Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 55:

Forslag til folketingsbeslutning om en officiel undskyldning til personer, der har været misrøgtet på statens sociale institutioner.

Af Pernille Rosenkrantz-Theil (S) m.fl.

(Fremsættelse 22.01.2016).

Forhandlingen er åbnet. Social- og indenrigsministeren, værsgo.

Vi skal nu drøfte et beslutningsforslag, som vil pålægge regeringen at undskylde over for mennesker, som for år tilbage har haft ophold på social- og åndssvageforsorgens institutioner. Målgruppen for undskyldningen er personer – og nu citerer jeg fra beslutningsforslaget – som er blevet vanrøgtet, og hvor staten ikke har levet op til sit ansvar i forhold til at varetage deres tarv. Beslutningsforslaget pålægger også regeringen at gennemføre et udredningsarbejde, der inden for kort tid skal afdække målgruppen for en sådan undskyldning.

Der er ingen tvivl om, at forholdene på institutioner for anbragte børn, udviklingshæmmede og personer med handicap for 40-50 år siden har været hårde nogle steder. Det har ikke i alle tilfælde været rart eller været et rart liv, og det har heller ikke været rart at bo eller vokse op sådan et sted.

Gennem de senere år er der blevet udarbejdet flere grundige rapporter, som har været med til at give os vigtig viden om, hvordan det har været at bo på disse institutioner. Rapporten fra 2011 om forholdene på drengehjemmet Godhavn og 18 andre børnehjem var første skridt, og det var barsk læsning om de anbragte børn og unges opvækst. Senest har vi fået indsamlet en række øjenvidneberetninger gennem det socialhistoriske projekt, som blev afsluttet sidste år. Her er tidligere anbragte kommet til orde og har fortalt deres personlige fortælling om f.eks. at bo på børnehjem, psykiatriske hospitaler og sociale institutioner. Før vi fik rapporten »Anbragt i historien«, havde vi kun meget begrænset viden om disse menneskers liv. Forordet til rapporten beskriver meget rammende – og jeg citerer: Man kan sige, at en anbringelse uden for hjemmet også har været en anbringelse uden for historien.

Nu har de tidligere anbragte fået en vigtig stemme i vores socialhistorie, en stemme, som gør os klogere på, hvordan det var at være anbragt. Rapporten giver os et enestående indblik i den rivende udvikling, socialområdet har været igennem fra 1930'erne og frem til 1980. Men rapporten er altså også benhård læsning om nogle tidligere anbragtes barske oplevelser, ofte isoleret fra resten af samfundet.

Forslagsstillerne ønsker, at regeringen skal sige undskyld for den behandling, nogle af de her mennesker, der i fortiden har været anbragt eller været indlagt, har været udsat for, og det kan man i udgangspunktet have stor sympati for. Men jeg mener også, at det er farligt at forsøge at dømme fortiden med nutidens målestok. Det er ikke et forsøg på at forsvare det, der skete dengang, men det er en erkendelse af, at vores samfund dengang var markant anderledes indrettet. Dengang var det f.eks. tilladt at slå børn, både for forældre og for lærere. Man troede også, det var bedst for udviklingshæmmede, at de blev holdt væk fra resten af samfundet, og f.eks. har det hvide snit været anvendt i vidt omfang i psykiatrien.

Det er alle sammen eksempler, som er fuldstændig horrible at forestille sig i dag. Men hvordan skal vi i 2016 stå til ansvar for, hvad der skete dengang og i en helt anden tid?

Regeringen kan ikke påtage sig ansvaret for, hvordan samfundet dengang var indrettet, for datidens love og normer og for datidens menneskesyn. Det har også været den linje, som skiftende regeringer har fulgt i denne sag, og derfor må jeg i mit stille sind selvfølgelig undre mig over, at Socialdemokratiet pludselig nu vil have regeringen til at undskylde efter selv at have haft 4 år med regeringsmagten, hvor man selv kunne have sagt undskyld, hvis det var det, man følte var det rigtige at gøre.

Vi kan ikke ændre de tidligere anbragtes historie, men selv om det er mange år siden, skal vi være bevidst om, at deres beretninger også er en del af vores fælles historie – en historie, som hverken må glemmes eller gemmes. Tværtimod skal vi huske historien, vi skal diskutere den, og vi skal lære af den, sådan at vi undgår at gentage fortidens fejltagelser. Derfor er jeg sådan set også glad for, at det igennem den seneste tid har været sådan, at der er blevet udgivet flere bøger, rapporter og også et undervisningsmateriale om de tidligere anbragte i socialhistorien. Det er vigtig dokumentation for os, også for vores børn og for eftertiden.

Jeg er sådan set også glad for, at vi i 2014 lykkedes med en samlet politisk aftale, hvor vi i den grad har fået styrket tilsynet med institutionerne for samfundets udsatte grupper med den tilsynsreform, som blev vedtaget af samtlige af Folketingets partier.

Mange tidligere anbragte børn, sindslidende, udviklingshæmmede og andre mennesker med handicap har været udsat for forhold og barske oplevelser, som vi i dag finder uacceptable. Der er mennesker, som stadig er præget af deres oplevelser, selv om det ligger mange år tilbage, og det gør mig ondt. De skulle have haft bedre forhold, og samfundet burde have taget bedre hånd om dem, men det er historiske forhold, som vi ikke kan ændre i dag, uanset om vi ville ønske, at vi kunne. Men uanset at det er lang tid siden, skal vi huske på at diskutere også denne del af vores fælles historie, så vi kan være med til at forhindre, at fortiden gentager sig.

Gennem Godhavnsrapporten og gennem »Anbragt i historien« har vi gennem de seneste år fået indsamlet vigtig viden og en række øjenvidneberetninger fra både pårørende, personale og tidligere anbragte og indlagte om fortidens forhold inden for socialforsorgen. Det er derfor regeringens opfattelse, at vi ikke har brug for nye udredninger på dette område, og derfor agter vi ikke at støtte beslutningsforslaget. Tak.

Tak. Fru Pernille Rosenkrantz-Theil for en kort bemærkning. Værsgo.

Jo, vi kan ændre deres historie. Det er rigtigt, at vi ikke kan ændre på det, der skete dengang, men vi kan ændre deres historie. En af de vigtigste ting i en helingsproces, når man har været udsat for systematisk vold og afstraffelse og ydmygelser og seksuelle overgreb – og det kan vi jo også se med de nutidige eksempler, der i øvrigt er – er, at der er nogle voksne, der påtager sig et ansvar. Det skal naturligvis allerhelst ske, ved at den, der har begået selve overgrebet, gør det, og det er derfor, vi har konfliktråd. Det er faktisk, for at den, der har udført overgrebet, kan sige: Ja, jeg gjorde noget, der var forkert imod dig. Det kan vi ikke her, for de mennesker er her ikke, og dem kan ikke stille til ansvar, men vi havde som stat et ansvar. Og nej, seksuelle overgreb var heller ikke med datidens briller i orden, og derfor er der foregået ting på de anstalter, som man burde have grebet ind over for.

Så jo, vi kan forandre deres historie, og jeg vil egentlig stille det korte spørgsmål til ministeren, om det ikke er rigtigt, at den vigtigste del af helingsprocessen netop er, at nogen påtager sig et ansvar. Det er det, som Godhavnsdrengene, som også er her i dag, beder om, og derfor kan vi ændre deres historie ved at påtage os det ansvar og give dem fred i sindet og sige, at det ikke var deres skyld, at man ikke skal skamme sig over det, men at der var voksne, som vi som stat burde have grebet ind over for. Så anerkender ministeren, at det at påtage sig et ansvar kan have en betydning for ens livshistorie i forhold til at kunne komme videre efter de ting, der er sket?

Værsgo til ministeren.

Jeg anerkender i høj grad, at det har en betydning, hvordan man også i nutiden agerer og reagerer på, hvad der er sket af uacceptable ting i fortiden, det anerkender jeg fuldt ud. Det, der bliver bedt om i det her beslutningsforslag, er en bred undskyldning og endnu en udredning, og det er sådan set det, jeg her har redegjort for at jeg ikke mener er vejen at gå. For vi anerkender fuldt ud, at der er mennesker, som har haft en ualmindelig hård opvækst og en tilværelse på netop datidens institutioner, som jo ligger langt, langt fra, hvordan vi i dag mener at man overhovedet skal behandles, og derfor er det dybt beklageligt, at forholdene historisk har været, som de var, og det er dybt ulykkeligt for de mennesker, det handler om. Men princippet om, hvorvidt en stat i nutiden går ind og undskylder for noget, der er sket i fortiden, fastholder jeg.

Fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Jeg hørte ministerens argument være, at en undskyldning ikke kunne ændre på historien, altså at vi ikke kan ændre deres historie, og jeg hører for så vidt ikke argumentet blive foldet ud, og det vil sige, at jeg bekymrer mig for, at vi står i en situation, hvor man, fordi det, at en stat skal give en undskyldning, er et nyt skridt at tage, så vægrer sig imod det. Jeg tror, det er enormt vigtigt, at vi slår fast, at ja, vi kan forandre på menneskers historie. Og de sidder her i dag; det er levende mennesker, som fortsat bærer rundt på skyld og på skam og på nogle oplevelser, som staten burde have grebet ind over for. Det er jo ikke et spørgsmål om, at det foregik historisk på institutionerne, for også med datidens briller var de her ting forkerte. Jeg vil gerne bede ministeren anerkende, at det, der foregik, også set med datidens briller var forkert.

Tak. Værsgo, ministeren.

Jeg mener ikke, at man med det her forslag kan ændre på historien. Det, der er sket historisk, har været forfærdeligt, og vi har jo haft mange diskussioner om hvordan. Jeg er menneskeligt fuldstændig enig i, at de ting, der er sket, også med datidens briller, på ingen måde er acceptable, det var de ikke dengang, og det er de heller ikke i dag. Og derfor har vi jo gjort det, at vi har fået indsamlet den her vigtige viden. Vi har netop sat foden ned og sagt, at det her ikke er i orden. Vi har fået udarbejdet hele den her Godhavnsrapport og fået lavet hele det store socialhistoriske projekt, som for os og for mig er en meget, meget vigtig viden. Det er netop nogle øjenvidneberetninger, som vi med den her indsamling sikrer ikke bliver glemt. Og det er ikke en diskussion om skam, det er jo netop en diskussion om, at det her var uacceptabelt, også set med datidens briller.

Så er det fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg reagerede ligesom fru Pernille Rosenkrantz-Theil på argumentet om, at der skulle være tale om historiske forhold. Det er jo rigtigt nok, at der er sket mange ting i historien, som er forfærdelige, og man kan sige, at en minister kunne stå meget længe og sige undskyld, hvis vedkommende skulle sige undskyld for alle de ting, der er gået galt i historiens løb, men jeg er simpelt hen grundlæggende uenig i, at man kan kalde det for et historisk forhold. For der sidder rigtige mennesker, som har været udsat for det her, og de er ikke historie, for de lever nu, og de lever med det, der er sket, hver evig eneste dag. Hvis den definition af historiske forhold, som ministeren bruger, holder, så er det, der er sket i går, også historie, og så skal man heller ikke sige undskyld for ting, der er sket i går, og som er gået galt.

Tak. Ministeren, værsgo.

