Det første punkt på dagsordenen er:

1) Forespørgsel nr. F 24:

Forespørgsel til ministeren for sundhed og forebyggelse:

Vil ministeren redegøre for den specialiserede palliative behandling i Danmark, for, hvorledes den udføres på hospicer af palliative team og på hospitalsenheder, for, hvorledes henvisnings- og visitationskriterierne indfries, og for, hvorledes uddannelses- og kvalitetsindsatsen sikres til gavn for patienterne?

Af Liselott Blixt (DF), Anita Christensen (DF), René Christensen (DF) og Karin Nødgaard (DF).

(Anmeldelse 18.12.2009. Fremme 12.01.2010. Eventuel afstemning udsættes til tirsdag den 23. februar 2010).

Jeg skal her gøre opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 23. februar i år.

Den første, der får ordet, er fru Liselott Blixt som ordfører for forespørgerne til begrundelse af forespørgslen.

»En døende er også et menneske«. Det er titlen på en bog af Frantz Schrum – en bog, som er skrevet på baggrund af hans kone Lones kræftsygdom og død, hvor han beskriver de lidelser, man går igennem i dagens Danmark både som døende og som pårørende.

Vi har nået en del på området, og der er sket en stor udvikling på hospiceområdet de sidste par år. Der er blevet etableret 14 hospicer, der er 158 hospicesengepladser, og alene i år er der planlagt tre hospicer, og vi har flere palliative team, som fungerer godt.

Men hvordan ser det ud, når vi fra et fugleperspektiv kigger ned på hele Danmark? Hvor er det, vi mangler at gøre en indsats, så borgere i Danmark ikke oplever det samme som Frantz og Lone Schrum? Det er derfor, vi i Dansk Folkeparti ønsker denne debat, så vi alle sammen kan være med til at højne udviklingen på området. Forespørgslens ordlyd er derfor:

»Vil ministeren redegøre for den specialiserede palliative behandling i Danmark, for, hvorledes den udføres på hospicer af palliative team og på hospitalsenheder, for, hvorledes henvisnings- og visitationskriterierne indfries, og for, hvorledes uddannelses- og kvalitetsindsatsen sikres til gavn for patienterne?«

Tak til fru Liselott Blixt for begrundelsen. Og så er det ministeren for sundhed og forebyggelse til besvarelse af forespørgslen.

F 24 er, som vi lige har hørt, anmeldt af Dansk Folkeparti og lyder:

»Vil ministeren redegøre for den specialiserede palliative behandling i Danmark, for, hvorledes den udføres på hospicer af palliative team og på hospitalsenheder, for, hvorledes henvisnings- og visitationskriterierne indfries, og for, hvorledes uddannelses- og kvalitetsindsatsen sikres til gavn for patienterne?«

Jeg vil først og fremmest gerne takke Dansk Folkeparti for anledningen til at redegøre for den specialiserede palliative behandling i Danmark. Den palliative behandling er nemlig højt prioriteret af regeringen, og regeringens mål på området er klart: Alle danskere med behov for palliativ behandling skal have den bedste palliative behandling, hvad enten der er behov for en palliativ indsats på basalt eller specialiseret niveau. Jeg er derfor også glad for, at det palliative område er i en meget positiv udvikling, der kan medvirke til at sikre en palliativ indsats af meget høj kvalitet.

Hvad er palliation? Det tror jeg mange spørger sig selv om. WHO har i 2002 defineret palliation som den indsats, der handler om at fremme livskvaliteten hos patienter og familier, der står over for problemer, der er forbundet med livstruende sygdom. Den palliative indsats skal forebygge og lindre lidelse gennem tidlig diagnosticering, umiddelbar vurdering, behandling af smerter og andre problemer af både fysisk, psykisk, psykosocial og åndelig art.

Der er nogle forskelle mellem basal og specialiseret palliativ behandling. Sundhedsstyrelsen skelner mellem den palliative basale indsats og den palliative specialiserede indsats. Den palliative basale indsats er den palliative indsats, der ydes af de almene praksis, hjemmesygeplejersker og almindelige sygehusafdelinger, på plejehjem og eventuelt også i patientens eget hjem. Den specialiserede palliative indsats er en tværfaglig indsats, der forudsætter, at det involverede sundhedspersonale har specialiseret viden på området.

Hvordan er det så med den palliative indsats i Danmark? Sundhedsstyrelsen udgav i 1999 en publikation om faglige retningslinjer for den palliative indsats, og den hed »Omsorg for alvorligt syge og døende«. Sundhedsstyrelsen har oplyst mig om, at den påtænker en opdatering af de her retningslinjer for palliation, og det vil ske i slutningen af året i år, altså 2010. Jeg vil gerne understrege, at palliation ikke blot er relevant for kræftpatienter og deres pårørende, men også for andre sygdomsgrupper. Dog er ca. 95 pct. af de patienter, der modtager specialiserede palliative indsatser, kræftpatienter. Palliation indgår derfor også som et fokusområde i »Kræftplan III«.

