Hvis ingen gør indsigelse mod fremme af denne forespørgsel, betragter jeg Tingets samtykke som givet.

Det er givet.

Ordføreren for forslagsstillerne ønsker at få ordet for at give en begrundelse for forslaget. Værsgo, fru Leila Stockmarr.

Tak for det. Jeg har virkelig set frem til, at vi skulle tale om det her i dag, for det er jo virkelig blevet til noget, der fylder meget for mange danskere, for mange borgere, men også for os på tværs af partierne i Folketinget, og det er jo rigtig positivt. Derfor vil jeg også indlede med at sige om det her beslutningsforslag, at da vi satte os ned og begyndte at lave det i Enhedslisten og spurgte forskellige eksperter, hvad det er, der skal til for at få styr på det her område, så var det nogle af de her ting, der blev peget på.

Så vi har ligesom prøvet at samle et bredt katalog af idéer, og jeg er med på, at det er meget detaljeret og meget omfangsrigt, så derfor er det måske også meget at bede om, at alle bare siger, at man er med på det hele. Så jeg håber, at vi i dag – også selv om man ikke kan bakke op om alle forslag – kan se det som en anledning til at få en god samtale om, hvad der skal til for at komme de her problemer til livs, som vi alle sammen, tænker jeg, er enige om er et problem, ikke mindst på baggrund af de seneste måneders mediedækning og afsløring af de massive problemer med dumpning af jord, som endda kan være forurenet.

Så det var bare for at åbne med at sige, at jeg selv går til det her med et meget åbent sind og også glæder mig til at høre, hvad I andre partier har af forslag til, hvad der skal til for at komme de her problemer til livs. Men selvfølgelig står vores beslutningsforslag ved magt, i den forstand at det er det, Enhedslisten mener vil være den rigtige vej at gå, hvis vi virkelig skal have taget livtag med problemerne.

Tak til fru Leila Stockmarr, Enhedslisten.

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er miljøministeren. Velkommen.

Tak for det. Jeg synes, det er en rigtig tilgang, der er fra Enhedslistens side, og det er også et grundigt arbejde, der er lavet fra Enhedslistens side i forslaget her, men også, i forhold til at vi må have ting på bordet og vi må fastholde fokus. Fokus, kan man sige, kom jo efter forskellige tv-programmer og meget grundig journalistisk arbejde: »Operation X: Marken er giftig«, »Den sorte svane«, som satte fokus på fusk og svindel, forurenet jord og overskudsjord. Nogle gange er det sådan, at medierne går videre til næste dagsordenspunkt, og der er det meget, meget vigtigt, at vi fastholder fokus her fra Folketingets side på, at der er et problem. Det er et dokumenteret problem, hvor vi er nødt til at have mange ting på bordet for at kunne løse det.

Hvis man skærer helt ind til benet, er det sådan, at når der bygges og når der laves ting i Danmark, er der jord, der skal transporteres og flyttes. Ja, men det skal jo kunne ske på en måde, uden at det skader vores miljø. Konkret i det her forslag handler det primært om håndtering af jord fra bygge- og anlægsprojekter, og der er en række forslag til at styrke kontrollen med jordflytninger.

Jeg er sikker på, at alle i Folketinget, alle ordførere og alle folketingsmedlemmer, kan skrive under på, at det er dybt forargende, når der bliver snydt, scoret en nogle gange meget stor gevinst på bekostning af vores miljø, som bliver ødelagt, og det sker for egen vindings skyld. Det er dybt forargeligt, og derfor skal vi også have det stoppet. Det er uacceptabelt, når man blæser på regler, på vores fælles miljø, på vores næste generationer.

Der er meget, der tyder på her, at det er for nemt, at der er for store huller. Vi skal være sikre på, at vi har et system, hvor vi får opdaget de her ulovligheder, at vi får håndhævet reglerne, og at vi får straffet lovovertrædelser tilstrækkeligt. Det mener jeg også er det, som ligger i grundsubstansen i Enhedslistens forslag. Der er et ret stort sammenfald mellem flere af de forslag, konkrete forslag, som Enhedslisten ønsker gennemført, og de initiativer, som er sat i gang netop for at bekæmpe snyd med overskudsjord og styrke kontrollen fremadrettet.

Nu vil jeg gå lidt mere ned i substansen af de enkelte dele af forslaget. Der er et forslag om bedre kontrol, når jorden graves op, og der er også forslag om, at alt jord skal anmeldes. Her må jeg sige, at jeg er helt enig i, at der jo er noget galt med vores system, når der kan ske så mange tilfælde af snyd, af svindel med jord, som vi nu har set i de medieprogrammer, som jeg talte om til at starte med. Det vil sige, at vi er nødt til at gøre noget anderledes, når de her regler gang på gang bliver overtrådt. Så vi kan formentlig hurtigt blive enige om, at der skal ske forbedringer, at der skal ske ændringer, der gør det sværere at snyde og svindle.

Noget af det, vi er i gang med og har sat i gang i Miljøministeriet, er at styrke kontrollen og gøre risikoen for snyd mindre. På flere af punkterne er der sammenfald med det, som Enhedslisten har af forslag, bl.a. det forslag, og det er et af de sådan største forslag, om at anmelde al jord. Det falder sammen med et af de initiativer, som Miljøministeriet er i gang med netop at se nærmere på.

Reglerne har jo mange år på bagen, men vi er ikke rigtig fulgt med tiden. Dem, der vil udnytte hullerne, udnytter alle de muligheder, der nu er, men det gør vi så ikke som myndigheder, og det er en af grundene til, at min analyse er, at det ikke er et nyt problem, men jeg tror ikke, at der er nogen, der kan argumentere imod, at problemet formentlig har en stigende karakter. En af grundene er, at myndighederne ikke er fulgt med. F.eks. har vi jo mulighed for at få langt bedre it-løsninger end for 25 år siden, da jordforureningsloven blev vedtaget, og det, vi jo helt konkret kigger nærmere på, er at lave en landsdækkende it-løsning. Vi har prøvet at finde ud af, hvordan vi skal formidle det, for det lyder måske sådan lidt tørt.

Jeg ved ikke, om det her bliver bedre, men vi har prøvet at formulere det som en slags jordens rejsekort – jeg ved godt, at der også er delte meninger om rejsekortet – hvor man altså skal tjekke ind, når man tager jorden op, og tjekke ud, når man afleverer jorden igen, så vi øger sporbarheden, når overskudsjord køres væk, også selv om den her jord jo ofte krydser en kommunegrænse.

For vi kan simpelt hen se i nogle af de her sager, at det er rimelig veldokumenteret, hvad det er for noget jord, og hvor det køres hen, indtil det krydser kommunegrænsen, og så er det åbenbart sådan, at kommunernes systemer ikke kan tale sammen og vi ikke har det her system, og så er det nærmest som at krydse sådan en gammeldags landegrænse og rejse ud i intetheden. Så har modtagerkommunen meget, meget svagere kort på hånden og meget svagere mulighed for at kontrollere og tjekke, hvor det jord kommer hen, og hvad det er for noget jord. Så det er en af de konkrete løsninger. Det er ikke for at skælde ud på dem, der indførte jordforureningsloven for 25 år siden. Det havde man ikke mulighed for. Det har vi så nu, så lad os se, hvordan et sådant system skal skrues sammen.

Et andet initiativ er at få kommunerne til selvfølgelig at bruge de værktøjer, de allerede har i værktøjskassen. Der er sat gang i en række initiativer i forhold til det. Der må jeg bare sige, at det er vigtigt, at man udnytter hele værktøjskassen i jordforureningsloven og sætter alle kræfter ind på at håndhæve reglerne. Jeg synes, det ville være helt upassende, hvis vi stod her kritiserede og skældte ud på kommunerne. Det er dem, der har et meget stort ansvar, og vi skal give dem bedre kort og bedre mulighed for at bruge de værktøjer, de har. Det må være det, der er vores mål med vores arbejde.

Det, vi kan se, og det er der mange grunde til, er, at kommunerne har meget forskellige tilgange til, hvordan de håndhæver de her regler. Det i sig selv er jo meget uholdbart, fordi forurenet jord er forurenet jord, jordflytning er jordflytning, uanset hvor i Danmark det er. Der er selvfølgelig lokale forhold, drikkevandsbeskyttelse og andre ting, men jordforureningsloven gælder altså i alle landets kommuner. Derfor har Miljøstyrelsen udsendt en vejledende udtalelse til kommunerne, som det teknisk hedder, der netop præciserer, hvordan man kan bruge de eksisterende regler langt bedre, end det sker i hvert fald nogle steder i dag.

Der har også været en opfølgning, hvor man har samlet eksperterne blandt dem, der har ansvaret i kommunerne, med mange, mange flere hundrede deltagere, så der har virkelig været brug for det arbejde, og jeg er meget tilfreds med, at Miljøstyrelsen var hurtig til at sætte det i gang, da de her historier begyndte at rulle. Det afgørende er, at vognmænd følger reglerne, at landmændene sikrer sig, at der ikke placeres store mængder jord på deres marker, som man ikke kender oprindelsen af.

Et andet initiativ er en møderække med flere borgmestre, KL og eksperter på områder, og nogle af de udfordringer, der er på området, er blevet drøftet sammen med forslag til nye initiativer. Vi har etableret to arbejdsgrupper mellem KL og Miljøstyrelsen, som ser nærmere på styrkelsen af indsatsen inden for de nuværende regler og behov for nye regler til at mindske svindel med overskudsjord. Notatet fra de drøftelser forventes at foreligge inden sommerferien, og jeg har aftalt med Miljø- og Fødevareudvalget her i Folketinget, at vi får arrangeret en præsentation for udvalget af de her konkrete resultater, så vi har den ekspertises forslag foran os.

Enhedslisten foreslår i deres beslutningsforslag bl.a. også, at overskudsjord håndteres og deponeres på lokaliteten. Nu startede jeg med at sige noget om mange af de ting, jeg var enig med Enhedslisten i. Jeg forstår sagtens logikken i det her forslag, men jeg kan ikke erklære mig enig i, at det ville være klogt eller det ville være fornuftigt i Danmark. Hvis man indførte sådan en model, vil det være utrolig vanskeligt. Lad os bare tage et helt konkret eksempel. Hvis man f.eks. skal grave ud til en kælder, altså en helt basal ting, og det kan være fornuftigt at gøre, så ved vi, at der kommer store mængder overskudsjord. Vi kan ikke placere så store mængder overskudsjord på matriklen. Det mener jeg ikke. Det er ufornuftigt, og det er simpelt hen uladsiggørligt. Derudover er en fornuftig og en miljørigtig anvendelse af overskudsjord jo faktisk et vigtigt fundament for udviklingen af byer i store dele af Danmark.

Man kan bare kigge rundtomkring. Overskudsjord har været brugt til at etablere og udvikle byer til glæde for kulturliv, boliger, erhverv, befolkninger, når man gør det rigtigt og man har styr på tingene. Det ville jo være helt umuliggjort, hvis man indførte en sådan regel, og derfor er jeg ikke enig og ikke tilhænger af den del, men jeg hørte jo også ordføreren, fru Leila Stockmarr, sige til at starte med, at nu har de samlet alt sammen, og så kan vi diskutere tingene, og det synes jeg er en meget, meget fornuftig tilgang til det. Så overskudsjord kan jo godt være til gavn. Vi skal af med det et sted. Vi skal bruge det et andet sted. Det kan give nogle meget, meget gode løft af livskvaliteten og bymiljøet, men det skal selvfølgelig ske i overensstemmelse med de eksisterende regler.

Hele fødekæden i sager består jo så også af dem, der modtager jord – forstået på den måde, at i de sager, der er kommet frem, fremhæves vognmænd, der fusker med analyseresultater, jordmodtagere, der har modtaget mere jord, end tilladelsen dækker. Der foreslår Enhedslisten i det her forslag, at alle, der modtager jord, skal have en miljøgodkendelse, og at det ikke skal være lovligt at modtage økonomisk kompensation for at modtage jord til jordforbedring eller det, der hedder terrænregulering. Det er jo en balancegang, hvor man skal veje det op mod, hvad der skal til af administrativt tungt arbejde, hvis det er mindre mængder af jord, der bruges til forbedring af landbrugsarealer. Derfor mener jeg, at fokus bør være, at vi skal sikre, at der kun bruges den nødvendige mængde jord. Et areal, der er vandlidende, behøver formentlig ikke at få hævet terrænet flere meter. Jeg synes selvfølgelig, at der skal være klarhed over, hvad det er for noget jord, der køres ud på marken.

Så er der også et element, der handler om, at overskudsjord ikke må placeres oven på eksisterende eller planlagte områder for drikkevand. Her vil jeg sige, at jeg er meget positiv over for det, og jeg mener, det er et meget, meget vigtigt element. Vi er ved at se nærmere på præcis det i forbindelse med kortlægningen af drikkevandsbehovet i Danmark, som vi som bekendt er i gang med at kortlægge i hele landet. Miljøstyrelsen har, som jeg nævnte, udsendt en vejledende udtalelse om reglerne på området, og vi har aftalt, at vi også sender den over til Folketinget, så folketingsmedlemmerne kan dykke ned i den også. Det kan bidrage til, at kommunerne får et større overblik over og bedre viden om handlemuligheder, forpligtelser og håndhævelse inden for det eksisterende regelsæt.

Men hvad er så, når hammeren falder, bødeniveauet? Hvad er det så, når jord smides ulovligt de steder, det ikke hører hjemme? Der har vi i Miljøministeriet indledt en dialog med relevante myndigheder, og i forlængelse heraf vil vi se på mulige forslag til eventuelle forbedringer eller opstramninger i forhold til straffe for overtrædelse af miljølovgivningen. Det skal ikke være sådan, at man kan spekulere i, at straffen er lille og man så tager chancen, fordi gevinsten er højere end den potentielle straf, man kan få. Det går selvfølgelig ikke, og det er vi så også ved at se på.

Så der er både indsatser på den korte bane og på den lange bane. Det er et kommunalt myndighedsområde. Mange af sagerne handler om omgåelse af eksisterende regler. Så en hurtig proces med opstramning inden for de gældende regler er vigtig, og så er det selvfølgelig de initiativer, jeg nævnte, som der har været, men derudover har embedsværket haft gang i møder, jeg har selv været med i et møde med borgmestre, men også møder med interesseorganisationer, eksperter på området og også flere kommuner. Dermed ser jeg frem til at arbejde videre med det her store aspekt både i forbindelse med det her forslag, men selvfølgelig også i regi af opsamlingen på det katalog, som blev udarbejdet, og diskussionen med Folketingets partier om, hvor det er, vi så konkret skal opstramme, hvad det er for nogle systemer, vi kan sætte ind, så vi får ryddet helt op her.

Kan der nogen sinde nogen steder være et broddent kar? Ja, det kan der selvfølgelig være i alle brancher. Det kan der også være her, men her er der altså alt for mange sager og alt for stor potentiel miljøødelæggelse, og derfor er det en fuldstændig uacceptabel situation. Den skal vi have fat i, og det må være en fælles opgave at gøre det.

Tak. Første korte bemærkning er til fru Leila Stockmarr, Enhedslisten.

Tak, og også tak til ministeren for at forholde sig relativt konkret til de mange forslag, vi er kommet med. Nu startede jeg med at være venlig, og det vil jeg også gerne fortsætte med at være. Jeg synes, at det er rigtig positivt, at der sker noget fra myndighedernes side og fra regeringens side på det her område, men det er jo heller ikke en hemmelighed, at der skulle være sket noget for længst. Det har sit eget drama, og det skal vi have et samråd om, i forhold til at det er klart, at der har ligget anbefalinger internt i systemet, man ikke har reageret på. Der er blevet råbt op fra kommunernes side og fra borgernes side i årevis, skulle jeg til at sige, og det er først nu her på bagkant, at der bliver sat gang i arbejdet. Det er selvfølgelig problematisk, for så kunne meget af det her jo meget vel være undgået.

Jeg gerne spørge ministeren om noget konkret. En del af det, der er blevet afdækket i de mediesager, der har været, har jo været det her med, at jordejere, men også transportører tjener styrtende med penge på det her system, både den lyssky del, hvor der måske bliver brudt regler, men måske også den del, hvor man faktisk dumper jord efter en tilladelse, man har fået, og jord i den mængde, man har fået. Mener ministeren, det er hensigtsmæssigt, at profit er en motor i forhold til håndteringen af jord?

Ministeren.

Jeg mener i hvert fald, at af de eksempler, der har været, kan vi se, at der har man brudt reglerne og scoret en stor profit, og det var det, jeg forsøgte at redegøre for i min tale her, altså i forhold til at det simpelt hen ikke går. Hammeren skal falde over dem, der spekulerer i den her form for snyd, for miljøet og naboerne er dem, som lider under det her, og den skal falde mere effektivt og også tilstrækkelig hårdt til, at man bliver afskrækket fra at spekulere i på den måde at snyde med målinger, med forurenet jord og med de tilladelser, man har fået. Det mener jeg ikke der kan være nogen som helst tvivl om.

Spørgeren.

Tak for det svar, som jo ikke helt besvarede spørgsmålet om, hvorvidt ministeren er villig til at se på, at en del af løsningen kunne være, at der ikke skulle være så stor spekulationsmuligheder i det her. Den må vi tage videre. Som ministeren også sagde, er der sat gang i en politisk proces, hvor vi også som partier i Folketinget er blevet orienteret om, hvad myndighederne sidder og kigger på lige nu. Og noget af det, der er klart, er, at hele den del, der handler om terrænregulering, som også handler om planloven, og det krydsfelt, der er mellem planloven og det, at man faktisk har et system, der tillader terrænregulering eller jordforbedring, også er mulig forurening. Kan ministeren bekræfte, at det myndighedsarbejde, der er i gang, kun ser på den del, der falder under miljøministerens ressort, og kun handler om forurenet jord og ikke terrænregulering?

Ministeren.

Det arbejde, som jeg har sat i gang, og som Miljøstyrelsen udarbejder, og hvor de hører både eksperter og kommuner og andre, handler om den forurenede jord og at få forebygget, få opdaget og få øget sporbarheden af transporten med jord generelt og så også forurenet jord. Hvad angår planloven, og at man vil gå ind og ændre planloven, som er fra 1970'erne, som jeg mener den er, hører planlovsdiskussioner til ovre i By-, Land- og Kirkeministeriet for byer og landdistrikter – det er planlovsministeriet. Hvis man begynder at ændre i reglerne om terrænregulering af ren jord, altså ikke forurenet jord, for det er vores område, men den rene jord, så er det ovre i et andet ministerium.

Den næste korte bemærkning er til fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Tusind tak. Og også tak til ministeren for at være åben over for det her. Jeg er sådan set enig i det, der bliver sagt af fru Leila Stockmarr, om, at der jo burde være sket noget for mange år siden. Men lad os da være positive over, at der så endelig virker til i hvert fald at være lidt hul igennem.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge ministeren til noget af det, som ministeren siger i forhold til kommunerne. For noget af det, jeg i hvert fald er stødt på, når jeg har gravet mig ned i det her, er, at der er rigtig mange kommuner, tror jeg, som har nogle ansatte, som ikke nødvendigvis har kompetencerne. Nu skal jeg ikke angribe de ansatte, men miljølovgivningen er meget, meget kompleks, og så er det svært for alle kommuner at rekruttere medarbejdere, som har kompetencerne til at sidde og håndtere den her meget, meget komplicerede lovgivning – hvorimod de her selskaber, som eksempelvis kører med jorden, har mulighed for at hyre toppen af toppen i forhold til juridiske specialister, der kan sidde og skulle, hvad skal man sige, indhente de her tilladelser.

Så mener ministeren ikke, at et af problemerne jo også er, at kommunerne ikke har mulighed for at have de samme kompetencer i forhold til f.eks. selskaberne?

Ministeren.

Jo, det er jeg faktisk helt enig i. Jeg mener, det er helt tydeligt i nogle af de sager, der har været oprullet af de her graverjournalister, som det hedder, altså de her journalister, som har lagt de her sager frem for offentligheden og dermed også for os politikere; det er jo sager, hvor det egentlig er veldokumenteret, hvad det er for noget jord, og det er forurenet jord, der forlader en kommune.

Det kender vi godt til. Det er der desværre alt for meget af Danmark, altså forurenet jord, og i det øjeblik, det krydser kommunegrænsen, er det nærmest forsvundet. Og det vil sige, hvad skal man så gøre som modtagerkommune, uanset hvad man har af ressourcer, og hvad man har af dygtige medarbejdere?

Det er derfor, at vi simpelt hen er nødt til at have en meget, meget stærkere kontrol med flytning af jord. Hvad er det for noget jord, der flyttes? Og hvor flyttes det hen? Hvor tages det op, og hvor skal det placeres?

Jeg mener, at man er prisgivet som modtagerkommune, hvis ikke man kan få fat i de oplysninger. Så er det i hvert fald utrolig meget mere svært, og det er vi nødt til at lave et system, der hjælper med, et nationalt system.

Ønsker spørgeren den anden korte bemærkning? Man skal huske at trykke sig ind. Fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Tusind tak. Jeg glemmer det altid. Og tak til ministeren for svaret. Jeg har i hvert fald selv tænkt, at jeg ikke er stor fan af centralisering, men at jeg synes, vi har en klar udfordring her. Så måske man i hvert fald skulle kigge på i en eller anden grad at professionalisere det her lidt mere, sådan at man virkelig har nogle mennesker siddende til at give de her tilladelser, som virkelig kender lovgivningen ned til mindste detalje.

Så kunne jeg godt tænke mig at stille et lynhurtigt spørgsmål, nu tiden løber: Mener ministeren ikke også, at der er en eller anden form for skævvridning, når man som ejer af noget jord kan tjene rigtig, rigtig mange penge på at modtage jord, som der måske eller måske ikke er noget i, der ikke skulle være der?

Ministeren.

Jo, hvis det jord, man modtager, indeholder noget, der ikke må være i det, altså hvis det er forurenet – det kan være byggeaffald, vi taler om, men det kan også være på anden måde forurenet jord – så har vi jo klare regler for, hvordan det skal håndteres. Skal det renses op? Skal det deponeres? Og hvor må det i hvert fald ikke komme hen? Det må jo f.eks. ikke lægges ud på markerne. Så det er et klart arbejde.

Hvad angår det generelle, det, der i landzonetilladelserne defineres som terrænregulering og jordforbedring, er det i By-, Land- og Kirkeministeriet, at de regler hører hjemme.

Næste korte bemærkning er til fru Marianne Bigum, Socialistisk Folkeparti.

Mange tak, og tak til ministeren for at give en status på arbejdet. Jeg vil høre, om ministeren allerede nu kan løfte sløret for, om der kommer andre ting på banen, som vi skal handle på, ud over det, som ministeren har nævnt i dag, altså det med øget digitalisering og det med, at kommunerne skal bruge deres eksisterende værktøjskasse. Vi glæder os jo meget til at få at vide, hvad der vil komme på baggrund af den her arbejdsgruppe, og ministeren har jo trods alt siddet tættere på det, end vi andre har. Så ser ministeren for sig, at der kommer andet end de her to ting?

Så vil jeg høre, om ministeren allerede nu kan se, at der bliver behov for, at andre ministerier end ministerens eget ministerium kommer banen og lægger en indsats i forhold til at komme problemerne til livs.

Ministeren.

Altså, vi får et katalog, og ordførerne havde ved sådan en briefing på et statusmøde i går mulighed for at få noget at vide fra både KL og Miljøstyrelsens eksperter. Det, jeg nævner her, er jo tydeligvis kun lige sådan toppen af forslagene, men der er en lang række af forslag, som bliver præsenteret, hvor vi jo så også har fået vurderet, hvad plusserne og selvfølgelig også minusserne er, hvad omkostningerne er, hvad gevinsten er, og hvad bagsiden ville være ved de forskellige tiltag. Så må vi jo politisk vurdere, hvad der skal til her, og vi fokuserer i vores arbejde på det, som er i miljøloven og jordforureningsloven, nemlig den forurenede jord. Det er det.

I forhold til den anden del af spørgsmålet, altså om der er andre regler, som man kunne ændre, vil jeg sige: Det blander jeg mig ikke i, og det er ikke det, jeg fokuserer på. Jeg fokuserer på at få stoppet transporten og dumpningen af forurenet jord, så vi kan få stoppet ødelæggelsen af vores miljø.

Spørgeren.

Tusind tak, og også tak for den tekniske gennemgang i går, hvor det jo faktisk blev ret klart, at det her ligger hos flere ministerier. Det er også derfor, at jeg spørger ind til det på den måde, jeg gør, i forhold til om det ikke ville være en god idé, at der bliver lavet et samlet initiativ på tværs af ministerierne, så vi rent faktisk får stoppet det her. Så siger ministeren også, at der vil komme en politisk vurdering af det her katalog, der bliver lagt frem. Jeg vil bare høre, om ministeren tænker, at det bliver en politisk vurdering af ministeren selv, eller om der vil blive indkaldt til forhandlinger om det, for vi vil da gerne være med.

Ministeren.

Jamen det er derfor, at vi allerede her før sommeren får en gennemgang. Så kan alle partier jo så overveje, hvad det giver anledning til, og så vil vi jo have det. Ud over at man som ordfører har møder med forskellige eksperter, vil vi så nu have et myndighedsarbejde, hvor man også kan få nogle priser og vurderinger, i forhold til hvad de her elementer vil give af forbedringer, hvad det vil koste, og om man er klar til at prioritere det, så vi politisk kan løfte det i de forskellige forhandlinger, vi jo har med hinanden. Det er klart, at i forhold til omkostninger skal vi jo finde et sted, hvor vi kan finde de penge, og jeg har selv nogle bud på det, som jeg vil drøfte med jer. Men jeg vil også lytte til jeres bud, selvfølgelig.

Jeg kan se, at fru Leila Stockmarr har trykket sig ind, men den går ikke, for fru Leila Stockmarr har benyttet sine korte bemærkninger.

Næste korte bemærkning er til hr. Kim Edberg Andersen fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det, og tak til ministeren. Vi vælger at tage den positive hat på i dag. Jeg er helt sikker på, at jeg får mulighed for at have en anden hat på i forhold til nogle af de her sager.

Er ministeren bevidst om, at der også bliver flyttet enorme mængder jord, som der er behov for bliver flyttet, altså ren jord? Vi skal reetablere efter grusgrave. Der er også terrænregulering på landet. Det er bare det med definitionerne. Vi har en tendens til lige at bide det ene ord af, og så siger vi jordflytning. Men jordflytning er nødvendigt. Det, der er problematikken, er jo, når det er forurenet jord, der bliver flyttet rundt. Det skal vi lige huske. Samfundet virker bare på en måde, hvor vi i forvejen bruger rigtig meget jord, og det kommer ikke alt sammen af kompost; det gør det bare ikke. Der bliver flyttet rigtig meget jord, og ren jord skal vi jo sikre at vi stadig væk kan flytte efter det her.

Er ministeren bevidst om definitionen? For djævlen ligger jo i detaljen. Jeg vil være meget bekymret, hvis vi i vores iver efter at sikre, at der ikke kommer forurenet jord ud nogen steder, lige pludselig f.eks. ikke kan genetablere en grusgrav til natur, fordi vi ikke kan finde noget ren muld nogen steder – for det må vi ikke flytte, fordi det har ministeren fundet på at vi ikke må.

Ministeren.

Det er jeg meget opmærksom på. Det er også grunden til, at det element i forslaget, vi taler om her, som handler om, at man skal bruge jorden helt lokalt og ikke må flytte det – den overskudsjord, der er – kan vi ikke støtte fra regeringens side. Vi er simpelt hen nødt til at kunne flytte det.

Nu skal det ikke være helt anekdotisk, men her for et par somre siden gravede jeg ud til en trampolin til vores børn i sommerhuset. Den skulle ligge på jorden, så jeg gravede sådan et stort hul, og det var hele sommeren, jeg brugte på at grave det der hul. Det var under corona, så det var dejligt at komme ud og lave lidt arbejde. Der stod så den her bunke på sommerhusgrunden, og det var min kone rimelig træt af. Så kom der en nabo og sagde: Jeg skal bruge noget jord, Magnus. Må jeg få det jord? Så jeg sagde: Hvor er det skønt. Tag det jord.

Det er jo et lillebitte mikrokosmos, i forhold til hvordan det fungerer, når det er ren jord og kan bruges et andet sted. Når det ikke skulle bruges der, hvor en trampolin skulle være, er det jo bare vidunderligt. Det er selvfølgelig så i meget, meget større skala. Vi skal bare sikre os, at der er tjek på det, og at man ved, når det kommer hen, og hvad det er for noget jord. For det er nemlig mange flere tons, tusindvis af tons, end i det lille eksempel, jeg kom med.

Således er vi imponeret over, at ministeren har udført fysisk arbejde.

Hr. Kim Edberg Andersen for sin næste korte bemærkning.

Jeg er imponeret over påstanden om, at man vidste, at det var rent. Jeg ved ikke, om ministeren fik det testet, da man flyttede det. For det kan jo faktisk også være forurenet på almindelige villagrunde; det ved vi jo. Der er også andre løsninger, vil jeg sige som entreprenør. Man kunne også have lavet en lille vold og kun gravet halvdelen. Det kan man faktisk også gøre ved kælderbyggerier. Det kræver så, at højden, man bygger byggeriet i, får lov at flytte sig halvanden meter. Men det er en anden sag.

I forhold til den her tale om, hvem det er, kunne det så ikke også være en idé at kigge lidt mere kritisk på kommunerne og sige, at man som kommune har et ansvar for den jord, der bliver flyttet. I forhold til eksemplet med Mors er jeg da helt sikker på, at dem, der bor på Mors, rigtig gerne vil have lov til at sende det tilbage til f.eks. Køge, eller hvor det er blevet udgravet. For der er jo nogle danskere, der får noget jord, også i deponi, som er stærkt forurenet, og som er enormt trætte af det og føler sig snydt, fordi de skal have beskidt jord andre steder fra.

Tak. Ministeren.

Ja, det er der. I særlig grad i forhold til hele situationen med Nordic Waste – hvor man jo efter en kæmpe indsats fik afværget den store vandforureningstrussel, der var, men stadig væk med et gigantisk oprydningsarbejde – kan vi se, at det, der er sket af uansvarlige ting omkring den virksomhed, jo har betydet, at det er meget, meget vanskeligt at finde steder at komme af med forurenet jord i Danmark. Det forstår jeg godt. Men desværre er jorden, som der bliver sagt, ofte forurenet – ofte heldigvis kun lettere forurenet – og vi skal have fundet ud af, hvordan vi håndterer det. Det er også derfor, vi er nødt til at have nogle bedre oprensninger af den forurenede jord.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak, og tak til ministeren for talen. Det punkt i beslutningsforslaget, som jeg egentlig oplevede ministeren være mest skeptisk over for, var det her med, at jord skal håndteres på stedet – at man ikke må kunne flytte det. Men når man læser ind i beslutningsforslaget, står der i bemærkningerne »så vidt muligt«. Det kunne jo godt, nu hvor vi er i et idérum, være lidt interessant at sige, at hvis man mener, at den jord, man graver ud i forbindelse med et hvilket som helst projekt, så vidt muligt skal blive på stedet, kan man jo sige: Hvad skal der så til, hvis den ikke skal? Det kan jo være, at der er den gode begrundelse, at den skal dække et hul på landmand Andersens mark eller hjælpe med at skabe noget jord et andet sted, der gør det muligt at drive landbrug, eller bygge en vindmølle. Men her er det vel, at man ved kilden kunne sige: Udgangspunktet er, at du ikke flytter det. Men hvis man så har en god forklaring, kan man lave det rejsekort, som ministeren selv nævner, og skrive: Det skal dér og dér hen. Så har modtagerkommunen et fuldstændig tydeligt stykke papir på, at det er det her, det kommer fra, og det er det her, det skal bruges til hos os. Det er jo det, de mangler. Så jeg synes egentlig måske, der er noget musik i det der med at sige: Det skal håndteres på stedet, eller også skal det dokumenteres, hvad det skal bruges til.

Ministeren.

Tak for det spørgsmål. Det er jo rigtigt, at det er at foretrække, hvis det kan lade sig gøre »så vidt muligt«, som der også siges. I dag er der jo et rimelig klart incitament til at gøre det så vidt muligt, for det jo koster mange penge. Det er jo noget af det, som diskussionen går ud på: Det koster mange penge at få flyttet jord, og man skal så også ofte betale for at komme af med selv den helt rene jord. Så det er en rimelig stor udgiftspost. Så kan man så vidt muligt gøre det, har man jo allerede i dag i hvert fald et økonomisk incitament.

