Den næste sag på dagsordenen var:
4) Første behandling af beslutningsforslag nr. B 51:
Forslag til folketingsbeslutning om tilbud om ungdomsuddannelse til udviklingshæmmede unge og andre unge med særlige behov. Af Tina Petersen (DF) m.fl. (Fremsat 14/12 2005).

Forslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Alle skal så vidt muligt have en kompetencegivende uddannelse, og vejene gennem uddannelsessystemet skal være så enkle og gennemskuelige som muligt, også for dem der har særlige behov. De ordinære uddannelses- og undervisningstilbud skal være så rummelige, at langt de fleste kan få udbytte af dem. Rummeligheden er allerede stor med det varierede udbud og med de eksisterende støtteordninger, så også mennesker med særlige behov kan udnytte tilbuddene, men det kan gøres bedre.

     Forslagsstillerne har ikke anvist den fornødne finansiering og heller ikke gjort det klart, hvilke indholds- og omfangsmæssige krav der skal stilles til et nyt selvstændigt ungdomsuddannelsestilbud. Det fremgår heller ikke præcist, hvem målgruppen er for et sådant uddannelsestilbud.
     Men regeringen anerkender, at der er en gruppe unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov, som i dag ikke er i stand til at gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse på trods af støttemuligheder og tilrettelæggelsesformer, der sigter på at kompensere for deres handicap.
     Regeringen anerkender, at der er grundlag for at vurdere behovet for et særligt ungdomstilbud, målrettet udviklingshæmmede unge og andre unge med særlige behov, men vi skal have afklaret en række forhold, før der eventuelt kan fremsættes et lovforslag. Finansieringen må foregå inden for de kendte økonomiske rammer, som er aftalt for det kommende år, og hvad angår de følgende år, må eventuelle merudgifter naturligvis indpasses i de rammer, som vi til den tid aftaler med finanslovflertallet.
     For at gøre en lang historie kort vil regeringen godt nedsætte en arbejdsgruppe til at belyse de eksisterende muligheder i de ordinære ungdomsuddannelser og belyse de særlige undervisnings- og uddannelsestilbud for målgruppen, der findes, samt opstille relevante forslag til ekstra tilbud og ekstra krav, som kan sikre, at flere med særlige behov og flere udviklingshæmmede kan få en ungdomsuddannelse ligesom andre unge.
     Regeringen vil altså gennem et sådant forberedende udvalgsarbejde gerne søge at nå frem til et lovforslag, som kan fremsættes i den kommende folketingssamling.

Kan ministeren ikke bekræfte, at i Norge og Sverige har man allerede taget højde for denne problemstilling, og at Danmark derfor halter lidt efter på det her område i forhold til lande, som vi normalt sammenligner os med?
     Mener ministeren ikke, at Dansk Folkepartis forslag alt andet lige er et skridt i den retning, som jeg også kan forstå ministeren efterlyser, og at vi derfor faktisk har mulighed for nu at komme op på samme niveau som de nordiske lande? Er ministeren ikke enig i det?

Som det fremgår af hr. Martin Henriksens forslag, er Danmark jo det land, der bruger flest penge på området, samtidig med at vi er det land, hvor færrest gennemfører en ungdomsuddannelse.
     Derfor mener jeg, det er vigtigt, at vi får vurderet, hvad årsagen er til, at så få kommer igennem, når vi bruger så mange ressourcer. Når vi frem til, at der skal bruges flere ressourcer, ja, så vil vi naturligvis foreslå det, men det skal så naturligvis indgå i en kommende finanslovforhandling.

rtin Henriksen (DF): Jeg synes ministeren taler en lille smule udenom, når ministeren også taler om, at der er brug for at nedsætte en arbejdsgruppe. Altså, der vil vi fra Dansk Folkepartis side godt henvise til bl.a. Fyns Amt, hvor man allerede har gjort sig erfaringer med det her, så jeg vil foreslå, at ministeren retter henvendelse dertil og inddrager de erfaringer, der er der. Hvis ministeren så får nogle positive tilkendegivelser fra Fyns Amt om, hvordan det her kan fungere i praksis, kan jeg så konkludere, at ministeren på regeringens vegne vil tilslutte sig Dansk Folkepartis forslag?

Nu plejer det at være op til en regering, hvordan den vil forberede sit lovgivningsarbejde. Det er normalt, at man nedsætter arbejdsgrupper. Det kan være inden for ministeriet, det kan være ministeriet og institutioner, det kan også være med inddragelse af interesseorganisationer. Jeg synes ikke, vi skal lægge os fast på det, for hvis vi laver et alt for stort udvalgsarbejde, så bliver det nok også lidt for langvarigt.
     Min tanke var, at et hurtigtarbejdende udvalg skulle kortlægge området og give et bud på, hvad vi har, hvad vi mangler, hvad grunden er til, at nogle tilbud ikke bliver brugt i særlig høj grad, og hvordan eventuelle ekstrabevillinger kunne hjælpe på situationen.

     Så synes jeg i øvrigt også, at der er brug for at få en vurdering af, hvilke uddannelsestilbud der er de rigtige, for vi taler om en meget, meget forskelligartet gruppe, og det, der er det rigtige for den ene del af gruppen, er jo ikke det rigtige for den anden. Derfor skal vi passe på, hvis vi vil lovfæste en ret til ungdomsuddannelse, at vi ikke gør tingene alt for firkantede.

Når man læser de bemærkninger, der er til det her forslag, så synes jeg da også, man i den grad lægger op til, at det ikke skal være firkantet. Der er inspiration fra de forskellige amter, der har gennemført det. Der er en lang række henvendelser fra de forskellige handicaporganisationer, der viser, hvad der for deres unge lige præcis er den gode måde at gøre det på.
     Derfor tror jeg, at ministeren i langt højere grad skal prøve at se på muligheder i stedet for at se på blokeringer, og hvis det handler om penge, så er det jo i virkeligheden et spørgsmål om, hvorvidt det ikke er meget, meget billigere på sigt at få disse unge ud i arbejde, når de har fået sig en uddannelse, frem for at de relativt hurtigt kommer på en førtidspension.
     Så jeg tror, at i det samlede billede er det her et mega besparelsesprojekt, plus at det er virkelig livgivende for disse unge, at de også får en fremtid.

Det er jeg fuldstændig enig i, bortset fra at det ikke bliver en besparelse.

Det, vi kan se af erfaringerne fra den fynske metode, er, at når de er færdige med deres ungdomsuddannelse, så kommer de rent faktisk ud i skånejob eller på anden måde ud på et arbejdsmarked, der kan beskytte dem, men dog samtidig give dem en levevej.
     Derfor vil det jo samlet set blive langt, langt billigere. Det kan godt være, det ikke er undervisningsministerens konto, der bliver sparet på, men det bliver så i givet fald socialministerens, og det, der må være vores alles mål, er da, at disse unge også har en fremtid for sig.

Jeg håber inderligt, at spørgerne har ret, jeg skal gøre alt for, at hun får ret, og så kan hun ikke forlange mere.

Jeg vil godt sige, at for vores vedkommende er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt det koster penge eller ej. Det handler
i virkeligheden om, at der er en gruppe unge, der ikke får et uddannelsestilbud i dag, som vi nu sikrer et landsdækkende ensartet uddannelsestilbud. Jeg glæder mig over, at ministeren efter at have afvist det i forskellige sammenhænge nu er en omvendt synder, og i himlen glæder man sig som bekendt mere over sådan en end over alle de retfærdige. Så velkommen i flokken. Når ministeren siger, at det er meget uklart osv., så står der faktisk nederst på side 6 i sammenfatningen, at hvis det vedtages af Folketinget, vil det give de udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov, som ikke har mulighed for at få glæde af det nuværende uddannelsessystem, et lovfæstet krav på en 3-årig ungdomsuddannelse efter grundskole. Så det er i virkeligheden ikke så svært. Det er alle dem, der i dag ikke har muligheden for at profitere af de normale uddannelsestilbud. Er ministeren ikke enig i, at det står der faktisk i lovforslaget?

Jeg er helt sikker på, at hr. Carsten Hansen kan læse indenad og også læse op, så jeg bestrider ikke, at det, han citerede, står i lovforslaget, og som sagt vil jeg gøre alt for at føre det ud i praksis.

Det er dejligt at høre en minister, der er beredvillig og har lyst til at arbejde sammen med flertallet i Folketinget. Det skulle også bare mangle.
     Ministeren har flere gange henvist til finansieringen af det her. Er det ikke korrekt, at uanset hvordan ministeren finder sin finansiering, så skal pengene findes, hvis der er et flertal, der pålægger ministeren at gennemføre et beslutningsforslag?

Jeg håber da, at man lyset af, at Danmark bruger flere penge end de andre lande, vi bliver sammenlignet med, kan finde veje til at gøre det lige så godt som de andre lande og sikre, at stort set alle får en ungdomsuddannelse.
     Hvis det viser sig, at det ikke kan lade sig gøre med de gældende midler, så må der jo findes ekstra, og så er det altså meget praktisk, at lovforslaget skal fremsættes til efteråret, og at finanslovforhandlingerne også skal foregå til efteråret. Så det er jo der, det foregår.

Det er ikke så meget det der med finansieringen, men jeg kan fortælle, at videnskabsministeren har været svært påholdende
i dag med at bruge de 10 mia. kr., som regeringen har stående et eller andet sted, så jeg tror, der bliver en slat tilovers til undervisningsministeren.

     Det var såmænd ikke så meget det, det var mere det, at jeg sådan set deler hr. Martin Henriksens iagttagelse af, at ministeren taler udenom ved at begynde at tale om de mange, der tager eller ikke tager en ungdomsuddannelse, for det her er jo målrettet en gruppe, som i dag stort set er rettighedsløs.
     Det, jeg synes er det meget, meget perspektivrige ved forslaget, er jo, at man får krav på også at få et 3-årigt forløb efter, og derfor vil jeg spørge ministeren, om han ikke synes, at det er ærgerligt, at man nu netop har mistet grebet om de tilbud, som den her gruppe faktisk har fået, i de amter, hvor man har været langt fremme med at udvikle tilbud under lov om specialundervisning for voksne. Man har i stedet for ladet det sejle ud til kommunerne uden i øvrigt at vide, hvordan det skulle ende.

Da vi lagde tingene fra staten ud til amterne, førte det til forbedringer. Og når vi nu lægger tingene fra amterne ud til de nye, store kommuner, er jeg ret overbevist om, at så fører det også til forbedringer.
     Og så vil jeg da gerne sige, at jeg har det fuldstændig som fru Margrethe Vestager, jeg står og ser mig så glad på de
10 mia. kr., også selv om jeg ved, at det ikke er Undervisningsministeriet, der får en særlig stor del af dem. Så jeg er allerede begyndt at glæde mig til jul.

Det synes jeg er langt tid at vente, når man tager i betragtning, at finansloven for 2007 skal vedtages inden jul. Så jeg håber sandelig, at vi kan glæde os sammen, allerede inden vi når jul, ved at have finansieret det her udmærkede beslutningsforslag.
     Da jeg hørte ministerens svar, blev jeg lidt i tvivl om ministerens vilje til faktisk at gennemføre det her forslag sammen med Folketingets flertal. Det lød, som om ministeren allerede nu havde forudskikket, at det her skulle vedblive at være ved kommunal foranstaltning.

Jeg vil ikke komme ind på detaljer. Jeg synes, at jeg har været konstruktiv og positiv. Jeg vil tage sagen op i det lovforberedende arbejde, og så vil regeringen drøfte sagen med de partier, som går med i et finanslovforlig - også gerne med andre partier - men skal der penge til, er det jo en finanslovsag.

Der er ikke flere korte bemærkninger, tak til ministeren. Vi går i gang med ordførerrækken, og den første ordfører er Venstres ordfører, fru Tina Nedergaard.

