreren jo åbner op for, at man ikke vil afskaffe kontanthjælpsloftet generelt, men kun der, hvor det gør rigtig ondt. Så spørger jeg bare: Hvornår gør det så rigtig ondt? Er det, når man er oppe på de 36.000? Eller er det det, der er gennemsnitsbeløbet for dem, der bliver ramt af det? Er det 1.500 kr.? Sådan et kontanthjælpsloft er i orden, hvis det er i nogle udkantsområder, hvor huslejen ikke er så høj, men i de store byer, hvor huslejen er høj, er det ikke i orden. Er det ikke bare et udtryk for, at man er på vej væk fra ideen om at ville afskaffe det?

Ordføreren.

Man kan næsten på ordførerens stemme høre, hvor meget Enhedslisten ville elske, hvis Socialdemokratiet var på vej væk fra det. Så ville man have århundredets anledning til at sige, at der er kæmpe forskel på Socialdemokratiet og Enhedslisten på det her punkt. Nej, må jeg sige til hr. Finn Sørensen, det er faktisk ikke det, der er tilfældet. Det er simpelt hen et spørgsmål om, at jeg ikke altid mener, at det, der var, var det bedste i hele verden. Så når jeg åbner op for, at man kan rulle tilbage på en anden måde end ved at gøre det en til en med det system, der var engang, er det, fordi det ikke nødvendigvis er sådan, at det system, der var, var den bedste opfindelse, der nogen sinde er blevet gjort. Det kunne være, at man inden for rammen af de penge kunne finde et system, der var smartere. Det synes jeg sådan set er en meget god idé at åbne op for.

I forhold til det med boligskatteaftalen vil jeg sige, at hvis vi stemte det her igennem nu, ville det jo også gælde i 20 år ud i fremtiden. Altså, var der et flertal, ville det fuldstændig ligesom boligaftalen jo gælde lige så langt øjet rakte. Så det, der er forskellen, er jo, om det er noget, der træder i kraft nu, hvor vi kender de økonomiske betingelser, eller om det træder i kraft i en eller anden fremtid, hvor vi ikke aner, hvad de økonomiske betingelser er, og dermed ikke kan finansiere det. Vi vil gerne have, at ting er finansieret.

Jeg står og bliver i tvivl om, om tælleren er gået i stå. Men den næste er hr. Orla Østerby. Værsgo.

Tak for det. Jeg forstod tidligere, at ministeren efter ordførerens mening ikke var rigtig afmarcheret i forhold til kontanthjælp. Forstår jeg det ikke rigtigt, at hvis man er kontanthjælpsmodtager og enlig mor med to børn, så har man en indkomst efter skat på 17.600 kr.? Det er hvert fald det, som Center for Analyse, Internationalt område og Jura har her fra beskæftigelsesministeren. Det tror jeg er blevet brugt før, så det tror jeg da er rigtigt. Men kan ordføreren så ikke fortælle mig, om jeg ikke har ret i, at hvis det er sådan, at det er en enlig mor, der er syg, så vil den enlige mor være fritaget på nogle områder? Og kunne vi ikke få ordføreren til at definere, hvordan den her kontanthjælpsmodtager, som er syg, hvis vedkommende ikke skal på førtidspension eller på sygedagpenge, i lang, lang tid kan være på kontanthjælp?

Ordføreren.

Det er utrolig simpelt. Det kunne f.eks. være blinde, som faktisk udgør en rigtig stor gruppe af dem, der bliver ramt af kontanthjælpsloftet. Jeg ved ikke, om De Konservative sådan går ind for, at blinde ikke skal kunne få tilknytning til arbejdsmarkedet – det skulle i givet fald være nyt – men når en blind kan være utrolig lang tid på kontanthjælp, er det, fordi det er rigtig svært at få arbejde, når man er blind. Det er i sig selv et kæmpe problem, at vores arbejdsmarked er så lidt rummeligt. Så det kunne f.eks. være en blind. Og blinde er ikke undtaget, for blinde bor ikke i den type boliger, der blev undtaget for den her regel. Og det vil sige, at blinde faktisk er et godt eksempel på en gruppe, for det er utrolig svært at gøre noget ved, at de er blinde, og det er utrolig svært at gøre noget ved, at arbejdsmarkedet ikke er rummeligt, i hvert fald inden for den tidshorisont, at det her forslag jo er gennemført. Det vil sige, at de blinde har man bare taget pengene fra. Det er jo så et eksempel på en af grupperne af handicappede, som er i kontanthjælpssystemet og kan være det i utrolig mange år, simpelt hen fordi det er svært at få arbejde, når man er blind.

Spørgeren.

Okay. Så fik vi en enkelt kategori ind om det. Jeg lagde i forhold til Socialdemokratiets politik og kontanthjælpsloftet mærke til, at det, Socialdemokratiet ikke har lyst til nu, er at melde ud, hvad det er for en politik, man har, for det kommer an på, hvordan lejligheden er i fremtiden. Det kan egentlig undre, at Socialdemokratiet ikke har en fast holdning i deres politik til, hvad det er, man vil, og så klart kan melde ud, selv om man ikke ser noget flertal, for der kan være mange politikområder, hvor man ikke har flertal. Men det at have en holdning troede jeg at det gamle arbejderparti havde, og at det stod ved det, både før og efter et valg.

Ordføreren.

Vi har en holdning, vi er imod kontanthjælpsloftet, og derfor har vi stemt imod det, og derfor har vi stillet ændringsforslag om det på finansloven. Vi kan ikke stille en garanti for, hvad der sker, hvis vi overtager regeringsmagten, f.eks. om 10 år, og vi overhovedet ikke kender den økonomiske situation nu. Og det er det, der blev spurgt til.

I forhold til det her med, hvad der er for nogle grupper, så lad mig tage et andet eksempel. Vi har lige haft et foretræde for Undervisningsudvalget fra Udviklingshæmmedes Landsforbund. Det er jo en anden gruppe. Det, de sidder og lægger vægt på, er, at de er utrolig glade for førtidspensionsreformen, fordi de har ønske om at være på arbejdsmarkedet. Det er heller ikke altid utrolig let for udviklingshæmmede at få et arbejde, og de er derfor i kontanthjælpssystemet og bliver ramt af loftet. Altså, vi kan godt blive ved med at stå og remse grupper op, som er på kontanthjælp, fordi de gerne vil arbejde og ikke vil parkeres. De vil gerne være en del af vores samfund og bidrage, men bliver ramt af det her loft, alene fordi de ikke kan få et arbejde. Det er efter min mening totalt urimeligt.

Så er det fru Laura Lindahl, Liberal Alliance.

Tak. Jeg var egentlig bare nysgerrig på det, som ordføreren sagde i sin tale om SU, nemlig at man ikke mener, at SU-satsen skal sættes op, for der har man ikke optjent noget, der har man ikke bidraget til samfundet. Men man mener, at kontanthjælpen godt kunne sættes op, fordi kontanthjælpsmodtagere sådan set har bidraget til samfundet. Men hvis fokus er på børnene og det er børnenes tarv, man varetager, hvorfor skal børnene så lide under, at mor og far har valgt at få børn, før de var færdiguddannet og har bidraget til samfundet?

Jeg synes ikke, det er konsistent. Jeg synes, at enten er det barnets tarv, og så er det vel også SU, for så er det vel beløbet, det handler om; så er det børnefattigdom. Eller også handler det om ret og pligt, og så er det noget andet, vi taler om. Så jeg har brug for en uddybning af det.

Ordføreren.

Det er også et af verdens sværeste dilemmaer, og hvis jeg kunne give dig svaret på, hvordan man løser det der, så tror jeg, jeg ville vinde en eller anden fin pris i socialpolitik. For vi taler om børn, der endnu ikke selv kan modtage pengene, ikke? Og det vil sige, at det her jo er et spørgsmål, som man, hvis man beskæftiger sig med socialpolitik, har forsøgt at løse alle mulige steder i verden, altså hvordan det er, at vi kanaliserer pengene derhen. For der er simpelt hen også det problem i nogle familier, at pengene går til det forkerte. Heldigvis er det jo sådan i langt størstedelen af de fattige familier i Danmark, at de voksne tilsidesætter alt, for at børnene kan få det, de skal have. Men i nogle familier gør de det ikke, og hvordan undgår vi så, at pengene bliver brugt på alt muligt andet end at putte mad i køleskabet? Jeg ved det ikke, jeg kan ikke svare på det.

Det vil sige, at nogle af de redskaber, vi har forsøgt at bruge som samfund, jo er at sige, at man så har friplads i institutionen, og at man kan få – præcis som SF foreslår her – adgang til at være medlem af foreninger, altså dyrke sport, at man har ret til det. Det er den type tiltag, hvor man kan sige, at der rammer vi meget direkte, at børnene faktisk får et bedre liv, og jeg tror jo meget på, at det er den slags, vi skal kigge på for at ramme rigtigt.

Men jeg har ikke sådan et svar, hvor man bare kan sige: Vupti, sådan her løser vi lige præcis det dilemma. For en 5-årig kan jo trods alt ikke styre en bankkonto.

Spørgeren.

Nej, og det var egentlig også bare, fordi jeg netop, da ordføreren kom ind på det her, godt kunne se, at der er flere nuancer med, og det handler ikke alene om et beløb. Vi redder ikke verden ved at sætte overførselsindkomsterne op. Det handler lige så meget om, at de menneskelige ressourcer hos forældrene er der, og der tror jeg bare, at ordføreren tænker, at SU-parret måske har dem, mens der netop hos nogle kontanthjælpsmodtagere også er nogle sociale problemstillinger på spil. Og de skal have noget socialhjælp – og ikke bare, at vi sætter ydelsen i vejret.

Ordføreren.

Ja, jeg mener, det er helt oplagt, at der er nogle meget store sociale udfordringer hos meget store grupper af dem, der er på kontanthjælp, og jeg synes, det er totalt urimeligt, at de så oven i det skal ligge og kæmpe med økonomien. Og det er bare anderledes, end når man er på SU. Så ja, jeg mener, der er nogle særlige problemstillinger her, og jeg kan simpelt hen næsten ikke have, at det, vi så udsætter dem for, er, at de oven i de problemer, de har i forvejen, skal bruge størstedelen af de små ressourcer, der er tilbage, på at skulle vende hver 25-øre.

Det er jo ikke for at sige, at alle, der er på kontanthjælp, har det på den måde, for der findes ved gud i himlen også virkelig stærke grupper på kontanthjælp. Der er bare en meget stor procentdel, som bokser med rigtig mange ting, og jeg synes, det er så urimeligt, at vi så lægger den her byrde oveni.

