Tidligere møder

Vi skal nu i gang med en redegørelsesdebat, og det indebærer, at I skal sidde på de forreste rækker, og det er lige der, hvor I sidder, for da det er det første punkt på dagsordenen, har I selvfølgelig allerede sat jer der fra starten.

Nu åbner forhandlingen, og den første ordfører er hr. Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak, formand. Vi er her nu for at debattere den arktiske redegørelse, som udenrigsministeren har oversendt til os. Det sker jo en gang om året. Sidste år gjorde vi lidt en undtagelse; der havde vi ikke redegørelsesdebatten her, men lavede en høring. Men nu er vi tilbage i Folketingssalen.

Jeg synes, at udenrigsministeren har oversendt en meget fyldestgørende og flot redegørelse om det arktiske samarbejde. Lad mig indledningsvis, hvis nogen følger med og forventer, at vi også skal diskutere rigsfællesskabets anliggender, udvikling og situation, sige, at det skal vi ikke, for det ligger i en anden redegørelsesdebat under statsministeren. Vi skal ligeledes heller ikke diskutere de nordiske forhold, for det ligger også i forbindelse med en anden redegørelse. Men vi skal til gengæld her diskutere det, der er de vigtigste begivenheder og resultater i forhold til internationalt arktisk samarbejde, og hvordan kongeriget det forgangne år har deltaget heri.

Jeg synes som allerede udtrykt, at det er en rigtig fyldestgørende og fin redegørelse fra udenrigsministeren. Og det er jo klart, at med den geopolitiske situation, der er, og den internationale fokusering, der er, på det arktiske område, så er det en vigtig del af det, der ligger i redegørelsen. Fra socialdemokratisk side synes vi, det er helt rigtigt vurderet og også prioriteret, at det fylder den indledende del af redegørelsen.

For det er jo sådan i dag, at arktisk politik er blevet sikkerhedspolitik. Det er et spørgsmål om territorial overvågning, overvågning i det hele taget, og man kan sige, at der deri også ligger et skisma – for tilbage i 2008 vedtog man Ilulissaterklæringen om, at Arktis skulle være et lavspændingsområde, og deri ligger der et skisma og et dilemma, når nu arktisk politik i dag i så høj grad på grund af den geopolitiske situation er blevet sikkerhedspolitik.

Det er set med socialdemokratiske øjne sådan, at uforudsigeligheden er steget markant i det arktiske område. Det gør jo, at vi både fra kongerigets side, men også fra NATO's side, fra EU's side og fra Nordens side retter opmærksomheden mod det arktiske område på en ganske anden måde, end vi har gjort det for år tilbage.

Hvori ligger problemstillingen? Den er jo sikkerhedspolitisk, og den er også med baggrund i, at Rusland i høj grad har udvist en optrapning og en aggressiv adfærd – naturligvis med invasionen i Ukraine, men i det hele taget også i et spørgsmål om at spille med deres muskler, også når det kommer til det høje nord. Kolahalvøen og Barentshavet har været områder, hvor de fra russisk side gennem mange år har optrappet og opbygget deres kapaciteter meget markant. Og nede i Nordatlanten får det jo også effekt, fordi det, der hedder GIUK-gabet, som ligger i området nede omkring England og Færøerne , er et strategisk meget vigtigt område. Og der er lige nøjagtig de russiske kapacitetsopbygninger et meget kontroversielt og kritisk punkt i forhold til det at opretholde sikkerheden i Nordatlanten.

Så sikkerhedspolitik er et vigtigt element, og jeg synes, at vi fra dansk side – både i forhold til at spille internationalt, men også drøfte tingene her indenrigspolitisk og inden for rigsfællesskabets rammer – står meget stærkere, fordi vi også har optrappet dialogen og samarbejdet inden for rigsfællesskabet, sådan at intet foregår, uden at alle tre lande i rigsfællesskabet er orienteret om de her meget kritiske, men også meget nødvendige udviklingstrin.

Arktisk Råd er jo et organ, vi normalt fæster meget stor lid til – også ud fra hele tanken om lavspænding og Ilulissaterklæringens rammesætning – men vi ved jo alle, og det fremgår også meget tydeligt af redegørelsen, at Arktisk Råd jo har været noget stækket i sin handling. Man har godt nok sat virtuelle møder op mellem de nu otte arktiske lande, inklusive Rusland, men det er kun muliggjort på tekniske arbejdsgruppers niveau, altså ikke politiske konsultationer og det politiske niveau. Men det er jo gjort ud fra, at man skal holde fast i relevansen i Arktisk Råd og også sikre levedygtigheden, når forholdene politisk forhåbentlig snart måtte normalisere sig. Men Arktisk Råd er jo det, vi synes er det rette forum for at drøfte alt, hvad der er af anliggender i forhold til det arktiske område.

EU er jo også kommet til at spille en større rolle i det forgangne år, fordi EU også har kigget ind i sin strategi i forhold til kritiske råstoffer, og her indgår der også et EU-projekt i forhold til Grønland. Vi ved også, at kommissionsformanden har besøgt Grønland i det forgangne år, også for at drøfte de her ting. Men det er et spørgsmål om, at EU har besluttet sig for, at deres engagement i Arktis skal ligge i nogle andre rammer og med en større fokusering på det, der også er af sikkerhedsmæssig implikation i forhold til hele EU.

Vi noterer os også fra socialdemokratisk side med glæde, at Nordisk Råd, som det også fremgår af redegørelsen, har lavet samarbejdsprogrammer, hvor man også fokuserer på det arktiske område, altså hvor det er vitale områder som det sociale område, det økonomiske område og klima- og miljøområdet, man får fokuseret på i de sammenhænge.

Jeg vil komme med et par kommentarer mere omkring det forsvarsmæssige, som jo også har afstedkommet rigtig mange debatter og politiske beslutninger i det forgangne folketingsår. Vi fik lavet et forsvarsforlig tilbage i januar i år, men har også siden hen lavet delaftale 1 og arbejder på delaftale 2, som alt sammen handler om kapacitetsopbygning og infrastruktur, og deri er der mange elementer, som relaterer sig til Arktis og til Nordatlanten.

Senest har vi jo fået NATO's styrkemål, og det er rigtig godt, at vi er så opmærksomme på, hvordan vi bedst og også hurtigst muligt får opbygget de kapaciteter, der skal til i forhold til at imødekomme NATO's krav og ønsker. Og det er jo samlet set et spørgsmål om, hvordan vi får sikret vores sikkerhed, og hvordan vi kan værne hele det område, der er NATO-området, inklusive det store arktiske område.

Vi synes fra socialdemokratisk side, at det er rigtig godt, at man får både praktiseret, men også signaleret, sammenhold ved at lave store øvelser i Arktis og dermed også får statueret og vist tilstedeværelse. For opmærksomheden er rigtig stor; den er blevet yderligere styrket og øget fra NATO's side, og det er jo et modsvar på det, jeg sagde indledningsvis, som også er Ruslands kapacitetsopbygning i området.

Afslutningsvis vil jeg nævne noget omkring det forskningsmæssige perspektiv. For der er ingen tvivl om, at vi fra socialdemokratisk side synes, at det forskningsmæssige perspektiv omkring Arktis er et væsentligt fundament i forhold til hele det arktiske samarbejde. Der er rigtig mange udfordringer som følge af klimaforandringer og dermed miljøpåvirkninger i Arktis. Det er ikke uden grund, at mange internationale politiske ledere er draget til Arktis for at se afsmeltningen og de store konsekvenser, det får – jo også det, der har implikation og påvirkning i forhold til sejlruter og muligheden for at bevæge sig rundt i området, som jo er med til at understøtte den uforudsigelige sikkerhedspolitiske situation.

Derfor er det rigtig vigtigt, at vi får understøttet klimamonitorering på et forskningsmæssigt niveau, og også, at der er taget rigtig gode initiativer til også at understøtte lokal forskning, bl.a. at man har understøttet forskningsmiljøet på universitetet i Nuuk, og at man i det hele taget prøver at lave en samordning af det forskningsmæssige miljø.

Vi havde her på Christiansborg i august måned en konference, som var sat op af Forum for Arktisk Forskning. De kom med en række anbefalinger til, hvordan vi fra dansk side, altså også kongerigets side, kan være med til at tydeliggøre og præcisere nogle forskningsfelter. De siger også, at netop det med det ændrede sikkerhedspolitiske billede er med til at gøre, at vi i den grad skal intensivere, men også opsætte et ambitiøst og, som de siger, interdisciplinært forskningsprogram for Danmark, Grønland og Færøerne. Fra socialdemokratisk side støtter vi i høj grad det og er derfor også glade for, at der allerede i det sidste år her er taget store initiativer på det forskningsmæssige område.

Afslutningsvis vil jeg sige, at det er en rigtig fin redegørelse. Det er et meget kritisk tidspunkt med nogle meget kritiske udviklingstendenser, der er i Arktis, og dem skal vi følge. Og det socialdemokratiske ønske er virkelig, at vi fortsat politisk kan stå sammen med meget stor enighed her i Folketinget, når det gælder udviklingen og initiativer i det arktiske område. Tak, formand.

Fru Sascha Faxe, Alternativet.

Tak til ordføreren for en rigtig grundig og fin tale. Jeg er nysgerrig, for noget af det, ordføreren lægger vægt på, er, at redegørelsen er fyldestgørende, og noget, som jeg faktisk måtte kigge efter, er oprindelige folk. Det er kun nævnt ét sted, og det er trods alt de mennesker, der lever i det her område. Så jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan ordføreren og Socialdemokratiet stiller sig i forhold til det, at det fylder så lidt, når det er det, vi har fokus på i den her redegørelse, og i det hele taget, hvordan man ser, at vores arbejde skal sikre livet for de oprindelige folk i området.

Ordføreren.

