Tak for det.
Jeg vil egentlig gerne indlede med at kvittere for debatten.
Så har der været to ting, som jeg måske synes kræver lidt ekstra ord, inden jeg dykker ned i de forskellige partiers kommentarer.
Der var flere, som centrerede sig om, om det var en ekstra straf, at det gik helt ned til 0,5 promille, således at der, når man har kørt med en promille på 0,5, også vil falde den straf, at man skal køre med alkolås.
Jeg vil gerne sige, at det fra SF's side er vores ønske.
Vi synes, at der er behov for en gevaldig opstramning.
Der er så flere, der har antydet, at det skulle være uklart, og til det kan jeg bare sige indledningsvis, at det sådan set ikke er uklart.
Jeg synes, at der er behov for, at vi slår meget hårdt ned på spritbilisme.
Jeg tror, det var Venstres ordfører, der var inde på, at 25 pct.
af trafikdrabene skyldes spiritus.
Hvis vi tager den rapport, der kom fra Havarikommissionen, om vejtrafikulykker, viser den, at to ud af tre ulykker om natten i landzonerne skyldes spiritus.
Det understreger for mig at se, at vi har et problem, når to ud af tre af de ulykker, vi har i landzonerne om natten, skyldes spiritus.
Så handler det i hvert fald også om, at vi har nogle kulturelle ting i Danmark, som gør, at det stadig væk i lidt for mange sammenhænge er okay lige at hoppe ud i bilen og tage den hjem, fordi det er svært for en taxa, eller fordi der er langt til bussen.
Det synes jeg ikke er i orden.
Jeg synes også, der er behov for, at vi politisk sender et meget, meget klart signal – og det vil jeg også gerne kvittere for at langt de fleste partier har gjort i dag – om, at vi sådan set anerkender, at her er der et problem, som vi er nødt til at adressere.
Jeg synes, man skulle gå meget hårdt til værks, og det er også baggrunden for, at vi har fremsat det her forslag.
Når det er sagt, vil jeg egentlig gerne kvittere for de bemærkninger, der er kommet over en bred kam.
De kom også i forskellige tonelejer, har jeg lyttet mig til, men der er sådan set bred opbakning til, at vi skal gøre noget.
Og der er bred enighed om, at det forslag, som allerede er i funktion, og som har virket et års tid, er alt, alt for lidt, når det er syv spritbilister, der har benyttet sig af den her alkolås, og at det selvfølgelig også kalder på en politisk handling.
Jeg vil også gerne kvittere ministeren for, at han allerede nu indikerer at ville tage nogle politiske drøftelser om det og invitere ordførererne over; det glæder mig rigtig meget.
Jeg vil gerne kvittere for det, for jeg synes, det er positivt, at vi kan gå direkte til handling.
Nu vil jeg selvfølgelig også gerne se, at det så bliver fulgt op med konkret handling, og vi vil selvfølgelig forbeholde os ret til, såfremt vi ikke kan komme videre med det, at kigge på, om vi skal gå videre med afstemning om de konkrete forslag.
Men jeg håber og tror sådan set også, at vi kan samle en bred kreds af partier, som har et oprigtigt ønske om at gøre noget i forhold til de alt for mange mennesker, som sætter sig ud i bilen og kører med sprit i blodet.
Det, at det i sidste ende koster deres eget liv, kan man måske sige er, hvad det er, når det er selvforskyldt, men det, der er det rigtig triste, er, når det koster alle mulige andres liv og førlighed.
Så har vi i den grad et samfundsmæssigt problem, vi også er nødt til politisk at forholde os til.
Der var flere andre bemærkninger, som jeg bare kort vil komme ind på.
Socialdemokraterne var inde på, at der også er nogle udfordringer i forhold til prisen.
Det er jeg sådan set meget enig i.
Jeg svarede, jeg tror, det var Venstres ordfører, nej, det var Dansk Folkepartis ordfører, der var inde på det, at det, man jo kan gøre i dag, er, at man i hvert fald mig bekendt kan erhverve en alkolås for 800-900 kr.
ved at leje den.
Det er stadig væk rigtig mange penge for mange mennesker, og derfor kunne det også være en mulighed, at man kiggede på, hvordan man også fra statslig side kunne købe en større samling, for så er der som regel også en vis mængderabat.
Det diskuterer vi meget på sundhedsområdet i de her dage, det handler om samkøb og fælles indkøbsaftaler osv., men det kunne jo også være en af de muligheder, man skulle afsøge, således at man måske også fik noget mængderabat.
Nu er det jo sådan, at i Sverige var antallet af spritbilister, der fik installeret alkolås alene i 2014, over 3.200, men samlet set er der over 90.000 alkolåse i brug, fordi der er mange, der har fået det installeret i firmabilerne.
Det leder mig over til det, som også Dansk Folkeparti var inde på, nemlig diskussionen om promillegrænsen.
Lad os endelig tage den, det vil jeg sådan set gerne være med til.
Men jeg vil også gerne kvittere Dansk Folkeparti for den løsning, som de var inde på, og som jeg også mener skal være den langsigtede løsning, og den er, at der som udgangspunkt bør være alkolås i nyere biler, for det er noget, vi er nødt til at få adresseret.
Venstre var også inde på det, de var måske lidt mere skeptiske over for udgiften, men de var det også over for den nuværende ordning, som ikke virkede tilstrækkelig.
Det vil jeg gerne kvittere for.
Jeg tror sådan set, vi kan nå hinanden her.
Enhedslisten, Liberal Alliance og Alternativet havde forskellige tonelejer og havde også forskellige forbehold i forhold til det.
Grundlæggende synes jeg, at det er positivt, at vi er kommet så langt i dag, at vi nu forhåbentlig kan mødes hos ministeren, og jeg går ud fra, at det bliver inden sommerferien.
Det nikker ministeren til, så det vil jeg selvfølgelig holde ham op på.
Han har også et par måneder at løbe på.
Vi er i en situation i dag, hvor vi må konstatere, at Sverige er kommet rigtig, rigtig langt, og forskellen på Sverige og Danmark, som bl.a.
Alternativets ordfører var inde på, er trods alt ikke særlig stor.
Det betyder også, at vi bør kunne høste tilsvarende erfaringer i dansk sammenhæng, og at vi måske ikke mindst kan få diskussionen, for jeg tror, at noget af det, som vi kan nå allerlængst med, er den præventive diskussion.
Det handler ikke så meget om diskussionen om alkolåse i sig selv og indførelsen af dem, hvilket jeg tror vil have en isoleret effekt på dem, der gør det igen og igen, men det handler i høj grad om den præventive effekt, når der bliver skabt opmærksomhed om det.
Der skal igen og igen gøres opmærksom på den risiko, man ikke bare selv, men også ens omgivelser løber, når man sætter sig ud i en bil og kører med sprit i blodet – jamen det er i den grad til fare for alle andre, ikke bare for en selv.
Så derfor mener jeg sådan set, at argumenterne står i kø, når vi taler om, at vi også er nødt til at gøre yderligere ved det.
Med de ord vil jeg gerne kvittere både de forskellige partier for at være positive, men også ministeren for at have vist imødekommenhed over for det konkrete forslaget.