Den palliative indsats skal gives til patienter, hvor der er behov, og når der opstår behov. Palliation kan derfor gives på et hvilket som helst tidspunkt i et sygdomsforløb. Et vigtigt fokus i den palliative indsats i Danmark bygger på det overordnede princip, at den enkelte patient skal have mulighed for at vælge, hvor han eller hun vil tilbringe sin tid med en livstruende sygdom. Uanset hvad patienten i samarbejde med sine pårørende vælger, skal den palliative indsats være af høj kvalitet.

Indsatsen på det palliative område aftales inden for rammerne af sundhedslovens bestemmelser om samarbejde mellem regioner og kommuner, bl.a. i regi af sundhedsaftalerne. Den specialiserede palliative indsats udføres i princippet tre steder: på hospice, på særlige sygehusafdelinger eller af palliative team. Det palliative team er ofte tilknyttet et hospice eller særlige sygehusafdelinger og kan udgå til det basale niveau, når der er tale om en patient med et særlig kompliceret behandlingsbehov. De palliative team kan også rådgive på det basale niveau ved bl.a. telefonisk kontakt.

Siden 2003 har regeringen sammen med Dansk Folkeparti afsat midler til udbygningen af hospicekapaciteten og den palliative indsats i Danmark. For at sikre udbygningen af hospicekapaciteten blev de daværende amter i 2005 forpligtet til at indgå aftaler med selvejende hospicer om tilbud i form af hospicepladser. I forbindelse med kommunalreformen overgik forpligtelsen til regionerne.

I perioden 2003-2006 afsatte regeringen i alt 170 mio. kr. til etablering af drift af selvejende hospicepladser. Fra 2007 og frem er der afsat yderligere 40 mio. kr. årligt til regioner og kommuner til at styrke indsatsen i forhold til etablering og drift af hospicepladser.

I Danmark er der i øjeblikket 15 hospicer, og 2 mere forventes åbnet i år, og der er ca. 18 palliative team. I 1997 åbnede Danmarks hidtil eneste specialiserede palliative sengeafdeling med tilhørende forskningsenhed på Bispebjerg Hospital. Palliativt Videncenter gennemførte i 2009 en kortlægning af 32 specialiserede palliative institutioner i Danmark. Det drejede sig om 14 hospicer, 16 palliative team og 2 sengeenheder ude på nogle sygehusafdelinger. Den kortlægning tyder på, at der er en vis variation i henvisnings- og visitationsprocedurerne og i kriterierne inden for den specialiserede palliative indsats. Sundhedsstyrelsen vurderede, at henvisnings- og visitationsprocedurer og kriterier er under udbygning i forbindelse med både takstsystem, driftsoverenskomster, akkrediteringer m.v.

Vedrørende uddannelse: I de specialiserede institutioner er der primært ansat sygeplejersker, læger, fysioterapeuter, præster, socialrådgivere, psykologer og i enkelte tilfælde også diætister og musikterapeuter. Siden 2004 har det været muligt for sundhedspersonale med en mellemlang videregående uddannelse at tage to moduler i palliation som en del af en diplomuddannelse. I løbet af de sidste 5 år har ca. 25 pct. af sundhedspersonalet, og det er primært sygeplejersker, som beskæftiger sig med den specialiserede indsats, gennemført et sådant modul. Læger har siden 2003 haft mulighed for at gennemføre en fællesnordisk palliativ efteruddannelse. Der afsættes otte pladser til danske læger hvert andet år. 30 pct. af de læger, der er beskæftiget med specialiseret palliativ indsats, har deltaget i efteruddannelser. Fra januar i år, 2010, udbød Aalborg Universitet en masteruddannelse i humanistisk palliation. Herudover udbyder både regioner, hospitaler og foreninger temadage, kurser og konferencer om palliation. Stort set alle de specialiserede institutioner har et program for undervisning til sundhedspersonale, der arbejder med den palliative basale indsats i udgående funktioner. Herudover har 80 pct. af alle hospicer uddannelsespladser, og det samme gør sig gældende for halvdelen af de palliative team.

Hvad så med kvalitetsindsatsen? Den specialiserede palliative indsats er underlagt de samme krav til kvalitet som andre fagområder. Der findes i øjeblikket ingen tværgående sikring af kvaliteten af den specialiserede palliative indsats. Det søges bl.a. imødekommet på følgende to fronter: Den første er oprettelse af en palliativ database, og den anden er arbejdet med kliniske retningslinjer og uddannelse ved en nyoprettet dansk multidisciplinær cancergruppe for palliation, også kaldet noget så mundret som DMCG-PAL.

Det planlægges at koble det arbejde sammen med den danske kvalitetsmodel. Her i starten af 2010 startede registreringen af patientspecifikke kvalitetsindikatorer i Dansk Palliativ Database. Formålet med databasen er at danne grundlaget for kvalitetsudvikling af og forskning i den specialiserede palliative indsats. Målgruppen for databasen er alle patienter henvist til og/eller i kontakt med specialiseret palliativ indsats på hospice, palliative sygeafdelinger og i de palliative team, som vi har i landet.

Herudover blev Palliativt Videncenter kaldet PAVI i starten af 2009 etableret. Det har til formål at sikre udvikling, høj faglig kvalitet og spredning af viden på det palliative felt.

