Det sidste punkt på dagsordenen er:

5) 1. behandling af lovforslag nr. L 89:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven. (Indførelse af ret til rehabilitering (efterbehandling)).

Af Sophie Hæstorp Andersen (S) og Karl H. Bornhøft (SF) m.fl.

(Fremsættelse 09.12.2009).

Forhandlingen er åbnet. Ministeren for sundhed og forebyggelse.

Jeg vil gå lige til sagen: At gøre rehabilitering til en ydelse efter sundhedsloven som foreslået er ikke vejen frem. Selv om det er sympatiske tanker, der ligger bag lovforslaget, vil det ikke gavne den enkelte patient, for rehabilitering handler nemlig om hjælp til at genetablere sin hverdag. Derfor går rehabilitering på tværs af sektorer, på tværs af fagområder, og ikke mindst går den på tværs af lovgivningen. Det nytter derfor ikke kun at se på rehabilitering som en sundhedsydelse, for det er meget, meget mere end det.

Jeg er enig med forslagsstillerne i, at rehabilitering rækker langt ud over den genoptræning, som vi har sikret i sundhedsloven. Rehabilitering rækker også langt ud over vejledning og støtte til livsstilsændringer, som allerede i dag er kommunernes og regionernes opgave. Rehabilitering er til for at hjælpe den enkelte patient tilbage til så god en tilværelse som muligt efter en sygdom eller efter en ulykke, og det er for mange patienter mere end en hjælp til at kunne gå igen, til at holde op med at ryge eller til at spise sundere. For nogle handler det om at vende tilbage til arbejdet, for andre om en aktiv pensionisttilværelse eller at vende tilbage til egen bolig med mindst muligt behov for hjælp og støtte fra andre, og for alle handler det om at blive så selvhjulpne som overhovedet muligt og få så meget kvalitet i livet som muligt.

Overliggeren skal derfor placeres højere end det, som Socialdemokratiet og SF giver udtryk for i lovforslaget. Vi skal nemlig sætte ind på alle fronter, og uanset målet med indsatsen er ansvaret i vidt omfang placeret i kommunerne. Det betyder, at kommunerne skal bringe alle deres ansvarsområder i spil og finde den kombination af indsatser på tværs af lovgivningen, der passer bedst til den enkelte borgers behov. Det er den unikke mulighed, som kommunerne har, og det er det, der skal til, for at den enkelte patient får den rette rehabilitering individuelt. For som sagt drejer rehabilitering sig om en sundhedsfaglig indsats, om en social indsats, om en beskæftigelsesindsats osv. Lad mig prøve at give et par konkrete eksempler:

Når Slagelse Kommune modtager en patient til rehabilitering efter en hjerneskade, tages der stilling til patientens samlede behov, dvs. behov for hjemmepleje, hjælpemidler, boligændringer, taleundervisning, socialpædagogisk støtte, handicapkørsel, ledsageordning og genoptræning. Og for at sikre en relevant, velkoordineret og sammenhængende indsats har man ansat en hjerneskadekoordinator, der netop arbejder på tværs af fagområder og på tværs af forvaltninger.

Jeg ved også, at jobkonsulenter og fysioterapeuter i Århus arbejder i team om sygemeldte borgere med genoptræningsbehov. Her møder patienten en sagsbehandler og en fysioterapeut i et team, hvor man sammen lægger en plan for, hvilke tilbud den pågældende patient skal have.

For mig at se har Slagelse og Århus fat i den lange ende, fordi de netop tænker og organiserer rehabilitering bredere end sundhed i snæver forstand. Eksemplerne illustrerer udmærket, hvorfor en rehabiliteringsplan, en såkaldt sundhedsmæssig rehabiliteringsplan, kun vil give ringe mening. Der vil også være risiko for, at rehabiliteringsindsatsen reduceres til primært at omfatte ydelser efter sundhedsloven, og der vil være risiko for at fastholde både faggrænser og forvaltningsgrænser, og det vil ikke gavne patienterne. Tværtimod vil den enkelte patient være bedst hjulpet med et samlet og individuelt rehabiliteringstilbud på tværs af det meget brede lovgrundlag, der allerede gælder i dag. Det er et lovgrundlag, som i mine øjne er blandt de bedste i hele verden, når det gælder om at tilbyde sammenhængende rehabiliteringsforløb af høj kvalitet.

For at hjælpe kommunerne yderligere med at løse de samlede og tværgående rehabiliteringsopgaver har jeg taget initiativ til, at mit ministerium går sammen med Indenrigs- og Socialministeriet, med Beskæftigelsesministeriet og med Undervisningsministeriet om en fælles vejledning til kommunerne om rehabilitering, en vejledning, der skal samle det brede lovgrundlag, vi har i dag, og som en effektiv og målrettet rehabilitering må og skal tage udgangspunkt i, når vi skal hjælpe den enkelte tilbage til enten uddannelse, arbejdsmarkedet eller til en aktiv pensionisttilværelse. Det er en vejledning, der skal hjælpe hver enkelt kommune til at løse opgaven til ug og til at komme helt i mål.

Det lovgivningsmæssige setup er altså på plads. Det har jeg stået her og sagt før, og det gentager jeg gerne i dag. Vi har skabt de rigtige organisatoriske og lovgivningsmæssige rammer for en samlet, effektiv og tryg rehabilitering af fagligt høj kvalitet. Men, for der er også et men, vi skal blive meget bedre til at udnytte det. For det er rigtigt, at der fortsat er mange udfordringer lokalt, og det er også rigtigt, at vi skal styrke indsatsen på landsplan.

Derfor har regeringen også sat en række initiativer i værk, som vil bidrage til at sikre den enkelte patient den bedst mulige rehabilitering. Det sker f.eks. med forløbsprogrammer for kronisk syge patienter og patienter, der er ramt af en hjerneskade. Lad mig minde om, at regeringspartierne og Dansk Folkeparti i april måned sidste år indgik en aftale om en styrket indsats for apopleksiramte patienter. Det sker gennem pakkeforløb for kræft- og hjertepatienter, hvor regeringen nu i »Kræftplan III« lægger betydelig vægt på en styrket rehabilitering.

Så har vi også netop sendt mere end 0,5 mia. kr. ud til regioner og kommuner til en styrket indsats over for patienter med en kronisk sygdom, og de forløbsprogrammer, som regioner og kommuner får iværksat for kroniske patienter, vil også sikre fokus på rehabilitering af kronisk syge patienter. Det er alt sammen tiltag med sigte på at skabe et generelt løft i indsatsen på landsplan.

Men lad mig også benytte lejligheden til at slå fast, at patienter har vidt forskellige behov for rehabilitering. Vi ved, at der er patienter, der er mere udsatte end andre, og som derfor har behov for en omfattende rehabilitering i kølvandet på sygdomme, som andre ikke har. Vi skal målrette indsatsen og yde den nødvendige rehabilitering til dem, der har behovet, hverken mere eller mindre. Langtfra alle har brug for den såkaldte fulde pakke.

Lad mig tage hjerterehabilitering som et eksempel, ikke for at hænge en enkelt patientgruppe ud, men for at prøve at sætte tingene i deres rette perspektiv, for jeg er jo ikke blind for, at baggrunden for lovforslaget bl.a. har været forårets kritik af rehabiliteringsindsatsen på kræft- og hjerteområdet, en kritik, der bl.a. udsprang af Hjerteforeningens undersøgelse af hjerterehabilitering.

Undersøgelsen, som hedder »Hjertepatienters brug og oplevelse af rehabilitering«, og som Dansk Sundhedsinstitut har udarbejdet for Hjerteforeningen, illustrerer vældig godt, hvor forsigtige vi bør være med ukritisk at lovgive ud fra tal, som var det den ufejlbarlige sandhed. F.eks. indgår hverken genoptræning eller genoptræningsplaner i undersøgelsen, og det kan jo undre, især fordi vi siden kommunalreformen har registreret en aktivitetsstigning på knap 60 pct. på genoptræning og en stigning på mere end 140 pct. i antallet af genoptræningsplaner. Det er en udvikling, der selvsagt også er til gavn for de hjertepatienter, der har brug for en genoptræning som en del af deres rehabilitering.

Jeg hæfter mig også ved, at undersøgelsen af hjerterehabilitering viser, at langt hovedparten af respondenterne har modtaget patientinformation i form af vejledning om konsekvenserne af rygning og betydningen af fysisk aktivitet, hjerterigtig kost, medicinhåndtering osv., inden de forlod sygehuset – og det kan da ikke overraske. Tillad mig at minde om, at regionerne og kommunerne i regi af de lovpligtige sundhedsaftaler er forpligtet til at indgå aftaler om arbejdsdeling for genoptræning og patientrettet forebyggelse.

Som et lille kuriosum kan jeg ikke lade være med at henlede opmærksomheden på, at knap en ud af fire voksne danskere ryger til hverdag. Alene af den grund giver det liden mening at hævde, at kun 3 pct. af hjertepatienterne får en såkaldt fuld rehabiliteringspakke, for ingen vil vel mene, heller ikke forslagsstillerne, at ikkerygere skal tilbydes et rygestopkursus, når de forlader sygehuset efter en hjerteoperation. Det illustrerer, selv om det er et banalt eksempel, meget godt min pointe om, at ikke alle har behov for den samme rehabiliteringsindsats, og at slet ikke alle har behov for, hvad Socialdemokraterne og SF her kalder en fuld sundhedsmæssig rehabilitering.

Jeg forsøger ikke her at negligere, at der fortsat er udfordringer på området – det er der – og at man flere steder i landet kan og skal gøre det bedre. En patient, der ikke får den rette rehabilitering, er en patient for meget, men indsatsen skal ses i det rette perspektiv og i de rigtige rammer. Vi kan ikke lade debatten styre af tal uden hold i virkeligheden.

Som jeg ser det, er dagens debat også et udtryk for succes. En afgørende ambition med kommunalreformen var jo netop at skabe en samlet og styrket rehabiliteringsindsats, og som sagt har vi aldrig haft et større fokus på rehabilitering, end vi har i dag. Ambitionsniveauet har heller aldrig været større, og i forhold til sundhedsloven har der f.eks. aldrig været flere patienter, der får en genoptræning, end der er i dag. Det er altså ikke en ny spidsfindig lovændring, vi har brug for, når det gælder om at sikre, at alle patienter, der har behov for rehabilitering, oplever, at de bliver godt hjulpet. Det, vi har brug for, er, at de tilbud og hjælpeforanstaltninger, der allerede findes, tilbydes den enkelte borger, den enkelte patient, når det findes relevant.

Så vil jeg sige lige her til sidst: For mig at se er Socialdemokraterne og SF godt i gang med at bruge de samme penge til flere forskellige formål. Det forholder sig faktisk sådan, at Socialdemokraterne og SF flere gange har lovet at anvende provenuet fra højere tobaksafgifter til sygehusene. Nu kan jeg forstå, at provenuet også skal være med til at finansiere rehabilitering, der i høj grad vil foregå ude i kommunerne, og som kommunerne uanset hvad vil få det fulde finansieringsansvar for. Og det får mig så til at spørge – det ved jeg ikke om ministeren er berettiget til – om ikke også Socialdemokraterne og SF er enige i, at de samme penge kun kan bruges én gang. Og i bekræftende fald: Hvad er det så egentlig, Socialdemokraterne og SF her mener?

Jeg vil mene, at Socialdemokraterne og SF er tilbage på det gamle spor, hvor alle problemer kan løses med et snuptag ved at udskrive flere og flere skatter, og hvor man lover de samme penge væk til flere formål.

Som det måtte fremgå, kan jeg uanset de sympatiske intentioner, der ligger bag forslaget, ikke støtte det.

Fru Sophie Hæstorp Andersen for en kort bemærkning.

