Det næste punkt på dagsordenen er:

16) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 10:

Forslag til folketingsbeslutning om gratis tandbehandling for personer med særlig store tandproblemer.

Af Lone Dybkjær (RV) m.fl.

(Fremsættelse 08.10.2009).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er ministeren for sundhed og forebyggelse.

Det Radikale Venstre foreslår gratis tandbehandling for personer med særligt store tandproblemer. Det er et sympatisk forslag, det er jeg enig i. Men det er også et meget ressourcekrævende forslag. Det kræver med andre ord en prioritering. Det Radikale Venstre henviser i forbindelse med fremsættelsen til sit eget finanslovforslag, og som bekendt har regeringen netop vedtaget en finanslovaftale for 2010 sammen med Dansk Folkeparti, og i aftalen har vi i høj grad valgt at opprioritere sundhedsvæsenet.

Vi har bl.a. valgt at investere i en ny og moderne sygehusstruktur. Det er vi nødt til for at sikre et sygehusvæsen af høj kvalitet. Samtidig har vi valgt at fokusere på særlige patientgrupper. Vi har valgt bl.a. at styrke indsatsen for de sindslidende, og vi har valgt at fortsætte den særlige indsats på kræftområdet.

Men den nødvendige prioritering betyder, at der er andre værdige formål, som ikke kan støttes. Så lad os se på udgifterne til beslutningsforslaget om gratis tandpleje.

Det Radikale Venstre har anslået, at udgifterne vil være ca. 120 mio. kr. Den største udgift vil være til behandling af skader på grund af mundtørhed. Det Radikale Venstre har anslået, at udgifterne til den del af forslaget alene vil andrage ca. 100 mio. kr. Forudsætningerne for det skøn mangler, men det er heller ikke nemt, det vil jeg meget gerne medgive. Mundtørhed, som man også kan komme til at lide af, når man står på Folketingets talerstol, kan være en bivirkning, når man tager en særlig type lægemidler. Det gælder f.eks. medicin mod forhøjet blodtryk, hormonelle sygdomme, epilepsi, Parkinsons sygdom og psykofarmaka, bare for at nævne nogle få stykker. Alene psykofarmaka bliver udskrevet til mere end en halv million personer her i landet. Mundtørhed kan også opstå, hvis man tager flere forskellige lægemidler, selv om det enkelte lægemiddel ikke i sig selv har den bivirkning.

Det er altså en meget, meget omfattende gruppe af patienter, der potentielt kan lide af mundtørhed. Men for at være ærlig: Vi kender ikke antallet.

Næste spørgsmål er, hvor stor en del af patienterne med mundtørhed, der får caries, dvs. huller i tænderne på grund af mundtørheden. Caries skyldes flere forskellige faktorer, og det vil gøre det rigtig, rigtig svært at administrere den foreslåede tilskudsordning, for hvordan skal man afgøre, om det er mundtørhed, som er årsag til et hul i en tand, eller om det er kost, rygning, dårlig tandhygiejne eller nogle andre faktorer, som kan være årsag til huller i tænderne?

Så om udgifterne vil blive 100 mio. kr. eller 200 mio. kr. eller noget helt andet, det er i sandhed meget svært at sige. Det vil også være svært at sikre en ensartet praksis til at afgøre, om patienterne kan få gratis tandpleje.

Så skal vi huske på, at der allerede er støtte til patienter med caries. Der er nemlig tilskud til individuelt tilpasset forebyggelse og behandling hos en praktiserende tandlæge, uanset hvad der er årsagen til, at man har et hul i en tand.

Patienter med caries er som bekendt ikke den eneste gruppe, hvor der er hjælp at hente. Lad mig minde om nogle af de muligheder, der er for at få hjælp, hvis man har særlige tandproblemer.

Grundstenen i vores tandplejetilbud er den vederlagsfri børne- og ungdomstandpleje, hvor der er meget stor vægt på den forebyggende indsats. I børne- og ungdomstandplejen er der også tilbud om gratis specialiseret tandpleje til børn og unge, som har helt særlige tandproblemer. Det kan f.eks. være relevant for børn med manglende tandanlæg eller misdannelser af tænderne. Til voksne er der tilskud til regelmæssige undersøgelser, kontroller og forebyggende ydelser hos praktiserende tandlæger. Samtidig er der tilskud til en række behandlinger som f.eks. behandlinger af caries og paradentose.

Men der er borgere, som ikke kan benytte de almindelige tandplejetilbud f.eks. på grund af et svært fysisk eller psykisk handicap, og i de tilfælde tilbyder kommunerne bl.a. omsorgstandpleje, hvor en tandlæge eksempelvis skal komme hjem til patienten, og en patient kan højst komme til at betale 430 kr. om året for omsorgstandpleje. Kommunerne tilbyder også specialtandpleje til sindslidende og psykisk udviklingshæmmede, og her kan egenbetalingen maksimalt blive 1.600 kr. om året.

En stor del af de sygdomsgrupper, som nævnes i beslutningsforslaget, omfatter patienter, der kan få tandpleje gennem omsorgstandplejen eller specialtandplejen. Det gælder f.eks. nogle patienter med epilepsi og patienter med Parkinsons sygdom. Det gælder også en stor patientgruppe som de sindslidende, der lider af mundtørhed som følge af den medicin, de får for deres lidelse.

Jeg vil også nævne de odontologiske landsdels- og videncentre, som tilbyder højt specialiseret rådgivning og behandling til patienter med sjældne sygdomme og til patienter med sjældne handicap, fordi de handicap giver særlige problemer i tænder, mund og kæber. Og mange af de patienter, som er nævnt i De Radikales beslutningsforslag, og som lider af tandmisdannelser, manglende tandanlæg, problemer med emaljen osv., er omfattet af de tilbud, der findes i videncentrene.

Som nævnt i beslutningsforslaget er der også særlige tilskudsmuligheder for kræftpatienter, der har fået strålebehandling eller kemoterapi, og patienter med Sjögrens syndrom. Endelig er det vigtigt at nævne, at der er tilskudsmuligheder i den sociale lovgivning. Der er tilskud, som gives efter en konkret og individuel vurdering til borgere, der ikke selv har mulighed for at betale for den nødvendige tandbehandling.

Der er kort sagt en lang række tandplejeordninger og muligheder for støtte til personer, der har særlige tandplejeproblemer, eller som af anden årsag har svært ved at benytte de almindelige tandplejetilbud.

Det Radikale Venstre foreslår også, at finansieringen af behandling af aggressiv paradentose undersøges nærmere. Jeg har allerede oplyst, at et groft skøn tyder på, at det vil koste mere end ½ mia. kr. alene til den forebyggende paradentosebehandling. I en udredning tilbage i 2007 er der peget på mulighederne for at omlægge tilskuddene i voksentandplejen. Et forslag går ud på at forøge tilskuddet til behandling af paradentose og samtidig begrænse tilskuddet til nogle af de forebyggende ydelser. Men regeringen mener ikke, at der på nuværende tidspunkt er grundlag for at reducere tilskud til de forebyggende ydelser. Det er netop prioriteringen af forebyggende tandpleje, der helt generelt har givet danskerne en meget høj tandsundhed. Derfor, og også i lyset af begrænsede ressourcer, har regeringen ingen aktuelle planer om at gennemføre en omlægning af tilskuddene til voksentandplejen.

Jeg vil i den forbindelse gøre opmærksom på de nye faglige retningslinjer, der er på vej. Når jeg nævner det i sammenhæng med forslaget om aggressiv paradentose, er det, fordi behandlingen af aggressiv paradentose netop er emnet for nogle af de første retningslinjer. Det er retningslinjer, som skal indeholde evidensbaserede anbefalinger for, hvordan og hvornår der skal tilbydes forebyggelse, diagnostik og behandling.

Et andet emne er, hvor ofte vi skal gå til almindelige undersøgelser. Nye retningslinjer skal vejlede tandlægen i at indkalde til undersøgelser med tidsintervaller, som er tilpasset den enkelte patients behov. Og med de nye kommende retningslinjer får vi et fagligt grundlag for at vurdere, om der er behov for ændringer i tilbuddene om paradentosebehandling og de almindelige forebyggende undersøgelser.

Hvis jeg ganske kort her til sidst skal opsummere, så har vi et rigtig godt tandplejetilbud i Danmark, som rækker vidt. Og ja, der er en vis egenbetaling. Det er et vilkår, som følger af den svære, men nødvendige prioritering, som gør sig gældende på sundhedsområdet. Men vi har også særlige ordninger og tilskudsmuligheder for borgere med særlige tandproblemer, og det er netop de særlige tilbud, som er relevante for de patientgrupper, som indgår i det i øvrigt sympatiske beslutningsforslag, som Det Radikale Venstre har fremsat.

Tak til ministeren. Der er foreløbig to korte bemærkninger. Først er det hr. Per Clausen.