Mange tak for et virkelig godt spørgsmål. Det ikke muligt at nå hele vejen rundt i sine minutter her, men jeg udtrykte det rent faktisk i forbindelse med den socialdemokratiske glæde over, at Nordisk Råd har opsat programmer, også forskningsmæssige programmer og monitoreringsprogrammer, hvor det sociale også indgår. Det er i høj grad, som jeg læser det, også et spørgsmål om, at oprindelige folks vilkår skal vægtes.

Det er jo helt rigtigt, som spørgeren indikerer, at de miljø- og klimamæssige forandringer, der foregår i Arktis, er af så vidtrækkende et omfang, at konsekvenserne af det er næsten uoverskuelige. Og det påvirker dem i den grad i forhold til deres bosætning omkring permafrosten, som i høj grad er med til at gøre deres bosteder umulige, men også i forhold til havmiljøet, hvor de normale fangstmetoder jo i høj grad bliver forandret på grund af temperaturstigninger og dermed også havstrømsforandringer.

Det er det, der ligger i det socialdemokratiske ønske om at monitorere og styrke forskningsfeltet, og derfor er jeg også rigtig glad for, at det grønlandske universitet også har fået rigtig store forskningsprogrammer, også støttet af Folketinget.

Fru Sascha Faxe.

Tak for det svar. Jeg er jo fuldstændig enig i forskningssporet. Det er enormt vigtigt, også det, som ordføreren udtrykker, med, at vi skal gøre det. Fra vores side i rigsfællesskabet er det jo enormt vigtigt, at alle tre lande gør det her sammen. Så der er vi fuldstændig enige.

Men jeg er nysgerrig på, hvad Socialdemokratiet tænker om, hvad der ellers kan være af handlingsspor fra dansk side ind i det her, og hvordan vi kan løfte det videre, fra at vi skriver noget om det sociale, og fra at vi forsker, og ned i hverdagen, sådan at vi sikrer livspræmisserne og et fortsat livsgrundlag for de her folk, og ikke kun i vores egen del af det arktiske område; det er jo hele vejen rundt, det er en udfordring.

Ordføreren.

Derfor er det jo pokkers ærgerligt, at Arktisk Råd er sådan stækket i deres handlinger. For hvis der er noget, Arktisk Råd har arbejdet meget ihærdigt for lige fra sin første konstruktion, så har det været befolkningen i Arktis: Hvordan understøtter man både deres egenart, deres kultur, deres levemuligheder og deres socioøkonomiske forhold, altså hele paletten? Mange steder er der jo rigtig stor parallelitet mellem inuitsamfundene, selv om de ligger i forskellige lande.

Så mit inderste ønske skal være, at der snart må ske en normalisering, så man kan få Arktisk Råd til at fungere med de store energipumper, der ligger i, at man på tværs at de otte arktiske lande virkelig integrerer al energi.

Hr. Carsten Bach, Liberal Alliance.

Tak for ordet. Jeg er jo selv som medlem af Liberal Alliance og medlem af Folketinget meget, meget tryg ved hr. Flemming Møller Mortensen som Socialdemokratiets ordfører for Grønland og Arktis, og jeg synes, at ordførerens tale også illustrerer en stor viden om og indsigt i forhold i Arktis – også i svaret til fru Sascha Faxe Faxe. Jeg oplever også hr. Flemming Møller Mortensen som en ordfører, der gerne vil tale om noget af det, der er svært vedrørende Arktis og rigsfællesskabet.

Derfor vil jeg gerne spørge hr. Flemming Møller Mortensen efter en uddybning af Socialdemokratiets holdning til begrebet lavspænding. Hr. Flemming Møller Mortensens egen partileder, statsministeren, har jo sådan set erklæret begrebet lavspænding i Arktis for værende dødt, tror jeg nærmest, i hvert fald uopnåeligt. Alligevel ser vi en arktisk redegørelse fra udenrigsministeren, som stadig væk beskriver lavspænding som en målsætning. Vil hr. Flemming Møller Mortensen sætte lidt ekstra ord på Socialdemokratiets holdning, hvad det angår?

Ordføreren.

Det vil jeg rigtig gerne. Det er faktisk et virkelig centralt spørgsmål, som vi jo her som politikere i Folketinget bliver nødt til at forholde os til. Jeg indledte med at sige, at arktisk politik i dag er blevet sikkerhedspolitik. Jeg udtrykte også, at det er ærgerligt, at det er blevet sådan, men sådan er det blevet. Så det er en nødvendighed. Ingenting er vigtigere end at kunne sikre vores sikkerhed og tryghed og demokrati, og det er reelt truet af de kræfter, der er. Så når Rusland så aggressivt angriber Ukraine og vi har en bevidsthed om og analyserne også siger, at de kan andet og mere i løbet af ganske få år, er det et spørgsmål om, at vi skal stå sammen og sikre både territorial håndhævelse og sikre, at vi får de nødvendige kapaciteter. Derfor er det bare så fuldstændig afgørende fra dansk side, at vi drøfter de her meget alvorlige emner indgående med regeringerne på Færøerne og i Grønland. Og det er jo det, vi gør. Det er også det, udenrigsministeren udtrykker i redegørelsen.

Men der er ikke noget, jeg ikke kan støtte i det, udenrigsministeren udtrykker i redegørelsen, om, at det fortsat er et mål, at Arktis skal være lavspændt. Det er vores mål på lang sigt. Den aktuelle situation i dag tilsiger, at vi bliver nødt til at optrappe og opbygge kapaciteterne i et koordineret samarbejde med alle vores allierede i Arktis.

Hr. Carsten Bach.

Tak. Der er jo også et andet paradoks, og begrebet lavspænding set fra mit perspektiv er jo sådan set bare en reminiscens af, at vi stadig væk ikke har den samlede arktiske strategi for kongeriget. Der er et andet paradoks i hele komplekset omkring Arktis, og det er, som ordføreren jo også meget rigtigt var inde på i sin egen tale, at der foregår en meget øget militær aktivitet i det arktiske både fra dansk side og fra andre nationers side. Alligevel har vi stadig væk i den grønlandske regering en arktisk strategi, der beskriver et ønske om ikke at få øget militarisering og permanent militær tilstedeværelse i Arktis. Vil ordføreren sætte nogle ord på det? Tak.

Ordføreren.

Jeg kan selvsagt ikke kommentere den grønlandske arktiske strategi. Jeg kan sige, at den har vi efterspurgt fra dansk side, for at vi selv kan få lavet en samlet arktisk strategi for rigsfællesskabet. Det ved jeg at udenrigsministeren har udtrykt mange gange og faktisk også for 2 år siden, da vi var her i salen. Den er vi jo alle sammen enige om at vi skal have. Men der er også bare et paradigmeskift som følge af krigen i Ukraine, og derfor er jeg rigtig glad for, at man har de meget tætte konsultationer med Grønland. Det er klart, at

lige så vel som at der her i Folketingssalen kan være forskellige holdninger til det her emne, er der det også i det grønlandske parlament. Men det vigtigste er, at man taler meget tæt sammen om det.

Det er også ret vigtigt, at alle herinde ved, at stopuret foran dem ikke er vejledende; det er sådan set et, vi regner med at følge. Fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten.

Tak for det. Den indskærpelse vil jeg forsøge at leve op til.

Tak til ordføreren for en god tale. Ordføreren sagde i et af svarene her, tror jeg det var, at arktisk politik desværre er blevet sikkerhedspolitik. Det er det jo, men det er det også blevet i den brede forståelse af sikkerhedspolitik, så det ikke alene handler om forsvar og militære trusler, men også om alt det, der handler om klimaforandringerne, menneskers livsvilkår, der er under pres osv.

Der vil jeg gerne spørge ind til noget af det, som ordføreren faktisk brugte en del tid på i talen, nemlig forskningen. Vi er jo fuldstændig enige om, at den arktiske forskning er utroligt vigtig at prioritere, fordi forskning i sig selv er at skabe viden, og viden er magt. Men forskning er jo også en aktiv måde at udøve sikkerhedspolitik på. Det er at skabe relationer, det er det, der kan bidrage til vores diplomati, og det er det, der kan bidrage til vidensudveksling og fælles løsninger.

Hvordan ser ordføreren på, hvordan vi fra dansk side kan understøtte det bedst? Kunne det være gennem en egentlig strategi for dansk arktisk forskning, som også var dagsordenen for den konference, vi begge deltog i?

Ordføreren.

Mange tak for spørgsmålet. Ja – og det er også det, jeg giver udtryk for – det ønsker vi faktisk fra socialdemokratisk side, for jeg tror, at hvis vi laver en samlet arktisk forskningsstrategi inden for kongerigets ramme, vil man tilgodese både Grønland og Færøerne og de forskningsmiljøer, der er deroppe, men også dem, der er her i Danmark.

Så er jeg fuldstændig enig med fru Trine Pertou Mach i, at forskning i høj grad er et spørgsmål om at skabe relationer, og intet er vigtigere i den verden, vi har nu. Det er også derfor, vi har et dybtfølt ønske om, at krigen i Ukraine må slutte med det resultat, vi ønsker, og at man kan få indledt samarbejdet med Rusland igen og få Arktisk Råd op at køre med den kraft, der skal til, for det forskningsmæssige område er lige nøjagtig et af de primære fokusområder for Arktisk Råd.

Så ja, jeg synes, det var rigtig godt, at Forum for Arktisk Forskning tog initiativ til den meget, meget fine konference, som vi holdt her i august måned. Det skal der med til af. Jeg synes også, vi er på vej i forhold til at allokere flere ressourcer til forskningsfeltet.

Dermed siger vi tak til Socialdemokratiet. Der er ikke flere spørgsmål. Så er det fru Louise Elholm fra Venstre.