Når både fru Pernille Rosenkrantz-Theil og fru Pernille Skipper siger, at vi kan ændre historien, så er jeg bare ikke enig, og det er sådan set det, der også er kernen i min argumentationsrække her. Vi kan ikke ændre de tidligere anbragtes historie. Men selv om det er mange år siden, at de her forfærdeligheder er sket, så skal vi jo netop være så bevidste om, at deres beretninger er en del af vores fælles historie. Det er en historie, vi skal huske. Det er en historie, vi skal lære af. Det er også en historie, jeg mener vi har lært af, når man ser på, hvilken udvikling der er sket i forhold til socialområdet generelt set.

Fru Pernille Skipper.

Det er jeg sådan set fuldstændig enig med ministeren i. Altså, jeg synes, det er rigtig, rigtig vigtigt, at vi lærer af det, og jeg er også enig i, at vi har lært meget af det. Det at føre tilsyn med anbragte børn, er jo noget, som vi diskuterer hele tiden, og som vi skal blive ved med at diskutere, men jeg er ikke enig i, at det er et historisk forhold, noget, der hører fortiden til. Og derfor kunne jeg godt tænke mig at høre, om ministeren ikke godt kan forstå, at de rigtige, levende mennesker, som har været udsat for det her, kan have et behov for, at der er nogen, der påtager sig et ansvar for det, der er sket mod dem, for at kunne komme videre.

Tak. Ministeren.

Det har jeg stor forståelse for, i allerhøjeste grad. Jeg har meget stor forståelse for, at f.eks. de tidligere Godhavnsdrenge har behov for at få placeret et ansvar for de forhold, som de voksede op under. Hvorvidt der skal placeres et ansvar for forhold, som har fundet sted for mere end 50 år siden, er et spørgsmål for domstolene, og sagen her er anket til landsretten. Det er blot for at cementere, at det er et spørgsmål, der foregår i domstolsregi. Så det må være bekræftelsen på det.

Så er det hr. Jeppe Bruus, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Ministeren siger, at det selvfølgelig ikke har været en rar opvækst. Det tror jeg er mildt sagt.

Jeg vil også gerne anfægte ministerens argument om, at vi ikke skal dømme fortiden med nutidens lovgivning og normer. Nej, det kan jeg sådan set være enig i, men vil ministeren ikke bekræfte, at det, der foregik dengang, også var ulovligt efter datidens lovgivning?

Ministeren siger sådan set også i sit svar på spørgsmålene fra fru Pernille Rosenkrantz-Theil, at det selvfølgelig ikke er acceptabelt. Nej, der modsiger ministeren så sin egen tale, fordi det, der foregik dengang med vold og overgreb, ikke var moralsk acceptabelt og heller ikke juridisk lovligt. Det er jo det, der er pointen her. Vil ministeren ikke gerne bekræfte, at det, der foregik dengang, også var ulovligt efter datidens lovgivning?

Ministeren, værsgo.

Jeg kan ikke redegøre i detaljer her fra talerstolen for, hvad der er sket, men jeg kan i hvert fald sige, at jeg fuldt ud anerkender, at de mennesker har haft urimelige forhold. De har haft en hård opvækst og også en opvækst, som man formentlig set med datidens briller heller ikke har kunnet acceptere, og som jo ligger langt fra, hvordan vi i dag mener at udsatte børn og voksne skal behandles. Det er dybt beklageligt, at forholdene historisk set har været, som de har, og det er dybt ulykkeligt for de mennesker, det handler om.

Hr. Jeppe Bruus.

Kan ministeren ikke bekræfte, at et seksuelt overgreb også var ulovligt dengang? Det kan vel ikke være svært at lave den vurdering. Det drejer sig ikke om sådan en større historieskrivning. Men kan ministeren ikke bare bekræfte, at efter gældende lov dengang var det også ulovligt at begå seksuelle overgreb mod anbragte børn?

Ministeren.

Jeg kan i hvert fald bekræfte, at den rapport, vi fik tilbage i maj 2011, viste, at der var en række anbragte børn på flere børnehjem, som var blevet udsat for overgreb og svigt. I forhold til Godhavn viste den rapport, at der dengang foregik fysisk afstraffelse og overgreb, og at staten frem til 1970 på en række punkter simpelt hen ikke levede op til sin tilsynsforpligtelse. Det er også derfor, at Godhavnsdrengene efterfølgende har rejst kravet om erstatning, som jo så kører ved domstolene.

Tak. Hr. Benny Engelbrecht, værsgo.

Jeg er meget enig med ministeren i, at vi skal lære af historien. Når selv en hård budgetbisse som mig føler mig tvunget til at tage ordet i dag, er det selvfølgelig, fordi den historie, som er rullet op i det konkrete tilfælde, er meget bevægende for alle, som har fulgt med i den.

Jeg bliver nødt til at gå ind og anfægte det argument, som ministeren kom med indledningsvis. Ministeren sagde, at det er farligt at dømme fortiden med nutidens målestok. Det er jo ikke det, vi gør. Det, vi gør, er jo rent faktisk at se på det, der skete dengang med præcis de lovgivningsmæssige rammer, som der også var dengang, altså herunder det, som hr. Jeppe Bruus netop fremførte argumentet om, nemlig at dengang var seksuelle overgreb jo heller ikke tilladt.

Lad mig så også bare minde om, at ministeren jo har en partifælle, en tidligere statsminister, hr. Anders Fogh Rasmussen, der ellers var rimelig frisk i biddet i august 2003, da han forholdt sig til historiens vingesus, og hvordan samarbejdspolitikken var under anden verdenskrig. Så det, at man på forskellig vis ser tilbage i tiden og vælger at bedømme, er vel ikke helt usædvanligt – heller ikke i ministerens parti.

Værsgo til ministeren.

Lad mig svare ganske kort på den udtalelse og sige om diskussionen om, hvorvidt staten har haft et ansvar i de enkelte sager, at det bare om nødvendigt bør afgøres ved domstolene og ikke af Folketinget.

Hr. Benny Engelbrecht.

Men vi kan forhåbentlig så også blive enige om, at hvis det er sådan, at en sådan domstolsafgørelse viser, at det, der skete dengang, var forkert ud fra datidens målestok, er der vel også belæg for at se nærmere på, om der netop er brug for, at man faktisk også giver en formel undskyldning.

Ministeren.

Jeg har redegjort for i min tale, hvordan vi gennem en årrække har indsamlet viden om, hvad der skete dengang, og også sørget for, at de udsatte har fået en stemme, at vi har fået øjenvidneberetninger. Det mener jeg er afgørende vigtig viden for os i nutiden for at lære af fortiden, så vi ikke begår samme fejl i nutiden og heller ikke fremtiden.

Så er det fru Trine Torp, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Jeg hæfter mig ved, at ministeren siger, at historien ikke kan laves om. Historieskrivning er jo noget, der sker hele tiden. Historier er noget, vi hele tiden skriver sammen, og vores fælles historie har betydning for hver vores. Det, der er sket, kan rigtigt nok ikke laves om, men den historie eller den fortælling, der er om det, kan godt forandres.

Derfor vil jeg gerne høre: Anerkender ministeren, at det er muligt at skrive ny historie, bl.a. ved at lave en markering, som placerer ansvar, og at det vil få betydning for den enkelte, at vi skriver sådan en historie?

Ministeren.

Det bliver lidt en gentagelse, fordi det naturligvis kredser om det samme spørgsmål, og det er jo diskussionen om, hvorvidt der kan placeres et ansvar for forhold, som fandt sted for mere end 50 år siden.

Jeg mener, det er vigtigt at slå fast i Folketingssalen, at det er et spørgsmål for domstolene, og at der jo konkret er en sag, som er anket til landsretten. Og derfor kan vi ikke i dag stå i Folketingssalen og diskutere, hvordan en domstolsafgørelse måtte blive.

Så er det fru Laura Lindahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Jeg er jo nyvalgt og er derfor interesseret i at høre ministeren, om der er kommet nye oplysninger i nogle af de her børnesager, som gør, at det er mere aktuelt, mere påkrævet, at give en undskyldning nu, end det var for den tidligere regering.

Ministeren.

Nej, der er ikke fremkommet nye oplysninger. Jeg har redegjort for den rapport, som vi fik tilbage i 2011, der udreder, hvad der skete dengang, og der er mig bekendt ikke kommet nye oplysninger siden det.

Fru Laura Lindahl.

Jeg skal bare forstå det helt rigtigt. Det, vi diskuterer nu, foregår på fuldstændig samme grundlag, som da den tidligere regering diskuterede det, og den tidligere socialminister Karen Hækkerup sagde nej til at give en undskyldning. Der er ikke noget, der har ændret sig med hensyn til det, vi diskuterer i dag, og man kunne selv have givet en undskyldning, da man havde regeringsmagten for 8 måneder siden. Der er altså ikke kommet nogen nye oplysninger, der gør, at noget skulle have ændret sig, og som kunne være årsag til, at man hellere vil have, at der bliver givet en undskyldning nu end for 8 måneder siden, hvor man bare kunnet have givet undskyldningen. Er det korrekt?

Så er det ministeren.

Ja, det er fuldstændig korrekt, og det er faktisk også derfor, jeg tillader mig i min tale at give udtryk for en vis undren over, at vi står med det her beslutningsforslag i dag. For den linje, man har fulgt, både hos den tidligere regering og hos skiftende socialministre, har været præcis den samme som den, jeg redegør for i dag. Så der er ikke sket ændringer i de forhold.

Tak til ministeren. Værsgo til fru Susanne Eilersen, Dansk Folkeparti.

Vi behandler B 55: En officiel undskyldning til personer, som har været misrøgtet på statens sociale institutioner. Den danske børnehjemshistorie har sorte kapitler, står der i bemærkningerne til dette forslag, og det er vi i Dansk Folkeparti helt enige i.

Derfor er det også godt, at vi i 2011 fik Godhavnsrapporten, der beskriver forholdene for børn og udviklingshæmmede fra 1945 til engang i 1980'erne, samtidig med at den skitserer de forskellige lovgivninger, der var gældende i 1900-tallet. Og set med nutidens briller bliver man både ked af det og gal; ja, det gør ondt helt ind i sjælen at læse, hvilke forhold børn på statslige institutioner levede under – forhold, vi under ingen omstændigheder ville acceptere i dag.

Vi skal lære af historien, men også anerkende og stå ved, at den har fundet sted ud fra datidens regler og normer, og så glæde os over, at denne Godhavnsrapport og andre dokumenter i dette sorte kapitel er skrevet ind i vores sociale historiefortælling. Vi kan desværre ikke ændre historien, men vi kan være med til at sørge for, at den ikke bliver glemt. Vi har lyttet til Godhavnsdrengene og deres fortællinger, og med dem i bagagen er jeg som politiker optaget af, hvad jeg kan gøre i dag.

Der er desværre også i dag børn, der er udsat for omsorgssvigt, og det er vi meget optaget af at forhindre. En af de ting, som Dansk Folkeparti har været meget imod og stadig væk er imod, er de her såkaldte forældelsesfrister, som vi nu ser i den sag om Slagelsepigerne. Vi vil gerne fjerne eller som minimum ændre de nuværende forældelsesfrister, når det gælder omsorgssvigt eller incest over for børn og unge, der er anbragt, sådan at man også som voksen har mulighed for at tage sager op om ting, der er begået i barndommen. Heldigvis er forholdene for anbragte børn og handicappede helt anderledes i dag, men der er plads til forbedringer, og derfor skal vi gøre os umage hver eneste dag.

