Spm. nr. US 13

Jesper Langballe (DF):
Ligestillingsministeren har sikkert bemærket, at hollænderne nu har besluttet sig for et totalt forbud mod den kvindeundertrykkende burka. Måske har ligestillingsministeren også bemærket en undersøgelse i MetroXpress, der viser, at hver anden dansker nu går ind for et forbud mod tørklædet i Danmark. I øvrigt viser samme undersøgelse, at et flertal af danskere betragter integration som den vigtigste opgave for de nye kommunalbestyrelser.

     Jeg vil på den baggrund gerne spørge ministeren: Jeg har som udgangspunkt, og det har vi vel alle sammen, ment, at det egentlig bør være frivilligt, hvordan man vil gå klædt, men med tørklædet er der jo tale om en beklædning, som har en så voldsomt stærk symbolværdi, at man kan sige, at det svarer til, at en rocker går med et hagekors malet på ryggen, for det første, fordi det er kvindeundertrykkende, for det andet, fordi tørklædet er et klart signal om, at man vil have indført sharia-lovgivningen her til lands, og for det tredje, fordi der ingen tvivl er om, at det er en stærk barriere for en integration på arbejdsmarkedet og andre steder. Vil ministeren overveje, om vi måske skulle være nogle stykker, der ændrede mening på det her punkt?

Nej, jeg synes, vi skal være varsomme med at ændre mening for hurtigt, men jeg synes selvfølgelig, vi skal følge med i, hvad der sker andre steder, og hvad konsekvensen af det er, og se på de erfaringer, man gør andre steder, bl.a. i Holland. Men jeg hælder nu mest til hr. Jesper Langballes synspunkt om, at det, og jeg tror, jeg citerer korrekt, egentlig bør være frivilligt, hvordan man vil gå klædt.
     Jeg synes, det er et meget vigtigt princip, at det netop er op til en selv at finde ud af, hvordan man vil gå klædt, og at det hurtigt kan være yderst vanskeligt at skulle fastsætte nogle grænser for, hvor det så er, vi skulle kunne gribe ind, og hvor det ikke er. Til gengæld synes jeg, at det jo er meget vigtigt at have en diskussion om det og, som hr. Jesper Langballe er inde på, hvad det betyder med hensyn til synet på forskellige ting, hvad det betyder i forhold til integration, hvad det betyder i forhold til beskæftigelsesmuligheder. Vi er jo i Danmark kendte for at tage en god og grundig diskussion om de forskellige problemer, og der tror jeg om noget, at en person som hr. Jesper Langballe, der har ordet i sin magt, kan bidrage til, at vi får sat fokus på det og de problemer, der er forbundet med det.

Jeg må sige, at jeg faktisk ikke synes, der var fugls føde i det svar. Jeg kunne ikke høre nogen vurdering fra ministerens side udover en gentagelse af, hvad jeg havde sagt som udgangspunkt, at vi jo mener, at påklædning i almindelighed skal være en frivillig sag.
     Men kan ministeren give mig ret i, at der kan være tale om, at en påklædning har en symbolværdi og en art, hvorom man må sige: Her går der en grænse? Altså, hvis f.eks. en mand under påberåbelse af sin religion vil slæbe sin kone gennem gaderne i fodlænker og i upåklædt tilstand, ja, så vil vi sige - jeg kender ikke nogen religioner, der påbyder det, men det er sådan rent hypotetisk - at det vil vi ikke acceptere.
     Det samme bør for en ligestillingsminister være tilfældet med burkaen - vi har ikke herhjemme så mange af dem, der går med burka - og også med det tørklæde, der, som hollænderne har ment, sender ganske klare, bevidste signaler om indførelse af sharia-lovgivning, om kvindeundertrykkelse, og som har manglende integration til følge.

Jeg synes nu egentlig, jeg var meget klar i mit svar til hr. Jesper Langballe tidligere. Jeg svarede meget klart på spørgsmålet om, om nogle af os burde overveje at skifte holdning: Nej, det synes jeg ikke. Men jeg synes selvfølgelig, vi skal følge, hvad der sker andre steder, og se på de erfaringer, man gør, og være åbne over for, hvis der viser sig at være nogle resultater, som vi måske også kunne have gavn af her. Men jeg synes ikke på nuværende tidspunkt, at der er behov for at skifte holdning.
     Så vil jeg også sige til hr. Jesper Langballe, at det da er rigtigt, at der kan være ting, som har en meget stor symbolværdi, men for mig er det afgørende, at kultur eller religion ikke bliver nogen undskyldning for manglende ligestilling; men her kan der jo nok så meget være tale om, at det er kvinder, der synes, at de gerne vil gå i den påklædning, de har valgt. Altså, der er tale om, at man frivilligt vælger en bestemt påklædning, og så synes jeg, det er vanskeligt at løfte pegefingeren over for det andet end at diskutere, hvilke konsekvenser det så har, hvilke signaler det sender, og om det ikke er uhensigtsmæssigt i et samfund som det danske.