Vi er nu i gang med behandlingen af et særdeles sympatisk forslag fra Dansk Folkeparti. Målet med forslaget er, så vidt vi kan se, at sikre, at udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov kan gennemføre en regulær ungdomsuddannelse, og det foreslås, at en sådan skal vare 3 år.
     Det er meget relevant, at Dansk Folkeparti hermed sætter dette spørgsmål på dagsordenen, og vi er da også meget positive over for forslaget. Det er nemlig vores opfattelse, at alle unge skal have mulighed for at gennemføre en uddannelse.
     Ikke alene er uddannelse i sig selv en gevinst for den enkelte, vi mener også, at personer med forskellige handicap eller nedsat funktionsevne udgør en regulær og stor ressource
i det danske samfund. Og det er da også en del af vores målsætning, at denne gruppe af unge og voksne i højere grad end i dag skal kunne indtage en plads på arbejdsmarkedet. Venstre støtter således intentionen i forslaget. Vi vil imidlertid gerne have belyst, hvordan vi bedst løser opgaverne. Hvilke tiltag er påkrævet for at kunne tilbyde alle en uddannelse? Hvor meget kan vi gøre inden for de nuværende fleksible rammer, der er til rådighed i uddannelsessystemet? Og hvilke andre tiltag ville det være nødvendigt at gennemføre i Folketinget for at sikre unge en god vej igennem uddannelserne? Disse ting vil vi gerne have belyst, og bortset fra at vi er meget positive, vil vi gerne afvente at tage endelig stilling, til vi har behandlet forslaget grundigt i udvalget.

Jeg takker selvfølgelig for de pæne ord om Dansk Folkepartis forslag, men jeg vil også godt høre, om ikke fru Tina Nedergaard kan bekræfte, som jeg også spurgte ministeren om, at Danmark faktisk halter efter på det her område, når vi sammenligner med bl.a. Norge og Sverige. Kan fru Tina Nedergaard også bekræfte, at det er sådan, at alle organisationer på det her område faktisk har hilst det her initiativ velkommen og bakker varmt op om det her forslag?
     Derfor ville jeg egentlig høre, om ikke der er mulighed for, at regeringen i sidste ende kan støtte Dansk Folkepartis forslag, så det faktisk vil være, sådan som jeg har forstået det, et enigt Folketing, der nu kommer med det initiativ.

Det fremgår af lovforslaget og de bemærkninger, hvor man også citerer fra andre undersøgelser og analyser, at der kan være en tendens til, at Danmark ikke er i front på dette felt. Mere kan jeg dog ikke gå i detaljer for at af- eller bekræfte, hvor vi placerer os, da jeg ikke selv er bekendt med enhver analyse på dette felt.
     Det er korrekt, at jeg også har opfattet det således, at invalideorganisationer og andre har peget på behovet for et sådant forslag. Jeg går ud fra, at det bl.a. også er med baggrund heri, at Dansk Folkeparti fremsætter det.
     Jeg vil imidlertid fortsat forbeholde mig retten til, at vi får afdækket, om det måske at komme op på niveau - og endda over niveau - med andre lande kunne være en anden løsning end bare at kopiere den model, som ligger i dag.
     Men som sagt er vi meget positive over for forslaget, og vi afventer en spændende behandling i udvalget.

Jeg vil bare igen opfordre til, ligesom jeg gjorde til ministeren, at man simpelt hen retter henvendelse til Fyns Amt og drager nytte af de informationer og den viden, amtet har på det her område.
     Kunne man ikke forestille sig, at det var noget, Venstre aktivt ville gå ind for, og at regeringen internt ville sige, at man helt klart burde rette henvendelse til Fyns Amt for simpelt hen at få Danmark op på det niveau, som Danmark faktisk burde være på, for at give udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov et lovkrav på, at de kan få en 3-årig uddannelse?
     Det er jo et rigtig fornuftigt skridt i den rigtige retning. Kan fru Tina Nedergaard forestille sig, at regeringen i den sidste ende vil bakke op om forslaget og trykke på den grønne knap, når vi kommer dertil?

Nu vil jeg overlade til ministeren at redegøre for regeringens synspunkt vedrørende forslaget, og så vil jeg forholde mig til Venstres synspunkt.
     Jeg finder det helt relevant, at man indhenter de oplysninger, der ligger på området, og derfor kan jeg jo varmt bakke op om ministerens forslag om, at man igangsætter en ordentlig undersøgelse af hele feltet her for at vurdere, hvad der kan finde sted inden for de nuværende rammer, og hvor der er brug for nye tiltag.
     Endelig er Venstre jo også et økonomisk fuldt ansvarligt parti. Derfor vil vi også med interesse bemærke os, hvem der er villige til at stille op for at finde finansiering til forslaget.

Jeg leder efter de svar eller den information i udvalgsarbejdet, der kan gøre, at Venstre følger sin positive holdning til forslaget op ved også at stemme for forslaget.
     Kan ordføreren løfte sløret for, hvad det er for nogle ting i udvalgsbehandlingen, der skal fremkomme, for at man kan stemme for forslaget?

Ja, se, det kan jo først afsløres, når vi går i gang med udvalgsbehandlingen, nøjagtig hvilken information vi vil kunne indhente. I modsætning til anden- og tredjebehandling sker der jo her en principiel stillingtagen til forslaget.
     Umiddelbart er vi mere stemt for den model, ministeren fremlægger, nemlig at man får iværksat en grundig analyse med henblik på at sikre det bedst mulige tilbud til de unge, som dette forslag retter sig mod, og at vi så derefter gennemfører det.
     Det er den takt, som vi foretrækker, men det ændrer jo ikke på, at målsætningen er den samme, nemlig at sikre en god uddannelse til de mange unge, som i dag ikke føler, at de kan finde en plads i uddannelsessystemet.

Det forstod jeg faktisk ikke helt. Siger ordføreren, at det er bedre, at vi ikke giver nogle en rettighed, når vi ikke kan være sikre på, at det tilbud, de får, bliver fuldstændig optimalt - derfor må de vente, og derfor kan Venstre ikke stemme for forslaget?
     Det er jo netop den principielle behandling, vi foretager i dag, og derfor er det principielle spørgsmål:
Støtter Venstre, at den her gruppe unge har ret til at få et uddannelsestilbud på 3 år efter grundskolen? For det er jo netop her, retten er central, vi taler jo om unge, der ikke kan selv i uddannelsessystemet som helhed.

Jeg er nødt til at præcisere, at vi fuldt ud støtter intentionerne i forslaget, men det betyder jo ikke nødvendigvis, at vi støtter den form, der lægges op til. Derfor mener vi faktisk, at det er fuldt ud relevant, at man afventer og får konkretiseret: Hvad kan lade sig gøre inden for de nuværende rammer, hvor har vi tilstrækkeligt med tilbud, og hvor mangler de? Og det er sådan set det, jeg forholder mig til, i forbindelse med at vi har en udvalgsbehandling foran os.
     Jeg vil også godt konstatere, at det jo er klart, at Socialdemokraterne ligesom kan have den holdning, at om det koster eller ikke koster er ikke afgørende. Men det er nu engang afgørende, når man er et parti, der sammen med andre partier normalt udgør et flertal bag en finanslov. Derfor vil vi meget gerne se, hvem der vil lægge handling bag ordene og medvirke til også at finde en finansiering. Det vil vi også gerne lytte til med interesse i udvalgsbehandlingen.

Tredje næstformand (Helge Adam Møller):
Næste korte bemærkning er til hr. Carsten Hansen.

Det var meget praktisk, når nu der blev henvist til Socialdemokraterne.
     Jeg vil godt sige, at det, jeg spurgte ministeren om, var, om ikke regeringen skulle finde finansieringen, hvis der var et flertal i Folketinget, der var enig om noget. Det var sådan set det, jeg spurgte til. Jeg sagde ikke, hvordan vores holdning var til økonomien i forbindelse med det.
     Jeg håber også, fru Tina Nedergaard er enig i, at hvis der et flertal i Folketinget, der beslutter noget, så har regeringen at udføre det. Ellers er det jo et brud på parlamentarisk skik, som vi ikke har kendt siden 1920, hvor kongen væltede den daværende radikale regering - jeg håber ikke, at det er sådan noget, vi er i gang med. Men det er nok mere fredeligt, det er uddannelse til de udviklingshæmmede, vi er i gang med.
     Det, jeg ligesom fru Margrethe Vestager vil spørge om, er, hvad der skal til. Kunne vi i en fælles betænkningsafgivelse opstille nogle sådan lidt mere konkrete retningslinjer? For det er jo sådan, at de, der i dag har et tilbud i Fyns Amt f.eks., jo fuldstændig mister tilbuddet, når det overgår til kommunerne, og så er der nogle, der stadig væk ikke har noget tilbud.
     Kunne Venstre forestille sig at være med i en fælles betænkningsafgivelse om, at vi principielt støtter det her forslag, og om, at vi selvfølgelig får iværksat en undersøgelse og så i øvrigt følger, at alle unge skal have et uddannelsestilbud?

Jeg mener, at hr. Carsten Hansen med sit sidste spørgsmål her jo meget tydeligt viser, at der kan være brug for nogle grundige drøftelser i udvalgsbehandlingen, for hvorvidt vi kan blive enige med de øvrige partier om en fælles betænkningsafgivelse, afhænger jo fuldt ud af, hvad der sker
i den øvrige del af udvalgsbehandlingen. Om vi kan blive enige kan vi ikke helt tage stilling til her. Vi er enige i intentionerne; vi synes, det er et godt mål, men det ændrer altså ikke på, at vi gerne vil være sikre på, at de valg af metoder, vi så benytter, er de rigtige - også afstemt efter danske forhold og også afstemt efter danske forhold i Nordjylland eller andre steder, hvor vi i dag ikke har samme viden, som vi har fra f.eks. Fyns Amt.

Nu er vi ude i fortolkningerne. Må jeg tillade mig at fortolke det således, at Venstre går ind for, at alle unge i Danmark skal have et uddannelsestilbud, uanset om de er handicappede eller udviklingshæmmede eller ej, men at Venstre alligevel ikke ved, om de vil være med, fordi det risikerer at koste penge, eller fordi man risikerer at finde en forkert form.
     Da det jo er ministeriet, der bliver pålagt at udføre den her opgave, så har Venstre jo stor indflydelse på formen, så hvor er hindringen? Hold nu op med at tale sort, prøv at tale dansk, så også os, der er medlemmer af parlamentet, kan forstå, hvad Venstre mener.

Jeg taler nøjagtig, som jeg vil fra Folketingets talerstol, for så vidt jeg holder mig inden for retningslinjerne.
     Vi er helt enige i, at alle unge skal have et uddannelsestilbud, den intention er vi fuldstændig enige i. Det, vi imidlertid forbeholder os ret til, er at sikre os, at den form, vi så vælger, og den finansiering, vi vælger, også kan få bred tilslutning i Folketinget.

Jeg er ganske forvirret. Det betyder, at den mor, som vi oplevede på en konference spørge om, hvad hun skulle sige til sit barn, når han forlader 9. klasse, vil kunne få det svar, at der bliver etableret en ungdomsuddannelse, som også Venstre står bag. Var det det, jeg kunne udlede af det, fru Tina Nedergaard sagde?

Man kan udlede nøjagtig det, jeg siger, nemlig at vi er meget indstillet på, at alle unge skal have en uddannelse, men at vi naturligvis forbeholder os retten til at afvente en yderligere udvalgsbehandling, med henblik på at vi kan nå til enighed om form og finansiering. Og det er et centralt spørgsmål.
     I øvrigt mener jeg faktisk, at der er et stort behov for, at vi får afdækket, under hvilke former vi også kan bruge det ordinære uddannelsessystem. For nogle kan det være den gode vej, men det ordinære uddannelsessystem er måske ikke tilrettelagt tilstrækkeligt godt til, at der også er plads til f.eks. udviklingshæmmede unge. Så der er altså en afdækning, som vi har brug for at få, inden vi tager endelig stilling til forslaget.

ne Baastrup (SF): Mener fru Tina Nedergaard ikke, at Fyns Amt, Københavns Amt, Århus Amt osv. rent faktisk har foretaget den afdækning og ved præcis, hvad det er for en gruppe, der har de her behov? Vi ved jo, at når man kommer med et tilbud målrettet den her gruppe, så søger de forældre, så søger de unge også det tilbud, og så retter man jo til hen ad vejen. Tror fru Tina Nedergaard ikke, at det bare handler om at få rapporterne fra de her amter, hvorefter det så er relativt nemt at strikke sammen? Det, der bekymrer mig, er, at ministeren var lidt tøvende, Venstre er lidt tøvende, og så kan vi jo godt være i den situation, at Dansk Folkeparti simpelt hen bare trækker det her tilbage, fordi man ikke tør af hensyn til samarbejdet med regeringen. Derfor er det frygtelig vigtigt, at vi får nogle klare svar fra fru Tina Nedergaard. Kl. 17.45 Tredje næstformand (Helge Adam Møller): Tak til ordføreren. Den næste ordfører er den socialdemokratiske ordfører, hr. Carsten Hansen.

