Spm. nr. US 87

Jeg synes jo, at statsministerens tone blev lidt skarp her til sidst. Jeg har lyst til at foreslå, at der måske skulle laves en arbejdspladsvurdering – det er jo noget, vi har udrullet over hele landet – hvor man kan se, hvordan medarbejderne går og har det. Jeg ved jo ikke, om der er nogen, der laver MUS-samtaler med statsministeren, men jeg har lidt en fornemmelse af, at der godt kunne være en lille smule Christiansborgallergi, altså at der er et eller andet, der forsurer tilværelsen, når statsministeren kommer ind i Prins Jørgens Gård eller her over på Christiansborg i Folketinget, fordi det virker, som om man gennemfører en moderne version af det gamle spil, som man så kunne kalde at sænke flagskibe.

For ude i verden har man travlt med, senest i Det Hvide Hus, og ros for det, at fortælle om de store og flotte bedrifter, der har været med den grønne omstilling i Danmark, om vores frisind i forhold homoseksuelle osv. osv. Det bryster man sig glad og gerne af, men når man så kommer tilbage til Danmark og nærmer sig Christiansborg, vælger regeringen netop at trække stikket på nogle af de flagskibe, som har gjort os så berømte.

Det er da svært at forstå for mennesker, der i dag lever af, at vi har satset på den grønne omstilling, som skaber arbejdspladser, også i nogle af de dele af Danmark, hvor det ikke altid er lige nemt, hvad det er for en statsminister, der det ene øjeblik står ved en festlig lejlighed og skamroser den grønne omstilling for, så snart man nærmer sig Christiansborg og allergien sætter ind, så at trække stikke på flagskibet og sige, at nu skal vi ikke længere bygge de kystnære vindmøller.

Derfor er der et spørgsmål, der brænder i mig. Hvis det der med ambitionerne ikke kun er til de festlige lejligheder, gælder det jo om at holde fast i det brede samarbejde, vi har haft om energipolitikken, som ikke bare rækker mellem partierne herinde – alle på nær et – men som også rækker udenfor i erhvervslivet. Derfor vil jeg bare spørge statsministeren stilfærdigt: Kan man tage statsministeren på ordet? Er det sådan, at når vi er færdige med at finde ud af, hvordan vi finansierer den grønne omstilling, så det er EU-medholdeligt, er det de samme ambitioner, vi har, så vi får fastholdt intensiteten i omstillingen af den danske energi, sådan at den bliver mere grøn og bæredygtig i fremtiden?

Statsminister.

Nu kan man jo udtrykke og opgøre ambitioner på mange måder. For hvis man opgør det på VE-andel og sådan noget, tror jeg, at vi vel allerede har indfriet de ambitioner, der blev formuleret tilbage i 2012. Skulle det så få os til at sige, at vi så ikke skal gøre mere? Nej, det skal det ikke.

Jeg vil gerne lige tage et opgør med tanken om, at jeg skulle have skamrost noget som helst. Det har jeg ikke, fordi det ligger mig fjernt at stå og skamrose mig selv. Det ville jeg jo gøre, hvis jeg stod der og skamroste den grønne omstilling, fordi mit parti jo har været med, regeringen har været med. Vi har været i regering i det her land i noget, der ligner 11 år ud af de seneste 15 år. Jeg ved godt, at man vil tegne det der billede af, at når der kommer en rød regering, bliver det grønt, og når der kommer en anden regering, bliver det brunt, men det er jo en, undskyld mit ligefremme sprog, en løgnehistorie, for vi har jo vedvarende igennem en generation forfulgt den her ambition og gør det fortsat.

Så er der et spørgsmål om tempo, som man jo i virkelighedens verden er nødt til at afstemme med økonomisk formåen, og det er sådan set bare det, det handler om. Vi står i den situation, hvor den måde, vi har finansieret den grønne omstilling på, er kendt forkert. Vi er nødt til at finde en ny måde at gøre det på. Grundlæggende kan vi vælge mellem at tage det ind på finansloven eller begynde at sende penge ud af landet, og så begynder man måske at nærme sig noget, der kunne karakteriseres som Ebberød Bank. Det er jo derfor, regeringen siger, at det nok er bedre at tage pengene ind på finansloven, og så bliver vi da nødt til, når vi skal tage pengene ind på finansloven – vi skal måske endda ud til danskerne og bede dem om at betale noget ekstra i skat – at se på, om vi kan tage toppen af regningen af. Det er det, vi arbejder på.

Det foregår – når nu der bliver spurgt ind til, om det skal være bredt – jo i kredsen af partier, der har den her aftale med hinanden. Jeg håber da også, at det ender der, at vi samlet finder en balanceret løsning, der kan fastholde den grønne omstilling, give et boost til dansk erhvervsliv, fordi vi fjerner PSO'en, der er en byrde for dem, når nu andre lande ikke har valgt at gøre det på samme måde som os, og som ikke gør det unødig dyrt at være dansker. Det er jo den balance, vi skal finde.

Morten Østergaard.

I hvert fald må man jo sige, at den grønne omstilling og ikke mindst den på elområdet har tjent Danmark rigtig godt. Vi ligger meget fint i forhold til prisniveauet, også når man regner omkostningerne og afgifterne med. Men jeg er glad for, at statsministeren her bekræfter, at der er en energiforligskreds, og den skal vi holde fast i.

