Den næste sag på dagsordenen var:
9) Første behandling af beslutningsforslag nr. B 79:
Forslag til folketingsbeslutning om ernæringsmærkning af alle fødevarer, der sælges i Danmark. Af Per Clausen (EL) m.fl. (Fremsat 23/1 2007).

Forslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Enhedslisten opfordrer med B 79 regeringen til at sikre, at der indføres en obligatorisk ernæringsmærkning af alle fødevarer, der sælges i Danmark, med udgangspunkt i de principper, som er foreslået af familie- og forbrugerministeren i ministerens oplæg vedrørende en ny ernæringsmærkning i Danmark.
     Ligesom forslagsstillerne mener jeg klart, at vi skal have ernæringsmærket danske fødevarer. Formålet med ernæringsmærket er at give forbrugerne et redskab i en ofte travl og stresset hverdag til hurtigt at se, hvilke fødevarer man rolig kan spise meget af, og hvilke fødevarer man bør holde lidt igen med.
     Derfor arbejder jeg også på at få gennemført en ernæringsmærkningsordning. Regeringen indfører til april en frivillig national ernæringsmærkningsordning, og samtidig med det arbejder vi alt, hvad vi kan, for at få en obligatorisk ernæringsmærkningsordning på EU-fællesskabsniveau. Senest har jeg den 5. februar på et bilateralt møde med den ansvarlige EU-kommissær, Markos Kyprianou, sagt, at Danmark er varm tilhænger af en fælles europæisk ernæringsmærkningsordning, og at vi opfordrer Kommissionen til at fremskynde arbejdet, samt at vi vil støtte Kommissionen i dens videre tiltag på dette område. Jeg arbejder således løbende for at opfylde det politiske ønske, som er kommet til udtryk i beretningen, afgivet over B 5 den 30. november 2005.
     Det er imidlertid vigtigt at holde sig for øje, at fødevaremærkningsområdet for det første er et fuldstændig EU-harmoniseret retsområde, og at indførelse af et obligatorisk nationalt ernæringsmærke for det andet vil være en teknisk handelshindring, der vil stride mod reglerne om varernes frie bevægelighed.
     Det er derfor meningsløst at bruge ressourcer på at etablere en obligatorisk dansk ordning, hvor vi på forhånd må vurdere det som helt givet, at der vil blive lagt sag an mod Danmark ved EF-Domstolen, og hvor det er fuldstændig usandsynligt, at vi skulle få medhold af Domstolen i en sådan sag.

     Det er i forbindelse med debatten om ernæringsmærket i januar-februar 2007 blevet anført, at indførelse af en obligatorisk ernæringsmærkning kan sidestilles med indførelsen af de danske regler om indhold af transfedtsyrer
i fødevarer. Lad mig gøre det klart: Det er to vidt forskellige situationer.
     I sagen om transfedt har danske forskere påpeget en direkte sundhedsrisiko ved indtagelse af fødevarer med transfedt, og derfor har regeringen heller ikke tøvet et sekund med at indføre særlige danske regler uden om EU. Med hensyn til ernæringsmærkningsordningen kan vi ikke argumentere for en tilsvarende direkte sundhedsrisiko ved indtagelse af fødevarer, der ikke er ernæringsmærkede. Ud over at en obligatorisk mærkningsordning vil være i strid med reglerne i det indre marked, følger det klart af den for nylig vedtagne forordning om ernærings- og sundhedsanprisninger, at medlemsstaternes mulighed for at indføre nationale ernæringsmærkningsordninger begrænser sig til frivillige ordninger. Dansk enegang på dette område vil under ingen omstændigheder fremme vores bestræbelser for at sikre en fælles EU-ernæringsmærkning, og det vil være til stor, stor skade for vores omdømme og vores troværdighed i EU. EU-Kommissionen vil gå fra at opfatte Danmark som en konstruktiv medspiller med hensyn til at sikre en fælles EU-ernæringsmærkningsordning, hvor vi vil have gode muligheder for at påvirke den endelige udformning af en fælles ernæringsmærkningsordning, til at være en medlemsstat, som med sin enegang bremser og vanskeliggør en fælles målsætning. Danmark vil i de kommende forhandlinger om en revision af EU's mærkningsregler arbejde for, at det fremover bliver obligatorisk at næringsdeklarere fødevarerne, og vi vil arbejde for, at der i EU etableres en fælles obligatorisk ernæringsmærkningsordning. Det vil selvfølgelig være en stor udfordring at sikre en fælles ernæringsmærkning i EU, og det kan selvfølgelig også tage tid. Derfor bør vi også i mellemtiden udnytte den mulighed, vi har, for at etablere en frivillig ordning i Danmark, og det er der flere gode grunde til. Der er først og fremmest - og ikke mindst - hensynet til forbrugerne. Jeg mener ikke, at de danske forbrugere skal vente på, at der i EU-regi opnås enighed om en fælles ernæringsmærkning. Dernæst er det helt klart, at EU-Kommissionen og de andre EU-lande i forbindelse med de aktuelle overvejelser om en fælles europæisk ernæringsmærkningsordning vil lytte ekstra meget til de medlemsstater, som har udviklet og ikke mindst har høstet konkrete erfaringer med ernæringsmærkningsordninger. Endelig er det også væsentligt at anføre, at det i forbindelse med vedtagelsen af den nye EU-forordning om ernærings- og sundhedsanprisninger blev besluttet, at medlemsstaterne i op til 1 år efter forordningens ikrafttræden har mulighed for at notificere frivillige nationale ernæringsmærkningsordninger. Herefter bortfalder denne mulighed. Det er derfor min opfattelse, at den frivillige mulighed skal udnyttes, og jeg er meget imod at obstruere dette ved at indføre en obligatorisk national ernæringsmærkningsordning. Det er således vigtigt, at vi gennemfører vores frivillige ernæringsmærkningsordning. Ordningen er sendt til notifikation i EU i oktober 2006, og ordningen vil som nævnt træde i kraft i april 2007. Jeg vil også gerne understrege, at jeg ligesom forslagsstillerne er meget skuffet over fødevareindustriens og detailhandelens organisationer, som ikke har vist velvilje over for den kommende frivillige ordning, en ordning, der jo har til formål at gøre det lettere for forbrugerne at træffe det sunde valg i hverdagen. Vi er gået meget langt for at imødekomme industriens og detailhandelens synspunkter i den her sag. Vi har dog ikke kunnet opnå deres forståelse for, at der er et reelt behov for gennem mærkning af de enkelte fødevarer at informere forbrugerne om, at der er fødevarer, man bør spise mindre af
i hverdagen. Jeg har derimod ikke opgivet indsatsen for at få producenter af produkter, der opfylder kravene til »Spis mest«, til at anvende mærkningsordningen. Vi må nu sammen med forbrugerne tage den udfordring op, som det bliver at sikre, at ernæringsmærket bliver brugt af de enkelte fødevareproducenter. Der er således efter min bedste overbevisning mange enkeltproducenter, som vil kunne få stor gavn af at kunne benytte ernæringsmærket i forbindelse med markedsføring af deres produkter. Vi skal samtidig sikre et godt kendskab til ordningen blandt forbrugerne, således at de positivt efterspørger de mærkede fødevarer, når de handler ind, ligesom vi skal give forbrugerne redskaber til selv at vurdere, hvilken mærkningskategori deres foretrukne fødevarer hører under.

     Afsluttende skal jeg ikke overraskende meddele, at regeringen af disse årsager ikke kan støtte Enhedslistens beslutningsforslag.

Der er et par stykker, der har bedt om korte bemærkninger, og den første er hr. Svend Auken.

Der er ingen tvivl om, at der er behov for at give forbrugerne de fornødne ernæringsoplysninger. I de sidste par år er der med eksplosiv hast opstået en almindelig erkendelse af, at overvægt og fedme er et af vores allerallerstørste sundheds- og ernæringsproblemer, og forbrugerne kan selvfølgelig kun imødegå det, hvis de ved, hvad fødevarerne indeholder. Det er vi enige med Kommissionen i, og derfor er vi også enige med Kommissionen i, at der skal gives regler på området; sådan forstod jeg ministeren.
     Vi er også enige med Kommissionen i, at der skal være en større folkelig forståelse for det europæiske samarbejde, og tror ministeren, at Kommissionen på den baggrund vil rejse en sag for at forbyde Danmark eller andre lande at fortælle deres borgere, hvad fødevarerne indeholder, indtil der bliver givet fællesregler? Tror man virkelig det? Jeg tror det ikke.
     En anden ting er, at hvis sagen kommer for EF-Domstolen, er der ikke noget fortilfælde. Ministeren nævnte heller ikke noget fortilfælde, og tror ministeren, at domstolen vil underkende et land, når Kommissionen selv har erklæret, at der er behov for fælles regler på området, og har oplyst, at disse oplysninger er nødvendige for at bekæmpe fedmeproblemet
i det pågældende land, og at disse regler vil forsvinde, så snart Kommissionen og de øvrige institutioner har gennemført fælles regler? Jeg nævner ...

Taletiden er opbrugt.

... disse EU-regler her for at høre, om ministeren virkelig mener, at det åbenbart er EU-stridigt.

Taletiden er opbrugt for længst. Der er endnu en kort bemærkning til hr. Svend Auken, og den må han gemme sine sidste betragtninger til. Værsgo til ministeren.

Vi har jo vurderet beslutningsforslaget ovre i mit ministerium de sidste par dage, og alle de klogeste jurister, jeg overhovedet har kunnet spørge, har svaret: Ja, vores vurdering er helt klart, at Kommissionen vil rejse en sag, og at Danmark vil tabe den sag.

Vi har haft en række andre tilfælde af tilsvarende art, hvor man godt kunne have rejst sag mod os, men er veget tilbage for det, fordi formålet var godt og anerkendt af Kommissionen, og derfor har man ikke rejst sag. Vi har også haft tilfælde, hvor domstolen har sagt, at der godt kan siges at foreligge en teknisk handelshindring, men den opfylder et fælles formål, og i mangel af fælles regler bliver det enkelte land nødt til at agere. Det har vi adskillige eksempler på.
     Jeg synes, det er ubehageligt, når man - selv om der er tale om noget, der er så ubestemt - vil fastslå med en sådan skråsikkerhed her i Folketinget, at grunden til, at vi ikke kan fortælle danske forbrugere, hvad fødevarerne indeholder, er, at vi er medlem af EU. Det synes jeg er ubehageligt for både Den Europæiske Union og de danske forbrugere, og derfor håber jeg, at vi efterfølgende også kan få en seriøs diskussion i udvalget om disse juridiske spørgsmål.

Først og fremmest vil jeg sige, at jeg glæder mig over, at hr. Svend Auken engagerer sig så meget i denne sag, for det er en vigtig sag.
     Jeg er jo helt enig med alle andre, også med forslagsstillerne, i, at danske fødevarer skal ernæringsmærkes, men vi skal holde os inden for lovens grænser og følge spillereglerne, og spillereglerne er, at ifølge EU-lovgivningen må vi ikke lave en obligatorisk national ernæringsmærkningsordning. Vi har vurderet det seriøst, og meldingen er klar: Der vil blive rejst en sag, og vi vil tabe den sag. Så bliver der spurgt, om vi ikke kan få lov til at lave vores egne særregler, når der mangler fælles regler. Igen: Det har vi også vurderet, og resultatet er, at det må vi heller ikke.
     Jeg var nede og tale med hr. Kyprianou i sidste uge, og det er jo ikke sådan, at man ikke er i gang med at se på tingene dernede. Man er på vej med nogle fælles regler, mærkningsreglerne skal rent faktisk revideres her i 2007, så spørgsmålet er sådan set meget aktuelt dernede. Derfor er jeg slet ikke i tvivl om, at de ville rejse en sag mod os.

Jeg synes, det var rart, at hr. Svend Auken forsvarede EU, for når vi har de diskussioner i Folketinget, synes jeg, vi somme tider savner, at nogle af EU-tilhængerne forsvarer EU, så det er jeg glad for.
     Men jeg vil bare spørge ministeren om sagens reelle indhold. Er det ikke sådan, at i dag ved vi lige så lidt, som vi gjorde for halvandet år siden, om, hvornår der kommer et EU-mærke? Og er det ikke rigtigt, at i over 2 år har fødevarebranchen, industrien og detailhandelen hele tiden været i stand til at finde på nye argumenter for ikke at acceptere de ordninger, ministrene er kommet med? Tre konservative ministre er kommet med forslag, det ene bedre end det andet, for bare at blive mødt med en total afvisning fra brancherne, så er realiteten ikke, at hvis vi ikke går den vej, som ligger i forslaget her, får vi ikke nogen mærkning inden for en overskuelig tid?

Jo, det er fuldstændig rigtigt, at vi stadig ikke kan sige med sikkerhed, hvornår vi får den fælles EU-ernæringsmærkningsordning, men jeg vil sige, at jeg er fortrøstningsfuld efter samtalen med Kyprianou. Mit indtryk er, at det er noget, han er meget opmærksom på.
     Der sker meget i landene på frivillig basis. Danmark er
i gang med at udvikle en frivillig ernæringsmærkningsordning, Sverige er gået i gang, og England er også gået i gang. Man ser meget positivt på de lande, som gør nogle erfaringer på området, og Kyprianou har klart tilkendegivet, at de erfaringer med den frivillige model, som de lande har indhøstet, vil man se meget på, når man skal arbejde videre med den fælles EU-mærkningsordning. Vi kan sådan set gøre rigtig meget i Danmark. Til april lancerer regeringen en frivillig ernæringsmærkningsordning, og som jeg også sagde indledningsvis, er jeg ikke tilfreds med, at vi endnu ikke har set en eneste fødevareproducent, der har tænkt sig at bruge det mærke. Ikke en eneste fra detailhandelen har meldt sig på banen, og det synes jeg er for dårligt. Men i stedet for at stå her og bruge tiden på, hvordan vi kan bryde EU-lovgivningen synes jeg, vi skal danne fælles front med forbrugerne og igen og igen appellere til detailhandelen og fødevareproducenterne om at bruge vores nye ernæringsmærkningsordning. De må jo forstå, at hvis de ikke samarbejder om vores fornuftige, frivillige mærkningsordning, kan de om nogle år få et obligatorisk mærke fra EU, som er meget værre end det, de synes er så skrækkeligt ved det frivillige danske mærke, vi har her og nu, så de har altså kun alle gode grunde til at samarbejde med os.

Nu har jeg ikke nogen mistillid til ministerens entusiasme og interesse i denne sag, for jeg er overbevist, at ligesom det var tilfældet for de to tidligere konservative ministre på området, er det ærligt ment, at man vil det, og det forstår jeg godt. Men tilbage står jo, at uanset hvad ministeren og kommissæren siger, er vi i virkeligheden lige så langt fra at få et EU-mærke i dag, som vi var, da vi sidste gang diskuterede det her i Folketingssalen. Der er ikke meget forskel på det, den nuværende minister siger, og det, den tidligere minister sagde.
     Og det andet, som også er en kendsgerning, er, at uanset hvordan vi end vender og drejer spørgsmålet, er det lykkedes for supermarkedskæderne og fødevareindustrien at opfinde et nyt argument stort set hver gang, man har bøjet sig for et af deres gamle argumenter. De vil simpelt hen ikke, så vi får ikke nogen erfaringer med et frivilligt ernæringsmærke i Danmark. Ernæringsmærket kommer ikke til at virke, fordi brancherne ikke ønsker at bruge det. De skal åbenbart tvinges, og det er ærgerligt. Jeg går også ind for frivillighed som et godt pædagogisk princip, men det virker jo ikke på de brancher.

Det er selvfølgelig svært at sige, hvor tæt vi er på et fælles obligatorisk EU-ernæringsmærke, men min vurdering er, at det er noget, man er meget opmærksom på i EU. Jeg mødtes som sagt med Kyprianou, og det er højaktuelt, at man i forbindelse med vedtagelsen af EU-forordningerne om anprisninger og berigelse rent faktisk har forpligtet sig til at kigge på mærkningsreglerne. Inden udgangen af 2007 skal mærkningsreglerne i EU vurderes, og det er jo en god anledning til at drøfte, om man i den forbindelse skal lave en fælles EU-ernæringsmærkeordning. Her skal vi på banen og arbejde konstruktivt med og sige: Se, hvor langt vi er kommet, se hvad vi har fundet ud af i Danmark.
     Alternativet er, som jeg kan forstå Enhedslisten synes, at vi bare skal vende EU ryggen, gå dansk enegang og lave vores eget lille mærke herhjemme, men det er der jo i øvrigt ikke mulighed for. Muligheden eksisterer ikke, fordi regeringen har intentioner om at overholde EU-lovgivningen. Jeg ved ikke, om Enhedslisten deler de intentioner, men det agter vi i hvert fald at gøre.

Jeg undrer mig lidt over den skråsikkerhed, med hvilken ministeren kan sige, at en sådan ernæringsmærkeordning vil føre til, at Danmark bliver dømt ved EF-Domstolen. Kunne ministeren ikke elaborere på, hvad det er for nogle begrundelser, hun mener EF-Domstolen vil anvende for at dømme Danmark?
     Det er selvfølgelig rigtigt, at man har et forbud mod tekniske handelshindringer, jævnfør artikel 28, men i artikel
30 er der faktisk en meget klar undtagelse. Her står der, at når det handler om hensynet til menneskers liv og sundhed, er det i orden at indføre noget, som kan være en handelshindring, og hvad er det så, der gør ministeren så skråsikker på, at EF-Domstolen vil give kommissæren ret og være imod, at Danmark laver regler, som kan beskytte liv og sundhed?