For hospicer stiller driftsoverenskomsterne med regionerne også visse kvalitetskrav. Herudover har hovedparten af de specialiserede palliative institutioner udgivet årsrapporter, og mere end to tredjedele arbejder systematisk med kvalitetssikring og kliniske retningslinjer. Godt en tredjedel af de specialiserede institutioner gennemfører årlig eller anden systematisk intern evaluering.

Som det er fremgået af min tale, er der generelt fokus på den palliative indsats på alle niveauer af vores sundhedsvæsen, fra den basale indsats hos bl.a. praktiserende læger og hjemmesygeplejersker til den specialiserede indsats på bl.a. hospice og i palliative team. Som jeg har redegjort for, er det palliative område et udviklingsfelt, og der er mange gode initiativer i gang i forhold til at koordinere og specialisere den palliative indsats. Tak.

Tak til ministeren for besvarelsen. Så går vi til forhandling, og den første, der får ordet, er fru Charlott Blixt som ordfører for forespørgerne.

Jeg takker for ministerens redegørelse. Dansk Folkeparti har bedt om at få den her redegørelse og en debat og dette på grund af, at det ligger os meget på sinde at tilbyde en god indsats til døende patienter. Det er om nogen Dansk Folkeparti, der har sat fokus på den palliative behandling samt hospicevæsenet i Danmark. Vi har flere gange haft emnet med på finansloven, og derfor ser man også i dag en del hospicer samt palliative team, som fungerer over al forventning. Men derfor mener vi også, at det nu er på tide at se, hvor langt man er nået, og hvor det kan gøres bedre. Retningslinjerne, som er over 10 år gamle, bør efterses og fornys. Det bør efter vores overbevisning være således, at en døende patient skal have ret til frit at vælge, hvor han eller hun vil tilbringe sin sidste levetid, og den behandling og omsorg, vedkommende modtager, skal være så god som overhovedet muligt, uanset om patienten er hjemme, på sygehuset, i hjemmeplejens aflastning eller på hospice, og ligegyldigt om patienten bor i Frederikshavn eller på Frederiksberg. Sådan er det ikke i dag, og det kan vi heller ikke være bekendt.

Det er påfaldende, hvor lidt tid og opmærksomhed sundhedsvæsenet giver de patienter, der er uhelbredeligt syge. Man ved ganske enkelt for lidt om smertelindring, og det betyder, at den smertebehandling, der gives, er alt for tilfældig. Vi skal hjælpe uhelbredeligt syge til en værdig død, men det kræver, at vi for alvor sætter fokus på smertelindring, altså palliativ behandling. Som eksempel har Region Hovedstaden aktuelt 30 sengepladser på hospice, og i 2010 kommer der så yderligere 26 pladser til. Derudover findes der 19 sengepladser på palliative afdelinger på regionens hospitaler, og tilsammen kommer det op på 75 palliative sengepladser i løbet af 2010. Men jeg mener, at behovet for palliative sengepladser er meget større alene i denne region. Af de føromtalte 75 pladser er der i øjeblikket stor usikkerhed om de syv palliative sengepladser, der findes på Frederikssund Sygehus. Disse pladser står til at falde bort som led i regionens besparelser, og det er svært at acceptere, når behovet netop er hospicepladser.

Dansk Folkeparti mener, at uhelbredeligt syge kræftpatienter skal have kvalificeret behandling, pleje og omsorg også i den sidste del af sygdomsforløbet, og at pårørende får relevant og kvalificeret støtte både under og efter forløbet. Det kan være på et tidspunkt, hvor patienten får at vide, at der ikke er mere at gøre, det kan være i livet som uhelbredeligt syg, og det kan være i den sidste tid som døende og som pårørende og senere efterladt. De palliative enheder på sygehusene skal udbygges, og de palliative team, som hjælper patienterne i deres eget hjem, skal udbygges og uddannes i smertelindring. Mange kræftpatienter dør i dag på hospitalsafdelinger uden palliativ ekspertise. En overlæge på et vestjysk sygehus udtalte for nylig, at han desværre ikke havde nok viden om den palliative indsats. Det er rystende, og dette eksempel viser klart, at der skal etableres palliative enheder på centrale sygehuse i hele landet, og disse sygehuse skal fungere som primus motor for den palliative indsats på regionens øvrige sygehuse. Kun derved kan vi sikre, at de godt 44.000 uhelbredeligt syge patienter, der dør om året her i landet, hvoraf de fleste er folk med hjerte-kar-sygdomme, kræft og luftvejs- og lungesygdomme, får deres basale og komplekse behov dækket. Det fortjener de; ingen bør lide unødigt i livets sidste fase, fordi man mangler basal viden og mangler uddannelse af plejepersonale og læger.

Jeg vil så læse forslaget til vedtagelse op, og det er støttet af Birgitte Josefsen (V), Orla Hav (S), Karl H. Bornhøft (SF), Vivi Kier (K), Lone Dybkjær (RV), Per Clausen (EL), Simon Emil Ammitzbøll (LA), Pia Christmas-Møller (UFG) og Christian H. Hansen (UFG):

Forslag til vedtagelse

»Folketinget tager ministerens redegørelse til efterretning og konstaterer samtidig, at den specialiserede palliative behandling kræver en større indsats med fornyede og klare retningslinjer.

