Spm. nr. S 1297

4) Til statsministeren af:

Rasmus Prehn (S):

Deler ministeren sin spindoktor, Søs Marie Seerups, frustration over og ringeagt over for danske vælgere, og finder ministeren det som sin spindoktor umuligt at tilfredsstille danske vælgere?

Værsgo.

Tak. Deler ministeren sin spindoktor, Søs Marie Seerups, frustration over og ringeagt over for danske vælgere, og finder ministeren det som sin spindoktor umuligt at tilfredsstille danske vælgere?

Statsministeren.

Jeg kan fuldt ud henvise til, hvad jeg har svaret på de tidligere spørgsmål.

Hr. Rasmus Prehn.

Nu har statsministeren haft lejlighed til at forberede det her spørgsmål; vi fik jo lige præciseret her af Folketingets høje formand, at man har haft mulighed for at sidde og forberede det her.

Der er jo altså tale om en højt betalt topembedsmand, som skal hjælpe statsministeren med at kommunikere sin politik ud, og som simpelt hen sidder i sit lønkammer og giver udtryk for en frustration over, at det er helt umuligt at tilfredsstille de danske vælgere, og at det, som man arbejder med i den her regering, simpelt hen ikke er til at sælge over for vælgerne. Det er det, der bliver givet udtryk for. Der bliver også givet udtryk for en vis ringeagt, både over for journalister og over for danske vælgere. Det er ministeren da nødt til at forholde sig til: Er det en frustration, som statsministeren også deler? Jeg synes da, at vi skal have svaret på det her.

Statsministeren.

Den eneste frustration, jeg kan få øje på i salen her, er da den, der lyser ud af spørgeren, som stiller de samme spørgsmål i forskellige varianter, uden megen stor relevans for de politiske udfordringer, Danmark står i i øjeblikket.

Det er helt rigtigt, at jeg har forberedt mig på at svare på spørgsmålet. Og bare for ikke at snyde nogen for noget vil jeg, som jeg tidligere har givet udtryk for, også her i dag i forbindelse med besvarelsen af to S-spørgsmål fra hr. Benny Engelbrecht om samme emne, sige, at min holdning sådan set er klar: Hvad ansatte i Statsministeriet skriver på deres private Facebookprofil, er som udgangspunkt ikke noget, jeg vil blande mig i, og jeg finder ikke anledning til at kommentere den pågældende udtalelse, som der henvises til i det stillede spørgsmål.

Hr. Rasmus Prehn.

Ret skal være ret: Det hjalp da lidt på min frustration at få sådan et svar; jeg synes da godt nok, det var udmærket at få det på plads.

Men det, jeg alligevel ikke kan lade være med at holde fast i, er, at vi jo her har tale om en spindoktor, som mig bekendt er ansat uden en øvre arbejdstid – er det ikke korrekt? – og som samtidig med at statsministeren har en helt bevidst Facebookstrategi, hvor statsministerens egen hjemmeside er koblet op med Facebook og Twitter og det ene og det andet, sidder med sin egen Facebookprofil, hvor hun helt bevidst og målrettet til danske journalister og alle mulige andre kommunikerer sine ytringer ud om, hvordan det går.

Altså, situationen er jo sådan set den, at den her spindoktor er ansat til at hjælpe statsministeren med hans kontakt til pressen. Når den her spindoktor så i sin kommunikation via Facebook til pressen skriver, at man er frustreret over, at vælgerne ikke er tilfredse, så er det da også noget, som statsministeren er nødt til at forholde sig til. Det må da også være træls at have en siddende i kontoret, som bare synes, det næsten ikke er til at tilfredsstille danskerne.

Statsministeren.

Det bliver jo mere og mere morsomt. For nu er det åbenbart sådan, at hvis man ikke har nogen øvre arbejdstid, så må man i hvert fald ikke ytre sig i sin egen private kapacitet; så er der aldrig noget privatrum, så er der aldrig noget frirum.

Altså, jeg må henholde mig til det, jeg nu har svaret mange, mange gange: Jeg finder ikke nogen anledning til at kommentere en udtalelse, som folk i deres egen kapacitet har ytret sig om på deres eget ansvar.

Hr. Benny Engelbrecht som medspørger.

Jeg synes, at det er lidt væsentligt, at vi klart får defineret, hvad der er privat, og hvad der ikke er privat. Statsministeren har indikeret, at Facebook ikke skulle være et offentligt forum, også selv om man er venner på Facebook med halvdelen af Christiansborgs pressekorps. Men lad os få sat rammerne. Hvornår er det så ikke privat? Er det ikke privat, hvis det f.eks. er en weblog? Er der nogen fora på nettet, som man kan tillade sig at ytre sig i, og andre, man ikke kan tillade sig at ytre sig i? Det er, som jeg ser det, ret svært at definere. Hvad betyder det f.eks. for en minister, som har en privat Facebookprofil? Kan en minister ytre sig på en privat Facebookprofil på en måde, som ikke er i overensstemmelse med regeringens politik?

Statsministeren.