For nu at starte med det sidste vil jeg sige, at man jo kunne ønske, at sundhedsministeren havde fulgt med i, hvad statsministeren sagde i spørgetimen i onsdags. Da forsøgte statsministeren også at sige, at vi brugte pengene flere gange, og han måtte så dementere det, da vores finansordfører, hr. Morten Bødskov, bad ham om at læse vores forslag »Fair Forandring«, det skatteudspil, vi er kommet med. Jeg bliver også nødt til at bede ministeren i dag om at dementere, at vi bruger pengene flere gange. Havde man læst forslaget ordentligt, ville man vide, at vi opererer med en tilførsel af i hvert fald 3 mia. kr. til vores sundhedsvæsen via øgede afgifter og ved at fjerne fradraget for sundhedsforsikringer og andre ting. Så det der argument med, at vi bruger pengene flere gange, skal dementeres – den påstand skal stoppes nu.

Dernæst må jeg også sige, at ministeren jo læser det forslag, vi har under behandling i dag, som han har lyst til. Jeg vil godt igen have ministeren til at forklare, hvordan det kan være, at vi i dag har lov om genoptræning, hvorefter vi forpligter kommunerne til at gøre noget, og hvorfor ministeren så ikke kan se, at vi kunne have en lov om rehabilitering, hvorefter vi forpligter kommunerne til at gøre noget andet.

Ministeren.

Jeg må sige til fru Sophie Hæstorp Andersen, at jeg på ingen måde kan dementere det. Det er altså både min og den øvrige regerings opfattelse, at Socialdemokraterne her er ude og bruge pengene flere gange. For det første kan vi se, at »Fair Forandring« skal finansieres med højere tobaksafgifter. Vi kan også se, at forslaget her, lovforslag nr. L 89, skal finansieres med højere tobaksafgifter. Og forleden dag kunne man se både hr. Villy Søvndal og fru Helle Thorning-Schmidt stå foran Herlev Hospital og sige, at de ville stoppe de her afskedigelser – som er dybt beklagelige, det skal jeg gerne indrømme – ved hjælp af en forhøjelse af tobaksafgifterne. Derfor må jeg bare sige, at det er regeringens opfattelse, at Socialdemokraterne bruger pengene flere gange, så det kan jeg selvfølgelig ikke dementere.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Så må jeg jo bare konstatere, at sundhedsministeren taler imod bedre vidende, og jeg må også konstatere, at sundhedsministeren jo så kunne komme og tage den her debat med Socialdemokraterne i spørgetimen, for sundhedsministeren har ikke været der, siden vi gik i gang med besparelserne ude rundtomkring, og vil heller ikke være der på onsdag, så vi kan stille spørgsmål til sundhedsministeren i spørgetimen eller i øvrigt i spørgetiden. Så jeg vil gerne henlægge den diskussion der til, hvis det er o.k.

Derudover vil jeg gerne høre, om ikke det er korrekt, at det ifølge det her lovforslag er sådan, at vi foreslår at udvide den lov, der i dag er om genoptræning – hvorefter kommunerne skal yde genoptræning til borgerne, når lægen har sagt, at der er behov for det – til også at gælde rehabilitering, således at kommunerne skal stå for og tilbyde de borgere, der har behov for det, rehabilitering, ligesom det i dag står i sundhedsloven, at de skal tilbyde genoptræning. Så der er alene tale om en forpligtelse til at yde rehabilitering, der er et bredere begreb end det, der i dag står om genoptræning, der alene omfatter fysisk genoptræning.

Ministeren.

Hvad angår spørgetimen, må jeg sige, at hver enkelt minister udpeges af statsministeren til at gå i spørgetimen, og jeg må gøre opmærksom på, at jeg var i spørgetimen forrige onsdag – ikke i onsdags, men onsdagen før – og der var de her opsigelser også et tema, som jeg stod og svarede på spørgsmål om. Så selvfølgelig møder jeg op i spørgetimen, jeg skal blot lige udpeges af statsministeren først.

Med hensyn til den konkrete sag har jeg jo også forsøgt at signalere, at jeg er sympatisk indstillet over for de formål, der ligger bag Socialdemokraterne og SF's lovforslag. Det er sympatisk. Jeg har også før stået på den her talerstol og sagt, at vi skal blive bedre til rehabilitering; jeg har udtalt mig kritisk i pressen sidste sommer om, at jeg ikke syntes, at snitfladerne mellem de forskellige forvaltninger var gode nok, og at der derfor var mennesker, der faldt ned mellem to stole. Det er også derfor, regeringen har lavet en aftale med Dansk Folkeparti på apopleksiområdet; det er for at sætte et særligt fokus på det.

Jeg mener blot, at med det her lovforslag får vi ikke bedre rehabilitering, vi får mere en silotankegang, fordi man ikke får åbnet for alle de forskellige forvaltninger, der skal arbejde med det. Man gør det til en sundhedsydelse, der som bekendt ligger i regionerne. Men utrolig meget af rehabiliteringen ligger jo ude i kommunerne, fordi det ikke er den specielle rehabilitering, der er tale om, men fordi folk også skal genoptrænes og rehabiliteres, mens de er i eget hjem.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Man kan vel sige, at ministeren har det svært med tal, og det kan også eksemplificeres med hans tale i dag, hvor han forklarede, at der kun var 3 pct., der fik den fulde pakke i forhold til rehabilitering, men at der jo også kun var 25 pct., der røg, og så tænker man lidt over: Hvad så med de 22 pct. mellem 3 pct. og 25 pct.? Hvad var det i grunden, ministeren forsøgte at sige med de tal? Altså, det nytter jo ikke noget bare at nævne nogle tal og så se ud, som om man har forklaret noget, hvis man ingenting har forklaret.

Det, jeg så vil spørge ministeren om, er: Hvordan kan det skade patienterne, at de får en ret til en individuel rehabiliteringsplan? Ministeren beskriver det, som om det vil føre til dårligere forhold for patienterne. Det har jeg svært ved at forstå. Og hvordan vil det, at man får ret til en individuel rehabiliteringsplan, føre til, at der bliver igangsat unødvendige projekter? Ministeren havde noget imod det her forslag på baggrund af to synspunkter: Det ville skade patienterne, og så ville det føre til, at man igangsatte noget, der var unødvendigt. Og jeg kan sådan set ikke se, hvordan en individuel rehabiliteringsplan kan føre til, at man skader patienterne, eller at der bliver igangsat unødvendige projekter.

Ministeren.

Jo, men jeg mener rent faktisk, at det kan være til skade for patienterne, for det medfører silotankegang. Det kommer til at betyde, at vi ikke tænker på tværs af regioner og kommuner, og at man inden for de kommunale forvaltninger heller ikke tænker på tværs; at man ikke tænker på tværs mellem jobcentre og praktiserende læger, mellem sociale myndigheder og praktiserende læger. Og det er jo også derfor, at vi i ministerielt regi har lavet et samarbejde mellem Socialministeriet, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse og også Beskæftigelsesministeriet. Det skal tænkes på tværs, og hvis man kun gør det til en sundhedsydelse, der står i sundhedsloven, ødelægger vi det fine ved ordningen, nemlig at vi skal favne bredt og lave individuelt tilpassede rehabiliteringer ud fra folks behov.

Hr. Per Clausen.

Men så venter vi jo spændt på det forslag fra regeringen, der handler om, at alle, der har været på sygehuset og er blevet behandlet, har ret til en rehabiliteringsplan, som laves med udgangspunkt i, at man inddrager alle forvaltninger. Det kunne man jo så lave, hvis man synes, at det her er for snævert. I stedet vælger man ingenting at gøre i forhold til lovgivningen.

Er sandheden ikke bare den sædvanlige banale, at når sundhedsministeren ikke ønsker, at man skal lave en lovændring, er det, fordi det er sådan, at hvis man laver en lovændring, er der en vis sandsynlighed for, at regioner og kommuner vil henvende sig til regeringen og sige: Nu har I lavet om på reglerne, vi har fået øgede opgaver til gavn for patienterne, og det bliver I nødt til at betale for? Så er det meget nemmere at komme med hensigtserklæringer og hele tiden tale om, hvordan kommuner og regioner svigter, i stedet for selv at påtage sig et ansvar.

Ministeren.

I så fald er det hensigtserklæringer, som vi har kastet 590 mio. kr. efter sammen med Dansk Folkeparti. Og det er, fordi ansvaret i dag jo er lovmæssigt på plads. Den specielle genoptræning, rehabilitering, ligger i regionerne, og den almindelige genoptræning ligger i kommunerne, hvor der indgår mange forvaltninger.

Det, vi så har gjort fra centralt hold, er, at vi har kastet 590 mio. kr. ind i kronikerpuljen og fra Sundhedsstyrelsens side fået lavet vejledende forløbsprogrammer, som netop skal være en vejledning til, hvordan man håndterer hele den her koordinerende indsats for de pågældende mennesker, for nogle skal have hele pakken, andre skal have en mindre pakke – nogle skal have nogle ydelser, og andre skal have nogle andre ydelser.

Fru Lone Dybkjær for en kort bemærkning.

Jeg er udmærket godt klar over, at regeringen ønsker hele tiden at udbrede myten om, at vi andre – og specielt Socialdemokratiet og SF – bruger pengene flere gange. Det er ikke, fordi jeg skal gå ind at forsvare deres skatteudspil, for det er jeg ikke nødvendigvis enig i, men jeg synes, det er grov manipulation, som ministeren står og udøver her i dag. Det er virkelig groft.

Jeg synes så, at de i forslaget skulle have beskrevet deres egentlige plan i stedet for bare at tale om forhøjede afgifter og sådan noget, det havde selvfølgelig gjort det lettere, men jeg er overbevist om, at regeringen kender til udspillet, så den behøver jo ikke gå videre med at være falsk eller løgnagtig, for det er jo det, regeringen er i den argumentation, der bruges.

Så vil jeg gå videre til forslaget som sådan. Jeg har ikke fået nogen forklaring på, hvorfor det, at man erstatter ordet genoptræning med rehabilitering, gør, at det hele er helt vanvittigt. Det vil jeg gerne bede ministeren forklare mig.

Ministeren.

Altså, det er jo på en eller en måde paradoksalt, at fru Lone Dybkjær altid mener, at fru Lone Dybkjær sammen med den øvrige opposition er de eneste, der må sige deres mening, og at en regering og medlemmerne af en regering ikke må sige, hvad de mener.

Jeg mener ikke, at jeg lægger grunden til mytedannelser. Jeg og den øvrige del af regeringen mener rent faktisk, at vi her har et konkret eksempel, hvor pengene bliver brugt ikke bare to gange, men indtil flere gange, og hvor man under den samme hat kalder det tobaksafgifter. Hvorfor skal vi så ikke have lov til at sige det? Jeg synes, at man ofte nok bliver beskyldt for, at man ikke siger sin mening, og nu siger vi, hvad vi mener, og så bliver der sagt, at det er løgn og manipulation. Hvad er det for noget pjat?

Fru Lone Dybkjær.

Jamen når ministeren siger sin mening på den måde, løber han jo også den risiko, at vi andre siger, at det er løgn og manipulation. Jeg siger ikke, at man ikke må sige sin mening, jeg siger bare, at det, man siger, er usandt.

Men nu vil jeg gerne have svar på mit spørgsmål vedrørende det her lovforslag: Hvad er der ved det, at ordet genoptræning erstattes med rehabilitering, der gør, at det hele så falder fra hinanden, og man går ind i alle mulige kasser, og man åbner ikke det ene, det andet eller det tredje? Hvad er det? Jeg vil bare gerne have det helt konkret og ikke høre noget med, at der er en hel masse forløb i nogle forskellige sammenhænge. Jeg vil gerne have det helt konkret, for mennesker oplever det ikke sådan, som ministeren står og siger. Det kan godt være, at det er o.k. for en hjertepatient, og det kan godt være, at man nu har taget en ny gruppe ind, som det er o.k. for, men generelt er det jo ikke folks opfattelse, at de får den nødvendige rehabilitering.