Folketinget opfordrer derfor regeringen til at arbejde for, at alle uhelbredeligt syge patienter skal have kvalificeret behandling, pleje og omsorg også i den sidste del af sygdomsforløbet, og at pårørende får relevant og kvalificeret støtte både under og efter forløbet.

Folketinget opfordrer samtidigt regeringen til at sikre

- at behovet for palliative sengepladser bliver undersøgt

- at en døende patient som udgangspunkt skal have ret til frit at vælge, hvor han eller hun vil tilbringe sin sidste levetid

- at vi for alvor sætter fokus på smertelindring, altså palliativ behandling

- at selve uddannelsen af det specialiserede personale og basispersonale (sundhedsassistenter, sundhedshjælpere) højnes.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 45).

Tak. Det oplæste forslag til vedtagelse vil indgå i Folketingets videre forhandlinger.

Der er ønske om korte bemærkninger, og det er fra hr. Per Clausen.

Det er jo både en god og relevant forespørgsel, der er i dag, og det er et godt forslag til vedtagelse, der er lagt frem. Det kan man jo også se af, at alle partier tilsyneladende støtter det. Men der er nogle enkelte formuleringer i forslaget til vedtagelse, som jeg tror det kan være klogt at få lidt fortolkning på, også når ministeren skal udføre det bagefter, så han ikke kommer alt for meget i tvivl. Det er den formulering, der er efter den anden pind, hvor der står, at en døende patient som udgangspunkt skal have ret til frit at vælge.

Jeg kunne godt tænke mig, hvis fru Liselott Blixt kunne sige noget om, hvad det er for nogle tilfælde, hvor man kunne forestille sig, at man ikke har den ret. Hvorfor står der ikke bare, at man skal have den ret? Hvorfor står der som udgangspunkt?

Ordføreren.

Der kan være mange bevæggrunde. Når der er en døende patient, er der mange forhold at tage hensyn til. Det kan være det plejepersonale, der skal omgive patienten, hvis vedkommende vælger at være i eget hjem. Det kan være, at patienten har så mange smerter, at vedkommende skal have en speciel smertedækning på et hospital, som ikke kan gives i hjemmet. Så som udgangspunkt skal man frit kunne vælge, når der er hospice i nærheden, sygehusafdeling, aflastning, og det er det, vi mener. For man kan jo heller ikke vide, om der er en aflastningsplads, om der er personale til at være i hjemmet, eller om der er en hospiceplads i nærheden.

Hr. Per Clausen.

Jeg er helt enig i, at det kan være fornuftigt, og derfor er det sikkert også fornuftigt at have det lille forbehold. Det er bare for at være helt sikker på, at det ikke er sådan, at det er en blankocheck til, at man altid kan sige, at Folketinget sagde, at det kun var udgangspunktet – og så lykkes det ikke ret tit. Altså, udgangspunktet er, at man har den ret, men der kan så være nogle særlige forklaringer på, at det ikke kan lade sig gøre i den konkrete situation.

Ordføreren.

Det er konkret for at sikre, at man som udgangspunkt selvfølgelig altid har en ret. Det har man jo allerede i dag, når der er et hospice i nærheden eller man vælger at dø i eget hjem, og der gives faktisk stor ros ude i kommunerne for at pleje de døende i eget hjem. Det er jo en af grundene til, at vi er glade for, at det kan lade sig gøre.

Tak til fru Liselott Blixt, der var ikke flere, der ønskede korte bemærkninger. Så går vi videre i ordførerrækken, og det er fru Birgitte Josefsen fra Venstre.

Vi fødes alle for at dø, det ved vi, men ingen af os ved, hvordan vores liv forløber og former sig. Nogle kommer let og smertefrit igennem et langt liv, andre rammes af sygdom og smerte. Men uanset om det er det gnidningsfrie og lette liv eller det mere komplicerede, har enhver behov for at få en hjælpende hånd, mental opbakning og god pleje, omsorg og behandling i forbindelse med et langt og vanskeligt sygdomsforløb og ved livets afslutning. Denne hjælp og omsorg leveres på mange måder og på forskellige niveauer, men det afgørende er, at hjælpen altid ydes, hvor og når den syge har behov for den.

Syge mennesker har ganske enkelt krav på en professionel indsats, når livet forvandles til smerte, lidelse, bekymringer, håbløshed og usikkerhed. Når livet pludselig eller i forbindelse med et langt sygdomsforløb tager en vending, skal hjælpen være der, både for den syge og for den pårørende. Alle mennesker fortjener en værdig afslutning på livet, og derfor har jeg med glæde kunnet konstatere, at det er noget af det, der er meget fokus på rundtomkring, ikke bare i vores uddannelsesverden, men også i vores sygehusverden og sundhedsverden.

Derfor var det meget glædeligt at kunne notere sig, at man her for 3 dage siden, den 9. februar, slog dørene op til en ny uddannelse på Aalborg Universitet, der sætter fokus på humanistisk palliation. Uddannelsen sætter fokus på psykologiske aspekter, der er forbundet med det at være alvorligt syg og dø. En værdig død handler for mig ikke kun om at give patienterne farmakologisk smertelindring, men også om at give den individuelle støtte, vejledning og sjælesorg i livet sværeste fase og hjælpe den enkelte til en værdig og meningsfuld død.

