Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 7. maj 2009
Forslag
til
Lov om radiofrekvenser 1)
Kapitel 1
Lovens anvendelsesområde
§ 1.
Denne lov gælder for anvendelse af radiofrekvenser.
Stk. 2. Loven
gælder endvidere for tilsyn med forstyrrelser af radioudstyr,
teleterminaludstyr og elektriske og elektroniske apparater
forårsaget af
1) anvendelse af
radiofrekvenser og
2)
elektromagnetiske fænomener.
Stk. 3. Ved
radiofrekvenser forstås i denne lov elektromagnetiske
bølger i frekvensområdet op til 3.000 GHz, der
udbredes uden kunstig afskærmning.
Kapitel 2
Overordnede rammer for
frekvensadministrationen
Formål og
prioritering
§ 2.
Lovens formål er at fremme konkurrence og effektiv
frekvensudnyttelse samt sikre varetagelse af væsentlige
samfundsmæssige hensyn.
Stk. 2. Ved
væsentlige samfundsmæssige hensyn forstås i denne
lov hensyn, som er af væsentlig betydning for samfundet som
helhed, herunder for udbredelse af samfundsmæssigt vigtige
tjenester, eller væsentlige samfundsmæssige hensyn, som
ikke kan forventes varetaget af markedet i tilstrækkeligt
omfang. Væsentlige samfundsmæssige hensyn kan bl.a.
være mediepolitiske hensyn, herunder hensyn til public
service-virksomhed, hensyn til forskning og hensyn til forsvaret og
nød- og beredskabstjenesters anvendelse af radiofrekvenser.
Der kan ligeledes være tale om hensyn til elektroniske
kommunikationstjenester, hvis udbredelse kan have stor
samfundsøkonomisk betydning.
Stk. 3. Hvor det er
nødvendigt at prioritere mellem formålene i stk. 1,
vægtes disse i følgende rækkefølge:
1) Varetagelse af
væsentlige samfundsmæssige hensyn.
2) Fremme af
konkurrence.
3) Effektiv
frekvensudnyttelse.
Stk. 4. Hvor
frekvensressourcerne er så begrænsede, at udstedelse af
tilladelser til flere forskellige ansøgere vil gøre
det umuligt at sikre alle brugere adgang til de
pågældende tjenester, skal effektiv frekvensudnyttelse
dog prioriteres højere end fremme af konkurrence.
Politisk ramme for
frekvensadministrationen
§ 3.
Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling fastsætter
et frekvenspolitisk rammemandat. Det frekvenspolitiske rammemandat
indeholder bindende retningslinjer for IT- og Telestyrelsens
overordnede prioritering af den danske frekvensanvendelse og IT- og
Telestyrelsens administration af denne lov.
Stk. 2 . I forbindelse
med fastsættelse af det frekvenspolitiske rammemandat efter
stk. 1 fastsætter ministeren for videnskab, teknologi og
udvikling regler om, hvilke væsentlige samfundsmæssige
hensyn, jf. § 2, stk. 2, der i tilfælde af
frekvensknaphed, jf. § 7, stk. 6, kan indebære, at
ministeren for videnskab, teknologi og udvikling skal træffe
beslutning om valg af tildelingsmetode, jf. § 9.
National frekvensplan
§ 4.
IT- og Telestyrelsen fastsætter en frekvensplan, som
indeholder en samlet oversigt over rammerne for anvendelse og
indbyrdes prioritering af de samlede radiofrekvenser.
Beslutning om liberalisering af
frekvensanvendelsen
§ 5.
Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling beslutter, om
frekvensanvendelsen skal liberaliseres.
Stk. 2. Ved
liberalisering af frekvensanvendelsen forstås, at
frekvensanvendelsen i et givent frekvensbånd gøres
tjeneste- og teknologineutral, så der ikke stilles krav om at
udbyde en bestemt tjeneste eller anvende en bestemt teknologi i det
pågældende frekvensbånd.
Stk. 3. I
grundlaget for beslutninger, der træffes efter stk. 1,
kan bl.a. indgå følgende hensyn:
1) Fleksibel
anvendelse anbefales eller er besluttet på internationalt
eller europæisk niveau.
2) Fleksibel
anvendelse efterspørges af markedet.
3) Fleksibel
anvendelse forventes at kunne fremme innovation vedrørende
udstyr, teknologi eller tjenester.
4) Fleksibel
anvendelse forventes ikke at ville medføre en øget
mængde uacceptable forstyrrelser af frekvensanvendelse.
5) Varetagelse af
væsentlige samfundsmæssige hensyn, jf. § 2,
stk. 2, taler ikke imod liberalisering.
Stk. 4. En beslutning om
liberalisering truffet af ministeren for videnskab, teknologi og
udvikling efter stk. 1 skal af IT- og Telestyrelsen indarbejdes i
en frekvensplan som nævnt i § 4.
Stk. 5. I
forbindelse med at ministeren for videnskab, teknologi og udvikling
træffer beslutning efter stk. 1, kan IT- og
Telestyrelsen beslutte at lempe vilkår for
frekvensanvendelsen i tilladelser til at anvende radiofrekvenser i
det eller de frekvensbånd, som beslutningen
vedrører.
Kapitel 3
Tilladelse til frekvensanvendelse
Krav om tilladelse
§ 6.
Anvendelse af radiofrekvenser kan alene ske på grundlag af
tilladelse udstedt af IT- og Telestyrelsen, jf. dog
stk. 2-5.
Stk. 2. IT- og
Telestyrelsen fastsætter regler om, at visse radiofrekvenser
kan anvendes uden tilladelse, og fastsætter regler for denne
anvendelse.
Stk. 3 . Anvendelse af
radiofrekvenser i radioanlæg, der alene er indrettet til
modtagelse af radiofrekvenser, kan ske uden tilladelse.
Stk. 4. Ministeren for
videnskab, teknologi og udvikling kan efter forhandling med
forsvarsministeren fastsætte regler om forsvarets anvendelse
af radiofrekvenser, herunder at forsvarets anvendelse af
radiofrekvenser kan ske uden tilladelse.
Stk. 5. Politiet
kan anvende radiofrekvenser uden tilladelse med henblik på at
forstyrre eller afbryde radio- og telekommunikation m.v. som led i
indgreb foretaget i medfør af § 791 c i lov om
rettens pleje.
Udstedelse af tilladelser,
efterhånden som ansøgninger herom modtages
§ 7.
IT- og Telestyrelsen udsteder tilladelser til at anvende
radiofrekvenser, efterhånden som ansøgninger herom
modtages.