Jeg er en lille smule skuffet over ministerens og Venstres holdning til det her forslag. Jeg ved ikke, om ikke det er udtryk for en eller anden form for kræmmermentalitet hos de borgerlige, at man siger, at man tilslutter sig principperne, men først vil se finansieringen. Enten er man da med, eller også er man imod. Nu bliver man pålagt det, og derfor har man nok ændret sin ordførertale, og hvad ved jeg, undervejs, for jeg ved jo, at Dansk Folkeparti har forsøgt at overtale regeringen til det her. Altså, er det fuldstændig Holdningsløse Tidende hos de borgerlige i øjeblikket? Mener man ikke noget af det, man siger? Jeg vil godt sige, at hos os har vi ment det længe, og vi har taget det op i strukturforhandlinger, vi har taget det op tidligere. Jeg er glad for, at SF har trukket deres beslutningsforslag, så vi står med ét forslag, og det vil jeg gerne rose dem for. Så vil jeg rose Dansk Folkeparti for et fantastisk godt stykke arbejde. Det er en fremragende analyse, der ligger bag, og jeg kender det jo - ligesom fru Tina Petersen fra Dansk Folkeparti gør - fra Fyns Amt. Jeg kan ikke forstå, at ministeren er i tvivl, det står klokkeklart i sammenfatningerne. På forsiden af forslaget står der fuldstændig, at: »Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag samt forberede de administrative ændringer, som er nødvendige for at sikre, at udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov, der på grund af deres handicap ikke kan gennemgå det traditionelle ungdomsuddannelsessystem, fra og med skoleåret 2007 får et lovfæstet krav på en treårig ungdomsuddannelse efter endt grundskole, uanset hvor i landet de har bopæl.« Det kan hverken være mere enkelt eller mere klart. Så er det rigtigt, at man kan lægge nogle analyser til grund, og det synes jeg man skulle gøre. Men vi skal, tror jeg, i udvalgsarbejdet pålægge regeringen at indhente de erfaringer, man har gjort sig i de amter, hvor man har givet et 3-årigt uddannelsestilbud. Jeg synes, at vi skal gøre det ret tydeligt i betænkningen og afgive en fælles betænkning på det, således at regeringen ikke risikerer at blive så meget i tvivl, at de ikke vil gennemføre det, eller at kræmmermentaliteten overtager. Så det tror jeg at vi skal forpligte os på, det vil jeg gerne give tilsagn om. Så vil jeg godt sige, at det er lidt af en stor dag i dag. Og vi har jo alle sammen fået henvendelser fra LEV og SIND, og hvad de hedder alle sammen. De er vældig optaget af det her. Det er dejligt at se, at vi også får den restgruppe med, som i virkeligheden ikke har haft et tilbud. Der har været mangelfulde eller tilfældige tilbud, og jeg tror, at det er væsentligt at sige, idet vi går fra 14 amter, der hver for sig har behandlet dette individuelt efter specialundervisningsloven for voksne, til 98 kommuner. Det er rigtigt, at de nye kommuner kan en masse ekstra, men jeg har nu ikke tiltro til, at de er særlig gode til at tage vare på unge med særlige behov og undervisningssituationen. Derfor er det helt afgørende vigtigt, at vi får etableret et tilbud, der tager afsæt i en samlet ramme, som giver et ensartet tilbud, og som sikrer en statslig kontrol af og styring med området. Det er i virkeligheden en mangfoldighed af forskellige tilbud, der skal til, men det er jo individuelt afstemt, fordi der er tale om vidt forskellige handicap, og der skal selvfølgelig kompetenceafklaring og alt det, vi kender, til. Men det er vigtigt, at det for det første bliver et godt regionalt og geografisk bredt tilbud; at det bliver et tilbud, som alle får del i; og at det bliver styret og styrket fra statens side. Jeg vil godt sige, at vi i Socialdemokratiet er meget optaget af, at også normaltbegavede med et handicap kan være med her, for dér er der faktisk også nogle problemer, og jeg ved, at DSI har været voldsomt inde på det. Men altså: En stor ros til Dansk Folkeparti, jeg er glad for, at der er et flertal for det. Jeg tror, at vi i beretningen skal skrive lidt om, hvad vi mener, tydeligere. Jeg tror også, at det er vigtigt, at der kommer en analyse med afsæt i de erfaringer, man har, og så tror jeg, at det er vigtigt, at vi får lavet en statslig ordning. Og så er jeg ked af den kræmmermentalitet fra de borgerlige partiers side. Nu må de bevise, om de er med eller ikke med. Det kan ikke være økonomien, der er det afgørende, når det drejer sig om menneskers fremtid. Vi står med unge mennesker, der reelt, når de går ud af folkeskolen, ikke har et tilbud, før de bliver voksne, og derfor så er det så vigtigt, at vi får givet det. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at der er frit optag på stort set alle videregående uddannelser i Danmark, men der er sgu ikke et frit optag for folk, der er udviklingshæmmede, eller for folk, der på en eller anden måde har et særligt behov. Det skal vi have løst nu. Jeg er meget glad for, og Socialdemokratiet er meget glad for, at vi får en mulighed for at gøre det nu. Kl. 17.50

Hr. Carsten Hansen siger til Venstre og til de Konservative, at nu må vi bevise, om vi vil være med eller ikke være med.
     Man kunne jo stille et modspørgsmål om, hvorvidt Socialdemokraterne har til hensigt virkelig at bevise, at de for alvor er med, og at det ikke blot er de gode intentioner
i forslaget, man støtter, men også intentionerne om så at finde midlerne til det. Nu har vi jo set, hvordan Socialdemokraterne har accepteret regeringens skattestop, i hvert fald på papiret. Og så er vi meget interesseret i at vide, om Socialdemokraterne nu agter sig ind i regulære finanslovforhandlinger og derigennem agter at medvirke til at skabe finansiering for dette udmærkede forslag, således at de også derigennem jo henter indflydelsen på den endelige udformning af lovforslaget.

Nu er det sådan, at vi er meget optaget af at få gennemført det her lovforslag. Vi har været det hele tiden, vi har faktisk brugt anledningen - og det ved fru Tina Nedergaard -
i de forhandlinger, vi har haft om strukturreformen og udmøntning over for kommunerne. Og med hensyn til FVU og dem, der er svage læsere osv., har vi fremhævet det sammen med Det Radikale Venstre flere gange. Så det giver vi selvfølgelig tilsagn om. Vi er med, også til at finde finansieringen, men metodikken er sådan - det kan godt være, fru Tina Nedergaard ikke kender det og ikke har prøvet det så mange gange - at når regeringen af et flertal i Folketinget bliver bedt om eller pålagt at finde nogle løsninger på en given problemstilling, så skal regeringen selvfølgelig også komme med forslag til finansiering. Det er jo ikke sikkert, vi kan blive enige om den, men vi er enige om, at det her skal gennemføres. Nu håber vi, at regeringen er så modig, at den også tør tage kontakten til os, når det skal finansieres, og ikke kun fører skinforhandlinger ved blot at tage Dansk Folkeparti med. I denne situation tror jeg, at der bredt i Folketinget er flertal for selvfølgelig at finde pengene til det her. Men jeg vil så sige, at der har været ganske mange steder, hvor man jo har brugt penge til det i forvejen i amterne. De må jo være til rådighed til det i Fyns Amt, Århus Amt og i Københavns Amt.

na Nedergaard (V): Jeg kan berolige hr. Carsten Hansen med, at jeg er sådan nogenlunde fortrolig med magtdelingen mellem den lovgivende magt og den udøvende magt, så jo, naturligvis er det således, at regeringen skal tilvejebringe midlerne. Det, jeg spurgte interesseret til, var, hvorvidt Socialdemokraterne ville være interesseret i at gå ind og medvirke til at finde den pågældende finansiering til det her lovforslag, således at Socialdemokraterne også er med til udformningen af det endelige lovforslag om disse ting. For disse to ting følges jo bestemt ad, hvilket jo ikke er hr. Carsten Hansen ubekendt efter en del år i Folketinget, nemlig at de, der betaler gildet, jo også som regel er med til at definere, hvordan det foregår.

For det første er vi optaget af at få det her igennem. Vi synes, at det er meget, meget vigtigt for den gruppe af unge mennesker, der ikke får en uddannelse. Og finansieringen må vi jo finde ud af, men det kræver, at regeringen agter at invitere Socialdemokraterne til reelle forhandlinger, hvad der ikke har været tilfældet de sidste par år. Og det kan jeg jo ikke bestemme, det gør finansministeren og finansordførere osv.
     Vi er optaget af at finde ud af, at alle unge skal have et tilbud om uddannelse. Og hvis vi inviteres til en forhandling, er vi selvfølgelig med, sådan er det. Men lovforslaget skal jo forhandles og udmøntes, inden man når til at skulle finansiere det. Og hvordan det bliver finansieret, hvis ikke vi inviteres med, er sådan set os uvedkommende. Vi vil gerne være med til det, hvis man tør invitere os, men det er jo ikke givet, at man gør det.

Nu har jeg jo ikke holdt min ordførertale endnu, men det kommer nok ikke som den helt store overraskelse, at Det Konservative Folkeparti også synes, at det her er et meget sympatisk forslag og også er et tiltag, som vi har holdt mange møder med organisationerne om. Så det er jo godt nok.
     Så vil jeg gerne sige tak til hr. Carsten Hansen for den store ros til Fyns Amt, som blev nævnt her. Det er jo en konservativ amtsborgmester, der har kørt det tiltag igennem derovre, så jeg skal da sende hilsenen videre.
     Nu lyder hr. Carsten Hansen meget skråsikker og helt tilfreds, for nu får vi formentlig et retskrav for de her unge mennesker, og så har vi løst alt. Og det lyder næsten, som om at et udvalgsarbejde, som ministeren nu vil sætte i gang, nærmest er overflødigt.
     Det kan godt bekymre mig lidt, for én ting er jo at få et retskrav, man kan jo have retskrav på mange ting, men noget andet er implementeringen og fortolkningen - ikke mindst ude i kommunerne. Vi har også et retskrav på, at man skal have hjælp til ordblindeundervisning i dag, og det bliver også fortolket forskelligt.
     Så jeg synes da i høj grad, der er brug for et udvalgsarbejde, hvor vi finder ud af, hvordan man så udmønter selve retskravet. Og der kan vi jo starte her i salen. Jeg vil gerne høre Socialdemokraternes fortolkning af »andre unge med særlige behov«. Hvilken gruppe dækker det?

Jeg vil godt sige, at det jo dækker alle dem, der ikke kan profitere af det normale uddannelsessystem. Hvem er det, der ikke kan komme ind i det? Det er ganske mange forskellige unge mennesker, og de har meget forskellige individuelle behov.
     Jeg har såmænd ikke sagt, at det ikke er nødvendigt med et udvalgsarbejde. Jeg tror bare, at der er et folketingsflertal, der går ind for at sikre, at man finder frem til en model, som er beskrevet heri, hvor man tager fat dér, hvor man har lavet de her 3-årige ungdomsuddannelsestilbud.
     Vedrørende Fyns Amt vil jeg godt sige, at der jo var et bredt flertal, så vidt jeg husker var det 29 - det var hele amtsrådet - der stemte for det her, så jeg tror ikke, at et enkelt parti kan tage æren for alting her. Jeg tror, det var et fælles flertal, og det kunne vi forhåbentlig også nå frem til her i Folketinget.