Tak for ordet, og tak for redegørelsen. Det bærer jo sådan lidt præg af, at vi er i en ændret situation. Verden har forandret sig. Jeg vil sige for mit eget vedkommende, at da jeg blev arktisordfører og Grønlands- og Færøerneordfører, troede jeg ikke, jeg ville få så travlt, som jeg har haft, men verden ændrer sig, og det bærer den her redegørelse jo også præg af. Dels ændrer den sig, fordi klimaet har ændret sig, og der er blevet mere isfrit i Arktis, og derfor er der mere færdsel i Arktis, der er mere risiko i Arktis. Men den geopolitiske situation har jo også forandret sig.

Vi har en situation, hvor Rusland opruster. Som den tidligere ordfører også nævnte, undersøger de grundigt GIUK-gabet – meget mundret ord – gabet mellem Grønland, Island og Storbritannien, altså havområdet derimellem for at undersøge, hvordan de kan genere NATO bedst muligt i fremtiden. Det er jo risici, vi skal tage alvorligt, og derfor synes jeg, det er helt naturligt, at det er afspejlet i den redegørelse, vi har fået fra udenrigsministeren.

Vi ved også samtidig, at samarbejdet mellem Rusland og Kina har ført til, at Kina også har fået baser i det nordlige Rusland. Derfor ser Kina også sig selv som en arktisk spiller. Krigen i Ukraine har samtidig gjort, som min kollega hr. Flemming Møller Mortensen også sagde, at spændingen er steget yderligere i Arktis. Det gjorde også, at man i Arktisk Råd satte de politiske møder med Rusland på pause. Det er jo godt at lave nogle konsekvenser af krigen i Ukraine, og at russerne ikke kan tro, at tingene bare fortsætter. Men jeg må også sige, at jeg er glad for, at man under det norske formandskab har sat gang i noget embedsmandssamarbejde, for det arktiske område er så vigtigt, at vi ikke bare kan lade være med at have en eller anden form for kommunikation om, hvad det er, der foregår. Så det er et arbejde, som jeg synes har været positivt, men samtidig er det også vigtigt, at man politisk signalerer, at vi ikke kan acceptere den måde, som Rusland opfører sig på. Så jeg tror, det er en fin måde, man har løst det på.

Danmark har jo overtaget formandskabet i Arktisk Råd – eller jeg skal sige, at kongeriget Danmark har overtaget formandskabet i Arktisk Råd, og det er jo faktisk Grønland, der får lov til at sidde for bordenden i det her arbejde. Og Vivian Motzfeldt var oppe at overtage posten som formand for Arktisk Råd her i maj måned. Det er mit indtryk, at det forløber rigtig fint, og at der er rigtig godt samarbejde inden for rigsfællesskabet, i forhold til hvordan vi skal køre samarbejdet i Arktisk Råd. Det arbejde, vi har i Arktisk Råd, kan ikke undervurderes, for det er jo der, samarbejdet i høj grad kører i forhold til det arktiske. Det kan man jo også se igennem hele redegørelser, altså at mange af de ting, der bliver lavet, er aftaler, der laves bl.a. gennem det arktiske samarbejde.

Med det er jo ikke det eneste samarbejde, der har betydning i forhold til Arktis. Der er også samarbejdet om NATO. Fordi NATO jo dækker over det nordatlantiske område, er det jo også noget, som Rusland hele tiden kæmper op imod. Derfor er det samarbejde, vi har NATO, utrolig vigtigt. Danmark har jo en stor interesse i det arktiske gennem rigsfællesskabet, og der er det vigtigt, vi også tager vores andel af det ansvar, der er for at løfte sikkerhedsmæssige.

Så har vi EU, der også har fået et større fokus på det arktiske og har sat rigtig mange penge af til Grønland i deres kommende budget. Det er jo rigtig positivt, at man også fra europæisk side har fokus på, at vi har en rolle at spille. Så er der Nordisk Råd, hvor vi også har et samarbejde, og hvor der også er fokus på et resilient Arktis. Så på den måde er Arktis blevet opprioriteret i alle de regi, vi arbejder i, og det er også på sin plads, og det er nødvendigt.

Vi har også et fiskerisamarbejde, der hedder Joint Program of Scientific Research and Monitoring, og det endnu en afspejling af, at situationen har ændret sig. For i takt med at det taktiske hav bliver isfrit, er der jo også en diskussion om, hvorvidt man må fiske der eller ej. Vi har lavet en aftale med de andre arktiske lande om, at man ikke skal fiske i det arktiske hav, før vi har fået kortlagt, hvad konsekvenserne af det vil være. Så jeg synes, det er rigtig godt, at vi har de internationale samarbejder, og i en verden, hvor der bliver sat spørgsmålstegn ved internationale samarbejder, vil jeg jeg godt lige hejse flaget for de internationale samarbejder, for vi kan ikke alene, som ene land, bestemme, hvad der foregår i Arktis. Vi er nødt til at have en form for samtale og dialog med hinanden om det, og derfor synes jeg, det er rigtig positivt, at vi har de samarbejder, som vi har.

Men det er ikke nok at have samarbejder udadtil – vi skal også samarbejder indadtil. Der er samarbejdet i rigsfællesskabet utrolig vigtigt. Og selv om der er en debat decideret om rigsfællesskabet, vil jeg bare sige her, at for mit vedkommende og for Venstres vedkommende er det meget vigtigt, vi har en god dialog internt i rigsfællesskabet, Grønland, Færøerne og Danmark imellem, også i forhold til det arktiske. Det er jo det, vi også ser i forhold til Arktisk Råd.

Vi har også et ansvar for at beskytte den del af det arktiske, vi også har et lod i, altså Grønland, Færøerne og Danmark, men også at spille ind i det bredere samarbejde, der er i NATO. Derfor er jeg rigtig glad for, at regeringen har lavet både en Arktispakke I og en Arktispakke II i tæt samarbejde med Færøerne og Grønland. Jeg tror ikke, vi tidligere har samarbejdet så meget om en forsvarsaftale med resten af rigsfællesskabet, men det er helt på sin plads her, fordi det spiller så stor en rolle. Det er massive investeringer i forsvaret, vi laver, med Arktispakke I og II. 14,6 milliarder i Arktispakke I og 27,4 milliarder i Arktispakke I.

Noget af det, der jo er fokus på, er at sikre, at vi har nogle nye skibe – nu bliver det op til fem skibe – og isbryderkapacitet, og så der den arktiske basisuddannelse, som også har været meget efterspurgt i Grønland, og som er med til også at øge, man kan sige den styrke, der er i Grønland i sig selv. Den synes vi er rigtig, rigtig positiv. Der har været meget stor søgning på uddannelsen, og den bliver nu styrket. Så er der jo også fokus på overvågning. Og så er der med Arktispakke II også et ekstra søkabel til Grønland. Det er jo også virkelig vigtigt for Grønland, at de får et søkabel ekstra, for vi ved, at det er et af de områder, som er i risiko for at blive saboteret. Så det er vigtigt, at vi giver så meget sikkerhed for Grønland som muligt.

Derudover er der i redegørelsen selvfølgelig også fokus på klima. Klima har jo en rigtig stor betydning. Man kan se, at temperaturerne stiger tre gange hurtigere i Arktis, end de gør i resten af verden. Derfor har det utrolige konsekvenser med de klimaforandringer, der er. Så der er også et samarbejde med at håndtere klimaudfordringerne. Vi har jo set, at der med permafrostens forsvinden også sker en del fjeldskred i Grønland, hvilket har nogle ret store konsekvenser. Der har Danmark gennem de geologiske undersøgelser jo rigtig stor betydning, også i forhold til det samarbejde, der er for at måle det. Det er en ny situation, og det giver også en udfordring i forhold til at tilpasse de samfund, der er i det arktiske, til de nye klimadiskussioner, som der er. Så er der fokus på biodiversitet og beskyttelse af hav og havmiljø og miljøet.

Så der er rigtig, rigtig mange samarbejder, og meget af det foregår jo i både FN og i Arktisk Råd. Så igen viser det sig jo, at mange af de her ting, vi gennemfører, gennemfører vi gennem de samarbejder, som vi har, og som vi er nødt til at have i fremtiden for at kunne sikre, at det foregår på bedst mulig måde i det arktiske. Men efter vores opfattelse skal vi være meget vågne, i forhold til hvad vi skal gøre, og meget opmærksomme, og så skal det foregå i et tæt samarbejde, både i rigsfællesskabet og med vores nabolande. Tak for ordet.

Fru Sascha Faxe, Alternativet.

Tak, formanden, og tak for talen. Jeg værdsætter virkelig, at ordføreren lægger vægt på, at internationale samarbejder og aftaler er rigtig, rigtig vigtige for det her, og også fremhæver NATO som en vigtig spiller i det. Nogle gange glemmer vi de to første bogstaver i NATO, som står for North Atlantic. Selv om ordføreren til sidst nævner klimaet, kunne jeg godt tænke mig at høre noget mere i forhold til det, for set fra mit perspektiv er klimaforandringerne faktisk den største sikkerhedsmæssige trussel for vores planet og i særdeleshed for Arktis, hvor det går tre gange hurtigere, end det gør gennemsnitligt globalt. Så det har jo ikke bare betydning for folk, der bor der, og for livet i Nord; det har en enorm betydning for, hvordan vi bedriver forsvar, og for, hvordan vi overhovedet kan leve på planeten som menneskehed efterfølgende. Da ordføreren jo kommer fra forsvarsministerens parti, kunne jeg godt tænke mig at høre noget mere uddybende om den del, altså om klimaet som en sikkerhedstrussel i Arktis.

Ordføreren.