Stk. 2. I tilfælde
af modtagelse af flere ansøgninger til samme radiofrekvenser
på samme dag, og hvor der i øvrigt ikke foreligger
frekvensknaphed efter stk. 6, udstedes tilladelse efter
lodtrækning. Hvis en af disse ansøgninger til samme
radiofrekvenser indgives af en eksisterende indehaver af tilladelse
til at anvende de ansøgte radiofrekvenser, vil denne
ansøgning blive betragtet som modtaget først efter
stk. 1.
Stk. 3. Hvis IT- og
Telestyrelsen modtager en eller flere ansøgninger om
tilladelse til at anvende radiofrekvenser, der på
ansøgningstidspunktet er omfattet af en allerede udstedt
tilladelse, men hvor der i øvrigt ikke foreligger
frekvensknaphed efter stk. 6, giver IT- og Telestyrelsen den
eksisterende tilladelsesindehaver meddelelse om modtagelsen. Den
eksisterende tilladelsesindehaver vil herefter inden for en frist
fastsat af IT- og Telestyrelsen kunne ansøge om en fornyelse
af den eksisterende tilladelse. Den eksisterende
tilladelsesindehavers ansøgning indgivet inden for den
fastsatte frist vil blive betragtet som modtaget først efter
stk. 1.
Stk. 4. IT- og
Telestyrelsen afviser en ansøgning om tilladelse til at
anvende radiofrekvenser, der på ansøgningstidspunktet
er omfattet af en allerede udstedt tilladelse, hvis IT- og
Telestyrelsen modtager ansøgningen tidligere end 2
år før udløbet af tilladelsen til at anvende de
pågældende radiofrekvenser. IT- og Telestyrelsen
afviser endvidere en ansøgning om tilladelse til at anvende
radiofrekvenser, der ikke anvendes på
ansøgningstidspunktet, hvis IT- og
Telestyrelsen modtager
ansøgningen, tidligere end 3 måneder
før den pågældende tilladelse ønskes
udstedt.
Stk. 5. IT- og
Telestyrelsen kan udsætte udstedelse af tilladelser efter
stk. 1 med henblik på at undersøge, om der
foreligger frekvensknaphed efter stk. 6.
Stk. 6.
Frekvensknaphed foreligger, når IT- og Telestyrelsen
konstaterer, at der er mere end én ansøger til den
eller de samme radiofrekvenser i et givent geografisk område,
og hvor IT- og Telestyrelsen derfor ikke vil kunne
imødekomme alle modtagne ansøgninger, herunder ved at
angive muligheder for at anvende radiofrekvenser, som efter IT- og
Telestyrelsens vurdering er substituerbare i forhold til de
ansøgte radiofrekvenser.
Fremlysning af
radiofrekvenser
§ 8.
IT- og Telestyrelsen kan iværksætte en fremlysning af
radiofrekvenser til brug for undersøgelsen af, om der
foreligger frekvensknaphed efter § 7, stk. 6.
Stk. 2. På
baggrund af IT- og Telestyrelsens fremlysning af radiofrekvenser
efter stk. 1 kan interesserede parter indgive en
ansøgning til IT- og Telestyrelsen, jf. stk. 3 og
4.
Stk. 3. Ved
iværksættelse af fremlysning af radiofrekvenser
beslutter IT- og Telestyrelsen,
1) hvilke
oplysninger ansøgninger efter stk. 2 skal indeholde,
og
2)
ansøgningsfristen.
Stk. 4.
Ansøgninger efter stk. 2 skal ledsages af et depositum. IT-
og Telestyrelsen fastsætter nærmere regler om
størrelse af depositum, procedure for indbetaling, herunder
dokumentation herfor, og tilbagebetaling og forrentning af
indbetalt depositum.
Stk. 5.
Ansøgninger om tilladelse til at anvende radiofrekvenser,
som modtages, inden fremlysning af de pågældende
radiofrekvenser er iværksat, bortfalder, hvis IT- og
Telestyrelsen efter udsættelse af udstedelse af tilladelser,
jf. § 7, stk. 5, iværksætter fremlysning
af de pågældende radiofrekvenser. Ved
iværksættelse af fremlysningen underretter IT- og
Telestyrelsen sådanne ansøgere om, at der skal
indgives nye ansøgninger efter stk. 2 i forbindelse med
fremlysningen.
Stk. 6. IT- og
Telestyrelsen afviser ansøgninger, som ikke opfylder de
krav, som er nævnt i stk. 3 og 4.
Stk. 7. Hvis IT- og
Telestyrelsen efter afsluttet fremlysning af radiofrekvenser
konstaterer, at der ikke foreligger frekvensknaphed, jf.
§ 7, stk. 6, udsteder IT- og Telestyrelsen
tilladelse til at anvende de af fremlysningen omfattede
radiofrekvenser i henhold til de ansøgninger, som ikke er
blevet afvist efter stk. 6.
Udstedelse af tilladelser i
tilfælde af frekvensknaphed og med henblik på
varetagelse af væsentlige samfundsmæssige hensyn
§ 9.
Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling træffer
beslutning om tildelingsmetode, når IT- og Telestyrelsen har
konstateret, at der er frekvensknaphed, jf. § 7,
stk. 6, og at udstedelse af tilladelse er omfattet af regler
fastsat i medfør af § 3, stk. 2.
Stk. 2. Ministeren
for videnskab, teknologi og udvikling træffer efter
stk. 1 beslutning om, hvorvidt IT- og Telestyrelsen som
grundlag for udstedelse af tilladelser skal
1) afholde auktion
efter reglerne i § 10,
2)
gennemføre offentligt udbud efter reglerne i § 11
eller
3) udstede
tilladelser, efterhånden som ansøgninger herom
modtages, jf. § 7, stk. 1.
Stk. 3. Hvis ministeren
for videnskab, teknologi og udvikling efter stk. 2, nr. 1 eller 2,
beslutter, at IT- og Telestyrelsen skal afholde auktion eller
gennemføre offentligt udbud, træffer ministeren for
videnskab, teknologi og udvikling beslutning om,
1) hvorvidt der er
særlige hensyn, som skal varetages ved auktionen eller
udbuddets gennemførelse,
2) hvilke typer og
antal af tilladelser der skal være omfattet af auktionen
eller udbuddet,
3)
minimumskrav,
4) minimumsbudsum
og mindstepris ved afholdelse af auktion,
5) udelukkelse fra
auktionen eller udbuddet, og
6) de kriterier,
der kan tillægges vægt ved vurdering af de indkomne
tilbud ved gennemførelse af udbud.
§ 10.
For auktioner, hvorved der skal varetages væsentlige
samfundsmæssige hensyn på baggrund af beslutning
truffet efter § 9, træffer IT- og Telestyrelsen
nærmere beslutning om gennemførelse af auktionen og om
vilkår i tilladelser, der udstedes på baggrund af
auktionen.
