Den næste sag på dagsordenen var:
6) Første behandling af beslutningsforslag nr. B 51:
Forslag til folketingsbeslutning om genindførelse af skolepraktik, tilskud til praktikpladser og forbedring af erhvervsskolernes præmieringsordning. Af Carsten Hansen (S) m.fl. (Fremsat 31/3 2005).

Forslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Forslaget går kort fortalt ud på, at den begrænsning af skolepraktikordningen, som blev aftalt mellem regeringspartierne, Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti
i november 2003, afskaffes igen. Og så vil forslagsstillerne desuden pålægge regeringen at fremsætte forslag om et generelt tilskud til praktikpladser, som er blevet oprettet fra og med den 1. maj 2004. Og endelig vil forslagsstillerne pålægge regeringen at gøre erhvervsskolernes præmieringsordning ved fremskaffelse af uddannelsesaftaler mere hensigtsmæssig og at forbedre skolernes mulighed for praktikpladsopsøgende virksomhed. Jeg er sikker på, at forslaget er velment. Synspunktet, som ligger bag forslaget, er ikke nyt. Der blev mildest talt ført valgkamp på sagen. Jeg tror, at ikke bare statsministeren, men også andre mindes den humoristiske skraldevogn, som kørte efter statsministeren i valgkampen, hvor skraldevognen skulle symbolisere, at regeringen ved at begrænse skolepraktikken smed de unge i en skraldespand. Det var jo morsomt og synligt, men det havde intet holdepunkt i virkeligheden. Sagen er jo, at mens der skete en begrænsning i skolepraktikken, så skete der en betydelig større stigning i antallet af rigtige praktikpladser, og ikke nok med det:
Stigningen skete især der, hvor man havde begrænset skolepraktikken. Hvorfor? Fordi skolepraktikken på disse områder er blevet misbrugt, sådan at man i stedet for at tage almindelige elever og lærlinge tog dem, der havde været i skolepraktik - et udpræget misbrug. Da det blev bremset, fik vi i stedet for en stigning i antallet af almindelige pladser. Det synes vi i regeringen er en succes.
     I 2004 er der indgået 1.800 flere praktikaftaler end i 2003, ja, det er faktisk første gang siden 1998, at der har kunnet konstateres en mærkbar og vedvarende stigning i antallet af aftaler. Den positive udvikling i 2004 er fortsat
i 2005. I de første 2 måneder er der blevet indgået yderligere 200 aftaler. Hvis man ganger det med seks, så er det 1.200 på årsbasis, og hvis man lægger det oven i de
1.800, så er vi altså oppe på en stigning på 3.000. Målet, som regeringen har sat, er jo, at der i 2006 skal være 3.000 pladser flere end i 2004. Så ikke blot er der en stigning, men det er også en stigning, der ser ud til opfylde de mål, der er sat. Derfor kan regeringen ikke anbefale genindførelse af skolepraktik. Skolepraktikken modvirker vekseluddannelsesprincippet, og den fører undertiden til blindgyder og giver i øvrigt de unge et urealistisk forhold til de muligheder, der er på arbejdsmarkedet. Vi ved jo alle sammen, at der er ganske få områder, hvor især unge af anden etnisk baggrund søger hen. Hvis vi der opretter flere skolepraktikpladser, så fører det jo ikke til andet end blindgyder, skuffelser, nederlag, hvorimod hvis vi
i stedet giver de unge et skub fra mekanikerområdet over til smedeområdet, fra tømrerområdet over til snedkerområdet og fra HK-området eller rettere sagt fra handel og kontor over til butik, så har de en chance for at få en rigtig plads. Og det er til gavn for integrationen, langt mere end skolepraktikken er.

     Med hensyn til generelle tilskud til virksomhederne har vi i regeringsgrundlaget skrevet, at vi gerne vil sikre en økonomisk tilskyndelse til de arbejdsgivere, der bidrager til at løse opgaven med at skaffe flere praktikpladser. Vi påtænker en ordning, som med et kontant beløb præmierer de virksomheder, der opretter ekstra praktikpladser, frem for en ordning, der giver et generelt tilskud.
     Jeg vil gerne understrege, at en sådan ordning selvfølgelig altid skal have et element af tilbagevirkende kraft, for ellers sætter man jo al virksomhed i stå, indtil ordningen træder i kraft. Jeg vil gerne forsikre ved denne lejlighed, at det er vi opmærksomme på.
     Den sidste del af forslaget tror jeg bygger på en misforståelse, for den ordning, man her vil ændre, er allerede ændret.

Tak til ministeren. Jeg giver ordet til den første ordfører, hr. Kurt Kirkegaard.

Regeringen har vendt den negative udvikling, der var i antallet af praktikpladser under SR-regeringen. Skolepraktikken er begrænset, og det er nu mere attraktivt at skabe rigtige praktikpladser for elever, skoler og virksomheder. Det er i alles interesse, at unge får rigtige praktikpladser i virksomheder.
     Skolepraktikken er den næstbedste løsning, som skal sikre alle, der ikke kan få virksomhedspraktik, en uddannelse. Derfor må skolepraktik aldrig blive mere attraktiv end virksomhedspraktik. Og i skolepraktik må der ikke uddannes folk til arbejdsløshed. Socialdemokraterne hævder, at uden skolepraktikken lades tusinder af unge i stikken, og at den såkaldte uddannelsesgaranti er væk. Det er forkert.
     Skolepraktikken på de danske erhvervsskoler har været et populært tilbud, som flere og flere har brugt, men tilbuddene giver problemer, for det er først her, hvor skolepraktikken benyttes, at nogle uddannelser frakobles arbejdsmarkedet. Antallet af praktikpladser påvirker nemlig ikke optaget, og resultatet har været, at der på mange områder uddannes til arbejdsløshed. Det gavner hverken de unge eller samfundet, hvis man holder eleverne i en flerårig skolepraktik, vel vidende at chancerne for job er små.
     Ikke nok med det, på mange områder giver skolepraktikken også arbejdsgiverne en forkert adfærd. Hvorfor skal en mindre virksomhed således investere i uddannelsen af unge, når den kan lade skolerne uddanne rigeligt med skolepraktikanter? Endelig er mange unge blevet tiltrukket af skolepraktikken, fordi der ikke har været en økonomisk tilskyndelse til at få rigtige praktikpladser. Endvidere er kravene til de unges fleksibilitet ikke blevet håndhævet tilstrækkeligt, derfor har det ikke været attraktivt at søge over i andre studieretninger eller geografiske områder, heller ikke selv om der har været ledige rigtige praktikpladser at få.
     Med fase II-aftalen om erhvervsskolerne skabes bedre økonomiske vilkår for skolerne og et mere fleksibelt system for både de unge og for virksomhederne. Samtidig nedsættes ydelserne for skolepraktikken til samme niveau som produktionsskolerne. Herved får eleverne et langt større incitament til at tage en praktikplads. Samtidig styrkes indsatsen for at skaffe praktikpladser betydeligt.
     Reformen har virket. I 2004 er der skabt over 1.800 praktikpladser mere end på samme tid i 2003. For første gang
i 6 år er udviklingen i antallet af praktikpladser positiv. Der er dog stadig unge, som ikke har fået praktikpladser inden for deres ønskede fag. Erhvervslivets efterspørgsel er en naturlig adgangsbegrænsning for erhvervsuddannelserne. Unge på mange videregående uddannelser oplever også adgangsbegrænsninger. Erhvervsskolerne skal derfor sørge for, at disse unge vejledes til beslægtede uddannelser eller praktikpladser i andre landsdele.

     En anden mulighed er de mange nye uddannelsestilbud, som bliver indført her fra årsskiftet. Fra den 1. januar 2005 er der blevet udbudt 28 nye erhvervsuddannelser, som er blevet til efter forslag fra arbejdsmarkedets parter. Det vil give nye uddannelsesmuligheder og dermed nye praktikpladser for de unge.
     Socialdemokraterne har trods de meget positive tal for antallet af praktikpladser igen og igen angrebet ændringerne af skolepraktikken. Partiet vil fastholde skolepraktikken for alle interesserede, uanset at det leder de unge til arbejdsløshed.
     Derudover vil forslagsstillerne indføre en ordning, så virksomhederne, der tager elever i praktik, får en økonomisk præmie, som betales af de virksomheder, der ikke har praktikanter. Men forslagsstillerne foreslår en ny skat til virksomhederne. Ordningen er uretfærdig, og den løser ikke problemet, men skaber mere administrativt bøvl. Venstre kan derfor ikke støtte dette beslutningsforslag.

Jeg beder ordføreren blive på talerstolen, der er flere, der har bedt om korte bemærkninger. Først er det hr. Carsten Hansen, værsgo.

Til hr. Kurt Kirkegaard vil jeg spørge: Hvad er det for håndværksfag, der uddanner til arbejdsløshed i forbindelse med skolepraktikken? Det er jo sådan, at man i hr. Kurt Kirkegaards eget fag, tømrerfaget, ikke kan registrere en forskel på, om man har gået i skolepraktik, eller man er gået den anden vej og har fået en praktikplads. Så hvad er det for en begrundelse, der gør, at man har afskaffet skolepraktikken her, hvor der er ganske mange unge mennesker, der gerne vil have sig en tømreruddannelse og ikke kan få det?
     Så vil jeg spørge: Nu bryster man sig af de her 1.800 flere skolepraktikpladser. Hvor mange af dem er restlæreaftaler, som er indgået, fordi eleverne er i skolepraktik? Er det ikke over halvdelen, eller kan vi få de rigtige tal frem? Jeg har dem liggende, men nu vil jeg høre, om hr. Kurt Kirkegaard kan dem. For det er jo en konsekvens af, at vi i dag har skolepraktik og restlæreaftaler.