Jamen klimaet har helt klart en betydning, for det er jo det, der gør, at langt flere kan komme til området i Arktis, altså at isen forsvinder og området bliver lettere tilgængeligt. Det giver nogle udfordringer, og det er også derfor, det rigtig vigtigt, at vi har fokus på, hvad vi kan gøre for at overvåge det og for at sikre, at vi kan håndtere de udfordringer, der er forbundet med det. Der må man bl.a. sige, at DMI laver et rigtig stort arbejde med et observationsnetværk i Grønland, som også er med til at observere forskellige ting, og der er også et fokus på indlandsisen, altså på, hvordan den udvikler sig. Det er jo mangefacetteret, og jeg kunne nævne en hel masse forskellige ting. Jeg er sikker på, at ordføreren selv har læst det, men der er jo rigtig mange forskellige samarbejder, og jeg synes sådan set, at det er sammenhængen mellem de mange forskellige ting, der er med til at give en helhed, og som også gør, at vi kan se det lidt bredere. Så må man sige, at der jo også er Arktisk Råd, der arbejder med en ekspertgruppe om metan- og sodreducerende tiltag, og det er jo også en af de ting, der har en betydning, i forhold til hvilken betydning det har for klimaet i det arktiske.

Fru Sascha Faxe.

Tak. Nogle af de områder, hvor vi jo også ser at klimaforandringerne faktisk har en helt konsekvent indflydelse på vores forsvar, er, at der er et lavere saltindholdet i vand og varmere luft i vand, og den luft gør, at det materiel, vi har, faktisk virker anderledes. Så jeg er nysgerrig på, hvordan man fra Venstres side ser på det. Altså, hvordan navigerer vi helt lavpraktisk anderledes forsvarsmæssigt i Arktis, når vi med vores materiel og det, vi bestiller i dag, faktisk kommer til at navigere i en verden, der faktisk klimamæssigt ser anderledes ud.

Ordføreren.

Der tror jeg netop, det er godt, at vi har lavet så har massive investeringer i det arktiske, altså både med Arktispakke I og Arktispakke II. Der bliver sat penge af til nogle nye skibe, og der bliver også sat penge af til mere isbryderkapacitet. Vi har også sat penge af til mere droneovervågning. Alle de her ting skulle jo gerne være med til at give os en bedre styrke, også i et forandret klima i det arktiske. Tingene forandrer sig hele tiden, så det er jo ikke, fordi man kan side stille. Vi er hele tiden nødt til at overvåge, hvad der foregår, og tænke over, hvad vi skal gøre for at imødegå de risici, der er.

Fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren reflektere lidt over en af de andre store trusler, der jo også er mod noget af det, som ordføreren lægger så meget vægt på, nemlig det internationale samarbejde og de forskellige fora, vi har, som vi skal holde fast i til trods for de konflikter og udfordringer, der er. Det er jeg meget enig med ordføreren i.

Men hvis man ser på USA's rolle, må man sige, at det USA, som vi fra dansk side har bygget vores forståelse af alliancer op omkring, jo er et USA, der tilsyneladende lader hånt om folks rettigheder, folks ret til selvbestemmelse. Nu taler jeg selvfølgelig åbenlyst om Grønland, men der er sikkert også oprindelige befolkninger i Canada, der vil skrive under på, at der også er en trussel mod deres levevilkår og deres selvbestemmelse. Men det gælder jo også i forhold til netop redskaber som internationalt samarbejde og internationale fora, hvor man laver aftaler, beskyttelse af klimaet og beskyttelse af miljøet.

Hvordan ser Venstres ordfører på den del af trusselsbilledet, når det gælder Arktis og de dagsordener, som er så vigtige at løfte i fællesskab der?

Ordføreren.

Jeg tror da helt klart, man må sige, at vi har fået en noget anden tone fra USA, end vi har haft tidligere, men jeg tror samtidig også, man skal tage alvorligt, at USA jo også er med til at lægge pres på, for at vi alle sammen investerer mere i vores eget forsvar. Og det er nok også rettidig omhu, at vi investerer mere i vores eget forsvar.

Jeg synes egentlig også, det er positivt – ikke bare »jeg synes«; det er positivt – at vi investerer mere i forsvaret, også i det arktiske. Vi har et ansvar, som har rigtig stor betydning, og vi skal tage det alvorligt. Det er måske ikke den mest behagelige måde, vi får det at vide på; det medgiver jeg fuldstændig. Men samtidig må vi også leve op til det ansvar, vi har som værende en del af et rigsfællesskab, og det gør vi med Arktispakke I og II. Der lever vi op til vores ansvar for at være med til at kunne beskytte Grønland og beskytte Færøerne, og det synes jeg er utrolig vigtigt. Men ja, det er rigtigt; det er nogle andre toner. Men jeg noterer mig, at USA jo stadig væk er medlem af NATO og FN; de er stadig væk medlem af organisationerne, selv om der er kritik.

Spørgeren.

Tak. I virkeligheden var det ikke for at åbne forsvarsdiskussionen. Jeg synes, det er rigtig klogt også at investere i de arktispakker, og vi har jo sådan set også fra Enhedslistens side bakket op om det, selv om vi ikke er en del af forsvarsforhandlingerne.

Det, mit spørgsmål gik på, var i virkeligheden alt det andet af sikkerhedspolitikken. Altså, det er et USA, som udfordrer klimaforandringers eksistens, menneskehedens ansvar for klimaforandringerne og internationale aftalesystemer i al almindelighed. Så mit spørgsmål gik på alt det andet, som Arktis også handler om, og det, som ordføreren selv var inde på: at man bruger det forum, som Arktisk Råd er, til trods for udfordringerne, fordi det er der, vi kan have den diplomatiske samtale.

Ser ordføreren et pres på den måde at gå til politisk samarbejde på, også fra USA?

Ordføreren.

Der er ingen tvivl om, at USA lægger et meget stort pres på hele den internationale verden og den internationale verdensorden. Derfor er det også vigtigt, vi står vagt om det, for hvis ikke der er nogen, der kæmper for det, bliver det jo ikke ved med at være der. Så selvfølgelig skal vi kæmpe for den internationale verdensorden og for de internationale organisationer. Men indtil videre opfatter jeg det i høj grad som værende at presse organisationerne. At USA er enig med os i alting, kan vi jo ikke forvente. Det vigtige er, at vi stadig væk samarbejder, og det gør vi stadig væk. Og det forventer jeg også vi bliver ved med.

Dermed siger vi tak til Venstre. Så går vi videre i ordførerrækken til fru Charlotte Munch fra Danmarksdemokraterne.

Charlotte Munch (DD)

Tak til udenrigsministeren for redegørelsen. Redegørelsen ligner på mange måder de tidligere redegørelser, der er afgivet de seneste år. Der foregår mange ting i det arktiske område i disse år, og det er der redegjort meget godt for her i redegørelsen. Livet går jo videre, selv om den sikkerhedspolitiske situation efterhånden fylder meget i Arktis. Arktis er ikke længere det lavspændingsområde, som det har været i mange år – desværre. Stormagter som USA, Rusland og Kina viser i stigende grad interesse for området, og det må Danmark forholde sig til. Det kommer også tydeligt frem i redegørelsen. Det er derfor ikke overraskende, at det nye i de seneste års redegørelser er, at Arktis spiller en stor rolle internationalt, ikke mindst efter at den nye amerikanske præsident i begyndelsen af 2025 har italesat sikkerheden i området. Derfor fylder forsvarets øgede aktiviteter naturligvis også en del.

I redegørelsen er der omtalt delaftalen fra januar 2025, der omhandler anskaffelsen af tre nye arktiske skibe, flere droner og radaropgraderinger til en værdi af 14,6 mia. kr. Delaftale 2 fra oktober 2025 er indgået, efter redegørelsen er trykt, og er derfor ikke omtalt. Det er en større pakke også med skibe, fly, hovedkvarterer, droner og radarsystemer til en værdi af hele 27,4 mia. kr. Det er solide initiativer i et omfang, der er blevet bemærket i Washington, og af flere tolkes det som en dansk opbakning til Trumps sikkerhedsvision for Arktis. Lad os håbe, at den udlægning af de danske investeringer er korrekt og tilfredsstiller Trump og USA, så der bliver ro omkring Grønland og den del af Arktis, som har danske interesser og er vores ansvarsområde.

Der er også nævnt, at man er i gang med at implementere en luftvarslingsradar på Færøerne. Det er jo ikke første gang, det er nævnt i en redegørelse. Det er et projekt, der har været undervejs i mange år. Efter mange diskussioner og overvejelser blev beslutningen om radaren taget i 2021, og der blev afsat 390 mio. kr. til formålet. I 2024 kom projektet i gang med opførelsen af fundament og bygninger, som vil stå færdige i 2028. 2029 bruges til test af radaren, og så skulle den være oppe at køre i 2030. Det er lang tid, og jeg håber sandelig, at de andre planer for investeringer i Grønland, som er vedtaget i år, delaftale 1 og delaftale 2, kommer op at køre hurtigere. Ellers kan det være, vi får en negativ hilsen fra Washington.

I redegørelsen er det også oplyst, at forsvaret har øget sin kommunikative indsats i Grønland. Der har sågar været afholdt et åbent hus-arrangement i flere byer i Grønland samt et borgermøde i Nuuk. I tidligere redegørelser har det været oplyst, at der via forskningsreserven er afsat midler til et nyt oceangående forskningsskib. Ikke mindst glædes jeg over, at A.P. Møller Fonden har bidraget med 98 mio. kr. til bygning af skibet. Det er noget mere, end der blev oplyst for 2 år siden, hvor det i redegørelsen dengang fremgik, at man fra A.P. Møller Fondens side ville bidrage med 50 mio. kr. Projektet er nok blevet dyrere end forudset, så tak til A.P. Møller Fonden for at bidrage med mere støtte.

Jeg håber snart, at freden sænker sig over Europa, så samarbejdet mellem alle lande omkring Arktis kan komme i gang igen. Det var alt, jeg havde at sige denne gang. Tak for redegørelsen, og tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger, så tak til Danmarksdemokraterne. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti.