Stk. 2. IT- og
Telestyrelsens beslutning efter stk. 1 kan omfatte
1) auktionsformen,
auktionsmaterialet, afholdelse af auktionen og forudsætninger
for deltagelse i auktionen,
2) depositum og
bankgaranti,
3) fordeling af
tilladelserne,
4) retningslinjer
med henblik på at imødegå en adfærd fra
budgiverne, der kan begrænse eller har til formål at
begrænse konkurrencen i forbindelse med auktionen,
5) fraskrivning af
retten til at kræve anden form for erstatning end
pengekrav,
6) erstatning og
sanktioner for overtrædelse af regler fastsat for auktionen i
form af bortvisning fra auktionen, tilbagekaldelse af allerede
udstedte tilladelser og bod, og
7) at deltagerne i
auktionen skal betale for de omkostninger, der er forbundet med IT-
og Telestyrelsens forberedelse og afholdelse af auktionen samt
udstedelsen af tilladelserne.
Stk. 3. IT- og
Telestyrelsens beslutning om vilkår i tilladelser, der
udstedes på baggrund af auktionen, kan ud over vilkår
som nævnt i § 9, stk. 3, nr. 3, og § 14 omfatte
1) varighed og
fornyelse af tilladelserne,
2) vilkår for
betaling for tilladelserne, herunder betaling i forbindelse med
eventuel efterfølgende overdragelse, og
3) at
§§ 23 og 24 i en nærmere afgrænset
periode ikke finder anvendelse på tilladelser udstedt efter
auktion.
Stk. 4. IT- og
Telestyrelsen udsteder tilladelser efter at have afholdt auktion
som nævnt i stk. 1.
§ 11.
For offentligt udbud, som gennemføres på baggrund af
beslutning herom efter § 9, træffer IT- og
Telestyrelsen nærmere beslutning om gennemførelse af
det offentlige udbud og om vilkår i tilladelser, der udstedes
på baggrund af det offentlige udbud.
Stk. 2. IT- og
Telestyrelsens beslutning efter stk. 1 kan omfatte
1) udbudsformen,
herunder afholdelse af en interessetilkendegivelsesrunde,
udbudsmaterialet, gennemførelse af udbuddet og
forudsætninger for deltagelse i udbuddet,
2) fordeling af
tilladelserne,
3) retningslinjer
med henblik på at imødegå en adfærd fra
tilbudsgiverne, der kan begrænse eller har til formål
at begrænse konkurrencen i forbindelse med udbuddet,
4) erstatning og
sanktioner for overtrædelse af regler fastsat for udbuddet i
form af bortvisning fra udbuddet, tilbagekaldelse af allerede
udstedte tilladelser og bod,
5) at deltagerne i
det offentlige udbud skal betale for de omkostninger, der er
forbundet med IT- og Telestyrelsens forberedelse og
gennemførelse af udbuddet samt udstedelsen af tilladelserne,
og
6) depositum.
Stk. 3. IT- og
Telestyrelsens beslutning om vilkår i tilladelser, der
udstedes på baggrund af et gennemført offentligt
udbud, kan ud over vilkår som nævnt i § 9, stk. 3,
nr. 3, og § 14 omfatte
1) varighed og
fornyelse af tilladelserne, og
2) at
§§ 23 og 24 i en nærmere afgrænset
periode ikke finder anvendelse på tilladelser udstedt efter
offentligt udbud.
Stk. 4. IT- og
Telestyrelsen udsteder tilladelser efter at have gennemført
offentligt udbud som nævnt i stk. 1.
Anden udstedelse af tilladelser
i tilfælde af frekvensknaphed
§ 12.
I tilfælde af frekvensknaphed, jf. § 7,
stk. 6, hvor der ikke i henhold til regler fastsat i
medfør af § 3, stk. 2, skal varetages
væsentlige samfundsmæssige hensyn, afholder IT- og
Telestyrelsen auktion.
Stk. 2. I
forbindelse med afholdelse af auktionen kan IT- og Telestyrelsen
træffe beslutning om,
1) hvilke typer og
antal tilladelser der skal være omfattet af auktionen,
2) auktionsformen,
auktionsmaterialet, afholdelse af auktionen og
forudsætningerne for deltagelse i auktionen,
3) depositum og
bankgaranti,
4)
minimumsbudsum,
5) fordeling af
tilladelserne,
6) retningslinjer
med henblik på at imødegå en adfærd fra
budgiverne, der kan begrænse eller har til formål at
begrænse konkurrencen i forbindelse med auktionen,
7) fraskrivning af
retten til at kræve anden form for erstatning end
pengekrav,
8) erstatning og
sanktioner for overtrædelse af regler fastsat for auktionen i
form af bortvisning fra auktionen, tilbagekaldelse af allerede
udstedte tilladelser og bod, og
9) at deltagerne i
auktionen skal betale for de omkostninger, der er forbundet med IT-
og Telestyrelsens forberedelse og afholdelse af auktionen samt
udstedelsen af tilladelserne.
Stk. 3. I forbindelse
med afholdelse af auktionen kan IT- og Telestyrelsen ud over
vilkår som nævnt i § 14 træffe beslutning om
fastsættelse af vilkår i tilladelser, der udstedes
på baggrund af auktionen, om varighed og fornyelse af
tilladelserne og om betaling for tilladelserne, herunder i
forbindelse med efterfølgende overdragelse.
Stk. 4. IT- og
Telestyrelsen udsteder tilladelser efter at have afholdt auktion
som nævnt i stk. 1.
Forsøgstilladelser
§ 13.
IT- og Telestyrelsen kan udstede forsøgstilladelser til at
afprøve en nærmere specificeret teknologi eller
tjeneste.
Stk. 2. IT- og
Telestyrelsen kan ved udstedelse af forsøgstilladelser
tillade frekvensanvendelse, som ikke er i overensstemmelse med
frekvensplanen, jf. § 4.
Stk. 3. IT- og
Telestyrelsen fastsætter vilkår for
forsøgstilladelser. Sådanne vilkår kan omfatte
krav om, at forsøgsresultater efter afslutning af
forsøg skal oplyses til IT- og Telestyrelsen.
Vilkår i tilladelser
§ 14.
IT- og Telestyrelsen fastsætter ved udstedelse af tilladelser
vilkår for at anvende radiofrekvenser. Sådanne
vilkår kan omfatte begrænsninger i form af krav om at
anvende en bestemt teknologi, hvis IT- og Telestyrelsen vurderer,
at sådanne begrænsninger er nødvendige af hensyn
til at
1) undgå
uacceptable forstyrrelser,
2) beskytte
folkesundheden mod elektromagnetiske felter eller
3) overholde en
fastsat begrænsning i udbuddet af en bestemt tjeneste.