Det var jo en meget lang og grundig redegørelse for, at sundhedsministeren har den grundopfattelse, at de syge mennesker, som er omtalt i det her beslutningsforslag, ikke skal have gratis tandpleje, selv om de har ekstra tandsygdomme oven i de sygdomme, de har i forvejen. Det skal de ikke have, fordi sundhedsministeren har valgt at prioritere noget andet, og fordi der er en risiko for, at nogle vil få behandlet nogle sygdomme i tænderne, som de ville have fået under alle omstændigheder. Det er vel kernen i ministerens synspunkt her.

Jeg synes bare, at ministeren skal forsøge at gøre sig en enkelt overvejelse over, hvori rimeligheden består i den tankegang, at mennesker, som altså ud over de problemer, de i forvejen får på grund af deres sygdom, og som de får gratis behandling af, også får nogle problemer med deres tænder, hvis behandling de så selv skal betale for. Hvorfor er det en rimelig prioritering?

Så er det ministeren.

Jeg startede med at sige, at jeg i bund og grund synes, at det her er et sympatisk forslag, men at i politik kommer tingene an på prioritering. Vi mener ikke, at det her skal prioriteres, for så ville det komme til at gå ud over et andet område, som også er vigtigt. Men jeg har jo også redegjort for, at vi generelt har en meget god tandplejeindsats i Danmark til børn og unge, så derfor afleverer vi børn til voksenlivet med den sundeste tandsituation i vel hele Europa. Mange af de mennesker, som så i voksenlivet får nogle af de problemer, som er nævnt i beslutningsforslaget, vil også kunne få hjælp via den sociale lovgivning eller via nogle af de andre muligheder, som jeg gjorde rede for i min tale.

Så er det hr. Per Clausen for en sidste kort bemærkning.

Det er vel rigtigt forstået, at den her regering har valgt at prioritere en overbetaling af privathospitaler for at lave nogle marginale afkortninger af ventelister, hvor der er tale om sygdomme, som nok må karakteriseres som mindre alvorlige end dem, vi snakker om her. Det er den prioritering, regeringen har gennemført. Jeg vil bare have, at ministeren forholder sig til, hvad det er for et menneskesyn, der fører til, at man synes, at det er vigtigere at opbygge en privat sundhedssektor, end det er at sikre, at syge mennesker kan få gratis behandling mod deres sygdom.

Så er det ministeren.

Nu er der jo noget, der tyder på, at der kommer en hasteforespørgsel, hvor jeg får lejlighed til at redegøre for regeringens syn på udtalelsen fra rigsrevisor, så det ser jeg frem til. Men regeringen har valgt at prioritere et sundhedsvæsen, der gør, at vi har en kræftbehandling, der er kommet op i verdensklasse, der gør, at der er kortere køer til screeninger og strålebehandling til kræftpatienter. Regeringen har valgt at prioritere et sundhedsvæsen, hvor borgerne efter en vis ventetid i det offentlige ikke skal vente længere og derfor kan få offentlig betaling til at gå til et privathospital, sådan at folk ikke skal gå rundt og vente i 90 dage, men vente i meget kortere tid.

Lad mig så afslutningsvis bare lige for god ordens skyld understrege, at regeringen ikke erkender, at der er sket en overbetaling til private sygehuse.

Så er der en kort bemærkning fra fru Lone Dybkjær.

Jeg ved ikke, om jeg skal sige tak til ministeren. Det føler jeg måske ikke trang til. Ministeren siger, at det er et sympatisk forslag. Det kan man ikke bruge til noget som helst. For at sige det som det er: I politik duer det ikke, om man har sympati for et eller andet, det er et spørgsmål om, om man går ind for noget eller ikke går ind for noget, det ved ministeren udmærket.

Ministeren siger, at man har valgt en anden prioritering. Ja, der er jo ingen, der siger, at sundhedsvæsenet er sådan en fast blok. Og det, jeg må konstatere med det her, er, at ministeren mener, at der er en udmærket tandbehandling, og at der ikke er mennesker, der kommer i klemme på nogen måde. Det er bare ikke den opfattelse jeg har ud fra alle de breve, jeg har fået.

Derfor vil jeg selvfølgelig med det samme sige, at man nu må gå ind i et udvalgsarbejde, hvor ministeren må svare på nogle af alle de spørgsmål. Det er ikke folks opfattelse, at de kan få nogen form for økonomisk hjælp i en lang række af de her tilfælde.

Så er det sundhedsministeren.

Jeg er nu ikke enig med fru Lone Dybkjær i, at det ikke er et godt grundlag, at man kan have en vis sympati for hinandens forslag. Det er altid et godt grundlag i politik, når man skal have en drøftelse, og jeg deltager gerne i både mundtlige og skriftlige besvarelser af de spørgsmål, som fru Lone Dybkjær måtte stille under udvalgsbehandlingen. Så det er jeg ikke helt enig med fru Lone Dybkjær i, men lad nu det være.

Når der så bliver sagt noget i forbindelse med prioriteringen, så kan vi sige, at vi på det her område administrerer et system, som vi har arvet, for det er jo ikke regeringen, der har fundet på, at tandbehandlingssystemet skal være, som det er nu, men vi administrerer det, som det er, fordi vi synes, at det ud fra en samlet prioritering er fornuftigt at fastholde en vis form for egenbetaling på tandlægeområdet. Det har jo altså også givet os plads til at få en meget, meget god kræftbehandling, som vi også kan læse om i dagens aviser.

Så alt er en prioritering, og når alt er en prioritering, så er der nogle ting, der må falde, og nogle ting, der kommer igennem et prioriteringsforløb. Sådan er det jo i politik, men det betyder jo ikke, at man ikke kan have sympati for hinandens forslag. Der er altså også mange gode forslag, som ikke kan nyde fremme, fordi de falder for noget andet.

Så er det fru Lone Dybkjær for yderligere en kort bemærkning.

Jeg må bare sige, hr. minister, at alle de mennesker, der er ramt af alvorlige tandsygdomme og har ekstraordinært store udgifter, altså ikke kan bruge ministerens sympati til noget som helst. Det er et system, man har arvet, ja, men nu har regeringen siddet i 8 år. Man kan jo ikke blive ved med at vende tilbage til, hvorfor den tidligere regering ikke gjorde noget andet. Det var, fordi den havde nogle andre ting, den skulle gøre først. Nu har vi haft en fantastisk økonomisk udvikling. Vi har i hvert fald på et tidspunkt kunnet købe hele verden, og der er intet sket på det her område.

Jeg synes ikke, det er noget, at man siger, at man nu altså har valgt kræft. De ting står ikke i modsætning til hinanden. Regeringen har valgt skattelettelser i stedet for det her, hvis man endelig skal sige noget, og der er en masse andre ting, som regeringen har valgt i stedet for det her.

Her er en gruppe mennesker, der kommer i klemme. Vi kan under udvalgsarbejdet prøve nøjagtigt at finde frem til, hvor det er, og hvem det er, og hvor meget det handler om. Det vil jeg så se frem til, og jeg går ud fra, at uanset om ministeren synes, det er et sympatisk forslag eller ej, så gør han sit arbejde, det vil sige svarer på de spørgsmål, der bliver stillet i udvalget, og deltager i arbejdet på ordentlig vis.

Så er det ministeren.

Det sidste kan fru Lone Dybkjær i hvert fald være sikker på; jeg har aldrig gjort andet. Og nu er jeg også gammel skatteordfører, så derfor kan jeg ikke lade være med at sige: Ja, vi giver skattelettelser, for det er regeringens opfattelse, at skattelettelser medvirker til, at der rent faktisk kommer flere penge i statskassen, fordi de giver en generelt større aktivitet. Men lad os nu tale sundhed.

Så siger fru Lone Dybkjær, at jeg ikke må henvise til den gamle regering, fordi den havde andre ting at skulle gøre. Det var nu heller ikke for at kaste smuds på den gamle SR-regering, men vi har også andre ting, vi skulle gøre. Vi skulle få en kræftbehandling op i verdensklasse, og det arbejder vi hårdt på; vi skulle få verdens bedste behandling af livstruende sygdomme; vi skulle have knækket ventelisterne; vi skal have en bedre rehabilitering. Vi har utrolig mange ting, vi også skal. Derfor kan jeg godt synes, at det er et sympatisk forslag, fru Lone Dybkjær er kommet med, men jeg prioriterer det ikke i forhold til alle de andre prioriteringer, der er vigtige.

Så er det fru Lone Møller for en kort bemærkning.

Det er virkelig ynkeligt at høre ministeren prøve at forsvare, at regeringen ikke ønsker at gøre noget på det her område. Ministeren siger, at man har arvet noget. Men jeg tror også, ministeren kan bekræfte, at vi igennem den tid, regeringen har siddet, gentagne gange har forsøgt at få løftet tandområdet. Vi har fremlagt det ene forslag efter det andet i Folketingssalen, som er blevet hældt ned ad brættet af regeringen, skønt vi har finansieret det krone for krone.