Tak til Socialdemokratiets ordfører. Så går vi til Dansk Folkeparti, og det er hr. Bent Bøgsted. Værsgo.

Tak, formand. Det her forslag er jo et, vi har diskuteret tidligere – eller ikke lige det her, men i hvert fald et lignende forslag om afskaffelse af kontanthjælpsloft, integrationsydelse og 225-timersregel. Det har drejet sig om børnefattigdom, og det er vi i Dansk Folkeparti fuldstændig klar over der er nogle problemer med. Det er bare et spørgsmål om, hvordan de problemer skal løses.

Vi tror ikke på, det hjælper, hvis der er en familie, der har problemer, og vi så siger: Nu giver vi bare nogle flere penge. Det, der skal til, er selvfølgelig, at de familier, der har problemer – det kan være en enlig mor, det kan være et par, der har børn, eller hvad det nu er – skal hjælpes ud på arbejdsmarkedet. Og hvis de har nogle problemer med sygdom, så de ikke kan klare det, så skal de selvfølgelig hjælpes videre i systemet. Det er derfor, de skal have et ressourceforløb, hvor de for øvrigt er fritaget for kontanthjælpsloft og 225-timersregel, mens de er der. Det er det, der er aftalt.

Så skal de selvfølgelig hjælpes videre, for der er ikke nogen – det skulle der ikke ret gerne være – der går lang tid på kontanthjælp eller bliver placeret ind der, hvis de er syge. For kontanthjælp skal jo kun være en midlertidig ydelse. Det er også derfor, der i satspuljeforhandlingerne blev afsat en pulje til at vende bunken, så man kunne få folk væk fra kontanthjælp, hvis de var alvorligt syge. Det gælder så desværre kun dem, der har været 5 år på kontanthjælp. I Dansk Folkeparti havde vi gerne set, at det allerede var efter 1 år, at man skulle vende bunken og hjælpe folk videre, hvis de er syge. For der er ingen tvivl om, at de ikke skal være der.

De skal i gang med et ressourceforløb, de skal have en afklaring, og hvad skal de så? Skal de have et fleksjob eller en førtidspension, eller kan de komme tilbage til arbejdsmarkedet? Det er – så vidt jeg har forstået det – hvad der ligger i aftalen om førtidspension med et ressourceforløb, som forslagsstillerne jo selv i sin tid var med til at forhandle på plads. Det er den indsats, der skal gøres for dem, så de kan komme væk. Og det vil hjælpe rigtig mange.

Når det gælder kontanthjælpsloftet, ligger der direkte i det, vi har aftalt, at kommunerne, jobcentrene, jo skal tage fat i de her folk, der går på kontanthjælp. De skal hjælpe dem med at finde et arbejde. De må lave direkte jobformidling til dem og anvise dem et arbejde, for det er den bedste løsning, nemlig at de kommer væk fra det system, de går i, og kommer ud og får et arbejde.

Vi har svært ved at forstå, at man kan gå på kontanthjælp og have mere til sig selv, end hvis man tager et job til f.eks. HK's mindsteløn. Vi har kunnet se, der har været kontanthjælpsmodtagere, som faktisk har haft flere penge til sig selv end en, der sidder ved kassen og arbejder på HK's mindsteløn. Det er ikke rimeligt. Det er jo ikke, når man kun ser på kontanthjælpen. Det er, når man tager alle ydelserne, alt det, de kan få, og lægger det sammen.

Det har ikke været rimeligt, og derfor ser vi også sådan på det, at selvfølgelig skal vi gøre noget ved det her. Vi skal gøre en indsats, der får dem væk fra systemet. De skal ud på arbejdsmarkedet, de skal have den rigtige vejledning, den rigtige afklaring. Det er det, et stort flertal har sagt: De skal have en afklaring i et ressourceforløb, så de kan komme væk fra kontanthjælpen, hvis de er syge. Det synes vi jo er en rigtig god idé, det skal bare virke. Så langt hen ad vejen kunne vi hjælpe rigtig mange, hvis det, som egentlig er vedtaget ved lov, blev sat i værk.

Forslagsstillerne foreslår også at forhøje beskæftigelsesfradraget for enlige forsørgere med 50 pct. Det er også meget godt, for når de kommer i arbejde, kommer de væk fra systemet. Jeg vil ikke udelukke, at det kan lade sig gøre at se på beskæftigelsesfradraget på en eller anden måde, men det hjælper jo ikke dem, der fortsat er på kontanthjælp. Det hjælper kun dem, der kommer i arbejde. De kommer væk fra systemet, hvis de får hjælp til at komme i arbejde, og så får de netop det beskæftigelsesfradrag. Så på den måde er det endnu mere vigtigt at se på, hvordan vi får folk i arbejde. Og i de her tider, hvor arbejdsgiverne siger, at de mangler arbejdskraft, er det jo endnu mere vigtigt at se på, hvordan vi hjælper dem med en opkvalificering til de job, som arbejdsgiverne siger de mangler arbejdskraft til.

Det her med et fritidsklippekort er ikke noget, vi vil afvise, for der blev i forbindelse med satspuljeforhandlingerne vedtaget noget med et fritidsklippekort. Nu kan jeg ikke lige huske, hvornår det er, det udløber, men der er i hvert fald mange kommuner, der selv gør det, altså selv laver et fritidstilbud. Så jeg vil ikke udelukke, at vi kan se på, hvordan man strikker det sammen i fremtiden, om det fortsat skal finansieres via satspuljen. Jeg tror, det var det, der i sin tid blev lavet i forbindelse med satspuljen – for en 4-årig periode, hvis jeg husker rigtigt. Og den er ikke udløbet endnu, så vidt jeg ved, men det vil jeg ikke lige hænges op på. Det kan være fornuftigt at se på, hvordan man sikrer det.

Men det handler jo ikke bare om børn af kontanthjælpsmodtagere. Det kan også være børn af lavindkomstmodtagere, dem, der, som jeg siger, arbejder på HK's mindsteløn. De kan også have behov for, at deres børn får et fritidsklippekort, og det er der mange kommuner der gør i forvejen. Vi er selvfølgelig villige til at se på, om der skal gøres nogle tiltag på det område, men vi kan ikke støtte forslaget.

Der er et par korte bemærkninger. Hr. Karsten Hønge, SF. Værsgo.

Jeg vil da starte med at sige tak til hr. Bent Bøgsted for, jeg synes, et nuanceret indlæg. Hr. Bent Bøgsted har ret i, at det er noget, vi har diskuteret på mange forskellige måder. Vi har kredset omkring den samme problemstilling. Men det, jeg vil bede hr. Bent Bøgsted om at tage stilling til, er, at i den mest optimistiske situation i regeringens egne beregninger vil kontanthjælpskælderen og 225-timersreglen maksimalt kunne få 700 mennesker ud på arbejdsmarkedet – jeg vil gerne have, at hr. Bent Bøgsted bekræfter det – samtidig med at antallet af børn, der vokser op i fattigdom i Danmark, bliver fordoblet. Er der nogen rimelig sammenhæng imellem de værktøjer, man bruger, og så den minimale effekt, det har for de mennesker, der kommer ud på arbejdsmarkedet? Til gengæld rammer det jo så utrolig mange børn.

Den sidste ting, jeg vil spørge om, er: Kan hr. Bent Bøgsted give et konkret eksempel på, hvor det bedre kan betale sig at gå på overførselsindkomst end at arbejde, mere end den der generelle henvisning til HK's overenskomst? Har hr. Bent Bøgsted en konkret erfaring med, at det faktisk finder sted, for jeg har det nemlig ikke?

Ordføreren.

Ja, det har jeg faktisk, men det eksempel vil jeg ikke bruge her, for det er for tæt på. Jeg vil ikke udlevere navne her, men dem kan jeg fortælle hr. Karsten Hønge bagefter.

Spørgeren.

Men synes hr. Bent Bøgsted så, at der er nogen rimelig sammenhæng mellem det meget voldsomme redskab og det at fordoble antallet af fattige børn i Danmark for at få den marginale effekt, som i øvrigt kun er teoretisk, nemlig at der overhovedet kommer 700 mennesker ud på arbejdsmarkedet? Det var det ene spørgsmål, jeg lige vil gentage. Det andet er, hvilket indtryk det gør på hr. Bent Bøgsted, at vi har fået en henvendelse her fra 14 organisationer, der selv kalder deres henvendelse til Folketinget for et nødråb, hvor man er bange for, hvad det her kommer til at betyde for børn, der vokser op i sårbare familier.

Ordføreren.

Jamen det er der, hvor man skal se på, hvilken indsats der bliver gjort over for de her familier. For der er rigtig mange af de her familier, hvor det ikke hjælper bare at give dem nogle flere penge. Det er den indsats, man skal gøre for at få dem væk fra det system, de er i, væk fra de sociale problemer, de har. Det er jo ikke altid, at det bare løses ved, at de får nogle flere penge. Det kan være, at de skal have hjælp til mange forskellige ting. I den forbindelse kan det være, at de måske skal have hjælp til at komme væk fra, hvor de f.eks. lever. De skal måske have hjælp til at finde et job. Der kan være mange ting. De skal have hjælp til at klare børnene, måske. Der er mange ting, der skal sættes ind med, og man løser det ikke bare ved at give dem en pose penge mere. Man løser det ved at lave den rigtige indsats.

Hr. Finn Sørensen er næste spørger.

Tak. Så kom den igen: myten om, at man har mere ud af at være på kontanthjælp, end hvis man får et job til f.eks. HK's mindsteløn i detailhandelen. Er ordføreren klar over, hvad forskellen er mellem HK's mindsteløn i detailhandelen og kontanthjælpen for en forsørger? Det er det første spørgsmål.

Ordføreren siger noget, vi har hørt, lige siden lovforslaget blev fremsat, nemlig at man ikke skal være på kontanthjælp, hvis man er alvorligt syg – så skal man videre, så skal man have en førtidspension eller noget andet varig forsørgelse, som er bedre end kontanthjælpen. Mit andet spørgsmål er så: Hvordan er det egentlig gået med det, der har været Dansk Folkepartis mærkesag hele vejen igennem den her diskussion, nemlig at man skulle sørge for, at folk, som var alvorligt syge, og som ikke kunne arbejde, kom videre i systemet og f.eks. fik en førtidspension? Hvor mange har man fået igennem den øvelse?

Ordføreren.