Stk. 2. IT- og
Telestyrelsen kan fastsætte vilkår, som udgør en
begrænsning i udbuddet af en bestemt tjeneste, hvis
sådanne begrænsninger efter IT- og Telestyrelsens
vurdering er nødvendige for at opfylde en almennyttig
målsætning, herunder
1) sikkerhed for
menneskeliv,
2) fremme af
social, regional og territorial samhørighed,
3) effektiv
udnyttelse af frekvensressourcerne eller
4) fremme af
kulturel og sproglig mangfoldighed samt mediepluralisme.
Stk. 3. De vilkår,
som IT- og Telestyrelsen efter stk. 1 og 2 kan fastsætte, kan
omfatte
1) radiotekniske
krav, herunder
a)
frekvensmaske,
b) maksimal
sendestyrke,
c) maksimal
antennehøjde og antennekarakteristika,
d) modulationstyper
og spektralbredde og
e)
frekvensstabilitet,
2) krav begrundet i
forstyrrelsesmæssige forhold,
3) krav med sigte
på at gennemføre forpligtelser, der følger af
det internationale frekvenssamarbejde eller samarbejdet i EU,
4)
fastsættelse af den geografiske udstrækning af
anvendelsesområdet for de udstedte tilladelser eller
5) krav med sigte
på varetagelse af væsentlige samfundsmæssige
hensyn.
Stk. 4. IT- og
Telestyrelsen kan efter ansøgning lempe vilkår om at
udbyde en bestemt tjeneste eller anvende en bestemt teknologi, hvis
disse vilkår efter styrelsens vurdering ikke længere er
nødvendige at opretholde efter stk. 1 og 2.
§ 15.
IT- og Telestyrelsen fastsætter ved udstedelse af tilladelser
efter auktion, jf. § 10, vilkår svarende til de
vilkår, der er fastsat for auktionen i medfør af
§ 9, stk. 3, nr. 3, og § 10, stk. 3.
Stk. 2. Indkommer
der færre bud end det antal tilladelser, der bortauktioneres,
udsteder IT- og Telestyrelsen tilladelser til den eller de parter,
der har afgivet bud, som opfylder de fastsatte forudsætninger
for deltagelse i auktionen. For sådanne tilladelser
fastsættes udelukkende vilkår som nævnt i
stk. 1.
Stk. 3. Hvis antallet af
bud svarer til eller overstiger det antal tilladelser, der
bortauktioneres, udsteder IT- og Telestyrelsen tilladelser til den
eller de parter, der har afgivet bud, som opfylder de fastsatte
forudsætninger for deltagelse i auktionen. For
sådanne tilladelser fastsættes vilkår som
nævnt i stk. 1.
§ 16.
IT- og Telestyrelsen fastsætter ved udstedelse af tilladelser
efter offentligt udbud, jf. § 11, vilkår svarende til de
vilkår, der er fastsat for udbuddet i medfør af §
9, stk. 3, nr. 3, og § 11, stk. 3.
Stk. 2. Indkommer der
færre tilbud end det antal tilladelser, der udbydes, udsteder
IT- og Telestyrelsen tilladelser til den eller de parter, der har
afgivet tilbud, som opfylder de fastsatte forudsætninger for
deltagelse i udbuddet. For sådanne tilladelser
fastsættes udelukkende vilkår som nævnt i stk.
1.
Stk. 3. Hvis antallet af
tilbud svarer til eller overstiger det antal tilladelser, der
udbydes, udsteder IT- og Telestyrelsen tilladelser til den eller de
parter, der har afgivet tilbud, som opfylder de fastsatte
forudsætninger for deltagelse i udbuddet. For sådanne
tilladelser fastsættes vilkår som nævnt i stk. 1,
herunder krav til geografisk og befolkningsmæssig
dækning samt udbygning af net. Derudover fastsættes
vilkår på baggrund af det tilbud, som tilbudsgiveren
har afgivet.
Stk. 4. IT- og
Telestyrelsen efterkommer anmodninger fra indehavere af tilladelser
udstedt på baggrund af et tidligere afholdt offentligt udbud
om, at vilkårene for den pågældende tilladelse
fastsættes til de minimumskrav, der var gældende for
det tidligere afholdte offentlige udbud, hvis IT- og Telestyrelsen
efter afholdelse af en ny auktion eller gennemførelse af et
nyt offentligt udbud over tilladelser i samme frekvensbånd
afsat til samme konkrete anvendelse har udstedt færre
tilladelser end det antal, der var afsat til gennemførelse
af den nye auktion eller det nye offentlige udbud.
§ 17.
IT- og Telestyrelsen fastsætter ved udstedelse af tilladelser
efter auktion, jf. § 12, vilkår svarende til de
vilkår, der er fastsat for auktionen i medfør af
§ 12, stk. 3.
Stk. 2. Indkommer
der færre bud end det antal tilladelser, der bortauktioneres,
udsteder IT- og Telestyrelsen tilladelser til den eller de parter,
der har afgivet bud, som opfylder de fastsatte forudsætninger
for deltagelse i auktionen. For sådanne tilladelser
fastsættes udelukkende vilkår som nævnt i
stk. 1.
Stk. 3. Hvis antallet af
bud svarer til eller overstiger det antal tilladelser, der
bortauktioneres, udsteder IT- og Telestyrelsen tilladelser til den
eller de parter, der har afgivet bud, som opfylder de fastsatte
forudsætninger for deltagelse i auktionen. For
sådanne tilladelser fastsættes vilkår som
nævnt i stk. 1.
§ 18.
Vilkår som nævnt i § 16, stk. 3, 3. pkt., kan
maksimalt udstrækkes til at gælde 1 år, efter at
det i tilladelsen fastsatte krav til geografisk og
befolkningsmæssig dækning samt udbygning af net er
opnået. Sådanne vilkår skal dog minimum
gælde i 2 år efter udstedelse af tilladelsen.
Stk. 2. IT- og
Telestyrelsen kan uanset stk. 1 ved udstedelse af
tilladelserne fastsætte vilkår om dækning eller
udbygning for hele tilladelsesperioden, hvis det samlede antal
tilladelser, som udstedes til en bestemt anvendelse, sammen med det
øvrige udbud af eventuelle konkurrerende tjenester ikke
efter IT- og Telestyrelsens vurdering sikrer tilstrækkelig
konkurrence på det relevante marked.
Stk. 3. Hvor der er
fastsat vilkår i medfør af stk. 2, kan IT- og
Telestyrelsen i løbet af tilladelsesperioden træffe
afgørelse om, at vilkårene ophæves. En
ophævelse af vilkårene forudsætter, at den i
stk. 1 fastsatte periode er forløbet, og at IT- og
Telestyrelsen vurderer, at udviklingen i den samlede
konkurrencesituation berettiger ophævelsen.