Hvis jeg til forslagsstillerne skal svare på det sidste først, så vil jeg sige, at det jo i princippet er ligegyldigt, hvor det er, om det er i forløbet fra en skolepraktik, eller det er en rigtig læreplads.
     Det, det drejer sig om, er, at de unge mennesker er gået ud i en virksomhed og har fået sig en rigtig læreplads, og det er jo det, der tæller. Brancherne rundtomkring har jo virkelig taget godt imod, at der nu skal sættes fokus på rigtige lærepladser i stedet for. Det viser tallene tydeligt.
     Hvis jeg skal tage udgangspunkt i min egen virksomhed, som der refereres til, så vil jeg gerne sige, at for at få rigtige lærlinge ind i min virksomhed - eller ind i virksomhederne, det må vi holde os til - så er det væsentlige, at vi har de der praktiske indgange til vores virksomheder, for kun på den måde giver vi samtidig vores unge mennesker en arbejdspladskultur. Det er nogle af de ting, som man ikke kan opbygge i skolerne rundtomkring. Vel ved jeg, at man får en god undervisning, men man får ikke den sidste ting med omkring arbejdspladspraktikken, som er så vigtig.

To spørgsmål og to svar, der ikke besvarede det, der blev spurgt om. Det er sådan set meget godt gået.
     Det ene, jeg spurgte om, var: Hvad er arbejdsløshedsprocenten for dem, der går i skolepraktik som tømrere? Den er nøjagtig lige så stor eller lige så lille, som den er for dem, der er udlært i hr. Kurt Kirkegaards virksomhed. Det må hr. Kurt Kirkegaard da erkende er fakta.
     Det andet, jeg spurgte om, var: Hvor mange skolepraktikpladser er i virkeligheden en konsekvens af, at vi i dag endnu har skolepraktik på tømreruddannelsen og de fleste håndværksfag? For den er jo ikke helt forsvundet. Den er der jo for de elever, der er i gang. Det er faktisk over halvdelen af de 1.800 pladser. De vil jo forsvinde, når skolepraktikken forsvinder. Hvad vil man så gøre?
     Og hvad med målsætningen? Hvordan synes man selv i Venstre, det går? 3.000 flere pladser, og hvad har man skaffet? 900 ekstraordinære pladser, og det er jo en ekstraordinær indsats, der er gjort nu. Der er faktisk 24 pct., der ikke får en kompetencegivende uddannelse, i modsætning til en 17-18 pct., da vi havde regeringsmagten. Hvordan synes man, det går?

Jeg vil gerne sige til hr. Carsten Hansen: Vi synes i Venstre, det går rigtig godt. Vi ved, at vi har ca. 1.800 ekstra lærlingepladser i år 2004. Vi har nu allerede for januar og februar måned registreret, at der er 200 ekstra praktikpladser i indeværende år, så vi synes faktisk, det går rigtig godt.
     Derudover vil jeg gerne sige, at når vi ser på statistikkerne, så viser det sig, at arbejdsløshedsprocenten for dem, som er gået praktikvejen, ligger på over 30 pct. For dem, som er gået virksomhedsvejen, er den nede på 17,5 pct. Så vi synes faktisk i Venstre, at det går helt godt.

Jeg vil godt følge op på hr. Carsten Hansens spørgsmål, for hvis man tager et andet fag, elektrikerfaget, så har man der gjort sig den ulejlighed at undersøge, hvad der egentlig sker på det område. De kan for det første konstatere, at de, der kommer fra skolepraktik, og de, der kommer fra almindelig praktik, har præcis samme arbejdsløshed. Den er ikke særlig høj; der er brug for dem. Der er ikke nogen forskel. Og jeg må jo sige, at Venstres ordfører i sin ordførertale sagde, at der var en forskel. Den findes i hvert fald ikke inden for elektrikerfaget. Jeg ved ikke, hvad det er for nogle fag, man tænker på.
     En anden erfaring fra elektrikerfaget er, at installatørerne i vid udstrækning gør brug af, at de har restlærepladser, det vil sige at skolepraktikken overtager i et vist stykke tid og laver så den færdige uddannelse. Er det ikke en måde? Kan de her folk ikke komme ud med en elektrikeruddannelse, der er baseret på, at de starter i skolepraktik?

Jeg vil gerne sige til spørgeren, at det lige netop er det, som vi i Venstre har sat os op imod, nemlig at virksomhederne har fået en forkert adfærd i forbindelse med uddannelse af vores lærlinge i håndværksfagene og erhvervsfagene, hvor man går ind og benytter sig af den skolepraktik og faktisk lukrerer på, at det offentlige investerer mange penge i vores unge mennesker, inden de kommer ud i virksomhederne, og så starter man reelt forfra i mange sammenhænge. Det er den uhensigtsmæssige adfærd, vi gerne vil dæmme op for, sådan at vi får en hurtigere gennemgang og får de unge hurtigere uddannet, så vi kan få dem ud at producere noget i stedet for.

Jeg er slet ikke uenig i, at der kan være tale om uhensigtsmæssig adfærd. Der er bare det problem, at med den indstilling, som Venstres ordfører har, så vil den uhensigtsmæssige adfærd fra installatørernes side gå ud over dem, som har behov for og har lyst til at få sig en elektrikeruddannelse, for de får ikke den uddannelse.
     Noget andet er så: Hvad gør vi så ved den uhensigtsmæssige adfærd? Det her forslag indeholder jo også et forslag om, at det bedre skal kunne betale sig at få oprettet praktikpladser. Det skal ikke være så stor en omkostning for f.eks. de små installatørvirksomheder at have de her praktikpladser. Så det er også med til at øge incitamentet for, at man kan få rigtige praktikpladser også til elektrikerlærlinge.

Til hr. Arbo-Bæhr vil jeg gerne sige, at med hensyn til at få en elektrikeruddannelse er jeg helt sikker på, at i det øjeblik, vi har tilpasset vores erhvervsuddannelser til virksomhederne, så finder vi niveauet. Tallene for det, der er sket i 2004, og det, der er i gang med at ske i 2005, viser jo også, at tingene nivellerer sig. Brancherne har selvfølgelig brug for at uddanne vores unge mennesker, det har man jo igennem mange år haft som baggrund for erhvervsuddannelserne.
     Det synes jeg er der, hvor vi gerne som parti vil være med til at rette op på det danske samfund og få mere fokus på forholdet mellem et uddannelsessted og et ungt menneske, som har lyst til at få den uddannelse, vedkommende er i, sådan at man ikke har fokus på skolen, men har fokus på samarbejdet mellem eleven og virksomheden. Og der ser vi nogle gode muligheder i det nye tiltag, som vi har lagt frem her.

Tak til ordføreren. Jeg giver ordet til den næste ordfører, fru Louise Frevert.

Det har jo været ventet, at Socialdemokraterne ville komme med et forslag som dette, men jeg mener, at det faktisk er passé at fremsætte et beslutningsforslag som dette, idet Socialdemokraterne jo ved, at regeringen og Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti har indgået en aftale af 5. november 2003, og det er Dansk Folkepartis faste overbevisning, at vi stadig er på rette kurs.
     Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi ønskede at være med i den aftale, fordi vi ikke mente, at skolepraktikken egentlig fungerede optimalt, eller sagt på en anden måde: at skolepraktikken ikke skulle være et hvilested, en ventesal, hvor unge mennesker kunne få en uddannelse, som de i virkeligheden ikke kunne bruge ude i det virkelige liv.
     Det ser ud til, at det kommer til at fungere på sigt. Der er allerede nu indgået 1.800 flere praktikaftaler end i 2003. Det er første gang i 6 år, at der er en stigning, og det må siges at være en stigning, der kan mærkes også i forhold til, at det på det tidspunkt var Socialdemokraterne, der sad ved roret i Danmark.

     Jeg vil dog sige, at det er utrolig positivt og sympatisk, at der kommer et sådant forslag, for at vi kan tage diskussionen endnu en gang og få præciseret, at forligspartierne er på rette kurs. Men jeg mener også, at mange af de forslag, som Socialdemokraterne kommer med her i dag, er der egentlig taget højde for på sigt i de aftaler, som de fire partier har indgået, eller der vil i nærmeste fremtid blive taget højde for dem.
     Vi ved også godt, at vi ikke fra den ene dag til den anden får arbejdsgiverne til at træde i karakter, men de har da opdaget, at hvis de selv ønsker at have en kvalificeret arbejdskraft ude i erhvervslivet og på arbejdspladserne, så må de også selv være med til at trække læsset, det vil sige tage elever ind og være med til at præge det uddannelsesbillede, som skal være grobunden for Danmarks fremtid.
     Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at i efteråret fremsatte Dansk Folkeparti en idé om, at vi gerne ville indføre mesterlæren på en eller anden måde. Den er nu blevet adopteret af regeringen, og som jeg plejer at sige, er det jo egentlig ligegyldigt, hvem der er ophavsmanden, bare tingene bliver realiseret. Vi er meget indstillet på at se på, hvordan man kan praktisere en nytænkning af den gamle mesterlære, for man skal selvfølgelig ikke gå tilbage og adoptere en model, der er blevet skrottet, fordi den ikke var
i trit med virkeligheden. Derfor venter vi på, at regeringen kommer med et udspil. Vi er kommet med ideen, og vi slutter op om, at der skal være en mulighed for unge mennesker, der hurtigere vil i gang med en praktisk uddannelse, selv om de ikke har en boglighed, der svarer til det niveau, som man kunne forvente. Det er ikke ensbetydende med, at det ikke kan komme, og det er heller ikke ensbetydende med, at man skal slække på kravene. Tværtimod skal der stilles andre og nye krav, og man skal tænke på, at der skal være en alsidighed og en fleksibilitet i uddannelserne, der simpelt hen kan tilgodese alle. Vi er derfor fulde af fortrøstning som helhed og ønsker at fortsætte i en konstruktiv ånd og håber da også med de nye tiltag, at Socialdemokraterne vil slutte op om de gode initiativer og eventuelt være med i fremtidige aftaler på det erhvervsuddannelsesmæssige område. Som sagt mener Dansk Folkeparti, at der er mange sympatiske tanker fra Socialdemokraternes side, når det gælder erhvervsuddannelserne, men vi kan desværre ikke støtte forslaget, da vi mener, at de aftaler og initiativer, som vi har med de tre andre partier i Folketinget, er den rette vej og den rette løsning for fremtidens erhvervsuddannelser.