Ministeren.

Genoptræning og rehabilitering er ikke synonymer. Det dækker over to vidt forskellige begreber, hvor rehabilitering er et langt bredere begreb, som man kan benævne som vejen tilbage til livet, mens genoptræning er behandling efter en konkret skade, hvis man f.eks. er blevet hofteopereret. Så kan det være, at der er mange andre tilstødende komplikationer på vejen tilbage til livet for den pågældende patient, der har haft en sygdom eller været ude for en ulykke, som hører under rehabilitering. Det er derfor, at rehabilitering går ind i mange flere forskellige forvaltningsområder og er noget andet.

Tak til ministeren. Hr. Flemming Møller som ordfører for Venstre.

Nu er det egentlig fru Birgitte Josefsen, der er ordfører på spørgsmålet her, men jeg har lovet fru Birgitte Josefsen at læse talen op, da hun ikke kan være til stede i dag.

Såfremt et sygdoms- og behandlingsforløb skal have nogen mening og den optimale effekt, kræver det hurtigt iværksat genoptræning og for en række patienters vedkommende også et rehabiliteringsforløb. Det kræver ofte store anstrengelser for den enkelte patient at få etableret et godt hverdagsliv efter et langt og trættende sygdomsforløb. Det gamle ordsprog om, at det kræver et godt helbred at være syg, joker vi hver især med, men for mange patienter bliver det til sandheden, for når et længerevarende behandlingsforløb er ved at være afsluttet, starter det næste step for at kunne opnå almindelige færdigheder blot for at kunne få en så normal hverdag som muligt til at fungere igen. Derfor er både genoptræning og rehabilitering af største betydning for en stor gruppe af patienter.

Med kommunalreformen blev det tydeliggjort, at den specialiserede genoptræning skulle varetages af regionerne, og at den almene genoptræning skulle varetages af kommunerne. Det blev ligeledes tydeliggjort, at regionerne og kommunerne i samhørighed skulle sikre rehabilitering for de patientgrupper, som har et sådant behov. Det har for enhver været tydeligt, at netop den indsats ikke fik den største bevågenhed i den første fase efter kommunalreformen. Derfor blev der på foranledning af sundhedsministeren i maj 2009 afholdt et møde mellem Danske Regioner, KL og ministeriet for netop at få afstemt forventningerne til, hvem der skulle gøre hvad, og få en afklaring af, hvordan koordineringen på rehabiliteringsområdet kunne styrkes fremadrettet. Efter mødet den 12. maj 2009 udtaler formanden for KL's sundhedsudvalg, Tove Larsen, følgende:

Jeg er glad for ministerens initiativ, og vi er enige om, at det er vigtigt at tilpasse indsatsen efter patientens behov. Ikke alle har samme behov for rehabilitering. Derfor skal vi være skarpe på, hvem der har behov for hvad.

Ved samme møde udtaler næstformanden for Danske Regioner, Kristian Ebbensgaard, følgende:

Patienterne har krav på et sammenhængende forløb mellem sektorerne og myndighederne. Derfor er jeg meget tilfreds med, at ministeren, regioner og kommuner nu er enige om at styrke samarbejdet yderligere.

I Venstre er vi af den klare opfattelse og har den forventning, at kommunerne og regionerne lever op til det, der er aftalt, og dermed sikrer, at de patienter, der har behov for et rehabiliteringsforløb, får det. Vi vil opfordre ministeriet til at følge op på, om det, der blev aftalt den 12. maj 2009, bliver iværksat, og samtidig opfordrer vi sundhedsministeren til at indhente en redegørelse fra KL og Danske Regioner, hvori de to parter synliggør udviklingen på området.

Vi kan ikke støtte lovforslaget fra Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti, og vi kan under ingen omstændigheder støtte et forslag, der alene baserer økonomien på penge fra øgede afgifter til løbende drift. Dette er en diskussion helt for sig, men lad mig opfordre de to partier til at bremse lidt op i forhold til at anvende penge fra øgede afgifter på eksempelvis tobak ved enhver given lejlighed. En simpel søgning har fremkaldt ikke mindre end syv konkrete forslag, hvor de to partier anvender øgede afgifter til at sikre løbende driftsudgifter. Vi bestræber os alle på at få en mindre og mindre del af befolkningen til at holde op med at ryge, men hvis den her tendens fortsætter, kan vi jo slet ikke finansiere det, medmindre vi får flere til at ryge igen.

Vi kan i Venstre ikke tilslutte os det fremsatte lovforslag.

Fru Sophie Hæstorp Andersen for en kort bemærkning.

Det er jo besnærende at bede Venstres ordfører om som det første at bekræfte, at regeringen også selv benytter sig af afgifter til bl.a. at skaffe penge i statskassen, også på trods af at man selvfølgelig ved, at afgifter også er med til at ændre folks vaner og adfærd. Derfor er det klart, at når Socialdemokratiet har fremsat et forslag sammen med SF, hvor vi får indtægter på 3,9 mia. kr. via øgede afgifter på bl.a. sukker og tobak, har vi selvfølgelig også råd til at bruge dem i vores sundhedsvæsen på bl.a. det her forslag, som rundt regnet koster 300 mio. kr. Det vil jeg selvfølgelig gerne have Venstres ordfører til at bekræfte.

Så vil jeg også gerne have Venstres ordfører til at bekræfte, at det i dag er sådan, at loven indebærer, at man skal lave individuelle genoptræningsplaner for de borgere, der har behov for det, når en læge mener, at der behov for det, og at det selvfølgelig også ligger i det her forslag, at der er tale om individuelle rehabiliteringsplaner dækkende sundhedsområdet, efterfølgende kommunen, arbejdsmarkedet og alle mulige andre sektorer, det er nødvendigt at have ind over.

Ordføreren.

Nu var det som sagt bare en oplæsning, jeg foretog, og jeg er ikke ordfører på selve forslaget. Men jeg kan sige, at regeringen da også benytter sig af afgifter til at finansiere driften i det hele taget og også får tingene til at passe sammen, men det er jo vigtigt, at man i hvert fald ikke bruger de samme penge flere gange. Det kan jeg da bekræfte at regeringen ikke gør, selv om vi i øvrigt går ind for genbrug.

Det andet spørgsmål må jeg nok bede andre om at svare på for mig.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Nu mener jeg jo, at jeg nogle gange har set ordføreren deltage i Sundhedsudvalgets møder, hvis ikke jeg husker helt galt. Så selv om der selvfølgelig er en regel om, at vi ikke går til dem, som bare læser en tale op for andre, vil jeg alligevel sige i forhold til den der myte om, at vi skulle bruge pengene flere gange, at det ville klæde Venstre at lægge den på hylden, fordi det simpelt hen er i direkte modstrid med sandheden.

Så vil jeg selvfølgelig drøfte det andet spørgsmål med sundhedsordføreren, fru Birgitte Josefsen, når hun er til stede.

Ordføreren.

Det glæder mig sådan set, at jeg kun skal svare på det her i salen, og at det derefter er fru Birgitte Josefsen, som tager over.

Men jeg kan da sådan kort fortælle lidt om, hvad det er for nogle ting, man i øvrigt siger man vil bruge de her tobaksafgifter til. Det har navnlig været her i slutningen af januar måned, at der har været mange forslag. Men allerede i november var i hvert fald SF ude at tale om, at man kunne bruge tobaksafgifterne til bedre folkeskoler. Nu kommer den med rehabilitering og efterbehandling. På et tidspunkt var man også ude at ville sikre SOSU-assistenterne deres job. Det var igen tobaksafgifterne, det stod for tur. Kræftbehandling og bedre sygehuse og bedre skoler og forebyggelse har også været inde i den sag. Hvordan beløbene lige passer sammen, tør jeg ikke sige, men det fremgår heller ikke klart af de forslag, vi har hørt. Så det er sådan set det, jeg har fået undersøgt i den her sag.

Tak til ordføreren. Fru Liselott Blixt som ordfører for Dansk Folkeparti.

Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti foreslår en ændring af sundhedsloven, så alle patienter får ret til rehabilitering. Alt i alt et forslag, som er yderst relevant, og som er vigtigt for mange af de patienter, som bliver ramt af en alvorlig sygdom.

Dog mener vi ikke i Dansk Folkeparti, at vi kan efterkomme forslaget, da finansieringen er tvivlsom, og da det er en del af Socialdemokratiet og Socialistisk Folkepartis eget forslag til en finanslov. Samtidig mener vi, at der er en del tiltag i gang netop på dette område. Rehabilitering består af en koordineret, sammenhængende, tidsbegrænset og videnbaseret indsats, der har til formål at genoprette og vedligeholde det fysiske, psykiske og sociale funktionsniveau hos patienten og forhindre et tilbagefald af sygdommen. Rehabilitering har altid stået højt på Dansk Folkepartis liste, og derfor har vi arbejdet på at få rehabilitering for de forskellige sygdomsgrupper.

Sundhedscentrene var et af de forslag, som vi mener kan være med til at løfte denne opgave. Flere steder i landet har kommunerne oprettet centre, hvor man kan være med til at støtte patienter i deres dagligdag med patientundervisning samt træning, forebyggelse og sundhedsfremmende behandling. Der er allerede gang i mange tiltag, hvor rehabilitering er i fokus. Kommuner og regioner har fået økonomi til at løse opgaven for de kronikere, som har brug for et sammenhængende patientforløb, og der vil blive igangsat en masse tiltag for hjertepatienter og patienter med kronisk obstruktive lungesygdomme.

Samtidig fremsatte Dansk Folkeparti sidste år et forslag for nogle af de hårdest ramte, nemlig apopleksipatienterne. Dette arbejde er i fuld gang, så der bliver en ensartet indsats i hele landet. Der blev således mellem regeringen og Dansk Folkeparti enighed om et behov for initiativer for at undgå, at mennesker rammes af apopleksi, og et behov for initiativer, der skal understøtte en styrket indsats for apopleksipatienter i hele patientforløbet fra indlæggelse i den akutte fase til den efterfølgende rehabilitering med fokus på langsigtet opfølgning, træning, forebyggelse og pleje. Dansk Folkeparti har også sat fokus på rehabilitering af kræftpatienter som en del af sidste års finanslovaftale. Den vil indgå i »Kræftplan III«, som bliver fremsat senere i år. På den baggrund mener jeg, at vi er et godt stykke ad vejen for en rehabilitering på mange sygdomsområder.

Jeg vil samtidig sætte spørgsmålstegn ved Socialdemokratiet og Socialistisk Folkepartis finansiering, da man mener, at man vil kunne finansiere det ved at hæve afgifterne på tobak, mættet fedt, slik og sukker. Regeringen har sammen med Dansk Folkeparti hævet disse afgifter med det, som vi mener er fuldt forsvarligt. Vi ved jo, at alle disse afgifter netop vil ramme dem, som har færrest penge at gøre godt med.

Jeg forstår heller ikke, hvordan man vil kunne bruge de penge, som man regner med ikke kommer ind, for en afgiftsforhøjelse skulle gerne resultere i, at man undgik at købe disse varer. I Socialdemokraternes sundhedsudspil står der netop, at der er meget store sundhedsgevinster at hente ved effektivt at forebygge rygning, og sundhedsvirkningen er næsten øjeblikkelig. Endvidere er der stor ulighed i rygning, idet der er dobbelt så mange rygere blandt de kortuddannede i forhold til de højtuddannede. Samtidig siger Socialistisk Folkeparti, at de dårligst stillede, der som oftest lever mest usundt, vil blive økonomisk kompenseret for de højere sundhedsafgifter.