I min første tale var jeg inde på sagen om transfedtsyrer. Her har vi trodset EU-reglerne, er gået enegang og har lavet vores egen lovgivning. Men forskellen mellem sagen om transfedtsyrer og sagen om det obligatoriske ernæringsmærke er, at når det drejer sig om transfedtsyrer, er der foretaget forskning, der har kunnet påvise en direkte sundhedsrisiko. Vi kunne dokumentere en direkte forbindelse mellem transfedtsyrerne og sygdomme i den danske befolkning, og derfor gik vi til EU og sagde, at vi ikke vil have dem i vores fødevarer. Der arbejdes stadig på sagen, men man har mere eller mindre anerkendt, at det er i orden. Jeg vil derimod få svært ved at overbevise Kommissionen om, at danskerne bliver utrolig syge, hvis ikke alle fødevarer i danske butikker er mærkede med »spis mest«, »spis mindre«, »spis mindst«. Der er jo ikke en direkte risikosammenhæng her, og det er forskellen.

Jeg synes, det er en utrolig defaitisme at lægge for dagen som minister. Hvis jeg var nyudnævnt minister for forbrugerområdet, ville jeg da ikke sidde og sige: Uha, vi må hellere skutte os, og vi må hellere gemme os, sådan at der ikke er nogen, der rammer os. Næ, jeg ville da sige: Nu skal vi ud og kæmpe, nu skal vi ud og vinde verden. Det ville jeg synes var den rigtige indstilling for en minister.
     Når der direkte står i traktaten, at sundhedsspørgsmål er undtaget, ville det da være fuldstændig naturligt, at man så også bruger det som et pejlemærke; at man kæmper for det,
i stedet for bare at sige, ja, det går nok ikke i det lange løb. Hvorfor er ministeren så skrutrygget - hvis man må bruge det billede - i den her sag?

Jeg er fuldstændig enig i, at vi skal ud og kæmpe, men vi skal vælge vores kampe med omhu.
     Det, jeg tror på er den rigtige løsning på lang sigt for de danske forbrugere, er, at vi får et fælles EU-mærke, et obligatorisk EU-mærke på ernæringsområdet; det tror jeg er den bedste løsning. Og det er dér, vi skal bruge vores kræfter; det er det, vi i hele 2007 nu skal forsøge at påvirke, når man nu skal i gang med at ændre mærkningsreglerne nede i EU.
     Nu ved jeg godt, at Dansk Folkeparti har en anderledes holdning til EU, end regeringen har, end regeringspartierne har, men vi har altså en interesse i at kæmpe inden for EU-lovgivningens rammer, og det gør vi også i den her sag.
     Samtidig kæmper vi også herhjemme for vores frivillige mærkningsordning. Vi kæmper i forhold til detailhandelen, vi kæmper i forhold til producenterne og opfordrer dem til at bruge vores mærke, og den kamp synes jeg da at Dansk Folkeparti også skal indgå i.

Tak. De næste korte bemærkninger er til hr. Kristen Touborg, værsgo.

Jeg vil gerne fortsætte i samme skure som den tidligere spørger. Når ministeren siger, at der vil blive rejst en sag, og at vi vil tabe, så forekommer det mig, at jeg har hørt det før, ikke af ministeren, men af en anden minister, en justitsminister. Når vi snakkede dyrevelfærd og dyretransporter, fik vi den fuldstændig samme udmelding på det tidspunkt, nemlig at vi ville tabe en sådan sag. Men der var så alligevel et flertal, der ønskede at få det afprøvet. Vi ved ikke, om vi taber den, den er vel foreløbig ikke anlagt.
     Tror ministeren ikke, det kunne blive nogenlunde det samme her, hvis ministeren ikke var helt så skråsikker på, at vi ville tabe den sag?

Altså igen: Jeg er jo meget optaget af at få ernæringsmærket danske fødevarer. Jeg er meget glad for den frivillige ordning, og jeg ønsker også, at vi hurtigst muligt får en fælles EU-ordning. Så vi har set med stor interesse og også med stor alvor på det her beslutningsforslag, der er kommet fra Enhedslisten, og derfor har vi haft vores meget kloge jurister til at vurdere det, og holdningen er helt klar, nemlig: Ja, Kommissionen vil rejse en sag, og Danmark ville tabe sagen.
     Og det hænger sammen med - jeg kan sige det helt klart - at en obligatorisk ernæringsmærkeordning vil udgøre en teknisk handelshindring, eller den kan sidestilles hermed, og derfor vil den være i strid med EU-reglernes krav om varernes frie bevægelighed. Kun nationale foranstaltninger, som kan begrundes i et af de beskyttelseshensyn, som er tilladt i EF-traktaten, og som på fødevaremærkningsområdet er udtrykt i mærkningsdirektivet, kan opretholdes, og derudover følger det klart af den nye forordning om ernærings- og sundhedsanprisninger, at medlemsstaternes mulighed for at indføre nationale ernæringsmærkningsordninger begrænser sig til frivillige ordninger. Det kan næsten ikke stå meget tydeligere, så derfor er jeg meget sikker på det.

Så er det hr. Kristen Touborg for den anden korte bemærkning.

Jeg husker også fra den anden sag, jeg nævnte, og som ministeren ikke sådan kom nærmere ind på, at de meget kloge jurister sagde helt klart, at vi ville tabe den sag. Men det endte alligevel med, at ministerens kollega gik ud og stillede skrappere krav i forbindelse med de dyretransporter.
     Jeg synes, ministeren her misbruger forsigtighedsprincippet, og jeg vil meget anbefale, at ministeren går ind og kigger på, om det ikke var værd at afprøve grænser, om ikke det var værd at afprøve, om ikke de der meget kloge jurister nu skulle misbruge forsigtighedsprincippet. Skulle vi ikke lige prøve at se, hvordan det kunne fungere i det rigtige liv?

Igen: Vi har været inde og vurdere det, og holdningen er ganske klar. Når der ikke, som der var i forbindelse med transfedt, kan være en direkte årsagssammenhæng og vi ikke kan påvise en direkte sundhedsrisiko og begrunde det i det, så kan vi ikke lave sådan en obligatorisk ordning.

De næste korte bemærkninger ønskes af fru Mette Gjerskov, værsgo.

Jeg vil starte med at sige - jeg tror ikke, at jeg vil trampe så voldsomt meget rundt i EU-juraen; det kommer vi jo nok til at gøre under alle omstændigheder - at EU, som vi kender det og holder af det, jo med alle de gode ting også er en trillebør; den skal skubbes hele vejen, og sådan er det også med reglerne. Det vil sige, at de steder, hvor der ikke er mur- og nagelfaste regler, skal de udfordres en gang imellem.
     Og ministeren har fuldstændig ret i, at vi skal vælge vores kampe. Den er her; det her er den kamp, der er værd at tage, og vi tror ikke på, at vi taber den. Det synes jeg er vigtigt at få slået fast.

     For det, der skal siges, er, at fedme nu har overhalet rygning i at være den største dødsårsag i Danmark, og det ernæringsmærke, ministeren nu vil fremføre, er det, vi andre kalder det hemmelige mærke, for det ligger på en hjemmeside et sted. Det er ikke noget, en eneste forbruger får gavn af nede i supermarkederne. Hvad vil ministeren gøre ved det?

Først og fremmest vil jeg sige, at jeg er glad for at høre fra Socialdemokraternes ordfører, at Socialdemokraterne stadig væk bakker op om EU, og at de bakker op om EU-lovgivningen. Man kunne nemlig godt blive lidt i tvivl, hvis man har set dagspressen. Men jeg synes, det er godt og positivt, at vi har fået slået fast, at Socialdemokraterne er med på den konstruktive EU-linje.
     Så opfordrer man her så til, at vi skal udfordre EU-systemet, og at vi skal forsøge at gøre, hvad vi kan for at påvirke dem dernede. Det kan man gøre på mange måder.
     Jeg mener, at den rigtige måde er at indgå konstruktivt
i arbejdet i EU, konstruktivt tage ned, meddele kommissæren, at det er noget, vi er optagede af, at vi ønsker at være med til at have indflydelse på de kommende mærkningsregler, som skal udarbejdes her i 2007, at vi ønsker et fælles EU-mærke, som skal være obligatorisk for alle fødevarer i alle medlemslande, altså arbejde på den måde, som nu engang er spillereglerne inden for EU-samarbejdet. Så kan man sige: Skal vi teste EU-lovgivningen? Ja, det kan vi godt gøre. Det synes Socialdemokraterne åbenbart at vi skal. Vi har været inde og vurdere, hvad der vil ske, hvis vi laver et obligatorisk ernæringsmærke i Danmark. Kommissionen vil rejse en sag, og ja, vi vurderer klart, at vi vil tabe den sag. Det er fuldstændig usandsynligt, at vi vil vinde den.

Vi er jo fuldstændig uenige om, hvad der vil ske ved en eventuel retssag. Vi tror ikke engang, den vil blive rejst.
     Ministeren siger, at hun vil gå ind og være konstruktiv. Virkeligheden er jo, at vi nu i 3-4 år har diskuteret det her ernæringsmærke; det er diskuteret, og det er diskuteret, og det er diskuteret. Og virkeligheden er, at enten er det ministeren, der ikke har tilstrækkelig store overarme, eller også er det detailhandelen, som har fået for meget spinat, sådan at det er dem, der vinder. Virkeligheden er, at vi ikke kan få det frivillige mærke igennem med den detailhandel, vi har i Danmark, og det bliver vi altså nødt til at forholde os til. Og mens mere end tusind mennesker i Danmark om året dør som resultat af fedme, sidder vi bare her og venter på Kyprianou. Det synes jeg ikke er godt nok. Jeg er fuldstændig sikker på, at EU-retten vil være enig med os. Vi havde aldrig fået indført en eneste regel om salmonella i EU, hvis ikke vi var gået foran. Hvad har ministeren tænkt sig at gøre ved det her problem?

Igen: Jeg må sige, jeg glæder mig meget over Socialdemokraternes engagement i den her sag. Det deler jeg til fulde. Jeg ønsker også, at danske fødevarer skal være ernæringsmærkede.
     Så spørgsmålet er: Hvordan skal vi så bruge kræfterne bedst muligt? Hvordan skal vi gå ud og danne fælles front her? Socialdemokraterne ønsker så, at vi skal køre en domssag her og bryde EU-lovgivningen. Det mener jeg simpelt hen er spild af tid, for vi vurderer klart, at vi vil tabe sådan en sag. Det vurderes fuldstændig usandsynligt, at vi vil vinde den. Så det er spild af ressourcer, det er spild af tid.
     Hvad kunne vi i stedet bruge den her tid til? Til to ting.
     For det første skal vi påvirke EU, påvirke Kommissionen, påvirke de øvrige medlemslande, gå ind nu konstruktivt og arbejde med, når de nye mærkningsregler for EU skal udformes senest ved udgangen af 2007; dér skal vi bruge kræfterne.
     For det andet lancerer vi i april måned det frivillige ernæringsmærke i Danmark. Vi skal bruge kræfterne på at påvirke detailhandelen, påvirke producenterne, gå ud og fortælle forbrugerne, at de skal efterspørge det her frivillige mærke; dér skal vi bruge kræfterne.

Tak. De næste korte bemærkninger er fra hr. Christian H. Hansen.

Nu kunne jeg forstå på ministeren her tidligere, at man egentlig vil indføre den her frivillige ordning, men samtidig vil man så også sige til erhvervet: Nu skal I altså tage den her, for ellers kommer der jo bare en EU-mærkningsordning. Men hvorfor vil man ikke sige: Der kommer en obligatorisk national ordning? For det er jo sådan set det, der er flertal for.
     Jeg kunne egentlig godt tænke mig at stille et spørgsmål. Nu har der jo været to ministre, der har gjort to forsøg, som ikke rigtig er lykkedes, og nu kommer minister nr. 3 med det tredje forsøg. Hvad er det lige, der gør, at ministeren tror, at nu er det lykkens gang? Har erhvervet givet nogen tilkendegivelse over for ministeren om, at de vil tilslutte sig den her ordning? Og hvis det ender sådan, som det har gjort tidligere, hvorfor så ikke vælge en national ordning, som der egentlig er et flertal for i Folketinget?

Jamen jeg vil sige, at jeg tror, alle partier herinde er enige om at være skuffede over de danske fødevareproducenter og den danske detailhandel, for det er fuldstændig rigtigt:
Vi har brugt lang tid på det her frivillige mærke, vi har indgået i en konstruktiv dialog med dem. Alle kan huske, at det startede ud som et trafiklys, altså rødt, gult, grønt, og det synes de var helt uacceptabelt. Så kom vi med et nyt forslag til det nuværende mærke: »Spis Mest«, »Spis Mindre«, »Spis Mindst«. Det synes de sådan set var meget godt og fornuftigt, og det var også noget, de syntes de kunne arbejde videre med, og alligevel meddeler de os i januar måned, at de overhovedet ikke gider at tage det her nye mærke ind. Det synes jeg selvfølgelig ikke er godt og konstruktivt.

     Derfor synes jeg sådan set også, at vi frem for at bruge tid på at sidde og hyggesnakke med både erhvervet og detailhandelen nu skal gå ud og simpelt hen engagere forbrugerne i det her, appellere til forbrugerne om, at de, når mærket kommer på gaden til april, i hvert fald i første omgang via en hjemmeside, går ud og efterspørger det ude i butikkerne. Der skal vi bruge kræfterne.
     Hvad skulle så gøre, at de lytter lidt mere til os? For det første tror jeg, at vi, hvis vi danner fælles front og får forbrugerne på banen, kan nå rigtig meget, for jeg ved, at virksomhederne og erhvervet har respekt for én ting, nemlig hvad deres kunder siger, og hvad deres kunder vil have. Det er det, de helt afgørende er afhængige af. Derfor er det at være på kundernes parti, og det er dem, vi nu skal gå ud og inddrage.
     For det andet er man faktisk nået temmelig langt i EU. Jeg kan ikke sige, hvornår vi får det fælles obligatoriske EU-mærke, men trods alt er det i år, at mærkningsreglerne skal revideres, så på den måde er vi i hvert fald nået et langt stykke videre.

Jeg vil vende lidt tilbage til den her artikel 30, som jo er den mulighed, som vi har for at komme igennem med en national ordning. Det virker underligt. Jeg har egentlig tænkt lidt over, at hvis man nu forestillede sig, at man ville have afprøvet et eller andet ved retten, og der så var en advokat, der sagde, at det skal du ikke gøre, for det har vi tabt på forhånd, så kunne vi altså i høj grad få reduceret antallet af retssager herhjemme. Der ville være færre retssager, hvis man bare havde den indstilling, der sagde: Det taber vi nok på forhånd, så vi giver op.
     Det gør man jo ikke, men man afprøver tingene.
     Hvad er det, der får ministeren til at lægge sig fuldstændig ned på ryggen med logrende hale, bare fordi EU har sagt noget? Hvorfor siger ministeren: Undskyld, EU, så tør vi ikke, vi skal nok gøre, som I siger, amen?

Først vil jeg sige, at jeg sådan set tror, at der kan være meget rigtigt i, at mange danske retssager godt kunne undværes, men sådan er det.
     Vi er særlig opmærksomme på det heroppe. Vi vurderer, at det er fuldstændig usandsynligt, at vi ville kunne vinde sådan en sag, fordi vi jo i forvejen har fået henvendelser fra Kommissionen vedrørende vores sag om transfedtsyrer. Her er jo en direkte årsagssammenhæng, for det har dansk forskning direkte kunnet påvise. Derfor er vi også gået ind og har sagt til EU: Vi laver vores egne særregler her.
     Det er et klokkeklart eksempel på, at vi kan sige:
Transfedtsyrer medfører de og de sygdomme.
     Den årsagssammenhæng kan vi ikke påvise her. Vi kan ikke sige til Kommissionen: Hvis danske fødevarer ikke er mærket med Spis Mest, Spis Mindre, Spis Mindst, så har vi en meget stor fedmeepidemi i Danmark. Det er selvfølgelig en årsag blandt mange, men vi har ikke den altafgørende årsag, og det er det, der gør, at vi vurderer, at det er fuldstændig usandsynligt, at vi ville kunne bruge det som undskyldning.

De sidste korte bemærkninger er til hr. Rune Lund, værsgo.

Mit spørgsmål går meget enkelt ud på, hvordan familie- og forbrugerministeren vil håndtere, at et flertal her i Folketinget ønsker det her vedtaget. Spørgsmålet går på, om familie- og forbrugerministeren så ikke vil sørge for, at tingene bliver sat i værk straks. Det er det, der er spørgsmålet.

Det kan jeg svare kort på. Jeg vurderer det som fuldstændig usandsynligt, at det her forslag skulle blive vedtaget. Nu har jeg selvfølgelig ikke hørt ordførertalerne, men det vurderer jeg.

Men det var ikke det, der var mit spørgsmål. Mit spørgsmål var: Når det her bliver vedtaget, vil ministeren så også sørge for, at det bliver implementeret som beskrevet i forslaget?

Jeg gentager gerne mit svar. Det er for mig at se et hypotetisk spørgsmål. Jeg har svært ved at forestille mig, at det her forslag skulle blive vedtaget. Jeg kan ikke forestille mig, at der er et flertal i det danske Folketing, der mener, at vi totalt skal bryde med principperne i EU's indre marked og bryde EU-lovgivningen.

Så er der i mellemtiden kommet to yderligere korte bemærkninger. Først er det hr. Martin Henriksen, værsgo.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge ind til det principielle i det her, for vi har alle sammen hørt de juridiske argumenter osv. Men mener ministeren ikke, at der er noget principielt forkert i, at Danmark skal spørge Europa-Kommissionen om lov, når nu der er et flertal i Folketinget, sådan som jeg næsten forstår det; et enigt Folketing, der ønsker, at vi skal have et ernæringsmærke i Danmark? Er der så ikke noget principielt forkert i, at man skal tage ned, sende breve eller ringe eller holde de her møder for at bede om lov til, at vi kan gøre noget, som et enigt Folketing synes er en god ting?
     Mener ministeren ikke, at der principielt er noget forkert i det, når nu vi alle sammen er valgt herind for at varetage de interesser, som befolkningen har? Er det ikke principielt forkert?