Varighed og fornyelse
§ 19.
IT- og Telestyrelsen fastsætter regler om varigheden af de
enkelte kategorier af tilladelser udstedt i medfør af
§ 7, stk. 1, § 10, stk. 4,
§ 11, stk. 4, § 12, stk. 4, og
§ 13, stk. 1, medmindre andet er besluttet i
medfør af §§ 10 eller 11.
§ 20.
IT- og Telestyrelsen kan fastsætte regler om forenklede
procedurer for fornyelse af tilladelser, medmindre andet er
besluttet i medfør af §§ 10 eller 11.
Kapitel 4
Administration af tilladelser
Overdragelse af tilladelser
§ 21.
Overdragelse af tilladelser kan ske uden forudgående
godkendelse, jf. dog stk. 3-5. Overdragelse af tilladelser kan
ske i form af fuldstændig overdragelse, overdragelse af dele
af frekvensbånd omfattet af en tilladelse eller af dele af en
tilladelses geografiske anvendelsesområde. Tilladelser kan i
samme omfang tilbageleveres til IT- og Telestyrelsen.
Stk. 2. En
tilladelsesindehaver skal underrette IT- og Telestyrelsen, straks
efter at en aftale om overdragelse er indgået. Disse
oplysninger offentliggøres af IT- og Telestyrelsen.
Stk. 3. IT- og
Telestyrelsen kan fastsætte regler om, at en
tilladelsesindehavers planer om overdragelse efter stk. 1 skal
meddeles IT- og Telestyrelsen, og at disse oplysninger
offentliggøres af IT- og Telestyrelsen.
Stk. 4. Ministeren
for videnskab, teknologi og udvikling kan fastsætte regler
om, at overdragelse eller tilbagelevering af dele af tilladelser
udstedt efter auktion, jf. § 10, eller offentligt udbud,
jf. § 11, kun kan ske efter IT- og Telestyrelsens
forudgående godkendelse.
Stk. 5. Ministeren
for videnskab, teknologi og udvikling kan fastsætte regler
om, at stk. 1 ikke finder anvendelse på tilladelser til
at anvende radiofrekvenser afsat til radio- eller tv-formål,
jf. § 35, stk. 1.
Konkurrencebegrænsende
adfærd
§ 22.
En tilladelsesindehaver må ikke etablere en så
betydende markedsposition, at tilladelsesindehaveren til skade for
konkurrencen vil kunne hindre effektiv udnyttelse af
frekvensressourcer.
Ændring og
tilbagekaldelse af tilladelser
§ 23.
IT- og Telestyrelsen kan med 1 års varsel fastsætte nye
vilkår eller ændre vilkår for at anvende
radiofrekvenser, hvis det er nødvendigt for at
1) sikre
gennemførelsen af forpligtelser, der følger af det
internationale frekvenssamarbejde eller samarbejdet i EU, eller
2) varetage
væsentlige samfundsmæssige hensyn, jf. § 2,
stk. 2.
Stk. 2. IT- og
Telestyrelsen kan fastsætte nye eller ændrede
vilkår efter stk. 1 med et kortere varsel end 1
år, hvis det er nødvendigt af hensyn til menneskers
liv eller helbred.
Stk. 3. Med henblik
på at afhjælpe uacceptable forstyrrelser af
frekvensanvendelse, som ikke skyldes overtrædelser af loven,
regler fastsat i medfør heraf eller vilkår i en
tilladelse, kan IT- og Telestyrelsen fastsætte nye
vilkår eller ændre allerede fastsatte vilkår i
udstedte tilladelser.
§ 24.
IT- og Telestyrelsen kan med 1 års varsel tilbagekalde
tilladelser, hvis det er nødvendigt for at
1) sikre
gennemførelsen af forpligtelser, der følger af det
internationale frekvenssamarbejde eller samarbejdet i EU, eller
2) varetage
væsentlige samfundsmæssige hensyn, jf. § 2,
stk. 2, jf. dog § 37, stk. 1.
§ 25.
IT- og Telestyrelsen tilbagekalder en tilladelse, hvis
tilladelsesindehaveren ikke betaler forfaldne frekvensafgifter, jf.
§ 50.
§ 26.
IT- og Telestyrelsen kan tilbagekalde en tilladelse, hvis
tilladelsesindehaveren groft overtræder loven, regler, som er
fastsat i medfør af loven, eller vilkår i
tilladelsen.
Kapitel 5
Radioprøver, kaldesignaler og
identifikationsnumre
§ 27.
IT- og Telestyrelsen kan fastsætte regler, hvorefter
anvendelse af radiofrekvenser i amatørradio- og
amatørradiosatellittjenesten, luftfartsradiotjenester og
maritime radiotjenester forudsætter, at en prøve er
bestået.
§ 28.
IT- og Telestyrelsen fastsætter regler for prøver som
anført i § 27.
§ 29.
IT- og Telestyrelsen fastsætter regler om udstedelse af
kaldesignaler og identifikationsnumre.
§ 30.
IT- og Telestyrelsen fastsætter regler om anvendelse af
kaldesignaler og identifikationsnumre.
Kapitel 6
Tavshedspligt samt frekvensanvendelse
i ekstraordinære situationer m.v.
§ 31.
IT- og Telestyrelsen fastsætter regler om tavshedspligt for
alle, der modtager radiosignaler, uden at radiosignalerne er
tiltænkt modtageren eller almenheden.
§ 32.
Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan
fastsætte regler om anvendelse af radiofrekvenser i
tilfælde af krise og krig samt katastrofer og andre
ekstraordinære situationer i fredstid.
§ 33.
Når hensynet til statens sikkerhed gør det
nødvendigt, kan IT- og Telestyrelsen forbyde anvendelse af
bestemte radiofrekvenser. Sendeanlæg, der anvender
radiofrekvenser, som er omfattet af et sådant forbud, kan
forlanges afleveret til offentlig myndighed til deponering.
Kapitel 7
Anvendelse af radiofrekvenser afsat
til radio- eller tv-formål
§ 34.
Reglerne i §§ 35-37 finder anvendelse på
radiofrekvenser, der i frekvensplanen, jf. § 4, er afsat til
radio- eller tv-formål.
§ 35.
IT- og Telestyrelsen kan udstede tilladelser, jf. §§ 7 og
13, til at anvende radiofrekvenser, der i frekvensplanen, jf.
§ 4, er afsat til radio- eller tv-formål, til radio-
eller tv-formål og til andre formål end radio eller
tv.
Stk. 2. Ved
udstedelse af tilladelser efter stk. 1 gives tilladelser til
radio- eller tv-formål forrang frem for tilladelser til andre
formål end radio eller tv.
§ 36.