Jeg skal takke fru Louise Frevert for de pæne bemærkninger om vores intentioner. Det er da i hvert fald altid en begyndelse.
     Man går ned fra ca. 5.000 skolepraktikpladser til 1.200, og det er sådan ungefær i runde tal 80 pct. af de uddannelsespladser, der ellers er for dem, som ikke kan skaffe sig en praktikplads. Vi er enige om, at en rigtig praktikplads er det bedste, men vil Dansk Folkeparti på sigt være med til at garantere, at hvis man kan bestå og gennemføre en elektrikeruddannelse eller en smedeuddannelse, så har man også garanti for, at man kan få den?
     For vi har jo set, at andelen af unge, der vil tage en kompetencegivende uddannelse, i øjeblikket stiger urovækkende hurtigt: Vi er oppe på 23-24 pct. fra en 17-18 pct. på 3 år, så det har jo en effekt, det man gør. Men vil Dansk Folkeparti være med til at give en garanti for, at hvis man kan bestå en uddannelse på de områder, så kan man også få den?

Hr. Carsten Hansen ved jo godt, at der ikke er en anderledes uddannelsesgaranti nu, end der var i Socialdemokratiets regeringstid, så selvfølgelig er der da den samme form for uddannelsesgaranti nu, som der var tidligere, den er der ikke forandret i. Og den kan man jo så tolke, som man vil, må jeg sige til hr. Carsten Hansen.
     Så kan hr. Carsten Hansen tage mine ord for pålydende, som jeg siger det her, men det er fuldstændig den samme - og det har vi diskuteret også til ordførermøder - form for uddannelsesgaranti, som var før, der er på nuværende tidspunkt.
     Jeg vil godt lige pointere en ting, og det er, at vi selvfølgelig er med i denne aftale sammen med Det Radikale Venstre, fordi det er vores fulde, faste overbevisning, at vi går den rette vej, og det ser sandelig også ud, som om det faktisk gør det.

Fru Louise Frevert må vel ligesom Venstres ordfører medgive, at en stor del af de pladser, der er skaffet, er skaffet som restlæreaftaler. Det er sådan set godt nok, men det er jo ikke en konsekvens af, at der er kommet ekstra mange nye pladser. Det er bare, fordi man har skolepraktikken, og den forsvinder jo. Det er over halvdelen af de 1.800 pladser.
     Hvad vil man gøre, hvis man ikke når målsætningen på de
3.000 ekstra pladser, som i øvrigt er alt for lidt i forhold til alle dem, der forsvinder? Vil fru Louise Frevert og Dansk Folkeparti være med til at sige: Så giver vi en garanti på en anden måde? Man fjerner jo 80 pct. af alle skolepraktikpladserne nu, hvis man ikke når det resultat, man har sat sig, de målsætninger, man har sat sig. Hvad vil man så gøre fra Dansk Folkepartis side? Vil man være med til at garantere, at elektrikeren, at tømreren, at smeden kan få lov til at gennemføre deres uddannelse frem for at gå på kontanthjælp?

Jeg synes ikke, det er så svært. Det er i hvert fald meget, meget, meget vanskeligt for mig at se problemet, fordi denne skolepraktik, som Socialdemokraterne klamrer sig fast til, har ikke fungeret som en optimal form for ordning. Det har den jo ikke.
     Det har kastet en masse mennesker ud i arbejdsløshed, og det har været en form for ventestation. Man har ikke kunnet bruge meget af den uddannelse, man fik under skolepraktikken. Så det passer ikke, må jeg sige til hr. Carsten Hansen. Vi har jo også været med til at lave en masse nye tiltag. Det er derfor, vi er med i aftalen.
     Selvfølgelig er vi på rette kurs. Alene det med de 1.800 nye aftaler, uddannelsesaftaler og praktikpladser synes jeg da er et skridt i den rigtige retning. Det er bedre, end det nogen sinde har været, også under Socialdemokraternes regime. Jo, det må jeg nok sige, det har været. Vi er jo på den rette kurs, ellers havde vi ikke været med til det her.

Jeg vil tage tråden op, hvor hr. Carsten Hansen slap. Fru Louise Frevert siger i sit oplæg, at man fra Dansk Folketpartis side meget prioriterer at sikre, at de her folk får muligheden for at få en praktikplads i nogle rigtige virksomheder, som kan skabe en rigtig uddannelse. Det synes vi i Enhedslisten lyder rigtig positivt. Det er noget af det vi gerne vil.
     Men vi kunne godt tænke os at vide, hvad det er for nogle tiltag, Dansk Folkeparti forestiller sig, der skal tages, når det nu er, man ikke har mulighed for at leve op til mål, som faktisk er blevet sat engang. Der går stadig væk mange unge mennesker rundt uden muligheden for at få en rigtig praktikplads. Hvad er det for nogle tiltag, der skal tages over for virksomhederne, for at vi sikrer, at de også stiller de praktikpladser til rådighed, som de selv i virkeligheden også er interesseret i at stille til rådighed for at kunne få den veluddannede arbejdskraft ud af det i sidste ende? Kunne man forestille sig krav til virksomhederne om, at når virksomhederne indgår kontrakter med det offentlige, så sikrede man, at virksomheden som en del af kontrakten lod indgå praktikpladser, så man sikrede, at kommunens unge havde mulighed for at komme i praktik?

Jeg synes i virkeligheden Venstres ordfører har svaret yderst fornuftigt på det her.
     Men jeg vil godt lige gå den anden vej, for det er jo ikke altid arbejdsgiverne, man skal have fat i. I det her tilfælde er det korrekt, at det er en del af det, og det er også det, som vi er ude på: De skal motiveres, de skal selv være med til at sætte dagsordenen for, hvad det er for nogle mennesker, de vil have ud, hvad det er for en arbejdskraft, de vil have ud, hvad det er for nogle uddannelser, de efterlyser. Så det er den vigtige del af det.
     Men vi har da været med til - og det er jo det, som forligspartierne har været med til - at lave en praktiktaxameterordning, som er steget fra 1.000 kr. til
3.200 kr. for hvert ungt menneske, der kommer ud i en uddannelsesplads. Så det er da virkelig dér, guleroden er for skolerne. Det må da være skolerne, der har den største mulighed for at kunne få dem ud i virksomhederne i stedet for den omvendte vej. Så man skal ikke altid have det sådan, at det er arbejdsgiverne, der alene stiller kravene, for det er da så sandelig skolernes forpligtelse at få de unge mennesker ud, og der har man gjort et meget, meget, meget fint arbejde netop også ved at lave taxameteret.

Så opfatter jeg det sådan, at det er en indirekte kritik af skolerne, at de praktikpladser ikke er blevet stillet til rådighed. Hvad har man så tænkt sig at gøre for at optimere skolernes muligheder for det? Er det via uddannelse, kurser eller på anden måde, eller er det praktikpladskonsulenter, der skal til for at skabe de praktikpladser? For virkeligheden er, at de ikke er der i øjeblikket.
     Hvad forestiller man sig så, der skal ske?

I den virkelige verden er vi på det rigtige spor. Alene de
1.800 uddannelsespladser beviser jo, at vi er på rette vej. Alene det, at man har givet skolerne en gulerod, er ikke noget med indirekte at klandre dem for, at de ikke er gode nok til at varetage deres funktion, tværtimod. Vi kan jo se, at de er gode nok til at få de unge mennesker ud i praktik, så det er lige nøjagtig den vej, man skal gå. Det er de korte uddannelser, som vi har etableret, det er EUD+. Der er så mange gode tiltag, der er sat i gang fra vores side i forligspartierne, sådan at man siger, at fase III kommer nu. Så må vi vente og se, hvordan det vil fungere. Jeg vil nok sige, at ministeriet og forligspartierne holder et vågent øje med, om nu målene bliver opfyldt. For når vi det mål med 3.000, så er der jo ikke ret lang tid tilbage, før vi får bægeret fyldt, og det vil sige, at så har vi nået det fulde mål, som vi ønsker. Det er nemlig at få så mange ud i erhvervet i praktikpladser som muligt. Det er jo det, der er hele øvelsen i det her. Det er netop, at de skal have rigtige pladser. De skal have rigtigt arbejde bagefter. De skal ikke bare sidde og vente et eller andet sted og så tro, at de ikke kommer i arbejde, som mange af dem har gjort før. Næh, de skal have rigtigt arbejde og rigtige uddannelsespladser. Det er vores intention, og det har været målet, og det tror jeg også jeg kan sige på de andre tre partiers vegne.

Ja, tak til fru Louise Frevert. Den næste ordfører er fru Carina Christensen.

I Det Konservative Folkeparti er vi meget enige med forslagsstillerne i, at erhvervsuddannelserne er særdeles vigtige for at sikre, at alle unge får mulighed for at få en uddannelse. Derfor er vi også tilfredse med, at det netop har stor prioritet hos regeringen at sikre, at alle unge, der ønsker det, skal have mulighed for at gennemføre en erhvervsuddannelse, og sikre, at der også er praktikpladser nok til de unge. Regeringens mål er, at det årlige antal praktikpladser i 2006 skal være 3.000 højere end i år 2004, og det går faktisk rigtig godt med at opfylde den målsætning. Sidste år blev der indgået godt 1.800 flere praktikpladsaftaler end i 2003, og det er faktisk første gang siden 1998, at udviklingen er gået
i sådan en positiv retning. Vi er altså rigtig godt på vej, som flere ordførere også har sagt det, og der er også god grund til at rose de mange virksomheder og skoler og faglige udvalg osv. for, at de har taget opgaven på sig med at skaffe praktikpladser til de unge. Men selv om vi overordnet set er enige i målet for det her beslutningsforslag, så er vi ikke enige i de midler, som forslagsstillerne vil tage i brug for at nå målet om flere praktikpladser. Det kommer nu nok heller ikke som den helt store overraskelse for forslagsstillerne, eftersom det jo er nogle genfremsættelser, vi drøfter her. Vi Konservative ønsker ikke at føre skolepraktikken tilbage til det niveau, den havde, før vi indgik fase II-aftalen med Dansk Folkeparti og De Radikale. Vi ønsker ikke at fastholde de unge mennesker i nogle uddannelser, hvor vi på forhånd ved, at det vil føre dem lukt ud i arbejdsløshed. Vi er også tilfredse med, at vi har strammet op på skolepraktikken og sikret, at virksomhederne ikke misbruger ordningen og først tager elever ind, efter de har været i skolepraktik i et stykke tid, for at hente en økonomisk gevinst. Vi ønsker heller ikke at genindføre et generelt tilskud til de virksomheder, der opretter praktikpladser. Vi syntes faktisk, det var helt fornuftigt af den tidligere regering netop selv at afskaffe den ordning. Vi vil dog gerne være med til at sikre en økonomisk gulerod i form af et kontant beløb til de virksomheder, der opretter ekstra praktikpladser, og derfor vil vi også støtte regeringens forslag, når det fremsættes her i Folketinget senere hen. Endelig ønsker vi heller ikke at ændre i erhvervsskolernes AER-finansierede præmieringsordning. Vi mener, at med det nuværende praktikpladstaxameter har skolerne et incitament til at sørge for, at eleverne også indgår praktikpladsaftaler, inden de kommer i skolepraktik, fordi skolerne bliver præmieret for alle de praktikaftaler, som både elever og virksomheder indgår. Vi mener altså ikke, der er grundlag for at ændre i den her tilskudsordning. Vi kan altså ikke støtte beslutningsforslaget, men vi er selvfølgelig meget enige i intentionerne bag.