Hvis man skal tolke det, er det de lavtuddannede, som ryger mest – altså dem med lavest løn – som man samtidig vil kompensere økonomisk. Det vil sige, at man lægger 10 kr. på en pakke cigaretter. De 10 kr. vil man bruge på bedre sundhed, men samtidig gør man det for at få folk til at holde op med at ryge. Og dem, der ryger mest, er altså de lavtlønnede, de skal kompenseres økonomisk. De skal altså have penge tilbage. Så tænker jeg: Hvilke penge er der så tilbage til sundhed? Er det ikke lidt underligt, at man dermed støtter de lavtlønnedes rygevaner? Det vil sige, at man støtter de dårligst stillede rygere med de penge, man regner med ikke at kunne tjene.

Dansk Folkeparti kan ikke støtte forslaget.

Kort bemærkning fra fru Sophie Hæstorp Andersen.

Hver gang man pålægger en afgift fra Folketingets side, fra regeringens side og fra Dansk Folkepartis side, indregner man selvfølgelig altid den ændrede adfærd, der vil komme af det. I det her tilfælde har vi selvfølgelig også gjort det, når vi har kigget på indtægterne, så lad os nu lukke den debat om, hvorvidt der er de indtægter, der er. Vores forslag er lige så velfinansieret som de ufinansierede skattelettelser, som den her regering har indført af flere gange.

Så vil jeg gerne sige, at Dansk Folkeparti jo så igen slår et slag for det forslag, som man kom med sidste år om apopleksipatienter, et forslag, der kom, efter at Socialdemokratiet havde stillet et forslag om, at man netop mere generelt sikrede bedre efterbehandling af hjerneskadede. Jeg vil godt spørge, hvad fru Liselott Blixt mener om, at det har taget så lang tid – jeg er faktisk ikke engang sikker på, at den er nedsat endnu – at få nedsat den arbejdsgruppe, der skulle være med til at udmønte det forlig, som Dansk Folkeparti indgik med regeringen om at sikre nogle bedre rehabiliteringsforhold for apopleksipatienter?

Ordføreren.

Først og fremmest vil jeg sige, at jeg ikke lukker nogen debat, hvis jeg mener, at der er noget, man kan debattere om. Det er der i hvert fald ikke nogen andre der skal fortælle mig.

En anden ting er, at der faktisk sker meget med det forlig, som vi indgik, men det tager tid at lave en MTV-undersøgelse for også at beregne, hvad det koster. Vi fik også indlagt i det her, at de penge, som der ville komme ud af det, skulle tilfalde området, og at regeringen skulle lægge penge til, hvis det kostede. Det, der i øjeblikket tager tid, er den MTV-rapport, der er ved at blive lavet.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Jeg beder ikke om, at man lukker debatten, men jeg beder om, at der kommer en vis saglighed ind i debatten, frem for at man står med nogle meget lange forklaringer på det ene, det andet og det tredje, der vil ske, når faktum er, at det selvfølgelig er beregninger, der for længst er lavet også med baggrund i, hvad Socialdemokratiet og SF laver på det økonomiske område.

Det, jeg siger om apopleksipatienter, er, at man gik fra, at Socialdemokratiet ønskede, at der skulle ske rehabilitering og efterbehandling af en bred gruppe af mennesker med hjerneskade, og til, at det nu blev apopleksipatienter. Det er lidt det samme igen med kræftplanen. Man lover og lover, at man vil komme med et forslag til »Kræftplan III«, der skal rumme rehabilitering. Men det bliver så for nogle bestemte typer af kræftpatienter, når vi indfører kræftpakker. Vi har indført det for nogle bestemte typer af hjertepatienter. Er det godt nok? Der er jo masser af andre borgere med andre sygdomme, der også har brug for rehabilitering og efterbehandling. Hvorfor skal det tage så lang tid?

Ordføreren.

Nu har jeg svaret på, hvad grunden var til, at det tager lang tid med det forlig, der nu er blevet lavet. Grunden til, at man tager forskellige sygdomsgrupper, er netop, at der er forskelligartede sygdomme. Der er forskel på, om man er ramt af apopleksi, eller man har fået et traume ved et biluheld. Man skal genoptrænes på forskellig måde.

Det er netop derfor, at vi ikke skal lave store, brede løsninger, der bare tilsigter patienterne en bred vifte i stedet for konkret at gå ind og få fagligheden med i spil for hver enkelt gruppe. Det er det, vi vil i Dansk Folkeparti, og det er grunden til, vi gør det på den måde.

Saglighed i en debat: Jeg savner saglighed for, hvordan man kan hæve priserne på tobak, samtidig med at man tager pengene fra de lavtlønnede, og samtidig med at man vil kompensere dem for det, de betaler.

Kort bemærkning fra fru Lone Dybkjær.

Det, jeg godt vil spørge Dansk Folkeparti om, er i forbindelse med genoptræning. Med det kendskab, jeg ved at Dansk Folkepartis ordfører har til genoptræning, må hun jo også være enig med mig i, at en genoptræning ikke bare er en genoptræning. Det afhænger af, hvad det er, der skal genoptrænes. Derfor er det jo bare en samlepakke.

På samme måde med rehabilitering. Det er jo også bare en samlebetegnelse. Det er ikke ensbetydende med, at alle skal have det samme, lige så vel som at genoptræning ikke er ensbetydende med, at alle skal have den samme genoptræning.

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig. Men stadig væk vil jeg gerne skabe forskel på, hvad der er genoptræning, og hvad der er rehabilitering, det er to vidt forskellige ting.

Samtidig vil jeg også sige, at der er forskel på, hvilken sygdom man har. Vi mener ikke, at man kan gå ud med en samlet pakke, for så får vi de her løsninger, som man ikke i forvejen kan leve op til ude i regionerne.

Man er i forvejen ude efter regionerne, hver gang de ikke kan leve op til noget. Vi så kræftpakkerne, der blev lavet: Dem, der ryger mellem to stole, fordi pakkerne ikke lige decideret er lavet til dem. Derfor skal vi være meget mere på vagt, når vi går ud og laver nogle brede løsninger.

Fru Lone Dybkjær.

Men hvis ikke vi skal lave en fuldstændig detailregulering i lovgivningen, er vi jo bare nødt til at have nogle samlebetegnelser. Jeg synes, det er rigtigt, hvad ordføreren siger om, at det selvfølgelig er forskelligt for de forskellige sygdomme. Selvfølgelig skal man ikke have et rygestopkursus, hvis ikke man ryger, etc. etc. Vi har sådan set tillid til, at de mennesker, der bliver sat til at løse den her opgave i samarbejde med patienten, kan finde ud af det. Jeg kan bare ikke helt forstå, at man synes, at det er i orden eksempelvis for apopleksi, at man laver en aftale med regeringen. Jeg vil i øvrigt gerne vide, hvad beløbet for det er, for det kan jeg ikke huske; hvis ordføreren kan, er det fint. Men forestiller ordføreren sig så, at man skal tage område for område og så lave en aftale med regeringen om de enkelte områder? For jeg har indtryk af, at Dansk Folkeparti sådan generelt er meget optaget af rehabilitering.

Ordføreren.

Jamen det er korrekt, at man i øjeblikket tager det sygdom for sygdom. Det er grunden til, at kommunerne og regionerne nu indgår et samarbejde og laver nogle sammenhængende forløb for KOL-patienter og for hjertepatienter, som skal have den her træning og rehabilitering. Vi gør det på kræftområdet og på apopleksiområdet, og vi skal have alle områder med, men kommunerne skal være gearet til det, regionerne skal være gearet til det, det hele skal være gearet til, at vi får et optimalt forløb for de patientgrupper, vi har med at gøre. Jeg ved, at der er mange kommuner, der laver hold for hjertepatienter, så de får en rehabilitering og kan blive hjulpet på vej, hvis de skal videre ud på arbejdsmarkedet osv. Så en gang imellem er det måske også kommunerne, som vi skal ruske op i.

Tak til ordføreren. Hr. Karl H. Bornhøft som ordfører for Socialistisk Folkeparti.

Tak. Jeg kan måske godt medgive ministeren, at det er voldsomt at kræve, at han dementerer sit budskab om, at S og SF bruger pengene flere gange. Det kan jeg godt synes ville være lidt urimeligt, for det ville jo kræve, at ministeren havde læst det, og det har han tydeligvis ikke.

Jeg vil så også sige, at sundhedsministerens redegørelse i høj grad var ved at bringe mig i tvivl om, hvorvidt det var det rette lands parlament, jeg var kommet ind i, for den beskrivelse, som ministeren gav af virkeligheden, er sådan set hele begrundelsen for, hvorfor vi fremsætter det her forslag om en ret til rehabilitering og ikke kun en ret til fysisk genoptræning.

Det, der er min konklusion på den del af det, er faktisk, at jeg synes, det ville klæde ministeren, hvis han indrømmede, at han synes, det her er et godt forslag, men at han bare ikke vil være med til at skaffe pengene til det. Det kan vi forstå i stedet for al den her udenomssnak om, hvad der rent faktisk foregår i det her land. For det, ministeren siger, er jo det direkte modsatte af, hvad patientorganisationerne og hvad de faglige organisationer siger. De siger, at det ikke er nok med en rent fysisk genoptræning, men at der er behov for en rehabiliteringsplan, og det er derfor, alle har udtalt sig så utrolig positivt om det forslag, der her er kommet fra Socialdemokratiet og SF.

Jeg vil med det samme sige, at vi godt alle sammen ved, at der er mange patienter, der ikke får den hjælp og den støtte, de har brug for, når de bliver udskrevet efter behandling på hospitalet. Det er dokumenteret tilstrækkeligt, at det kan være svært at få en meningsfyldt tilværelse fri for sygdom og symptomer, når man igen og igen må indlægges som følge af, at man er syg. Det er et udtryk for, at vi har givet en god behandling i starten, men at vi bare ikke har fulgt op med alle de elementer, der skal til, for at holde folk frie af sygehusene. Det er det, Socialdemokratiet og SF ønsker at lave om på.

Det er sådan, at det i dag står skrevet i sundhedsloven, at man kun har ret til fysisk genoptræning, og det vil altså sige genoptræning, der udelukkende fokuserer på fysikken. Der er altså to grundlæggende mangler i det: for det første, at det kun er fysisk, og for det andet, at det kun er genoptræning. For rigtig mange patienter, især socialt udsatte, ældre og kronisk syge, er det langtfra nok, og det er bl.a. derfor, at vi siger, at patienterne har brug for den samlede pakke og ikke bare et element. Og det er altså kun et element, når man giver en ret til fysisk genoptræning.

Det der med at være og forblive rask handler altså ikke kun om, hvor stærke ens ben er, når man skal bevæge sig ud af sygehuset. Fysisk genoptræning hjælper altså ikke alle hjertepatienter til alle de andre ting, der kan være elementer i det at holde sig fri af sygdom og sygehus fremover. Det kan være kostomlægning, det kan være et spørgsmål om at holde op med smøgerne, og det kan være det, der er helt væsentligt, og som ikke er en del af det, vi giver i dag, nemlig et mere fokuseret tilbud, der også tager fat på problemstillingen omkring de kognitive problemer, altså indlæring m.v. Det er derfor, vi ganske enkelt ønsker at få ændret den her ret til genoptræning til en ret til den fulde pakke, nemlig rehabiliteringen.

Jeg vil også godt med det samme sige, at når vi snakker om en ret til en rehabiliteringsplan, snakker vi jo ud fra fuldstændig det samme koncept, som når vi snakker om genoptræning, nemlig at det er individuelt for den enkelte patient. Her er vores budskab bare, at det skal være den fulde pakke og ikke bare en del af pakken. I den sammenhæng må man sige, at alle steder, hvor der i dag bliver lavet en samlet rehabiliteringsindsats over for alle patienter – og det bliver der faktisk nogle steder – virker det. Det viser tallene med al ønskelig tydelighed. Der er langt færre genindlæggelser. Gruppen af patienter kommer sig meget hurtigere.