Udstedelse af en tilladelse til radio- eller tv-formål, jf.
§ 35, stk. 1, kan alene ske, hvis ansøgeren har adgang
til at udøve programvirksomhed, eller hvis ansøgeren
har adgang til at distribuere lyd- og billedprogrammer ved
hjælp af jordbaserede digitale sendenet i henhold til lov om
radio- og fjernsynsvirksomhed eller regler udstedt i medfør
heraf.
Stk. 2. IT- og
Telestyrelsen kan kun udstede en tilladelse til radio- eller
tv-formål efter § 35, stk. 1, hvis de sendere, som
ønskes anvendt, er placeret inden for det geografiske
område, hvor ansøgeren har adgang til at udøve
programvirksomhed eller til at distribuere lyd- og
billedprogrammer.
Stk. 3. Er de
ansøgte radiofrekvenser udmeldt af Radio- og tv-nævnet
i henhold til lov om radio- og fjernsynsvirksomhed eller regler
udstedt i medfør heraf til brug i et bestemt område,
skal de sendere, som ønskes anvendt, være placeret
inden for dette område.
Stk. 4. Tilladelser til
radio- eller tv-formål udstedt efter § 35, stk. 1,
bortfalder, hvis adgangen til at udøve programvirksomhed
eller adgangen til at distribuere lyd- og billedprogrammer ved
hjælp af jordbaserede digitale sendenet i henhold til lov om
radio- og fjernsynsvirksomhed bortfalder eller tilbagekaldes
tidsubegrænset.
Stk. 5. Efter
forhandling mellem ministeren for videnskab, teknologi og udvikling
og kulturministeren kan IT- og Telestyrelsen ved udstedelse af
tilladelser til radio- eller tv-formål, jf. § 35, stk.
1, ud over vilkår fastsat i medfør af § 14
fastsætte vilkår begrundet i mediepolitiske hensyn.
§ 37.
Efter forhandling mellem ministeren for videnskab, teknologi og
udvikling og kulturministeren kan IT- og Telestyrelsen med 1
års varsel tilbagekalde tilladelser til radio- eller
tv-formål, jf. § 35, stk. 1, med henblik på at
varetage mediepolitiske hensyn.
Stk. 2. Efter
forhandling mellem ministeren for videnskab, teknologi og udvikling
og kulturministeren kan IT- og Telestyrelsen med 6 måneders
varsel tilbagekalde tilladelser til andre formål end radio-
eller tv-formål, jf. § 35, stk. 1, med henblik på
at varetage mediepolitiske hensyn.
§ 38.
Der må ikke anvendes radiofrekvenser til udsendelse af radio-
eller tv-programmer på det åbne hav eller i luftrummet
derover.
Kapitel 8
Afgivelse af oplysninger
§ 39.
IT- og Telestyrelsen kan af brugere af radiofrekvenser kræve
alle oplysninger og alt materiale, som IT- og Telestyrelsen
skønner relevant med henblik på administration af
denne lov og regler og vilkår fastsat i medfør
heraf.
Stk. 2. IT- og
Telestyrelsens anmodning efter stk. 1 skal ledsages af
oplysning om, til hvilke specifikke formål oplysningerne
eller materialet skal anvendes.
§ 40.
IT- og Telestyrelsen kan af tilladelsesindehavere kræve
oplysninger og materiale om økonomiske, statistiske,
frekvensmæssige og øvrige forhold med henblik på
udarbejdelse af rapporter, statistikker m.v.
Stk. 2. IT- og
Telestyrelsen kan kræve, at oplysninger og materiale som
nævnt i stk. 1 afgives regelmæssigt på forud
fastsatte tidspunkter.
Stk. 3. IT- og
Telestyrelsens anmodning efter stk. 1 skal ledsages af
oplysning om, til hvilke specifikke formål oplysningerne
eller materialet skal anvendes.
Kapitel 9
IT- og Telestyrelsens tilsyn m.v.
§ 41.
IT- og Telestyrelsen fører tilsyn med overholdelse af loven
og af regler og vilkår, der er fastsat i medfør af
loven.
Stk. 2. IT- og
Telestyrelsens tilsyn efter stk. 1 sker efter følgende
prioritering:
1) Forstyrrelser,
hvis følgevirkninger kan medføre fare for menneskers
liv eller helbred.
2) Andre
forstyrrelser og overtrædelser af loven og regler og
vilkår, der er fastsat i medfør af loven.
Stk. 3. IT- og
Telestyrelsen kan som en del af det generelle tilsyn, jf. stk. 1,
foretage monitering af konkrete frekvensbånd med henblik
på at
1) opklare konkrete
forstyrrelser forårsaget af frekvensanvendelse eller andre
elektromagnetiske fænomener,
2) sikre
overholdelse af loven og af regler og vilkår, der er fastsat
i medfør af loven, og
3) sikre
overholdelse af forpligtelser, der følger af det
internationale frekvenssamarbejde eller samarbejdet i EU.
§ 42.
IT- og Telestyrelsen kan ved konstatering af overtrædelser af
loven og af regler og vilkår, der er fastsat i medfør
af loven, meddele ejeren eller brugeren af det radioudstyr,
teleterminaludstyr eller elektriske og elektroniske apparat, som
forårsager overtrædelsen, påbud om at
1) foretage de
foranstaltninger, der er nødvendige for at afhjælpe
forstyrrelsen, herunder reparation, montering af ekstra filtre og
afhjælpning af fejl, der skyldes mangelfuld eller
fejlbehæftet installation eller forkert anvendelse af det
pågældende radioudstyr, teleterminaludstyr eller
elektriske eller elektroniske apparat,
2) bringe
frekvensanvendelsen i overensstemmelse med loven og regler og
vilkår, der er fastsat i medfør af loven, og
3) standse driften
af radioudstyr, teleterminaludstyr og elektriske og elektroniske
apparater.
Stk. 2. IT- og
Telestyrelsen kan ved konstatering af forstyrrelser på
stedet
1) foretage
undersøgelser af radioudstyr, teleterminaludstyr og
elektriske og elektroniske apparater og
2) foretage
afbrydelse af radioudstyr, teleterminaludstyr og elektriske og
elektroniske apparater, som forstyrrer andre apparater, hvis
funktion er afgørende for menneskers liv eller helbred.
§ 43.
IT- og Telestyrelsen kan udstede påbud med henblik på
at bringe overtrædelser af § 22 til
ophør.
§ 44.
IT- og Telestyrelsen har mod behørig legitimation uden
retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme med henblik
på at standse forstyrrelser af tjenester, radioudstyr,
teleterminaludstyr og elektriske og elektroniske apparater, hvis
funktion er afgørende for menneskers liv eller helbred.