Nu er det sådan, at vi har arbejdet på at få folk, der er syge, væk fra kontanthjælpen. Men meget af det arbejde strandede i den aftale, der blev indgået, om førtidspension og fleksjob, og som ressourceforløbet ligger i – en aftale, som Dansk Folkeparti ikke er en del af. Det er der, jeg siger, at den indsats, som kommunerne skal gøre over for de her folk, der er syge, strander, fordi de ikke får lov til at komme i ressourceforløb, og fordi de ikke får lov til at få en afklaring. Det var det, forligskredsen skulle prøve at løse i de sidste møder, de havde, og der blev jo sendt en vejledning ud til kommunerne, der gik ud på, at kommunerne skulle stramme op. Jeg har ikke kendskab til, om der er kommet noget resultatet ud af det, der blev sendt ud der, for jeg er ikke med i det forlig; jeg kender ikke til det. Men så vidt jeg husker, er der endnu ikke kommet noget resultat fra den her pulje, der blev afsat til at vende bunken, og det er desværre ikke alle kommuner, der søger fra puljen. Så jeg har ikke noget tal på, hvordan det ser ud lige nu, for så lang tid har den heller ikke virket.

Spørgeren.

Tak. Nu fik ordføreren ikke svaret på det om forskellen mellem HK's mindsteløn og en kontanthjælp for en forsørger. Det er også helt okay, men så kan jeg oplyse ordføreren om, at det er lige omkring 8.000 kr. om måneden. Så påstanden om, at det ikke skulle kunne betale sig at arbejde, har nok ikke meget på sig, og påstanden om, at der er en hel masse kontanthjælpsmodtagere derude, der får mere ud af at være på kontanthjælp end på HK's mindsteløn, holder ikke en meter.

Det andet svar er jo en tilståelsessag, så det vil noget, for det, ordføreren, står og indrømmer, er, at ordføreren godt vidste, dengang ordføreren stemte for kontanthjælpsloftet, at det, han stod og lovede, nemlig at folk skulle videre i systemet og have en førtidspension, kunne han ikke holde, for der kendte vi jo reglerne om, hvor svært det er at få førtidspension. Alligevel har ordføreren og Dansk Folkeparti brugt det som en undskyldning for at støtte et lovforslag, man udmærket godt vidste ville komme til at ramme syge mennesker og deres familier og deres børn rigtig hårdt. Så vil ordføreren ikke bare indrømme, at det var et lille vissent figenblad, man holdt foran sig for at skjule sin nøgenhed, dengang man støttede det her alvorlig fattigdomsskabende lovforslag?

Ordføreren.

Tak. Jeg fik ikke svaret på det spørgsmål vedrørende lønninger. Det er jo sådan, at når man gør det op, kigger man på kontanthjælpen, og så kigger man på alle de ydelser, som de kan få, men som en lønmodtager måske ikke kan få. Det er ikke de samme ydelser, man kan få hele vejen igennem. Men lad nu det ligge.

Til det andet vil jeg sige, at jeg blankt erkender, at den aftale, som et stort flertal herinde har indgået, om ressourceforløbsydelsen har hindret mange på kontanthjælp i at få en afklaring, og jeg må erkende, at den aftale er Dansk Folkeparti ikke med i, og det er Enhedslisten heller ikke. Respekt for det. Det er et rigtig dårligt system, for det fungerer simpelt hen ikke. Det, der skal til for at få dem væk fra det system, er, at de får den indsats, de har krav på, og som de har behov for.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Klaus Markussen fra Venstre. Værsgo.

Tak for ordet, hr. formand. Det her bliver formentlig min sidste tale her fra talerstolen, for inden længe vender hr. Hans Andersen tilbage igen, og min tid her i Folketinget er så forbi. Jeg vil gerne have lov til indledningsvis at sige tak til de ordførere, som jeg har har lært at kende, og som jeg har samarbejdet med i den tid, jeg har været herinde. Jeg vil også sige tak til medarbejdere og betjente, og jeg vil sige tak for det høje serviceniveau og for den hjælp, jeg har fået. Det danske folkestyre er altså bedre set herindefra end det billede, som medierne ofte viser. Vi deler os efter anskuelser, men jeg har oplevet flid og dedikation og engagement. Tak for den oplevelse.

Jeg vil også sige tak til SF for et gennemarbejdet beslutningsforslag med en interessant finansieringsmodel. SF vil udrydde børnefattigdom ved at pålægge regeringen at afskaffe, hvad de selv kalder for fattigdomsydelsen. Jeg synes først og fremmest ikke, det giver mening at snakke om kontanthjælpen som en fattigdomsydelse, og jeg synes heller ikke, det er vigtigt at diskutere, hvornår vi kan sætte sådan et fattigdomsmærkat på ryggen af danskere. Derfor synes jeg, vi i fællesskab skal koncentrere os om, hvordan vi sikrer de danskere med de færreste ressourcer de bedste muligheder. Det er nemlig helt afgørende for, at vi kan rykke danskerne fra offentlig forsørgelse og hen i det arbejdende fællesskab, for som ministeren pointerer, er det med til at bryde den negative sociale arv, når børn hver morgen ser deres forældre trække i arbejdstøjet og være en del af fællesskabet på arbejdsmarkedet.

Det har været rigtig vigtigt for Venstre, at vi med kontanthjælpsloftet fandt den rigtige balance mellem et rimeligt rådighedsbeløb og et reelt incitament til at komme i beskæftigelse. Den balance mener jeg vi har fundet med kontanthjælpsloftet og med 225-timersreglen. Eksempelvis modtager et ægtepar med to børn 23.200 kr. hver måned i offentlig ydelse efter skat. Så med helt skarpe prioriteringer mener jeg faktisk der burde være plads til både aktiviteter og fødselsdage. SF ønsker også at afskaffe 225-timersreglen. Men vi skal huske på, at med kun få arbejdstimer kan man igen sikre sig fuld hjælp og samtidig bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet. 225 timer svarer til en almindelig arbejdsuge i kun 6 uger.

Jeg har dog forståelse for, hvor frustrerende det må være, at kontanthjælpsloftet betyder, at kontanthjælpsmodtagere får et mindre rådighedsbeløb end hidtil. Men når det er sagt, er det altså helt nødvendigt, at vi skaber en økonomisk gevinst ved at tage et job, også i den lave ende af lønskalaen. Kontanthjælpen er ment som en midlertidig ydelse, mens man finder sin vej tilbage på arbejdsmarkedet.

Det her beslutningsforslag favner mildest talt bredt. SF vil gøre det mindre attraktivt at have virksomhed i Danmark, og det synes jeg ganske enkelt er en helt igennem uklog beslutning. Vi kan ikke være bekendt at skubbe virksomheder uden for landets grænser, fordi arvinger ikke har råd til at overtage familiens svendestykke, og vi kan heller ikke være bekendt at bremse for fremtidige investeringer, som sikrer virksomhedens konkurrencedygtighed. Det her forslag arbejder direkte imod Venstres ambition om at få flere med i det arbejdende fællesskab og nedbryde den negative sociale arv. Venstre tror nemlig på, at vejen går gennem arbejdsmarkedet og ikke gennem højere ydelser. Det er vigtigt for børn at opleve mor og far som en del af det arbejdende fællesskab.

Hver fjerde danske virksomhed hungrer efter arbejdskraft, og alene i marts måned i år kom der 2.800 flere job i den private sektor. Det viser mig, at der er mange ledige job at tage, og det viser mig også, at der ikke er incitament for at slå hul i kontanthjælpsloftet, og på den baggrund stemmer Venstre imod forslaget.

Tak for det. Inden vi tager hul på de korte bemærkninger, vil jeg godt kvittere for ordførerens billede af det danske folkestyre. Og det er så et billede, som ordføreren på fin vis har bidraget med i en periode. Tak for det.

Første spørger er hr. Karsten Hønge. Værsgo.

Tak. Jeg vil i hvert fald også starte med at sige tak til hr. Klaus Markussen for et godt samarbejde, også et muntert og frugtbart samarbejde, på trods af Venstres umulige synspunkter i de her sager, vi har haft oppe. Men hr. Klaus Markussen har det i hvert fald været en fornøjelse at arbejde sammen med.

Jeg kunne godt tænke mig lige at spørge om noget, når det nu er formålet at få flere mennesker ud på arbejdsmarkedet. Så vil hr. Klaus Markussen så ikke prøve at forklare: Hvordan kan der etableres en sammenhæng mellem en forventning om, at 700 mennesker kommer ud på arbejdsmarkedet, men at 62.000 børn berøres af kontanthjælpsloftet? Regeringen beregner selv, at børn, der vokser op under egentlig fattige forhold, bliver fordoblet. Hvordan man så nå frem til, at værktøjet på nogen måde hænger sammen med det, som man her kan se bliver resultatet?

Ordføreren.

Værktøjet hænger fint sammen. Det er med til at sikre, at der er et reelt økonomisk incitament ved at komme i beskæftigelse. Og personligt tror jeg ikke på, at vi udrydder fattigdom ved at øge ydelserne. Jeg tror på, at den bedste måde at bryde den negative sociale arv og ringe sociale kår på, er at sikre en varig og fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Og det er det, som indsatsen skal fokusere på.

Spørgeren.

Men sagen er jo bare, at det er en meget lille gevinst, man opnår på kort sigt. Alle undersøgelser viser, at hvis man spænder den slags snubletråde ud for børn, der vokser op i sårbare familier, så er der stor sandsynlighed for, at de selv ender med en meget løs tilknytning til arbejdsmarkedet. De vil sandsynligvis få en mindre og kortere uddannelse og et dårligere arbejdsmiljø. Så hvordan kan det hænge sammen, at man på kort sigt får en lille gevinst og på lang sigt rent faktisk får udgifter? Det er dels menneskelige omkostninger, men det er jo også rent økonomisk.

Værsgo.

Jeg skal ikke kloge mig på, hvad hr. Karsten Hønge mener er en lille gevinst. Det er helt grundlæggende sund fornuft at sikre, at der er et incitament til at komme i beskæftigelse, og at der er en fokuseret indsats for at stramme på alle parametre for at sikre, at det er attraktivt at komme på arbejdsmarkedet og der bliver skabt flere job i Danmark. Og med al respekt viser regeringens politik jo, at der bliver skabt historisk flere jobs i Danmark, og at tingene bevæger sig i den rigtige retning.

Så er det hr. Finn Sørensen.

Tak. Jeg vil bare gerne høre, om ordføreren vil bekræfte, at det rådighedsbeløb, ordføreren nævnte, på 23.300 kr. for en familie med to børn er før huslejen, og at det reelle rådighedsbeløb derfor er langt mindre. Det er det ene spørgsmål. Det andet er, om ordføreren vil bekræfte, at de tillæg, man kan få som kontanthjælpsmodtager, hjælp til husleje, hjælp til daginstitution, børnecheck, børnetilskud – for at nævne nogle centrale tilskud for enlige forsørgere – er tillæg, som lavtlønnede i HK-jobs, f.eks. HK'ere i detailhandelen, også kan få.