Det palliative område er relativt nyt i Danmark. I 1985 udsendte Sundhedsstyrelsen sin første publikation på området, og i førstningen af 1990'erne åbnede de første hospicer. Vi er nået langt i Danmark, men vi er ikke helt i mål. Såfremt vi skal have dækket behovet for eksempelvis hospicepladser og have Danmark fuldstændig dækket ind, bør vi nå op på et tal på ca. 260 pladser. I løbet af 2010 vil der være, efter hvad vi ved nu, 208 pladser. Vi er på rette vej, og med den nye uddannelse i Aalborg vil vi også kunne give et markant løft, der kommer til gavn for både de pårørende og de svært syge.

For nu at nå helt i mål med en fuldt udbygget palliativ indsats skal der kontinuerligt fokuseres på uddannelse, så det personale, der er omkring den syge og den døende, er helt fuldstændig opdateret på, hvad det er, der er behov for at levere. Vi skal frem imod, at den enkelte ved livets afslutning kan vælge, om det skal være i eget hjem, på sygehus eller på hospice. Det ved jeg at man kan de allerfleste steder i dag. I Venstre vil vi meget gerne arbejde frem imod, at vi er sikre på, at vi får Danmark dækket ind med hospicekapacitet, som matcher behovet, og at vi kontinuerligt har fokus på den palliative indsats. Den enkelte skal være sikker på at kunne få hjælpen, når man er i den sværeste fase af livet, ved livets afslutning.

Tak til fru Birgitte Josefsen. Der er ingen ønsker om korte bemærkninger. Næste ordfører er hr. Orla Hav fra Socialdemokratiet.

Det er et dybt alvorligt tema, der bliver anslået med dagens forespørgsel: Hvordan sikrer vi os, at samfundet kan yde det enkelte menneske den optimale hjælp, når det skal dø?

Mange mennesker stejler allerede ved en fastslåen af, at det er et vilkår for livet, at det også slutter. Det bør imidlertid ikke forhindre, at vi fra samfundets side gør os de ihærdigeste anstrengelser for at sikre individet hjælp ud over det, der ydes i kraft af kærlighed og medmenneskelighed fra de nærmeste. Set med vores briller er det vigtigt at slå fast, at vi som mennesker befinder os i helt unikke situationer og omstændigheder, når vi skal dø. Her bør der aldrig være tale om standardløsninger. Det er vigtigt, at den døendes og de pårørendes situation vurderes nøje for at afstemme, at den hjælp, vi kan yde fra samfundets side, er den rette og den relevante.

Det er for os vigtigt at se på samfundets beredskab ud fra et billede af en bred vifte af muligheder, der kan bringes i anvendelse ved livets afslutning. Hvis vi ser på, hvor det er, mennesker i dag dør, så bør vi have for øje, at der vel primært er fire steder, hvor det finder sted. Mennesker dør i deres eget hjem, og mange ønsker dette. Ikke alle kan få det opfyldt, men vi bør sikre hjælp fra den kommunale døgnpleje med praktiserende læge og den palliative funktion i sygehusvæsenet i det omfang, det er relevant, og som der er behov for.

Mennesker dør også på plejehjem, hvor samme professionalisme bør stilles til rådighed i situationen. Hospitalsafdelinger er sidste opholdssted for en stor gruppe. Også her skal samfundet kunne træde til med professionalisme afstemt efter den situation, den døende befinder sig i. Hospice er den fjerde mulighed, som jo er helt specielt udviklet til at tage sig af livets afslutning.

I alle fire scenarier gælder, at begrebet værdighed skal sikres, og det betyder f.eks., at der er mulighed for at få smertelindring på professionelt grundlag. Plejepersonalet skal have den nødvendige uddannelse, og vi må sikre lige adgang til specialiseret behandling, som palliation jo er. For den døende skal der, hvor det er muligt og relevant, være valgmuligheder, så den pågældende selv kan vælge, hvor han eller hun vil dø. De pårørende skal have professionel hjælp til at hjælpe deres kæreste på vej, hvor valget er at dø hjemme. Vi skal vide, hvad vi gør, og vi skal gøre det for det menneske, der skal tage afsked med livet.

Vi kan fra Socialdemokraternes side tilslutte os den tekst, der er formuleret til dagens forespørgsel, og vi vil følge op ud fra de her beskrevne værdier, som jeg har givet udtryk for, for at alle mennesker kan få mulighed for at nyde godt af dem, når de står ved livets afslutning.

Tak til hr. Orla Hav. Næste ordfører er hr. Karl Bornhøft, Socialistisk Folkeparti.

Dagens forespørgsel er en rigtig vigtig forespørgsel. Dansk Folkeparti fortjener ros for at have sat palliation på dagsordenen. Det er vores udgangspunkt for den her debat. Vi vil ikke lægge skjul på, at vi også i forhold til udviklingen generelt er bekymrede, for vi kan jo se, at den fokus, der indtil nu har været fra regeringens side, i høj grad har været rettet mod kirurgiske patienter, og derfor er det indlysende vigtigt at få taget den her debat.