Karsten Hønge (SF)

Jeg mener, det måske er passende at starte debatten om Arktis med at citere fra Grønlands officielle udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske strategi, som har overskriften Intet om os uden os. I strategiens afsnit om klima står der, og jeg citerer:

»Isen er blevet tyndere. Isen i det Arktiske Ocean og omkring Grønland smelter, ligesom Grønlands indlandsis smelter«. »Arktis, inklusive Grønland, er blandt de områder i verden der rammes hårdest af de globale klimaforandringer«.

Som om sikkerhedstruslen ikke er nok, viser både den grønlandske strategi og regeringens redegørelse med al ønskelig tydelighed, hvordan klimaforandringerne uundgåeligt vil skabe en ny virkelighed i Arktis, også selv om temperaturstigningerne skulle blive på det nuværende niveau. Vi skal have fokus på en af de største udfordringer overhovedet, nemlig klimaforandringerne og den ubodelige skade på dyreliv og biodiversitet, som bliver nogle af konsekvenserne. Klimaforandringerne giver øget tilgængelighed og dermed en øget geopolitisk opmærksomhed. Det skal modsvares af rigsfællesskabets og NATO's øgede opmærksomhed. Flere af de nye sikkerhedspolitiske indsatser har også vigtige funktioner for civil beskyttelse og miljøovervågning.

Så vil jeg jo lige tilføje, at det ikke er nok at kortlægge og undersøge, men at vi må og skal handle. Danmark må fortsætte sin indsats med at nedbringe de globale CO2-udledninger. Formandskabet i både EU og Arktisk Råd skal bruges til at sætte mere fart på de indsatser og de aftaler, der bremser temperaturstigningerne. Vi klappede, da Grønland tilsluttede sig Parisaftalen, men desværre blæser de globale vinde ikke lige just med Parisaftalen. Vi skal styrke kampen mod de katastrofale følger af klimaforandringerne, vi skal sætte handling bag ordene, når landene samles til den forestående COP, forhåbentlig med et pres fra et samlet EU. Det er med den altdominerende dagsorden i baghovedet, vi skal se de andre store udfordringer, bl.a. fra Rusland, Kina og USA. Med sin arktiske strategi, som vi jo godt kan kalde den udenrigspolitiske strategi for Grønland, slår Grønland fast, at de er en del af den demokratiske vestlige verden. De siger det tydeligt, og jeg citerer:

»Grønland står grundlæggende for demokrati, menneskerettigheder, respekt for folkeretten og folkenes selvbestemmelsesret. I en foranderlig verden må vi holde fast ved folkeretten, fred og orden i verdenssamfundet«.

Regeringens redegørelse tegner et dystert, men desværre realistisk billede af situationen i Arktis. Regionen er truet af både den aktuelle sikkerhedspolitiske situation og af klimaforandringerne, som Arktis altså er særlig sårbar over for. Den grønlandske strategi slår også betydningen af et samarbejde i det arktiske område fast, ved at Grønland forpligter sig til samarbejdet i ICC, altså det, der hedder Inuit Circumpolar Council, hvor hvor Inuit fra Chukotka, Alaska, Canada og Grønland arbejder sammen. Overskriften »Intet om os uden os« kan i den forbindelse også udvides til: Intet om de oprindelige folk, uden at de er en aktiv og deltagende part.

Vi opruster på alle fronter som sikkerhed og forsvar, samarbejde i både Arktis, Europa og Norden, klima, forskning og investeringer. Grønland, Færøerne og Danmark styrker i de her år i fællesskab forsvarets tilstedeværelse i Arktis og det høje nord. Vi står, som der står i regeringens redegørelse, ved et historisk forsvars- og sikkerhedspolitisk vendepunkt. Vi må jo bare konstatere, at tiden er langt forbi Ilulissaterklæringernes æra og den tids trusselsbillede, hvor vi også havde store forventninger til arbejdet og samarbejdet i Arktisk Råd, og hvor vi nu med glæde – det er det i hvert fald for os – kan se, at Grønland indtager formandspladsen på kongerigets vegne. Heldigvis kan vi også se, at Nordisk Råd træder længere frem og nu også med en tydeligere respekt for Grønland og Færøerne i ledelsen af Nordisk Råd.

Med den forsvarspolitiske delaftale I var der afsat over 14 mia. kr. til nye initiativer, herunder køb af langftrækkende droner og nye arktiske skibe, og i den nye delaftale II er der afsat over 27 mia. kr. til forsvar af Arktis. I den forbindelse tror jeg bare jeg især vil bemærke, at der bliver penge til et ekstra søkabel til 3 mia. kr. Det har som bekendt i mange år været et stort ønske fra Grønland for at styrke robustheden i kommunikationen. Flere skibe til søværnet, isbryderkapacitet og maritime patruljefly, der modsvarer russisk oprustning, er andre områder, vi har indgået aftale om at styrke.

Desuden opgraderes den arktiske basisuddannelse i Kangerlussuaq med uddannelse og nu også med brug af droner. Det er en dyr, men nødvendig aftale, som dansk økonomi heldigvis kan bære. For vi kan nemlig ikke bære, at Arktis udsættes for angreb, uanset om det måtte være fra USA eller fra Rusland. For SF er også det nordiske samarbejde meget vigtigt, når det kommer til forsvaret af Arktis. Tak.

Det er der ingen korte bemærkninger til. Tak til Socialistisk Folkeparti. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Carsten Bach, Liberal Alliance.

Tak for det, formand. Som det desværre nu har været tilfældet i en årrække, afventer vi stadig her i 2025 end fælles arktisk strategi for rigsfællesskabet. Redegørelsen fra udenrigsministeren i år nævner heller ikke forholdet med et eneste ord, hvilket jeg desværre ser som et udtryk for et lidt uheldigt politisk dødvande, hvor udenrigsministeren jo ellers for et par år siden under debatten her i salen gav udtryk for, at der var et desperat behov for en arktisk strategi. Vi taler altså år efter år om behovet for et samlet strategisk grundlag for kongeriget i Arktis, og nu, hvor man har overtaget formandskabet for Arktisk Råd, burde det vel have endnu højere prioritet. Men der er intet nyt at finde i redegørelsen – ingen fælles pejlemærker, ingen langsigtet plan for, hvordan vi som rigsfællesskab skal agere i en region, hvor andre nationer ændret deres tilgang med ekspresfart.

Udenrigsministeren konstaterer endda i redegørelsen, at udviklingen går i en anden retning og – må man måske forstå – forkert retning, men at lavspænding er en målsætning. Lad os bare være helt ærlige om den retorik. Det handler om politisk spin; det handler om et forsøg på kunstigt at holde begrebet arktisk lavspænding i live, efter at lavspændingspolitikken for længst er blevet overhalet af virkeligheden. For udviklingen går helt rigtigt i en anden retning.

Redegørelsen her beskriver et aggressivt og truende Rusland med stigende risiko for eskalation i Arktis, øget vestlig militær tilstedeværelse og fokus på GIUK-gabet, sabotage og beskyttelse af undersøisk infrastruktur. Det er en markant forandring af Arktispolitikken, som står i klar kontrast til beskrivelserne i de tidligere års redegørelser. Vi er altså reelt gået fra lavspændingsretorik til mere sikkerhedspolitisk realisme, og tak for det, trods alt.

Udviklingen og realismen ses heldigvis også tydeligt i de nye arktiske delaftaler under forsvarsforliget. Delaftale 1 lagde grunden, og nu har vi for ganske nylig med delaftale 2 sat turbo på forsvarets aktiviteter i Arktis: i alt fem nye arktiske skibe, nye maritime patruljefly, luftvarslingsradarer i Østgrønland, mulighed for deployering af kampfly til Kangerlussuaq, nye specialstyrker osv. osv. Det er alt sammen nødvendige investeringer i suverænitetshævdelse og overvågning og dermed også et klart strategisk opgør med den linje, der i mange år var kendetegnet ved Arktispolitikken.

Regeringens fokus på at trække NATO-forsvarssamarbejdet mere i retning af Arktis i form af egentlige arktiske styrkemål mislykkedes desværre, hvilket jo blot gør det endnu mere relevant at høre, hvad udenrigsministeren mener om Grønlands eksisterende sikkerhedspolitiske strategi, og hvad regeringens syn er på Grønlands eget ønske om at undgå militær oprustning og permanent militær tilstedeværelse i Arktis – noget, man jo mærkværdigvis ikke kan læse sig frem til i udenrigsministerens redegørelse.

Det bringer mig så videre til, hvad redegørelsen heller ikke nævner, f.eks. kontinentalsokkelkravet, der er sammenfaldende med Ruslands krav. Der står ikke et ord om, at Rusland og Danmark har overlappende ønsker om og krav på et område ved Nordpolen – et område, der vurderes at kunne indeholde olie, gas og metaller under havbunden. Det russiske krav er over 10 år gammelt, men stadig uafklaret, og nu befinder vi os i en tid med stigende spænding og russisk oprustning i regionen. Når vi dertil lægger USA's position – et land, der fortsat ikke har tiltrådt FN's havretskonvention, men i stedet for ensidigt har erklæret udvidelse af sin egen kontinentalsokkel i Arktis, og hvor præsident Trump åbent taler om kontrol over Grønland – kunne det set med mine og Liberal Alliances øjne have tjent et formål, hvis udenrigsministeren havde adresseret disse forhold direkte i sin redegørelse.

Jeg hæfter mig til gengæld ved noget positivt, nemlig den gradvise grønlandisering af det arktiske forskningsindsats. Det er fornuftigt med mere viden, forskning og infrastruktur, der nu forankres i Grønland. Et andet og centralt positivt element er samarbejdet med EU, hvor Europa-Kommissionen for første gang i 2025 har udpeget et grønlandsk projekt som et strategisk råstofprojekt under EU's forordning om kritiske råstoffer. Det markerer et skifte fra en diplomatisk dialog til et mere økonomisk-strategisk samarbejde, hvor Grønland kan blive en direkte aktør i forbindelse med Europas råstofsikkerhed.