Derfor vil jeg afslutningsvis sige, at jeg i øvrigt gerne deltager i en debat om S og SF's skattepolitik, som der åbenbart er nogle her der synes vi har brug for at få, men det skal vi gøre, når det er skattepolitikken, det handler om. Jeg synes, det er trist at kunne notere sig, at for at undgå at komme til at diskutere det sundhedsfaglige her er der nogle, der fokuserer på noget andet. Patienterne har brug for en fuld ret til rehabilitering.

Der er en kort bemærkning fra fru Liselott Blixt.

Jeg vil tillade mig at spørge videre om afgifterne, for det er netop en del af finansieringen af dette forslag. Socialistisk Folkepartis leder, hr. Villy Søvndal, har været ude at sige, at de socialt dårligt stillede, som ofte lever mest usundt, ville blive økonomisk kompenseret for de højere sundhedsafgifter. Derfor vil jeg gerne spørge hr. Karl Bornhøft: Hvordan har man tænkt sig at kompensere disse socialt dårligt stillede?

Ordføreren.

Selve vores skatteforslag er der jo andre der gerne vil diskutere. Jeg vil såmænd også gerne diskutere det, og det er fremlagt i vores papirer. Det, der er grunden til, at vi, når vi laver afgifter, vælger at sige, at så skal vi altså også tage hensyn til nogle bestemte grupper, er, at de, der har de laveste indkomster, måske var dem, man ikke skulle presse så meget på økonomien. Det havde jeg faktisk en opfattelse af at vi også havde en fælles forståelse med Dansk Folkeparti af, men jeg kan så forstå, at det ikke er sådan, det er.

Fru Liselott Blixt.

Nu er det jo ikke sådan, at Dansk Folkeparti vil gå ud og hæve afgifterne så meget som Socialistisk Folkeparti, netop af den grund, at vi ved, at de, der ryger mest – dobbelt så meget, har vi lige hørt – er de lavtlønnede, det er de socialt dårligt stillede; det er dem, der lever mest usundt. Vi ved også, at mange af dem har børn. Hvad vil der mon ske, når de stadig væk skal købe deres dyre cigaretter? Hvad med de børn? Hvad med deres levevis? Hvor sund mad får de? Så det vil jo sige, at Socialistisk Folkeparti – og der vil jeg høre om ordføreren vil give mig ret – vil give de socialt dårligt stillede økonomisk støtte til deres last.

Ordføreren.

Nej, det vil vi ikke. Vi vil lige præcis give de socialt dårligt stillede en oplagt mulighed for at komme af med deres last og så oven i købet få flere penge til rådighed. Det korte af det lange er i den her sammenhæng, at der, hvis prisen hæves, altså er flere, der holder op med at ryge – det viser al faglig dokumentation – og hvis man så vælger at holde op med at ryge, ja, så har man faktisk flere penge til rådighed, og i det lys havde jeg nok forventet at der var støtte fra Dansk Folkeparti.

En kort bemærkning fra fru Vivi Kier.

Jeg kan jo godt høre, at hr. Karl Bornhøft synes, at der skal tales om finansieringen et andet sted, men som sundhedsordfører er jeg altså alligevel nødt til at spørge om de her 10 kr., altså den afgift, man vil lægge på cigaretter, for jeg er efterhånden kommet i tvivl, og de er brugt rigtig mange gange. Vil man pålægge den afgift for at forebygge, for at hindre en masse mennesker i at ryge? Eller vil man pålægge afgiften for at få flere penge i statskassen?

Ordføreren.

Der skal ikke være tvivl om, at der er to hensyn at tage, når man taler om at øge afgifterne, og at begge hensyn indgår i vores overvejelser. Det ene hensyn er naturligvis det incitament, øgede afgifter giver, til at forbruge mindre, f.eks. at ryge mindre. Det andet element er jo det, vi alle bruger herinde til daglig, nemlig spørgsmålet om at få finansieret de ting, som vi rent faktisk gerne vil give samfundets borgere. Derfor er det med det her forslag, ligesom det i øvrigt er for alle de borgerlige partier, at de to ting hænger sammen. Det, der en gang imellem er spørgsmålet, er: Hvorfor er den problemstilling anderledes på sundhedsområdet, end den er på alle mulige andre områder? For når vi f.eks. snakker miljø, og når vi snakker trafik, vil alle de borgerlige partier jo også godt være med til at ændre afgifterne, sådan at vi får den ønskede udvikling. Og der er jeg altså nødt til at sige: Det er sjovt nok den fuldstændig samme mekanisme, der går igen på sundhedsområdet.

Fru Vivi Kier.

Det kunne jeg jo godt have mange kommentarer til, men jeg har lige et lille, enkelt spørgsmål, jeg gerne vil stille, fordi Venstres ordfører før listede en lang række eksempler op, som vi alle sammen har kunnet læse i diverse medier, hvor man hver gang har sagt, at det ville man finansiere via ekstra afgifter på cigaretter. Så vil jeg bare have SF til at bekræfte – for det forslag har jeg kun set fra SF, altså at SF jo også gerne vil have dobbelt så mange folkeskolelærere – at SF har været ude at sige, at det vil man også finansiere ved øget afgift på cigaretter. Er det korrekt?

Ordføreren.

Nej, det er ganske enkelt ikke korrekt, at forbedringer på folkeskoleområdet hænger sammen med de afgifter, der er på tobak og slik m.v. Det, der jo er den rigtig gode oplysning til den konservative ordfører, er, at hun faktisk har en mulighed for at lægge nogle af aviserne til side og læse vores forslag om fair forandring. Hvis hun gjorde det, ville hun se, at det pludselig ville være sådan, at så kunne hun opdage en sammenhæng i det. Måske er det i høj grad det, ordføreren har brug for.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Per Clausen.

Jeg deler i øvrigt opfattelsen af den her diskussion om finansieringen, der efterhånden når et historisk lavpunkt her i Folketingssalen, men er hr. Karl H. Bornhøft ikke enig med mig i, at når man har skaffet 3,9 mia. kr. og bruger 300 mio. kr. til det her forslag, har man 3,6 mia. kr. tilbage, som man kan bruge til alle mulige andre gode formål, og derfor har det ingen mening at sige, at man, fordi man også bruger penge til andre formål, så bruger pengene to gange?

Ordføreren.

Jeg skal bare sige: Ja, sådan er det. Og så vil jeg i øvrigt sige pænt tak for hjælpen med at skabe en pædagogisk forståelse hos andre. Jeg er bare nødt til at sige, at jeg tror, opgaven er for stor.

Tak til ordføreren. Så er det fru Vivi Kier som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Det her forslag om rehabilitering berører et rigtig væsentligt emne, men man kunne jo godt næsten få den fornemmelse, at den her regering overhovedet ikke har gjort noget som helst i forhold til emnet rehabilitering. Der må jeg sige at intet er mere forkert. Der har været skarpt fokus på temaet, og et tema, når vi snakker rehabilitering, som vi skal se som en hel paraply, hører jo ikke alene hjemme under sundhedsområdet. Rehabilitering betyder, at ikke blot den fysiske del genoptrænes, for det er den ene del af rehabilitering. Efter et sygdomsforløb er det først og fremmest den fysiske del, der har den største opmærksomhed – naturligvis. Dernæst kommer al det andet, det med psyken, det med at vende tilbage til arbejdsmarkedet og alle de andre problemer, der kan være. Men muligheden for at se individuelt på det enkelte hele menneske er altså til stede.

Sundhedsaftalerne i forbindelse med kommunalreformen er jo netop et af de redskaber, der skal bruges endnu mere effektivt til gavn for den enkelte borger. Jeg skal gerne erkende, at i de første sundhedsaftaler, der blev lavet, var man måske ikke helt skarp på, hvad det lige var, der skulle aftales, hvad skulle der lægges i de her sundhedsaftaler, men om ganske kort tid begynder næste generation af sundhedsaftaler at komme i hus, for så begynder forhandlingerne om de her aftaler. Jeg ved, at både regioner og kommuner er langt bedre klædt på til den her gang at tage de udfordringer på sig. Her kommer rehabilitering også ind.

Jeg finder det særdeles positivt, at ministeren i sin tale tilkendegav, at der på tværs af ministerierne vil blive udarbejdet en fælles vejledning til kommunerne om rehabilitering, for det er nemlig ikke kun Sundhedsministeriet, det involverer. Der er mange inde over, det er tværsektorielt. Jeg mener ikke, at der er behov for at lave ny lovgivning, fordi der allerede i dag er store muligheder, og når jeg så siger store muligheder, erkender jeg også, at mulighederne ikke bliver brugt. Derfor ser jeg meget frem til både den nye vejledning og den nye generation sundhedsaftaler, som kommer.

Til sidst vil jeg sige, at det jo er blevet genstand for meget debat her, og jeg kan faktisk kun smile ad finansieringsmetoden. Det er jo netop S og SF i en nøddeskal: nye afgifter til danskerne for at kunne opfylde ambitionerne om, at alle skal have fuldt ud den samme pakke og fuldt ud det samme behandlingsforløb, ellers duer det ikke. De Konservative kan ikke støtte forslaget.

Fru Sophie Hæstorp Andersen for en kort bemærkning.

Ja, så fik vi den lige igen. Vores forslag om at udskifte et ord – genoptræning – med »rehabilitering« betyder nu en generel ensartet behandling for alle. Det gør det så ikke, når det er regeringen, der har gjort det. Jeg tror også, jeg bliver nødt til at minde om, at en del af baggrunden for, at vi overhovedet fik strukturreformen i Danmark, var, at genoptræningen af danske patienter var for dårlig. Det var et af argumenterne, vi fik dengang, for, at vi skulle flytte dele af den her indsats over i kommunerne. Nu udvider vi det med rehabilitering, og det skal vi så høre for – at det er generelt og det er dumt. Det er meget mærkeligt.

Jeg vil godt høre: Når Sundhedsstyrelsen nu sidder og laver beskrivelser af rehabiliteringsindsatsen for hjertepatienter i forbindelse med hjertepakkerne eller beskriver rehabiliteringsindsatsen i forbindelse med kræftpakkerne, tror ordføreren så, at de sidder og beskriver et generelt rehabiliteringsforløb, som omfatter alt lige fra arbejdsmarked, uddannelse og alle mulige ting? Eller tror ordføreren, at de kigger på rehabilitering i forhold til sundhedsområdet og den del af det, der handler om kost og motion, fysisk og psykisk genoptræning, hvis man kan sige det på den måde, altså rehabilitering set med sundhedsmæssige briller?

Ordføreren.

Der lå jo mange spørgsmål i det her. Allerførst må jeg sige, at hvis der er nogen, der danner myter herinde, så tror jeg, det er Socialdemokraterne selv. Jeg hørte fru Sophie Hæstorp Andersen sige lige før, at den her regering havde givet ufinansierede skattelettelser. Det er en myte, for det er ikke korrekt; det er fuldt finansierede skattelettelser. Lad det så ligge.

Så må jeg også sige, at jeg ikke i min tale har skrevet og heller ikke mener at kunne huske, at jeg har sagt, at det her forslag er dumt. Jeg har ikke brugt ordet dumt om det her forslag, heller ikke om noget vedrørende rehabilitering. Jeg har faktisk stået og anerkendt, at det er et rigtig, rigtig vigtigt tema. Men rehabiliteringen skal ses som paraplyen, hvorunder der ligger mange, mange detaljerede ting; der ligger den fysiske genoptræning, der ligger hjælpemidler, der ligger alle mulige ting. Og så er der spørgsmålet om, hvem der skal tage sig af hvad. Derfor vil jeg sige, at den vejledning, som ministeren tilkendegav er på vej ud til kommunerne, ikke kun er en vejledning fra Sundhedsministeriet, men en vejledning udarbejdet på tværs af ministerierne, for det her er et meget bredere felt.

Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Det er altså meget fint, men jeg synes bare stadig væk, jeg mangler et svar: Kan vi ikke godt blive enige om, at man kan vælge at se på et begreb som rehabilitering meget bredt – der foregår rehabilitering i kriminalforsorgen, der tales om rehabilitering i forbindelse med arbejdsmarkedet, der kan være tale om rehabilitering i en lang række sammenhænge – men når vi taler om rehabilitering her med sundhedsordførerne og med sundhedsmæssige briller på, og når de taler om det ovre i Sundhedsstyrelsen, så er der selvfølgelig tale om en sundhedsmæssig efterbehandling, og at det er det, som lovforslaget sigter mod at tilvejebringe: ikke bare en fysisk genoptræning, men et bredere sigte, hvor man taler om rehabilitering på det sundhedsmæssige område? Det er meget naturligt noget med kost, noget med motion, eventuelt rygestop, det kan være noget med det psykosociale, det kan være noget med den kognitive forståelse og alle den slags ting. Og vil ordføreren i øvrigt bekræfte, at det i dag er sådan, at de genoptræningsplaner, som regionerne og den enkelte læge er forpligtet til at lave, ikke engang indeholder mål om, hvad det er for en fysisk aktivitet, borgeren skal kunne gennemføre, den dag genoptræningen slutter – hvad det er for et resultat, der skal komme ud af genoptræningen? Det eneste, der er krav om, er, at der skal foregå en genoptræning.

Jeg skal gøre spørgeren opmærksom på taletiden igen. Ordføreren.

Tak. Det bliver igen næsten en hel ordførertale, som der ligger mange spørgsmål i.

Jamen jeg synes, jeg står her og erkender og anerkender, at vi stadig har kæmpe udfordringer på hele det område, der hedder rehabilitering. Så kan jeg godt høre, at spørgeren gerne vil have, at jeg skal sige, at det er på sundhedsområdet, der skal ligge noget mere. Men jeg er nødt til at sige, at når jeg læser det forslag, som fru Sophie Hæstorp Andersen er medforslagsstiller på i dag, kan jeg se, at der jo er rigtig mange af de opgaver, man hæfter sig ved, som ikke hører under sundhedsvæsenet, i det øjeblik patienten er udskrevet og kommer hjem – så bliver det kommunernes opgave.

Som det også blev nævnt fra Venstres ordfører, har der faktisk været nogle forhandlinger nu blandt KL og blandt regionerne om, hvordan de kan gøre det her bedre, og der kommer næste generations sundhedsaftaler. Der er så mange muligheder, som er uudnyttede i det her system, og det er her, vi først og fremmest skal sætte ind.

Tak til ordføreren. Fru Lone Dybkjær som ordfører for Det Radikale Venstre.

Lige til den sidste ordfører vil jeg sige, at som jeg læser forslaget, er det en ændring af sundhedsloven, og det er jo en relativt simpel ændring i samme lov, nemlig at ordet genoptræning erstattes af ordet rehabilitering. Så ret meget mere ind i hele det her forløb, end man har i forvejen, kan man jo ikke have, bortset fra at der selvfølgelig er forskel på de to ord, og det er jo sådan set meningen med det hele.

Men altså, jeg sagde, at det var et ret simpelt lovforslag, og det førte så til en lang sang fra de varme lande fra sundhedsministerens side om, at det på en måde var utrolig indviklet og meget omfattende og brød med alle forvaltninger, og hvad ved jeg, og at det på den anden side var noget, der allerede foregik. Begge dele kan vel ikke sådan være sandt, eller også kan det, men det fører jo så til, at det burde være relativt enkelt at ændre loven.

Jeg er også fuldstændig overbevist om, at den her lov bliver ændret. Det bliver enten af den kommende regering, eller hvis den nuværende regering fortsætter – hvad en eller anden må forbyde – vil regeringen selv ændre på loven, fordi det er afgørende for regeringen, at vi hele tiden lader, som om det er den, der laver det hele. Og det er vel også o.k., det vil jo ikke nødvendigvis være den første regering, der har det på den måde.

Det Radikale Venstre er generelt positive over for forslaget, men selvfølgelig vil vi gerne diskutere, hvordan vi skaffer pengene. Vi er jo ikke part i Socialdemokratiets og SF's udspil om »Fast og Fair Forandring«, eller hvad det nu hedder, i hvert fald »Fair Forandring«, og derfor kan vi jo ikke gå ind i en finansiering på samme måde, som de gør, men jeg er overbevist om, at vi vil opnå målsætningen inden for det her sundhedsvæsen med, at vi går fra genoptræning til rehabilitering, og det vil vi også prøve at finde midler til.

Derfor må jeg sige, at jeg faktisk var meget glad for det, Venstres ordfører læste op. Det er ikke for at gå ind i en polemik, og nu har jeg fået talen, så jeg er sikker på, at jeg citerer det rigtigt. For det første siger Venstres ordfører, at næstformanden for Danske Regioner, Kristian Ebbensgaard, har sagt, at patienterne har krav på et sammenhængende forløb mellem sektorerne og myndighederne. Derfor er han meget tilfreds med, at ministerium, regioner og kommuner nu er enige om at styrke samarbejdet yderligere.

Så siger Venstres ordfører yderligere, at man i Venstre har en klar forventning til, at kommunerne og regionerne lever op til det, der er aftalt, og dermed sikrer, at de patienter, der har behov for rehabiliteringsforløb, får det.

Det er meget sigende, og det er jo helt anderledes præcist end det, som sundhedsministeren kom frem med af udenomssnak.

Derfor siger Venstres ordfører videre i den oplæste ordførertale – det er ikke, fordi jeg forventer, at erstatningsordføreren, undskyld udtrykket, skal komme på talerstolen; jeg citerer det bare, fordi jeg synes, det var så vigtigt, hvad Venstre sagde, og jeg kan rolig sige, at det ikke er altid, jeg synes, det er lige rigtigt, hvad fru Birgitte Josefsen siger – at man vil opfordre ministeriet til at følge op på, om det, der blev aftalt den 12. maj 2009, er iværksat, og at man samtidig opfordrer sundhedsministeren til at indhente en redegørelse fra KL og Danske Regioner, hvori de to parter synliggør udviklingen på området.

Det synes jeg er en rigtig god idé, for så ved vi, hvad vi snakker om. Og jeg må desværre sige til sundhedsministeren, at det synes jeg ikke man blev klar over, da man hørte sundhedsministerens tale. Nå, men fred på jord, jeg vil prøve på at lade være med at skændes så meget mere med sundhedsministeren i dag.

Jeg synes, det er en god idé, at vi får sådan en redegørelse. Så kan vi se, hvordan udviklingen er, og så kan vi danne os et overblik over, hvad der mangler, og tage diskussionen derfra.

Overordnet set oplever jeg det, Venstre siger, sådan, at det er godt, at vi får rehabilitering og ikke kun genoptræning, og så må vi finde måden at gøre det på. Jeg forstår Socialdemokratiets forslag sådan, at det er inden for sundhedsområdet. Det har fru Sophie Hæstorp Andersen jo også sagt hele tiden. Det handler ikke om arbejdsmarkedet og alle mulige andre markeder. Det handler om sundhed; det er det, vi skal fokusere på, fordi det er en del af sundhedsloven, og så synes jeg ikke, vi skal komme med alle mulige fjollede undskyldninger om, at det bliver alt for bredt, og alt muligt, når alle i øvrigt siger, at vi selvfølgelig skal have rehabilitering, når det kommer til stykket. Det vil være svært at sige nej til, og det gør sundhedsministeren heller ikke, men han bruger bare mange ord på at sige, at han er imod forslaget. Sådan er det.

Som jeg siger, er jeg overbevist om, at den her lov bliver ændret, og jeg håber meget for patienterne, at den bliver ændret, for jeg tror, det er meget vigtigt, at vi får rehabilitering, og at vi ikke kun kigger på den fysiske genoptræning. Hvis det skal være ved hjælp af DF og deres årlige finanslove, at vi langsomt kommer ad den vej, så må vi tage den langsommelige vej, så Dansk Folkeparti kan få deres lille fjer i turbanen hvert år, når der er en finanslov, også på sundhedsområdet.

Tak til ordføreren. Hr. Per Clausen som ordfører for Enhedslisten.

Nu har vi jo tidligere i dag behandlet et lovforslag, hvor sundhedsministeren med begejstring talte for tanker, som han for cirka et år siden syntes var helt håbløse og forkerte, så derfor kan det såmænd godt være, fru Lone Dybkjær får ret i, at det, der ligger i lovforslaget fra Socialdemokraterne og SF, ender med at blive vedtaget. I hvert fald kan man sige, at hvis det, der kan mønstres af kritik fra regeringspartiernes og Dansk Folkepartis side af det her forslag, er, hvad man har at byde på, må det være et ufattelig godt forslag.

Lad os bare tage et enkelt eksempel. Man bruger meget tid på at sige, at Socialdemokraterne og SF bruger pengene flere gange. Det er et spændende og interessant synspunkt. Man har brugt 300 mio. kr. til det her formål, man vil bruge 900 mio. kr. til et andet formål, og man har skaffet 3,9 mia. kr. Et eller andet sted i intelligensreserven i Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti må der være nogle, der kan regne ud, at der et eller andet sted må være nogle penge tilbage. Om ikke andet må embedsmandsværket kunne bekræfte ministeren i, at hvis man trækker 1,2 mia. kr. fra 3,9 mia. kr., så er der lidt tilbage. Det håber jeg i hvert fald. Men det er selvfølgelig rigtigt, at alle de penge, som Socialdemokraterne og SF'erne skaffer i forbindelse med deres »Fair Forandring«, får vi jo brug for til at – om man så må sige – rydde op efter den fuldstændig uansvarlige økonomiske politik, som regeringen fører nu. Derfor kan det jo godt være, vi kommer til at skaffe flere penge for at undgå, at vi skal bruge pengene to gange. Til gengæld kan man rolig sige, at regeringen bruger de penge, de ikke har.

Så er der det andet argument, som jeg synes er sådan ret fantastisk. Det er, at hvis man erstatter den mulighed, folk har for at få lavet rehabilitering, med, at de får en ret til at få en rehabiliteringsplan, vil det føre til, at alle mennesker får den samme rehabilitering, og det ville man spilde en masse ressourcer på. Det svarer jo til, at jeg skulle sige om regeringens frie udvidede sygehusvalg, at det betød, at man havde ret til at blive behandlet for alle mulige sygdomme, man ikke havde. Det er jo det rene vrøvl og nonsens. Når man er nødt til at søge tilflugt i den slags argumenter, tror jeg, det er, fordi det er ret indlysende, at den nuværende anvendelse af begrebet genoptræning og den nuværende indsats for patienter efter udskrivning bygger på et alt for snævert grundlag. Der er brug for at erstatte den ret, man har til at blive genoptrænet, med en ret til rehabilitering, der bygger på en tværfaglig og sammenhængende indsats over for patienterne, og det er jo også det, der står i bemærkningerne til lovforslaget er hensigten.

Det afgørende i forbindelse med indsatsen for patienter er, at der er et behov for efterbehandling efter udskrivning, hvor patienterne tilvejebringes et optimalt funktionsniveau, altså kommer til at fungere så godt, som det overhovedet er muligt, så de hurtigst muligt kan vende tilbage i arbejde, fungere i familien, i sociale sammenhænge og i samfundet som sådan. Det kræver en langt bredere tværfagligt tilrettelagt rehabilitering – en rehabilitering, der kan tage hånd om de forskellige problemstillinger af fysisk, psykisk og social karakter, som kan være behæftet med at få en længerevarende sygdom. Desuden kunne en bredere tilrettelagt rehabilitering eksempelvis medvirke til at forebygge fremkomsten af sygdom som eksempelvis angst og depression, og det ville kunne nedbringe antallet af genindlæggelser.