Nu er det jo klart for enhver, at Dansk Folkeparti har en noget anden tilgang til EU, end regeringen og regeringspartierne har, så nej, vi synes sådan set, det er godt og fornuftigt, at Danmark er med i EU. Vi synes, at der kommer nogle utrolig gode og positive resultater ud af det. Meget af forbrugerpolitikken er jo reguleret via EU. Meget af den gode forbrugerpolitik, vi har i dag, som beskytter vores forbrugere, har vi jo kun, fordi vi har de fælles EU-regler. Man skal huske på, at på netop fødevareområdet er mange af vores fødevarer importerede og kommer fra andre lande, så jo tættere vi kan samarbejde med de andre, desto mere fornuft giver det også med hensyn til at sikre gode forhold for danske forbrugere.
     Så jeg synes sådan set, det er ganske fornuftigt, at vi er med i EU, og derfor skal vi selvfølgelig også overholde de spilleregler, der nu engang er inden for EU.

Så er det den sidste korte bemærkning til hr. Martin Henriksen, værsgo.

Jeg synes ikke, at ministeren svarede på spørgsmålet om, hvorvidt der ikke var noget principielt forkert i, at et enigt Folketing ønsker noget, men ikke kan gøre det, fordi vi skal stå til ansvar over for Europa-Kommissionen. Det virker lidt mærkeligt.
     Ministeren ønsker jo selv en ernæringsmærkeordning, sådan som jeg forstår det, så ministeren må vel også mene, at det f.eks. kan gavne fedmeproblematikken eller noget andet i Danmark, og derfor kan ministeren vel godt med de argumenter, som ministeren vil overbevise erhvervslivet om en frivillig ordning med, forsøge at overbevise Europa-Kommissionen. Det var i hvert fald en mulighed, som jeg synes man bør benytte sig af.
     Så vil jeg stadig gerne have et svar om det med det principielle. Det er vel sådan, at en domssag ved EF-Domstolen i gennemsnit tager 2-3 år. Det vil faktisk sige, at hvis vi i Danmark vedtog det her, ville der være 2-3 år, hvor vi kunne have en national mærkningsordning, før EF-Domstolen eventuelt forkastede den. Men i de 2-3 år ville vi jo være med til at lægge pres på Europa-Kommissionen, og vi ville være med til at understrege, at det er noget, som Danmark ønsker at få, og det kunne måske også være noget, som kunne gøre, at vi hurtigere fik en fælles ordning i EU.
     Var det ikke en vej at gå?

Helt kort til det første spørgsmål: Nej, jeg synes ikke, at det er principielt forkert, for det vidste vi, dengang vi meldte os ind i EU, og sådan vil det være nogle gange. Der er mange lande, der skal være enige, og sådan er det nu engang. Det, vi får ud af at være med i EU-samarbejdet, får vi til gengæld tifold igen. Det ved jeg godt Dansk Folkeparti ikke mener, men det mener vi altså.
     Så er det rigtigt, at man kunne sige: Skulle vi ikke bare bryde EU-lovgivningen og lave vores eget nationale mærke, og kunne vi så ikke få en hel masse positivt ud af det, i hvert fald 2-3 år, indtil vi så ville tabe den her sag ved EF-Domstolen? Jeg mener, at det ville være meget, meget forkert af os, og det ville være en meget høj pris at betale for de danske forbrugere. For det, der ville ske i mellemtiden, er jo, at man arbejder videre med det fælles obligatoriske mærke nede i EU, og det er man i fuld gang med dernede her og nu.
     Det, man ville gøre i det sekund, vi vælger at gå dansk enegang, ville være at isolere os fuldstændig. Så ville man sige, at Danmark skal vi jo ikke indgå i konstruktive forhandlinger med, for de vil ikke samarbejde med os andre. Der ville jo ikke være nogen, der ville lytte til os. Vi har så mange dygtige folk på det her område. Vi har jo brugt tid på at udvikle vores eget mærke; alle de eksperter, vi har siddende, ville der ikke blive lyttet til. Det vil sige, at vi ville ende med ikke at få nogen indflydelse på, hvordan det fælles obligatoriske EU-mærke kommer til at se ud.
     Det bliver så det mærke, vi til sin tid skal leve med. Det bliver det, der bliver den langsigtede løsning. Skal vi ikke få indflydelse på den? Det mener jeg er en rigtig vej at gå frem for en kortsigtet her og nu-løsning.

Vi siger tak til ministeren, for der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går nu over til ordførerrækken, og den første ordfører er hr. Kurt Kirkegaard.

I ordførerens fravær skal jeg læse ordførertalen op, og jeg vil allerede her til en begyndelse sige, at Venstre ikke kan støtte forslaget om et obligatorisk normalt ernæringsmærke. Det kan vi ikke, da et sådant mærke ganske enkelt ville være
i strid med EU-lovgivningen på området. Det er vigtigt at holde sig for øje, at de ret så stramme EU-regler er blevet til for at forhindre, at landene sætter tekniske handelshindringer op og dermed kan skabe en dyrere vare for forbrugerne. I samme øjeblik skal man også huske på, at regler, der tilsyneladende ser godt ud i Danmark, måske ikke er det i praksis for øvrige europæiske lande, og at vi skal være varsomme med at påbegynde en vej, hvor alle EU's lande indfører specielle regler, der kan være skadelige for andre EU-lande.
     I Venstre tager vi Danmarks medlemskab af EU meget alvorligt, og jeg synes derfor, at det er dybt problematisk, når man i dagens aviser kan læse, at Socialdemokraterne, som traditionelt står vagt om EU's lovgivning, nu flirter med at gøre op med alt, hvad partiet har stået for.
     B 79 er en genfremsættelse, og sidst vi behandlede forslaget, sagde den daværende ordfører for Socialdemokratiet: Der er nogle problemer ved forslaget, som Enhedslisten har fremsat, i forhold til EU-reglerne, der findes på området. Der skal ikke herske tvivl om, at vi i Venstre er store tilhængere af at indføre en ernæringsmærkning i første omgang som en frivillig ordning i Danmark, men så snart det er muligt så gerne en obligatorisk mærkning på EU-plan. Jeg var derfor også meget skuffet, da især detailhandelen sidste år afviste at benytte de mærker, som den daværende familie- og forbrugerminister fremlagde. Et mærke, der efter Venstres mening er særdeles godt og overskueligt og derfor meget anvendeligt for alle danske forbrugere. Jeg skal derfor opfordre Folketingets EU-venlige partier til at stemme imod Enhedslistens forslag og til gengæld samarbejde med Venstre og Det Konservative Folkeparti om at få industrien og detailhandelen til at benytte det allerede fremlagte ernæringsmærke, som er virkelig godt, og som ville kunne indføres som en frivillig ordning. Som det allerede er sagt i indledningen, kan Venstre ikke støtte forslaget.

Der er bedt om nogle korte bemærkninger. Den første er fra hr. Morten Messerschmidt.

Nu ved jeg jo, at hr. Kurt Kirkegaard går meget op i EU-spørgsmål og EU-samarbejdet. Jeg husker også, at vi har været til WTO-møder sammen, så frihandel ligger også hr. Kurt Kirkegaard meget på sinde. Det er måske det, som spiller ind, når Venstre så klart melder ud, at det her vil være en teknisk handelshindring.
     Jeg kunne alligevel godt tænke mig, om ikke hr. Kurt Kirkegaard kunne sige lidt om, hvordan han ser på artikel 30-undtagelserne om hensyn til liv og sundhed. For når det direkte er indskrevet i traktaten, at man jo på de områder må have lov til at lave ordninger, som altså kan være lidt hindrende for varehandelen, kunne man så ikke godt forestille sig, at det rent faktisk ville føre til, at det her ikke ville være i strid med EU-retten, og at man rent faktisk godt kunne sætte mennesker før juraen, mennesker før EU i det her tilfælde, og at det måske i virkeligheden var Venstre og regeringen, som var lidt for fokuserede på juraen, snarere end at det var de øvrige partier, der var galt på den?

Det er jo sådan, at det også i ernæringsmærkesammenhænge er af stor betydning for den danske detailhandel og ikke mindst for de danske forbrugere, at vi kobler os sammen med det store Europa, hvor vi ser en fordel i at have fælles normer og regler på også ernæringsmærkeområdet. Det ser vi som en større gevinst for forbrugerne i Danmark end at gå enegang i den her sammenhæng.

Det forstår jeg sandelig godt. Jeg tror, at vi alle sammen køber varer ikke bare fra EU, men fra hele verden, og det er jo en af de gode ting ved globaliseringen. Men kunne det så ikke være en fornuftig holdning at indtage, at Danmark skulle gå foran og sige: Nu kan vi faktisk lave en fornuftig løsning på det her, fordi EU jo tøver, EU nøler, og man har talt om det her i mange år? Kommissionen har jo arbejdet med det her
i lang tid. Kunne det så ikke for Danmarks vedkommende være på tide at sige: Nu er problemerne med fedme og med andre sundhedsspørgsmål på grund af forkerte fødevarer, som i øvrigt bliver pumpet med alle mulige skadestoffer på grund af EU's regulering, så store, at vi simpelt hen må have en ordning, så danske forbrugere i hvert fald kan se, hvad de putter i munden? Der må EU's tøven altså ikke stå i vejen. Kan ordføreren ikke godt se, at det ville være en rigtig vej at gå for et land som Danmark?

Vi skal jo se det i det lys, at vi indgik aftalen om frivillighed på området. Vi hylder stadig væk det princip, at vi skal forsøge at få det her indført på det danske marked ud fra frivillighedsprincippet.
     Derudover arbejder vi jo hårdt på, hvilket også vores minister har sagt, at få det indført også på EU-plan, så vi kan få det indført i hele Europa. Der skal ingen tvivl herske om, at vi selvfølgelig ser nogle fordele i det her. Men vi holder fast ved, at vi vil gøre det i fællesskab med EU.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Næste ordfører er fru Mette Gjerskov.

Det er sådan, at vi står i en situation, hvor vores mad ikke kun er livgivende næring. Mad, især den forkerte mad, er farlig for vores sundhed, farlig for danskernes liv og helbred.
     Hvert femte barn i det her land lider lige nu af overvægt. Det er ikke kun et problem, fordi de bliver mobbet
i skolen og risikerer en dårligere livskvalitet og alt det, vi automatisk tænker på, når vi taler om fedmeepidemien. Nej, det er også et problem, fordi overvægtige børn har sværere ved at finde tilbage til normalvægten senere i livet, og dermed risikerer de alvorlige og livstruende sygdomme. Det er de sygdomme, som i dag gør, at fedme faktisk har overhalet rygning som dødsårsag. Og der er jo ikke nogen af os, der er
i tvivl om, at vi skal advare mod rygning. Forbrugerne søger oplysning og vejledning på en nem og overskuelig måde. De ønsker en reel viden om næringsindholdet
i den mad, de spiser, uden at skulle bruge en lup for at gennemskue det, der står gemt med småt bag på pakken. Vi politikere har faktisk et ansvar for at give dem det her overblik, et hurtigt og overskueligt overblik. Egentlig mener jeg, at det burde være detailhandelen, supermarkederne, der gav forbrugerne det her nemme overblik, men det vil de jo ikke. Derfor må vi vende os mod lovgivning her i Folketinget. Vi har nogle muligheder: Vi kan indføre en ernæringsmærkning
i Danmark, vi kan indføre den i EU. Jeg mener, at vi som ansvarlige politikere bør tage vare på borgerne i det her land. Vi skal give dem en nem mulighed for at træffe det rigtige valg.

     Jeg ved, at vi i dag hører en masse om, at der skulle være problemer i forhold til EU-retten. Der vil jeg gerne sige, at det er vores klare vurdering, at det ikke vil være EU-stridigt at lave et ernæringsmærke, slet ikke for danskproducerede varer. Men jeg mener også, det er vigtigt at sige, at vi har en meget, meget god sag i EU i forhold til de undtagelsesbestemmelser, der netop ligger i traktaterne, om at beskytte borgernes sundhed.
     Vi har et sundhedsproblem i Danmark, og vi har en del af løsningen i ernæringsmærket, og vi har oven i købet en EU-kommissær, der udtaler sig positivt om et ernæringsmærke. Selvfølgelig skal vi se på juraen og de praktiske muligheder under udvalgsarbejdet. Jeg mener ikke, at et ernæringsmærke i Danmark vil være EU-stridigt.
     Vi mener afgjort også i Socialdemokratiet, at vi er nødt til at gå foran indimellem. Det har faktisk tidligere vist sig, at resten af EU kan se vores pointer. Tag nu bare salmonella; vi havde aldrig fået EU-regler om salmonella, hvis ikke Danmark var gået foran. Et andet eksempel er transfedtsyresagen. Er det sådan, at EU er gået i selvsving over den, ligesom dommedagsprofeterne spåede? Nej, det er EU ikke.
     Jeg mener, at regeringen tager forsigtighedsprincippet alt, alt for alvorligt i denne sag. Det er ikke et spørgsmål om at overskride EU-reglerne, men et spørgsmål om, at vi i fællesskab flytter EU.
     Man er jo selv i gang med at overveje et EU-mærke i EU. Det tilslutter vi os hundrede procent, men vi ved også, at det tager lang tid, når noget skal gennemføres i EU, og vi ved af erfaring, at det hjælper at skubbe lidt på. For os er det afgørende, at EU udvikler sig i en retning, hvor det bliver forbrugernes Europa, borgernes Europa, og ikke kun virksomhedernes Europa.
     Her mener vi faktisk, at vi står med et lysende eksempel, hvor vi skal veje forbrugerinteresser op mod EU's indre marked. Vi vil strække os langt, for at vægten tipper til forbrugerens fordel, til fordel for sundheden for borgerne i Danmark og i EU. Vi anerkender, at vi skal drøfte juraen i udvalgsarbejdet. Det er vi meget parate til, men vi mener faktisk også, at vi i en seriøs drøftelse i udvalgsarbejdet vil kunne overbevise regeringen om, at nu skal de ikke være så voldsomt bekymrede. Det er jo blevet en smule skingert i dagens løb, vil jeg sige, hvis man læser pressen.
     Vi går positivt ind i udvalgsarbejdet. Vi vil gerne have et ernæringsmærke. Vi vil gerne have et EU-ernæringsmærke, og vi vil også gerne have et dansk ernæringsmærke.

Vi siger tak. Der er en række korte bemærkninger. Den første er fra hr. Christian H. Hansen, værsgo.

Det er egentlig rart at høre Socialdemokratiet i dag i forhold til sidst, vi havde debatten i Folketingssalen. Det her forslag er jo et af dem, hvor man lige har støvet lidt af og nok har rettet et par ord, og så er det genfremsat, som vi kalder det. Men da blev det faktisk sagt fra Socialdemokratiets side, at et af problemerne, der netop var med det her forslag, var forholdet til de EU-regler, der findes på området.
     Nu kan jeg forstå, at Socialdemokratiet har brugt tiden, der er gået siden, på at finde ud af, at der sådan set ingen problemer er her. Trods det hører vi så en minister sige, at der er problemer. Er Socialdemokratiet - det synes jeg vi skal have bekræftet i dag - villig til, hvis det viser sig, at der virkelig er EU-retlige problemer på det her område, at sige: Fint, så tager vi en sag, og så gør vi op med EU?
     Ja eller nej?

Hvis det, Dansk Folkeparti spørger om, er, om vi vil melde os ud af EU, hvis vi skulle få en sag på halsen om ernæringsmærket, så vil jeg sige til ordføreren, at jeg ikke engang kan forstå, hvorfor han spørger, for det vil vi naturligvis ikke.
     Det, vi forholder os til, er den her traktat, som den danske befolkning har stemt igennem. I den traktats artikel
30 står der, at hvis borgernes sundhed er truet, så vejer det tungere end varernes frie bevægelighed. Det er det, vi har gransket meget nøje, nu hvor det viser sig, at detailhandelen ikke er til at rykke for ministeren. Det er det, vi forholder os til. Vi er ikke ude på at bryde EU-reglerne, for det mener vi ikke er nødvendigt. Vi mener, at vi med traktaten i hånden kan indføre et dansk ernæringsmærke.

Jeg havde ikke forventet, at man i Socialdemokratiet var blevet så fornuftig, at man ville begynde at debattere, om vi skulle melde os ud af EU eller ej. Så langt var jeg godt klar over Socialdemokratiet ikke var kommet. Så det var jo en måde at slippe lidt uden om spørgsmålet på.

     Det, det egentlig handler om, er jo, at vi har en situation, hvor man åbenbart i Socialdemokratiet har fundet ud af, at det kan man godt - det har vi vidst i Dansk Folkeparti længe, det gjorde vi allerede under den sidste debat; da nævnte vi det. Trods det sagde Socialdemokratiet, at der var nogle problemer. Og så har vi en minister og selvfølgelig sikkert også nogle embedsfolk fra ministerens side, der siger, at vi har nogle klare problemer her. Så er det, at mit spørgsmål er: Er Socialdemokratiet klar til at indføre et nationalt mærke og efterfølgende tage en sag ved EF-Domstolen? For det er jo der, vi kan ende. Det er man klar til? Ja eller nej.

