Folketingets formand bringer mindeord om tidligere statsminister Poul Schlüter

28.05.2021

Henrik Dam Kristensen husker Schlüter som en debattør med vid, humor og charme.

I anledning af tidligere statsminister Poul Schlüters død bringer Folketingets formand Henrik Dam Kristensen følgende mindeord:

»Det er med sorg, at Folketinget har modtaget meddelelse om, at tidligere statsminister Poul Schlüter er afgået ved døden den 27. maj 2021. Vores tanker går til Poul Schlüters familie og nære bekendte. 

Med Poul Schlüters død har vi mistet en af de helt store skikkelser i den nyere danmarkshistorie. Poul Schlüter satte store aftryk på dansk politik i det 20. århundrede. 

Han skrev sig ind i historien ved at være den statsminister, der har haft posten længst siden anden verdenskrig, og som den hidtil eneste konservative statsminister efter systemskiftet i 1901. 

Han blev første gang valgt til Folketinget i 1964 og nåede at være medlem af Folketinget i 30 år frem til 1994. 

Poul Schlüter overtog posten som statsminister den 10. september 1982 efter socialdemokraten Anker Jørgensen. 

Det blev til lidt mere end 10 år som statsminister. 

I løbet af denne periode stod Poul Schlüter i spidsen for fire regeringer. 

Under Poul Schlüters ledelse nåede Det Konservative Folkeparti en uset opbakning. Ved folketingsvalget i 1984 gik partiet frem fra 26 til 42 mandater. Det var lige før, Poul Schlüter fik ret i en af sine mange berømte talemåder om, at »90 procent af den danske befolkning er konservative – de ved det bare ikke«.

Os, der har oplevet Poul Schlüter som taler i Folketingssalen, husker ham som en debattør med vid, humor og charme.  

Efter tiden i Folketinget fortsatte Poul Schlüter fem år i Europa-Parlamentet, hvor han sad fra 1994 til 1999. 

For eftertiden vil Poul Schlüter stå som en ferm og dygtig taktiker. Hans pragmatiske tilgang til politik er legendarisk. Selv sagde han bramfrit, at »ideologi er noget bras«. 

Hans tilgang til politik var også præget af et optimistisk livssyn. 

Karakteristisk for ham slog han i sin første nytårstale som statsminister de positive strenge an: »Kvæl mismodet, det negative, det skeptiske og ængstelige. Lad os nu tage fat på at ekspandere og gå i vækst. Lad os nu se noget mere positivt på tingene«. 

Jeg synes, at disse ord i koncentreret form indrammer Poul Schlüters gemyt. 

Æret være hans minde«.