Mange, mange interessante spørgsmål, men jeg må bare sige, at den der sondring mellem, om noget er privat eller offentligt, jo sådan set ikke er relevant. For ytringsfriheden er jo ikke begrænset til, at offentligt ansatte ikke må ytre sig i private rum. Offentligt ansatte må også godt ytre sig i det offentlige rum i deres egen kapacitet. Jeg må igen sige, at hvis man ellers tillægger intentionen bag de her spørgsmål nogen videre alvor, andet end at vi i fællesskab bruger hinandens tid her, hvilket selvfølgelig også både er spændende og udfordrende og ikke et ondt ord om det, så bliver jeg lidt bekymret over, at der øjensynlig synes at være en eller anden holdning, der hedder, at offentligt ansatte altså ikke må have en privat Facebookprofil, hvor de på deres eget ansvar ytrer sig i den offentlige debat. Det er jeg lidt chokeret over.

Hr. Benny Engelbrecht.

Nu er spørgsmålet omkring Facebook og spørgsmålet omkring privatliv og spørgsmålet omkring privatlivsindstillinger vel faktisk noget, der har været taget op politisk, også af tidligere ministre i den nuværende regering, eksempelvis den tidligere videnskabsminister, og den tidligere økonomi- og erhvervsminister har også medtaget i regeringens forbrugerpolitiske handlingsplan, at det er et af de indsatsområder, der skal gøres noget ved på europæisk plan. Så derfor er det vel yderst relevant at spørge, hvad det er for nogle digitale tjenester, vi kan bruge, hvor vi ikke er underlagt et ansvar i forhold til det, vi skal gøre, og hvor det ikke er et spørgsmål, vi skal forholde os til. Det synes jeg er uklart, fordi en weblog – nu svarede statsministeren ikke på det – en blog, som det også kaldes populært, jo er et offentligt forum, hvor alle har adgang. Der går jeg ud fra, at statsministeren er enig med mig i, at der ville man være nødt til at skulle forholde sig til de ytringer, der kommer.

Statsministeren.

Jamen man må jo stå til ansvar for sine ytringer, uanset hvor man fremkommer med dem. Det kan være, at man kan gå ind i et helt lukket rum og tale med sig selv og også gøre det højt, og så kan man slippe fri for ansvar, men ellers må man jo stå til ansvar, uanset om man kommunikerer i et rum med to eller på en weblog eller på Facebook, eller hvad man gør. Det afhænger da af ytringens karakter, og i hvilken egenskab man afsender den. Jeg blander mig jo ikke i, hvad ansatte i den offentlige sektor ytrer sig om på deres egne private vegne på deres eget ansvar. Det er klart, at hvis der er offentligt ansatte, der overskrider ytringsfrihedens grænse og begår en ulovlighed, vil det selvfølgelig have et tilbageslag på ansættelsesforholdet, altså hvis man bryder tavshedspligten, eller hvis man ytrer sig mod straffelovens bestemmelse om ytringsfrihedens grænser. Det er jo en anden sag. Men at offentligt ansatte kan deltage på deres eget ansvar i deres egen kapacitet i deres egen egenskab i debatten, kunne jeg jo ikke drømme om at lægge restriktioner på, og jeg kunne slet ikke drømme om at bringe mig i en situation, hvor jeg så skulle forholde mig til alle deres ytringer.

Hr. Rasmus Prehn.

Det virker sådan lidt desperat af statsministeren, at han bliver ved med at fastholde, at den her Facebookprofil, som statsministerens spindoktor har, er sådan et helt privat foretagende. Det, at hun lægger feriebilleder ind fra Tenerife og deler med sin farmor og farfar og sin onkel og sin tante og sin kusine, er det jo ikke. Den her Facebookprofil er jo udtryk for en fuldstændig bevidst jagt på danske journalister for at opbygge et professionelt netværk, hvor man kan erfaringsudveksle, hvor man kan holdningsudveksle, og hvor man kan påvirke osv. osv. Der er jo op til flere navngivne journalister på den her Facebookprofil, som følger med her, og hvor man kan sige, at i stedet for at tage telefonen og ringe til den her journalist og påvirke vedkommende til at gøre et eller andet bruger man altså Facebook til helt bevidst og målrettet at påvirke danske journalister i en bestemt retning.

Der er det da lidt påfaldende, at statsministeren så ikke synes, at han skal forholde sig til, hvad det er, der bliver ytret, også når det er ret spøjse ting, der kommer til udtryk, som at man netop ovre i Statsministeriet åbenbart er ved at gå helt op i limningen i frustration over, at de danske vælgere slet ikke er til at tilfredsstille. Der kunne det da være meget sjovt at høre her i Folketinget, om statsministeren også har den form for afmagtsfølelse.

Statsministeren.

Der er sikkert mange ting, der kunne være sjovt. Det, der er spørgsmålet, er, hvad der er relevant her. Jeg ved ikke, hvad det er for en jagt, der tales om. Facebook foregår vel på den måde, at man vælger at gå ind på en side eller man vælger at lade være. Det er i hvert fald det kendskab, jeg selv har til det. Man vælger at blive venner med nogle, man vælger at lade være, så mere jagt er der vel ikke over det.

Der spørges igen og igen, og det flytter jo ikke rigtig noget på svarene. Jeg har givet meget præcise svar på, at jeg ikke agter at forholde mig til konkrete ytringer fremsat af konkrete personer på konkrete medier, som ikke er relevant i forhold til mig, fordi jeg står til ansvar for mine egne ytringer.

Tak. Spørgsmålet er afsluttet

Det næste spørgsmål er også stillet til statsministeren af hr. Rasmus Prehn.