Vi bruger i det danske samfund rigtig mange penge på at behandle patienter.
Desværre er der mange patienter, der stadig væk oplever, at den dag, man kommer ud fra hospitalet, mangler efterbehandlingen.
Så mangler det, der gør, at man kan komme tilbage på arbejdsmarkedet.
Vi har ifølge loven ret til genoptræning, hvis en læge har vurderet, at det er det, man har behov for, men i mange tilfælde overses det faktum, at har man været igennem et kræftforløb eller har man oplevet en hjertesygdom, så har man behov for mere end bare genoptræning.
Så har man også behov for hjælp til at komme videre med livet, til at se, at det ikke er i morgen, man skal stille træskoene, men at man godt kan leve mange år endnu.
Vi mener, at der ikke har været nok fokus på det her, og det er derfor, vi sammen med SF har fremsat et forslag om, at man ikke bare som patient skal have ret til genoptræning, men også til det lidt bredere begreb rehabilitering.
Det har under debatten været fremhævet, at rehabilitering jo er mange ting.
Det kan være uddannelsesmæssigt, det kan være beskæftigelsesmæssigt, og det er vi helt med på, men det, vi vil med det her forslag, er at sikre den sundhedsfaglige rehabilitering, der sigter på netop at hjælpe folk med at komme videre.
Det kan være hjælp til kostomlægning, hvis man har en sygdom, hvor det er nødvendigt, hjælp til rygestop, hvis man har behov for det, eller hjælp til som sagt at komme videre til at leve livet.
Vi synes, det er ærgerligt, at man ikke støtter op om det her forslag i dag fra regeringens side.
Vi er helt overbevist om, at det er den rigtige vej frem.
Vi har selvfølgelig lyttet til redegørelsen fra indenrigs- og sundhedsministeren – den daværende tror jeg faktisk det var – da vi førstebehandlede det, om, at der sker mange ting rundtomkring i kommunerne i dag.
Men vores indtryk er, at det stadig væk er alt for forskelligt, og at man burde gøre meget mere for at få det her på rette vej og for at sikre, at patienterne har en løftestang til at få den rehabilitering, som ville sikre, at de mange penge, vi bruger på behandling, ikke bare går fløjten, men at vi også får hele mennesker ud på den anden side og hele mennesker tilbage på arbejdsmarkedet eller til det liv, de levede før.
Det var det, jeg ville sige.