Jeg tror, det er rimeligt at sige, at sygedagpengeområdet er et af de mest administrationstunge områder i den offentlige administration. Vi har tidligere hørt om den mest anvendte blanket, som indsendes 800.000 gange om året til kommunerne.
Der er også tradition for mange fejl, en overgang var vurderingen, at halvdelen af sygedagpengeblanketterne var fejlbehæftede og skulle retur, 400.000 blanketter, der skulle genudfyldes af virksomhederne og gentjekkes i det offentlige. Sikken et spild både for virksomhederne, for de syge og for det offentlige.
Langt de fleste af sagsbehandlingerne er ukomplicerede og rent papirarbejde, og derfor er det måske isoleret set det mest velegnede digitaliseringsområde overhovedet, hvor både det offentlige, virksomhederne og de syge kan lettes for markante byrder. Derfor er der også grund til at rose det udviklingsarbejde, som trods den lange indfasningstid har ført frem til en potentielt landsdækkende løsning, som på fornemste vis kobler egentlige regelforenklinger med udnyttelse af ny teknologi.
Er man i tvivl om, hvorvidt det på grund af forsøget er fornuftigt at permanentgøre ordningen, kan man blot skele til potentialet, som er skønnet i bemærkningerne - dog med stor usikkerhed - til at være på omkring 150 mio. kr. om året for det offentlige, 48 mio. kr. om året for det private erhvervsliv, og herligheden koster som sagt kun knap 20 mio. kr. at indføre.
Der var jo sådan set ikke nogen grund til betænkelighed, ud over stepperne med det, hvis ikke det var, fordi det også fremgår meget tydeligt af bemærkningerne, at akilleshælen i det her er udbredelsen. Der gøres meget ud af at sige, at det altså afhænger af, hvor meget det bliver udbredt, hvor mange virksomheder der benytter sig af det, for det potentiale, der er anslået her, drejer sig om, at alle de sygedagpengeblanketter, hundrede procent, der kommer, bliver indberettet ad den vej.
Hvad er det så, man foreslår? En ministerbemyndigelse til at fastsætte betingelser for ordningens indførelse. Men akilleshælen, altså udbredelsen til virksomhederne, fremgår ikke af forslaget.
Der er det altså interessant at se, at når regeringen har en overordnet strategi, i øvrigt sammen med kommunerne, for at digitalisere den offentlige sektor, så fokuserer man meget på, at nu skal potentialet realiseres, men når det kommer til det konkrete projekt, så er ambitionerne lidt mindre, og sågar vil man ikke engang være med til, som det er foreslået fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, som trods alt må antages at være en del af regeringens apparat, at indsætte en evalueringsdato. Det betyder jo, at vi i realiteten ikke aner, om gevinsterne realiseres, om vi får noget for de 20 mio. kr., der investeres.
Så kan man jo godt ligesom Venstres ordfører antage, at det her går helt af sig selv. Man har sådan set haft digital forvaltning i 10-15 år, og det er vel derfor, at man har lavet en ny strategi, der siger, at nu skal potentialet realiseres.
Kigger man på erhvervsportalen Virk.dk, så må vi sige, at den sådan set fungerer meget godt, men det, der har haltet, er virksomhedernes indberetninger, på trods af at der også her er masser af administrative lettelser at hente. Kigger man på forsøgene, har der også der været behov for at gøre en særlig indsats for at få virksomhederne i gang med det her.
Vi støtter naturligvis forslaget, som det ligger, men vi savner helt generelt ambitioner for, hvordan potentialet kan blive indhøstet, og mere specifikt en deadline for, hvornår det fungerer i alle kommuner, altså hvornår alle virksomheder har adgang til at indberette; en plan for udbredelsen til virksomhederne, fordi de er succesparameter nr. et; et måltal, som man kender fra strategien for digital forvaltning. Hvornår regner man med at have 25 pct. af virksomhederne, hvornår regner man med at have 50 pct. af virksomhederne og så fremdeles?
Endelig fremgår det jo også, at lønmodtagere, som modtager dagpengene direkte, fortsat skal skrive under. Der bør også i denne forbindelse blive lovet en løsning for de lønmodtagere, der får dagpengene direkte og ikke via deres arbejdsgiver, så de f.eks. ved hjælp af digital signatur også kan få del i de administrative lettelser.
Med de ord vil jeg sige, at vi kommer til at støtte det her forslag og stemme for, men vi vil under udvalgsbehandlingen forsøge at få banket bare en smule ambition ind i forslaget.