Det eneste punkt på dagsordenen er:

1) Forhandling om redegørelse nr. R 1:

Redegørelse af statsministeren i henhold til grundlovens § 38.

(Redegørelsen givet 04.10.2011. Meddelelse om forhandling 04.10.2011).

Forhandlingen er åbnet. Fru Ellen Trane Nørby som ordfører for Venstre.

For 3 uger siden strømmede danskerne til valglokalerne. Om aftenen stod det klart, at demokratiets fest havde fået én klar vinder, nemlig reformerne. Danskerne gav på valgdagen deres støtte til den stærke reformalliance, som VK-regeringen med tidligere statsminister hr. Lars Løkke Rasmussen i spidsen i foråret skabte sammen med Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre og med opbakning fra Liberal Alliance.

Danskerne anerkendte, at den internationale finanskrise har bragt nye tider med sig, at nye tider kræver ærlige svar og en politisk vilje til at gennemføre reformer. Danskerne anerkendte, at vi kun kan lægge fundamentet til udvikling og vækst, hvis der er sammenhæng mellem udgifter og indtægter, og hvis vi alle bidrager og løfter i flok, præcis som tidligere statsminister hr. Lars Løkke Rasmussen understregede i sin nytårstale den 1. januar i år. Danskerne fortalte os politikere, at de vil forandring af efterløn, tilbagetrækningsalder og dagpenge, for til gengæld at kunne bevare og udbygge vores velfærdssamfund, som hårdtarbejdende danskere har opbygget gennem generationer.

Danskerne sagde klokkeklart fra over for den reformangst, som har siddet i tøjet, siden den tidligere socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen i 1998 begik sit berygtede løftebrud om efterlønnen. Med løftebruddet viste Nyrup, hvor let det er at gå til valg på én politik og så gøre det stik modsatte, når først magtens tinde er besteget. Poul Nyrup Rasmussen skabte en tillidskløft mellem politikere og vælgere, som gjorde al snak om velfærdsreformer til et tabu i mange år frem. Det tabu stemte danskerne i graven den 15. september.

Vi skal lytte til danskerne og gøre de kommende år til reformernes og ansvarlighedens tid. Det var Venstres dagsorden i regering, og det vil også være vores dagsorden som oppositionsparti. Sammen med partierne i reformalliancen skabte vi en tillidskontrakt med danskerne. Vi lagde en fuldt finansieret reformpakke 2020 frem, så der også i årene fremover er råd til at udvikle vores velfærdssamfund. Vores budget var ikke prangende, men det var ærligt. Vores plan var ikke spækket med dyre, gyldne løfter, men vi holder det – også efter valget.

Venstre vil gøre, hvad der kræves for at skabe tryghed om økonomien, skabe vækst og nye arbejdspladser, og vi vil gøre det på en måde, hvor der også er penge til at investere i vores folkeskole, så vores børn bliver klar til at begå sig i en global verden. Vi vil gøre det på en måde, hvor patienterne fortsat garanteres behandling inden for 1 måned, men hvor vi samtidig har råd til at styrke kræftbehandlingen og give vores ældre medborgere en værdig pleje. Det løfte gav Venstre til vælgerne både før og under valgkampen, og det løfte holder vi – også som oppositionsparti.

Mange af de elementer, som Venstre gik til valg på, og som de røde partier kæmpede imod i valgkampen, består. Det gælder efterlønsreformen, dagpengereformen og skattelettelserne, og det glæder mig, at rigtig mange elementer af vores politik forbliver i regeringsprogrammet, og at den største reform, den nye statsminister vil gennemføre, er vores tilbagetrækningsreform.

Men samtidig kræver det jo ikke særlig meget læsning at se, at mange af de elementer, som de røde regeringspartier selv kæmpede for i valgkampen, ikke fremgår af regeringsprogrammet. Det gælder løftet om højst 24 elever i klasserne og om de to lærere i skoleklasserne. Det gælder den højere børnecheck, det højere pensionsbidrag og den gratis fertilitetsbehandling, for ikke at glemme løfterne – eller truslerne, om man vil – om millionær- og bankskatterne, boligpakken og alle de andre gyldne løfter. De synes forsvundet ned i et sort hul, ja, man skulle næsten tro, at den røde trekantsregering vil give Bermudatrekanten kamp til stregen.

VK-regeringen afleverer, på trods af krisen, en sund økonomi videre til den røde regering. I 2001 modtog vi en gældsregning af Nyrup-regeringen på 268 mia. kr. Mens andre skreg på øget forbrug, brugte vi de gode år til at høvle af på gælden, så vi i 2008 havde vendt gælden til et nettotilgodehavende på 92 mia. kr. Dansk økonomi var i topform, da den globale finanskrise ramte, og vores ansvarlige politik gjorde, at vi havde råd til at igangsætte vækstinitiativer, bankinitiativer, som var med til at holde hånden under vores økonomi og størstedelen af de danske arbejdspladser.

Vi har søsat en sikker økonomisk kurs for vores fælles ark, vi har sejlet Danmark mere skånsomt gennem finanskrisens oprørte hav, end det er lykkedes for mange andre lande, og jeg er derfor også glad for at læse, at udgangspunktet for den røde regerings politik er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand. For netop på grund af VK-regeringens økonomiske politik og vores reformer er Danmark klædt bedre på til at træde ind i fremtiden end mange andre lande i EU.

En væsentlig grund til det er, at Venstre altid har stået fast på, at det skal kunne betale sig at tage et arbejde. Vores fælles lommeregner viser de bedste tal, når flest muligt er i arbejde og betaler skat frem for at modtage penge fra staten. Det er også derfor, at VK-regeringen sammen med Dansk Folkeparti ad flere omgange fuldt finansieret har sænket skatten på arbejde. Det har givet danskerne et større incitament til at arbejde, og det har givet familierne flere penge og mere frihed i deres husholdningsbudget. For en almindelig LO-familie betyder det ca. 3000 kr. mere om måneden.

Imens har SF og S gået rundt som et nyforelsket kærestepar i det samme joggingsæt og tostemmigt sunget den samme klagesang mod VK-regeringens fuldt finansierede skattelettelser. I 10 år har vi hørt på, hvor forfærdeligt det var, at VK-regeringen sænkede skatten på arbejde. S og SF proklamerede, at man ville rulle skattelettelserne tilbage. S og SF kaldte vores fuldt finansierede skattereform for en rødvinsreform, og partierne svor, at 2014-topskattelettelsen ville blive annulleret. Nu har piben fået en anden lyd, og det er pludselig o.k. med skattelettelser til dem, der tjener mest. Champagnesocialisme er vist, hvad man kan kalde S og SF's nye politik.

Jeg begræder ikke, at SF og S har foretaget en kovending i skattepolitikken, for lavere skat er en del af løsningen til at skabe bedre konkurrencevilkår i Danmark. Jeg undrer mig bare over, at vi skulle gennem 10 år med massiv kritik og forbi endnu et valg, før SF og S indså det.

Når vi i Venstre kæmper for at gøre verdens højeste skattetryk lavere, så er det for at sikre, at det altid kan betale sig at arbejde og gøre en ekstra indsats i det danske samfund. Af samme grund ønsker vi i modsætning til den røde regering at bevare kontanthjælpsloftet. Tager vi f.eks. et kontanthjælpspar, kan den ene med fordel takke nej til at arbejde som ufaglært i en butik eller på et kontor, fordi den pågældende skal tjene over 30.000 kr. om måneden, før det giver en økonomisk gevinst for familien, at han eller hun udskifter kontanthjælpen med et arbejde.

Det samme princip gælder starthjælpen, som sammen med vores aktive beskæftigelsespolitik har en stor del af æren for, at næsten 50.000 flere indvandrere er kommet i arbejde over de seneste år. Den udvikling ønsker vi i Venstre skal fortsætte, ikke sættes over styr, når høje offentlige ydelser betyder, at det ikke længere kan svare sig at tage et normalt 37-timers arbejde i stedet for at blive liggende under dynen om morgenen.

Men hvis vi skal skabe vækst i Danmark, er man også nødt til at anerkende, at man ikke bare kan vælte omkostninger, afgifter og ekstra skatter over på det danske erhvervsliv, sådan som det fremgår af det røde regeringsgrundlag.

Venstre ønsker at skabe gode vilkår for vores virksomheder. Derfor skal vi investere i uddannelse og viden, så vi kan sikre, at virksomhederne altid har veluddannet arbejdskraft til deres rådighed. Det var også derfor, at VK-regeringen sikrede, at Danmark var og er det land i OECD, der bruger mest på uddannelse og studiestøtte, og at Danmark er ét blandt kun tre lande i Europa, der bruger mere end 1% af BNP på forskning. Vi har siden 2001 med en fornuftig udlændingepolitik sikret en tredobling af antallet af udlændinge, der har valgt at komme til Danmark for at arbejde og studere. Sidste år lå antallet af personer, der kom til Danmark, på 45.000. Derfor er det også trist, at S og SF ikke har bakket op om vores greencardordning, så vi har kunnet bygge videre på de gode resultater og sikre, at dem, der kommer til Danmark, kan og vil bidrage til det danske samfund.

I Venstre er vi på danskernes side. Vi ønsker ikke, at det skal være dyrere at være dansker. Det står vi fast på, også i det nye folketingsår, også som oppositionsparti.

Vi er allerede i arbejdstøjet. For vi skal sammen løse den store opgave med at skabe en sund økonomi og vækst, der giver os råd til at kunne investere i velfærd i vores samfund. Det bidrager vi meget gerne til, så længe løsningen ikke er højere skatter og afgifter, der rammer danskerne og erhvervslivet. Vi ser frem til at engagere os i det brede samarbejde omkring Danmarks formandskab i EU. Men først og fremmest ser vi frem til et folketingsår, der kommer til at stå i reformernes tegn, et folketingsår, hvor Folketinget som noget af det første skal gennemføre den tilbagetrækningsreform, som vi skabte i en stærk reformalliance hen over midten af dansk politik.

Venstre vil også som oppositionsparti være konstruktivt og konsekvent. Vi vil fortsætte med at fremlægge finansierede og ansvarlige reformer ærligt for danskerne, så vi i fællesskab kan forbedre og udvikle vores fælles Danmark. Det lovede vi danskerne før valget, og det løfte holder vi efter valget.

Jeg skal på vegne af Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at Danmark står over for betydelige økonomiske udfordringer, bl.a. fordi befolkningsudviklingen presser arbejdsudbuddet, fordi væksten er for lav, og fordi vores konkurrenceevne ikke er god nok.

Løsningen på Danmarks økonomiske udfordringer er reformer og mådehold, ikke skatte- og afgiftsstigninger. Derfor skal den aftalte tilbagetrækningsreform gennemføres uændret. Nye skatte- og afgiftsstigninger vil presse erhvervslivet, udflytte arbejdspladser, forringe konkurrenceevnen og skabe utryghed for danske familier.

Ødelæggende gældskriser som dem, der har ramt andre lande, skal undgås i Danmark. Det sikrer vi kun ved at føre en ansvarlig økonomisk politik samt sikre tillid til den demokratiske beslutningsproces. Hvis politikerne lover ufinansierede tiltag for siden at løbe fra dem, så skabes der en tillidskløft mellem befolkningen og lovgiverne. Sådanne tillidskriser har været ødelæggende for den politiske beslutningskraft i mange lande og vil føre til politikerlede og handlingslammelse. Det skal vi undgå i Danmark.«

(Forslag til vedtagelse i nr. V 1).

Det af fru Ellen Trane Nørby på flere partiers vegne fremsatte forslag til vedtagelse vil selvfølgelig indgå i de videre forhandlinger.

Jeg er altid indstillet på, at man ud over taletiden oplæser forslag til vedtagelse, men så skal jeg til gengæld bede om, at man i øvrigt overholder taletiden, og så skal jeg måske mere for det videre forløb sige, at vi faktisk har nogle vejledende normer for længden af forslag til vedtagelse, og måske skal vi gøre os mere umage for at overholde disse i fremtiden.

Der er en lang række medlemmer, der har bedt om ordet, og i overensstemmelse med de vejledninger, jeg har fået fra partierne, om, hvem der gerne skulle have ordet, har jeg noteret John Dyrby Paulsen, Camilla Hersom, Jesper Petersen, Per Clausen, Benny Engelbrecht, Holger K. Nielsen, Sofie Carsten Nielsen, Johanne Schmidt-Nielsen, Eigil Andersen, Rasmus Prehn, Rasmus Helveg Petersen, Ane Halsboe-Larsen, Pernille Rosenkrantz-Theil og Frank Aaen m.fl., men det er tvivlsomt, om vi når flere inden for 1 time.

Den første er altså hr. John Dyrby Paulsen for en kort bemærkning.

Tak. Jeg vil godt starte med at kvittere for en udtalt vilje til i hvert fald en eller anden form for samarbejde, og så må vi jo se, om det holder, når det nu kommer til realiteterne.

Jeg synes, det er underligt, når vi nu har haft en lang valgkamp og et af hovedproblemerne for Danmark er, at vi har tabt næsten 200.000 arbejdspladser, altså 200.000 job i løbet af det sidste par år, at der stort set ikke var et eneste ord om det i ordførertalen. Det er langt, langt det største problem; det har betydet en stærkt forøget ungdomsarbejdsløshed, det har betydet, at langt flere er kommet på kontanthjælp, og det har betydet langt, langt flere ubehagelige og uheldige skæbner, end Venstre i virkeligheden vil stå ved. Og så var der ikke et ord om, hvordan Venstre vil være med til at skabe arbejdspladser, hvordan Venstre vil være med til at sikre, at de job, der nu er tabt, kommer igen. Der var en lang række af udtalelser om, at så vil man ikke gøre dét, og så vil man ikke gøre dét, og at man har gjort alt muligt med hensyn til økonomien, men sandheden er, at lakmusprøven er, om vi skaber job og arbejde i det her land, eller vi ikke gør.

Så kunne ordføreren ikke have den godhed lige at åbne lidt op for, hvad Venstre tænker i den sammenhæng?

Ordføreren.

Tak. Jeg tror, at jeg for god ordens skyld skal starte med at sige, at det forslag til vedtagelse, som jeg læste op, er 143 ord langt, hvilket er inden for de formkrav på 150 ord, der er, så det håber jeg at formanden vil acceptere.

Hvad angår spørgerens spørgsmål om vækst, er det netop noget af det, som jeg var fremme med i min tale, og det er også noget af det, som Venstre er gået meget op i. Forudsætningen for, at vi kan skabe vækst og udvikling i Danmark, er, at vi har orden i økonomien. Og orden i økonomien skaber vi kun ved at gennemføre ansvarlige reformer. Det er da også derfor, det glæder mig, at SF og S er blevet klogere på det område og nu har tilsluttet sig den stærke reformalliance, som vi skabte hen over midten af dansk politik i foråret. Når vi igennem foråret og efteråret har fremlagt vækstpakker, er det netop for at sikre, at vi igen får sat gang i væksten i det danske samfund, og derfor er det jo også ærgerligt, at Socialdemokraterne og SF og den nye røde regering annullerer den boligjobordning, som regeringen skabte, og som jo netop var med til at skabe beskæftigelse for rigtig mange håndværksvirksomheder i det her land.

Hr. John Dyrby Paulsen for en kort bemærkning.

Det virker jo lidt besynderligt, at Venstre kan sidde og sige, at nu skal vi have orden i økonomien, før vi går i gang med at skabe vækst. Hvis man ser på statsregnskabet for 2009, kan man se, at der var underskud. I 2010 var der underskud, i 2011 var der underskud, og i 2012 bliver der et ret stort underskud. Lægger man det sammen, får man langt over 200 mia. kr. Så skal jeg forstå svaret sådan, at man i Venstre først vil være med til at skabe vækst, når der ligesom er kommet orden på det? Det er vi i fuld gang med. Jeg vil bare sige til Venstre, at vi ikke kan vente med at skabe nye job, nye arbejdspladser, i det her land, til vi har ryddet op efter Venstres gigantiske underskud det sidste par år.

Så kunne ordføreren da ikke anerkende, at det, der er opgaven nu, er at skabe job, at skabe arbejdspladser, i det her land, og kunne ordføreren for søren da ikke åbne op for, at Venstre også, som en del af det her brede nye samarbejde over midten, vil være med til konstruktivt at gå ind i det arbejde?

Ordføreren.

Jeg synes da, det er ærgerligt, at hr. John Dyrby Paulsen fortsætter valgkampsretorikken og ikke vil forholde sig til, hvad der egentlig er fakta. VK-regeringen fremlagde i foråret en fuldt finansieret vækstpakke. Vi tog initiativ til bl.a. at skabe en boligjobordning, som sætter gang i beskæftigelsen i håndværksvirksomhederne, som sikrer, at trængte familier bedre kan få familieliv og arbejdsliv til at hænge sammen. Det er et vækstinitiativ, som den røde regering ruller tilbage. Vi lagde i august måned en fuldt finansieret vækstpakke frem, hvor vi udvidede ordningerne for både kreditfacilitering og kom i gang-lån. Vi skabte også en boligpakke, der skulle være med til at skubbe gang i det tilfrosne boligmarked, og som jeg nu kan forstå at den nye statsminister render fra.

I Venstre vil vi gerne være med til at skabe vækst og udvikling. Det er også den opgave i opposition, vi konstruktivt og konsekvent vil gå til, og jeg synes, det ville klæde den nye røde regering, hvis man også ansvarligt gik ind i en dialog om alle de initiativer, som man nu ruller tilbage på vækstområdet, om alle de løfter, som man gav inden valgkampen, og som man nu ikke vil indfri. For det er jo netop det, der er med til at gøre, at der kommer flere afgifter for erhvervslivet i Danmark, og det er i hvert fald ikke fremmende for væksten.

Fru Camilla Hersom for en kort bemærkning.

Tak. Jeg vil gerne starte med at kvittere for ordførerens, fru Ellen Trane Nørbys, tale. Vi er i Det Radikale Venstre enige i, at danskerne sagde ja til reformer ved valget den 15. september. Det synes jeg faktisk også at vi skal kvittere for over for danskerne. Den brede befolkning ved godt, at vi ikke bare står i svære tider, men også står over for svære tider, så der er ingen vej uden om reformer, og det lyder jo, som om vi kan samles om det her i salen.

Jeg er også rigtig glad for, at det klart bliver sagt, at man selvfølgelig vil være med til at gennemføre de reformer, man planlagde inden valget. Men mine spørgsmål er: Hvad med de reformer, der er nødvendige fremover? Hvad med reformerne på arbejdsmarkedet? Hvad med reformerne af skattepolitikken? Kan vi også se Venstre arbejde konstruktivt for dem?

Ordføreren.

I Venstre vil vi arbejde konstruktivt og konsekvent for alle de initiativer, hvor vi i fællesskab kan skabe reformer, som gør det bedre at være dansker, som gør det bedre at have en dansk virksomhed, og som i det hele taget skaber vækst og udvikling i vores samfund.

Men når der i det regeringsprogram, der er lagt frem, er for 5 mia. kr. ekstra skatter og afgifter, som skal væltes over på det danske erhvervsliv, når der er for 2 mia. kr. erhvervsstøtteordninger, som vi ikke ved hvor forsvinder hen, når der står så mange ubesvarede spørgsmål hen i det uvisse, og når de vækstinitiativer, som statsministeren lovede før valget – straksafskrivning og andre ting – ikke længere fremgår af regeringsgrundlaget, må vi jo også finde ud af, om vi overhovedet kan stole på den nye røde regering, når det kommer til at lave aftaler, eller om man vil løbe fra aftalerne på samme måde, som man er løbet fra de løfter, man gav til danskerne.

Men vi vil selvfølgelig samarbejde konstruktivt og konsekvent, også om de reformer, der er vigtige for Danmark i årene fremover.

Fru Camilla Hersom.

Det glæder mig, at det bliver sagt, at man vil samarbejde, og at man vil gå ind i en dialog om de her ting, for som jeg læser regeringsgrundlaget, er der faktisk rigtig mange fremstrakte hænder i det. Jeg tror også, at det, man vil finde ud af, er, at intet af det her kan gennemføres, medmindre der er enighed på tværs af salen. Så jeg håber meget på et konstruktivt samarbejde fremover.

Ordføreren.

Venstre vil være konstruktiv og konsekvent i opposition. Det betyder, at hvis man fra den røde regerings side har tænkt sig at hæve skatter og afgifter, er det ikke os, man skal komme til og bede om hjælp. Det gælder skatter og afgifter for ganske almindelige danske familier; det gælder skatter og afgifter for danske virksomheder, som gør det sværere at skabe vækst og beskæftigelse i Danmark. Det er sådan set det, vi har sagt fra starten, og det er sådan set vores ramme for at gå ind i et konstruktivt samarbejde.

Den stærke reformalliance, som vi skabte i foråret, bl.a. sammen med Det Radikale Venstre, hen over midten i dansk politik, var jo netop udtryk for vores ønske om at skabe stærke alliancer, som gennem reformer bringer det danske samfund videre. Vi var da kede af, at Socialdemokraterne og SF i foråret bare krydsede armene og sagde, at det ville de ikke tage ansvaret for. Vi håber på, at det ønske om brede reformer er blevet et andet nu, hvor de har indtaget nogle andre pladser, men det er jo ikke den rolle, de har spillet som opposition. Der har de jo været alt andet end konstruktive.

Hr. Jesper Petersen for en kort bemærkning.

Jeg kvitterer for talen og for, at vi nu kan komme i gang med den her diskussion. Jeg synes, at det er sådan lidt sjovt at skulle høre på, at nogen har beholdt valgkampsretorikken, og at statsministeren og udenrigsministeren skulle gå rundt i joggingtøj. Jeg synes tværtimod, at det, der lugter af valgkampsretorik og måske sådan lidt småsur bitterhed, er den tale, vi får i dag, og de svar, der kommer her. Det kan selvfølgelig være surt at miste regeringsmagten, men alligevel: Altså, lad os nu komme videre, lad os nu få lavet nogle løsninger.

Der bliver f.eks. sagt, at vi skulle overtage et land i topform, og at der ikke skulle være nogen som helst problemer tilbage. Tværtimod synes jeg, at det, vi overtager, er et gabende hul i statskassen; det er unge, der ikke kan få praktikpladser; det er, at vi har tabt vores plads som grøn vindernation; at kræftbehandlingen ikke fungerer; at uligheden er eksploderet. Og der må man jo sige, at vi er glade for at kunne tage handsken op og løse nogle af alle de problemer. Men at det ligefrem er et land i topform, og at alt bare er, som det skal være, synes jeg simpelthen ikke er et passende billede. Det her bliver svært. Lige nu og her synes jeg det må handle om at skabe job, og jeg synes, det er afgørende for os at få testet, om oppositionen nu vil være med til at lave en aftale om at fremrykke offentlige investeringer og få skabt job til de titusindvis af danskere, som vi kunne hjælpe i arbejde, hvis der ellers havde været den vilje til det tidligere, som der vil blive nu.

Tak. Ordføreren.

Jeg kan forstå, at det nye slogan fra SF og S er, at oppositionen er sur, at vi er sure i Venstre. Jeg er bare nødt til at sige, at hver gang der i valgkampen ikke var nogen lyst til at svare på spørgsmålene fra S og SF's side, så spillede man den melodi, der hed: skræmmekampagne, skræmmekampagne, skræmmekampagne. Jeg kan forstå, at det nu, hvor man har indtaget regeringspositionen, ikke længere hedder skræmmekampagne, nu hedder det: surhed, surhed, surhed.

Vi står heroppe, glade, konstruktive og klar til at samarbejde om at gøre Danmark bedre, men man gør ikke Danmark bedre ved at sætte skatter og afgifter op for den almindelige danske familie, man gør ikke Danmark bedre ved at sætte skatter og afgifter op for det danske erhvervsliv, for det skaber ikke vækst og beskæftigelse, men sender vores arbejdspladser direkte ud af landet. I Børsen i dag kan man se, at beregningerne på, hvad det vil koste at indfri målsætningen om 40 pct., viser, at det vil koste op imod 40 mia. kr. i det danske samfund. Det betyder en regning på 16.000 kr. til hver dansk familie. Man tror, man på den måde kan skabe vækst og udvikling i Danmark, men jeg kan godt sige, at det ikke er den samme opskrift, vi kigger på. Derfor må vi jo få at vide, hvad det er for et konkret indhold. Det er jo ikke nok, at man bare siger, man vil samarbejde, og så siger, vi andre er sure, hvis man ikke samtidig vil fortælle, hvad det er, man vil.

Hr. Jesper Petersen.

Jeg synes egentlig, vi fik det demonstreret meget godt. Man står og siger: Vi er ikke sure. Men det er jo det, jeg kan høre man er. I virkeligheden synes jeg, man må være glade for at slippe, og det er måske det, der giver glæden inde bagved, fordi man ikke har kunnet løse alle de problemer, der nu ligger foran os.

Svar får vi så ikke rigtig noget af. Altså, jeg fornemmer lidt, at det her bliver til sådan noget med, at oppositionen vil sige nej til alt. Hvis der er den mindste flig af skattestigning eller afgiftsstigning i det nye regeringsgrundlag, vil man sige nej til alting. Det er måske også derfor, der ikke bliver svaret på, om man vil være med til at skabe de job, der nu skal til for at få danskerne ud af arbejdsløsheden, for det er jo det, man efterlader: en alt for høj arbejdsløshed, som man kunne have gjort meget mere ved. Men med en fuldstændig forkert økonomisk medicin lod man de mennesker i stikken, og det vil den nye regering ikke gøre.

Men kan vi regne med, at oppositionen vil være med til at samle det op og løse det problem, som man ikke var i stand til at løse selv, altså fremrykke investeringer, sætte gang i beskæftigelsen og senere hen have en strategisk erhvervspolitik, eller skal vi hver eneste gang høre det svar, at fordi der er nogle afgifter, der skal stige, så vi kan få bedre velfærd, vil man ikke være med til noget som helst?

Ordføreren.

Jeg synes, det ville klæde hr. Jesper Petersen, hvis han forholdt sig til, hvordan det ser ud i Danmark, og så også kiggede ud i verden og kiggede på, hvor hårdt finanskrisen har ramt andre lande. Når hr. Jesper Petersen fortsætter den der retorik om, at problemerne i Danmark skyldes regeringen, vil jeg sige, at vi er blevet ramt af den største globale finanskrise, og den har ramt hele verden, også Danmark. Alligevel har vi formået at sejle Danmark så sikkert igennem, at vi står bedre rustet end de fleste andre europæiske lande.

Vi har en arbejdsløshed i Danmark, som nok er steget, men som stadig væk er lavere, end den var på noget tidspunkt i den periode, de røde partier sidst havde regeringsmagten i Danmark. Hvorfor er det sådan? Det er det, fordi vi har taget en lang række vækstinitiativer, og fordi vi har holdt hånden under dansk økonomi. Derfor ville det jo også klæde den nye røde regering, hvis man stod ved nogle af de vækstinitiativer, som VK-regeringen har lanceret, bl.a. boligjobordningen og den aftale, der var, om at sikre en boligpakke til det fastfrosne boligmarked. Men det kan jeg forstå at man løber fra, og det synes jeg sådan set egentlig skaber et tillidsbrud mellem politikerne og befolkningen, som vel skal kunne have tiltro til, at vi kun lover det, vi ved vi kan holde.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Nu kender jeg jo ikke fru Ellen Trane Nørby godt nok til at vide, om det er den glade fru Ellen Trane Nørby, vi ser i dag, eller om det er den sure – jeg er sådan set også relativt ligeglad. Det, jeg er glad over, er til gengæld det, at fru Ellen Trane Nørby om morgenen læser den samme avis først, som jeg gør, nemlig Børsen; fru Ellen Trane Nørby gør det formentlig for at blive bekræftet, jeg for det modsatte.

Jeg vil godt spørge fru Ellen Trane Nørby, om ikke det, som Børsen i dag kunne skrive, er rigtigt: at vi kan forvente, at der vil være 200.000 arbejdsløse til næste år, at der vil være et underskud på statsbudgetterne på 118 mia. kr., og at det er det Danmark, fru Ellen Trane Nørby og VK overlader til os andre. Og så vil jeg bare spørge fru Ellen Trane Nørby, om hun i en situation, hvor arbejdsløsheden truer med at stige til 200.000, synes, at det er relevant at lade, som om arbejdsløshedsproblemet kan løses, ved at de arbejdsløse bliver mere motiveret til at arbejde. Tror fru Ellen Trane Nørby, at det er, fordi lysten til at arbejde er faldet radikalt til næste år, at vi risikerer en stigning i arbejdsløsheden til 200.000?

Ordføreren.

Når vi har igangsat målrettede initiativer for at skabe flere praktikpladser til de unge, når vi under hele kriseforløbet har taget initiativ til at skabe bankpakker og kreditfacilitering til de danske virksomheder, når vi har fremlagt fuldt finansierede vækstpakker, som bl.a. sikrer kom i gang-lån til nye virksomheder; som sikrer en håndsrækning til boligmarkedet; som skaber en boligjobordning, som sikrer arbejde til nogle af de håndværkere, som har mistet deres arbejde under finanskrisen, og når vi har fremrykket et massivt antal offentlige investeringer på trafikområdet, i renovering af alment boligbyggeri, af skoler, spadeklare offentlige investeringer, så er det jo netop, fordi vi har et ansvar og havde et ansvar for at sikre, at arbejdsløsheden i Danmark ikke stiger. Men internationalt set har VK-regeringen sikret, at Danmark står bedre rustet, end mange andre lande gør, og at vi er kommet bedre gennem den økonomiske krise end mange andre lande. Og derfor synes jeg også, at det ville klæde den nye, røde regering, at man holdt de valgløfter, man havde givet, om at igangsætte nogle initiaver som f.eks. afskrivning til erhvervslivet, en boligpakke til boligmarkedet og andre initiativer, som helt sikkert kan være med til at skabe vækst og udvikling.

Hr. Per Clausen.