Jeg kan godt forstå, hvis de mennesker, der sidder derude med tandproblemer, på grund af at de har en alvorlig sygdom, som de ikke selv har bedt om, føler sig fuldstændig svigtet, når de ser, hvordan man hælder penge ud til bankerne og til skattelettelser til de rigeste. Og derfor vil jeg spørge ministeren: Er det ikke korrekt, at nogle af de grupper, der er omtalt i det her forslag, rent faktisk helt veldokumenteret får nogle problemer, på baggrund af at de har en diagnose, og at det koster dem i tusindvis af kroner at få dem behandlet?

Så er det ministeren.

Nu gives der altså skattelettelser til alle danskere. Men lad mig lige minde om, at vi rent faktisk har Europas bedste børne- og ungdomstandpleje. Fru Lone Dybkjær, undskyld, fru Lone Møller – ja, det kunne også være rettet til fru Lone Dybkjær – får det til at lyde, som om regeringen slet ikke prioriterer det her. Vi vedligeholder og fastholder en børne- og ungdomsskoletandpleje, der er udtryk for verdens bedste, sådan at vi afleverer børn til voksenalderen med de bedste tænder i Europa. Det synes jeg lige skal være fakta.

Så er der nogle mennesker, der af forskellige årsager får nogle store tandproblemer i voksenlivet, ja. Nogle er hensat til store regninger, nogle kan få dem refunderet af Sygeforsikringen "danmark" og andre vil kunne få refusion ved nogle af de andre sociale muligheder, som jeg nævnte i min indledende tale.

Så er der yderligere en kort bemærkning fra fru Lone Dybkjær, undskyld fra fru Lone Møller.

Det er o.k., Pedersen.

Jeg tror, det er mange år siden, at ministeren har været ude sådan i den sociale verden, hvis ministeren har en opfattelse af, at man bare kan få det refunderet af det sociale system. Jeg synes, ministeren skulle tage at tage et praktikophold på en forvaltning i en uge og så prøve at se, hvor mange mennesker der har kæmpeproblemer, på grund af at de fejler en sjælden sygdom, og som ikke kan få bevilget penge til at få behandlet deres tænder. Måske kan de det, men så får de også den dårligste behandling. De får måske en halv bro eller får revet et par tænder ud, i stedet for at man giver den bedste behandling, som ministeren jo siger at kræftpatienter skal have – og hvordan synes ministeren egentlig talt selv det går, efter at ministeren har prioriteret det så meget? Der er stadig væk lange ventelister. Så det kunne jo godt være, at man også skulle kigge på et andet område.

Så er det ministeren.

Nu er det jo altid sådan, at man ynder at beskylde en minister for, at ministeren ikke befinder sig i virkeligheden. Så kunne jeg jo godt lige minde fru Lone Møller om, at fru Lone Møller, tror jeg, har været medlem af det her Ting i op imod 20 år, og at jeg altså blev valgt i 2005. Men nu hører jeg ikke til dem, der mener, at vi ikke kender det virkelige liv, blot fordi vi er valgt her; det kender vi jo faktisk, fordi vi færdes i det hver dag.

Ja, vi har prioriteret kræftbehandlingen, og jeg er stolt af, at vi har prioriteret den, og jeg er glad for, at danskerne nu får en kræftbehandling, vi kan være bekendt, og at man ikke behøver at kigge ud over landets grænser og tænke, at det er bedre andre steder. Danskerne fortjener verdens bedste kræftbehandling. Flere og flere danskere overlever efter en kræftbehandling. Ja, det er korrekt: Der er desværre flere og flere, der får konstateret en kræft. Der skal vi have sat ind med hensyn til forebyggelse og det, der hedder tidlig opsporing, og det kommer jo med i det, der hedder Kræftplan III her til sommer. Så jeg skammer mig ikke over vores prioritering af kræftområdet; jeg synes rent faktisk, det er på sin plads, at man vælger at prioritere noget og sige: Det er det, der er mit fokus. Det betyder ikke, at noget andet er glemt, men de livstruende sygdomme har været mit prioriteringsområde nr. 1, da jeg satte mig i stolen for lidt over 2 år siden.

Tak til ministeren for sundhed og forebyggelse. Så går vi i gang med ordførerne, og den første ordfører er Venstres ordfører, fru Birgitte Josefsen.

Det er et velkendt emne, vi tager fat på at behandle med det fremsatte beslutningsforslag fra Det Radikale Venstre. Og jeg vil gentage det, som vi fra Venstres side tidligere har udtalt, når der har været debat om at ændre på den del af sygesikringsområdet, der omhandler tandbehandling: Vi er klar over, at der er en problemstilling i, at der er borgere, der skal op med en stor egenbetaling for behandling hos tandlægen.

Men jeg synes også, det er relevant at gøre opmærksom på, at alle tandeftersyn og al tandbehandling er gratis for vores børn og unge op til 18 år; at der er kommunalt tilskud til personer med nedsat førlighed og vidtgående fysiske og psykiske handicap, som har vanskeligt ved at benytte de almindelige tandplejetilbud, hvilket betyder, at den borgergruppe maks. kan komme til at betale 430 kr. årligt; at kommunerne skal tilbyde specialiserede tandplejetilbud til sindslidende og psykisk udviklingshæmmede m.fl., der ikke kan benytte almindelig tandpleje – her er egenbetalingen maks. 1.600 kr. årligt; at der er regionale tilskuds- og specialtandplejetilbud til børn og unge under 18 år, som har odontologiske lidelser; at der er regionale tilskud til kræftpatienter, der på grund af strålebehandling i hoved- og halsregionen og på grund af kemoterapi har betydelige, dokumenterede tandproblemer; og at der er et særligt tilskud til personer med Sjögrens syndrom, der årligt kan komme til at betale maks. 1.560 kr.

Der er en lang række tilskudsmuligheder efter sociallovgivningen til folkepensionister og førtidspensionister, der har fået tilkendt pension og førtidspension før den 1. januar 2003 og derfor kan søge om tilskud i henhold til almindelige helbredstillæg. Desuden kan kommunerne give tilskud til tandbehandling som et personligt tillæg med afsæt i en individuel vurdering af den enkelte borgers økonomiske råderum.

Jeg har valgt at belyse de forhold for at påpege, at der er persongrupper, der er fokus på, og det skal der også være. Derfor synes jeg, der er behov for her at sige, at nogle af de grupper, som Det Radikale Venstre nævner i beslutningsforslaget, er der jo sat nogle ting i værk for. Dermed ikke sagt, at det ikke kan være anderledes og bedre.

Der er en egenbetaling på en række sundhedsydelser i Danmark, og skal det ændres, ja, så betyder det, at vi skal kigge på hele sygesikringsområdet, og jeg har indtil dags dato ikke set nogen forslag til, hvordan vi kan omfordele egenbetalingen inden for sygesikringens nettoramme. Jeg er selv en af dem, der har brug for briller, som er specialdesignede, og dem skal jeg betale 100 pct. selv, men har jeg brug for et høreapparat, kan jeg få det gratis. Så derfor kan man jo sige, at der er nogle historiske misforhold i den måde, sygesikringsområdet er finansieret på.

I Venstre har vi sammen med Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti lavet en aftale om en finanslov for 2010, og her har vi prioriteret nogle områder inden for sundhedsområdet. Der er altid behov for at prioritere, når vi sidder med sundhedsområdet, for der er rigtig mange opgaver, der skal løses. Jeg ville faktisk gerne kunne have stået her i dag og sagt, at nu gør vi det gratis at gå til tandlæge, uanset hvad det er, det handler om, men det kan jeg ikke, og det kan jeg ikke med afsæt i det økonomiske råderum, der er til stede i øjeblikket for at få enderne til at nå sammen. Det er sådan set sandheden, og den lægger vi ærligt frem fra Venstres side. Hvis vi kunne finde alle pengene, havde vi ikke noget imod at gøre det bedre, men det kan vi ikke på nuværende tidspunkt.

Derfor kan vi med baggrund i den prioritering, vi har været med til at vælge, ikke støtte det her beslutningsforslag, men vi vil love, at vi vil gøre alt, hvad vi kan, for løbende at finde økonomisk råderum til at gøre det bedre og bedre på tandområdet.

Der er foreløbig tre korte bemærkninger. Først er det fru Lone Møller.

Så må man – eller jeg må i hvert fald – nok konstatere, at den lovning kan jeg ikke bruge til ret meget. Jeg har jo gang på gang hørt Venstres forskellige sundhedsordførere, både fra Folketingets talerstol, og når man toner frem i primetime i tv, sige: Nu skal der altså også gøres noget for de patienter, der lider af aggressiv paradentose; nu tager vi fat i det her problem, nu prøver vi at undersøge det. Jeg vil gerne spørge fru Birgitte Josefsen, hvad der egentlig er sket på det område.

