Den næste sag på dagsordenen var:
12) Anden (sidste) behandling af beslutningsforslag nr. B 51:
Forslag til folketingsbeslutning om tilbud om ungdomsuddannelse til udviklingshæmmede unge og andre unge med særlige behov. Af Tina Petersen (DF) m.fl. (Fremsat 14/12 2005. Første behandling 8/2 2006. Betænkning 25/4 2006).

Der var stillet 1 ændringsforslag i betænkningen. Uden for betænkningen var der ikke stillet ændringsforslag.

Ændringsforslaget sattes først til forhandling.

Ingen bad om ordet.

Afstemning

Ændringsforslaget vedtoges uden afstemning.

Forslaget som helhed sattes herefter til forhandling.

Forhandling

Jeg synes ikke, at jeg ville springe B 51 over, for det er en stor dag for mange mennesker i Danmark, når det nu bliver et retskrav, at man herhjemme i Danmark kan få en ungdomsuddannelse, uanset om man er handicappet eller ej.
     Jeg står her selvfølgelig også på Dansk Folkepartis vegne og vil gerne udtrykke en stor taknemlighed over for ordførerne, som har været en del af det her og har støttet det. Det har jeg været meget taknemlig for.
     Jeg ved, at der ude i landet i dag er mange, der skal feste, for det er simpelt hen et epokegørende beslutningsforslag, som kommer igennem her i dag.
     Jeg skal ikke tage så meget tid, men blot sige: Tillykke til jer derude! Det lykkedes efter 30 år.

Tak til fru Tina Petersen. Så er det fru Tina Nedergaard som ordfører.

I Venstre er vi som altid optaget af at forbedre forholdene for alle og særlig for vores mest udsatte grupper. Det gælder ikke mindst personer, som har særlig vanskeligt ved at tage imod de ordinære tilbud, som samfundet stiller til rådighed. Dansk Folkeparti har med dette beslutningsforslag sat et nødvendigt og fornuftigt fokus på unge udviklingshæmmedes rettigheder. Venstre stemmer for forslaget, som sikrer de udviklingshæmmede unge en ungdomsuddannelse afstemt efter deres behov, og vi imødeser et fortsat godt samarbejde med Dansk Folkeparti om udmøntningen af beslutningsforslaget.

Tak til fru Tina Nedergaard. Så er det fru Christine Antorini som ordfører.

Jeg vil på vores ordfører, Carsten Hansens, og også mine egne vegne ønske tillykke med, at det langt om længe blev vedtaget, at der kommer en mulighed for en ungdomsuddannelse til unge med særlige behov.
     Jeg vil også godt give ros til Dansk Folkeparti for langt om længe at have taget stilling til den her sag, for i virkeligheden kunne vi jo have givet det her tilbud til unge med særlige behov langt tidligere. For det, der er faktum, er, at det har været et længe næret ønske fra oppositionens side at give det her uddannelsestilbud. Og det kunne have været løst i forbindelse med kommunalreformforhandlingerne.
     Men det var så der, hvor Dansk Folkeparti besluttede, at den vidtgående specialundervisning skulle lægges ud i kommunerne, og de ønskede i øvrigt ikke på det tidspunkt at tage en drøftelse af, hvordan man kan sikre sig, at der kom et godt og sammenhængende tilbud til lige præcis den her gruppe af unge.
     Men her på denne glædens dag vil jeg dog alligevel sige tak, fordi Dansk Folkeparti på det her punkt har valgt at tage selvstændig stilling. For det er jo det, der har betydet, at det rent faktisk er lykkedes et gennemføre denne meget gode løsning for unge med særlige behov. Men vi havde haft en mulighed før.
      Jeg håber, det betyder, at Dansk Folkeparti også på andre punkter en gang imellem vil løsrive sig fra sit faste flertal med regeringen, så vi lidt hurtigere kan komme i gang med tilbud til unge, der har brug for det, når vi snakker uddannelse.

Jeg vil gerne følge i de fodspor, som fru Tina Petersen lagde ud, og konstatere, at det er en utrolig glædelig dag i dag for rigtig mange, der har brug for det her tilbud.
     Så vil jeg bare sige, at jeg finder det ret uklædeligt, at Socialdemokraterne vælger at håne Dansk Folkeparti for, at de nu kommer med det her forslag og får det vedtaget med alle partier bag sig, når situationen jo er den, at Socialdemokraterne gennem et årti havde ansvaret for ungdomsuddannelserne og havde ansvaret for hele det område, der retter sig imod socialt udsatte unge og unge med en nedsat funktion.
     Jeg vil blot konstatere, at vi bør være taknemlige for, at Dansk Folkeparti har taget det her initiativ. Vi kommer igennem med det med et bredt flertal. Så jeg synes, vi skal glæde os i stedet for at håne et parti, der har taget et flot initiativ.

