Jeg vil gerne sige tak til de ordførere, der har taget positivt imod redegørelsen. Det er jo synd at sige, at alle ordførere synes, at det er en god redegørelse. Sådan er det ofte at være i opposition, så er man imod regeringen. Det er velkomment, men jeg er nu glad for, at jeg her fra talerstolen i dag har muligheden for at sætte nogle af de her ting på plads.
Det rejser selvfølgelig nogle spørgsmål, når hr. Frode Sørensen gerne vil have, at der etableres en fond. Hvad skal det være for en fond? Det kan jo være, at jeg kan få det at vide lige om lidt. VisitDenmark er jo en erhvervsdrivende fond, der set med mine øjne faktisk gør et udmærket stykke arbejde.
Men det er måske en fond, der skal betales penge ind til. Vi kunne spørge hr. Frode Sørensen om, hvorvidt det skal være en frivillig indbetaling fra erhvervets side, eller det skal være en lovpligtig fond, hvor man skal betale ind afhængigt af omsætningen.
Så må jeg spørge, hvordan det hænger sammen med fru Helle Thorning-Schmidts skattestop. For jeg går da ud fra, at Socialdemokraterne lige i øjeblikket er enige om, at der er et skattestop, men det er måske sådan et flydende skattestop eller et skatteloft. Det har vi ikke alle sammen helt forstået endnu.
Så kan jeg sige, at der er kommet en række interessante forslag, og vi skal behandle et fra Det Radikale Venstre lidt senere, hvor vi faktisk har de samme intentioner, nemlig at nå de mål med et bedre samarbejde. For jeg er faktisk meget, meget enig i, at dansk turisme er et utrolig vigtigt erhverv. Det er også et væksterhverv i en globaliseret verden, men det betyder også, at vi er udsat for en endnu større konkurrence, end vi har set hidtil. Det har ramt os på et af parametrene, hvilket jeg skal komme tilbage til.
Jeg vil gerne pointere, at det ikke står så galt til med dansk turisme, som det fremføres her i Folketingssalen. Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på, at i perioden fra 1994 til 2004 har der været en stabil udvikling i antallet af overnatninger; det gælder også omsætningen i turismeerhvervet.
Så bliver der sagt: Det er rigtigt, at tyskerne ikke kommer så meget, som de gerne skulle.
Når vi analyserer det med tyskerne, må vi konstatere, at familierne i Tyskland bliver ældre og mindre. Det skal sammenholdes med, at der er tale om et globaliseret erhverv, hvor der f.eks. er muligheder for at rejse til nye destinationer på Østersøkysten og nye muligheder for at rejse længere væk med fly. Det er blevet billigere, og konkurrencen er blevet større.
Når vi taler om et globalt turismeerhverv, som hr. Johs. Poulsen er inde på, er det fuldstændig rigtigt, at der er en mellemklasse både i Indien, Kina og andre steder, der får mulighed for og penge til at rejse verden rundt. Det skal vi glæde os over, og der skal vi kende vores besøgelsestid. Men det betyder altså også, at den turisme, vi har i Danmark, bliver udsat for en øget konkurrence.
Det er et hovedproblem, at der er færre tyskere, der holder ferie i Danmark. Det fokuserer redegørelsen også på. Vi siger netop, at det er der, vi gerne vil være med til at bruge de ekstra midler, der nu er på området.
Det kan godt være, at hr. Jens Christian Lund kan få fuld opbakning til, at der skal bruges flere penge. Det er jo altid dejligt, hvis regeringen kan spendere flere penge, som
f.eks. når vi her i Folketingssalen skal stemme om finansloven og vi finder flere penge både til hospitaler og børnefamilier og meget andet. Så har jeg da selvfølgelig også altid en interessant diskussion: Hvor mange midler kan der tildeles turismen? Men penge gør det altså ikke alene. Jeg vil også nævne, at ser vi bort fra Tyskland, er overnatninger fra lande som Norge, Holland, Storbritannien, Finland, Frankrig, Italien, Schweiz, Spanien og USA steget med ca. 30 pct. siden 1994. Det er positivt, og det understreger det problem, vi har med vores tyske kystturister. Sammenligner vi med de andre nordeuropæiske lande, klarer vi os. Over halvdelen af vore 42 millioner overnatninger kommer fra udenlandske turister. Sveriges, Finlands og Hollands andel ligger et sted mellem 23 og 31 pct. Samtidig har vi faktisk flere udenlandske overnatninger end Finland, Sverige og Norge tilsammen, og det til trods for at der i disse lande er en attraktiv vintersæson. Når det er sagt, skal der ikke herske tvivl om, at regeringen i et samarbejde med erhvervet ønsker at sikre vækst i dansk turisme. Midlet er altså ikke som nævnt kun øget markedsføring, men altså også innovation, produktudvikling og styrket samarbejde. Ad den vej kan vi i Danmark være med til at tiltrække nye målgrupper. Det kan være seniorer; det kan være unge ægtepar, der vil have wellness, kurophold