Så vil jeg gerne spørge fru Birgitte Josefsen, om ikke det er korrekt, at jeg på Socialdemokratiets vegne fra Folketingets talerstol faktisk har været med til at åbne op for, om vi dog ikke bare kunne få en undersøgelse af, hvad der er af egenbetaling på sundhedsområdet i dette land. Det kunne måske være fornuftigt at undersøge det. Men Venstre har jo brugt mange timer på at beskylde mig for at sige, at jeg vil indføre brugerbetaling på lægebehandling. Jeg vil bare have det undersøgt, men da det kom til stykket, hvem var det så, der sagde nej til bare at undersøge det? Det vil jeg gerne bede fru Birgitte Josefsen om at forklare mig.

Så er det ordføreren.

Nu ved jeg ikke, hvem det er fra Venstre, fru Lone Møller henviser til, der har stået og udtalt sig i fjernsynet om aggressiv paradentose. Jeg kan i hvert fald sige, at det ikke er mig selv. Men som jeg var inde på i min ordførertale, handler det om prioritering, og jeg har da bemærket mig, at fru Lone Møller tidligere har været ude at sige, at man skulle betale 100 kr. for at gå til læge, og det kunne jo så være, at de 100 kr. skulle bruges på tandområdet. Fru Lone Møller sidder og ryster på hovedet, men det er sådan set et faktum. Det er et citat, man kan finde ved at gå ind og google på hjemmesiden.

Vi har jo så valgt i Venstre at sige, at det skal være gratis at gå til læge, og derfor handler det altså om, hvordan man vil prioritere inden for sygesikringsområdet. Og det er en prioritering, vi bliver nødt til at forholde os til med det økonomiske råderum, vi har at gøre godt med.

Så er det fru Lone Møller for yderligere en kort bemærkning.

Fru Birgitte Josefsen efterlyser, hvem det er, der har udtalt det i tv og fra Folketingets talerstol. Det har formanden for Folketingets Sundhedsudvalg, som jo mig bekendt er medlem af Venstre, og som har været sundhedsordfører for Venstre i en årrække. Også på den baggrund har han udtalt sig.

Så vil jeg gerne sige til fru Birgitte Josefsen, at jeg ikke orker at tage den debat igen om de 100 kr. Jeg har forsøgt at få rejst en debat om, om ikke vi kunne undersøge, hvad der er af brugerbetaling i dette land. Jeg vil vove den påstand, at fru Birgitte Josefsen ikke kan fortælle mig det. Den påstand vil jeg vove. Det kunne jo være rart, hvis vi vidste, hvad der var brugerbetaling for. Derefter kunne vi så tage en debat og sige: Hvad er så sundhedsfagligt fornuftigt, og hvad er ikke?

Det er den debat, jeg har forsøgt at rejse. Den er blevet afvist af Venstre hver gang, så det med prioritering giver jeg ikke et hak for.

Så er det ordføreren.

Nu ved jeg ikke, hvor det er, fru Lone Møller har rejst debatten om at få lavet en undersøgelse, men jeg synes, at fru Lone Møller skal fremsætte det forslag det rigtige sted, for det er vel ikke partiet Venstre, der skal sætte den undersøgelse i gang. Hvis den skal sættes i gang, må det ske i ministeriet.

Men jeg kan så sige, at det jo ikke er så vanskeligt at finde ud af, hvor der er brugerbetaling. Vi ved alle, at vi skal betale, når vi går til brillemanden for at få et par briller. Vi ved alle, at vi skal betale en vis egenbetaling, når vi går til tandlæge – vi skal jo huske, at vi ikke skal betale hele summen selv. Vi ved, at der er en egenbetaling på en del af regningen, når vi henter medicin. Sådan kan vi liste den egenbetaling op, der er inden for hele sygesikringsområdet. Så det handler jo om at få forholdt sig til, hvordan man skal fordele summen inden for sygesikringens område, og jeg har indtil dags dato ikke hørt nogen konstruktive forslag.

Så er der en kort bemærkning fra fru Lone Dybkjær.

Det handler om prioritering, det er jeg enig i, men vi er ikke enige i den prioritering, som regeringen foretager. Så enkelt er det. Vi mener heller ikke, at man nødvendigvis skal lave kassetænkning sådan, at hvis man skulle give noget mere på tandlægeområdet, krævede det en prioritering inden for sygesikring. Det kunne også kræve en prioritering i forhold til veje eller noget andet. Vi kassetænker ikke på den måde. Der er ikke noget med, at vi ikke vil være budgetansvarlige. Vi har fremlagt et forslag til finanslov, der er lige så godt som det, regeringen fremlægger, men det er bare en anden prioritering. Det er bare for at få det på det rene.

Så kan vi bare sige, at regeringen prioriterer noget andet, end vi prioriterer, og sådan er det. Men så vil jeg gerne sige, at vi ikke har sagt, at der skulle være gratis tandlægebehandling. Det er temmelig vidtgående. Vi har sagt, at der skulle være gratis tandlægebehandling i forbindelse med nogle diagnosticerede sygdomme, og det er en helt anden snak. Det vil jeg meget gerne have at fru Birgitte Josefsen bekræfter er det, der står i forslaget.

Det andet, som jeg gerne vil nævne, er, at jeg ikke snakker om finansloven for 2010. Vi har faktisk udtrykkeligt skrevet, at regeringen skal fremsætte forslag inden den 1. november 2010. Det er altså med henblik på de kommende finanslovforhandlinger, og så kunne man jo allerede nu begynde at tage den prioriteringsdiskussion og spørge: Vil regeringen virkelig lade de mennesker sejle deres egen sø, på den måde som regering gør det i dag, når de har de der kæmpe udgifter til tandlægebehandling i forbindelse med diagnosticerede sygdomme?

Ja tak! Tak for den korte bemærkning. Så er det ordføreren.

Jamen jeg er da glad for, at der trods alt er én politiker i Folketinget ud over mig, der ved, at vi bliver nødt til at prioritere inden for det økonomiske råderum, vi har i det her land. Så jeg vil sige tak for det til fru Lone Dybkjær.

Så har fru Lone Dybkjær ordet for yderligere en kort bemærkning.

Det er altid hyggeligt at få tak, men der blev ikke svaret på mit spørgsmål. Altså, jeg siger, at det her ikke handler om finansloven for 2010, og mit spørgsmål er derfor, om det er noget, regeringen eller Venstre vil prioritere i fremtiden. Det er jo det, det handler om. Kan det komme med i regeringens fine prioriteringer for 2011 eller 2012 eller et eller andet?

Det andet, jeg gerne ville bede fru Birgitte Josefsen bekræfte, er, at vi ikke har snakket om gratis tandpleje. Det siger fru Birgitte Josefsen at vi har gjort, men det har vi ikke. Vi har meget omhyggeligt snakket om nogle ganske specielle sygdomme. Jeg synes, det ville være fint, hvis vi havde gratis tandlægebehandling, men jeg er jo ikke så tåbelig i forhold til det økonomiske område, at jeg bare uden videre går ud og foreslår det. Jeg synes, det er oplagt, at der på et tidspunkt kommer gratis tandlægebehandling, men jeg erkender de økonomiske realiteter – bare regeringen også gjorde det. Det synes man ikke de gør, når man kigger på deres finanslov, men det er en anden snak. Det vil vi ikke foreslå, men vi foreslår, at det gælder nogle ganske specifikke sygdomme, og det vil vi så i øvrigt under udvalgsarbejdet have kortlagt fra ministeriets side helt præcist hvad koster.

Så er det ordføreren.

Nu kan jeg ikke svare på, hvad regeringen vil, da jeg ikke er en del af regeringen, jeg kan alene svare på, hvad Venstre vil. Og jeg kan sige, at i Venstre er vi optaget af, at vi kontinuerligt forbedrer vores sundhedstilbud i Danmark, og derunder hører jo også tandområdet. Det er korrekt, at beslutningsforslaget handler om bestemte diagnoseområder, men det gør det jo ikke mindre besværligt, for det er stadig væk et meget stort område, som kræver mange, mange økonomiske midler.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Per Clausen.

Jeg synes jo, at fru Birgitte Josefsen gør sagen lidt nem for sig selv, ved at hun siger, at det råderum, der er, er de penge, der er afsat til sygesikringsområdet. Er fru Birgitte Josefsen ikke enig med mig i, at det beløb, der er afsat til det her sygeområde, er penge, som der træffes politisk beslutning om størrelsen af? Og er det ikke sådan, at fru Birgitte Josefsen deltager i en politisk debat i sit parti om, hvor stort det beløb skal være? Det er bare sådan, at man i Venstre er endt med at sige, at det var vigtigere at afsætte penge til skattelettelser til de rige i det her samfund end at sørge for, at de her syge mennesker får en ordentlig behandling.

