Præsidiet besøger verdens største demokrati

04.03.2024

Indien får stigende betydning i verden, og besøget skal bl.a. markere 75-året for diplomatiske forbindelser mellem Indien og Danmark.

Folketingets Præsidium besøger Indien den 3.-9. marts 2024. Det sker umiddelbart op til det indiske parlamentsvalg i april og maj. Besøget giver Præsidiet en unik mulighed for at få indblik i valgkampens temaer. Ved parlamentsvalget i verdens største demokrati kan over 900 millioner indere stemme. 

Præsidiet har valgt Indien som destination efter konsultationer med Udenrigsministeriet. Besøget understøtter dansk udenrigspolitik og skal bl.a. markere 75-året for diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Indien. 

»Indien er et land, der har større og større betydning for Danmark og danske interesser. Der er allerede god fremdrift i det grønne partnerskab mellem de to lande. På grund af Danmarks know how inden for miljøteknologi har danske virksomheder gode muligheder for at hjælpe Indien med den grønne omstilling,« siger Folketingets formand, Søren Gade, der står i spidsen for den danske delegation. 

Indien er verdens femtestørste økonomi, det folkerigeste land og har potentialet til at blive et af verdens største markeder for vedvarende energi.

I New Delhi har Præsidiet møder med fremtrædende parlamentarikere, herunder topledelsen i parlamentet. Der vil også være møder med centrale institutioner som det indiske menneskerettighedsråd.

Besøgets sidste del foregår i Mumbai, hvor Præsidiet bl.a. vil se Mærsks store havneterminal, Mumbais børs, Bombay Stock Exchange, og virksomheden Larsen & Toubro, der er et dansk stiftet industriglomerat med over 200.000 ansatte.

Under besøget i Mumbai vil Præsidiet også mødes med delstatspolitikere, der vil give indsigt i den lokale valgkamps dynamikker, der er så afgørende i indisk politik.

»Ambassaden ser meget frem til besøget, der vil give Præsidiet indblik i et Indien i hastig forandring både politisk, økonomisk og ikke mindst med klare ambitioner for den grønne omstilling,« siger den danske ambassadør i Indien, Freddy Svane.