Også her tak for de pæne ord omkring intentionerne. Jeg skal spørge fru Carina Christensen:
     Jeg talte med en elektrikerformand på Fyn forleden dag, der fortalte mig, at de er enige om i branchen, at hvis ikke man får uddannet flere elektrikere, så vil der ske det, at man om føje år kommer til at importere elektrikere for at kunne skaffe arbejdskraft nok til branchen. Det er det, man siger, og jeg kan se, at undervisningsministeren nikker. Hvad gør vi ved den situation, at arbejdsgiverne ikke vil tage flere elektrikere? Samtidig kan vi se, at i løbet af 3-4 år så står vi bl.a. på Fyn med et kæmpe problem med at skaffe nok elektrikere.
     Var det ikke en idé at give en garanti for, at de, som har kvalifikationerne og kan bestå det osv., kan få en garanti for at kunne gennemføre uddannelsen? Vi er helt enige om, at uddannelsesgaranti med praktikplads er det bedste. Men hvis ikke man kan komme videre, er det så ikke katastrofalt, bl.a. for mindre virksomheder, at man ikke kan få den kvalificerede arbejdskraft til at installere edb, elektronik osv.?

Jeg er helt enig i, at det er vigtigt, at vi får uddannet de elektrikere, der er brug for. Jeg deler sådan set også bekymringen for situationen, som den ser ud. Jeg mener bare ikke, at løsningen er at genindføre skolepraktikken eller ændre den præmieringsordning, der findes i forvejen.
     Jeg mener, at den aftale, der er indgået, altså fase II-aftalen, udlægger det helt rigtige spor. Vi skal lægge et massivt pres på virksomhederne, vi skal gå til skolerne og bede dem om at lave et massivt opsøgende arbejde. Det er allerede lykkedes så langt, at vi har fået skabt 1.800 ekstra praktikpladser sidste år, og hvis det går den vej, mener jeg, at vi kan opnå rigtig gode resultater.
     Det er klart, at her og nu ser det ikke godt ud for elektrikerne, men det er virksomhederne, der skal oprette de her praktikpladser, det er den vej, vi skal gå, det er hos dem, vi skal lægge presset. Vi skal ikke gå et skridt tilbage og oprette en skolepraktikordning, som ikke fører til noget.

Så fik jeg da i hvert fald et positivt tilsagn om, at man vil se på det, men jeg fik ikke noget svar på, hvad man vil gøre. Man vil ikke genindføre en garanti for udddannelsen. Man vil lægge pres på virksomhederne, men det sker der så åbenbart ikke nok ved inden for elektrikerfaget. Alle prognoser viser, at det vil blive et stort problem.
     Jeg spørger så mig selv: Er det bare den besparelse på den halve milliard kr., man har regnet ind - 484 mio. kr. står der i lovforslaget - som betyder noget for De Konservative i form af at kunne give skattelettelser til de rigeste? Eller betyder det noget at sikre, at vi som velfærdssamfund har håndværkere nok, der kan servicere industrien og sikre, at vi kan overleve som videnssamfund?
     Jeg vil spørge fru Carina Christensen: Hvad gør vi for at skaffe nok faguddannede håndværkere, når man har fjernet en del af uddannelsesgarantien og en del af den måde, vi sikrer, at der er håndværkere nok på? Er der slet ikke noget konservativt svar på det, eller må vi bare prøve at se det an og se, om vi kan lægge lidt pres på virksomhederne?

Vi har bestemt et svar på, hvordan vi sikrer, at de unge får en erhvervsuddannelse, og hvordan de også får en praktikplads. Det svar er den fase II-aftale, som regeringen har indgået sammen med Dansk Folkeparti og De Radikale. Det er den vej, vi skal gå i fremtiden, det mener vi er den rigtige vej. Det er ikke en vej, der indbefatter skolepraktik. Det skal være rigtige praktikpladser ude i virksomhederne. Sidste år lykkedes det os rent faktisk at skaffe 1.800 ekstra praktikpladser. Det er første gang siden 1998, at vi har set så positiv en udvikling på det her område. Vi har sat os et mål om, at der i 2006 skal være
3.000 ekstra praktikpladser, og det mål forventer vi at nå, så jeg mener, at vi har lagt det rigtige spor. Vi ser allerede de første gode resultater.

Jeg bed mærke i ordførerens udsagn om skolepraktik, som ikke fører til noget. Jeg har nævnt det tidligere, men jeg vil godt sige det igen: Det er jo faktisk sådan, at de mennesker, der kommer fra skolepraktik, kommer i arbejde på stort set samme niveau som dem, der kommer fra rigtige praktikpladser.
     Jeg kunne godt tænke mig at høre: Hvad betyder det, når man siger, at skolepraktik ikke fører til noget? Hvor er dokumentationen for, at skolepraktik ikke fører til noget?

Det er korrekt, at der er nogle uddannelser inden for skolepraktikken, hvor man godt kan gå ud bagefter og få sig et arbejde, eksempelvis på tømrerområdet, hvor der er en meget stor efterspørgsel.
     Men der er desværre også andre uddannelser inden for skolepraktikken, hvor man går lige lukt ud i arbejdsløshed. Jeg mener, at det er inden for kontorfagsområdet, at der har været meget stor arbejdsløshed for dem, der kommer ud efter skolepraktikken. Vi mener, at det rent faktisk er at gøre de unge mennesker en bjørnetjeneste at sige til dem, at de endelig skal gå i skolepraktik, når vi udmærket godt ved, at de ikke vil kunne få arbejde bagefter.
     Der synes vi, det er vigtigt, at vi arbejder massivt med virksomhederne og forklarer dem, at hvis de ønsker at have elever og ønsker at have kvalificeret arbejdskraft i deres virksomhed senere hen, så må de også selv påtage sig det ansvar, der hedder at give dem en rigtig praktikplads i stedet for en skolepraktikplads. Det er vigtigt for os, og det er den vej, vi ønsker at gå.

Jeg er fuldstændig enig i, at der forestår et enormt stort stykke arbejde med at ansvarliggøre arbejdsgiverne over for at oprette de praktikpladser, som er nødvendige.
     Så længe de ikke gør det, må man bare spørge: Hvem er det så, der skal være taberne? Er det de unge, som ikke kan få en praktikplads og før som nødløsning kunne få en skolepraktikplads, eller hvem skal være taberne? Skal disse unge stå uden en uddannelse, fordi vi ikke har et system, nemlig skolepraktikken, til at samle op inden for nogle af de her områder, hvor der er brug for udlært arbejdskraft i Danmark?

Jeg synes, det er meget forkert at sige, at virksomhederne ikke påtager sig det her ansvar. Tallene dokumenterer jo netop, at virksomhederne har forstået budskabet, og de har også påtaget sig denne her opgave. Sidste år blev der oprettet 1.800 flere praktikpladser.
     Det er en meget positiv udvikling, vi står i nu, den mest positive siden 1998. Vi har sat os det mål, at der i 2006 skal være oprettet 3.000 ekstra pladser, og alt tyder på, at vi når det mål. Så det er meget forkert at sige, at virksomhederne ikke tager det her seriøst og har påtaget sig den her opgave. De gør et stort stykke arbejde, og det mener jeg også at vi skal rose dem for.

Fru Carina Christensen indrømmede, tror jeg nok, at der for tømrere og elektrikere ikke er nogen problemer med at få arbejde, selv om man har taget en uddannelse i skolepraktikken.
     Hvad er så begrundelsen for, hvad er forklaringen på, at man fjerner skolepraktikken for den type af uddannelser, hvor vi dels mangler folk, dels er sikre på, at de kan få arbejde?

En væsentlig årsag har bl.a. været den, at man i nogle tømrervirksomheder sagtens har kunnet bruge praktikanter og godt har kunnet tage elever ind, men de har kunnet se en økonomisk gevinst ved at tage elever, der har været i skolepraktik. Det hul har vi ønsket at lukke og sige: Hvis der er reel basis for at have rigtige praktikanter, skal man have det. Så skal man ikke tage elever fra skolepraktikken, fordi der kan være en økonomisk fordel ved det.
     Jeg ved ikke, om SF ønsker at opretholde sådan et hul. Vi har i hvert fald ønsket at lukke det.

Forstår jeg det så ret, at man fjerner muligheden for, at vi kan få tilstrækkeligt med tømrere og elektrikere, fordi nogle arbejdsgivere har udnyttet systemet? I stedet for at gå efter de arbejdsgivere, som udnytter systemet, går man efter: 1) de unge, 2) at sikre, at der kommer for få tømrere og elektrikere ud i den anden ende.
     Hvad er logikken heri?

