(Det talte ord gælder)
På vegne af Præsidiet er det en glæde at byde velkommen til åbningen af plancheudstillingen ”Demokrati under pres – Folketinget fra besættelse til befrielse 1940-1945”.
I denne måned er det 80 år siden, Danmark igen blev frit. Tyskerne overgav sig, og Anden Verdenskrig sluttede.
Selvom Danmark var blevet befriet, var Bornholm stadig besat.
Den sovjetiske hær bombede Rønne og Nexø den 7. og 8. maj 1945, og øen blev først endeligt fri af sovjetiske styrker den 5. april 1946.
Anden Verdenskrig var en skelsættende begivenhed.
Det var en af de mest ødelæggende krige i menneskehedens historie med omkring 60-70 millioner døde.
Krigen førte til den frygtelige Holocaust, hvor cirka seks millioner jøder blev myrdet af nazisterne.
Krigen ændrede verdensordenen og førte til oprettelsen af FN samt begyndelsen på den kolde krig mellem USA og Sovjetunionen.
Anden Verdenskrig og Besættelsen kom til at definere dansk selvforståelse og Danmarks placering og rolle i det internationale samfund.
Der går en lige linje fra Anden Verdenskrig op til i dag, hvor Danmark er forankret i Nato, FN, EU og det nordiske samarbejde.
Og hvor Danmark engagerer sig stærkt internationalt i spørgsmål om frihed, menneskerettigheder og demokrati.
----
Præsidiet har med udstillingen valgt at stille skarpt på det danske demokrati under Besættelsen.
Og på hvordan politikerne håndtererede de mange dilemmaer.
De danske politikere under Besættelsen måtte indgå mange kompromiser.
De skulle holde balancen mellem dansk suverænitet, kravene fra den tyske besættelsesmagt, den folkelige modstand og modstandsbevægelsen.
Til at begynde med var der i regeringen enighed om det aktive samarbejde med besættelsesmagten.
Der var uenighed om, hvor meget man skulle bøje sig for tyskernes krav.
Utilfredsheden med samarbejdspolitikken lå og ulmede.
Regeringen fik sværere og sværere ved at acceptere de tyske krav. I august 1943 gik regeringen af. Det folkelige pres var blevet for stort.
Nogle danskere deltog aktivt i sabotage i de sidste år af besættelsen, var med i modstandsgrupper som BOPA og Holger Danske.
Modige danske som for eksempel præsten fra Vedersø Kaj Munk talte besættelsesmagten midt imod.
Andre kunne også med lige så stor ret nævnes.
En af de største heltegerninger skete i oktober 1943, da den danske befolkning – med hjælp fra fiskere – hjalp størstedelen landets jøder med at flygte til Sverige og undgå nazisternes deportation.
-----
Eftertiden har set på de danske politikeres beslutninger under Anden Verdenskrig med forskellige øjne.
Pendulet har over tid svinget mellem kritik og forståelse for den komplekse situation.
I årene lige efter krigen blev samarbejdspolitikken frem til august 1943 vurderet meget negativt. Mange mente, at politikerne havde givet efter for tyskerne.
Med tiden blev synet på de danske politikere mere nuanceret. De handlede under et enormt pres og prøvede at bringe Danmark så skånsomt som muligt gennem krigen.
Spørgsmålet om de gik for langt i deres pragmatisme fik ny næring, da statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2003 udtalte sig stærkt kritisk om samarbejdspolitikken.
Han sagde blandt andet, at hvis resten af verden havde tænkt som de danske politikere, ville Hitler have vundet krigen, og Europa ville have været nazistisk.
I dag synes der at være enighed om, at politikerne af bedste evne prøvede at navigere mellem mange hensyn og under et enormt pres. Situationen var ikke sort-hvid.
Personligt vil jeg ikke fælde dom over datidens politikere.
Jeg synes, det er bedre at lade det være op til udstillingens publikum.
Jeg håber, at mange af dem, der kommer gennem Rigsdagsgården på cykel eller til fods vil stoppe op ved plancherne.
Blive klogere. Og danne deres egen mening.
Det er det, som er meningen med udstillingen.
Historien giver os ikke opskrifter – men noget vi kan tage ved lære af.
-----
Jeg vil takke forskere fra Rigsarkivet: Steen Andersen, Silvia Goldbaum Tarabini og Ronja Hougner Vejdegren for at sammensætte den spændende udstilling og for at bidrage til at kaste lys over dette vigtige aspekt ved Besættelsen.
Og tak til Line Svenningsen, Julie de Tengnagel og Peder Pedersen fra Folketingets Administration for deres arbejde med udstillingen.
Og nu giver jeg ordet til Steen Andersen og Silvia Goldbaum Tarabini fra Rigsarkivet, som vil sætter flere ord på udstillingen.