Det er ikke noget med at melde sig ud, kan jeg høre ordføreren sige, nu da hans mikrofon er blevet slukket. Det er jeg da glad for at høre, for vi bakker fuldt ud op om EU fra Socialdemokratiets side. Vi mener ikke, at det kommer til nogen sag. Det er ikke nødvendigt, det kommer ikke til nogen sag. Det her ligger inden for EU-reglerne, så det er ikke nødvendigt.
     Derfor vil vi ligesom med alle mulige andre forslag være parate til at gå meget konstruktivt ind i de juridiske debatter om det her. Vi mener ikke, at det er noget problem, men vi tager gerne drøftelsen med regeringen, vi hører, at regeringen er meget bekymret. Vi mener bare, at det er, fordi den er en lille bitte smule forsigtig, og det er ikke nødvendigt. Det er slet ikke nødvendigt i den her sag.

Sidst det her forslag blev behandlet, var i samlingen 2005-06, det er godt et års tid siden, og da sagde den socialdemokratiske ordfører, at det her ville være i strid med EU-reglerne. I dag siger den socialdemokratiske ordfører, at det ikke er i strid med EU-reglerne. Alt andet lige må det være en ændring. Og det er en ændring, jeg synes er utrolig positiv. Jeg hilser den velkommen, for det må jo vidne om lidt mere mod og mandshjerte hos Socialdemokraterne, at selv om forslaget sådan set er det samme, så er man lidt mere interesseret i forbrugersikkerhed nu, end man var for 1 år siden, hvor man satte EU-reglerne over forbrugersikkerheden. Nu gør man det omvendte, ligesom vi i Dansk Folkeparti altid har gjort.
     Derfor vil jeg sådan set bare spørge: Er det en linje, vi kan forvente vil blive udbredt til en række andre områder? Jeg mener, inden for de sidste par måneder har vi jo forringet en lang række regler her i Folketinget på grund af EU-krav - markedsføringsloven har f.eks. været oppe, og der har også været nævnt en række andre sager. Er det sådan, at den ændring, som Socialdemokratiet nu bringer på banen, kan forventes at blive overført til alle mulige andre områder, sådan at vi rent faktisk kan samarbejde om, at hensyn til mennesker, hensyn til forbrugersikkerhed, hensyn til sundhed, skal stå over EU?

Taletiden er udløbet, hr. Morten Messerschmidt. Så er det ordføreren, værsgo.

Jeg vil starte med at sige meget klart, at vi ikke har sagt, at det her var i strid med EU-reglerne. Vi har sagt, at der kunne være nogle problemer. De problemer har vi kigget på. De problemer har vi drøftet. Og vi er nået frem til den konklusion, at det her ernæringsmærke ikke vil være i strid med EU-reglerne. For det eneste, det handler om, er jo, at man skal afveje det i forhold til den sundhedsfordel, der kan ligge i ernæringsmærket. Og vi ser altså et stigende fedmeproblem. Når vi for 10 år siden talte om ernæring, var det noget med de sultende børn i Afrika. I dag er det noget, mennesker i Danmark dør af - mere end 1.000 mennesker, faktisk 1.350 om året, dør af fedmerelaterede sygdomme.
     Det er en udvikling, som vi ikke har kunnet vende. Alle mulige vejledninger om seks stykker frugt om dagen, og hvad ved jeg - lige fedt har det hjulpet. Vi bliver nødt til at gøre noget. Det er der, vi er nu. Vi mener klart, at ernæringsmærket er en løsningsmulighed.

Tak, og de næste korte bemærkninger går til hr. Per Ørum Jørgensen ... Nå, undskyld, havde jeg glemt hr. Morten Messerschmidts ekstra bemærkning? Undskyld, mit bogholderi var ikke helt ajour. Hr. Morten Messerschmidt, værsgo.

Formanden er tilgivet.
     Tak for svaret. Jeg synes nu alligevel, at ordføreren viger lidt udenom, for det, der jo er det centrale, er, at sidste gang vi debatterede det her - fuldstændig det samme spørgsmål - vendte Socialdemokraterne fingeren nedad. Nu vender Socialdemokraterne fingeren opad, og jeg synes, det er utrolig godt, at det går i den retning.
     Jeg ville være glad, hvis vi kunne få nogle flere opadvendte socialdemokratiske tommelfingre, når vi ønsker at sikre forbrugerrettigheder frem for EU's indre marked. Det er faktisk kernen i en lang række af de beslutningsforslag, som Dansk Folkeparti fremsætter om forbrugersundhed, om sundhed, om miljø og andre områder. Og der er det, at jeg bare i min naivitet spørger: Kan man så forvente, at den positive holdning, der i dag tilkendegives af Socialdemokratiet, men altså ikke blev tilkendegivet for et år tilbage, også vil bredes ud på andre områder til gavn for forbrugerne, til gavn for danskerne?

Jamen vi er jo meget, meget optaget af forbrugernes gavn, forbrugernes ønsker og ikke mindst forbrugernes sundhed, så ethvert forslag, også selvom det måtte komme fra et EU-fjendtligt Dansk Folkeparti, kigger vi meget nøje på, nøjagtig som vi gør med det her forslag, som kommer fra Enhedslisten. Rent faktisk må jeg igen gentage, at det, vi har sagt om det her forslag, er, at der kunne være nogle problemer med EU-retten, og at dem kommer vi lige til at kigge på.

     Vi har kigget, og vores konklusion indtil videre er, at det ikke er i strid med EU-reglerne, ellers ville vi ikke bakke op om forslaget. Men lad os drøfte det i udvalgsbehandlingen.

Den socialdemokratiske ordfører bliver ved med at vende tilbage til, at man grundigt har studeret, hvad det er for nogen problemer, der tidligere har gjort, at Socialdemokratiet har stemt tilsvarende forslag ned. Det er jo nyt, at man nu lige pludselig laver en kovending og er positiv over for at indføre et nationalt ernæringsmærke.
     Jeg kunne godt tænke mig, at fru Mette Gjerskov måske lige beskrev, hvad det er for nogen problemer, man tidligere har set der har været ved at gennemføre en national mærkningsordning, og hvad det er, der har gjort, at man - nu taler fru Mette Gjerskov om ansvarlighed, jeg mener, det er meget uansvarligt - totalt har skiftet holdning i det her spørgsmål.

Jeg synes, det er vigtigt at holde fast i, at Socialdemokratiet hele tiden gerne har villet have et ernæringsmærke. Socialdemokratiet har bakket op om hvert eneste af regeringens initiativer over for detailhandelen for at finde en løsning.
     Sidst det her blev debatteret i salen, havde vi jo stadig væk et håb om, at detailhandelen rent faktisk frivilligt ville gå med til at lave et ernæringsmærke. Vi står i dag et væsentligt andet sted og må sige, at ministeren er kommet ud fra forhandlingerne med detailhandelen og har måttet opgive. Detailhandelen vil ikke lade forbrugerne vide, hvad det er, varerne indeholder, detailhandelen vil ikke gøre det nemt for de danske forbrugere at vælge de sunde varer. Det vil detailhandelen ikke, og det vil regeringen åbenbart heller ikke, for det eneste, man kan hamle op med, er et hemmeligt mærke, som skal ligge ude på internettet.
     Det kan vi altså ikke bruge til ret meget. Vi vil have et mærke, som er på varerne.

Nu svarer fru Mette Gjerskov overhovedet ikke på spørgsmålet, og derfor vil jeg gentage det. Ordføreren har jo flere gange også under debatten her sagt, at man har gransket det her, kigget meget nøje på det og konkluderet, at de problemer, man tidligere så der var i forhold til EU's regler på området, ikke var til stede mere. Så vil jeg gerne have at vide, hvad det er for nogen problemer, man tidligere har set, som har gjort, at man har stemt imod tilsvarende forslag, og hvad det er, der gør, at man nu tilsyneladende støtter det her, på trods af at der er problemer med EU's regler.
     Så bemærkede jeg under ordførertalen, at fru Mette Gjerskov henviste til, at det slet ikke var noget problem, hvad angik danske fødevarer. Nu er forslaget her jo om fødevarer som sådan, uanset om det er danske eller udenlandske fødevarer. Ser fru Mette Gjerskov også en forskel der i relation til det her beslutningsforslag?

Jeg tror, jeg skal starte med det første spørgsmål, som går på, hvad det er for nogen problemer. Vi har jo anerkendt, at der arbejdes i EU i forbindelse med det her mærke, og det er vi vældig, vældig glade for. Vi har også anerkendt, at man ikke må lave tekniske handelshindringer, og det er jo det, det her mærke, et dansk obligatorisk ernæringsmærke, er blevet skældt ud for, nemlig at lave tekniske handelshindringer.
     Tekniske handelshindringer kan blive ophævet. Man må gerne lave tekniske handelshindringer, kan man sige, for de kan blive ophævet, men der er nogle undtagelser for de tekniske handelshindringer i den artikel 30 i traktaten, jeg nævnte, som handler om befolkningens sundhed, og det er det, vi har været inde at granske nærmere. Plus at det også handler om, at når et enigt EU siger, at man arbejder hen imod, at man gerne vil have en fælles EU-mærkning, så er det almindelig sædvane, at man ser lempeligere på, hvad det er, medlemslandene gør på det område. Man har ret til at gå ind og lave regler, når der alligevel er en forventning om, at der bliver nogle fælles regler.
     Der skal ikke være nogen tvivl fra vores side om, at vi bakker fuldstændig op om et EU-ernæringsmærke - vi er fuldstændig enige i, at der skal være et EU-ernæringsmærke.

Kort bemærkning
Jeg kan forstå, og så må fru Mette Gjerskov korrekse mig, hvis jeg forstår forkert, at Socialdemokratiets tilslutning til det her beslutningsforslag er betinget af, at det ikke strider mod EU-reglerne, altså, at det lovforslag eller det, som måtte munde ud i et lovforslag, altså ikke strider mod EU-lovgivningen. Hvis jeg har forstået fru Mette Gjerskov så langt, må jeg også konstatere, at hvis det så viser sig, at Socialdemokraterne har ret i deres fortolkning af fællesskabslovgivningen i modsætning til det, som regeringen siger, så fjerner det jo også en væsentlig forhindring for, at Det Radikale Venstre eventuelt kunne stemme for den her lovgivning.
     Men kan fru Mette Gjerskov løfte sløret for, hvorledes vi skal finde ud af, hvem der har ret i fortolkningen af EU-reglerne? Er det regeringen, eller er det Socialdemokraterne?

Spørg ikke en politiker om, hvem der har ret, om det er oppositionen eller regeringen. Jeg mener jo klart, at vi har ret i vores fortolkning af det her. Jeg mener klart, at historien med salmonellahandlingsplaner, med transfedtsyrer viser, at der er nogle muligheder inden for rammerne af EU-lovgivningen.
     Jeg er så vældig glad for, at De Radikale også åbner for en overvejelse af et forslag om en dansk obligatorisk ernæringsmærkning, for det er jo det, der er det væsentlige. Det væsentlige er, at vi jo ikke generer nogen med det. Det væsentlige er, at borgerne i Danmark har brug for at få det pejlemærke, som et ernæringsmærke kan være, når de skal stå og hive varerne ned af hylderne i supermarkedet.
     Så jeg mener lidt, det er en storm i et glas vand. Jeg mener, at SF har ret, når de siger, at det her er et overdrevet forsigtighedsprincip. Jeg mener, at vi godt kan indføre et ernæringsmærke i Danmark.

Så vil jeg spørge Socialdemokraterne om, hvorvidt de vil være med til under udvalgsarbejdet at få indhentet et responsum, som tager den her problemstilling op, så vi kan få et endegyldigt svar på, hvorvidt juristerne i Justitsministeriet har ret i deres vurdering af, at det her strider mod EU-retten, eller hvorvidt Socialdemokraterne har ret i deres vurdering af, at det ikke gør, så vi på en eller anden måde kan få den her strid afgjort. Der er jo ingen her i Folketingssalen, som er modstandere af et obligatorisk ernæringsmærke. Vi er bare nogle, der mener, at fællesskabsretten skal overholdes, og så er der nogle, der mener, at det kan man springe op og falde ned på.

Jeg vil gerne holde fuldstændig fast i, at Socialdemokraterne hører til den første gruppe. Eller var det nu den anden? Vi hører i hvert fald til den gruppe, som mener, at EU-retten skal overholdes. Så jo, hvis vi kan få nogle ordentlige juridiske vurderinger, som også tager med i betragtning, at det ikke altid er lige så firkantet, som man forventer, når man man kigger på EU-regler. Det var det ikke i transfedtsyresagen, det var det ikke i salmonellasagen. Hvis vi kan få den samlede vurdering, vil det jo kun være en fordel, for vi er parate til at gøre meget for at få indført et ernæringsmærke i Danmark.

Der er stadig væk fire, der har bedt om korte bemærkninger til den socialdemokratiske ordfører, og den første er hr. Per Clausen.

Nu har jeg jo stadig forstået det sådan, at fru Mette Gjerskov har sagt i dag, at Socialdemokraterne vil stemme for det her beslutningsforslag. Det vil jeg da gerne have bekræftet. Og så vil jeg bare spørge fru Mette Gjerskov, om det ikke forholder sig på den måde, at det, vi har set i den her sag, er, at der er erhvervsinteresser, som er krøbet i skjul bag EU og ligesom har sagt: I kan ikke få ram på os, for EU beskytter os.
     Det sidste spørgsmål: Er fru Mette Gjerskov ikke enig med mig i, at EU-retten på godt og ondt er gennempolitiseret, altså at EU-retten ganske ofte også har en politik i sig ud over almindelig jura, og at det derfor måske kan være ganske vanskeligt, før man har gennemført det her beslutningsforslag, at få et klart og ærligt svar på, hvad EU-institutionerne vil foretage sig i den anledning?

Jeg vil gerne bekræfte over for hr. Per Clausen, at erhvervsinteresser er krøbet i skjul bag EU-reglerne og har sagt: Uha, I kan ikke røre os. Men det jo altså også, fordi vi har en regering, som siger nej, vi kan ikke røre nogen. Det er også, fordi vi skal presse regeringen hver eneste gang på de her sager. Sådan er det jo. Hr. Kristen Touborg fra SF nævnte det også på dyretransportområdet. Altså, regeringen skal presses, hver eneste gang vi har nogle danske interesser, som vi gerne vil have igennem. Sådan er det bare.
     Jeg tror, at det slet ikke handler om EU, det handler om nogle erhvervsinteresser, som regeringen hellere vil følge, end de vil følge forbrugerne. Nu er det jo vanskeligt at stå og spå om motiverne, men jeg kan ikke se nogen grund til, at det her skulle være EU.
     Så spørger hr. Per Clausen om stemmeafgivningen. Det er første behandling i dag. Vi vil gerne gå ind meget konstruktivt i udvalgsarbejdet, men vi anerkender også, at regeringen råber rigtig meget højt om juraen, så den vil vi gerne drøfte med dem.

Så vil jeg bare gentage mit andet eller tredje spørgsmål, var det nok i virkeligheden. Når man stiller tre spørgsmål, kan man jo ikke forvente at få svar på dem alle.
     Jeg vil bare spørge fru Mette Gjerskov, om ikke det er rigtigt, at vi gentagne gange har fået eksempler på, at EU-retten er ganske politiseret, og at det derfor måske kan være vanskeligt at få et præcist, juridisk holdbart svar på, hvad EU-Kommissionen m.v. vil foretage sig, efter at man har gennemført nogle ganske bestemte politiske handlinger.

Jo, det er sådan med EU-retten, at det kan være vanskeligt på forhånd at afgøre, hvordan en sag vil falde ud. Men sådan er det jo også i de danske retssale. Det er jo derfor, vi har Højesteret. Det er jo også derfor, at det faktisk sker, at ministerier i Danmark er parate til at tage en sag på noget, for så må domstolene afgøre det i sidste ende. Sådan er det med domstole, det er det, vi har dem for.
     Det, der er vigtigt i den her sag, er, at vi ikke gemmer os bag ved EU. Det er i hvert fald ikke i EU-tilhængernes interesse at give EU skylden, hver eneste gang vi ikke er parate til at kæmpe for en sag. Det oplever jeg i den her sag.
      Jeg kan slet ikke se for mig, at EU skulle lægge sag an mod Danmark i et spørgsmål om et ernæringsmærke, som kan hjælpe folk fra at dø af fedme, i en sag, som EU selv - som EU selv - er positiv over for. Jeg kan ganske enkelt ikke se det for mig, og skulle den sag nogen sinde blive rejst, så kan jeg ikke se, hvordan den kan vindes af EU.

Til ordføreren vil jeg gerne stille et spørgsmål i forbindelse med de interessante oplysninger, der er kommet i dag, om den kovending, Socialdemokratiet har været ude i, fordi de for 1 år siden var imod, at Danmark skulle køre solo på det her område, mens vi i dag hører dem sige, at vi nu i det danske samfund skal køre igennem med en lokal mærkning. Det grundlag, der ligger bag den ændrede beslutning i Socialdemokratiet, synes jeg ikke vi rigtig fik svar på, da hr. Per Ørum Jørgensen stillede spørgsmålet tidligere.
     Jeg vil gerne spørge direkte: Hvad er det for oplysninger, der gør, at Socialdemokratiet er vendt 180 grader i løbet af et år?

Nu skal man jo selvfølgelig være tilgivet, når man kommer ind som suppleant for en ordfører. Men ærlig talt, det er da den værste gang sludder! Der er da ikke tale om nogen som helst kovending. Socialdemokraterne har hele tiden gerne villet have det her ernæringsmærke. Vi har været nogle af de største fortalere for det her ernæringsmærke. Vi har presset på over for ministeren, for den tidligere minister og for ministeren inden for at få det her ernæringsmærke.
     Det, vi sagde, sidste gang det her blev behandlet i Folketingssalen, var, at der er en mulighed for at få indført det her frivilligt af detailhandelen. Det sagde vi sidste gang. Og vi sagde, at det godt kan være, at der ikke er nogen grund til at kigge på problemerne med hensyn til EU-retten, hvis vi kan få indført det her frivilligt. Men det kan vi ikke. Ministeren er kommet ud fra forhandlingerne og har sagt: Det kan ikke lade sig gøre. Hun kan ikke få detailhandelen til at gøre det, vi gerne vil have.