og aktiv ferie i kystområderne. Innovation og produktudvikling er også vejen frem, hvis vi skal fastholde vores internationale førerposition inden for erhvervs- og storbyturismen. Og målene nås mest effektivt, hvis der er en bedre sammenhæng i den indsats, der gøres både på lokalt, regionalt og nationalt niveau. Regeringen har i redegørelsen peget på seks initiativer, som skal bidrage til at møde de her udfordringer: For det første skal vi have mere turistfremme for pengene. Der skal være en bedre samordning af vores indsats, og den indsats, der ydes lokalt og regionalt, skal hænge bedre sammen. Den skal også hænge bedre sammen med den internationale markedsføring, vi foretager, og det er den markedsføring, som VisitDenmark laver i udlandet. Regeringen vil derfor gennem VisitDenmark tilbyde et styrket samarbejde med de nye vækstfora og de lokale og regionale turismeaktører. Det er faktisk også det, Det Radikale Venstre siger. For det andet styrkes rammerne for forskning og udvikling på turismeområdet gennem de 78 mio. kr. - hvor man selvfølgelig også skal se på en række andre områder, som den konservative ordfører var inde på i dag. Det er jo forskningsrådene, der afgør, hvordan pengene skal bruges. For det tredje skabes der bedre transportmæssige rammer for turismen gennem udfasning af passagerafgiften. Jeg er meget, meget uenig med hr. Poul Henrik Hedeboe, når han siger, at den ikke betyder noget for dansk turisme. Jo, det gør den, der er faktisk er en del flyselskaber, der har sagt, at den betyder noget. Ryan Air har direkte sagt, at de vil vurdere, om de kan åbne til København.
For det fjerde er der jo altså med finanslovaftalen afsat 43 mio. kr. til vækstprojekter over de kommende 4 år. Og vi ønsker faktisk fra regeringens side, at VisitDenmark sætter sig i spidsen for arbejdet med de her projekter, som skal udvikles i samarbejde med turismevirksomheder samt med lokale og regionale turismeaktører.
Midlerne skal primært fokuseres mod udviklingen af nye produkter og tilbud, som gør det danske turismeprodukt mere attraktivt. Og som flere ordførere - både fra Venstre og De Konservative - har nævnt i dag, retter vi den mod kystturismen. Det gør vi, fordi det er der, vi har haft en manko med hensyn til tyskere på ferie i Danmark.
For det femte er der, som det også er nævnt, afsat 7,5 mio. kr. til en digital danmarksfilm, en film, som set med mine øjne skal bruges til at promovere Danmark som både turist-, erhvervs-, kultur- og investeringsland. Og det er et projekt, som jeg har store forventninger til.
Så er det, som om man har latterliggjort det en lille smule, at der nu kommer yderligere 1.500 sommerhusgrunde i Nordjylland, Sønderjylland og Lolland. Men det vil øge sommerhuskapaciteten til gavn for kystturismen, og det giver noget konkurrence. Det kan godt være, at konkurrence er et grimt ord i nogle sider af Folketingssalen, men det gør det altså.
Så vil jeg gerne sige til hr. Poul Henrik Hedeboe, at det jo ikke er sådan, at vi plastrer kysterne til med sommerhuse. Det er jo sommerhuse, der skal ligge bag de eksisterende sommerhusområder. Det giver faktisk den lille købmand i området mulighed for at få et endnu større kundegrundlag end det, der er i dag.
For det sjette skal VisitDenmarks lange, seje træk med udvikling og markedsføring af dansk turisme fastholdes og videreudvikles, og staten vil jo fremover støtte VisitDenmark med langt over 100 mio. kr.
Når man hører ordførerne, mindes man jo dengang, man var på spejderlejr som knægt, og hvor man skrev hjem til far og mor: Her går det godt, men send flere penge. For det er jo faktisk det, det går ud på.
Der er da ingen tvivl om, at flere midler hele tiden investeret rigtigt kan give noget afkast. Det tror jeg ikke der er nogen i denne Folketingssal der er uenig i. Det næste er så, at den ene dag er det den ene ting, der skal have underskudsdækning, den næste dag er det noget andet, f.eks. markedsføring af campingpladser, og så er det noget helt fjerde.
Jeg er da ikke i tvivl om, at hvis man sagde, at nu satsede vi 100 mio. kr. mere på turismebranchen, så ville det give et afkast i form af arbejdspladser. Det ville det også gøre, hvis vi brugte 100 mio. kr. mere på modebranchen. Det ville det også gøre, hvis man brugte dem til at udvikle andre erhvervsvirksomheder i Danmark. Selvfølgelig ville det det. Men det er jo de årlige finanslove, det gang på gang drejer sig om. Og så mener jeg faktisk også, at turismeerhvervet på linje med mange andre erhverv må øge sin andel i de investeringer. Regeringen bruger 152 mio. kr. i år på dansk turisme. Det er skatteborgernes penge, som vi lægger frem til at geare vores turismeindsats.