Ordføreren.

Jeg kan bekræfte, at det beløb, jeg nævnte, var det beløb, som spørgeren også henviste til, og at det var efter skat. Jeg har ikke gjort mig klog på, hvorvidt det var før eller efter husleje. Med hensyn til det andet spørgsmål synes jeg jo, det er vigtigt at sige, at det her understreger vigtigheden af også fremadrettet at have fokus på, at hvis skatten skal lettes, er det vigtigt at gøre det i bunden af skalaen, så også dem med mindre indkomster får mulighed for at beholde en større del selv.

Spørgeren.

Man bør vel interessere sig lidt for, om det store beløb på mange tusinde kroner om måneden, som man slynger ud i æteren den ene gang efter den anden, er et beløb, der skal betales husleje af, eller ikke er det. Det synes jeg er meget relevant. Derfor er jeg glad for, at jeg har stillet spørgsmålet.

Så kan jeg oplyse ordføreren om, at hvis vi tager et ægtepar med to børn, er deres rådighedsbeløb efter kontanthjælpsloftet 14.400 kr., når der er betalt husleje, og det er vel at mærke en billig gennemsnitshusleje, som jo slet ikke svarer til de huslejer, som man f.eks. har i de almene boligbyggerier omkring de store byer. Det er altså 14.400 kr., og for de penge skal familien klare alt det andet.

Så kan man diskutere, om det er meget eller lidt. Ordføreren synes sikkert, at det er lige i overkanten, men nu har man lagt sig der. Jeg synes, det er meget lidt, hvis man skal matche de vilkår, som andre familier har. Men man skal sammenligne med de vilkår, som en lavtlønsfamilie har, som har adgang til de samme tillæg, som jeg remsede op før. Det er jo det, ordføreren og regeringspartierne og dem, der støtter kontanthjælpsloftet, hele tiden glemmer. Men tak for, at vi lige fik mulighed for at få det på det rene.

Ordføreren.

Jeg vil henvise til det, jeg sagde i min ordførertale, nemlig at det kræver skarpe prioriteringer. Det, der bare er udgangspunktet, er, at jeg ikke tror på, at vi løser problemet med højere ydelser. Det, der er rigtig, rigtig vigtigt, er, at vi holder fast i den politik, som den nuværende regering har, som er målrettet to ting. Den første er at få skabt flere arbejdspladser i Danmark, og den anden er at sørge for, at vi har en indsats, som sikrer, at det kan betale sig at arbejde, og at vi hjælper folk i retning af varig beskæftigelse. Det er den måde, vi får udryddet fattigdom på.

Fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Først og fremmest glæder det mig, at ordføreren har fået det indtryk af folkestyret, som ordføreren gjorde gældende i indledningen. Jeg tror, at vi er mange, der har det på den måde. Det, der foregår herinde, er sådan set bedre end sit rygte, og jeg tror, det er rigtig vigtigt, at vi får rettet op på det, sådan at det billede, der er udeomkring, bliver nogenlunde det samme som det, vi har herinde.

Så vil jeg stille et spørgsmål, som måske meget godt viser lige præcis det her med, at vi deler os efter anskuelser, fordi der simpelt hen er noget, jeg ikke begriber hvordan kan hænge sammen. Nu skal jeg forsøge at citere det så korrekt, som jeg lige kan det efter hukommelsen. Ordføreren siger, at man skal stramme på alle skruer, så det er attraktivt at komme ind på arbejdsmarkedet eller noget, der ligner, ikke? Jeg er bare ikke helt sikker på, at jeg forstår det. Hvis man nu f.eks. er blind og har søgt i hundredvis af forskellige jobs i alle mulige kategorier, fordi man bare gerne vil have lov til at bidrage, så er jeg ikke helt sikker på, at jeg forstår den der logik med, at det med at tage op imod 36.000 kr. fra den her blinde person skulle betyde, at vedkommende fik varig beskæftigelse. Det er lige præcis der, jeg mener kæden hopper af omkring det kontanthjælpsloft.

Det er, lige som om man ikke har helt har styr på, hvad det er for en gruppe, vi taler om. Den blinde vil jo gerne have arbejde og synes, det er enormt attraktivt at komme ud på arbejdsmarkedet, har kæmpet i årevis for at få lov til det, har i øvrigt bakket op for rigtig manges vedkommende om den førtidspensionsreform, der gjorde, at man ikke bare parkerer blinde, men at man faktisk bliver ved med at opfatte blinde som nogle, vi gerne vil have ind på arbejdsmarkedet. Så enlighten me, please!

Ordføreren.

Lad mig prøve at præcisere det. Min pointe er sådan set, at vi, om jeg så må sige, skal bruge alle tangenterne på klaveret. Det, der er vigtigt, er ikke alene at tale om ydelsernes størrelse. Det er også et spørgsmål om at tale om, at vi har et rummeligt arbejdsmarked. Det er også et spørgsmål om at tale om, hvordan vi indretter os, sådan at der er plads, også til dem, der har udfordringer, og som spørgeren selv fremkommer med eksempler på. Min pointe er sådan set den, at vi skal bruge alle klaverets tangenter, og her synes jeg, at regeringens retning er fuldstændig korrekt.

Vi har i første omgang haft fokus på, at det skal kunne betale sig at arbejde. Nu er der også fokus på, at vi skal have bekæmpet bøvl og bureaukrati, gjort reglerne smidige og sørge for, at der er en god sammenhæng mellem det, vi gør her i den her sal, og det, som der bliver gjort i landets mange kommuner, hvor man sidder med den her opgave hver eneste dag. Der er det simpelt hen vigtigt, at det her er en fælles indsats for at skabe de bedst mulige betingelser for, at der er plads til alle på det danske arbejdsmarked.

Spørgeren.

På en eller anden måde er det en lille smule omvendt, ikke? Det svarer lidt til det der med, at når vi spørger, hvordan vi skal skaffe de der billige boliger i København, sådan at folk kan betale dem, når kontanthjælpsloftet er nede, så siger man et eller andet med, at der en eller anden plan omkring 2020, og sådan noget. Kunne man ikke gennemføre de der tiltag først, og når der så faktisk er et alternativt boligtilbud, kunne man sætte kontanthjælpen ned? Det er lidt det samme som det her med, at vi skal skabe et rummeligt arbejdsmarked.

Nu har jeg efterhånden været herinde på Christiansborg i det, der nærmer sig 20 år – det er helt forfærdeligt – og i alle årene har man talt om det rummelige arbejdsmarked. Det er der så ikke endnu. Kunne man ikke på en eller anden måde vende rækkefølgen om, sådan at regeringen først starter med at skabe det der rummelige arbejdsmarked, der gør, at alle landets blinde kan få det arbejde, de har søgt igennem efterhånden flere årtier, og når man så har skabt det rummelige arbejdsmarked, kunne der være en eller anden rimelighed i, at man så sagde, at dem, der ikke var i arbejde, nok ikke var det, fordi de ikke havde lyst eller det ikke var attraktivt nok?

For mig lyder det jo, som om man har en eller anden idé om, at dem, der sidder derude, ikke gider arbejde, og derfor skal vi gøre det endnu mere attraktivt at komme ind på arbejdsmarkedet. Tænk, jeg tror, det er helt omvendt. Jeg tror, at der sidder rigtig mange mennesker derude, som ville ønske, at det arbejdsmarked var så rummeligt, at de faktisk kunne få lov til at være en del af det fællesskab, det er at gå på arbejde. Jeg mener, at det kontanthjælpsloft er en straffeaktion imod dem. Det er en hån mod de mennesker, som bare gør alt, hvad de kan, for at få et arbejde: uddanner sig, efteruddanner sig, søger jobs, gør alt, hvad de kan.

Jeg er stadig væk ikke sikker på, at jeg har forstået, hvad det er, der er ideen med, at man tager det i den rækkefølge. Jeg er heller ikke sikker på, at logikken i sidste ende holder, men hvorfor den rækkefølge, hvis man anerkender, at der ikke er et rummeligt arbejdsmarked?

Ordføreren.

Jeg vil se gennem fingre med de måske slet skjulte beskyldninger om vores holdning til, hvorvidt man gider at tage et arbejde. Jeg synes egentlig, jeg var meget præcis, i forhold til at det her handler om at sørge for, at det kan betale sig at arbejde, at der er et økonomisk klart incitament til og forskel på at være på arbejdsmarkedet frem for at være på passiv forsørgelse. Jeg deltager ikke i det, som der er nogle, der rejser rundt med myter om, nemlig at vi skulle have en holdning om, at man ikke gider arbejde. Tværtimod ser jeg masser af eksempler, også fra mit kommunale virke, på, at mennesker længes efter at komme ind på arbejdsmarkedet. Det er præcis de barrierer, det handler om at få nedbrudt.

Derfor er det utrolig vigtigt, at vi selvfølgelig har de økonomiske incitamenter skruet rigtigt sammen, men lige så vigtigt er det jo, at vi også har fokus på alle de begrænsninger og det bøvl, det, der er stenene i skoene og blokeringerne, som gør, at tingene ikke fungerer optimalt. Det oplever jeg at der er fuld fokus på hos regeringen, og det er jeg betrygget ved. Jeg har i den tid, jeg har været herinde, set mange eksempler på, at der er konkret fokus på at få gjort op med regeljunglen, at have fokus på at øge incitamenterne for mennesker til at komme i beskæftigelse og i øvrigt puste fornyet liv i samarbejdet med kommunerne om, at vi altså har en fælles opgave med at få det her til at lykkes.

Tak til ordføreren, og tak til spørgerne. Det var næsten alt for meget, vil jeg sige, i forhold til vores taletidsregler. Vi skal lige prøve at se, om vi kan finde en talelængde, der er tættere på de hele og halve minutter.

Det er hr. Finn Sørensen fra Enhedslisten, der er den næste ordfører.

Tak, formand. Og en stor tak til Socialistisk Folkeparti for at fremsætte det her forslag. Jeg tror lige, vi skal repetere, hvad det går ud på. Det består af tre led: En afskaffelse af kontanthjælpsloftet, integrationsydelsen og 225-timersreglen, og til alle dem, der følger med, vil jeg oplyse, at integrationsydelsen jo er den laveste af disse ydelser, altså i grove tal kun lidt over halvdelen af kontanthjælpen; så foreslår man at forhøje det særlige beskæftigelsesfradrag for enlige forsørgere med 50 pct.; og man foreslår at gøre det obligatorisk, at børn fra fattige familier tilbydes et fritidsklippekort, og at det skal være obligatorisk for kommunerne at sikre en aktiv indsats for at få disse børn med i fritidslivet. Det sidste er ikke det dyreste af det, men det er jo en meget vigtig del af forslaget, som handler om at afskaffe børnefattigdom.