Jeg forstår, at fru Mette Gjerskov i går sagde til Altinget, og jeg citerer:
     Jeg tror, vi kommer til at støtte forslaget. Det ligger jo helt i forlængelse af det, vi hidtil har sagt om ernæringsmærket. Det er vigtigt for os i Europapolitikken, at EU bliver et forbrugernes Europa og ikke et virksomhedernes Europa.
     Men hvis det nu så viser sig i udvalgsarbejdet, at der kommer et dokument, som jeg kunne forstå at Socialdemokraterne ville afvente, der viser, at det er i strid med EU-retten, skal vi så gå tilbage til virksomhedernes Europa? Er det sådan, fru Mette Gjerskov og Socialdemokraterne stiller sig? Altså, skal det være det dokument, som man får i udvalgsbehandlingen, der skal afgøre, hvad Socialdemokraterne mener i sagen, eller er det den ny holdning med, at vi skal have en national ernæringsmærkeordning i Danmark?

Vi vil gerne have et nationalt ernæringsmærke i Danmark; det synes jeg er vigtigt at slå fast, nu hvor der ligesom bliver sat spørgsmålstegn ved det igen. Vi vil også gerne have et borgernes Europa, vi vil også gerne have et forbrugernes Europa, og vi, der deltager aktivt og konstruktivt i europadebatten her i tænkepausen, stiller netop de forslag. Det handler jo netop om, at vi gerne vil have, at EU skal være til for borgernes skyld og ikke kun være et indre flæskemarked som det, vi tilsluttede os tilbage i 1973. Det er det, der er det vigtige for os i europapolitikken, ernæringsmærket er også utrolig vigtigt for os i forbrugerpolitikken, og det tror jeg ikke jeg kan sige meget tydeligere, end jeg har gjort treogtredive gange fra talerstolen i dag.

Jeg tror så godt, det kan siges meget tydeligere. Jeg tænker bl.a. på det svar, som fru Mette Gjerskov gav til hr. Christian H. Hansen. Hvis der fremkommer et dokument, som siger, at det er i strid med EU-reglerne, under udvalgsbehandlingen, agter Socialdemokraterne så alligevel at stemme for forslaget, som det ligger i dag - ja eller nej? Det har ikke noget at gøre med at melde sig ud af EU, spørgsmålet er: Hvis der kommer et dokument om, at det er i strid med EU-reglerne, vil man så alligevel stemme ja?

Nu er det jo meget svært at forholde sig til et dokument, som man ikke har set endnu, men jeg vil gerne sige, at det notat om reglerne, vi har fået fra Fødevarestyrelsen, er vi ikke imponerede over, så hvis dokumentet ligner det, vil det nok ikke rokke meget ved vores overbevisning. Men hvis man vitterlig vil kigge på praksis i EU, hvis man vil være med til at kigge konstruktivt på praksis og sige: O.k., hvis vi sammenligner sagen med salmonella og transfedtsyrer og dyretransporter, og hvad ved jeg - ja, så tror vi, resultatet vil blive, at der ikke er noget problem i sagen.

Socialdemokratiet har jo i den senere tid stemt for forringelser, som er kommet fra EU, bl.a. af markedsføringsloven. Når Socialdemokratiet nu har ændret kursen så kraftigt, vil jeg bare høre, om Socialdemokratiet også i fremtiden vil stemme imod forringelser fra EU.

Jeg vil bare sige meget, meget klart, at vi bakker op om EU. Vi mener, at der en gang imellem er nogle sager, hvor man er nødt til at bøje sig og sagt ligeud æde nogle ting, som kan være forringelser på kort sigt. Men at EU-samarbejdet på længere sigt er en stor, stor fordel for Danmark og en stor fordel for Europa, er helt klart, og hvis jeg skal svinge mig helt op - og det gør jeg gerne - er det et fredens projekt for Europa. Det er, hvad jeg mener om EU.
     Jeg tager det gerne med, hvis der er et enkelt eller to områder, hvor vi bliver nødt til at æde et eller andet, som ellers er imod den danske holdning. Vi brokker os, vi prøver at ændre det, men vi accepterer, at vi nogle gange bliver nedstemt. Sådan er livet, og jeg kan ikke garantere, at det ikke vil ske fremover. Sådan er det også i Folketinget.

Vil fru Mette Gjerskov æde hvad som helst på forbrugernes bekostning?

Jeg tror, jeg har sagt meget, meget, meget tydeligt: Nej, det vil Socialdemokratiet ikke, og det vil jeg heller ikke. Vi vil ikke æde hvad som helst på forbrugernes bekostning, men vi mener faktisk, at EU er en fordel for forbrugerne. Vi mener, at langt hen ad vejen er der en række opgaver, som EU har påtaget sig, der er til fordel for forbrugerne, og derfor er det så ærgerligt, at man gemmer sig bag nogle EU-regler, når man gerne vil lave en forbedring for forbrugerne i Danmark.

Det sidste er jeg meget, meget enig i. Jeg synes, det er en meget spændende diskussion, vi har her, og jeg har lidt af en fornemmelse af, at der blæser nye EU-vinde i Socialdemokratiet, som åbner op for nogle meget spændende perspektiver her i Folketinget.
     Der er i virkeligheden to diskussioner. Jeg og vi fra Enhedslisten siger jo, at hvis EU står i vejen for at indføre de bedste regler, må vi tage kampen op med EU. Uanset om EU mener, det er ulovligt eller ej, skal vi beholde de danske regler, hvis vi mener, de er bedre, og hvis vi mener, de er et udtryk for, at vi går foran og indfører nogle bedre regler end dem, der gælder i EU.
     Den anden diskussion handler om de muligheder, man har inden for rammerne af EU-lovgivningen, og det er her, jeg og Enhedslisten mener, at i alt for mange år har Danmark ikke ført en tilstrækkelig aktivistisk politik. Forslaget her er et eksempel på, at der helt klart er muligheder for at gå videre og indføre bedre regler, men der er også mange andre eksempler.

     Der er f.eks. phytosteroler. Det er kolesterolnedsættende medicin, som det er tilladt at proppe i rugbrød, og på grund af EU har Socialdemokraterne tidligere stemt imod at forbyde det i Danmark, selv om et enigt Folketing gik ind for at forbyde det. Er det også et område, Socialdemokraterne vil kigge på?

Jeg tror ikke, jeg kan sige meget tydeligere, end jeg allerede har sagt, at der ikke er nogen ændring i Socialdemokratiets EU-politik. Vi støtter EU lige så meget, som vi hele tiden har gjort, og jeg tror oven i købet, jeg startede debatten i dag med at tale om EU, som vi kender det og holder af det. Der er mange fordele ved EU.
     Hr. Rune Lund delte det ligesom op på den måde, at man kan flytte noget ved at overtræde reglerne, og at man kan man flytte noget inden for rammerne, og det har han fuldstændig ret i. Men at flytte noget ved at overtræde reglerne er vi simpelt hen ikke enige i. Vi vil gerne ændre noget ved at flytte rammerne. Der er vide rammer i EU, vi skal bare afprøve dem en gang imellem, og så skal vi lade være med at være bekymrede, hvis vi har en god sag, som vi tror på, og det har vi med ernæringsmærket. Vi ønsker ikke, at danskerne skal dø på grund af en fedmeepidemi, og hvis vi har en god sag, kan vi også få den gennemført.

Sagen om phytosteroler, altså kolesterolnedsættende medicin, går på, om vi må proppe det i rugbrød, fordi EU siger, at man gerne må det. Et enigt Folketing synes, det er en rigtig dårlig idé at proppe medicin i fødevarer, men vi står i en situation, hvor et flertal i Folketinget alligevel ikke vil indføre et forbud mod kolesterolnedsættende medicin i fødevarer, fordi EU siger, at det godt må tilsættes fødevarer, og det synes jeg er et ud af flere oplagte eksempler på, at man også her bør føre en aktivistisk politik og se, hvilke muligheder der er inden for EU-lovgivningen.
     Jeg mener, at Socialdemokraterne har svigtet indtil nu, men jeg synes, at de udmeldinger, der er kommet under debatten i dag, er meget spændende, og jeg vil sige, at fra Enhedslistens side vil vi meget gerne være med til at diskutere, hvor man kan føre en mere aktivistisk politik på andre områder, både når det gælder phytosteroler og mange andre ting.

Jeg synes faktisk, det er rigtig ærgerligt, at i en sag, hvor vi i Socialdemokratiet kommer med en udstrakt hånd til et forslag fra Enhedslisten, som kan betyde en forbedring for sundheden blandt danskerne, prøver Enhedslisten at gøre det til en eller anden for/imod EU-sag og spørger, om vi vil være aktivistiske på den ene eller den anden måde. Det er sagen faktisk alt for alvorlig til.
     Vi er bekymrede for danskernes sundhed, og derfor vil vi gerne have et ernæringsmærke i Danmark, så det kan blive så nemt som muligt for forbrugerne at vælge de sunde fødevarer. Det er det, der er det væsentlige. Der ligger ikke noget drilleri i det, og der ligger ikke noget EU-debat i det. Der ligger én ting i det, og det er, at vi gerne vil have et ernæringsmærke.

I forlængelse af den radikale ordførers bemærkninger og svaret fra fru Mette Gjerskov, hvoraf det fremgik, at man med et responsum fra Justitsministeriets jurister kan få afklaret, hvorvidt det er EU-medholdeligt, og om vi vil være
i stand til at køre det igennem, vil jeg godt spørge ordføreren: Er det tilstrækkelig upartisk for Socialdemokratiet, at man spørger Justitsministeriet, om det rent EU-retligt er medholdeligt?

Jeg forstod ikke De Radikales forslag sådan, at det skulle være med et responsum fra Justitsministeriet. Det kan jo være, jeg har taget fejl, men jeg forstod det sådan, at det skulle være i modsætning til de råd, der er givet fra Justitsministeriet til Familie- og Forbrugerministeriet. Men vi kan måske afklare under udvalgsbehandlingen, hvad det helt præcist er, vi taler om.

Jeg forstår ordføreren sådan, at det ikke er tilstrækkeligt at spørge regeringens egne jurister, hvorvidt det er EU-stridigt eller ej. Er det rigtigt forstået?

Jeg har sagt, at i denne sag er det meget, meget væsentligt, at man ikke kun kigger på paragrafferne, men også kigger på, hvad der er EU-sædvane. Det er det, der er det væsentlige for os.

     For os at se handler det selvfølgelig om, hvad der står
i artiklerne i traktaten, men det handler altså også om, at hvis vi får de samme juridiske svar, som vi fik om transfedtsyrerne eller om salmonella eller om dyretransporterne, som jo alligevel viste sig at være EU-medholdelige, kan vi ikke bruge det til noget. Vi vil meget gerne se på, hvad det radikale forslag går ud på, og meget gerne drøfte det under udvalgsbehandlingen, men vi må bare holde fuldstændig fast ved det mål, vi har, og som Folketinget jo hidtil har været enig om, nemlig at et ernæringsmærke er en god måde at hjælpe danskerne til en bedre sundhed på.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke flere, der har bedt om ordet for korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er fru Mia Falkenberg.

Dansk Folkeparti ser utrolig positivt på det fremsatte forslag. Forslaget præciserer, at der skal lovgives om en ernæringsmærkning, som specificerer, om produkterne er sunde, mindre sunde eller usunde. I Dansk Folkeparti synes vi, det er et rigtig godt forslag, som sikrer forbrugerne bedre oplysning, men vi vil dog gerne kigge yderligere på forslaget under udvalgsbehandlingen, og begrundelsen herfor er, at nu må branchen indse, at den skal finde frem til et fælles fodslag med ministeren - punktum!
     Som udgangspunkt mener vi i Dansk Folkeparti, at det er bedst at gå ad frivillighedens vej, men kan det ikke lade sig gøre, er Dansk Folkeparti klar til at lovgive. Sagt på en anden måde: Vi vil give erhvervet en sidste chance for at vise ansvarlighed og tilslutte sig ministerens ordning, som vi jo lige har fået oplyst af ministeren kommer til april.
     Ifølge EU er denne form for lovgivning ikke acceptabel, og derfor synes Dansk Folkeparti, det er positivt, at Socialdemokratiet nu tør gå imod EU på dette område og stå fast på forbrugernes side i stedet for på EU's. Der er bestemt kommet nye boller på suppen.
     Dansk Folkeparti vil gerne understrege, at det er for dårligt, at der ikke har været handlet kraftigere på dette område. Det vigtigste må og skal altid være forbrugernes sikkerhed og oplysninger om de produkter, der findes på markedet, og det mener vi at et forslag som dette kan være med til at fremme på enten den ene eller den anden måde.
     Først og fremmest håber Dansk Folkeparti, at virksomhederne nu kan indse, at det er alvor, og tager forbrugernes informationsret alvorligt. Vi synes, det er et godt initiativ, som her er blevet taget, og vi ser frem til udvalgsbehandlingen.

Jeg har sådan set ikke noget imod, at vi lader erhvervslivet få en chance mere, og om ikke andet kan man sige, at alene udvalgsbehandlingen, som jo vil tage nogle uger, vil give dem en chance mere. Men jeg skal bare være sikker på: Hvis det ikke har vist sig omkring den 1. april, at man er indstillet på at oprette en frivillig ordning, vil Dansk Folkeparti så være med til at gennemføre beslutningsforslaget i løbet af denne samling?

Hvis forslaget kommer til afstemning, før vi overhovedet har set, om erhvervslivet overhovedet vil tilslutte sig det, vil vi overveje meget kraftigt at stemme ja.

Hr. Per Clausen for endnu en kort bemærkning.

Jeg vil bare være helt sikker på, at Dansk Folkeparti er indstillet på at stemme for beslutningsforslaget i denne samling, hvis erhvervet ikke går med til en frivillig ordning
i løbet af foråret. Jeg vil bare være helt sikker på det, så vi ikke ender med, at Dansk Folkeparti træder i vejen med den ene fod, og Socialdemokraterne træder galt med den anden. Det ville være kedeligt.

Det er fuldstændig korrekt forstået.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og næste ordfører er hr. Per Ørum Jørgensen.

Det er ved at være en ganske interessant debat, vi har her. Man kan jo se, at ikke mindst Socialdemokraterne har foretaget et kursskifte i dette spørgsmål, og det gør jo debatten om dette beslutningsforslag ekstra interessant i forhold til de tidligere gange, hvor vi har drøftet spørgsmålet.

     Jeg synes, det er meget påfaldende, at da vi drøftede spørgsmålet den 2. november 2005, kunne Socialdemokraterne se, at der var helt klare problemer på grund af EU-reglerne på området. Nu er de problemer lige pludselig ryddet af vejen, de findes ikke mere, men vi kan ikke rigtig få svar på, hvad det reelt er, der gør, at Socialdemokraterne har valgt at foretage denne meget uansvarlige kovending, vil jeg kalde det.
     Vi hører Socialdemokraterne sige, at det slet ikke kan være EU-stridigt, når der er tale om danske fødevarer, men vi ved ikke rigtig, om Socialdemokraterne mener, at det også gælder for udenlandske fødevarer. Derfor må vi sige, at Socialdemokraterne faktisk driver rundt i manegen uden en klar linje for, hvor man står i spørgsmålet, og hvis jeg ser det i et lidt større perspektiv, må jeg indrømme, at jeg bliver lidt bekymret. Fru Helle Thorning-Schmidt går med de store statsministerdrømme om, at Socialdemokraterne skal i regering på et tidspunkt, og vil vi så få en socialdemokratisk regering - hvad jeg selvfølgelig ikke håber, men det er selvfølgelig en mulighed - som vil handle så uansvarligt i EU-sammenhæng, som vi har været vidne til i dag? Det lyder, som om alle problemer med EU er ryddet af vejen, men man spiller en form for russiske roulette, som vil bringe Danmark i en væsentlig vanskeligere forhandlingsposition i netop bestræbelserne på at skabe det, der er en klar dansk mærkesag, nemlig et fælles EU-ernæringsmærke.
     Forslaget går stik imod de intentioner om at fremme sagen, som jeg er helt klar over at man har i Socialdemokratiet. Vi vil komme til at stå væsentlig svagere
i EU i dette spørgsmål. Det synes jeg er ærgerligt, og jeg vil godt appellere til Socialdemokraterne om at finde ansvarligheden frem igen, sådan som det var tilfældet så sent som i samlingen 2005-06, hvor vi også drøftede spørgsmålet. Når det så er sagt, er der ingen tvivl om, at vi fra konservativ side ønsker, at der skal være et ernæringsmærke. Det bliver nu indført på frivillig basis, og det er den eneste mulighed, vi har nu. Samtidig arbejder vi intenst i EU-sammenhæng for at få skabt et EU-mærke, det synes jeg er den rigtige vej at gå, og det har der også være konsensus om. Vi må sige meget klart til dansk detailhandel, at det, de har leveret indtil videre, altså den måde, de har modtaget ernæringsmærket på, ikke er godt nok. Men jeg tror altså ikke, at vi fremmer processen ved at gå enegang på hverken den ene eller den anden måde. Jeg tror tværtimod, at Folketingets partier skal stå sammen om at skabe et pres på detailhandelen, bruge det ernæringsmærke, vi nu får, konstruktivt og se på, hvad vi kan bruge mærket til, frem for at fokusere på, hvad vi ikke kan bruge det til. Jeg mener absolut, det kræver politisk samling, hvis der skal lægges pres på erhvervslivet, som absolut ikke har vist samfundssind
i lige præcis dette spørgsmål.