Hvis fru Tina Nedergaard havde hørt lidt bedre efter, ville fru Tina Nedergaard også have hørt, at jeg faktisk sagde tillykke, og at jeg synes, det er en meget glædelig dag.

     Men det er lidt ærgerligt, for nu har vi altså haft en regering, som fru Tina Nedergaard er knyttet til, der har haft chancen med et fast flertal bag sig for at have gjort noget ved det her igennem de sidste 4½ år. Det var et stort tema under kommunalreformforhandlingerne, og der blev det ikke rejst, tværtimod. Det blev rejst fra oppositionens side, men man ønskede ikke i regeringen eller på det tidspunkt i Dansk Folkeparti at tage stilling til det.
     Men igen: Jeg synes, vi skal være glade for, at det er lykkedes nu. Men der har været masser af muligheder for, at vi kunne være kommet i gang før.

Jeg synes, det er meget trist, at det alligevel i dag skal ende med, at der går partipolitik i debatten om sådan et beslutningsforslag.
     Socialdemokratiet har haft en stueren, nu siger jeg stueren, linje lige fra starten, for faktum er, at siden 1980, hvor Åndssvageforsorgen blev nedlagt, har det her ikke, uanset hvilken regering der har siddet, om det har været en til venstre, eller om det har været en til højre, kunnet gennemføres. Det er først, da Dansk Folkeparti fremsætter sit beslutningsforslag, at tingene ser ud til at kunne gennemføres, nok fordi, at B 51 virkelig er et meget veldokumenteret og et meget velskrevet beslutningsforslag. Jeg synes, det er ærgerligt og trist, at man nu fra Socialdemokratiets side siger, hvad man siger. Jeg føler lidt, det er synd, at hr. Carsten Hansen ikke selv er til stede, for han har trods alt kørt sagen meget stuerent.
     Jeg håber inderligt, at man bakker hundrede procent op om det beslutningsforslag og den linje, der er lagt, hvor vi alle sammen håber på, at det her vil munde ud i, at de unge udviklingshæmmede og andre med et særligt behov får den ungdomsuddannelse, som de virkelig har håbet på i så mange år.

Det er jo ikke så underligt, at det først er på det tidspunkt, hvor Dansk Folkeparti fremsætter et beslutningsforslag om at gennemføre uddannelsen, at det rent faktisk kan lade sig gøre. Vi har i oppositionen også arbejdet løbende med det og ønsket, at den her uddannelse skulle komme. Derfor ønsker jeg også at sige tillykke med, at Dansk Folkeparti gjorde det, og at der har været opbakning, da vi havde sagen til første behandling.
     Min opfordring er så, at Dansk Folkeparti også bruger det til at kigge på andre uddannelsesområder, for virkeligheden er jo sådan, at hvis regeringen vil noget, og hvis Dansk Folkeparti støtter det, regeringen vil, så er der et flertal for det. Men hvis Dansk Folkeparti selvstændigt tager stilling til at gå ind og støtte nogle af de udsatte grupper, så er der en opposition, som er parat til at gøre noget ved det.
     Hermed en opfordring til, at det her kan danne model også for andre områder, der er blevet blokeret af regeringen indtil nu.

Opfordringen er meget interessant. Men jeg vil sige det sådan, at for Dansk Folkeparti er det klart, at områder som de her er interessante, og det er klart, at vejer og måler vi, at der er noget, vi kan samarbejde om, så går vi også i den dialog, der skal til. Der synes jeg også, at B 51 beskriver meget nøjagtigt og meget direkte, at det her er et område, som har været forsømt, og at vi simpelt hen ikke kan være det bekendt længere.
     Jeg føler og fornemmer, at der er en bred tilslutning til forslaget, og jeg håber inderligt, at de her unge mennesker nu får deres ungdomsuddannelse.

Vil ordføreren kommentere det? Nej. Så er det fru Carina Christensen som ordfører.