Vi synes, at for os i Folketinget må gælde den regel, at vi også tør kigge på de mennesker, som har meget svært ved at komme med håndfaste krav, og som ikke har så let ved at blive prioriteret. Det gælder jo altså også døende patienter, som har brug for palliativ behandling. Det er vigtigt, at de får en god og omhyggelig pleje, smertelindring, tid og ro i den sidste tid, og at de fleste får en ordentlig behandling. I dag er vi jo altså i den situation, at vi må konstatere, at der er en del mennesker, som ikke får den behandling, de reelt burde have fået.

Derfor er det jo også nogle af de svageste patienter, vi snakker om – der, hvor døden er nært forestående. Det er patienter, der ikke selv kan råbe op. Derfor har de så desperat brug for, at andre gør det for dem, og at vi som politikere påtager os det ansvar at sørge for en behandling til dem. Vi har altså et helt særligt ansvar for at sørge for behandling til den her gruppe af mennesker, som i deres udgangspunkt og situation står og har håbløst brug for vores hjælp.

Der er ingen tvivl om, at når vi taler om palliative patienter, taler vi også om patienter, der har nogle meget komplicerede forløb omkring både det fysiske, psykiske og de sociale sammenhænge. Det er derfor, at behandlingen skal være så specialiseret som overhovedet muligt.

Der er ingen grund til lægge skjul på, at vi er bekymrede over den palliative indsats i lyset af de fyringer og sparekrav, der er på vores sygehuse i øjeblikket. Der er ingen grund til at skjule, at vi allerede nu ser, at der faktisk på nogle sygehuse er en situation, hvor man bl.a. skærer i forhold til tilbuddet omkring de palliative patienter. Derfor har jeg jo i flere omgange stillet ministeren spørgsmål i den forbindelse. Jeg har kunnet forstå på ministerens svar, at det ikke er noget, ministeren bekymrer sig om, og derfor er det jo så rigtig godt, at der er en del andre, der gør det.

Der var mange af os, der i sidste uge deltog i en konference om palliation, og der fik vi jo meget, meget tydelig vist, hvor vigtigt området er, og hvor vigtigt det er, at der kommer fokus på døende patienter. Konferencen viste jo også, og derfor er det så godt med forespørgslen, at der er rigeligt rum for forbedringer.

I SF mener vi rent faktisk, at den palliative behandling markant skal opprioriteres. Patienterne skal have en værdig afslutning på livet. Der skal overalt være mulighed for at vælge mellem hospice og palliativ behandling hjemme og for at kombinere det, hvis man ønsker det, med eget hjem, sygehus, palliativt sengeafsnit, team og hospice. Det skal være en mulighed for alle. I den forbindelse er det helt centralt, at vi tør holde fast i, at vi aldrig i offentlig sammenhæng vil acceptere, at nogle bliver delt op i A- og B-hold. Derfor er det så vigtigt at holde fast i, at den her opgave bliver omgivet af den kærlighed, som også lige præcis denne gruppe af mennesker i så høj grad har brug for. Derfor støtter vi varmt vedtagelsen i dag for et bedre tilbud til døende patienter og patienter med meget stærke smerter, og jeg vil ikke lægge skjul på, at SF's udgangspunkt er, at vi skal have flere hospicepladser og enestuer på de eksisterende sygehuse, og vi skal have flere palliative team.

Tak til hr. Karl H. Bornhøft. Der er ikke ønske om korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Vivi Kier, Det Konservative Folkeparti.

Vi er nu i gang med en debat om temaet palliativ behandling, men hvad er det lige palliativ betyder? Det er måske på sin plads at forklare for eventuelle tilhørere for at kunne følge med i den her debat.

Palliativ behandling betyder lindrende behandling, hvor man ikke kan forvente en helbredelse. Dermed er alvoren i den her debat, vi står med, også lagt an. Vi står med en stor gruppe mennesker, der har en alvorlig sygdom, som desværre ikke kan helbredes. Disse mennesker står ofte med ønsket om og behovet for lindrende behandling, så man kan leve en både værdig og tålelig tilværelse. Palliativ behandling handler altså om de forhold, vi tilbyder døende mennesker. Derfor er temaet om lindrende behandling et utrolig vigtigt hjørne af vores sundhedsvæsen, og heldigvis er der også sket en udvikling inden for det her felt.

Ministeren har redegjort for de mange tiltag, der er i gang, og den udvikling, der er sket, så det skal jeg undlade at remse op igen. Men det er et faktum, at der heldigvis sker en masse på det her område med lindrende behandling. Under temaet smertelindrende behandling hører også muligheden for at kunne leve sine sidste dage på et hospice. Også på dette område ser vi flere og flere hospicer vokse frem i det ganske land.

Vi har en kultur – desværre – hvor vi som pårørende kan have svært ved at tage ansvaret for vores nærmeste i livets sidste fase. Mange har også en forestilling om, at det er en meget trist begivenhed at dø på et hospital. Den myte vil jeg gerne aflive her. Vi har heldigvis et meget dygtigt, meget omsorgsfuldt og imødekommende sygehusvæsen, der også er i stand til at tage sig værdigt og omsorgsfuldt af døende mennesker. Men jeg finder dog, at muligheden og de gode indhøstede erfaringer med hospicer er et utrolig fint tiltag for både døende mennesker og for deres pårørende.