Så stor ros til SF for at fremsætte forslaget, også med en finansiering, som Enhedslisten kan gå varmt ind for, nemlig ved at man aflyser de skattelettelser, som disse fattigdomsydelser skulle have finansieret, og samtidig skal skatterabatten til rige virksomhedsarvinger annulleres. For det er jo tankevækkende, at vi behandler sådan et forslag i den samme uge – og det er godt timet fra SF's side; hvis det er helt bevidst, hvad det nok ikke har været, så er det jo rigtig godt timet – som de borgerlige partier, der hårdnakket står og afviser at lempe vilkårene for nogle af de fattigste mennesker i det her land, gennemfører lige nøjagtig en sådan lettelse af arveafgifterne for nogle af de rigeste familier her i landet. Så tak til SF for at fremsætte forslaget.

Det er jo fuldstændig rigtigt, at hvis man bruger den tidligere regerings økonomiske fattigdomsgrænse, vil det her medføre, altså kontanthjælpsloftet, integrationsydelsen og 225-timersreglen, at vi får 7.000 flere fattige børn. Og ministeren har jo bekræftet, at kontanthjælpsloftet rammer familier, der repræsenterer 62.000 børn – 62.000 børn bliver berørt af den lovgivning, og 7.000 af dem i en grad, så de kommer oven i de mange fattige børn, vi havde i forvejen.

Det her forslag er jo et led i en massiv fattiggørelse af en del af befolkningen under påskud af, at nu skal vi have folk i arbejde, på trods af at tre fjerdedele af den gruppe mennesker, vi taler om, er i en sådan situation, at de ikke er i stand til at komme ud på arbejdsmarkedet. Det har kommunerne selv vurderet ved at kalde dem aktivitetsparate.

Jeg synes, det er vigtigt, når vi snakker om det her, at vi ikke kun forholder os til, at det er vigtigt af hensyn til de mennesker, der bliver ramt, for det siger sig selv. Hvis man mister 40.000 kr. om året i en familie med en enlig mor og to børn med en gennemsnitlig husleje i et alment boligbyggeri, så er det et kæmpe indhug i familiens muligheder for at klare sig. Men det er jo vigtigt at forstå, at det her er et led i en lang stribe af reformer, ganske vist gennemført med lidt forskellige sammensætninger af partier, som medfører en massiv fattiggørelse af lønmodtagerne, når de bliver arbejdsløse eller syge og ude af stand til at arbejde. Og det er jo alle reformerne fra og med dagpengereformen, over efterlønsreformen osv.

Den tidligere regering, S-R-SF-regeringen, vurderede jo selv, at de reformer, som den var med til at gennemføre – førtidspensions-, fleksjob- og sygedagpengereformen og fru Mette Frederiksens første kontanthjælpsreform – ville medføre op mod 10.000 flere fattige. Der er ikke regnet på, hvor mange flere fattige børn, der ville komme ud af nøjagtig den øvelse, men det siger sig selv, at alene de reformer ville forøge antallet af fattige børn, og oven i dem kommer så det her, som jo vil medføre cirka en fordobling af antallet af fattige børn.

Derfor er det rigtig godt, at vi får lejlighed til at diskutere det her. I Socialudvalget kunne man jo forvente at der så var en vilje til at rydde op efter de ulykker, som et flertal har lavet i Beskæftigelsesudvalget. Men nej, vi får liret den samme lektie af om, at det skal kunne betale sig at arbejde, og så kommer alle de syge nok i arbejde.

Til sidst vil jeg sige til den socialdemokratiske ordfører, at jeg synes, det er skændigt, at man skal beskyldes for at sidde og ønske, at Socialdemokratiet ikke vil være med til at gennemføre det her kontanthjælpsloft. Hele Enhedslistens bestræbelse, siden det blev indført, har været at samle et flertal i det her Folketing. Og der mangler kun ét parti, for at vi efter et valg vil være i stand til at have et flertal, for vi forventer, at vi kan få et flertal sammen med Socialdemokratiet. Det har været vores eneste formål at skaffe et flertal, og det er jo skændigt, at man skal beskyldes for, at man ønsker, at Socialdemokratiet løber fra det. Nej, det gør vi ikke, og det beviser vi i dag ved at stemme for SF's forslag, fuldstændig som det ligger, i modsætning til Socialdemokratiet, der blot skaber tvivl om, hvad de egentlig vil efter et folketingsvalg i forhold til det her meget vigtige spørgsmål.

Tak til hr. Finn Sørensen. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og derfor giver vi hurtigt ordet til fru Laura Lindahl fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Liberal Alliance går på linje med de andre regeringspartier ikke ind for, at man skal afskaffe integrationsydelsen og/eller kontanthjælpsloftet. Det kommer nok ikke som den store overraskelse for forslagsstillerne, givet at de fremførte præcis de samme argumenter over for præcis de samme mennesker, da man indførte både kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen.

I Danmark har vi været gode til at tiltrække for mange flygtninge meget langt fra deres nærområder og forvandle dem til bistandsklienter, og mængden af sociale og økonomiske problemer, der er konsekvensen af den politik, er jo velkendt. Det er ganske enkelt sådan, at vi ikke kan give meget større indkomster til flygtninge, end man gør i andre europæiske lande, uden at gøre det alt for attraktivt for flygtningene at søge mod Danmark. Hjælpen til asylansøgere bør ikke bestemmes af det ellers meget høje danske ydelsesniveau, selv om forskellen mellem en integrationsydelse og almindelige danske ydelser kan blive meget stor.

I forhold til kontanthjælpsloftet har vi stadig høje ydelser i Danmark. Kontanthjælpsloftet skal jo sikre, at der er en rimelig forskel mellem at være i arbejde og på passiv forsørgelse. De rådighedsbeløb, man har efter kontanthjælpsloftets indførsel, mener vi er rimelige – og det er nok også baggrunden for, at der ikke har været flere udsættelser efter kontanthjælpsloftets indførsel, end man har set; man havde forventet flere.

I forhold til nye særydelser til familier på kontanthjælp har jeg umiddelbart svært ved at forstå baggrunden. Jeg troede netop, at de større beløb, vi giver til forsørgere, var for at dække den her slags udgifter.

Så konkret i forhold til det særlige beskæftigelsesfradrag for enlige forsørgere er det klart, at der er incitamentsproblemer i forhold til enlige forsørgere. Og det var jo også baggrunden for indførelsen af det særlige beskæftigelsesfradrag. Om det er smartest at øge det her eller det generelle beskæftigelsesfradrag, synes jeg faktisk er et meget godt spørgsmål, som man sagtens kunne tage op i forbindelse med de kommende skatteforhandlinger. Men i forhold til konkret at støtte det her forslag overrasker det nok ikke, at det gør vi ikke.

Hr. Karsten Hønge.

Jeg ved jo, at Liberal Alliance sådan fra tid til anden godt kan lide at læne sig op ad noget, der er evidens for. Og når vi nu står over for en situation, hvor to forskere fra Aalborg Universitet, Stina Krogh Petersen og Iben Nørup, siger, at konsekvenserne af dårlige økonomiske betingelser i barndommen altså er både langvarige og svære at afbøde igen – og det er der forskningsmæssig evidens for – altså at det har en dyr pris, når man skærer ned på ydelser til forsørgelse af børn, gennemhuller det så ikke selve fundamentet for den argumentation, som fru Laura Lindahl bygger op, nemlig ved at sige, at vi skal gøre det attraktivt for mennesker at arbejde? Der har regeringens egne beregninger sagt, at det her maksimalt vil få 700 mennesker ud på arbejdsmarkedet. Til gengæld er vi sikre på, at 62.000 børn berøres af kontanthjælpsloftet. Regeringens egne beregninger siger, at antallet af fattige børn vil blive fordoblet, og forskere på Aalborg Universitet siger klart, hvilke konsekvenser det får. Argumentationen hænger jo ikke sammen.

Ordføreren.

Jamen det er jo et spørgsmål om, hvornår man mener at familier er fattige. Og jeg tror bare, vi må erkende, at vi har forskellige holdninger til det spørgsmål. Når en enlig kontanthjælpsmodtager med to børn har et rådighedsbeløb på 17.600 kr. om måneden – jeg er godt klar over, at det er alt inklusive, og jeg ved også godt, at det er, før man har betalt husleje – mener jeg ikke, at man er fattig. Det kan der være forskellige holdninger til, men det er sådan set Liberal Alliances holdning.

Hr. Karsten Hønge.

Jeg vil gerne høre fru Laura Lindahls holdning til, hvordan det kan være – hvis det virkelig var sådan, som fru Laura Lindahl siger – at vi i Folketinget har fået det, de selv kalder et nødråb, fra 14 organisationer, der fortæller, hvilken forfærdelig virkelighed mange af de her børn er i. Hvad angår forskning, har Rockwool Fonden netop opstillet minimumsbudgetter for, hvad der er nødvendigt til at leve for i Danmark, og mange kommer nu under disse budgetter, nogle en del under. Så fru Laura Lindahls ord er jo snak, mens det her er den iskolde sociale virkelighed.

Fru Laura Lindahl.

Men altså, at der er en række ngo'er, som kontakter os med et nødråb, er jo ikke ensbetydende med, at jeg deler den holdning, som de har. Det gør jeg bare ikke. Jeg er godt klar over, at det ikke er en dans på roser at være på kontanthjælp, men det mener jeg heller ikke det skal være. Og så er der hele diskussionen om syge mennesker – og der er det klart, at det er blevet lidt af en kliché at sige, at syge mennesker ikke skal være der, og så er det ligesom det svar man giver og går videre. Men sandheden er jo også, at der er nogle, der ikke har ret til andet end kontanthjælp, altså som ikke er syge nok til at komme på en anden ydelse.

Tak til fru Laura Lindahl, og velkommen til fru Carolina Magdalene Maier fra Alternativet.

Tak for det. Det beslutningsforslag, som vi behandler her i dag, har til hensigt at tage et opgør med de fattigdomsydelser, som regeringen har indført over det sidste år, og ikke mindst adressere de konsekvenser, det har for mange tusinder af børn, der nu får en opvækst i fattigdom. Det er så vigtigt, at vi får adresseret de her udfordringer, og derfor vil vi gerne rette en stor tak til SF for at have fremsat forslaget, vi behandler i dag.