Der er i Danmark ikke tradition for den slags officielle undskyldninger, som dette beslutningsforslag lægger op til. Det vil altid være den til enhver tid siddende regering, der skal tage et sådant ansvar, hvis det skal tages. Dansk Folkeparti havde under den tidligere regering og har nu under denne regering samme holdning til spørgsmålet. I Dansk Folkeparti har vi svært ved at se effekten af en undskyldning, da det er svært at undskylde på vegne af andre.

Men som sagt er det en beslutning, som ene og alene ligger hos regeringen efter vores mening – og ikke her i Folketinget. Derfor kan Dansk Folkeparti ikke støtte forslaget.

Så er det fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Det undrer mig egentlig, for Dansk Folkeparti går jo ind for, at man fjerner forældelsesfristen i forbindelse med børn, der er blevet udsat for seksuelt misbrug. Det er jo det samme, vi taler om her, altså simpelt hen at man senere hen i livet – og de mennesker er til stede i dag – kan få en undskyldning for det, der er foregået. Ideen med det er jo lige præcis, at man kan gå ind og sige, at der var nogle, der havde et ansvar, at der var nogle, der gjorde noget, der var forkert, og at de påtager sig det ansvar. Staten havde dengang et ansvar for at føre tilsyn med de her institutioner. Det gjorde staten ikke i tilstrækkeligt omfang, og derfor kunne de her ting ske. Så jeg forstår det faktisk ikke rigtigt. Hvis jeg sammenligner med, hvad Dansk Folkeparti ellers mener, så stritter det her i alle retninger, og jeg kunne egentlig godt tænke mig at få en forklaring på synspunktet.

Fru Susanne Eilersen.

Tak for spørgsmålet. Det kan du også sagtens få. Det er jo sådan, som jeg ligesom redegjorde for to gange, at det er et regeringsansvar. Det sagde vi også og gjorde meget opmærksom på under den tidligere regering, og vi hørte før, at den tidligere socialminister havde samme holdning som den nuværende socialminister. Vi går ikke ind for holdningsændringer, uanset om det er en rød eller blå regering, der sidder. Vi mener stadig væk, at det er op til en regering at træffe en så principiel beslutning, som det at give en officiel undskyldning er. Så derfor mener vi ikke, at det er vores bord, men at det er den til enhver tid siddende regerings bord at give sådan en undskyldning.

Nu taler man ikke direkte til folk. (Susanne Eilersen (DF): Nej, undskyld).

Værsgo, fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Skal jeg forstå det på den måde, at Dansk Folkeparti ville stemme for det, hvis regeringen kom med det som et forslag? Altså, jeg kan jo ikke høre det anderledes. Hvis det er den til enhver tid siddende regerings ansvar at komme med en officiel undskyldning, betyder det så, at Dansk Folkeparti ville stemme for det her forslag, hvis det var sådan, at regeringen fremsatte det? I givet fald skal vi bare huske på, at Dansk Folkeparti sidder på de afgørende mandater. Det, der ligger i det her beslutningsforslag, er jo, at vi pålægger regeringen at fremsætte sådan et forslag, og det vil sige, at hvis Dansk Folkeparti stemte for det her forslag, ville der komme et fra regeringen. Så jeg skal bare høre, om det er sådan, jeg skal forstå det, der bliver sagt her.

Fru Susanne Eilersen.

Det skal forstås på den måde, at vi synes, at det er lidt underligt i forhold til den tidligere regering. Den her rapport har været fremme i 5 år, og vi ville også have bakket op om en tidligere regering, hvis den var kommet med et forslag. Nu bliver vi jo nødt til at kigge på, hvad det er for et forslag, man kommer med, men vi mener ikke, at det er noget, vi som almindelige folketingsmedlemmer skal tage os af. Det er jo lidt søgt, når rapporten har været fremme i 5 år og spørgerens parti har haft regeringsmagten de første 4 år af den tid. Så jeg synes jo, at vi kunne have taget det dengang. Så havde vi nok fundet en løsning på det.

Hr. Jeppe Bruus, værsgo.

Ja, nu går der så Christiansborgsnak i den. Det der er jo ren Christiansborgtaktik. Kan ordføreren ikke bare svare fuldstændig klokkeklart på spørgsmålet: Hvis regeringen fremlagde et forslag om at give en undskyldning, ville Dansk Folkeparti så støtte det? Det var det ene spørgsmål.

Det andet forholder sig til, at ordføreren siger: Hvad der har fundet sted ud fra datidens normer og regler. Den må vi lige over en gang til. Vil ordføreren ikke bekræfte, at de overgreb, der foregik dengang, bl.a. af seksuel karakter, også var ulovlige efter datidens lovgivning og også var ikkeacceptable efter datidens normer? Det kan måske så være lidt sværere at forholde sig til.

Men det var to spørgsmål. 1) Ville Dansk Folkeparti støtte det, hvis regeringen kom med forslaget? 2) Vil ordføreren ikke bekræfte, at de seksuelle overgreb, der foregik dengang, også var ulovlige efter datidens lovgivning?

Fru Susanne Eilersen.

Dansk Folkeparti har ikke ændret synspunkt i den her sag, siden Godhavnsrapporten kom frem. Vi sagde også i 2014 under den daværende regering, at vi mente, at det var et regeringsanliggende, hvis det er, at der skal gives en undskyldning. Det holder vi sådan set bare stille og roligt fast i, uanset hvilken farve regeringen har på et givent tidspunkt.

Så vi har ikke ændret synspunkt, ligesom måske andre partier har i løbet af de her 5 år. Vi holder bare fast i, at beslutningen ligger ene og alene hos en regering, og derfor kan vi ikke støtte forslaget.

Hr. Jeppe Bruus.

1) Jeg fik ikke svar på mit ene spørgsmål, nemlig om ikke ordføreren kan bekræfte, at det, der foregik dengang, var ulovligt. Det kan ordføreren jo bare sige ja eller nej til.

2) Ordføreren kan vel også sige ja eller nej til, om den måde, jeg forstår svaret på, selv om det er noget Christiansborgtaktiksnak, er rigtig, nemlig at Dansk Folkeparti ville støtte det, hvis regeringen kom og sagde, at der skulle gives en undskyldning.

Ordføreren.

Jeg har ikke set nogen forslag. Vi tager stilling fra forslag til forslag, og som sagt kan jeg kun igen referere til, hvad jeg sagde, og sige, at vi ikke har ændret holdning til det her, uanset hvilken regering der har siddet ved magten. Vi har haft den samme mening om det.

Som jeg også sagde i mit oplæg, mener jeg måske ikke, at sådan en undskyldning har den effekt, som den så burde have. Jeg vil meget hellere se fremad og se på, hvad vi nu kan gøre for børn.

Hr. Benny Engelbrecht.

Nu er vi jo tålmodige mennesker, det har Godhavnsdrengene også vist igennem tiden, så nu stiller jeg bare spørgsmålet ganske, ganske enkelt: Hvis en regering, uanset hvilken farve den måtte have, fremsætter et officielt regeringsforslag om at give en undskyldning, vil Dansk Folkeparti så støtte det – ja eller nej?

Ordføreren.

Vi har aldrig sagt ja eller nej til et forslag, før vi har læst det givne forslag, og det vil jeg også referere til her. Vi ser altid positivt på alle forslag, men vi siger jo hverken ja eller nej til et forslag, før vi kender indholdet af et givent forslag.

Hr. Benny Engelbrecht.

Jeg går ud fra, at vi enige om, at det er ret klart beskrevet, hvad problematikken er. Ordføreren siger selv, at det er et regeringsanliggende. Så med andre ord, hvis det er et regeringsanliggende og en regering måtte beslutte, at det er det rigtige at gøre, vil Dansk Folkeparti så være imod det, hvis det bliver fremlagt i Folketingssalen? Det burde være et relativt enkelt spørgsmål at besvare.

Ordføreren.

Hvis den daværende regering, som ordføreren refererer til, havde fremsat et forslag, havde vi kigget på det med lige nøjagtig samme briller, som hvis der kommer et forslag fra den her regering.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Jan E. Jørgensen, Venstre. Værsgo.

Det er svært at dømme fortidens gerninger på nutidens præmisser. Sådan lød det fra den socialdemokratiske socialminister Karen Hækkerup for bare 3 år siden, da vi sidst diskuterede en officiel undskyldning på statens vegne til de af vores medborgere, som er blevet misrøgtet på statens sociale institutioner. Det var kloge ord, som blev fulgt op af den socialdemokratiske socialordfører, fru Maja Panduro, der udtalte:

»... at komme med en undskyldning for noget, der er sket i en helt anden tid, hvor mange af os endnu ikke var født, giver ingen mening.«

Er der er sket ting i Danmark i fortiden, som det er meget svært at forstå i nutiden? Ja, og listen er desværre lang. For blot at nævne de sager, der har været fremme med krav om en undskyldning, er der: Thulesagen om tvangsforflytning af grønlandske fangere, blødersagen, nyresagen om fejlbehandling af nyrepatienter, eksperimentet med de 22 grønlandske børn, der blev sendt til Danmark, afvisningen af tyske flygtninge under nazismen og tvangssterilisationen af åndssvage, som det stadig blev kaldt dengang. Eller hvad med f.eks. tyskerpigerne, der blev klippet skaldet og kørt nøgne igennem Københavns gader, så man kunne spytte på dem og håne dem – var det i orden? Og hvad med det hvide snit, der blev brugt som behandlingsform i psykiatrien. Og hvis vi går endnu længere tilbage, kan man slå op i Danske Lov og læse om, hvordan vi danskere har hugget arme, ben og hoveder af folk for forbrydelser, som i dag er lovlige. Der har været hekseafbrændinger. Vi har holdt slaver. Listen er desværre lang, og vi kan som nation og som folk bestemt ikke være stolte over alle dele af vores historie.

Der er selv den helt nære historie: Min egen mor blev sendt væk fra hjemmet blot 8 år gammel for at komme ud og tjene, som man kaldte det dengang. Var min morfar og mormor onde mennesker? Bestemt ikke, men det er svært at dømme fortidens gerninger på nutidens præmisser, som Karen Hækkerup så rigtigt sagde.

Var det onde mennesker, der havde ansvaret eksempelvis på institutionen Godhavn – netop drengene fra Godhavn, der jo for længst er blevet mænd, er hovedårsagen til, at vi har denne debat i dag? Ja, meget kunne tyde på det. Godhavnsdrengene blev udsat for systematiske svigt, vold og anden afstraffelse. Der er sket uhyrligheder på institutioner, der paradoksalt nok var sat i verden for at yde omsorg. At den behandling har givet anledning til menneskelig lidelse, hersker der ikke tvivl om, og ellers ville vi jo heller ikke stå her i dag og diskutere, om staten bør sige undskyld. Forstår jeg, hvorfor man gerne vil have en undskyldning? Ja, det forstår jeg til fulde. Og har jeg lyst til at give den? Ja da, det vil være den lette løsning. Men ordet undskyld indeholder en erkendelse af skyld, ansvar og dermed også økonomisk kompensation, hvis det overhovedet skal give mening at påtage sig et ansvar. Og skyld og ansvarspådragelse er noget, man i en retsstat har domstolene til at tage sig af. Det er helt vigtige, centrale principper, vi står og diskuterer i dag, og det er nok også meget godt, at det forholder sig sådan.

