Mange tak, og tak for en virkelig god debat, som jeg synes kommer godt rundt, og jeg synes, det er vigtigt at have de her grundlæggende debatter en gang imellem, også for at afdække, hvor de forskellige partier står i forhold til de her vigtige spørgsmål.
Lad mig starte med forespørgerne fra SF og hr.
Steen Gade, som jeg synes kommer med et rigtig godt indlæg.
Jeg kan bekræfte, at klima er kommet for at blive i den sikkerhedspolitiske redegørelse.
Vi har også fulgt op på det, vi skrev i i den sidste sikkerhedspolitiske redegørelse, både i forhold til Arktis, i forhold til det nordiske samarbejde, i forhold til vores udviklingsarbejde osv., og det vil vi selvfølgelig fortsætte med at gøre.
Jeg er egentlig også principielt enig i, at der er meget sikkerhedspolitik på klimaområdet – jeg mener sådan set sagtens, man kan argumentere for, at det er vores generation af politikeres største sikkerhedspolitiske udfordring, vi har med at gøre her; det hører naturligvis også hjemme i FN's Sikkerhedsråd.
Man skal dog være klar over, og det siger jeg bare sådan helt pragmatisk, at når man rejser det i det forum, så er det ikke nogen let debat, og man risikerer jo meget – det gjorde vi i hvert fald sidste gang – at man så bare får en debat om, hvorvidt vi overhovedet skal have debatten i Sikkerhedsrådet.
Derfor skal man være opmærksom på – selv om jeg er helt med på at prøve at få det integreret i det almindelige sikkerhedspolitiske arbejde, det er jeg virkelig, jeg tror, det er en god idé – som også hr.
Jens Joel og fru Lone Loklindt var inde på, at det ikke kan stå alene; der er andre fora, hvor man bliver nødt til og måske også vil have større succes med at fremme sagen end i lige præcis Sikkerhedsrådet.
Det er sådan set trist, at det er sådan, det er jeg enig med hr.
Steen Gade i, og det skal jo ikke afholde os fra at forsøge, når vi har muligheden, at gøre det.
Så er jeg glad for, at både Venstre og Konservative har bakket op i dag omkring den overordnede klimapolitiske målsætning, anerkender IPCC's arbejde, og jeg håber selvfølgelig, at det også afspejler sig i de hjemlige klimadebatter.
Her har vi jo også De Konservative med i vores klimapolitik, for så vidt angår klimaråd osv., det er vi glade for, og vi håber, at Venstre måske vil overveje det samme, ligesom vi håber, at vi, når vi nu skal snakke om vores energipolitiske aftale, så også der kan se det nye grønne Venstre og Konservative komme i fuld aktion.
Så har vi jo, kan jeg høre, nogle uenigheder – og det er helt fair – med både Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.
Liberal Alliance mener, at forskning er svaret.
Der er ingen tvivl om, at forskning spiller en afgørende rolle.
Danmark er jo det land i EU, der udtager flest patenter på det grønne område, fordi vi er nogle af dem, der er dygtigst på forskningsområdet og forsker mest i de her indsatser, og det er jeg da helt enig i at vi skal fortsætte med.
Men det er jo vigtigt at gøre opmærksom på, at der, hvor vi har den helt store udfordring, og der, hvor vi også er nogle af de allerbedste – i øvrigt i parentes bemærket – i Danmark, er, når vi skal omsætte forskning til virkelighed, når vi går fra forskning til demonstration til at udvikle de enkelte teknologier i produkterne, i den vedvarende energi, i de energibesparende teknologier – det er dér.
Og der skal der jo erfaringsmæssigt både forskning, men også en efterspørgsel til for at få de sidste led i værdikæden med.
Der er jo en grund til, at vindmøller over de sidste 5 år er faldet 30-40 pct.
i pris og solceller 80 pct.
i pris.
Det er, fordi efterspørgslen i verden har drevet innovationen frem, som så selvfølgelig er baseret på forskning.
Så jeg tror bare, man skal passe på med at sige, at bare man forsker ude på universiteterne og i det private erhvervsliv, vil det i sig selv løse problemet.
Det er en forudsætning, det er jeg enig i, men der skal altså også andre ting til.
Og de ting kommer heldigvis med øget efterspørgsel.
Jeg vil så sige, at når det handler om både vedvarende energi og energieffektivitet, er jeg ret optimistisk.
Priserne rasler ned, og vi er meget tæt på at være fuldt konkurrencedygtige, forudsat at vi har et ordentlig liberaliseret marked, hvor de forskellige teknologier kan konkurrere, og hvor vi i øvrigt også kan bruge markedet som backup til vedvarende energi, så vi ikke skal bevilge ekstra til at lave den backup.
Vi er langt, og jeg er helt overbevist om, at vi vil komme endnu længere i de år, der kommer forude.
Derfor er jeg også en lille smule uforstående over for de tal, som hr.
Skibby hiver frem i forhold til EU's beregninger, for det er jo én del af sandheden, hvad det koster at lave de her investeringer.
Der er jo ingen tvivl om, at der skal investeres – det skal der i øvrigt under alle omstændigheder, vores energisektor i Europa er gammel og udtjent og udslidt, så der skal investeres der under alle omstændigheder – men der er jo også en omkostning ved
ikke
at foretage den investering.
Og
Det, som er det fuldstændig entydige budskab fra den største autoritet, vi har på det her område, nemlig FN's klimapanel, er jo, at det er langt dyrere at lade være med at investere end at foretage de investeringer, der skal til.
Det er altså ikke sådan, at hvis man læner sig tilbage og siger, at det behøver vi ikke tage os af i Danmark eller nogle andre steder i verden for den sags skyld, så sparer man penge – tværtimod kommer man til for alvor at betale en høj pris.
Det synes jeg også vi har fået reflekteret meget fint i debatten i dag, altså at det er meget, meget omkostningsfuldt menneskeligt, økonomisk og ud fra, jeg havde nær sagt enhver betragtning at lade stå til.
Til sidst, for at slutte lidt positivt, vil jeg, i forhold til at fru Mette Bock spurgte, om man nu kan forestille sig, at Kina rent faktisk vil komme med, sige, at det er jeg helt overbevist om – af mange grunde.
Dels sidder vi i øjeblikket og skriver med på Kinas næste 5-årsplan fra 2015 til 2020, og der har man betydelig større fokus på alle de grønne teknologier, både energibesparelsesteknologier og vedvarende energi-teknologier, dels fordi andre faktorer spiller ind i den kinesiske beslutningsproces, herunder at smoggen og forureningen i storbyerne på grund af kulkraftværker nu er så voldsom, at det simpelt hen er blevet et socialt problem i Kina og svært at tiltrække udenlandsk arbejdskraft.
Derfor er det mit klare indtryk, at beslutningstagerne i Beijing virkelig er ved at sadle om, hvad det her angår, og det er der mange grunde til, også forsyningssikkerhed osv.
Jeg håber, at de sidste to partier alligevel vil have lyst til at slutte sig til det forslag til vedtagelse, der ligger, og som jo sådan set handler om, at vi integrerer den her tænkning, både det at få CO
2-
emissionerne ned og det at forebygge at få det tænkt med, også i vores udenrigspolitiske og sikkerhedspolitiske indsats.
Og jeg tror egentlig, at man, uanset hvilket ståsted man har, hurtigt kan blive enige om, at det er billigere at integrere de her hensyn end at lade det stå i en silo for sig.
Med de ord vil jeg gerne takke for debatten, og så tror jeg måske, at min gode kollega handels- og udviklingsministeren har lidt at tilføje til udviklingspolitikken.