Jeg kan forstå, at fru Ellen Trane Nørby er enig med mig i, at det, der er konsekvenserne af VK-regeringens politik, er, at der næste år bliver op mod 200.000 arbejdsløse og et underskud på statsbudgetterne på 118 mia. kr. Alligevel var det et vigtigt element i hendes tale at sige til de arbejdsløse, altså dem, der bliver ramt af arbejdsløshed, at de helst skal straffes noget mere, så de kan blive mere motiveret til at arbejde. Synes fru Ellen Trane Nørby, som har et ansvar – et ansvar – for den økonomiske situation, Danmark befinder sig i, at det er rimeligt at kaste regningen videre til nogle mennesker, som i hvert fald kun har det begrænsede ansvar, at de engang for nogle år siden stemte forkert ved et valg?

Ordføreren.

Vi påtager os det ansvar, der er, for at føre en sikker og ansvarlig økonomisk kurs, og det er i modsætning til alle de dyre valgløfter, som vi hørte fra SF og S's side under valgkampen, og som SF og S jo godt vidste at de ikke kunne indfri over for danskerne. Bare de havde gidet læse en enkelt side i regeringens økonomiske reformpakke for 2020, hvori man sagde, at det var nødvendigt at føre en ansvarlig økonomisk kurs. Men S og SF gik alligevel ud og lovede danskerne guld og grønne skove, kom med dyre løfter, for nu her efter valget at sige: Hov, dem kunne vi alligevel ikke indfri.

Jeg tror, at politik også bygger på troværdighed, jeg tror, at politik også bygger på, at befolkningen kan have tillid til, at når man ved, man står i en økonomisk svær situation, går man ikke ud før en valgkamp og i en valgkamp og lover, at der bare er råd til det hele, for så efterfølgende at sige, at det var der ikke.

Vi står ved den politik, vi har ført, den har ført Danmark mere sikkert gennem finanskrisen, end tilfældet er for mange andre lande, og vi har en historisk lav arbejdsløshed, som nok er steget, men som stadig væk er lavere, end den var på noget tidspunkt under den tidligere røde regering.

Hr. Benny Engelbrecht for en kort bemærkning.

Det er afgørende for Danmark at have et godt ry og omdømme i udlandet. Det er vigtigt for vores eksportvirksomheder, det er vigtigt for vores turistindustri, som er trængt, og det er ikke mindst afgørende for succes ved det danske formandskab, der starter ved årsskiftet. Derfor er jeg på Danmarks vegne og på det dansk-tyske grænselands vegne glad for, at aftalen om faste kontrolanlæg ved den dansk-tyske grænse ophæves af den nye regering. Jeg kan derfor også anerkende den udtalelse, som Venstres formand kom med i tirsdags, og jeg citerer:

Jeg tror, at iagttagere af dansk politik har set, at grænsekontrolaftalen ikke var en, regeringen lagde på bordet, det var en, Dansk Folkeparti ønskede.

Mit spørgsmål til fru Ellen Trane Nørby er derfor, om hun kan bekræfte, at dette er Venstres synspunkt, og om det betyder, at Venstre bakker op om den nuværende regerings politik på området.

Ordføreren.

Vi lavede en fuldt finansieret reformpakke, »Reformpakken 2020«, i foråret. Vi lavede en tilbagetrækningsreform, som sikrer, at der er råd til også i årene fremover at investere i det danske velfærdssamfund. Det gjorde vi i et bredt samarbejde hen over midten af dansk politik, og når man samarbejder bredt, er det også klart, at man er nødt til at indgå kompromiser. Det har vi stået ved, og det står vi også ved efter et folketingsvalg. Det står i skærende kontrast til den nye statsminister, som jo turnerede valgkampen rundt og lovede og lovede, for så nu, efter at hun har sat sig på statsministerposten, ikke længere at ville leve op til de løfter, som hun gav til danskerne. Man kan være helt sikker på, at Venstre står ved de aftaler, vi har indgået. Det gjorde vi, da vi var i regering, og det kommer vi til at gøre i opposition.

Hr. Benny Engelbrecht.

Jeg må indrømme, at jeg ikke tolker de udtalelser, der kom fra hr. Lars Løkke Rasmussen i tirsdags, på samme måde, som Venstres ordfører gør. Jeg synes heller ikke, at jeg får et præcist svar på mit spørgsmål, så derfor vil jeg gerne prøve at uddybe det yderligere. Altså, skal udtalelserne fra hr. Lars Løkke Rasmussen i tirsdags opfattes og tolkes sådan, at Venstre på dette punkt lægger afstand til Dansk Folkeparti? Jeg kan i hvert fald forstå, at Dansk Folkeparti også har været kritiske over for dette.

Ordføreren.

Det, der har været vigtigt for Venstre, er, at vi har en toldkontrol, som sikrer, at der ikke sker det, som jo var ved at ske, nemlig at Danmark blev indsmuglingshavn for bl.a. narkotiske stoffer og andre illegale varer. Det er jo det, der har været vores fokus hele vejen igennem. Men de aftaler og de løfter, Venstre har givet før valgkampen og under valgkampen, står vi også ved efter valgkampen, og det er jo sådan set der, hvor vi adskiller os markant fra Socialdemokraterne, altså det parti, som hr. Benny Engelbrecht tilhører, nemlig ved at vi ikke går rundt og lover en lang række ting for så efterfølgende at svigte danskernes tillid og begå det ene løftebrud efter det andet.

Hr. Holger K. Nielsen for en kort bemærkning.

Jeg vil godt fortsætte ad det her spor, for midt i Venstres mismod synes jeg da at man skulle være glad for, at vi fjerner aftalen om grænsekontrollen. For Venstres ordfører må da medgive, at det var en pinagtig affære her i foråret. I resten af Europa fik man en bekræftelse af Danmarks lukkethed. Tyske politikere var ganske ophidsede over det, og det gav jo et svar fra dansk side. Fru Pia Kjærsgaard kom i verbalt klammeri med først den tyske viceudenrigsminister og senere den tyske ambassadør, og den antityske stemning blev simpelt hen kørt op her i Danmark på en måde, som da ikke kan være i Venstres interesse. Det var lige før, man følte sig hensat til tiden før 1864.

Det har vi fritaget Venstre for nu. Vi har befriet Venstre for Dansk Folkepartis klamme hånd i forbindelse med de her spørgsmål. Det burde vi da have tak for. Burde vi ikke?

Ordføreren.

Jeg brugte rigtig meget af min tale på at glæde mig over, at SF og S har ændret holdning, når det drejer sig om tilbagetrækningsreformen, efterlønsreformen, dagpengereformen, og det glæder mig rigtig meget, at man tager de fingeraftryk med og bruger dem til de største reformer i det røde regeringsprogram, der ligger nu.

Hr. Holger K. Nielsen.

Det var jo ikke det, som jeg faktisk spurgte fru Ellen Trane Nørby om. Sådan lidt mere principielt tror jeg egentlig at det for mange liberale – og jeg ved, at fru Ellen Trane Nørby er en bekendende liberal og også en bekendende europæer – da må have været forfærdeligt at skulle lægge navn til alt det, som Dansk Folkeparti har kørt rundt med. Det må have været ganske, ganske forfærdeligt. Nu har man mulighed for at blive fri for det, og det er ikke Venstres egen fortjeneste, det er vores fortjeneste. Det er os, der befrier Venstre for den klamme nationalkonservative hånd, som Dansk Folkeparti har lagt på Venstre. Jeg ved godt, at taknemlighed ikke er noget, man kender meget til i politik, men kunne vi alligevel ikke for den ene gangs skyld få en lille tak?

Ordføreren.

Som jeg egentlig forsøgte at sige i mit første svar til ordføreren, har jeg sådan set ikke stået heroppe og været sur. Jeg har sådan set stået heroppe og glædet mig over, at den nye røde regering og ikke mindst SF og Socialdemokraterne på en række områder er blevet klogere, og at alt det, de gik til valg imod – vores efterlønsreform, vores tilbagetrækningsreform og vores dagpengereform – nu fremgår som de største reformer i regeringsprogrammet.

Jeg kan bare garantere, at det er klart, at det, Venstre gik til valg på, og det, vi lovede danskerne at vi ville gennemføre i opposition, holder vi også over for danskerne efterfølgende. Det står jo i skærende kontrast til den nye regering og det parti, som hr. Holger K. Nielsen tilhører, hvor man gik til valg på at indføre en millionærskat, og så endte danskerne med at få topskattelettelser.

Fru Sofie Carsten Nielsen for en kort bemærkning.

Tak. Venstres ordfører sagde i sit indlæg og har gentaget adskillige gange siden, at Venstre gav løfter før valgkampen, under valgkampen og efter valgkampen, og det lyder for mig som abstinenser fra kontraktpolitikken. Er Venstres ordfører ikke klar over, at vælgerne har lagt kontraktpolitikken bag sig nu, at vælgerne vil have partier, der samarbejder bredt, og at blokpolitikken er død efter den 15. september?

Ordføreren.

Venstre skabte sådan set en reformalliance i foråret sammen med De Konservative, sammen med Dansk Folkeparti og sammen med De Radikale, som trækker ind over midten i dansk politik. Det var jo netop et bredt samarbejde, hvor vi da var kede af, at SF og S ikke ønskede at bidrage til det brede samarbejde, der lå i at skabe en ansvarlig økonomisk kurs for Danmark, og som lå i at skabe reformer, som også gav mulighed for, at vi kunne investere i vores fælles velfærdssamfund.

Tiderne har ændret sig, vælgerne har sammensat Folketinget på en anden måde, og derfor er det da klart, at der er andre ting. Der er nogle ting, der i dag ikke kan lade sig gøre, som tidligere kunne lade sig gøre, og nogle ting, der i dag kan lade sig gøre, som ikke tidligere kunne lade sig gøre – selvfølgelig er der det. Men når den nuværende statsminister før valgkampen talte om, at der skulle en ny ærlighed ind i politik, at politikere kun skulle udstede de løfter, som de kunne holde, så synes jeg jo, at det står i skærende kontrast til det, vi oplever med det regeringsgrundlag, som den røde regering har lagt frem, hvor det jo er det ene løftebrud efter det andet. Det er jo sådan set det, der er det vigtige spørgsmål, nemlig om befolkningen kan have tillid til, at politikerne også kæmper for deres mærkesager og står ved dem efter et valg.

Fru Sofie Carsten Nielsen.

Så vil jeg godt spørge, hvordan fru Ellen Trane Nørby vil holde Venstres løfter, eftersom der nu ikke er 90 mandater bag dem. Vi i Radikale Venstre håber i hvert fald, at man vil være med til at samarbejde bredt og indgå kompromiser, sådan som et samarbejde fordrer.

Ordføreren.

Vi vil, som jeg har sagt flere gange, være konstruktive og konsekvente som oppositionsparti. Vi vil samarbejde om det, det giver mening at samarbejde om, men vi kommer ikke til at samarbejde om at sætte skatter og afgifter op for danskerne. Vi kommer ikke til at samarbejde om, at man nedlægger en boligjobordning, som skulle være med til at skabe vækst og beskæftigelse i håndværksvirksomhederne, som skulle være en håndsrækning til familier for at få deres hverdag til at hænge sammen i spændingsfeltet mellem karriereliv og familieliv, og som netop gav familierne en mulighed for at kunne få en ekstra håndsrækning til børnepasning og til andre initiativer i hjemmet. Det kommer vi ikke til at samarbejde om. Derfor er det jo væsentligt, hvad man samarbejder om, og at man ikke kun bliver ved med at køre på, at vi skal samarbejde. Lad os da nu få nogle svar fra den nye regering om, hvad det er, man helt konkret ønsker, der skal samarbejdes om, så skal vi nok møde op, når vi bliver inviteret til forhandlinger.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen for en kort bemærkning.

Jeg synes ikke, at fru Ellen Trane Nørby er sur. Jeg synes nærmere, at fru Ellen Trane Nørby er sådan lige lovlig optimistisk, for mon ikke de tusindvis af danskere, der mangler et arbejde, eller de 10.000 unge, der mangler en praktikplads, synes, det er lige frisk nok at kalde Danmark for et land i topform efter 10 år med borgerligt styre.

Ordføreren sagde i sin tale, at det er vigtigt, der er incitamenter til at arbejde, og at det skal kunne betale sig at arbejde, så jeg vil stille ordføreren et spørgsmål: Mener Venstres ordfører virkelig, at årsagen til, at man nu forventer, der vil være omkring 200.000 arbejdsløse næste år, er, at de arbejdsløse ikke er motiverede, at de ikke gider, eller er problemet, at der mangler arbejdspladser i Danmark? Hvad er årsagen til arbejdsløsheden? Er det manglende incitamenter, manglende motivation hos de ledige, eller at man ikke har formået at skabe arbejdspladser i Danmark?

Ordføreren.

Hvis ordføreren for Enhedslisten havde hørt efter under min tale, ville hun have hørt, at ordet topform indgik som en betegnelse for dansk økonomi, dengang finanskrisen ramte i 2008. På det tidspunkt havde Danmark et nettotilgodehavende i udlandet på 92 mia. kr., mens andre europæiske lande havde store gældskriser og allerede på det tidspunkt slæbte rundt på en gæld. Danmark havde overskud, for vi havde ført en ansvarlig økonomisk politik, og mens andre partier råbte på, at man skulle bruge penge, så høvlede vi af på gælden. Og den sunde økonomi i 2008 gjorde, at vi har kunnet føre en offensiv politik under hele finanskrisen, og det har gjort, at selv om arbejdsløsheden er steget i Danmark, er den steget mindre, end hvad man kunne have frygtet. Jeg er sådan set rigtig glad for, at Danmark stod så godt rystet økonomisk, at vi kunne afbøde nogle af de negative følgevirkninger, som vi kan se finanskrisen har haft i andre lande. Jeg tror sådan set også, at danskerne er rigtig glade for, at vi havde det overskud til at kunne sikre arbejdspladser i Danmark og til at tage initiativer med vækstpakker, med bankpakker, som sikrede dansk økonomi.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Jeg er da rigtig glad for, at vi lige fik slået fast, at Venstre ikke mener, at den borgerlige regering afleverer et land i topform.

Men jeg fik ikke noget svar på mit spørgsmål: Er det de arbejdsløses skyld, at der mangler arbejdspladser i Danmark? Venstre bliver nemlig ved med at tale om de her incitamenter og bliver ved med at tale om, at man skal motivere de arbejdsløse, så jeg kunne så godt tænke mig at høre et svar på det spørgsmål. Fastholder Venstre virkelig, at det er de lediges skyld, at der mangler arbejdspladser i Danmark, eller kunne man forestille sig, at de partier, som har haft magten i de sidste 10 år i det her land, kunne have en del af ansvaret?

Ordføreren.

Vi afleverer en sund økonomi, som gør, at Danmark er bedre rustet end mange andre europæiske lande; en økonomi, hvor der har været råd til at investere i uddannelse, forskning, i initiativer som vækstpakker, som vi har lagt frem, som netop skal være med til at skabe flere arbejdspladser, og i initiativer rettet mod de unge, der mangler en praktikplads. Det har vi alt sammen haft råd til, fordi vi har ført en ansvarlig økonomisk politik, hvor renten holdes i ro, hvor der er tiltro til, at der er styr på økonomien. Det er forudsætningen for, at vi kan skabe arbejdspladser til de danskere, som gerne vil ind på arbejdsmarkedet.

Men når man som den nye røde regering foreslår at afskaffe kontanthjælpsloftet, fratager man jo folk det økonomiske incitament til at få et arbejde, og så skubber man jo nogle af de mennesker, som har sværest ved at få fodfæste på det danske arbejdsmarked, længere væk fra arbejdsmarkedet. Man siger nemlig til dem: Hvis det økonomisk skal kunne betale sig for jeres familie, at den ene af jer går ud og får et arbejde, skal I ud og tjene mere end 30.000 kr. om måneden. Dermed ødelægger man jo deres mulighed for, at de kan komme ind på en arbejdsplads og få nogle kollegaer. Det incitament mener vi i Venstre er vigtigt, for det skal altid kunne betale sig at arbejde; det skal altid kunne betale sig at gøre en ekstra indsats.

Hr. Eigil Andersen for en kort bemærkning.

Den nye regering vil indføre en uddannelsesgaranti, herunder en praktikpladsgaranti. Det er der meget hårdt brug for, for det vil hjælpe de over 5.000 unge, som simpelt hen har måttet afbryde deres uddannelse, fordi de ikke har kunnet finde en praktikplads.

Hvorfor har de borgerlige svigtet de unge i Danmark? Ordføreren siger jo, at det skal kunne betale sig at arbejde, at det skal kunne betale sig at gøre en indsats. De unge, som tager en erhvervsuddannelse på de tekniske skoler, har jo gjort en indsats, og de har udvist et initiativ, men de bliver alligevel stoppet, fordi der mangler praktikpladser. Det er altså i modstrid med Venstres politik. Vil Venstre være med til sammen med den nye regering at indføre en praktikpladsgaranti?

Ordføreren.

Venstre har sammen med Dansk Folkeparti, De Konservative, Det Radikale Venstre og sågar også Socialdemokraterne taget et meget stort initiativ på praktikpladsområdet, hvor vi afsatte 2,4 mia. kr. til at skabe 8.900 ekstra praktikpladser.

Derudover fremlagde vi i august måned en fuldt finansieret vækstpakke, hvor vi gik ud og sagde til de små virksomheder, som ellers ikke har mulighed for at tage en lærling: Ved I hvad, vi lader skolerne tage sig af alt med papirerne; I skal ikke være forpligtet til selv at have en lærling, men kan dele det mellem to virksomheder eller tre virksomheder; vi skal nok stå for koordineringen. Derudover foreslog vi i vores vækstpakke, at der skulle indføres en uddannelsesklausul for de store virksomheder, hvor de i forbindelse med f.eks. en bro over Femern Bælt eller andre store offentlige byggerier også skal være forpligtet til at tage ekstra lærlinge.

Alle de initiativer har vi taget for at sikre, at der bliver skabt praktikpladser i Danmark, og derfor håber jeg da på, at den nye røde regering vil fortsætte nogle af de gode takter, som VK-regeringen er startet på, og tage nogle af de forslag, som ligger i vores vækstpakke fra august måned, med, for det vil da være gavnligt i forhold til at skabe flere praktikpladser i Danmark.

Hr. Eigil Andersen.

Det er jo udmærket, at der er taget nogle initiativer. Men sandheden er jo, at de ikke i tilstrækkelig grad hjælper. Jeg tror da, at der er mange unge i Danmark, som er meget skuffede over det her svar fra Venstres ordfører, fordi de netop står i den situation, at de er gået i gang med en uddannelse, men bliver stoppet. For dem kan det altså ikke betale sig at gøre en indsats. Det er jo et meget nedslående budskab.

Hvis ordføreren tror så meget på sin egen politik og på, at den fører til så meget godt, som det her bliver påstået – jeg mener ikke, at det er tilstrækkeligt – skulle der jo ikke være noget problem i at give en garanti. For den enkelte unge er det jo afgørende, at vedkommende har en sikkerhed for, at han eller hun ikke bliver stoppet på grund af manglende praktikplads. Derfor bliver jeg nødt til at gentage mit spørgsmål: Vil Venstre give unge i Danmark den hjælp ved at være med til at indføre en praktikpladsgaranti i erhvervsuddannelserne?

Ordføreren.

Det, Socialdemokraterne og SF hidtil har villet, er at sige til unge, der måske uddanner sig inden for en retning, hvor der ikke er behov for arbejdskraft: Fortsæt I bare med jeres uddannelse, for vi skal nok garantere, at I kan få en praktikplads, om ikke andet en skolepraktikplads; til gengæld kan I ikke være sikre på at få et arbejde den dag, I er færdige.

Det, vi til gengæld har gjort, er, at vi i den periode, hvor vi kunne se, at økonomien i Danmark gjorde, at der var mange virksomheder, der ikke tog lærlinge, indførte en skolepraktikgaranti, vi indførte skolepraktikpladser, vi indførte et forslag om at sikre, at flere virksomheder kunne deles om en lærling. Vi tog en række initiativer, som jo netop har gjort, at antallet af praktikpladsaftaler, der bliver indgået i år, er større end tidligere, og det glæder mig da, at vi igen begynder at se en vækst i antallet af praktikpladser.

Vi nåede jo ikke til vejs ende, og det var jo også derfor, at vi i vores vækstpakke fra august måned kom med nogle ekstra forslag til, hvordan vi kan skabe flere praktikpladser i Danmark. Men svaret til de unge, der mangler en praktikplads, er jo ikke kun at give dem en praktikplads. Det er jo også at sørge for, at de bliver uddannet på områder, hvor der er behov for dem, den dag de er færdige med deres uddannelse. Ellers uddanner vi jo folk til arbejdsløshed, og det tror jeg er en politik som vi vil lade SF have. Vi synes, det er vigtigere, at vi sikrer, at folk også bliver uddannet til et arbejde.

Hr. Rasmus Prehn for en kort bemærkning.

Venstres fru Ellen Trane Nørby startede meget glad og engageret med at tale om det nye reformflertal. Og så er det, som om resten af debatten har handlet om alt det, som Venstre ikke vil være med til. Skyldes det, at Venstre måske bruger et lidt smalt reformbegreb, hvor reformer kun er noget, hvor man reducerer velfærden, fastholder børn i fattigdom, ikke sikrer praktikpladser osv? Er problemet for Venstre, at man har en meget smal opfattelse af, hvad en reform er? Hvorfor er det, at Venstre ikke vil være med til en reform, der kan sikre nye arbejdspladser, en reform, der kan sikre praktikpladser til unge, en reform, der kan sikre, at børn kommer ud af fattigdommen? Kunne det ikke være noget at bruge et nyt reformflertal på, nemlig at samarbejde hen over midten og lave god politik på de her områder?

Ordføreren.

Hvis hr. Rasmus Prehn mener, at tilbagetrækningsreformen og efterlønsreformen er fattigdomsskabende reformer, tror jeg, at hr. Rasmus Prehn skal tale med sin statsminister om, hvordan det kan være, at det er nogle af de reformer, som indgår som de største reformer i den nye, røde regerings regeringsgrundlag.

Hr. Rasmus Prehn.

Jeg taler om muligheden for at afskaffe kontanthjælpsloftet, 450-timers-reglen og starthjælpen, hvad Venstres ordfører jo brugte taletiden på at sige at man altså ikke vil være med til. Man startede med at glæde sig over, at der var et reformflertal, og at vi nu kunne gøre noget hen over midten, men når vi så rækker hånden ud til samarbejde og siger, at vi skal sikre, at vi kan hjælpe de børn, der lever i fattigdom, er det alligevel, som om Venstre støber sig selv fast i blokpolitisk beton.

Ordføreren.

Når hr. Rasmus Prehn sammen med den nye røde regering ønsker at afskaffe kontanthjælpsloftet, er det jo noget, der vil medvirke til, at rigtig mange mennesker går fra en situation, hvor de får noget ud af at være på arbejdsmarkedet, til at det ikke længere kan betale sig at være på arbejdsmarkedet. Det ønsker vi ikke at bidrage til i Venstre.

Til gengæld vil vi meget gerne være med til at samarbejde om de reformer, som skaber mere vækst, som skaber mere frihed, som skaber mere udvikling i det danske samfund. Vi havde inden valget lagt en SU-reform frem, vi havde inden valget lagt en folkeskolereform frem, vi havde inden valget lagt en førtidspensionsreform, en fleksjobreform og en række andre reformer frem, som vi sådan set håbede på at vi i et bredt samarbejde kunne skabe nye flertal omkring. Og når der er mere end 60 forlig, som rækker hen over midten i dansk politik, og som stadig væk gælder, er det jo, fordi VK-regeringen i størstedelen af sin politik har arbejdet med brede samarbejder. Derfor vil vi selvfølgelig også gå konstruktivt og konsekvent til den nye rolle, vi får som oppositionsparti, men det er da klart, at vi ikke kommer til at medvirke til at gøre det sådan, at det ikke kan betale sig at arbejde i Danmark.

Så er det hr. Rasmus Helveg Petersen for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne sige tak til fru Ellen Trane Nørby for en konstruktiv tale. Jeg ser frem til, at vi får etableret et samarbejde hen over midten i den samling, der kommer. Vi skal lave en stribe reformer sammen, men vi får også brug for Venstre til at lave et samarbejde om skat og skattepolitik. Jeg kan høre, at man anerkender, at lavere skatter på arbejde er en del af løsningen. Der er en historisk mulighed i denne samling for at få skabt et samarbejde, der giver markant lavere skat på arbejde, men det er kun, hvis Venstre tør.

Så vil jeg som opfølgning på fru Camilla Hersoms spørgsmål spørge: Når der nu er lagt op til en skattereform, der markant sænker skatten på arbejde, kan vi så ikke forvente, at Venstre deler ønsket og anerkender, at skattesænkninger vil skabe vækst? Og kan vi ikke få fru Ellen Trane Nørby til at bekræfte, at Venstre deler ønsket om en markant lavere skat på arbejde?

Ordføreren.

Jamen altså, Venstre vil jo gerne samarbejde om, at vi kan fortsætte den ansvarlige økonomiske politik, der er blevet ført, med de initiativer, vi har taget gennem de år, vi har siddet i regering, til at sænke skatten på arbejde. Men det er jo relevant, hvordan tingene skal finansieres, for det, vi har hørt, og det, vi også kan se af det røde regeringsgrundlag, er jo, at der bliver væltet skatter og afgifter over på det danske erhvervsliv. Det vil ikke være noget, der er med til at skabe beskæftigelse og vækst i Danmark.

Når man lægger 1,5 mia. kr. over på lastbiltransporterne, som der tidligere har været forslag om, vil det jo betyde, at det bliver dyrere at fragte varerne ud til kunderne, at det bliver dyrere for de danske virksomheder at kunne eksportere. Det vil ikke være med til at skabe vækst og udvikling. Og det samme kan man jo sådan set sige om, hvis man gør det så meget dyrere for den enkelte familie at have en bil, fordi man lægger skatter og afgifter over på en betalingsring, over på det, at de kører i deres bil; jamen så tager man sådan set en frihed fra de enkelte familier.

Så vi vil gerne samarbejde, men skulle vi nu ikke finde ud af, hvad det er, vi skal samarbejde om? For det regeringsgrundlag, der ligger, stiller jo flere spørgsmål, end det giver svar, med hensyn til hvordan skatte- og afgiftspolitikken skal se ud.

Hr. Rasmus Helveg Petersen.

Jo, men det forhindrer vel ikke, at Venstre kan gå med i en skattereform, der sænker skatten på arbejde markant?

Ordføreren.

Nej, men det relevante er jo at finde ud af, hvordan det her skal finansieres. Altså, Venstre har gennemført fuldt finansierede skattesænkninger, mens vi har siddet i regering. Det har vi gjort, fordi det er vigtigt, at vi ikke har verdens højeste skattetryk, fordi det kan være med til at forringe vores konkurrencevilkår. Vi vil gerne sænke skatten på arbejde, så det kan betale sig at gøre en ekstra indsats, men tingene skal jo finansieres. Og hvis de bliver finansieret, ved at man pålægger ekstra afgifter på visse typer fødevarer i et så stort omfang, at det giver øget grænsehandel, så gavner det jo ikke den danske statskasse eller de danske borgere. Så gavner det de tyske grænsekøbmænd og den tyske statskasse.

Derfor er det væsentligt, hvad det er, vi konkret skal samarbejde om, og der rejser regeringsprogrammet flere spørgsmål, end det giver svar.

Fru Ane Halsboe-Larsen for en kort bemærkning.

Tak. Jeg vil gerne kvittere for ordførerens tale og for den perlerække af initiativer, der bliver redegjort for at den tidligere regering har taget for at få Danmark ud af krisen. Det er korrekt, men det har bare været de helt forkerte initiativer, og det synes jeg sådan set at tallene viser sort på hvidt: Danmark har ikke en sund økonomi. Danmarks økonomi står i stampe, vi har et enormt underskud i den danske statskasse på, ja, omkring 85 mia. kr., måske endda endnu mere, og vi har mistet op mod 200.000 arbejdspladser.

Derfor undrer det mig også, når ordføreren siger, at fattigdom og pisk er vejen frem for at få folk i arbejde. De ufaglærte job findes ikke. De ufaglærte job, du beder folk om at gå ud og søge, findes ikke. Det vil kun kræve at tage ganske få snakke med arbejdsløse at se det, og det vil jeg anbefale ordføreren at gå ud og gøre. Derfor vil jeg spørge dig :

Når vi har en økonomi, der er presset, vi har mistet arbejdspladser og der ikke er job at søge, hvordan mener ordføreren så at fattigdom og pisk er vejen til at få folk tilbage i arbejde?

Ordføreren.

Venstre ønsker hverken, at der bliver skabt fattigdom, eller at der bliver brugt pisk til at skabe fattigdom i Danmark. Det fremgik sådan set heller ikke af min tale, og derfor kunne jeg da godt ønske, at fru Ane Halsboe-Larsen lyttede lidt bedre efter. Men det, det dybest set handler om, er at sikre, at det kan betale sig at gøre en indsats i det danske samfund. Ophæver vi kontanthjælpsloftet, kan det for rigtig mange familier og rigtig mange danskere ikke længere betale sig at komme ud på arbejdsmarkedet. Jeg håber, at fru Ane Halsboe-Larsen vil give mig ret i, at hvis der kræves, at man skal ud og have et job til en månedsløn på over 30.000 kr., for at det for ham eller hende i et kontanthjælpspar kan betale sig at arbejde, så er der rigtig, rigtig mange, der ikke længere har et incitament til at gå ud og få et job i en butik, på et kontor eller andre steder i det danske samfund, og det vil skubbe folk væk fra samfundets kerne og ikke sikre, at vi får en højere beskæftigelse i Danmark.

Fru Ane Halsboe-Larsen.

I den situation, vores land befinder sig i, er det problematisk, når ordføreren lægger op til, at arbejdsløshed er den enkeltes problem, og at vejen til at få folk ud af arbejdsløshed er at fratage dem et ordentligt eksistensgrundlag. Kontanthjælpsloftet fastholder folk i fattigdom, og det vil vi gerne fjerne. Mit spørgsmål er derfor bare: Hvorfor ønsker Venstre at fastholde folk i fattigdom for at få dem i arbejde, når der ikke er arbejde at søge?

Ordføreren.