Alene med kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen har regeringen noget nær fordoblet antallet af børn, der vokser op i fattigdom, hvis vi altså regner med den grænse, som regeringen meget behændigt har afskaffet, altså fattigdomsgrænsen. Alene det er jo grundlag for at støtte det her beslutningsforslag. I vores optik er det en bydende nødvendig opgave, og det vil altid være en opgave for ethvert Folketing at bekæmpe børnefattigdom i et land som Danmark.

Dykker vi ned i udformningen af kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen, ser vi først og fremmest en udformning, der er direkte designet til at ramme enlige forsørgere hårdest, hvilket i sig selv er en meget bekymrende konstruktion, hvis man altså betragter det her ud fra et socialt perspektiv og ikke bare ud fra et excelarks perspektiv. At være enlig mor eller enlig far for den sags skyld på kontanthjælp kræver i den grad overskud. Og hvad børnene i sådan en familie ikke har brug for, er, at moren eller faren står på en brændende platform, som er fyldt af økonomiske bekymringer.

Vi ved også – hr. Finn Sørensen fra Enhedslisten var inde på det – at 75 pct. af de voksne, der rammes af loftet og 225-timersreglen, ikke er i stand til at arbejde. De har mange andre udfordringer end bare arbejdsløshed. Der er psykiske udfordringer, angst, depressioner, sociale udfordringer, misbrug osv. Vi ved også, at mange af de her forældre faktisk sparer på deres udgifter bl.a. til medicin for at kunne købe vintertøj til deres børn eller for at sikre, at børnene kan komme til fodbold og andre fritidsaktiviteter. Børn, der er vokset op i de her familier, har bestemt heller ikke brug for, at deres forældre bliver presset til at spare på pengene og bl.a. spare f.eks. på den medicin, som gør, at deres liv kan blive en lille smule mere tåleligt.

Vi ved også, at andre konsekvenser af reformerne er, at børn i nogle familier må undvære aktiviteter og fritidsinteresser, som kræver, at man skal betale kontingent. Det kan være at spille i et orkester eller at dyrke sport osv. Netop aktiviteter, der skaber fællesskaber og venskaber på kryds og tværs af sociale forhold og vilkår, er det, der giver glæde og mod og styrke i en barndom, og det er der brug for. Så også derfor er det her beslutningsforslag værd at støtte.

Så ved vi jo også, at de her fattigdomsydelser har en ualmindelig lille effekt på beskæftigelsen, hvilket ellers var hele argumentet for at indføre dem. De er del af en ufærdig pakke, der skulle skabe flere jobs. Og selv den tidligere beskæftigelsesminister, der indførte ydelserne, har jo erkendt, at effekten er meget lille. Summa summarum står vi her med nogle reformer, som er indført af Beskæftigelsesministeriet som en del af en halvfærdig jobreform, og hvor det vistnok er fair at sige, at man kan sætte et stort spørgsmålstegn ved, om den ønskede effekt er blevet opnået. Ser man det til gengæld fra et socialt og børnefagligt perspektiv, står vi med reformer, der er en katastrofe, og som både menneskeligt og økonomisk efterlader en regning både i dag og til den generation, der vokser op. Som hr. Karsten Hønge var inde på, har Offerfonden nemlig udgivet et studie for nylig, hvor de kigger på de tidligere fattigdomsydelser og det tidligere kontanthjælpsloft, og hvor konklusionen er, at risikoen for anbringelse uden for hjemmet stiger med 25 pct., når moren skæres i ydelserne.

Nu er jeg retsordfører, så jeg kan også sige lidt om risikoen, altså hvordan statistikkerne ser ud i forhold til kriminalitet blandt unge mennesker, som har været anbragt som børn. De er overrepræsenteret; det overrasker nok ikke. Så det er altså ikke uskyldige småting, vi leger med her. Vi har et gigantisk ansvar som samfund for, at de børn, der vokser op under vanskelige kår, får nogle ordentlige forhold, og at vi kan give dem et liv at se frem til. Og vi har et gigantisk ansvar for at få brudt den sociale arv.

Men med integrationsydelsen og kontanthjælpsloftet mener vi at regeringen har skabt grundlag for, at vi faktisk isolerer nogle af de mest sårbare borgere økonomisk og socialt, og det rammer også deres børn. Det er en meget trist udvikling. Det forslag, som SF har fremsat i dag, retter noget op på den enorme slagside, som en halvfærdig beskæftigelsesreform har skabt på det børnefaglige og sociale område, og derfor bakker vi fuldt ud op om det i Alternativet.

Tak til fru Carolina Magdalene Maier, og velkommen til hr. Kristian Hegaard fra Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Det er en meget imponerende titel, som det her beslutningsforslag har: »Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af børnefattigdommen.« Uanset hvad indholdet måtte være, tror vi ikke nødvendigvis, man lige gør det med et klik, uanset hvor gode forslag der måtte være i det. Jeg vil meget gerne rose mange af de intentioner, der er i det, og der er slet ikke nogen tvivl om, at mange af de ydelser, der her er opremset, er med til at skabe fattigdomslignende vilkår for børn set ud fra danske forhold. Og der er heller ikke nogen som helst tvivl om, at det her med bl.a. at tænke foreninger ind i at være med til at mindske børns fattigdom og forbedre deres muligheder også er det helt rigtige snit at lægge.

Jeg har selv været fodboldtræner i 9 år, og noget af det allerallerbedste er, at der her ikke på samme måde som i andre dele af samfundet er sammenhæng mellem forældres baggrund og det, børnene præsterer. Der er her tale om et socialt blindt forum, hvor forældres baggrund ikke er afgørende for børnenes præstationer, hvor man kan matche hinanden, selv om man har udfordringer med at læse eller regne, hvor man kan opnå sejre, selv om man fik et nederlag i problemregning tidligere på dagen, og hvor dem fra Gellerup godt kan vinde over dem fra Hellerup. Lige børn leger bedst, siger man, men i fritids- og foreningslivet leger alle børn rigtig godt, og det skal vi stimulere.

Når vi ser på afsavnsanalyser, i forhold til hvilke fravalg man foretager i mindrebemidlede familier, kan vi se, at det eksempelvis er idrætskontingentet, der ryger som noget af det første, fordi fodboldklubbens kontingent og et par fodboldstøvler og stævner hurtigt kan løbe op i rigtig mange penge for dem, der ikke lige har så meget at rutte med. Derfor er det glædeligt, at der er flere kommuner, der har indført klippekort til fritidsklubber af forskellig karakter, for det er en meget stor nødvendighed med opsporende medarbejdere, der får de unge ud i foreningslivet, og sørger for fodboldstøvler eller målmandshandsker til dem, der ikke lige har råd til det.

Så thumps up til flere af de gode elementer, der er i det her forslag. Vi kan jo nok ikke være hundrede procent med på finansieringsdelen osv., men der er ingen tvivl om, at vi skal snøre støvlerne, gå på banen og gøre alt, hvad vi kan, for, at børns forhold ikke afgøres af deres forældres baggrund.

Tak til hr. Kristian Hegaard. Den næste ordfører er hr. Orla Østerby fra Det Konservative Folkeparti. Velkommen.

Tak for det. Regeringens ti mål for social mobilitet handler netop om de sociale konsekvenser af politik og indsatser. Der følges nøje op på målene, så det vil være muligt at iagttage og debattere de sociale konsekvenser i de kommende år. Det Konservative Folkepartis politik er, at flere skal være med i fællesskabet, at flere skal løftes ud af offentlig forsørgelse og ind i beskæftigelse. Derfor skal det kunne betale sig at arbejde. Jobreformens hensigt er at gøre det mere attraktivt at arbejde i forhold til at modtage offentlig forsørgelse. En konsekvens er, at nogle får et lavere rådighedsbeløb, og det kan give udfordringer for familien. Målet er, at mennesker, der bliver påvirket af kontanthjælpsloftet, kun bliver kortvarigt berørt, da kontanthjælpen kun skal være en kortvarig ydelse.

Fællesskabet er vigtigt, og der er mange fællesskaber: uddannelsessteder, arbejdspladser, sportsklubber, frivillige foreninger, kirker og familien. Kontanthjælpsloftet sikrer, at der er en reel økonomisk gevinst ved at arbejde i forhold til at modtage offentlige ydelser. Det giver mening og er ret og rimeligt over for alle dem, der går på arbejde, også til en mindsteløn. Det er nemlig godt for børnene at opleve, at deres forældre er en del af arbejdsmarkedet. Når vi skal hjælpe en familie, handler det om at skabe gode rammer for den, herunder gode dagtilbud af høj kvalitet. Det handler også om sociale indsatser, altså de ti sociale mobilitetsmål. Med udspillet på dagtilbudsområdet har vi sat fokus på høj kvalitet i dagtilbud til gavn for alle børn.

Jeg har ikke i forskningen kunnet finde belæg for, at niveauet af overførselsindkomsterne er afgørende for, at børn får mulighed for at udnytte deres potentiale og bryde den negative arv. Højere ydelser til forældre løser ikke udfordringen med negativ social arv; ej heller i Danmark, hvor vi har en af verdens højeste ydelser, både hvad angår integrationsydelse og kontanthjælp, hjælper det. Der findes familier, som ikke har mange midler, men hvor forældrene formår at skabe tryghed for børnene i hverdagen. De familier klarer sig, selv om de måske har færre penge, end den kontanthjælp, vi drøfter her, er på.

Forebyggelsespakken fra 2014 giver kommunerne mulighed for at tilbyde økonomisk støtte til fritidsaktiviteter. Det kan de stadig væk gøre. Det er op til kommunerne, og det er dem, der er tættest på og ved, hvordan familien er sammensat. Vi er af den opfattelse, at det er i kommunerne, hvor man kender både børn og forældre, at en vurdering af behovet for økonomisk støtte til fritidsaktiviteter skal foretages.

Hvad angår forslaget om forhøjelse af det særlige beskæftigelsesfradrag for enlige forsørgere med 50 pct., er regeringens ambition, at skatteniveauet skal være sådan, at det kommer en bred gruppe og ikke blot den enlige forsørger til gode. Det Konservative Folkeparti kan ikke støtte B 146.

Der er en kort bemærkning fra hr. Karsten Hønge.