En række medlemmer har bedt om ordet for korte bemærkninger. Det drejer sig om hr. Per Clausen, hr. Kristen Touborg, hr. Morten Messerschmidt og fru Mette Gjerskov.
     Først hr. Per Clausen.

Man kan selvfølgelig godt rose hr. Per Ørum Jørgensen for at stå fast. Hr. Per Ørum Jørgensen mener præcis det samme, som den konservative ordfører mente for et års tid siden, og det viser jo, at man er tålmodige i Det Konservative Folkeparti.
I godt 2 år har man ladet sig drive rundt i manegen af erhvervslivet, og selv om det er en konservativ mærkesag, lader man alligevel stadig erhvervslivet gemme sig bag EU-retten. Jeg vil bare spørge hr. Per Ørum Jørgensen, om det, han siger i dag, ikke bare er udtryk for, at også den nyudnævnte konservative forbrugerminister må se i øjnene, at hun kan blive gjort til grin af erhvervslivet, uden at man er i stand til at foretage sig noget som helst aktivt fra Det Konservative Folkepartis side.

Jeg vil ikke sige, at det er ministeren, der er til grin i denne sag. Jeg vil faktisk sige, at det er dansk detailhandel, der er til grin, når de ikke tager et helt klart ønske fra ikke bare forbrugerne, men også fra samfundet som sådan, alvorligt og ikke påtager sig et ansvar.
     Derfor mener jeg også helt klart, at vi ikke løser problemerne ved at trække i hver vores retning rent politisk.

Tværtimod ser jeg et større perspektiv i, at man står sammen politisk og lægger det pres på detailhandelen, som er nødvendigt for at sikre, at de også går ind og tager det ansvar for folkesundheden, som de selvfølgelig har, og så selvfølgelig, at vi fortsætter den kamp i EU, som vi er godt
i gang med for at få skabt et obligatorisk EU-mærke. Det må være den vej, vi skal gå. Det er der, vi har flertal, også støttet af Socialdemokraterne indtil videre, og jeg vil gerne appellere til, at man finder det flertal igen.

Jeg er bange for, at hr. Per Ørum Jørgensen tager fejl, når han opfatter det på den måde, at detailbranchen i Danmark er til grin. Jeg er i hvert fald sikker på, at sådan føler de det ikke. De føler, at de har fat i en meget, meget lang ende, nemlig den ende, der består i, at man ikke fra Det Konservative Folkepartis side og ikke fra Venstres side har noget som helst ønske om bare at forsøge at udfordre EU-retten en lille smule for at komme igennem med det her. For tror hr. Per Ørum Jørgensen i virkeligheden ikke, at det, der for alvor kunne få detailhandelen i Danmark til at gå til forhandlingsbordet, var, hvis man vidste, at hvis man ikke gjorde det, så fik man en ordning, uanset om man ville have det eller ej?

Nu nævnte hr. Per Clausen - og jeg opfattede det faktisk som en ros - at vi i Det Konservative Folkeparti er et tålmodigt folkefærd, og jeg tror faktisk også, det er den rigtige løsning på lige præcis den her problemstilling. I al min ydmyghed vil jeg ikke gøre mig klogere end de jurister, som meget, meget klart siger, at det her altså ikke er en sag, vi kan vinde i EU, og at vi vil bringe os selv i en situation, hvor vi reelt står svagere, end vi gør på nuværende tidspunkt, hvor vi trods alt har chancen for at kæmpe det her igennem i EU. Jeg tror faktisk, at det er en chance, vi kan forspilde, hvis vi udfordrer EU-retten, som et flertal åbenbart mener vi skal gøre.

Jeg vil godt spørge den konservative ordfører i forbindelse med diskussionen om at udfordre EU-retten, om den konservative ordfører kan bekræfte, at vi har haft en anden sag, nemlig den om dyretransporter, hvor juristerne klart sagde: Vi vil tabe en sag, hvis vi ændrer på de harmoniserede transportregler, der er. Vi var så et flertal, der gjorde det alligevel, og hvor vi i hvert fald indtil nu ved at udfordre EU-retten er kommet et godt stykke videre. Kan den konservative ordfører bekræfte det?

Jeg ved ikke, om man kan drage en direkte sammenligning. Det, jeg i hvert fald bare ved, er, at det absolut ikke vil være klogt, hvis vi her i Folketinget lader gå mode i at udfordre EU-retten i tide og utide og drage i tvivl, om vi reelt bakker op om Det Europæiske Fællesskab. Det synes jeg måske er en uskik, som er ved at indsnige sig her i Folketinget, en uskik, som har bredt sig helt ind i det socialdemokratiske parti.

Nu siger den konservative ordfører, at det vil være uklogt at gøre det, men jeg vil sådan set godt have ordføreren til at bekræfte, at vi i forbindelse med dyretransporterne rent faktisk kom et godt stykke videre, og at der altså ud fra det synspunkt og i forhold til de erfaringer, vi fik der, er en tendens til, at de kloge jurister, som regeringen støtter sig til, har et overdrevent forsigtighedsprincip, som indebærer, at vi ikke får afprøvet de grænser, der er mulighed for. Kan det bekræftes?

Jeg skal ikke, som hr. Kristen Touborg åbenbart gør, gøre mig klogere end de jurister, som klart vurderer, at det her altså er en sag, som vi ville tabe og dermed skade den forhandlingsposition, vi har, og dermed skade den mærkesag, som vi klart har fremført i EU. I al min ringhed vil jeg ikke gøre mig så klog, og det må hr. Kristen Touborg tilgive mig.

Nu er hverken jeg eller hr. Per Ørum Jørgensen jurister, men man fristes til at spørge ordføreren, hvilke jurister det er, som kommer med de her konklusioner. Skulle det måske være de samme jurister, der i dommen om bopælspligten inden domsafsigelsen med klippefast sikkerhed sagde, at den sag ville Danmark skam vinde? Det er i hvert fald et interessant spørgsmål, fordi som bekendt gik det i den anden retning. Jura er jo ikke en eksakt videnskab.
     I den forbindelse kunne jeg godt tænke mig at pege hen i retningen af det, som ordføreren causerede over i sin ordførertale, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt reglerne skulle gælde for danskproducerede varer alene eller også for udenlandsk producerede varer, der markedsføres i Danmark.

     For det er jo sådan, at helt tilbage fra 1964 har man den såkaldte Cassis de Dijon-dom, som jo meget klart tager stilling til, at hvis man har et sæt regler, der alene henvender sig til udenlandsk producerede varer, er det klart
i strid med EU-reglerne. Men det her tager jo netop sigte på alle varer, der markedsføres i Danmark. Derfor vil jeg gerne have, at hr. Per Ørum Jørgensen i den kontekst kunne komme ind på, hvad det præcis er, der er EU-stridigt.

Nu er det jo ikke mig, der skal afgøre, om det her er EU-stridigt eller ej. Det synes jeg vil være at tage munden for fuld. Det, jeg bare forholder mig til, er, at de jurister, der har kigget på det her, er nået frem til den konklusion. Om det er de samme jurister, som har draget konklusioner i andre sager, er jeg totalt uvidende om. Det skal jeg ikke gøre mig klog på her.
     Til spørgsmålet om, om det er de danske eller de udenlandske varer, vil jeg sige, at grunden til, at jeg rejste spørgsmålet, var, at den socialdemokratiske ordfører i sin ordførertale egentlig bragte i tvivl, om man kun mente danske varer, eller man også mente udenlandske varer. Og hvis man kun mener danske varer, kan man jo selvfølgelig ikke støtte det her beslutningsforslag, som det er formuleret, og det er den uklarhed, som jeg synes vi mangler at få opklaret
i forbindelse med den her debat.

Jeg kan ikke tro, det kan være hr. Per Ørum Jørgensen ubekendt, at der i enhver retssag er jurister på begge sider, og at der i enhver retssag derfor er jurister, der tager fejl, og jurister, som får ret. Og så føler jeg mig i den her sag ret overbevist om, at de danske jurister vil være på den side, der får ret.
     Men det, som jeg synes er centralt, og det er måske i virkeligheden et svar på det, som hr. Per Ørum Jørgensen spørger om, er forholdet med det diskriminerende element. For allerede i 1964 i den nævnte dom tager man stilling til, at har man et sæt regler, der alene henvender sig til varer ved import, altså udenlandsk producerede varer, vil det klart være konkurrenceforvridende, fordi det giver danskproducerede varer en ublu konkurrencefordel. Men det er jo ikke det, der er tale om her. Som jeg læser beslutningsforslaget, handler det om alle varer, der markedsføres i Danmark, altså alt, hvad der falder inden for markedsføringslovens rammer.
     Derfor kan jeg ikke forstå, at det her skulle falde inden for det, man kan sige er Cassis-doktrinen, altså dommen fra 1964. Og jeg vil bare gerne have, at hr. Per Ørum Jørgensen vil give sit bud på, hvad det så er for nogle kriterier, hr. Per Ørum Jørgensen mener at man overtræder her.

Det, vi er oppe imod, er jo de gængse spilleregler, der er for varernes fri bevægelighed inden for det indre marked. Og det er jo så en vurdering.
     Nu kan man så sige, at jurister kan have forskellige udgangspunkter. Men i Det Konservative Folkeparti går vi fuldt og fast ind for det EU-samarbejde, der er, og jeg har respekt for, at Dansk Folkeparti har en anden tilgang til det. Det står jo helt frit. Jeg synes, det er helt o.k., at det er den holdning, man har i forhold til f.eks. Socialdemokratiet, som jo lige pludselig laver kovendinger, og som vi aldrig rigtig ved hvor vi har. Så ved vi da trods alt, hvor vi har Dansk Folkeparti i det spørgsmål. Og det kan jeg egentlig bedre respektere end den her hovsaløsning fra Socialdemokraterne.
     Derfor må vi så sige, at vi ikke ønsker at spille russisk roulette med det medlemskab, vi har, og udnytte det ved f.eks. i den her sag at udfordre EU-retten. Det kan jeg måske have bedre forståelse for at Dansk Folkeparti med det udgangspunkt, man har til EU, vil gøre. Men at Socialdemokraterne også totalt har skiftet holdning og agerer totalt uansvarligt, som jeg ser det, i den her sag, synes jeg er noget helt andet.

Grunden til, at jeg beder om ordet, er, at den konservative ordfører, synes jeg, meget useriøst bruger langt det meste af sin ordførertale på at stå på talerstolen og skælde ud over Socialdemokraterne. Han forholder sig overhovedet ikke til ernæringsmærket. Har vi hørt nogen ord om, hvor vigtigt det er med det ernæringsmærke? Han forholder sig bare til, at han er irriteret på Socialdemokraterne, og det er efterhånden blevet noget skingert i dag. Men det må han jo selv om.
     Det, jeg bare må konstatere, er, at det med den frivillige ordning for et ernæringsmærke har regeringen og ikke mindst konservative ministre haft årevis til at få detailhandelen til at gå med på. Og det er stadig væk et hemmeligt mærke nu, som så skal ligge puttet af vejen et eller andet sted ude på internettet, og som ikke giver forbrugerne en reel vejledning i købsøjeblikket. Det synes jeg hellere at den konservative ordfører skulle tage at forholde sig til. Hvordan vil han sikre, at forbrugerne på en nem og overskuelig måde kan vælge de sunde varer?

Nu synes jeg ikke, det er helt fair, at den socialdemokratiske ordfører tillægger mig nogle sindsstemninger af ret alvorlig karakter. Jeg vil sige, at jeg nok nærmere er forundret, hvis man skal beskrive min sindsstemning omkring den kovending, som vi har set fra socialdemokratisk side.
     Det hænger jo sammen med, at det ikke er ret lang tid siden, vi drøftede det her spørgsmål i forbindelse med et beslutningsforslag, som stort set var identisk, og hvor et spørgsmål omkring EU-reglerne reelt var et problem for Socialdemokraterne, netop fordi man agerede ansvarligt som det EU-venlige parti, man er.
     Der er så sket noget i mellemtiden, som jeg ikke rigtig er klar over hvad er. Og det er deraf, forundringen opstår over, at man fra socialdemokratisk side lige pludselig vil til at spille russisk roulette med vores EU-medlemskab, og at man vil til at afprøve EU-reglerne, som man jo tidligere meget klart har konstateret der er problemer med. Det er det, der bekymrer mig.

Jeg synes, den konservative ordfører skulle tage at falde en lille smule ned. »Spille russisk roulette med Danmarks EU-medlemskab«, må vi da være fri! Det er jo overhovedet ikke det, det drejer sig om.
     Men jeg må bare konstatere, at den konservative ordfører har meget mere travlt med at skælde ud på Socialdemokraterne end forholde sig til, hvordan forbrugerne skal få en mulighed for at vælge nogle sunde fødevarer. Det er det, det drejer sig om.
     Der er rejst rigelig tvivl om EU-retten og om De Konservatives tro på EU-retten i dag. Der er vide spillemuligheder for os til at indføre et nationalt ernæringsmærke, det har jeg jo sagt mange gange. Vi glæder os til at diskutere det i udvalgsarbejdet.
     Det, der bare er vigtigt for mig, og jeg vil gå ud fra også for de danske forbrugere, er at få at vide, hvad Det Konservative Folkeparti egentlig har tænkt sig at gøre ved fedmeepidemien i Danmark, og hvad Det Konservative Folkeparti har tænkt sig at gøre ved, at det er meget vanskeligt for forbrugeren at vælge en sund fødevare i supermarkedet.

Der er jo ingen tvivl om - og det sagde jeg i øvrigt også i min ordførertale - at vi ønsker, at der skal være et ernæringsmærke, men at vi også ønsker at overholde de spilleregler, der er inden for EU-samarbejdet.
     Jeg forstår ikke, at fru Mette Gjerskov - jeg går ud fra, det var et spørgsmål - synes, at der skulle være tvivl om, hvordan Det Konservative Folkeparti forholder sig i forhold til EU-retten, og slet ikke i den her sag. Jeg synes, det har været meget klart, at vi kigger på, hvad eksperterne siger, og hvad deres klare vurdering er. Og det er en meget klar vurdering, at vi vil tabe en sådan sag.
     Der, hvor der er tvivl, er reelt om den socialdemokratiske ansvarlighed i forhold til EU. Og det synes jeg faktisk er et kæmpeproblem, specielt når man har et parti, der så gerne vil i regering. Det synes jeg er meget, meget betænkeligt.

Jeg synes egentlig, det er lidt interessant at høre den konservative ordfører, for hr. Per Ørum Jørgensen har nu flere gange sagt, at han ikke vil tage stilling til nogen af de her ting, der bliver drøftet om en EU-afgørelse, artikel
30 osv. Men nu er retten jo blevet sat i dag. Retten er blevet sat på den måde, at vi har en minister, der påstår, at det ikke kan lade sig gøre, og at vi har et Socialdemokrati, der påstår, at det kan lade sig gøre. Så der er egentlig fem partier, nemlig de fem partier, der går ind for det her forslag, der står anklaget. Så spørger jeg bare: Er det ny konservativ retspolitisk tankegang, at det så ikke skal afprøves ved en domstol?

Det var billedlig talt et ganske godt spørgsmål, som hr. Christian H. Hansen kom med. Jeg synes, det måske bringer fokus lidt hen på, hvad det her reelt handler om, og den seriøsitet, som vi i hvert fald opfatter bag de her ting.
     Der er jo ingen tvivl om, at vi har nogle bekymringer om det her. Vi har udtalelser fra eksperter, som klart siger, at det er en sag, som vi vil tabe. Vi har faktisk også indtil
i dag haft et Socialdemokrati, som har vurderet - det må så også være på baggrund af deres eksperter, som formentlig også er ganske udmærkede og kløgtige mennesker - at det her var en sag, vi ville tabe ved EU-retten. Og vi vil ikke, som jeg har sagt tidligere, spille russisk roulette på det her område, for vi mener faktisk, at det vil få en modsat virkning for de ønsker, vi har på europæisk plan om at få et europæisk mærke.

Virkeligheden er i hvert fald, at der er tvivl. Og når der er tvivl, bør det jo være sådan, at tvivlen kommer den anklagede til gode, og det ønsker Det Konservative Folkeparti altså ikke at den skal gøre. Det er en ny konservativ retspolitisk opfattelse. Det er vi glade for at få fastslået i dag.
     Noget andet, vi kan konstatere, er, at vi har haft en sag for nylig omkring bopælspligten, hvor man fra regeringens side sagde, at den sag ville vi vinde. Det gjorde vi ikke. Nu har vi så den situation, at vi har en sag, hvor man faktisk fra regeringens side, og i hvert fald fra ministerens, som også er en del af regeringen, siger, at den vil vi tabe. Så der er altså stor tvivl, når regeringen udmelder på de områder. Så ville det ikke være mest naturligt, at man fik det her afprøvet en gang for alle?

Jeg kan egentlig godt forstå, at hr. Christian H. Hansen stiller spørgsmålet, netop også på baggrund af den tilgang, som Dansk Folkeparti har til EU. Det kan jeg sagtens forstå. Men jeg mener altså ikke, at vi skal gøre det til en mode her
i Folketinget i tide og utide at løbe EF-Domstolen på dørene med alt muligt, og slet ikke med et spørgsmål, som man i flere omgange - det er jo ikke et nyt spørgsmål, der dukker op - klart har vurderet er en sag, vi ikke kan vinde. Det er også den konklusion, Socialdemokraterne er kommet frem til i dag, og derfor har der jo været et ret stort flertal i Folketinget, der har vurderet, at tingene ville ende med, at Danmark ikke kunne vinde den her sag, og dermed at vi generelt ødelægger de muligheder, vi har, for at fremme en fælles europæisk mærkningsordning.