Stk. 2. Politiet
yder om nødvendigt bistand til at gennemføre adgang
til offentlige og private ejendomme som nævnt i stk. 1.
Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan efter
forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere
regler herom.
Stk. 3. IT- og
Telestyrelsen forelægger snarest muligt, og senest inden 24
timer efter at IT- og Telestyrelsen tvangsmæssigt har skaffet
sig adgang som nævnt i stk. 1, sagen for retten. Retten
afgør ved kendelse, om indgrebet kan godkendes. Burde
indgrebet efter rettens opfattelse ikke være foretaget, giver
retten meddelelse herom til ministeren for videnskab, teknologi og
udvikling.
Kapitel 10
Delegation og instruktions- og
dispensationsadgang
§ 45.
Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan
fastsætte regler, hvorefter andre offentlige myndigheder og
private bemyndiges til helt eller delvis at udføre opgaver,
som følger af regler udstedt i medfør af
§§ 27-30. Dette gælder dog ikke
regelfastsættelse i medfør af §§ 27-30,
jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Ministeren
for videnskab, teknologi, og udvikling kan fastsætte regler,
hvorefter offentlige myndigheder, der i medfør af
stk. 1 er bemyndiget til at udføre opgaver, kan
fastsætte regler som nævnt i §§ 28 og
29.
§ 46.
Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan ikke give IT-
og Telestyrelsen tjenestebefaling om IT- og Telestyrelsens
varetagelse af myndighedsopgaver vedrørende konkrete sager,
om behandling og afgørelse af enkeltsager, om IT- og
Telestyrelsens udstedelse af regler på områder, hvor
IT- og Telestyrelsen er bemyndiget hertil, eller om IT- og
Telestyrelsens øvrige tilsynsaktiviteter med henblik
på at sikre overholdelsen af denne lov og regler udstedt i
medfør heraf.
Stk. 2. Ministeren
for videnskab, teknologi og udvikling kan ikke dispensere fra
regler udstedt af ministeren for videnskab, teknologi og udvikling
i medfør af denne lov.
Stk. 3. Ministeren
for videnskab, teknologi og udvikling kan ikke give offentlige
myndigheder eller private, som er bemyndiget til helt eller delvis
at udføre opgaver, jf. § 45, stk. 1,
tjenestebefaling vedrørende de konkrete sager og opgaver,
som den offentlige myndighed eller private er bemyndiget til at
udføre.
Kapitel 11
Klageadgang
§ 47.
Klager over IT- og Telestyrelsens afgørelser i medfør
af denne lov og regler udstedt i medfør heraf, herunder
klager over IT- og Telestyrelsens sagsbehandling, kan indbringes
for Teleklagenævnet, jf. dog § 48.
Stk. 2. Klager over
afgørelser i medfør af regler udstedt i medfør
af loven truffet af offentlige myndigheder, der er bemyndiget
hertil i medfør af § 45, kan indbringes for
Teleklagenævnet.
Stk. 3.
Teleklagenævnet kan af parterne kræve alle oplysninger,
som skønnes relevante med henblik på behandling af
sagerne.
§ 48.
IT- og Telestyrelsens afgørelser og beslutninger truffet i
medfør af §§ 10-12 kan ikke indbringes for
anden administrativ myndighed.
§ 49.
Klager over afgørelser truffet af private, der i
medfør af regler udstedt i medfør af § 45,
stk. 1, er bemyndiget til at udføre opgaver, som IT- og
Telestyrelsen i medfør af §§ 27-30 kan
fastsætte regler om, kan indbringes for IT- og
Telestyrelsen.
Kapitel 12
Afgifter og gebyrer
§ 50.
IT- og Telestyrelsen opkræver frekvensafgifter hos
tilladelsesindehavere.
Stk. 2. De
afgifter, der er nævnt i stk. 1, fastsættes
årligt på finansloven og offentliggøres af IT-
og Telestyrelsen.
§ 51.
IT- og Telestyrelsen kan fastsætte regler om gebyrer for
1) afholdelse af
prøver og udstedelse af certifikater, herunder genparter af
certifikater, jf. § 28,
2) udstedelse af
kaldesignaler og identifikationsnumre, jf. § 29,
3) udsendelse af
rykkere i tilfælde af manglende betaling af gebyrer, jf. nr.
1 og 2, og frekvensafgift, jf. § 50, og
4) kvartalsopdeling
af betaling af frekvensafgift, jf. § 50.
Stk. 2. IT- og
Telestyrelsen og andre offentlige myndigheder og private, der efter
§ 45, stk. 1, er bemyndiget til at udføre
opgaver, opkræver gebyrer, som er fastsat i medfør af
stk. 1.
Kapitel 13
Sanktions- og straffebestemmelser
§ 52.
IT- og Telestyrelsen kan pålægge en
tilladelsesindehaver tvangsbøder med henblik på at
gennemtvinge handlinger, som det i henhold til tilladelsens
vilkår påhviler tilladelsesindehaveren at foretage.
Stk. 2. IT- og
Telestyrelsen kan pålægge enhver, der efter
§§ 39 og 40 har pligt til at give IT- og
Telestyrelsen oplysninger, tvangsbøder med henblik på
at gennemtvinge afgivelsen af oplysningerne.
Stk. 3. Undlader en
tilladelsesindehaver at efterkomme et påbud udstedt af IT- og
Telestyrelsen i medfør af § 43, kan IT- og
Telestyrelsen pålægge tilladelsesindehaveren
tvangsbøder med henblik på at gennemtvinge
efterkommelse heraf.
§ 53.
Teleklagenævnet kan pålægge tilladelsesindehavere
tvangsbøder med henblik på at gennemtvinge
påbud.
§ 54.
Med bøde straffes den, der
1) overtræder
§ 6, stk. 1, og § 38,
2) ikke overholder
vilkår fastsat i medfør af § 13,
stk. 3, og §§ 14-17,
3) ikke efterkommer
påbud udstedt i medfør af § 42, stk. 1,
og § 43,
4) ikke afgiver
oplysninger efter §§ 39 og 40 eller
5) overtræder
EF-forordninger på frekvensområdet.
Stk. 2. I regler
udstedt i medfør af denne lov kan der fastsættes straf
af bøde for overtrædelse af reglerne.
Stk. 3. Der kan
pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 4. Ved
udmåling af straf for manglende efterkommelse af påbud
udstedt i medfør af § 43, jf. stk. 1, nr. 3,
skal der ved fastsættelse af bødens størrelse
ud over de almindelige regler i straffelovens kapitel 10 tages
hensyn til den juridiske persons omsætning det seneste
år forud for domsafsigelsen eller udstedelsen af et
bødeforelæg.
Kapitel 14
Ikrafttræden m.v.
§ 55.
Loven træder i kraft den 1. januar 2010.
§ 56.