Alt i alt står vi i en ny arktisk virkelighed – en virkelighed, hvor Danmark og rigsfællesskabet ikke længere kan gemme sig bag de gamle paroler om lavspænding. Man må forholde sig åbent og ærligt til, at Arktis nu er en strategisk frontlinje mellem stormagter. Det kræver klarhed i politikken og en samlet strategi for hele rigsfællesskabet, hvor Grønland, Danmark og Færøerne sammen definerer kursen.

Liberal Alliance støtter derfor, at forsvaret styrkes, og at kongeriget tager ansvaret for egen sikkerhed. Men vi efterlyser ærlighed om de reelle udfordringer og en fremadskuende fælles arktisk strategi, der ikke blot taler om lavspænding som en målsætning, men handler om at sikre den. Tak for ordet.

Således tak til Liberal Alliance. Der er ingen spørgsmål. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Ammar Ali fra Moderaterne.

Ammar Ali (M)

Tak for ordet, formand. Til at begynde med skal jeg måske lige oplyse, at jeg i den her sammenhæng vikarier for hr. Henrik Frandsen.

Tak til udenrigsministeren for en fin redegørelse. Arktis er ikke et fjernt sted. Arktis er en del af vores hjemlige hav, vores allieredes nærområde og vores børns fremtid. Her bliver verden varmest og sikkerhedspolitikken koldest. Temperaturen stiger omkring tre gange hurtigere end globalt, og Grønlands is trækker sig tilbage. Samtidig tester Rusland grænserne, og stormagtsrivaliseringen mærkes klart i Nordatlanten.

Midt i det står vi som ét rigsfællesskab – Danmark, Grønland og Færøerne – med ansvar, rettigheder og forpligtelser. Derfor er det rigtigt, at kongeriget nu ledes af et Arktisk Råd. Formandskabet skal bringe samarbejdet tættere på menneskene i Arktis – de oprindelige folk, de kystnære samfund og de unge.

Vores mål er lavspænding, respekt for folkeretten og konkret problemløsning, når det gælder havet, klimaet og biodiversiteten. Det er også rigtigt at styrke forsvarets tilstedeværelse. Med delaftale 1 er der sat 14,6 mia. kr. af til nye arktiske skibe, langtrækkende droner og uddannelse. Det handler ikke om oprustning for oprustningen skyld, men om tryghed og om, at NATO kan løse sine opgaver mod nord.

Vi lægger viden til grund. DMI, GEUS og vores universiteter overvåger is, hav og atmosfære. Vores arbejde, der retter sig mod plastik, kviksølv og sod, beskytter både natur og mennesker. Og aftalen om at forebygge ureguleret fiskeri sikrer, at vi ikke tager mere, end havet kan bære.

Arktis skal være et sikkert, bæredygtigt og værdigt sted at leve også om 50 år. Det handler om stærke partnerskaber og lokal forankring. Det forpligter os alle sammen. Tak for ordet.

Der er ingen korte bemærkninger. Tak til Moderaterne. Vi går videre til fru Helle Bonnesen fra Det Konservative Folkeparti.

Helle Bonnesen (KF)

Tak for ordet. Jeg går næsten ud fra, at jeg er den ordfører her i salen, som har den korteste anciennitet som arktisk ordfører. Som en anden ordfører før mig sagde, er dagens område gået fra at være et mindre område til at være et sprængfyldt emne, som fylder helt utrolig meget, så det er noget af et turbulent emne at komme ind i. Derfor vil jeg også først og fremmest sige tak til udenrigsministeren for en grundig og balanceret redegørelse om indsatsen i Arktis, fordi for mig har det været et meget, meget velvalgt tidspunkt, den kom på.

Redegørelsen vidner jo om, at Arktis' betydning og vækst stiger med raketfart og er både et geopolitisk og et klimamæssigt centrum, hvor fremtidens udfordringer allerede mærkes. Derfor er det jo også helt utrolig tragikomisk, at netop Arktisk Råd er så udfordret. Nu hvor vi kan sige, at vi endelig har brug for det, eller hvor vi har allermest brug for det, fungerer det ikke helt, som man godt kunne tænke sig. Det bliver derfor også essentielt, at Danmark, Grønland og Færøerne står sammen, for vores verden er dynamisk og udfordringerne stigende.

Samarbejdet i rigsfællesskabet er vores stærkeste kort, og det er derfor positivt, at redegørelsen understreger betydningen af den dialog og den respekt, der skal være mellem parterne, og at man prioriterer et tæt samarbejde. Den seneste geopolitiske situation mellem USA, Rusland og Kina viser med al tydelighed, at fokus på Arktis bliver vigtigere, og i den forbindelse er det også vigtigt, at rigsfællesskabet står sammen om og er ligeværdige i den arktiske politik. Vi skal sikre, at beslutninger træffes i et samarbejde mellem alle parter.

En ting er den geopolitiske situation, for Arktis er jo ikke kun et spørgsmål om diplomati og strategiske alliancer; det er også et spørgsmål om mennesker, miljø og ansvar. Der opstår nye sejlruter og økonomiske muligheder, men der åbner sig også samtidig et kapløb, som kan få alvorlige konsekvenser for naturen og for de samfund, der er i området. De nye sejlruter og adgangen til naturressourcer giver både muligheder og udfordringer, og derfor skal vi fremme erhvervsudviklingen og sikre, at lokalbefolkninger får ligelig del i gevinsterne.

Klimaforandringerne rammer Arktis hårdt, og derfor fokuserer redegørelsen helt reelt på behovet for at fremme grøn teknologi, miljøbeskyttelse og forskning samt støtte en bæredygtig udvikling. Det er vigtigt, at vi balancerer de økonomiske og de sikkerhedspolitiske dele, og at det ene ikke overskygger det andet, for begge dele af ligeværdige, og vi må ikke havne i en situation, hvor beslutninger om Arktis træffes i København, men konsekvenserne kan mærkes i Nuuk.

Sluttelig hæfter jeg mig ved den øgede militære tilstedeværelse, som redegørelsen omhandler. Danmark skal øge sin militære og overvågningsmæssige tilstedeværelse i Arktis, men på en måde, som fastholder regionen som fredelig, og der lægges vægt på samarbejde med NATO og de nordiske partnere. Selv om det her ikke er en nordisk redegørelse, er det jo alligevel værd at nævne, at parallelt med den her redegørelse har vi en udvikling i Nordisk Råd, som bliver styrket, og som også vil have en positiv effekt på dette.

Med hensyn til de kontinentale interessekonflikter kunne det siges, at man måske godt kunne have dvælet lidt mere ved det. Jeg husker, at i starten af denne valgperiode var et af de emner, vi havde oppe, delingen af Hans Ø, som man kan sige også var en geopolitisk eller en kontinentalpolitisk udfordring. Så vidt jeg husker, var det en proces, der tog 50 år med dialog og gps-udregninger gennem mange, mange år. Det endte fredeligt, det endte godt, det endte, som det nu kan, når man er diplomatiske partnere, men det er trods alt nok ikke en metode eller nogle arbejdsbetingelser, som vi kan forvente, at vi kan læne os op af fremover.

Alt i alt tak til udenrigsministeren for redegørelsen.

Tak til fru Helle Bonnesen fra Det Konservative Folkeparti. Vi går videre i ordførerrækken til fru Trine Pertou Mach.

Denne redegørelse er heldigvis gennemsyret af respekten for behovet for gensidighed og ligeværdighed i rigsfællesskabet mellem Færøerne, Grønland og Danmark. For Danmark i sig selv er ikke noget arktisk land. Den del af kongeriget, der ligger i Arktis, er Grønland, og derfor er det godt og logisk, at det nu er en grønlænder, der er kongerigets arktiske ambassadør, og som sidder for bordenden under kongerigets formandskab i Arktisk Råd.

Da hr. Kenneth Høegh, som ambassadøren hedder, trådte til, understregede han vigtigheden af især unges deltagelse og fokus på oprindelige folks rettigheder i udviklingen af Arktis. Det ligger fint i forlængelse af kongeriget Danmarks hidtidige strategiske prioriteringer, der netop har haft fokus på, at udviklingen i Arktis skal ske til gavn for regionens indbyggere og prioritere bæredygtig økonomisk udvikling. Og der er Arktisk Råd jo det primære forum for drøftelse af de anliggender i Arktis, som omhandler miljøbeskyttelse, klima, sundhed, marint samarbejde osv.

På sin vis er det bare lidt svært i redegørelsen at læse, hvordan man mere konkret har arbejdet for at fremme de prioriteringer, altså fremme unges deltagelse og oprindelige folks rettigheder. Jo, det står der at vi støtter, og det ved jeg også; der er også taget forskellige borgerinddragende initiativer, men hvordan styrker de mange aktiviteter, der er listet i redegørelsen, egentlig mere konkret de dagsordener, som er vores strategiske fokusområder?

Så beskriver redegørelsen også helt korrekt det bekymrende sikkerhedspolitiske pres, som Rusland med sin aggressive og truende adfærd lægger på Arktis og dermed også på rigsfællesskabets interesser i Arktis. Til gengæld må man sige, at redegørelsen går relativt let hen over den vigtigste faktor, der i de seneste år har skabt opmærksomhed om Grønland og tvunget den danske regering til at indgå en meget tættere dialog med Nuuk end tidligere, og den vigtigste faktor er naturligvis valget af Donald Trump til USA's præsident, som fandt sted i disse dage for 1 år siden. Siden er meget sket. I utilslørede vendinger har Donald Trump gjort krav på at overtage Grønland på den ene eller den anden måde, som han siger udtrykkeligt og uden at udelukke at erobre Grønland militært.