Jeg kan godt være bekymret over dokumentationskravet, i forhold til hvordan det skal undersøges, om det så vidt muligt vil kunne bruges. Hvis man udgraver en kælder til et parcelhus, hvordan skal den dokumentation så være? Der er rigelig af dokumentation. Og hvad skal der udføres sådan af hypotetiske ting? Altså kunne dét lade sig gøre, eller kunne det lade sig gøre at placere det på grunden? Men lad os prøve at have diskussionen om det. Lige nu og her er jeg lidt skeptisk, men jeg er selvfølgelig åben over for at høre argumenter og over for at høre konkrete løsningsforslag på de problemer, jeg synes der er i forslaget.

Ønsker spørgeren en anden kort bemærkning? Ja, hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Det er klart, at der skal være en bagatelgrænse. Det er jo ikke en trillebør jord, der skal deklareres. Idéen går mere ud på at få styr på jorden fra starten. Der er en klar regel. Alle ved, når de begynder at grave, at hvis de ikke kan efterlade det der, hvor det er gravet op, eller i nærheden på samme matrikel, skal det deklareres. En deklaration af det jord er jo det, som kommunerne står og mangler, når de modtager det.

Ministeren.

Ja, det er jo lige præcis det, altså at få styr på jorden fra starten af. Hvad er det for noget jord, og hvor skal det i givet fald hen? Der er for mange eksempler på, at det for nemt at snyde, og det er jo helt umuligt, hvis der er falske testresultater. Men det er også helt simpelt. Det er jo sådan, som jeg forstår det, på sådan en gammel ... (Tredje næstformand rejser sig op). Formand, har jeg ikke 30 sekunder til at svare? (Tredje næstformand (Karsten Hønge): Jo, ministeren kan fortsætte. Jeg kan godt se, at systemet faktisk er frosset. Jeg skal nok holde øje med tiden, og de dyrebare sekunder går, minister). Undskyld, så gør jeg det meget, meget hurtigt. Noget af det er jo, at systemet er så gammelt – det er 25 år gammelt – at man skal aflevere en pdf, som det er nemt at snyde med. Vi må altså have noget mere tjek på det her, så myndighederne meget hurtigt og meget nemt kan sige: Hvad kommer der, hvordan er det, og hvordan skal vi så få tjekket, at det her er den rigtige jord? Tak formand.

Ja, der er et eller andet med systemet her. Jeg håber, det går i orden igen nu her.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til miljøministeren. Vi går nu i gang med ordførerrækken, og den første, der får ordet, er hr. Thomas Monberg, Socialdemokratiet. Velkommen.

Tak, formand. Kære formand og kære kollegaer. Først og fremmest vil jeg gerne sige, at vi fra Socialdemokratiets side er rigtig glade for, at vi har denne debat i dag, for vi vil på ingen måde acceptere, at nogen snyder og forurener vores fælles natur og miljø. Det har vi netop også hørt miljøministeren understrege. Vi har nultolerance over for aktører, der bevidst omgår reglerne for at komme af med forurenet jord. Det er fuldstændig uacceptabelt, og det skal selvfølgelig sanktioneres. Vi deler derfor grundlæggende Enhedslistens ønske om bedre kontrol og større gennemsigtighed, for vi skal kunne stole på, at jord håndteres forsvarligt af hensyn til både vores miljø, vores grundvand og tilliden til myndighederne.

Men som ministeren også var inde på, er vejen derhen ikke nødvendigvis den, som forslaget her lægger op til. Vi må desværre konstatere, at beslutningsforslaget i sin nuværende form indeholder en række meget vidtgående forslag. De spænder fra ændringer i hele myndighedsstrukturen til et totalt importstop for forurenet jord og krav om, at overskudsjord skal håndteres på opgravningsstedet. Kravet om, at overskudsjord så vidt muligt skal håndteres på oprindelsesstedet, kan umiddelbart lyde fornuftigt. Men i mange byområder er det slet ikke muligt, og i store anlægsprojekter, hvor man f.eks. Lægger fjernvarmerør eller bygger metro, vil sådan et krav i praksis stoppe arbejdet og betyde langt højere omkostninger. Det vil i sidste ende ramme både klimaindsatsen og borgerne.

Ministerens redegørelse viste til gengæld klart, at der allerede er flere initiativer i gang. Bekendtgørelsen om jordflytning bliver skærpet, digital registrering og sporbarhed bliver forbedret, og samarbejdet mellem kommuner, regioner og Miljøstyrelsen er blevet styrket. Miljøstyrelsen og KL har desuden haft en møderække om de udfordringer, der er på området, og forslag om justeringer vil blive samlet i et bruttokatalog, som præsenteres før sommerferien. Det syntes vi er det rigtige sted at starte, hvis vi vil finde løsninger, der både fungerer i praksis og styrker miljøbeskyttelsen. For os handler det ikke om at afvise kontrol, men om at sikre, at reglerne giver mening i praksis og reelt løfter miljøbeskyttelsen. Vi risikerer derfor, at forslag som det, vi debatterer i dag, vil føre til øget transport af jord over store afstande, mere CO2 og ikke nødvendigvis et bedre miljø. Lad os i stedet blive ved med at styrke den faglige kontrol, sikre håndhævelse af reglerne og få gjort op med de aktører, der bevidst spekulerer i smuthuller. Vi er med på at gå videre ad den vej, men vi stemmer ikke for dette forslag. Tak for ordet.

Tak. Der er en kort bemærkning til fru Leila Stockmarr, Enhedslisten.

Tak for det. Da de her sager virkelig begynder at rulle, også på de helt store medieflader, er ministeren jo ude at sige, at der skal ryddes op, og at der skal laves en virkelig grundig tilbundsgravning i, hvad problemet er. Det problem, der er blevet afsløret, bl.a. gennem DR's dækning, er jo i det krydsfelt, der er mellem terrænregulering, altså at der er et system, det tillader terrænregulering, og dårlig kontrol. Det er det, der i de sager, der er kommet frem, har skabt problemerne for vores miljø.

Mener ordføreren, at det, der bliver skitseret her, både fra ordførerens og ministerens side, i forhold til mere it og digitalisering – som jeg er enig i er en del af løsningen – og spørgsmålet omkring drikkevand, løser det problem, som er blevet afsløret, når man ser på den dækning, der har været? Kan man løse det her uden at se på krydsfeltet mellem terrænregulering og mulig forurening?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg mener, at vi skal prøve at stoppe den jord, der er beskidt og forurenet, i at lande de forkerte steder. Det mener jeg helt klart at en meget større og øget sporbarhed kan gøre. Det har også været en del af debatten i dag. For det øjeblik vi giver kommunerne nogle redskaber til at kunne følge den her jord og vide, hvor den lander henne, kan man på den måde følge jorden og følge, hvor den lander henne.

Terrænregulering er noget, der er sket i Danmark i rigtig, rigtig mange år, også dengang man ikke transporterede byjord og andet, både for at gøre landbruget bedre, men også for at gøre nogle andre ting. Jeg synes ikke, det handler om den forurenede jord. Så derfor synes jeg, at hvis vi kan stoppe jorden, der er beskidt og forurenet, i at ende de steder, hvor den ikke må ende, så må det være målet for mig.

Spørgeren.

Det er jo ikke det, der har været i de sager, der har været fremme, og som har været så grelle. Det har jo været en afsløring eller en blotlæggelse af et system, hvor man giver de her tilladelser til terrænregulering og de tilladelser ikke bliver overholdt, og hvor der er ting i det, der ikke bliver håndhævet. Men det bliver jo ikke kun løst ved kontrol; det bliver jo løst, ved at man ser på hele spørgsmålet om, at terrænregulering er blevet måden, hvorpå man skiller sig af med overskudsjord.

Så er jeg med på, at ministeren er ude at sige, at den ligger ovre hos ministeren for byer og landdistrikter, så det er ham, vi skal spørge. Men sandheden er jo, at ministeren selv har været ude at sige, at vi skal have ryddet op i det her samlet set. Så skulle man jo have sagt langt tidligere, at man lige inddrog sin ministerkollega, fordi vi ellers ikke kunne komme til bunds i det her. Er ordføreren ikke enig i, at vi bliver nødt til at indtænke planloven og dermed have en tværministeriel indsats?

Tak! Ordføreren.

Angående planloven er vi da altid åbne for at kigge på det. Jeg synes ikke, at miljøministeren skal kigge på planloven; det synes jeg at den minister der har det ressortområde skal.

Jeg anerkender ikke hundrede procent, at det kun er det, der er problemet. Jeg kan godt se, at det har været noget af problemet, at man har snydt og puttet jord, som var forurenet, på steder, hvor man ikke måtte. Den præmis anerkender jeg. Men jeg ser ikke, at det kun er terrænreguleringen, der er skyld i det her, og at det kun er det, der gør det. Jeg ser det, som om der er nogle, der snyder bevidst, og som vi skal have stoppet i at gøre det, og det gør vi, ved at vi har en sporbarhed, at vi kan følge den jord, og at vi gør det.

Den næste korte bemærkning er til fru Marianne Bigum, SF.

Mange tak, og tak til ordføreren. Fru Mette Thiesen sagde før noget væsentligt, nemlig det her med, at mange kommuner måske har svært ved at have de rette kompetencer og den rette faglighed til at håndtere den komplicerede lovgivning. Jeg er egentlig bare nysgerrig over, hvad ordføreren tænker om det. Har kommunerne nok ressourcer til at løfte det her komplekse arbejde?

Ordføreren.

Nu har jeg selv siddet i en kommunalbestyrelse i 9 år, også i det tekniske udvalg, så jeg vil sige, at nogle kommuner faktisk har nogle, der er rigtig dygtige på det her område. Men jeg er ikke sikker på, at kompetencen er ens hele landet rundt. Derfor tror jeg også, det her it-system faktisk vil hjælpe, hvor der forhåbentlig – det ved jeg ikke; det er ikke mig, der laver det – også bliver lagt nogle ting ind, hvor man kan følge forskellige klasser af jord, og man kan finde ud af, hvor det er henne, så man faktisk også hjælper kommunerne med det og måske endda også hjælper politiet, så de også får en indsigt i, hvor det her er henne, så de også kan være en del af den her forebyggende indsats.

Spørgeren.

Tusind tak. Jeg er enig i, at der er nogle kommuner, der har kompetencerne, men der er rigtig mange, der ikke har. Jeg har også en kommunalbestyrelsesbaggrund, men har også været ude i en kommune, hvor der sad én medarbejder på landbrug, spildevand og øvrigt, tror jeg. Så hvad tænker ordføreren vi kan gøre i forhold til at støtte de kommuner, som ikke har det her? Der er et digitaliseringsværktøj vel ikke nok, hvis der kun sidder ganske få medarbejdere til så at holde øje og følge op og lave de nødvendige tilsyn og papirer.

Ordføreren.

Jeg synes faktisk, debatten mellem DF's ordfører og ministeren også bar præg af, at ministeren også synes, at det er noget, vi sådan nationalt skal hjælpe med. Helt præcis ser jeg stadig væk det her med, at vi kan finde ud af, hvor jorden er henne, og at man kan spore den. At man kan gøre det, tror jeg kommer til at hjælpe de her medarbejdere rigtig, rigtig meget. Så derfor tror jeg stadig væk på den løsning. Men jeg skal selvfølgelig se udfoldet hundrede procent, hvad der er inde i løsningen. Men jeg ser det, og hvis det ikke kan rummes, synes jeg klart at vi skal prøve at understøtte kommunerne endnu mere, hvis vi kan det.

Den næste korte bemærkning er til hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Jeg synes, vi startede sådan et positivt sted, og ministeren går op på talerstolen og siger, at vi skal have fundet en løsning, og en af de der store problemstillinger, der var, var, at der, lige så snart en lastbil kom over kommunegrænsen, var et sort hu. Så har jeg også nogle af min kolleger, der siger, at de kan se, at der er en grænse mellem de forskellige ministerier, og det skal man da også lige have løst, og så er vi tilbage ved, at regeringen siger, at det faktisk slet ikke er relevant. Altså, det er den der interne regeringsmæssige kommunegrænse, hvor man skal have lov til at have de her sorte huller, for så kan man snakke og ikke gøre noget.

Det er jo ikke dobbeltmoralsk, for man har jo ikke rigtig lovet at gøre noget; man har snakket om, at der måske sker noget. Men det er da underligt, at man godt kan se splinten i sin broders øje, men ikke bjælken i sit eget øje. For det havde da, som SF også var fremme med, været noget af det mest logiske, at ministeren her havde sagt: Der er måske noget i forhold til planloven, det er ikke mit ressort, så jeg sørger da lige for, at alle relevante ministre tager det seriøst. Kan ordføreren slet ikke se det problem?

Ordføreren.

Jeg elsker jo, når ordføreren konkluderer på mine taler og mine handlinger heroppe fra talerstolen, og det, ministeren siger. For det bliver altid så simpelt, altså at okay, nu mener vi det her, og så står vi på det her udgangspunkt. Der må jeg jo netop sige, at jeg synes, at vi viser, at det, der sker ind over kommunegrænserne, er noget, der betyder noget for os, men det betyder også noget for os, at vi går efter dem, der snyder, og dem, der kører med forurenet jord, og det er ikke sådan, at vi skal tage ordførerens tidligere kollegaer, som arbejder med kloakker og andet, og tvinge dem gennem noget bureaukrati. Men det kan godt ske, at ordføreren har en anden holdning til det, end jeg har.

Spørgeren.

Der fik man sådan helt elegant slet ikke snakket om det, jeg snakker om. Jeg snakker om de der kommunegrænser, der er mellem ressortområderne herinde på Christiansborg, hvor man er fuldstændig vidende om, at det kommer over en kommunegrænse, og at det er meget opportunt, hvis man lader det falde ned i et hul. Men hvis kommunerne har det samme hul, skal der rettes op på det, og der er ikke ret mange af mine tidligere kollegaer, der er blevet ministre endnu. Så ville vi nok allerede havde set noget handling, og jeg konkluderer ikke ret tit på ordførerens handling på talerstolen. For det er jo det, jeg gang på gang siger, altså at der er meget snak og meget lidt handling fra regeringen, og det er jo selvfølgelig ikke kun ordførerens skyld. Men det er sjældent, jeg bliver fanget i at konkludere på handling fra Socialdemokratiet.

Ordføreren.

Det er jo dejligt. Men vi er jo rigtig glade for, at vi faktisk hver eneste dag viser handling ved at tage det ansvar og gå fremad. Det gør vi faktisk også på det her punkt. Vi prøver faktisk at løse det her problem, men vi anerkender ikke, at det kun er terrænreguleringen, der er problemet. Vi kan godt kigge på terrænreguleringen, og om der også skal ske noget på det punkt, men det er bare ikke den debat, vi hundrede procent har i dag. Den debat, vi har i dag, er om forurenet jord, og jeg sidder i Miljø- og Fødevareudvalget, og derfor er den diskussion, vi har i dag, om vi kan løse det problem, og det skal vi have løst. For det er rigtig, rigtig vigtigt, at vi får løst det.

Den næste korte bemærkning er til fru Mette Thiesen , Dansk Folkeparti.

Tusind tak. Det er faktisk lidt det samme. Nogle gange virker det, når man enten har en minister i samråd eller vi står hernede i Folketingssalen, lidt, som om man er i gang med sådan en tenniskamp, hvor ministeren egentlig bare venter på at kunne smashe bolden over på den anden side og sige, at ha, det er ikke mit ressortområde, det er en anden minister, der står for det, og så er vi lige vidt.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig, om ordføreren kunne forholde sig lidt til, om den silotænkning, som vi ellers kritiserer i sundhedsvæsenet og i alle mulige andre forskellige steder i samfundet, ikke også er noget af det, som reelt set gør det meget, meget svært at få gennemført noget som helst herinde i Folketinget. For den samme silotænkning gør sig jo gældende her, og det ville da være det nemmeste i hele verden, at den ene minister tog fat i den anden minister og sagde: Vi har her nogle udfordringer, som går ind over de forskellige områder; skulle vi ikke lige sætte os ned og kigge på det? Men det ender bare altid med, at vi som ordførere får den der smashbold med, at det bare ærgerligt, og det må du spørge en anden minister om. Mener ordføreren ikke, det er problematisk?

Ordføreren.

Jeg anerkender slet ikke præmissen, at det altid er sådan, det foregår. Jeg anerkender det slet ikke. Vi har en regering, der arbejder på kryds og tværs om nærmest alle områder, der er her, og jeg forstår da også godt, at vi i et land bliver nødt til at have nogle ansvarsområder for ministrene, så Folketinget netop også kan kalde dem i samråd, og de kan stå til ansvar for det område, de har. Men man kan da ikke forvente, at en minister på talerstolen her lige pludselig tager ansvar for andre ressortområder, som de ikke har ansvaret for.

Men derfor foregår der da en rigtig god dialog imellem alle ministre, og hvis der, som det bliver sagt her, er et problem med den her terrængregulering, så er da også noget, der bliver set på i fremtiden. Det er jeg da slet ikke i tvivl om. Men det er bare ikke det, vi taler om her. Vi skal stoppe det, at miljøforurenet jord lander de forkerte steder. Det er det, vi skal, og det er det, vi tager stilling til i dag, og det er faktisk det, vi rigtig gerne vil, fordi vi rigtig gerne vil sørge for, at der er ikke nogen, der snyder med det her.

Spørgeren.

Ja, og man har jo faktisk gerne villet det så meget, at der ikke rigtig er handlet på det i mange år, og det er jo sådan set også derfor, vi står her i dag. Så det virker jo bare sådan lidt modsigende, og det er den oplevelse, vi har.

Jeg er bare nødt til at sige, at det der ikkesvar, som ordføreren kommer med, synes jeg er lidt mærkeligt. For der er silotænkning herinde, og der er det her med at skubbe det over til andre ministerier. Selvfølgelig skal det også være sådan, at det, når vi sætter os ned og laver noget på miljøområdet, så helt sikkert kommer til at gå ind over alle mulige andre ministerier osv. Så jeg kan slet ikke forstå, at ordføreren er så afvisende. Det havde da været det nemmeste i hele verden bare at sige: Ja, det er problematisk, men vi arbejder også bag om med det.

Tak. Ordføreren.

Ordførerens opfattelser kan jeg jo ikke gøre så meget ved. Jeg har anerkendt, at vi har ansvarsområder herinde. Jeg har anerkendt, at ligesom vi på ordførerniveau har ansvarsområder, så er der det også på ministerområder, og hvis vi kan løse det her bare ved at ændre på terrænreguleringen, så er det da det, vi gør. Det er da noget af det letteste i verden, men det er jo bare ikke sådan, det er. Hvis vi gør det, stopper vi rigtig, rigtig meget i det her land. Vi stopper byfortætningen – og det er rigtig vigtigt for mig, at vi bruger jorden bedre – vi stopper metroudgravningerne, og vi stopper fjernvarmeudlægningen, og det er rigtig vigtigt. Derfor synes jeg stadig væk, det er de rigtige, vi skal ramme med det, vi arbejder med herinde.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Thomas Monberg, Socialdemokratiet. Næste ordfører er hr. Erling Bonnesen, Venstre. Velkommen.

Tak for det. Vi skal selvfølgelig sikre, at der ikke sker snyd med overskudsjord, når det bortskaffes. Som det allerede er fremgået meget fint af både ministerens tale og debatten dér og den foregående ordførers tale og debatten af den, så kan vi jo sige: Fup, plat og snyd skal vi selvfølgelig have bekæmpet, stoppet og gjort noget ved. Der skal være styr på tingene, så derfor skal jeg ikke tage en kæmpe lang tale, men blot også få sagt, at regeringen jo allerede har igangsat en række initiativer, som det også er fremgået, og der bliver arbejdet sådan forholdsvis hurtigt fremad på det, synes jeg. Der er også lagt op til, som ministeren har redegjort for her, at der kommer et møde i juni måned, kan så vi kan komme videre med det. Jeg synes, det er godt, at der jo stort set, som jeg opfatter det, indtil nu hele vejen rundt i Folketinget er interesse for at deltage i arbejdet med at få styr på det her. Det synes jeg er godt. Så der er fokus på problemstillingen. Miljøstyrelsen har også skærpet noget vejledning til kommunerne, og der arbejdes samtidig allerede nu på det her landsdækkende it-system, som også skal øge sporbarheden ved det, så vi kan komme efter de brodne kar og dem, der jo så snyder med det, hvilket ikke er acceptabelt. De har så i øvrigt også hjemmel til at udstede regler om forskellige ting på området, som det også er fremgået.

I forhold til vores drikkevand er alle jo også fuldstændig enige om, at det skal vi passe rigtig godt på. Vi skal have strammet kontrollen, som det også fint er fremgået af debatten indtil nu. Men vi skal også passe på, at vi ikke får indført nogle regler, så vi sætter nogle uhensigtsmæssige stopklodser ind i samfundets aktiviteter i øvrigt. Der er jo brug for, at vi også får det her balanceret af, så vi har et konkurrencedygtigt samfund, også for så vidt angår bygge og anlæg og drift af samfundet i øvrigt.

Der er jo også mange gode ting i det her beslutningsforslag fra Enhedslisten, og det skal vi da tage positivt ind. Som vi kunne se, og som det også allerede er fremgået af debatten, er der også nogle ting i det, som jo vil sætte nogle bremseklodser i forhold til at kunne drive samfundet effektivt, så det skal vi have set nærmere på. Så jeg synes jo bare, at vi skal samle kræfterne og så prøve at få opstillet nogle effektive regler, så vi kan komme efter de her brodne kar, få dem straffet, og så få de her registreringsting på plads, sådan at sporbarheden er på plads, men vi skal samtidig også have øje på, at vi kan drive et effektivt samfund.

Så jeg vil da sige helt kort: På den baggrund der – og det er ikke for på nogen måde at nedgøre Enhedslistens beslutningsforslag – kan vi ikke støtte forslaget, men tager de positive ting med ind, og jeg vil opfordre til, at vi får en god proces på det her, som ministeren allerede har redegjort for. Tak.

Tak. Den første korte bemærkning er til fru Leila Stockmarr, Enhedslisten.

Tak for det, og tak til ordføreren. I forhold til de ting, ordføreren skitserer at man er enig i, altså det om sporbarhed og mere information, vil ordføreren ikke prøve at svare helt konkret? Der har været nogle sager, f.eks. i Gribskov, hvor der har været de her 450.000 tons jord, der er blevet kørt ud, og hvor man efterfølgende har fundet ud af, at der er byggeaffald i det. Det er noget, som er sket på baggrund af en tilladelse baseret på terrænregulering. Hvordan mener ordføreren helt konkret at øget sporbarhed alene vil komme det problem til livs, så vi ikke står med en ny sag lige om lidt som den, vi har set i Kagerup?

Ordføreren.

Nu skal vi selvfølgelig ikke stå og sagsbehandle her i Folketinget. Det tror jeg at vi er meget enige om. Men det er klart, at en række af de der, skal vi kalde dem meget uhensigtsmæssige og meget uacceptable sager, vi har set på området, jo kort og godt skal stoppes.

Så har jeg selvfølgelig også noteret mig det med terrænreguleringer med hensyn til ren jord, og der er forskellige andre ressortområder på det. Der må vi prøve at få samlet tingene, og så må vi få de ting afdækket. Vi skal ikke gøre det sværere, end det er. Altså, vi skal da bare have alle de spørgsmål på bordet, som er relevante, og så må vi få det delt op og så sige: Hvad for nogle spørgsmål skal vi håndtere i forbindelse med den her konkrete sag? Og så kan der være nogle andre spørgsmål, der skal håndteres et andet sted. Sværere er det jo altså heller ikke. Man kan jo få indkaldt forskellige svar andre steder fra, sådan at vi får håndteret det her samlet. Det må vi tage nogle gode drøftelser om, når vi så først sidder der, formentlig engang hen midt i juni måned, vil jeg tro, eller hvornår der nu kommer en proces, der passer til det, i forbindelse med det her forslag.

Så vi skal bare have løst problemerne. Vi skal komme banditterne og de her brodne kar til livs, og så skal vi stadig væk kunne drive et effektivt samfund.

Spørgeren.

Tak for det, og tak for tilkendegivelsen af, at der er behov for muligvis at inddrage andre ressortområder end miljøministerens. Så er der spørgsmålet om de virksomheder og det om profit, som jeg også har været inde på. Noget af det, der er kommet frem, er jo også, at det er nogle meget, meget store virksomheder, der over hele landet er involveret i at dumpe jord og tjene mange penge på det, og de er jo også blevet afsløret i ikke at overholde reglerne.

Hvordan mener ordføreren at man skal komme det til livs? For virkeligheden er jo den, at bl.a. de her transportvirksomheder jo er med til at udfylde ansøgningsskemaer for lodsejere, så vidt jeg er orienteret. Mener ordføreren, at øget sporbarhed vil komme det problem til livs, der er med spekulation i så store virksomheder?

Ordføreren.

Sporbarheden er jo en af tingene. Det andet er det, vi skal have præciseret. Der skal være klare regler, så man ved, hvad det er, man skal holde sig inden for. At der er de her uhensigtsmæssige, for at sige det på en meget pæn måde, ting og de eksempler, vi har set, er jo ikke acceptabelt, og det skal jo stoppes.Det er det, det handler om.I forhold til dem, der ikke kan finde ud af det, skal vi jo så have et regelsæt, så vi kan komme efter dem. Det skal jo stoppes. Vi vil ikke have de der situationer. Det fremgår også allerede af debatten. Der skal vi bare sætte os sammen og få skruet det effektivt sammen.

Den næste korte bemærkning er til fru Marianne Bigum, Socialistisk Folkeparti.

Tusind tak til ordføreren. Jeg synes, at det, ordføreren siger, lyder virkelig fornuftigt og som noget, vi kan samles om. Jeg er fuldstændig enig i, at vi ikke skal have uhensigtsmæssige regler, som fungerer som en stopklods. Vi skal samle kræfterne. Det her skal ske på en effektiv måde, og der skal være en god proces.

For mig er det jo vigtigt, at vi får nogle gode regler for det her, sådan at de virksomheder, der har styr på det, ikke udkonkurreres af dem, der ikke har styr på det, og ikke mindst sådan at vi får beskyttet vores miljø og naboerne omkring de her steder. Jeg vil høre, hvad ordføreren tænker om, at den her gode proces og det med at få styr på de her regler går på tværs af ministerier. For jeg tror, at det er oplagt, at vi står med nogle ting, som ligger i forskellige ministerier. Jeg synes også, at vi skal begynde at snakke om straffe, altså øgede straffe eller øget kontrol udført af politiet og sådan noget, og så er vi ovre i Justitsministeriet. Så hvad tænker ordføreren om en koordineret proces, som også går på tværs af ministerier for at få løst det her problem?

Ordføreren.

Vi skal da selvfølgelig have en eller anden form for koordinering, så vi får løst de problemer, der er. De spørgsmål, vi har som politikere, er relevante, og de skal besvares, og så skal vi jo have styr på det her. Der er behov for, også stadig væk, at terrænregulære i alle mulige forskellige sammenhænge. Hvis man pludselig ikke kunne det, vil man jo ikke kunne drive et effektivt samfund. Det er ikke acceptabelt. Det skal vi have styr på, sådan at man stadig væk kan drive et effektivt samfund og terrænregulere der, hvor der er brug for det. Men det skal jo ikke ske med nogle jordmaterialer og andet, som slet ikke hører hjemme de steder.

Så er jeg jo fuldstændig enig i, som jeg forstår spørgeren, at vi skal have de her præcise regler, sådan at dem, der ikke kan finde ud af tingene, bliver vejledt temmelig bestemt i det. For de skal jo ikke ødelægge det for resten, som jo godt kan finde ud af det.

Spørgeren.

Tusind tak. Det vil jeg bare kvittere for, for jeg tænker også, at hvis vi strammer reglerne, som det lyder til at vi kommer til at gøre på miljøområdet, og hvis de ikke bliver strammet andre steder, kan vi risikere, at der er noget forurenet jord, som netop lander ude på nogle marker, som giver nogle usunde fødevarer, og så er vi ligesom tilbage ved start. Så jeg vil egentlig bare sige tak til ordføreren for at tilkendegive vigtigheden af helhedstænkning på det her område.

Ordføreren.

Tak for det. Der skal være tillid til tingene, kan man sige.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Erling Bonnesen, Venstre. Næste ordfører er hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne. Velkommen.

Tak, formand. Jeg er jo kendt som en af de mest runde politikere, en, som sjældent støder nogen på talerstolen, så det vil jeg selvfølgelig forsøge at leve op til i dag. For der er jo ingen, der kan få den tanke, at vi har et beslutningsforslag her i dag, hvor man kan sige: Hold op, hvor ville oppositionen gerne have, at regeringen holdt op med at sidde på hænderne og gjorde noget ved den her jordflytning. Det er ikke derfor, det beslutningsforslag er blevet fremsat, for regeringen er jo nærmest i mål. De er i hvert fald i mål lige om lidt, og det har de været i rigtig mange år – været i mål lige om lidt. Det tror jeg at vi i oppositionen samlet set er ret enige om ikke er godt nok.

Men for at være den her runde politiker vil jeg komme med to supernemme løsningsforslag – fra et menneske, som har erfaring fra entreprenørbranchen. De er: Man skal lade være med at grave kælder ud, og sørg for, at vi må bygge højere. Så har vi løst det problem. Når du laver en udgravning til din trampolin, laver du en kant op; så skal du kun grave det halve, og du styrer jorden på egen grund. Eller hvis vi skal op på den lidt større klinge: Når der bliver udtaget test, så få da for pokker lavet en QR-kode på den test, sådan at både afsender og modtager til enhver tid bare kan scanne den og se, hvad der er sket, i den her test. For den primære form for snyd med det her kan jo kun ske på to måder – enten ved at man forfalsker en testrapport, eller ved at man sørger for at tage prøven der, hvor den rene jord er, og ikke der, hvor den beskidte jord er.

Så behøver vi ikke at gøre tingene meget vanskeligere end det. Det kunne man nok godt fra regeringens side have indført siden 2019. Jeg kan huske, at der var QR-koder helt tilbage dengang, så det havde nok været en mulighed. Hvis regeringen har meget svært ved at finde ud af, hvordan det kan lade sig gøre, har jeg kontor ovre i Provianthuset, og så kan en repræsentant for regeringen bare komme derover, og så skal jeg naturligvis finde et telefonnummer på en mand, der kan være behjælpelig med at få det sat i værk. For det virker lidt som en syltekrukke, når man ikke forholder sig til det sådan på tværs af ministerierne. Man kan sige en hel masse, og man snakker om en hel masse, men vi er som en samlet opposition meget, meget bekymrede for, at der ikke sker noget. Så kan vi være uenige om detaljerne,

Derfor bliver vi som udgangspunkt nødt til at sige til Enhedslisten, at beslutningsforslaget, som det ligger her, vil vi ikke kunne støtte. Men jeg hørte også ordføreren fra Enhedslisten sige: Vi er godt klar over, at det her er noget, vi skal snakke om, og det er primært et ønske om at få sat skub i debatten. Der er nogle problemstillinger, i forhold til at der er behov for at flytte rigtig meget jord i Danmark. Vi har nogle virksomheder, som vi ikke behøver at gøre det sværere for, når de flytter den rene jord. Vi skal også passe på med, at samtlige vognmænd eller entreprenører i Danmark skal til at bruge endnu længere tid på at lave tåbeligt papirarbejde, selv om de nok ville synes, det var mindre tåbeligt, hvis de vidste, at det kun var noget, der gjaldt inden for kommunegrænsen. For det mest åbenlyst tåbelige ved, at vi ikke kan få stoppet det i tide, er jo, at afsenderkommunen naturligvis bare kan informere modtagerkommunen om, hvad det er, de modtager, eller at der i hvert fald bare er en mulighed for, at man nede på borgerservice, som jo ikke længere tager imod almindelige danskere, i hvert fald havde en ansat, som kunne tage telefonen, når nabokommunen ringede og sagde: Vi har noget jord; det er fra jer; er det beskidt, eller er det ikke beskidt?

Men igen vil jeg sige, at tingene jo ikke skal gøres nemme herindefra, for så ender vi med, at man kan komme frem til at finde nogle løsninger. Og jeg beklager, at Socialdemokratiet føler, at jeg er efter dem, når de kommer med handlinger og løsninger, men jeg kan simpelt hen ikke mindes – og jeg har en god hukommelse – hvornår det har været nødvendigt for mig enten at være kritisk eller positiv over for noget, hvor jeg følte, at der kom en handling fra regeringspartiernes side, når det var et beslutningsforslag, vi behandlede. Jeg kan faktisk ikke rigtig huske det. Men der kan jeg selvfølgelig blive korrigeret, og det tager jeg selvfølgelig også til mig, hvis det rent faktisk er tilfældet.