     Jeg har skam ikke noget imod, at man laver en analyse. Jeg vil godt understrege, at jeg tror, vi skal gøre det, også for at se hvordan vi kan udmønte retskravet. Men det er vigtigt, at alle dem, der ikke kan gå i det ordinære uddannelsessystem, får et retskrav på en uddannelse, et uddannelsestilbud og et læringstilbud. For nogle handler det jo om at kunne lære at bo, for nogle handler det om at kunne lære at være menneske alene, uden at man skal have forældrene om sig hele tiden osv.

Jeg kan høre på den socialdemokratiske ordfører, at man er meget optaget af det her retskrav, og at man også er optaget af, at det skal være til alle, der går under betegnelsen andre unge med særligt behov.
     Vi er meget optaget af, at vi har et rummeligt uddannelsessystem, at vores nuværende ungdomsuddannelsesuddannelser kan rumme så mange af de unge, som har et ønske om at gå på de ordinære ungdomsuddannelser.
     Og jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt Socialdemokraterne ønsker at forfølge det nu, eller hvorvidt man nærmest siger:
Alle, der falder lidt uden for de ordinære ungdomsuddannelser, skal vi nu til at lave nogle særuddannelser til frem for snarere at indgå i nogle forhandlinger og en dialog med ungdomsuddannelserne om, hvorvidt de dog ikke kunne gøre det lidt bedre med hensyn til at rumme de her unge mennesker.

rsten Hansen (S): Det er jo ret fantastisk, at man skal beskyldes for at ville rummeligheden i uddannelsessystemet til livs, fordi man gerne vil give de sidste, der ikke er plads til i dag, et uddannelsestilbud. Jeg vil sige til fru Carina Christensen, at i Fyns Amt har man jo fundet, at der var en række, der ikke kunne få et tilbud i det ordinære uddannelsessystem. Det er den restgruppe, vi taler om; det er dem, som ikke kan tage en almindelig erhvervsuddannelse; det er dem, der ikke kan tage en egu-uddannelse; det er dem, som måske har det så svært, at de ikke kan være på produktionsskolen osv. Og det er en stor, blandet gruppe med et differentieret behov. Det, der er vigtigt, er at give dem et krav på også at kunne være sammen med mange andre unge mennesker i samme situation - der er autister, og der er så mange andre. For nogle af dem sker der en forringelse, fordi vi går fra 14 amter til 98 kommuner. Der tror jeg, at det er vigtigt, at staten går ind og sikrer nogle sammensatte krav. I øvrigt er vi helt enige om, at der kan være steder i uddannelsessystemet, hvor der er et overlap - det kan være på produktionsskolen, det kan være på egu, hvor vi skal lave mere rummelighed, men garanteres skal det, at alle skal have et tilbud. Det er det væsentligste i det her.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken. Den næste ordfører er den konservative ordfører, fru Carina Christensen.

I Det Konservative Folkeparti er vi også positivt indstillet over for forslaget. Vi synes, det er nogle sympatiske tanker, der føres frem, og vi ønsker også, at der skal være optimale muligheder for, at unge udviklingshæmmede i hele landet kan få en ungdomsuddannelse. Vi ønsker som udgangspunkt, at vi skal have et uddannelsessystem, hvor der er plads til alle unge. Vi ønsker med andre ord, at unge med handicap så vidt muligt skal have mulighed for i hvert fald at gennemføre en ungdomsuddannelse inden for rammerne af de ordinære ungdomsuddannelser, og der findes jo allerede i dag en række tilbud. Det, der står på forsiden af lovforslaget, er, at man opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag, som er nødvendige for at sikre, at udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov, der på grund af deres handicap ikke kan gennemgå de traditionelle ungdomsuddannelser, kan få det her nye retskrav. Der er vi altså meget optaget af, hvorfor der er så mange unge, der ikke kan gå igennem det traditionelle uddannelsessystem, så det problem vil vi allerførst meget gerne have belyst. Vi ønsker ikke at ende i en situation, hvor vi opdeler de unge i to grupper, og hvor man risikerer at blive afskåret fra at komme igennem en ordinær ungdomsuddannelse med henvisning til, at man kan få et særligt uddannelsestilbud for unge med særlige behov. Vi vil selvfølgelig også meget gerne have undersøgt, hvor stort behovet er for det her, hvor stor målgruppen er. Vi vil også gerne høre fra de udviklingshæmmede selv. Hvad vil de meget gerne selv? Jeg har holdt flere møder med organisationerne. De siger, der er et behov for nye uddannelser, nye særlige uddannelsestilbud, til dem, men jeg synes, at vi skal bruge tid på at undersøge de ordinære ungdomsuddannelser. Hvad er det, der går galt? Hvorfor er de ikke rummelige nok, hvis det er det, der er tilfældet? Og vi skal selvfølgelig også ind og se på, hvad indholdet i givet fald skal være. Så er vi selvfølgelig også meget optaget af formuleringen, der hedder andre unge med særlige behov. Der må vi jo også bruge udvalgsarbejdet, som ministeren nu vil sætte i gang, til at få afdækket, hvordan den gruppe ser ud. Og så er der selvfølgelig det med pengene. Hvad vil det koste? Vi har hørt fra SF's ordfører, tror jeg det var, at det slet ikke vil koste noget. Hvis det er tilfældet, så er det jo helt fantastisk, det er sjældent, at vi har sådan nogle forslag her i salen.

     Men det er klart, at finansieringen vil afhænge af, hvor stor målgruppen er, indholdet i de her nye uddannelser, og hvor mange forskellige varianter vi skal have. Jeg har hørt et skøn fra Undervisningsministeriet, der lyder på alt mellem
50 mio. kr. og 175 mio. kr. om året. Hvis det er 175 mio. kr., er det trods alt mange penge, og de skal jo findes. Men der må vi selvfølgelig gå ud fra, at de partier, der ønsker et retskrav på et særligt uddannelsestilbud, også er indstillet på at finde pengene på næste års finanslov. Alt i alt synes vi, at det er et meget sympatisk forslag, og vi glæder os over, at undervisningsministeren nu igangsætter et udvalgsarbejde. Vi vil gå konstruktivt ind i udvalgsbehandlingen her i Folketinget, men vi venter med at tilkendegive vores endelige stillingtagen.

Jeg er glad for, at fru Carina Christensen qua sine erfaringer fra Fyns Amt er positivt indstillet, det vil jeg gerne sige, og at hun måske har været knap så fokuseret på økonomien som Venstres repræsentant, fru Tina Nedergaard.
     Men alligevel synes jeg, at fru Carina Christensen problematiserer, hvem restgruppen er, på trods af at hun som medlem af amtsrådet faktisk burde vide det bedre end os andre. Er det, fordi der på den ene side er et flertal, der vil tvinge regeringen, og som man ikke kan lade være med at gå med i, mens man på den anden side faktisk er modvillig og synes, at det er noget værre noget, for vi kan bare øge rummeligheden i uddannelserne?
     Er det ikke sådan, at frafaldet i det ordinære uddannelsessystem bliver større og større og har været stærkt stigende siden 2001, da den her regering kom til, bl.a. i erhvervsudannelsessystemet og andre steder? Derfor er der behov for uddannelse for en række af de her grupper.

rina Christensen (KF): Jeg må indrømme, at det lige netop er, når jeg hører sådan nogle bemærkninger, at jeg bliver lidt bekymret, for det er meget rigtigt, at vi har en stor restgruppe af unge mennesker, der i dag ikke gennemfører en ungdomsuddannelse. Det er næsten 20 pct. Jeg håber virkelig ikke, at det er de 20 pct., som hr. Carsten Hansen nu mener vi skal have ind i det her med nogle særlige uddannelsestilbud. Dem håber jeg i høj grad vi kan rumme inden for de ordinære uddannelser, hvor vi i de næste par måneder skal bruge tid på forhåbentlig at forbedre det eksisterende uddannelsessystem. Så det er ikke dem, jeg har så meget fokus på. Men det er klart, at når man giver et retskrav, så handler det altid om, hvordan man vil lægge serviceniveauet. Der tror jeg alt andet lige, at det er nemmere at blive enige i et amt, end det er at blive enige på landsplan. Det er nu meningen, at man skal nå til enighed på landsplan, og det er klart, at vi skal have fundet ud af, hvad retskravet er, hvilke tilbud det omfatter, hvad indholdet kan være, og hvor stor variationen skal være. Der er meget, der skal afdækkes.

Det undrer mig, at fru Carina Christensen i den grad polemiserer og problematiserer, for Fyns Amt har haft et tilbud, og jeg har kun hørt rigtig gode ting om det tilbud, vi har givet i Fyns Amt. Derfor undrer det mig, at der er så meget tvivl, og at man kan tro, at vi vil tage 20 pct. af de unge mennesker ind i den her ordning. Det er fuldstændig ud i skoven, vil jeg godt have lov at sige.
     Jeg har forsøgt at sætte mig ind i problemstillingen. Jeg har været ude at besøge Munkegården, som Fyns Amt i store træk garanterer for og blåstempler, og som i øvrigt får unge mennesker med særlige behov fra hele landet. Det er en sammensat, bred gruppe. Nogle har psykosomatiske problemer, nogle har psykiske problemer, og andre har store sociale problemer. Nogle er knap så godt begavede som resten af de unge.
     De får i dag et botilbud og et tilbud om at være med i et fællesskab, hvor de får et 3-årigt uddannelsestilbud. Nogle af dem arbejder med skov, andre med håndværk, gartneri osv. Det er det, vi forestiller os for den restgruppe, der ikke engang kan gå ind i en egu-uddannelse. Men det er klart, at det koster nogle penge.

Jeg tror simpelt hen ikke, at vi er uenige, slet ikke når jeg har hørt, at hr. Carsten Hansens intention ikke er, at vi skal rumme vores restgruppe på 20 pct.
     Så er jeg også glad for, at vi har fået en tilkendegivelse af, at vi selvfølgelig i fællesskab skal have fundet finansieringen til at gennemføre det.

Jeg synes, at det stadig væk er en lille smule svært at forstå, hvad der er den principielle konservative stillingtagen til det beslutningsforslag, vi behandler i dag.
     Nu tror jeg, vi kom det lidt nærmere efter de spørgsmål, som hr. Carsten Hansen stillede. Men når det drejer sig om den gruppe af unge, vi taler om her, som ikke er de 20 pct., men måske 5 pct., hvad ved jeg, støtter Det Konservative Folkeparti så, at de unge får ret til 3 års uddannelse som overbygning på grundskolen, eller gør Det Konservative Folkeparti det ikke?

Det støtter vi. Men vi ser frem til ministerens udredningsarbejde, hvor vi skal have afdækket, hvem der er
i gruppen af andre unge med særlige behov, for det kan fortolkes meget, meget bredt. Det kan fortolkes helt op til at være restgruppen på 20 pct. Det kan også fortolkes lidt snævrere, og vi er nok ikke indstillet på, at det skal være hele restgruppen, der dækkes ind her. Men vi er positivt indstillede.

Det synes jeg var et meget klart og godt svar, og derfor undrer det mig, at Dansk Folkeparti ikke oplever, at der er en klar tilkendegivelse af, at man vil støtte forslaget. Det vil vise sig, når Dansk Folkepartis ordfører kan tage ordet, men som jeg har læst det, synes jeg, at det står lysende klart, at vi ikke taler om hele restgruppen.
     Vi taler om en gruppe, som er ret veldefineret i forhold til organisationernes definition af, hvad det er for unge, vi taler om, og i forhold til det meget lange forarbejde, der går forud i de amter, som nu har været nævnt en lang række gange.
     For hvis man støtter, at der skal være en ret til at få
3 års uddannelse, så støtter man også det her beslutningsforslag. Det er meget svært at se, hvad forskellen er på at være enig i forslaget og på at lade være med at støtte det.

