Transport- og energiministeren (Jakob Axel Nielsen):
Tak for de venlige bemærkninger, dels i anledning af min tiltræden, dels om lovforslaget. Der er noget, der tyder på, at det kan blive en meget bred aftale. Jeg skal ikke kunne love, at jeg fremadrettet vil kunne få lige så brede aftaler, men jeg takker meget for bredden her, og især er jeg utrolig glad for, at den konservative ordfører gav lovforslaget så megen støtte.
Lidt malurt i bægeret kom der fra den radikale ordfører, selv om der også var opbakning. Den radikale ordfører betinger det gode samarbejde af, at vi også får lavet noget, og jeg vil sige, at her adskiller den radikale ordfører sig fra alle sine radikale kolleger. Her har jeg fået klar opbakning, så det er lidt skuffende, at hr. Johs. Poulsen strammer tingene sådan og også forlanger handling. Men jeg kvitterer alligevel og vil også lægge op til, at der skal ske noget på energiområdet. Hr. Johs. Poulsen skal være hjertelig velkommen i ministeriet til alle de forhandlinger, der kommer på området.
Jeg vil også gerne sige tak til hr. Kim Mortensen for de pæne ord, også på SF's vegne. Lovforslaget er jo et skridt i den rigtige retning set i lyset af regeringens energipolitik. Lovforslaget skal skabe rammerne for, at der kommer mere energieffektive produkter på markedet, hvorved produkternes energiforbrug og miljøbelastning bliver nedbragt.
Jeg har med tilfredshed noteret mig den store generelle tilslutning fra ordførerne. Jeg har også bemærket, at en enkelt ordfører, nemlig Enhedslistens ordfører, opfordrede til, at vi skal gå enegang, og jeg vil i det følgende fremhæve nogle mere principielle synspunkter i den forbindelse.
Som bekendt gennemfører lovforslaget EU's ECO-design-direktiv. Kommissionen har forberedt mere detaljerede regler og gennemførelsesforanstaltninger for en række produkter, som har et væsentligt energiforbrug, så jeg kan ikke tilslutte mig Enhedslistens ordførers bemærkning om, at det skulle være ønskeligt at gå enegang. Efter min mening er det vigtigt, at vi har fælles regler, for det vil have langt mere effekt.
Kommissionen er forpligtet af EU's energipolitiske målsætninger om at sikre, at der er fremdrift i arbejdet med energibesparelser. Jeg vil minde om, at det er en EU-målsætning at have reduceret energiforbruget med 20 pct. i 2020, og effektiviseringer i energiforbrugende produkter er et vigtigt virkemiddel for at nå det mål.
Lovforslaget her vil tilskynde til innovation og udvikling af nye energieffektive produkter, og det vil også være en fordel for danske producenter. Den danske eksport inden for energisektoren udgjorde i 2006 over 8 pct. af den samlede eksport og er støt stigende. Gennemførelsen af ECO-design-direktivet vil øge efterspørgslen efter energieffektive produkter og komponenter hertil. Det er et område, hvor danske virksomheder står stærkt, og jeg er sikker på, at lovforslaget sammen med tilsvarende love i de andre EU-lande vil være til gavn for danske virksomheder og for danske arbejdspladser.
Samtidig er lovforslaget udformet således, at opgaverne for erhvervslivet ikke bliver unødvendigt omfattende. Den erhvervsvirksomhed, som første gang introducerer et nyt energiforbrugende produkt på markedet i EU, skal dokumentere, at produktet overholder EU's krav om energieffektivitet og miljøforhold. Virksomhedens egen dokumentation skal lægges til grund i hele EU.
Vi står, som hr. Kim Mortensen også var inde på, over for energiforhandlinger. Vi har forhandlinger om aftalen om en visionær dansk energipolitik frem mod 2025, og som hr. Kim Mortensen sagde, glæder hr. Kim Mortensen sig til at deltage i forhandlingerne. Jeg kan kun kvittere for, at hr. Kim Mortensen allerede har været til forhandlinger. Der er altså forhandlinger i gang, så de store bunker til trods har vi taget fat på energiforhandlingerne, og jeg ser frem til, at vi kan fortsætte disse forhandlinger i den gode, konstruktive ånd, de hidtil har været ført i.
Med disse ord skal jeg takke for Folketingets velvillige behandling af lovforslaget.