Jeg synes egentlig, det er lidt ærgerligt, at der er nogle partier, der vælger at bruge anledningen her i dag, som egentlig skulle være en glædens dag, til indenrigspolitisk fnidder, for faktum er, at hvis SR-regeringen, da de havde regeringsmagten, havde ønsket det, kunne de jo nemt have givet den her mulighed til de udviklingshæmmede unge, som vi har i Danmark.
     Jeg vil sige et stort tillykke til Dansk Folkeparti. Det er flot gået, og vi er glade for at kunne stemme for det her beslutningsforslag. Men først og fremmest tillykke til de mange udviklingshæmmede unge hele landet over, som nu får et rigtig godt tilbud om en ungdomsuddannelse.
     Vi kan med glæde støtte det her forslag.

Tak til fru Carina Christensen. Så er det fru Anne Baastrup som ordfører.

I forbindelse med kommunalreformen fik vi jo udlagt specialundervisningen, og i forbindelse med den lovgivning gik det op for bl.a. Venstres og De Konservatives ordførere, at det altså ikke var alle, der var i stand til at tage en studentereksamen; det var ikke alle, der var i stand til at gennemføre et uddannelsesforløb på en teknisk skole; der var rent faktisk børn og unge med så alvorlige handicap, at de havde brug for en specialundervisning, der lå helt, helt ved siden af den specialundervisning, der i øvrigt er i folkeskolen. I den forbindelse havde vi en lang række deputationer og en lang række konferencer, hvor Venstre og De Konservative desværre ofte udeblev, men hvor vi i hvert fald fik disse forskellige organisationer til at komme og fortælle, hvordan virkeligheden var for deres barn.

     Jeg husker stadig væk formanden for Autismeforeningen, der beskrev, hvor svært det var for ham at forklare, at når du er færdig med den her specialskole, så er der intet til dig.
     Det er vel lige præcis den her gruppe, det drejer sig om. Det gjorde et voldsomt indtryk. Og vi ved jo, at de forskellige amter på daværende tidspunkt havde forpligtelsen til at sørge for en eller anden form for uddannelsestilbud, men i og med at vi fik kommunalreformen, hvor amterne forsvandt, så forsvandt den her forpligtelse også.
     Derfor så vi det i SF som helt afgørende, at man kom med et hurtigt beslutningsforslag. Vi fremsatte vores, og da vi kunne forstå, at Dansk Folkeparti blev forvirret over det, så trak vi naturligvis vores. For det er så vigtigt med denne sag, nemlig at unge, der har problemer med handicap, får mulighed for at få en ungdomsuddannelse; at de får mulighed for at få en kompetence; at de får mulighed for på en eller anden måde at komme ind i voksenlivet, hvor de også kan vise, at de kan noget.
     Det, der selvfølgelig er vigtigt, er, at det, der kommer til at ske fra nu af og til den 1. august 2007, nøje bliver fulgt af Uddannelsesudvalget, og at vi er meget opmærksomme på at involvere de organisationer, der kender til det her område - forældreorganisationerne, lærerorganisationerne og andre - så det uddannelsesforløb, der bliver strikket sammen, rent faktisk bliver et uddannelsesforløb til gavn for disse unge.
     Så det er fint, at vi nu får vedtaget det her beslutningsforslag, men arbejdet er jo ikke slut. Det skal munde ud i nogle ordentlige tilbud.

Det er jo utroligt, som SF's ordfører helt mister fokus her. Det, der er afgørende, er, at vi nu gennemfører en ungdomsuddannelse til unge udviklingshæmmede.
     Det, der er situationen for Dansk Folkeparti, er, at de jo helt åbenlyst er støtteparti for en VK-regering. De har formået at få det her igennem med alle partier bag sig under VK-regeringen.
     Så vil jeg blot spørge SF: Hvordan forholdt det sig, da SF var støtteparti til en SR-regering? Lykkedes det SF at gennemføre noget tilsvarende? Nej. Sikrede SF, at unge udviklingshæmmede kunne få en ungdomsuddannelse, da S og R sad i regering? Svaret er et klart nej.