Jeg tror nu ikke, at der er noget særligt i, at man tilkendegiver, at man godt vil vente med at give sin endelige melding på, om man støtter lovforslaget eller ej. Det tror jeg sådan set også Det Radikale Venstre af og til benytter sig af. Vi har valgt at gøre det i den her sag, fordi der er nogle væsentlige ting, vi meget gerne vil have afdækket, nemlig om rummeligheden i de ordinære ungdomsuddannelser, som vi har i dag, ikke er god nok, og hvad vi kan gøre for at skabe bedre rammer der i første omgang.
     Så vil vi gerne have afdækket gruppen af andre unge med særlige behov, det vil vi bruge udvalgsarbejdet til. Og så er finansieringen trods alt et væsentligt element, som vi også gerne vil have belyst, inden vi tilkendegiver vores endelige stillingtagen.

Nu er det altid en fordel at læse selve teksten, ud over overskriften. Det, det drejer sig om, er »at sikre, at udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov, der på grund af deres handicap ikke kan gennemgå det traditionelle ungdomsuddannelsessystem ...«.
     Det var den gruppe, vi talte om i Uddannelsesudvalget, da vi lavede kommunalreformen, og det er den gruppe, der er i centrum for det her beslutningsforslag. Dansk Folkeparti har bare udvidet det, så det ikke bare gælder udviklingshæmmede, men også unge med andre behov, unge, der ikke kan sidestilles med udviklingshæmmede, men som har handicap, der ligner på den ene eller den anden måde.
     Det vil sige, at det intet har at gøre med det ordinære ungdomsuddannelsessystem. Der er ikke i hele landet et tilbud til dem.
     Så er fru Carina Christensen ikke enig med os alle sammen om, at disse unge også skal have et ungdomsuddannelsestilbud?

rina Christensen (KF): Jeg forholder mig helt klart til teksten, altså at det er nogle unge mennesker, der på grund af deres handicap ikke kan gennemgå det traditionelle ungdomsuddannelsesforløb, og der stiller jeg mig selv spørgsmålet: Hvorfor kan de ikke det? Hvis de her unge mennesker allerhelst vil gå på gymnasiet sammen med alle deres kammerater i den lokale by, de bor i, så synes jeg, at vores første opgave er at undersøge, hvorfor de ikke kan gå i de traditionelle ungdomsuddannelsestilbud. Det synes jeg er et væsentligt aspekt at brede ud her og få belyst inden udvalgsbehandlingen. Men jeg har sagt, at vi synes, det er et sympatisk forslag. Vi støtter også, at man skal have et retskrav, det har vi ikke noget imod. Jeg har holdt mange møder med organisationerne, og jeg ved, at det er et bredt ønske. Men vi synes, at det er væsentligt, at vi inddrager rummeligheden i det eksisterende, og at vi får afdækket, hvem målgruppen er for det her, og endelig: hvad det koster.

Den gruppe, det bl.a. handler om, er den gruppe, som får at vide af deres forældre, at når de fylder 18 år, er det en førtidspension. Det er den gruppe af unge, vi taler om, som ingen tilbud har, efter at de har forladt specialskolen. Det var det, vi fik at vide i Uddannelsesudvalget, da man lavede kommunalreformen; det er det, vi har fået at vide af de forskellige handicaporganisationer.
     Derfor synes jeg, at det er meget, meget vigtigt, at fru Carina Christensen er klar over, hvad det er for nogle folk, vi snakker om. Det er mennesker, hvor far og og mor må sige:
Der er intet, samfundet vil med dig, når du kommer ud af din specialskole med en uddannelse, som samfundet i øvrigt har brugt mange penge på skal gennemføres. For der er ingen tilbud, hvis man bor i Nordjyllands Amt eller Ringkøbing Amt eller Sønderjyllands Amt. Der er nogle amter, der har set på det her, Fyns Amt bl.a. Det er den gruppe, vi taler om.
     I vores beslutningsforslag, som vi trak tilbage, fordi der ikke skulle være diskussion om, hvilket forslag der skulle vedtages, har vi regnet ud, at det er 60 mio. kr. brutto. Dem, vi så skal trække fra, er alle de mennesker, som ikke lander på førtidspension, hvis vi kan give dem en mulighed for at komme ud på arbejdsmarkedet i en eller anden form for skånejob via den her ungdomsuddannelse.

Jeg er meget glad for, at vi nu har fået SF's bud på, hvem der nøjagtig er målgruppen her. Vi har også fået hr. Carsten Hansens bud på det, og jeg håber egentlig bare, at vi kan bruge udvalgsbehandlingen til at få belyst, hvad vi alle sammen mener, så vi er sikre på, at det er nøjagtig den samme målgruppe, vi taler om, og at det i hvert fald ikke er den store restgruppe på 20 pct.
     Men det er klart, at når man giver et retskrav, skal man være rimelig sikker på, hvem det er, man giver det til, og det er sådan set bare den enighed, vi efterlyser.

Jeg får sådan en lyst til at spørge fru Carina Christensen, der sidder i Fyns Amtsråd - som jeg selv har været en del af engang - og som også burde have viden på det her område:
Carina, er det korrekt, at de aktiviteter, som foregår ...

For god ordens skyld vil jeg sige, at vi skal bruge hr. eller fru og ikke direkte tiltale.

Jeg vil spørge fru Carina Christensen, om det er korrekt, at mange af de aktiviteter, som foregår på ASV'erne i Fyns Amt, er indtægtsdækkede, altså økonomisk neutrale. ASV'erne har nemlig formået at få den her aktivitet til at være udgiftsneutral. Kan Carina bekræfte det, jeg siger her?

Det vil fru Carina Christensen enten be- eller afkræfte.

Fru Carina Christensen skal forsøge at svare fru Tina Petersen, som var min gode kollega i det fynske amtsråd. Der havde fru Tina Petersen den fordel, at hun sad i uddannelsesudvalget, det har jeg ikke gjort. Jeg havde med forebyggelse at gøre i Fyns Amt.
     Jeg er meget overbevist om, at fru Tina Petersen har helt ret, når hun nu fortæller os andre, at det kunne finansieres via indtægtsdækket virksomhed, og derfor synes jeg også, det er meget relevant, at vi går ind og ser på det fynske eksempel, som også er fremhævet her. Det er da helt oplagt, at vi tager udgangspunkt i de gode resultater, som man har opnået på Fyn.

Der er ikke flere korte bemærkninger til den konservative ordfører, og vi går videre i ordførerrækken. Den næste er den radikale ordfører, fru Margrethe Vestager.

For Det Radikale Venstre og for rigtig, rigtig mange mennesker i Danmark er det her en god dag. Det kan blive en historisk dag, hvor Folketingets flertal træffer beslutninger, der gør det til en realitet, at de unge, som ikke kan gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse på grund af deres handicap eller andre særlige behov, faktisk får en rettighed, som gør, at de oplever, at de har lige muligheder.
     Det at have lige muligheder er et centralt karakteristikum ved et velfærdssamfund som vores, fordi det gør det muligt for den enkelte selv at være med til at tage ansvar for sit liv og for de muligheder, man har livet igennem.
     Den gruppe af unge, som det her forslag henvender sig til, er en gruppe af unge, der netop oplever, at der ikke er lige adgang til uddannelse. Hvis man ikke kan gennemføre en af de traditionelle ungdomsuddannelser, er man uden rettigheder.
     Jeg tror, at de fleste ordførere her kan genkende situationen, hvor unge i den her gruppe må spørge: Hvad skal jeg så, mor? når de andre har valgt gymnasiet eller handelsskolen eller erhvervsuddannelsen. De vil være elektrikere, og de vil være tømrere, og de vil være alt muligt mellem himmel og jord, men for den her gruppe af unge er spørgsmålet: Hvad skal jeg?
     De møder en lammende tavshed i øjeblikket, fordi det, der er sket, er, at det arbejde, som blev gjort godt i nogle amter og ujævnt i andre, i øjeblikket er blevet decentraliseret til den enkelte kommune. Derfor er det helt afgørende, at det her forslag vedtages, for det er godt med en rettighed i forhold til den enkeltes talent, ønsker og udgangspunkt.
     Vi taler om en helt speciel gruppe, og vi taler også om en gruppe, som der er gode erfaringer med at give tilbud, ikke kun på arbejdsmarkedet, men også når det gælder om at give livskompetencer, som gør, at det bliver muligt for en at mestre sin egen tilværelse.
     Det Radikale Venstre har længe forfulgt det mål, som vi forhåbentlig kan finde flertal for i dag, og vi vil naturligvis gerne være med til at finansiere det ved finanslovforhandlingerne i efteråret. Jeg tror, at det er klart for alle, også med de tidligere års erfaringer, at Det Radikale Venstre naturligvis indgår finanslovforlig der, hvor vi finder det hensigtsmæssigt, og hvor vi kan få indflydelse.
     Man skal selvfølgelig ikke glemme, at der faktisk har været gjort et godt og rosværdigt arbejde i nogle amter, og midlerne er der selvfølgelig stadig væk, selv om regeringen givetvis har været i gang med at tørre dem tyndt ud på de 98 kommuner.
     Senest har Det Radikale Venstre arbejdet for den her sag
i forbindelse med strukturforhandlingerne, og da hed det sig netop, at alle ungdomsuddannelser samles under staten. Det gælder bare ikke ungdomsuddannelserne for den her gruppe af unge, tværtimod.

For denne gruppe unge er der sket det stik modsatte, nemlig at det er overladt til kommunerne at finde ud af, hvilke tilbud de vil give unge i henhold til lov om specialundervisning for voksne.

     Der må man jo sige, at det at sikre kvalitet og ensartethed, hvis det er det, der er brug for, er meget vanskeligt, hvis det er 98 kommuner, der skal stå for det. Og derfor kan vi varmt støtte forslaget. Vi synes, det er en god dag og en stor dag, når vi er kommet dertil, at den her gruppe kan få besvaret spørgsmålet: Hvad skal jeg? med et fuldstændig klart svar: Også du har ret til 3 års uddannelse ud over grundskolen.

Det er såmænd ikke, fordi jeg er så uenig i fru Margrethe Vestagers tale, men det har vist sig, at de borgerlige partier jo er meget i tvivl, og vi kan sådan høre, at det økonomiske kommer før det holdningsmæssige. Vi er sådan ovre
i »Holdningsløse Tidende«. Det, jeg vil spørge Det Radikale Venstre om, og jeg har sådan lige haft lejlighed til at vende det med Dansk Folkepartis repræsentant, er, om man kunne forestille sig, at Det Radikale Venstre sammen med flertallet indgik i, at vi lavede en betænkning, hvor vi præciserede det lidt yderligere. Det er lidt ærgerligt, for jeg synes egentlig, det står meget godt, men da regeringspartierne er så meget i tvivl om, hvad de i virkeligheden vil her, kunne vi for det første få præciseret, hvad vi mener med gruppen, og for det andet: Hvordan får vi det her bredt ud og i øvrigt pålagt regeringen at komme med et lovforslag i så god tid, at vi kan nå at behandle det i salen?

Jeg håber, at min tale har gjort det meget klart, at vi vil gøre det fornødne under udvalgsarbejdet for at sikre, at det, som står i beslutningsforslaget, bliver en realitet. Og så synes jeg, at der måske skal, hvad skal man sige, gives et vist rum til regeringspartiernes ordførere, fordi de er sat i den her situation af regeringen. Jeg oplever, at man faktisk fra de borgerlige ordføreres side forsøger at finde en position, hvor man kan støtte det, der er det indholdsmæssige
i forslaget, selv om man ikke har fået lov til at gøre det af regeringen. Derfor håber jeg også, at vi kan få en konstruktiv udvalgsbehandling, hvor vi kan komme tættere på, så vi taler os hen til hinanden i stedet for væk fra hinanden, for det synes jeg ville være meget uheldigt for de mennesker, det her vedrører.

Jeg er sådan set meget enig med Det Radikale Venstres ordfører i det spørgsmål, men jeg observerede sådan undervejs hos de borgerlige ordførere, at det meget var økonomiske spørgsmål. Det var knap så meget et spørgsmål om, hvad det drejer sig om, og man var meget i tvivl om målgruppen hos begge ordførere.
     Derfor kunne jeg godt forestille mig, at flertallet i Folketinget lavede et lille betænkningsbidrag, hvor vi sagde, at det er den målgruppe, der nu har været i de amter, der har givet et tilbud, bl.a. Fyns Amt, og at man tog afsæt i de erfaringer, der var der. Når man er i tvivl, skal man vejledes, og derfor synes jeg, det ville være rimeligt, at et flertal nu vejledte den borgerlige regering om det her.