Ordføreren.

Det, vi er optaget af, er, at vi har en politik, der kan generere noget omsætning i det her land, så vi netop kan få tilført landet nogle penge. Det er sådan set det, der er det vigtigste for at kunne drive et velfungerende sundhedsvæsen og dermed også give en god tandbehandling.

Så er der en sidste kort bemærkning fra hr. Per Clausen.

Det vil sige, at fru Birgitte Josefsen mener, at den skattepolitik, Venstre fører, vil føre til, at vi bliver så meget rigere i fremtiden, at vi kan sikre de her mennesker en behandling, der er gratis. For så bliver det jo interessant, hvornår vi så er blevet så rige, at det her kan blive prioriteret.

Så er det ordføreren.

Ja, det er sådan, at jeg tilslutter mig den skattepolitik, der føres. Derfor tror jeg også på, at det er den, der fører til, at vi bliver rigere i det her land.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og så er det den socialdemokratiske ordfører, og det er fru Lone Møller.

Vi bryster os af, at vi i Danmark har fri og lige behandling af patienter. Sådan er det også, når det gælder hospitalsbehandling. Der er det gratis for den enkelte patient. Men når det gælder tænderne, er det en helt anden sag. Så må patienterne selv betale, også de patienter, der har problemer med tænderne som følge af sjældne medfødte sygdomme. Det kan godt være, at det er arvegods, men det er ikke en undskyldning for ikke at gøre noget.

Det anslås, at op mod 2.500 danskere lider af sjældne medfødte sygdomme og har brug for betydelig mere tandbehandling end en gennemsnitsdansker. Selv om der er finanskrise tror jeg, at de fleste danskere har nok luft i privatøkonomien til regelmæssige tandlægebesøg, men der findes altså patientgrupper, som uforskyldt har så stort et behov for tandbehandling, at de i mange tilfælde ikke er i stand til at betale regningen for den optimale behandling. Mange patienter er derfor nødsaget til enten at tage lån for at betale tandlægeregningen eller helt at fravælge den behandling, som de burde have. Det kan vi simpelt hen ikke være bekendt. Det er virkelig et eksempel på, hvor stor ulighed der er i vores sundhedsvæsen.

Jeg har nu hørt både ministeren og Venstres ordfører remse op, hvor mange muligheder der er for at få hjælp. Det er helt ærligt ikke sådan, det foregår ude i den virkelige verden. Det er det altså ikke. Hovedparten af de patienter, som har medfødte lidelser og sjældne sygdomme, hører ind under de odontologiske landsdels- og videnscentre i København og Århus. Som reglerne er i dag, kan patienter med sjældne sygdomme blive udredt, og i et vist omfang modtager de højt specialiseret behandling betalt af det offentlige de steder. Men der er typisk kun ét tilskud til de højt specialiserede behandlinger én gang.

Når man så eksempelvis er gået i gang med behandlinger med kroner, broer og implantater, og de skal udskiftes, så sker det for patientens egen regning. Mange patienter har i forvejen meget andet at slås med, og det er uanstændigt at man ikke kan få hjælp til vedligeholdelse. Det er da helt ude i hampen, at beskeden til en 20-årig med en sjælden sygdom er: Nu har du fået en stor behandling, vær glad for det; vi ved, at på et tidspunkt kræver det reparation og genbehandling, men det må du altså selv finansiere.

Regeringen bryster sig af en målsætning om, at vi skal have verdens bedste sundhedsvæsen. Jeg må sige, at der er lang vej endnu, men regeringen kunne forbedre forholdene for mange patienter ved at styrke tandbehandlingen og hjælpe patienter, som på grund af sjældne sygdomme ikke har økonomi til at få en optimal behandling.

Socialdemokratiet har selv fremsat et forslag om bedre behandling. Det er et lidt smallere forslag. Det er desværre ikke kommet på dagsordenen til behandling i dag. Det er ikke så omfattende som det forslag, vi her behandler, men vi arbejder i udvalget meget gerne videre med at indføre bedre regler på tandområdet. Det ville klæde regeringen, som jo ikke har haft problemer med at give mange millioner til bankerne og skattelettelser til de rigeste, at arbejde med.

Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Vivi Kier.

Jeg reagerede på fru Lone Møllers udtalelse om, at det ikke er så godt et sundhedsvæsen, vi har i Danmark, og så har jeg et ganske enkelt, kort spørgsmål: Hvor i verden kan fru Lone Møller pege på at der er et bedre samlet sundhedsvæsen, end vi har i Danmark?

Så er det ordføreren.

Nu er min opgave i det her liv ikke at redde verden og finde ud af, hvordan det ser ud politisk på alle områder ude i verden. Jeg er valgt til det her Folketing for at finde ud af, hvordan jeg kan gøre det bedst for Danmark og for danske patienter, og jeg må sige, at det er meget flovt med den indsats, vi her i Danmark yder over for patienter med sjældne sygdomme, som nogle af dem er født med og ikke kan få behandlet. Det er det, der er min opgave, og det gælder også for det forslag, vi behandler i dag. Det handler om tandsygdomme og ikke hele verden.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og det er Dansk Folkepartis ordfører, fru Liselott Blixt.

Det glæder mig, at Det Radikale Venstre har taget problemstillingen med tandbehandling for personer med særlig store tandproblemer op. Det er en sag, som jævnligt dukker op, og som vi i Dansk Folkeparti gerne ser en løsning på.

De grupper, som De Radikale nævner i beslutningsforslaget, er bestemt grupper, som Dansk Folkeparti har stor sympati for på et tidspunkt kan indgå i en fremtidig tilskudsmodel på grund af de særlige sygdomme og handicap, som de har pådraget sig helt uden skyld. Vi er godt klar over, at har man et medfødt handicap, der gør, at man har en anden tandstilling, skal man have den første protese, når man bliver lidt ældre, og næste gang der skal ske noget med den, skal man betale selv. Det er et stort problem, som vi mener bør løses. Vi kan også se det med epilepsipatienter, som falder og slår deres tænder og får en regning, som de selv skal betale.

Som De Radikale også fremfører i deres finanslovudspil, er det jo alene historiske årsager, der er grunden til, at patienter med alvorlige tandlidelser selv skal betale for tandbehandlingen. Vi har flere gange set på tandbehandlingsområdet, men da det er et meget omkostningstungt område, er der endnu ikke fundet en finansiering af behandling, hvilket jeg også savner i De Radikales forslag.

Tidligere har man set på tilskudsmodeller samt omfordeling af tilskud, da der var et stort ønske fra alle partier i Folketinget. I 2007 blev der lavet en udredning, for at man kunne se, om man kunne lave en omfordeling i voksentandplejen. Her gik man ind og så på, om man kunne give et mindre bidrag til tandrensning og diagnosticering for at kunne give et tilskud til gruppen med aggressiv paradentose.

Denne model kunne man måske tage frem igen og kigge på for at se, om der var mulighed for en omlægning. Dette ville blot medføre, at der flyttes midler fra ydelser rettet mod hele befolkningen til ydelser til borgere med særlige sygdomme eller handicap. Jeg vil foreslå, at vi tager det op i Sundhedsudvalget for at se, om der ligger en mulighed i den, eller om den vil virke uhensigtsmæssigt på forebyggelsen på andre områder.

Jeg tror imidlertid, den udredning kom på et forkert tidspunkt i 2007, lige før et valg, og derfor har man ikke beskæftiget sig så meget med den. Den indeholder noget dokumenteret viden, der siger, at man måske foretager for meget tandrensning, når der ikke er brug for det, så man kunne omlægge de penge. Det synes jeg virkelig er meget interessant, og jeg synes, det er noget, vi skal se på.

I Dansk Folkeparti ser vi også på tandbehandlingen. Det er et område, vi har prioriteret, og derfor har vi også i mange år arbejdet for, at flere grupper skulle få tilskud til tandbehandling, som vi også har hørt de tidligere ordførere tale om, i lighed med de kræftramte, der får strålebehandling eller kemoterapi, patienter med sygdommen Sjögrens syndrom samt udviklingshæmmede.

Vi har netop afsluttet finanslovaftalen, og her har vi sørget for, at 14.000 flere folkepensionister og førtidspensionister kan modtage helbredstillæg. Helbredstillægget er et tilskud til bl.a. medicin og tandlægebehandling, og da formuegrænsen samtidig forhøjes med 10.000 kr., betyder det også, at 13.000 flere folkepensionister kan modtage den såkaldte ældrecheck.