Jeg forstår slet ikke reaktionen. Jeg synes, at statsministeren skal iklæde sig den grønne førertrøje ved enhver festlig lejlighed og skamrose alle de partier, der har taget ansvar, også gerne sit eget. Det synes jeg man skal gøre ved enhver lejlighed. Det er bare vigtigt, at der så også er handling bag ordene, når man kommer tilbage og fører politikken.

Det gælder jo så også det her med Togfonden DK. For jeg har forstået, at statsministeren går meget op i, at det, man har sagt før et valg og efter valget og sådan noget, skal hænge sammen. Jeg mener altså, at det er netop den nuværende statsminister, som tidligere har betragtet det her med timemodellen som et flagskib i den kollektive trafik, og jeg vil bare spørge, om det stadig væk er statsministerens ambition, Venstres ambition, at flagskibet i den kollektive trafik skal være en timemodel, hvor man kan rejse mellem de store byer på højst 1 time.

Statsministeren.

Nu slog jeg lige ordet skamrose op. Det betyder rose ukritisk og overdrevet, f.eks. for at latterliggøre eller for at indynde sig, ifølge Den Danske Ordbog. Derfor må jeg bare gentage mig selv fra før. Jeg har ikke lyst til at gå og skamrose hverken mig selv eller nogen andre, men jeg kan forstå, at det er en særlig radikal disciplin. Det noterer jeg mig så.

For så vidt angår timemodellen, har vi da en ambition om, at vi har effektiv togdrift i Danmark. Jeg har selv oprindelig været med til at formulere den her vision sammen med andre om, at ville det ikke være skønt, hvis det tog 1 time at køre mellem vores hovedbyer? Det møder så en virkelighed med to dimensioner. Den ene dimension er, at hvis man er fuldstændig fokuseret på, at 1 time er 1 time, der er 1 time, så bliver det meget, meget dyrt. Det er bl.a. det, der er situationen omkring Vejlebroen, hvor man så skal investere noget, der efter min hukommelse ligner 4 mia. kr., for at vinde relativt få minutter. Skal man så insistere på timetallet, eller må den sunde fornuft i forhold til økonomien også veje ind? Det er så den ene dimension, og den anden dimension er, at pengene ikke er der.

Derfor sidder vi med en bunden opgave blandt mange, vi har overtaget fra den tidligere regering, med løfter, der er udstedt uden indhold, og det skal vi jo finde en løsning på.

Hr. Morten Østergaard.

Ja, løfter uden indhold. Altså, det var statsministeren, der i 2008 skrev, at flagskibet i den kollektive trafik i Danmark skulle være en timemodel, så det højst tog 1 time at komme mellem de store byer og gerne mindre. Det var det løfte, går jeg ud fra, man kan tillægge statsministeren, da det var hans egne ord i en kronik i Jyllands-Posten i 2008. Vi har så siden gennemført en omlægning af nordsøbeskatningen, der gør, at der i dag er flere penge til rådighed til at investere i den kollektive trafik, end dengang statsministeren skrev sin kronik. Der er altså et tocifret antal milliarder flere penge til rådighed.

Derfor er spørgsmålet jo sådan set helt simpelt: Gælder det, statsministeren sagde dengang i 2008 om flagskibet i den kollektive trafik i Danmark, eller er det sådan, at de ambitioner svigter man også nu, hvor Christiansborgallergien har sat ind og man har fået mulighed for at handle? Vi hører jo store ord om, at nu skal der skabes råderum til de vigtige investeringer. Jamen så er det da vigtigt at vide, hvad det er, vi sigter efter. Sigter statsministeren efter at gøre sine ord fra 2008 til virkelighed, eller var det et af de der tomme løfter, som man ellers har travlt med at advare imod?

Inden statsministeren svarer, skal vi lige have dæmpet diskussionerne ovre i hjørnet.

Værsgo, statsminister.

Tak for det. Jamen jeg synes da, det var dejligt, hvis man kunne tage toget til Aalborg på 3 timer og til Aarhus på 2 timer og til Odense på 1 time. Det synes jeg da, men det skal jo holdes op mod, hvad det er for en investering, der skal til for at nå den målsætning i forhold til, hvad der i øvrigt presser sig på.

Hvis man kigger på infrastrukturen, ser man, at der er andre ting, der presser sig på. Hvis man f.eks. kører en tur op ad Østjylland på motorvejsanlægget, kan man se, at det har ramt sin kapacitetsgrænse. Hvis man går længere ind i Jylland, ville der jo være et fantastisk perspektiv i at kunne lave en vækstmotorvej op igennem det jyske rundt Billund og længere op. Så vi kan da have mange drømme og ideer, og så skal de jo holdes op imod den komplekse virkelighed, hvor pengene skal række.

Det, man bare må konstatere helt stilfærdigt omkring Togfonden DK, er, at den hviler på nogle forudsætninger omkring en oliepris, som ikke holder - ikke bare holder det ikke, det holder slet, slet ikke. Derfor er pengene der ikke, og så er vi da nødt til at påtage os den opgave, selv om det ville være sjovere at lade være, at se på, hvor vi så kan justere de her projekter ned, så pengene kan komme til at række. For hvis ikke vi gør det, fortrænger vi muligheden for at investere så meget som en krone, f.eks. i motorvejsanlæg, og jeg har nævnt to kandidater her.

Tak til statsministeren, og tak til hr. Morten Østergaard.

Vi går videre til fru Pia Olsen Dyhr, SF.