Nu er det måske ikke op til os at vise en så altomfattende omsorg for regeringspartiernes ordførere. Altså et eller andet sted, må de også selv finde ud af, hvor de kan være, men jeg har tillid til, at Uddannelsesudvalgets formand, som jo er den konservative ordfører, og som vi har hørt en gang i dag, vil sørge for, at vi får en udvalgsbehandling, som er med til at sørge for, at vi kan skrive måske ikke kun en beretning, men endda en betænkning over forslaget, så det kan komme til afstemning i salen. Det vil betyde, at vi får et billede af det forslag, der gør det lysende klart også for de borgerlige ordførere, altså Venstres og De Konservatives ordførere, hvad det i givet fald vil være, man stemmer for.
     Jeg synes, at det her forslag er så principielt, at jeg sådan set ville være klar til at vedtage det nu med en tilkendegivelse af, at vi selvfølgelig vil være med til at finansiere det, for så kunne regeringen se at komme i gang med at skrive et lovforslag og afgrænse målgruppen. Men jeg har selvfølgelig stor respekt for, at Venstres og De Konservatives ordførere også ønsker, at Folketingets udvalg skal gøre sin del af arbejdet.

Man kan jo blive helt rørt over den omsorg, der bliver udvist over for Venstres ordfører i denne sammenhæng. Nu er det sådan, at det er Venstres folketingsgruppe, der i samarbejde med ordføreren skal træffe beslutning om, hvad ordføreren siger fra talerstolen.
     Men jeg lægger mærke til, at fru Margrethe Vestager lagde meget vægt på det principielle i den her sag, det helt afgørende og principielle i, at der er lige muligheder for alle unge i det danske samfund. Det er sjældent, jeg benytter mig af denne måske lidt ufine bemærkning, men efterhånden som årene er gået, siden fru Margrethe Vestager var minister, og når det nu har så helt afgørende principiel betydning også for Socialdemokraterne, kan det godt overraske, hvad der gør, at det er så specielt og principielt for de unge, der er unge
i dag, og ikke i nær samme grad var så principielt og afgørende for de unge, der var unge, da fru Margrethe Vestager var undervisningsminister i 1990'erne.

Det er sådan set også ærgerligt. Jeg har da også ærgret mig over mange gange, at vi ikke fik det gennemført, dengang jeg var minister. Der var en grund til, at det ikke blev til noget, og det var, at vi var i tvivl om, hvilke amters erfaringer vi skulle tage udgangspunkt i.
     Det, som bare har gjort, at situationen er blevet voldsomt forværret, er, at regeringen jo ikke har været til at hugge og stikke i, hvad angår at decentralisere ansvaret for de her unges uddannelse i 98 kommuner. Den skulle i stedet have gjort præcis det samme, som man har gjort for alle andre unge, nemlig sige, at ungdomsuddannelser er et statsligt anliggende med selvejende institutioner under staten og med en statslig regulering af, hvad der skal være det indholdsmæssige.
     Derfor har vi en ny situation. Men Det Radikale Venstre har arbejdet for det her, og ikke kun på min foranledning, bestemt ikke. Der er store dele af Det Radikale Venstres bagland, som også har arbejdet med de konkrete tilbud, som så har været givet rundtomkring i amterne, fordi man har oplevet, at det har været væsentligt at gøre det, og man har forsøgt at udfolde det der, hvor man havde anledning til det. Men i lyset af de ting, der foregår på uddannelsesområdet i øjeblikket, er der sandelig mange ting, jeg ville have ønsket, jeg havde gjort anderledes.

Der er således mange gode grunde til, at man ikke på det tidspunkt levede op til sine principper. Men fru Margrethe Vestager peger på, at en af grundene til, at man ikke tog fat om problemstillingen, da S og R var i regering, var, at man var lidt i tvivl om, hvilke amters erfaringer man skulle tage udgangspunkt i. Når nu Venstres ordfører, altså jeg selv, fra talerstolen i dag siger, at jeg og Venstre har behov for, at vi får afdækket helt nøjagtigt, hvilken målgruppe det er, der har brug for nogle særlige tiltag, hvilke tiltag der er mest virkningsfulde over for gruppen, vil fru Margrethe Vestager så ikke støtte Venstre i det synspunkt, at der er behov for en meget grundig bearbejdning af hele problemstillingen, så vi, når vi nu får et retskrav vedrørende de unge, kommer i en situation, hvor vi også sikrer det bedst mulige tilbud og ikke bare det bedst mulige eksisterende tilbud?

Nu er der det ved det, at vi er i den lykkelige situation, at der faktisk er gjort temmelig meget for at dokumentere de tilbud, der har været lavet i de forskellige amter. Derfor er det ikke et jomfrueligt land, det er ikke nyt. Der er fuldstændige, digre rapporter og tommetykke undersøgelser, som siger noget om, hvordan det her område faktisk ser ud.
     Derfor kan man ikke helt smyge sig ud af fornemmelsen af, at det er sådan lidt i omsvøbsdepartementets afdeling, at Venstre siger, at nu må vi vide noget, og vi ved ikke rigtig, hvem de er, og vi ved ikke rigtig, hvad de har brug for. Det, der er risikoen ved den strategi, er, at det gode bliver det bedstes værste fjende, og der går lang tid, før man kan komme videre med det.
     Det, som er problemet i øjeblikket, er, at i og med at man har decentraliseret det til det kommunale niveau, som er
98 kommuner, og de samtidig skal gøre alt det, der i regi af kommunalreformen skal gøres, risikerer man, at der er unge, som ikke får noget som helst, og at det, der faktisk er bygget op i øjeblikket, og som fungerer i amtsligt regi, forsvinder mellem fingrene på os. Det vil være rigtig, rigtig ærgerligt, at det, som har været velfungerende, og det, som har gjort, at vi dog har syntes, vi kunne leve med situationen, forsvinder og bliver til ingenting. Så er vi nemlig tilbage i en situation, hvor der ikke noget at bygge videre på, og det vil være rigtig ærgerligt.

Jeg synes, det er meget interessant, at den radikale ordfører, da hun var undervisningsminister, ikke helt havde fraveget sit princip, men virkelig havde arbejdet seriøst med det her. Jeg kunne så forstå, at grunden til, at man ikke brugte det flertal, man jo havde, og at man dermed godt kunne have indført det dengang, var, at man var i tvivl. Det kunne sikkert have reddet mange unge menneskers tilværelse, hvis de havde fået tilbuddet dengang, når det nu er så principielt vigtigt - hvad vi så også er enige om - så det er ærgerligt, at man ikke gjorde noget ved det.
     Jeg vil da gerne høre: Hvad var man i tvivl om dengang? Det kunne jo være, vi kunne drage nytte af de erfaringer, man gjorde sig, og den tvivl, man havde dengang. Hvad gik tvivlen ud på? Var det målguppen, man var i tvivl om, eller det havde man måske helt afklaret? Hvis man havde afklaret målgruppen, hvem var så målgruppen? Hvad gjorde amterne forkert? Var det, fordi man sådan set havde forskellige tilbud i amterne, og nogle gjorde det godt, og nogle gjorde det dårligt? Og var der forskellige fortolkninger?
     Det er sådan set det udredningsarbejde, vi siger det er helt, helt afgørende og nødvendigt vi nu får sat i gang, men fru Margrethe Vestager kan måske give os nogle af svarene?

Det tror jeg bestemt. Det, der bare er problemet, er, at vi ikke kan drage nytte af de overvejelser, vi gjorde os dengang, fordi man bl.a. ved konservativ foranstaltning har nedlagt amterne. Man har ikke engang regioner tilbage, der kan noget som helst på uddannelsesområdet - det er i hvert fald meget, meget begrænset.
     Det, som var det centrale i overvejelsen, var, hvordan man sørgede for, at adgangen til de her tilbud var den bedste. Vi kunne se, at der var amter, som faktisk gjorde det rigtig godt. Det gælder Fyns Amt, det gælder Nordjyllands Amt. Derfor kunne det have været mere hensigtsmæssigt at få amterne til at leve op til den samme høje standard i stedet for at løfte det ud og gøre det til et statsligt anliggende.

     Det er jo, fordi Det Radikale Venstre i modsætning til Det Konservative Folkeparti tror, at opgaverne løftes bedst muligt tæt på borgerne, men dog ikke tættere, at man stadig væk har en vis mængde at have med at gøre, sådan at man kan få en høj kvalitet. Der var amtsniveauet faktisk et rigtig godt niveau for at finde ud af, hvordan man kunne få løftet denne uddannelsesopgave.
     Nu har vi ikke amterne mere, tværtimod har regeringen decentraliseret denne opgaveløsning til et niveau, der er så lavt, at den gruppe unge her ikke kan forvente, at den enkelte kommune har viden eller volumen til at sørge for, at de får et tilbud af høj kvalitet. Derfor er hele problemstillingen aktualiseret på grund af nedlæggelsen af amterne.

Jeg kan stadig væk godt undre mig. Når det er en så principiel sag for fru Margrethe Vestager, virkelig en principiel sag af stor vigtighed og betydning, så undrer det mig bare, at man som radikal undervisningsminister ikke valgte at gribe ind over for de amter, der så ikke leverede en ordning, der var tilfredsstillende, hvad angår den her meget principielle og vigtige sag.
     Men med hensyn til målgruppen: Jeg er stadig væk lidt i tvivl om, hvad den radikale definition af målgruppen er, både hvad man tænkte dengang, og hvad man tænker nu. For jeg kan forstå, at man nu synes, man har fået så tilstrækkelige erfaringer, at man nu er klar til at kaste sig helt ud i projektet nærmest uden et udvalgsarbejde.
     Hvem er så målgruppen, og hvordan definerer man andre unge med særlige behov?

rgrethe Vestager (RV): Jeg forstår ikke helt, at den konservative ordfører er så famlende på området her. Det synes jeg faktisk er gådefuldt, specielt da ordføreren har været med til at vedtage lovgivningen om specialundervisning for voksne, som jo netop er den lovgivning, som har været gældende på det her område. Det vil sige, at for dem, for hvem det har været relevant at bruge den lovgivning, har man lavet uddannelsesforløb af den her type. Derfor kan man sige: Vi har en eksisterende lovgivning, der definerer målgruppen, og vi har også redskaber til det. Det, som er det meget store problem, er, at fra at have et antal amter, som dog var nogenlunde overskueligt, så får vi nu 98 kommuner, som skal forsøge at finde ud af, hvad i alverden de skal gøre ved det her område, som i den enkelte kommune vil være et lille område. Men hvad angår det principielle, så er det jo en hel grundlæggende forskel på Det Konservative Folkeparti og på Det Radikale Venstre, om man skal gribe ind med bål og brand og statslig regulering, hver gang, man får øje på noget, som ikke er hensigtsmæssigt, eller om man skal forsøge at finde andre veje til at sørge for, at man får et fælles og højere niveau. Det er en central forskel mellem Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre, at vi ikke ser med samme øjne på statslig regulering. Det, som er den meget store forskel mellem situationen dengang og situationen nu, er, at man har decentraliseret håndteringen af den her lovgivning til et niveau, hvor man ikke har skyggen af sikkerhed for, at det tilbud faktisk bliver givet, og at det bliver givet i en tilstrækkelig kvalitet. Det synes jeg er ærgerligt, fordi man havde muligheden, og man har direkte skrevet, at alle ungdomsuddannelser samles under staten. Der har man sendt et meget kedeligt signal om, at man åbenbart ikke regner med, at de unge, som ikke kan bruge de ordinære uddannelser, har brug for ungdomsuddannelse. Det er ærgerligt, for det er ellers det, som bliver sagt i alle festtaler og alle festsange: Alle har brug for uddannelse ud over grundskolen.

Og så er der ikke flere korte bemærkninger til den radikale ordfører. Vi går videre i ordførerrækken. Den næste ordfører er SF's ordfører, fru Anne Baastrup.