Den danske regering har i det seneste års tid med rette været stærkt fokuseret på at holde især det dansk-grønlandske bånd varmt og stærkt, ikke mindst i lyset af de amerikanske påvirkningsforsøg og -tiltag, vi jo ved at der er. Og det er klogt. Det er klogt fra grønlandsk og dansk side at lytte til hinandens ønsker og ambitioner, og heldigvis må man sige, at et flertal af grønlænderne og et flertal i Inatsisartut ikke mener, at Grønland vil gå en lykkeligere tid i møde, hvis landet fik samme status som eksempelvis Marshalløerne. Det er jeg sådan set enig med flertallet af de grønlandske vælgere og politikere i.

Men det, der er pointen her, er jo, at vi ikke bare i den dansk-grønlandske relation, men i hele rigsfællesskabet, har en klar interesse i at styrke samarbejdet og styrke rigsfællesskabet, også i en moderne version, og at vi ikke bøjer os for stormagters pres og dominans, som også i arktisk regi driver kiler ind og underminerer fred og sikkerhed.

Rusland optræder aggressivt og truende, ja, men det gør Trumps USA sandelig også, og det ville have været godt og ærligt, hvis den her redegørelse også havde turdet sætte nogle ord på den problemstilling og på, hvordan man ønsker at imødegå den. Lad mig bare nævne nogle få af de udfordringer, som der er i kølvandet på Trumps USA. Det er uforudsigelighed i forhold til internationale relationer. Det er fravalg af klimapolitik og tilvalg af fossilpolitik. Det er fravalg af respekt for menneskelige rettigheder og ligeværd. Det er fravalg af respekt for selvbestemmelse. Det er disrespekt for internationalisme, aftalesystemer og diplomati. Det er ganske alvorlige sikkerhedspolitiske udfordringer generelt globalt, men jo også i arktisk regi.

Som det hedder i redegørelsen, så er udgangspunktet for kongerigets Arktispolitik en målsætning om lavspænding og samarbejde. Det har flere også konstateret. Jeg synes, det er utrolig vigtigt, at der faktisk står det i redegørelsen, og at der ikke står, at det nu er for sent. Der står, at det stadig væk er omdrejningspunktet.

Til gengæld bliver der så derefter opremset en række militære tiltage, som alt andet lige kan bidrage til at øge spændingen i Arktis. I Enhedslisten ønsker vi, at befolkningerne i alle dele af rigsfællesskabet skal føle sig trygge i forhold til udefrakommende trusler, hvad enten de kommer fra Kreml eller Det Hvide Hus, og derfor støtter vi langt hen ad vejen de investeringer i flådens skibe til Nordatlanten og forsvaret af Grønland og Færøerne, men det kan ikke stå alene.

Der er også brug for en strategisk prioritering af, hvordan vi sætter gang i bevægelser, som mindsker de sikkerhedspolitiske spændinger også i Arktis, så vi ikke fanges i en blind oprustningsspiral og ikke glemmer det fuldstændig afgørende spor, der skal holde os alle sammen, nemlig diplomatiet og viljen til samarbejde, udveksling og gensidighed, fordi vores sikkerhed altid er betinget af andres sikkerhed.

Som det lød i strategien, som gjaldt indtil 2020, udgør folkeretten og etablerede samarbejdsfora et solidt grundlag for konfliktløsning og konstruktivt samarbejde om udviklingen i Arktis. Sådan er det stadig væk – og måske desto vigtigere efter de seneste års begivenheder. Så målet om lavspænding, som stadig væk står, skal jo forfølges og være et pejlemærke for vores konkrete politiske handlinger.

Vi må minde hinanden om, at de helt store og akutte trusler mod befolkningerne i Arktis og os alle sammen for den sags skyld nok ligger et andet sted end de militære trusler, som udgår fra Rusland og USA. Klimatruslerne er de mest eksistentielle trusler, vi overhovedet som menneskehed står over for. De lader sig kun bremse af politisk mod og vilje til at handle, mens der endnu er tid. Og der er Arktis, som flere af kollegerne også har været inde på, et af de områder på kloden, hvor klimaforandringerne viser sig først og størst, og hvor konsekvenserne for natur og mennesker er allermest alvorlige. Det er et af de steder, hvor Arktisk Råd i særdeleshed spiller en rolle.

Vi må ikke i vores iver efter at købe, købe, købe militært isenkram til Nordatlanten så meget som et sekund glemme vores globale ansvar for også at forske i, forebygge og afbøde klimaforandringernes fatale konsekvenser – jo ikke bare for indbyggerne i det arktiske, men for hele kloden.

Summa summarum skal Danmark, Færøerne og Grønland set med Enhedslistens briller fortsat i et tæt og koordineret samspil give samarbejdet om arktiske problemstillinger fuld skrue – det være sig i Arktisk Råd, i FN, i nordiske sammenhænge og alle andre steder. Og det skal vi for at forsvare og styrke den regelbaserede verdensorden, som jo især lande med en lille befolkning som Danmark og lande med en meget lille befolkning som Færøerne og Grønland nyder så godt af. Det er også den eneste måde reelt at kunne løse de sikkerhedspolitiske trusler, som vi står over for, på.

Nogle af os var jo tidligere på ugen i Stockholm til Nordisk Råds session, og der var et af de konkrete skridt, der blev taget, jo faktisk at sikre, at Færøerne, Grønland og Åland fik fast repræsentation i Nordisk Råds præsidium. En af temadebatterne, da statsministrene var til stede, var jo også, hvordan man kunne fremme og styrke nordiske værdier og fundamentale perspektiver på den globale retsorden – og forsvare dem i en omskiftelig og stadig mere autokratisk omverden. Og det er netop den vej, vi skal gå: konkrete skridt hen mod større ligestilling og ligeværdighed og en styrkelse af hele det mangfoldige Norden, der er så god grund til at styrke som en magtfaktor i verden.

Derfor må det være en vigtig konklusion i en tid, hvor denne verdensorden er under et massivt pres, som bl.a. kommer til udtryk ved det, der foregår i Ukraine med Ruslands fuldskalainvasion, og det øvrige pres og forsøg på misinformation og indblanding i vores retsstater og demokratier, men også det, der kommer fra amerikansk side. De trusler går jo ikke væk, fordi vi lukker øjnene for dem, og derfor er det så vigtigt, at vi tre lande i rigsfællesskabet går sammen med andre ligesindede lande om at fremme diplomati, fredelige løsninger, internationalt samarbejde og respekten for folkeretlige aftaler.

Der må man sige, at Arktis er en geografi, der i høj grad udgør et område, hvor vi kan praktisere forebyggelse af konflikter, klimaforandringer og storkonflikt. Tak for ordet.

Hr. Carsten Bach, Liberal Alliance.

Tak. Og tak for talen. Jeg kunne bare godt tænke mig at høre, om ordføreren mener, at en årlig arktisk redegørelse fra landets udenrigsminister skal være realistisk, eller om den skal afspejle eksisterende strategier, som alle reelt set godt ved er forældede, og det, at vi mangler en fælles arktisk strategi. Hvad mener ordføreren er det bedste i den her sammenhæng?

Ordføreren.

På bedste Peter Plys-vis kan man vel svare: Begge dele. Det må jo gerne både være realistisk og afspejle den realpolitiske virkelighed. Og virkeligheden er vel den, at vi har brug for en strategi. Vi ved, at der er noget, der udfordrer, fordi vi mangler en, men vi ved jo også godt, hvad de realpolitisk udfordringer er. Det er noget af det, som debatten her sidste år, forrige år og i alle andre sammenhænge i øvrigt også afspejler.

Så på en eller anden måde kan man vel både være realistisk omkring, at lavspænding, som jeg går ud fra er det ordføreren bl.a. henviser til, om ikke er forældet – det er jeg ikke enig i – så er udfordret. Men det er jo kun ved at praktisere og have det som en målsætning, at vi kan vedholde at have det som en ambition og forhåbentlig også gøre det til den realpolitiske virkelighed.

Hr. Carsten Bach.

Det er jo altid dejligt, når Peter Plys er med i Folketingssalen. Men mener ordføreren rent faktisk, at den arktiske redegørelse for 2025 fra udenrigsministeren indeholder et realistisk billede, et retvisende billede, af, hvad det er, der egentlig udspiller sig i øjeblikket i Arktis?

Ordføreren.

Nej, det gør jeg ikke. Det var også det, jeg forsøgte at sige i talen. Jeg synes, at den godt kunne have været lidt mere ærlig omkring de realpolitiske sikkerhedspolitiske udfordringer.

Jeg tror, at den her redegørelse er skrevet på en måde, så den også kan læses af andre, som ikke nødvendigvis læser dansk, og så den, når den er oversat, ikke vil skabe udenrigspolitiske udfordringer. Men jeg synes, det ville have været klogt og ærligt, at man i en dansk Folketingssal havde været lidt mere åben omkring, hvad det er, der reelt er vores udfordringer. Så det vil være mit svar til ordføreren.

Dermed tak til Enhedslisten. Nu er det hr. Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti.

Tak, formand. Tak til udenrigsministeren for redegørelsen. Som sædvanlig er det jo en glimrende redegørelse, kort og kontant, der giver et fint overblik over, hvad der foregår i Arktis. Der er i dag sagt en række kloge ord. Jeg vil koncentrere mig om nogle ganske få ting, som andre ordførere også har nævnt, nemlig lavspænding. Regeringen har jo en drøm om, at Arktis igen kan blive et lavspændingsområde. Det er jo en drøm, som vi alle godt kunne ønske os ville indfinde sig, men der tror jeg, at vi kommer til at vente mange, mange, mange år. Det skyldes jo, som andre ordførere også har været inde på, at både Kina, Rusland og USA interesserer sig voldsomt for dette område. Så vi kommer til at affinde os med, at området i mange år vil være et højspændingsområde. Derfor glæder det mig også, at jeg som forsvarsordfører på vegne af Dansk Folkeparti sammen med forsvarsforligskredsen har valgt at opruste i Arktis.