Hvordan forestiller vi os egentlig at vi som Folketing overhovedet skulle kunne vurdere, hvem der skal have en undskyldning, og hvem der ikke skal? Tag nu bare mit eksempel fra før om tyskerpigerne, der blev udsat for en barbarisk behandling efter besættelsen. Gik masserne dengang over stregen? Ja. Set med nutidens øjne kan der vist ikke være to meninger om den sag, og politiet vendte det blinde øje til. Men er der ikke også en vis forståelse for, at der var en opsparet hævntørst efter 5 års besættelse og efter de forbrydelser mod menneskeheden, som nazismen havde ansvaret for? Nu bliver vi lidt i tvivl. Jeg er helt med på, at de to situationer selvfølgelig ikke er direkte sammenlignelige. Jeg siger bare, at vi risikerer at bevæge os ud på en glidebane, som vi ikke kan overskue konsekvenserne af.

Giver det mening, at Danmark anno 2016 siger undskyld for de overgreb, som Danmark anno 1966, 1946 eller 1846 for den sags skyld har haft mere eller mindre andel i? Se, ikke ifølge fru Maja Panduro, den daværende socialdemokratiske ordfører. Giver det mening, at netop Socialdemokraterne i dag så fremsætter et beslutningsforslag, som de har haft næsten 4 år i regering til selv at gennemføre? Nej, det giver ikke mening overhovedet, og jeg er også glad for, at den daværende regeringspartner, Det Radikale Venstre, fastholder sin holdning, så jeg i dag kan sige, at Venstres afvisning af beslutningsforslaget også er en afvisning fra Det Radikale Venstre, hvis ordfører desværre ikke havde mulighed for at være med til debatten i dag.

Et ja til beslutningsforslaget vil medføre en helt ny retstilstand, hvor Folketinget skal agere domstol og tage stilling til skyldsspørgsmål i sager, der ligger årtier tilbage i historien. Der er erfaringer fra noget lignende i andre lande, men jeg vil advare imod, at vi går samme vej. I Norge har man eksempelvis oprettet forskellige kompensationsordninger til tidligere anbragte, der blev udsat for overgreb, og frem til 2010 er der udbetalt 0,25 mia. norske kroner i kompensation, og Sverige har gjort noget lignende. Vi kan ikke købe os aflad ved at lægge afstand til et mørkt kapitel i vores social- og åndssvageforsorg, men heldigvis har vi lært af historien. Vi anerkender, at der er mennesker, som har haft en hård og umenneskelig opvækst på datidens institutioner, og vi ville aldrig behandle udsatte børn og voksne på den måde i dag. Det er dybt beklageligt, at forholdene var, som de var, og det er svært at forstå – meget svært – men det er også svært at dømme fortidens gerninger på nutidens præmisser.

Tak til ordføreren. Fru Pernille Rosenkrantz-Theil, værsgo.

Helle Thorning-Schmidt burde have gjort det, Lars Løkke Rasmussen burde have gjort det, Anders Fogh Rasmussen burde have gjort det, Poul Nyrup Rasmussen burde have gjort det, Poul Schlüter burde have gjort det – givet en undskyldning. Er det et argument for at lade være nu? Er det det bedste argument, Venstre kan komme op med, at vi burde have gjort det for 8 måneder siden, og ergo er det i orden, at I som regering ikke gør det nu? Det er da det tyndeste argument, jeg nogen sinde har hørt.

Det her er en historie, der er 50 år gammel. Hvert evig eneste forbandede år burde man have gjort det: givet en undskyldning, grebet ind, gjort noget. Er det en undskyldning for ikke at gøre det nu? Nej, det synes jeg faktisk ikke det er.

I forhold til det her med at dømme fortiden, uanset hvilken ordfører fra hvilket parti på hvilket tidspunkt i Folketinget, kan man spørge, om vi kan dømme det, der foregik i historien, med nutidens briller. Indimellem kan vi ikke. Er det dilemmafyldt? Ja, det er det. Men nogle gange er det også krystalklart. Når vi taler om seksuelle overgreb mod børn, når vi taler om, at de bliver slået i hovedet med nøgler af deres lærere, kan vi så bedømme, om det var ulovligt efter datidens lovgivning eller ej? Ja, det kan vi godt. Vi må trods alt have en eller anden tiltro til Folketingets intellekt.

Ordføreren, værsgo.

Det handler ikke om tiltro til intellekt. Det handler om tiltro til folketingspolitikere, der er på valg hvert fjerde år, og vores evne til at modstå diverse pres, der måtte være, diverse avishistorier, der måtte være osv. Der er min tiltro måske ikke helt så stor som den tiltro, som fru Pernille Rosenkrantz-Theil har. Jeg er sådan set glad for, at vi ikke har en folkedomstol, som består af os, der sidder herinde, som skal placere skyld og ansvar, men at det er overladt til nogle uafhængige domstole, som får oplyst sagerne.

Hvis den her sag var blevet rejst, kort tid efter at de her ting havde fundet sted, var der så sket en domfældelse? Formentlig. Det er svært at forestille sig andet. Men det er altså ikke os herinde, der er en folkedomstol. Det er domstolene, der dømmer.

Fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

En folkedomstol er kendetegnet ved, at den dømmer andre, at den placerer skyld og ansvar over for andre. I det her tilfælde taler vi jo om, at vi skal vurdere, hvad det var, vi selv gjorde. Der er en principielt rigtig stor forskel. Det er jo ikke et spørgsmål om at placere skyld eller ansvar på nogen andre end os selv. Det er et spørgsmål om, at vi som dem, der er den politiske ledelse af en stat, påtager os et ansvar i forhold til det, der foregik dengang. Derfor er der principielt meget stor forskel på at være folkedomstol, som det bliver sagt her, og at man fra statens side vurderer, om staten gjorde ret eller fejl i sin tid. Vil ordføreren anerkende det?

Ordføreren.

Er det ikke også på en eller anden måde lidt let? Der var ikke nogen af os, der sad i Folketinget dengang; mange herinde var ikke engang født dengang. Er det ikke også lidt let, lidt billigt, lidt intetsigende?

Jeg stiller spørgsmålet, jeg er ikke sikker på, at jeg har svaret. Jeg kan bare sige, at det er et vigtigt princip i en retsstat, at vi har domstole til at placere skyld og ansvar, og jeg er meget bekymret for, om vi som Folketing vil kunne modstå, hvad der end måtte komme af mere eller mindre berettigede krav om undskyldninger i fremtiden. Jeg er helt med på, at den her sag er meget alvorlig, og at det er meget svært at se noget som helst undskyldende moment i de ting, der har fundet sted dengang. Men netop derfor er det også vigtigt, at vi i så svær en sag som den her fastholder vores principper.

Fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg er egentlig glad for, at ordføreren kom til sagens kerne og var ærlig til sidst i sin ordførertale om, hvad det handler om. For hvis en undskyldning var så ligegyldig og så intetsigende og så indholdsløs og uden mening, som ordføreren giver udtryk for, så kunne vi lige så godt have givet den. Hvis det var så nemt og så ligegyldigt, så kom dog med den. Men ordføreren kommer jo faktisk til det til allersidst i sin ordførertale: Det her handler ikke om, om det giver mening at sige undskyld for fortidens fejltagelser eller ej, eller om det er noget, der hører historien til eller ej, for det handler om penge. Det handler om, at ordføreren ikke vil have, at man, hvis vi siger undskyld på statens vegne, også kommer til at få et erstatningsansvar. Der er borgere, der så derfor har anlagt sag med et symbolsk krav om 1 kr. for at få en undskyldning, men staten har nedlagt påstand om forældelse. Synes ordføreren, at det er en god idé, at staten nedlægger påstand om forældelse?

Værsgo til ordføreren.

Vi kom frem til spørgsmålet til sidst. Altså, jeg synes grundlæggende, at det er en rigtig god idé, at man følger de love, som vi har vedtaget herinde, og det indbefatter også den forældelseslov, vi har vedtaget herinde.

Fru Pernille Skipper står og svinger sig op og taler om fortiden osv. Man ved, hvor vanskeligt det er at få fru Pernille Skippers eget parti til at undskylde de vanvittige regimer, som hendes partifæller har undskyldt, før fru Pernille Skipper kom ind i politik. Men altså, når man ved, hvor svært det kan være, så burde man da måske have lidt større forståelse for, at vi bedømmer nutiden ud fra nutidens præmisser.

Fru Pernille Skipper.

Jeg vil ikke engang nedværdige mig til at komme med et svar, for det kan vi tage en anden debat om en anden gang. Det, jeg spurgte om, var, om ordføreren syntes, det var en god idé, at staten nedlægger påstand om forældelse i en sag, som sådan set er principiel, og som betyder, at borgere ikke kan få en materiel bedømmelse af det krav, de står med. Jeg vil også sige det med andre ord: Synes ordføreren, det er en god idé – ligesom bl.a. Dansk Folkeparti og Enhedslisten – at man afskaffer forældelsesfristen i sager, der handler om svigt og vanrøgt af børn, der er i statens varetægt, så de kan få en reel bedømmelse af statens ansvar?

Ordføreren, værsgo.

Synes jeg, at det er en god idé, at kammeradvokaten følger den lovgivning, som vi har vedtaget i Folketinget? Ja, det synes jeg - herunder forældelsesloven. Gør Enhedslisten sig overhovedet det principielle spørgsmål klart? Skal man så sidde og vurdere fra sag til sag og sige: Nej, den her er godt nok forældet, men vi synes måske, det kunne være meget rimeligt, så vi følger ikke loven?

Så må vi da lave en lov, som hedder, at der ikke er forældelse i visse sagstyper. Men vi kan da ikke sige, at nu laver vi en forældelseslov, og så afhænger det sådan lidt af, hvordan stemningen lige er i den pågældende sag, om man skal nedlægge påstand om, at landets love skal følges eller ej.

Tak. Hr. Jeppe Bruus.

Tak. Efter 60 år undskylder Danmark for første gang officielt, at danske myndigheder aktivt medvirkede til at udlevere jødiske flygtninge og andre uskyldige mennesker til Nazityskland, som det skete i forbindelse med anden verdenskrig. Den undskyldning blev givet af daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen den 5. maj. Det var en officiel undskyldning for en historisk begivenhed. Og som Anders Fogh Rasmussen siger:

»En undskyldning kan ikke gøre historien om, men den kan tjene til at erkende historiske fejltagelser, så nuværende og kommende generationer forhåbentlig undgår lignende fejl i fremtiden.«

Der er jo tale om, at man godt kan undskylde og påtage sig både skyld og ansvar fra politisk hold. Kan Venstres ordfører ikke bekræfte, at det godt kunne lade sig gøre for daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, og at det derfor også kan lade sig gøre for nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen?

Ordføreren.

Jamen jeg taler ikke om, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der ikke kan lade sig gøre. Jeg taler om, hvad der giver mening, og hvad der giver mindre god mening. Hørte jeg ministeren erkende, at der er sket fejl? Ja. Hørte jeg ministeren sige, at vi selvfølgelig aldrig havde gjort det samme i dag? Ja. Hørte jeg ministeren sige, at det, der skete dengang, var forfærdeligt? Ja.

Hr. Jeppe Bruus.

Taleren har ikke hørt godt nok efter, for jeg hørte ordføreren komme med en meget lang tale om, hvorfor det overhovedet ikke kunne være et politisk ansvar at komme med en undskyldning, men alene en juridisk vurdering, der måtte ske ved domstolene. Så henviser jeg til tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens undskyldning fra 2005. Så er det bare, jeg stiller spørgsmålet: Kan ordføreren ikke bekræfte, at vi da selvfølgelig godt som Folketing og som regering kan tage på os at undskylde for, hvad der er sket dengang, hvilket jo også var ulovligt efter datidens lovgivning?

Ordføreren, værsgo.