Det er fint nok, at fru Ane Halsboe-Larsen siger, at det vil man fjerne. Det er så bare endnu et af de mange løfter, som man ikke har finansieret, og det kan vi jo stille op i køen af brudte løfter over for den ene eller den anden gruppe af danskere, hvor man har svigtet det, man gik til valg på.

Men det skal kunne betale sig at gøre en ekstra indsats i Danmark, og det er derfor, vi ikke støtter, at man ophæver kontanthjælpsloftet, for så vil det betyde for rigtig mange mennesker, at et helt almindeligt arbejde, som ellers kan være inden for rækkevidde, ikke længere vil være interessant, fordi det økonomisk set simpelt hen ikke kan betale sig for familien. Så kommer vi til at stå i en situation ligesom den, vi stod i før 2001, hvor der var mange familier, der sagde: Jamen det er egentlig ikke, fordi vi ikke vil have et arbejde, men det kan bare ikke betale sig for os økonomisk.

Vi har ikke sagt, at det at være arbejdsløs kun er den arbejdsløses problem; det er jo derfor, vi har lagt en stribe vækstinitiativer frem under krisen. Det er netop for at holde hånden under beskæftigelsen i Danmark. Det er derfor, vi på trods af krisen, på trods af det, at vi har haft en stigende arbejdsløshed, i dag har en arbejdsløshed, der er historisk lav, en arbejdsløshed, der er lavere, end den var på noget tidspunkt, sidste gang der var en rød regering i Danmark.

Må jeg lige i al stilfærdighed gøre den bemærkning – mest af hensyn til nye medlemmer – at det er rigtigt, at vi tiltaler hinanden med »du« udenfor, men herinde gør vi det ikke.

Så er det hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Mit spørgsmål er ganske enkelt: Vil Venstre stemme for en finanslov, der indeholder nye skatteindtægter?

Ordføreren.

Altså, vi har jo ikke set noget finanslovforslag fra den nye regering. Jeg kan forstå, at mødet i salen er aflyst på tirsdag, at mødet i salen er aflyst på torsdag, at mødet i salen er aflyst på næste fredag, og at det stadig væk er uklart, om der kommer en finanslov, og hvilken form den har. Så skal vi nu ikke se de udspil og det lovprogram, der kommer fra den nye regering, inden vi i detaljer begynder at tage stilling til, hvordan vi forholder os til de enkelte elementer?

Hr. Frank Aaen.

Jeg spurgte ikke til detaljer. Nu har jeg bare hørt en lang række svar, hvor ordføreren siger, at man er imod alle mulige former for skatteforhøjelser, og så spørger jeg helt enkelt: Vil Venstre stemme for en finanslov, der indeholder nye skatteindtægter? Det må man da kunne svare på. Det er jo ikke en detalje, det er ikke noget, der afhænger af, hvad der står i finanslovforslaget, det har noget at gøre med, hvordan ens holdning er til det principielle spørgsmål.

Ordføreren.

Jamen det afhænger da i høj grad af, hvad der står. Altså, vi har jo hævet nogle af afgifterne, bl.a. på forurening, for så at kunne sænke skatten på arbejde. Det fremgår sådan set også af de muligheder, der ligger inden for skattestoppets rammer. Det er klart, at vi kommer til at vurdere – gang for gang – om det, man gør, er skadeligt for væksten, udviklingen og beskæftigelsen i Danmark, eller om det kan have et godt formål.

Derfor kan vi jo ikke stå her og tage stilling til et finanslovforslag, når der ikke engang er fremsat et finanslovforslag eller der er givet en indikation på, om man fremsætter et nyt finanslovforslag, eller om man tager det finanslovforslag, som VK-regeringen fremsatte i august måned.

Fru Pernille Rosenkrantz-Theil for en kort bemærkning.

Jeg er blot noget overrasket over at høre fru Ellen Trane Nørby tage ordet samarbejde i sin mund, for grundlæggende kræver samarbejde i hvert fald én ingrediens, og det er, at man har lyst til at lytte til folk. Og i forbindelse med valgkampen bad jeg befolkningen om at komme med nogle gode forslag til forandringer af vores samfund, og det skabte faktisk ikke alene mange gode forslag, men også mange rigtig gode debatter rundtomkring i Danmark. Men reaktionen fra fru Ellen Trane Nørby var i den forbindelse, at hun fandt det – og jeg citerer – latterligt. Det var det ord, fru Ellen Trane Nørby brugte. Hun fandt det latterligt, at man spurgte befolkningen; at man inviterede befolkningen indenfor for at høre, om der måske var nogle ideer til forandring af vores samfund. Nu har jeg jo glædet mig til at få den her anledning til at spørge fru Ellen Trane Nørby – det kan du næsten regne ud – om det var en finke, der røg af panden, eller om det faktisk er Venstre og fru Ellen Trane Nørbys ærlige mening, at det er latterligt at invitere danskerne, der har fingrene nede i virkeligheden, med om bord, når man laver politik og lovgivning her i Folketingssalen.

Jeg må lige bryde ind og sige, at jeg konstaterer, at min henstilling om tiltaleformen ikke kun skulle rettes til de nye medlemmer, men også til de øvrige.

Nu tror jeg, at ordføreren citerer sådan rimelig frit. Det, jeg sagde, var, at danskerne ikke havde behov for at sende deres forslag gennem fru Pernille Rosenkrantz-Theil for at få dem frem til Venstre. Venstre modtager dagligt henvendelser fra danskere; fra danske virksomheder; fra aktører, som har en mening om den fælles politik, som der skal føres for Danmark, og som har en mening om og et værdifuldt bidrag til, hvordan vi kan gøre vores lovgivning bedre, hvordan vi kan sikre, at vi får løst problemerne for de mennesker, der er kommet i klemme i systemet. Det behøver man ikke fru Pernille Rosenkrantz-Theil til. Der er sådan set en direkte adgang til hver og en af Venstres folketingspolitikere, og det var såmænd bare det, jeg mindeligt gjorde opmærksom på, da fru Pernille Rosenkrantz-Theil meldte sig på banen til at være formidler af kontakten til Venstres folketingsgruppe.

Fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Fru Ellen Trane Nørby er citeret på Ritzau, og det kan jo så være en fejl, Ritzau har lavet, men jeg har ikke noteret mig, at fru Ellen Trane Nørby har bedt Ritzau om at berigtige det. Fru Ellen Trane Nørby kaldte det latterligt, og når jeg citerer i øvrigt, kan det så også være et fejlcitat, det skal jeg ikke kunne sige, men fru Ellen Trane Nørby siger: Det er da bekymrende, at Pernille Rosenkrantz-Theil har brug for andre til at formulere sine ideer for sig. Det kan godt være, at fru Ellen Trane Nørby finder det bekymrende. Jeg vil bare sige, at jeg håber, at noget af det, der for alvor er nyt med det Folketing, der er sat nu, er, at man er åben over for at blive klogere på det, som man skal lave, når man er i det her Folketing, nemlig at forandre samfundet. Der har været 10 års ørkenvandring, og jeg må sige til den tidligere regering, at den er blevet sløv af at have haft sit bekvemme flertal. Jeg mener ikke, det er bekymrende, når man beder om at få ideer; jeg mener, at det er berigende for folkestyret. Jeg mener, at vi skal have skabt et samarbejdende folkestyre, og jeg vil bare appellere til, at fru Ellen Trane Nørby, når fru Ellen Trane Nørby taler om samarbejde, er med på, at det så også handler om at lytte til folk og lære af folk.

Ordføreren.

Nu kan jeg ikke fuldstændig huske, hvad det var for en sammenhæng, fru Pernille Rosenkrantz-Theil sagde det i, men jeg kan huske, at den pressemeddelelse, som fru Pernille Rosenkrantz-Theil havde udsendt, indeholdt adskillige ukvemsord om regeringen, og jeg er ret sikker på, at det citat, som fru Pernille Rosenkrantz-Theil læser op, har relation til det. Men lad os nu lade det ligge.

Jeg tror, de fleste danskere ved, at det danske Folketing er et af de mest åbne parlamenter i verden, hvor man har mulighed for at kunne komme ind, mødes med politikerne, bidrage med kommentarer og gode ideer, og det er jo sådan set det, der gør vores folkestyre stærkt.

Så er jeg nødt til at gøre fru Pernille Rosenkrantz-Theil opmærksom på, at når der ligger over 60 forlig, som også gælder her efter valgkampen, så er det jo netop, fordi en af grundstenene i VK-regeringens arbejde har været det brede samarbejde. Og det brede samarbejde betyder også, at man er nødt til at indgå kompromiser. Det betyder også, at man lytter, og det betyder også, at der nogle gange kommer nogle langstrakte forløb, hvor man er nødt til at forhandle med hinanden, men det ændrer ikke på, at det, vi står over for nu, er et regeringsprogram, der stiller flere spørgsmål, end det giver svar, og derfor er det jo relevant at finde ud af, hvad det er, vi skal samarbejde om, og ikke kun, at vi skal samarbejde.

Hr. Jonas Dahl for en kort bemærkning. Hr. Jonas Dahl ønsker ikke en kort bemærkning? Så er det hr. Lennart Damsbo-Andersen for en kort bemærkning. Hr. Lennart Damsbo-Andersen er her ikke? Nå, men så er jeg måske nødt til at give den praktiske vejledning, at det jo godt kan være, at de enkelte spørgere og svarere ikke bruger deres fulde 2 minutter, og at der derfor bliver plads på listen til flere end dem, man har aftalt skulle på listen. Det er så det problem, vi har ramlet hovedet ind i her. Jeg vil så bare som vejledning til brug for resten af dagen sige, at der er mulighed for, at flere får ordet, hvis de har trykket sig ind, end dem, som er på de afleverede lister.

Så siger vi tak til Venstres ordfører, og så er det hr. Magnus Heunicke som ordfører for Socialdemokratiet.

Tak, formand. De stod der, danskerne, i lange køer fra morgen til aften. De ældre var mødt frem, børnefamilierne var der, og de unge førstegangsvælgere var mødt frem. Fremmødet var enormt den 15. september. Vi fik den højeste valgdeltagelse siden 1984. Danskerne har talt.

På valgdagen sagde Danmark nej til nedskæringspolitikken og ja til, at vi skal arbejde, uddanne og investere os ud af krisen. Danmark sagde nej til større social ulighed og ja til et samfund, hvor vi alle skal med, og hvor vi hver især oplever frihed og lige muligheder. Og Danmark sagde nej til mere VKO-blokpolitik og ja til det samarbejdende folkestyre, hvor vi finder løsningerne på de store udfordringer sammen. Resultatet er et nyt Folketing, og nu har vi også fået en ny regering.

Det er en regering, der står over for en meget stor opgave. For vi overtager et Danmark, der er kommet ud af balance. Vi overtager en økonomisk politik i ubalance. Kassen er tom – og næste år er der et minus på 85 mia. kr. Vi overtager en socialpolitik i ubalance. Mennesker lever i dag på ekstra lave ydelser, som fastholder dem i fattigdom. Vi overtager en uddannelsespolitik i ubalance. Kravene til arbejdsstyrken bliver større og større, men befolkningens uddannelsesniveau står i stampe. Vi overtager en miljø- og klimapolitik i ubalance. Naturen, miljøet og klimaet kan simpelt hen ikke tåle den nuværende belastning. Og endelig overtager vi en udlændingepolitik i ubalance. Vi skal ikke have åbne grænser, men vi skal have et åbent samfund – et samfund med plads til alle, der vil.

Udfordringen for den nye regering er altså at skabe et Danmark i balance igen. Socialdemokraterne påtager sig som det største regeringsparti sit ansvar for at løse den opgave. Vi har sammen med Radikale Venstre og SF skabt et grundlag for at løse opgaven. Vi har bøjet os mod hinanden. Vi har lagt særinteresser til side. Vi er gået på kompromis. Resultatet er en ambitiøs plan for en reformregering, som er parat til at gøre, hvad der skal til, for at bringe Danmark tilbage på rette spor.

For hvad var det, der skete? Jo, tre forskellige partier gik ind i det sorte tårn. Vi deler rigtig mange værdier, rigtig mange ideer, men vi havde selvfølgelig forskellige planer med ind i tårnet. Ud af tårnet kom der så én regering og ét regeringsgrundlag, én plan for fremtidens Danmark. Det er en plan, som bygger på et fælles værdigrundlag: frihed for den enkelte, lige muligheder for alle, fællesskab, respekt og tolerance.

Vi vil gøre op med fattigdommen. I dagens Danmark er der børn, som vokser op i familier, hvor der altid bliver sagt nej, hvor der ikke er råd til at holde fødselsdag, hvor der ikke er råd til at holde en ordentlig jul, hvor pengene ikke rækker til at gå til fodbold eller håndbold, og hvor børnene bliver hjemme, når vennerne tager på sommerferie. Der er sågar familier – flere og flere familier de senere år – der sættes ud af lejligheden, fordi far og mor ikke kan betale huslejen. Derfor vil den nye regering gøre op med fattigdomsydelserne. Socialdemokraterne har ikke noget imod, at folk bliver rige, men vi accepterer ikke fattigdom.

De svage grupper skal vide, at Danmark har en regering, der står bag dem. En gruppe, som virkelig trænger til, at der gøres en ekstra indsats, er mennesker med psykiske lidelser. Vi vil tage psykiske lidelser lige så alvorligt som fysiske sygdomme.

Vi vil gøre en ekstraordinær indsats for at bekæmpe arbejdsløsheden. Skoler skal jo renoveres. Veje og cykelstier skal asfalteres. Jernbaneskinner skal lægges. Kloakker skal graves. Der er masser af opgaver, og der er masser af mennesker, der brænder for at få lov til at være med, så de kan få et job og bidrage til fællesskabet. Derfor vil vi næste år give økonomien en kickstart på 10 mia. kr.

Vi vil give vores børn og unge den bedste uddannelse, man kan få. Ellers skaber vi ikke lige muligheder for alle. Højere løn og øget velfærd hænger sammen med et støt stigende uddannelsesniveau, men den stigning gik i stå under VKO. Det skal der laves om på nu.

Arbejdet starter i folkeskolen. Vi vil sammen med lærere og forældre reformere folkeskolen, så alle børn får et solidt grundlag for deres videre uddannelse. For folkeskolen er kun første skridt. De unge skal også have en ungdomsuddannelse, og flere skal have en videregående uddannelse. Unge på erhvervsuddannelserne skal ikke længere tvinges til at afbryde deres uddannelse, fordi de ikke kan komme i praktik. Hvis ikke vi giver vores børn og unge en god uddannelse, bliver Danmark til et fattigere samfund i fremtiden.

Vi skal passe på klimaet og naturen. Det er mangel på respekt for vores børn og børnebørn, hvis vi blot fortsætter som nu. Der er bare ikke kul, olie og gas nok at brænde af, og selv om der var, ville klimaet ikke kunne tåle det. Der er grænser for, hvor meget kvælstof, ammoniak og sprøjtegift den danske natur kan kapere.

Derfor skal vi i gang med en grøn omstilling både på klima- og energiområdet og på miljøområdet. Vi indfører et ambitiøst mål om at reducere vores udslip. Vi vil gøre vores el- og varmeforsyning 100 pct. vedvarende. Vi vil sende de gamle oliefyr på pension. Vi skal have gang i vindmøllerne, så halvdelen af vores el kommer fra vindenergi. Det er ambitiøse mål, og det kræver en ambitiøs plan, men det vil den nye regering levere. Derfor skal vi også vedtage de natur- og vandplaner, som den gamle regering har syltet, og dobbelt så meget landbrugsjord skal dyrkes økologisk. Vi lægger op til et endeligt opgør med en tid, hvor der blev sagt mange grønne ord, men hvor det skortede på grønne gerninger.

Frihed for den enkelte, lige muligheder for alle, fællesskab, respekt og tolerance: Det er vores værdier. Det er grundlaget for vores fælles plan for Danmark. Det er grundlaget for regeringspartiernes samarbejde. Jeg håber, at resten af Folketingets partier vil lade sig inspirere af det samarbejde. Man kan faktisk nå resultater, hvis man er villig til at bøje sig mod hinanden. Det viste de tre partier i tårnet, og det skal vi vise her i salen.

Vælgerne har sammensat et Folketing med otte forskellige partier. Jeg tror ikke, at vælgerne forventer, at de otte partier stejlt skal stå på hver deres platform og nægte at give sig en tøddel. Jeg tror, de forventer otte partier, der samarbejder. Det er en stor opgave, som venter os. Vi skal trække Danmark op af det 85 mia. kr. dybe hul, som VKO efterlod. Det bliver ikke let, men Danmark skal videre, og vi er allerede godt på vej. Vi inviterer alle til at være med, så vi løfter i flok i et Danmark, der står sammen.

Så har jeg et forslag til vedtagelse fremsat af Socialdemokraterne, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten, og det lyder sådan her:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at landet har fået ny regering, som vil skabe ny vækst og fremgang, ved at alle yder et rimeligt bidrag til at få Danmark ud af krisen. Folketinget opfordrer regeringen til at søge opbakning i Folketinget til et ambitiøst reformprogram, der sikrer øget beskæftigelse, reelt lige muligheder for alle, bedre uddannelser, en løsning af klima- og miljøudfordringerne samt holdbare offentlige finanser.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 2).

Det af hr. Magnus Heunicke på flere partiers vegne fremsatte forslag til vedtagelse indgår ligeledes i de videre forhandlinger.

Så er der en lang række medlemmer, der har bedt om bemærkninger. Jeg læser lige navnene op: Ellen Trane Nørby, Pia Kjærsgaard, Simon Emil Ammitzbøll, Lars Barfoed, Kristian Jensen, Gitte Lillelund Bech, Jacob Jensen, Torsten Schack Pedersen, Mads Rørvig, Hans Kristian Skibby, Kristian Thulesen Dahl, Mette Bock, Benedikte Kiær, Stine Brix, Finn Sørensen, Inger Støjberg, Louise Schack Elholm, Erling Bonnesen, Ulla Tørnæs, Eva Kjer Hansen, Flemming Damgaard Larsen, Tom Behnke, Jan E. Jørgensen, Tina Nedergaard, Søren Pind, Henrik Høegh og Ole Birk Olesen.

Først fru Ellen Trane Nørby for en kort bemærkning.

Statsministeren kaldte jo før valget sin måde at føre politik på for løftepolitik, og derfor kunne jeg godt tænke mig at vide, hvad det her begreb løftepolitik dækker over. Størstedelen af de løfter, som statsministeren udstedte til danskerne før valgkampen, er jo sådan forduftet deroppe på 25. etage på Crowne Plaza. Derfor vil jeg gerne helt konkret spørge ordføreren, nu der bliver talt om ny vækst og det at skabe arbejdspladser: Hvad er der blevet af løftet om straksafskrivning til virksomhederne?

Ordføreren.

Det, der skete ved valget, var jo, at danskerne sagde nej til mere blokpolitik og ja til et bredt samarbejde. Når man har været vant til at være VKO, må det være svært at forstå, at det er sådan, man arbejder nu her. Det er sådan, vi arbejder. Det er fuldstændig rigtigt, at de tre partier havde hver sin plan med ind i tårnet, og vi kom ud af det tårn der og havde et fælles regeringsgrundlag. I det fælles regeringsgrundlag er der planer for reformer, planer for at sætte gang i væksten igen, planer for at komme ud af det hul, som VKO-blokken efterlod Danmark i. Det er de planer, som vi har lagt frem i vores regeringsgrundlag.

Fru Ellen Trane Nørby.

Så når statsministeren talte om ny ærlighed, betød det det samme, som da Nyrup i 1998 sagde et før valget og gjorde det modsatte bagefter. Så når statsministeren talte om, at hun ville føre løftepolitik, så var det ensbetydende med, at det så var o.k. at bryde alle de løfter og svigte alle de danskere, man havde turneret rundt til og lovet det ene og det andet. Jeg kan forstå, at straksafskrivningen forsvandt op i de højere luftlag oppe på 25. etage på Crowne Plaza.

Så vil jeg gerne spørge til boligjobordningen, som Socialdemokraterne og SF jo stemte for, som var et vækstinitiativ, der skulle sikre, at den lille håndværksvirksomhed kunne få tilskyndelse til at ansætte flere, så vi kunne få gang i væksten ude i de små virksomheder, og så vi kunne sikre, at familierne fik en håndsrækning til at få familieliv og arbejdsliv til at hænge sammen. Er det endnu et af de brudte løfter fra Socialdemokraterne?

Ordføreren.

Det er jo underholdende nok at høre den nye opposition, som virkelig har øvet sig på sin nye rolle. Det er jo selvfølgelig glimrende. Husk nu bare på, dengang VKO sad ved magten, og jeg kan da tydeligt huske valget i 2007 med de kæmpe løfter, man gav til befolkningen om, at der var råd til både skattelettelser og masser af velfærd. Der var råd til et kæmpe kvalitetsløft, og i øvrigt ville man aldrig nogen sinde røre ved boligskatterne. Hvad gjorde man efter valget? Ja, der indførte man nedskæringer, der indførte man den såkaldte genopretningsplan, og der gik man ind og forringede rentefradraget, altså præcis det modsatte af, hvad man sagde. Så før man svinger sig op til den helt store retorik her, skal man lige huske på, hvad man selv har haft af politik tidligere. Jeg synes, at de sidste, der skal tale om løftebrud, er VKO-blokken.

Så er det fru Pia Kjærsgaard for en kort bemærkning.

Tak. Hr. Magnus Heunicke omtalte de tre partier i tårnet, og en eller anden fornemmelse har jeg faktisk af, at de der tre partier stadig væk befinder sig oppe i tårnet og allernådigst kigger sådan lidt ned på os andre. Man skulle tage at komme lidt ned på jorden igen, det ville klæde den nye regering, der sidder derovre og stråler af optimisme og begejstring og glæde over at komme i regering. Jeg har siddet og iagttaget regeringen, og man må sige, at det er helt fantastisk.

Jeg vil stille et spørgsmål til den nye politiske ordfører – og tillykke med posten. Den nye statsminister har jo lovet at fastholde den stramme udlændingepolitik – det er blot et af de mange, mange løfter, der blev afgivet i valgkampen – men nu lader det altså til, at det bliver nemmere at blive familiesammenført, det bliver nemmere at få dansk statsborgerskab, det bliver nemmere at få permanent opholdstilladelse, og asylansøgere skal bare sluses ud i samfundet. Vi må se, hvad kommunerne siger i forbindelse med boliger osv. osv., men det kommer vi tilbage til. Men der er tale om en meget, meget dramatisk lempelse af udlændingepolitikken. Det er blot et af de mange, mange brudte valgløfter. Vi kommer tilbage til rækken af alle de andre i løbet af dagen her i dag.

Ordføreren.

Først vil jeg lige sige tak. Det er faktisk lidt uventet, at det er fru Pia Kjærsgaard, der er med til at sprede begejstring om den nye regering og fortælle om, at det er en regering, som virkelig har masser af visioner, og som er stolte af det grundlag, som vi er nået til enighed om. Så tak til fru Pia Kjærsgaard for også at have noteret det.

Så til spørgsmålet om udlændingepolitikken. Jeg tror, at fru Pia Kjærsgaard må se i øjnene, at det altså nu er slut med VKO, og det vil sige, at den negative symbolpolitik, vi har haft på området, er afløst af en robust og retfærdig udlændingepolitik. Vi ændrer ikke på kriterierne for asyl i Danmark, vi løfter ikke antallet af kvoteflygtninge, men vi afskaffer f.eks. pointsystemet, hvorom mange danskere og erhvervslivet sagde: Det er ikke kun uretfærdigt og uintelligent, det er direkte tåbeligt. På den måde går vi ind og retter op, så vi sikrer, at systemerne bliver robuste og retfærdige med rettigheder og pligter frem for negativ symbolpolitik.

Fru Pia Kjærsgaard.

Der blev sagt, at man ikke ændrer på kriterierne for at komme til Danmark. Det er jo da i hvert fald overhovedet ikke sandt. Man ændrer dem endda meget dramatisk. Jeg vil bare bede hr. Magnus Heunicke om at bekræfte, at Det Radikale Venstre, Enhedslisten og dele, store dele, tror jeg, af SF's bagland har gjort indsigelse imod statsministerens løfter under valgkampen, nemlig at man ville fastholde den stramme udlændingepolitik, og nu er det virkelig lempelser, lempelser, lempelser, som vil betyde, at udlændingepolitikken vil blive rullet meget tilbage til det, den var før 2001, at vi vil få en meget bekostelig ny indvandring til Danmark, at vi skal bruge rigtig mange penge på folk, der ikke er kvalificerede. Vi kommer tilbage til det alt sammen, for det vil komme til at vise sig, men jeg vil bare bede om en bekræftelse på, at Enhedslisten, Det Radikale Venstre og dele af SF's bagland, ikke toppen, der sad oppe i tårnet på Crowne Plaza, men dele af SF's bagland, har fået meget store indrømmelser, og at man nu lemper udlændingepolitikken.

Ordføreren.

Nej, jeg tror, det er vigtigt, at vi også på det her område forholder os til fakta frem for sådan en negativ skræmmepolitik, som baserer sig på en verdensopfattelse, som var i Folketinget her før valget. Nu er der et nyt Folketing, og når det drejer sig om et emne som familiesammenføringer, hvad er det så, den nye regering har lagt frem? Den nye regering har lagt frem, at man skal på et niveau med det, som var i 2007, og jeg tror trods alt ikke, at der er nogen på jorden, der vil påstå, at Danmark var et masseindvandringsland i 2007. Derfor er det relevant at sige, at vi meget gerne tager den debat, og jeg deler sammen med mange andre danskere opfattelsen af, at det er fint, at Dansk Folkeparti har fået lidt mindre at skulle have sagt inden for det her område. Vi ændrer ikke på kriterierne for at få asyl i Danmark, vi hæver ikke antallet af kvoteflygtninge, men vi ændrer det med familiesammenføringer tilbage til 2007-niveau.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Det virker, som om man stadig mentalt sidder i tårnet og sidder fast oppe på den øverste etage. Den hvide røg er kommet ud, men det er bare mange røde ord, den er blevet afløst af. Det kan vi jo høre fra hr. Magnus Heunickes side.

Hr. Magnus Heunicke siger nemlig: Vi skal skabe balance igen, bl.a. i socialpolitikken. Hvordan kan det så være, at det første socialpolitiske initiativ fra den nye regering er at kaste for 5 mia. kr. nye afgifter i hovedet på danskerne? Vi ved, at det rammer de socialt dårligt stillede mest, og når de skal have råd til at holde den børnefødselsdag, som ordføreren taler om, bliver både kagen og pølserne og sodavanden dyrere, fordi man kaster nye afgifter i hovedet på ganske almindelige mennesker. Man er nemlig fuldstændig ligeglad med, hvordan almindelige mennesker skal leve deres liv. Man er kun interesseret i, at man har fået magten. Det virker, som om man er så glad for, at man har fået ministerposterne, at man har glemt, hvad indholdet handler om.

Socialpolitik skal sætte folk i stand til at gøre noget for deres eget liv, tage ansvar for deres eget liv, i stedet for at man vil bestemme, hvordan de skal leve deres liv, hvilket jeg har forstået regeringen vil. Men 5 mia. kr. i nye afgifter er det eneste, vi ved om den her regerings politik.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet fra Liberal Alliance, som nu prøver at slå sig op som socialpolitikkens vagthund i dansk politik. Det bliver spændende at se, hvordan det kommer til at gå med det.

Noget af det, der var allerværst ved VKO-blokken, ud over blokpolitikken, var, at den allerhårdest ramte de familier, de mennesker i Danmark, som havde det allersværest. De blev fattigere. Og man kan jo bare spørge Rådet for Socialt Udsatte, vores boligforeninger, Folkekirkens Nødhjælp, Dansk Folkehjælp – alle dem, som har at gøre med samfundets nederste, dem, der knokler, dem, der kæmper for at holde sig oppe og være med i fællesskabet. Alle siger: Det er gået rivende galt. Det er gået fuldstændig galt, og derfor er noget af det første, vi vil tage fat på, når der kommer penge i kassen og vi får rettet op på økonomien, at fjerne de fattigdomsydelser, som VKO har indført, og som har betydet, at der var for stor forskel på rig og fattig. De fattigste blev endnu fattigere. Det kan vi ikke være tjent med, det kan vi ikke være bekendt.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Kravl nu ned fra tårnet. Valgkampen er overstået. Vi behøver ikke at høre på floskler og løfter og alt muligt. Lad os tale om de konkrete ting. Bliver pølserne dyrere? Bliver lagkagen dyrere? Bliver sodavanden dyrere? Det eneste, de fattige familier har fået konkret af den her regering, er nye udgifter. Og når så de har betalt det selv, vil man give dem pengene igen en eller anden gang i fremtiden, hvis ellers der bliver mulighed for det. Det er altså lidt for smart.

Sandheden er jo den, at det her ikke handler om VKO. Drop det, vil jeg sige til hr. Magnus Heunicke. VKO har ikke længere et flertal. Det er S, SF og R, der skal stå til ansvar for den politik, man vil føre. Og hvorfor vil man gøre børnefødselsdagen dyrere, når man står og påstår, at man vil gøre den billigere?

Ordføreren.

Vi har jo tal. Det er selvfølgelig sjovt nok at have den her debat, men vi har jo tal fra eksperter, fra folk, der arbejder og knokler i deres fritid og i deres organisationer for at hjælpe Danmarks fattigste familier. De siger faktisk, at familierne er på et niveau nu, som er så lavt, at det ikke engang kan lade sig gøre at få et ordentlig sundt måltid mad. Derfor synes jeg ikke, at det giver mening at fortælle om, hvad en lagkage så koster fremover. Altså, for de familie her handler det ikke om, at de skal leve af lagkager eller flødeskum. Det handler om, at de skal have en hverdag til at fungere, hvor der er råd til både huslejen og til at give børnene en flyverdragt og råd til at kunne fastholde, at man har en plads i fællesskabet. Det er det, hr. Simon Emil Ammitzbøll nok har svært ved at forstå, altså at det nye flertal er meget optaget af fællesskabet, nemlig at man skal være en del af fællesskabet, ikke at man skal fryses ud, fordi man har haft en svær start i livet. Det er det, vi vil gøre op med.