Kernen i det her er jo, at forslaget ikke handler om, at folk skal have en ganske bestemt form for rehabilitering, der fastlægges af Folketinget. Nej, mennesker skal have ret til, at der laves en individuel rehabiliteringsplan, som der efterfølgende skal følges op på af de myndigheder og af de fagpersoner, som har evnen til det.

Så på den baggrund må jeg sige, at Enhedslisten godt kan støtte det her lovforslag, og selv om vi ikke er fuldstændig enige i alle elementer i Socialdemokraternes og SF's skatteforslag, er vi nu sikre på, at vi godt kan blive enige om de 300 mio. kr., som det her handler om.

Tak til ordføreren.

Folketinget har i dag besøg af det norske Stortings præsident, hr. Dag Terje Andersen. Vi byder velkommen, og vi håber, at Stortingets præsident må få et udbytterigt besøg her i Folketinget.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll som ordfører for Liberal Alliance.

Dette forslag er fuldt af gode intentioner. Jeg tror, at der bredt i Folketinget er et ønske om, at folk, som har været udsat for sygdomme, skal genoptrænes og rehabiliteres. Man kan jo så diskutere, hvor ansvaret skal ligge. Vi mener, at det primært skal ligge hos kommuner og regioner og ikke hos staten. Vi mener ikke, der er behov for at lave den lovændring, som der er lagt op til her.

Så har der været en del diskussion om det med finansieringen, om, hvorvidt pengene har været brugt en eller flere gange. Og der vil jeg sige, at det har jeg slet ikke tænkt mig at gå ind i. Jeg er sådan set ret ligeglad med, om de er brugt en eller flere gange. I Liberal Alliance er vi imod afgiftsstigninger, lige meget om det er første, anden eller tredje gang, man laver dem. Vi synes, at man, hvis man endelig skulle kigge på afgifter, i stedet for skulle se på at afskaffe de afgifter, som regeringen og Dansk Folkeparti har indført med den nylige skattereform, hvor man jo allerede er gået i gang med at bevæge sig lidt ud ad den sti, som S og SF ønsker at man skal trampe videre ad.

Så synes jeg, at jeg for at være fair også bare vil sige, at man måske skulle stoppe lidt af den klynken, som jeg dog hørte fra SF's ordførers side, om, at vi ikke skulle diskutere den her skattedel, men at den skulle vi diskutere med skatteordførerne. Jamen altså, når man kommer med et forslag, hvor man vil finansiere sundhed med skat, er det vel rimeligt, at vi andre vil diskutere både udgifter og indtægter. Det svarer til dengang, hvor andre partier ville hæve sundhedsudgifterne for at finansiere ulandsbistanden, og skulle man så ikke dengang have måttet diskutere ulandsbistanden? Det giver jo ingen mening.

Derfor vil jeg bare sige, at alene finansieringen af det her forslag – lige meget hvor mange gange pengene så er brugt, det skal jeg afholde mig helt fra at komme ind på – gør, at Liberal Alliance under ingen omstændigheder kan stemme for forslaget. Vi synes, at man skal have orden i finansieringen. Den skal ikke ske via skattestigninger.

Tak til ordføreren. Fru Sophie Hæstorp Andersen som ordfører for forslagsstillerne.

Det danske sundhedsvæsen er gennem generationer bygget op om princippet om fri og lige adgang til behandling og forventningen om, at kvaliteten af behandlingen på de danske sygehuse kan måle sig med kvaliteten på de bedste sygehuse i verden. Vi poster rigtig mange penge i behandling på sygehusene, men hvis vi ikke følger op med en ordentlig efterbehandling, kan lægernes indsats på hospitalet i værste fald være spildt; i bedste fald forpasser vi chancen for at skabe bedre liv for de mange patienter, der har gennemgået behandling for en alvorlig sygdom på hospitalet, og det er derfor afgørende, at patienter, der udskrives fra sygehuset, får støtte til at leve sundere og sikres bedre klinisk opfølgning.

Patienterne har i dag ikke fuld ret til efterbehandling, og det strider stik imod sundhedsfaglige anbefalinger. Sundhedsloven garanterer alene patienterne ret til fysisk genoptræning, men ifølge sundhedsfaglige anbefalinger handler efterbehandling om en langt bredere indsats med bl.a. hjælp til at holde op med at ryge, bedre kostvaner, psykosocial støtte og hjælp til at tage medicin. Vi mener altså sammen med SF – og også De Radikale og Enhedslisten, som også er positive, kan jeg høre – at regeringen gør alt for lidt på det her område; ikke, at der ikke sker noget, ikke, at man ikke knokler ude i kommunerne med at sikre rehabilitering på mange områder, men i stedet for at gå sammen og gå i gang med det samme, også med at sikre, at de sidste patienter kommer med, og at tilbuddene er til stede, ja, så gik regeringen og KL i maj 2009 sammen og blev enige om en indsats, som, undskyld udtrykket, bedst kan betegnes som en omgang varm luft. For der blev ikke i den efterfølgende økonomiaftale afsat flere penge til formålet, og det blev ikke indskærpet, hvad man som patient har krav på.

Sundhedsministeren bebudede i foråret – 2009 vel at mærke – at der med en ny kræftpakke III ville blive sat øget fokus på rehabilitering for kræftpatienterne. Han ville efter eget udsagn gå i gang med dette arbejde i efteråret 2009 og sætte handling bag ordene. Det har vi så stadig væk til gode, for der blev heller ikke afsat nogen midler til det område på finansloven for 2010. Og vi har ikke fået nogen meldinger endnu om kræftplan III.

Den nuværende indsats er desuden præget af tilfældigheder. På trods af at der er rigtig god dokumentation for effekten af rehabilitering, viser undersøgelser på kræft- og hjerteområdet, at alt for få patienter får tilbudt sundhedsmæssig rehabilitering, og at omfanget af rehabilitering er forskelligt, alt efter hvor i landet man har bopæl. I dag er det kun 3 pct. af hjertepatienterne, der modtager fuld rehabilitering, og det er alt for lidt. Det er et stort spild af menneskelige ressourcer, at der ikke er bedre adgang til fuld rehabilitering. Rehabilitering sikrer bedre tilfredshed og livskvalitet og bedre sundhed med bl.a. færre genindlæggelser på hospitalet. Det er dokumenteret, at rehabiliteringsprogrammerne kan reducere dødeligheden af eksempelvis hjertesygdomme med 35 pct. og risikoen for en ny blodprop med 29 pct. Oven i købet er rehabilitering på hjerteområdet forbundet med besparelser for sundhedsvæsenet og samfundet som helhed med bl.a. færre akutte genindlæggelser. Jeg kunne komme ind på andre områder: apopleksi, andre hjerneskader, diabetes. Der er mange andre områder, hvor der er god samfundsøkonomisk idé i at se på rehabilitering, og der er også god idé i at gøre det for den enkelte, hvilket jo er lige så vigtigt, hvis ikke vigtigere.

I dag er der elementer af rehabilitering i hjerte- og kræftpakkerne, men det afhjælper kun langsomt problemerne med manglende rehabilitering, ligesom det ikke hjælper de patienter, der f.eks. rammes af en blodprop i hjernen. Derudover indeholder forløbsprogrammerne ikke tiltag, der kan sikre, at socialt svage grupper modtager rehabilitering. Derfor mener vi i Socialdemokratiet, og også i SF, at sundhedsmæssig rehabilitering skal være en patientrettighed. Den nye rettighed skal sikre patienterne en individuel efterbehandlingsplan med et lægefagligt begrundet behov for fortsat rehabilitering efter udskrivning fra sygehuset. Efterbehandlingen har til formål at støtte op om patientens egenomsorg, og derfor er det vigtigt, at den bliver sat i gang i et ligeværdigt samspil mellem patient og behandler, så alle parter føler et ejerskab til planen. De pårørende kunne også være med til at spille en rolle, da de jo ofte vil kunne hjælpe og støtte patienten under forløbet.

Derudover er det selvfølgelig åbenlyst, at planen skal tilrettelægges i et tværfagligt miljø, men hvor lægen altså har ansvaret. Det er det, vi foreslår. I de kommuner og på de steder, hvor det foregår allerbedst med genoptræningsplanerne f.eks., er det sådan i dag, at det er lægen, der har ansvaret for, at genoptræningsplanen bliver udarbejdet, men det foregår selvfølgelig i tæt kontakt med fysioterapeuter og andre faggrupper, som ved en masse om de her ting.

Som sagt bygger efterbehandling på ideen om at genetablere en meningsfuld tilværelse og sikre det bedst mulige fysiske, psykiske og sociale niveau for personer, som er ramt af sygdom. Ud over lige de her områder omfatter det f.eks. også patientinformation, undervisning, fysisk træning, støtte til rygestop, støtte til kostomlægning, psykosocial støtte, optimeret medicinsk behandling, risikofaktorkontrol, som det så flot hedder, klinisk opfølgning og vedligeholdelse af ændret livsstil.

Med en ret til rehabilitering bliver det tydeliggjort, at kommunerne har ansvaret for al den rehabilitering, der ikke foregår under indlæggelse på sygehus, og at kun den rehabiliteringsindsats, der sker under patientens ophold på sygehus, er sygehusets ansvar. Det forudsættes dog, at rehabilitering altid skal ydes på et sygehus, hvis patienten har behov for rehabiliteringsydelser, der kræver sygehusekspertise, udstyr m.v., ligesom det i dag er tilfældet på genoptræningsområdet.

Ved en række kroniske sygdomme er der i dag en markant ulighed i sundhed – både i, hvem der får sygdommen, og hvem der overlever. På den baggrund er det også et stort problem, at der er en social ulighed i rekrutteringen og fremmødet til rehabiliteringsprogrammerne. Det stiller i forvejen udsatte patienter endnu dårligere i kampen om at få deres liv tilbage efter en alvorlig sygdom. Derfor skal de forsøg, der har været med socialt differentieret rehabilitering, selvfølgelig også føres ud i livet, så vi får brudt den her ulighed, der sker i efterbehandlingen, og man bliver mere opmærksom på ressourcesvage patienter.

I et længere perspektiv er der desuden behov for at styrke forskningsindsatsen på området. Danmark vil i de kommende år opleve en dramatisk stigning i antallet af kroniske patienter. Allerede i dag lever sådan ca. 1,5 millioner danskere med en kronisk sygdom, og om få år vil det være op imod 2 millioner danskere, som altså har en kronisk sygdom, som vi skal tage vare på og hjælpe dem med at tage vare på selv. Det skal sundhedsvæsenets indretning tage højde for med den bedste organisering og de bedste behandlingsmetoder, og hvis det skal ske, er der behov for mere forskning og viden på området.

Så vil jeg godt sige lidt om økonomien. S og SF fremlagde i oktober 2009 et udspil på skatteområdet, der hedder »Fair Forandring«. I det udspil, som man kan læse, kigger vi på flere forskellige områder, og på alle områder er det sådan, at for de tiltag, vi foreslår, foreslår vi også en konkret finansiering. På sundhedsområdet foreslår vi helt konkret, at man afskaffer fradraget for sundhedsforsikringer, at man laver højere afgifter på cigaretter, sodavand, sukker, mættet fedt, chokolade og slik. Det giver i alt en indtægt på 3,9 mia. kr. bare på det område. Vi foreslår også, at man indfører en arbejdsskadeafgift på farligt arbejdsmiljø, altså for de virksomheder, der ikke kan finde ud af at lave et ordentligt arbejdsmiljø, så folk ikke bliver skadet. Det giver os samlet set en indtægt på omkring 5 mia. kr., og af de 5 mia. kr. foreslår vi, at 3,1 mia. kr. bruges på at sikre verdens bedste sygehuse.