Vi går så sandelig ikke efter de unge, tværtimod så hjælper vi de unge. Vi mener, at det er forkert, at de virksomheder, som reelt har behov for at få praktikanter ind og har behov for den gode kvalificerede arbejdskraft bagefter, og som sagtens kunne tage en elev ind, spekulerer i det og i stedet for vælger at tage en elev fra skolepraktikken i stedet for.
     Derfor lukker vi ned for skolepraktikken og beder dem om at oprette nogle reelle, rigtige arbejdspladser til de unge, når de alligevel har brug for dem. Det mener vi er det helt rigtige at gøre, både for virksomhederne og så sandelig også for de unge. Jeg mener nemlig til stadighed, at det må være en større fordel for det unge menneske at være i rigtig praktik i en rigtig virksomhed frem for at være i skolepraktik. Så vi opnår faktisk to gode ting ved at lukke ned for skolepraktikken på tømrerområdet.

Den næste ordfører er fru Margrete Auken - nej, undskyld, fru Margrethe Vestager. Sådan er det, når der er spøgelser herinde.

Ja, jeg er ikke sikker på, at man kan pålægge formanden at give kvajebajere, men undskyldningen er accepteret.
     Vi vil først og fremmest gerne takke Socialdemokratiet for at sørge for, at der er en intensiv og god diskussion af hele erhvervsuddannelsesområdet. Det er helt afgørende, at der er politisk fokus på erhvervsuddannelserne, fordi vi jo desværre har haft en lidt uheldig, synes jeg, prioritering af arbejdet, så den politiske diskussion meget ofte kommer til at rette sig mod de studiekompetencegivende uddannelser i stedet for mod den halvdel af alle uddannelser, som de unge tager, nemlig erhvervsuddannelserne.
     Derfor er det meget vigtigt, at vi har den her type af drøftelser. Uanset om vi er enige eller uenige, er det med til at bringe området op i den politiske bevidsthed og dermed også øge fokus på det, der er målene for vores politiske indsats.
     Vi er ligesom Socialdemokratiet og forligspartierne på området meget optagede af velfungerende erhvervsuddannelser, og som Socialdemokratiet også ved, er det ikke nogen ny optagethed. Alene med »Reform 2000«, som vi gennemførte i fællesskab, og som skulle give de unge en bedre og bredere baggrund for det endelige valg, viste vi, at det at fortsætte reformprocessen i forhold til erhvervsuddannelserne er helt afgørende med henblik på at sørge for, at det er moderne og tidssvarende uddannelser.
     Det andet, vi har holdt fast i som helt afgørende i forhold til den politiske indsats, er vekseluddannelsesprincippet. Det har voldt os mange sorger hen over årene, bl.a. i forhold til brancher, som ikke havde forstået, at det var en integreret del af dansk uddannelseskultur og en integreret del af de forpligtelser, man havde som erhverv: Det gælder nogle af de nye erhverv,
f.eks. inden for it-området; det gælder de erhverv, hvor man måske har fået lagt det ret langt væk fra den almindelige bevidsthed, at man havde det ansvar; og det gælder de erhverv, som måske en lille smule gustent så til, at skolepraktikken aflærte de unge de værste unoder med henblik på at få mere modne og mere veluddannede unge ud i praktikken. Der er mange grunde, synes jeg, til at se på skolepraktikken. Nogle af dem har været nævnt i dag, men det er i hvert fald karakteristisk, at ingen af grundene gælder hele skolepraktikken. For nogle dele af skolepraktikken handler det om mangel på beskæftigelse; for andre dele af skolepraktikken handler det om erhvervenes uhensigtsmæssige brug af skolepraktikken som forberedelsesplads eller som aflastningsplads i forhold til egne interesser; og i forhold til andre dele igen af skolepraktikken gælder det også de moder eller de særlige tidsbundne interesser, der er i forbindelse med nogle uddannelser frem for andre.

     I hvert fald er det en afgørende ting på uddannelsesområdet - uanset om man taler erhvervsuddannelser eller andre uddannelser - at man kan få en uddannelse, selv om det ikke er givet, at man kan få, hvad man vil have. Det gælder ingen, der tager uddannelse i det danske uddannelsessystem. Derfor er det afgørende, at man faktisk har mulighed for uddannelser, og derfor er det også afgørende, at vi forfølger den målsætning, at virksomhederne uddanner i forhold til det faglige system. Når det er så afgørende, er det ikke kun, fordi det er en god og velkonsolideret uddannelsesform; det er også, fordi det kvalitativt bliver meget bedre og er en enkel og effektiv måde at sikre, at der er en sammenhæng mellem virksomhederne og uddannelsessystemet. Derfor vil vi insistere på, at det som den altdominerende hovedregel faktisk forholder sig sådan. Vi er så mere skeptiske over for de ideer, som fru Louise Frevert generøst overlod regeringen i form af mesterlære. For det første er der mange praktiske indgange i forhold til at få sig et fag eller en adgang til arbejdsmarkedet. For det andet tror vi, at det er en fuldstændig illusion, at man gennem et mesterlæreprincip kan nå det samme faglige niveau for en svend som via de ordinære erhvervsuddannelser. Derfor synes vi i meget vid udstrækning, at det signalerer romantik og en længsel efter andre dage, hvor det hele var enklere og det var nemmere at overskue uddannelsessystemet. Af samme grund finder vi det i og for sig beroligende, at regeringen ikke straks har indkaldt til drøftelser, men måske i stedet for må besinde sig på at sørge for, at vores nuværende uddannelser bliver så gode som overhovedet muligt frem for at opfinde nye fantasifulde ting, der ikke har nogen bund i virkeligheden. Sidst, men ikke mindst, synes vi, at det er helt afgørende - både som politisk parti og også via denne drøftelse - at der bliver vist meget store forventninger til ministeren, dels i forhold til aftalens virkeliggørelse, dels
i forhold til at holde øje med, om der skal foreslås andre tiltag i forhold til de eksisterende, så vi kan nå det mål, at unge kan få en erhvervsuddannelse, hvis det er det, de ønsker sig, inden for den faglige gruppe, der har deres hovedinteresse.

Først vil jeg godt takke fru Margrethe Vestager for de åbninger, der er, hvis man ikke når målsætningen. Jeg tror nemlig, at det er helt afgørende vigtigt, at vi i det videnssamfund, som vi jo skal være for at overleve, sikrer, at alle unge mennesker får en garanti.
     Det fører mig så til mit spørgsmål. Jeg ved, at De Radikale er meget optagede af og bruger meget tid på at sikre, at alle unge kan få en uddannelse - vi har jo fælles bestræbelser også i andre sammenhænge. Det drejer sig om unge, som ikke kan tage en erhvervsuddannelse på minimum 3 år, hvor der er garanti for at gennemføre en uddannelse - ikke her og nu, men man får det som garanti. Jeg vil spørge:
Hvordan harmonerer alle de mange halve eller korte uddannelser på 18 måneder med det? Hvordan harmonerer det med Det Radikale Venstres politik?
     Jeg ved jo fra gymnasieforhandlingerne, at De Radikale har været voldsomt optagede af det begreb, der hedder almen dannelse som en del af et uddannelseselement. Hvor meget almen dannelse kan man få på 18 måneder, når man bliver undervognsmekaniker?

I forhold til det sidste skal jeg ikke kunne sige, hvor meget almen dannelse man kan nå. En del af det afhænger jo netop også af elevens interesse for faget. Jo større interesse, jo mere kan man nå på selv kort tid. Det, som er meget afgørende for os i forhold til de nye korte uddannelser, er, at man stadig væk skal have en rettighed til det, der svarer til 3 års uddannelse efter grunduddannelsen. Vores beslutningsforslag, som endnu ikke har været behandlet i salen, går ud på, at alle unge skal have det som en rettighed. Deri ligger også, at man, hvis man som ung får en kortere uddannelse lige efter grundskolen eller i tilknytning til grundskolen, har en rettighed, som kan indløses senere uden en privatøkonomisk omkostning. Det er vores vurdering, at det sådan set er det mindste, man kan begå sig med i det moderne samfund, nemlig grundskole plus 3 års uddannelse, enten til studiekompetence eller til erhvervskompetence. Derfor er det også vores forventning, at mange af dem, der tager de meget korte uddannelser, vil vende tilbage til uddannelsessystemet efter deres forhåbentlige arbejdserfaring, fordi vi jo regner med, at det giver adgang til arbejdsmarkedet, og at man derigennem kan fortsætte en kvalificering, og at vi får taget hul på den livslange uddannelse.

Jeg glæder mig meget til at behandle De Radikales forslag om uddannelsesgaranti. Jeg tror, at vi her ligger meget på linje med hinanden. Men det jeg kunne spørge efter: Var det dog ikke bedre, at de unge mennesker fik en 3½-årig uddannelse, som i 1999 - fru Margrethe Vestager modtog jo selv prisen - var verdens bedste erhvervsuddannelse?
     Hvad var grunden til, at vi, ud over at der skulle spares ½ mia. kr., gik ned på de kortere uddannelser? Havde det ikke være bedre at fastholde et uddannelsespolitisk sigte og give alle, der selvfølgelig havde kvalifikationer til at opfylde uddannelserne, de uddannelser, der skulle til?

     Nu talte vi før om, at der faktisk kommer til at mangle elektrikere i løbet af nogle få år. Jeg ved, at fru Margrethe Vestager vil holde hr. Bertel Haarder, undervisningsministeren, op på det. Men det er ikke nok. Der står 11.000 unge mennesker og venter på at få en erhvervsuddannelse. Hvad gør vi? Hvordan sikrer vi, at de får nogle ordentlige uddannelser, de kan overleve på, og ikke kun nogle 1½-årige uddannelser uden almen dannelse?