Så er det hr. Lars Barfoed for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg synes, at det er forstemmende at mærke, at den nye regering allerede er kørt træt. Det må have været nogle meget udmattende drøftelser, man har haft oppe i det tårn. Vi ventede jo spændt på resultatet af drøftelserne, og hvad er det for et regeringsgrundlag, vi får? Det er et regeringsgrundlag, som stort set kun er flotte målsætninger, smukke formuleringer og floskler. Så tænkte vi: Der kommer nok noget konkret, når statsministeren holder sin tale. Der var intet konkret, og nu har vi altså i dag en ordfører fra Socialdemokratiet, der indtil nu ikke har svaret konkret på et eneste spørgsmål, der er stillet.

Må jeg så spørge i forlængelse af det, der lige blev spurgt om her: Er det ikke korrekt, at de stigende skatter og afgifter, som Socialdemokratiet og de øvrige regeringspartier vil indføre, vil betyde en begrænsning i helt almindelige familiers købekraft og dermed gøre familierne fattigere? Må jeg ikke spørge helt konkret til det: Er det ikke rigtigt, at man begrænser familiernes købekraft med de afgifter, man vil indføre?

Ordføreren.

Jeg ved godt, at De Konservative ikke kan blive enige med de andre partier i den nye opposition om, hvilken linje man skal lægge. Man kan høre her, at Dansk Folkeparti talte om, at den nye regering så ud til at være i meget godt humør og virkelig havde energi, mens De Konservative har den modsatte strategi, nemlig at det skulle være, at den var kørt træt. Men det er jo altså meget festligt alt sammen.

Den nyhed, jeg vil fortælle hr. Lars Barfoed, er jo om den almindelige LO-familie, for hvad er det for en familie? Ja, det er en familie, som knokler for at få tingene til at hænge sammen, en familie, som er nervøs for, om jobbet ryger i næste måned, fordi naboens job måske er røget, og det vil sige, at den almindelige LO-familie er optaget af det. Det er også en almindelig familie, som siger: Hvordan går det med vores børns uddannelse, hvordan går det med de udfordringer, Danmark står over for? Det er dem, vi vil tage fat på, og det er dem, vi vil forbedre mulighederne for til at klare sig igennem. Det er det, der er den afgørende ting her, nemlig, at til folk, der tidligere har været nervøse for, hvad der sker med deres job, hvad der sker med de her ting, siger vi: Der vil vi komme med en forbedring.

Hr. Lars Barfoed.

Det er simpelt hen rent sort tale, vi hører fra Socialdemokratiet. Jeg må stadig væk konstatere: Socialdemokratiets ordfører har ikke i den her debat indtil nu svaret konkret på et eneste spørgsmål. Man kan tydeligt mærke, hvad taktikken er. Det er, at hver gang der bliver stillet et spørgsmål til hr. Magnus Heunicke, svarer hr. Magnus Heunicke ved at beskylde de tidligere regeringspartier for en hel masse ting. Men et konkret svar på, hvad der er Socialdemokratiets politik, har vi overhovedet ikke fået indtil nu. Derfor spørger jeg igen, og nu vil jeg gerne have et klart svar: Vil stigende skatter og afgifter begrænse almindelige familiers købekraft – ja eller nej?

Ordføreren.

Vi har jo et fundamentalt anderledes syn på skat end De Konservative. Det er, fordi vi betaler vores skat med glæde, vi betaler vores skat, fordi vi ved, at pengene går til fællesskabet, de går til bedre uddannelse til vores børn, de går til ældrepleje, de går til sundhed, de går til det, vi er stolte af, og som vi skal forbedre. Det er nok forskellen på det nye flertal, der er kommet, og i hvert fald De Konservative, som vil lette det samlede skattetryk. Den nye regering vil ikke lette det samlede skattetryk, og dermed er svaret også: Det vil vi ikke gøre, men vi vil sikre, at der kommer gang i væksten, og at vi får rettet op på de skæve nedskæringer, som den tidligere regering har foretaget.

Så har fru Johanne Schmidt-Nielsen bedt om en kort bemærkning.

Jeg vil godt sige, at det er fuldstændig fast praksis, at når det undtagelsesvis sker, at ordførere fra den samme blok beder om ordet, så får de det. Jeg vil til gengæld administrere det sådan, at den samlede taletid bliver en smule udvidet af den grund.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Tak for talen og velkommen til. Tillykke med den nye post.

Jeg vil bare lige høre lidt om den skattereform, der lægges op til. Jeg går ud fra, at vi er helt enige om, at det skal være en skattereform, der øger ligheden i det danske samfund. Og når jeg siger, at jeg går ud fra, at vi er helt enige om det, er det selvfølgelig bl.a., fordi det er, hvad Socialdemokraterne og SF er gået til valg på, nemlig en højere grad af økonomisk lighed i det danske samfund, men det er jo også, fordi det er det, der står i regeringsgrundlaget, altså at man vil arbejde for at mindske uligheden i Danmark.

Så jeg skal bare lige høre: Jeg går ud fra, at vi er enige om, at fundamentet for en skattereform må være, at ligheden i det danske samfund vokser.

Ordføreren.

Som vi beskriver i regeringsgrundlaget, vil der komme en skattereform. Den nye regering lægger op til en skattereform, som har tre hovedelementer. Det ene er det, der bliver spurgt om her, nemlig at det skal være en skattereform i social balance. Det andet er, at det skal være en skattereform, der er fuldt finansieret, og det tredje er, at målet er at lette skatten på arbejde. Det er de tre ting, som står helt fast, og så er der en ting, som vi siger allerede fra starten, og det er: I denne valgperiode vil vi ikke gøre noget ved boligskatten, vi vil ikke hæve boligskatten, som det står klokkeklart i vores regeringsgrundlag.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Der er bare det der med ordene »en social balance«, hvor jeg godt kunne tænke mig at få et lidt klarere svar. Jeg skal bare høre, om vi er enige om, at der ikke bliver lavet nogen skattereform, der kommer til at øge den økonomiske ulighed i det danske samfund. Det er selvfølgelig vigtigt for Enhedslisten, fordi vi jo sådan set arbejder for en højere grad af økonomisk lighed i det danske samfund, og det tror jeg også at Socialdemokraterne og SF gør. Så jeg skal bare høre: Forudsætningen for, at der kommer en ny skattereform er, at uligheden i det danske samfund mindskes, at ligheden vokser.

Ordføreren.

Jo, og der må man jo sige, at samtlige de tiltag, som den nye regering har lagt frem, er tiltag, som man kan sætte to streger under og spørge: Hvad betyder de for den økonomiske lighed eller ulighed i samfundet? Vil uligheden vokse endnu mere? Næ, det vil den ikke. Her vil vi hjælpe dem, som er blevet klemt af det tidligere flertal, af VKO-partierne. Så derfor vil der være en større grad af økonomisk retfærdighed i samfundet, hvor de fattigste ikke bliver fattigere og slet ikke bliver glemt. Når det drejer sig om skattereformen, siger vi, at den skal være i social balance, og så bliver partierne – ikke kun Enhedslisten, men også resten af Folketingets partier – jo indbudt til forhandlinger om den. Vores krav er, at den skal være i social balance.

Hr. Kristian Jensen for en kort bemærkning.

Jeg kan forstå, at spørgsmålene indtil nu har været for komplicerede til, at hr. Magnus Heunicke selv har kunnet svare på dem. Hr. Lars Barfoeds ja/nejspørgsmål fik vi ikke noget svar på. Jeg synes egentlig, at det er lidt ærgerligt, at en åbningsdebat med en ny ordfører på talerstolen bliver trukket ned på det her niveau, hvor hr. Simon Emil Ammitzbølls meget klare spørgsmål om, hvad det egentlig er for en sammenhæng, der er mellem det, man siger, og det, man gør, ikke blev besvaret. Derfor vil jeg gerne fortsætte ad det spor.

Det eneste, vi indtil videre har hørt, er, at der kommer stigende afgifter. Det er afgifter, der med størst vægt rammer dem, der har de laveste indkomster. Det kan være et ægtepar, hvor den ene er kasseassistent og den anden er lagermedarbejder. Vedkommende vil ikke få gavn af det, som hr. Magnus Heunicke har fremhævet indtil nu. Vedkommende vil blive ramt af stigende skatter og afgifter med højere afgifter på sukker, fedt, cigaretter, øl, sodavand, en lang række områder. Det, vi får først, er stigende afgifter, og så vil man måske gøre noget senere ved kontanthjælpsloftet og andet. Kan hr. Magnus Heunicke ikke bekræfte, at det eneste, vi med sikkerhed ved, er, at afgifterne stiger, og at afgifterne rammer de fattigste relativt hårdere end dem, der har høje indkomster?

Ordføreren.

Lad mig svare fuldstændig klart på det. Ja, det ved vi, og vi har sagt både før valget og nu, at det vil vi gøre. Hvis det var det eneste, vi ville gøre, er det fuldstændig rigtigt, at det vil have den effekt, som hr. Kristian Jensen nævner. Men det er jo ikke det eneste, vi gør. Vi gør flere andre ting, og jeg har nævnt et par af dem her. Den ene ting er, at de, der har det allersværest økonomisk, skal have en hjælpende hånd. Det har jeg også forstået at man anerkender, og at man godt ved, at det vil vi gøre.

En anden ting, der er meget afgørende for lige præcis de mennesker, som spørgeren her taler om, er, at deres job er i fare for at forsvinde. Vi har jo i de sidste 4 måneder set, at der er kommet flere arbejdsløse. Selv om den tidligere regering sagde, at krisen var overstået, er arbejdsløsheden fortsat med at stige. Derfor er det jo helt afgørende, at vi får sparket gang i den danske økonomi igen og får sikret en øget beskæftigelse, altså flere arbejdspladser. Det er derfor, at vi fremrykker offentlige investeringer, som lige præcis kommer dem til gavn, som går og er nervøse for deres job.

Hr. Kristian Jensen.

Man har droppet løftet om straksafskrivninger til virksomhederne. Til gengæld har man fastholdt, at der skal spares 2 mia. kr. Er det det, hr. Magnus Heunicke tror giver flere arbejdspladser? Jeg må sige til hr. Magnus Heunicke, at det eneste, vi kan se, der kommer, er, at de stigende afgifter kommer nu med det samme. Vi ved ikke, om der kommer en hjælp, og vi ved ikke, hvornår den kommer. Hvis hr. Magnus Heunicke ved det, kan hr. Magnus Heunicke så her fortælle os klart, hvornår der kommer en hjælpende hånd til at kunne betale de stigende afgifter, som hr. Magnus Heunicke som punkt 1 har bekræftet kommer, og som punkt 2 rammer de fattigste hårdest?

Ordføreren.

Der sker jo det, at den nye regering, som jeg også sagde i min tale, har en bunden opgave, nemlig at der skal penge i kassen – nu skal der penge i kassen – for det kan ikke blive ved. Vi overtager en kasse, der er fuldstændig tom, og vi kan se, at hvis der ikke gøres noget, vil underskuddet bare vokse fremover. Der skal simpelt hen gøres noget.

Det har været og er vores ufravigelige princip, og det har det været både under valgkampen og efterfølgende, at vi først bruger pengene, når vi har dem. Derfor er det den første ting, der sker. Det er fuldstændig rigtigt. Først skal pengene ind, og derefter skal de ud at arbejde og ud at virke og gavne. Den todelte opgave er sådan set som punkt 1 at få penge i kassen og som punkt 2 at få dem ud at arbejde, så vi retter op på nogle af de skævheder og kortsigtede urimeligheder, som den tidligere regering indførte.

Så er det fru Gitte Lillelund Bech for en kort bemærkning.

Nu vil jeg så forsøge at forstå hr. Magnus Heunickes svar, for det har indimellem været lidt vanskeligt at forstå dem, måske også fordi der sådan set ikke blev svaret på spørgsmålene. Kan hr. Magnus Heunicke bekræfte det, som hans partifælle, fru Julie Skovsby, også sagde under valgkampen, nemlig at det, når man hæver afgifterne med 5 mia. kr., giver øget fattigdom i Danmark – ja eller nej?

Ordføreren.

Det kan være, at spørgeren simpelt hen var optaget, da jeg lige før havde debatten om samme emne med spørgerens partifælle. For faktum er, at det er fuldstændig korrekt, hvis det var det eneste, man gjorde. Men det var jo ikke det eneste, man gjorde. Vi har lavet et regeringsgrundlag, og jeg selv har i min tale præcis fremhævet, hvordan vi vil skabe mindre ulighed i Danmark, og jeg synes faktisk, det er lidt tankevækkende, hvordan man i VKO-partierne nu virkelig prøver at være de svages beskyttere.

Det er jo de partier, som har indført målrettede massive nedskæringer over for netop dem, som har det økonomisk sværest, som nu prøver at sige, at man er deres bedste ven. Men den strategi tror jeg bare man får rigtig svært ved at få til at glide ned udeomkring i Danmark.

Fru Gitte Lillelund Bech.

Altså, jeg har skam fulgt debatten, jeg har sådan set siddet her siden kl. 10, da vi indledte åbningsdebatten. Jeg har hørt det her spørgsmål blive stillet af både hr. Lars Barfoed og hr. Kristian Jensen, og jeg vil bare have hr. Magnus Heunicke til at konkludere, at det, som den røde regering nu gør, er, at den skaber øget fattigdom for derved at få penge for på sigt så måske at kunne rulle noget tilbage for at hjælpe dem, der er blevet mere fattige.

Det er vel reelt set det, som den røde regering gør, ved at sætte skatter og afgifter op med 5 mia. kr.: Det er bedst at skabe øget fattigdom, for så er der nogle flere, vi kan redde.

Ordføreren.

Jamen sådan en debat kan være vanskelig, for hvis man ikke vil høre svaret, er det jo svært at fortælle, hvad der er svarene. Nu prøver jeg at komme med det en gang til, for jeg synes faktisk, jeg svarede meget klart på det: Det er fuldstændig rigtigt, hvis det var det eneste, vi gjorde. Men så bruger man sådan et polemisk trick med, at nå, ja, men så er det måske senere hen. Hvor kommer det med, at det måske er senere hen, fra? Sagen er jo den, at vi skal have penge i kassen først. Det har vi sagt fuldstændig åbenlyst til alle, og det mener vi den dag i dag, og det mener vi også i morgen. Selvfølgelig skal der penge i kassen, før vi kan bruge dem, det er jo simpelt hen sådan, det fungerer. Vi har overtaget et kæmpe hul i kassen, 85 mia. kr. – mindst – i underskud for næste år.

Når vi først har fået penge i kassen, kan vi jo bruge dem på at rette op på de urimeligheder, som den tidligere regering indførte.

Så er det hr. Jacob Jensen for en kort bemærkning.

Sort tårn, sort tale. Det må vel være konklusionen indtil nu. Man har siddet ude i et sort tårn i flere uger og diskuteret, og ud af det kom et regeringsgrundlag, som er sort tale. Statsministerens åbningstale – sort tale. Hr. Heunickes svar på de spørgsmål, der er blevet stillet i dag – sort tale. Jeg vil sige til hr. Heunicke, at hr. Lars Barfoed stillede et meget konkret spørgsmål, som jeg godt vil bede hr. Heunicke om at forholde sig til og svare på: Er det korrekt, at hvis man sætter skatter og afgifter op med et stort milliardbeløb, bliver danskernes købekraft mindre – ja eller nej?

Ordføreren.

Sagen er jo den, at vi har lavet et fælles regeringsgrundlag. Og hvis man siger, at der kun er en ting, som vi taler om her, og ikke andet, er det rigtigt, at det får en bestemt effekt. Hvad ville der ske, hvis vi ikke gjorde noget ved f.eks. arbejdsløsheden, så den bare fik lov til at stige? Hvis vi ikke gjorde noget ved den, hvad ville det så betyde for danskernes købekraft og for dansk økonomi? Det ville være dybt skadeligt, og derfor giver det jo ingen mening at sige, at man ikke vil tale om alt det andet, som vi vil gøre, at man kun vil tale om den her ene ting. Man er nødt til at se regeringsgrundlaget som et hele, hvor vi altså vil sparke gang i dansk økonomi og give danskerne noget at lave, fremrykke offentlige investeringer, for det vil nemlig betyde større købekraft, mere gang i væksten og at folk har tillid til, at de kan gå ud at investere, fordi de har jobsikkerhed. Det er derfor, jeg bliver nødt til at svare, at vi skal se det som en helhed, for det er kun i helheden, det får en virkning.

Hr. Jacob Jensen.

Mere sort snak. Jeg vil spørge hr. Heunicke: Bliver danskernes købekraft og dermed muligheden for at stimulere væksten større eller mindre, når man sætter skatter og afgifter op med et stort beløb – ja eller nej?

Ordføreren.

Hvis det var det eneste, man gjorde, er svaret selvfølgelig ja, lige som svaret er ja, hvis det var det eneste, man gjorde, i forhold til det, fru Gitte Lillelund Bech sagde lige før. Sagen er den, at det ikke er det eneste, vi gør, og jeg siger held og lykke til Venstre, hvis det er den strategi, man vil bruge, nemlig at man ikke vil se på helheden, men kun på et emne. For hvis det var det eneste, vi gjorde, var svaret selvfølgelig ja. Hvis vi f.eks. ikke gjorde noget ved den stigende arbejdsløshed, som vi altså har arvet, og som har fået lov til at stige, på trods af at vi altså har hørt fra den tidligere statsminister, at krisen da er afblæst, den er da overstået, så var svaret ja. Der har stadig væk været en stigning i arbejdsløsheden. Hvis vi ikke gjorde noget ved det, hvis vi ikke fremrykkede offentlige investeringer, som vil sparke gang i væksten igen og give danskerne et job, jamen så var svaret ja, men det gør vi jo netop, og derfor er vi nødt til at se det som en samlet effekt af regeringens politik. Det er det, der er det afgørende.

Hr. Kristian Thulesen Dahl for en kort bemærkning.

Først vil jeg sige tillykke med posten til Socialdemokratiets nye politiske ordfører.

Se, jeg troede jo i min naivitet, at det, vi ville se her efter regeringsskiftet, var, at der ville være nogle partier, der efter at have tørstet efter magten i 10 år og nu virkelig havde kæmpet sig frem til magtpositionen og ministertaburetterne så hurtigt ville fremsætte en myriade af forslag her i Folketingssalen, så man kunne efterleve alt det, man nu gerne ville, og som man virkelig havde haft lyst til.

Hvad har vi så set? Vi har set en regering, der meddeler Folketinget, at vi kan få et lovkatalog at se i slutningen af november, altså 2½ måned efter valget, med det resultat, at Folketinget nu ser ud til at måtte aflyse tre mødedage i næste uge, fordi vi ikke har noget at lave. Den eneste dag, vi skal mødes i næste uge, er den dag, hvor oppositionen sætter dagsordenen, men der er ikke nogen regeringsforslag, der sker ingenting. Så vi kan bare sådan fortsætte vores ferie og vente på, at regeringen kommer i arbejdstøjet. Det er da paradoksalt, vil jeg sige til den politiske ordfører.

Jeg tror, der er rigtig mange, der er forvirrede ude i fædrelandet, og jeg er i hvert fald forvirret, også i forhold til hvilken politik der vil blive lagt frem. Derfor har jeg bare et spørgsmål til hr. Magnus Heunicke for at prøve at få afklaret forvirringen på et område, og det er: Vil den politik, regeringen vil føre, medføre, at millionærerne i det her land skal betale mere i skat eller mindre i skat? Skal millionærerne ende med at betale mere i skat eller mindre i skat med regeringens politik?

Ordføreren.

Først vil jeg lige kommentere den første del af hr. Kristian Thulesen Dahls spørgsmål ved at konstatere, at det i hvert fald er dejligt at opleve, hvordan man længes efter at komme til at sidde på oppositionsbænkene og virkelig være med til at arbejde her i Folketingssalen, og vi glæder os også til det. Men sagen er jo den, at vi havde en regering, som næsten sad tiden ud, og valget kom jo – og det var endda den tidligere statsministers argumentation for det – så det blev afholdt lige før Folketingets åbning, og derfor er der nogle praktiske ting, som følge af, at Folketinget åbner nu. Men det er klart, at regeringen selvfølgelig må have lov til at fremlægge et lovprogram. Jeg er helt sikker på, at det ville have været præcis det samme, hvis vi havde haft den modsatte situation. Sådan må det jo være rent praktisk.

Til det andet om millionærskat vil jeg sige, at det ikke er en del af regeringsgrundlaget at få en millionærskat, men vi vil lave en skattereform, der er socialt afbalanceret, og som har som mål at lette skatten på arbejde, men den skal være fuldt finansieret. Og grunden til, at vi vil lette skatten på arbejde, er, at vi vil forbedre konkurrenceevnen.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Det er fuldstændig rigtigt, at vi er kampberedte. Vi glæder os til arbejdet, og derfor havde vi jo set frem til en masse forslag fra den her nye regering, vi kunne diskutere med politikerne i regeringen. Og så sker der ingenting. Så sidder vi her og venter og venter på, hvornår alle de forslag, som regeringen egentlig havde tænkt sig at fremsætte, kommer. Vi ved det jo ikke; vi kan ikke få svar på det.

Så vil jeg gå til det, det drejer sig om, nemlig millionærerne. Jeg fik jo ikke et svar fra hr. Magnus Heunicke. Altså, jeg fik et svar, der handlede om, at den millionærskat, man gik til valg på, har man taget af bordet. Det har jeg forstået – det har jeg forstået. Så har jeg forstået, at der er noget med, at man vil gennemføre nogle topskattelettelser. Det står der også. Det har jeg også forstået. Det var man imod før valget, men det er man nu for. Så vil man gennemføre en skattereform, som der er en masse forvirring om, og som skal være afbalanceret på nogle forskellige måder.

Se, jeg stiller bare det enkle spørgsmål – for det tror jeg der er rigtig mange danskere der interesserede i efter den valgkamp, vi har haft: Ender alt det med, at millionærerne i Danmark betaler mere i skat? Altså, det er et ret simpelt spørgsmål. Er spørgsmål forstået? Ender det med, at millionærerne betaler mere i skat, når regeringens politik er blevet gennemført, eller ender det med, at millionærerne betaler mindre i skat?

Ordføreren.

Ja, og svaret er jo, at hr. Thulesen Dahl godt ved – og det bekræftede han også – at selve millionærskatteelementet ikke er med i regeringsgrundlaget. Det er svaret. Og så vil vi komme med en skattereform. Det er jo glædeligt, at man er utålmodig for at komme i gang. Vi glæder os også til at komme i gang, og bare vent, der bliver masser at tage fat på, og vi vil invitere – og det er det, der er det nye her – til forhandlinger om f.eks. vores skattereform. Derfor kan både Dansk Folkeparti og de andre partier i den nye opposition jo være med til at finde ud af, hvordan vi gør det, men vores krav er bare, at det skal være socialt retfærdigt. Det er vores krav til den skattereform. Derfor må vi vente og se, hvad det ender med i de forhandlinger, det er klart. Kravet er bare, at det er en socialt retfærdig og fuldt finansieret reform.

Fru Mette Bock for en kort bemærkning.

Først tillykke med ordførerskabet til hr. Magnus Heunicke; jeg kan se, at det er en meget vanskelig opgave, men man kan jo kun ønske held og lykke.

Vi har fået et regeringsgrundlag, som på jo mange måder er formuleret i brede vendinger – og sådan skal det vel være – men på enkelte områder bliver man meget, meget konkret. Det gælder f.eks. de rammevilkår, som skal gælde for dansk landbrug. Vi kommer fra en situation under den foregående regering, som var slem, til noget, som absolut er en katastrofe, ser det ud til, med den kommende regering. Det fremgår nemlig tydeligt, at man vil øge de grønne afgifter. Det står helt fast, og det står også fast, at regeringen vil vedtage de vand- og naturplaner, som man har arvet fra den foregående regering. Enhver, som har et minimum af kendskab til de vilkår, som er for dansk landbrug i dag, vil vide, at det kommer til at betyde en afvikling af store dele af dansk landbrug. Ville det ikke være mere ærligt, hvis regeringen allerede i regeringsgrundlaget her havde meldt ud, at man ønsker at lukke dansk landbrug?

Ordføreren.

Jo, hvis det var ønsket, var det fuldstændig rigtigt, men det er langtfra ønsket. Vi er stolte af dansk landbrug, vi er stolte af de varer, der bliver produceret, men vi vil også gerne hjælpe landbruget med at gøre det bedre. Den grønne omstilling af samfundet skal naturligvis også gælde landbruget, for det er jo der, man virkelig arbejder tæt på naturen. Så når vi siger til landbruget, at nu skal der altså arbejdes mere grønt, så siger vi det både til landbruget og til industrien og til transportsektoren og til alle andre: Vi skal have en grøn omstilling af Danmark.

Jeg kender faktisk ikke rigtig fru Mette Bocks partis politik på det her med klima. Om det er noget, man har defineret endnu, ved jeg ikke, men vores klimapolitik er, at vi skal være mere ambitiøse, at vi skal have en grøn omstilling af Danmark, og naturligvis gælder det også for landbruget. Man må endda sige, at det er dem, der er tættest på naturen, og derfor er det der, vi kan nå meget langt, hvis vi hjælper dem med den grønne omstilling.

Fru Mette Bock.

Mere kvalitet, større ambitioner – hvor mange gange har vi ikke hørt det allerede. Det er bare ikke godt nok. Når vi står over for et erhverv, som i forvejen er økonomisk i knæ, må man simpelt hen have større ambitioner end bare at sige, at alle skal bidrage, så jeg glæder mig til at se noget mere konkret. Og til det helt konkrete vil jeg så spørge:

Det fremgår også af regeringsgrundlaget, at man vil nedsætte en hurtigtarbejdende landbrugskommission. Kan hr. Magnus Heunicke svare på, om det betyder, at man ikke vil gennemføre de foreliggende vand- og naturplaner, før denne landbrugskommission har talt, eller om man bare vil fortsætte i dampen på det tog, som allerede er sat i gang?

Ordføreren.

Det er klart, at målet med sådan en hurtigtarbejdende landbrugskommission jo er at få endevendt de problemstillinger, som landbruget står over for, og det er helt logisk, at miljøet er en kerneudfordring for dansk landbrug. De er gået i den rigtige retning, de har vist, at det kan lade sig gøre, og vi vil tage landbruget på ordet og sige: Jamen så kom med videre, for der er meget at nå endnu, og vi kan sagtens forbedre den måde, som dansk landbrug indvirker på natur, miljø og klima på.

Derfor er det da helt klart vores mål, at en sådan landbrugskommission skal have som et hovedtema, hvordan vi får sikret, at den grønne omstilling kommer til at foregå på den bedst mulige måde for landbruget. Derfor er regeringen jo optaget af at tilrettelægge det således, at det foregår i et samspil, hvor man siger, at det kommer på det optimale tidspunkt, hvor landbrugskommissionen bliver færdig, således at det kan blive implementeret i det miljøomlægningsarbejde, som forestår for landbruget.

Fru Benedikte Kiær for en kort bemærkning.

Nu har ordføreren flere gange fremhævet, at regeringen vil kickstarte dansk økonomi, bl.a. med de 10 mia. kr., og en af de få klare ting, der står i regeringsgrundlaget, er, at man gerne vil efterleve EU-henstillingen. Men det må jo så betyde, at man skal stramme ekstra op i 2013, og der vil jeg gerne spørge ordføreren hvordan der så skal strammes op. Er det ved besparelser i den offentlige sektor, eller er det ved øgede afgifter? For en af de få konkrete ting, der er i regeringsgrundlaget, er jo øgede afgifter. Men hvilke øgede afgifter vil vi så se?

Ordføreren.

Jeg vil gerne kvittere for spørgsmålet her. Det er relevant, ikke mindst fordi hele baggrunden for spørgsmålet jo er, at vi overtager en økonomi, som virkelig har det svært, som er i knæ, at vi overtager en kasse, som er fuldstændig tom, og vi kan se, at foran os ligger der et underskud på mindst 85 mia. kr. Derfor er det en god og fornuftig og helt rimelig ambition, den nye regering har, nemlig at vi selvfølgelig skal overholde de EU-krav, som ligger i 2013.

Derfor er det jo afgørende, at kickstarten i 2012 kommer til at virke og giver et løft, ikke kun i beskæftigelsen, men også i den danske økonomi. Det er en fremrykning, og derfor er det fuldstændig rigtigt, hvad spørgeren taler om, nemlig at den fremrykning jo så betyder, at der kommer mindre aktivitet i årene fremover for de ting, vi fremrykker, for de skoler, vi fremrykker at renovere, skal vi jo ikke renovere året efter.

Fru Benedikte Kiær.

Jeg mener ikke, jeg lige fik et konkret svar på mit spørgsmål, så jeg vil prøve igen:

Hvilke afgifter skal så stige yderligere? Er det f.eks. energiafgifterne, hvilket vil betyde, at man så ikke vil kunne tænde lyset, når man holder fødselsdag, så man ikke kan se lagkagen, og hvem der ikke er der, og at man heller ikke har råd til sodavand på grund af de øgede afgifter? Eller vil man lave opstramninger i den offentlige økonomi? Hvordan vil man sørge for at kunne efterleve EU-henstillingen?

Ordføreren.

Den kickstart, som den nye regering har lagt frem, og som vi går i gang med at gennemføre nu, vil betyde, at vi fremrykker offentlige investeringer på 10 mia. kr. Det er f.eks. renovering af skoler, det er f.eks. kloakrenoveringer, det er f.eks. veje, cykelstier, togskinner, der skal anlægges og laves. Det er ting, som er planlagt i Danmark, i vores kommuner, i vores boligselskaber, men som vi vil fremrykke. Når man fremrykker, får det jo effekt på beskæftigelsen tidligere.

Det betyder så også, at der er et mindre beløb at bruge senere, for så skal det jo ikke laves igen. Derfor vil det jo i sig selv være en hjælp til, at den opstramning, som skal være for at leve op til EU's krav i 2013, ikke vil komme året efter; den vil komme så tidligt, som det overhovedet er praktisk muligt. Deri har vi en stor del af vejen til at opfylde EU's krav.