For SF har det været utrolig vigtigt at få sikret, at de unge handicappede fik en mulighed for at få en uddannelse. Da vi så kunne forstå på baglandet, at der var usikkerhed om, hvorvidt det sådan rent teknisk kunne lade sig gøre at have to beslutningsforslag til behandling her i salen, og vi så skulle finde ud af, hvad for et af dem, der skulle vedtages, trak vi vores tilbage, så der ikke er nogen diskussion. Vi bakker op om Dansk Folkepartis. Partipolitik skal ikke gå over hensynet til de handicappede. Det her er et projekt, det er så vigtigt, at det skal gennemføres. Vi har handicappede unge med en uddannelsesgrad, der er 16 pct. lavere, end den er for andre unge. Uddannelsesgraden for handicappede er lavere i Danmark end for tilsvarende grupper i bl.a. Sverige, Holland og England. Derfor skal vi have sat fokus på dette forslag. Forslaget aktualiseres på baggrund af kommunalreformen, hvor fru Margrethe Vestager tydeligt har gennemgået, hvad det var, der konkret skete i forløbet. Det, der så er det centrale, er: Hvordan kommer vi videre? Vi har haft en diskussion om, hvordan vi får afgrænset den her gruppe unge, det drejer sig om. Jeg tror ikke, at der er så mange, der har problemer med den afgrænsning længere. Kl. 18.30 Det er bl.a. LEV's pressemeddelelse, hvor de præciserer, at det er vigtigt, at disse ungdomsuddannelser forankres i staten og ikke i kommunerne, således at man godt kan indfortolke noget i forslaget. Det står ikke nogen steder, men bemærkningerne er beskrevet på en sådan måde, at man kan komme lidt i tvivl. Det skal vi i hvert fald lige have snakket om. Det, der er det helt centrale, er, at når de her tilbud skal laves, skal de være af en sådan karakter, at der er tilstrækkelig med unge, der har brug for uddannelsen, således at den enkelte lille kommune ikke skal stå med unge, der har brug for forskellige uddannelsestilbud, og hvor man så ikke kan give det rigtige på den rigtige måde. Det, vi også skal være opmærksomme på, er jo, at disse unge er unge, der har brug for nogle særlige uddannelsestilbud, for at de kan komme igennem og få en fremtid foran sig, hvor de får mulighed for ikke at være på overførselsindkomst, ikke at skulle mødes med en førtidspension, når de fylder 18. Det, vi kunne forestille os, at uddannelsen skal indeholde, er tre ting: For det første skal uddannelsen modne eleverne til selv at tage stilling til, hvad de gerne vil med hensyn til bolig, fritid og arbejde. Uddannelsen skal gøre de unge i stand til at klare livet så selvstændigt, at de i videst muligt omfang får opfyldt ønsker og drømme om det fremtidige voksenliv. For det andet skal uddannelsen indeholde noget om arbejdsmarkedsforhold, pligter og rettigheder på arbejdsmarkedet, mulighed for praktik osv. Uddannelsen skal være en forudsætning for arbejdet og vise, at arbejde er en væsentlig del af voksenidentiteten. Det tredje element, som er meget centralt, er uddannelsen i sig selv, som er identitetsdannende. Det er vigtigt, at det er undervisningen, der forbliver det primære mål med tilbuddet, og at det ikke udelukkende bliver indslusning af beskæftigelsesmæssig karakter. Det, vi så må se frem til, er faktisk et relativt stort arbejde i Uddannelsesudvalget i de kommende måneder, fordi der har været diskussion om, hvorvidt det her skal i salen igen. Det her skal i salen, og der skal trykkes på knapper. Vi skal ikke stå i en situation, hvor der er blevet lavet en beretning, som efterfølgende kan anfægtes. Her skiller vi simpelt hen fårene fra bukkene. De, der ikke vil være med til at gennemføre det her, men som har været med til at gennemføre en kommunalreform, har squeezet de her unge ud. Disse unge skal ikke stå på sidelinjen. Vi tager fat i regeringens målsætning om, at alle unge skal have en ungdomsuddannelse, så om 2½ måned trykker vi derfor på de grønne knapper, og jeg går ud fra, at det er hele Folketinget, der gør det.

Men jeg beder lige ordføreren blive stående lidt, inden der skal stemmes om 2½ måned. Det er hr. Carsten Hansen for en kort bemærkning.

Jeg er sådan set meget enig i fru Anne Baastrups sidste bemærkninger, og jeg vil også sige, at vi selvfølgelig skal have det til afstemning, fordi det er vigtigt at få den tilkendegivelse og ikke bare tage ministerens ord for pålydende, når man sådan var lidt loren, og hvad ved jeg.
     Men jeg tror, der er meget behov for, og fru Anne Baastrup nævnte det også i sin ordførertale, at vi ser på, hvad der kunne være af indhold i sådan en uddannelse, og hvordan den kunne være. Jeg tror, det er vigtigt, at vi ikke formulerer det for stramt, og der skal selvfølgelig være plads til, at regeringen kan arbejde med det, et folketingsflertal har vedtaget.
     Jeg har jo efterhånden hørt, at man er meget i tvivl og det ene og det det andet, og derfor tror jeg, det er vigtigt, vi måske i fællesskab udmønter det i en betænkning, hvor vi i et fælles betænkningsbidrag prøver at give lidt klare anvisninger, for man er åbenbart meget i tvivl. Fru Anne Baastrup var også i sin tale enig i det der med at tage afsæt
i det bedste, man har gjort i amterne, og dermed prøve at fylde lidt indhold på det og så i øvrigt give nogle anvisninger, således at man ikke farer fuldstændig galt i byen fra regeringens side.

Jeg synes da, vi skal tage en snak med de amter, der har gennemført det, og så se, hvordan de har lavet de konkrete formuleringer. Så putter vi dem ind.
     Jeg vil godt lige gøre opmærksom på, at selve teksten i beslutningsforslaget er præcis nok. Det drejer sig om udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov, der på grund af deres handicap ikke kan gennemgå den traditionelle ungdomsuddannelse. De skal have en lovfæstet ret. Jamen hvor svært kan det være?
     Det, det bare drejer sig om, er, at vi skal formulere det på baggrund af den viden, vi har, og det kan vi sagtens klare på 2½ måned. Ok ja, Fyns Amt sender det garanteret til os på mail i morgen.

Jeg er fuldstændig enig i, at vi har nogle fremragende erfaringer at tage afsæt i. Som fru Margrethe Vestager sagde, er det jo ikke analyser og erfaringer osv., vi mangler. Jeg tror, det er vigtigt, at vi præciserer det lidt, og at vi kommer med en betænkningsafgivelse om det her, og vi får den til afstemning i salen, for det er åbenbart det økonomiske argument, der vejer tungere end noget som helst andet hos de borgerlige partier. Det er jo brandærgerligt, når vi nu står over for en epokegørende vedtagelse, der giver dem, der aldrig har haft krav på en uddannelse, krav på en.

Jeg er helt sikker på, at vi kan få skrevet noget sammen, som for det første gør, at hele Folketinget står bag, og for det andet medfører, at det bliver gennemført med virkning fra 2007.

Det er mere et oplysende spørgsmål. Jeg kunne forstå, at SF havde fremsat et beslutningsforslag, som man så valgte at trække. Men fru Anne Baastrup refererede til SF's beslutningsforslag, og der havde man regnet sig frem til, at det her ville koste ca. 60 mio. kr. om året. Bare af ren nysgerrighed: Havde man så fundet en finansiering i det beslutningsforslag, for det har man jo ikke her?

Vi har en finanslovordfører, som har givet os lov til at komme med det forslag, og han finder finansieringen den dag, der er en minister, der vil snakke med ham. Vi har en lang række forslag: Vi har forslag, som regeringen vil synes er en god idé, og vi har forslag, regeringen overhovedet ikke vil være med til. Vi kan sagtens finde ud af det, det er vi vant til, det kan sagtens lade sig gøre.

Så er der ikke mere til ordføreren, og vi går videre i ordførerrækken.
     Den næste ordfører er Enhedslistens ordfører, fru Majbrit Berlau.

Som så mange andre, der har været oppe på denne her talerstol, vil jeg på Enhedslistens vegne sige, at det her er et fornuftigt forslag. Det er ikke kun et fornuftigt forslag, det er også et rigtig godt forslag - et forslag, som jeg mener et enigt Folketing burde stå bag.
     Vi står i 2006 i en situation, hvor der er mennesker, der i årevis ikke har haft mulighed for at tage en ungdomsuddannelse. Det er helt uacceptabelt, og derfor er et retskrav på ungdomsuddannelse for den her målgruppe, forslaget omhandler, helt centralt.
     I Enhedslisten går vi ind for lige muligheder for alle, og det gælder altså også de mennesker, som er udviklingshæmmede eller på anden vis har et handicap. De mennesker skal ikke hægtes af, blot fordi de er blevet 18 år og der ikke er et specialundervisningstilbud til dem længere. De mennesker skal have en mulighed for fortsat at være i uddannelsessystemet. De mennesker skal vi sikre kan få en uddannelse, ikke kun fordi det kan være med til at give dem det livsgrundlag, der gør, at de har et arbejde og dermed en indtægt, men også fordi det at have en uddannelse kvalificerer en til livet, det inspirerer en til at leve det liv, man gerne vil, og det giver en nogle nye tanker om bare at leve. Det er sådan set centralt, at alle mennesker får den mulighed. Vi så gerne, at retskravet dækkede alle unge mennesker i landet, dvs. de mennesker, som ikke har et handicap eller er udviklingshæmmede på en eller anden måde, men som blot ikke passer ind i det etablerede uddannelsessystem. De burde også have et retskrav på at få en alternativ uddannelsesform. Det har man jo så nedlagt, da man nedlagde den frie ungdomsuddannelse. Men det skal ikke forhindre Enhedslisten i at synes, at det her er helt centralt. Vi er meget glade for, at vi i hvert fald er et flertal
i Folketinget, der er blevet enige om, at det her forslag skal gennemføres. Jeg håber på, at både Venstre og De Konservative kommer med, når vi nu har været i Uddannelsesudvalget og har fået redegjort for nogle af de bekymringer, der har været lagt frem, og at vi bliver enige om, at retskravet også skal gælde den her målgruppe. Jeg er nu også sikker på, at vi lander der.

Tak til ordføreren. Så går vi til ordføreren for forslagsstillerne, fru Tina Petersen.

Det har været en rigtig interessant debat, vi har haft her i dag. Først vil jeg starte med at sige tak for al den ros, Dansk Folkeparti har fået som følge af vores forslag.
     Vi har behandlet beslutningsforslag nr. B 51 om et tilbud om ungdomsuddannelse til udviklingshæmmede unge og andre unge med et særligt behov. Som ordfører og forslagsstiller på dette forslag vil jeg gerne på vegne af Dansk Folkeparti sige, at beslutningsforslag nr. B 51 er et udtryk for, hvorledes Dansk Folkeparti ønsker, at et forslag som dette skal udarbejdes.
     At Dansk Folkeparti er socialt bevidst og vi er et midterparti, skal der ikke herske nogen tvivl om. At vi stiller store krav til os selv, til det arbejde, som vi laver, synes jeg B 51 giver et ganske godt indtryk af.