Jamen det bliver et spørgsmål og en strid om ord og begreber. Hvis vi forestiller os, at vi skal påtage os et ansvar og en skyld – et erstatningsansvar, ansvarspådragende adfærd – er det altså et spørgsmål for domstolene. Det er vigtigt for mig. Det kan godt være, at det ikke er vigtigt for så mange andre, men det er vigtigt for mig, at vi har den deling mellem magten, altså magtens tredeling – at vi har nogle domstole, at vi har en regering, og at vi har et Folketing. Ellers bryder alting sammen.

Tak for det. Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.

Godhavnsrapporten, som er blevet nævnt heroppefra nogle gange, dokumenterede, at der på børnehjem i bl.a. Tisvilde er sket systematiske overgreb, misrøgt, seksuelle krænkelser, psykisk terror og svigt af børn. Da Godhavnsrapporten kom, startede der heldigvis en lang debat, som vi desværre ikke har fået nogen afslutning på endnu. De børn, som i dag er voksne, var i statens varetægt. Det var vores fællesskab, der havde ansvaret for dem. Det var vores fællesskab, der svigtede. Det var overgreb, der kunne have været undgået. De kunne have været stoppet, hvis fællesskabet havde levet op til sit ansvar og havde draget reel omsorg for de børn.

Det kan ødelægge et menneske, at man bliver udsat for svigt og overgreb i det omfang, som det er sket for bl.a. godhavnsdrengene. De psykiske konsekvenser er langt mere voldsomme end de fysiske. Arrene på sjælen er langt dybere end dem, der er på kroppen, og de børn, der blev svigtet dengang, har kæmpet med de konsekvenser lige siden, også som voksne.

Jeg er ikke et eneste sekund i tvivl om, at de mennesker skal have en undskyldning, fordi staten og fællesskabet skal vedkende sig sit ansvar. Jeg skammer mig over, at det her høje Ting, som jeg er medlem af, ikke har rettet ryggen og taget det ansvar for fortiden som repræsentanter for et samfund og en stat, der lod stå til, mens børns liv og sjæl blev revet i stykker. Det ansvar er ikke blevet taget, selv om vi snart runder 5-årsdagen for rapporten, og selv om vi nu står med den tredje regering, der har chancen.

Enhedslisten kommer selvfølgelig til at stemme for det her beslutningsforslag. Det er der ikke nogen tvivl om. Vi vil gøre alt for at sikre, at godhavnsdrengene får den undskyldning, de fortjener. Jeg bliver også nødt til at sige, at jeg nogle gange kan være ved at miste håbet, for til juni er det 5 år siden, at Benedikte Kiær var socialminister og sad i samråd indkaldt af Özlem Cekic fra SF og Mette Frederiksen fra Socialdemokraterne, så vidt jeg husker. Hun afviste at give en undskyldning. Så var Karen Hækkerup, socialdemokrat, socialminister. I januar 2012 afviste hun over for os i Enhedslisten at give en undskyldning, selv om vi havde regnet med, at nu ville den komme. SF's Annette Vilhelmsen nåede at være socialminister. Hun kom ikke med nogen undskyldning, og Radikales Manu Sareen var socialminister og afviste også.

Selv da godhavnsdrengene gik rettens vej med et symbolsk krav på 1 kr. – 1 kr. – og bad om en undskyldning, så nedlagde statens repræsentant påstand om forældelse. Det er altså ikke noget, man behøver at gøre. Man kan faktisk godt vælge at sige, at her er så vigtig en sag for os alle sammen at få afgjort; det er af principielle årsager så vigtigt, at vi får afgjort den sag, at vi ikke nedlægger påstand om forældelse den her gang. Så tager vi afgørelsen ved domstolene. Det kunne man gøre. Men det gjorde man ikke.

Det var noget, som daværende justitsminister Mette Frederiksen også holdt fast i. Desværre. I de 5 år, hvor godhavnsdrengene har kæmpet for en undskyldning, har staten svigtet igen og forsøgt at smyge sig udenom, og jeg er vitterlig glad for, at det her beslutningsforslag er her. Det er jeg virkelig, og vi kommer til at stemme for det. Jeg håber, at det er sidste gang, Socialdemokraterne skifter holdning til den her sag, for det har ikke været en køn proces, og det folkevalgte system fremstår bestemt ikke yndigt.

Det sidste, jeg vil sige, er, at jeg synes, der mangler noget i det her beslutningsforslag. Det er, at man også skal have afklaret det økonomiske spørgsmål, for selv om godhavnsdrengene kun beder om 1 kr. i erstatning, har de nu sat penge til i forsøget på at få en undskyldning. De har mistet penge; de skal betale sagsomkostninger til staten, så det vil jeg rigtig gerne have at vi går i gang med at få ind i det endelige ændringsforslag, en beretning eller andet, så vi sikrer, at den del også kommer med i forslaget.

Den næste ordfører er fru Laura Lindahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Vi behandler jo et meget sympatisk beslutningsforslag fremsat af Socialdemokraterne. Jeg tror sådan set, at vi alle sammen får ondt i maven, når vi læser om, hvordan især børn er blevet svigtet i statens varetægt. Det gælder ikke kun, når børn svigtes i statens varetægt. Det gælder f.eks. også, når kommuner ikke reagerer på underretninger om mistrivsel hos børn i familier. Uanset om man er svigtet i statens varetægt eller kommunen svigter sin kerneopgave, når et barn i kommunen mistrives, tror jeg, at vi alle sammen kan sætte os ind i, at man som forurettet har brug for, at der placeres et ansvar for det svigt, man som barn har oplevet. Det er det, jeg forstår er intentionen med det her beslutningsforslag. Man anerkender, at der er begået fejl, og at man påtager sig ansvaret. Det er det, der ligger i en undskyldning.

Men hvorfor er det kun børn i statens varetægt, der skal have den her anerkendelse? Er det nødvendigvis et større svigt end det svigt, som de her søstre i Slagelse meget aktuelt har oplevet, da kommunen svigtede ved at lukke øjnene? Det mener jeg ikke. Jeg mener sådan set også, at det er et stort svigt, og at man skal kræve, at der bliver pålagt et ansvar, og derfor mener jeg, vi skal kigge et helt andet sted hen. Vi skal fjerne forældelsesfristen for børnesager, for så kunne drengene fra Godhavn gå til domstolene, som kan placere det ansvar, som staten var pålagt på daværende tidspunkt.

Vi har altså i Liberal Alliance fuld sympati for de her svigtede børn. Vi synes, det er grotesk, og vi vil meget gerne være med til, at der kan placeres et ansvar. Men vi mener altså, at den rigtige løsning er at fjerne forældelsesfristen, så de børn, der er blevet svigtet, altid, og når de er klar til det, uanset hvornår de er klar til det, kan gå til en domstol og få sagen forelagt en domstol og den vej igennem få placeret ansvaret.

Derfor er det glædeligt for os i Liberal Alliance, at vi netop har hørt justitsministeren være ude at tale positivt om at fjerne forældelsesfristen. Jeg fornemmer sådan set også, at der er bred opbakning til den dagsorden blandt Folketingets partier bredt set. Så i Liberal Alliance er det klart den vej, vi ønsker at gå, for vi anerkender fuldt ud intentionen bag det her beslutningsforslag, men vi synes altså, at ansvaret skal placeres via uafhængige domstole og ikke den siddende regering.

Tak for det. Fru Pernille Rosenkrantz-Theil, værsgo.

Det jo et djøfargument par excellence, som Liberal Alliance kom med her. Altså, hvis Liberal Alliance stemmer for det her forslag, bliver det vedtaget – sådan er det. Så har vi flertal. Er det så afgørende fra Liberal Alliance, at man får en domstolskendelse? Hvorfor kan Liberal Alliance bare ikke tage stilling til, at der er foregået overgreb. Vi har en kæmpe rapport, der har gennemgået, hvad der er problemet. På den baggrund burde man vel kunne tage stilling til, at staten har begået fejl, og at man på den baggrund skal give en undskyldning. Så kunne vi ikke bare i stedet for at køre de der djøfargumenter sige, at her er der behov for en undskyldning, og så lad os da give den.

Så er jeg i øvrigt fuldstændig enig, og det har Socialdemokratiet jo meldt ud, omkring det med forældelsesfristerne – fuldstændig enig i, at der ikke er nogen forskel på det, der foregik for de piger i Slagelse, og så på, hvad vi har set i forhold til Godhavn. Det er kun et spørgsmål om, hvilket tidspunkt i historien det er foregået på. Begge dele er fuldstændig uacceptable og skal selvfølgelig kunne afprøves ved en domstol.

Men jeg mener, at vi på de her punkter har gennemtrawlet det med rapporter og derfor ikke har noget behov for at skulle igennem lange, opslidende retssager, men simpelt hen bare kan give en undskyldning. Så derfor blot en opfordring til – fordi jeg kan høre vi på lange stræk er enige – at Liberal Alliance alligevel overvejer at trykke på de grønne knapper, så vi kan få det her gennemført.

Værsgo til ordføreren.

Tak. Når Liberal Alliance ikke overvejer at trykke på de grønne knapper ved det her konkrete beslutningsforslag, er det, fordi vi ikke mener, at det her løser det for alle børn. Det løser det måske lige præcis for de børn, som ønsker en undskyldning, men at fjerne forældelsesfristen ville løse problemet både for drengene fra Godhavn, fordi de kunne få placeret det ansvar, som en undskyldning er et udtryk for, og alle andre børn. Så derfor mener vi sådan set, at det rigtige ville være at fjerne forældelsesfristen, og nu hvor vi kan se at justitsministeren er positiv, har taget initiativ til det – før sommerferien vil man komme med noget – synes vi, det er det helt rigtigt at gå den vej.

Fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Nu står de to ting vel ikke i modsætning til hinanden? Altså, der er vel ikke noget modsætningsforhold mellem at sige, at her taler vi faktisk om nogle grupper, hvor der også er lavet et overordentlig stort udredningsarbejde, og det vil sige, at her ved vi, hvad vi skal og kan bevæge os ud over isen med det samme, og så kan vi behandle spørgsmålet om forældelsesfrister efterfølgende. Jeg tror, at mange år på Christiansborg har lært mig, at det er en god idé at tage det, man ved man har flertal for, når flertallet er der, den, der gemmer til natten osv., og jeg mener ikke, at der er et modsætningsforhold. Kan ordføreren ikke bekræfte, at lige præcis her er det jo sådan, at vi kan vedtage det her, komme ud over isen med de sager, vi kender til og har fået belyst, og så vil vi forud for sommerferien kunne tage stilling til det med forældelsesfristerne, som vi jo er enige med Liberal Alliance i at der skal gøres noget ved.

Ordføreren.

Der er ikke noget modsætningsfyldt mellem at give en undskyldning og fjerne forældelsesfristen, sådan helt overordnet set, men det, man gør ved at sige ja til det her, er, at så siger man, at der er nogle børn, som har krav på en undskyldning mere end andre svigtede børn, og det vil vi ikke være med til, for vi synes faktisk, at sagen i Slagelse om søstrene er lige så slem som sagen i Godhavn, og derfor vil vi ikke være med til kun at give en undskyldning til nogle, som er det, det her beslutningsforslag lægger op til. Derfor vil vi fjerne forældelsesfristen, fordi det er det rigtige at gøre, og ikke kun give en undskyldning til nogle.

Så er det hr. Jeppe Bruus. Værsgo.