Jeg husker endnu, da jeg stillede statsministeren et spørgsmål om oprustning i salen. Det skete på foranledning af det, som Dansk Folkeparti havde foreslået, nemlig at vi skulle sende soldater og vi skulle opruste med våben, bl.a. på Grønland og i Arktis. Jeg stillede statsministeren det spørgsmål, hvornår det ville ske. Statsministeren kiggede på mig, og så sagde hun, at det ikke var hendes opgave; det var forsvarsministerens opgave. Da jeg så havde lejlighed til at spørge forsvarsministeren, kiggede på mig og sagde, at det var forsvarschefens opgave, hvorfor jeg kiggede over på forsvarschefen, der blev helt bleg og meget stille. Så gik der et halvt år, og vi har så fået Arktispakken, hvilket jeg er meget tilfreds med. Det er en glimrende pakke, og det er også en nødvendig pakke, hvis det er, vi vil deltage i forsvaret af det arktiske område.

Jeg tror også, det er nødvendigt, at vi taler lidt om diskussionen vedrørende Grønlands selvstændighed. For hvis vi virkelig ønsker at deeskalere, at gå fra højspænding til mindre højspænding, eventuelt til lavspænding, kommer vi heller ikke udenom, at vi bliver nødt til at aflyse snakken om selvstændighed for både Færøerne og Grønland, både på Færøerne og på Grønland og i Danmark. Hvorfor? Fordi selvstændighed jo ville forværre den geopolitiske situation. Det ville betyde, at USA ville interessere sig endnu mere for området, Rusland ville gøre det, og Kina ville gøre det.

Hvordan kan jeg så vide det? Vi kan jo kigge lidt på to områder, som er interessante. Det ene er Svalbard, som Norge har overhøjhed over, men en traktat fra 1920 giver adgang for mere end 40 lande. Rusland har derfor oprettet egentlige kolonier. Og der er ingen tvivl om, at nordmændene er ekstremt bekymrede for situationen deroppe. Jeg har selv haft lejlighed til at besøge Svalbard. Det er en kæmpe oplevelse, og hvis mine kolleger får muligheden for det, synes jeg, at man skal tage med.

Det andet eksempel er Cookøerne, som tidligere hørte til New Zealand, men nu er en slags personalunion. Cookøerne har valgt at alliere sig med Kina, som investerer voldsomt; de bygger skoler, og de bygger idrætshaller, og på den måde køber de sig til indflydelse. Det vil selvfølgelig også ske, hvis f.eks. Grønland bliver selvstændig. Der må jeg selvfølgelig rose den nuværende udenrigsminister og tidligere statsminister for indsatsen i forbindelse med Kinas strategiske samarbejde med Grønland, bl.a. med henblik på oprettelsen af lufthavne. Vi fik os et chok, da vi opdagede det, men heldigvis vågnede vi op til dåd, og statsministeren skal have ros for, at man handlede hurtigt og fik etableret det samarbejde, der bevirkede, at vi i dag snart har tre lufthavne deroppe. Tak for det, det var det rigtige at gøre. Det deeskalerede det også. Der er ingen tvivl om, at amerikanerne ville have været ekstremt bekymrede, hvis kineserne havde fået lov til at få samme indflydelse, som de i dag har på Cookøerne.

Summa summarum: Det er vigtigt, at kongeriget forsvares, og det er vigtigt, at Danmark er med til at forsvare Arktis. Jeg er heller ikke tvivl om, at man i visse kredse i USA drømmer om et nordamerikansk imperium, som ikke bare skal indeholde Grønland, Arktis og Nordpolen, men sandsynligvis også Canada. Jeg tror ikke, at det, der bliver sagt, er for sjov. Det kan lyde skørt i vore ører, men der er en klar drøm om det.

Der er også en klar, klar strategisk vision fra Ruslands side om at dominere Arktis, fordi det er afgørende for at kunne dominere Atlanterhavet. Og der er helt klart en strategisk interesse fra Kina, bl.a. på grund af de store naturressourcer. Det bedste, vi kan gøre for at deeskalere, er at bevare kongeriget, som det er nu, status quo. Det er derfor, jeg bare indtrængende appellerer til, at vi alle sammen måske lader være med at tale alt for meget om selvstændighed i disse år. Det er ekstremt farligt, også i Arktis. Det skulle være mine ord. Tak for det.

Fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten.

Tak for det. Det er godt at høre, at ordføreren også erkender, at USA her er en af de stormagter, der har smidt en bombe ind i det internationale samarbejde med den måde, som Donald Trump agerer på. Men det bliver en lille smule selvmodsigende, synes jeg, når ordføreren så bagefter lægger op til, at vi fra dansk og rigsfællesskabets side skal være ganske underdanige over for det USA og i virkeligheden lægge os ned under dække af det, som ordføreren så kalder deeskalation. Er det ikke sådan, at målet om lavspænding, om samarbejde, om fred og ikkekonflikt kun er noget, der kan opnås, hvis man reelt arbejder for det, og hvis man fører en politik, der praktiserer det? Hvis man f.eks. fører en politik, der styrker diplomatiet, styrker den globale retsorden og styrker folks ret til selvbestemmelse, er det så ikke der, den egentlige fred og ikkekonflikt opstår?

Ordføreren.

Jeg tror ikke rigtig, ordføreren har hørt efter, hvad jeg sagde, og hvad Dansk Folkepartis position har været. Vi var de første, der sagde, at vi bliver nødt til at ruste op. Et halvt år senere skete det. Jeg sagde også, det er nødvendigt, at vi opruster i Arktis og er med til at forsvare området, fordi det – alene det – vil give os mulighed for, at vi får en fremtidssituation med lavspænding. Det var det, der var min pointe.

Så jeg synes faktisk ikke, at jeg lægger mig ned. Tværtimod går vi med oprejst pande. Vi tror på oprustning. Vi tror på styrke. Vi tror på, at man skal forsvare sit område. Hvis man ikke gør det, åbner man for det modsatte, nemlig højspænding og konflikt.

Spørgeren.

Men hvis man de facto – og det er det, ordføreren gør – beder det grønlandske folk og det færøske folk om at klappe i om ønsker om selvstændighed, fordi man er bange for, at det udfordrer relationen til USA, er det så ikke lige præcis, hvad »underdanighed« er?

Ordføreren.

Nej, det er jo egentlig bare at læse situationen, som den er. Vi ved, at USA er interesseret i Grønland. Det er sagt meget åbent. Vi ved, at Rusland også er interesseret i området. Vi ved, at Kina er interesseret, fordi de tidligere har forsøgt at købe sig til indflydelse. Derfor er det vigtigste, vi kan gøre, at sørge for, at vi bevarer status quo, og status quo er, at kongeriget er, som det er i dag. Hvis vi åbner for selvstændighedsdiskussionen, kan jeg love, at der sker en eskalering af konflikten. USA vil ikke finde sig i det.

Fru Sascha Faxe, Alternativet.

Jeg kunne egentlig bare godt tænke mig at høre, om Dansk Folkepartis ordfører faktisk mener, at det ikke er et folks egen ret at åbne diskussionen om selvstændighed, men at det er vores prærogativ i det her. Altså, vi er jo ikke inuitter, for vi har ikke den samme kultur. Der er en oprindelig befolkning, hvor man må sige, at Grønland er deres, og så må det vel være dem, hvorpå det hviler, om de vil have den samtale?

Ordføreren.

Jamen de har jo ret til at have alle de ønsker, de vil, og også have den samtale, de vil. Jeg har på samme vis retten til at advare imod det, fordi vi befinder os i en ekstremt svær situation geopolitisk. Så er det jo bare et spørgsmål om, om man er klog og læser situationen, og der synes jeg altså ikke, at man har læst situationen godt nok i Grønland og i mange år heller ikke i Danmark. Det er jo min ret som parlamentariker, og jeg synes også, det er mit ansvar at fortælle det, og så må folk jo gøre, hvad de vil, og hvert enkelt parti må gøre op med sig selv, hvad de mener er det rigtige. Vi har i mange år advaret imod den her situation; allerede i 2009 advarede vi imod selvstændighedstankerne, fordi det ville gøre stormagterne nervøse. Så alle har ret til at have den her diskussion – det har jeg jo også.

Spørgeren.

Det, jeg hører ordføreren sige, er, at grønlændere er dumme – at grønlændere er dumme. Ordføreren taler om, hvad der ville være det kloge at gøre, »hvis man læser det korrekt«. Ergo læser grønlænderne det ikke korrekt, men det er deres land, det handler om. Selvfølgelig står det ordføreren frit for at mene noget andet og synes, at et andet land godt må have ejerskab over et land. Men jeg vil altså simpelt hen forfægte, at det kan være danskere, der bestemmer over andre landes følelser og deres trang til selvstændighed, og så vil jeg også advare imod, at vi taler om vores medborgere i rigsfællesskabet som ikke kloge.

Ordføreren.

Jeg synes, det er ekstremt bekymrende, at Alternativet synes, at grønlænderne er dumme, og at de ikke er særlig kloge. Det bør ordføreren egentlig undskylde for. Tværtimod synes vi, at grønlænderne er lige så kloge som danskerne, og at de har lige så meget ret til at have den demokratiske diskussion. Jeg tager dem alvorligt som samarbejdspartner og er i øjenhøjde med dem, og jeg siger, at det klogeste, vi kan gøre lige nu, er at deeskalere og sørge for ikke at provokere hverken amerikanerne, russerne eller kineserne, fordi situationen er så højspændt, som den er i dag, og det bedste, vi kan gøre, er at opruste, og det har vi gjort.