Indledningsvis vil jeg gerne understrege, at det er en sag, som jeg ser på med stor alvor, og det mener jeg også kunne høres i det tidligere svar på det spørgsmål, som hr.
Eigil Andersen stillede.
Det er jo korrekt, at IARC, som er WHO's kræftrådgivningscenter, er nået til den foreløbige konklusion, at der kan være en sammenhæng imellem natarbejde og brystkræft.
Arbejdet er dog ikke afsluttet endnu.
IARC arbejder således for tiden på et forskningsprojekt, der skal finde årsagen til, at natarbejde sandsynligvis øger risikoen for brystkræft.
Jeg vil som sagt afvente den kommende rapport fra IARC, før jeg vil sætte nye initiativer i gang.
Jeg vil dog gerne slå fast, at der allerede i dag er gode muligheder for netop at yde erstatning til de ramte.
Og som jeg nævnte i besvarelsen lige før, er der indtil nu 63 konkrete tilfælde, som er anerkendte efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget.
Så vidt jeg er orienteret, er det som sagt også sådan, at Danmark er det første land, der konkret har anerkendt brystkræft som følge af natarbejde som en erhvervsskade.
Så er jeg i øvrigt enig med spørgeren i, at vi som samfund, politikere, myndigheder, organisationer og virksomheder har en klar pligt til at sikre, at natarbejde foregår på en måde, hvor risikoen for at få en livstruende sygdom er så lille som absolut muligt.
Jeg mener, at vi via de gældende regler og overenskomster umiddelbart har skabt de rammer, der skal til, for at virksomhederne kan leve op til den her forpligtelse.
Men hvis den kommende rapport fra IARC kalder på nye tiltag, er jeg selvfølgelig, som jeg også tidligere har nævnt, klar til at se på det.