Dette lovforslag gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 7.
juli 2010 om kvalitets- og sikkerhedsstandarder for menneskelige organer til transplantation.
Gennemførelsen skal ske inden den 27.
august 2012.
Lovforslaget handler om fælles krav til sikkerhed og kvalitet både i hele processen og med hensyn til selve organet forud for og ved en transplantation.
Med fælles krav kommer der nu bedre vilkår for udveksling af organer, og matching af donor og modtager øges væsentlig på tværs af landegrænser, og det er jo kun til gavn for danske patienter.
Lovforslaget har været i høring.
Der er kommet nogle kommentarer, og det endelige lovforslag er tilrettet rådgivningen fra disse høringssvar.
Selve forslaget omhandler anvendelsen af menneskelige organer til transplantation, og det er et område, som er i vækst, og som åbner store muligheder for at hjælpe ved f.eks.
nyre-, lever-, lunge- og hjertesvigt.
Selv om der er en generel mangel på donerede organer, er området med transplantation i vækst, hvilket øger behovet for fælles kvalitetskrav og sikkerhedsforhold på tværs af landegrænser.
Jeg vil her indledningsvis tillade mig at gøre opmærksom på, at man jo har muligheden for også selv at melde sig som donor.
Vi skal ikke betragte den menneskelige krop som et sæt af reservedele, men derfor kan vi godt alligevel appellere til flere om at blive frivillige donorer, for vi ved, at det kan redde menneskeliv og give livskvalitet til syge, som kan blive raske efter en transplantation.
Direktivet anbefaler, at al donation sker på frivillige og vederlagsfrie vilkår, og det vil fortsat ikke være tilladt at annoncere efter organer eller at modtage betaling.
Der vil fortsat være en særlig beskyttelse af donation fra unge mennesker under 18 år mod at kunne donere det, man kalder ikkegendanneligt væv, altså væv og organer, der ikke gendannes af kroppen selv.
Lovforslaget ændrer ikke på vores regler om udtagning af væv og organer fra en afdød, der har tilmeldt sig som donor, eller som mundtligt har udtrykt ønske herom.
Pårørende kan fortsat ikke modsætte sig en skriftlig tilladelse til at være donor, hvis man er fyldt 18 år.
Vi har desværre set, at der kan være utilsigtede komplikationer eller smittefare ved visse organer og donorer, og derfor finder vi det i Socialdemokratiet vigtigt, at der med lovforslaget nu sikres en sporbarhed eller en identifikation af organer, donorer, modtagere og udtagelsessteder, så man, hvis der senere hen kommer komplikationer, kan gå tilbage og opspore, forebygge, behandle og i det hele taget blive klogere på den proces, der har været – særlig fordi disse oplysninger skal opbevares i minimum 30 år.
Vi socialdemokrater er meget opmærksomme på, at der er mange følelser omkring donorforhold og transplantation, herunder også, på hvilke vilkår og med hvilken sikkerhed der kan ske organudveksling på tværs af landegrænser.
Vi finder, at der med dagens lovforslag er taget hånd om både disse følsomme forhold og de rent sikkerhedsmæssige og kvalitetsmæssige forhold, og vi kan derfor støtte lovforslaget.
Tak for ordet.