Hr. Torsten Schack Pedersen for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne over for hr. Magnus Heunicke kvittere for det svar, som han gav fru Gitte Lillelund Bech. Det var lidt ærgerligt, at fru Gitte Lillelund Bech var den fjerde, der måtte stille præcis det samme spørgsmål, nemlig om vi kunne få en bekræftelse på, at højere skatter og afgifter vender den tunge ende nedad, og at det gør det sværere for dem med de mindste indkomster. Og jeg er glad for bekræftelsen på, at de her højere afgifter, som regeringen foreslår, øger fattigdommen i Danmark.

Nu skal jeg bare høre hr. Magnus Heunicke: Skal vi spørge tre eller fire gange, før hr. Kristian Thulesen Dahl får svar på sit spørgsmål om, hvorvidt millionærerne skal betale mere eller mindre i skat?

Ordføreren.

Man kan spørge så meget, man vil. Sagen er den, at vi vil fremlægge en skattereform, der er socialt afbalanceret. Det begreb kan være svært at forstå, for det er ikke noget, man har arbejdet med i den tidligere regering. Det vil være en skattereform, der er socialt afbalanceret, og som er 100 pct. finansieret. Den skattereform vil vi lave, og målet med den er at lette skatten på arbejde, men det skal være 100 pct. finansieret og socialt afbalanceret.

Hvordan kommer tegningen så til at se ud? Jamen jeg håber da sandelig, at også Venstre har lyst til at være med. Selvfølgelig er man ked af, at man tabte valget, men nu må man videre. Jeg håber, at Venstre vil være med til at prøve at lave den bedst mulige reform. Men vores krav er altså, at den skal være socialt afbalanceret, og det må man acceptere som en hovedpræmis.

Hr. Torsten Schack Pedersen.

Nu er jeg glad for, at citatet fra fru Julie Skovsby fik hr. Magnus Heunicke til at komme med en indrømmelse om afgifter og fattigdom. Det kunne måske også være, at hr. Magnus Heunicke skulle have lyttet til fru Julie Skovsby, når fru Julie Skovsby i samme tv-udsendelse sagde, at man jo ikke hævede skatterne fra S' side for at få gang i væksten. Det synes jeg var en erkendelse, der måske også skulle indsnige sig hos den socialdemokratiske ordfører.

Vi kan nu først konstatere, at afgifter skal give 5 mia. kr. De penge skal bruges til øgede udgifter. Men så er der den skattereform, som hr. Magnus Heunicke taler om, og som skal sænke skatten på arbejde markant. Hvis skatten på arbejde skal ned, må der være afgifter, der skal sættes i vejret. Og hvordan vil hr. Magnus Heunicke sikre, at de afgifter ikke vil virke på samme måde som afgifterne på de første 5 mia. kr., som hr. Magnus Heunicke har indrømmet giver stigende fattigdom i Danmark?

Ordføreren.

Det er meget simpelt. Det vil vi sikre, fordi vi har et regeringsgrundlag, der helt klart siger: fuldt finansieret og socialt afbalanceret. Det er det, som ligger til grund for det. Det er klart, at det er hele skattereformen, vi taler om. Det er altså alle elementer i den omlægning, i den skattereform, vi vil indbyde Folketingets partier til forhandlinger om. Den skal være socialt afbalanceret. Vi må jo indbyde til forhandlinger, og så må vi høre. Jeg kan forstå, at det tidligere regeringsparti Venstre har en del ønsker. Jamen kom og vær med til de forhandlinger. VKO's tid er forbi. Det kan være svært at vænne sig til, at vi nu har et nyt, samarbejdende, bredt Folketing. Vælgerne ville ikke have mere af VKO, vælgerne ville have det brede samarbejde, også her. Vi laver et bredt samarbejde, men regeringens fundament er – det er også det, der lå i min tale – at det skal være en socialt afbalanceret skattereform.

Jeg vil om et øjeblik udsætte mødet. Jeg vil sige, at der efter pausen er 20 minutter tilbage til spørgsmål, og de første fem, der er noteret til at komme på efter pausen, er Mads Rørvig, Hans Kristian Skibby, Peter Skaarup, Inger Støjberg og Louise Schack Elholm.

Jeg vil her udsætte mødet til kl. 13.00.

Mødet er udsat. (Kl. 11:59).

Mødet er genoptaget.

Det er jo Socialdemokraternes ordfører, der er på talerstolen, og jeg har noteret følgende seks, der kan nå at komme med i den her runde: Mads Rørvig, Hans Kristian Skibby, Peter Skaarup, Inger Støjberg, Louise Schack Elholm og Stine Brix.

Den første er hr. Mads Rørvig.

Tak for det. Nu har vi jo i den forgangne time hørt historien om tårnet, hvor der blev forhandlet, og jo mere vi spørger ind til det, jo mere minder situationen om, når man spiller Klodsmajor: Jo flere ting vi prøver at pille ud, jo mere ustabilt bliver det, og argumentationen oppe fra talerstolen vælter jo helt.

Jeg kan godt forstå de vælgere, der føler sig snydt, når de hører debatten her, for man har lovet en række ting, og nogle af de ting er man fuldstændig løbet fra her efter valgkampen. Man har lovet en millionærskat, man har lovet, at man ville beskatte bankerne mere – det har man så efterfølgende trukket i land på.

Kan ordføreren ikke forstå, at der er nogle, der føler det lidt paradoksalt, når det bliver sagt, at man kan være tryg ved, at regeringen ikke vil sætte boligskatten op?

Ordføreren.

Tak for det spørgsmål. Spørgeren bruger ordet paradoksalt, og jeg synes faktisk, at man lige præcis kan bruge begrebet paradoksalt om, at spørgeren her bevæger sig ud i et spørgsmål om, hvorvidt man som regering kan tillade sig på boligskatteområdet at sige noget før valget og gøre noget andet efter valget. For hvad skete der ved sidste valg i 2007? Jo, der skete det, at det daværende regeringsparti Venstre sendte et brev til alle boligejere, hvor man sagde: Vi rører ikke ved boligskatten. Og hvad gjorde man efter valget? Man gik straks ind og forringede rentefradraget. Det var jo netop et løftebrud.

Vi sagde før valget: Vi rører ikke boligskatten. Det, vi siger nu – og det står så klart, som det kan, i regeringsgrundlaget – er: Vi rører ikke boligskatten her i valgperioden.

Hr. Mads Rørvig.

Jamen tak for det svar. Hvad er så forskellen på løftet om boligskatten og løftet om merskat på bankerne, en millionærskat og alt det andet, man har lovet i valgkampen? Hvad er forskellen? Det er jo ikke nogen hemmelighed, at De Radikale, Enhedslisten og store dele af SF ønsker at hæve boligskatten. Hvad er forskellen på det løfte og alle de andre løfter, som man indtil videre er løbet fra, og som der sikkert kommer flere af siden hen?

Ordføreren.

Forskellen er jo, at det står klokkeklart i regeringsgrundlaget, at vi er blevet enige om det. Det var jo det, jeg prøvede at skitsere. Vi har samarbejdet bredt over midten – jeg ved godt, at det for VKO-partierne kan være svært at forstå, hvordan det foregår, når man samarbejder bredt over midten – og er blevet enige om et regeringsgrundlag. I det står der tydeligt, at vi ikke vil ændre boligskatten eller rentefradraget i den valgperiode, som regeringsgrundlaget handler om, netop den, vi lige præcis sætter i gang i dag.

Hr. Hans Kristian Skibby for en kort bemærkning.

Tak, hr. formand.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at for sådan et par år tilbage, hvor valgkampen egentlig startede, var Socialdemokraterne virkelig vakse til at sige om næsten alt, hvad der blev sagt fra regeringen, alt, hvad der kunne finansiere den fremtidige velfærd: Når vi kommer til, vil vi tilbageføre det hele, alle penge skal tilbageføres. Man opbyggede et stort højhus, måske ikke 25 etager trods alt, men man opbyggede et stort, flot højhus, og man sagde til vælgerne: Det her er det, I kan se frem til, hvis vi får jeres stemmer.

Nu er der så gået en lille 14 dages tid siden valget, man har forhandlet langt og længe, og vi kan nu se, at etage for etage bliver pillet af det her højhus. Tilbage står der en lille, sølle knaldhytte, og alle de brudte løfter står så i kø sammen ved håndvasken, som fosser over med vand. Det seneste, vi har kunnet se, er så, at man heller ikke vil hjælpe med at gavne beskæftigelsen i Danmark, man har sådan set valgt, at man vil fjerne det forslag om vækst gennem at give virksomhederne en større mulighed for at få en straksafskrivning, og der vil jeg gerne spørge: Hvad synes ordføreren om det?

Ordføreren.

Jeg ved godt, at jeg selv brugte billedet med det her sorte tårn, så jeg har måske bedt om det, men jeg synes også, at jeg må give spørgeren point for, at det måske var en af de mere elegante måder at bruge det på, så point for det.

Som svar på det konkrete spørgsmål, der kom i enden på den fabulerende fortælling om huse, som svar på, hvad man skal gøre for at gavne beskæftigelsen, kan jeg sige, at vi jo præcis i den nye regering vil fremrykke offentlige investeringer for 10 mia. kr. Det er den medicin, som giver den største beskæftigelseseffekt, og det er den medicin, der er brug for i et Danmark, hvor vi desværre kan se at arbejdsløsheden har fået lov til at stige alt for meget, måned efter måned, og det har ikke kun betydet en ulykke for dem, der bliver arbejdsløse, men det har også betydet, at resten af danskerne bliver nervøse for, om de har et job i næste måned. Så er det klart at det er umuligt at få gang i økonomien, så det er det, der er kommet med i regeringsgrundlaget om at få gang i beskæftigelsen. Det er det forslag, som er kommet med der.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Det er sjovt. Jeg spørger om de private investeringer, og så taler ordføreren om de offentlige investeringer. Jeg spurgte ikke til, at man vil fremrykke offentlige investeringer. Det har vi sådan set hørt mange gange. Det er der også en vis fornuft i. Jeg spurgte til de private investeringer. Der er mange danske højteknologivirksomheder, som ønsker at investere i de her nye maskiner, en ny robotteknologi osv., som kan sikre, at den danske produktivitet og konkurrenceevne kan blive bedre, så man kan vinde flere af de her eksportordrer, så man kan bevare og forsvare mange danske job i danske private virksomheder. Der er man løbet med meget høj fart ud ad døren fra den nye regerings side. Det er det, vi i dag kan se på forsiden af Jyllands-Posten: »S-SF skrotter vækstforslag«. Det er noget, man har lovet vælgerne, det er noget, man har lovet arbejdsgiverne, det er noget, man har lovet dem, der skal have arbejdet. Jeg synes, at man skylder os alle sammen en god forklaring.

Ordføreren.

Jamen det er jo næsten rørende at høre, hvor godt man åbenbart pludselig synes det her forslag er, for jeg kan da tydeligt huske, at det var noget, som VKO-partierne i valgkampen advarede kraftigt imod, at de sagde, at det var noget af det værste, og det kunne man slet ikke forestille sig. Nu kommer der så alle mulige argumenter for, at det dog var ærgerligt, at det ikke blev gennemført.

Det er jo sådan, at efter valget gik de tre partier sammen for at finde en løsning. Vi nåede et kompromis, og det er et kompromis. Med hensyn til ordet kompromis vil jeg sige, at selv om det næsten lyder, som om det er et fremmedord for VKO-partierne, ved jeg da i hvert fald, at De Konservative har måttet gå meget på kompromis om udlændingespørgsmålet tidligere, så det er trods alt noget, man har erfaring med. Det her er bare et kompromis hen over midten, og det, vi nåede frem til, er en rigtig god medicin for at bringe den danske økonomi på fode igen.

Hr. Peter Skaarup for en kort bemærkning.

Jeg vil ønske den nye politiske ordfører for Socialdemokraterne tillykke med jobbet. Jeg tror, hr. Magnus Heunicke måske har fået det sværeste af alle de nye job, der er blevet givet til Socialdemokrater, SF´ere og Radikale, men vi får se.

Jeg vil spørge ind til udlændingepolitikken. I valgkampen fik vi at vide, at Socialdemokraterne og SF var garanter for, at den stramme udlændingepolitik, vi har haft siden 2001, ville blive fortsat. Men hvis man kigger i regeringsgrundlaget, kan man se – og jeg har lige talt det op – at der er tale om 24 tilfælde af lempelse af udlændingepolitikken, og det er alt lige fra, at man vil afskaffe starthjælpen, lempe adgangen til at få statsborgerskab, gøre det lettere at få permanent opholdstilladelse, og til, at pointsystemerne bliver afskaffet og ikke erstattet med noget andet. Det er den ene lempelse efter den anden, og kun lempelser.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge hr. Magnus Heunicke som indehaver af det sværeste job her i Folketinget, hvordan hr. Magnus Heunicke vil forklare, at der ikke er overensstemmelse mellem det, man siger, og det, man gør.

Ordføreren.

Det nye flertal, den nye regering, har fremlagt et forslag i vores regeringsgrundlag til en robust og retfærdig udlændingepolitik. Er der ændringer? Ja, det er der, men der er jo ikke nogen ændringer i de elementer, som man ligesom hentyder til fra spørgerens side, nemlig elementer som mulighederne for at få asyl, antallet af kvoteflygtninge og 24-års-reglen. Det er jo ikke der, vi har ændret. Men det er rigtigt nok, at vi var modstandere af det pointsystem, som blev indført, og vi sagde det helt åbenlyst. Vi syntes, at det var, som om tingene til sidst blev skævvredet med en negativ symbolpolitik på udlændingeområdet, og jeg tror, det skyldtes, og det er så måske ros til Dansk Folkeparti, at DF simpelt hen fik overhånden i den sag i forhold til Venstre og Konservative. Det løb af sporet, så det har vi nu rettet op på. Men på de vigtige områder, som netop har at gøre med, hvordan det forholder sig med tilstrømningen, ligger vi fast, og det er det, der gør vores udlændingepolitik både robust og retfærdig.

Hr. Peter Skaarup.

Det er meget godt, men det spørgsmål, jeg stillede, blev der ikke svaret på. Jeg stillede et spørgsmål, der gik på, at Socialdemokraterne og SF i valgkampen sagde, at man ikke ville lempe på udlændingepolitikken. Der er ikke overensstemmelse mellem det, man sagde i valgkampen, og det, man gør nu, for der er tale om 24 lempelser af udlændingepolitikken, altså 24 lempelser i det, som man sagde at man ikke ville ændre noget ved, man ikke ville lempe. Kan hr. Magnus Heunicke ikke godt forstå, at de borgere, der følger en debat som den her og følger det, som regeringen har fremlagt, tænker: Hvad er det lige, der er sket oppe i det der babelstårn ude i Ørestaden? Hvad er der sket ude på Crowne Plaza, siden man i den grad bryder med det, man har lovet vælgerne?

Den nuværende transportminister sagde under valgkampen, at man var garant for, at der oven i de 24 lempelser fortsat ville eksistere et integrationsministerium. Nedlægger man det? Hvad foregår der?

Ordføreren.

Jo, men det er jo ingen hemmelighed, at vi har argumenteret imod, og at vi stemte imod det pointsystem, som blev indført. Hr. Peter Skaarup nævner det som en nyhed, at det nye flertal var imod det, men det er jo ingen nyhed. Det var jo præcis det, vi sagde under valgkampen, og det er fuldstændig på linje med, at vi var imod pointsystemet, og derfor kan det ikke pludselig lanceres som en kæmpe nyhed, at det nu bliver fjernet. Ja, det bliver det da, og det er da en god dag for Danmark. Jeg tror faktisk også, der er rigtig mange borgerlige vælgere, måske endda borgerlige medlemmer af Folketinget, som siger: Det var faktisk godt, vi fik det klaret, for det var ikke noget, som hjalp noget som helst på integrationen, det var kun noget, som var en negativ symbolpolitik. Men når det drejer sig om 24-års-reglen, når det drejer sig om reglerne for asyl, og når det drejer sig om kvoteflygtninge, sker der jo ingen ændringer. Derfor er det netop en politik, som er robust og retfærdig.

Fru Inger Støjberg for en kort bemærkning.

Vi skal jo kickstarte Danmark, har jeg forstået. Det gælder så ikke lige Folketinget, for der har regeringen aflyst alle møderne her i den første tid, men ellers skal Danmark kickstartes, har jeg forstået. Det, jeg egentlig godt vil spørge hr. Magnus Heunicke om, er begrebet socialt afbalanceret, når vi taler skat, for betyder begrebet socialt afbalanceret, at millionærerne skal betale mere i skat, eller skal millionærerne betale mindre i skat?

Ordføreren.

Efter 10 år med VKO er der selvfølgelig grund til at lære de begreber igen, for de har været næsten ikkeeksisterende i den danske politiske debat, og ikke mindst når det har drejet sig om skat. Det, jeg vil sige, er, at vi vil indføre en skattereform, som er fuldt finansieret, og som er socialt afbalanceret. Nu var det millionærerne, der blev spurgt om, og hvad betyder det så for dem? Ja, det betyder præcis, at når vi er færdige med reformen – og vi inviterer til brede forhandlinger, og vi håber, at Venstre er med – vil man kunne se en skattereform, som er socialt afbalanceret. Hvad betyder det? Det betyder, at det ikke er en skattereform, der er ulighedsskabende, som vi har været vant til, og det er ikke en, der øger den kæmpe ulighed i samfundet. Nej, det er en, der er socialt fornuftig, endda socialt afbalanceret. Det er den afgørende præmis for os, og jeg ved godt, at det er nyt. Det er nye toner, men det er det, der skal til.

Fru Inger Støjberg.

Jeg vil sige til hr. Magnus Heunicke, at jeg egentlig godt vil hjælpe lidt, for skal vi ikke se at få det overstået? Jeg ved godt, hvordan det er, når man ikke rigtig kan komme ud med det. Sagt til hr. Magnus Heunicke: Skal vi ikke se at få det overstået? Hvad ligger der i socialt afbalanceret for hr. Magnus Heunicke? Betyder det, at millionærerne skal betale mere i skat, eller skal de betale mindre i skat?

Ordføreren.

Altså, det er jo sådan, at vi endnu ikke har fremlagt en skattereform – jamen det har vi ikke gjort, for vi har lavet et regeringsgrundlag, og det må være sådan, det hænger sammen. I vores regeringsgrundlag står der, at vi vil lave en skattereform. Hvad vil den indeholde? Den vil indeholde lavere skat på arbejde, den vil være fuldt finansieret, og den vil være socialt afbalanceret. Det er de principper, som skal ligge til grund for vores skattereform.

Så spørger man om en bestemt gruppe, og der kan vi jo blive ved hele dagen, og så kan man spørge om, hvad det vil betyde for alle mulige forskellige indkomstgrupper i Danmark. Det kan vi ikke svare på endnu. Vi kan svare på, at for det samlede Danmark, for hele samfundet, for hele befolkningen vil det være socialt afbalanceret. Det er vores mål med en skattereform.

Fru Louise Schack Elholm for en kort bemærkning.

Jamen kan hr. Magnus Heunicke så fortælle os, hvad hr. Magnus Heunicke synes: Skal millionærerne betale mere, eller skal de betale mindre i skat ved sådan en skattereform? For ordføreren må jo vide, hvad ordføreren selv mener.

Ordføreren.

Altså, jeg tror måske, jeg nu er ved at forstå, hvad det er, man prøver at fiske efter, hvad den strategi, der har været, er. Det er helt rigtigt, at S-SF gik til valg på en millionærskat, men jeg tror, at hele Danmark har fundet ud af – og det tror jeg faktisk også at Venstres gruppe nu har – at det ikke er blevet til noget, fordi vi har lavet et bredt forlig, et bredt regeringsgrundlag, som går ind over midten. Og det vil sige, at det ikke er alt det, vi har sagt, der er kommet med i regeringsgrundlaget, og en af de ting var en millionærskat.

Det, der er kommet med, er, at der kommer en skattereform, og at den bliver socialt retfærdig, til forskel fra de ensidige skattelettelser i toppen, som den tidligere regering har indført.

Fru Louise Schack Elholm.

Jeg har forstået, at regeringen ikke holder det, den lovede før valget. Men jeg vil gerne høre, om man kan fortælle, hvad man vil gøre fremadrettet. Vil ordføreren gå ind for, at millionærerne i den meget omtalte skattereform får en skattelettelse, eller skal de betale mere i skat? Vil ordføreren fortælle, hvad ordføreren vil med den skattereform: Skal millionærerne betale mere i skat, eller skal de betale mindre?

Ordføreren.

Jamen det er jo næsten rørende med den omsorg, som partiet Venstre udviser for de allerrigeste her i samfundet. De ved, at de har nogle gode venner der, og det kan vi så se i dag, og det er rørende: Man kan også være nervøs for, hvad der sker med deres skatteprocent, for de skal da ikke bidrage mere end højst nødvendigt til samfundet. Sådan synes jeg det lyder fra Venstres side. Jeg tror, det er vigtigt at sige, at vi vil fremlægge en skattereform, og det går vi i gang med, hvor vi inviterer bredt i hele Folketinget: Kom med, og vær med til at lave en skattereform, som sætter skatten på arbejde ned. Det ved jeg at der er mange der vil være med til.

Vi vil bare ikke være med til at sænke det samlede skattetryk, for det er ikke formålet. Vi vil gøre Danmark mere konkurrencedygtigt, og det er det, der er formålet med en skattereform, og så er pointen: Den skal være socialt afbalanceret.

Fru Stine Brix for en kort bemærkning.

Tak. Og tillykke til ordføreren med det nye hverv.

Jeg vil gerne kvittere for en god tale, som jeg på mange måder synes peger fremad, f.eks. på klimaområdet og også med hensyn til de borgere, der lider af psykisk sygdom, men jeg vil gerne skifte spor en smule i forhold til debatten hidtil. Jeg har bemærket, at regeringen i grundlaget og statsministeren i sin åbningstale gjorde meget ud af at sige, at vi skal sikre lige adgang til sundhed. Det er en målsætning, som vi er meget enige i i Enhedslisten. For mange danskere er den største forhindring jo faktisk, at der er for langt til den nærmeste akutmodtagelse, til at man kan modtage rettidig behandling. Nu er akutmodtagelserne jo ikke nævnt i regeringsgrundlaget, så jeg kunne godt tænke mig at høre, om det fortsat er Socialdemokraternes politik, at der skal være højst 30 minutter til den nærmeste akutmodtagelse.

Ordføreren.

Vi gik bl.a. til valg på at sikre, at vi har et regionalt demokrati i Danmark, og det vil vi også fortsat kæmpe for. Det kan man også finde i regeringsgrundlaget. Vi vil nu tage kontakt til de danske regioner og gå i dialog med dem for at finde ud af, hvordan vi kan styrke den akutte behandlingsfunktion, hvordan vi kan styrke behandlingen af de akutte tilfælde, for vi vil selvfølgelig ikke acceptere, at der er for langt til at få en akut behandling.

Derfor er det den nye regerings politik, at det skal vi finde en løsning på, og det vil vi naturligvis gøre sammen med Danske Regioner. Det kan jo godt være, at man skal styrke akutberedskabet forskellige steder, men hvordan det skal ske, må være en naturlig følge af det første, nemlig at vi vil bevare det regionale demokrati, og så må det også være sammen med dem, som planlægger det, at vi finder frem til en styrkelse af det.

Fru Stine Brix.

Jeg er glad for, at der er en positiv tilkendegivelse. Jeg vil så prøve at spørge lidt mere konkret, for jeg har jo bemærket, at ordførerens forgænger på posten og den forhenværende gruppeformand og den nuværende statsminister har sagt meget klart, at man ønsker at bevare akutmodtagelsen i Svendborg: Indgår det som en del af forhandlingen med Danske Regioner, at man gerne vil sikre en akutmodtagelse på sygehuset i Svendborg?

Ordføreren.

Hertil må vi sige, at alt kan indgå i de konkrete forhandlinger med Danske Regioner. Vi må spørge regionerne: I har lagt et puslespil, er der nogle ting, I vil ændre? Noget af det, som vi kommer til forhandlingerne med, er at sige, at vi vil sikre, at der er en bedre akutfunktion for alle danskere, end der var som følge af den tidligere regerings planer. Derfor vil vi sige til Danske Regioner: Hvordan kan vi gøre det? Hvordan kan I se puslespillet hænge sammen?

Det må være mest rimeligt, at dem, der har ansvaret for det, også er dem, der er med til at aftale, hvordan det så skal ske i praksis, ellers tror jeg, det alligevel ville være bedre at nedlægge Danske Regioner. Vi vil godt bevare dem, fordi vi tror på, at det regionale demokrati gør en forskel i Danmark, når vi skal rette op på de mange ting ud over den store regning, det store hul i kassen, fra den tidligere regering.

Der blev plads til endnu en spørger. Hr. Erling Bonnesen for en kort bemærkning.

Nu forstår jeg, hvorfor vi ikke har fået noget lovkatalog – man aner jo kort og godt ikke, hvad man skal skrive i det. Man har jo sådan nærmest lyst til at spørge, som det er gjort tidligere: Hvor skal vi hen, du? Det er jo næsten det spørgsmål, man som befolkning må stille til regeringen nu, i hvert fald hvis vi kigger på skatteområdet. Derfor vil jeg godt følge op på det spørgsmål, som fru Louise Schack Elholm havde fat i lige præcis om skatten, for der sejler det jo tilsyneladende.

Altså, en ting er jo, at man måske ikke lige er færdig med alle detaljer, men man må da i det mindste have gjort sig nogle overvejelser om, hvad det er man fra Socialdemokraternes side vil lægge ind i de her drøftelser, man så vil tage i forbindelse med den skattereform, som kommer. Altså, kort og godt: Hvad er den sociale afbalancering udtryk for? Hvad ligger der i det? Skal vi betale mere i skat eller mindre i skat? Nu må vi have nogle klare svar, ellers må vi jo spørge igen: Hvor skal vi hen, du?

Ordføreren.

Altså, det er igen helt klart rørende, og jeg kan forstå, at det tidligere landbrugsparti nu har kastet sig over millionærerne og vil være deres fremmeste forkæmpere her i Folketingssalen, og det må man så selvfølgelig tage med til forhandlingerne. Det er så det krav, kan jeg forstå, der er fra Venstres side, at det i hvert fald skal sikres, at de skal have det bedst muligt. Så må det være det grundlag, som Venstre kommer ind til de forhandlinger på.

Det, vi siger, er, at det skal være socialt afbalanceret. Og der spørger man: Hvad mener I med det? Ja, det er jo logisk, hvad vi mener med det, og det kan måske også være svært at forstå, hvis man er liberalist. Socialt afbalanceret betyder jo, at vi ikke skal have flere skævheder. Vi er i gang med at rette op på de skævheder, som den tidligere regering synes fuldstændig at have glemt i sin egen selvros.

Altså, man fristes til at spørge: Har Venstre slet ikke talt med en eneste vælger i valgkampen? Det kunne jo være, at det var, fordi man har tømt kassen og skabt flere skævheder i Danmark. Det kunne være, at det var derfor, at danskerne ikke ville have mere VKO.

Hr. Erling Bonnesen.

Jamen det er jo helt komisk. Igen ser vi så, at den socialdemokratiske ordfører hellere vil tale om Venstres politik, end han vil tale om sin egen, og det er jo af gode grunde, for man har jo ikke nogen. Derfor er det jo helt tydeligt; vi har nu fået et tydeligt svar på det, jeg spurgte om før, nemlig: Hvor skal vi hen, du? Der er ingen svar, og det er så også derfor, det er helt tydeligt, hvorfor vi ikke får noget lovkatalog, for man kan jo ikke skrive det, når man ikke aner det, og derfor får vi et blankt stykke papir. I Folketinget bliver vi sendt hjem for at holde ekstra ferie. Det er sandelig noget af en start, og jeg kan godt forstå, at man er nervøs rundt omkring i samfundet og siger: Hvad skal vi egentlig gøre og gribe i? Vi har haft fat i mange forskellige ting.

Så til allersidst: Giv os nu bare lige nogle få overvejelser om, hvad Socialdemokraterne selv vil gøre, når nu den socialdemokratiske ordfører flere gange understreger den sociale afbalancering i forhold til millionærerne. Så kort og godt: Kom nu med lidt af det. Lidt overvejelser må der jo være.

Ordføreren.

Der tror jeg at jeg simpelt hen er nødt til at rette en misforståelse med det samme: Der kommer et lovkatalog. Det lyder, som om Venstre ikke rigtig har forstået det. Jo, jo, der kommer et lovkatalog.

Vi har jo haft et folketingsvalg, som Venstres daværende statsminister jo timede således, at det blev afholdt kort tid før Folketingets åbning. Og hvad betyder det rent praktisk? Altså, det kan næsten ikke være det, vi skal tale om, men lad os så bare gøre det her til sidst. Det betyder rent praktisk, at først har vi åbningsdebatten, og derefter kommer så den nye regering, naturligvis, med et lovkatalog, som baserer sig på de ting, som er indeholdt i vores regeringsgrundlag, og så kommer finansloven. Og alt det er en kamp for at rette op på det skæve Danmark, som vi har overtaget, og få penge i kassen, for kassen er tom efter 10 år med VKO. De har brugt alle pengene, og der er et stort underskud næste år, så der er masser at tage fat på.

Det, vi gør, er at tage fat på det under de værdier, der hedder: frihed for den enkelte; lige muligheder for alle; fællesskab, respekt og tolerance. Det er de værdier, som vi inviterer til et bredt samarbejde om at udfolde for at sikre, at Danmark klarer sig bedre frem i tiden.

Tak til ordføreren. Den næste er Dansk Folkepartis ordfører, fru Pia Kjærsgaard.

Danmark har fået en ny regering og en ny statsminister. Dansk Folkeparti ville gerne have haft det anderledes, men naturligvis respekterer vi vælgernes ønske. Vælgerne ville prøve noget nyt, og det får de så sandelig lov til – nok ikke helt på den måde, som de havde sat næsen op efter, men forandring, »change«, får man.