Der er ingen tvivl om, at vi i oppositionen er kede af, at vi har en minister, som vi føler nok ikke kommer ud over rampen. De nemme løsningsforslag er nu givet kvit og frit til ministeren, og han må endda gerne skrive, at det var hans idé. Jeg ved ikke, om man kan slette noget, der er sagt i Folketingssalen – det kan man nok ikke – men jeg er ikke så kendt en politiker, så der er sikkert ikke nogen, der graver i det, og så kan ministeren stille sig frem og sige: Jeg har fundet en god løsning; vi sætter QR-koder på det. Så kan alle og enhver gå ind og se, hvad jorden indeholder. Og hvis der skulle være nogle mennesker, der kunne blive så kreative – for de findes også – at de begyndte at ændre i en rapport, så det så ud, som om det var rigtigt, kan man, hvis man får den tvivl som håndværker eller landmand, sige: Det virker godt nok mærkeligt, at den jord, jeg får nede fra benzinstationen, overhovedet ikke er forurenet; jeg prøver lige at teste den. Og så vil man få den originale rapport fra testfirmaet, og så vil man kunne føle sig tryg i maven over det.

Til allersidst vil jeg sige, at vi skal passe på med at sige, at det her kun handler om transportørerne – det er lastvognschaufførerne og deres ejere, der er skurkene, kan jeg forstå. Det er sjovt, at man herindefra mener, at der ikke er en kommune, der nogen sinde har gjort noget galt, og at de ikke har sådan lukket øjnene for noget. Det forstår vi ikke oppe på Mors. Det gør vi ikke, for vi har rimelig mange tons stærkt forurenet jord fra hovedstadsområdet liggende, og det vil vi meget gerne have lov at levere tilbage. Der kunne man jo indføre et ansvar for det, altså at hvis man leverer noget ud over kommunegrænsen, man ikke har styr på om er forurenet, så har man som kommune pligt til at tage det tilbage. Vi skal nok levere lastbilerne; I finder bare pladsen. Så er det jo også en løsning på et miljøproblem. Tak for ordet.

Nej, hr. Kim Edberg Andersen, man kan ikke slette ting, som man har sagt fra Folketingets talerstol. Så her kommer der en venlig henstilling om ikke at bruge bandeord (Kim Edberg Andersen (DD): Ej, gjorde jeg det?) og heller ikke de der sådan mere venlige, lidt blidere bandeord, som ikke desto mindre er bandeord og ligger uden for forretningsordenen at benytte. Så det er sådan en opfordring til ordføreren, som jeg mindes at have kommet med en del gange. Læringskurven kunne måske blive lidt stejlere.

Der er en kort bemærkning til fru Leila Stockmarr, Enhedslisten.

Tak til ordføreren. Jeg hørte ikke nogen bandeord, men det kan også være, at jeg har en meget høj tolerancetærskel for den slags. Og tak til ordføreren for at levere en tale med nogle input, der er baseret på sund fornuft, vil jeg sige. Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge ordføreren på baggrund af ordførerens tale: Frygter ordføreren, at når vi kommer til, at Miljø- og Ligestillingsministeriet præsenterer det her katalog for handling, så er det et meget, meget snævert handlekatalog med nogle quickfixes, som slet ikke adresserer grundproblemerne? Er det sådan, jeg skal forstå ordførerens bekymring, altså at den er, at vi som Folketing måske er på vej ind i en ruse, der afgrænser problemet, og at vi så måske vil stå med nogle lidt overfladiske forslag fra ministeriets side, når vi får det præsenteret?

Ordføreren.

Jeg tror desværre, at det ender dér, og det er både på grund af konstruktionen med den her underlige regering, hvor de ikke selv kan blive enige, og så det der med, at man tager én aktør ind, altså at man tager KL med ind, men ikke har erhvervet med. For så er jeg bare bange for, at der er en bias, som der på alle måder ikke bør være. Jeg tror faktisk, at hvis man trængte ministeren op i et hjørne et eller andet sted og sagde, at bare lige for i dag kan du bestemme på tværs af ressorter, så tror jeg godt, at vi kunne få nogle fornuftige ting. Men jeg tror, at det bliver udvasket i nogle tåbeligheder. Jeg tror også, at vi som Folketing skal passe på med at tro, at vi kan lave en ruse, der er så finmasket, at vi fanger alle. Der vil altid være nogle, der snyder, men det er ikke det, der er diskussionen her. Diskussionen her er, at vi har nogle helt åbenlyst nemme måder, som vi kan gøre det sværere at snyde på, og så har vi nogle tåbelige regler om, at den ene kommune ikke må få noget at vide af den anden kommune. Det giver ingen mening, og hvis ikke vi kan løse en så simpel problematik som den her, så er vi ude i, at vi bliver nødt til at have én stor kommune, og så bliver jeg nødt til at foreslå, at hovedstaden skal ligge i Nordjylland. For der er jo ingen tvivl om, at hvis vi i Folketinget med den fineste intention ikke kan løse det med, at vi ikke aner, hvad der sker, lige så snart vi kører ud af et postnummer, så er vi ikke opgaven voksen. Så skal vi have bygget noget nyt et nyt sted, og så bygger vi det uden kælder.

Spørgeren.

Tak for det svar. Jeg ved ikke, om jeg enig i det med at flytte hovedstaden. Det kan vi måske tage i et andet beslutningsforslag. På baggrund af ordførerens svar vil jeg spørge: Synes ordføreren så, at det ville være en god idé, at vi, forud for at regeringen eller ministeriet præsenterer sine idéer, får inddraget f.eks. By- Land- og Kirkeministeriet, så vi får set på alle handlemuligheder, altså forud for at vi får præsenteret regeringens forslag til, hvad vi skal gøre ved det her problem?

Ordføreren.

Jeg tror faktisk, at vi nogle gange har en tendens til at underspille, hvor vigtigt miljø er. Miljø er jo sådan noget, som man burde have med at gøre i alle ministerier, for virkeligheden er jo, at der næsten ikke er et ministerium herinde, som ikke på en eller anden måde bliver involveret i, hvordan vi skal forholde os til miljøet. Det er alle ministerier. Så på den måde er ministeren jo Danmarks vigtigste minister, og der håber vi bare, at han, når han kommer ud over stepperne, så også beviser det. Naturligvis skal vi både snakke med ministeren for byer og landdistrikter, med justitsministeren, med erhvervsministeren og med alle andre ministre, for miljø er bare vigtigt. For uanset om det kan blive meget halal- og hippieagtigt og noget med at spille guitar, går det vel i sidste ende ud på, at vi som mennesker har behov for at levere noget til vores efterkommere, der er bedre end det, vi modtog.

Næste korte bemærkning er til fru Marianne Bigum, SF.

Tak. Jeg vil bare rose ordføreren og sige, at jeg altid bliver så glad, og det klæder virkelig ordføreren, når ordføreren står og fortæller om vigtigheden af miljøet som det essentielle arbejde, så tusind tak for det.

Ordføreren.

Det er det der med, at hvis man ikke får meget ros derhjemme, skal man sørge for at finde noget, man kan få ros for. Og hvis ikke jeg kan få ros for at være glad for at arbejde på miljøområdet i en sal fyldt med miljøordførere og en miljøminister, så er chancen for at få det jo ikke ret stor. Men jeg mente faktisk det, jeg sagde, jeg mener faktisk, at miljø er rigtig, rigtig vigtigt, og jeg tror faktisk, at de fleste danskere er helt enige. Så kan de stemme på mig eller på en eller anden anden – der tror jeg alle danskere er enige. Altså, vi skal jo ikke svine tingene til – det er alle enige om.

Så kan vi nogle gange løfte det op og blive helt, helt højtflyvende, men i sidste ende tror jeg, at de fleste danskere gerne vil være med til det, og der er ingen danskere, der vil have forurenet jord i deres have. Nogle af tingene er så lavthængende frugter, at de ikke kan forstå vi ikke bare løser det herinde. Og det er regeringen, der ikke løser det, det er ikke oppositionen, for som sagt er jeg i hvert fald kommet med to lige til at plukke ned allerede i dag.

Ønsker spørgeren yderligere en kort bemærkning? Nej. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne. Den næste ordfører er fru Marianne Bigum, Socialistisk Folkeparti.

Tusind tak til Enhedslisten for at fremsætte et beslutningsforslag om et vigtigt og ikke mindst højaktuelt emne, nemlig jordforurening.

I de her år hører vi desværre om alt for mange, som med fuldt overlæg tjener penge på at skade vores fælles miljø, og som slipper alt for let fra det, og vi læser for mange historier i pressen og hører for mange fortællinger fra borgerne og vores kommunale kolleger om forurenet jord, der bliver dumpet på steder, hvor det truer både drikkevand, landbrugsjord og naturområder.

Vi har set jordskred, hvor de ansvarlige har ignoreret enhver form for sund fornuft, alene for at opnå profit. Det er ikke bare lovbrud, det er en dybt asocial adfærd, og det er noget, der truer vores fælles fremtid.

Men det krænker ikke bare retsfølelsen. Det undergraver den grønne omstilling, for mens vi på den ene side investerer trecifrede millionbeløb i naturgenopretning og oprensning, så tillader vi, at andre uden skrupler sætter det hele over styr for at opnå hurtig profit. Det kalder på politisk handling, for her er en kæmpe opgave, som vi skal have styr på, og det er samtidig klart, at det er et område, som kræver en samlet plan på tværs af ministerier.

I SF har vi også arbejdet med det her område et langt stykke tid, og for nogle måneder siden satte vi igen pen til papiret og lavede et udspil om, hvordan vi tager miljøkriminaliteten alvorligt. Her gav vi en række bud på, hvor vi ser, at der er brug for at opdatere lovgivningen.

Noget af det, vi ser som væsentligt er, at vi hæver strafferammerne markant for den grove miljøkriminalitet; at vi får en specialiseret efterforskningsenhed med muskler og kompetencer til at opspore og retsforfølge de ansvarlige; at vi får givet myndighederne de ressourcer og kontrolværktøjer, de har brug for; og at jordforureningsloven får et eftersyn og opdateres, så den giver klare rammer og sikrer en klar ansvarsfordeling for byggeprojekter på forurenet jord samt sikrer beskyttelse af drikkevand og inkluderer klimaforandringerne, PFAS-forurening og øget kontrol med flytningen af forurenet jord.

Ligeledes ser vi et behov for en certificeringsordning og for prøvetagninger og jordanalyser, og at transportører og øvrige aktører inden for denne branche får en certificering og autorisation med en obligatorisk garantistillelse, så vi får skabt rammer, som fjerner de brodne kar.

I det her beslutningsforslag har Enhedslisten en lang række gode bud, som jeg også synes er utrolig interessante at få belyst. Nogle af tingene har vi også foreslået, andet er nyt for os, og så har vi i tillæg også nogle andre idéer, som vi mener skal med.

Derfor kommer vi ikke til at støtte beslutningsforslaget, som det er i dag, men vi ser det som et kærkomment initiativ til at få snakket det her ordentligt igennem og få lavet nogle ordentlige planer for, hvad vi så gør. I det hele taget kalder det her område nemlig på rigtig mange ting, og vi ser frem til, at vi får præsenteret resultaterne fra den nedsatte arbejdsgruppe om en lille måneds tid, og jeg vil opfordre til, at vi hurtigt derefter bliver indkaldt til forhandlinger, så vi kan få drøftet alle de her mange gode ideer og tiltag og få lavet en aftale og lovgivning, så vi får styr på området. Tak.

Tak til fru Marianne Bigum, SF.

Vi har lige nogle tekniske udfordringer med vores system, som I måske også oplevede før, hvor der var nogle problemer med at trykke sig ind. Så vi bliver nødt til lige at holde 2 minutters pause, hvor teknikerne prøver at få rettet op på det, men så vender vi tilbage. Vi regner med kunne gøre det uden at ringe mødet af.

[Lydudfald] ... pause, fordi der var nogle tekniske udfordringer.

Der er en kort bemærkning til hr. Thomas Monberg, Socialdemokratiet.

Jeg vil sige tak for ordførertalen, for jeg synes faktisk, den var utrolig konstruktiv, fordi man kommer med en masse gode forslag og siger, at vi skal debattere det her. Jeg synes også, det er fornuftigt, for som ordføreren for Enhedslisten også var inde på i begyndelsen, er det meget vidtgående, og det er et katalog, vi skal arbejde med. Vi er rigtig glade for det i Socialdemokratiet, og vi ser frem til den videre debat. Så tak for talen.

Ordføreren.

Tak. Jeg har også lovet at sende det over, og det gør jeg gerne snarest, og så må vi se, om vi kommer først.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Marianne Bigum, SF. Næste ordfører fru Pernille Vermund, Liberal Alliance. Velkommen.

Tak til Enhedslisten for et – nu står jeg her og kigger, men jeg kan ikke se ordføreren – vigtigt, grundigt og på det lange stræk godt beslutningsforslag. Med beslutningsforslaget ønsker Enhedslisten at styrke kontrollen med håndtering af jord fra bygge- og anlægsprojekter. Konkret foreslås det, at Folketinget skal pålægge regeringen inden udgangen af 2025 at gennemføre en gennemgang af den relevante lovgivning og nuværende praksis med det formål, at forbedre kontrollen med håndteringen af forurenet og potentielt forurenet overskudsjord fra bygge- og anlægsprojekter.

I Liberal Alliance er vi meget enige i, at der er behov for at styrke kontrollen. Det har de seneste måneders mange sager om miljøsvineri ved håndtering af jordflytninger tydeligt vist. Derfor bakker vi op om intentionen og om den del af forslaget, der handler om skærpede lovkrav til prøvetagning af jord, fysiske tilsyn og stikprøvekontrol. Det er også klogt at flytte ansvaret for området væk fra kommunerne og op på et niveau, hvor man kan håndtere sager, der ofte krydser kommunegrænser. Det er åbenlyst, at vi i Danmark ikke skal importere forurenet jord og byggeaffald fra udlandet, som ikke kan genanvendes, eller som indeholder miljøfarlige stoffer.

Men der er desværre også elementer, som vi i Liberal Alliance ikke kan støtte. Det drejer sig bl.a. om kravet om, at jord skal deponeres på samme grund, som det er opgravet. Og så savner vi en finansiering af forslaget, som alt andet lige vil blive dyrere i såvel offentlig administration som i gebyrer for virksomheder og boligejere. I Liberal Alliance kan vi derfor ikke støtte forslaget i den nuværende form, men vi vil meget gerne være med på at lande en beretning, hvis forslagsstillerne er indstillet på det, og vi vil endnu en gang takke Enhedslisten for det her vigtige forslag, som med regeringens og ministerens svar med al tydelighed viser, at der er behov for at sætte lidt fut under nogle, der sidder med ansvaret. Tak for ordet.

Tak. Der er en kort bemærkning til fru Leila Stockmarr, Enhedslisten.

Mange tak til ordføreren for imødekommenheden. Jeg ved også, det er noget, der fylder hos Liberal Alliance, og vi vil meget gerne diskutere en beretningstekst, hvor vi kan få så mange som muligt med i, hvad vi kan blive enige om, også for at få lagt et fælles pres på regeringen. En ting, vi måske ikke har talt så meget om, er, at der også er en udfordring med, hvad man kontrollerer jorden for. I det, der er blevet udrullet af DR, er det også kommet frem, at der har været anbefalinger internt i systemet om, at man måske også skulle have tjekket for f.eks. PFAS. Mener ordføreren også, at det ville være hensigtsmæssigt for vores miljø, at man også så på at lave en kontrol, der inkluderede en kontrol af PFAS?

Ordføreren.

Utvivlsomt. Jeg synes jo som ordføreren selv, at det er meget bemærkelsesværdigt, at vi nu finder ud af, at ministeren har ligget inde med nogle anbefalinger i relativt lang tid om at opdatere reglerne, uden at der er handlet på det, og uden at man har givet de medlemmer af Folketinget, som har beskæftiget sig med det her, besked om det. Derfor har vi jo også sammen et samråd her den 11. juni, så vidt jeg husker, om den sag. Så det er vi helt enige i.

Ønsker spørgeren endnu en kort bemærkning? Fru Leila Stockmarr?

Ja, og tak for også at dele analysen af, at vi bliver nødt til at se på, hvorfor der ikke er blevet handlet noget før, når der har været advarsler både inde fra systemet, men også udefra. Bl.a. Dansk Industri har bedt om handling på det her længe. En anden ting, som regeringen muligvis er åben over for at se på, er det her med at fritage områder, hvor der bliver udvundet drikkevand, og at det måske ikke er så hensigtsmæssigt, at man får dumpet jord der. Er det, at man måske undtager de områder for at beskytte vores drikkevand, også noget, som ordføreren kunne være interesseret i at drøfte?

Ordføreren.

Ja. Altså, vi gør jo i forvejen meget, og vi pålægger bl.a. vores danske landmand en stor opgave i forhold til at beskytte drikkevandsboringer og områder, hvor der er nedsivning til grundvandet. Så det mindste må være, at man også sørger for at være ekstra opmærksom i forhold til reglerne om jordflytning, og det gælder særlig den forurenede jord – vi skal jo skelne mellem den almindelige jord, som er ren, og som kan gøre masser af gavn, både i landbruget og i private haver, og så den forurenede jord.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Pernille Vermund, Liberal Alliance. Næste ordfører er hr. Henrik Frandsen, Moderaterne.

Tak for ordet, formand. Det er dejligt, at jeg kan sige formand og ikke kan komme til at bruge fornavn, for det jeg har nogle gange nogle problemer med. Først vil jeg gerne takke Enhedslisten for at rejse en rigtig vigtig debat og også for at have lavet et rigtig gennemarbejdet og solidt stykke arbejde, da man lavede beslutningsforslaget.

Vi lever jo i et land, hvor der rundtomkring er stor aktivitet. Boliger, hospitaler og infrastrukturprojekter skyder op, og godt for det. Det viser, at der er aktivitet i samfundet, og det er netop vigtigt for at sikre vækst og velfærd. Men med disse projekter følger også store mængder jord, og de skal naturligvis håndteres ansvarligt. Vi har desværre set eksempler på, at alting ikke altid går lige efter bogen. Der er nogle meget grelle eksempler. Derfor deler vi bekymringen og anerkender behovet for bedre kontrol og en styrket indsats på området. Vi ser positivt på, at der allerede er iværksat flere initiativer, der styrker kontrollen med jordflytning. Vi støtter op om at få kommunerne til at bruge de eksisterende redskaber og værktøjer bedre samt den planlagte forbedring af sporbarheden gennem et fælles digitalt system.

Men vi mener overordnet heller ikke, at vi kan lade reglerne for jordhåndtering stå i vejen for nødvendige byggeprojekter, og derfor er det også vigtigt, at vi finder løsninger, der både beskytter miljøet og sikrer fremdrift i byggeriet. Når det gælder Enhedslistens beslutningsforslag, som vi behandler i dag, indeholder det en hel række forslag, hvoraf nogle er fornuftige og andre er nogle, vi ikke kan støtte. Vi mener, at vi skal styrke kontrolsystemerne yderligere, bruge de eksisterende regler bedre og sikre en mere effektiv håndhævelse. Derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget, som det ligger, men vi anerkender fuldt ud behovet for en styrket indsats og ser frem til et fortsat samarbejde om at finde løsninger – løsninger, der både beskytter miljøet og samtidig understøtter vækst og udvikling i samfundet. Tak for ordet.

Tak. Der er en kort bemærkning. Fru Leila Stockmarr, Enhedslisten.

Tak til ordføreren for den konstruktive tilgang. Jeg kunne godt tænke mig uddybende at spørge ordføreren, om ordføreren også synes, det ville være en god idé, at vi i forbindelse med det arbejde, der bliver lavet i regi af Miljø­ og Ligestillingsministeriet, fik involveret andre ministerier, sådan at vi, når vi får præsenteret et katalog og forhåbentlig kommer til at forhandle om det politisk, er sikre på, at vi kommer hele vejen rundt og får involveret de ressortområder, hvor der skal løftes, hvis vi skal beskytte vores miljø fremadrettet.

Ordføreren.

Jeg tror, det er helt naturligt – og jeg ved også, det er den måde, man arbejder på, når man arbejder med lovforslag i regeringen – at inddrage de relevante ministerier, som også er af betydning for at sikre, at man når hele vejen rundt i de lovændringer, der kommer. Der kan jeg sagtens forestille mig – jeg tror, det var fru Marianne Bigum, der sagde det – Justitsministeriet, hvis man skal se på bøder osv. Det er jo ikke noget, man kan sidde og arbejde med i Miljø- og Ligestillingsministeriet. Så det er helt naturligt, at man inddrager andre ministeriet er i arbejdet også.

Spørgeren.

Tak for det svar, som jo blev sådan lidt generelt. Det, der jo blev tydeligt i går, da vi var til møde i Miljø- og Ligestillingsministeriet, var jo, at man primært arbejder med de ting, man vurderer falder under Miljø- og Ligestillingsministeriets ressort. Det er jo derfor, der er en konkret bekymring her for, at det, vi får præsenteret, ikke er dækkende i forhold til at få lavet en oprydning. Så jeg vil gerne spørge ordføreren igen: Vil ordføreren – også som repræsentant for et regeringsparti – aktivt bakke op om at hjælpe med at sikre os, at vi, før vi siger, at vi har en løsning, så har fået inddraget andre ministerier?

Ordføreren.

Jeg kan i hvert fald forsikre fru Leila Stockmarr om, at jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt, for, at når vi kommer til de forbedringer og ændringer, der skal ske, er de så fyldestgørende som muligt. Hvis det betyder – og det gør det sandsynligvis – at man også skal inddrage andre ministerier, synes jeg, det er helt naturligt, og det vil jeg sådan set gerne bakke op om.

Næste korte bemærkning er fra fru Marianne Bigum, SF.

Tusind tak, og tusind tak til ordføreren for talen. Ordføreren sagde, at reglerne ikke må stå i vejen for nødvendige byggeprojekter. Jeg var nysgerrig på, om ordføreren kan uddybe, hvad der blev ment med det, for jeg tænker, at mange af de regler, vi har, jo handler om miljøbeskyttelse, og de er ikke bare lavet, fordi vi skal have et eller andet; de er typisk hængt op på, at de giver mening – forhåbentlig. Så kan ordføreren uddybe den del?

Ordføreren.

Jeg kunne faktisk godt høre på mig selv, da jeg læste det op, at det godt kunne misforstås lidt med den formulering, jeg havde valgt der. Jeg mener selvfølgelig ikke, at man skal fjerne regler for at kunne gennemføre byggeprojekter. Selvfølgelig gør jeg ikke det. Det kunne næsten misforstås i den retning.

Men det jo vigtigt, at vi får lavet regler på en måde, så de myndigheder, der også skal behandle dem, og de virksomheder, der skal arbejde med dem, og de bygherrer, der skal bygge, også har en gennemsigtighed i det, og at de også er til at administrere. Jeg tror i virkeligheden, noget af det, der er problemet for nogle kommuner på det her område, er, at de regler, de administrerer efter i dag, ikke er tydelige nok. Det gør jo, at de folk, der skal sidde og administrere ude i kommunerne, bliver usikre; det gør, at de indimellem kommer til, hvad skal man sige, ikke helt at lave de rigtige skøn osv. Derfor er noget af det, jeg tror kunne hjælpe meget på området, at man fik tydeliggjort reglerne og fik dem gjort mere entydige, så man som sagsbehandler også ved, hvad man har at gå efter.

Spørgeren.

Tak. Det er jeg helt enig i. Det synes jeg er en rigtig god tilgang til det. Nu ved jeg, at ordføreren også har erfaring fra det kommunalpolitiske. Hvad mener ordføreren i forhold til ressourcer? En ting er tydelige regler, men mener ordføreren, at kommunerne er har nok ressourcer til at løfte den sagsbyrde, der følger med at skulle håndhæve de her regler?

Ordføreren.

Der kan man jo også godt nogle gange sådan tænke lidt over det paradoks, at det jo er sagsbehandlere på landbrugsområdet f.eks., der skal tage sig af modtagelsen af jord nogle gange. Jeg tænker, at de steder, hvor man har mest overskudsjord i Danmark, nok er de steder, hvor der er mindst landbrugsjord, og det er måske også de kommuner, der har færrest ressourcer på landbrugsområdet til at sagsbehandle med. Så der kan jeg sagtens at der ligger, hvad skal man sige, et dilemma i det for de kommuner, der arbejder med det.

Tak. Næste korte bemærkning er til hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne.

Tak for det, og tak til ordføreren. Det er altid rart at høre ordføreren, for det føles ret godt i maven, indtil man sådan lige begynder at sætte ordene sammen efterfølgende, og så blev der ikke sagt så meget. Men det føles rigtig godt hele vejen: Det er så godt et forslag, og vi synes faktisk også, og vi skal også have kigget på det, vi er faktisk også i gang, og vi arbejder alle sammen sammen.

Så tænker man: Hvis man tog det for pålydende, så var det jo fint. Men jeg vil slet ikke gå den vej, for det er jo sådan, jeg har forsøgt i flere år at få Moderaterne til at sige sådan noget konkret fra talerstolen. Det er ikke lykkedes. Jeg tror ikke, det er lykkedes for nogen endnu, men det er i hvert fald ikke lykkedes for mig.

Men når man nu skyder et forslag ned her, har jeg bare ét spørgsmål til Moderaterne: Når det her ikke er måden at gøre det på, hvad er det så helt specifikt, man selv ville gøre? Hvordan ville Moderaterne løse problemstillingen?

Ordføreren.

Jeg tror også, jeg sagde i min ordførertale, at der var en række af de forslag, som fru Leila Stockmarr har i sit beslutningsforslag, som vi egentlig synes er rigtig gode og er konstruktive, men at der så også er nogle af dem, som vi ikke kan se os selv i. F.eks. kan jeg bare starte med det første krav om, at overskudsjord håndteres og deponeres på lokaliteten for jordens oprindelse. Det kan jeg i hvert fald se kan være lidt bøvlet, hvis man f.eks. taler om et byggeri i tæt bymæssig bebyggelse, eller det er metrobyggeri, man har med at gøre. Så jeg er jo ikke afvisende over for intentionen i forslaget. Jeg synes også, der er gode elementer i det.

Så er det spørgeren for den anden korte bemærkning.

Tak for det. Men der var jo som sædvanlig ikke rigtig noget konkret. Og jeg kan ikke forstå det, for det er ikke ret lang tid siden, at den selv samme ordfører var ude at sige, at det var en kæmpe sejr, og regeringen havde et kæmpe flertal. Det var dengang, klimaministeren fik lov at beholde sin taburet. Der var der ingen grænser for, hvor stort et flertal regeringen havde, og hvor magtfuld den var, og hvor godt regeringen ligesom kunne få tingene igennem. Og så er jeg bare sådan, for jeg er jo en simpel mand: Jamen er der ikke bare ét konkret forslag? Hvad har Moderaterne? For Moderaterne har jo for ganske få dage siden nærmest været ude at sige, at de havde styr på det hele, og regeringen kunne gøre, hvad de havde lyst til. Har Moderaterne bare ét konkret forslag – ikke sådan noget fluffy snak, bare ét konkret forslag? Hvad ville Moderaterne gøre med f.eks. ulovlig jordflytning?

Tak. Ordføreren.

Nu vil jeg jo heller ikke stå og skuffe hr. Kim Edberg Andersen her fra talerstolen og blive alt for tydelig i min kommunikation, for så ved jeg jo, at det ville skuffe. Men jeg tror også, jeg sagde meget tydeligt i min ordførertale, at vi har regler på området nu. Jeg mener, det er vigtigt, at vi får tydeliggjort dem, altså at man indskærper over for kommunerne, at det er dem, man arbejder med, og at man bruger det. Samtidig er der jo nedsat et udvalg, som arbejder med det her, og som også kommer med en afrapportering, og der er jeg i hvert fald klar til at gå med til at lave nogle ting der.

Tak. Så er det hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Jeg synes altså også, det bliver en lidt for blød mellemvare. Ordføreren står og siger, at der faktisk er ting i det her beslutningsforslag, som ordføreren er enig i. Der er også ting, ordføreren ikke er enig i. Men når der nu er ting, ordføreren er enig i, og ordføreren direkte bliver spurgt om at komme med et eller andet, bare én ting, som ordføreren mener at kunne afhjælpe det problem, vi har samlet Folketinget om at diskutere i dag, så kunne det da være rigtig fint bare lige at høre et eksempel.

Ordføreren.

Nu står jeg med beslutningsforslaget her. Der er en pind, der hedder, at overskudsjord ikke må deponeres oven på eksisterende eller planlagte områder for indvinding af drikkevand. Der mener jeg jo klart at man fint kan anlægge et forsigtighedsprincip, så der er skærpede krav til de analyser, der skal ligge til grund der. Det er jo en af de ting, hvor jeg siger: Der er noget god musik i det her forslag; det kan jeg sagtens se mig selv i, altså at man har skærpede krav, hvis det er oven på drikkevandsressourcer f.eks.

Spørgeren.

Tak for det konkrete eksempel. Det er et godt eksempel, hvor vi i Alternativet – og det kan jeg høre at regeringen også er – er indstillet på, at vi søreme skal sørge for, at den gift ikke siver ned i vores drikkevand. Det er bare en kvittering herfra.

Ordføreren.

Jamen velbekomme. Jeg kvitterer tilbage.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken, og nu er det hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Det har været en lang debat. Der er blevet sagt mange ord, og ingen af dem kommer til at gøre en forskel for et eneste menneske eller et eneste dyr, men alligevel har der jo været en masse lange indlæg. Man kan godt ærgre sig over, at man skal bruge sin store bededag på den slags pseudoarbejde, altså at diskutere et forslag, som er fuldstændig dødfødt fra starten. Det siger jeg ikke som en kritik af forslaget. Jeg synes, det er helt legitimt, at man fremsætter forslaget, men det er ærgerligt, at vi er i den situation, at vi ved, at regeringen altid stemmer forslag ned, når de kommer fra oppositionen, af rent princip, uanset hvor gode forslagene måtte være.

Det lander jo på den måde, som man kunne have forudset lige fra starten af uden overhovedet egentlig at have åbnet forslaget, nemlig på den måde, at regeringsordførerne kommer tingene i møde ved at sige: Det kigger vi på, og vi tager de gode idéer med. På et eller andet tidspunkt kører regeringen jo så selvfølgelig fuldstændig videre, uanset om forslaget var blevet fremsat eller ej. Så jeg synes egentlig ikke, at der er så meget mere at sige til det. Det bliver desværre ikke til noget, men der er mange gode idéer i det, og jeg vil gerne takke Enhedslisten for at have taget alle de initiativer, som man har gjort, og lagt et meget, meget stort stykke arbejde i det. Det er en skam, at den slags arbejde egentlig ikke rigtig kan føre til noget, men sådan er det.

Så er det hr. Erling Bonnesen for en kort bemærkning.

Tak for det. Ordføreren har muligvis ikke nået at registrere det, men jeg var på talerstolen tidligere, og der markerede jeg bare klart og tydeligt, at vi tager de her problemstillinger alvorligt og ser på dem. Jeg er med på, at det måske ikke lige passer ind i hr. Rasmus Jarlovs kommunikation osv., og det er fair nok, men vi har i hvert fald en klar ambition om, at vi skal gøre noget ved de her ting. Det er ikke kun ord, og jeg havde også med i min markering, at der bliver indkaldt til et møde i ministeriet formentlig i midten af juni for at prøve at følge op på de initiativer, der allerede er sat i gang. Så jeg har bare lige behov for at understrege, at det i min optik i hvert fald ikke ser ud som det billede, hr. Rasmus Jarlov tegner lige nu, men at vi også rent faktisk prøver at få adresseret de her problemstillinger og få gjort noget ved dem, for det er der behov for. Det er vi fuldstændig enige i.

Ordføreren.

Jeg har registreret og hørt hvert et ord, der er blevet sagt i debatten, selv om jeg ikke har været til stede i salen. Det hele bliver jo sendt på tv, så jeg har hørt hele debatten, og jeg fastholder min opfattelse af, at det vil være sådan, at man foregiver, at man imødekommer tingene, men i virkeligheden kører regeringen bare fuldstændig videre, som om beslutningsforslaget ikke var blevet fremsat. Så det er kommunikation, vi foretager, når vi har debatterne her i salen om den slags beslutningsforslag. Det er desværre ikke noget, der fører til, at miljøet får det bedre, men det er jo ikke forslagsstillernes skyld. Det kan de ikke gøre for. Det kræver, at man sidder med regeringsmagten, at man kan gøre noget ved tingene og rykke på dem. Der er vi mange der synes, at der skulle rykkes lidt mere. Det er jo også nemmere at sige, når man ikke selv sidder med ansvaret. Så er det nemt bare at sidde og kræve handling, men hvor ville det være en god idé, hvis vi havde en anden kultur i Folketinget, hvor vi faktisk kunne tage imod beslutningsforslag, i stedet for at vi bare altid helt automatisk afviser dem.