Fru Tina Nedergaard har ret: Det lykkedes ikke på det tidspunkt. Da var det en amtskommunal forpligtelse, og vi brugte energien på at få de forskellige amter til at komme op på Fyns niveau, som jo danner baggrunden for den her beslutning. Så nej, det blev ikke gennemført, men det har været en ambition for SF. Og det er fint, at det bliver gennemført nu.
     Jeg synes, det er ærgerligt, at det ikke blev gennemført samtidig med kommunalreformen, fordi det kommer til at halte. Der er et slip fra, hvor kommunalreformen starter, og til, at det her kommer til at blive gennemført, og det ved fru Tina Nedergaard også godt. Det slip kunne vi have undgået, hvis vi
i højere grad havde kunnet snakke sammen i forbindelse med ændringen af specialundervisningen i stedet for den splittelse - og hvis Venstre og De Konservative havde deltaget i de konferencer, hvor de her temaer var oppe.

Ganske kort: Nu er det jo under en VK-regering med Dansk Folkepartis forslag her, at vi vedtager et retskrav for unge til at få en ungdomsuddannelse. Jeg skal bare spørge SF's ordfører: Lykkedes det SF under den tidligere regering, hvor man selv var støtteparti, hvor man indgik finanslov, hvor man havde et medansvar, hvilket man jo klart har bevist man aldrig tager her og nu, at gennemføre et retskrav for unge om at få en ungdomsuddannelse, da S og R sad i regering?

Det har jeg svaret på, helt klart, men fru Tina Nedergaard har ikke på noget tidspunkt kommenteret det, som jeg ser som problemet, nemlig at vi ikke fik den her diskussion sidste år, da vi lavede specialundervisningsændringerne; at vi ikke på det tidspunkt kunne snakke sammen; at vi ikke på det tidspunkt havde Venstre og De Konservative med på vognen til at diskutere det her.
     Jeg husker stadig væk, at en af de to ordførere, da vi behandlede det her første gang, sagde: Det kunne være, vi skulle se på, om gymnasiet skulle være mere rummeligt til at kunne håndtere disse unge. Det er sætninger af den karakter, som virkelig gør, at de mennesker, der nu lytter til det, de mennesker, hvis børn har problemer med at få et ungdomsuddannelsestilbud, er rystede over det vidensniveau, der somme tider eksisterer på det her område.
     Men nu bliver det vedtaget, og det, jeg så bare siger, er, at vi skal sikre, at vi følger det, så der bliver nogle regulære tilbud; at der rent faktisk lyttes til den viden, der er i landet, så vi får nogle ordentlige tilbud, der starter den 1. august.

Jeg vil sige endnu en gang, at jeg synes, det er trist, at vi skal gå ind og starte dagen med at køre partipolitik. Det er jeg ked af, og det er jeg ked af over for organisationerne, for vi har lovet organisationerne, at lige netop så vigtigt et område som det her går der ikke partipolitik i.
     Det er korrekt, som SF står og siger heroppe, at de havde et beslutningsforslag, som mindede om B 51, men det var langtfra så veldokumenteret, som B 51 er.
     Jeg tror også, det var derfor, at SF i sin tid trak sit beslutningsforslag, fordi det ikke hamlede op med det beslutningsforslag, som B 51 nu engang er.
     Jeg håber stadig væk inderligt, at der er en bred tilslutning til det her, og at vi alle sammen støtter det i håb om, at de her unge mennesker kan få sig en god fremtid med masser af livskvalitet.

Jeg er fuldstændig enig med fru Tina Nedergaard i, at Dansk Folkepartis beslutningsforslag fylder mere end vores, enig, og vi var også enige om, at det var en god idé, at vi trak vores, så der ikke var nogen som helst diskussion om, at det her bliver vedtaget med hele oppositionens stemmer. At Venstre og De Konservative så er med, det er fint.
     Men fru Tina Nedergaard skal også forholde sig til det næste: Hvad gør vi fra nu af og frem til den 1. august 2007 for at sikre, at de tilbud, der bliver strikket sammen, rent faktisk bliver på et sådant niveau, at de unge, forældrene og organisationerne kan se, at det bliver gennemførelsen af det her beslutningsforslag og ikke et eller andet pseudo?

Jeg undrer mig stadig over, hvordan SF kan stå heroppe i dag og spørge til, hvordan de ting, de ønsker at få beskrevet inden den 1. august, skal udformes.
     De har selv tilsluttet sig Dansk Folkepartis betænkning. Der står nøjagtig, hvad der skal ske de følgende måneder, og hvad der skal ske omkring B 51. Der er intet at være i tvivl om, for det står meget nøjagtigt i den betænkning, at man skal følge B 51 meget loyalt.
     Jeg kan endnu en gang bare sige, at jeg synes, det er trist, at det skal komme hertil, hvor vi fægter mod hinanden. Vi har jo tilsyneladende de samme intentioner, vi gerne vil have ud i livet, og SF ved, at der er taget hensyn til alle de ting, de står og kommenterer.