Da statsministeren tiltrådte som formand for Socialdemokratiet, slog hun sig op på at kritisere den daværende regering for dens kontraktpolitik. Hun lod forstå, at det var forkert før et valg at lægge sin politik frem og indgå en kontrakt med vælgerne om, at den politik, man går til valg på, også er den, man gennemfører efter valget. Det synes jeg nu ellers er sådan et meget godt princip. Alt andet er jo uredeligt og uærligt. Men man må sige, at statsministeren med sit regeringsgrundlag har taget et opgør med kontraktpolitikken.

Socialdemokratiets valgløfter er ikke det papir værd, de er skrevet på. Listen over brudte valgløfter fylder allerede på regeringens tredje dag flere A4-sider. Jeg har siddet i Folketinget i snart 28 år, og jeg har aldrig – aldrig! – set en regering løbe så hurtigt fra så mange løfter, som vi har været vidne til her de sidste dage. Det kan godt være, at statsministeren ikke bryder sig om kontraktpolitik, men helt ærligt: Hvad med bare en lille smule anstændighed over for de vælgere, der i tiltro til Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti har stemt på partierne? Selv om der var færre socialdemokratiske vælgere og færre Socialistisk Folkeparti-vælgere end ved sidste valg, kan man jo godt behandle vælgerne anstændigt.

Jeg ville kunne bruge hele min ordførertale og mere til på at gennemgå den nye regerings seriemord på egne valgløfter, men lad mig nævne et par eksempler: Tilbagetrækningsreformen skulle ikke gennemføres, det bliver den. Dagpengeperioden skulle forlænges, det bliver den ikke. Fradraget for udgifter til håndværkere og renovering skulle fastholdes, det bliver afskaffet. Der kommer ikke to lærere i de små klasser, som S og SF havde lovet. Folkeskolen bliver ikke styrket med 2 mia. kr. som lovet. Der kommer ikke noget loft over antallet af elever i gymnasie- og folkeskoleklasserne som lovet. Pensionstillægget bliver ikke hævet med 5.000 kr. Førtidspensionisterne og andre modtagere af overførselsindkomst får heller ikke de lovede 2.000 kr. ekstra. Millionærskatten bliver ikke gennemført som lovet. Til gengæld ser det ud, som om der kommer lettelser af topskatten, hvilket Socialdemokratiet ellers havde forsvoret før valget. Reduktionerne i børnechecken bliver heller ikke annulleret. Ja, og så er der løftet om at bevare den stramme udlændingepolitik. Det holder heller ikke. Udlændingepolitikken bliver afmonteret.

Hvad er forklaringen på de brudte valgløfter? Der mangler penge. Kendte de nye regeringspartier ikke den økonomiske virkelighed før valget? Vidste man ikke, at der var lavvande i kassen? Havde S og SF ikke fremlagt en gennemarbejdet og fuldt finansieret plan ved navn »En Fair Løsning«, der skulle skaffe pengene til alle valgløfterne? Det var i hvert fald det, man gav indtryk af. Men vælgerne blev ført bag lyset med slesk tale og billig portvin.

Når der nu er lavvande i kassen, kan det undre, at den nye regering vælger at slå porten til Danmark op på vid gab for asylsøgere og familiesammenførte. Løfterne om fortsættelsen af den stramme udlændingepolitik er borte som dug for solen. Starthjælpen afskaffes, hvorved Danmark igen bliver et af de lande i EU, som det vil være økonomisk mest attraktivt at komme til. Asylsøgere får lov at bosætte sig uden for asylcentrene, hvis de har ventet mere end 6 måneder på opholdstilladelse. Så må fremtiden vise, om kommunerne også skal til at anvise en bolig til dem.

Adgangen til statsborgerskab lempes, adgangen til familiesammenføring lempes, adgangen til permanent opholdstilladelse lempes, medborgerskabsprøven afskaffes, og integrationsparathed må ikke længere være et element, når kvoteflygtninge udvælges. Nej, lad os da for himlens skyld tage en masse flygtninge til Danmark, som vi på forhånd ved måske er umulige at integrere i Danmark, og som muligvis vil udmærke sig negativt i kriminalitets- og ledighedsstatistikkerne. Så nedlægges Integrationsministeriet, for problemer med integration er sociale. Nej, de er ikke spor kulturelle, har regeringen ladet forstå. Det koster mange, mange penge, som regeringen ikke har.

Dansk Folkeparti vil arbejde stenhårdt for at fastholde udlændingepolitikken. Vi vil give regeringen maksimal modstand, hver gang den vil lempe udlændingepolitikken, og vi vil fortælle danskerne om de katastrofale konsekvenser ved på ny at give los for indvandrere, der ikke vil være et positivt bidrag til det danske samfund – mennesker, der vil være ren dødvægt i det danske samfund. Der kommer til at forestå et enormt oprydningsarbejde på udlændingeområdet, når denne regering igen er historie. Vi har prøvet det en gang. Vi kommer åbenbart til det igen. Det er meget, meget ærgerligt, men sådan må det jo gå i en periode.

Så var der statsministeren, der også annoncerede et opgør med de danske forbehold, i første omgang rets- og udlændingeforbeholdet og forsvarsforbeholdet. Jamen nu har vi jo også en statsminister, der har læst på en eurokratfabrik i Brügge og trådt sine politiske barnesko i Europa-Parlamentet først som leder af Socialdemokraternes EU-kontor i Bruxelles og siden som europaparlamentsmedlem, og som derfor er totalt forblændet af glaspaladserne i Bruxelles og Strasbourg.

Det, jeg bare kan undre mig over, er: Hvor er Socialistisk Folkeparti blevet af i hele den her debat? Det er da underligt. Det er trods alt ikke så lang tid siden, vi hørte den med Holger og konen, der sagde nej til Unionen, men nu siger man altså bare ja til det hele. Vi har en krise, hvor kommissionsformand Barroso har stillet borgerne i EU en europæisk regering i udsigt. Svaret på krisen er jo bare mere politisk integration. Mere magt skal flyttes væk fra borgerne og til bureaukraterne i Bruxelles. Danskernes sidste værn mod EU's tiltagende korrumperende magt, de danske forbehold, skal ryddes af vejen, ganske uanset at Danmark dermed melder sig endnu dybere ind i en klub, der ret beset er ved at falde sammen, ved at kollapse. Det er helt fantastisk.

Selvfølgelig vil vi anbefale et nej ved afstemningen om afskaffelse af danske forbehold. Dansk udlændingepolitik skal ikke dirigeres fra Bruxelles. Det skal selvfølgelig være fra Christiansborg. Det skal være den danske befolkning, der bestemmer, hvem der skal lukkes ind i Danmark, ikke en flok bureaukrater nede i EU.

Dansk Folkeparti vil fortsat værne om vore ældre og svage. Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti kerer sig kun om de ældre, når der er valgkamp. Og løftet om 5.000 kr. mere i pensionstillæg bliver ikke indfriet. Det eneste, man siger i regeringsgrundlaget, er, at der skal investeres mere i velfærdsteknologi, så de ældre kan blive vasket af en robot, så man kan spare på hjemmehjælpen. Selv om de økonomisk dårligt stillede ældre nu takket være Dansk Folkeparti indtil videre modtager en ældrecheck på knap 11.000 kr., så vi gerne, at den blev forhøjet. Vi vil også gerne arbejde for, at der bliver nogle ordentlige minimumsregler for hjemmehjælp, så de ældre kan få en ordentlig og værdig pleje i alle de socialistisk ledede kommuner, hvor der er blevet skåret ind til benet, ligesom der burde indføres langt, langt flere favorable vilkår for de ældre. Det bliver særlig aktuelt nu, hvor stort set det eneste af de valgløfter, som S-SF udstak, der bliver til virkelighed, er betalingsringen omkring København. Det har man fået igennem – flot eller ikke flot?

Regeringen har altså glemt de svage i vores samfund i regeringsgrundlaget: Førtidspensionisterne, de handicappede, de hjemløse har ikke noget at se frem til fra den nye regerings side. De er gemt, og de er glemt. Deres forhold kommer Dansk Folkeparti også til at sætte på dagsordenen i den kommende tid.

Så skal det ikke være dyrere at være dansker. Det er grundlaget for Dansk Folkepartis arbejde i den kommende folketingsperiode. Vi medvirker ikke til, at ganske almindelige danskere med ganske almindelige lønninger skal betale for de topskattelettelser, som den røde regering har stillet i udsigt, ved at madvarer bliver dyrere, cigaretter, øl og chokolade bliver dyrere, og de grønne afgifter kommer til at stige. De ting kan mærkes, hvis man kun lige har til dagen og vejen. Det skal ikke være dyrere at være dansker.

Jeg tror, at vi bliver en frisk opposition. Vi er kampberedte og naturligvis også klar til samarbejde, men ikke et samarbejde, der vil gøre det dyrere at være dansker.

Der er en række, der har bedt om ordet, og jeg nævner dem lige i den rækkefølge, jeg har tænkt mig at give dem ordet i: Marianne Jelved, Jesper Petersen, Per Clausen, Lisbeth Bech Poulsen, Orla Hav, Flemming Møller Mortensen, Christian Juhl, Jonas Dahl, Johanne Schmidt-Nielsen, Zenia Stampe, Jens Joel, Rasmus Helveg Petersen, Rasmus Horn Langhoff, Öslem Cekic og Jacob Bjerregaard.

Fru Marianne Jelved for en kort bemærkning.

Tak. Fru Pia Kjærsgaard er fortørnet over mange ting, men fru Pia Kjærsgaard har dog også været med til at fremsætte et forslag til vedtagelse her i Folketinget, hvor der står: »Løsningen på Danmarks økonomiske udfordringer er reformer og mådehold.« Og jeg citerer fra lidt længere nede i teksten: »Derfor skal den aftalte tilbagetrækningsreform gennemføres uændret.«

Det er det eneste bud fra VKO og Liberal Alliance på, hvad der skal til for at rette op på Danmarks økonomi. Det er det eneste bud, der er i det her forslag til vedtagelse. Der står i den redegørelse, som Finansministeriet lavede i forbindelse med VK's 2020-plan, som kom, inden vi fik valg, at der fortsat frem til 2050 vil være et strukturelt underskud. Det betyder stigende gæld, stigende gæld, stigende gæld. Her står der, at man skal undgå en gældskrise. Hvilket svar har fru Pia Kjærsgaard på de økonomiske udfordringer?

Ordføreren.

Det er svært at lade være med at grine. Når fru Marianne Jelved siger, at jeg er fortørnet, må jeg sige: Hold da op, hvor er fru Marianne Jelved vred. Man må jo bare sige, at i sådan et forslag til vedtagelse – det var lige før, at vi blev bebrejdet, at det gik over den tilladte længde, men det gjorde det nu ikke – kan man jo ikke skrive alt det, som man gerne vil.

Det, der bare er meget, meget væsentligt, er, at det, vi har skrevet, selvfølgelig er det, som vi fire partier, som har stillet det her forslag til vedtagelse, står ved. Der har det været væsentligt for os eksempelvis at nævne tilbagetrækningsreformen, som jo er, og det ved jeg at Det Radikale Venstre, som jo er med i den, også honorerer, en af de metoder. Men når der står reformer, er der da mange andre reformer, som jeg tror kommer på dagsordenen. Der har været nævnt mange; førtidspensionsreformen for bare at tage et enkelt eksempel, og jeg ved, at regeringen inden valget fremlagde et forslag til en vækstpakke, som Dansk Folkeparti i store træk kunne tilslutte sig, undtagen den ene del, som S og SF af en eller anden mærkelig grund godt kunne tilslutte sig, nemlig skattelettelser til boligejerne. Der var masser af forslag.

Men jeg kan ikke lade være med at sige: Jeg bliver spurgt om, hvad vi vil. Det er fint nok. Vi har brugt hele formiddagen på at spørge om, hvad den nytiltrådte regering egentlig vil. Det har vi overhovedet ikke fået noget som helst svar på.

Fru Marianne Jelved.

Hvis man kan læse, kan man slå op i »Et Danmark, der står sammen«. Der står endda meget præcise målsætninger for den økonomiske politik. De er så præcise, at alverdens økonomer uden for dette hus har anerkendt den økonomiske politik, der her er nedfældet. Så der er altså andre end fru Pia Kjærsgaard, der læser det her, som kan læse.

Derfor spørger jeg igen: Hvilke andre initiativer end en kvikstartspakke, eller hvad sådan noget skal hedde, plus tilbagetrækningsreformen har fru Pia Kjærsgaard på bordet for at løse de udfordringer, som vi står over for? Vi vil gerne inspireres.

Ordføreren.

Jeg må jo bare sige til fru Marianne Jelved, at Dansk Folkeparti i den 10-årig periode, hvor vi har siddet med omkring bordet og har haft flertallet sammen med Venstre og De Konservative, har taget et meget, meget stort økonomisk ansvar, hvilket jo også bevirkede, at vi fik orden på økonomien. Så kom der en finanskrise, hvor vi tog et endnu større ansvar, som vi fik mange verbale tæsk for. Det har vi taget med ophøjet ro, fordi vi er et økonomisk ansvarligt parti.

Jeg synes bare, det er helt utroligt, at man bliver bebrejdet af fru Marianne Jelved, som burde vide bedre, og af Det Radikale Venstre og sikkert også af S og SF, at man ikke sådan lige kommer med en færdig plan, når det, vi kan opleve, er, at lovkataloget fra regeringen og ikke bare de der overordnede vendinger, som står i det der regeringsgrundlag, kommer en gang til november. Folketinget har fri i næste uge. Det eneste tidspunkt, vi skal ind og arbejde, er, når alle vi, der nu er i opposition, kan få lov at stille ministrene til ansvar. Så skal man møde op her i den mundtlige spørgetid på onsdag, men resten af ugen er der ikke rigtig noget at lave, og ugen efter er der efterårsfri. Gud ved, hvornår det kommer? Gud ved, hvornår vi skal til at arbejde med de forslag, som der var så mange af under valgkampen?

Hr. Jesper Petersen for en kort bemærkning.

Tak. Jeg forstår på fru Pia Kjærsgaard, at hun er meget skuffet over de mange gode ting, der er i regeringsgrundlaget, hvor man investerer i folkeskolen, i sundhed, i at sætte gang i beskæftigelsen osv. Enten er hun uenig, eller også går det bare ikke stærkt nok. I hvert fald er det en meget skuffet fru Pia Kjærsgaard, vi hører nu.

Noget af det, der sådan er brok over, er, at dagpengeperioden ikke bliver forlænget nok – er det sådan, jeg skal forstå det, for man forlænger den jo faktisk, så folk ikke ryger ud af systemet næste år den 1. juli – at de topskattelettelser, som Dansk Folkeparti besluttede i den gamle skattereform, jo må gennemføres, fordi der ikke er flertal for andet, og endelig, at der bliver gennemført en reform af efterlønnen, som der, så vidt jeg husker, sådan set også er indgået aftale med Dansk Folkeparti om.

Så jeg vil bare lige høre – og det her er sådan set ret vigtigt – om Dansk Folkeparti vil springe fra de forlig om skattereformen, der indebærer de topskattelettelser, som fru Pia Kjærsgaard selv taler om. Vil hun springe fra efterlønsaftalen, så der ikke længere er flertal for den? For så synes jeg, at vi har en meget interessant position i dansk politik.

Ordføreren.

Nej, det vil vi ikke, og jeg tror faktisk, at Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet skal erklære sig godt tilfredse med det svar. Det kunne jo være fristende at sige ja. Hold da op, så ville man i den røde regering være endnu mere på den, end man er. Men det gør vi naturligvis ikke, for vi overholder aftaler.

Jeg kan ikke rigtig se det med det der flertal. Hvis nu hr. Jesper Petersen så gerne vil have, at man ikke skal gennemføre tilbagetrækningsreformen, at man virkelig skal gøre op med dagpengesystemet igen og ikke have den korte periode, men virkelig forlænge den, og hvis man vil fjerne topskattelettelserne, som skal til udbetaling, jamen hvor er det så lige, at man skal rette blikket hen? Det er da mod den nuværende regering og dens parlamentariske grundlag, Enhedslisten. Hvem er det, der sidder og holder igen? Jo, det er Det Radikale Venstre. Men det er da regeringens problem og ikke Dansk Folkepartis problem.

Hr. Jesper Petersen.

Sådan hænger det jo sammen. Det ved fru Pia Kjærsgaard jo godt. Hvis man faktisk var villig til at skifte mening om det, kunne situationen jo være en helt anden. Og det betyder bare, at det, fru Pia Kjærsgaard har gang i, er rent spil for galleriet.

Så har jeg bare en anden ting. Jeg ved ikke, om det skyldes bekymring for millionærerne, eller hvad det handler om, men i hvert fald er der også en form for kritik i fru Pia Kjærsgaards indlæg om, at millionærskatten ikke fremgår meget tydeligt med fed skrift og i egen boks osv. af regeringsgrundlaget. Også her vil jeg meget gerne vide, om det betyder, at Dansk Folkeparti faktisk er klar til at lave en skattereform, hvor man øger skatten på de højeste indkomster i det her land for f.eks. til gengæld at lette den for de laveste indkomster. Det er bare en interessant ting at få oplyst, inden det arbejde med at få lavet en skattereform skal gå i gang. Det betyder sådan set ret meget. Indtil nu har det jo bare været sådan, at Dansk Folkeparti konsekvent har stemt for regeringens skattepolitik, der ikke var finansieret, og hvor man pøsede penge ud til de mest velstillede i det her land.

Så jeg vil egentlig bare godt vide, om kursen er ændret nu, der har været valg, for så synes jeg, det vil være meget interessant og meget gavnligt at vide i forhold til de forhandlinger om en skattereform, der venter forude.

Ordføreren.

Men jeg synes da, at regeringen skal fremsætte et forslag. Altså, det er jo det, vi venter på. Man kan jo ikke stå og sige noget som helst på baggrund af det der katalog, som man står og vifter med, da man ikke har noget som helst andet.

Altså, man må lige vænne sig til, når man skal i regering, også som ordfører for nu et regeringsparti, at finde ud af, hvordan forholdene egentlig er i Folketinget og i regeringen. Man må fremlægge en plan, man må fremvise, hvad det er, man vil, og så kan man gå til partierne. Man kan gå til Venstre, man kan gå til Dansk Folkeparti; det er sådan set de eneste partier, som kan være med til at skaffe regeringen et flertal for et eller andet.

Det, jeg bare skal understrege meget tydeligt, og som jeg sagde tre gange i min ordførertale, er: Vi vil ikke være med til at gøre det dyrere at være dansker.

Så er det hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg kan forstå, at valgresultatet har været så chokerende for fru Pia Kjærsgaard, at hun ligesom har fortrængt det, for ellers ville hun jo vide, at det ikke er hende, der bestemmer, hvordan finanslovforhandlingerne kommer til at foregå; det er ikke hende, der skriver køreplanen, og det er heller ikke hende, der afgør, hvad der kommer med i finansloven. Derfor ved hun i grunden ikke så meget om, hvad der bliver vedtaget, og hvad der ikke bliver vedtaget.

Et enkelt spørgsmål til fru Pia Kjærsgaard: Skal jeg forstå det, hun siger, sådan, at hun er meget forarget over de lettelser i topskatten, som den nuværende regering kunne tænkes at indføre, men at hun helhjertet støtter de lettelser, hun selv har stemt for, inklusive dem, der ikke er trådt i kraft? Altså, forskellen på, om topskattelettelser er gode eller dårlige, er, om fru Pia Kjærsgaard stemmer for eller ej.

Ordføreren.

Nu fik jeg lige at vide, at jeg ikke havde noget som helst at skulle have sagt. Det er sådan lidt i modstrid med det, som hr. Jesper Petersen lige stod og sagde, for han ville egentlig rigtig, rigtig gerne have Dansk Folkeparti med i en skattereform, selv om vi ikke kender den skattereform. Prøv lige at finde ud af, hvad det egentlig er oppositionen gerne vil på bare en lillebitte smule sigt, det vil være velegnet – bare en lillebitte smule.

Når vi så snakker om topskattelettelser, er det jo sådan set et angreb fra min side på de partier, som i allerhøjeste grad i valgkampen har lovet, at det bliver der overhovedet ikke noget af. Og hvad sker der? Det gør der alligevel. Vi har et forlig, vi har en aftale, og en ting er hundrende procent sikkert, og det er, at man overholder aftaler i Folketinget. Det vil jeg også anbefale – det vil være sundt – at den nye regering plus støtteparti erkender og indretter sig efter.

Rigtig god fornøjelse med forhandlingerne. Vi glæder os allerede til at kommentere, være med osv. og se, hvad der kommer ud af det.

Hr. Per Clausen.

Jeg vil jo ikke kritisere hr. Jesper Petersen og SF for at have en drøm om at lave aftaler med Dansk Folkeparti, hvis de har det. Det er jo rigtigt, at de har mulighed for at lave flertal sammen med Dansk Folkeparti, de kan lave det med Venstre, og de kan lave det med Enhedslisten. Vi foretrækker, at de gør det sammen med Enhedslisten, også fordi det jo sådan set er sikkerheden for, at man ikke får en skattereform, der skaber øget ulighed i Danmark, hvorimod Dansk Folkeparti gang på gang har støttet skatteændringer i dette land, der har ført til øget ulighed i samfundet. Det, der nu står klart, er, at Dansk Folkeparti aktivt abejder for at skabe ulighed. Af samme grund skal de selvfølgelig holdes ude af forhandlinger om en skatteaftale, for den skal laves med Enhedslisten, der arbejder for at skabe større lighed. Det er bare for at få det gjort fuldstændig klart, og jeg takker for, at fru Pia Kjærsgaard har medvirket så grundigt og aktivt til det.

Ordføreren.

Nu er det jo altså ikke mig, der er regeringschef. Det ikke mig, der bestemmer, hvem der skal indkaldes til forhandlinger. Det må regeringen og Enhedslisten ligesom afklare internt, i stedet for at man står her og fortæller, hvem der skal indkaldes. Altså, det virker, som om man ikke rigtig kan finde ud af rollen endnu. Vi har for længst fundet ud af den, og vi befinder os egentlig ret godt. Jeg tror også, at man vil kunne se og høre på os, at det her egentlig nok er lidt sundt. Vi er en frisk opposition. Jeg skal love, at vi vil give kamp til stregen, det er hundrede procent sikkert. Men prøv lige at finde ud af det selv.

Det er da meget naturligt, når Enhedslisten nu er regeringens parlamentariske grundlag, at det er Enhedslisten, man indgår alle store forlig og aftaler med, naturligvis. Sådan bør det være. Om Enhedslisten så samtidig ved en eller anden finanslovforhandling ovre i Finansministeriet vil kræve det, der står i deres partiprogram om, at militæret og politiet skal afskaffes, må man jo finde ud af internt. Jeg kan se, at der er mange forslag, som Enhedslisten kan komme med. Det er bare et af dem. Det vil være overraskende, men man ved aldrig. Jeg vil godt hilse at sige, at hvis man sætter hårdt mod hårdt, kan man få mange ting igennem. Duk op på mit kontor en dag. Så skal jeg nok fortællle jer, hvordan det gøres.

Fru Lisbeth Bech Poulsen for en kort bemærkning.

I dag i salen har fru Pia Kjærsgaard godt kunnet lide at tale om det tårn, som andre mennesker sidder i, og derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge fru Pia Kjærsgaard, om hun selv kunne tænke sig at komme ned fra det elfenbenstårn, hvor fru Pia Kjærsgaard og DF har befundet sig i 10 år. Vi ser et uddannelsessnobberi på erhvervsskolerne, hvor DF sammen med V og K ikke har villet gøre en aktiv indsats for at få praktikpladser til de 10.000 unge, som ved denne regerings tiltrædelse mangler praktikpladser. Derfor vil vi gerne høre, om fru Pia Kjærsgaard vil støtte regeringens forslag om at indføre sociale klausuler, så de mange unge kan få sig en praktikplads og gøre deres uddannelse færdig.

Ordføreren.

Jeg må lige gøre opmærksom på, at der faktisk foreligger en aftale med Socialdemokratiet, indgået af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti – jeg kan ikke lige huske, om Liberal Alliance var med – men der foreligger i hvert fald en aftale om flere praktikpladser. Det gik vi til valg på, det var jo fint. Jeg var til talrige møder, hvor jeg netop fremhævede, at Socialdemokratiet er med, og det var der ikke nogen socialdemokratiske folketingskandidater, som opponerede imod. Det var en aftale. Vi har faktisk gjort en ganske god indsats, og vi gør gerne en ny. Vi ser gerne, hvad den nye regering og dens parlamentariske grundlag kommer med, det bliver meget, meget spændende. Lad os se. Det, der hele tiden er problemet, er finansieringen. Lad os lige se, hvis der skal skaffes flere praktikpladser, hvordan finansieringen så bliver.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Aftalen fra 2009 er jo tydeligvis ikke god nok, og det erkender Socialdemokraterne selvfølgelig også, siden de har fremsat et nyt forslag om at indføre sociale klausuler. Vi har 10.000 unge, som søger en praktikplads, og halvdelen af dem kan ikke engang få skolepraktik og ryger ud af deres uddannelse. Vil fru Pia Kjærsgaard sige til en person i 2. g, at vedkommende ikke kan gøre sin gymnasieuddannelse færdig? Nej. Det, vi ønsker DF's opbakning til i et bredt forlig, er at få lavet sociale klausuler, så der ved offentlige udbud stilles krav om, at vi alle sammen løfter i flok, også virksomhederne.

Ordføreren.

Nej, det synes vi ikke er nogen god idé, men kom med jeres forslag, kom med forslaget, vi kigger på det hele. Altså, vi er jo simpelt hen så spændte på de forslag, som regeringen vil komme med. Fru Lisbeth Bech Poulsen er med i et regeringsparti og bør have meget stor indflydelse på det. Så kom med forslagene. Men der ligger ingenting, der ligger ikke engang et lovkatalog. Jeg vil ikke skrive under på det, men jeg er 99 pct. sikker på, at det aldrig er sket i min tid i knap 28 år i Folketinget. Altså, det er ganske utroligt, at vi ikke kan gøre noget i den rytme, der plejer at være, også set i lyset af den valgkamp, man har ført, hvor man var fuldstændig sikker på, hvad man ville: Det sætter vi os ned om forhandlingsbordet og taler om, og så lægger vi det åbent og ærligt frem for danskerne. Og det er jo ikke mig, der skal tilgodeses, nej, det er danskerne. Det er ikke for min skyld, det er for danskernes.

Vi venter, vi venter, og vi kommer åbenbart til at vente i hvert fald 1½-2 måneder endnu.

Hr. Orla Hav for en kort bemærkning.

Tak for det.

Jeg hæftede mig ved, at fru Pia Kjærsgaard fremstillede Dansk Folkeparti som et økonomisk ansvarligt parti. Jeg har siddet og kigget i de papirer, vi har adgang til, og jeg kan se, at i 2009 kom Danmark ud af året med et underskud på 40 mia. kr., i 2010 er det 60 mia. kr., i 2011 er det 68 mia. kr., og i 2012 er det 85 mia. kr., som vi har udsigt til på nuværende tidspunkt.

Det er jo hævet over enhver tvivl, at Dansk Folkeparti har haft stor indflydelse på den daværende regering og de 10 år, der er forløbet, og jeg skal bare spørge fru Pia Kjærsgaard:

Synes fru Pia Kjærsgaard, at det er udtryk for økonomisk ansvarlighed, og hvordan er fru Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti tilfredse med det økonomiske grundlag, som Dansk Folkeparti hermed overgiver til løsning af de udfordringer, som Danmark står over for, og hvordan står Danmark stillet til at blive bragt ordentligt videre med at skabe masser af nye job og få unge i beskæftigelse og uddannelse? Hvordan er fru Pia Kjærsgaard tilfreds med det grundlag?

Ordføreren.

Jeg er temmelig godt tilfreds. Jeg synes, at det er fantastisk flot, hvordan regeringen og Dansk Folkeparti har klaret det i en meget, meget vanskelig tid, og jeg må så bare sige, at det underskud, som hr. Orla Hav taler om, altså den der såkaldt ansvarlige snak, som hr. Orla Hav forsøger nu, hørte vi altså ikke om i de 10 år. Nej, vi brugte alt for lidt. Vi skulle bruge meget mere på den offentlige sektor – meget, meget mere. Det var simpelt hen så skrabet. Det var fuldstændig tåbeligt, hvad vi gjorde. Vi skar ned og skar ned. Det passede så ikke, men det var det, vi blev beskyldt for. Jeg har ikke hørt den ansvarlige snak overhovedet, og ja, jeg er ganske godt tilfreds, og jeg kan sige, at jeg faktisk også er ret stolt i forhold til det, vi har afleveret.

Hr. Orla Hav.

Jeg hæfter mig bare ved, at dem, der har ansvaret for at anlægge en økonomisk fornuftig linje, jo først og fremmest er en regering. Jeg kan bare konstatere, at Dansk Folkeparti har støttet regeringen i at være ufornuftig i den periode, som fru Pia Kjærsgaard henviser til. Det var jo sådan, at man ikke var indstillet på at holde en lille smule igen, og det var det, der førte til den globale krise, som vi står midt i. Det er jo i hvert fald en del af det, som økonomerne beskriver det som. Hvis fru Pia Kjærsgaard så vil sige, at det er gået fantastisk godt, så kan jeg bare sige, at vi har mistet 150.000 job, vi kan se frem til, at kommunerne er i færd med at reducere på deres ældreområde for at leve op til den økonomi, som Dansk Folkeparti har efterladt, vi ser et fald i innovation og iværksætteri, vi har set, at de unge ikke kan få lære- og praktikpladser, og vi har set pacificerende fattigdomsydelser. Synes fru Pia Kjærsgaard, at Dansk Folkeparti har bidraget til et fornuftigt grundlag til at bringe Danmark videre?

Ordføreren.

Det synes jeg i allerhøjeste grad, og jeg må sige til hr. Orla Hav: Prøv nu at forstå, at valgkampen er slut. For den tale, som hr. Orla Hav holdt, har jeg hørt til bevidstløshed i 3 uger, ligegyldigt hvor jeg kom hen. Hold da op!

