Tak, formand. Det er godt at vide, at statsministeren har så godt styr på sundhedspolitikken her i landet. Det nærer jeg stor tillid til og føler stor tryghed ved. Et område, hvor jeg dog ikke nærer samme tillid og føler samme tryghed - det vil næppe komme bag på statsministeren - er regeringens EU-politik. En tanke strejfede mig i går, da jeg på internettet overværede statsministerens pressemøde, idet statsministeren her, allerede inden Skattekommissionen er kommet med sine anbefalinger, kunne konkludere, at hele den her sag om differentieret moms var en dårlig idé, at det havde man undersøgt, og at der ingen grund var til at gå videre med det.
Jeg skal ikke modsige statsministeren, for i al beskedenhed er det et område, jeg ikke ved meget om, men den udmelding fik mig til at fatte en smule håb, idet det jo kunne være, at statsministeren, når statsministeren på det område er i stand til at træffe en forhåndsdiskonteret beslutning, allerede inden han får afgørelsen eller rapporten fra kommissionen, også i dag ville være i stand til at løfte sløret for, hvilke planer statsministeren ligger inde med for afviklingen af kronen.
Det er jo sådan, at statsministeren har bedt om at få en høring til belysning af de fordele og - for os især - ulemper, der måtte være ved at afskaffe kronen og gå over til at bruge euro. Jeg synes, at det på alle måder vil være rigtigt, om statsministeren i dag, her i begyndelsen af det nye år, kunne uddybe, hvordan han tænker sig, at de dele af regeringsprogrammet, som netop handler om, at man skal afskaffe kronen, skal udmøntes her i den kommende tid i det nye år.
Det var jo en markant anderledes nytårstale, som statsministeren holdt i år, i forhold til sidste år, når man tænker på EU-dagsordenen. For 1 år siden handlede den om, at alle forbeholdene skulle væk, og nu skulle Danmark være fuldgyldigt medlem af EU, og det var nærmest en klinisk rensning, vi så i den seneste nytårstale. Det kvitterer jeg gerne for, men jeg må sige, at jeg har svært ved at tro, at det er helt oprigtigt, at man fuldstændig har opgivet alle sine planer om at afvikle kronen, og derfor vil jeg gerne høre, hvilke overvejelser statsministeren gør sig.