Tak. Hvis det var sådan, at der bare var ét borgerligt parti, der ville være med, så ville vi jo have flertal. Som jeg kan konstatere det efter den diskussion, vi har haft, ville DF støtte det, hvis det var, at regeringen sagde ja, og Venstre og Liberal Alliance siger nej – også med henvisning til det principielle argument om, at staten ikke kan sige undskyld; man kan ikke komme med en politisk undskyldning, det må alene være op til domstolene.

Så er jeg nødt til at spørge: Da Anders Fogh Rasmussen i 2005 giver en officiel dansk undskyldning for, at vi udleverede flygtninge til Nazityskland, hvilket jo var en politisk undskyldning, var det så forkert i Liberal Alliances optik? Og hvis ikke det var forkert, hvad er der så i vejen for at give en politisk undskyldning i dag til drenge, som er blevet udsat for overgreb, som også efter datidens love var ulovlige?

Ordføreren, værsgo.

Tak. Jeg har sådan set ikke været inde på, om jeg mener, om man kan give en politisk undskyldning eller ej. For det kan man godt. Det kan man vælge at gøre, og hvis man skulle vælge at gøre det, synes jeg sådan set, det er fint nok at kigge konkret på, lad os sige sagen om drengene på Godhavn og sige, at her synes vi, at der skal gives en undskyldning, fordi vi kan dokumentere, at det, der foregik, var ulovligt på det tidspunkt, det foregik, og at det altså ikke handler om datidens forseelser set med nutidens briller, men at vi ved, at det var ulovligt. Men så er det et spørgsmål om en konkret enkeltstående situation, som en konkret siddende regering tager stilling til.

Hr. Jeppe Bruus.

Det er lige præcis det, der er sagen her: en konkret situation, som er gennembelyst, og som vi siger kalder på en undskyldning. Det er jo lige præcis det, der er sagen her.

Skal jeg forstå ordføreren på den måde, at hvis regeringen var villig til at sige ja, ville Liberal Alliance også sige ja? Så indtager man jo samme synspunkt som DF.

Værsgo til ordføreren.

Nej, i det her beslutningsforslag er der ikke tale om én konkret sag. Her er der tale om, at man skal give alle børn i statens eller åndssvageforsorgens varetægt en undskyldning. Det er ikke et konkret forslag om en enkeltstående sag, som man synes har været helt grotesk.

Og ja, hvis ministeren kom og sagde, at de gerne ville give en undskyldning for det her, ville Liberal Alliance støtte ministeren i det.

Tak for det. Så er det fru Trine Torp.

Jamen nu bliver jeg lidt forvirret på et højere plan, for først siger ordføreren, at Liberal Alliance ikke kan bakke op om det her forslag, fordi det kun giver en undskyldning til nogle børn og ikke en masse andre, og bagefter siger ordføreren, at hvis der kom en konkret anmodning fra regeringen om at give en undskyldning til Godhavnsdrengene, ville man gerne bakke det op. Er det ikke en gruppe af konkrete børn? Jeg vil bare gerne vide: Er man i Liberal Alliance indstillet på at give undskyldninger, eller er man ikke indstillet på at give undskyldninger?

Ordføreren.

Liberal Alliance mener ikke, at det er op til Folketinget at give undskyldninger. Vi mener, at det er en regering, der skal give undskyldninger. Det vil sige, at hvis en siddende regering ville give en undskyldning, ville de kunne gøre det.

Når vi ikke vil sige ja til det her beslutningsforslag, som det foreligger her, er det, fordi det netop sender et signal om, at man vil give en undskyldning til nogle børn og ikke andre børn, og det vil vi ikke være med til, for det mener vi ikke er en opgave, vi som politikere skal påtage os. Men hvis regeringen vil gå ud og sige undskyld på vegne af regeringen, kan regeringen jo gøre det.

Fru Trine Torp.

Så vil jeg gerne høre: Hvor er det i det her beslutningsforslag, at det er nogle bestemte børn, der skal have en undskyldning?

Ordføreren.

Det er de børn, som er i statens varetægt, altså i statslige institutioner, og det vil sige, at børn, som har været i deres egen familie, og hvor kommunen har overset en række underretninger om mistrivsel eller seksuelle overgreb, jo ikke er omfattet af det her. Og derfor ville de børn ikke få en undskyldning, hvis man stemte ja til det her beslutningsforslag.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Tak. I Alternativet har vi ikke været en del af den debat, der har været gennem årene om det her emne i den her sal, så vi har i forberedelsen til, hvad vi skulle mene om det her, prøvet at holde øjnene meget, meget direkte på sagen og vurderet den ud fra vores værdier, gennem vores optik, vores etiske briller. Vi synes ikke, at fortidige historiske forudsætninger undskylder de ulovligheder, man har gjort sig skyldig i igennem tiden over for de børn, der tales om her. Og vi synes også, at historien er rigtig levende i den her sal i dag.

Når vi kan bruge vores magt her i Folketinget til at give mennesker en undskyldning, der kan lette smerten efter urimelige og uforskyldte lidelser, så synes vi, man skal gøre det. Vi har allerede hørt eksempler på, hvilke lidelser de mennesker, vi taler om i dag, har gennemgået. Og det er klart, at de kapitler i historien kan vi jo ikke skrive om. Men vi har indflydelsen til fra højeste sted at give de nulevende ofre, som har fået en respektløs og til tider grusom behandling, en velment og reel undskyldning. Og jeg er sikker på, at det betyder en lettelse for de nulevende mennesker, som uforskyldt blev ofre for svigt og grusomheder i fortidens institutioner.

Blandt de henvendelser, jeg får fra organisationer, som repræsenterer borgere, der har været udsat for de omtalte svigt, er der et stort håb om, at vi i dag enes om at give en officiel undskyldning. Og der er også et ønske om, at vi bruger dagen til at se fremad og sikre, at mennesker med handicap og særlige behov får et godt liv på institutionerne. Så Alternativet mener, at vi skal sige undskyld til de mennesker, der har været udsat for de fortrædeligheder, vi taler om i dag, og at vi skal bruge anledningen til at minde os selv om, at vi altid skal arbejde for at sikre et godt og værdigt liv for de borgere i vores samfund, der uforskyldt er blevet afhængige af andres hjælp i deres hverdag.

Tak til ordføreren. Da Det Radikale Venstres ordfører ikke er til stede, går vi videre til fru Trine Torp, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Hvis man er udsat for overgreb og vanrøgt, er det vigtigste i sagens natur at få det stoppet, så man kan føle sig i sikkerhed igen. Men derefter er det vigtigt for at komme videre, at dem, der er skyld i overgrebene, påtager sig ansvaret. Mange, som er ofre, er tynget af skyld og skam, og de er tynget af tvivlen om, hvorvidt de selv kunne have gjort noget for, at det ikke skete. De følelser er svære at leve med, og traumet kan være svært at bearbejde, hvis ikke der er nogen, der helt klart siger: Vi var dem, der gjorde noget forkert, og vi undskylder den smerte, det har påført dig.

I 2011 udkom Godhavnsrapporten støttet af Socialministeriet. Den viste tydeligt, at de drenge, som havde været anbragt på drengehjemmet, havde været udsat for massivt svigt, overgreb og fysisk og psykisk vold. Drengene var blevet isoleret fra det omgivende samfund, var blevet udsat for overmedicinering, strafbare handlinger og manglende tilsyn. Også efter datidens standarder var det ulovligt, hvad der foregik, men på grund af forældelse er der aldrig faldet dom.

SF tog dengang initiativ til at få den daværende regering til at give en officiel undskyldning på vegne af staten ved at indkalde til samråd, men det var der ikke opbakning til. Det håber vi at der kan blive nu, og det er fint, at der med det her beslutningsforslag også er lagt op til et udredningsarbejde, og at undskyldninger kan gives til andre, der har været udsat for svigt fra social- og åndssvageforsorgens side. Der eksisterer jo også historier om tvangssterilisation, tvangsflytning af grønlandske børn og vanrøgt i særforsorgen.

Samtidig er det vigtigt, at vi som samfund får skrevet ind i historien, at vi definitivt har taget et opgør med fortiden, så vi kan lære af den, og så fremtidens socialpolitik kommer til at bygge på nogle helt andre værdier. Heldigvis har vi i dag fået ophævet revselsesretten takket være et rødt flertal. Vi har gode socialpædagogiske behandlingsmiljøer, vi har fået et langt bedre tilsyn, og vi har fået større fokus på beskyttelse af børn og deres rettigheder. Det er den vej, vi skal fortsætte ad.

Men det er altså på tide at få givet en undskyldning til dem, der desværre ikke havde de vilkår. De berørte lever stadig, og nogle af dem sidder på tilskuerpladserne, og der er måske nogle, som følger med på tv. De lever med en skam og nogle traumer, som det er svært at mindske, så længe der ikke er nogen, der påtager sig ansvaret for det, der er sket. Det ønsker vi i SF skal ske, og vi bakker derfor op om forslaget. Og jeg vil også sige, at vi derudover er helt klar til at ændre på forældelsesfristen, så vi kan undgå, at ansvaret for svigt og overgreb ikke kan placeres. Der må trækkes en streg i sandet.

Tak til fru Trine Torp. Og der er lige kommet et ønske om en kort bemærkning, så bliv lige stående et øjeblik. Værsgo, Fru Laura Lindahl, Liberal Alliance.

Tak. Jeg vil bare høre ordføreren, hvad der er sket, siden ordførerens tidligere formand, fru Annette Vilhelmsen, var socialminister og sagde nej til at give en officiel undskyldning, og til nu. Så hvad er det, der er sket, siden SF havde ansvaret og kunne have gjort det, til nu, hvor man ikke har ansvaret, og hvor man sidder i opposition, og mener, at nogle andre skulle gøre det? Hvad er der sket, siden man har ændret mening?

Værsgo til ordføreren.

Jeg tror faktisk ikke, der er nogen som helst, der er i tvivl om, hvor SF har stået i den her sag hele tiden, i og med at det var Özlem Cekic, der i tidernes morgen indkaldte til samråd med den daværende konservative socialminister, netop på grund af det her. Jeg kan bare sige klokkeklart, at hvis man er en regering, hvor der er mere end ét parti, så skal man blive enige, og det var regeringen ikke. Man måtte jo træffe en fælles beslutning.

Fru Laura Lindahl.

Så det, ordføreren siger, er, at da ordførerens parti, Socialistisk Folkeparti, havde magten, og man sad på ministerposten, sagde man, at man ikke ville give en officiel undskyldning, men det var egentlig ikke ens holdning, for det var, fordi man ikke kunne blive enige med de øvrige regeringsmedlemmer? Er det korrekt? Og kan ordføreren også godt forstå, at det klinger en lille smule hult for os andre partier at høre den ene ordfører efter den anden stå og kræve en undskyldning, når man selv har haft magten og ikke gjorde noget, da man havde muligheden?

Værsgo til ordføreren.

Jeg vil bare sige, at jeg vil opfordre Laura Lindahls parti til at blive en del af en regering. Så vil man være klar over, at det ikke er alle de synspunkter, man har, som man kan gennemføre.

Tak til ordføreren. Så er det fru Mette Abildgaard. Værsgo.

Vi har meget i danmarkshistorien at være stolte af, og vi er ikke bange for at se tilbage på de mange gode minder og genoplive dem. Alle kan jo lide at være stolte af deres land. Men vi har desværre også mange svigt på samvittigheden som nation, og svigtene bliver ikke mindre af, at man i eftertiden tier dem ihjel. Det kan vi ikke være bekendt over for dem, som led under svigtene, og som derfor står tilbage med ar på sjælen.