     Den 15. december 2005 sendte jeg på vegne af Dansk Folkeparti forslaget ud til høring hos de berørte parter og organisationer, og der er kommet høringssvar fra disse parter: De Samvirkende Invalideorganisationer, Dansk idræts Videnscenter, jobkonsulenter, Landsforeningen Autisme, Egmonthøjskolen, Landsforeningen LEV, Amtsrådsforeningen, amter m.v. og kommuner, ASV-skolerne, institutioner - private så vel som officielle - ja selv privatpersoner og pårørende har skrevet.
     Høringssvarene er helt entydige: Dansk Folkeparti har fremsat et forslag, som har været længe ventet. Det vil være til stor nytte og gavn for handicappede og dermed os alle.
     For mig giver dette en ubeskrivelig glæde og varme, som bare vidner om, hvor vigtigt det er for politikere, at der på dette område, når der fremsættes forslag, skal foreligge et virkelig gennemarbejdet materiale - et materiale, som ikke er opstået sådan hovsa, men på baggrund af mange års erfaringer og føling med området.
     Jeg vil hermed gerne takke alle, som enten har bidraget til eller hjulpet med i tilblivelsen af dette forslag, og ikke mindst vil jeg takke for alle de positive svar, jeg har modtaget fra de ovennævnte organisationer.
     Dansk Folkeparti opfordrer hermed regeringen til at fremsætte et lovforslag samt forbedre de administrative ændringer, som er nødvendige for at sikre, at udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov får et lovfæstet krav på en 3-årig ungdomsuddannelse efter endt grundskole, uanset hvor i landet de måtte bo.
     Dansk Folkeparti har med sit beslutningsforslag om en ungdomsuddannelse taget udgangspunkt i at ville sikre, at der skal være plads til alle uanset handicap, og at undervisningen skal kunne tilrettelægges individuelt efter den enkeltes færdigheder.
     Det er vigtigt at fokusere på, at mål og indhold i ungdomsuddannelserne svarer til hinanden, sådan at vi opnår relevante kompetencer til brug i den enkeltes ungdoms- og voksentilværelse. Målet må og skal være at give den enkelte mulighed for at mestre en livssituation efter endt undervisning.
     Dansk Folkeparti vil påpege over for regeringen, at regeringen i sit regeringsgrundlag i år 2005 selv har sat det mål, at en stadig større del af ungdommen skal gennemføre en ungdomsuddannelse.
     I disse år er procenten 78 for dem, der gennemfører ungdomsuddannelsen, og her har regeringen som mål i 2010 sat en procent på 85 og i 2015 en procent på 95. Når nu ønsket er, at unge skal gennemføre, og at målene er sat så højt, bør så ikke alle unge uanset handicap eller ej have dette tilbud? Dansk Folkeparti er af den helt klare holdning, at med en gennemførelsesprocent på 95 som mål burde det være en ret, at også dette gælder for unge med handicap. Dansk Folkeparti mener endvidere, at dette beslutningsforslag, som vi nu behandler, vil være med til at sikre unge 18-19-årige handicappede, at de også omfattes af den erhvervsuddannelsesgaranti, som regeringen vil give til alle andre unge. Det er vigtigt at fremhæve Fyns Amt, som i dag tilbyder ungdomsuddannelsen, og som ikke mindst er de førende, og de er altså nået længst på området. Fra at have udarbejdet en udviklingsplan med meget konkrete mål i 1992 og en yderligere opsummering i 2004, så står disse ASV-skoler på Fyn som dem, der er nået længst, og de har opnået ualmindelig gode resultater. Mange fynske unge udviklingshæmmede og andre har fået muligheden for at gennemføre en ungdomsuddannelse, og her er det vigtigt for mig at præcisere, at en del af disse aktiviteter på ASV-skolen har kunnet gennemføres som en indtægtsdækket aktivitet og har altså været udgiftsneutral. Endvidere har de unge på Fyn opnået kompetencer, der har gjort det muligt for dem efter endt uddannelse at opnå ansættelse i skånejob, eller de har på anden måde kunnet blive indsluset i et almindeligt arbejdsliv på en ordentlig og værdig måde. De stærkeste unge vil på dette grundlag kunne komme ud i et almindeligt job, og andre vil kunne komme i beskæftigelse på beskyttede arbejdspladser. Det, der kendetegner bl.a. de unge på Fyn, som har gennemgået denne ungdomsuddannelse, er, at de føler sig meget mere værdsat, mindre byrdefulde, og samtidig opbygger de værdifulde venskaber og får et mere normalt socialt liv end handicappede, som ikke har fået dette tilbud om en ungdomsuddannelse. Hele formålet med et lovfæstet undervisningstilbud er at give den enkelte mulighed for at tilegne sig disse kompetencer.

     Et andet aspekt ved de nuværende erfaringer er den store specialviden om undervisning af denne gruppe, som gennem årene er blevet oparbejdet. Den erfaring kan man få stor nytte af, når man indtænker den i den fremtidige udvikling af en ungdomsuddannelse.
     Fire amter har etableret et uddannelsesforløb, der i nogen grad kan sammenlignes. Forløbene i disse amter er forskellige i omfang og indhold, og de mangler i høj grad den klarhed og sammenhæng, som er kendetegnende for Fyns Amt, men lad mig slå fast, at alle erfaringer fra alle dele af landet som en naturlig del bør bruges positivt, når nu den fremtidige uddannelse på området skal planlægges.
     Problemet i dag er, at udviklingshæmmede og andre unge med et særligt behov ikke har et egentligt retskrav på en 3-årig ungdomsuddannelse. Lovgivningen, som den ser ud i dag, beskytter ikke den unge mod diskriminering i uddannelsesforløbet. Denne sikring mod diskriminering kan kun ske, hvis man sikrer dem et retskrav.
     I de andre nordiske lande eksisterer denne diskriminering af unge handicappede ikke, da unge med handicap i de andre nordiske lande er omfattet af et retskrav om, at alle unge har lige ret til en ungdomsuddannelse. Altså at alle, uanset eventuelt handicap, har samme ret.
     I forslaget har jeg nøje beskrevet den ret og det udgangspunkt, man har taget i Sverige. I Sverige er det sådan, at uddannelse er en ret for alle, og at samfundet, repræsenteret ved myndighederne, har en pligt til at stille uddannelsen til rådighed. De svenske erfaringer er meget positive, og som det står i forslaget, vil Dansk Folkeparti meget gerne tage initiativ til, at der indhentes yderligere materiale fra Sverige og de andre nordiske lande. De ønsker, vi har på det her vigtige forvaltningsområde
... nu har jeg næsten ikke mere tid, kan jeg se. Men jeg vil her til sidst sige, at det her har været et stort problem uafbrudt siden 1980, hvor Åndssvageforsorgen lagde det ud til amterne. Amterne har valgt forskellige måder at forholde sig på med hensyn til det her problem. Det kan vi alle sammen her
i dag være med til at ændre. Skiftende regeringer har ikke taget skridt til det; de har ikke taget skridt til, at sikre en lovgivning, der giver den her gruppe et lovfæstet krav på en ungdomsuddannelse. Derfor håber Dansk Folkeparti jo på, at alle vil arbejde for det og velvilligt deltage i den videre behandling af forslaget i udvalget.

Man kan tydelig mærke, at fru Tina Petersen har arbejdet meget med området og virkelig brænder for det.
     Der er jo ingen tvivl om, at Dansk Folkeparti og fru Tina Petersen har flertal for forslaget med de tilbagemeldinger, der er kommet nu, men det har jo undervejs vist sig, at nogle af ordførerne, især fra de borgerlige partier, har været lidt i tvivl. Derfor vil jeg spørge: Er det forståeligt for fru Tina Petersen, at der er tvivl om målgruppen? Jeg synes jo, det står ganske klart.
     Så skal jeg sige, at jeg har fået en enkelt henvendelse på baggrund af Dansk Folkepartis beslutningsforslag, som drejer sig om, at der er en gruppe, som i dag ikke er inde under amternes specialundervisningslov for voksne, men som alligevel modtager det, der hedder § 20, stk 2-undervisning i kommunerne. Og der er så nogle, der spørger, om de nu er omfattet af det, fordi de har været meget i tvivl om det. Jeg har sagt med baggrund i det, der står her, at selvfølgelig er de det. Men jeg vil godt have en tilkendegivelse fra forslagsstilleren om, at de også er med.

Jeg synes, mit forslag giver meget godt udtryk for det, når jeg skriver »andre unge med særlige behov« inden for den her gruppering. Så er det jo alle dem, som normalt glider ud. Det kan f.eks. være autister. Nu fremhæver jeg autister, fordi det er en af de grupper, der er røget ud, og hvor man virkelig har prøvet det af i Fyns Amt, og hvor det faktisk viser sig, at det er nogle af dem, man har fået de allerstørste og bedste resultater med ved at tage dem ind på den her måde.
     En anden ting er, at de ordførere, der er her i salen, jo kunne have hentet alle oplysningerne fra ASV'erne i Fyns Amt, også om økonomien, for at se på: Hvad er det for nogle grupper, vi snakker om, hvad er det for nogle specielle grupper, vi snakker om? Oplysningerne ligger der; det hele ligger der.
     Jeg håber, det var svar nok.

Jeg er glad for den tilkendegivelse, for jeg synes, det bliver lidt vigtigt i forhold til udvalgsarbejdet. For når der er nogle enkelte, der melder ind og siger, at de synes, det er et rigtig godt initiativ, men at der mangler noget, så er det rart for forslagsstillerne også at have det med.
     Fru Tina Petersen var selv inde på det der med erfaringer og opsamling af materiale, og jeg synes, det er vældig godt beskrevet i beslutningsforslaget. Men jeg tror, at vi i udvalgssammenhæng skal sætte lidt mere trumf på ved at sige, når vi afgiver betænkning - og jeg håber, at Dansk Folkeparti vil tage det til afstemning, og at vi får lavet en betænkning - at vi skal præcisere det en lille smule mere.
     Det synes jeg faktisk fru Tina Petersen var godt inde omkring, nemlig ved at sige, at vi baserer det på de erfaringer, der er i bl.a. Norge og Sverige, og samtidig indhenter vi materiale fra de amter i Danmark, hvor man har erfaringer med det. Jeg skal understrege, at jeg synes, der har været rigeligt; der er masser af erfaringsmateriale, og det er det, det skal hvile på, således at man ikke har den tvivl, som man åbenbart har hos regeringspartierne.

Jeg vil love hr. Carsten Hansen så meget, at vi tager den hele vejen. Og med hensyn til betænkningen synes jeg, vi skal sætte os ned bagefter og snakke sammen. Men det er klart, at Dansk Folkeparti selvfølgelig fremsætter sådan et beslutningsforslag for, at det skal gå hele vejen.

Jeg ville egentlig ikke have bedt om en kort bemærkning til Dansk Folkepartis ordfører - det, der er interessant her, er de øvrige partiers stillingtagen, for Dansk Folkeparti har jo klart markeret, hvordan de står i sagen, ved at fremsætte forslaget - men det, der får mig op af stolen, er, at fru Tina Petersen i et svar til hr. Carsten Hansen henviser til, at de borgerlige partier jo bare kunne have indhentet informationer; de står frit til rådighed m.v.
     Der vil jeg blot bede om, at fru Tina Petersen bekræfter, at den normale arbejdsgang her i Folketingssalen, uanset om det er regeringen, et parti eller enkelte folketingsmedlemmer, der fremsætter et forslag, er, at det står ethvert medlem frit for at tage en principiel stilling ved førstebehandlingen; ved andenbehandlingen tager man stilling til eventuelle ændringsforslag; ved tredjebehandlingen stemmer man. Der bør ligge en anerkendelse fra forslagsstillerne om, at når et sådant forslag fremsættes og gennemføres, forbeholder man partierne ret til at sætte sig grundigt ind i sagen, før de tager endelig stilling.

Til fru Tina Nedergaard vil jeg sige, at jeg faktisk synes, det her beslutningsforslag er veldokumenteret. Fik jeg stukket sådan et i hånden af en anden, er jeg sikker på, at det ville gøre mig så nysgerrig, at jeg indhentede de oplysninger, når jeg nu var ordfører. Og det er også ligesom det, jeg giver udtryk for med hensyn til den arbejdsgang, jeg har haft i forbindelse med det her.
     Det er selvfølgelig ikke noget, jeg kan kræve, at man indhenter de oplysninger, men jeg synes virkelig, det materiale henviser til så mange ting. Det henviser til, hvordan EU har forholdt sig, og hvordan man i Skandinavien forholder sig til det her spørgsmål. Det er helt nede i, hvad DSI har sagt igennem årene, hvordan afstemninger har været herinde osv. osv. Jeg synes faktisk, der er meget god argumentation i det, også med hensyn til det økonomiske aspekt.

Hermed sluttede forhandlingen, og forslaget overgik derefter til anden (sidste) behandling.

Afstemning

Anden næstformand (Poul Nødgaard):
Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Uddannelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.