Vi gør mange ting, og vi har en god forebyggelse i Danmark, når det gælder tandsundheden. Det er netop et af de områder, hvor vi kan se at forebyggelse betaler sig. Vi har mange ordninger, når det handler om at tage hensyn til de syge og de handicappede, og de fleste kan da også få den hjælp eller det tilskud, der skal til. Der er blot mange andre tilfælde, som falder uden for, eller hvor ordningerne bliver for omstændelige. Jeg vil også nævne § 166, som jeg mener vi bør kigge på og evaluere. Mine efterretninger fortæller mig, at der stadig er penge tilovers i puljen, fordi det er for omstændeligt og for besværligt at få tilskuddet, og dette ønsker jeg at ministeren også vil se på.

I Dansk Folkeparti synes vi bestemt, at forslaget er sympatisk, sådan som andre også har sagt, og hvis vi kan finde en finansiering, er vi villige til at kigge på spørgsmålet. Vi kan blot ikke stemme for det, som det ligger her.

Der er foreløbig to korte bemærkninger. Først er det fru Lone Dybkjær.

Jeg vil gerne sige tak til Dansk Folkeparti for den positive behandling af forslaget og også for, at Dansk Folkeparti er villig til at kigge på det i udvalget. Jeg er udmærket godt klar over, at Dansk Folkeparti ikke har lovet noget.

Jeg vil sige med det samme, at jeg sådan set ikke synes, man nødvendigvis skal holde sig inden for tandbehandlingsområdet, altså at det er patienterne på området, der skal finansiere hinanden. Det er jo en tankegang, vi heldigvis ikke har inden for andre områder, så det, jeg også gerne vil bede om hjælp til fra Dansk Folkeparti, er simpelt hen, at vi får kortlagt, hvad det koster: Hvad koster det de enkelte patienter, og hvad er realiteten med hensyn til alle de tilskud, vi hører om man kan få? Hvis man snakker med mennesker rundtomkring, er det nemlig ikke min oplevelse, at de kan få de tilskud fra kommunerne.

Hvis der er tilsagn om det fra Dansk Folkeparti, er jeg glad for det. Jeg er selvfølgelig også meget opmærksom på Dansk Folkepartis muligheder i forbindelse med finansloven.

Så er det ordføreren.

Jeg vil gerne give tilslutning til, at vi kigger på det, for som jeg også sagde i min ordførertale, mener jeg, der er nogle ting, der skal evalueres, og nogle ting, der skal kigges på, fordi de måske har været forsømt. Dermed kunne man måske se, hvad det er for bidrag, vi giver, hvem der falder mellem to stole, og hvor det bliver for besværligt for folk at søge om et tilskud. Det vil jeg gerne give tilsagn om.

Så er det fru Lone Dybkjær for den sidste korte bemærkning.

Det er så mere for en ordens skyld. Vi har jo ikke samme prioritering – det tror jeg de fleste er klar over – på en række områder, og vi har sådan set lavet en prioritering på vores finanslovforslag, der finansierer det her. Jeg er helt med på, at det ikke er det samme som det, Dansk Folkeparti ønsker. Det er mere for ikke at få den der etiket med, at vi ikke kigger på pengene. Det har vi i allerhøjeste grad gjort. Vi har jo så bare valgt en anden prioritering end den, Dansk Folkeparti og regeringen har valgt. Men jeg tager det positivt fra Dansk Folkeparti, at man gerne vil kigge på det, sådan at vi i hvert fald i første omgang får kortlagt, hvad det her drejer sig, og om der er sygdomme, vi har glemt, sådan at vi får det hele med. Jeg har allerede fået mail om noget, vi har glemt i det her forslag.

Så er det fru Lone Møller for en kort bemærkning.

Jeg vil også meget gerne sige tak for tilsagnet. Jeg har før hørt Dansk Folkepartis ordfører fra talerstolen give tilsagn om, at nu skulle vi kigge på det. Det medførte, at vi fik lavet en rapport. Den blev aldrig politisk behandlet, den blev aldrig drøftet, der kom aldrig noget ud af den, så det, jeg lytter mig til nu, er, at Dansk Folkeparti siger: Det andet var måske bare noget, vi legede, eller bare sådan lige for at give en melding om, at vi gerne vil. Men nu er der realiteter bag, og Dansk Folkeparti står bag og siger, at det virkelig er noget, som de står inde for, og at de går i gang med det i det nye år. Er det det, jeg skal lægge i det, Dansk Folkepartis ordfører siger?

Så er det ordføreren.

Nu er jeg ikke klar over, hvad det er for en rapport, som ordføreren henholder sig til, om det er en, jeg har givet tilsagn om på et tidspunkt, eller om det er en ordfører før mig. Jeg mener også, at jeg i min ordførertale netop har talt om, at der var nogle ting, jeg gerne ville have evalueret, og nogle ting, der skulle kigges på i Sundhedsudvalget, fordi der kunne være en omfordeling eller en anden prioritering, så det er et tilsagn om, at vi vil se på det, og at vi skal gøre noget ved problemet.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken. Den næste er SF's ordfører, og det er hr. Karl H. Bornhøft.

Ja tak. Jeg vil jo ikke starte med at redegøre for det radikale forslag, det gør De Radikale sikkert så udmærket bagefter. Men jeg vil godt med det samme sige, at jeg allerede har hørt et par udlægninger af det, og jeg kan godt forstå, hvis De Radikale har svært ved at genkende deres forslag ud fra dem.

Det, jeg derimod gerne vil, er at kvittere for De Radikales forslag og deres ønske om at hjælpe udsatte patienter, som har store udgifter til tandbehandlingen. Jeg vil da ikke lægge skjul på, at jeg både håber og tror, at det kan være med til at sætte gang i en vigtig og helt central diskussion. Det er jo som tidligere nævnt sådan, at vi i sundhedsvæsenet har et princip om, at der skal være let og lige adgang til behandling. I SF ser vi det at behandle sygdom som en offentlig opgave, og her er vi efterhånden nødt til alle sammen at erkende, at tandområdet afviger markant fra alle de andre områder, og man kan altså diskutere det rimelige i, at vi er endt med at gøre lige netop tandproblemerne til et næsten privat problem. Især kan det være svært at forklare borgere, hvorfor deres tandsygdomme tit og ofte er fuldstændig deres eget ansvar.

Jeg gætter også på, at de øvrige ordførere som jeg sikkert får en række henvendelser fra borgere, der fortæller om de store udgifter til tandbehandlingen – borgere, der får stillet i udsigt, at de skal betale 20.000 kr. for en behandling af sygdom i munden. Det er en udgift, som de enten ikke kan eller har ekstremt svært ved at finde penge til, og det er en stor økonomisk belastning oven i selve sygdommen. Som politiker kan det faktisk være ekstremt svært at forklare logikken i, at patienter selv må dække for behandlingen i denne sammenhæng. Ja, jeg vil godt svinge mig op til at sige, at det jo nærmest virker paradoksalt, at det er ens eget problem, hvis problemet er i munden, mens vi alle er enige om, hvem der skal betale, hvis det er i armen, benet eller maven.

Man kan såmænd også diskutere begrebet selvforskyldt i den her sammenhæng. Jeg vil dog gøre opmærksom på, at jeg i langt de fleste tilfælde egentlig ikke synes, man kan tale om skyld, og i den lange række af tilfælde, hvor der er tale om mennesker, der har en medfødt sygdom, undgår vi da forhåbentlig den diskussion. Der er altså en lang række mennesker, som har fået en sygdom i munden, som de er helt uden skyld i, og derfor føler de ikke, det er rimeligt oven i det at være syg at blive straffet med at skulle betale. Det er nemlig den måde, de oplever det på. Jeg håber, vi kan være sammen om at sætte fokus på den her del.

I SF har vi sammen med Socialdemokraterne og Enhedslisten fremsat et beslutningsforslag, der har til hensigt at forbedre forholdene for patienter med sjældne medfødte sygdomme, og vi vil ikke lægge skjul på, at tankerne i det radikale forslag meget fint harmonerer med det. Jeg skal heller ikke lægge skjul på, at det radikale forslag er en anelse mere ambitiøst end vores, og det skal De Radikale bestemt have ros for. Jeg synes allerede nu, jeg kan høre, at vi kommer i den situation, at der ikke bliver flertal for det radikale forslag, og så påhviler der i hvert fald nogle af os i Det Radikale Venstre, i SF, i Socialdemokratiet og i Enhedslisten, når vi kommer til den tid, at sørge for, at der bliver en løsning på de her problemer, så det ikke fortsat er sådan, at der påhviler mange syge en stor belastning, når vi samfundsmæssigt kan gå ind og gøre den belastning mindre.

Jeg vil sige sådan meget præcist, at vi i SF ikke alene synes, det er et sympatisk forslag, vi synes nærmest, det direkte er godt, og derfor vil vi meget gerne være med til i det videre forløb at få belyst problemstillingerne og at prøve at finde nogle fælles løsninger. Vi går ikke altid efter det ultimativt fuldstændig rigtige, men vi synes, at vi her er nødt til at gå i hvert fald et langt stykke ad vejen, og så håber jeg, at vi på en eller anden måde, nu eller i tiden fremover, kan finde en fælles løsning, så de her mennesker også får hjælp.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og det er så den konservative ordfører, fru Vivi Kier.