Jeg læser lige for tiden meget op for mit barn af den bog, der hedder »Frederik med bilen« af Egon Mathiesen, som er meget politisk ukorrekt. Hver gang man har sagt noget, siger man: Sludder, nej, det passer ikke. Det, jeg hører fra regeringen i dag, hver gang vi har sagt, at forslaget er finansieret, er: Sludder, nej, det passer ikke. Så fristes jeg til at sige: Jo, med 3,1 mia. kr. får vi effektiv kræftbehandling – ja, det passer; bedre behandling af andre livstruende sygdomme – ja, det passer; styrkelse af det medicinske område – ja, det passer. Vi får også for de sidste 2 mia. kr. bedre forebyggelse. Så ja, vi har finansieret de forslag, vi kommer med, og ja, når vi nævner finansieringen flere gange, er det, fordi beløbet er af en størrelse, hvor vi godt kan være med til at finansiere flere tiltag, herunder også rehabilitering for omkring 300 mio. kr. om året.

Jeg synes, Dansk Folkeparti også kom med nogle rigtig gode bemærkninger om rehabilitering. Vi er også enige i, at sundhedscentre kan spille en rolle. Vi er enige i, at udfordringen er at få de sidste med, som jeg også har været inde på. Vi mener bare, at der er god grund til at skubbe på den stigende fokus, der er på sundhedsmæssig rehabilitering, ved at sikre, at det også bliver en egentlig patientrettighed. Når kommunerne nu allerede er i fuld gang med at gøre noget, som flere andre også har påpeget, men ikke gør noget alle steder og ikke gør nok for alle patienter, ja, så synes vi, der er god grund til, at man med en patientrettighed nu får anledning til at systematisere rehabiliteringen og bakke det, der allerede nu sker, op både fagligt og økonomisk, for vi tror ikke, at man får meget mere rehabilitering, hvis man ikke også indimellem er med til at finde nogle flere midler til området.

Faktum er jo, at forslaget allerede i dag støttes af en lang række mennesker. Vi ved også, at Hjerteforeningen vil komme i deputation i Sundhedsudvalget. Hjerneskadeforeningen, Dansk Psykolog Forening, Danske Bioanalytikere, Ergoterapeutforeningen, fysioterapeuterne, en lang række mennesker på sundhedsområdet bakker det her op. Vi tror også, at det vil blive virkelighed, uanset at regeringen og Dansk Folkeparti her i dag er imod.

Jeg tror, ligesom fru Lone Dybkjær var inde på, at det her vil blive virkelighed, hvis ikke i denne samling, så i en kommende samling – og om ikke andet, når vi får en socialdemokratisk ledet regering igen. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra fru Liselott Blixt.

Først og fremmest har jeg i hvert fald ikke draget finansieringen på skatteområdet i tvivl, med hensyn til hvor mange penge man bruger til det ene eller til det andet. Det, jeg drager i tvivl, og det, jeg mener Socialdemokratiet har glemt, er de svage i samfundet. Man fjerner sundhedsforsikringerne, som man alligevel ved at de lavtlønnede ikke har – det siger Socialdemokraterne i hvert fald. Man ved, hvem der ryger mest, det er folk på overførselsindkomst, det er folk, der er lavtlønnede. Man ved, hvem der lever mest usundt, det er dem på overførselsindkomst, det er de lavtlønnede. Så er det dem, man vil gå ind og ramme ved at lade afgifterne stige endnu mere. Jeg har ikke set nogen steder, hvad man sætter i stedet for, og derfor kunne jeg da godt tænke mig at høre fru Sophie Hæstorp Andersen: Hvad er det, man sætter i stedet for til de mennesker, som man vil give de her afgiftsstigninger?

Ordføreren.

Det, vi giver til de mennesker, som er med til at betale ved hjælp af øgede afgifter, er, at vi gør sundhedsvæsenet bedre, og det er da noget, som de svage har virkelig god brug for. Og det bliver i sidste ende mange af os, også – hvad kan man sige – alle os andre danskere, alle os med en høj indtægt, der kommer til at betale. Jeg er ikke ryger personligt, så den afgift kommer jeg ikke til at betale, medmindre jeg køber cigaretter til nogle andre familiemedlemmer, men jeg kommer også til at betale for mættet fedt og for sukker og for andre ting, så på den måde er det faktisk meget solidarisk.

Det er sådan, at langt de fleste mennesker, som i dag fejler flere ting, og rigtig mange af de mennesker, som er kronisk syge, er folk, der er på førtidspension; det er pensionister, som har lave indtægter; og det er folk, som oplever, at de bliver indlagt på hospitaler, hvor der indimellem ikke er plads nok til, at de kan blive indlagt på en stue, men må ligge på gangen. Det er f.eks. psykisk syge, som også oplever, at der bliver sparet og sparet og sparet. Det er nogle af de områder, vi gerne vil prioritere ved at bede nogle andre af danskerne om at være med til at betale.

Fru Liselott Blixt.

Så vil jeg gerne komme med et eksempel. Der kan være en psykisk syg, der er på overførselsindkomst, der går derhjemme og skal have dagen til at gå, der har den faste pension, og som ryger for at have noget i dagligdagen, som gør det rart at være til. Det er en af de ting, som de værdsætter, når de ikke har social kontakt, når de ikke har et arbejdsliv, når de ikke har så god en økonomi, så de kan gå ud og få nogle andre interesser. Så lader man cigaretprisen stige for den her person, der går derhjemme, og så tænker vedkommende: Hvor er det så, jeg vil spare? Er det det, fru Sophie Hæstorp Andersen mener, altså at den person siger: Nej, det her er det eneste, jeg har. Jeg tror, jeg holder op med at ryge, for så bliver jeg sundere. Eller vil vedkommende sige: Nej, jeg sparer på de sunde fødevarer, for så har jeg stadig væk råd til de cigaretter, som er meget værd for mig?

Ordføreren.

Nu er det jo sådan, at vi i vores forslag, som det også har været nævnt tidligere i debatten, foreslår, at man kompenserer de mennesker, som har de laveste indtægter. Det er folk, som modtager SU, efterløn, dagpenge, ny førtidspension, gammel førtidspension – fristes jeg til at sige – kontanthjælp, og dem vil vi give nogle ekstra midler til at kompensere for de øgede afgifter bl.a. på tobak. Så jeg tror nu nok, at det skal gå op. Men for mig er det vigtigt at sige, at med de midler, vi prøver at komme igennem med, de velfærdsrettigheder, Socialdemokratiet har fremsat tidligere, og som vi vil indfase over år, håber vi selvfølgelig også at vi er med til at give en psykisk syg mand et bedre indhold end det at være alene hjemme med sine cigaretter og vente på, at kontaktpersonen kommer forbi. Det er jo hele humlen i det.

Jeg har selv arbejdet på væresteder for psykisk syge og ved også, at for mange er det det eneste sted, hvor de får sund mad, fordi det at lave det derhjemme har man enten aldrig lært og kan ikke gøre selv, eller man har ikke nogen viden om det. Derfor er det vigtigt, at vi sætter ind på alle områder, men det er også vigtigt, og det er det, vi siger til danskerne, at vi har brug for øget finansiering af vores sundhedsvæsen, og derfor mener vi, at der skal lægges flere afgifter på det, der gør os danskere usunde, og pengene bruger vi igen på sundhedsområdet ved at sikre, at der er bedre kræftbehandling, bedre behandlingsmuligheder for livstruende sygdomme og andre områder.

Der er en kort bemærkning fra fru Vivi Kier.

Jeg hørte, at ordføreren i sin tale sagde, at vi poster rigtig mange penge i det her sundhedsvæsen. Så kunne jeg tilføje: også for de svageste – og ja, det passer.

Jeg rejste mig egentlig for at stille spørgsmålet: Hvad er det egentlig, Socialdemokraterne vil med den der afgift på 10 kr. på cigaretter? For jeg troede faktisk, det var, fordi man gerne ville have nogle til at holde op med at ryge og dermed blive lidt sundere. Men nu synes jeg lige, at jeg hørte, at ordføreren stod og sagde, at man ville give lavindkomstgrupperne en kompensation. Så det er altså ikke sundheden, det drejer sig om, det er faktisk bare nogle flere penge i statskassen, man er ude efter, eller hvad?

Ordføreren.

Nu er det jo ikke alle rygere, som er svage. Jeg kan komme i tanker om masser, der også har deres gang herinde, og som jeg bestemt ikke anser som værende svage, og jeg synes, det er fair nok, at de er med til at bidrage til vores sundhedsvæsen og også måske på den måde får et incitament til at lægge cigaretterne på hylden.

Når det kommer til dem, der er på overførselsindkomst, ønsker vi at lave et ordentligt, bæredygtigt og socialt retfærdigt skatteudspil, og derfor har vi foreslået, at man kompenserer dem. Men det er jo ikke sådan, at vi går ind og kompenserer på den måde, at det går lige op, sådan at vi siger: Er du på førtidspension, og ryger du, kompenseres du pr. cigaret, du ryger. Det vil selvfølgelig altid være sådan, at vi generelt set kompenserer førtidspensionister, og hvis nogle førtidspensionister holder op med at ryge, får de jo faktisk øgede indtægter, både fordi vi har kompenseret dem, og fordi de nu er holdt op med at ryge og så heller ikke bruger penge på det. Så alt i alt bliver vores skatteudspil langt mere fair end det, regeringen er kommet med, hvor der alene har været skattelettelser for de mest vellønnede.

Fru Vivi Kier.

Så kunne jeg igen stå og prikke i myten og sige, at vi har givet skattelettelser, og at det vel at mærke er skattelettelser, der er fuldt finansieret. Ja, det passer. Den skatteomlægning – det er nemlig en skatteomlægning, vi har lavet – er ikke finansieret af penge, der er taget fra nogen som helst velfærdsydelser. Selv om jeg godt ved, at ordføreren er lidt træt af det, er jeg nødt til at sige, at jeg løbende har prøvet at notere ned, når man har talt om, hvordan man vil finansiere alle sine nye tiltag. Jeg kan jo godt høre, at hvis det går, som fru Sophie Hæstorp Andersen gerne vil, så skal skatterne stige voldsomt igen. Men i Socialdemokraternes finansieringsforslag for mere personale på sygehusene, for skoler, for alting er svaret hver gang afgifter på cigaretter.

Ordføreren.

Det er ikke korrekt. Det er sådan, at vi svarer, at vi også gerne vil have højere afgifter på flere andre områder. Det er ikke kun på tobak, det er også på mættet fedt og sukker, og derudover ligger der et samlet udspil, hvor vi også har nogle andre forslag. Dem har vi også været ude at debattere i medierne. Men det kan godt være, at medierne, hvis de bliver trætte af at referere hele vores udspil hver gang, nogle gange korter det ned.

Jeg vil så sige, at jeg mener, at man sagtens kan komme med eksempler på, at de mange skattelettelser, der er givet igennem tiderne, jo netop gør det ultimativt aktuelt igen at sige det, vi gjorde i valgkampen 2007: Ønsker man velfærd, eller ønsker man skattelettelser? Vi siger, at vi ønsker velfærd; vi siger, at vi beder danskerne om aktivt at sige, at de gerne vil bidrage lidt mere via nogle højere afgifter, og ved at vi fjerner fradraget på arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer. Vi vil gerne have danskerne til på den måde at bidrage til, at vi får en bedre velfærd.

Vi mener altså ikke, at de sygehusbesparelser, der foregår lige nu, giver bedre velfærd. Vi kan ikke se, at det er et sundhedsvæsen i særklasse, af høj klasse, når man nu fyrer rundtomkring, fordi sundhedspersonalet netop har gjort det, de blev bedt om, nemlig at arbejde hårdere for at indføre akut kræftbehandling og sikre bedre behandling af borgerne i det danske sundhedsvæsen.

Tak til ordføreren. Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, er det vedtaget.

Det er vedtaget.