Det er da godt, at fru Tina Petersen har så stor tillid til, at ministeren rent faktisk vil gennemføre det her ord for ord, altså hvad der er sket i Fyns Amt, og få gennemført det på landsplan.
     Men det er altid sådan, at ord kan fortolkes. Tillid er godt, men kontrol er bedre, og der så jeg meget gerne, at vi havde en eller anden form for sikkerhed for, at de mennesker, der ved noget om det her, bliver involveret i udviklingen af arbejdet; at de mennesker, som berøres af det her, involveres. Det er bare det, jeg efterspørger. Hvordan kan vi være sikre på det?

Jeg vil gerne i forlængelse af fru Anne Baastrups indlæg, som handler om, hvad der sker, efter at det brede flertal nu vedtager det her beslutningsforslag, følge op på ministerens rolle. Jeg vil hermed også spørge ministeren, om det brede flertal så også bliver involveret, inden lovforslaget kommer til første behandling. For et er, at der er enighed om udmøntningen, hvilket fru Anne Baastrup var inde på, det andet er, at det brede flertal også bliver inddraget, så vi er sikre på, at kvaliteten bliver, som det ligger i beslutningsforslaget, herunder spørgsmålet om økonomien, for det er jo et udestående, der ligger til finanslovforhandlingerne.
     Derfor er selve udmøntningen af lovforslaget meget vigtig. Så jeg vil bare bede ministeren om at bekræfte, at parterne bag beslutningsforslaget inddrages, før det fremsættes.

Er der flere ordførere, der vil have ordet, inden ministeren får ordet? Så er det undervisningsministeren.

Jeg bad om ordet, fordi jeg synes, at fru Christine Antorini skrabede bunden i sit første indlæg. Hvorfor i alverden kan hun ikke anerkende, at det, vi nu vedtager, skyldes den ildhu og det engagement, som fru Tina Petersen og Dansk Folkeparti har vist i sagen? Det er sandheden. Det andet er noget sniksnak. Fru Christine Antorinis parti har haft regeringsmagten, de har ikke stillet ændringsforslag, heller ikke i de sidste 4½ år, og de har heller ikke bedt om at få finansloven ændret. Så kunne vi dog ikke lade fru Tina Petersen få æren for det?
     Til det sidste spørgsmål: Jeg er sikker på, at regeringen kan finde ud af at forhandle finansloven - med eller uden fru Christine Antorinis hjælp.

Vi vil i Socialdemokratiet meget gerne anerkende Dansk Folkepartis bidrag til, at det her er lykkedes, for det var nemlig ikke lykkedes, hvis ikke Dansk Folkeparti var gået ind
i sagen og havde fremsat deres eget beslutningsforslag. Derfor vil jeg også bare understrege, at faktum er, at hvis der ikke havde været en opposition, som havde ønsket sig det samme, var det ikke sket i denne her regeringsperiode, for det var ikke Venstre og De Konservative, der stod bag ønsket om at gennemføre dette her forslag. Men jeg vil meget gerne anerkende Dansk Folkepartis store arbejde for, at det er lykkedes, at der kom et bredt flertal for det. Så bliver jeg nødt til at spørge ministeren igen, for ministeren sagde forventeligt, at finanslovene ville man ikke diskutere med andre end med sig selv og måske med Dansk Folkeparti, men det var egentlig ikke det, jeg spurgte om. Det, jeg spurgte om, var: Vil ministeren inddrage den brede kreds af partier, der bakker op om beslutningsforslaget, når det skal udmøntes i et lovforslag, og inden det fremsættes og kommer til første behandling?

Jeg vil omhyggeligt overveje, hvordan vi griber tingene an. Fru Christine Antorini ved, at jeg altid helst vil have brede politiske flertal, men eftersom der er økonomi involveret i det, skal vi altså først og fremmest have sat et beløb af i forbindelse med finanslovforhandlingerne. Det er der, det starter, og det er der, det slutter, men jeg vil meget gerne have et bredt flertal.
     Men det betyder altså ikke, at et hvilket som helst parti, som nu stemmer for dette forslag, kan få opfyldt et hvilket som helst ønske, for der er jo nogle partier, der er mere ansvarlige end andre, og der er især nogle, der nu pludselig slet ikke kan holde op med at være gode på dette felt, på trods af at de har glemt det indtil dato.

