Det virker sådan lidt desperat af statsministeren, at han bliver ved med at fastholde, at den her Facebookprofil, som statsministerens spindoktor har, er sådan et helt privat foretagende.
Det, at hun lægger feriebilleder ind fra Tenerife og deler med sin farmor og farfar og sin onkel og sin tante og sin kusine, er det jo ikke.
Den her Facebookprofil er jo udtryk for en fuldstændig bevidst jagt på danske journalister for at opbygge et professionelt netværk, hvor man kan erfaringsudveksle, hvor man kan holdningsudveksle, og hvor man kan påvirke osv.
osv.
Der er jo op til flere navngivne journalister på den her Facebookprofil, som følger med her, og hvor man kan sige, at i stedet for at tage telefonen og ringe til den her journalist og påvirke vedkommende til at gøre et eller andet bruger man altså Facebook til helt bevidst og målrettet at påvirke danske journalister i en bestemt retning.
Der er det da lidt påfaldende, at statsministeren så ikke synes, at han skal forholde sig til, hvad det er, der bliver ytret, også når det er ret spøjse ting, der kommer til udtryk, som at man netop ovre i Statsministeriet åbenbart er ved at gå helt op i limningen i frustration over, at de danske vælgere slet ikke er til at tilfredsstille.
Der kunne det da være meget sjovt at høre her i Folketinget, om statsministeren også har den form for afmagtsfølelse.