Spørgeren.

Den politiske debat er jo, som den er, og vi lever et i et frit land, så det er helt fair. Men jeg ser bare frem til, at et af de næste step i det her i hvert fald er, at vi mødes i ministeriet formentlig midt i juni måned og så kan tage ind, hvor langt man er nået i analysen af de her forskellige ting, for at prøve at få løst lige præcis nogle af de her ting. For de problemer, som vi bl.a. har set i de her meget uhensigtsmæssige sager for nu at sige det på den måde, er der jo ikke nogen af os der vil være vidne til. Det skal der gøres noget ved, og det er jeg helt sikker på at der bliver gjort noget ved.

Ordføreren.

Det er jo godt. Jeg er ikke sikker på, at jeg har helt den samme optimistiske tilgang til det. Det er måske derfor, jeg vælger at stoppe i Folketinget. For jeg synes, at en stor del af det arbejde, vi laver, er fuldstændig uden resultater. Der er meget, meget lange debatter og rigtig meget snak, men der sker ikke noget som helst.

Så er det fru Leila Stockmarr, Enhedslisten. Værsgo.

Tak til ordføreren for ærligheden, og tak – i hvert fald fra Enhedslistens side – for at sætte ord på det, som man måske også sidder og tænker selv uden at sige det så direkte og så højt. Jeg har også stemt for, at vi, når det kommer til stykket, får en form for handlekatalog med nogle forslag, som måske er meget gode, hvis man laver god kommunikation om dem, og så kan det ellers køre videre, indtil der kommer en ny mediehistorie. Så den bekymring har jeg også.

Men alligevel vil jeg spørge: Hvad mener ordføreren at vi kan gøre? Nu har vi alligevel nogle forslag. Vi har en situation, hvor der endelig er rigtig meget opmærksomhed om det her problem fra dygtige journalister, der sidder og kigger på det. Har ordføreren alligevel ikke nogle input til, hvordan man kan få bare lidt mere ud af regeringen, end man ellers ville have fået, hvis man bare lænede sig tilbage i stolen?

Ordføreren.

Det er desværre nok sådan, at man er nødt til at have miljøministerposten, før man virkelig kan gøre noget ved tingene, for man er nødt til at have den hærskare af mennesker, som kan gennemarbejde alle detaljer og alle forslag, før man kan sætte dem i værk.

Vi synes, der er rigtig mange gode forslag i det, Enhedslisten har lagt frem. Vi må også erkende, at vi ikke har apparatet til selv at dykke ned i hver enkelt af dem og kvalitetstjekke, om der er nogle uhensigtsmæssigheder gemt nogle steder. For det er et meget omfattende forslag, Enhedslisten har lagt frem. Det ville egentlig også overraske mig, hvis Enhedslisten selv havde sådan et fuldt parat; så vil vi i hvert fald gerne vide, hvordan man skaffer det for det budget, man har som politisk parti. Så det er en udfordring, at vi er så relativt magtesløse, som Folketinget er. Der er så mange ting, vi skal regulere, men vi har i virkeligheden slet ikke kræfterne til at gøre det.

Men altså (Anden næstformand (Karina Adsbøl): Tak.). Undskyld, jeg fik ikke svaret på spørgsmålet, men store dele af det, I foreslår, kan vi godt være med på.

Tak. Tiden er gået, og der er ikke flere korte bemærkninger. Så vi går videre i ordførerrækken, og nu er det fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Lad mig efterfølge den seneste ordfører og sige, at det jo netop er et godt eksempel på, hvorfor man ikke skal have en flertalsregering. For det er meget sundt, at man skal ud at finde flertal for sin politik rundtomkring i de forskellige partier.

Jeg synes, at det her er et virkelig, virkelig godt og gennemarbejdet forslag fra Enhedslisten. Vi kan ikke stemme for det, fordi der også er nogle punkter, som vi ikke nødvendigvis er helt enige i, men meget, meget stor ros til Enhedslisten for et virkelig fremragende stykke arbejde, og i øvrigt også tak til fru Leila Stockmarr for et virkelig godt samarbejde på det her omrdåe. Det er jo et område, hvor vi faktisk i partierne fra den ene ende til den anden ende i Folketinget står samlet, fordi det her er kulturarv. Det er den natur og det miljø, som vi skal give videre til de kommende generationer, til mine børn, deres børn osv. Så det er grundlæggende set noget, der er så essentielt, at det ikke bare kan blive ladt alene. Det har vi jo desværre ellers set eksempler på, altså at man – hvad skal man sige – fra regeringens side i flere år har ignoreret gode råd og rapporter osv., og man bare ikke har taget det her særlig alvorligt.

Jeg er rigtig glad for, at vi endnu en gang nu får sparket gang i den her debat. Den er vigtig, men det er også vigtigt, at det ikke ender i christiansborgfnidder, sådan som jeg desværre lidt opfattede det gjorde fra regeringens side her tidligere, men at man faktisk tager det her lige så alvorligt, som vi gør det fra oppositionens side, og man får løst det her problem. Altså, der er åbenlyse problematikker – nogle af dem har været nævnt i dag, og jeg har selv nævnt nogle af dem – kommunerne har ikke alle sammen kompetencerne ud til at sidde med en meget, meget kompleks lovgivning, så en eller anden form for professionalisering tror jeg vi er nødt til at kigge ind i. Det er også tudetosset, at man ikke har mulighed for at teste den jord, der ligesom kommer ind i kommunen, for at være hundrede procent sikker på, at man ikke ender med at få forurenet grundvand og alt muligt andet skidt. Så er der, synes jeg også, noget mærkeligt i, at man kan tjene virkelig, virkelig mange penge på at få tilkørt jord til sin grund. Der er i hvert fald der nogle incitamenter, hvor jeg godt kunne tænke mig, at vi gravede lidt længere ned i det.

Så har vi jo desværre også bare igen og igen set eksempler på, at der er nogle, der er så skruppelløse, at de bryder gældende lovgivning. »Den sorte svane« er jo også et virkelig godt eksempel på det, og der er vi altså også nødt til at kigge på nogle langt, langt hårdere straffe. For det er fremtiden, man ødelægger for vores børn, hvis de pludselig ikke kan drikke vandet fra hanen. Det er altså for mig at se sådan noget meget grundlæggende dansk, at vi kan drikke det vand, der ligger i vores undergrund. Jeg er fra Fredensborg, og der vil jeg vove den påstand at vi har noget af det bedste vand, men det er også sindssygt vigtigt, at vi stadig væk er et land, hvor man kan tage vand fra hanen og drikke det. Jeg tænker personligt, hver eneste gang jeg er ude at rejse og jeg drikker noget vand, som enten smager lidt af klor eller et eller andet andet, over det, altså at det virkelig er vigtigt, at man fremadrettet også kan drikke vores grundvand.

Lad det så egentlig det være ordene fra min side, og vi kommer som sagt ikke til at kunne støtte det konkrete beslutningsforslag, fordi der også er nogle enkelte ting, som vi ikke nødvendigvis er enige i. Men jeg hører også, at der er ret bred opbakning til, at vi får landet en beretning, og det synes jeg vi skal gøre. Så synes jeg bare, vi skal mase på, og vi skal presse på, for at regeringen reelt set handler på det her. Der sker alt for lidt og alt for sent, og det her er bare en bunden opgave, og det haster kort sagt for vores børns skyld. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Leila Stockmarr, Enhedslisten. Værsgo.

Tak til fru Mette Thiesen for en rigtig god tale. Jeg vil gerne kvittere og takke for det gode samarbejde med Dansk Folkeparti.

Som ordføreren også siger, er det jo næsten et fuldtidsarbejde bare at dække det her enkelte aspekt af miljøområdet. Det er næsten et fuldtidsarbejde at finde ud af, hvilken minister man skal gå til, om man har fået svar nok, og om der ligger mere under. Vi har så via journalister løbende fundet ud, at vi ikke har fået tilstrækkeligt med svar.

Derfor er det fuldstændig afgørende, både med hensyn til vore miljø, men jo også for, at vi kan lave parlamentarisk kontrol, at vi kan arbejde på tværs af fløjene, for langt hen ad vejen handler det her jo om at udfordre et system, der nu også er baseret på et politisk flertal.

Jeg vil gerne høre ordføreren, om hun har nogle refleksioner over oplevelsen med overhovedet at skulle finde ud af, hvordan man får løst det her, hvad det er, vi er oppe imod, når vi bliver druknet i slides og redegørelser fra forskellige myndigheder, der ikke nødvendigvis taler sammen, og når vi bliver kastet rundt mellem ministre. Mener ordføreren ikke også, at det er en stor del af problemet?

Ordføreren.

Det korte svar er: Jo, det mener jeg. Jeg vil komme med en lille anekdote. Jeg var meget glad for »Asterix«-tegnefilmene, da jeg var barn, og i en af de her »Asterix«-tegnefilm skal de som en prøve ind i et hus, hvor de skal finde cirkulære b 65 eller noget i den stil. Så bliver de sendt op på 2. etage, men får at vide, at de skal ned til 1. etage. Så løber de derned, men der får de at vide, at de skal op på 4. etage, og så løber de derop, og til sidst bliver de simpelt hen så fuldstændig vanvittige, at de løber rundt i ring, fordi de bliver sendt rundt fra den ene til den anden.

Det er lidt den følelse, jeg nogle gange har herinde i Folketinget, fordi det ene ministerie henviser til det andet ministerie, som henviser til det tredje ministerie, som så skyder tilbage til det første ministerie. Det virker nogle gange, som om den ene hånd ikke aner, hvad den anden laver, og hvis vi skal løse så kompleks en problemstilling, som det her faktisk er, er vi nødt til at gå på tværs af de forskellige ministerier. Jeg synes virkelig, vi skal arbejde for at få gjort op med den silotænkning, der i særdeleshed gør sig gældende her i Folketinget, for ellers får vi ikke løst de her konkrete problemer, der eksisterer ude hos danskerne.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til fru Katrine Robsøe, Radikale Venstre.

Tak for det, og først og fremmest tak til Enhedslisten for at fremsætte beslutningsforslaget og dermed også give anledning til en rigtig god debat i dag her i Folketingssalen om et emne, som jo har fyldt meget ude i offentligheden, men som også optager rigtig mange af os herinde på Christiansborg, fordi det er så åbenlyst, at der er en udfordring.

Vi kan altid stå og være uenige om, hvordan nogle lige præcis vender nogle sætninger heroppe fra. Jeg var faktisk forholdsvis positiv over for f.eks. den tale, der kom fra Venstres ordfører, og nogle af de tilkendegivelser, der var, i forhold til hvordan vi kan arbejde videre med det her område. Jeg håber virkelig, at det også kommer til at gøre sig gældende.

Det har jeg faktisk stor tillid til at det kommer til at gøre, og jeg var også meget positiv over for de tilkendegivelser, der har været, i forhold til at det her jo er et område, der spænder mere end bare over et ressort, og det er man også nødt til fra regeringens side så at tage med ind i overvejelserne til kommende drøftelser og forhandlinger på det her område.

Jeg synes, der er rigtig mange gode tanker i det forslag, som er kommet fra Enhedslisten her. Der er også dele af det, hvor jeg er mere i tvivl om, om det lige er den rigtige vej at gå frem, og jeg synes egentlig også, at nogle af de ting, ministeren løftede i forhold til nogle af problematikkerne med enkelte af delene, var ret valide.

Derfor er det ikke nødvendigvis lige hele forslaget, vi ser som noget, der skal gå igennem, men jeg synes, at det er et godt stykke arbejde. Jeg kunne også rigtig godt tænke mig, hvis vi kunne arbejde med en beretning, også gerne med regeringspartierne, så vi rent faktisk får bundet ikke regeringen, men hinanden op på, at vi ønsker at handle på det her område.

Jeg ser i hvert fald med meget, meget stor bekymring på, at man bare har kunnet dumpe forurenet jord på marker rundt omkring, uden at vi egentlig har kontrol med, hvad det er, der ryger hen over forskellige kommunegrænser, og hvad vi derfor også får lagt ud på områder, hvor der er forholdsvis kort ned til vores grundvandsspejl og vores drikkevand.

Tusind tak for oplægget, vil jeg sige til Enhedslisten, og jeg ser virkelig frem til arbejdet fremadrettet med alle partierne, og jeg glæder mig til, at regeringen indkalder. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken, og nu er det så hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Tak, formand. Enhedslistens beslutningsforslag indeholder mange forskellige forslag til at stoppe ulovlig flytning og deponering af forurenet jord i Danmark. Og når der er så mange forslag, så bliver diskussionen lidt et arbejdsrum, hvor vi kan diskutere, hvad det er, der vil føre fremad, og hvordan vi kan hjælpe hinanden med at kvalitetssikre det, mere end det bliver sådan et spørgsmål om, om vi kan sige ja til hele pakken i dag.

Jeg har lidt svært ved at få helt overblik over nogle af de forslag, som er i pakken, i forhold til den sideløbende proces, der er i ministeriet lige nu. For de er også ved at arbejde med nogle af dem, og jeg har svært ved at få overblik over, hvordan det lige kommer til at se ud.

Men en af de ting, som jeg kunne se ministeren ikke rigtig synes var så spændende, var det her med, at jord skal håndteres der, hvor det er gravet op, og det kunne jo godt være et udgangspunkt. Jeg kan så se, at der står i bemærkningerne til beslutningsforslaget, at det »så vidt muligt« skal håndteres der, hvor det er gravet op.

Det åbner i hvert fald for mig at se for, at hvis man graver jord op et sted og det som udgangspunkt skal blive på det sted eller skubbes sammen i en bunke, eller hvad det nu bliver, så kan man sige, at for at det så er tilladt at bruge det til alle mulige andre ting, skal det deklareres. Det skal altså deklareres, for at det er tilladt at bruge det hos en bondemand, så vedkommende kan nivellere sin jord, så han kan køre på det med sine maskiner, eller for at det kan bruges til at bygge en vindmølle, eller for at det i det hele taget må flyttes væk. Så skal man finde ud af, hvad der er i det her jord.

Ministeren nævnte selv en type rejsekort. Det er vel, når vi har en stor bunke jord, der skal et sted hen, at vi skal finde ud af, hvad det er, den indeholder. Er det frisk jord, kan det sendes af sted. Er det forurenet i en eller anden grad, er der et problem. Vi skal vel have deklareret det, for et af problemerne er jo tit, at de kommuner, der modtager det, ikke aner, hvad der er i. Så hvis vi kan sætte et mærkat på jorden, der hedder, at den her jord har den her beskaffenhed, så bliver det jo også lettere at finde ud af, hvad vi skal med det.

Noget andet er, at den her debat og vores møde i Miljøministeriet i går jo har vist, at det her skal løses i samarbejde med forskellige ministerier. Fru Mette Thiesen har ret i, at hurtigt bliver silotænkning, for vi prøver at rydde op efter jorden i Miljøministeriet, men hvordan forhindrer vi, at der kommer mere ind? Der skal jo sættes en prop i, for ellers står vi jo bare med et evigt oprydningsproblem.

Der viser det sig altså, at f.eks. ministeren for øer og landdistrikter og andre skal ind over for at finde ud af, om de regler, der gælder, i forhold til at landmændene kvit og frit og lovligt må tage imod jord til f.eks. at dække et stort hul eller andet, er gode nok, eller om de har åbnet for, at der kan blive transporteret og deponeret en del ulovlig jord.

Nu er der ikke så mange ministre, der bekymrer sig om, hvad der sker i andre ministerier. De har travlt nok med deres eget, men her skal der i hvert fald samarbejdes for at løse det.

Når vi kigger ned over de mange forslag i det samlede beslutningsforslag, er vi er ret tæt på at være positive over for det hele i Alternativet, særlig hvis formuleringen om så vidt muligt flyttes længere frem, altså i forhold det her med, at jord skal håndteres på stedet. For hvis vi skulle håndtere al jord på det sted, hvor det er gravet op, så var det godt nok svært at bygge vindmøller og andre af de nødvendige ting. Så selvfølgelig skal jord kunne flyttes, men vi skal vide, hvad det er for noget, vi flytter, formand.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Leila Stockmarr, Enhedslisten. Værsgo.

Tusind tak til ordføreren for at have læst og sat sig ind i, hvad jeg godt ved er et ret detaljeret og omfattende forslag. Jeg vil også gerne anerkende, at ordføreren særlig slår ned på det her med, at jorden så i videst muligt omfang skal håndteres der, hvor den produceres, eller hvor overskuddet produceres, og jeg ved også, at ordføreren jo selv er ordfører for infrastrukturprojekter – eller modstand mod nogle af dem, i hvert fald. Der vil jeg egentlig bare også høre ordføreren, såfremt vi ikke får det med videre her i denne her proces, om det så ikke var en mulighed, at man tog det videre, altså det spørgsmål omkring overskudsjord i forbindelse med nogle af de sager, der opstår, når vi fremadrettet skal se på og godkende store infrastrukturprojekter. Hvis vi ikke får det spørgsmål med her, vil jeg høre, om vi, Enhedslisten og Alternativet, så ikke sammen med andre partier kan arbejde for, at når man f.eks. laver et Lynetteholmsprojekt eller bygger rigmandskvarterer i Nordhavn, der producerer en benzinholdig overskudsjord, så skal regningen også være en del af det beslutningsgrundlag, når man vedtager så store projekter.

Ordføreren.

Jo, det synes jeg lyder fornuftigt. Og selv om jeg er enig med hr. Rasmus Jarlov i, at der er mange debatter, der er fuldstændig ligegyldige i den her sal, så er der også nogle debatter, som tvinger os til at skaffe os en masse viden om noget, som det er utrolig vigtigt at vi finder ud af noget om med henblik på forhandlinger, der kommer, og undersøgelser, der kommer, hvor vi er nødt til at skabe et stærkt resultat, og beslutningsforslag kan nogle gange sikre, at vi får den debat. Så jeg er enig i, at der er meget, som jeg står her og føler egentlig er ligegyldigt, men i det her tilfælde, f.eks. til det forslag, fru Leila Stockmarr har, kan man sige: Jo, det er et af dem, der kan bæres videre ind. Vi bliver tydelige på det. Drikkevandet er vigtigt og reglerne og testene. Så i det her tilfælde synes jeg faktisk, at det er en debat, der modner vores muligheder for at tage nogle fornuftige beslutninger i en sag, der er virkelig vigtig.

Spørgeren.

Tak, og det er dejligt at høre. Jeg vil også bare gerne tilkendegive, at jeg håber – og det er også det, jeg hører ordføreren sige – at vi sammen kan bruge de elementer, man er enige i i det her beslutningsforslag, ud over hvad der ellers måtte være fra Alternativets side, som man synes er vigtigt at få ind i et forhandlingsforløb, og have det med i rygsækken, når vi skal over i ministeriet, så vi kan være sikre på at have en lille tjekliste for at se, om vi nu kommer hele vejen rundt. Kunne det være en farbar vej herfra?

Ordføreren.

Vi er klar, formand.

Tak til ordføreren. Så går vi videre til ordføreren for forslagsstillerne, fru Leila Stockmarr, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for en rigtig god og konstruktiv og givtig debat. På trods af den desillusionering, der også kan være, når man som Folketing, der faktisk er enige om noget, møder et system, der måske ikke er så imødekommende, så har jeg alligevel en fornemmelse af i dag, at vi er så mange, der på tværs af partier har et fælles udgangspunkt for, at der skal gøres noget ved det her, og som deler den samme analyse af, at vi ikke vil acceptere, at der kommer symptombehandling, men at vi skal have taget fat, og det vil jeg meget gerne takke alle partierne for. Jeg vil også gerne takke ministeren og regeringspartierne for at have sat gang i en proces, hvor man trods alt er begyndt at kigge på det her, og man har aktiveret systemet, og man er jo også et stykke hen ad vejen åben over for, at der skal gøres noget. Jeg er langtfra betrygget ved, at det, der bliver lagt op til fra regeringen, er nok. Men der kan jeg også betrygge regeringen i, at så let slipper man ikke. Så tak for debatten.

Jeg vil også sige, at frem mod, at vi er blevet lovet en præsentation af det her handlekatalog, vil det også være en hovedprioritet for Enhedslisten med de andre partier, der er med, både at få lavet en beretningstekst, som alle kan se sig i, og hvor vi kommer hele vejen rundt, men også at få sikret, at det her ikke bliver et meget snævert handlingskatalog, men at vi pålægger regeringen eller kræver af regeringen, at man involverer de nødvendige ressortministerier for at finde de løsninger, så vi får taget livtag med problemerne. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Miljø- og Fødevareudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

Nu skal vi så i gang med en forespørgselsdebat, og det indebærer, at ordførerne skal logge sig af deres normale pladser og derefter rykke frem på de forreste rækker og logge sig ind. Så vi holder lige en kort pause.

Jeg gør opmærksom på, at afstemningen om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 20. maj 2025.

Så tror jeg, at vi er ved at være der. Jeg skal høre, om ordføreren for forespørgerne vil begrunde forespørgslen. Det vil hun. Værsgo.

Tak. Jeg skal gøre det meget kort. Jeg vil egentlig indlede lidt på samme præmisser som i forrige debat. For når man ser på, hvordan partierne på tværs af Folketinget stiller sig til det her, er det her spørgsmål om klimasikring jo ikke kun noget, Enhedslisten går meget op i. Det er noget, der ligger os alle sammen meget på sinde, og jeg kan notere mig, at næsten samtlige partier herinde uden om regeringen jo har ønsket, at der skulle ske mere på det her område.

Så det er bare for at åbne op og sige, at grunden til, at den her forespørgselsdebat kom nu, var, at Danmarks førende seks klimaforskere i »Den skjulte klimakatastrofe« kom ud med en udmelding, hvor de mente, at havvandet ville stige mere, end man først havde antaget, helt op til 3 m. På den baggrund var det deres vurdering, at vi ikke havde en tilstrækkelig plan, der tænkte de værst tænkelige scenarier til ende og ikke tænkte langt nok ud i fremtiden. Jeg kan notere mig, at flere eksperter derude siger, at der simpelt hen mangler en national handlingsplan, der tænker mere end 100 år frem.

Jeg tænker ikke, at vi i dag skal have en politisk klimapolitisk debat om, hvor meget vandet kommer til at stige, og hvorfor det stiger. Mit udgangspunkt for den her debat har mere været, at vi bliver nødt til at have en debat om alvoren af det her, og at vi bliver nødt til at have en debat om, om vi egentlig tager os de rigtige forholdsregler og egentlig har gjort det klart med os selv, efter hvilke principper og på hvilket finansieringsgrundlag vi skal klimasikre Danmark i fremtiden.

Tak til ordføreren. Så går vi over til miljøministeren for besvarelse. Værsgo.

Tak for det. Klimaforandringerne er ikke længere en teori. De er virkelighed. DMI er jo Danmarks klimavidenskabelige rådgiver, og det er rigtigt, som der blev sagt af fru Leila Stockmarr her i indledningen, at der blandt forskerne er forskellige udregninger. Det er så DMI's opgave at sikre, at man, når man rådgiver os og Danmark til, hvad vi skal gøre, tager højde for de forskellige udregninger, der er. Det er klart, at FN's Klimapanel, IPCC's, konklusioner jo bl.a. er dem, som der bliver bygget på. DMI's vurdering er, at vi i år 2100 – altså om 75 år, er det jo så nu – vil have det, som i dag defineres som en 100-årshændelse, hvert tredje år. Hvert tredje år vil der være en 100-årshændelse. Det er jo en af grundene til, at vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at Danmarks klimapolitik er på sporet, og at vi i EU og Europa og også globalt arbejder for, at klimapolitikken og indsatsen mod den menneskeskabte globale opvarmning bliver speedet voldsomt op.

Jeg skal prøve at bruge et par minutter på at fortælle om, hvad en 100-årshændelse er. Man skal jo faktisk ca. 160 år tilbage i tiden for at se den seneste 100-årshændelse. I 1872 var der en af de helt store klimakatastrofer, og det var lang tid før den globale opvarmning. Det var jo dengang, hvor 100-årshændelser var 100-årshændelser, altså hvor de kun kom en gang hvert 100. år. I 1872 havde vi en enormt kraftig storm fra øst, der pressede vand ind over Sønderjylland, ind over Lolland og ind over Falster, og man vil stadig kunne se, hvis man tager ud på nogle af de øer og nogle af de steder, højvandspæle sat op. Så højt var vandet i 1872. Kæmpestore områder blev fuldstændig ødelagt. Byer og gårde blev fuldstændig ødelagt. Det var en katastrofe. Hvis man ser på landkortet i dag, skal man forestille sig, at Rødby Fjord og Nakskov Fjord flød sammen. Alt land derimellem blev oversvømmet. Det var altså en 100-årshændelse. I 1872 kostede den katastrofale hændelse 80 mennesker livet – 80 menneskeliv. Den ødelagde lokalsamfund, og det tog mange, mange år at genopbygge gårde, byer, veje osv. osv.

Hvad gjorde man så efter den i 1872? Man byggede jo et enormt dige langs Lollands sydkyst, Danmarks største, længste og mest kraftige dige på 63 km, og det er 4 m højt. Det er der jo den dag i dag. Det var et enormt bygningsværk, vi lavede. Pointen med, at jeg nævner det her, er at få et indblik i, hvad det er, der er tale om. Den form for 100-årshændelser vil vi altså få hvert tredje år i år 2100, som beregningerne viser. Så er det rigtigt, at der ifølge de beregninger, som blev nævnt af fru Leila Stockmarr i starten, også findes scenarier, hvor der kan være en endnu højere havstigning. Der er det så, at jeg siger, at der er det DMI's og selvfølgelig IPCC's, altså FN's Klimapanels, beregninger og DMI's risikoscenarier, som vi er nødt til at handle ud fra og lægge til grund. Deres opgave er så at sikre, at forskernes udregninger bliver taget med.

Formålet er så også at sige noget om den tilgang, man har haft indtil nu. Vi er ofte ude at besøge et dige og se et dige, og når vi alligevel er rundt i landet, så besøger jeg digelaget eller har møder med mennesker, der har ansvaret for diget. Det er jo næsten altid sådan, at et dige i Danmark er lavet efter en katastrofe. Der siger folk: Jamen det her dige er lavet, fordi vi havde en katastrofe og vi havde en oversvømmelse. Det er jo en luksus at have det sådan, at man kan vente til katastrofen, hvorefter man så kan rydde lidt op, lave et dige og så være sikret.

De scenarier, vi nu har foran os, viser jo, at vi ikke kan vente på de katastrofer. Vi er nødt til at komme foran udviklingen. Det der med at handle på bagkant er ikke en luksus, man kan tillade sig, når man er et land med så mange byer, der ligger så lavt og helt ud til kysten, og når vi har den katastrofale udvikling, som vi kan se ligger i risikoscenarierne.

Jeg var lige ved at sige, at som om det ikke var nok, at der er den trussel udefra, så betyder klimaforandringerne jo også, at der er andre trusler, som alle sammen har at gøre med vand. Lige nu har vi jo i Danmark en tørkeperiode meget, meget tidligere, end vi plejer at have. Store dele af Europa har det også. Det giver store udfordringer. Vi har jo også problemer med alle de grundejere, der har huse, som ligger med meget højtstående grundvand – med mindre end 1 m ned til grundvandsspejlet i mindst 8 måneder om året; sådan er det, vi definerer det. Det er vi i gang med at lovgive om, og vi har en bred stemmeaftale om at få sikret, hvordan vi håndterer det.

Så er der også det om overfladevand og tagvand, altså når der kommer kraftige regnskyl, som både udfordrer byerne, hvor der er mere belægning, end der var tidligere, og også udfordrer vores åer og omkringliggende byer, altså der, hvor åerne slynger sig imellem byerne. Også det er en enorm udfordring. Ofte kommer en ulykke ikke alene; de kommer ofte samtidig, når det handler om de her vandrelaterede ulykker.

Samtidig med det er det jo ikke kun sådan, at der ligger eksisterende byer helt ud til vandet. Vi kan bare se på de steder, hvor der er allermest interesse i at bygge nyt, og hvor der er flest, der vil investere i at bygge nyt. Hvor er det? Både i hovedstaden og provinsen er det helt ud til vandet. Det er helt ude på kajkanten, hvor vi tidligere havde industri. Der er der interesse i at bygge nyt. Det er præcis de områder, som er truet af erosion, og som er truet af oversvømmelser.

Her vil jeg fremhæve, at der er lavet en aftale om at skærpe planlovens regel om klimatilpasning. Den aftale er lavet mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti netop for at forebygge, at der bliver bygget nyt i områder, der er truet af oversvømmelser, uden at man har taget stilling til, hvordan man vil håndtere det, og hvordan man sikrer, at byggeriet, hvis det skal være der, bygges på en måde, hvor man har sikret sig i forhold til den trussel.

Ud over den aftale er der klimatilpasningsplan 1, som har at gøre med den jyske vestkyst plus det højtstående grundvand, som vi er i gang med at behandle her i Folketinget. Det er 1'eren.Klimatilpasningsplan 2 vil følge op på de initiativer og vil have et fokus på netop kystbeskyttelse, som er et af de elementer, som ligger i den her forespørgselsdebat. Det skal lykkes Danmark. Det skal det. Der er ikke mulighed for, at det ikke lykkes. Vi har ikke råd til at fejle her, for det bliver så meget dyrere, og det bliver økonomisk og menneskeligt katastrofalt, hvis det ikke lykkes os at komme foran udviklingen. Så er det jo altså milliardinvesteringer – det er milliardinvesteringer. Nu har vi jo øvrigt også har haft drøftelser om flytning af jord. Det er nogle meget, meget store og omfattende jordflytninger, der skal til. Det skal de rigtige steder hen, og selvfølgelig skal det være den rigtige form for jord. Det er vi jo enige om. Men det er jo de milliardinvesteringer, vi skal foretage.

Jeg kan oplyse Folketinget om, at vi i regeringen arbejder på den økonomiske plan, vi vil lægge frem for Danmark, og som har at gøre med alt det, vi kender for nuværende, altså de priser, vi kender på velfærd, på overførsler og på alt det, vi har af opgaver. Derudover er der to nye større opgaver. Det ene er forsvarsudgifterne, og det andet er klimasikringsudgifterne. De her to nye større opgaver skal vi også have råd til, når vi laver en langsigtet økonomisk plan. Det er det, vi arbejder med i regeringen, og derfor skal der være plads til meget, meget betragtelige og store investeringer i den danske samfundsøkonomi, ikke kun i vores forsvar, men også i klimasikring. Det er det, vi arbejder med.

Det vil sige, at når denne plan er klar til at blive drøftet, vil vi også kunne gå videre og lægge klimatilpasningsplan 2, altså vores bud på, hvordan den skal se ud, og der vil jeg invitere bredt blandt Folketingets partier, og jeg ser for mig, at vi kunne lave – jeg ved, at Folketinget er optaget af den her problemstilling – en aftale, og jeg vil også gerne drøfte med Folketinget, hvordan sådan en aftale kan laves. For det er jo ikke en aftale med ét beløb i 1 år; det er en aftale, som har nogle rammer, og som så vil skulle sikre, at der bliver fuld tryk på meget, meget omfattende investeringer i de kommende år. Det handler om, hvordan vi får finansieret disse investeringer, og hvordan vi får planlagt, at det her kommer til at ske.

Hvis nogen så siger: Jamen hvad laver I så imens? Dels er vi jo i gang med at udmønte klimatilpasningsplan 1, dels er vi i gang med at lave vores bud på klimatilpasningsplan 2 og få det til at passe ind i Danmarks økonomiske plan. Men så er vi jo også i gang med at sikre os, at der er fremdrift i de ting, der er i gang. Alene de sidste 5 års tid har vi afsat 662 mio. kr. til 38 projekter i 30 kommuner, altså projekter, som direkte har brug for at få noget offentlig støtte. Man kan få, som partierne ved, op til 40 pct. i støtte; resten skal man jo betale selv via første række. Det er dem, der har jord, altså dem, der er grundejere og har værdier, der beskyttes. Det kan også være kommunen, der bidrager, eller det kan også være statslig infrastruktur, der bidrager.

Så der er konkrete projekter i gang. Jeg var i mandags på Stevns for at se et af de helt store projekter, hvor staten har givet et betragteligt beløb på 40 pct. Det er et projekt til mere end 100 mio. kr., der netop skal beskytte hele baglandet nede på Stevns, som ligger nede syd for Køge – sydøst for Køge, vil folkmed lokalkendskab jo nok sige. Det er et af de store, store projekter, som vi er ved at støtte, og som de med stærkt arbejde, også lokalt, er i gang med at få til at blive til virkelighed.