Når nu nogle af ordførerne har sagt, at vi skal bruge flere penge, kunne det være spændende at høre, hvor mange penge det er. Er det 50, 100 eller 200 mio. kr., man forestiller sig? Eller er det flere penge? Det ville jo være rart nok at få en eller anden melding om, hvad ordførerne ville, for så kunne man jo også gøre sådan noget gældende ved den årlige finanslovforhandling. Det er der, man lægger det årlige budget for Danmark; det gør vi i forbindelse med en finanslovforhandling.
Jeg har også noteret mig, at der har været en enkelt direktør for en interesseorganisation, der har heglet regeringen igennem og sagt: Vi skal have flere penge. Det kan jeg sådan set bedre forstå, for det er en person, der er ansat til at sørge for, at interesseorganisationen får flere penge skrabet sammen. Så det forstår jeg godt. Der er ingen problemer i det; det tager vi helt stille og roligt.
Jeg vil sige, at turismeredegørelsen jo har identificeret turismens aktuelle udfordringer. Der er masser af udfordringer; diagnosen er med andre ord stillet, og hvad medicinen er, har jeg også skitseret: Regeringen vil lægge op til en række konkrete samarbejder med en bred kreds af aktører i dansk turisme samt betydelige forbedringer af rammevilkårene.
Kort sagt: Regeringen har formuleret konkrete svar på, hvad der nu må gøres for at skabe vækst i dansk turisme fremover, og alle relevante parter er jo inviteret til at deltage.
Så vil jeg gerne sige til hr. Poul Henrik Hedeboe, at vi så må konstatere, at vi er fuldstændig uenige, når vi taler passagerafgift. SF vil heller ikke være med til flere sommerhusgrunde. Og så kunne jeg forstå, at der var noget med noget øl. Og Irland var der også nogle bemærkninger om.
Irland har faktisk ikke klaret sig ret godt. Hvis vi går ind og ser i statistikkerne for Irland, så har de faktisk klaret sig lidt skidt igennem de seneste år. De har faktisk tabt 13,63 pct. af deres udenlandske overnatninger og 2,27 pct. af deres indenlandske fra 2000 til 2004. Så det er jo ikke kun Danmark, der er udsat for øget konkurrencepres.
Men vi skal være med til at udvikle dansk turisme, for dansk turisme er andet end blot et sommerhus, der ligger i klitterne, og så Den Lille Havfrue på Langelinje. Dansk turisme skal udvikles. Vi skal have innovation ind i dansk turisme. Vi vil sørge for et bedre samarbejde - det kommer jeg ind på ved det næste beslutningsforslag med nogle ganske fornuftige betragtninger om, at vi jo netop nu ønsker, at der skal være en gensidig repræsentation i VisitDenmark og ude i de regionale turismeorganisationer. Det er jo ganske fornuftig snak, så vi kan få en bedre koordination.
Nu har vi diskussionen her i dag, og det er jo rimeligt nok, fordi det er her i Folketinget, vi diskuterer. Men jeg må da lige notere mig, at nordjyderne også regionalt har valgt at gøre en ekstra indsats i deres område. Så det er ikke bare skatteborgernes 150 mio. kr., vi ser her. Der bliver altså også hældt millioner i fra regionernes side, som kommunerne kommer til at betale i fremtiden, jævnfør de nye vækstfora og den måde, man agerer på lokalpolitisk.
Det, det drejer sig om, er, at vi hele tiden for den pose penge, der er til rådighed, skal sørge for at få flest mulige arbejdspladser, mest mulig omsætning, mere vækst og mere innovation i dansk turisme. Det er det, det går ud på. Derfor har regeringen jo en målsætning om, at turismeerhvervet også selv mere og mere må være med til at finansiere deres egen markedsføring i fremtiden. Det tror jeg ikke der er nogen ordførere der er uenige i.
Det er jo altid nemmere at sige: Flere penge, så går det nok. Men flere penge gør det ikke altid. Den konservative ordfører har jo netop i dag været inde på, at selv om nordmændene fik et massivt markedsføringstilskud, opnåede de alligevel ikke at kunne vende en tilbagegang.
Vi må vænne os til, at vores produkter inden for dansk turisme skal udvikles. De skal være bedre for at tiltrække turister i fremtiden. Der er nye markeder ved Sortehavet, ved Østersøkysten, andre steder, og de, der sidder her i salen, ved godt, hvad en flybillet koster. Så der er altså ingen vej udenom: Vi skal udvikle dansk turisme.
Der er regeringen selvfølgelig klar til at gå foran i denne proces, men det bliver i samarbejde med alle aktørerne inden for området.
Så er der meget, der kan sættes spørgsmålstegn ved. Hvilke projekter skal de godt 36 mio. kr. så gå til over de næste 3 år og hvordan? Der er jo ikke andet at sige, end at de penge - gerne sammen med en medfinansiering ude fra områderne - simpelt hen skal gå til specielle produkter, der gør, at vi får endnu flere turister ind i Danmark. Og det må jo være en forhandling imellem de aktører, der også vil være med til at skubbe penge i de her projekter. Men vi er klar til at betale vores andel af en udvikling på det her område.