Først og fremmest vil jeg sige, at det der med at spare penge på uddannelse ikke er et radikalt projekt. Vi har den formodning, at vi har været der i skøn forening og fællesskab, dengang vi havde regeringsansvar, så der sådan set ikke er noget at komme efter i form af løse midler, der bare venter på at blive samlet op. Derfor er besparelse ikke det, der er dagsordenen.
     Dagsordenen er jo at sørge for, at det, som blev belønnet som verdens bedste erhvervsuddannelser, bliver ved med at være det. Hvis man skal diskutere, hvem der bærer en del af ansvaret for, at vi ikke oplever uddannelserne som værende konfliktløse, fyldestgørende, tilstrækkelige i deres omfang, er det jo, at nogle virksomheder - synes vi - i for utilstrækkeligt omfang stiller sig til rådighed som uddannelsesplads.
     Det, som forekommer helt paradoksalt, er, at man kan se unge, som meget gerne - de er geografisk mobile, fagligt mobile, egnede, hvad ved jeg - vil have en praktikplads, og virksomheder, som siger, at de har brug for veluddannet arbejdskraft. At man så skal skyde en skolepraktik ind mellem de to parter forekommer os paradoksalt, i stedet for at de to kunne mødes: Den, der gerne vil have en uddannelse, og den, der har behov for den kvalificerede arbejdskraft.

En af de ting, som slet ikke har været fremme i hele den her debat om skolepraktikken, er, at vi desværre står i den situation, at rigtig, rigtig mange unge af anden etnisk herkomst har det meget, meget svært med at komme ud og få almindelige praktikpladser på grund af den almindelige diskrimination på arbejdsmarkedet.
     Det er jo en slet skjult hemmelighed, at skolepraktikken for mange af de her unge fungerede som et godt springbræt til at komme ind og rent faktisk få sig en erhvervsuddannelse, enten gennem et fuldt skolepraktikforløb eller via delaftaler
i forhold til at komme ud på en arbejdsplads og vise, hvad de duer til. Jeg kunne godt tænke mig at vide, om det ikke er et problem, som fru Margrethe Vestager også ser i dag og som et selvstændigt problem i forbindelse med afskaffelsen af skolepraktikken?

Jeg vil måske snarere sige, at det, som er et selvstændigt problem, er den diskrimination, som det også er mit indtryk finder sted på arbejdsmarkedet, og at der er barrierer for unge med indvandrerbaggrund, som i øvrigt har gjort fra toppen det, man bør gøre for at kunne komme dels i uddannelse, dels ind på arbejdsmarkedet, så de oplever at blive frastødt gang på gang.
     Spørgsmålet er, om man skal gå til ondets rod i forhold til at nedbryde de barrierer, eller om man skal sørge for, der altid er skolepraktik, så man kan bekræfte arbejdspladserne i, at de bare kan sige nej, fordi nogle andre tager sig af det, uanset at de unge er velkvalificerede.
     Jeg synes, at det ville være meget hensigtsmæssigt, hvis man kunne tage en drøftelse af, hvordan vi fremmer løsningen af det her problem. Ministeren har i anden sammenhæng gjort sig nogle erfaringer med hvordan og hvorledes, og hvad der kan lade sig gøre, og det vil vi da meget gerne tage op i forhold til, hvordan det kommer til at se ud, for det er, som hr. Jørgen Arbo-Bæhr ganske rigtigt siger, noget, vi er selvstændigt optaget af.

Som jeg også har sagt til nogle af de tidligere ordførere, er vi jo enige om, hvilke problemer der er. Vi er også enige om, at den bedste løsning er, at alle de unge, der vil, får mulighed for at få en rigtig praktikplads.
     Vi er også enige om, at vi skal gribe fat om ondets rod:
indirekte og direkte diskrimination på arbejdsmarkedet. Men så længe den er der, vil det jo være sådan, at de unge, som bliver diskrimineret på arbejdsmarkedet, ikke har den redningsplanke, der hedder, at de kan få en uddannelse gennem skolepraktik, hvilket de kunne før. Det synes jeg er et problem, hvor man ikke bare kan sige: Jamen vi må vente på, at solen står op i vest, eller hvad det er, vi må vente på, for det er et problem for de unge, der i dag står og mangler en praktikplads bagest i køen af de 11.000.

Så lang en lunte har vi nu ikke. Det er vel også et billede, der antyder, det er det samme, som at man er ligeglad med det, der er det indholdsmæssige på området.

     Når man ser nogle af de ting, som faktisk gør en forskel, hvilket bl.a. er at introducere de unge via anbefalinger personligt eller indirekte, har skolerne faktisk erfaring med mange ting, som gør en forskel, også i forhold til at få adgang til ordinære praktikpladser. Så vi må blive ved med at gå den vej og blive ved med at insistere på at nedbryde de konkrete fordomme i det konkrete møde mellem den, der vil lære noget, og den, der vil stille en læreplads til rådighed.
     Hvis skolepraktikken er til rådighed som en foranstaltning, der gør, at virksomhederne ikke behøver at tage det uddannelsesansvar, uanset om de gerne vil have de færdiguddannede, synes jeg, at der er noget galt med den grundlæggende uddannelsesmoral, man må forvente i forhold til at tage ansvar for uddannelserne, sådan som de fungerer.
     Jeg tror, at det er vigtigt, at man ser meget differentieret på det, fordi der også er forskel på unge med anden etnisk baggrund, dels i forhold til deres søgemønster, dels i forhold til den modtagelse henholdsvis afvisning, de møder, og så går det konkret efter der, hvor man oplever, at der er svigt.

Den næste ordfører er fru Anne Baastrup.

I sidste uge nedsatte statsministeren et globaliseringsråd. Globaliseringsproblemerne har jo været ganske fremhævet i og op til valgkampen, og svaret har som regel altid været, at vi skal sikre, at danskerne bliver uddannet, godt uddannet, kvalificeret uddannet. Det er uddannelse, uddannelse, uddannelse, der er svaret på de problemer, der opstår i forbindelse med globaliseringen, udflagningen af arbejdspladser osv. Så er det selvfølgelig noget beskæmmende, at 83 pct. af en ungdomsårgang fik en ungdomsuddannelse, da regeringen startede i 2001, mens det nu er 78 pct. af en ungdomsårgang, der kommer i en ungdomsuddannelse. Sådan som jeg har forstået regeringsgrundlaget, er regeringens mål, at vi i 2010 skal have 85 pct. af en ungdomsårgang, der skal have en ungdomsuddannelse. Man må sige, at det er et lidt sølle mål, regeringen stiller op, og et afgørende problem er også, at der på nuværende tidspunkt er 22 pct. af en ungdomsårgang, der ikke får en ungdomsuddannelse. Uddannelse skal være svaret på de globaliseringsproblemer, vi har, men det skal være kvalificeret uddannelse. Hvad har regeringens svar været? Det har været at halvere uddannelserne, så unge nu ikke længere har garanti for at få en uddannelse på 3 år, men kun på 1½ år. Sikrer det, at de unge får mulighed for god kontakt på arbejdsmarkedet, at de ikke lander i en arbejdssituation, hvor de kan risikere, at deres arbejdsplads bliver udflaget?
     I SF har vi det mål, at alle unge skal have ret til en ungdomsuddannelse, og vi vil også sikre, at der, når man starter på en ungdomsuddannelse, rent faktisk er garanti for at kunne fuldføre den. Derfor er det en kilde til undren, at vi nu står i en situation, hvor vi har en lang række uddannelser, der rent faktisk kan sikre, at de unge kan få et arbejde bagefter; vi står i en situation, hvor vi mangler arbejdskraft inden for bestemte fag. Ikke desto mindre har regeringens svar været at fjerne skolepraktikordningen. Som fru Margrethe Vestager jo ganske rigtigt sagde, er der nogle arbejdsgivere, der har brug for en uddannet arbejdskraft, og der er nogle unge, der gerne vil have en uddannelse. Så hvordan kombinerer vi det? Problemet i det system, der er lavet nu, hvor man fjerner skolepraktikken, er, at man enøjet går efter de unge i stedet for at gå efter arbejdsgiveren, så man kan sikre, at arbejdsgiveren rent faktisk stiller de praktikpladser til rådighed, som er nødvendige, for at arbejdsgiveren kan få den uddannede arbejdskraft. Vi støtter derfor det her beslutningsforslag, ingen tvivl om det. Vi synes også, at det er lidt interessant at se på debatten, der har været, siden aftalen blev indgået. Havde det været en gymnasieuddannelse, man havde smadret på den måde, hvor man sagde til unge, der startede i 1. g, at det ikke var sikkert, at de fik lov til at gennemføre deres uddannelse - det kan være, at vi beslutter os for, at du ikke får lov, at du kun får en halv gymnasieuddannelse - så tror jeg, at der havde været en højere grad af ramaskrig end den manglende debat, vi i virkeligheden har haft i forbindelse med det her angreb på de unge.

Jeg forstår det således, at SF mener, at det kunne være en fordel generelt at give praktikpladstilskud til virksomheder, som tager elever. Jeg må deraf udlede, at SF mener, at en af årsagerne til, at virksomhederne ikke tager tilstrækkeligt med elever, er, at lønnen for eleverne er blevet forhandlet for højt op.
     Jeg skal spørge fru Anne Baastrup, om løsningen så ikke var, at fru Anne Baastrup og andre gode kræfter i SF tog kontakt til fagbevægelsen og vurderede, om lønniveauet svarer til de kvalifikationer, som unge elever umiddelbart kan honorere.

Det helt afgørende er, at arbejdsgiverne kan se ud over deres egen næsetip, kan se, at det rent faktisk er nødvendigt, at de får en uddannet arbejdskraft. Hr. Carsten Hansen nævnte jo før problemerne inden for elektrikerområdet på Fyn, hvor formanden for brancheforeningen rent faktisk kan sige: Vi har ikke elektrikere nok på sigt, hvis det fortsætter på den her måde.
     Da så vi meget hellere, at arbejdsgiverne rent faktisk fik pisk og gulerod. Det er jo det, man nu gør over for de unge, altså giver dem pisk. Hvorfor ikke arbejdsgiveren? Det er den der beslutning om, at det er de unge, der skal piskes, jeg simpelt hen ikke fatter.

Jeg må konkludere, at det er sådan, at SF har en opfattelse af, at virksomhederne undlader at tage elever, fordi det forekommer dem at være for dyrt. Det er altså den danske model, at det er parterne, der forhandler lønningerne, herunder også elevlønningerne.
     Jeg skal spørge fru Anne Baastrup, om det ikke undrer fru Anne Baastrup, at det kan lykkes EUC MIDT i Viborg at skabe 70 pct. flere uddannelsesaftaler på et år som følge af regeringens politik, hvis ikke det er sådan, at de initiativer, vi har taget, er rigtige, og at det er hensigtsmæssigt, at skolerne har fået disse ekstra værktøjer, som vi har stillet til rådighed - altså 70 pct. flere uddannelseaftaler på et år, jf. metroXpress i dag.