Med hensyn til det sidste argument kan jeg jo principielt godt høre, hvad det er, ministeren siger. Men må jeg ikke gøre opmærksom på, at det argument, at det jo kunne være, at kvinden iførte sig tørklædet frivilligt, kunne man med fuld så stor ret anvende med hensyn til arrangerede ægteskaber. Og det bliver anvendt.
     Regeringen og vi er fuldstændig enige om, at arrangerede ægteskaber, der jo meget nemt slår over i tvangsægteskaber, vil vi ikke acceptere, og vi vil ikke bøje os for, at der så er nogle muslimske kvinder, som siger, at de selv synes, at den ordning er udmærket, og at de har levet med den i en kultur, der går 1.500 år tilbage. Javist, men ikke her i Danmark. Der vil vi altså ikke acceptere det.
     Kan ministeren ikke se, at har man sagt A, må man også sige B? Altså, det argument kan næsten bruges til hvad som helst.

Jeg synes bare, at vi skal håndtere problemet på anden vis, nemlig ved at gøre opmærksom på, hvad det er for nogle signaler, man sender gennem den påklædning, hvilke problemer det giver med hensyn til at komme i beskæftigelse, og hvilke konsekvenser det har for kvindens rolle som sådan. Og så netop på god vis ved at bruge ordet og argumenterne sørge for at påpege de her konsekvenser af den bestemte påklædning og få den diskussion i gang netop med repræsentanter for de grupper, hvor man benytter den her form for påklædning.
     Jeg tror, vi opnår meget bedre resultater ved at gå i dialog om, hvad det egentlig indebærer at få sat fokus på, om det egentlig er nødvendigt at bære den påklædning.
     Men igen vil jeg understrege, at jeg synes, at princippet om, at det er frivilligt, hvilken måde man vil gå klædt på, er et vigtigt princip at holde fast i.

Dialog er en tvivlsom tilgang over for en fanatisme, der er fuldstændig overbevist om, at den selv har ret, og som derfor er helt argumentresistent.
     Må jeg sige til ministeren, at det er, ligesom jeg også aner det i det, at jeg skulle ønske et gennemreguleret og utålsomt samfund. Jeg vil gerne gøre ministeren opmærksom på et meget besindigt og troværdigt læserbrev i Ekstra Bladet i søndags af en kvinde, der for anden gang ufrivilligt havde mistet et foster og var meget fortvivlet. Hun lå på Hvidovre Sygehus, og der lå som medpatient en udlændingekvinde, som havde en kæmpe familie, der kom og besøgte hende. De forlangte, at ægtemanden ikke måtte komme og besøge den danske kvinde, for så skulle den muslimske kvinde tage et tørklæde på. Hun kunne ikke vise sit hår frem for en fremmed mand. Og det endte med, at den fortvivlede danske kvinde måtte lade sig udskrive i utide.
     Nej, det drejer sig ikke her om at indføre et utålsomt samfund, men at bekæmpe en utålsomhed.

Det, der jo er vigtigt, er, at man ikke tager nogen misforståede hensyn, men gør det klart, hvilke regler der gælder her.
     Det er jo også sådan en underlig historie, når det så er den, der bare har fulgt de gængse regler, der i virkeligheden bliver belastet af, at der er nogle, der ikke vil acceptere det, der er almindeligt gældende i Danmark.
     Der synes jeg jo, at det er vigtigt, at vi de forskellige steder, i offentlige institutioner og på arbejdspladser, alle mulige andre steder tænker i, at det ikke bliver til sådan et mindretalstyranni, hvor det så pludselig er flertallet, der skal rette ind efter mindretallet, men at man tager hensyn til hinanden og så finder nogle løsninger på de forskellige problemer, der er.
     Det, der jo er afgørende i hele den her problematik, som hr. Jesper Langballe kredser omkring, er, at vi får brudt den isolation, som mange af de her kvinder med anden etnisk baggrund befinder sig i, at vi får dem ud på arbejdsmarkedet, at vi får givet dem en uddannelse, og at de i det hele taget bliver engageret i samfundet som sådan og får deres netværk.
     Det ville være den allerbedste måde at bryde det her mønster på, det at vi sikrer, at kvinderne bliver bedre integreret i det danske samfund. Og det håber jeg vi fortsat kan samarbejde godt omkring.

Hermed sluttede spørgsmålet.

Der vil blive mulighed for, at fru Kirsten Brosbøl kan få to spørgsmål til ministeren. Fru Kirsten Brosbøl, værsgo.