Nu ved jeg godt, at det nemt kan lyde, som om jeg synes, alt er i den skønneste orden. Det er ikke det, jeg siger. Vi kan også på det palliative område gøre det endnu bedre. Derfor bliver hele området med hospicer og smertelindrende behandling også et tema i den kommende Kræftplan III, hvor alle elementer i den her vedtagelse både kan og bør indgå.

Jeg vil slutte med at takke DF for at sætte et utrolig vigtigt tema til debat.

Tak til fru Vivi Kier. Så er det hr. Morten Østergaard som ordfører for Det Radikale Venstre.

Lad mig da starte, hvor fru Vivi Kier sluttede og takke Dansk Folkeparti for at have rejst forespørgslen her. Døden er jo en naturlig del af livet og bør på en værdig måde i videst muligt omfang afslutte et forhåbentlig godt liv for mennesker, og derfor er det jo afgørende, at vi i sundhedssystemet har nogle tilbud, der passer ind, og som kan tilrettes hver enkelt persons egen smag og behag afhængigt af deres livssituation, deres egne ønsker og den lidelse, som gør, at de nærmer sig livets sidste fase.

Jeg vil også gerne takke ministeren for en god og grundig redegørelse. Jeg tror, at det er vigtigt, at vi her ud over ønsket om at opføre flere hospicer, som selvfølgelig vil medvirke til, at folk får mulighed for at benytte den mulighed, fokuserer på noget af det, som også Venstres ordfører var inde på, nemlig at udvikle mere viden på området. Der er der jo bl.a. den nye uddannelse i Aalborg, som jeg synes lyder meget positivt, med en master i humanistisk palliation, hvor man altså fokuserer på at udvikle mere teori og metodik, men også praksisbaseret viden om, hvad det er, der er afgørende for, at man får en værdig sidste tid, hvad det er, der er godt i den palliative behandling af terminale patienter. Der tror jeg, at man på sigt vil finde ud af, at det måske er nødvendigt at udvikle en bredere vifte af tilbud.

Ministeren og andre har også været inde på de palliative team, som også er en væsentlig del af hele tilbudsviften her. Vi synes i Det Radikale Venstre, at det er utrolig vigtigt, at vi styrker den her praksisbaserede viden og metodiske udvikling på området, og at vi dermed også hele tiden fra Folketingets side er klar til at justere i den måde, vi går til det her område på, således at vi indarbejder den her ny viden og måske også udvikler nye metoder.

Vi vil selvfølgelig nøje følge de ting, som ministeren redegjorde for med hensyn til Sundhedsstyrelsens revision af retningslinjerne, og også hvordan det går med udviklingen i forhold til de midler, der er afsat på skiftende finanslove.

Vi støtter forslaget til vedtagelse, og det fremgår også af, at vi er medforslagsstillere ved vores sundhedsordfører, fru Lone Dybkjær. Det gør vi, fordi vi synes, at det er et stærkt signal, at et samlet Folketing i dag kan udtrykke et ønske om at have fokus på det her område, styrke og forbedre vores evne til at tilbyde mennesker en værdig sidste fase af livet. Det skylder vi både dem og hinanden.

Tak til hr. Morten Østergaard. Så er det hr. Per Clausen som ordfører for Enhedslisten.

Selv om den store enighed i Folketinget om den her sag jo godt kunne sprede den opfattelse, at det er unødvendigt at gennemføre en debat, for tingene går nok af sig selv, så tror jeg alligevel, at vi skal holde fast i, at det har været en rigtig god idé at rejse forespørgslen. For det er jo ikke alt det, som alle i Folketinget i princippet er enige om, som bliver til noget. Det kræver, at der er fokus på det, det kræver, at der er opmærksomhed om det, og det kræver også, at man indimellem giver nogle venlige og milde henstillinger til sundhedsministeren i hans daglige arbejde og hans daglige samarbejde med regionerne, også på det her område.

For sagen er jo, at selv om der er stor enighed om, at det her er et vigtigt område, og selv om der også gøres noget, har vi stadig væk en række udfordringer foran os. Personlig har jeg det sådan, at når jeg de der otte til ti gange om året bliver ringet op af en eller anden journalist eller en skoleelev, eller hvem det nu er, som vil have en forklaring på, hvorfor vi ikke støtter aktiv dødshjælp, er det jo ikke, fordi det sådan på det principielle plan er svært at forklare og henvise til, at vi ikke vil have et samfund, hvor vi slår mennesker ihjel, og henvise til, at det kan føre til, at der i virkeligheden kommer et urimeligt pres på den døende i forhold til at vælge at dø, fordi man ikke kan overskue situationen og man vil tage hensyn til de pårørende og systemet, og hvem man ellers vil tage hensyn til. Det er ikke svært.

