Spm. nr. US 146

Tak for det, og tak til ministeren for at møde op i spørgetimen og tale om de planer, der ligger på uddannelsesområdet. Der er jo kommet en interessant udmelding i går om de 10.000 studiepladser, der skal oprettes. Prisen er på omkring 2 mia. kr., fordi der bliver øgede SU-udgifter og færre skatteindtægter. Det fremgår af regeringens oplæg, at man vil presse de studerende hurtigere igennem, og mit indledende spørgsmål skal egentlig ganske enkelt være: Hvad er det for en incitamentsstruktur, ministeren påtænker i forhold til at presse de studerende hurtigere igennem?

I forlængelse af det vil jeg spørge om det, at ministeren i forbindelse med regeringens fremlæggelse af planerne citeres for at sige, at når de studerende kommer hurtigere igennem, skaffer de flere skatteindtægter til at dække de øgede udgifter til øget optag. Men hvad er det, man gør, hvis de ikke kommer i arbejde? Hvad gør man med det manglende provenu fra skatteindtægterne? Og hvis jeg skal være sådan lidt polemisk, vil jeg sige, at det undrer mig, at regeringens eget forsigtighedsprincip, hvor pengene skal være i kassen først, ikke også gøres gældende i det her tilfælde, for her er der jo en masse ubekendte faktorer, som sagtens kan påvirke de 10.000 studiepladser, der skal oprettes.

Ministeren.

Tak. Jeg tror da, at hvis man bare har lyttet til debatten her, kan man måske komme i tvivl om, hvorvidt den første spørger og den anden spørger er i samme parti, for den første spørger roste regeringen for ambitionerne om at nedbringe de studerendes dimittendalder, og jeg synes, man i spørgsmålet her fra hr. Esben Lunde Larsen fornemmer, at han ikke helt deler rosen fra Venstres gruppeformand – men den vil vi nu alligevel hæfte os ved, tror jeg, i det fremadrettede.

I hvert fald synes jeg, det er vigtigt med regnestykket her: Det er rigtigt, at regeringen har en ambition om, at 60 pct. af alle unge skal have en videregående uddannelse, og det er en ambition, som vi med 2020-planen har anvist finansiering til. For det første viser vi jo, at for at finansiere det optag, vi allerede satte rekord med i vores første finanslov, nemlig de 54 pct., skal vi finde 1,5 mia. kr. ud over det, der var disponeret med i den 2020-plan, som VK-regeringen gik til valg på. Derudover er der i forhold til det yderligere løft op til 60 pct. brug for 2 mia. kr., og dermed bliver det altså 3,5 mia. kr. i alt alene til strukturudgifterne, når flere skal have SU og samtidig altså ikke betaler skat, fordi de ikke arbejder, mens de studerer.

Så er det rigtigt, som hr. Esben Lunde Larsen siger, at alle de her forudsætninger i en mellemfristet plan baserer sig på, at folk kommer i beskæftigelse. Og der må jeg bare sige, at det gælder for den her plan, det gælder for VK-regeringens tidligere planer, og det gjaldt også for SR-regeringens planer, at det altså i en mellemfristet plan er sådan, at når man sørger for, at der er arbejdskraft tilgængelig på arbejdsmarkedet, giver det også de provenuer, der lægges op til, og det er efter det, man vist kalder helt gængse regneregler.

Så er der spørgsmålet om at komme hurtigere igennem eller, som vi foretrækker at kalde det, en lavere dimittendalder. Der vil jeg bare stille det retoriske spørgsmål: Er det at presse nogen, hvis man giver dem mulighed for at starte til februar, i stedet for at de skal vente til næste sommer? Er det at presse nogen, hvis man reducerer frafaldet gennem en bedre optagelsesprocedure, så de havner på et studium, de rent faktisk ved hvad handler om og har lyst til at fortsætte med? Er det at presse nogen, hvis vi skaber et SU-system, hvor man har mulighed for at fravælge studiearbejde for i stedet for at indhente noget af det tabte, hvis man har haft en periode med sygdom eller andet?

Det er sådan set bare det, jeg mener: Til forskel fra det, VK-regeringen lagde op til, kigger vi ikke nøgent på besparelser i SU-systemet. Vi kigger på, hvordan vi kan skabe et bedre og mere sammenhængende uddannelsessystem, som giver en lavere dimittendalder, og det er det, der er målsætningen for os.

Hr. Esben Lunde Larsen.

Nu anser jeg ikke ministeren for at være tungnem, og derfor fandt jeg det heller ikke nødvendigt at gentage gruppeformandens ros af udspillet, for jeg har jo netop sagt, at jeg er godt tilfreds med, at man vil få flere studerende igennem. Det er kun positivt.

Problemet er jo den manglende finansiering. Og det, der jo er interessant, vil jeg sige til ministeren, er, at forskellen er, at den tidligere VK-regering og i øvrigt også den nuværende opposition ikke har udmeldt et forsigtighedsprincip. Det er jo der, hele forskellen er. Altså, den nuværende regering har sagt, at pengene skal være i kassen, inden de kan bruges, og så anviser man ellers nogle høje målsætninger, man vil nå, dog uden finansiering. Forskellen er jo, at VK-regeringen anviste finansiering, og derfor havde vi et forsigtighedsprincip, der virkede i praksis, og det er jo der, hele forskellen er. Og jeg kan se på ministerens smil, at han også godt forstår det – og det glæder mig da.

Jeg vil gerne høre ministeren om delen omkring det akademiske proletariat, som der har været talt om, altså det akademiske proletariat, man risikerer at få, hvis ikke der er arbejdspladser til stede, når akademikerne er færdig med deres uddannelse. Hvad er ministerens holdning til faktisk at have arbejdspladser til de mange nyuddannede?