Følgende love ophæves:
1) Lov nr. 84 af
11. maj 1897 om telegrafer og telefoner.
2) Lov nr. 270 af
22. maj 1986 om udfærdigelse af koncessioner på
anlæg og drift vedrørende visse
telekommunikationstjenester.
3) Lov om visse
personalemæssige forhold i forbindelse med oprettelsen af
Tele Sønderjylland A/S, jf. lovbekendtgørelse nr. 399
af 13. maj 1992.
4) Lov om visse
forhold på telekommunikationsområdet, jf.
lovbekendtgørelse nr. 501 af 22. juni 1995.
5) Lov nr. 289 af
29. april 1992 om visse personalemæssige forhold i
forbindelse med overførsel af opgaver fra Telestyrelsen,
Tele Sønderjylland A/S og Telecom A/S til Tele Danmark Mobil
A/S.
6) Lov om
radiofrekvenser, jf. lovbekendtgørelse nr. 680 af 23. juni
2004.
§ 57.
Bekendtgørelser udstedt i medfør af følgende
love forbliver i kraft, indtil de ophæves eller
afløses af regler udstedt i medfør af denne lov, jf.
dog stk. 2:
1) Lov om
radiokommunikation, jf. lovbekendtgørelse nr. 297 af 22.
april 1992,
2) lov nr. 394 af
10. juni 1997 om radiokommunikation og tildeling af radiofrekvenser
og
3) lov om
radiofrekvenser, jf. lovbekendtgørelse nr. 680 af 23. juni
2004.
Stk. 2. Følgende
bekendtgørelser ophæves ved lovens
ikrafttræden:
1)
Bekendtgørelse nr. 549 af 20. juni 1996 om offentligt udbud
af tilladelser til etablering og drift af DCS1800-net og ERMES-net
med tilhørende basale tjenester.
2)
Bekendtgørelse nr. 71 af 27. januar 2000 om offentligt udbud
af tilladelser til etablering og drift af offentlige
trådløse abonnentnet (FWA).
3)
Bekendtgørelse nr. 131 af 24. februar 2000 om ændring
af bekendtgørelse om offentligt udbud af tilladelser til
etablering og drift af offentlige trådløse abonnentnet
(FWA).
4)
Bekendtgørelse nr. 326 af 8. maj 2000 om offentlige udbud af
tilladelser til etablering og drift af offentlige net særligt
til nød- og beredskabsformål og andre former for
specifikke kommunikationsbehov.
5)
Bekendtgørelse nr. 1013 af 5. oktober 2006 om auktion over
landsdækkende tilladelse til anvendelse af radiofrekvenser i
radiofrekvensbåndene 453,0-457,5 MHz og 463,0-467,5 MHz.
6)
Bekendtgørelse nr. 214 af 28. marts 2000 om offentligt udbud
af tilladelser til etablering og drift af offentlige digitale 2.
generations mobilnet.
7)
Bekendtgørelse nr. 1014 af 5. oktober 2006 om auktion over
landsdækkende tilladelse til anvendelse af radiofrekvenser i
radiofrekvensbåndene 872-876 MHz og 917-921 MHz.
§ 58.
Tilladelser udstedt i medfør af de love, der er nævnt
i § 57, stk. 1, eller lov nr. 468 af 12. juni 1996 om
offentlig mobilkommunikation forbliver i kraft.
Stk. 2. Mobiltilladelser
udstedt i medfør af lov nr. 468 af 12. juni 1996 om
offentlig mobilkommunikation bortfalder, hvis de
frekvenstilladelser, der er knyttet til mobiltilladelserne udstedt
i medfør af de love, der er nævnt i stk. 1, ikke
længere er i kraft.
Stk. 3. Denne lov
og regler udstedt i medfør heraf finder anvendelse på
tilladelser udstedt i medfør af de love, der er nævnt
i stk. 1.
Stk. 4. Tilladelser
udstedt efter auktion eller offentligt udbud gennemført i
medfør af de love, der er nævnt i stk. 1, løber
uden ansøgning videre i perioder fastsat i forbindelse med
den enkelte auktion eller offentlige udbud.
Stk. 5. Ministeren for
videnskab, teknologi og udvikling kan fastsætte regler om, at
overdragelse eller tilbagelevering af dele af tilladelser udstedt
efter auktion eller offentligt udbud i medfør af de love,
der er nævnt i stk. 1, eller lov nr. 1266 af 20. december
2000 om auktion over tilladelser til 3. generations mobilnet kun
kan ske efter IT- og Telestyrelsens forudgående
godkendelse.
Stk. 6. IT- og
Telestyrelsen kan fastsætte regler om varigheden for
tilladelser udstedt før den 1. juli 1997, som ikke allerede
har en fastsat varighed.
§ 59.
Beslutninger om at afholde auktion over tilladelser eller
gennemføre offentligt udbud af tilladelser truffet i
medfør af lov om radiofrekvenser, jf.
lovbekendtgørelse nr. 680 af 23. juni 2004, der ikke er
udmøntet ved denne lovs ikrafttræden, skal
udmøntes på grundlag af reglerne i lov om
radiofrekvenser, jf. lovbekendtgørelse nr. 680 af 23. juni
2004.
Stk. 2.
Beslutninger om gennemførelse af afholdelse af auktion over
tilladelser truffet i medfør af lov nr. 1266 af 20. december
2000 om auktion over tilladelser til 3. generations mobilnet, der
ikke er udmøntet ved denne lovs ikrafttræden, skal
udmøntes på grundlag af reglerne i lov nr. 1266 af 20.
december 2000 om auktion over tilladelser til 3. generations
mobilnet.
§ 60.
I lov nr. 1266 af 20. december 2000 om auktion over tilladelser til
3. generations mobilnet, som ændret ved § 59 i lov nr.
421 af 6. juni 2002, foretages følgende ændringer:
1.§ 1 affattes
således:
»§ 1. Denne lov finder
anvendelse på afholdelse af auktion over tilladelser til
etablering og drift af 3. generations mobilnet i følgende
frekvensbånd: 1900-1980 MHz og 2110-2170 MHz.«
2.§ 3, stk. 1, affattes
således:
»§ 5, § 13, § 21, stk. 1-3,
§§ 22 og 23, §§ 39-44, §§ 46 og 47,
§ 50 og §§ 52-54 i lov om radiofrekvenser finder
tilsvarende anvendelse.«
§ 61.
Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de
særlige grønlandske forhold tilsiger.
Officielle noter
1) Loven indeholder regler,
der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2002/20/EF af 7. marts 2002 om tilladelser til
elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (EF-Tidende 2002 nr. L
108, s. 21) og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for
elektroniske kommunikationsnet og -tjenester
(EF-Tidende 2002 nr. L 108, s. 33).