Men det svære er jo, når man så konfronteres med historier fra det virkelige liv og bliver bedt om at forholde sig til, om man ikke synes, at det i et konkret tilfælde ville have været godt, hvis der havde været mulighed for at bruge aktiv dødshjælp. Jeg plejer stadig væk at kunne afvise det, og det vil jeg også gøre i dag, men netop hvis vi skal kunne blive ved med at afvise det, er indsatsen for at skabe gode vilkår for de døende – eller så gode vilkår, som det nu er muligt – og også for de døendes pårørende jo fantastisk vigtig.

Der er allerede sagt mange kloge ting om, at vi har brug for mere viden, så vi kan handle på et så oplyst grundlag som muligt, at vi skal skabe nye muligheder, og at det er vigtigt, at der er et alsidigt og mangesidet tilbud, som jo oven i købet i det her tilfælde skal være forholdsvis tæt på der, hvor den døende kommer fra, og hvor den døendes familie er. Så det er en meget omfattende opgave.

Netop når man tænker på, at mennesker, som lider af en uhelbredelig sygdom, bliver udsat for et voldsomt menneskeligt pres – det gælder både den syge og de mennesker, som befinder sig i den pågældendes nærhed – er det jo afgørende, at man får mulighed for at dø på en værdig måde og under ordentlige forhold. Det er et af de vigtige elementer i det her. Et af de steder, hvor samfundet kan tilbyde uhelbredeligt syge at tilbringe en sidste tid, som er præget af værdighed og ordentlige forhold, er et hospice, hvor den syge får en lindrende pleje givet af et veluddannet personale, hvis eneste opgave er at søge at lette den sidste svære og ofte pinefulde tid, og hvor man i hvert fald ikke har en oplevelse af, at man befinder sig tæt på en sygehusgang.

Desværre er det jo i dag sådan, at antallet af hospicepladser ikke modsvarer det behov, der er. Det synes jeg er en vigtig opgave at få gjort noget ved, og det er derfor, jeg synes, at det er vigtigt at fastholde, at når den døende i udgangspunktet selv skal have mulighed for at vælge, hvor vedkommende vil dø henne, så er det altså afgørende, at der ikke er en stor mangel på de pladser, som af mange opfattes som det bedste tilbud. Derfor er det mit håb, at ved siden af alt det andet arbejde vil det, at man får en udredning af behovet for den slags pladser, føre til, at det vil dokumentere, at der er behov for en hel del flere pladser. Og så går jeg ud fra, at når vi kommer dertil, kan vi være lige så enige, som vi i dag er, om, at de pladser skal fremskaffes.

Tak til hr. Per Clausen. Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll, Liberal Alliance.

Også Liberal Alliance vil da gerne takke forespørgerne for at have taget emnet op. Det er jo en vigtig og alvorlig sag; det handler om mennesker, som lider af en alvorlig sygdom, og som ofte har lidt af den igennem længere tid, og som er kommet til et stadie, hvor der ikke længere er noget at gøre i forhold til helbredelse, men derfor er det jo stadig vigtigt, at den sidste tid bliver så god og så værdig som muligt, og at man får en ordentlig afslutning på livet. Derfor mener vi også i Liberal Alliance, at det er en god idé at betragte den palliative behandling som en selvfølgelig del af den behandling, der skal tilbydes inden for det offentlige sundhedsvæsen.

Jeg synes, det er godt, at vi med den her debat får et øget fokus på den smertelindrende behandling i den sidste tid af de døendes liv, og at vi er enige om, at vi vil have øgede valgmuligheder for mennesker, som er døende, sådan at de selv kan vælge den form for behandling og det sted, hvor de gerne vil være, i videst muligt omfang. Vi synes også, det er meget tilfredsstillende, at der bliver sat fokus på uddannelsesniveauet, sådan at vi sørger for, at det har en kvalitet, der er i orden for de her mennesker.

Så er der selvfølgelig hele det spørgsmål, vi skal undersøge omkring, at der er den nødvendige volumen også i forhold til at sikre, at det ikke bare er på det teoretiske plan, man kan vælge, men også i den virkelige verden: at man faktisk har en mulighed for at vælge. Og der ser vi da også frem til den udredning, der så kommer fra ministeren om, hvad behovet egentlig er, så vi kan tage en fremadrettet diskussion derefter.

Men der skal ikke være nogen tvivl om, at for os i Liberal Alliance er det her en alvorlig sag, og det er også en vigtig sag, fordi det at have et velfungerende sygehusvæsen er noget af det basale i et velfærdssamfund som det danske.

Tak til hr. Simon Emil Ammitzbøll. Og så er det ministeren.

Det er jo helt oplagt ikke en sag, der splitter Folketinget, og det er jeg naturligvis glad for, for det er et meget vigtigt indsatsområde at sikre, at alvorligt syge mennesker kommer herfra på en så smertelindret måde som muligt.

Jeg er glad for den opbakning, der er givet, og jeg er glad for, at Dansk Folkeparti rejste debatten, så vi har kunnet tage den, og jeg er glad for også at kunne sige, at regeringen fastholder sit fokus og vil udbygge den kapacitet, der er på hospiceområdet, og som er væsentlig udbygget, siden vi trådte til. Tak.

Tak til ministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og dermed er forhandlingen sluttet. Jeg skal oplyse igen, at afstemningen om det fremsatte forslag til vedtagelse vil finde sted på tirsdag den 23. februar.