Alt det skal fortsætte, og så skal der lægges mere på. Der skal også lægges flere midler ind i selve det her arbejde, og vi skal sikre os, at der er fremdrift i det. Der må jeg sige: Der er for mange eksempler på, at der af forskellige årsager kommer grus i maskineriet. Hvis det er sådan, at den sidste grundejer på strækningen har ubegrænset mulighed for at sætte snubletråde op og stoppe det her arbejde med at beskytte alle, så går det ikke. Selvfølgelig skal man gøre det i dialog og finde ud af den bedst mulige løsning. Det er klart, for der er kæmpe interesser på spil lokalt. Men vi er nødt til at sikre, at der kommer fremdrift, og det betyder så også, at staten er nødt til at have en stor del af ansvaret for, hvordan det sikres, at den fremdrift er der. I og med at vi jo finansierer en del af arbejdet, har vi selvfølgelig også en stor del af ansvaret for, at det også bliver til virkelighed.

Det var et projekt for mere end 100 mio. kr. på Stevns. Jeg vil også lige her fremhæve det projekt, der er i gang, om forundersøgelser i forhold til at beskytte Danmarks hovedstad, København – ikke kun boligejerne, men også de store statslige infrastrukturinteresser, der er i hovedstaden, dvs. metroen, S-toget, Øresundsbroen og lufthavnen, som alle er i alvorlig risiko for oversvømmelser. Vi kan jo se debatterne om, hvad der skal ske i vandet ud for København. Der tændes alle mulige røde lamper, og folk diskuterer. Vi har ikke råd til at lade være med at klimasikre. Det gælder både vores hovedstad og andre steder i Danmark, hvor der er behov for det.

Så vi skal gøre det, og vi skal gøre det fra statens side i tæt samarbejde med vores lokale kræfter og lokale myndigheder. Jeg har også underskrevet en aftale med Nyborgs borgmester og med Aarhus' borgmester om konkret at hjælpe dem med nogle af de mest komplicerede opgaver, og næste skridt, kan jeg sige her, er at lave aftaler med borgmestrene i den vestlige del af Limfjorden og også tilsvarende lave aftaler om, hvordan vi kan sikre, at vi hjælper fra statens side med at få de rigtige løsninger til nogle meget, meget komplekse opgaver.

Til allersidst vil jeg nævne, at der også i forespørgselsdebatten er tanker om, hvordan man kan involvere eksperter, altså klimaforskere, i arbejdet, og det er jeg meget lydhør over for. Jeg har selv en erfaring fra covid-19-situationen, som jo var en helt anden akut situation, men også var en national katastrofesituation, hvor vi etablerede forskellige former for rådgivning. Noget af det er jeg meget interesseret i at vi også kan få etableret. Jeg er ikke tilhænger af en eller anden form for model, hvor man siger, at de får 1 år til at lave en plan. Men jeg vil være interesseret i, at vi sikrer, at der også er uvildig rådgivning, og at der er et klart organ, i forhold til hvordan det kommer til at ske, og at ikke kun regeringen, men også Folketinget er med i det. Tak, formand.

Tak til ministeren. Vi går nu over til én kort bemærkning fra ordførerne, og den første får fru Leila Stockmarr fra Enhedslisten.

Tak til ministeren tak for talen og for at uddybe, hvad ministeren og regeringen har af tanker. Vi ved jo også fra pressedækningen og den rapport og vurdering, der er kommet, om den her skjulte klimakatastrofe, hvor alvorligt det kunne blive med havvandsstigninger. Så har ministeren været ude at sige, at med klimatilpasningsplan nr. 2 kommer der nogle svar. Jeg kunne notere mig i et svar til fru Marianne Bigum, og det kan SF's ordfører selvfølgelig også selv tage op, at det er lidt uklart, hvad det egentlig er, der ligger i den plan.

Det, der står, er jo, at den plan, der kommer efter sommerferien, så vidt jeg har forstået det, handler om at sikre fremdrift i kystsikringen af Danmark. Kystsikringen af Danmark er en vigtig, men jo kun en flig af, hvad der er behov for i forhold til at klimasikre Danmark. Når man ser på de forskere, kommuner og andet, der forholder sig til det her, så handler det jo om enormt mange ting. Det handler jo om, at vi helt grundlæggende ikke har taget stilling til, hvad vi skal beskytte – vores natur, vores kulturarv – og hvem der skal betale regningen.

Har regeringen en plan og en proces for, hvordan vi skal få afdækket helt grundlæggende spørgsmål om, hvordan vi fremtidssikrer Danmark?

Ministeren.

Nej, der er ikke mulighed for opfølgende spørgsmål med den her form, man har fundet på. Det er rigtigt, at klimatilpasningsplan 2 handler om kyster. Som jeg nævnte, handler klimatilpasningsplan 1 handler om det højtstående grundvand og om den jyske vestkyst, som jo er under årlige angreb fra Nordsøen og Vesterhavet. Den her plan handler så om resten af kyststrækningerne i Danmark, som er udsat for et pres fra de her 100-årshændelser hvert tredje år. Det er jo så 3-årshændelser og kan få en ny titel. Det viser noget om, hvor omfattende det her er. Så må vi jo drøfte det. Det er jo ikke kun noget, hvor man kan trække svaret i en automat eller spørge en forsker; det er også en politisk drøftelse af, om det kun er beskyttelse af storbyerne, eller om det også er provinsbyerne. Er det også landområderne? Er det også natur? Hvad er det, der er værd at beskytte? For mig at se skal vi beskytte Danmark, og jeg definerer Danmark som både natur, kultur, storbyer og småbyer.

Tak. Så er det fru Marianne Bigum, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak til ministeren. Jeg kan forstå på ministeren, at vi venter på den langsigtede økonomiske plan, men der ligger jo faktisk en del bud på ting, vi kunne lave, som ikke nødvendigvis kræver en langsigtet økonomisk plan. Vi har tidligere debatteret deling af skybrudsdata, men der ligger også forslag fra aktørerne i forhold til at få fulgt op på de kommunale planer for klimatilpasning, som egentlig er pålagt, men som også har varierende kvalitet. Så der er jo en hel del ting, som vi godt kunne lave, mens vi venter på den langsigtede økonomiske strategi. Jeg vil bare høre ministeren, om han er begyndt at tyvstarte på noget af det. Og ser ministeren, om det her område kommer til at kræve en bred koordinering mellem flere ministerier for at nå i mål og altså ikke kun kan ske inden for miljøministerens ressort?

Endelig vil jeg sige, at jeg bakker fuldt op om, at man skal have styr på økonomien, og at der skal være penge til både forsvar og til klimatilpasning. I den her periode, hvor vi så ikke har investeret i klimatilpasning, har regeringen været primus motor for at give en masse skattelettelser, og det synes jeg bare harmonerer lidt dårligt med, at vi skal sørge for, at der er penge til klimatilpasning også.

Ministeren.

De investeringer, vi taler om, når vi hører forskere i medierne – og jeg har også mødtes med en del forskere på mit kontor – er investeringer på tæt ved 100 mia. kr. i de kommende mange årtier. Men det er så enorme investeringer, som jo også i store træk faktisk vil omforme den måde, vi ser vores byer og vores landskaber på, hvis vi skal lykkes med den opgave, jeg mener vi har, og ruste Danmark til de her 100-årshændelser hvert tredje år. Det siger sig selv, at hvis vi skal lykkes med det, og det skal vi, så er vi nødt til at finde ud af, hvordan vi har rum til de investeringer, og det er sådan set, uanset om det er 100 pct. privat eller 100 pct. statsligt eller kommunalt eller et miks af andet, for der skal være rum til det i vores økonomi. Vi kan jo vælge enten at bruge pengene klogt og forebygge, eller vi kan bruge pengene dumt og ikke forebygge og få alle de menneskelige og miljømæssige og økonomiske katastrofer, som vi så skal rydde op i, og de penge skal jo så også findes.

Tak. Så er det fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Tak til ministeren for talen. Noget af det, jeg har undret mig over i forbindelse med f.eks. den her kystsikring, som vi også har drøftet – det er selvfølgelig en flig af det, men dog en meget vigtig flittig – er, at man ikke ligesom siger til hinanden her i Danmark, at det her er et fælles problem, at det ikke skal ligge ude hos de enkelte kommuner, og at det bare ikke nytter noget med de der ad hoc-aftaler, der kommer, hvor der kommer nogle få millioner her og nogle få millioner der, og så skal man medfinansiere det osv. For vi er bare nødt til at være ærlige og sige, at det er i vores alle sammens interesse, at der eksempelvis bliver kystsikret. Men lige nu ligger hele regningen hos nogle ganske få kommuner, og nogle af de kommuner er ikke nødvendigvis nogle kommuner, som er nogle særlig rige kommuner, og de ender lige pludselig med at stå med en kæmperegning. I stedet for at lave de her små aftaler, hvor der kommer ganske få millioner ud, og hvor det bliver sådan lidt medfinansieringsagtigt, kunne ministeren så ikke forestille sig, at vi reelt set lavede en langsigtet plan, hvor vi i Danmark stod sammen om at kystsikre vores kyster i hele landet?

Tak. Ministeren.

Det er jo sådan, at man kan få op til 40 pct. i støtte til etableringen af diger eller anden form for kystsikring som højvandsmure i dag. Hvem betaler så resten af regningen, altså de 60 pct.? Næsten alle steder er det jo typisk sådan, at det er grundejerne, altså dem, der bor i første række og nogle gange anden række. Det er dem, der har værdierne, og nogle gange får de jo så også ødelagt deres havudsigt eller minimeret den, så det er ikke altid, de er glade for det, men de betaler så også noget. Det mener jeg altså er klogt. Hvor meget skal de så betale? Det kan vi jo drøfte med hinanden. Det er jo en politisk afvejning. Men jeg mener, det er rigtigt, at det er sådan, når man har købt bolig dér og har de værdier, der er i en bolig ud til vandet. Det er den boligs værdier, vi så beskytter. Der skal samfundet være med til at beskytte. Det gør vi så også allerede nu, og det er også det, jeg foreslår vi fortsætter med at gøre. Hvor meget niveauet skal være, må vi drøfte med hinanden, men politisk mener jeg, at der også skal være en selvfinansiering, og det er også, fordi regningen jo skal betales af os alle sammen. Noget af det handler så om, at dem, der har værdien, så også skal betale for, at den bliver beskyttet.

Tak. Så er det fru Pernille Vermund, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Så vil jeg gerne følge op der, hvor fru Mette Thiesen slap. For ministeren svarede jo slet ikke på spørgsmålet. Spørgsmålet var: Trænger vi ikke til en helhedsplan? Faktum er jo, at man kan sandfodre det ene sted, og få år senere ligger det sand i den lokale havn ved siden af, som i øvrigt er en forening, og som ender med at skulle bruge masser af penge på at sandsuge for at sikre, at havnen ikke sander til. Ellers ender det længere ude på havet, hvor de krebs, muslinger og dyr, der lever på bunden, går til, fordi der ligger nyt sand ovenpå, og dyrene er enormt afhængige af, at der er en rimelig stabilitet i havbunden.

Så når vi ikke har en samlet plan, risikerer vi, selv med ministerens gode hensigter på Stevns, at bruge rigtig mange midler og rigtig meget tid på noget, som ender forkerte steder, og som nogle gange gør mere skade end gavn. Så lad os nu få den her samlede plan frem for ad hoc at bruge penge på noget, som potentielt kan skade mere, end det gavner.

Ministeren.

Ja, jeg kan jo ikke være uenig i det, der bliver sagt her af fru Pernille Vermund. Jeg er enig i, at der er behov for at få tempo på de her investeringer, og at der er behov for at få planlagt dem. Jeg mener også, hvad jeg nok også hørte der sådan lå i spørgsmålet, at der skal være noget handlepligt. Hvis der er et risikoområde og man ikke kan blive enig lokalt eller ikke vil eller noget andet, skal der være en handlepligt til at beskytte. Så skal man jo sikre, at den måde, man gør det på, ikke betyder, at der kommer problemer ved siden af i nabokommunen, længere ude i vandet eller andre steder. Det er jo fuldstændig oplagt.

I dag kan vi desværre se, at en del af de projekter, også dem, der har fået statslig støtte, faktisk ikke kommer i mål og ikke kommer i gang, fordi der er så mange, der klager, og fordi naboerne bliver uenige, og så vil nogle have en afstemning nogle steder. Så ender det med at være laveste fællesnævner, der blokerer for, at vi kan beskytte meget, meget store værdier. Det har vi ikke råd til. Det har man måske haft tidligere, men det har vi ikke råd til længere.

Så er det hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Tak til ministeren for talen og for klimasikringsplanerne. Den her forespørgsel handler om den skjulte klimakatastrofe, hvor nogle forskere forudser, at vi i 2100, så vidt jeg husker, risikerer 3 m højere vandstand. Vi har også for nylig fået udtalelser fra en dansk forsker, en meget anerkendt forsker, der har fået en artikel godkendt i internationale magasiner, der handler om, at Golfstrømmen muligvis kunne finde på at stoppe, måske endda ret snart. Mener ministeren, hvis nogen af de scenarier, der er fra trods alt anerkendte forskere, er rigtige, at vi med de klimasikringsplaner, som vi har i øjeblikket, og dem, som ministeren er ved at udvikle, har nogen som helst chance for at gardere os imod den type ting? Eller burde vi have en plan B eller en plan C og, som også foreslået, en type klimasikkerhedsråd, der kunne blive lidt mere enige om, hvor tæt på de helt store katastrofer vi er, så vi politisk både kan vurdere, hvad vi skal gøre for at sænke temperaturen, men også, hvordan vi skal klimasikre vores land?

Tak. Ministeren.

Som jeg nævnte i min indledning, har jeg haft et meget, meget tæt samarbejde med nogle af de fremmeste forskere på et helt andet område, sundhedsområdet, og jeg kunne også have ønsket, at de kunne blive enige og sige: Gør sådan her, kære regering og kære Folketing, gør sådan her. De ordførere, der var med til nogle af de møder, vil jo kunne bekræfte, at forskerne ikke kan blive enige. Det er jo kun sundt, og det er noget, vi skal hylde, altså at de har forskningsmæssige og faglige uenigheder, hvis bare de kan dokumentere deres standpunkt, og så skal vi jo så have nogen, der samler den forskning op og siger, hvad det bedste bud er, hvad vi kan risikere, så vi også har en plan for det, at vi kan være heldige med noget, men at vi ikke kan basere os på det, fordi det ikke kan være en strategi at basere sig på sådan noget held.

Derfor er det DMI's ansvar at sikre, at de baserer sig på IPCC, altså FN's Klimapanel, og at de i deres udregninger af, hvad det betyder for Danmark, så også sikrer, at der er taget hånd om det, og at det er beskrevet, hvordan man håndterer det, hvis der kommer et mere outreret eller et mere vildt scenarie. For et mere vildt scenarie betyder jo endnu større potentielle katastrofer.

Tak. Så er det hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren. Man bliver nogle gange lidt træt, for vi kommer for at diskutere sådan en 100-årsplan, altså have de lange briller på , og så kommer der to spørgsmål og en ministertale, og så er vi nede på at sige, at inden næste valg har vi tænkt os at gøre det her, og så kan vi klappe os selv på ryggen for, hvor gode vi har været til at sige: Peter, du skal også have et dige. Men der er også andre muligheder. Det, jeg gerne spørge ministeren om, er: Har man også de lange briller på? For der er også ubehagelige ting, som danskerne skal forholde sig til, og som måske ikke koster nogen penge. Altså, f.eks. holder et hus ca. 100 år. Det vil sige, at man allerede nu kunne sige, at det næste hus skal ligge inde i landet. Er ministeren også er villig til at gå ud at tage den slags beslutninger? Det er ikke noget, som ministeren får stemmer på ved næste valg – nok snarere tværtimod. Men det er jo noget, der kan være med til netop at beskytte værdier og gøre det billigere på den lange bane. For hvis vi bliver snæversynede og kun kigger fra valg til valg i forhold til den her lange plan, tror jeg, at vi taber overblikket. Og det er jo en del af løsningen, og det er også noget, som forskerne selv siger, nemlig at i forhold til byudviklingen kan det være, at dem i København skal flytte 3-4 km, og det er selvfølgelig træls for dem, der har det postnummer her og nu, men med nye postnumre kan vi jo altid lave. Men det er jo en del af løsningen eller kan blive det.

Tak. Ministeren.

Det er jo ikke så mange år siden, at man på den jyske vestkyst sådan med generationers mellemrum flyttede gården nogle hundrede meter længere ind på land. Sådan flyttede hver generation en ny gård længere ind på land, og de der gårdruiner ligger så under vand i dag. Det var, indtil staten sagde: Det her går ikke længere – vi er nødt til at tage ansvar. Og det har man så gjort. Hvis ikke vi tog ansvar for at sandfodre den jyske vestkyst og lave diger, ville Vesterhavet æde sig ind med 8 m om året i gennemsnit, og efter ret kort tid ville det jo være store, store landområder, som ville blive oversvømmet, også inde i landet i Jylland. Det har vi så forhindret, og for mig at se er det den samme tilgang, vi skal have den her opgave. Vi kan se vores gode samarbejdspartnere i Holland, som jo ofte ligger under havoverfladen i dag og har bygget en når med de fire og er eksperter i det. Nogle af deres erfaringer er vi nødt til at tage med, og jeg mener, at det bør være i Danmarks interesse at kunne sikre vores værdier og ikke sige, at vi er nødt til at opgive dem og flytte væk. Det bør være den helt gennemgående tilgang, alt afhængig af om der så ellers måtte være nogle små ting.

Tak til ministeren. Så er det hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil egentlig bare spørge, om ministeren er enig i, at de midler, der er afsat nu fra regeringens side, er alt for lidt til at lave en seriøs klimasikring af Danmark. COWI har lavet et estimat af, at om 100 år skal der bruges 43 mia. kr. om året, og det er selvfølgelig vanvittig spekulativ, for man kan ikke sige noget om, hvordan tingene er om 100 år. Men det ligger vist rimelig fast, at udgifterne til klimasikring kommer til at stige i de kommende år, og så vidt jeg har forstået, er der kun afsat et lille beløb på 1,3 mia. kr. til klimasikring, og det forslår jo som en skrædder et vist sted i forhold til de udfordringer, vi står over for. Er ministeren ikke enig i det?

Ministeren.

Jo, jeg er helt enig i, at hvis vi skal lykkes med at komme foran udviklingen, så skal der jo investeres langt mere, og vi skal have nogle mere robuste og bindende planer for, hvordan det så skal blive til virkelighed. Derfor er vi nødt til at finde plads til den milliardinvestering i vores økonomiske plan for Danmark. Det er ligesom, når vi drøfter forsvar, som hr. Rasmus Jarlov jo gør ofte, for der skal vi også finde plads til forsvarsinvesteringerne i vores økonomiske plan. Derfor er den måde, vi har tilrettelagt arbejdet på, at vi i forhold til den økonomiske plan afventer en endelig melding fra NATO, men den kommer til at tage højde for de to ekstra investeringer ud over alt det andet, vi skal bruge penge på, altså ekstra klimainvesteringer og ekstra forsvarsinvesteringer, og når vi har den plan, vil vi også kunne også sikre, at der er rum til de store ting, der skal ske på det her område, og det er, uanset hvem der skal foretage investeringerne. Men rummet skal jo være der til det i Danmarks økonomi.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går nu over til forhandlingen og til de almindelige regler for korte bemærkninger. Nu er det ordføreren for forespørgerne, Leila Stockmarr, Enhedslisten.

Tak. Tak til alle partier for at komme og deltage i, hvad det indtil videre er mit indtryk også er en vigtig debat for samtlige partier, der er her i dag.

Vi har indkaldt til den her forespørgselsdebat, fordi vi ikke føler os betrygget i, at regeringen prioriterer klimasikring højt nok, og at regeringen tager udfordringen med, at vandet stiger, hyppige skybrud, klimaforandringernes betydning for Danmark, ikke bare de næste år, men de næste 100 og 150 år, alvorligt nok. Vi er bekymret for, om regeringen går grundigt nok til værks, tænker langsigtet nok og inddrager Folketinget nok i de store dilemmaer, vi står over for, og i de prioriteringer, vi skal foretage, og de valg, vi skal træffe. Og vi er bekymrede for, om regeringen i høj nok grad involverer de vidensaktører og forskere, der er derude, og som ved rigtig meget om problemerne, og som ved rigtig meget om klimaforandringernes effekt og fremskredenhed.

For klimakrisen er ikke længere fremtid. Selvfølgelig skal vi gøre alt, hvad vi kan for at minimere klimakrisens effekter, men vi kan desværre ikke forhindre effekterne af klimakrisen, som situationen er i dag. Tusindvis af danskere har allerede mærket stormfloder og skybrud på første hånd. Vi går imod hyppige og voldsomme vejrhændelser i Danmark, og det er et kollektivt problem, der kræver kollektive svar. Vi skal som fællesskab, som samfund bygge diger og sikre mod skybrud, men vi skal også tage meget mere grundlæggende og svære beslutninger om, hvad vi skal vælge at prioritere at beskytte og redde, når vandet kommer, altså hvilke områder Danmark vi måske må lade blive oversvømmet i en periode. Hvis opgave er det at beskytte kritisk infrastruktur, hvis opgave er det at beskytte de mest klimaudsatte borgere, der ikke har råd til at betale, når deres kælder står i vand, eller deres hus bliver smadret af ustadigt vejr?

Det er meget klart for os, at som systemet er i dag, har vi de facto overladt en del af opgaveløsningen til forsikringsbranchen, men det er jo bare et spørgsmål om tid, før forsikringsbranchen siger: Det kan vi ikke tage ansvar for længere. Lige nu er det sådan, at den stormflodsskadesikringsordning, der er, dækker de her stormflodshændelser, men den dækker jo langtfra de hændelser, der sker som resultat af klimaforandringerne. Rigtig mange borgere, der søger om støtte derfra, når deres hjem er blevet ødelagt, får afslag, og der skal meget til, for at det bliver kvalificeret, at man faktisk kan ansøge rådet om hjælp.

Så der er noget helt grundlæggende på spil her, både i forhold til forebyggelse, men også i forhold til hvad vi som velfærdsstat stiller op med de borgere, der bliver ramt af klimakrisen. Hvem kan klare sig selv, og hvem kan ikke klare sig selv, og hvem skal have hjælp? Kan vi herindefra tørre problemet af på kommunerne? Er det fair over for de kommuner, hvor der ofte er overlap, altså de kommuner, der måske befinder sig i udkantsområderne og er allermest klimaudsatte og måske også har færrest ressourcer og har sværest ved at tiltrække arbejdskraft? Der er et kæmpe spørgsmål vedrørende by og land og ulighed. Der er også nogle større problemer, der gælder byer specifikt, for byerne bliver rigtig hårdt ramt. Vi har ikke rigtig en plan for, hvordan vi sikrer vores store byer – jo tak, vi er i gang med at bygge Lynetteholmen, men det er der også en række forskere der er ude at sige ikke nødvendigvis er klimasikring.

Så helt grundlæggende er det, jeg ønsker med den her debat og også med den vedtagelsestekst, som jeg vil læse op lige om lidt, er, at vi får sat gang i en langt grundigere, meget mere langsigtet og meget mere principiel proces for at få afdækket, hvad det er, vi skal have afklaret, og hvad det er for nogle principper, der skal styre, hvordan vi klimasikrer Danmark. Hvad for nogle myndigheder har ansvaret? Er det er staten eller kommunerne? Alle skal vide, hvem der har hvilke opgaver, og vi skal kunne se hinanden i øjnene og sige, at vi trygge ved, at vi prioriterer det her nok økonomisk. For som DTU har vist i flere af de rapporter, der er kommet det sidste år, er det sådan, at jo længere vi venter, jo mere vil regningen stige. Kisten Halsnæs, som er en af Danmarks mest citerede forskere, er ude og vurdere, at det her inden for 100 år vil koste samfundet 400 mia. kr. Så det er ganske store beløb, der er tale om, og det er ganske svære spørgsmål, vi ikke har fået svaret på.

Det er på den baggrund, at alle partier rundt om regeringen minus Borgernes Parti i den vedtagelsestekst, jeg vil læse op nu, efterlyser og beder regeringen om at iværksætte et arbejde med at lave en 100-årsplan for klimasikring af Danmark. Det skal ske på baggrund af anbefalinger fra et uvildigt ekspertpanel, som vi gerne vil have at man udpeger, så vi får kvalificeret viden, så vi kommer hele vejen rundt, så processen bliver transparent, og så vi med åbne øjne og tid til eftertanke kan træffe helt afgørende beslutninger om, hvordan vi skal beskytte Danmark i fremtiden, ikke hvis vandet, men når vandet kommer, og desværre er det her jo allerede.

På den baggrund vil jeg lige læse vedtagelsesteksten op på vegne af Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, SF, Radikale Venstre, Alternativet, Det Konservative Folkeparti og Enhedslisten:

Forslag til vedtagelse

»Klimasikring er en vital national samfundsopgave, som kræver storskalainvesteringer, principper for finansiering og klare prioriteringer med stor betydning for fremtidens Danmark. Behovet for klimasikring vil kun vokse på grund af stigende vandstande og hyppigere skybrud.

Derfor skal vi have en national 100-årsplan for klimasikring, der balancerer forebyggelse og tilpasning, hvor principperne for sikring og myndighedsansvaret gøres klart. Løbende mindre aftaler er utilstrækkelige og svarer ikke på de grundlæggende spørgsmål: Hvordan, af hvem og efter hvilke principper skal Danmark og danskerne klimasikres, når vandet kommer?

En national plan bør indbefatte fokus på naturbaserede forebyggende løsninger, beskyttelse af natur og kultur, mekanismer for hjælp til klimaudsatte borgere, virksomheder og fødevareproducenter, beskyttelse af kritisk infrastruktur, samt klimasikring af eksisterende infrastruktur, demokratisk forankring og videndeling samt principper for finansiering og placering af myndighedsopgaven/-erne.

Et politisk udpeget nationalt klimasikringsråd vil få et år til at udvikle sine anbefalinger og fremlægge arbejdet for regeringen og Folketinget.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 58).

Tak for det. Så går vi videre til hr. Thomas Monberg, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak, formand. Kære kollegaer, jeg bor og lever i Horsens, en fjordby på den østjyske kyst. Vi har alle dage kæmpet med vandet. Når uvejret trækker ind over landet, bliver vi meget ofte meget hårdt ramt. I Horsens får vi vand fra alle sider – ude fra fjorden og havet, indefra, når vandet presses ned igennem åerne fra oplandet, nedefra med stigende grundvand og oppefra, når himlen åbner sig under et skybrud. Det har sat sig i byens historie og i folks hukommelse. Der er heldigvis løbende blevet gjort noget ved problemerne med vandet, siden jeg var barn. Det skyldes, at vi har haft politikere og borgere, der igennem tiden har taget ansvar og gjort noget. Det skal de have tak for. Men har de gjort nok, og er der gjort nok? Nej, ikke endnu.

Stigningen i hyppigheden af stormfloder er en klar advarsel. Kystbyer bliver oversvømmet. Boliger og veje står under vand. Vejret bliver vildere, og vi er kommet alt for sent i gang. De såkaldte hundredårshændelser, som ministeren også var inde på, og som vi har dimensioneret vores systemer efter, risikerer på sigt at ske hvert andet eller tredje år. Vi kan ikke acceptere, at steder som Lolland, Køge Bugt eller Limfjordsbyerne risikerer at gå tabt i fremtidens havvand. Tempoet skal op, men det skal også gøres klogt. Vi skal ikke bare gøre noget; vi skal også gøre det rigtige. Derfor har vi brug for et stærkt fagligt grundlag og et klart overblik over, hvor vi skal sætte ind. Vi skal prioritere og gøre det på en måde, der er socialt retfærdig. Og så skal der være styr på, hvem der gør hvad, for klimatilpasning er ikke noget, én aktør kan løse alene. Det kræver, at staten tager lederskab, men det kræver også, at kommuner, grundejere og forsikringsselskaber bidrager og samarbejder.

Vi står med en kæmpe opgave. Det kræver store investeringer og en plan, der rækker mange årtier frem, men også en plan, som vi skal kunne bygge videre på. Regeringen har taget hul på opgaven med klimatilpasningsplan 1. Det er vigtigt. Det er et skridt i den rigtige retning med fokus på grundvand og kystbeskyttelse. Men vi har brug for mere, som debatten her også afspejler. Klimatilpasningsplan 2 skal være mere ambitiøs og mere forpligtende og skabe hurtig handling. Vi skal bygge videre på de indsatser, der allerede er i gang, men vi skal også sætte en ny retning for klimasikring af Danmark. Med det vil jeg gerne sige tak for ordet og tak til Enhedslisten for at rejse debatten.

Nu vil jeg læse Socialdemokratiet, Venstre og Moderaternes forslag til vedtagelse op:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at klimaforandringerne medfører højere vandstande, voldsommere vejr og flere stormfloder. Prognoserne viser, at en nutidig 100-års stormflodshændelse vil indtræffe hvert 3. år i 2100.

Folketinget opfordrer derfor regeringen til i forlængelse af de allerede igangsatte initiativer i Klimatilpasningsplan I at sætte tempo på klimatilpasningen og sikre de rette reguleringsmæssige rammer og langsigtede investeringer, så Danmark bliver beskyttet.

Folketinget noterer, at regeringen hurtigst muligt fremlægger en Klimatilpasningsplan II med tiltag, der beskytter Danmark mod oversvømmelser fra havet. Beskyttelsen af Danmark skal ske i tide. Folketinget opfordrer dertil til, at regeringens plan indeholder finansiering af væsentlige investeringer samt bedre regulering og organisering af kystbeskyttelsesområdet.

Klimatilpasning bliver en tilbagevendende opgave, så der skal tænkes langsigtet. Folketinget opfordrer derfor til, at regeringens tiltag er strukturelle, forebyggende og kan understøtte, at vores værdier, infrastruktur m.v. bliver beskyttet og gjort modstandsdygtige i forhold til konsekvenserne af det forandrede klima.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 59).

Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger. Den første er til fru Marianne Bigum, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tusind tak til ordføreren for talen og et bud på en vedtagelsestekst. Jeg har et spørgsmål til den, for i den her vedtagelsestekst, som regeringen lægger frem, skriver de, at man skal notere, at regeringen hurtigst muligt arbejder på den her klimatilpasningsplan 2. Så kan vi så høre fra ministeren, at vi afventer en økonomisk plan for at kunne komme i gang med det her arbejde. Men hvad er tidsperspektivet på den økonomiske plan og på klimatilpasningsplanen? For jeg tror, at det særlig er der, vi adskiller os i forhold til hastighed.

Så vil jeg helt grundlæggende spørge ordføreren, hvad ordføreren tænker om den vedtagelsestekst, som vi andre står bag og håber på at få vedtaget i dag, for I må jo gerne være med.

Ordføreren.

Tak for tilbuddet, det er jeg rigtig glad for – I må også gerne være med i vores; den har jeg sendt rundt til ordførerne, jeg tror, alle har fået den. Det er jo sådan, at når man skal prioritere noget, bliver man også nødt til at finde ud af, hvor mange penge der er i kassen, og hvad man også skal bruge penge på. Derfor er den proces jo i gang – og den er i gang; det er ikke sådan noget, jeg bare siger, det ved jeg den er. Vi tager faktisk det her rigtig seriøst. Internt i partierne er der jo også stor frygt for, hvad der sker her. Vi har jo rigtig mange lokalvalgte rundtomkring i landet, så det er noget, vi tager rigtig, rigtig seriøst i Socialdemokratiet og derfor også i regeringen. Men vi vil bare rigtig gerne gøre det rigtige og fortsætte med nogle af alle de gode ting, der er, og så underbygge noget, der bliver godt for fremtiden.

Tak. En venlig påmindelse til ordføreren om, at vi ikke anvender direkte tiltale i Folketingssalen. (Thomas Monberg (S): Det skal jeg nok huske). Så er det spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Tusind tak. Så vi kan ikke komme nærmere, hvad »hurtigst muligt« betyder for regeringen, og om vandmasserne overhaler os, inden regeringen fremlægger en økonomisk plan?

Ordføreren.

Vandmasserne har jo desværre overhalet os adskillige gange. Det er jo desværre den verden, vi står i, så vi har reageret for langsomt. Nu har ordføreren og jeg jo ikke været herinde så mange år, så vi kan ikke tage ansvaret fra helt tilbage, men det varer ikke længe. Det er ikke noget, vi tøver med.

Så er det fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten.

Tak for det. Og tak til ordføreren for talen. Den rapport fra DTU, som blev nævnt af en af de tidligere ordførere, beskriver, hvordan det over de kommende 100 år vil koste det danske samfund mere end 400 mia. kr. at skulle håndtere konsekvenserne af manglende klimasikring, når det gælder skybrud og stormflod. Det er altså en rapport, der har de lange briller på, og det er måske også første gang i historien, at der er blevet sat pris på både omkostninger og gevinster ved at lave forebyggende klimasikring. Den beskriver, hvordan vi kan undgå størstedelen af de her skader over de kommende 100 år, hvis vi som samfund investerer omkring 130 mia. kr. i den nærmeste fremtid.