Nu sidder der en ny regering. Der sidder et andet parlamentarisk grundlag, der sidder et flertal, som bare kan komme med noget for at finde ud af, hvad vi så gør, i forhold til at vi selvfølgelig skal vedblive med at sørge for at få økonomien på ret køl. Jeg må sige, at i forhold til det, vi oplever rundtomkring i andre lande, i de sydeuropæiske lande, er det jo småting, vi er i gang med. Det er noget, der kan klares, men det kan bare ikke klares, hvis det, som regeringen er i gang med, er at lægge nye skatter og afgifter på erhvervslivet og borgerne, for så går det igen den rigtig dårlige vej, men den debat tror jeg vi kommer til at føre rigtig mange gange under mange store debatter i den her Folketingssal.

Hr. Flemming Møller Mortensen for en kort bemærkning.

Fru Pia Kjærsgaard retter en meget hård kritik af den nye regerings tidsplan i forhold til fremlæggelsen af det nye lovkatalog. Ja, fru Pia Kjærsgaard siger ligefrem, at det vist er første gang i verdenshistorien, at der går så lang tid, fra en regering er tiltrådt, og til man fremlægger et lovkatalog. Mit spørgsmål til fru Pia Kjærsgaard er ganske enkelt: Kan fru Pia Kjærsgaard redegøre for, hvor lang tid daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen ved tiltrædelsen i 2001 lod gå, inden Folketinget her blev præsenteret for et lovprogram?

Ordføreren.

Situationen på det tidspunkt var et novembervalg, som man måske kan huske. Der var fremlagt et forslag til finanslov fra den daværende socialdemokratisk ledede regering, og det, der står tydeligst for mig fra dengang, og som jeg aldrig nogen sinde glemmer, var, at et af forslagene – igen fordi det var en socialdemokratisk ledet regering, som ville være med til at hæve skatter og afgifter – var, at man ville indføre en cementafgift. Jeg kan bare huske det lige så tydeligt. Der gik vi i gang med finanslovforhandlingerne med det samme, vi fremlagde forslaget, vi arbejdede hele tiden. Der var ikke noget med, at vi holdt fri, som den her regering gør.

Altså, den her regering holder fri nu. Man er nødt til at tage den her debat i dag, ministrene er nødt til at komme herind på onsdag, fordi man bliver konfronteret med en masse spørgsmål i den mundtlige spørgetid fra oppositionens side. Men så holder man fri, man har ikke rigtig noget at lave. Det der regeringsgrundlag, som skulle hastes igennem, fordi man skulle åbne Folketinget tirsdag, står der ikke rigtig noget i. Altså, det er overskrifter. Der er ikke noget lovkatalog overhovedet. Man har haft tid nok, der har været løfter nok, man har virkelig vidst, hvad man gik til valg på, og hvad man ville.

Hr. Flemming Møller Mortensen.

Altså, nu forsøgte jeg mig med en pædagogik, som gerne skulle være meget enkel, nemlig at stille et meget enkelt spørgsmål. Jeg fik intet svar fra fru Pia Kjærsgaard, og måske er det, fordi fru Pia Kjærsgaards viden om verdenshistorien – ja, det var måske bedre bare at have holdt sig til danmarkshistorien – ville have vist et ganske andet billede end det, ordføreren her har stået og malet op. For jeg kan sige, at hr. Anders Fogh Rasmussen, daværende statsminister, havde en regeringsdannelse den 27. november 2001, og man måtte vente til året efter, til den 29. januar, før Folketinget blev præsenteret for et lovkatalog. Så altså, mit spørgsmål til fru Pia Kjærsgaard må være: Hvor er verdenshistorien henne? Den er i hvert fald ikke redelig, når den bliver fremlagt af fru Pia Kjærsgaard, må jeg sige.

Et andet spørgsmål her kunne jo være: Hvad er idealet? Er idealet Anders Fogh Rasmussen, som var 2 måneder og 2 dage om det, eller er idealet at fremlægge det tidligere, som den nye regering her har planlagt?

Ordføreren.

Jamen idealet er da ikke, at Folketinget ikke arbejder, at regeringen ikke arbejder. Altså, jeg har stået lidt og spekuleret på – og der kender jeg trods alt ikke så meget til proceduren, for jeg synes, at det er en meget, meget usædvanlig situation – om oppositionen måske skulle begynde at fremsætte en masse beslutningsforslag. Altså, så var der da noget at lave herinde i hvert fald. Men det mest reelle vil jo nok være at vente, til regeringen har fremlagt, hvad man egentlig vil. Og så holder vi fri. Jeg tror ikke rigtig, at folk kan forstå det. Det tror jeg faktisk ikke.

Hr. Christian Juhl for en kort bemærkning.

Tak. Det er jo nok svært at skjule, at både jeg og fru Kjærsgaard har en vis egeninteresse i efterlønnen. Jeg vil i hvert fald gerne på egne vegne sige, at jeg føler mig noget hærget efter et langt liv på arbejdsmarkedet. Kan fru Kjærsgaard bekræfte, at Dansk Folkeparti er positivt stemt over for den stadig væk eksisterende efterlønsordning? Og når fru Kjærsgaard siger, at hun ikke vil være med til at gøre det dyrere for danskerne, gælder det så også de danskere, som måtte miste retten til efterløn, hvis tilbagetrækningsreformen bliver vedtaget?

Ordføreren.

Jamen den bliver da vedtaget, man behøver ikke sige »hvis«. Den bliver vedtaget, for Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti har fuldstændig kapituleret, fuldstændig. Den bliver da vedtaget, sådan er det. Det tror jeg også Enhedslisten allerede har indstillet sig på.

Jeg må så bare sige, at Dansk Folkeparti står ved aftaler. Det står endda i det der forslag til vedtagelse, som fru Marianne Jelved lige har læst op igen, der står det. Naturligvis gør vi det, og det er så også sagt til det nye parlamentariske grundlag: Har man indgået en aftale, så holder man den.

Det, der er den helt store afgørende ændring fra før valget og til nu, er, at Dansk Folkeparti fremlagde inden valget, hvordan situationen så ud omkring tilbagetrækningsreformen, og vælgerne fik lov at tage stilling. Det, der er det store problem, er, at Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti sagde noget helt andet. De ville overhovedet ikke være med til at ændre noget. Der var endda en af ordførerne, der sagde, at det blev over hans lig, hvis han skulle stemme for efterlønsreformen, men det kommer han til – det var hr. Henrik Sass Larsen. Sådan har der været fantastisk mange, meget, meget bastante udtalelser, som man ikke kan løbe fra, og det er vælgerbedrag, løftebrud ud over alle grænser.

Men jeg vil bede alle de folketingsmedlemmer, som praler lidt med, at nu kigger de mere på 3F's interesser, at det nu er dem, der skal fremhæves her i Folketinget, om at gå til 3F og sige: Brug nogle af jeres penge, hvis I ellers har flere af medlemmernes tilbage, og ryk endnu flere annoncer ind om løftebrud. Men så skal altså være fru Helle Thorning-Schmidt og hr. Villy Søvndal, der står der.

Tak. Jeg skal bede ordføreren om at overholde taletiden. Hr. Christian Juhl.

Jamen nu spurgte jeg, fordi jeg var lidt interesseret i fru Pia Kjærsgaards mening og Dansk Folkepartis holdning til det her spørgsmål, ikke hvad fru Pia Kjærsgaard mener om den nye regering. Det er derfor, jeg spørger, og ud fra en ærlig interesse for efterlønnen, som jo er indholdet i spørgsmålet. Jeg har stadig en tro på, at man kunne redde efterlønnen, og derfor vil jeg gerne spørge endnu en gang:

Hvis nu ordningen om grænsebommene alligevel falder bort – og jeg har forstået, at det var en del af prisen, altså at det var gevinsten for Dansk Folkeparti for at acceptere at stemme for at fjerne dele af efterlønnen – er det så alligevel muligt at lave en bred aftale, f.eks. fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti? Jeg erkender, det er bredt at favne, men kunne vi lave en aftale, hvor vi bevarer efterlønnen alligevel?

Ordføreren.

Altså, nu har jeg forholdt mig til, at når man har en aftale, overholder man den, men at Enhedslisten og Dansk Folkeparti skulle stemme imod tilbagetrækningsreformen, tror jeg ikke at vi ville få særlig meget ud af. Det, man skal gøre fra Enhedslistens side, er, at man skal gå til statsministeren, til økonomi- og indenrigsministeren, til udenrigsministeren, for det er der, problemet er. Det er der, det store problem er, som ordføreren for Enhedslisten – undskyld, jeg kan ikke alle navnene lige i øjeblikket (Anden næstformand (Søren Espersen): Hr. Christian Juhl) – hr. Christian Juhl kommer ind på. Det er der, det store problem er, og det er der, man skal spørge, om de her ting kan ændres. Men det ved man jo godt, at de ikke gør. Det er ikke Dansk Folkeparti, man skal spørge.

Hr. Jonas Dahl for en kort bemærkning.

Jeg var glad for, at vi nu fik slået fast, at det rent faktisk tog Foghregeringen, da den trådte til i 2001, 2 måneder og 2 dage at fremlægge et lovprogram, for så har vi rammet den pæl i jorden, og det har ligesom været det, der har været fru Pia Kjærsgaards eneste dagsorden indtil videre fra talerstolen. Men jeg kunne egentlig godt tænke mig også at se lidt positivt på det regeringsprogram, der nu er lagt frem. Vil fru Pia Kjærsgaard være med til at diskutere, hvordan vi skaber bedre forhold for de psykiatriske patienter? Der er jo rent faktisk fremlagt en lang række initiativer, som nu skal være med til at give ikke alene de psykisk syge ældre patienter, men også de psykisk syge, som er lidt yngre af sind, nogle muligheder for en hurtigere og en bedre behandling. Vil Dansk Folkeparti være med til at diskutere, hvordan vi rent faktisk kan løfte det danske sundhedsvæsen, som der lægges op til i regeringsgrundlaget?

Ordføreren.

Ja, det vil vi rigtig gerne, det er helt sikkert, meget, meget gerne, og det er bestemt noget, der ligger os meget på sinde, noget, som vi vil gøre meget ud af. Vi vil fremsætte forslag om det, vi vil komme ind på det hele tiden, vi vil stille spørgsmål til ministrene, vi vil gerne være med – selvfølgelig vil vi det. Det, det bare drejer sig om, er, hvordan vi får tingene til at hænge sammen økonomisk, og der er det jo regeringens pligt – og hr. Jonas Dahl er medlem af et regeringsparti – at finde ud af, hvordan vi skaffer pengene, og så vil vi være meget, meget interesseret i det. Jeg vil foreslå, at vi begynder med at sætte de psykiatriske patienter på finansloven, så vi ikke skal finde lidt hist og pist, så man ikke rigtig kan regne med, hvor mange år det vil vare. Dansk Folkeparti har jo foreslået, at vi nedlægger satspuljen. Vi bryder selvfølgelig ikke ud af noget forlig, men hvis vi kan få andre partier med på det, vil det være en rigtig god idé, for det er jo bl.a. der, de psykiatriske patienter kommer noget i klemme rent økonomisk. Men ja, det er nogle af de ting, som vil interessere os rigtig meget, men finansieringen skal være der.

Hr. Jonas Dahl.

Jamen jeg kan da berolige fru Pia Kjærsgaard med, at vi jo bl.a. allerede nu har foreslået – det står også i regeringsgrundlaget, som fru Pia Kjærsgaard sikkert også kender – at bl.a. den her skattefritagelse, man har haft for sundhedsforsikringer, skal afskaffes. Det er jo bl.a. en måde, hvorpå man kan være med til at finansiere, at vi nu kan skabe et bedre sundhedsvæsen, som rent faktisk betyder, at der ikke bare, som Dansk Folkeparti har været med til at indskrive i sundhedsloven, skal være let og lige adgang, men at der, som der har stået hidtil, eller indtil den daværende regering ændrede det, skal være fri og lige adgang til sundhedsydelserne i Danmark. Så der er jo rent faktisk et helt oplæg til, hvordan man finder nogle penge til at skabe nogle bedre forhold ikke alene for de psykiatriske patienter, men også for de medicinske patienter. Så jeg synes da, det er positivt, og jeg er glad for, at fru Pia Kjærsgaard også kan have jahatten på og rent faktisk også se positivt på, hvordan man nu vil løfte både det medicinske område og området for de psykiatriske patienter. Så jeg er glad for, at fru Pia Kjærsgaard rent faktisk ser positivt på den del af det. I forhold til at sætte psykiatrien på finansloven vil jeg sige, at det er noget af det, vi også har sagt vi gerne vil være med til at diskutere. Jeg vil bare høre, om fru Pia Kjærsgaard kan nævne nogen eksempler på, hvordan Dansk Folkeparti har arbejdet for det de sidste 10 år.

Ordføreren.

Jeg vil da godt gentage, at vi gjorde det her for ganske nylig under valgkampen, hvor vi sagde, at satspuljen ikke er et væsen, vi bryder os synderlig meget om. Man tager pengene fra pensionisterne og putter dem over i en pulje og uddeler dem igen til andre. Det er meget ofte gode formål, men noget, der skal på finansloven, og der er bl.a. de psykiatriske patienter. Men jeg må jo bare se forslagene først. Jeg er ikke enig i den finansiering, som hr. Jonas Dahl fremfører her, men lad os se det i sin helhed, for man kunne godt forestille sig, at den finansiering, som hr. Jonas Dahl foreslår lige nu, også vil blive brugt på andre områder, og man kan jo ikke bruge de samme penge to gange. Sådan er det jo. Der er rigtig meget finansiering, der er bortfaldet fra regeringen i den her omgang – rigtig meget, som man gik ud med i »En Fair Løsning«, og som man ikke længere har belæg for. Så lad os se forslagene, vi kommer til at diskutere det her meget grundigt. Men lad os komme i gang! Foreløbig sover Folketinget, Folketinget hviler, Folketinget holder fri, og det er simpelt hen elendigt i forhold til de mange ting, man har fremført, og som man var helt sikker på man ville gennemføre.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen for en kort bemærkning.

Det er faktisk meget sjældent, at jeg er enig med fru Pia Kjærsgaard, men jeg kan forstå, at fru Pia Kjærsgaard er rigtig glad for at være i opposition, og jeg er også rigtig, rigtig glad for, at fru Pia Kjærsgaard er i opposition

Så må jeg sige, at det er lidt sært at stå og høre fru Pia Kjærsgaard tale om, at man er imod satspuljen. Jeg vil gerne lige have, at fru Pia Kjærsgaard bekræfter fra Folketingets talerstol, at da Enhedslisten endnu en gang sidste år fremsatte forslaget om at afskaffe satspuljen, lige præcis fordi det er så hamrende uretfærdigt, at man tager penge fra førtidspensionister og folkepensionister og propper dem over i satspuljen, da stemte Dansk Folkeparti imod. Så det der med at Dansk Folkeparti pludselig synes, at satspuljen er asocial, var ikke noget, man huskede på sidste år. Da Enhedslisten fremsatte forslag om at afskaffe puljen, stemte Dansk Folkeparti nej og ville gerne fortsætte. Så det er det ene.

Det andet er, at jeg kan forstå, at fru Pia Kjærsgaard pludselig er meget forarget over topskattelettelser, og der er så endnu en ting, vi kunne være enige om. Vil fru Pia Kjærsgaard sørge for, ved at ændre sin opbakning til den skattepolitik, der har været ført, at de topskattelettelser, som står til at blive gennemført, ikke bliver til noget? For hvis fru Pia Kjærsgaard trækker støtten, er der ikke længere er flertal for topskattelettelser.

Ordføreren.

Det er fuldstændig rigtigt, som fru Johanne Schmidt-Nielsen siger, at Enhedslistens forslag ikke vandt opbakning hos Dansk Folkeparti. Jeg er ganske overbevist om, at vi har fremført alle de der argumenter i ordførertalen, som fru Johanne Schmidt-Nielsen kommer med her. Men igen vil jeg godt sige, selv om det ikke lige er min stil – der er andre partier her i Folketinget, der har taget patent på det at belære andre – at det altså er sådan, at når man har indgået en aftale, så holder man den aftale. Og vi har en aftale om satspuljen. Så længe vi er en del af den aftale, overholder vi den naturligvis, og nøjagtig det samme gør sig gældende i forhold til den skatteomlægning, som vi vedtog sammen med regeringen. Men fru Johanne Schmidt-Nielsen har masser af steder, hun kan henvende sig: til Socialdemokratiet, til Socialistisk Folkeparti, til Det Radikale Venstre. Der har fru Johanne Schmidt-Nielsen og Enhedslisten en helt anderledes rolle, end de havde før i tiden – og rigtig hjertelig tillykke med den rolle, udnyt den nu bedst muligt til gavn for de socialt dårligt stillede.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Jeg må sige til fru Pia Kjærsgaard, at det er for tyndt. Altså, nu har fru Pia Kjærsgaard været herinde i så mange år, at der må kunne præsteres noget bedre fra denne talerstol. Er vi ikke enige om, at der ikke var nogen, der tvang fru Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti til at indgå en aftale, der betød endnu flere topskattelettelser? Dansk Folkeparti gik med fuldstændig åbne øjne – ellers er man blevet snydt meget voldsomt – ind i en aftale, som endnu en gang betyder topskattelettelser til de allerrigeste i Danmark. Blev fru Pia Kjærsgaard tvunget, eller var det frivilligt, man gik ind? Det var den ene ting – jeg vil bare gerne lige have det bekræftet.

Det andet drejer sig om satspuljen. Jeg vil spørge fru Pia Kjærsgaard: Er vi enige om, at Dansk Folkeparti i 2001 krævede at få forliget åbnet, så Dansk Folkeparti kunne være med til at få lov at sidde og tage penge fra førtidspensionisterne og tage penge fra folkepensionisterne og proppe dem over i satspuljen? Er det ikke det, man sådan kunne kalde hyklerisk? Jeg ved godt, at det er et stort ord, men er det ikke passende at kalde det hyklerisk at stå her og tordne imod satspuljen, når man krævede at komme ind og få lov til at være med til at tage fra førtidspensionisterne, og når man stemte imod Enhedslistens forslag om at afskaffe den asociale pulje?

Jeg skal bede alle om at overholde taletiden, for så kan vi nå dem, jeg har på listen.

Ordføreren.

Det er fuldstændig rigtigt. Det er fuldstændig rigtigt, at sådan er historien. Og naturligvis er det sådan, det siger da sig selv, at når en regering bliver dannet, når der er et parlamentarisk grundlag, som sidder og råder over et ganske stort beløb, og det ikke kan være anderledes, fordi man ikke vil opsige forliget – jeg opfordrede faktisk under valgkampen den nye statsminister til at gøre det, men det var der overhovedet ikke opbakning til – så er det da helt naturligt, at man sætter sig ind og finder ud af, hvordan man bedst kan bruge de penge, som jo er en del af satspuljeforliget. Det er fuldstændig korrekt, og det ved fru Johanne Schmidt-Nielsen selvfølgelig også godt. Men jeg vil godt gentage det. Sådan er det. Og ja, vi vedtog en skatteomlægning, og den står vi selvfølgelig også ved.

Men det, jeg bare kan konstatere, er, at den her højt berømmede millionærskat, som fru Johanne Schmidt-Nielsen talte meget om i de talrige debatter, vi har deltaget i sammen, ikke er med. Den er ikke med. Samtidig med at den nye regering så sandelig også taler om topskattelettelser. Det synes jeg må være et paradoks, lad os kalde det det – ikke hyklerisk, som fru Johanne Schmidt-Nielsen står og råber her i Folketingssalen, men et meget, meget stort paradoks. Altså, det må være besynderligt, men sådan er det nu engang.

Fru Zenia Stampe for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne takke fru Pia Kjærsgaard for ordførertalen. Det er jo ikke mere end en måned siden, at fru Pia Kjærsgaard erklærede sig som ægte socialdemokrat, og det lovede jo rigtig godt for det brede samarbejde med en socialdemokratisk ledet regering, men i dag har piben fået en anden lyd. Jeg skal også indrømme, at det ikke er alle dele af regeringsgrundlaget, hvor man kan genkende fru Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti, men der er også områder, hvor Dansk Folkeparti og fru Pia Kjærsgaard må kunne spejle sig selv, f.eks. regeringens mål om at lave en social plan for samfundets mest udsatte.

Jeg vil gerne spørge fru Pia Kjærsgaard, om det er et område, hvor vi kan forvente Dansk Folkepartis konstruktive medvirken.

Ordføreren.

Jamen selvfølgelig; det siger da sig selv. Det er noget, der er et led i Dansk Folkepartis politik. Men igen må jeg sige, ligesom jeg gjorde til hr. Jonas Dahl, der rejste nogenlunde det samme spørgsmål – det var så om de psykiatriske patienter – at vi bare venter på at se, hvad det er, regeringen konkret kommer med, altså et lovkatalog, nogle lovforslag, nogle forhandlinger, vi kan tage stilling til.

Det, jeg bare stadig væk må understrege på det kraftigste, er: Finansieringen skal være i orden. Det duer ikke, at man bare skruer skatte- og afgiftstrykket op, sådan som jeg føler mig overbevist om at man vil gøre.

Fru Zenia Stampe.

Jeg er fuldstændig enig i, at finansieringen skal være på plads. Det tager vi også ansvar for.

Man kan så ærgre sig over, at de her positive vibrationer på det sociale område så ikke gør sig gældende, når det handler om rådighedsbeløbet for samfundets allermest udsatte. Det er jo også en hovedprioritet for os, men der kan jeg desværre forstå på fru Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti, at her er man altså ikke med på de svagestes side.

Ordføreren.

Der er bestemt forskel på, hvordan man definerer begrebet svag. Og jeg synes egentlig, det er lidt underligt, at det er Radikale Venstre, der stiller det her spørgsmål. Det er ikke lige, hvad jeg sådan ellers har hørt fra fru Margrethe Vestager, fru Marianne Jelved osv. – altså, sådan er det bare – men man definerer nok tingene lidt forskelligt.

Hr. Kristian Jensen for en kort bemærkning.

Nu har vi hørt en række ordførere fra Socialdemokratiet stille spørgsmål om den daværende regerings lovkatalog i 2001. Det er typisk ordførere, der ikke var medlem af Folketinget i 2001. Det var både fru Pia Kjærsgaard og jeg.

Jeg vil gerne høre, om fru Pia Kjærsgaard kan bekræfte, at dagen efter hr. Anders Fogh Rasmussens åbningstale, den 5. december 2001, blev der fremsat 12 lovforslag i Folketingssalen. Det vil sige, at der 15 dage efter valget blev fremsat 12 lovforslag. Ugen efter, den 12. december, blev der fremsat yderligere lovforslag, sådan at vi havde omkring 32 lovforslag i løbet af de første 8 dage, efter Folketinget startede igen.

Når man kigger på programmet nu, vil man se, at der ikke bliver fremsat lovforslag før på den anden side af efterårsferien. Der vil gå mindst 39 dage fra valget, til Folketinget får sit første lovforslag at arbejde med. Er fru Pia Kjærsgaard enig med mig i, at det er urimelig lang tid?

Ordføreren.

Det er jeg pudsigt nok. Men det er fuldstændig korrekt, vil jeg sige til hr. Kristian Jensen, og jeg husker meget tydeligt, at så snart valget var overstået, blev regeringens parlamentariske grundlag, Dansk Folkeparti, kaldt til møde med den daværende statsminister, hr. Anders Fogh Rasmussen, og hr. Claus Hjort Frederiksen, som ikke var medlem af Folketinget på det tidspunkt, for simpelt hen at finde ud af, hvad vi kunne stå inde for i forhold til regeringsgrundlaget. Vi sad ikke oppe i det der elfenbenstårn i 17 dage, eller hvor lang tid det nu var, ude i Ørestaden på Crowne Plaza, nej, vi sad inde i et ydmygt lokale her i Folketinget, hvor pressen kunne stille spørgsmål, når vi kom frem og tilbage. Vi var åbne omkring det her. Jo, det husker jeg lysende klart, og det var en god tid. Det var en rigtig god tid, for vi opfattede faktisk, at der var en regering, Venstre, der havde forberedt sig enormt meget, og som allerede havde en færdig plan. Og så kunne regeringens parlamentariske grundlag sige ja eller nej. Det, jeg sagde til hr. Flemming Møller Mortensen, er fuldstændig korrekt, nemlig at vi faktisk arbejdede. Vi holdt ikke fri. Vi arbejdede benhamrende hårdt på at få Danmark på ret køl igen efter det misregimente, som det også var dengang, og vi skal desværre nok til det igen om nogle år. Jo, jeg husker det meget, meget tydeligt. Så det er ikke andet end bragesnak, hr. Flemming Møller Mortensen kommer med.

Men tak for spørgsmålet, for så fik jeg lejlighed til ...

Nu må jeg altså bede om, at ordføreren overholder taletiden.

Tak for svaret. Det var prisværdigt klart. Så vil jeg også lige spørge, om fru Pia Kjærsgaard kan huske den her publikation – nu er det godt nok kun en kopi – der hedder »Regeringens første 100 dage«, og som lå klar, da hr. Anders Fogh Rasmussen holdt sin tale som statsminister første gang i 2001.

Ordføreren.

Ja, jeg husker det, som var det i går, og det er lige før, at jeg fælder en tåre af bare rørelse. Det var gode tider dengang.

Hr. Jens Joel for en kort bemærkning.

Mange tak. Jeg er selvfølgelig ked af, at ordføreren, fru Pia Kjærsgaard, har fundet den lidt skingre oppositionstone frem og bruger det meste af tiden på at diskutere, om den nye regering er i arbejdstøjet. Det er den selvfølgelig, og vi har lige fået dokumenteret, at der gik 2 måneder og 2 dage, før vi fik et lovprogram. Sådan var det. Så har man sagt, at man gerne vil se på behandlingen af lovforslag. Det skal man nok få lejlighed til, inden vi når så langt.

Jeg ved ikke, om det der med at være ked af det og være i opposition måske skyldes, at man føler sig lidt alene, og at nogle af dem, man har været i regering sammen med de sidste 10 år, er begyndt at løbe meget, meget stærkt fra alt det, man har været sammen om. Således nævner jeg grænseaftalen, som jo før sommerferien var en fremragende aftale ifølge statsministeren, og som nu ikke længere har noget med Venstre eller De Konservative for den sags skyld at gøre, men som er Dansk Folkepartis ansvar alene.

Jeg vil sige: Har det noget med det at gøre, og føler man sig en lille smule alene som Dansk Folkeparti? Hvordan er det?

Ordføreren.

Altså, jeg kommer lige fra en meget hektisk, intensiv valgkamp, hvor jeg, når jeg var ude blandt danskerne, overhovedet ikke følte mig alene – ikke det fjerneste, og det gjaldt samtlige af mine kollegaer i Dansk Folkeparti. Vi har en god opbakning blandt danskerne, og det er faktisk ret væsentligt.

Så må jeg med hensyn til grænseaftalen sige, at hvis man – og det vil man åbenbart – ikke vil være med til den, så er der et flertal. Jeg synes, at det er en meget, meget forkert beslutning. Jeg er utrolig ærgerlig over, at man alligevel vil se våbensmuglerier, illegale flygtninge, østeuropæere, der kommer over grænsen, ikke for at gavne Danmark, men for at lave en masse ting i Danmark, som vi ikke kan være tjent med, og at der virkelig vil være enorme problemer fortsat. Det er jeg ærgerlig over, og det må jeg næsten også tro at statsministeren må være, for jeg kan huske, dengang fru Helle Thorning-Schmidt – og det er så statsministeren – sagde, og jeg citerer: Jeg vil have den gamle grænsekontrol tilbage, som vi havde den for nogle år siden. Det er vi helt enige om. Det er altså Dan Jørgensen og den nuværende statsminister. Dan Jørgensen er europaparlamentarikeren, som havde brugt det meste af sin europaparlamentsvalgkamp på at sige, at han ville have grænsekontrollen tilbage – helst endnu mere lukket og intensiv ifølge hans betragtninger, end den var før.

Hr. Jens Joel.

Mange tak. Jeg kunne forstå, at der blev grinet derovre, og jeg vil gerne høre fru Pia Kjærsgaard, om hun er enig i det faktum, at der gik 2 måneder og 2 dage. Nu er vi meget, meget simple: Er fru Pia Kjærsgaard enig i, at der gik 2 måneder og 2 dage, før vi fik lovprogrammet fra den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, ja eller nej?

Ordføreren.

Det er selvfølgelig ærgerligt, hvis man har fået lavet et spørgsmål oppe fra Socialdemokratiets nyhedstjeneste, som man skal stille, og man så kommer lidt sent på i debatten, sådan at der egentlig har fundet en afklaring sted. Det er selvfølgelig ærgerligt. Men sådan forholder det sig rent faktisk. Jeg tror, at den sag er fuldt belyst. Det, der bare er min pointe, er, at dengang holdt man altså ikke fri. Man slappede ikke af, man blev ikke væk fra Folketinget, man arbejdede meget, meget hektisk og meget, meget hårdt, og jeg var selv en del af det, så jeg husker det meget, meget tydeligt.

Hr. Rasmus Horn Langhoff for en kort bemærkning.

Tak for det. Det lyder på fru Pia Kjærsgaard, som om det har været 10 hårde år for Dansk Folkeparti sådan at skulle bakke entydigt op om den borgerlige regering, uanset hvad den nu fandt på. Jeg har faktisk været meget bekymret på Dansk Folkepartis vegne, sådan periodevis. I 10 år har man måttet se til, alt imens de rigeste danskere er blevet rigere og rigere og de fattigste er blevet fattigere og fattigere. 10 år, hvor man har måttet bakke op i tykt og tyndt om en borgerlig regering, en regering, som skabte mere fattigdom og flere fattige ældre og børnefamilier stik imod Dansk Folkepartis politik, eller i hvert fald stik imod, hvad man siger ens politik er.

Nu har fru Pia Kjærsgaard mest fokuseret på de områder, hvor hun er uenig med regeringen. Men jeg vil gerne høre ordføreren, om der ikke også er områder, som glæder Dansk Folkeparti, bl.a. er der jo kommet en ny regering, som ikke accepterer fattigdom og stigende ulighed i samfundet.

Ordføreren.