Lad mig sige det ganske klart: Ja, vi har gennem danmarkshistorien svigtet nogle af de udsatte grupper, som vi ellers som samfund havde et helt særligt ansvar over for. Godhavnsdrengene er blot ét eksempel på dette, men det er jo desværre et eksempel, som står hjerteskærende i alles bevidsthed. Vi skylder disse børn at gøre alt, hvad der står i vores magt, for at sikre, at lignende svigt ikke kommer til at ske igen fremadrettet. Jeg kan godt forstå, at der sidder nogen tilbage med ønsket om en officiel undskyldning fra Danmark, men vi mener i Det Konservative Folkeparti, at det er svært i nutiden at undskylde for noget, der skete i fortiden, også selv om vi ikke er i tvivl om, at der skete ting, der ikke var lovlige. Kun de ansvarlige kan undskylde, og man kan ikke påstå, at den nuværende statsminister bærer et ansvar.

Vi er også bekymret for, om det kan danne en præcedens for undskyldninger. For burde vi eksempelvis så også undskylde for, at stikkere og andre i deres selskab blev likvideret efter anden verdenskrig, uden at de ansvarlige blev retsforfulgt? Der svigtede vi nogle helt grundlæggende retsprincipper, der ellers også er fundamentale i en stat. Det svære er, hvor vi trækker grænsen.

Så må jeg bare sige, at det at have den her debat i dag jo overhovedet ikke havde været aktuelt eller nødvendigt, hvis forslagsstillerne selv havde handlet, da man havde muligheden for det. Kunne man på nogen måde give en moralsk anerkendelse af, at det, der skete dengang, ikke var i orden, så ville jeg synes, det var alle tiders, men det må være op til regeringen at tage det initiativ. Det mener jeg ikke er noget der skal pålægges fra Folketingets side. Vi er som parti også klar til at diskutere forældelsesfristen. Det ville være bedst, hvis dette kunne klares i det juridiske system, og der er ikke nogen tvivl om, at der er forældelsesfristen en stopklods.

Til allersidst vil jeg bare sige, at de ting, der har fundet sted, er modbydelige, og undskyldning eller ej kommer de svigt, der har fundet sted, aldrig til at være i orden. Med de ord må jeg sige, at vi ikke støtter beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Mette Frederiksen.

Historien om Danmark er jo på mange måder historien om et land, der har udviklet sig socialpolitisk med en enorm hast og en enorm kraft. Uden sammenligning er vi i dag et af verdens bedste samfund. Vi har en stor grad af lighed, vi har markant færre sociale problemer, vi har en høj grad af tryghed, beskyttelse og rettigheder, ikke mindst for vores udsatte borgere. Vi har meget at være stolte af både i dag og i vores historie. Men vi har stadig store og massive socialpolitiske udfordringer, og vi har desværre stadig det, jeg vil kalde blinde vinkler.

De blinde vinkler findes i dag, når den negative sociale arv bliver vigtigere end vores evner; når børn omsorgssvigtes, først i deres hjem og efterfølgende af myndighederne, og når dårlige levevilkår ikke i tilstrækkelig grad udfordres af os andre og forandres. Og de blinde vinkler findes i vores historie.

Det er det, debatten i dag har handlet om. Folketinget behandler i dag et beslutningsforslag, som repræsenterer et af de mørkeste kapitler i nyere danmarkshistorie; et kapitel, der er så dunkelt og så svært at forstå og med så store menneskelige omkostninger, at det næsten ikke er til at begribe. Som en del af den moderne danmarkshistorie har vi en række medborgere, der har været anbragt på børnehjem i efterkrigstiden. På nogle af stederne var forholdene ordentlige, i hvert fald set gennem samtidens briller, men andre steder var forholdene umenneskelige.

Godhavnsrapporten fortæller om børn, der er blevet voldtaget; børn, der er blevet mishandlet og misrøgtet, både hvad angår forkerte pædagogiske principper og næsten værst af alt en total mangel på menneskelig omsorg. Og i den daværende Åndssvageforsorg, som jo faktisk fungerede helt frem til 1980, ved vi, at mennesker med funktionsnedsættelser er blevet gemt væk, tvangssteriliseret og berøvet deres frihed og deres værdighed. Vi ved, at der er børn, der mod deres vilje er blevet deporteret væk fra Grønland til Danmark – både mod deres egen vilje og mod familiens vilje.

Alt det her lyder jo som en fjern fortid og som et helt andet samfund, men det er ikke en fjern fortid. Dem, der var drenge på børnehjemmene i 1960'erne, er i dag voksne mænd, og flere er til stede i salen. Og nogle af de kvinder, der fik frataget moderskabet, og som på baggrund af tvivlsomme psykiatriske erklæringer blev erklæret åndssvage, lever i dag. Derfor er det ikke rigtigt, når den nuværende socialminister udtaler, at der var tale om en anden tid. Det her er vores tid.

Det måske allerværste er, at fælles for de mange er, at vi andre ikke har set dem. Alt for mange her i Danmark kender ikke historien om drengene fra Godhavn; om dem, der kom til Sprogø; om de børn, der blev omsorgssvigtet, mishandlet og forsømt på det groveste. I vores samfundsmæssige kollektive erindring har denne skyggeside af vores udvikling ikke endnu fundet sin plads. Det er derfor, at vi fremsætter beslutningsforslaget. For det mørke kapitel af danmarkshistorien skal ud i lyset. Det skal ind i Folketingssalen. Det skal være en del af vores erindring, vores forståelse og vores udvikling, og ofrene skal have en undskyldning. Som samfund har vi nu muligheden for at påtage os det ansvar, vi svigtede dengang.

Det er rigtigt, hvad flere har sagt, nemlig at vi i Danmark ikke har nogen lang tradition for at give undskyldninger. Og jeg ved, at man gennem nutidens briller kan komme til at dømme fortiden forkert. Men systematisk vold, voldtægt og andre seksuelle overgreb har aldrig været inden for lovens rammer. Og manglende kontrol og tilsyn fra myndighedernes side repræsenterer jo i sig selv et dobbelt svigt. Den alt for blinde tro på få lægers ord i Åndssvageforsorgen repræsenterer både et fagligt og et menneskeligt svigt. Jeg anerkender fuldt ud, at det fagligt set er svært at foretage afgrænsningen af, hvem der skal have en undskyldning, og hvem der ikke skal. Men lad os så påbegynde den svære proces. Lad os få foretaget den faglige vurdering.

Undskyld, ordfører, lige et øjeblik. Jeg skal bede om, at der ikke bliver blitzet. Man må meget gerne fotografere, men ikke blitze. Det er ret forstyrrende. Tak.

Lad os gå igennem den svære proces, for vi kommer ikke videre som samfund, hvis ikke vi gør det forsøg.

Jeg vil gerne takke både Enhedslisten, SF og Alternativet for at bakke op om beslutningsforslaget. Desværre er jeg ikke overrasket over, at Venstre, Konservative og Liberal Alliance ikke ønsker at støtte det. Noget mere besynderligt finder jeg Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstres afvisning af beslutningsforslaget her. Det er vel svært at påstå, at man vil nogle af de mest udsatte grupper, hvis ikke man er villig til at påbegynde den her diskussion, når man nu får muligheden derfor.

Jeg vil også efter diskussionen i dag insistere på, at vi som samfund giver en undskyldning af to årsager. Blandt dem, der har været udsat for de overgreb, vi har diskuteret i dag, er der stadig nulevende. For dem er situationen ikke fortid, det er nutid. De lever deres liv, mange med ar på krop og sjæl, og måske værre end det, så ved jeg efter samtaler med flere af de berørte, at mange også stadig lever med tvivlen, skammen og skyldfølelsen over de overgreb, der fandt sted. De lever med sorgen over de kammerater, der ikke magtede at få et liv til at fungere.

Det er nok for meget at håbe på, at en officiel undskyldning automatisk vil bringe tilgivelse for ofrene for uhyrlighederne, men en undskyldning vil kunne bidrage til, at noget af den skyld, der blev banket ind i drengekroppene, bliver løftet fra deres skuldre, de skuldre, der igennem et helt liv har båret byrder, som ingen mennesker i vores samfund bør udsættes for. Og fra samtaler med flere af de berørte, som det her beslutningsforslag omhandler, ved jeg, at erstatning ikke er det, der har været det primære mål, f.eks. for Godhavnsdrengenes kamp. Spørgsmålet om erstatning er jeg selv både åben og positiv over for. Jeg synes sådan set, at det på mange måder ville være utrolig rimeligt.

Det skal vi gøre rigtigt. Det tror jeg sådan set også vi kan finde en løsning på. Det er vigtigt, at vi gør det her rigtigt, og at vi ikke fremover glemmer nogle af de mennesker, der har mest behov for opmærksomhed, i historiens glemsel, som det har været tilfældet indtil nu. Det er jo vores historie, der har gjort Danmark til det land, vi er i dag, på godt og på ondt. Den ubarmhjertighed, som Godhavnsdrengene og andre med dem er blevet mødt med, er en del af, hvem vi er som befolkning og som samfund.

Men hvordan vi kommer videre, beslutter vi jo her. Jeg kan måske sige det så enkelt, at jeg mener, at beslutningsforslaget i dag handler om anstændighed. Hvis vi som samfund skal blive klogere og med oprejst pande vide med os selv, at vi har haft modet til at se vores egen historie i øjnene, tror jeg, at det kræver en undskyldning, en ærlig og oprigtig undskyldning, for at begynde den rejse, det også er at læge sårene på vores historie for at give de berørte en velfortjent hvile og en vished for, at den stat, der svigtede engang, oprigtig beklager dens gerninger og det svigt, de bliver mødt af. Så når alt kommer til alt handler beslutningsforslaget her om anstændighed.

Tak til ordføreren. Så er der nogle korte bemærkninger, først Susanne Eilersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jamen anstændighed, nu står jeg her med en artikel fra Information fra 09.01.2012, lige efter ordføreren kom i regering og fik en central rolle, og der vil jeg godt læse et citat op fra Poul-Erik Rasmussen, som er talsmand for Godhavnsdrengene. Citatet starter:

»Vi troede, at vi havde opbakning fra Socialdemokraterne, men nu gider de os ikke mere. Det er, som om de bare har brugt os til at få magten med.«

Vil ordføreren uddybe det citat?

Værsgo til ordføreren.

Nu er det jo svært for mig at uddybe et citat fra en anden, men jeg kender Poul ganske godt og har også samtalet med både ham og andre af Godhavnsdrengene. Jeg mener, at vi begik den fejl som regering, at vi ikke selv fik det her effektueret, og det, jeg har muligheden for nu, er jo at rette op derpå både som Socialdemokratiets formand og som statsministerkandidat. Jeg ville jo egentlig allerhelst komme i gang med arbejdet nu. Det er derfor, vi har fremsat beslutningsforslaget. Hvis vi ikke kan få flertal i det nuværende Folketing, er det jo en kamp, vi vil blive ved med at kæmpe. Men det, at der måtte være begået fejl af tidligere regeringer, bør vel sådan set ikke afholde Dansk Folkeparti fra at træffe den rigtige beslutning i dag.

Fru Susanne Eilersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Nu er det jo lige nøjagtig ordføreren, der selv er citeret i den her artikel, og som vi jo også ud fra det samråd, der var i juni 2011, kunne se at ordføreren kæmpede glødende for. Jeg kan så læse længere nede i artiklen, at Poul-Erik Rasmussen, der selv havde valgt at tage kontakt til netop ordføreren, siger, og jeg citerer igen: »Men jeg blev bare fejet af: det var ikke længere hendes bord.«

Så vil jeg godt høre ordføreren: Hvorfor er det, at det er ordførerens bord, når ordføreren er i opposition, og når ordføreren så kommer ind og får en stor central placering i en regeringsmagt, så ikke længere ordførerens bord?