Nu er jeg både forsvarsordfører og finansordfører, og det er jo åbenlyst, at der på forsvarsområdet er lidt mere åbne kasser i forhold til den langsigtede sikring af vores sikkerhed. Når det gælder den her sikring, hvor ordførerens parti jo sidder på Finansministeriets kasse, hvor langt er ordføreren og ordførerens parti villige til at gå i forhold til faktisk også at lave sådan en langsigtet planlægning og investeringsramme for det her?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Og vi er rigtig glade for at have finansministerposten.

Det her er jo i topto for os, og det ligger på linje med forsvaret, så derfor er begge to »skal«-opgaver, opgaver, vi skal have løst. Og vi skal bevæge os fremad her, for ordføreren har ret i, at DTU's konklusion er, at det cirka er en faktor en til fire, hvad det koster at lave noget, i forhold til hvad det koster på skadefronten senere hen. Så de ligger langt oppe i vores prioritering.

Spørgeren for anden korte bemærkning. Værsgo.

Tak for det. Nu drager jeg selvfølgelig en politisk konklusion af den rapport, som er, at det ikke er løbende mindre aftaler, der er brug for, men faktisk langsigtet, hvad kan man sige, kompleks planlægning. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfor det fra Socialdemokraternes side så ikke netop er åbenlyst, hvorfor det ville være vigtigt at have en national handlingsplan, som er det, som forespørgslen her handler om, og som der er en bred skare af partier der faktisk anbefaler regeringen og opfordrer regeringen til at lave. Hvad er det, der byder regeringen eller byder Socialdemokraterne imod i forhold til den langsigtede planlægning.

Ordføreren.

Det er sådan set ikke den langsigtede planlægning, og det nævnte jeg faktisk også i min ordførertale, for det er faktisk også rigtig, rigtig vigtigt. Men det er også vigtigt, at vi handler nu i stedet for at vente f.eks. et år på, at der kommer noget. For når vi kommer med den her plan to, er det jo også et skridt i den rigtige retning. Det kommer jo ikke til at stå i vejen for noget, der foregår senere hen. Og når vi får den her plan fra ministeriets side forelagt i Folketinget, tænker jeg da, at det er nogle input, vi skal tage med, i forhold til hvordan vi kan få planen til at virke. Men vi ved jo ikke hundrede procent, hvad der sker, så derfor skal det også være en plan, vi kan tilrette løbende, så vi kan forbedre klimaindsatsen og klimasikringen.

Tak. Så er det fru Leila Stockmarr, Enhedslisten.

Tak for det. Ordførerens tale startede jo fint rigtig fint med at understrege alle de udfordringer, det her indebærer, alle de spørgsmål, vi mangler at besvare. Der, hvor filmen knækker for mig, er så, når det kommer til, hvad regeringens svar på de spørgsmål, ordføreren selv stiller, er, nemlig at der kommer en klimatilpasningsplan 2, som skal sikre fremdriften i kystsikringen. Hvordan kan det være det svar, man har, på de problemer, som ordføreren selv anerkender eksisterer? Hvordan kan regeringen, hvis det er topto over de vigtigste sager, leve med, at vi ikke har svar på, hvad vi gør, når vandet kommer? Hvordan beskytter vi byerne? Hvordan beskytter vi de mest klimaudsatte borgere? Og hvordan beskytter vi vores natur? Hvordan beskytter vi kritisk infrastruktur? Hvem har i sidste ende ansvaret for at betale?

De spørgsmål har vi ikke svar på. Hvordan mener ordføreren at vi som Folketing kan se danskerne i øjnene og sige: Bare rolig, vi har en plan – når ikke engang regeringen er villige til at adressere de spørgsmål, og når alle Folketingets partier beder om, at vi får en plan? Hvordan kan man så sige: Nej, det er fint nok, for vi arbejder på en strategi, der kigger nogle år frem, ovre i ministeriet bag lukkede døre?

Tak! Så er det ordføreren.

Jeg synes jo netop ikke, der er lukkede døre. Jeg synes netop, at ministeren har vist åbenhed i dag. Vi har talt om det her rigtig mange gange. Jeg har i løbet af foråret at være med i flere debatter også med nogle af de ordførere, der sidder her, på området. Der er blevet stillet spørgsmål til ministeren, som der er blevet svaret på. Vi arbejder stadig væk med at få klimatilpasningsplan 1 til at løbe ud, og så kommer toeren nu. Det her er jo ikke en opgave, vi bliver færdige med. Det er jo ikke sådan, at fordi vi laver en eller anden overordnet plan, så løser det her sig i morgen.

Men vi er da enige i, at vi skal have en kortlægning af problemet. Derfor ser vi jo også, at når den her klimatilpasningsplan 2 kommer, går vi videre og videre. Det jo klart det, vi lægger op til Socialdemokratiet. Det vil vi rigtig gerne. Og hvad angår, hvad vi skal kigge på, synes jeg også, der er mange gode ting i jeres vedtagelsestekst. Men samtidig med at nedsætte noget, der skal arbejde om et år eller endnu længere ud i fremtiden, vil vi også gerne handle nu.

Jeg minder lige om det med direkte tiltale igen. Så er det spørgeren for anden korte bemærkning. Værsgo.

Men ordførerens svar understreger jo netop det, der er hele problemet, nemlig den her ad hoc-tilgang, og at vi så tager et skridt ad gangen. Det, som anerkendte forskere beder om, er jo en 100-årsplan. Det, der står i vedtagelsesteksten fra en samlet opposition, er jo direkte taget fra de forskere bl.a. på DTU, der beder om, at vi har 100-årsplan, for det er det eneste ansvarlige, så vi kan handle nu for at sikre Danmark i fremtiden. Det, vi ikke kan leve med, er jo, at vi tager et lille skridt ad gangen og så ikke har en plan for, hvad der sker. Det tager jo tid at lave klimasikring. Der er vigtige spørgsmål, der skal afklares. Vi bliver nødt til at skynde os langsomt, som man siger. Hvorfor er det, at man ikke lytter, om ikke til oppositionen, så til de forskere, både klimaforskere og økonomer, der er ude at sige: Vi bliver nødt til at have en plan? Vi har ikke en plan.

Ordføreren.

Jeg synes jo netop, at noget af det, ordføreren efterspørger, er det, vi også imødekommer her oppe fra talerstolen, f.eks. at vi i klimatilpasningsplan 2 skal finde ud af, hvordan hvem skal betale regningen. Hvordan skal ansvaret fordeles? Det er jo det, vi også er inde på. Der er der nogle principper, som jeg også nævner i min tale, nemlig at det skal være socialt retfærdigt. Det er et af de principper, som betyder meget for Socialdemokratiet. Så vi er jo allerede i gang med at gå den vej, som ordføreren søger.

Jeg kan ikke se ind i fremtiden; jeg kan ikke se, hvilke løsninger der lige præcis skal være rundt i hele landet. Det tror jeg ikke der er ret mange der kan. Men derimod, når vi laver en klimatilpasningsplan 2, som der også bliver mulighed for ... (Anden næstformand (Karina Adsbøl): Tak! Tiden er gået).

Så er det hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne. Værsgo

Tak for det, og tak til ordføreren. Nu er der jo millioner af mennesker, der sidder og ser folketings-tv. I Danmarksdemokraterne er vi som danskere er flest, og jeg bliver bare nødt til at sige: Hold da op, som jeg blev forvirret. Det her kan simpelt hen ikke vente, det kræver handling nu, og derfor så venter vi lige på noget økonomi og nogle planer. Den tager vi lige en gang til. Det her kan ifølge socialdemokraterne ikke vente, og derfor venter vi lige. Jeg er jo et simpelt menneske, det ved ordføreren. Vil ordføreren ikke lige forklare, hvordan man kan begge dele? Hvordan kan man både ikke vente og vente i den samme sætning?

Ordføreren.

Jeg synes, jeg har svaret meget fornuftigt på det, men det kan godt ske, at ordføreren ikke synes det. Jamen man skal jo, og det håber jeg også ordføreren anerkender, finde ud af, hvor mange penge der er i kassen, før man kan begynde at bruge dem. Der er nogle udfordringer, som også er blevet nævnt herinde, omkring forsvaret, og det skal vi da også lige have et lille overblik over, samtidig med at vi skal have et overblik over, hvad det vil koste at gøre det her med klimatilpasning fremadrettet. Så derfor er det det. Men det er, som jeg også sagde, noget, der betyder meget, og det er noget, der går stærkt, så derfor arbejder vi hårdt på det her.

Spørgeren til anden korte bemærkning. Værsgo.

Jamen det går jo ikke stærkt, det er jo hele pointen! Vi kan ikke vente, men vi venter. Jeg bliver bare nødt til at sige, for ordføreren har selv været inde på finansministeren, at vi allerede har fået at vide, at man i juli måned kommer med endnu en fremskrivning af, hvor mange penge vi har. Når medierne ved det, så ved ordføreren det naturligvis også. Jeg vil ikke engang komme ind på det der med, at det er i top to, for der er jeg sikker på, at nogle af mine ordførerkolleger lige har et spørgsmål om, hvem der så er nr. 3, og hvorfor den er nr. 3. Altså, der er mange danskere, som de er flest, der sidder ude og kigger på ordføreren nu og siger: Hold da op.

Det er jo ikke engang en god løsning i morgen, som Socialdemokraterne plejer at sige. Det er en god løsning engang i fremtiden – altså den, vi venter på.

Tak. Så er det ordføreren.

Det bliver både en god løsning i morgen og i fremtiden. Grunden til, at vi har så mange penge i kassen, er jo, at vi har kørt en beskæftigelsespolitik, der sørger for, at vi har nogen, der går på arbejde, og at vi har så lav arbejdsløshed. Det er da et luksusproblem, at vi så også har penge til adressere nogle af de her opgaver. Og ja, løsningerne kommer jo også. Vi bliver nødt til at have det på et fagligt grundlag, så vi har noget at vurdere ud fra. Jeg kan jo ikke stå her og sige, hvilken løsning der gælder for København, og hvilken løsning der gælder for Horsens – jo, det ved jeg så godt – og for andre steder. Derfor skal vi have et fagligt grundlag, som vi vurderer ud fra, og så sætter vi det i gang.

Jeg tror, min tid er gået – lampen lyser rødt.

Så var tiden nemlig gået. Og nu giver jeg ordet til hr. Torsten Gejl fra Alternativet. Værsgo.

Tak for en ellers god tale. Der var et par ting her til sidst, jeg ikke forstår noget af. Altså, ordføreren siger, at vi har så god beskæftigelse på grund af regeringens beskæftigelsespolitik, og det er ikke på grund af regeringens beskæftigelsespolitik, at danskerne arbejder; det er vel, fordi vi er flittige. Så det synes jeg ikke regeringen kan tage æren for.

Så var der det her med, at vi først skal finde ud af, hvor mange penge vi har i kassen, før vi kan finde ud af, hvor meget vi skal bruge til at klimasikre. Jamen hvad så, hvis det viser sig, at klimasikringen koster mere end det, vi har prioriteret at have i kassen? Altså, vi er nødt til at prøve at se på, hvad problemet er. Og hvis det om 100 år viser sig, at forskerne har ret i, vi får en havstigning på 2 m, så kan vi jo ikke stille os op og sige: Nej, halvdelen af København må gerne blive oversvømmet, for vi har altså valgt, at vi kun har de her penge i kassen. Så er det ikke den forkerte måde at gribe det an på? Er vi ikke nødt til at blive klogere på, hvad det er, der sker – og også tage nogle af de scenarier, der har ført til den her forespørgselsdebat, alvorligt, nemlig hvad der sker, hvis det er sådan, at havet stiger med 2-3 m? Hvad sker der, hvis det er sådan, at Golfstrømmen stopper?

Nu har jeg hørt, at ordføreren sidder i det maskinrum, hvor de ting bliver forhandlet i øjeblikket, så jeg vil gerne høre: Har I en løsning, der passer til det, hvis nogle af de scenarier, som verdens førende forskere kommer med, er rigtige?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg har ikke sagt, at jeg sidder helt inde i maskinrummet, men jeg ved, hvad der betyder noget for mit parti, og hvad vi prioriterer. Det er jo sådan med økonomi, at man, som vi også taler om, samtidig skal kende regningens størrelse, for ellers bliver vi nødt til at lave nogle andre prioriteringer; så bliver vi nødt til at finde ud af, hvordan vi ellers kan finde pengene, altså hvis der ikke er nok i kassen. Det er jo derfor, at vi tager det ansvar. Det er jo det, der gør, at man tager ansvaret for det.

Så vil jeg sige undskyld for, at jeg kom til at sige beskæftigelsespolitik. Det er måske også erhvervspolitik. Det er måske også den måde, som vi sammen med masser af gode partier herinde har prøvet at tage hånd om det efter og under coronatiden, der gør, at der er det økonomiske råderum; det er min klare holdning.

Spørgeren.

Socialdemokraterne kunne jo overveje, om det også har noget at gøre med konjunkturer og alle mulige ting, der sker udenfor, men enhver regering vil jo gerne tage æren for de gode tal.

Vi hører nu de her forskere, f.eks. iskerneforskere, som kigger 130.000 år tilbage i tiden, sige, at der er en chance for, at vi faktisk får en havstigning på 2 m, og vi ser anerkendte danske forskere sige, at det kan være, at Golfstrømmen stopper. Nu sagde ordføreren, som jeg forstod det, at han sad og var med til det, men uanset hvad for en position ordføreren har i forhold til at udvikle de strategier, vil jeg gerne have et tydeligt svar på: Er de værste scenarier fra de meget, meget anerkendte forskere tænkt ind i den klimasikring?

Ordføreren.

Vi følger jo, som ministeren også har været inde på, de anbefalinger, vi får fra dem, f.eks. fra DMI, hvor det er, at de samler de ting op og kigger på den forskning, der er, og kigger på de anbefalinger, der er, deriblandt fra de forskere, som ordføreren også nævner. Det er jo det, der udgør den samlede anbefaling, og det er jo de anbefalinger, vi følger.

Men som jeg også nævnte i min tale, skal vi også lave en klimatilpasningsplan 2, som … Nu røg tiden igen.

Fru Pernille Vermund, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Jeg beklager, at jeg sidder og kigger i min telefon, men jeg leder og leder efter klimasikring på Socialdemokratiets hjemmeside. For det er jo ikke så mange minutter siden, at ordføreren sagde, at klimasikring er prioritet nummer to for Socialdemokratiet. Altså, Socialdemokratiet er jo ikke et hvilket som helst parti; det er det parti, der har statsministerposten i Danmark.

Derfor tænkte jeg også sådan lidt, at hvis det er prioritet nummer to, hvorfor er der så ikke sket noget? Hvorfor har vi ikke hørt noget mere om det? Måske er det bare mig, der ikke har fulgt med. Og så gik jeg ind på Socialdemokratiets hjemmeside, og jeg kunne ikke finde et ord om klimasikring. Jeg kunne ikke engang finde et ord om den aftale, vi har lavet for nylig, som jo er en eller anden form for klimasikring, som handler om terrænnært grundvand.

Så er ordføreren sikker på, at det er helt så vigtigt for Socialdemokratiet, som ordføreren siger?

Ordføreren.

Det er jeg. Jeg ved ikke lige, hvem der opdaterer vores hjemmeside – det skal jeg ikke lige kunne fortælle om – men selvfølgelig er det vigtigt. Det er jo også vigtigt, som ordføreren selv kommer ind på, at vi har statsministerposten her i landet. Derfor har vi jo også igangsat adskillige ting, også nogle, som vi har lavet sammen med LA, på klimasikringsområdet.

Derfor håber jeg, at ordføreren alligevel, hvis hun kigger lidt godt efter, kan se, at det med 662 mio. kr. og en masse andre tiltag ikke bare er noget, som vi bare griber ud af den blå luft. Det er jo, fordi vi synes, at der er et problem.

Spørgeren.

Det er jeg ikke i tvivl om. Ordføreren sagde bare, at det er topto på listen – det tror jeg ordføreren sagde som sådan en ny betegnelse – altså at det næstefter forsvar er det vigtigste for Socialdemokratiet. Og klimasikring er også vigtigt for Liberal Alliance, men økonomisk ansvarlighed, vores sikkerhedspolitik, og at vi sikrer et velfærdssamfund, som ikke er den socialdemokratiske velfærdsstat, der åbenlyst ikke virker, men et velfærdssamfund, hvor pengene følger borgerne og vi kan stemme med fødderne osv., er vigtigt for os.

Ordføreren står jo på mål for meget, men det her kom ud af ordførerens egen mund. Er det virkelig prioritet nummer to, eller kom ordføreren til at gå lige lidt for langt der?

Ordføreren.

Som ordfører stod jeg og fik spørgsmål om to store problemer. Selvfølgelig har vi andre ting, vi vil løse. Vi er et bredt folkeparti, og vi vil løse rigtig, rigtig mange ting. Vi vil gerne løse immigrationsproblemer. Vi har taget ansvar for det her land i en del år efterhånden, også økonomisk. Så kan det godt ske, at man ikke synes, at vores politik og velfærdspolitik virker, men vi er stadig væk et af de lande, hvor der er flest, der er glade, både for at gå på arbejde og for at leve her. Vi skal næsten også holde nogle væk fra at komme hertil, fordi det er sådan et dejligt land. Og det synes jeg jo også vi har en del af æren for.

Hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Jeg studsede også lige over, at klimasikring skulle være prioritet nummer to for Socialdemokratiet. Er det vigtigere end folkeskoler og sygehuse for Socialdemokratiet?

Ordføreren.

Jeg tror, at jeg svarede lidt på det før til ordføreren fra LA. Med hensyn til om man kan sige, at det er en fortalelse: Det vil jeg ikke sige det er. For når vi står i problemer, som er så akutte som forsvar for at beskytte vores land og for at klimasikre vores land, så er det noget, vi tager seriøst. Men dermed negligerer vi jo på ingen måde – det håber jeg også ordføreren ved – skoleområdet, sundhedsområdet eller nogen af alle de områder, hvor faktisk prøver at lave meget politik.

Hr. Rasmus Jarlov.

Nej, det er jo heller ikke noget med, at man negligerer det. Altså, det er også flot at være nummer tre, kan man sige, men jeg synes bare, at man herinde bliver holdt til ansvar for, hvad man siger, og også må kunne forsvare det, man siger. Og ordføreren sagde jo, at det var prioritet nummer to for Socialdemokratiet. Det undrer mig bare lidt, for det er ikke det, vi ser, når man har afsat 1,3 mia. kr. til klimasikring. Uden at jeg lige kan tallet i hovedet fra folkeskolen, ved jeg i hvert fald, at der er vi oppe på et trecifret milliardbeløb, og det er vi også på sundhedsområdet. Så det er måske lige sådan til lejligheden lidt friskt at sige, at det er prioritet nummer to for Socialdemokratiet.

Ordføreren.

Vi har måske flere prioriteter som nummer to. Der er mange andenpladser her i Socialdemokratiet, tror jeg. Der er da nok en lille fortalelse i det, for jeg blev nok lidt grebet der, men jeg synes jo stadig væk, at det sådan problemmæssigt lige p.t., også for at sikre danskerne, er noget, der sammen med forsvaret er rigtig vigtigt for os. Det må jeg sige. Og selvfølgelig står jeg på mål for, hvad jeg har sagt, for jeg håber også, at vi følger det op med handling.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Thomas Monberg fra Socialdemokratiet. Jeg byder nu velkommen til hr. Erling Bonnesen fra Venstre.

Tak for det. Klimasikring er vigtigt. Jeg tror, alle har det sådan med det, og klimaforandringerne har allerede givet meget store udfordringer. Det ved vi. Det vil de også gøre i fremtiden, og derfor er det også noget, som er på vores alle sammens to do-liste, arbejdsprogram, og hvad vi nu kalder det. Klimaforandringerne fører til højere vandstande, flere stormfloder og mere voldsomt vejr, og konsekvenserne mærker vi jo allerede tydeligere og tydeligere. Derfor er klimatilpasning en klar prioritet, også for os i Venstre, og jeg synes også, vi kan sige, at vi allerede er godt i gang med arbejdet. Det kan vi komme nærmere ind på i debatten.

Med klimatilpasningsplan 1 har vi sat gang i en lang række initiativer, som det jo også fint er fremgået af debatten allerede. Den skal være med til at klimasikre Danmark og tage nogle af de udfordringer op, som vi jo alle sammen kan følge med er der. Men vi stopper jo så heller ikke her, og jeg kan i øvrigt sige, at jeg er fuldstændig enig i den redegørelse, som ministeren har afgivet på området tidligere i debatten her.

Snart fremlægger vi så, som det også er fremgået, klimatilpasningsplan 2, som vil styrke beskyttelsen mod forskellige oversvømmelser fra havet og de forskellige udfordringer, der nu skal tages op, og som vi jo alle sammen skal deltage i arbejdet om. Vi skal beskytte Danmark, både nu og i fremtiden, og det gør vi med nogle langsigtede investeringer og en strukturel forebyggelse, så vi sikrer, at vores værdier, infrastruktur og samfund som helhed forbliver robuste og modstandsdygtige. Vi er på vej, og vi fortsætter arbejdet med det.

Skulle jeg prøve at tage et par konkrete ting mere her inden for den tid, som der nu er til rådighed, så har det jo også omkring den økonomiske ramme været fremme, at regeringen har afsat 1,3 mia. kr. til klimatilpasningsindsatserne via finansloven for 2024, Grøn Fond og de reserver, der nu har været sat af til det. Man kan pege på statsligt engagement i udsatte kystområder og herunder også understøttelse af nogle af de udfordringer, som jo er der lokalt, og som man jo arbejder med. Der er beskyttelsen på Vestkysten. Det kender vi alle sammen til, altså omkring de ting, der foregår der med sandfodring m.v. Så er der håndtering af højtstående grundvand, som også har været nævnt nu her. Der er forlængelse af kystpuljen med de penge, der har været sat af i en række puljer, som flere tilstedeværende her jo også har været med til at prioritere.

Så man kan sige, at klimatilpasningen af Danmark er i gang. Der skal gøres mere, og det vil også være helt tydeligt, at det er noget, der skal arbejdes med i de kommende år. Der har været drøftet varslingssystemer, og vi ved alle sammen, at det er dyrt at klimasikre og klimatilpasse, men at det er endnu dyrere at lade være, og der er jo ikke nogen tilstedeværende her, som siger, at man skal lade være. Tværtimod er det jo også noget, der skal prioriteres højt.

Så er det også vigtigt lige at markere, at planlægning, analyse og en rigtig rækkefølge af initiativerne jo også er vigtigt at have med. Jeg har siddet længe nok i Folketinget til, at jeg også for forholdsvis få år tilbage, da det hele blev tydeligere og tydeligere for alle, har været med til at sætte gang i, at kommunerne blev bedt om at gå i gang med at prøve at få registreret de udfordringer, som man har lokalt, for at det netop også kunne være med til at danne grundlag for, at man kunne få lavet nogle fornuftige planer, og det er jo sådan set noget af resultatet fra det arbejde, som vi også ser nu.

Så har jeg også klart og tydeligt markeret i min tale her, at vi jo ikke har siddet på hænderne i mellemtiden. Uanset om vi nu har været regeringsparti eller oppositionsparti, har vi i Venstre arbejdet godt og seriøst med at prøve at håndtere det ud fra de muligheder og den, kan vi sige, tilrådighedværende viden på det givne tidspunkt, og det er vi også klar til at fortsætte med og at til arbejde videre i den retning.

Så ligger der så også to forslag til vedtagelse nu, og der er det klart, at vi jo har regeringens på den ene side, og at så har vi, kan jeg se, en samlet oppositions på den anden side. Det er også fint nok, og nu er det jo så en forespørgselsdebat, men havde det her været et beslutningsforslag, var det lige før, man kunne have taget de to forslag til vedtagelse og så lagt dem lidt sammen og divideret med to, og så ville det have passet meget godt; vi siger jo mange af de samme ting. Så det er fint nok, at man konkurrerer lidt om skarpheden af ordene, men vi har jo sådan set de samme udfordringer liggende foran os, så jeg ser da frem til et forhåbentlig godt, bredt samarbejde på det her område. Tak.

Tak for det. Der er foreløbig tre korte bemærkninger. Først er det fru Leila Stockmarr, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg havde egentlig planlagt at spørge om noget andet, men jeg bliver nødt til lige at spørge om det sidste, ordføreren sagde: at der skulle være betydeligt overlap mellem de to vedtagelsestekster. Altså, det, vi foreslår i en samlet opposition – og det er et ret stærkt signal, at så mange partier står sammen med et ønske til regeringen – er jo, at vi får en 100-årsplan, der er baseret på anbefalinger fra et eksternt klimasikringsråd, ligesom vi har Klimarådet, der rådgiver os i forhold til klimaloven. Det er der overhovedet ikke nogen steder at finde i det, regeringen har fremlagt. Der har man en retorik om, at man er på rette vej, og at man er i gang med de her ad hoc-tiltag. Der vil jeg bare have lov til at fremhæve: Jeg kan ikke se, hvad overlappet er, men hvis ordføreren synes, at det er så klart, hvorfor kan man så ikke sige ja til det, vi foreslår? Hvis man synes, at det er så ens, så kunne man jo bevise, også over for danskerne, at man er villig til at samarbejde med Folketinget om noget, vi ved kommer til at række så langt ud i fremtiden og langt ud over den her regeringsperiode og den her midterregerings liv.

Ordføreren.

Det ville da have været underligt, hvis det var, at ordføreren, som har skrevet et forslag til vedtagelse, ikke selv syntes, det var et fantastisk forslag til vedtagelse. Det tror jeg da er helt åbenlyst, ikke? Men vi kan bare sige det på den måde: Uanset hvilket ordvalg, der nu er tale om, er det jo en måde at få adresseret de udfordringer, der ligger, på. Og jeg har ikke hørt nogen her, der har været på talerstolen og ytret sig på forskellige måder, som ikke synes, at klimasikring osv. er et vigtigt emne, som vi skal prioritere og gøre noget ved. Det bærer det da med al tydelighed præg af i hele debatten, og det synes jeg er godt, så jeg ser da også frem til, at vi kan få et godt samarbejde på det.

For så vidt angår det med at inddrage viden hører jeg da ikke nogen sige, at vi ikke skal inddrage viden. Selvfølgelig skal vi da inddrage al mulig viden, der kan bruges fornuftigt, i det. Det er sådan set det, vi var i gang med og fik sat i gang for nogle år tilbage, hvor vi jo også bad f.eks. kommunerne om at prøve at få noteret og registreret de udfordringer, de har, sådan at det kunne indgå i det. Og så peger spørgeren her nu på nogle forskellige andre råd, som også har nogle bud på det. Jeg vil da bare sige det sådan: Kom ind med al den tilrådighedstående viden. Vi har brug for det. Og så skal det da indgå i det videre arbejde på området.

Spørgeren.

Det handler ikke om, at jeg ikke kan tage imod kritik af den tekst, vi har sat frem i samlet vision. Det handler om, at der er forskel, og at jeg godt kunne tænke mig, at ordføreren forholdt sig til, om det ikke var en god idé, som så mange forskere siger, at få en 100-årsplan. Det er også et økonomisk styringsredskab. Så ved vi, hvad vi skal prioritere. Jeg ved ikke, hvor mange milliarder der er blevet brugt på klimasikring indtil nu: 1,3 mia. kr., 2 mia. kr.? Men det, der bliver anslået fra DTU, som immer væk er en meget pålidelig kilde, er jo op mod 400 mia. kr. de næste 100 år. Hvordan mener ordføreren at man er på rette vej, når man ikke har en 100-årsplan, som der bliver efterspurgt, og man ikke har svaret på helt grundlæggende spørgsmål – hvad skal beskyttes, hvem skal beskytte det, og hvor ligger myndighedsopgaven? – og man har afsat en promille af det, det kræver at beskytte Danmark, når vandet kommer?

Ordføreren.

Jeg kan sagtens forstå ud fra en politisk retorik og en politisk debat, at oppositionen gerne ligesom vil fremstille det, som om der er en kæmpestor forskel. Jeg forholder mig sådan set bare lidt til virkelighedens udfordringer, og de er – hvad alle jo siger – at vi står over for en lang række udfordringer. Jeg markerer bare også som Venstres ordfører, at det fik vi sådan set også øje på for nogle år tilbage. Der satte vi det arbejde i gang, som jeg allerede har svaret på nu to-tre gange, for at prøve at håndtere nogle af de aktuelle udfordringer, og det har vi sådan set i al beskedenhed fået løst noget af. Og så har jeg ikke sagt, at der er nogen, der har et svar, for det har oppositionen jo heller ikke, og regeringen har jo heller ikke svaret på alt, hvad der kommer af udfordringer de næste 100 år. Nu har vi sat gang i plan nummer et, som vi har redegjort for og debatteret. Vi er lige på trapperne med nummer to, så vi er godt i gang.

Jeg giver nu ordet til fru Marianne Bigum, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tusind tak til ordføreren for en god tale. Nu sidder ordføreren lidt tættere på regeringen, end jeg gør, og mit første spørgsmål er, om ordføreren har hørt noget om, hvornår vi kan forvente klimatilpasningsplan 2 og den langsigtede økonomiske plan. Det var det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål er: Jeg er faktisk lidt i tvivl om regeringens vedtagelsestekst, som vi bakker op om, fordi den i sidste sætning lidt fluffy, sådan lidt mere ukonkret siger: »Folketinget opfordrer til, at regeringens tiltag«. Men hvad ligger der i »regeringens tiltag«? Er det, hvad der kommer løbende efter klimatilpasningsplan 2? Kan vi forvente, at der kommer en klimatilpasningsplan 3, og er det på bedding, at der skal være en helhedsplan, sådan som rigtig mange aktører efterspørger? Bl.a. i vores forslag vil vi også gerne kigge på fødevareproducenter og den her tørke, vi også hørte ministeren referere til, og på, hvordan vi får sikret vores fødevareproduktion i Danmark, som er noget jeg ved ordføreren også går op i. Men hvad tænker regeringen og ordføreren at vi skal gøre her?

Ordføreren.

Det bliver en spændende fremtid at gå ind i. I dag kan jeg jo næsten høre, at vi øver os i sådan at være lidt mere uenige, end vi måske egentlig er, og det er også det, jeg prøver at markere: at der jo ikke er nogen her, der ikke tager klimaudfordringerne seriøst og alvorligt. Jeg synes, det er glimrende, at vi har en debat om det, for den viser bare for mig, at alle er interesseret i at komme med ind til bordet og prøve at drøfte de her ting, så man kan sætte sit præg på det.

Ja, der har været nr. 1. Nr. 2 er på vej. Kommer der både nr. 3 og nr. 4 og nr. 5 og nr. 6 og nr. 7 og nr. 8 og nr. 9 og nr. 10 inden for de næste 100 år? Det gør der sikkert, men det, det handler om nu, set med mine øjne, er jo oven på det arbejde, vi allerede har gjort, som jeg har redegjort for, at få sat ind, hvad det er for nogle ting, der ligger for de næste år, så vi kan prøve at få lavet en rigtig planlægning og få iværksat de rigtige initiativer oven på det, som vi har gjort. Og mere detaljeret kan man jo ikke blive på en dag som denne, men jeg kan allerede nu høre, at det bliver en spændende debat, vi skal have – formentlig engang efter sommerferien.

Spørgeren.

Tak. Vi efterspørger jo virkelig også, at vi får lavet en helhedsplan. Efter sommerferien – det kan selvfølgelig også være en længere periode, men det er da trods alt mere konkret, end vi har hørt ministeren give udtryk for i dag, så tak til ordføreren for den tilkendegivelse.

Ordføreren.

Hvis jeg havde været i opposition lige nu, hvad jeg så heldigvis ikke er, og så skulle begynde at kritisere det forslag til vedtagelse, som den nuværende opposition har fremsat, kunne jeg også begynde at pille den fra hinanden. Det vælger jeg så ikke at gøre, tværtimod. Jeg tager den ind og prøver at sige, at der ligger da også nogle positive ting i det, og det er derfor, jeg så også markerede før. Det gør der også på regeringens side, så vi er jo sådan set næsten på det samme spor, og så kan vi jo hjælpe hinanden lidt med at prøve at få prioriteret tingene, når vi først skal til at drøfte dem mere konkret.

Fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Nu fulgte jeg interesseret med i den her prioritering: Der var prioritering et, og så var der to, to, to, to for Socialdemokraterne. Jeg tror, at vi alle sammen kender følelsen af, at man kan komme til at sige noget på talerstolen og så blive lidt fanget i det. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at spørge Venstres ordfører her, som jo også er inde på, at kriserne i virkeligheden står lidt i kø i øjeblikket. Der er en sikkerhedskrise, som kræver nogle forsvarsinvesteringer; der er en klimasikringskrise, som kræver nogle store investeringer; vi ved alle sammen, at der er store huller i velfærdssystemet rundtomkring; der er en geografisk ulighed og en økonomisk ulighed, som også kræver nogle investeringer. Nogle af dem prioriterer vi højere i Enhedslisten, inden man gør i Venstre – det er jeg med på.

Men det er jo netop det, der gør, at det er klogt at have de langsigtede briller på. Den rapport fra DTU, som er blevet omtalt nogle gange, viser vel præcist, at man ikke har gjort det rigtige i forhold til planlægning endnu. Den peger på, at handler man videre på den måde, vi har gjort indtil nu, så vil det koste os 400 mia. kr. over de næste 100 år; hvorimod hvis vi faktisk laver en planlægning, der klimasikrer og forebygger og tilpasser, så kan man spare rigtig mange milliarder kroner på den front. Hvad er det, der gør, at Venstre er så meget imod at lave en national handlingsplan?

Ordføreren.

Jamen jeg har ikke sagt, at vi er imod at lave nogen planer på området. Tværtimod har jeg jo sådan set redegjort for, at vi allerede for år tilbage var med til at sætte gang i den første planlægning på området, hvis vi nu skal bruge det ord, for der bad vi jo netop kommunerne og andre om at prøve at begynde at registrere og notere de aktuelle udfordringer, som de havde, og som vi jo så også har fulgt op på, som vi tidligere har markeret. Så vi er jo ikke imod planlægning; tværtimod er de, som jeg svarede før, sådan set lige præcis det vi skal have gang i for at se ind i de udfordringer, der ligger for nu, så vi får lavet den rigtige planlægning og dermed får prioriteret de rigtige løsninger på det rigtige tidspunkt.

Spørgeren.

Men det er vel netop det, sådan en plan kan hjælpe med, altså lave grundlaget, som man kan træffe nogle prioriteringsbeslutninger ud fra. Så spørgsmålet, der står tilbage til Venstre, er vel, om man prioriterer det her område højt nok, når vi ved, at om end råderummet i dansk økonomi er stort, er der jo rammer og begrænsninger for det i sidste ende, når der står den her række af kriser. Hvor ligger klimasikring og den langsigtede investering, der kan være med til at forebygge, at udgifterne ikke vokser til svimlende summer i fremtiden? Hvor ligger det henne på Venstres prioriteringsliste?

Ordføreren.

Jeg startede min egen ordførertale før med at sige, at klimasikring er vigtigt. Det er der mange andre ting der også er. Nu skal vi ikke begynde sådan at stille tingene op på en tipskuponagtig måde. Det er lige præcis derfor, at der er brug for, at vi så også sætter os sammen på et passende tidspunkt – jeg ville så gætte på, at det kunne blive efter sommerferien engang – og får drøftet, hvordan vi så får håndteret de her forskellige ting. Der glæder jeg mig da over, at der er stor interesse for det. I dag går øvelsen sådan lidt ud på at føre en politisk retorikdebat om, hvem der sådan kan tegne et eller andet billede af at være de mest aktive. Jeg er glad for, at vi i Venstre, uanset om vi har været regerings- eller oppositionsparti, har været passende og godt aktive på det her område. Er vi i mål? Nej, det er vi ikke.

Så får hr. Torsten Gejl, Alternativet, ordet. Værsgo.

Tak, og tak for talen. Jeg tror, at det, vi er nervøse for i Alternativet, er, at der ikke kommer nok viden ind på banen nu, i forhold til hvor alvorlige de her problemer er. Ordføreren siger, at vi skal have den rigtige løsning, den rigtige plan på det rigtige tidspunkt. Jeg siger: Vi skal have de rigtige folk, de rigtige eksperter, den rigtige viden. Og jeg bekymrer mig, når det er sådan, at vi har de her diskussioner, at regeringen hele tiden refererer til FN's Klimapanel – så vidt jeg ved, kommer deres næste rapport i 2029 – og refererer til DMI, når der står forskere med kæmpemæssig erfaring, der kan se 130.000 år tilbage i tiden, og siger: Jeres beregninger er fuldstændig forkerte, og med de klimasikringer, I er ved at planlægge, kommer vandet til at skylle hen over hovedet på os.

Forstår ordføreren godt, at vi er nogen, der tænker, at når der kommer så kraftige udsagn fra så dygtige forskere, er vi nødt til at tage dem mere alvorligt, end regeringen gør?

Ordføreren.

Ordføreren hørte mig før sige, at set med mine øjne kommer al den til rådighed stående viden, for vi skal have det hele på bordet, og så er det jo der, vi tager bestik af det og får lavet de planer, og så tror, håber og forventer jeg da, at vi kan få gjort det her. Det er så klimahandlingsplan nr. 2, der kommer nu. Så blev der før spurgt, om jeg tror, at der kommer flere, hvortil jeg vil svare, at over de næste mange år tror jeg der kommer mange flere planer på området. Men det, det handler om nu, er, at vi så kan få bygget oven på det, som vi også i Venstre var i gang med at hjælpe til med at få sat i gang. Jeg har redegjort for, hvad vi for nogle få år siden har gjort, og nu står vi her aktuelt i 2025, og så skal vi prøve at støbe grundlaget for de næste planer. Der skal vi da bare have al mulig viden ind, så vi har det at arbejde med.

Spørgeren.

Okay, skal jeg opfatte som en garanti for, at der i den planlægning er taget højde for, hvad man skal gøre, hvis havet stiger 3 m?

Ordføreren.

Ordføreren ved udmærket godt, at ordet garanti står ikke i den politiske ordbog, for det er et farligt ord at bruge i politik. Men jeg kan bare sige, at vi i Venstre medvirker til at få lavet den bedst mulige sikringsplan, også på klimaområdet, for de kommende år, der tager højde for de aktuelle udfordringer, vi har.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, og så siger vi tak til hr. Erling Bonnesen fra Venstre. Jeg byder nu velkommen til hr. Kim Edberg Andersen fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det, formand. Når man stiller sig op efter Venstre og så hører, at hovedparten af forklaringen fra Venstre var, at de faktisk engang var et progressivt parti, der havde gode planer og kunne se langsigtet, og at der skulle vide på bordet. Det bliver jeg nødt til lige at tolke videre på og så sige, at det, der er sket, er, at de er gået i regering med Socialdemokraterne og Moderaterne, for lige så snart man gør det, haster det. Vi kan ikke vente, men vi venter. Der kommer en god plan efter sommerferien. Der bliver jeg bare nødt til at sige, at hvis ikke vi siger hvilken sommerferie eller hvad år, er det jo en rimelig åben bog også. Man bliver nødt til at tolke regeringens politik sådan her, for vi er jo gang på gang blevet lovet noget, der skulle sættes i gang på alle områder, men så sker der ikke rigtig noget, for så bliver det udsat. Der skulle komme en plan i 2024, men så skulle den komme i foråret 2025, og nu er det i efteråret 2025. Så man kunne godt tænke sig, at der kom en god plan efter sommerferien. Og så bliver jeg bare nødt til at bede om et sluttidspunkt for, hvornår den så skal være der. Så kan man sige til jul eller næste sommerferie. Men det er nok, fordi tilliden er forsvundet, for det er ikke ret meget mere end snak, og det er problematisk.

Venstre forsøger at lave den her fortælling om, at vi faktisk ikke er ret uenige, og det kan vi se på vedtagelsesteksterne. Så forstår jeg ikke, hvorfor man ikke som en bred regering over midten siger, at når de ikke er ret forskellige fra os, tilslutter vi os da oppositionen. For hvis vi er så enige, som Venstre vil lade befolkningen tro, der er stort set ingen forskel, så kan man lige så godt bare være på den samme tekst og vise befolkningen, at Folketinget som helhed er enige om, at der skal ske noget på området. Djævlen ligger i detaljen, og detaljen er flere ting. Det skal ikke altid være regeringspartierne, selv om det er en udsøgt fornøjelse at finde hårene i suppen ved dem, men når der så er politikere herinde, der henviser til forskerne, vil jeg sige, at vi alle sammen kan finde den forsker, der underbygger vores egne påstande, og det skal vi også passe på med, når vi har det lange perspektiv på. Virkeligheden er, at det her er noget, vi har forpligtet os til at løse 100 år ude i fremtiden, og 400 mia. kr. lyder voldsomt, hvis folk tænker, at det skal jeg lige finde i middagsbudgettet for i morgen, men hvis det er over 100 år, er det 4 mia. kr. om året, og det er nok til at finde dem, men vi skal da i gang nu. Vi skal ikke tænke over at komme i gang engang, som Socialdemokraterne gerne vil, for vi skal i gang nu, for der er mange ting, der skal løses.

Der er nogle steder i Danmark, hvor vi bliver nødt til at løse det med volde og siger, og der er også nogle steder, hvor vi bliver nødt til at se vores vælgere i øjnene og sige: Der kommer ikke en 6 m høj vold ude ved dig, for det giver ikke samfundsøkonomisk værdi, som det bliver kategoriseret som. Så der er også nogle danskere, der skal forvente, at vandet kommer ind, og vi skal også tage beslutninger for dem. Vi skal også fortælle deres kommuner allerede nu, at hvis de planlægger at sælge sommerhuse helt ned til vandet eller udstykke villaområder helt ned til vandet, skal de altså ikke forvente, at deres samfundsøkonomiske værdi er så høj, at vi kommer og bygger et dige. Vi skal være ærlige over for menneskerne, vi skal fortælle danskerne, at vi ser problemet, og at vi har tænkt os at gøre noget seriøst ved det, og det gør vi ved at udpege nogle mennesker, der har forstand på det, til at rådgive os. Det var det første.

Det andet er at lave en langsigtet plan. Så skal vi nok alle sammen, og det er inklusive mig selv, være gode til ikke at udnytte det her til at uddele bolsjer på den næste markedsplads, eller udnytte det til at få den næste vælger i kassen. Som de fleste kan se på mig, er jeg ikke den, der stiller op til valg om 100 år også. Det er jeg ikke. Der er nogle generationer efter mig, der gør det, og det er dem, vi er forpligtet over for, så vi ikke bare laver et bravurnummer ud af vores taler i dag. Hør nu her, Venstre siger faktisk selv, at vi faktisk er enige. Jeg vil helst have ret, siger Venstre så, fordi I kom med vedtagelsesteksten, men når man er den store i klassen, bliver man vurderet på, hvordan man behandler de små. Oppositionen er de små, og når man er helt enig, kan man lige så godt tilslutte sig vedtagelsesteksten fra de små, for den giver rigtig god mening. Det eneste, den lige siger, som jeg så kan forstå Socialdemokraterne har ret svært ved, er, at vi faktisk prioriterer. Vi siger ikke, at det er nr. 2. Jeg ved også, at der er nogle socialdemokrater, der er kendt for at have en tredje erkendelse, men vi siger, at klima bare er noget, vi alle sammen skal forholde os til fremadrettet, og det kan ikke vente.

Det første, der ikke kan vente, er, at vi bliver enige som Folketing og siger: Vi stemmer naturligvis for oppositionens vedtagelsestekst, og vi finder et råd. Og så begynder vi allerede nu at sætte os ned og tænke over, om vi kan finde 4 mia. kr. Det burde være muligt at finde 4 mia. kr. ud af et budget på vel 1.500 mia. kr. om året, og mon ikke det lykkes. Jeg er næsten sikker på, at vi kan finde 4 mia. kr., for jeg tror ikke, at der er et eneste parti herinde nu, inklusive dem, der siger, at det kan koste 400 mia. kr. om 100 år, der siger, at dem skal vi have lagt i en kasse ude foran Finansministeriet nu, og så skal de ligge der, indtil vi skal bruge dem. Så jeg vil sige: På med tænkehatten, alle sammen, skru lidt ned for valgretorikken, for der er ikke nogen af dem, der skal stemme i 2100, der er født endnu. Der er enkelte, men det er få.

Til ordføreren for Venstre vil jeg sige: Man har meget indflydelse som ordfører i et regeringsparti, men hvor var det dejligt, dengang Venstre var et parti, der havde fremsynethed og ikke var blevet banket på plads. Vi håber, at I kommer tilbage; vi vil altid gerne se et progressivt Venstre tilbage i den blå blok.

Tak for det. Der er foreløbig tre, der har ønsket korte bemærkninger. Først er det hr. Erling Bonnesen fra Venstre. Værsgo.

Tak for det. Allerførst vil jeg give ros for det kunstneriske indtryk og for den underholdende del af talen. Det er altid underholdende at høre Danmarksdemokraternes ordfører. Og ja, i Venstre er vi glade for den indflydelse, vi får, og jeg har også redegjort for en lang række af de her ting, som vi netop har haft indflydelse på og har fået sat i værk osv. Så mit spørgsmål til ordføreren er egentlig ganske kort. Nu har jeg rost ordføreren for det kunstneriske indtryk, så vil Danmarksdemokraternes ordfører rose undertegnede for de ting, som vi i Venstre har fået igennem af resultater, som er klare og tydelige, og som er fakta?

Ordføreren.

Jeg kan faktisk ikke mindes, at der er nogen af de ting, som Venstre har fået igennem helt af sig selv. Jeg vil faktisk komme med den påstand, at der er ret mange partier med i alle aftalerne. Jeg har også været i forhandlinger, hvor Venstre har siddet og sagt, at enten er man med her, eller også må man slet ikke være med. Men jeg tror, at lige på det her område er der flere om buddet. Men hvis Venstre har brug for, at jeg anerkender, at Venstre en gang imellem får et korn af Socialdemokraterne, så de kan sige, at det har de haft indflydelse på, så gør jeg selvfølgelig det.

Det, vi i Danmarksdemokraterne er interesseret i, er, at vi går skridtet videre og siger: Okay, nu har selv Venstre og regeringen opfattet, at der er en klimakrise, så skal vi ikke rent faktisk lave en langsigtet plan i forhold til de resultater, der kommer af den om 100 år? Og der bliver jeg bare nødt til at sige, at der lader Venstre til at have mistet den progressive takt, som ordføreren jo selv stod og var fortaler for hoppe. Det var jo ordføreren for Danmarksdemokraterne, der blev nødt til at tænke: Hvad er der dog gået galt for Venstre? Og jeg kunne kun komme frem til, at det, der har flyttet, at Venstre var et fremsynet parti, der viste, at det her skulle tages seriøst, var at deltage i regeringen.

Spørgeren.

Tusind tak for det. Der er ikke nogen partier, der, uanset hvad, får noget igennem fuldstændig alene. Det tror jeg også jeg har markeret ved forskellige andre lejligheder. Vi er glade for den indflydelse, som vi får nu også på det her område.

Så kan jeg jo konstatere, at vi i Venstre sammen med andre, også i nogle situationer sammen med ordføreren, har fået nogle ting igennem. Jeg kan så forstå, at Danmarksdemokraterne bruger deres tid på at lave vedtagelsestekster sammen med Enhedslisten og andre, som man plejer at være dybt uenige med. Det er så det, man bruger tiden på i Danmarksdemokraterne. Men held og lykke med det.

Ordføreren.

Jamen det gør jeg, fordi Danmarksdemokraterne jo går ind og fortæller danskerne, hvad de står for, og så siger vi: Jamen hvis Enhedslisten kommer med noget godt, er vi ikke så bekymrede for at lave en vedtagelsestekst og for den sags skyld heller ikke for at stemme for noget fra Enhedslisten på nogen områder. Men når man laver tåbeligheder, siger vi i Danmarksdemokraterne jo altid nej. Og det er derfor, at Danmarksdemokraterne f.eks. ikke er med i aftalen om CO2-afgiften på landbruget, som Venstre jo var stor fortaler for, eller afskaffelsen af store bededag. For der tør Danmarksdemokraterne i egen ret godt sige: Vi er store nok til at stemme for gode forslag fra venstrefløjen, men vi er også store nok til at sige nej, når der kommer tåbelige forslag fra regeringen.

Hr. Thomas Monberg, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Jeg er da rigtig, rigtig glad for, at ordføreren synes, at Socialdemokratiet så meget magt. Det er jo dejligt, at vi har så stor indflydelse og er gode til at overbevise andre om vores politik.

Til det lidt mere seriøse her: Jeg har deltaget i en del debatter, som jeg også sagde oppe på talerstolen. Jeg har også deltaget i en debat på P1 sammen med en ordfører fra Danmarksdemokraterne. I den debat siger ordføreren fra Danmarksdemokraterne, at han ser det alene som en statslig opgave at finansiere klimasikring i Danmark. Citat slut. Er det den holdning, Danmarksdemokraterne har?

Ordføreren.

Jeg bliver simpelt hen nødt til at være svar skyldig, for jeg ved ikke hvilken ordfører – vi har rigtig mange. Jeg har tidligere været ordfører for rigtig mange ting, men vi har rigtig mange, og jeg har ikke hørt debatten, så det må den ordfører jo selv gå ud og forklare. Vi snakker om hundredårshændelser her, og selv om jeg roser Socialdemokratiet for at have meget magt, er det faktisk en af de ting, som føles som en hundredårshændelse, altså hver gang vi får en regering med Socialdemokraterne i, og jeg håber det bliver noget, som også bliver kortet ned med 97 pct. fremadrettet. Man kan sige, at jo, Socialdemokraterne betyder meget, og det kommer vi i Danmarksdemokraterne til at arbejde alt for bliver væsentligt begrænset i fremtiden.

Spørgeren.

Det er jo altid godt at tro på noget – det gør jeg i kirken, når jeg er der. Hvordan vil Danmarksdemokraterne finansiere det? Nu nævnes der 4 milliarder, og der nævnes 130 milliarder hernede. Hvordan vil Danmarksdemokraterne finansiere det? Er det kun en statslig opgave?

Ordføreren.

I Danmarksdemokraterne er vi jo ikke bundet af at have hævet klimadebatten op til at være nr. 2, hvor kun forsvaret er foran. Det var jo ordføreren, der sagde det – men der var mange ting, der var nr. 2 til sidst. Men det er rigtigt, at hvis man tager den analogi, er der rigtig mange ting i klimadebatten, vi skal have styr på. Og det, som Danmarksdemokraterne siger, og grunden til, at det her skal være løbende, er, at vi ikke aner, om det koster 100, 200, 300 eller 400 milliarder. Det kan være, vi finder en god løsning, der kan rulle det hele tilbage. Derfor synes vi, at det, der skal til, er, at vi får nogle eksperter ind og får nogle rigtige priser på bordet. Og nej, jeg tror, det her bliver fælles, men der er nogle ting, der skal betales af staten, det kommer vi slet ikke uden om. For der er danskere, der har bebyggelser ud mod vandet, der er bygget engang, hvor man ikke vidste, at der var klimaforandringer.

Tak for det. Så går vi videre i talerrækken til fru Leila Stockmarr, Enhedslisten. Værsgo.

Tak, og tak til ordføreren. Generelt tænker jeg også i dag, at ordførerens input gør, at Socialdemokratiet måske fortryder, at de afskaffede store bededag, for så kunne de være sluppet for at være her i dag og i stedet sidde og spise varme hveder et andet sted. Men nok om det.

For debatten her i dag handler jo om at få sat turbo på en proces for at lave lansigtet planlægning, og noget af det, vi i oppositionen er enige om, er, at der ikke sker nok, og at den planlægning, der sker, ikke er langsigtet nok, og at man ikke bruger nok ekstern viden, og så skal vi, når vi skal finde svarene og løsningerne, nok komme op at skændes på tværs af fløjene.

Men jeg ved også, at vi i det her spørgsmål på tværs af fløjene deler vores bekymring i forhold til social retfærdighed, så jeg er alligevel nysgerrig på, hvad der, når det kommer klimasikring, er vigtigt for ordføreren, og hvilke principper der dér er styrende.

Ordføreren.

Hvis vi ruller tiden tilbage til dengang, vi havde aftalen om terrænnært grundvand, var jeg jo ude at sige, at jeg synes, det er problematisk, at der er dele af landet, hvor man kommer til at stå med en regning, hvor der er andre dele af landet, der kommer ind under det her. Det her er ligesom værd at sikre, og det er jo der, hvor vi på et eller andet tidspunkt får de helt store ideologiske debatter, altså hvorfor jeg, som bor i midten af Nordjylland, skal betale for, at Magnus kan have sit sommerhus helt ud til kysten, når jeg har betalt for et dige. Det er jo det ligesom svært for mig at retfærdiggøre.

Men der er ingen tvivl om, og det tror jeg faktisk alle partier herinde er enige om, at det bliver store regninger. Der, hvor vi har en stor problemstilling, er, at der er rigtig mange af de små kommuner ude i landet, hvis borgere fremadrettet kan regne med, at det er 30.000-40.000 kr. om året, de skal bruge i klimasikring, og der så er andre kommuner, hvor de kun skal af med 1.000 kr., og det er derfor, jeg siger, at vi ikke kan lave den her løsning eller i hvert fald uddele den regning på en mere fair måde. For ellers vil vi jo bare se masseflytninger fra nogle kommuner til andre kommuner, hvor det er billigere at flytte hen. Der skal staten ind i det, og så skal vi jo helt ærligt sørge for at ramme de rigtige. Hvis dem, der i dag bygger et hus, ikke kan være i tvivl om, at der kommer klimaforandringer, så kan jeg simpelt hen ikke retfærdiggøre over for dem, der så er gode borgerlige mennesker og tager deres ansvar seriøst, at de i al fremtid skal betale for det. Det er jo også social retfærdighed, at vi godt kan kræve af mennesker, der bygger, efter de er blevet opmærksomme på, at der er klimaforandringer, at de selv står for en større del af regningen, end dem, der bliver ramt af noget de ikke vidste kom.

Spørgeren.

Tak til ordføreren for at udfolde det og også for at anerkende, at det her hurtigt bliver en debat om mange milliarder. Men det handler jo også om moral og værdier, og hvad det er, vi skal redde. Andre partier har også spillet ind med, hvad de synes er vigtigt, og det er jo i hvert fald nogle af de ting, som vi i Enhedslisten synes mangler i debatten at vi får frem, altså at alle får en mulighed for at komme på banen, også på en forskningsmæssig baggrund, med hensyn til, hvad der er vigtigt, og hvad vi skal prioritere. For vi kan ikke prioritere det hele.

Så derfor vil jeg gerne kvittere ordføreren for at komme ind på nogle af de ting, der er vigtige for ordførerens parti. For det er jo ikke, fordi det er et nulsumsspil, men i sidste ende skal vi træffe nogle vigtige beslutninger, og der er det vigtigt, at vi er ærlige over for hinanden om, hvad det er, vi skal prioritere, og hvordan vi skal prioritere det.

Ordføreren.

Der er jo ingen tvivl om, at vi desværre historisk har pumpet flere penge i København, sådan at de har alle de gode historiske bygninger, de store storekongeslotte og Christiansborg, og det er jo nok også nogle ting, som vi i Nordjylland kan leve med, altså at vi ligesom bruger nogle ekstra penge på at sikre det.

Men det var faktisk derfor, jeg var inde på at spørge, om vi allerede nu skal være voksne nok til at tage en snak med kommunen og planlæggeren om, hvorvidt løsningen på det her i lige nøjagtig i dit område på den lange bane måske er at begynde at bygge byen indad i stedet for ud imod vandet. For jeg kan godt forstå, at folk gerne vil bo ude ved vandet, og jeg kan også godt forstå, at det er attraktivt at sælge grundene der. Men der skal vi jo være de voksne i klassen, der siger, at virkeligheden er, at I skal bygge indad, og det bliver selvfølgelig ikke populært.

Hr. Henrik Frandsen, Moderaterne. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at trykke mig ind, men nu var der alligevel noget, der fik mig til at gøre det. Hr. Kim Edberg Andersen plejer jo at bryste sig af, at det er vigtigt, at man svarer klart og tydeligt på de spørgsmål, der bliver stillet, og han misser ikke en lejlighed til at sige det, hvis vi andre ikke gør det. Det er egentlig derfor, jeg gør det. Jeg godt kunne tænke mig at få et svar på det spørgsmål, som hr. Thomas Monberg stillede om finansieringen af klimasikringsopgaven i fremtiden, og hvor han jo spurgte: Er det staten, der skal betale hele regningen her? Jeg synes ikke, vi fik et klart svar på det, så jeg kunne godt tænke mig at spørge: Er det staten, der skal betale hele regningen her?

Ordføreren.

Det er lidt problemet, at når man i ét regeringsparti har brugt sine to spørgsmål, er det svært at sidde og tekste det over til den næste ordfører, som så skal nå at læse det – for svaret kom jo efterfølgende. Jeg sagde, at en del kommer til at ligge hos staten, og at en del kommer til at ligge privat. Så der er svaret på det. Det, jeg plejer at sige, når jeg kritiserer Moderaterne, er, at jeg faktisk endnu ikke har prøvet at se en moderat på talerstolen, der har sagt noget som helst, som man kunne bruge til noget som helst konkret. Det står jeg ved.

Men mit klare svar kom faktisk, og jeg tror, det kom i svaret lige efterfølgende. Så man skulle have hørt efter i stedet for at have travlt med at tænke: Nu skal vi spørge Kim, hvorfor han ikke svarer klart, når vi er et parti, der er kendt for overhovedet ingenting at sige heroppe, der giver mening. Det er lidt søgt. Svaret kom. Selvfølgelig bliver det her en del af regningen. Der er nogle mennesker, der har brug for at få hjælp fra staten, og nogle, som vi bare bliver nødt til at sige til, at hvis de som voksne mennesker selv vælger at bygge ude et eller andet sted, så er det ikke naboen, der skal betale regningen. Det er god borgerlighed. Men selvfølgelig skal vi hjælpe dem, der ikke kan.

Virkeligheden er jo også bare, at der ikke kommer et dige langs Vestkysten. Det ved vi alle sammen nu. Der kommer ikke et 12 m højt dige ude ved Vestkysten. Det ved vi alle sammen at der ikke bliver penge til. Så vi bliver også nødt til at sige, at vi i Nordjylland godt kan forstå, at vi skal betale for kongeslottet, men det kan godt være, det bliver svært at forstå, at vi også skal betale for, for at Magnus ikke får våde tæer i sommerhuset.

Spørgeren.

Okay, så det er altså ikke staten, der skal betale hele regningen, kan jeg konstatere. Det var jo så det meget, meget tvetydige svar, der kom i første omgang, som blev præciseret nu her. Det vil sige, at Danmarksdemokraterne jo så ikke er enige med sig selv, kan jeg konstatere.

Ordføreren.

Uden at kunne huske det præcist tror jeg ikke, at denne ordfører kom med den endegyldige løsning på alle problemerne i forhold til klimadelen. Det tror jeg ikke denne ordfører kom med. Jeg tror, at denne ordfører sagde, at det her godt kan blive dyrt, og at staten selvfølgelig skal komme med noget. Det tror jeg ordføreren sagde. Men det her er alligevel lidt frisk sagt af en moderat, som jeg kan huske har stået og svaret mig oppe fra talerstolen på, hvorfor man sagde noget andet 3 uger senere. 3 uger er jo lang tid for et moderat, inden man skifter mening. Så man kan sige, at det, at der står to forskellige ordførere, som har divergerende meninger, lige netop viser, hvorfor vi skal være enige. For det her er bare mere komplekst end som så. Det er det i hvert fald for de partier, som tager det seriøst, og det er jeg ikke sikker på at Moderaterne gør.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Kim Edberg Andersen fra Danmarksdemokraterne, og jeg byder nu velkommen til fru Marianne Bigum fra Socialistisk Folkeparti.

Tusind tak. Debatten kører jo allerede livligt, men jeg har nu alligevel forberedt en klassisk tale, så jeg trækker lige op i helikopterperspektivet igen. Klimaforandringerne er her nu, og desværre kan vi med klimaforandringerne kun forvente hyppigere og mere ekstreme tilfælde af voldsomt vejr i Danmark. Der er behov for klimatilpasning, herunder et øget behov for kystbeskyttelse. Flere steder i Danmark er blevet ramt af oversvømmelse fra stormflod og storm inden for det sidste år, og partierne bag finansloven for 2024 har aftalt en ekstraordinær anlægspulje på 125 mio. kr. til genopretning af kommunal infrastruktur påvirket af stormfloderne. I klimatilpasningsplan 1 har vi afsat 1,3 mia. kr. til klimatilpasning frem mod 2027.

Men det, vi har igangsat, er ikke nok. Der skal mere til. De 1,3 mia. kr. afsat til klimatilpasning 1 svarer cirka til udgifterne for én stormflod i 2023, og med de tiltagende klimaforandringer er det jo desværre ikke sidste gang, vi kommer til at opleve omfattende skader ved de stigende vandmængder, som kommer både fra oven, fra neden og fra siden. Derfor vil jeg og SF gerne gentage vores kraftige opfordring til regeringen om at komme i gang med arbejdet med en samlet national klimatilpasningsplan, der skal indeholde konkrete løsninger og finansiering.

Det haster. Naturkatastrofer kostede ifølge European Environment Agency i perioden 1980-2022 Danmark 66 mia. kr. i skader. Brancheorganisationen Forsikring & Pension vurderer konservativt, at danskerne i 2023 var ramt af klimarelaterede skader for over 3 mia. kr., og det bliver kun værre. CONCITO vurderer, at op imod en tredjedel af Danmarks landmasse potentielt vil blive påvirket, og en COWI-analyse lavet for Realdania i 2017 anslår, at uden handling vil vi i Danmark om 100 år have udgifter på 43 mia. kr. om året til at udbedre skader på grund af oversvømmelse.

Så hvad gør vi? Som det første skal vi nedbringe forureningen med klimagasser herhjemme og globalt. Fremtidsudsigterne ved ikke at tage reduktionen af denne forurening seriøst og få den nedbragt er dystre. SF mener også, at der er behov for en afklaring af, hvilken rolle kommuner, regioner og stat hver især skal spille, og hvordan vi sikrer en sammenhængende politik og indsats. Dernæst skal vi investere meget mere i klimaskadeforebyggelse frem for på bagkant, når skaden er sket. Sådan bruger vi pengene mest effektivt, og sådan passer vi bedst på Danmark.

Vi bliver også nødt til at have en ærlig snak om, at klimaforandringerne ikke forsvinder, og at vi ikke kan beskytte alt. Der er brug for en national plan for Danmarks fremtidige arealer, som også skal tænkes sammen med klimatilpasningen. Naturgenopretning og store naturgenopretningsprojekter er en del af løsningen. Vi har drænet, pumpet og bygget diger og fjernet søer og vandløb og endda en flod i stor stil i Danmark. Det giver problemer for såvel natur som klima, og genskabelse af naturlig hydrologi er en vigtig del af løsningen. De stigende vandmængder skal have steder, de kan kan lagres og forsinkes, vandet skal have sikre steder at løbe hen, og naturen skal have lov til at vende tilbage.

Vores klimatilpasningsstrategi kan ikke være at lade stå til og se, hvad der sker. Vi må beskytte det, som giver mening, imødekomme vandet, hvor det er muligt, og tilbageføre landskaberne, så de kan håndtere vandet, og så skal vi med proaktiv planlægning undgå at bygge boliger og industri i klimarisikozoner. Fremtidens byudvikling må tage højde for klimaforandringerne.

Den tale, jeg lige har læst op, har næsten fødselsdag, for det er faktisk den samme tale, jeg holdt sidste år den 17. maj om samme emne, da vi også havde en redegørelsesdebat. Siden har vi udmøntet midler fra klimatilpasningsplan 1 og lavet en aftale om terrænnært grundvand, som giver spildevandsselskaberne mulighed for at investere i fælles løsninger, så vi kan sikre hele byområder, og som vil hjælpe omkring 450.000 bygninger med det terrænnære grundvand. Men klimaforandringerne buldrer altså videre, klimaforureningen stiger stadig væk, og indsatsen er stadig utilstrækkelig.

For det arbejde, vi har lavet siden sidste år, da vi stod her, er ikke nok til at klimasikre Danmark. Det har en lang række rapporter fra klimatilpasningskyndige eksperter og dertilhørende konferencer siden hen vist med al tydelighed, og det har jeg også løbende gjort ministeren opmærksom på. Derfor har jeg også gentagne gange opfordret ministeren og regeringen til at fremlægge en samlet national klimatilpasningsplan, med hvem der gør hvad, og hvor der sikres et markant investeringsløft. Jeg er ligeledes gentagne gange blevet lovet, at klimatilpasningsplan 2 er lige på trapperne, dog uden at kunne få svar på, hvornår vi kan forvente, at denne plan kommer, og hvad den nærmere vil indeholde.