Jeg er noget skuffet over ministerens svar til fru Christine Antorini, når han siger, at han ikke engang vil afprøve, om man kan finde ud af at nå til enighed. Ministeren vil ikke engang mødes, lød det til, for at finde ud af, om vi kan nå til enighed om, hvilket indhold vi vil have i denne her uddannelse, og selvfølgelig også om, hvordan økonomien skal være.
     Jeg vil godt have lov til at tilføje, at vi i SF faktisk længe har arbejdet med et forslag a la det her beslutningsforslag, for det er fuldstændig nødvendigt. I SF valgte vi så at trække vores beslutningsforslag, netop fordi det var vigtigt, at vi opnåede den brede enighed, som det her forslag fra Dansk Folkeparti kan være udtryk for.
     Jeg vil gerne endnu en gang spørge ministeren: Kan vi ikke få et tilsagn om, at vi i det mindste bliver indkaldt til en snak for at finde ud af, om vi kan blive enige om både indhold og økonomi i den uddannelse, vi snakker om her?

Som jeg sagde, så vil regeringen altid helst have brede flertal, og vi plejer heller ikke at overhøre ønsker om at indbyde partier til en snak, så det gør jeg da gerne.
     Jeg har bare været nødt til at sige, at det betyder altså ikke, at hr. Thomas Krog pludselig har vetoret i denne sag. Det har fru Tina Petersen. Det er hendes hjertesag, det er hende, der har drevet det her igennem. Det er ikke hr. Thomas Krog og ikke nogen af de andre og slet ikke fru Christine Antorini. Sådan er det jo.
     Skal vi ikke lade være med nu at slås om disse pyntefjer? Det er en af de floveste debatter, jeg har overværet her i Folketinget.

Så vil jeg godt have lov til at takke ministeren for, at der
i det mindste bliver indkaldt til en samtale omkring de her ting. For SF handler det netop ikke om pyntefjer. Det er jo ikke derfor, at vi har brugt tid på at arbejde med det her beslutningsforslag, har snakket med folk i miljøet og kæmpet for, at det kom igennem. Det er jo heller af hensyn til pyntefjerene, at vi faktisk trak vores eget beslutningsforslag. Det var tværtimod stik modsat, for sagen her er vigtigere end hvis beslutningsforslag, vi vedtager. Det vil jeg godt have at ministeren anerkender og dermed også anerkender, at det ikke lige er spørgsmålet om, hvem der har vetoret eller ej, men spørgsmålet om, at vi er nogle, der ønsker den her uddannelse og derfor selvfølgelig også skal inddrages i det.

Vil ministeren have ordet? Nej. Så er det hr. Ole Stavad for en kort bemærkning.

Jeg synes nu, det var nogle lidt bemærkelsesværdige bemærkninger, ministeren havde. Under hele debatten om kommunalreformen fyldte det her faktisk ganske meget, og det gjorde det, fordi man efterlod den mest sårbare gruppe uden nogen som helst rettigheder, og fordi man efterlod det som et kommunalt ansvar, samtidig med at man flyttede al anden ungdomsuddannelse over til staten. Derfor er det at sige, at der ikke er andre, der har engagement i det, efter min mening en meget underlig måde at reagere på.
     Det er jo en del af sandheden, at hvis der ikke havde været en opposition, alle partierne uden om regeringen, der havde ønsket det her forslag vedtaget, var det blevet forkastet om et øjeblik. Nu bliver det glædeligvis vedtaget.
     Jeg opfattede det, ministeren sagde, som et tilsagn om, at det lovudkast, der kommer, vil blive drøftet med de partier, i hvert fald med Socialdemokratiet, der står bag det her, inden det fremsættes. Hvis jeg har forstået det som ministerens tilsagn, så synes jeg, at vi er nået et skridt videre, for vi skal koncentrere os om at få et ordentligt indhold. Hvis det er det, der er ministerens konklusion, har vi et fælles grundlag at gå videre på.

Hermed sluttede forhandlingen.

Afstemning

Forslaget til folketingsbeslutning vedtoges enstemmigt med
114 stemmer.

Formanden:
Undervisningsministeren vil få meddelelse om denne beslutning.