Et velfungerende tandsæt er af stor betydning både fysisk og psykisk for det enkelte menneskes almene sundhedstilstand. Og vi har i Danmark et enestående forebyggende arbejde på hele tandområdet, som starter med gratis forebyggende tandbehandling, fra man er helt lille, og frem til man er fyldt 18 år. Det er jo netop via forebyggelse, at vi skal sikre, at så få voksne som overhovedet muligt får brug for dyre og omfattende behandlinger. Jeg har derfor også stor forståelse for det her forslag, der omhandler en række særlige sygdomme, der kan medføre en dårlig tandsundhed med dyre tandlægeregninger til følge – og vel at mærke dyre tandlægeregninger, som ikke skyldes, at man har misligholdt sine tænder. Så nævnes også aggressiv paradentose, som vi også har diskuteret før.

Jeg vil gerne sige her, at det kan virke ret underligt med den forskel, der er her. Hvis man har en byld i armen, går man til lægen, man bliver henvist til behandling, bliver opereret osv., og så bliver man rask. Får man derimod en byld i sin tand eksempelvis, går turen til tandlægen, og så går man hjem med et girokort. Det er jo sådan, vores system har fungeret hidtil. Igen vil jeg gøre opmærksom på, at der ud over den forebyggende tandpleje også i dag er muligheder for særlige ordninger og tilskud med sigte på nogle af de grupper, som Det Radikale Venstre peger på i deres forslag.

Vi politikere er sat i verden for at prioritere, og det gør vi så. Fra konservativ side har vi i dette års finanslov valgt at prioritere andre sundhedsydelser end udvidelse af tandbehandlingen. Og når jeg nævner det kommende års finanslov, er det, fordi det, Det Radikale Venstre skriver i sit beslutningsforslag, er, at de har fuld finansiering i finansloven 2010. Jeg nævner det lige, fordi vi har diskuteret det her før.

Når alt det her så er sagt, skal jeg gerne indrømme, at vi står over for et sundhedsvæsen med konstante og fremtidige udfordringer, og som sagt er det jo ikke logisk, at man betaler for én slags ydelser, mens en anden slags ydelser er gratis. Som konservativ sundhedsordfører er jeg altid indstillet på at tage en bred og fordomsfri debat om hele vores sundhedssystem, men som forslaget ligger her og med den økonomi, der ligger bag, siger vi nej til indstillingen. Vi har valgt at bruge vores penge på noget andet, men jeg har tidligere stået her og debatteret tænder, og jeg synes, det er noget, vi bliver nødt til at snakke om, og jeg tror ikke, det bliver en løsning, som er klaret over natten, jeg tror, det er noget, der kræver en bred og grundig debat.

Så er der en kort bemærkning fra fru Lone Dybkjær.

Tak. Jeg vil gerne takke fru Vivi Kier for fru Vivi Kiers positive bemærkninger, som jeg oplever dem som. Jeg har også tidligere følt, at den konservative ordfører var ret positiv over for den problemstilling, og det synes jeg er dejligt er fastholdt også i den her diskussion.

Jeg vil gerne sige, at vi har anvist betaling inden for dette års finanslov. Det har vi gjort for ikke bare at sige, at det vil vi gøre til næste år, når det her måske kan komme i gang. Så det har vi gjort, for at vi ikke skulle få det skudt i skoene. Men det, som vi har villet lægge op til, er jo netop, at nu bruger vi tid på at lave de fornødne undersøgelser, så man har dem klar til næste års finanslov. Så kan vi altid diskutere, hvem der er finansminister på det tidspunkt, men uanset hvem det er, er problemet der, og det er derfor, vi har sagt, at det er finansloven for 2011, vi sådan set gerne vil have en diskussion om allerede nu eller løbende på baggrund af en kortlægning.

Så er det ordføreren.

Tak for denne gennemgang. Sådan havde jeg nok også forstået det, men jeg ville bare pointere, hvad der stod i forslaget. Det er jo fint og godt, og jeg er med på en bred, åben og fordomsfri debat. Igen skal jeg ikke stå her og låse mig fast på, hvad der kommer til at stå i vores finanslovoplæg for 2011. I vores gruppe foregår det rigtig demokratisk. Vi diskuterer rigtig mange ting, og også internt i vores grupper er alt jo en prioritering. Sådan er livet nu engang. Men det er noget, der ligger mig som sundhedsordfører og socialordfører stærkt på sinde, og derfor er jeg åben og villig til at tage debatten. Om det bliver 2011, skal jeg ikke stå og love noget om, og heller ikke hvad det er for en model, vi eventuelt kunne finde, der gør, at det er mere logisk, hvordan man kan få sundhedsydelser.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Lone Dybkjær.

Jeg vil sige, at jeg tager det som et tilsagn om, at fru Vivi Kier vil oplade sin røst – det er jeg nu ikke i tvivl om at hun vil – i den konservative gruppe og også nævne det her som et faktisk problem for nogle ganske konkrete mennesker. Vi snakker ikke om almen gratis tandpleje. Vi snakker om nogle mennesker, som har en sygdom, som er diagnosticeret.

Så er det ordføreren.

Som jeg nævnte, er det rigtigt, at der her er nævnt nogle ganske få grupper, men fru Lone Dybkjær har jo også i teksten nævnt noget om aggressiv paradentose og nogle andre ting, og jeg synes, at hvis vi skal gå ind og kigge på det her emne, så lad os kigge bredt og fordomsfrit på det hele. Men jeg oplader altid gerne min røst, og jeg har en rigtig sød gruppe, som altid gerne lytter til mig.

Det kan formanden bekræfte.

Der er ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Så går vi over til næste ordfører, og det er Enhedslistens ordfører, hr. Per Clausen.

Det er jo rart at få bekræftet, at Folketinget er fyldt med søde mennesker. Det kan jeg for så vidt også godt bekræfte. Det er derfor, at det er så skuffende, at resultaterne tit bliver så dårlige. Hvis det sådan kunne forklares med almindelig gemen ondskab, var det jo til at have med at gøre, men nu skyldes det andre ting.

Det her forslag er et rigtig godt forslag. Det er også et rigtig radikalt forslag. For i virkeligheden synes De Radikale ligesom Enhedslisten, at man skulle gøre noget ved den grundlæggende urimelighed og uretfærdighed, at sygdomme i tænderne behandles anderledes end andre sygdomme. Der er jo noget paradoksalt i, at når man diskuterer tandsundhed og behandling af sygdom i tænderne, er det nødvendigt som en særlig pointe at gøre opmærksom på i et beslutningsforslag, at det kun omfatter dem, som ikke selv er ansvarlige for deres sygdom.

Vi er nogle, skulle jeg hilse og sige, som er glade for, at det synspunkt ikke har bredt sig til hele sundhedssektoren, at man ikke, når man kommer ind med en eller anden sygdom, får at vide: Det er ærgerligt, men du skulle have tabt dig 20 kg for 10 år siden. Det er jo i virkeligheden den logik, man bruger, når man snakker om tandbehandling. Jeg ved så godt, at man der dækker sig ind med, at vi har rigtig godt forebyggelsessystem på tandområdet. Man kan da frygte den dag, vi får et rigtig godt forebyggelsessystem på resten af sundhedsområdet, for så risikerer man, at det bliver brugt som argument. Der er altså ingen fornuftige argumenter for, at tandbehandling ikke behandles ligesom alle andre sygdomme.

Der er heller ikke noget fornuftigt argument for at sige, at vi ikke i Danmark godt kunne bruge flere penge på at undgå brugerbetaling inden for sundhedsområdet. Realiteten er jo, at der er en meget omfattende, meget stor og meget dyr egenbetaling inden for sundhedsområdet i Danmark, som med fordel kunne nedbringes. Derfor er det fuldstændig rigtigt, som nogle også er kommet lidt ind på, at det er den store prioritering, som er afgørende i den her sag. Den store prioritering handler om, når man sidder og diskuterer finanslov, om der måske er en lille, marginal skattelettelse til nogle af det her lands allerrigeste, man kunne droppe for at få det her forslag igennem. Det var jo en mulighed. Nu kan man selvfølgelig sige, at i forhold til et underskud på statsregnskabet på omkring 90 mia. kr., som vist er blevet til 87 mia. kr. i dag på grund af nogle stigende oliepriser, så er det måske lidt underligt at snakke om, at det her skal finansieres krone for krone. Men jeg er helt med på, at Det Radikale Venstre på det område er helt urokkelige.