Ministeren.

Det er jo egentlig utroligt, at man på 1 minut kan nå både at mene, at den tidligere regering havde et forsigtighedsprincip, og at den ikke havde et forsigtighedsprincip. Men det, der er pointen, er, at det har den nuværende regering, og det er det, befolkningen skal være trygge ved. Vi bruger ikke penge, vi ikke har tilvejebragt – heller ikke på forventet efterbevilling, som det jo faktisk var praksis under VK-regeringen, som med sin mellemfristede plan havde travlt med at bruge pengene, men glemte at lave reformerne.

Derfor er det jo sådan set bare sådan, at det, vi her lægger op til, er at sige, at der selvfølgelig kommer et udspil, bl.a. om, hvordan vi vil sænke dimittendalderen for de studerende, og det er ad åre med til at finansiere det, der skal løfte studieniveauet. Vi forventer jo heller ikke et optag på 60 pct. til næste år, men vi finansierer, præcis som vi gjorde på sidste finanslov, krone for krone de nye studiepladser, efterhånden som vi får skabt behovet for dem ved at motivere flere unge til at søge uddannelse.

Det er en helt relevant problemstilling, at der er dimittendledighed, og derfor er regeringen jo også i forbindelse med den mellemfristede 2020-plan kommet med en række initiativer til det korte sigt, herunder en ungepakke, som skal bidrage til at adressere problemstillingen med ungdomsarbejdsløshed. Der er et af elementerne at styrke og videreudvikle videnpilotordningen, som er et utrolig effektivt redskab til at bringe akademikere ud i virksomheder, der normalt ikke har haft dem ansat. Det er en kæmpefordel, det viser erfaringen, for et er, at de selv fortsætter i virksomhederne – typisk efter at støtteforløbet er endt – noget andet er, at det faktisk ender med, at der bliver oprettet andre stillinger til akademikere, fordi det viser sig, at de virksomheder kan se, at det giver noget på bundlinjen og er med til at skabe vækst. Og det er jo faktisk det, der er omdrejningspunktet i regeringens 2020-plan, nemlig hvordan vi understøtter vækst og dermed beskæftigelse i Danmark, og det gør vi bl.a. ved at uddanne flere.

Hr. Esben Lunde Larsen for den sidste replik.

Ministeren har med reformprogrammet tilkendegivet, at der skal skabes et råderum til den nødvendige kapacitetsudvidelse på uddannelserne. Jeg kunne egentlig godt som det sidste tænke mig at spørge om, hvordan det skal ske i praksis, og om, hvordan man vil sikre kvaliteten i det, for det er jo ikke bare at oprette 10.000 flere studiepladser. Det her får jo også en afsmittende effekt på antallet af eksempelvis ph.d.'er og postdoc. Har ministeren tænkt så langt, at der også er programmidler om 5 år, når optaget har udmøntet sig i flere kandidater, der eventuelt skal have en ph.d.-stilling og derefter en postdocstilling? Man fodrer jo hunden med sin egen hale, hvis man blot indlemmer 10.000 flere i studiepladser, men ikke sikrer, at der bl.a. er videre veje i uddannelsessystemet, når det gælder postdoc- og ph.d.-niveauet.

Ministeren.

Har vi tænkt længere end 5 år? Ja, det har vi, for det er en 2020-plan, som jo, kan man næsten regne ud, rækker 8 år ud i fremtiden. Det, der er kernen i det, er, at vi her sikrer det økonomiske fundament for, at vi på samme præmisser, som vi kender i dag, kan optage det antal studerende, der skal til for at nå de 60 pct.

Det er det, vi sikrer med de 1,5 mia. kr., der er til strukturudgifter, faldende skatteindtægter og øgede SU-udgifter, og så det råderum, vi har til at udmønte strategien for, hvor det skal foregå. Det siger sig selv, at det er dyrere, hvis de sidste 6 pct. alle sammen skal være læger – det vil vi nok heller ikke optage, for det vil være for dyrt – end hvis vi forestiller os, at de sidste 6 pct. skal være akademiuddannede, hvor vi jo faktisk i dag ser den store vækst i søgningen, nemlig 13 pct. ekstra til erhvervsakademierne, da kvote 2-optaget senest satte en ny danmarksrekord.

Derfor betyder det selvfølgelig noget, hvordan strategien bliver, men jeg kan bare sige, at selv hvis vi bare lineært fremskrev det optag, vi har i dag, har vi i vores råderum råd til at finansiere de uddannelsestaxametre, der skal til, og dermed udmønte vores strategi. Derfor er der styr på økonomien for kapacitetsudvidelsen i uddannelsessystemet i den 2020-plan, vi her lægger op til, forudsat at Folketinget vil være med til at lave reformerne, der giver grundlaget for den.

Det, der selvfølgelig derudover resterer, er en diskussion om kvaliteten. Det giver ikke mening at uddanne flere, hvis det er på bekostning af kvaliteten, og det har jeg jo sådan set sagt fra dag et som minister. Det, der så er kernen, er for det første selvfølgelig de løbende prioriteringer, nemlig om der også er behov for at investere i kvaliteten, og for det andet også, hvordan vi får mere kvalitet for pengene. Der må jeg sige, at der er meget stor variation i f.eks. timetallet i beslægtede uddannelser, både på professionshøjskoler og universiteterne, og derfor synes jeg ikke, at man skal udelukke, at vi også kan få mere kvalitet for pengene, end vi gør i dag.

Spørgsmålet er sluttet.

Jeg kan ærlig talt ikke se fru Mette Bock her i salen, som havde anmeldt sig som spørger til ministeren. Så vi giver ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser fri til andet arbejde.

Så har vi spørgsmål til børne- og undervisningsministeren. Først fra fru Karen Ellemann, værsgo.