Jeg er ikke opmærksom på, hvad der sker i Midtjylland. Jeg refererer til fru Carina Christensens beskrivelse af, hvorfor man besluttede at angribe tømrerlærlingene, hvorfor man besluttede, at man ikke kunne blive færdiguddannet tømrer. Det var, fordi der var nogle arbejdsgivere, der snød og udnyttede systemet. Jeg forstår ikke, hvorfor man så går efter de unge i stedet for at gå efter arbejdsgiveren.
     Hvorfor forhindrer man ikke, at arbejdsgiveren kan snyde og bedrage, hvis det, fru Carina Christensen sagde, var rigtigt? Det er det, jeg ikke fatter. Man vil simpelt hen kun gå efter de unge. Det har man besluttet sig for i stedet for at sikre, at arbejdsgiverne rent faktisk ikke udnytter systemet, at de ansætter de folk, de har brug for, når de skal have den færdiguddannede arbejdskraft.

Jeg vil gerne spørge fru Anne Baastrup om arbejdsmarkedsforhold. Nu har vi jo gennem mange år på det danske arbejdsmarked haft et godt samarbejde mellem uddannelser og erhverv. Hvor ser fru Anne Baastrup problemet
i at fortsætte den linje inden for både elektrikerbranchen og tømrerbranchen til fordel for vores unge mennesker, hvor de selv kan søge ud i virksomhederne kontra at søge ind på en skole?

Jeg vil indrømme, at jeg ikke forstod spørgsmålet. Hvis det var sådan, at der var mulighed for, at de unge kunne få en praktikplads, er jeg sikker på, at de vælger den praktikplads. Så undskyld, men den forstod jeg simpelt hen ikke.

Jeg vil gerne præcisere. Det er omkring forståelsen af, at vi har et frit arbejdsmarked, som spiller på markedet derude. Det er den tillid, man har til hinanden på arbejdsmarkedet, som fru Anne Baastrup sætter spørgsmålstegn ved: at man kan fastholde den tillid mellem arbejdsgiver og arbejdstager, også omkring uddannelsen, som har fungeret på det danske arbejdsmarked gennem mange år. Blev det bedre?

Jeg har refereret til fru Carina Christensens beskrivelse af, hvorfor man valgte at fjerne skolepraktikken for tømrere og elektrikere, på trods af at de for det første, når de er færdige i skolepraktikken, får ansættelse som tømrere og elektrikere, og for det andet at der rent faktisk er behov for dem bagefter.
     Der siger fru Carina Christensen, at det er, fordi arbejdsgivere udnytter det og vi ikke vil have, at systemet bliver udnyttet. Hvad har regeringens svar så været? Det har været: Gå efter de unge, så de ikke får en uddannelse.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er fru Majbrit Berlau.

Det skal være svært at være ung, det skal være rigtig svært at være ung. Det virker, som om det er ledetråden for den borgerlige regering. I hvert fald har menuen stået på forringelser i uddannelsessystemet i de år, regeringen har eksisteret. Den fri ungdomsuddannelse er væk, daghøjskolerne er blevet beskåret til sokkeholderne, produktionsskolerne får en over nakken, og folkeskolen er blevet forringet.
     Erhvervsuddannelserne har heller ikke undgået sparekniven. År efter år skal lærerne løbe hurtigere. År efter år bliver der færre penge til undervisningsmaterialer. År efter år bliver uddannelserne gradvis dårligere. Og så mangler der praktikpladser, rigtig mange praktikpladser,
11.000 praktikpladser mangler der i dag.
     I Enhedslisten mener vi, at der skal være en praktikplads til alle dem, der har brug for det, og at arbejdsgiverne har en forpligtelse til at stille dem til rådighed. Men det er ikke den vej, regeringen vil, nærmest tværtimod. Regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale har i stedet besluttet at slagte skolepraktikken. Kun 1.200 skolepraktikpladser blev tilbage i januar 2005. Slagtningen af skolepraktikken rammer især de tosprogede hårdt. Vi ved, at det er særlig svært for unge med et anderledes, eller man kunne sige eksotisk klingende efternavn at få en rigtig praktikplads. Regeringens, De Radikales og Dansk Folkepartis politik er dybt skadelig for integrationen. Derfor gik HK og KL frem sidste sommer og bad mindeligt regeringen om at lade være med at slagte den her skolepraktik, men det kom der selvfølgelig ikke noget ud af. Her i den seneste tid har tallenes tale været ubarmhjertig. Regeringen er ikke i nærheden af at have fået de skolepraktikpladser, som den havde lovet, da man vedtog at slagte skolepraktikken. Indtil der kommer flere rigtige praktikpladser, er det altså bydende nødvendigt at få genoprettet den her skolepraktik. Socialdemokraterne har fremsat et forslag om genopretning af skolepraktikpladsen. Enhedslisten bakker op om alle forslag, hvor der kan skaffes flere praktikpladser her og nu til de mange tusinde, der mangler en.
     I mange år har forskellige regeringer forsøgt at tale rigtig pænt til arbejdsgiverne for at få dem til at skaffe de praktikpladser, der skal til. I det socialdemokratiske forslag er der endelig tendenser til, at man vil tage pisken frem. Alle arbejdsgivere skal betale til en fond, der derefter giver tilskud til de virksomheder, der faktisk opretter praktikpladser.
     I Enhedslisten mener vi, at staten og kommunerne skal gå
i spidsen, ikke bare ved selv at oprette praktikpladserne og uddannelsespraktikpladserne, men ved at presse de private arbejdsgivere, som man laver kontrakt med og indgår kontrakt med. Som en del af kontrakten burde der figurere krav om at stille praktikpladser til rådighed for de unge, der er i kommunen og i amtet. På den måde kan det være muligt at skaffe de nødvendige praktikpladser. Det er en mulighed for at forhindre, at flere tusind unge tabes på gulvet, som det sker i dag. Men det kræver politisk vilje, og er den vilje til stede
i regeringen til at sikre, at den nedskæring af skolepraktikpladserne stoppes, og til i anden omgang også at erkende, at arbejdsgiverne altså har et ansvar for at sikre, at vi fortsat kan sikre uddannelse til de unge i Danmark? Vi ser nogle rigtig gode takter i det her forslag, og vi stiller os derfor positive over for det.

Tak til ordføreren, og den næste er hr. Carsten Hansen som ordfører for forslagsstillerne.

Jeg vil godt takke for modtagelsen af vores forslag. Jeg er helt enig med et par af ordførerne, der har sagt, at det ingen kunst er at få sat fokus på læreruddannelsen og de korte, lange og mellemlange uddannelser; hele den akademiske verden skal nok sørge for sig selv. De fleste af os, der har prøvet at lave gymnasiereform, ved, hvad det indebærer af mails i vores postkasser fra gymnasielærere, der har god tid til at skrive til os, og ikke mindst fra gymnasieelever og deres organisationer, men når vi tager erhvervsuddannelserne, er det fantastisk, hvad man kan slippe af sted med.