Jeg synes, at det har været 10 gode år, absolut. Jeg havde gerne set, at de fortsatte. Sådan skulle det altså ikke være, og så har vi altså den rolle, vi har nu, og den vil vi udnytte maksimalt. Jeg tror, at man på valgaftenen kunne se på mig og kollegaerne i Dansk Folkeparti, at det var det. Og ja, det er nok meget sundt at komme i opposition, en frisk opposition. Jeg glæder mig til at stille alle de forslag, som Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti har stillet på utallige områder, når det gælder social- og sundhedspolitikken. Det vil der blive fulgt op på. Det har ikke været 10 hårde år, det har været 10 utrolig gode år.

Det er så lige før, jeg glemte spørgsmålet. Hvis jeg lige kunne få det gentaget.

Hr. Rasmus Horn Langhoff må godt lige gentage den del af det, der var et kort spørgsmål.

Jeg ville høre, om det ikke glæder fru Pia Kjærsgaard, at der nu kommer en regering, som gerne vil bekæmpe fattigdom.

Jo, hvis man altså virkelig vil lægge sig i selen, selvfølgelig. Og det er da bare min opfordring, og det er så nu til Socialdemokratiet, jeg siger det. Før var det til Enhedslisten, og det var måske lidt vanskeligere, men drop den der satspulje, vi vil gerne være med. Det er en del af det, det vil give en større lighed i Danmark, og det er vi naturligvis interesseret i. Drop den, det har man faktisk magt til at gøre. Det synes jeg var en rigtig, rigtig god idé. Lad os begynde med det.

Hr. Rasmus Horn Langhoff har endnu en kort bemærkning.

Skal jeg forstå det på den måde, at ordføreren gerne vil have, at Dansk Folkeparti hjælper regeringen med at bekæmpe fattigdom i Danmark og altså tør at bryde med de andre borgerlige partier.

Ordføreren.

Jamen vi er meget interesseret i alt, hvad der er socialt godt at gøre. Jeg skal bare – for at der ikke er nogen, der skal få forhåbninger om, at vi vil være med til hvad som helst – gentage, at finansieringen skal være i orden. Men begynd med at nedlægge satspuljen. Det vil være et stort skridt, som vil betyde, at rigtig mange pensionister, hvad enten det så er folkepensionister, førtidspensionister eller andet, kan få 6.000 – 8.000 kr. mere. Altså, det er dog en god begyndelse, og det vil være populært.

Så er det hr. Jeppe Mikkelsen for en kort bemærkning.

Nu er der jo også meget mere at rydde op i i dag, end der var tilbage i 2001, hvorfor det måske er forståeligt, at det tager lidt længere tid.

Jeg vil lige vende tilbage til satspuljeforhandlingerne, selv om fru Pia Kjærsgaard har været inde på det et par gange i løbet af sine besvarelser. I løbet af valgkampen var Dansk Folkeparti nemlig ude at true med at opsige satspuljeforliget. Jeg vil gerne understrege, at jeg godt kender til argumenterne bag det, så det er ikke dem, jeg ønsker svar på. Men jeg vil godt udtrykke ønske om, at der stadig er en bred forligskreds bag satspuljen, og jeg vil derfor gerne spørge fru Pia Kjærsgaard, om Dansk Folkeparti er at finde ved forhandlingsbordet, når forhandlingerne nu går i gang. Jeg er ny, så jeg skal lige have det skåret ud i pap en gang til.

Ordføreren.

Nu kan jeg forstå, at ordføreren repræsenterer Det Radikale Venstre. Altså, der er endnu en gang en opgave for den regering, som ordførerens parti er en del af. Der er en stor opgave. Og jeg tror ikke, man skal true med at opsige satspuljeforhandlingerne. Man skal naturligvis have andre partier med. Det batter jo ikke – og det er så også til fru Johanne Schmidt-Nielsen og Enhedslisten i øvrigt – hvis Dansk Folkeparti bare sammen med Enhedslisten siger: Det vil vi ikke være med til. Det bliver det jo ikke opsagt af. Altså, det er jo de partier, som har indgået forliget, der skal være bag sådan en beslutning.

Hr. Jeppe Mikkelsen.

Jeg er glad for tilkendegivelsen om, at Dansk Folkeparti også ønsker at søge det brede samarbejde. Det tegner jo som en frisk start. Vi vil være åbne og invitere til det brede samarbejde, og på et tidspunkt vil fru Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti også modtage en invitation til vigtige forhandlinger om dansk økonomi. Der har jeg så et spørgsmål til fru Pia Kjærsgaard, nemlig om man vil være klar til at deltage i disse forhandlinger, når der ikke nødvendigvis bliver inddraget alle mulige andre emner som f.eks. grænsebomme eller udlændingestramninger.

Ordføreren.

Naturligvis kommer vi til forhandlinger – det siger sig selv. Og jeg tror godt, at det kan konstateres ganske tørt og sagligt, at Dansk Folkeparti har været meget med, når det har handlet om den økonomiske situation.

Nogle er meget optaget af at sætte det ene over for det andet, men isoleret set må det også siges, at man jo skal tage et ansvar for Danmarks økonomi uanset hvad. Man kan da ikke bare lade det hele sejle og sige, at det er ligegyldigt, og det må jeg sige at jeg har det fint med. Jeg har det faktisk ganske godt med, at Dansk Folkeparti har taget et økonomisk ansvar. Det er vigtigt for ethvert politisk parti at gøre, når der er en krise, der kradser, hvilket man jo mildest talt kan sige at der har været og er, set i lyset af den internationale krise. Der har vi taget et stort ansvar, og det vil vi da blive ved med at gøre.

Fru Anne Baastrup for en kort bemærkning.

Jeg er sikker på, at fru Pia Kjærsgaard, efter at have oplevet det her med, hvor det nu var, Solvognen lå henne, er meget optaget af historie. Jeg har så til forskel fra hr. Kristian Jensen rent faktisk bladret i Folketingets forhandlinger fra det år, hvor den daværende regering overtog magten, og jeg skulle hilse og sige, at de lovforslag, man lavede fra den 7. december og frem, var genfremsættelser eller lovforslag, der var fuldstændig færdigbehandlet af Nyrupregeringen. Der var intet nyt før efter jul. Den daværende regering brugte så, fordi oppositionen var parat, lidt tid her i salen på en masse konkrete beslutningsforslag, men først den 1. februar kom der en finanslov.

Det kan godt være, at fru Pia Kjærsgaard er en lille smule træt af, at der ikke sker noget, men sagen er den, at fru Pia Kjærsgaard ikke sidder i forhandlinger nu om udviklingen af de lovforslag, som skal fremsættes. Det er det, der er karakteristisk ved at sidde i oppositionen, og det burde fru Pia Kjærsgaard med sin lange historiske erfaring her fra Folketinget vide.

Ordføreren.

Jamen der er jo ikke noget overraskende eller noget nyt i det. Vi havde valget den 13. november, vi havde finansloven, og vi havde forslag i Folketingssalen, det er fuldstændig rigtigt. Jeg tror, der har været redegjort for det, og jeg tror faktisk ikke, man kan uddybe det meget mere end det, der egentlig er blevet gjort. Altså, historien taler jo for sig selv, og hvad så? havde jeg nær sagt.

Fru Anne Baastrup.

Mit budskab var at få afdækket, hvad det var, der skete, før den daværende regering kom med sin finanslov, halvfjerdsindstyve dage efter at regeringen havde vundet valget. Det var først på det tidspunkt, man havde styr på, hvad man selv ville i form af konkrete lovforslag. Resten var opsamlingsarbejde fra Nyrupregeringen, hvor der var frister på, det var direktivforslag osv., der skulle gennemføres, plus at der var en aktiv opposition, der holdt gejsten oppe i Folketinget, med mange spørgsmål og med mange konkrete beslutningsforslag. Det er bare en beskrivelse af virkeligheden dengang, og det synes jeg fru Pia Kjærsgaard skulle tage alvorligt.

Ordføreren.

Der var ikke nogen særlig god opposition på det tidspunkt, det husker jeg faktisk også ret godt. Jeg kan godt huske det humør, der var hos den daværende opposition. Den var absolut ikke i besiddelse af det samme humør, som jeg har en opfattelse af der er i den nuværende opposition, overhovedet ikke. Men jeg kan bare sige, at vi ikke holdt fri. Vi arbejdede benhårdt fra morgen til aften. Vi røg lynhurtigt ind i en finanslovaftale, vi fik den lavet, og vi havde valget den 13. november. Jeg har intet at skamme mig over, ikke på nogen måde. Tværtimod er jeg stolt af de 10 år, jeg er stolt af begyndelsen.

Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at det ikke er, som det var, men sådan er det nu engang: Vælgerne har talt. Der var noget med 8.500 stemmer, der skilte rød og blå blok, det var ikke meget. Hvis valget var faldet en uge efter, tror jeg ikke, at der havde siddet den regering, der sidder. Sådan er det.

Fru Maja Panduro for en kort bemærkning.

Nu begynder vi jo så alligevel at få lidt klarhed over det her. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det måske er godt nok, at fru Pia Kjærsgaard får lov til at holde lidt fri. Måske var det efterhånden ved at være tiltrængt, for i hvert fald virker det, som om det begynder at knibe med hukommelsen. For hvordan kan man på den ene side sige, at nå ja, ja, det er da rigtigt, at der gik 70 dage, og samtidig lige have stået på talerstolen og talt om, at det var verdenshistorisk, at den her regering skulle bruge så helt utrolig lang tid på at fremlægge et regeringsgrundlag. Man må bare sige, at hvis man mente, at vi skulle videre og i gang med arbejdet, så skulle man have udskrevet valget noget før, sådan som vi var en del der igennem meget lang tid forsøgte at rådgive den daværende statsminister til at gøre.

Nu er vi heldigvis i gang, og jeg vil bare sige, at det at kalde det verdenshistorisk, at vi indtil nu har brugt ganske kort tid, i forhold til hvad den mand, som fru Pia Kjærsgaard selv har rost for at være meget timet og tilrettelagt, og som har et image som en meget timet statsminister, brugte, da er flot, men fru Pia Kjærsgaards hukommelse er altså kommet lidt på plads nu, og fru Pia Kjærsgaard kan altså bekræfte, at der gik helt til året efter, 2 måneder og 2 dage, før statsminister Anders Fogh Rasmussen havde sit regeringsgrundlag på plads.

Ordføreren.

Altså, jeg må sige, at jeg synes, det er så elendigt, at man bruger sin taletid på at gentage sig selv igen og igen. Det er helt fantastisk. Hvis resten af spørgetiden til mig skal gå med det, så fint nok.

Jeg synes da, der må være masser af ting, man i stedet kan komme med, noget politisk, i stedet for bare at gentage og så retfærdiggøre sig selv, for det er jo det, man forsøger. Man har det skidt med, at jeg og andre står her på Folketingets talerstol, og at der formentlig sidder en masse borgere ude i det ganske land og ikke fatter, at vi ikke skal herind i næste uge, for regeringen har ingenting. Man er nødt til at komme, når man skal stå her i den mundtlige spørgetid, og jeg håber virkelig, at alle fjernsynsseerne igen vil sidde og kigge, for så sker der noget i Folketinget. Ellers sker der ikke det fjerneste overhovedet. Man har ikke forberedt det mindste.

Jeg synes, det er en ynk. Og så bliver man ved med at gentage, om ikke det var 2 måneder og 5 dage, eller hvor meget det var. Jamen hvis det er ordførerne fra regeringspartiernes måde at ville gebærde sig på i den næste valgperiode, så bliver det her er en meget, meget nem opgave.

Fru Maja Panduro.

Man har ikke præsteret noget, siger fru Pia Kjærsgaard. Vi har præsteret et meget, meget grundigt gennemarbejdet og stort regeringsgrundlag, som bliver fundamentet for den måde, vi kommer til at ændre Danmark på igennem de næste år. Og det kan jeg godt forstå at fru Pia Kjærsgaard er træt af, og jeg kan godt forstå, at fru Pia Kjærsgaard trænger til at holde lidt fri. Det er jeg glad for at kunne hjælpe hende med. Men jeg håber også, at fru Pia Kjærsgaard på et tidspunkt vil komme videre fra den her lidt fornærmethed og surmulen, som vi oplever nu, hvor man står og taler om, at noget er verdenshistorisk, og hvor forfærdeligt det er, og bagefter så må erkende, at nå nej og o.k., måske brugte hr. Anders Fogh Rasmussen, den statsminister, som man selv støttede, egentlig længere tid på det.

Hvis man er ked af, at vi bliver ved med at spørge ind til det, så kunne man jo bare have svaret første gang. Men jeg er faktisk glad for, at vi nåede det her igennem, og at fru Pia Kjærsgaard nu har erkendt, at der er tale om en arbejdende regering. Ja, der er måske ikke så meget arbejde til fru Pia Kjærsgaard – det er måske godt nok, så hun kan få lov til at holde lidt fri – men der er tale om en arbejdende regering, som har fremlagt et meget ambitiøst regeringsgrundlag, og som meget snart kommer med et lovprogram, så vi kan komme i gang med at forandre Danmark. Og jeg håber, at fru Pia Kjærsgaard her vil fortælle mig, at hun vil arbejde konstruktivt og ærligt som ny opposition og være repræsentant for borgerlige stemmer, der arbejder.

Ordføreren.

Altså, jeg bliver mere og mere overrasket. Det er simpelt hen fantastisk. Det havde jeg godt nok ikke troet. Det havde jeg faktisk ikke. Jeg troede, I var bedre. Trods alt. Men det er I bare ikke. Altså, det er dog dybt elendigt, hvad jeg oplever, hold dog op. Tænk engang. Altså, det er ikke mig, der trækker tiden, det er ordførerne, der trækker tiden, fordi den her time, jeg står heroppe, bare skal gå. Men hvad er det dog for nogle spørgsmål, man stiller? Det var dog helt ufatteligt.

Jeg må sige, at jeg også tror, at man er blevet fortalt, at man nu skal sige til alle, at jeg er fornærmet, og at jeg surmuler. Sådan opfatter jeg ikke mig selv. Jeg hørte også, at statsministeren sagde det om hr. Lars Løkke Rasmussen efter åbningstalen: Nå ja, men oppositionen var bare sur og fornærmet. Jeg oplevede en tidligere statsminister, som gik ud og sagde: Det er fint. Tilbagetrækningsreformen, som vi lavede, og det med dagpengene gennemfører den nye regering. Det er da konstruktivt, det er da positivt. Men man har bare fået at vide, at man nu skal beskylde os for at være surmulende og utilfredse og fornærmede.

Jeg skal hilse mange gange og sige, at det er vi ikke. Jeg er totalt afslappet. Det, som jeg bare er overrasket over, er den mangel på kvalitet i spørgsmålene. Jeg er dybt overrasket. Jeg troede, det var en lillebitte smule bedre. Jeg synes, det er dybt pinligt.

Så er den sidste korte bemærkning fra fru Ane Halsboe-Larsen, værsgo.

Tak for det. Jeg vil sige til fru Pia Kjærsgaard, at vi netop har overtaget regeringsmagten i et land, som har tabt næsten 200.000 arbejdspladser, og hvor ungdomsarbejdsløsheden er et af vores allerstørste problemer og udfordringer. Der er ingen job at søge for de nyuddannede, som vi har bedt om at tage en uddannelse, eller for den metalarbejder, der er blevet ramt af arbejdsløshed. De initiativer, der har været taget for at gøre op med det her problem, har slået fejl. Det viser tallene. Det viser situationen. Det viser køen af arbejdsløse i vores samfund.

Mit spørgsmål til fru Pia Kjærsgaard er i dag: Vil Dansk Folkeparti tage ansvar for de her mennesker og sammen med den nye regering være med til at kickstarte dansk økonomi ved at fremrykke offentlige investeringer, få renoveret vores kloakker, få lagt ny asfalt på vores veje og få sat de her mennesker i arbejde?

Ordføreren.

Det ville være rigtig dejligt. Det synes jeg helt sikkert. Jeg må sige, at jeg stadig væk er meget interesseret i at se, hvad regeringen fremlægger af den slags. Det har vi jo ikke set. Det er kun sådan nogle ord, der kommer nu her, også fra fru Ane Halsboe-Larsen. Det er kun ord. Vi mangler at se, hvad der kommer. Vi mangler at se, hvordan det bliver finansieret. Det er det store, store spørgsmål.

Nu har jeg så hørt på, hvad der skete for 10 år siden. Det tror jeg at fem-syv spørgsmål er gået på. Resten af spørgsmålene har gået på, hvordan det var før osv. Så er det bare, jeg siger: Nu har man chancen, så hvorfor fremlægger man ikke noget? Det er den nye regering, der skal i aktion nu og fremlægge noget, værsgo. Så skal vi nok tage stilling, og vi vil gøre det lødigt og seriøst.

Fru Ane Halsboe-Larsen for en kort bemærkning.

Nu vil jeg rent faktisk gerne tale politik med fru Pia Kjærsgaard. Jeg beder fru Pia Kjærsgaard tage stilling til, at vi har en enorm udfordring med arbejdsløshed, ungdomsarbejdsløshed og med, at vi taber arbejdspladser i vores samfund. Jeg beder fru Pia Kjærsgaard tage stilling til, om Dansk Folkeparti vil være med til at kickstarte dansk økonomi og vil være med til at tage ansvar for de her mennesker. Hvad er Dansk Folkepartis bud på det her problem i Danmark?

Ordføreren.

Ja, vi vil gerne være med, og ja, der er en udfordring. Der er en meget stor udfordring. Det er der slet ingen tvivl om. Der er en økonomisk udfordring; der er en udfordring i forhold til ledigheden. Der er rigtig mange store udfordringer.

Jeg må så bare sige, at den vækstpakke, som den nye regering fremlagde inden valget, ikke er finansieret. Så kommer der noget, der er finansieret, synes jeg, det er fint, at vi kigger på det. Det må bare ikke blive dyrere at være dansker, for så går det den anden vej. Overskriften skal hele tiden være: Det må ikke blive dyrere at være dansker. Det vil jeg godt præcisere og understrege over for den regering, som forhåbentlig snart kommer med nogle initiativer.

Dermed er den time gået, som vi har afsat. Tak til ordføreren. Jeg beklager, at der er nogen, der ikke fik ordet, som havde ønsket det.

Herefter er det Det Radikale Venstres ordfører, fru Marianne Jelved.

Tak. Jeg vil gerne indlede med at sige hjerteligt tillykke til statsministeren for det fremragende stykke arbejde, som ligger her i regeringsgrundlaget. Det er faktisk et optimistisk regeringsgrundlag, fordi det understreger, at vi har et godt land og et godt samfund at bygge på. Det er også et realistisk regeringsgrundlag, fordi det tager udgangspunkt i den virkelighed, som er velkendt, med et umanerlig stort underskud, fordi indtægterne ikke dækker udgifterne, og fordi der er flere, der går på pension, end der kommer ind på arbejdsmarkedet. Og så er det også et visionært regeringsgrundlag, fordi det giver anvisninger på, hvordan vi sammen kan løfte opgaven om at forme en fremtid, hvor problemerne og ubalancerne løses, når vi samarbejder om det.

Jeg vil gerne kvittere over for statsministerens indsats, der har ført forhandlingerne til ende. I Det Radikale Venstre ser vi frem til samarbejdet med udgangspunkt i de tre partiers fælles arbejde: »Et Danmark, der står sammen«. Det er befriende, at valget har givet os et andet flertal og derfor også givet os muligheden for at tage fat på en anden måde, end vi har kendt til i en tid. Magien fra nullerne er brudt, vælgerne har talt, og valget var den meningsmåling, der gjaldt.

Vælgerne sagde nej tak til mere kontraktpolitik og nej tak til mere blokpolitik. Der er virkelig sket bevægelser i vores samfund. Vælgerne vil have reformer, og reformer er udtryk for prioriteringer og for forandringer, der giver et reelt grundlag for at løse de problemer, der er i vores samfund. Det skal ske igennem dialog og partnerskab og bredt samarbejde. Vi lytter, og sammen tager vi ansvar.

Rent faktisk har vi alle del i en særlig fælles erfaring i Foreningsdanmark, som vi har med i vores mentale rygsæk. Folkeoplysning, folkebiblioteker, folkehøjskoler bygger jo på nogle ganske bestemte værdier: Den personlige frihed, ligeværd, frivillig samhørighed og forpligtende fællesskaber. De erfaringer er blevet brugt rigtig mange gange i vores historie, bl.a. da andelsbevægelsen blev skabt som svar på en stor krise for landbruget. Der gik man også sammen i forpligtende fællesskaber.

Det er også det, der ligger bag den danske model og arbejdsmarkedets parters selvstændige løsninger på fælles problemer. Det er de erfaringer, der ligger bag vindmøllebevægelsen, og de erfaringer, der ligger bag de danske traditioner for skeptisk og kritisk stillingtagen i virksomheder og på institutioner, når medarbejderne frimodigt og selvstændigt ser på deres arbejde og siger: Kan vi ikke gøre det lidt bedre? Det er uundværligt for udviklingen af nye og bedre måder at gøre tingene på – det er ikke nok at gøre det rigtigt, det er bedre at gøre det rigtige.

Det er en af de gode forklaringer på, at vi i Danmark har klaret os rimelig godt. Det er de erfaringer, vi skal have i spil, og derfor skal uddannelse til alle være i fokus, og derfor skal vi inddrage alle de voksne, veluddannede pædagoger, lærere, sundhedsplejersker osv. – alle medarbejderne – der skal give vores børn og unge de bedst mulige vilkår for faglig, social og personlig udvikling, så de lærer og oplever, at de kan mestre noget og mere og mere og har del i et fællesskab.

Vi politikere skal stille formål og mål op og sikre uddannelse til medarbejderne og gøre vores forventninger tydelige, for således kan vi nemlig også forvente, at de faglig kompetente medarbejdere gør deres ypperste. Vi skal skabe plads til at forsøge nye veje og nye måder at løse opgaverne bedre på. Eksperimenter er forløbere for fornyelse og kreativitet. Vi skal tænke i sammenhænge. Et grønnere, et sundere og et mere bæredygtigt samfund skabes ved at tænke i smartere regler og krav til f.eks. energieffektivitet og intelligent efterspørgsel.

Klimaudfordringer er store og kræver målrettet indsats. Det er områder for udvikling af ny teknologi, innovation, jobskabelse, eksport af grønne teknologier, involvering af kommuner og borgere i løsninger af fælles problemer. Derfor skal vi turde sætte ambitiøse målsætninger, fordi de er med til at skabe den dynamik, der skal få os til at finde nye løsninger på udfordringer. Vi skal have en ambitiøs og langsigtet energiaftale med flere energibesparelser, fortsat udbygning af vedvarende energi med en stigende brug af vindkraft i den danske elforsyning. Også her ønsker vi en bred og langsigtet aftale.

Danmark skal i EU arbejde for bindende aftaler, og internationalt skal vi arbejde for en ambitiøs og bindende klimaaftale. Klimaforandringer og hele den omfattende indsats, der sættes i værk, er en god påmindelse om, at vi er dybt afhængige af det internationale samfund, vi er med i. Alene kan Danmark ikke løse opgaven, og alene kan vi ikke sikre et bedre og renere miljø – det er grænseoverskridende.

Det er den nøgne virkelighed. Verden er forandret, verden forandrer sig gennem de nye teknologier og nemmere og nemmere kommunikationsformer, og derfor forandrer Danmark sig selvfølgelig også. Danmark ligner på nogle områder alle andre europæiske lande, fordi der i vores lande bor mennesker fra flere forskellige steder i verden med deres kulturelle ballast. Det er en mangfoldighed af mennesker, der rejser, lever, studerer, arbejder, forelsker sig, får børn og stifter familie som det mest naturlige i denne verden, hvilket det jo på sin vis også er. Derfor er det en overraskelse, for ikke at sige et chok, når intetanende danskere kommer til Danmark med ægtefælle og børn og tror, at de kan bosætte sig i deres fædreland. De har endda stolt fortalt om de traditioner, der kendetegner Danmark som en åben og tolerant nation med respekt for naboerne, sådan som de husker Danmark.

Sådan har jeg faktisk hørt danske statsborgere fortælle om deres hjemkomst utallige gange. Vi må konstatere, at vi har gjort mange erfaringer med den forandrede verden. Der har været lovgivet i en stadig strøm med flere og flere indretninger af regelsættene, så man måtte spørge sig selv, om det virkelig er måden at forholde sig til en verden og en virkelighed, der ikke går væk, uanset hvor mange pointsystemer der konstrueres for at måle andre menneskers økonomiske nytteværdi.

Det er velkendt, at Det Radikale Venstre har argumenteret for mådehold i stramningerne og for en anden tilgang til de udfordringer, vi står over for i et internationalt samfund. Nu er tiden inde til at få – og jeg citerer – en ny balance i integrations- og udlændingepolitikken. Og jeg fortsætter citatet: En ny balance mellem rettigheder og pligter; en ny balance, hvor integration prioriteres over eksklusion, hvor det, der virker, står over symbolpolitik, og hvor der værnes om borgernes rettigheder. Citat slut.

Der er rigtig mange, der er godt integreret i Danmark, fordi de er lige så optaget af deres børn og deres familier og deres fremtid, som alle andre mennesker er. Der er andre, der har det rigtig svært, og som lever under en ringe kår og umiddelbart uden de store muligheder for at forandre deres fremtid og deres situation. Men det kan blive bedre, hvis vi sætter massivt og tidligt ind. På Strandgårdsskolen i Ishøj har man løftet det faglige niveau markant hos alle elever, og der er endda 75 pct. af eleverne, som har en anden etnisk baggrund end dansk. Alle lærere har fået efteruddannelse i faget dansk som andetsprog, og der er læsevejleder til hvert trin. Det er bare et enkelt eksempel på mange succeshistorier rundtomkring i Danmark om, at vi kan gøre det bedre.

Det er lige så klart, at der skal sættes massivt ind, dels forebyggende, dels klart reagerende over for kriminalitet og bander og over for tvang og undertrykkende kriminalitet. Der er brug for gennemsigtighed, klarhed og enkelhed i reglerne for familiesammenføring. Børn skal kunne familiesammenføres, de skal ikke kunne komme i klemme i mærkelige regler, og det er derfor godt, at de regler, der er, skal revideres. Retssikkerheden skal generelt styrkes. Flygtningenævnet udvides til fem medlemmer, og der bliver et uafhængigt klagenævn for afgørelser om familiesammenføring.

Danmark er forpligtet af det internationale retssamfund og dets regler. De regler er skrevet i konventioner, og vi er således forpligtede over for FN's flygtningekonvention, handicapkonvention, børnekonvention, torturkonvention, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og mange andre. Derfor skal vi også tage vores del af ansvaret og behandle asylansøgere på en værdig måde, der giver dem rimelige vilkår, mens de er her i landet. De skal kunne bo uden for centrene under mere almindelige forhold, så de ikke bliver mere og mere syge og svækkede under uvirksomheden i et center.

Nu bliver der mere enkle og rimelige krav til de udlændinge, der gerne vil have fast opholdstilladelse. De skal arbejde eller uddanne sig og tale dansk. Unge, født og opvokset i Danmark, kan få statsborgerskab, når de har bestået skolens afgangsprøve med et gennemsnit på 2, eller de kan få statsborgerskabet, når de fylder 18 år. Statsborgerskab skal fremme integrationen. Udlændinge, der har boet lang tid i Danmark, er integreret og skal efter enkle, rimelige regler kunne blive statsborgere. De skiftende politiske aftaler om statsborgerskab skal afløses af en lovgivning, der giver gennemsigtighed og fastlægger reglerne og dermed sikrer borgernes rettigheder. Jeg citerer fra regeringsgrundlaget en sætning, som jeg sætter meget stor pris på:

»Danmark er et moderne samfund i en international verden. Derfor skal det være muligt at have dobbelt statsborgerskab.«

Det støtter vi i Det Radikale Venstre, ligesom vi støtter reformvejen, der skal give en forøgelse af arbejdsstyrken med 135.000 i årene frem mod 2020 og skabe en holdbar økonomi og give os det råderum, som gør, at vi kan løfte de opgaver, der gør Danmark til Danmark.

I Det Radikale Venstre er vi stærkt opmuntrede af den modige økonomiske politik, som er kendetegnende for regeringsgrundlaget, og som erhvervsorganisationer, erhvervsledere og diverse økonomer uden for Christiansborg har anerkendt. Vi lytter også til dem.

Det Radikale Venstre står inde for et Danmark, der står sammen. Det skal lykkes.

Tak til ordføreren. Der er igen en række medlemmer, der gerne vil have ordet til korte bemærkninger i den næste times tid: Ellen Trane Nørby, Pia Kjærsgaard, Per Clausen, Simon Emil Ammitzbøll, Lars Barfoed, Erling Bonnesen, Peter Christensen, Tina Nedergaard, Kristian Thulesen Dahl, Hans Kristian Skibby, Johanne Schmidt-Nielsen, Leif Mikkelsen, Merete Riisager, Mike Legarth, Louise Schack Elholm og Karen Ellemann. Jeg håber, at vi når disse 16.

Først er det fru Ellen Trane Nørby for en kort bemærkning, og vi skal have strøm til hendes mikrofon.

Så kom der lys i mikrofonen. Jeg vil gerne først kvittere for, at fru Marianne Jelved i sin tale siger, at Danmark har klaret sig rimelig godt igennem i den krise, som vi har stået over for. Det håber jeg er en information, som fru Marianne Jelved vil dele med de ordførere for Socialdemokraterne og SF, som i dag har fortalt om, hvor frygteligt det hele er i Danmark, og hvor frygteligt VK-regeringen har gjort det.

Så vil jeg også gerne kvittere for det gode samarbejde, som vi har haft med Det Radikale Venstre, og vi har skabt en stærk reformalliance i dansk politik, hvor vi netop også lægger vægt på, at der gennem reformer skal være råd til, at vi kan tage hånd om de svageste i vores samfund. En af de reformer, som Det Radikale Venstre også har stemt for, er dagpengereformen. Der har jeg jo tidligere hørt fru Marianne Jelved sige, at det var vigtigt, at den blev gennemført, som den var. Derfor vil jeg blot høre, om dagpengereformen står ved magt.