Værsgo til ordføreren.

Som jeg sagde før, mener jeg, at vi begik en fejl ved ikke at få det her gennemført, mens vi sad i regering. Snævert set er det sådan set korrekt, at med den post, jeg bestred på det tidspunkt i regeringen, ville det ikke være et anliggende for undertegnede som ressortminister, men det ændrer jo ikke på, at nu har vi muligheden for at få truffet en anden beslutning. Jeg vedkender mig de fejl, vi har begået i Socialdemokratiet. Jeg står her i dag og siger, at nu ønsker vi at få det gennemført og kan vel sådan set godt forvente, at Dansk Folkeparti gør det samme, nemlig hvad vil Dansk Folkeparti? Nu har man muligheden for at stemme for. Lad os få givet ofrene en undskyldning.

Næste korte bemærkning er fra hr. Jan E. Jørgensen, Venstre.

Vi fik før et sjældent indblik i uenighederne i den forrige regering, og jeg kunne forstå, at det ikke var SF, der havde modsat sig, at man dengang gav en undskyldning, tværtimod. Jeg kunne også forstå på fru Mette Frederiksens tale her, at fru Mette Frederiksen er overrasket over, at Det Radikale Venstre har det synspunkt, som de har, så det må betyde, at Det Radikale Venstre heller ikke dengang ytrede sig imod at give en undskyldning. Jeg må så konkludere, at det var Socialdemokraterne, som dengang havde skylden for beslutningen om den uanstændige afvisning af at give en undskyldning.

Kan vi få en officiel undskyldning på Socialdemokraternes vegne for den fejlagtige politik i forrige periode?

Ordføreren.

Det er altså en mærkelig tendens, der er kommet på Christiansborg. Når jeg står på talerstolen i dag og siger, at det var en fejl, at vi ikke gjorde det, så er det jo sagt. Så find dog på noget nyt at diskutere i næste spørgsmål, for nu er det jo Venstre, der afviser det. Venstre har muligheden for at stemme for.

Ja, jeg mener, at det var en fejl, at vi ikke gjorde det, da vi sad i regering. Den fejl vil jeg gerne rette op på, for jeg synes, det er vigtigt. Jeg synes, at det her er vigtigt. For mig er det ikke bare et beslutningsforslag en fredag formiddag. For mig er det her muligheden for, at vi som parlament og som Folketing kan se fortiden i øjnene og få skabt et grundlag, hvorpå vi kan give de pågældende en undskyldning.

Og vi kan godt gøre det her til et christiansborgspørgsmål – det gør vi jo flittigt i stort set alle henseender – eller også kan vi diskutere indholdet, for det, vi har fået at vide substantielt er Venstres forklaring på, hvorfor man ikke skal stemme for, er, at det hører en anden tid til. Men det var ikke en anden tid. Det er vores tid. Dem, der var drenge dengang, sidder på tilhørerpladserne nu. De lever. Det var ikke en anden tid, det var vores tid, og jeg synes, at vi skal ind til kernen og forholde os til substansen: Vil vi give en undskyldning eller ej? Jeg mener, at svaret er ja.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Retsopgøret efter besættelsen er også vores tid. Der er også folk fra dengang, der lever.

Det her er altså en meget stor principiel debat på det indholdsmæssige plan. Jeg noterer mig, at jeg ikke fik svar på, om det var Socialdemokraterne, der i sin tid var ansvarlige for, at regeringen dengang ikke kom med en undskyldning. Jeg hørte heller ikke fru Mette Frederiksen tage ordet undskyld i sin mund, andet end at sige, at der var begået fejl. Det tror jeg alle kan se der er, også mod Godhavnsdrengene, men jeg hørte ikke, at vi fik en officiel undskyldning.

Fru Mette Frederiksen.

Når man som regering træffer beslutninger, gør man det som et kollektiv. Det har sikkert et lidt mindre kollektivt præg, når man er en etpartisregering, men når man er flere partier, træffer man beslutninger kollektivt. Det gælder i den her sag, som det gælder ved alle andre.

Jeg har ikke nogen som helst problemer med at sige, at jeg mener, at vi begik en fejl ved ikke at få gennemført det her. Godhavnsdrengene, de kvinder, der er blevet tvangssteriliseret, og de grønlandske børn, der er blevet deporteret til Danmark mod deres vilje, har behov for en officiel undskyldning. Den ønsker vi at give, og jeg synes egentlig, at det ville klæde de øvrige partier i Folketinget at forholde sig til, om man synes, at man skal gå den vej eller ej.

Den sidste, der har bedt om en kort bemærkning, er fru Laura Lindahl, Liberal Alliance.

Tak. Og tak for ordførerens indlæg. I forhold til anstændighed mener ordføreren ikke, at det ville være mere anstændigt – i stedet for som Folketing eller regering at give en undskyldning til nogle børn – at fjerne forældelsesfristen, sådan at alle svigtede børn i Danmark altid har en mulighed for at få placeret det ansvar, som ligger tungt på deres skuldre? Er det ikke lige præcis ved at fjerne forældelsesfristen, at vi ser fortiden i øjnene og står ved vores nutidige ansvar?

Ordføreren.

Hvorfor egentlig gøre det til et spørgsmål om enten-eller? Hvorfor ikke gøre det til et spørgsmål om både-og? Altså, vi har jo forældelsesfrister på en række områder – både på det socialpolitiske og det retspolitiske – og vi kan da bare påbegynde den diskussion om forældelsesfrist. Den er i øvrigt startet i kølvandet på en aktuel børnesag – igen igen – hvilket vel sådan set bekræfter behovet for, at vi som samfund tør se det i øjnene, når vi svigter nogle af vores allermest udsatte grupper, og det finder jo stadig sted på det sociale område.

Så jeg og Socialdemokratiet er – det har vi i øvrigt også meldt – aldeles positive over for at diskutere forældelsesfrister. Det er da et helt aktuelt og nødvendigt spørgsmål. Men hvorfor gøre det til et enten-eller? Hvorfor ikke gøre det til et både-og?

Fru Laura Lindahl.

Tak. Når jeg ikke tænker, at det handler om både-og, er det, fordi jeg ser en undskyldning som det samme som det, man gør, når man pålægger et ansvar eller tager et ansvar, altså når man får placeret ansvaret for de handlinger, der er foretaget. Det er det, jeg ser en undskyldning være et symbol på, lige så vel som jeg ser det, når domstolene gør det.

Derfor mener jeg, det er det samme, man får ud af det, hvis man går til en domstol, der får placeret ansvaret; det er det samme som den undskyldning, man vil give. Og jeg synes, det er mere rigtigt at gøre det via domstolene, så det også gælder for alle.

Ordføreren.

Men vi kender jo fra en række andre samfund den her måde at arbejde på. Altså, ifald vi gør det her – jeg kan jo ikke få flertal for det i dag, men det håber jeg vi får en dag – vil vi jo lægge os i rækken af en række øvrige lande, der også har givet undskyldninger på baggrund af overgreb, der er sket. Det kan eksempelvis være mod en oprindelig befolkningsgruppe eller andet.

Så selve det, altså instrumentet, er jo ikke ubekendt. Og jeg har lidt svært ved at forstå, hvorfor rækkefølgen skulle være bedre. Hvorfor skal det være ofrene fra dengang, der skal løfte bevisbyrden og rejse en sag? Hvorfor tager vi det ikke på vores skuldre? Vi har alt andet lige flere ressourcer og flere muskler til at kunne løfte diskussionen, nemlig ved at tage officielt stilling som stat og som samfund og sige: Der blev begået fejl, der blev begået overgreb. Ofrene lever stadig, de skal have det løftet af deres skuldre, og det er Folketinget, der kan gøre det.

Der er en enkelt yderligere, der har bedt om en kort bemærkning, og det er fru Mette Abildgaard fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig at høre, om fru Mette Frederiksen, hvis hun bliver statsminister, også vil give en officiel undskyldning til de stikkere, men også dem i deres selskab, der blev likvideret efter anden verdenskrig. Det blev aldrig fulgt op i retssystemet, og man fik ikke dømt dem, som udførte de her mord. Der er oven i købet eksempler på, at man fra statens side forsøgte at mørklægge de undersøgelser, der var af det dengang.

Det, vi taler om i dag, er et fundamentalt brud og svigt af socialt udsatte børn. Det, jeg nævner her, er et fundamentalt svigt i forhold til retssikkerheden i vores samfund. Så jeg vil blot høre, om der også er planer om eksempelvis at give en undskyldning for det.

Ordføreren.

Jeg har ikke nogen planer om at gå ind i spørgsmål omkring anden verdenskrig. Jeg vil ikke på stående fod afvise, at det kan være relevant at gøre det. Det, jeg har faglige forudsætninger for i dag i forbindelse med det beslutningsforslag, der behandles, er at forholde mig til, både hvad angår Folketinget og mig selv, hvad det er, der er foregået i vores socialforsorg og på socialområdet i det hele taget i nyere tid.

For mig er det meget tydeligt, og det er meget understreget både i vidnebeskrivelser, men også i de mere officielle skrifter, der ligger på området nu, at vi har at gøre med et svigt i eksisterende lovgivning, at vi har at gøre med et svigt, der ligger ud over lovgivningen – altså overgreb, der også var ulovlige på det tidspunkt – og så i øvrigt i et dobbeltsvigt, ved at vi har haft at gøre med en række tilsynsmyndigheder og kontrolinstanser, der har været korrumperede og ikke levet op til deres ansvar. Det er for mig så utrolig entydigt og tydeligt, at det skal medføre en undskyldning.

Spørgsmål omkring anden verdenskrig har jeg ikke forudsætninger for at kunne svare fyldestgørende på her.

Fru Abildgaard.

Det er også helt fair, og det er heller ikke det, vi diskuterer i dag. Jeg bringer blot eksemplet frem for at understrege, at det her er en svær sag, hvor det kan være svært at trække en streg i sandet og sige: Det er her, vi undskylder, og det er her, vi ikke undskylder.

Jeg vil så apropos den sag, jeg bringer op her, nævne, at den altså også er vældig underbygget i forhold til, at der er et reelt problem. Det var sådan set bare min pointe at understrege, at det kan være svært at trække en streg i sandet for, hvornår der skal undskyldes, og hvornår der ikke skal.

Ordføreren.

Men jeg har sådan set ikke sagt, at det ikke er svært. Jeg har ikke sagt, at der ikke er behov for yderligere faglige vurderinger og afgrænsninger. Det eneste, jeg i virkeligheden beder om, er, at vi kommer i gang med det arbejde, også selv om det er svært. Det er jo, synes jeg, lidt på sin egen måde ærgerligt for vores folkestyre, hvis vi stopper en nødvendig proces, fordi den er svær. Så må vi jo gå i gang med den.

Som jeg sagde det før: Når det handler om socialområdet, mener jeg, det er helt markant og tydeligt, hvorfor det er nødvendigt at påbegynde det her arbejde. De svære diskussioner er jeg sikker på at vi kan finde en afgrænsning til og en konklusion på, hvis vi tænker os om.

Tak til ordføreren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Da det er tilfældet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Social- og Indenrigsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter det som vedtaget.

Det er vedtaget.