Det er vel også derfor, at det her forslag, når man kommer ind til kernen, burde være vanskeligt at afvise. For her har man sagt, at man faktisk kun vil gøre tandbehandling gratis for de mennesker, om hvem man med sikkerhed kan sige, at de har ekstra tandsygdomme på grund af en anden lidelse, som de heldigvis får behandlet gratis. Det er jo godt, at kræftbehandlingen i Danmark er blevet bedre. Det er godt, at ventelisterne på det område er blevet kortere. Jeg kunne i Berlingske Tidende læse, at ministeren var næsten lykkelig i dag, da han skulle forholde sig til det. Da det ikke sker så tit for ministre i den her regering, at de har grund til at være lykkelige, så er det jo rart.

Men er det ikke underligt, at når vi kommer til behandling af de tandsygdomme, som folk ofte får på grund af den behandling, de har fået, så siger vi: Det må I selv betale. Det næste, jeg vil sige, skyldes jo ikke personlige erfaringer ude fra det virkelige liv med, hvordan det foregår, når man skal hente penge på bistandskontoret til tandbehandling. Jeg vil bare sige, at når man kommer med listen over alle de kan tandbehandlinger, man kan få tilskud til af det offentlige under sociallovgivningen, er jeg sikker på, at hvis man snakker med nogle af de mennesker, som er afhængige af det, vil man få at vide, at der bl.a. findes det grundlæggende princip, der går ud på, at folk skal have den behandling, som er fagligt forsvarlig, ikke den, som er den almindelige, ikke den normale standard, men den, der er den fagligt forsvarlige. I dag er det faktisk sådan, at man stadig væk betragter det som fagligt forsvarligt, at tandproblemer løses effektivt og nemt, ved at man rykker tænderne ud og sætter et gebis ind i stedet for. Derfor får man ikke de rigtige løsninger, hvis de skal finansieres over de sociale kasser. Det forudsætter, at man har en ret.

Enhedslisten vil støtte det her beslutningsforslag fra Det Radikale Venstre, og vi håber og tror da på, at det her forslag så kan indgå i de overordnede prioriteringer, som skal gennemføres i alle partier forud for næste finanslov. For hvis man i virkeligheden synes, at det bare er halvt så vigtigt, som man i dag har sagt, så er det helt umuligt at forestille sig, at alle de gode mennesker, der sidder i Folketinget, ikke vil nå frem til, at de godt kan finde de penge.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, og det er fru Lone Dybkjær.

Jeg vil gerne takke ordførerne – selvfølgelig navnlig dem, der har givet et lidt positivt tilsagn – og sige, ligesom Enhedslistens ordfører sagde det, at der da er et vist håb for de mennesker, der lider af de her alvorlige tandsygdomme, om, at deres økonomiske situation kan blive forbedret ved næste finanslov. Jeg sagde et vist håb, jeg sagde jo, at der ingen garanti var. Garantien kan de kun få, hvis vi får en ny regering.

Jeg vil blot sige noget om, hvad det her forslag handler om. Det handler ikke om gratis tandpleje til alle og enhver, men det handler om gratis tandpleje og behandling til personer med særlig store tandproblemer, og det er altså mennesker, der har en sygdom, som er diagnosticeret. Det er personer, der har en kronisk tandlidelse, personer, der lider af en sygdom, hvor der opstår tandproblemer, eller personer, der får tandproblemer, fordi de får en medicinsk strålebehandling, som går ud over tænderne. Det er altså rimelig veldokumenteret, og hvis det er et problem, skal vi prøve at skære det endnu mere ud. Vi har nævnt en række sygdomme i det her forslag, og jeg er blevet opmærksom på en ny sygdom – jeg vil ikke kaste mig ud i navnene på de her sygdomme, for så brækker man tungen – men vi må prøve at få alle de sygdomme med, så vi ved, hvad det drejer sig om.

Så vil jeg godt sige, at det jo ikke er, fordi vi ikke har et udmærket forebyggende tandplejesystem i skolen. Det har vi da, og det er godt, men det ændrer jo ikke ved, at der er nogle mennesker, der bliver født med nogle sygdomme. Uanset den tandbehandling, uanset alt det der er der altså nogle, der bliver født med en sygdom, og som ikke kan få økonomisk tilskud til, at de kan få deres tænder gjort i stand eller i orden eller behandlet, eller hvad vi nu skal sige. Og det skyldes jo, at vi har arvet det her system, hvor vi helt oprindelig skulle betale for vores tænder, fordi man mente, at det var rent kosmetisk. Tænderne havde ingen som helst betydning, man kunne fuldstændig lige så godt få en protese.

Det er ikke så mange år siden – det kan jeg jo sige med den alder, jeg har – at man havde det synspunkt, at det var lige så godt. Lidt længere tilbage, det var dog ikke i min generation, fik man jo simpelt hen en protese forærende i konfirmationsgave, så var man ligesom klar til det videre liv. Det er dog heldigvis anderledes i dag, men systemet er jo stadig præget af den tankegang, at tænder ikke rigtig har noget med den øvrige krop at gøre. Det er sådan noget, der måske skal se godt ud, og det gør det så ikke hele livet, hvis ikke man får behandlet tænderne, men det er ikke noget, der er nyttigt. Men i dag ved vi jo, at tænderne faktisk er lige så vigtige som de andre funktioner, vi har, for, at vi fungerer, og derfor må vi også tage dem med.

Jeg har været inde på det med prioriteringen i mine bemærkninger, men jeg vil sige, at vi med det her finanslovforslag bare har villet fremlægge, at vi er villige til at prioritere. Vi er ikke enige i det, som regeringen og Dansk Folkeparti har lavet, men det er altså ikke, fordi vi ikke har prioriteret. Vi har villet det her. Men samtidig vil jeg gerne understrege, at vi faktisk har sagt, at vi pålægger regeringen inden den 1. november at fremsætte forslag til ændring af sundhedsloven, og det er jo sådan, at det kan indgå i finansloven, hvis der er en vilje til at lade det indgå i finansloven. Det kan godt være, at vi burde have sagt den 1. oktober eller noget i den stil, men nu har vi altså sagt den 1. november. Men vi håber stadig væk, at det vil indgå i den næste finanslov. Det er det, vi synes er vigtigt.

Noget andet, jeg vil sige, som hænger sammen med det her, er, at vi ikke mener, at man bare skal kigge på sygesikringen. Vi må kunne tage sundhedsområdet som sådan med. Det er trods alt en diagnose, og det er tilfældigt, om man får en tanddiagnose, eller om man får en anden diagnose. Altså, det afgørende er, at man har en diagnose. Der skal man behandles, og der burde man også blive behandlet gratis i Danmark.

Jeg synes nok, at vi, når vi kigger på sundhedsvæsenet og den udvikling, der er, kan spørge os selv om, hvorfor man f.eks. skal have en fedmeoperation, men ikke en tandoperation, eller hvorfor man skal have en øjenoperation, selv om man ikke direkte er forhindret i at bruge sine øjne, og ikke hjælp til tandbehandling. Derfor synes jeg, at vi må gå igennem det og prøve at kigge på, hvorfor det her er faldet ud, og det er det jo af historiske grunde. Men var det så ikke muligt, at vi kunne tage de allervigtigste af de her sygdomme med og give gratis tandbehandling til de mennesker?

Ministeren listede alle de tilskudsmuligheder op, der var, og der var også et videncenter og sådan noget. Et videncenter kan man ikke bruge til ret meget andet end at finde ud af, hvad det er, man fejler. Men man får jo ikke på den måde gratis behandling af et videncenter. Det er da udmærket at have et videncenter, men det, der er afgørende, er, om der er et tilskudssystem, der virker over for de her mennesker, og det er der altså ikke, vil jeg sige til ministeren, det virker ikke ude i kommunerne. Det er ikke sådan, at man, selv om man faktisk har en økonomisk meget dårlig situation, kan få den fornødne hjælp. Sådan er det ikke.

Men i øvrigt vil jeg gerne sige, at vi ikke mener, at man nødvendigvis skal være fattig for at få den her hjælp. Vi mener, at det er urimeligt, at man ikke kan få den fornødne hjælp, når man rammes af en sådan tandsygdom, nøjagtig som hvis man rammes af andre handicap, hvor man heldigvis her i landet stadig væk kan få den fornødne hjælp. Det håber jeg man vil blive ved med at kunne. Det synes vi er det overordnede.

Men jeg vil så også godt sige, at de der tilskud, ministeren snakker om, ikke eksisterer. Det er helt tilfældigt, om man kan få det eller ej. Der er nogle kommuner – nu skal jeg lade være med at genere ministeren med at nævne, hvem de er ledet af – der er bedre end andre, men jeg synes ikke, det skal være afhængigt af, om en kommune er ledet af den ene eller den anden partifarve. Det skal være en rettighed, mennesker, der har en sygdom, har, og det er det, det her forslag går ud på.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne, og da der ikke er flere, der ønsker ordet, er forhandlingen slut.

Jeg foreslår, at beslutningsforslaget henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.