Det er simpelt hen stærk kost at høre på. Meget har vi hørt i dag, men tænk, at jeg skal høre fra en konservativ ordfører – ordret refereret – at flere skal være med i fællesskabet, mens man bakker op om ydelser, der i den grad lige nøjagtig presser mennesker ud af fællesskabet. I den henvendelse, som jeg også håber hr. Orla Østerby har læst, fra Børnerådet, skriver de direkte:

»Børnerådet har undersøgt, hvordan børnene oplever et liv på økonomisk lavblus. Børn, der lider afsavn på grund af familiens lave indkomst, har sværere ved at blive en del af børnefællesskaber, og de er oftere ensomme.«

Se, det er et opråb ude fra den sociale virkelighed, mens den konservative ordfører står og fylder på med ord og siger, at det her handler om fællesskaber. De her lave ydelser i den lavloftede kontanthjælpskælder gør lige nøjagtig det modsatte. De sender folk ud af fællesskaber.

Ordføreren.

Jeg kender jo hr. Karsten Hønges retorik. Den gentager sig jo. Hvis det stod til hr. Karsten Hønge, skulle vi sætte ydelserne op. Jeg ved ikke, hvor langt de skulle op, de skulle nok langt op. Det, hr. Karsten Hønge ville finde ud af, var, at de familier, vi snakker om her, stadig væk ville have nogle sociale problemer. Så det, det drejer sig om her, er ikke at fastholde borgerne i kontanthjælp og integrationsydelse, men det er at gøre dem fri af det. Og når man gør dem fri af det, så er det, at de kommer ind som en del af fællesskabet. Så hele ideen med kontanthjælpsloftet er jo, at det skal kunne betale sig at arbejde og dermed komme ud og være en del af fællesskabet. Det er godt for børnene, det er godt for familien, og det løser ikke deres problemer, hvis vi sætter ydelserne op.

Hr. Karsten Hønge.

Jamen kan hr. Orla Østerby bare give antydningen af forklaring på, hvordan man får mennesker ud i arbejde ved at genere deres børn? Jeg mener bare, at regeringen jo selv har beregnet, at der i de mest optimistiske øjeblikke, hvor man har vinden i ryggen og solen skinner, så højst kommer 700 mennesker i beskæftigelse med det her indgreb. Til gengæld har samme regering beregnet, at andelen af børn, der lever under det, vi kalder den gamle fattigdomsgrænse, bliver fordoblet. 62.000 børn berøres af den lavloftede kontanthjælpskælder. Det er virkeligheden.

Ordføreren.

Regeringen og Det Konservative Folkeparti er jo ikke interesseret i at genere nogen børn. Vi er optaget af, at vi i Danmark har en ordning om kontanthjælp og integrationsydelse, som er en af verdens bedste, hvis ikke den bedste. Så er det jo selvfølgelig et spørgsmål om, om hr. Karsten Hønge mener, at det skal fordobles, eller det skal tredobles, men det løser ikke de her basale problemer, hvis en familie er ude og har store sociale problemer. Det skal vi løse ved at hjælpe dem på mange andre måder, bl.a. med de ti mål for social mobilitet. Penge løser ikke det her. Det har vist sig gang på gang, og det gør det heller ikke i det her tilfælde.

Tak til hr. Orla Østerby. Og så har vi den store fornøjelse og glæde at byde velkommen til ordføreren for forslagsstillerne, nemlig hr. Karsten Hønge fra Socialistisk Folkeparti.

Tak til ministeren og til ordførerne for at have forholdt sig til beslutningsforslaget fra SF. Et af de vigtigste valg, vi foretager i livet, er nu alligevel valget af forældre, der skal man se sig godt for, for det går hen og får store konsekvenser for resten af livet. Børn kan ikke leve af ord alene, men de har brug for beskyttelse. Det kan et flertal her i Folketinget hjælpe med til ved at vedtage beslutningsforslaget fra SF.

Så vil jeg stille et spørgsmål. Hvad mon binder organisationerne Børnerådet, Socialpolitisk Forening, Danmarks Lærerforening, BUPL, Dansk Socialrådgiverforening, Børnesagens Fællesråd, Dansk Sygeplejeråd, 3F, Kirkens Korshær, Mødrehjælpen, Foreningen Grønlandske Børn, Børns Vilkår, Red Barnet og Danske Handicaporganisationer sammen? Jo, det, der binder dem sammen, er, at de i fællesskab har sendt et nødråb, som de selv kalder det, til Folketinget. De skriver i henvendelsen:

»Vores frygt er ved at blive til virkelighed. Tusindvis af børn, hvis forældre er omfattet af de nye lave ydelser, rammes lige nu hårdt. Så hårdt, at der må spares på mad, vigtig medicin, vintertøj, offentlig transport og sociale aktiviteter«.

Så vidt de 14 organisationer, som hver dag er i nærkontakt med familier, hvor børnene betaler den største pris for at vokse op i socialt udsatte familier. Og det er baggrunden for, at SF fremsætter det her beslutningsforslag.

»Fattigdom trækker spor langt ind i voksenlivet« er den meget sigende titel på den helt aktuelle undersøgelse fra AE. Uligheden stiger, og det er præcis det, som sker, for fattigdom er en tatovering, som børn har svært ved efterfølgende at slette. Man hører så tit, at det jo ikke gør noget, at uligheden stiger, hvis det bare er de rige, der bliver rigere. Hvem kan da have noget imod det - altså lige bortset fra nogle uheldige indebrændte typer på venstrefløjen, som altid lider af misundelse?

Men virkeligheden er, at de fattigste danskere har oplevet en decideret tilbagegang i indkomst. De allerrigeste buldrer derudad med store stigningerne i indkomsterne, mens det store flertal har haft en meget lille fremgang siden 2010. Det kører efter opskriften »Jo højere indkomst, jo højere indkomstfremgang«. Det er også, som om det er noget, vi har hørt før, ikke? Er det ikke i Bibelen, at der i Matthæusevangeliets kapitel 13, vers 12, står: For den, der har, til ham skal der gives, og han skal have i overflod?

I år 2000 tjente den rigeste del i Danmark 11 gange mere end de fattigste 10 pct., og i år 2015 tjente den rigeste 1 pct. 16 gange mere, end de fattigste 10 pct. Fra 2002 til 2015 oplevede vi en fordobling af fattige, og i dag har vi 45.000 under fattigdomsgrænsen, og de 8.400 er børn. Antallet af fattige børn har været faldende siden 2011, og det har nok noget at gøre med et regeringsskifte på det tidspunkt, men regeringens egne tal viser nu, at den lavloftede kontanthjælpskælder og 225-timersreglen vil fordoble antallet af fattige børn. Samtidig kan vi konstatere, at 62.000 børn berøres af de lavere ydelser. Antallet af dem, som man kalder 1-årsfattige børn, er steget fra 100.000 i 2002 til 170.000 i 2015. Vi kender præcis betydningen af at indføre særlig lave ydelser.

SFI har påvist, at børn, der har levet i fattigdom, har risiko for ringere uddannelse, oftere bliver ledige og får en lavere indkomst som voksne. Og jo flere år børn lever i fattigdom, des dårlige klarer de sig i skolen.

Børnerådet har også undersøgt børns forhold, når de vokser op i familier med få penge. De lider afsavn og har svært ved at blive en del af børnefællesskaber, og de er oftere ensomme.

Stina Krogh Petersen og Iben Nørup fra Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet har forsket i børnefattigdom og skriver bl.a.:

»Det er veldokumenteret, at børn lider både materielt og socialt afsavn, når forældrene er på kontanthjælp. Afsavnet gælder f.eks. adgang til sund og varieret mad, nyt tøj, alderssvarende elektronik samt ordentlige boligforhold. På det sociale område kan nævnes muligheden for at dyrke fritids- og sportsaktiviteter og for at deltage i sociale arrangementer som fødselsdage og biografbesøg.«

Hele argumentationen omkring den lavloftede kontanthjælpskælder og 225-timersreglen er den falske sang om, at det skal kunne betale sig at arbejde – det kan det så allerede ganske udmærket med kontanthjælpen – og det er bare en lidt gennemskuelig, dårlig undskyldning for at spare over for dem, som har mindst.

Men lad os da for et øjeblik prøve at forstå den her argumentation, altså at der skal trædes på modtagere af kontanthjælp, og at deres liv skal gøres utrygt, for så vil de finde vej over til arbejdsmarkedet. Men vil man på længere sigt kunne argumentere for det? Niks! Forskere på Aalborg Universitet kan dokumentere, og jeg citerer:

»Børn, som er vokset op i en familie med lav indkomst, klarer sig generelt dårligere senere i livet end børn, som er vokset op i en familie med højere indkomster. Denne sammenhæng forstærkes, jo længere tid barnet har levet i fattigdom. ... Mange børn, der er vokset op i økonomisk trængte familier, får ikke reelt chancen for at gennemføre en uddannelse, hvilket har livslange konsekvenser for dem, fordi de uddannelses- og udviklingsmuligheder, der hører barn- og ungdom til, ikke i samme omfang kan opnås, når man først er blevet voksen. Uden uddannelse bliver tilknytningen til arbejdsmarkedet svagere, sandsynligheden for at komme i jobs med høj risiko for nedslidning og skader er større, og muligheden for at opnå en høj indkomst mindre.«

Højrefløjens argumentation har aldrig holdt vand, for det har altid kunnet betale sig at arbejde. Og selv om vi et øjeblik prøver at forestille os, at de økonomiske incitamenter virker, konkluderer de to forskere fra Aalborg:

»Konsekvenserne af dårlige økonomiske betingelser i barndommen er altså både langvarige og svære at afbøde igen.«

Det er der forskningsmæssig evidens for. Det har en dyr pris, når man skærer i ydelser til forsørgelse af børn.

Børnefattigdommen blev fordoblet mellem 2002 og 2011, i tal fra 5.000 til 10.000, men regeringsskiftet i 2011 gjorde, at tallet fald til de nuværende 8.400. Men de dystre udsigter foran os viser som sagt en stigning i antallet af børn, der vokser op i lavindkomstfamilier.

Den her asociale øvelse får stort set ingen voksne ud på arbejdsmarkedet. Regeringen har selv beregnet det til at være maksimalt 700 på en dag, hvor der i hvert fald er både medvind på cykelstierne og solen skinner. Til gengæld spænder højrefløjen snubletråde ud for børnene i de her familier. Prisen bliver stor på længere sigt, først og fremmest gennem menneskelige omkostninger, men også ved at de her børn får sværere ved at klare sig i uddannelsesverdenen og på arbejdsmarkedet. Det er så gennemført en lose-lose-udvikling. Regeringen afskaffede den officielle fattigdomsgrænse, men ikke fattigdommen.