Det er en meget sjov tilgang til internationalt samarbejde, som hr. Per Ørum Jørgensen har, for uanset om jeg er grundlæggende kritisk over for en international institution eller ej, er min og Enhedslistens holdning, at vi skal benytte de værktøjer, der er, benytte den kampplads, der er, når den nu er der. Og i den forbindelse synes jeg faktisk, at det er uansvarligt ikke at ville bruge de værktøjer, man har for at ville gennemføre sin politik. De her ernæringsanprisninger er jo noget, som er konservativ politik. Hvorfor vil man så ikke kæmpe for sine politiske mærkesager med de værktøjer, man nu har ved hånden? Det forstår jeg simpelt hen ikke.

Det er ikke et spørgsmål om, at man ikke vil kæmpe for de mærkesager, man har, og der er jo ingen tvivl om, at det er en klar konservativ mærkesag, at vi ønsker, at fødevarerne i Danmark skal mærkes med en ordning, som er enkel, og som er tilgængelig for forbrugerne. Det er klart det, vi ønsker.
     Vi har så en lidt anden tilgang til det, for vi mener faktisk, at vi skader vores sag ved at gå enegang i forbindelse med det her spørgsmål ved at indføre en national mærkningsordning. Det mener vi er negativt for os og negativt for de muligheder, vi har for at nå frem til det mål og det, vi kæmper for i EU, netop at få en fælles europæisk mærkningsordning. Og der føler jeg faktisk også, at i dag, når vi nu ser, at enkelte partier melder sig ud af den linje, står vi også svagere i forhold til dansk detailhandel, som jo klart har svigtet på det her område, som klart har svigtet det samfundsansvar, de også har for mærkning af deres varer.

Jeg synes, det er en meget, meget sjov tilgang. Jeg synes, at det helt grundlæggende problem ved EF-Domstolen er, at dens domspraksis er utrolig snæversynet i forhold til det indre marked, hvor det i mange tilfælde har været sådan, at hvis lande vil indføre bedre standarder end dem, der gælder i EU, bliver der straks råbt teknisk handelshindring osv.
     I den her konkrete sag mener jeg faktisk på linje med andre her i Folketingssalen i dag, at der er nogle muligheder også inden for den gældende retspraksis, og der mener jeg også at Det Konservative Folkeparti burde være mere aktivistisk. Men på længere sigt mener jeg også - og det mener jeg egentlig også burde være Det Konservative Folkepartis opgave - at man simpelt hen bør kæmpe for at ændre den meget snæversynede retspraksis, der er i EF-Domstolen, og det kan sådan et forslag her jo også hjælpe med til. Jeg må sige, at jeg i virkeligheden synes, at det er en ret slatten holdning, man her lægger for dagen. Jeg synes, man burde engagere sig noget mere. Hvis man virkelig mener, at man brænder for det her i Det Konservative Folkeparti, så gå dog ud og kæmp for det.

At vi i Det Konservative Folkeparti har en anden tilgang til EU, end Enhedslisten har, skal vi måske ikke være så kede af
i Det Konservative Folkeparti.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er fru Elisabeth Geday.

Jeg tror ikke, der er ret mange af os her i dag eller i den danske befolkning for den sags skyld, der ikke ved, at frugt og grønt er sundt, og at jo mere frugt og grønt man spiser, jo bedre er det. Men hvordan er det med de mange forskellige varianter af yoghurt, som man kan finde i kølediskene, og hvad med nudelsuppen eller hvedeboller med ekstra fibre, og hvad med de færdiglavede boller i karry med ris? Personligt kan jeg godt blive lidt i tvivl om, hvorvidt der skal mere, mindre eller mindst af den slags produkter i min indkøbsvogn, når jeg forsøger at købe sundt ind til familien.

     I Det Radikale Venstre er vi overbevist om, at et ernæringsmærke vil være en god indkøbsvejledning for den travle forbruger. Det vil også være et godt bidrag til at bekæmpe fedmeepidemien, som jo giver et dårligt liv til rigtig mange danskere, ikke mindst til rigtig mange og stadig flere danske børn. Tilsyneladende skal det være et obligatorisk ernæringsmærke, for der er jo ikke meget, der tyder på, at detailhandelen går frivilligt med på den ordning, som regeringen har tænkt sig at indføre den 1. april i år. Spørgsmålet er så, om det skal være et obligatorisk nationalt, altså dansk, ernæringsmærke, eller vi skal have et EU-ernæringsmærke. Før jeg kom herind i dag, var jeg af den opfattelse, at det er fuldstændig indiskutabelt, at det vil være i modstrid med EU-retten at lave et obligatorisk dansk ernæringsmærke, men nu kan jeg forstå, at Socialdemokraterne mener, at fællesskabslovgivningen faktisk rummer mulighed for, at vi kan vedtage et nationalt dansk mærke uden øjeblikkelig at få en EU-sag på halsen. Jeg kan sige, at det er fuldstændig afgørende for Det Radikale Venstres holdning til sagen at få det spørgsmål afklaret. Vi er nemlig tilhængere af et ernæringsmærke, men vi er modstandere af at bryde loven, uanset om det er dansk lovgivning eller europæisk lovgivning, der er tale om. Jeg vil derfor foreslå, at vi, når vi mødes i morgen i Fødevareudvalget, beslutter, at der skal foretages en uafhængig juridisk vurdering af, hvorvidt EU-retten er i fare
i denne sag eller ej. Jeg kan også godt følge Socialdemokraterne i deres ønske om at udfordre regeringens jurister, for jeg synes ikke, der er nogen eksempler på en aktivistisk linje på forbrugerområdet i regeringens hidtidige politik. Et eksempel er, at regeringen kun har afsat 3 mio. kr. til at markedsføre det nye ernæringsmærke, altså den frivillige Spis Mest-, Spis Mindre-, Spis Mindst-mærke-ordning, over for 5 millioner danske forbrugere. Det siger vist alt om ambitionsniveauet på området, så jeg kan godt forstå, at Socialdemokraterne kan tænke sig at udfordre regeringens linje. Jeg kan imidlertid ikke se andet, end at vi er nødt til at finde ud af, om det er regeringens jurister, der har ret i deres vurdering af, at forslaget vil stride imod EU-lovgivningen, eller det er Socialdemokraternes vurdering, altså at det er i fuld overensstemmelse med EU-retten, som er rigtig. Vi er nødt til at få afklaret, om det er den ene eller den anden part, der har ret i sagen, og det vil være afgørende for, om Det Radikale Venstre stemmer for eller imod beslutningsforslaget.

Den radikale ordfører udtaler i dag til Politiken, at et parti, der vil have regeringsmagten, er nødt til at opføre sig lige så ansvarligt, som hvis det havde regeringsmagten, og at Socialdemokraterne aldrig ville fremsætte et forslag, der strider mod EU's lovgivning, hvis de sad i regering. Vil fru Elisabeth Geday ikke uddybe det?

Jo, det vil jeg gerne, selv om jeg egentlig tror, det var det, hele min ordførertale gik ud på.
     Det er sådan, at jeg spurgte fru Mette Gjerskov, som er Socialdemokraternes ordfører, om Socialdemokraterne mener, at forslaget er i strid med EU-retten eller ej. Fru Mette Gjerskov overbeviste mig om eller forsøgte i hvert fald at overbevise mig om her fra talerstolen, at Socialdemokraterne nærmest kan dokumentere og i hvert fald sandsynliggøre, at det ikke vil være i strid med EU-retten, hvis man vedtager et nationalt dansk mærke.
     Derfor sagde jeg, at på den ene side kom jeg ind i Folketingssalen med et klokkeklart indtryk af, at hvis man vedtager et nationalt mærke, vil det stride imod EU-retten, men på den anden side mener Socialdemokraterne at kunne sandsynliggøre, at det ikke strider imod EU-retten. Det spørgsmål må afklares, før vi kan sige, om vi vil stemme for eller imod forslaget, men hr. Per Ørum Jørgensen kan være ganske rolig. Hvis det viser sig, at forslagert strider mod EU-retten, som hr. Per Ørum Jørgensen jo mener, vil Det Radikale Venstre heller ikke stemme for det.

Nu bliver jeg helt bekymret, for det lyder faktisk, som om Det Radikale Venstre er ved komme lidt i tvivl i dette spørgsmål. Til dato har man meget fornuftigt totalt afvist de beslutningsforslag, vi har set, og jeg må gå ud fra, at det netop er, fordi man har vurderet i Det Radikale Venstre, at Danmark ikke kunne vinde en sag ved EF-Domstolen. Men hvad er det helt præcis, der har gjort, at den radikale ordfører er kommet i tvivl?

Det er ganske enkelt den situation, at Socialdemokraterne mener at kunne dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at det ikke strider mod EU-retten; det er ganske enkelt.
     Det Radikale Venstre vil ligesom i øvrigt alle partier her i Folketinget gerne have en ernæringsmærkning. Vi kan ikke stemme for forslaget her, hvis det strider mod EU-retten, men hvis det ikke strider mod EU-retten, kan vi stemme for det, og derfor er det fuldstændig afgørende for os at finde ud af, om det er regeringens jurister, der har ret, eller det er Socialdemokraternes eksperter, der har ret.
     Det er det, vi må have afklaret, og jeg foreslår helt konkret, at vi får det afklaret ved at få nogle uafhængige jurister til at komme i Fødevareudvalget med et responsum og præcisere over for os, om der er tale om, at regeringens jurister er nogle forsigtigpetere, som ikke tør udfordre EU-retten i en forbrugeraktivistisk retning, eller der er tale om, at Socialdemokraterne forsøger at slå indenrigspolitisk plat på sagen. Det må vi have afklaret.

Jeg forstod på ordføreren, at Det Radikale Venstre gerne vil have en uafhængig juridisk prøvelse af det her spørgsmål, men det må jeg egentlig sige forekommer mig at være unødvendigt trænerende. Det er jo fuldstændig velkendt, at en sådan afgørelse sådan set kan falde ud til begge sider, og i virkeligheden vil den ikke have nogen validitet. Det eneste, der sådan set har validitet i denne sammenhæng, er EF-Domstolen. Det går jeg ud fra at ordføreren er enig i, og derfor synes jeg, det er en mærkelig holdning, at der skal spørges nogle relativt tilfældigt udpegede jurister, som måtte komme frem til et eller andet resultat. Ville det rigtigste i virkeligheden ikke være, at spørgsmålet blev forelagt den myndighed, som rent faktisk har kompetence til at træffe afgørelsen?
     Det rigtigste ville være, at vi laver et sæt regler her
i Danmark. Skulle Kommissionen så komme frem til, at det er forkert, at vi rent faktisk vil beskytte de danske forbrugere, må den anlægge en sag, og så vil vi alle sammen kæmpe med hud og hår for at vinde den sag. Men det er altså EF-Domstolen og ikke et eller andet juridisk udvalg, som Det Radikale Venstre ønsker nedsat, der skal træffe den endelige afgørelse i sagen. Er ordføreren ikke enig i det?

Jeg er enig i, at det er EF-Domstolen, der træffer den endelige afgørelse, men jeg er bestemt ikke enig i de øvrige betragtninger, hr. Morten Messerschmidt kommer med. Sagen er jo, at regeringens jurister siger, at forslaget strider klokkeklart mod EU-retten - det har ministeren jo fortalt her fra talerstolen i dag - mens fru Mette Gjerskov som Socialdemokraternes ordfører svarer på et direkte spørgsmål fra mig: Nej, Socialdemokraterne mener ikke, det strider mod EU-retten. Det er da to modstridende synspunkter.
     Det Radikale Venstres holdning i denne sag afhænger som
i alle andre EU-sager af, om vi kommer til at gå direkte imod EU-retten eller ej. Regeringen siger, at det gør vi, Socialdemokraterne siger, at det gør vi ikke, og vi siger, at det spørgsmål må afklares, før vi kan afgøre, om vi vil stemme for eller imod forslaget.

Hr. Messerschmidt for endnu en kort bemærkning.

Det vil jo være aldeles værdiløst, for som jeg også fremførte over for hr. Per Ørum Jørgensen, kan det da ikke være fru Elisabeth Geday ubekendt, at i enhver retssag i ethvert civiliseret land er der to parter. Det vil sige, at der er to modsatrettede synspunkter, og det er den situation, vi nu har her i salen. Vi har en regering, der mener, at forslaget ikke kan gennemføres, og vi har en række partier, herunder måske Det Radikale Venstre - det skal nogle jurister afgøre - der mener, at det godt kan gennemføres. Det er bare fuldstændig inderlig ligegyldigt, for de to modsatrettede synspunkter har ingen værdi. Det eneste, der har værdi, er det, som den juridiske enhed, vi kalder EF-Domstolen, kommer frem til efter at have hørt begge synspunkter.
     Derfor er det, som fru Geday beder om, sådan set et partsindlæg, og hvad i alverden skal vi bruge et partsindlæg til? Det, vi skal bruge, er en afgørelse af, om forslaget er
i strid med EF-retten, ikke et partsindlæg.

Jeg tror, hr. Morten Messerschmidt har det med at forveksle jura med politik, for der er jo ingen tvivl om, at Dansk Folkepartis synspunkt i denne sag mere handler om et opgør med EU og EU-retten end om den konkrete sag. Det står fuldstændig entydigt for mig.

     Men man kan jo sige det på den måde, hvis jeg følger hr. Morten Messerschmidt, at så har jeg haft en forsvarer i form af regeringen, og jeg har haft en anklager i form af Socialdemokraterne. Det, jeg efterspørger, er en dommer eller en opmand i form af en uafhængig juristundersøgelse. Det er det, jeg leder efter. Det tror jeg på at jeg kan få ved at få Fødevareudvalget til at bede nogle uafhængige jurister om at komme med et responsum på sagen.

Er forbrugernes sundhed ikke bevisbyrde nok for Det Radikale Venstre til at kunne være med til at gennemføre det her? Eller behøver Det Radikale Venstre virkelig EU's tilladelse for at kunne være med?

Jeg vil sige, at det, der er afgørende for Det Radikale Venstre, er, at det, vi vedtager her i den her sal, også er inden for det forpligtende fællesskab, som vi har på EU-niveau.
     Med hensyn til det her konkrete om befolkningens sundhed og sikkerhed vil jeg sige, at jeg meget tvivler på, at vi kan argumentere for, at et ernæringsmærke direkte vil være at aflæse på befolkningens sikkerhed og sundhed. Det vil være et bidrag sammen med en masse andre ting, det er nødvendigt at vi gør for at bekæmpe en fedmeepidemi.
     Men det er jo ikke ligesom med transfedtsyrerne, hvor der var en direkte sammenhæng mellem indholdet af transfedtsyrer og det, om folk fik en hjerte-kar-sygdom, eller med salmonellainfektionerne, hvor det er entydigt, at hvis folk spiser den forkerte salmonella, så bliver de altså hundesyge for ikke at sige dødssyge. Den samme sammenhæng kan jeg ikke umiddelbart etablere med et ernæringsmærke, men hvis Socialdemokraterne siger, at vi alligevel kan bruge det som argument, så lad os få det afprøvet.

Det er jo rart at høre, at Det Radikale Venstre i hvert fald ikke er afvisende over for forslaget. Det er da i hvert fald positivt.
     Så skal jeg høre, om Det Radikale Venstre ønsker en privat voldgift i stedet for en domstol.

Jeg er lidt i tvivl om, hvad spørgeren mener. Jeg er bange for, at jeg er nødt til at lade det falde, for det, jeg jo beder om, er nogle uafhængige jurister udpeget af Fødevareudvalget eller på forslag fra Fødevareudvalgets sekretær, som kommer med et juridisk responsum og afgør den her sag.

Jeg er lidt optaget af fru Elisabeth Gedays lyst til at få en uafhængig juridisk vurdering. Jeg minder om, at vi lige har haft en sag om miljøfiltre til lastbiler i København, hvor der var en meget sikker juridisk rådgivning fra Justitsministeriet, der sagde, at man ikke kunne gøre det, fordi det ville være lovstridigt. Der var en modpart, som godt ville have det på banen, som kom med en modsat juridisk vurdering om, at det godt kunne lade sig gøre. Er det ikke samme problem, vi vil komme i? Det drejer sig mest om, hvem der peger på hvilken jurist.

Jeg synes, det må afhænge af, hvem der kommer med de bedste argumenter, ikke hvilken jurist der er tale om. Nu har vi Socialdemokraternes indlæg, vi har regeringens indlæg, jeg håber på at kunne få en uafhængig jurists indlæg. Så må det jo bero på, hvem der har de bedste argumenter, hvem der er mest overbevisende.
     Jeg kan bare se, at da jeg kom her i dag, var jeg overbevist af regeringens synspunkter, jeg var overbevist om, at enhver snak om, at Det Radikale Venstre skulle stemme for det her forslag, var forstummet alene af den grund, at det ville stride mod EU-retten. Nu kan jeg så forstå, at Socialdemokraterne mener, at der er plads til at vedtage nationale regler for et ernæringsmærke, og så synes jeg da ikke, der er andet at gøre, end at vi så må få det undersøgt. Der kan jo ikke være noget andet sted at gøre det end under udvalgsbehandlingen i Fødevareudvalget.

Jamen er det i virkeligheden ikke sådan, at hvis vi brænder for en sag og vil gøre noget for den, så har vi en vis pligt til også at arbejde for den?