     Vi står med en regering, som indtil det sidste regeringsgrundlag ingen som helst målsætninger havde på ungdomsuddannelsesområdet. Vi pressede den i samarbejde med De Radikale, Enhedslisten og SF, for at den skulle komme med nogle målsætninger. Man havde ingen, men kom dog med det, at
85 pct. skal have en uddannelse inden et par år og 95 pct. inden 2006 eller 2008 - det er på det lag - men hvorfor dog ikke sige, som jeg tror den radikale ordfører sagde, at vi er optaget af, at alle unge får en uddannelse og en garanti for at kunne gennemføre den? Denne her reform, man nu har lavet af erhvervsuddannelserne, betyder rent faktisk for det første, at man har sparet en halv milliard på erhvervsuddannelserne. På de seks af de otte uddannelser, hvor man nu har fjernet uddannelsesgarantien, er der faktisk ingen arbejdsløshed, når de er færdige, set i forhold til hvis de går ind og tager en reel praktikplads. Det er sådan, at på de seks af de otte uddannelser er der ingen arbejdsløshed. Kunne vi dog ikke for de merkantile områder og de andre områder - HK og andre har tilbudt det - have fundet nogle løsninger? Der er betydelig mere at se på, bl.a hvad vi kunne have gjort. Vi er enige i en del af reformen, nemlig i det der med, at man skal træffe forskellige valg, at man skal vejledes andre steder hen osv., men at skære så drastisk at fjerne 80 pct. af pladserne inden for uddannelsesgarantien! I virkeligheden er de pladser, der er tilbage - de 1.200 pladser -kun til de virksomheder, der lukker ned, og dybest set til de lærlinge og elever, som kommer i klemme, når en virksomhed lukker, eller når der forsvinder en praktikplads. Derfor er det brandærgerligt, at man ikke handler efter det, som statsministeren siger: at det vigtigste i denne verden er, at vi får uddannelse, uddannelse og atter uddannelse. Man nedsætter en globaliseringstænketank, og man nedsatte under den tidligere integrationsminister en integrationstænketank osv. Hvad sagde integrationsministerens eget udvalg, Bonnerupudvalget? At de 11 af de 12 forslag var fremragende, og at det ene af forslagene om uddannelsesgarantien, nemlig skolepraktikken, genererede voldsomt flere praktikpladser for de unge mennesker med anden etnisk baggrund. På Odense Tekniske Skole er det sådan, at man har fulgt de elever, der er kommet ind. Hvad var resultatet målt i forhold til, hvem der fik en praktikplads? Det var ikke skolekarakteren, det handlede om. Det handlede om, hvem der havde en far, hvis moster kendte en, som havde en virksomhed. Det handlede om, at ens far måske havde kvalifikationerne, men det handlede ikke om, hvilken karakter man får, eller hvor dygtig man er på skolen. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på den debat om, om skolepraktik fører til noget. For nylig læste jeg i et af fagbladene, at Nordens bedste, ja, Europas bedste møbelsnedker udelukkende har gået i skolepraktik. Det er jo imponerende, at man kan blive kåret til Europas bedste møbelsnedker og ikke kunne noget, fordi skolepraktik ikke fører til noget som helst! Et eller andet sted må der jo være en faglighed her, som er udmærket, og vores lærere på de tekniske skoler er gode nok. Må jeg så ikke sige: Jeg vil love her fra denne talerstol, at det ikke bliver sidste gang, vi sætter fokus på det område her, for det er så afgørende vigtigt, for at vi kan overleve som velfærdssamfund og kan overleve som videnssamfund, at vi også har nogle gode og ordentlige erhvervsuddannelser, hvor alle, som har kvalifikationerne, og som har forudsætningerne for at kunne udføre en uddannelse, også har mulighed for at gennemføre den. Jeg var jo godt klar over, at da hr. Bertel Haarder var undervisningsminister sidste gang, var det ikke undervisningsministerens kop te, at vi gennemførte det her, men det var dengang, vi fik sat fingeraftrykkene på lovgivningen, og der var et stort forlig med regeringen Schlüter. Men det lykkedes altså lige nøjagtig, inden hr. Bertel Haarder igen blev undervisningsminister, at komme af med den, og det er han vel glad ved, men det er vi andre ikke, for hvad er alternativet til skolepraktik? Alternativet er enten at blive ufaglært arbejder eller få bistandshjælp. Vi har set, og det er ganske forfærdeligt, at andelen af unge, der gennemfører en kompetencegivende uddannelse, kun er steget fra omkring 17 pct. til 22-23 pct. Regeringen sidder og trækker på smilebåndet over det, vi andre tager det alvorligt. Jeg vil godt medgive, at den præmieringsordning, som ligger i regeringsgrundlaget - vi har bare ikke hørt noget om den endnu, og jeg synes, at regeringen skulle se at få arbejdstøjet på - har vi presset dem til. Vi hørte statsministeren sige i salen sidste år under en debat, vi havde med ham og den tidligere undervisningsminister, fru Ulla Tørnæs, at et eller andet sted ville man måske gøre et eller andet. Men se dog at få arbejdstøjet på, kom ud af røret og lad os se på den præmieringsordning, hvis man ikke kan godtage det, der ligger her. Det kunne være et skridt på vejen. Vi tager det i hvert fald som vores fortjeneste, at vi her har presset regeringen. Så har man en flot, flot målsætning om 3.000 ekstra pladser. Man påstår, at der er kommet 1.800 pladser, men hvis
1.800 pladser er fakta, så benægter jeg fakta. Jeg tror, at der var en jyde, der engang sagde det sådan. Det er vel sådan, at det reelt kun er en 800-900 pladser, og det er kun, fordi skolerne har gjort en kæmpe anstrengelse, og det kan de ikke gøre en gang til. Vi kan ikke leve med, at så få kan gennemføre den uddannelse. Der er 11.000 unge mennesker, der står og venter på en skolepraktikplads.

     Det andet er det, som den tidligere integrationsministers eget udvalg, Bonnerupudvalget, pegede på, nemlig at det er helt afgørende nødvendigt for at sikre en god integration at få unge mennesker med anden etnisk baggrund ud i arbejdslivet. Det er nemlig sådan, at skolepraktikken virkede som generator for dem over 25 år og for dem med en anden etnisk baggrund, som ikke har det kontaktnetværk, at ens moster kender en onkel, som har en erhvervsvirksomhed.
     Derfor forstår jeg heller ikke, hvad De Radikale ville i det samrend af borgerlige politikere, der lavede de voldsomme besparelser. Jeg er tilfreds med, at De Radikale følger det voldsomt tæt, men er brandærgerlig over, at de er faldet i den grøft. Vi fik verdens bedste erhvervsuddannelser og prisen i 1999. Jeg forstår ikke, hvad de vil i forhold til integration, hvor de ellers slår sig op på, at de vil så meget.
     Så må jeg sige, at jeg ikke fatter en brik af de der 28 nye erhvervsuddannelser, som skulle erstatte noget af det andet. Det eneste krav er 18 måneder, og de 18 måneder er vel for at sikre, at de kan få understøttelse, når de kommer ud? Det er vel det eneste krav, der er dybest set har været til uddannelserne.
     Jeg er spændt på at se, hvad der sker, og om der er et arbejdsmarked for dem. Der skal jo en praktikplads til. Når man ikke kan skaffe praktikpladser til ordinære uddannelser, hvordan kan man så skaffe dem her? Det tror jeg simpelt hen ikke på. Jeg tror ikke, at der er et marked for dem, og jeg tror ikke på, at virksomhederne vil det.
     Må jeg så ikke sige til undervisningsministeren, at jeg er ærgerlig over, at man er så negativ over for at sikre, at der kan ske noget mere på området, og jeg er også ærgerlig over at høre forkerte tal. Vi har selv stillet masser af spørgsmål, hvorfor ikke komme med de rigtige tal på, hvor mange nye pladser der er kommet?
     Så må jeg sige til Venstres ordfører, at det var lidt kedeligt at høre, at man er upåvirket af, at færre og færre får en kompetencegivende uddannelse, når vi hører, hvad Venstres ordførers statsminister går rundt og siger. Her er der ikke nogen sammenhæng.
     I fru Louise Freverts tale vil jeg sige, at der dog var en lille åbning. Jeg vil håbe på, at man vil følge den til dørs, men man føler sig bundet af det forlig, der er indgået, og vil ikke rigtig gøre noget. Men lad os da få den garanti for, at alle unge kan få en uddannelse. Det vil vi i hvert fald gerne bakke op. Fru Carina Christensen synes jo, at det er rigtig nok, at vi mangler nogle elektrikere, men hun synes ikke, at hun havde noget svar på det. Men vi kommer til at stå i en ganske alvorlig situation inden for en lang række håndværksmæssige fag i løbet af nogle få år, og jeg håber, at man vil følge op på det. Til Det Radikale Venstres ordfører: Jeg tror, at vi er enige om mange ting, men jeg tror også, at her skilles vandene en lille smule. Jeg håber, at De Radikale vil være med til at lave nogle fornuftige ordninger, når vi engang får ændret regeringssammensætningen. Til fru Anne Baastrup og fru Majbrit Berlau vil jeg sige tak for opbakningen, og jeg vil love, at vi sætter det her på dagsordenen igen. Vi ser det som vores fortjeneste, at der nu kommer fokus på den præmieringsordning, som er det, regeringen har kunnet bevæge sig til, efter vi har presset den hårdt i valgkampen med skraldevogne, debatter her i salen osv. Men det er fantastisk, at man kan spare så mange penge på et enkelt område, der er så helt vitalt for det danske samfund. Tak til ordførerne og tak for debatten.

Jeg vil gerne spørge hr. Carsten Andersen, hvad det er, der har gjort forskellen. Man ser SR-regeringen afskaffe praktiktilskuddet i 1997, og i år 2005 synes man, at den skal genindføres. Hvor er sammenhængen?

Jeg hedder altså Carsten Hansen, men o.k., jeg er blevet kaldt meget, men aldrig Andersen.
     Til hr. Kurt Kirkegaard vil jeg sige, at det jo står i forslaget, at det betragtes som en midlertidig ordning set i forhold til præmieringsordningen. Det er jo det, regeringen selv arbejder med, og det håber jeg at hr. Kurt Kirkegaard bakker op, ellers bliver det underligt at se, når regeringen kommer med sit forslag, og hr. Kurt Kirkegaard ikke er med.
     Når vi gør det, er det, fordi vi kan se, at der i 1998 faktisk var 36.000 praktikpladser, mens vi nu er nede på
28.000 pladser, så et eller andet sted kan vi sige, at det virker. Men der er også nogle bivirkninger ved det, det erkender jeg. Vi får også nogle af de dårlige praktikpladser med, og vi får også nogle bivirkninger rent økonomisk. Men vi synes, at det er så fatalt, at unge mennesker går på kontanthjælp, og at andelen af unge mennesker, der ikke får en kompetencegivende uddannelse, stiger og stiger, at vi bør gøre noget ved det. Og så må vi finde nogle varige løsninger.

Jeg vil gerne sige til hr. Carsten Hansen ...

Tak.

... at vi selvfølgelig står inde for vores regeringsgrundlag, og det er at give tilskud til praktikpladser, ikke til alle praktikpladser, men til nogle praktikpladser.

     Jeg vil gerne spørge hr. Carsten Hansen, om han fortsat synes, at aftalegrundlaget om arbejdsmarkedsforhold er intakt, også forstået derhen, og at også lærlingeforhold vil gå ind under den aftale.

Jeg er ikke helt sikker på, hvad hr. Kurt Kirkegaard mener, men vi er jo meget optaget af, at det er parterne, der har indflydelse - jeg er ikke den klogeste, når det gælder tømreruddannelsen, det skal jeg gerne indrømme, det kan være, at hr. Kurt Kirkegaard er det - det er dem, der definerer indholdet, men det er os, der er med til at skabe rammerne i fællesskab. Jeg har ikke forstand på, hvad en tømrer skal vide om falsning og hvad ved jeg, snøre en trappe op osv., men det er vigtigt, at det er parterne, der garanterer for kvaliteten af uddannelsen. Det er vi helt enige om.
     Men det, vi har foreslået, er, at de arbejdsgivere, der opretter ekstra pladser, bliver præmieret, og de, der ikke tager så mange, betaler noget mere. Det må være i bedste liberale ånd, for der er nogle, der trækker på samme hammel. Det er hovedsagelig mange af de rigtig store virksomheder, der ikke tager lærlinge. Det er de små, der uddanner lærlinge, og de store snupper dem, når de er færdiguddannede.
     Vi ved, at det faktisk er sådan, at der er brug for de tømrere, der bliver færdiguddannede, og at der er brug for de elektrikere, der bliver færdiguddannede. Lad os da sikre, at der er pladser nok, frem for bare at spare.

Hermed sluttede forhandlingen, og forslaget overgik derefter til anden (sidste) behandling.

Afstemning

Den fg. formand (Elisabeth Arnold):
Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Uddannelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.