Jeg tænker på de tre regeringspartier som nogen, der ligner de her ikoner, man også kan have på sin telefon. Kender I dem? Den med de tre aber, en, der holder sig for øjnene, en for ørerne, og en for munden. Men vores børn fortjener bedre, især dem, der er født ind i lavindkomstfamilier.

Der er en kort bemærkning fra fru Laura Lindahl.

Tak. Jeg vil egentlig bare høre SF, hvornår man er færdig. Hvis SF kommer i regering eller i hvert fald bliver en del af det parlamentariske grundlag for regeringen efter næste valg, hvor meget skal kontanthjælpen så sættes op? Er det bare at fjerne loftet? Er vi så der, hvor man gerne vil være, eller hvor skal kontanthjælpen ligge, hvis det står til SF alene?

Hr. Karsten Hønge.

Der, hvor vi står nu, vil det være et realistisk bud, at vi fjerner de lave ydelser, sådan at man lander på den kontanthjælp, der tidligere var gældende. Det er vores bud på det. Jeg synes selvfølgelig, at det altid er en interessant diskussion, hvornår nogle mennesker er fattige. Derfor vil det også være sådan, at det jo er meningsløst at sammenligne en dansk kontanthjælpsfamilie med eksempelvis mennesker, der er vokset op i lande, der objektivt set er langt fattigere.

Derfor giver det ingen mening at sammenligne en dansk kontanthjælpsfamilie med en, der eksempelvis er vokset op i Uganda. Det, der rammer hårdt i alle samfund, uanset hvor fattig eller hvor velhavende samfundet er, er den relative ulighed, det er forskellen mellem, hvor fattig man er, eller hvor rig man er. Det er den, der slår hårdt igennem. Så man kan faktisk godt vokse op i et land, som på det objektive plan er fattigere end det danske, men hvis befolkningen er mere lige, så vil den faktisk klare sig bedre.

Fru Laura Lindahl.

Tak for det svar. Et andet spørgsmål: Vi taler meget om de syge, der er på kontanthjælp. Der er jo nogle borgere, som ikke har ret til andet end kontanthjælp, som simpelt hen ikke er berettiget til dagpenge, førtidspension, ressourceforløb, altså folk, som er for syge til at arbejde, men ikke for syge til at komme over på en anden ydelse, og dem har jeg en fornemmelse af at SF også er meget optaget af. Hvad mener SF, at der skal til? Skal der en ny ydelse til for de her, eller skal kontanthjælpsniveauet bare for alle sættes op til et niveau, uanset om du er jobparat, eller om du er syg?

Hr. Karsten Hønge.

Det er faktisk sådan, at i SF tror vi også på økonomiske incitamenter. Det er jo ikke, fordi selve det at have økonomiske incitamenter til eksempelvis at komme i arbejde eller uddannelse under alle omstændigheder er dårligt. Sådan er det ikke.

Der, hvor forskellen er, er, at når regeringen mener, at man kan bruge økonomiske incitamenter ved at lægge pres ned over alle og så forventer, at det betyder noget særligt i forbindelse med at få folk ud på arbejdsmarkedet, så er det bevist, at det gør det ikke. Det gør bare folk fattigere, apatiske, opgivende, de isolerer sig mere. Men hvis man, samtidig med at man giver et økonomisk incitament, peger på, at de mennesker har en mulighed, eksempelvis hvis man er ung og under 30 og man er erklæret uddannelsesparat, og man så fra det offentlige siger, at der er den her uddannelse, du kan gå i gang med, så kan man i konkrete afgrænsede situationer faktisk opnå resultater, også med økonomiske incitamenter.

Så derfor er vi meget optaget af, at man finder ydelser, der passer til situationen. Hele pointen for mig er bare, at hvis man giver økonomiske pisk, så skal folk have mulighed for at komme væk fra pisken. Hvis man skubber til folk og de har mulighed for at flytte sig, så flytter de sig, og det er godt. Hvis man skubber til folk, der ikke kan flytte sig, så vælter de bare.

Hr. Orla Østerby.

Tak for det. Jeg vil gerne lige spørge hr. Karsten Hønge om følgende. Når man nu hører om al den her elendighed, det er at være på kontanthjælp, vil jeg gerne spørge til en familie med to voksne og to børn, der modtager 350.000 kr. om året, 29.200 kr. om måneden. Når skatten er betalt er der 23.200 kr. tilbage. For nogle er det her et ret godt beløb, 23.200 kr. Mener hr. Karsten Hønge, at det er fuldstændig umuligt at kunne leve for 23.200 kr., når man har betalt sin husleje?

Hr. Karsten Hønge.

Nej, det kan man jo ikke sige. Man kan da sikkert leve for langt mindre. Prøv at kigge på Uganda, der er der rigtig træls at være. Så man kan da sikkert komme langt ned i leveniveau. Det handler simpelt hen om, hvilken type samfund man vil have, altså, hvor stor spredning man vil have fra de folk, der er i job, til de folk, der ikke er i job, og hvor stort et spring man vil have blandt de mennesker, der er i job. Jeg nævnte det der med, at den ene procent bare stikker af fra resten af befolkningen.

Det, jeg kan konstatere, er, at hvis man er enlig forsørger og har et barn, taber man 3.000 kr. om måneden, ved at der indføres den lavloftede kontanthjælpskælder, og jeg kan konstatere, at Rockwool Fonden jo simpelt hen har lavet en beregning på det. Rockwool Fonden siger, at de netop har opstillet minimumsbudgetter for, hvad der er nødvendigt for at leve i Danmark. Mange kommer nu under disse budgetter, nogle en hel del under. Det er de mennesker, der har beregnet den nuværende sats.

Hr. Orla Østerby.

Tak for det. Forslagsstillerne til folketingsbeslutningen her i dag er jo SF's hr. Karsten Hønge og hr. Jacob Mark, og mit spørgsmål er her til sidst: Hvordan er det, at det ser ud i rød blok, når hr. Karsten Lynge kan konstatere, at Socialdemokratiet jo ikke kan meddele, at de vil bakke op om at fjerne kontanthjælpsloftet? Er det ikke en hård kamp, hr. Karsten Lynge er i gang med, når Socialdemokraterne melder hus forbi og ikke vil love, at den her ydelse skal føres tilbage, når eller hvis vi får en ny rød regering?

Ordføreren hedder Karsten Hønge med H. Værsgo.

Det er ikke sådan med alle de bogstaver. Jeg synes, at Socialdemokraterne gør sig anstrengelser for at vise, hvor vigtigt de synes området er. Socialdemokraterne mener så ikke lige nu, at de kan give garanti for, at de vil rulle det tilbage. Det er jeg selvfølgelig lidt trist over, men jeg lytter mere til indholdet i talen fra Socialdemokratiets ordfører, som i dag så har været fru Pernille Rosenkrantz-Theil, og andre gange har det været hr. Leif Lahn Jensen, men entydigt for de socialdemokratiske ordførere har jo været, at de er oprigtigt optaget af området. Jeg synes også, at det er for dårligt, at de ikke kan binde sig til at få det afskaffet, men mon ikke, at de, når vi efter næste valg støtter en socialdemokratisk regering, også kigger på, hvad der er vigtigt for de partier, der skal bære regeringen igennem. Det tror jeg da.

Hr. Finn Sørensen.

Tak. Jeg er nødt til lige at stille et faktuelt spørgsmål på baggrund af den konservative ordførers gentagelse af påstanden om, at den her kontanthjælpsfamilie har de her 23.300 kr. til rådighed. Det, jeg vil spørge ordføreren om, er, om han kan bekræfte, at ifølge Beskæftigelsesministeriets faktaark, hvor der bliver beregnet rådighedsbeløb før og efter kontanthjælpsloftet for forskellige familietyper, fremgår det, at et ægtepar med to børn efter kontanthjælpsloftets indførelse har et rådighedsbeløb på 14.400 kr., og at den forskel, som så opstår i forhold til den konservative ordførers meddelelse, primært skyldes, at der skal betales husleje ud af det beløb, som den konservative ordfører nævnte.

Hr. Karsten Hønge.

Jeg var strengt taget også lidt overrasket over, at vi nu skulle høre om det igen, altså om beregningerne, for jeg synes jo, at hr. Finn Sørensen netop tidligere i den grad eksemplarisk tog De Konservative i skole og belærte dem om, hvordan de her tal hang sammen. Så da jeg hørte spørgsmålet igen, tænkte jeg, at det er med bogstaver ligesom med tal, det hænger ikke helt ved derovre.

Fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Det er så også på anledning af den konservative ordfører, som jo har utrolig stor omsorg for, hvad der skal ske efter næste valg, når regeringsmagten skifter. Og jeg vil bare spørge SF's ordfører, om han kan bekræfte, at det faktisk var det første, vi gjorde. Altså, den allerførste anledning, vi havde i fællesskab med hinanden, da vi vandt regeringsmagten sidst, brugte vi til som det første at afskaffe kontanthjælpsloftet. Det er blot for at sige, at det med de her garantier, som man altid har været utrolig glad for i blå blok, har vi ikke så gode erfaringer med i rød blok. Til gengæld mener vi, at den retningsangivelse, at vi har stemt imod, og at vi mener, at det er noget makværk, og at vi mener, at det skader de familier, det går ud over, er alt rigeligt til, at man godt kan høre, at vi sådan set vil kridte skoene. Jeg synes jo, at det, man skal kigge på, er, hvad politikere gør. Og det var præcis det, vi gjorde ved først givne lejlighed, da vi fik regeringsmagten sidst. Kan ordføreren bekræfte det – som et af de tidligere regeringspartier?

Ordføreren.

Jeg vil i hvert fald starte med at bekræfte, at jeg er glad for, at de borgerlige er ved at indstille sig på, at regeringsmagten faktisk flytter næste gang. Så jeg kan godt lide, at de sådan mentalt er ved at indstille sig på, at det åbenbart er tabt. Jeg kan egentlig kun bekræfte, at det tror jeg også det er. Det, jeg især vil bekræfte over for fru Pernille Rosenkrantz-Theil, er jo, at da man kom til magten i 2011, havde vi 10.000 børn under fattigdomsgrænsen. Og da man fjernede ydelserne, faldt antallet af børn med 2.500. Det, man ser med den nuværende regering, er, at man vil opleve en fordobling fra de 2.400. Derfor er jeg da også sikker på, at vi – som vi altid gør – knuselsker hinanden partierne imellem. Vi skal nok finde en løsning på det.

Fru Pernille Rosenkrantz-Theil? Nej. Så siger vi tak til hr. Karsten Hønge. Der er nemlig ikke flere korte bemærkninger. Der er heller ikke andre, der har bedt om ordet.

Forhandlingen er dermed sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget, og hvis ikke nogen af jer gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.