     Jeg kunne godt foreslå to jurister som f.eks. Christian Harlang og Knud Foldschack, og jeg ville være ret sikker på, at de hældte til, at det her godt kunne lade sig gøre, og så kunne man finde nogle andre at supplere dem med. Er det ikke ligesom at vælge et dommerpanel og så afprøve sagen, hvor det kan gå til den ene side eller til den anden side? Bag det ligger, at vi har en politisk forpligtelse til at arbejde for det, vi tror på, og jeg hører på fru Elisabeth Geday, at hun tror på, at det ville være en god ting at have det her. Er det så ikke det, vi skal gå efter?

Jeg vil først og fremmest sige, at jeg tror på en europæisk retsstat. Som dansker er jeg medlem af et forpligtende europæisk samarbejde, hvor vi vedtager lovgivning på tværs af grænserne i EU, og den lovgivning har vi alle sammen interesse i at følge. Det er jo i virkeligheden også grundlaget for SF's holdning på en række områder, at det gælder om at få en international ret, så vi som borgere ved, hvad vi har at forholde os til.
     Det kan da ikke nytte noget, at det er mit politiske engagement, der skal afgøre, hvorvidt jeg ønsker at overholde loven eller ej. Det er fuldstændig indiskutabelt. Hvis det her lovforslag strider mod EU-retten, så kan vi ikke støtte det som Radikale, for vi er forpligtet af, at vi er medlemmer af et europæisk fællesskab.
     Hvis der så er et rum til at udfordre EU-retten, hvis der er et vist spillerum, som Socialdemokraterne mener der er, så synes jeg, vi for forbrugernes skyld, for vores egen skyld - for jeg synes, det her er et godt forslag - skal prøve at få det udforsket. Det er sådan set det, jeg foreslår.

Jeg trænger til at få afklaret helt nøje, hvad det er, den radikale ordfører mener i forbindelse med et sådant responsum. Jeg har forstået det sådan, at hvis uvildige jurister ikke udtaler sig specifikt om, at det er ulovligt, altså hvis der er tvivl tilbage, så er De Radikale med på, at vi afprøver sagen. Det er lidt vigtigt, om det er det, vi er enige om.

Ja, det vil jeg mene. For jeg vil sige, at hvis der er et spillerum - vi har jo tidligere sager, bl.a. multivitaminsagen, hvor det viste sig, at der var et vist nationalt spillerum - er min holdning den, at vi skal presse på over for EU, fordi det er sådan nogle lande som Danmark, der skal presse på for et få en mere forbrugervenlig linje i EU.
     Så der er jeg fuldstændig enig med Socialdemokraterne og sådan set sikkert også med SF i, at hvis der er et nationalt spillerum, så skal vi udforske det for at presse EU i den retning, som vi gerne vil. Min bekymring er, at jeg ikke tror, der er det nationale spillerum, men lad os nu få det udforsket.

Bare lidt i forlængelse af det, hr. Kristen Touborg var inde på: Hvad nu, hvis der sker det, hvad man jo godt kan forestille sig, at der er forskellige opfattelser af det her hos jurister? Hvad betyder det så? Hvis vi nu f.eks. tager nogle sager, der for nylig har været oppe ved EF-Domstolen, så har der jo været sager, hvor man kan sige, der næsten var sikkerhed for, at vi kunne vinde, men der var så alligevel et par af de sædvanlige mere skeptiske jurister i Danmark, der mente, at vi nok kunne risikere at tabe.
     Det er bare for at få at vide, hvad der skal til, for man kunne jo godt forestille sig, at vi ikke alene får at vide, at juristerne er uklare, næ, vi får af to eller tre forskellige jurister at vide, at de er fuldstændig sikre, det er bare noget forskelligt, de er sikre på.

Nu er jeg ikke helt så bekymret som hr. Per Clausen er, for da vi kom i dag, var regeringen et hundrede procent sikker på, at en national obligatorisk ernæringsmærkning ville stride klokkeklart mod EU-retten i en sådan grad, at jeg tror, ministeren nærmest ville sige, at det ville stride imod ministeransvarsloven, hvis hun foreslog sådan et lovforslag.
     Så jeg skal ikke kunne sige, om man vil kunne finde tre jurister, der ville være uenige om det her. Hvis det sker, ville jeg - jeg er jo ikke jurist, jeg er politiker - simpelt hen lytte til, hvem der har de mest overbevisende argumenter. Og hvis mit grundsynspunkt er, at jeg ikke vil gå ind i en sag, der som udgangspunkt bryder med EU-retten, men at jeg gerne vil have et obligatorisk ernæringsmærke, så vil det jo være de to ting, der styrer Det Radikale Venstres holdning i den her sag.

Vi går videre i ordførerrækken til hr. Kristen Touborg.

Vi har i de senere år fulgt et skuespil, hvor skiftende konservative ministre har pustet sig op for at hjælpe forbrugerne. De er desværre alle sammen faldet ned, luften er gået ud af ballonen, og der er ikke blevet meget tilbage af alle de fine løfter, alle de fine ord, alt det, man ville gøre for den danske befolkning i forhold til forbrugerinteresser, i forhold til fedmeepidemi m.v.
     Den karakteristik gælder desværre også den nuværende nytiltrådte forbrugerminister. Det, der kom ud af alle de store ord, var noget så sølle som en frivillig ordning, som parterne på forhånd har sagt de ikke vil følge. Jeg vil tillade mig et jysk mundheld, der lyder: meget skrål og lidt uld. Det er det, det her bedst kan karakteriseres ved.
     Den frivillige ordning hjælper ingen eller næsten ingen, og jeg synes, det er elendigt, at vi er nået dertil med en ellers god sag, som vi alle har været enige om skulle løses. Ministeren er bukket under for detailhandelens kassekamp. Fødevareindustrien vil naturligvis ikke påvirke forbrugerne til at købe mindre. De lever faktisk af, at forbrugerne køber mest muligt.
     Der er kun én ting, der tæller, nemlig størst mulig indtjening, og derfor går de af gode grunde ikke ind og tager en frivillig ordning. Det burde ministeren også vide. I øvrigt kan man sige, at det vel heller ikke er deres opgave. Det er vel politikernes opgave. Det er vel ministerens opgave at sørge for, at der er gennemskuelighed i de valg, forbrugerne skal træffe, når de kommer i butikkerne.
     Så vil jeg godt gå til det med EU-delen. Jeg synes faktisk, at vi er nået et stykke vej i dag, i hvert fald for nogle partiers vedkommende, i sammenhæng med den EU-debat, vi har haft. Men jeg vil godt sige, at hvis vi skal vente på EU-action, er jeg bange for, at også ministeren når at blive gråhåret, inden vi når et resultat, og det synes jeg da trods alt ville være synd.
     Men jeg forstår ikke helt, at det ene er til hinder for det andet. Jeg forstår egentlig ikke, at vi ikke godt kan køre en national ordning obligatorisk nu, og så, når EU på et eller andet tidspunkt har besindet sig, kan køre ind på et EU-plan. Det kan godt være, det varer længe, men det kan da være, at de på et tidspunkt besinder sig i EU.
     Jeg synes, det er godt, at vi er nået frem til, at det altså ikke er regeringens egne jurister i Justitsministeriet, der skal vurdere, hvorvidt det her er EU-lovstridigt, men en uvildig instans. Det synes jeg er en god udvikling, vi er nået til der.
     Jeg vil godt til sidst minde om, at vi har andre sager, hvor vi, vistnok et enigt Folketing, men i hvert fald et meget stort flertal i Folketinget, har kørt sager, som har været bedømt i Justitsministeriet som værende i strid med EU-lovgivningen. Ud over sagen om dyretransporter vil jeg godt nævne dengang, da Danmark gik enegang for at hindre, at der blev blandet antibiotika i alt foderet til danske husdyr.
     Det var sådan set ikke, fordi det sundhedsmæssigt var direkte farligt, men det var indirekte en fare for sundheden for den danske befolkning, fordi det kunne give en reaktion i form af, at befolkningen ikke ville have gavn af en efterfølgende antibiotikabehandling, fordi der kunne opstå resistens.
     Det vil i virkeligheden kunne sammenlignes meget med den sag her. Men der gik vi alligevel enegang, og det gjorde vi med meget stor succes, for det endte faktisk med, at en række af de antibiotika, der helt unødvendigt blev blandet i foderet til raske dyr, blev forbudt i Danmark, og efterfølgende blev de rent faktisk forbudt i EU for en række områders vedkommende. Det var en succeshistorie.

Tak til hr. Kristen Touborg. Så er det hr. Per Clausen som ordfører for forslagsstillerne, værsgo.

Det har på mange måder været en udmærket og spændende debat, der har været i dag, selv om jeg nok tror, at den konservative ordfører, hr. Per Ørum Jørgensen, var lidt for optimistisk, da han sagde, at vedtagelsen af det her forslag kunne sætte spørgsmålstegn ved Danmarks medlemskab af EU.
     Jeg kan forsikre Folketinget, og hvem der ellers måtte være interesseret i det, om, at det ikke har været baggrunden for at fremsætte det her forslag, at det skulle kunne få Danmark ud af EU. I virkeligheden er det vel sådan, at vi med en vedtagelse af det her forslag og en efterfølgende reaktion fra EU's side, som var den, Socialdemokraterne gav udtryk for
i dag, kan risikere, at det medvirker til at udsætte den dag, hvor Danmark kommer ud af EU. For et væsentligt kritikpunkt af EU ville så falde bort eller i hvert fald ikke fremstå særlig indlysende. Så det har ikke været hensigten. Det har selvfølgelig også været en spændende debat, fordi der nu er bred tilslutning til, at der skal gennemføres uafhængige juridiske undersøgelser af Danmarks forhold til EU. Når jeg tænker på alle de gange, hr. Keld Albrechtsen i sin tid som EU-ordfører for Enhedslisten har foreslået det og fået det afvist, ville han i hvert fald i dag glæde sig over, at man nu har indset, at der er behov for uafhængige juridiske undersøgelser. Så er der selvfølgelig det afgørende problem, nemlig hvordan man får en uafhængig juridisk undersøgelse, som er i stand til at forudse, hvordan EF-Domstolen i sidste ende vil afgøre en sag. Det kan nok være kompliceret, men det må vi se på i det videre udvalgsarbejde. Set fra mit synspunkt er sagen også interessant forstået på den måde, at det ikke var min plan, da jeg kom i Folketinget, at jeg i løbet af de første 2 år som medlem af Folketinget to gange skulle fremsætte et beslutningsforslag om, at man skulle gøre en ekstraordinær indsats for at få vedtaget et konservativt forslag om et ernæringsmærke. Oven i købet har min entusiasme været så stor, at jeg har fremsat forslag om to forskellige ernæringsmærker. Jeg vil dog sige, at om ikke andet har ernæringsmærkerne nok vundet i kvalitet på grund af den lidt langsommelige proces, og det kan selvfølgelig være et argument for, at det ikke altid har været spildt. For ellers havde der selvfølgelig også været en diskussion om ernæringsmærket; om det overhovedet havde nogen mening og nogen betydning. Det har ikke været meget inde i debatten i dag, fordi det ligesom er erkendt, at vi faktisk står i den situation, at selv om vi betragter os selv som bevidste forbrugere, der som regel, når vi køber noget usundt, godt ved, at det er usundt, så er der
i den måde, man emballerer på, den måde, man markedsfører og laver reklamer for produkter på i Danmark, en tendens til, at man fremstiller usunde produkter som sunde. Lad mig tage bare et enkelt eksempel:
Morgenmadsprodukter bliver beskrevet som både fiberholdige og sunde og nærmest slankende, og hvis man undersøger, hvad der er i dem, viser det sig, at man ifølge ministerens sidste nye forslag til, hvordan et ernæringsmærke skal være skruet sammen, ville få at vide, at det var noget af det, man skulle spise mindre af eller måske endda mindst af. Det er også en af grundene til, at det trods alt, selv om man, hvis man studerer, hvad der står på deklarationen osv., nok kunne finde ud af, hvad der er galt, ville være fornuftigt at få et ernæringsmærke, som gjorde det nemt og enkelt for folk at vælge om ikke rigtigt, så i hvert fald mere rigtigt, end de vælger i dag. Diskussionen i dag afslører i hvert fald tilsyneladende, at mediernes foromtaler og forskræp ikke har været fuldstændig forkerte, nemlig at der ville være et flertal i Folketinget for det forslag, som Enhedslisten har fremsat, et forslag, der sikrer, at man tager skridt til at få etableret et nationalt mærke. Det skyldes faktisk ikke, at Enhedslisten har noget imod, at der kommer et europæisk mærke eller for den sags skyld et globalt mærke, men bare, at vi må erkende, også ud fra de svar, vi har fået af ministeren, at det nok har lange udsigter, før man kan få nogen former for internationalt mærke. Nogle har selvfølgelig i dag i diskussionen gjort en del ud af ligesom at spørge: Har Socialdemokraterne nu skiftet holdning? Det er der sådan set ingen tvivl om, for de mente jo noget andet, da vi sidst behandlede et nogenlunde tilsvarende forslag. Det kan skyldes, at man har tænkt lidt over den krise, som hele EU-projektet er kommet i i befolkningerne, fordi der mange steder er den grundopfattelse, at EU udelukkende fokuserer på markedskræfter og muligheder for at tjene penge. Det kan være det, man forsøger at reparere på, ganske vist iklædt nogle besværgelser om, at der har været et EU tidligere, som Socialdemokraterne elskede, og som ikke havde det som udgangspunkt. Men her forsøger Socialdemokraterne at reparere på det i overensstemmelse med den helt traditionelle socialdemokratisk måde, altså at reparere så godt man kan på skaderne, for radikale brud med fejludviklinger i historien er man ikke meget for. Jeg synes da, man skal rose Socialdemokraterne for, at de trods alt forsøger at reparere på skaderne.

     Jeg vil ikke undlade at sige, at Enhedslistens forslag om et ernæringsmærke sådan set er inspireret af gode konservative ministres aktive indsats, selv om der da var folk i Enhedslisten, der tænkte - da vi første gang diskuterede forslaget - om det ikke nærmest var noget, man fandt på i Familie- og Forbrugerministeriet, fordi man skulle have en populær sag, altså om ikke det bare var det rene pop. Men efter en grundig diskussion er vi nået frem til, at det har et seriøst indhold, og man kan sige, at når de konservative ministre holder fast i det over så lang en periode, er det vel, fordi sagen også har substans, for det har jo ikke været nogen sejrrig march, hvad angår ernæringsmærkerne.
     Men jeg vil da ikke undlade at sige, at meget afgørende for, at Enhedslisten fremsatte det her forslag, også var, at vi faktisk for et par måneder siden havde nogle meget klare tilkendegivelser fra Socialdemokraterne om, at man nu mente, at tiden var inde til at gå foran og prøve at udfordre og være aktivistisk, eller hvilke omskrivninger man nu skal bruge, i forhold til EU-retten. Vi tænkte, at vi gerne, da Socialdemokraterne ikke selv fik taget sig sammen til at skrive et beslutningsforslag, så vi kunne tage stilling til det i salen, ville udføre dette arbejde.
     Vi havde selvfølgelig to muligheder. Enten ville det falde ud på den måde, at Socialdemokraterne ville ende med alligevel at være imod det, og så kunne vi hygge os med at læse op af citater fra socialdemokratiske ordførere her i Folketingssalen og så drille dem lidt med det - og man kan se, at Dansk Folkeparti og måske også et enkelt medlem af Enhedslisten i dag synes, at det ville være sjovt at drille Socialdemokraterne. Eller også kunne man holde fast ved den linje, som man har valgt i den her sag, og det synes jeg er godt.
     Det er klart, at vi selvfølgelig nu skal i gang med et grundigt udvalgsarbejde, og det skal i hvert fald tage så lang tid, at Dansk Folkeparti kan få sikkerhed for, at der ikke er noget håb om, at branchen af sig selv gør noget på det her område. Derfor bliver der også tid til at føre mange fine juridiske diskussioner. Skulle det ende med, at Det Radikale Venstre også på baggrund af det kommer så meget i tvivl om regeringens tolkning af EU-juraen, at de kan stemme for det her forslag, er det bare endnu bedre.
     Til allersidst vil jeg sige: Der foreligger jo også den mulighed - det ville jeg da ikke have noget imod - at den branche, som i over 2 år har holdt skiftende familie- og forbrugerministre for nar ved hele tiden at finde på nye argumenter for, hvorfor man ikke lige ville have det ernæringsmærke, man så havde fundet på, og som i virkeligheden altid har brugt EU-reglerne som en dårlig undskyldning, under de nuværende politiske omstændigheder besinder sig og viser en lille smule forståelse for, at det i virkeligheden nok var bedst for dem selv at acceptere det ernæringsmærke, som den konservative minister har fremlagt, og indgå en aftale om, at det bruger vi alle.
     Hvis det skete, ville det jo være et udtryk for, at en aktivistisk politik, som også rettede sig aktivistisk i forhold til EU-systemet, kunne give resultat meget hurtigere, fordi det også giver et resultat i Danmark. Det kunne måske være inspiration for politiske kræfter, forbrugerorganisationer og andre i andre europæiske lande, så man får etableret tilsvarende ordninger også der. Og så kan det jo være, at det at fremsætte det her forslag faktisk får den konsekvens, at vi får et EU-mærke tidligere, end vi ellers ville have fået det.
     Det ville jeg kun være glad for af hensyn til forbrugerne, selv om man kan sige, at hver gang EU gør noget godt og konstruktivt, er det jo ikke nyttigt for den generelle opgave, som vi har med at afsløre, at EU, når det kommer til stykket, kun varetager EU's, det indre markeds og de store erhvervsvirksomheders interesser.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Hermed sluttede forhandlingen, og forslaget overgik derefter til anden (sidste) behandling.

Afstemning

Fjerde næstformand (Niels Helveg Petersen):
Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.