Jeg ved godt, at det her er en kompleks og meget stor opgave, men den går ikke væk, og vi skal i gang nu. Så der er behov for en meget, meget høj politisk prioritering fra regeringens side og for, at der afsættes de nødvendige ressourcer til opgaven internt, og at den fagkyndighed, som findes på området, og som allerede har fremlagt et væld af forslag og rapporter, inddrages. Det er en opgave, der haster, og manglende handling vil kun blive dyrere, og konsekvenserne ramme Danmark skævt og tilfældigt.

Tak for det. Der var lige en enkelt, der fik trykket sig ind for en kort bemærkning her til slut. Hr. Erling Bonnesen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Ved sådan en fantastisk forespørgselsdebat, som vi har her, er jeg vant til – det ved både regeringen og oppositionen – at det sådan lidt går ud på at prøve at se, hvem der kan vise et billede af at være dem, der handler og er mest aktive osv., og der må man sige, at SF jo da også er gode til, som altid, at vise action og sige, at der skal ske noget.

Jeg kan jo pege på den ordførertale, jeg holdt for nogle få minutter siden, hvor jeg også redegjorde for de ting, som vi allerede har gjort, og hvor det underforståede budskab var, at vi skal prøve at gøre de rigtige ting på det rigtige tidspunkt. Der startede vi jo, som jeg også markerede, med at få registreret og noteret og lavet Klimatilpasningsplan 1 og de her forskellige puljer.

Så mit spørgsmål er egentlig bare: Anerkender SF de ting, som allerede er gjort og er sat i værk, og som ordføreren i øvrigt på nogle strækninger selv har været med til?

Ordføreren.

Det gør jeg fuldstændig, og jeg tror også, jeg fik nævnt i min tale, at vi har fået lavet det her, men også, at det ikke er nok.

Spørgeren.

Jamen så er vi jo sådan set lige ved at være det sted, som jeg også markerede i min ordførertale. Vi har to vedtagelsestekster liggende foran os, og hvis nu man siger, at de har nogle af de samme budskaber, bare med lidt forskellige ord, kan vi så ikke se frem til et forhåbentlig godt samarbejde, formentlig en gang til efteråret, om det her?

Ordføreren.

Jeg har en lang liste over ting, som jeg ville elske der kom med i en kommende national klimatilpasningsplan, i øvrigt også med nogle rigtig gode bud på finansiering. Så det vil jeg rigtig gerne. Det er også derfor, vi har gået og ventet på, at vi kunne blive indkaldt til nogle samtaler omkring det her.

Regeringen fremsætter i dag et forslag til vedtagelse, som umiddelbart egentlig bare siger, at vi skal anerkende, at regeringen er i gang, men vi kan ikke rigtig få at vide, præcis hvor man er, og hvor langt man er, og hvad man er i gang med. Det er lidt svært bare at sige ja til det, når man ikke er med i maskinrummet. Og så siger teksten faktisk ikke noget om en helhedsplan, som jeg mener der er behov for. Men jeg er meget villig til at samarbejde om at lave en helhedsplan.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger, og vi siger tak til fru Marianne Bigum fra Socialistisk Folkeparti. Og jeg byder nu velkommen til fru Pernille Vermund fra Liberal Alliance.

Nu sker det igen – jeg roser for en gangs skyld Enhedslisten, og så er Enhedslistens ordfører her slet ikke. Nu kan jeg nærmest slette halvdelen af min tale, men sådan kan det jo gå. Nej, lad mig indlede med at sige tak til Enhedslisten, på trods af at ordføreren ikke er her, for at indkalde til den her vigtige forespørgselsdebat. Jeg er både erhvervsordfører og miljøordfører for Liberal Alliance, og på erhvervsområdet har jeg endnu til gode at finde en sag, som jeg er enig med Enhedslisten i. Men i dag står jeg her som miljøordfører, og her er vi oftere enige. Det er således nu anden sag i dag, som jeg roser Enhedslisten for at bringe i Folketingssalen. I Liberal Alliance bliver vi aldrig røde, men om det grønne og store dele af miljø- og naturpolitikken kan vi tydeligvis mødes.

Med dagens forespørgsel beder Enhedslisten ministeren redegøre for, hvad regeringen vil gøre for at klimasikre Danmark og danskerne set i lyset af advarslerne fra en række af Danmarks førende klimaforskere om ekstreme havvandsstigninger i rapporten »Den skjulte klimakatastrofe«, herunder om regeringen vil nedsætte et råd, som skal udarbejde en national handleplan for klimasikring af Danmark og danskerne.

I Liberal Alliance er vi ikke altid begejstrede for nye råd, som jo alt andet lige medfører mere bureaukrati, men når vi taler klimasikring, er situationen den i dag, at manglende planlægning og manglende sammenhæng i tiltagene om klimasikringen koster såvel borgerne og virksomhederne som vores natur om miljø dyrt. Når kommunen den ene sommer sandfodrer en strand eller en kystlinje, kan det få år senere ende i en privat nabohavn, hvor havnens medlemmer så skal bruge penge på at sandsuge havnebassinet, så havnen ikke lukker. Sandet fra sandfodringen kan også ende som et dræbende lag af sand på havbunden, hvor levevilkårene for de muslinger, krebsdyr, fisk og andet dyreliv, der er afhængigt af en stabil havbund, ødelægges.

Tilsvarende kan manglende handling eller en afvisning af borgeres, virksomheders og foreningers ønske om at beskytte en kystlinje og kyststrækning få enorme konsekvenser, ikke mindst økonomisk, for de berørte, når vandet oversvømmer boliger, virksomheder, havnebassiner og lignende. Det samme gør sig selvfølgelig gældende for det vand og de påvirkninger, der kommer inde fra landet, og vores grundvand for den sags skyld.

Derfor er vi i Liberal Alliance enige med en samlet opposition her i Folketinget – det er Danmarksdemokraterne, det er Dansk Folkeparti, det er Konservative, det er Enhedslisten, det er Socialistisk Folkeparti, det er Radikale Venstre, og det er Alternativet – som på baggrund af dagens forespørgsel konkluderer, at klimasikring er en vital national samfundsopgave, som kræver storskalainvesteringer, principper for finansiering og klare prioriteringer med stor betydning for fremtidens Danmark. Vi er enige om, at behovet for klimasikring de kommende år kun vil vokse på grund af stigende vandstande og hyppigere skybrud, og at vi derfor skal have en langsigtet national plan for klimasikring, der balancerer forebyggelse og tilpasning, hvor principperne for sikring og myndighedsansvaret gøres helt klare. Løbende mindre aftaler er utilstrækkeligt og svarer ikke på de grundlæggende spørgsmål: Hvordan, af hvem og efter hvilke principper skal Danmark og danskerne klima sikres, når vandet kommer? En national plan bør indbefatte et fokus på naturbaserede forebyggende løsninger, beskyttelse af natur og kultur, mekanismer for hjælp til klimaudsatte borgere, virksomheder og fødevareproducenter, beskyttelse af kritisk infrastruktur, klimasikring af eksisterende infrastruktur, demokratisk forankring og vidensdeling samt principper for finansiering og en placering af myndighedsopgaverne. Endelig bakker alle partier i oppositionen op om, at et politisk udpeget nationalt klimasikringråd vil få maks. et år til at udvikle sine anbefalinger og fremlægge arbejdet for regeringen og Folketinget.

Når jeg nu så ordret og tekstnært oplæser det, der er oppositionens samlede vedtagelsestekst, er det jo for at gøre det klart, at vi har en regering bestående af Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre, der åbenbart ikke kan bakke op om den ordlyd. For regeringen er det åbenbart vigtigere at lade sig rose af, hvad man har gjort indtil nu, frem for at stå sammen, et samlet Folketing, og sige til danskerne: Vi tager det her alvorligt, og vi laver ikke flere kortsigtede løsninger og små aftaler; vi tager det lange lys på; det forpligter vi os alle sammen til. Det er ærgerligt, at vi har en regering, der ikke vil være med på vores vedtagelsestekst, men sådan er livet jo indimellem.

Hr. Erling Bonnesen, Venstre.

Tak for det. Nu har vi jo i Venstre, siden vi dannede regeringen, fået en del kritik for, at vi er gået i regeringssamarbejde med Socialdemokraterne osv. Det står vi fuldstændig ved, og vi er faktisk også glade for det. Vi får faktisk mange gode ting igennem. Nu kan jeg jo så konstatere, at Liberal Alliance også begynder at lave et meget bredt samarbejde, sågar helt over til Enhedslisten. Vi kan jo næsten sige, at vi sådan i politisk forstand er blevet overhalet både indenom og udenom, når vi taler bredt samarbejde. Det skal jeg ikke kritisere Liberal Alliance for, for det er jo fint, og det er godt. Det er også med til at sætte tingene i fokus.

Så er jeg helt med på, at debatten i dag jo sådan mellem linjerne handler en hel del om, hvem der kan tegne billedet af at være mest proaktiv og aktiv osv. Jeg har lagt mærke til, at ordføreren har været her under hele debatten og også hørt, hvad jeg sagde i min ordførertale. Det er jo tæt på, at vi kan slå de her forslag til vedtagelse sammen. Jeg anerkender, at der er forskellige ord om det, men vi har jo sigtet den samme vej, kan man sige. Så jeg vil bare lige spørge ordføreren, om vi kan være enige om, at vi i fællesskab kan se frem til et forhåbentlig godt samarbejde og nogle gode drøftelser efter sommerferien om at få lavet de næste step på det her område.

Ordføreren.

Tak. Lad mig indlede med at sige, at for Liberal Alliance er der ikke nogen partier, vi ikke gerne samarbejder med, hvis vi er enige om indholdet i politikken. Til gengæld kommer vi ikke til at gøre Mette Frederiksen til statsminister, og det er, uanset hvad der kommer til at ske fremover. Så på den måde adskiller vi os jo desværre fra Venstre. Vi havde håbet, at det ikke gik sådan, men sådan er det. Det lever vi med for den her tid. Spørgsmålet er jo så, hvad Venstre gør i næste valgperiode, og det synes vi ville være rart at få svar på. Jeg tror også, der er nogle danskere, der sidder derude og tænker: Skal Mette Frederiksen være statsminister igen med Venstres opbakning?

I forhold til indholdet her mangler regeringen jo i sin vedtagelsestekst netop at tage det lange sigte, som ordføreren nævner. Regeringen er ikke klar til at lave en 100-årsplan og er ikke klar til at forpligte sig på det, som vi skriver i vores vedtagelsestekst, og deri består uenigheden.

Spørgeren.

Jeg tror faktisk ikke, at der er så stor uenighed om det. Men som jeg har markeret før, og nu er taletiden kort, så bliver der brugt forskellige ord om det. Men vi har jo sat de ting i værk, som vi har været med til i Venstre sammen med andre, og oven på det kommer vi så med de næste planer nu. Det var med velberåd hu, at vi gjorde det, for det var jo at tage fat på at gøre nogle ting med det samme. Så vi kan sige det på den måde, som vi også har understreget flere gange, at vi er i gang, har været i gang med at sætte de ting i gang, og så kommer de næste planer nu. Men der er forskellige ord om det, sådan er det jo.

Fru Pernille Vermund.

Jamen det er da dejligt, hvis Venstre vil stemme for en vedtagelsestekst, som siger, at vi skal have en 100-årsplan. Hvis ikke der er så stor forskel, og hvis det bare er et spørgsmål om ord, så forventer jeg da, at når vi skal stemme om vedtagelsesteksterne, så er det faktisk oppositionens vedtagelsestekst, der kommer til afstemning først, for så vil Venstre jo stemme for, og så er det den, der har størst opbakning. Så det lyder da glædeligt. Jeg er ikke sikker på, at det er sådan, det kommer til at gå, men det er jo mere eller mindre det, ordføreren siger. Det er jo ikke altid, man kan regne med, at det, der bliver sagt, også er det, der bliver gjort, men lad os prøve den her gang at se, om det virker.

Fru Leila Stockmarr, Enhedslisten. Værsgo.

Tak, og tak til ordføreren for den konstruktive tilgang til det her. Jeg vil også gerne understrege, som jeg også sagde før, at det her ser jeg heller ikke som Enhedslistens politiske projekt. Det, der samler os, er jo, at vi alle sammen gerne vil have mere handling og vi gerne vil have langsigtet planlægning, og så skal vi nok komme op at slås, når vi skal til at finde de konkrete løsninger. Men vi bliver nødt til at have et vidensgrundlag, og vi bliver nødt til at have en ambition om at løse udfordringen, og så må vi jo se, hvad vi kan blive enige om.

Jeg er helt enig i ordførerens vurdering af, at det her også handler om økonomisk rettidig omhu, at en 100-årsplan også er et økonomisk arbejdsredskab for at sikre os, at vi laver de rigtige investeringer. Jeg kan også notere mig, at klimaministeren, som så ikke har det her som ressort, men alligevel udtaler sig, har været ude at sige, at det her jo er en økonomisk byrde. Men al forskning fra DTU viser jo, at det er meget dyrere ikke at handle.

Så jeg vil egentlig bare kvittere for, at ordføreren også påpeger, at det her med en 100-årsplan jo også vil kunne spare os penge, for det betyder, at vi ikke tager nogle forkerte beslutninger, at vi ikke handler for sent, og at vi ikke skal betale penge for at rydde op, fordi vi ikke har handlet i tide.

Ordføreren.

Da jeg blev politisk aktiv, var noget af det, der undrede mig mest, at politikere i alt for høj grad tog beslutninger, som var meget kortsigtede, på trods af at den danske økonomi jo er meget mere langsigtet end økonomien for den enkelte af os, og at det ofte er de opgaver, som er meget langsigtede, har et meget langt sigte, som det er bedst at løse i fællesskab. Jeg tror, det var ordføreren for Danmarksdemokraterne, hr. Kim Edberg Andersen, som sagde, at hr. Kim Edberg Andersen ikke er en, der skal vælges om 100 år, så derfor kunne hr. Kim Edberg Andersen måske godt forestille sig at sige noget, som kunne have konsekvenser for folk om 100 år.

Men det ændrer ikke ved, at når man indimellem er bange for at sige de svære ting, så er det jo også, fordi demokratiet fungerer sådan, at hvis man ikke lover guld og grønne skove, så er der måske nogle danskere, der tænker, at så stemmer de på ham eller hende, der gør. Der tror jeg bare, at i det her havde det været så godt, hvis alle partier kunne stå sammen om også at træffe de svære beslutninger, så det ikke bliver, som hr. Kim Edberg Andersen også sagde, en kampplads ude på markedspladserne, hvor man nu er dem, der ikke vil være med til også at sige de svære ting, som er forudsætningen for, at vi kan få det helt lange lys på.

Ønsker spørgeren sin anden korte bemærkning? Nej. Så går vi videre i rækken til hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne.

Tak for det, og tak til ordføreren. Jeg har jo haft stor fornøjelse af tidligere, når jeg blev forvirret over Folketinget og især over Venstre, at kunne læne mig op ad den erfaring, som ordføreren har. Jeg kunne mærke på Venstre, at det var meget underligt, at man gik ind for et godt forslag fra Enhedslisten, fordi det åbenbart var sammenligneligt med noget med Venstre.

Det er bare lige for at få det skåret ud i pap: Har ordføreren nogen sinde hørt hr. Alex Vanopslagh være ude at sige, at gode forslag, hvis de kom fra Enhedslisten, ville Liberal Alliance aldrig komme til at være en del af? Eller er det bare, fordi Venstre stadig væk slås lidt med, at man ikke rigtig ved, hvor man har Venstre? For sådan som jeg mindes det, og ordføreren ved, at min hukommelse ikke altid er den bedste, så var formanden for Venstre ude at sige inden valget, at det aldrig kom til at ske, at man gik i regering med Mette Frederiksen, og er det ikke lige netop forskellen? Vi andre blå partier har ingen problemer med at arbejde sammen med andre partier, hvis det er gode forslag, men der er ikke nogen af os, der ønsker at gøre Mette Frederiksen til statsminister.

Ordføreren.

Jo, det er en væsentlig del af forskellen. Så tror jeg også, at man skal være opmærksom på, at vi i Liberal Alliance sammen med Enhedslisten, SF og Radikale Venstre, og jeg er næsten sikker på, at Alternativet også var med – det ville undre mig, hvis ikke Alternativet var med – har været ude at tage nogle lidt store kampe for noget mere naturpolitik og for miljøpolitikken, og ikke mindst har jeg sammen med Alternativets ordfører, hr. Torsten Gejl, arbejdet en del for også at få ekstra fokus på havmiljøet og har et konstruktivt samarbejde der.

Så det er åbenlyst, at der sådan fordelingspolitisk er en rød blok og en blå blok, og så er der andre steder, hvor vi deler synspunkter sådan lidt på kryds og tværs. Men det betyder jo ikke, at vi hverken kommer til at gøre fru Franciska Rosenkilde, med al respekt og kærlighed, og hvad der ellers måtte være, eller fru Pia Olsen Dyhr til statsminister, ligesom fru Mette Frederiksen heller ikke bliver statsminister med Liberal Alliances stemmer.

Spørgeren.

Tak for det. Jeg har faktisk haft stor glæde af hr. Torsten Gejl. Jeg mener jo, at hr. Torsten Gejl er fuldstændig politisk afsporet, men han er en vidende mand, som jeg bliver klogere af at lytte til, og så sætter jeg jo mit filter og mine politiske holdninger ned over det. Det er jo faktisk den følelse, jeg har haft på alle miljøområder. Så er der nogle ting, vi går med i, og nogle ting, vi ikke går med i. Men er det ikke sådan lidt fattigt for et dansk Folketing, at det, som Venstre klynger sig til, er, at de ikke ikke fik lov til at skrive teksten? For jeg kan forstå på Venstre, at teksten jo stort set er den samme, men de ville i hvert fald ikke gå med til den tekst, som oppositionen havde. Er det, fordi de er bange for at komme tilbage i opposition, eller er det, fordi de er bange for ministeren?

Ordføreren.

Det ved jeg ikke. Må jeg ikke starte med at tage den gode hr. Torsten Gejl i forsvar? Der er meget, som hr. Torsten Gejl og jeg er uenige om, og som Alternativet og Liberal Alliance er uenige om. Men lige præcis i forhold til miljøpolitikken og særlig i forhold til havmiljøet mener jeg at hr. Torsten Gejl er på helt rette spor. Det har jeg bare behov for at sige i den sammenhæng. I forhold til Venstre ville jeg da ønske, at Venstre, Socialdemokraterne og Moderaterne ville gå tilbage og så sige: Vi kigger på det, vi gør noget, og lad os lave en fælles vedtagelsestekst og sende den til afstemning.

Hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Det er jo svært ikke lige at tage ordet og så kvittere for de pæne ord. Men grunden til, at jeg gør det, er også, at jeg synes, at det er vigtigt, altså når det er sådan, at vi på tværs af salen formår at forholde os til vigtige ting som natur. Natur er ikke blåt eller rødt; det er jo grønt. På den måde er det også med retspolitik; det er mere et etisk spørgsmål. Jeg synes, at vores styrke er, at vi kan samles om spørgsmål, som er vigtige for os alle sammen, og driver det videre, i stedet den her evige politiske fnidder med, at når man har stemt sådan der, kan man ikke gøre noget andet nu, osv. osv., som egentlig er en del af sådan en politisk, polemisk og strategisk snak, som jeg ikke savner i den her sal. Så det var bare lige for at markere det.

Ordføreren.

Tak. Man kan jo håbe, at vi sådan med tiden kan udvikle os i retning af, at i forhold til de store ting, som vi forhåbentlig og formentlig alle sammen er enige om, er det ikke så vigtigt, hvem forslaget kommer fra, uanset om man sidder i regering eller man ikke gør. Man kan sige, at det jo relativt set er et nybrud, at vi har en regering hen over midten, og at et parti som Venstre har gjort en socialdemokrat til statsminister, og det kan man jo synes om hvad man vil. Men hvis det nybrud skulle være ægte og være virkeligt, skulle man måske sige, at sådan en regering hen over midten måske kunne være sådan en, der sagde, at når der kommer gode forslag, som oppositionen på begge sider af regeringen er enig i – og som regeringen egentlig også er enig i, men det kommer jo ikke fra dem, så derfor kan de ikke rigtig stemme for det – så viser man også det nybrud og siger: Det her kan vi godt, og det vil vi godt, fordi vi tror på, at lige her er det vigtigt, at vi alle sammen står sammen.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Pernille Vermund fra Liberal Alliance. Jeg byder nu velkommen til hr. Henrik Frandsen fra Liberal Alliance.

Tak for ordet, formand. I Moderaterne tager vi klimaforandringerne dybt alvorligt. Det er en uomgængelig opgave at sikre Danmark bedre mod fremtidens vejrekstremer, og vi anerkender behovet for målrettet og effektiv klimatilpasning. Klimaforandringerne er ikke længere noget, vi blot forestiller os en gang ude i fremtiden – de er her allerede, og danskerne mærker dem.

Stormfloder, skybrud, oversvømmelser og kystnedbrydning præger hverdagen i flere egne af landet. Det handler ikke kun om økonomi og infrastruktur; det handler altså også om borgernes tryghed, vores natur og vores fælles værdier. Klimaforandringerne og drivkræfterne bag havvandsstigningerne understreger netop behovet for handling. Vi skal planlægge efter, at tingene sker oftere, at de sker hurtigere og også voldsommere.

Derfor er spørgsmålet ikke, om vi skal handle, men hvordan vi skal handle og håndtere de usikkerheder og de potentielle risici, vi står overfor. Vi skal handle på en måde, der skaber et mere modstandsdygtigt samfund. Det handler om at skifte fokus fra reaktiv til proaktiv klimatilpasning. Vi skal ikke vente på, at næste stormflod ødelægger vores kyster og hjem, før vi handler. Vi skal planlægge, investere og beskytte i tide. Derfor er det positivt, at regeringen med klimahandlingsplan I og partnerskab for klimatilpasning allerede har igangsat vigtige initiativer. Men tempoet skal op, og koordineringen skal styrkes.

I Folketinget har vi en fælles opgave. Prognoserne viser, at en stormflod, som vi i dag betragter som en hundredårshændelse, i år 2100 vil kunne ske hver tredje år, og så er det kun en treårshændelse, vi til den tid har med at gøre – nogle gange bliver det rodet lidt rundt i de der hændelser, hvor man kalder dem noget med »år«. Det kræver et helt andet beredskab og en ny måde at tænke klimatilpasning på, når det sker.

Derfor bør vi sikre, at de rette reguleringsmæssige rammer og langsigtede investeringer er til stede. Vi bør beslutte en klimahanddlingsplan II hurtigst muligt. Vi bør tænke langsigtet og strukturelt. Klimatilpasning bliver en tilbagevendede opgave, og vi skal sikre, at vores værdier og infrastruktur og kystsamfund beskyttes, ikke bare i dag, men også på en måde, så de ting er beskyttet i fremtiden.

Vi bakker i Moderaterne op om ambitionen om at gøre klima til en national prioritet. Vi ser frem til at samarbejde bredt om løsninger, der både beskytter danskerne og samfundets fundament, i en tid hvor klimakatastroferne bliver mere og mere nærværende. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig tre, der har korte bemærkninger. Den første er til hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Jeg blev lidt forvirret, fordi hørte jeg Moderaterne sige, at det her ikke er noget, der kan vente i forhold til handling. Så mindes jeg, at ordføreren sagde, at alting var på andenpladsen. Der mener jeg, at der faktisk også blev sagt, at man venter, og så udsætter man det at gøre noget ved det. Der kunne man heller ikke vente. Det er i forhold til det ene spørgsmål. Kan vi forvente noget handling? Det bliver så efter sommerferien, men kan vi få en slutdato? Inden hvornår bliver det, altså efter sommerferien, men inden hvornår?

Jeg kunne så forstå på spørgsmålet fra Moderaterne, da jeg selv var på talerstolen, at Moderaterne går ind for, at staten betaler alle udgifter til danskerne, hvis man kan henvise til ændringer i klimaet. Så det er vel alle. Så når jeg skal have skiftet tag oppe ved mig på et tidspunkt og jeg faktuelt kan bevise, at det er begyndt at regne kraftigere, så kan jeg forvente, at Moderaterne til den tid har lavet en fond, hvor alle andre danskere betaler for, at jeg får skiftet tag? For jeg kunne forstå på Moderaterne, at det var alle udgifter til klimaforandringer, der skulle betales af staten.

Ordføreren.

Nu starter jeg med det sidste først, og så ser vi, hvad jeg når. Da jeg tog ordet, var det jo, fordi vi ikke fik et klart svar fra Danmarksdemokraternes hr. Kim Edberg Andersen på, om det var staten, der skulle betale hele regningen for klimasikringen. I Moderaterne mener vi ikke, at det er staten, der skal betale for hele klimasikringen. Vi læner os fuldstændig op ad den model, som også blev beskrevet af miljøministeren, hvor man kan gå ind og søge tilskud fra staten til klimainitiativer, og hvor dem, som har gavn af at blive klimasikret, også har en meget, meget stor andel i det her, ligesom den lokale kommune også har. Der findes faktisk inden for klimasikringsområdet noget, der hedder nytteprincippet. Det mener jeg er et meget, meget væsentligt princip, hvor dem, der har nytte af, at der bliver etableret et dige f.eks. eller en anden slags klimasikring, så også er med til at betale det. Det er noget, vi kender rigtig godt der, hvor jeg kommer fra. Jeg bor på Rømø. Rømø har diger det meste af vejen rundt, og de er faktisk alle sammen ret nyrenoverede, fordi man har søgt i de statslige puljer og også selv har bidraget med noget i forhold til udgifterne.

Spørgeren.

Jeg forsøgte at forklare det til ordføreren. Det er det der med, at man kan have travlt med andre ting. Det er sådan noget, man har lært af klimaministeren, altså det der med ikke at høre efter. For der blev jo, også inden ordføreren var på, allerede ved det efterfølgende svar sagt, at vi i Danmarksdemokraterne jo mener, at det er en både-og-opgave. Men man svarer ikke rigtig på, om jeg så kan søge støtte. Der er jo en rimelighed i, at politikerne forklarer danskerne, at de store ting går vi med ind i. Det her kommer også til at koste den enkelte dansker. Det er den ene ting.

Det andet handler om det her nytteprincip. Det er jo det, som dybest set også er blevet brugt her ved tgv , hvor dem, der bor i et tæt befolket område, hvor samfundsværdien af at beskytte det er høj, kan forvente hjælp. Så Moderaterne siger nu til danskerne, at hvis du bor i tæt befolket område, kan du forvente hjælp fra Moderaterne, men bor du uden for de store byer, så kan du naturligvis ikke.

Ordføreren.

Nej, det var ikke det, jeg sagde. Jeg tænker heller ikke, man kan finde en model, der dækker alle klimasikringsopgaver. Så man kan sige, at der ikke er nogen steder, hvor staten måske skal betale det hele. Vi har en hovedstad, og vi har et metrosystem, som er truet osv. Der har staten måske en større andel. Så har vi nogle sommerhusområder, hvor man har mange private lodsejere. Der skal man måske have en anden model, hvor det jo i høj grad er nytteprincippet, der gælder. Så har man en kommune, hvor der er et havneanlæg, hvor det så er mange kommunale og fælles værdier osv., der gælder. Så der er mange forskellige modeller, der skal i spil her, men nytteprincippet er godt.

Fru Leila Stockmarr, Enhedslisten. Værsgo.

Tak til ordføreren. Mener ordføreren, som jeg tænker på som repræsentant for regeringen, der ofte hylder klimaloven, ikke, at Klimarådets funktion i forhold til vores klimareduktion og vores klimaindsats er enormt nyttig for at sikre os, at der er hånd i hanke med det og sammenhæng mellem videnskaben og vores politiske indsats, og at der egentlig også er nogle, der vurderer det, fordi det er så vigtigt?

Hvad står i vejen for, at nogle af de samme idéer kan gøre sig gældende ved klimasikring, som ordføreren udtrykker skal være en national prioritet? Hvad er modstanden imod at inddrage eksterne aktører og inddrage et råd, der kan guide os i Folketinget, når vi skal tage store beslutninger, der rækker mange år ud i fremtiden? Hvad er de gode argumenter for at være imod det?

Ordføreren.

Jeg synes, Klimarådet har enormt stor værdi, når det gælder hele vores arbejde omkring klimamål og omkring den måde, vi arbejder med CO2-reduktionsmål på, og den der slags ting. Der synes jeg, det har enormt stor værdi.

Jeg har ikke set noget, der overbeviser mig om, at vi, hvis vi lavede et klimasikringsråd, ville få den samme værdi ud af det. Jeg mener, det er to vidt forskellige opgavetyper, vi har at gøre med her, men hvis jeg kan blive overbevist om, at det ville være gavnligt og det ville være nyttigt for klimasikringsindsatsen, så er jeg da villig til at se på det. Selvfølgelig er jeg det.

Spørgeren.

Det er jeg med på. Det kan godt blive lidt for konkret at stå at tage her, men det er bare for at understrege, at der jo er førende danske forskere og der er universitetscentre, der arbejder med det her. Der er forskere, der har bidraget til FN's Klimapanel, der sidder og kigger på klimasikring, og som er ude at arbejde ved kommuner, der inviterer internationale gæster til Danmark, for at de kan se, hvad vi gør i de kommuner, hvor det går godt.

Hvorfor inddrager vi ikke dem systematisk, så vi får en kortlægning af behovene, når vi skal træffe nogle beslutninger, som koster mange penge? Det er store investeringer, som rækker langt ud i fremtiden. Kunne vi ikke se på, hvordan vi opbygger noget af den samme systematik, som vi jo er enige om har været en rigtig god løsning på klimaområdet?

Ordføreren.

Jo, men i mit tidligere svar afviste jeg jo heller ikke, at jeg, hvis jeg kunne blive overbevist om, at det var en god idé, ville være åben over for at se på det her. For det, det har tilfælles, altså det, som klimasikringsområdet har tilfælles med klimaområdet, er jo, at det er utrolig komplekst, og at der er utrolig mange steder, man skal sætte ind. Det er jo ikke kun havvandsstigninger. Det er jo også grundvand; det er bagvand, der kommer fra vandløb osv., og som skal ud; og det er tørke. Det er en hel masse komplekse ting.

Så jeg vil jo ikke afvise, at jeg kan overbevises om, at det er en god idé, og vil være positiv over for at se på det. Jeg siger bare, at jeg ikke er blevet overbevist endnu.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Henrik Frandsen fra Moderaterne. Næste ordfører, jeg byder velkommen til, er hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti. (Rasmus Jarlov er ikke til stede). Vi går videre, og jeg giver ordet til fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti.

Tusind tak. Det var dejligt at kunne komme lidt tidligere på. Tak til Enhedslisten for at rejse den her forespørgselsdebat – igen en meget, meget vigtig forespørgselsdebat. Jeg sad sådan lidt før, da der var den lille fejde her, og tænkte, om jeg skulle tage ordet, og det er jo, fordi jeg grundlæggende synes, det er så mærkeligt, det her med, at man egentlig fra regeringens side anfægter det her med, at vi sådan set bare samarbejder om noget af det, som berører os alle sammen. Det er jo vores natur og vores miljø. Jeg synes, det er sådan lidt absurd at anfægte, at man skal kunne blive enige på tværs af Folketinget. Det synes jeg faktisk er noget ret smukt. Der er vi i Danmark også ret heldige, for jeg ved, at eksempelvis i Europa-Parlamentet er der sådan en eller anden kutyme med, at hvis det kommer fra et andet parti eller en anden gruppe, stemmer man de facto bare nej, selv om man måske er enige i indholdet. Det har jeg altid syntes var enormt skørt. Så det synes jeg jo netop er en af de styrker, vi har her.

Så kan vi sagtens være uenige om en hel masse ting, men med sådan noget, der er så grundlæggende som det her, synes jeg jo faktisk, det er utrolig smukt, at vi kan være meget enige om, at der skal sættes ind. Det er ekstremt vigtigt. Det er også derfor, det har undret mig meget, det her med, at man ikke fra regeringens side – og det har vi jo desværre set også på andre områder – bare indgår i nogle realitetsdrøftelser i forhold til en vedtagelsestekst, så man ikke bare ender med at rose sig selv for de ting, man har sat i gang, men egentlig går ind og siger: Det kan faktisk godt være, at vi kunne gøre det endnu bedre; lad os kigge på det. Men sådan er det jo nok desværre i det politiske spil. Jeg synes bare, det er skidt for Danmark generelt.

Jeg er nødt til også at kommentere en lille smule på det her, som der blev sagt af Moderaternes ordfører, for jeg er bare nødt til at sige, at puljeordninger er sådan noget, der kan få nakkehårene til nærmest at rejse sig på hovedet af mig. Altså, vi har så mange puljer, og det er så bøvlet at søge dem og få bevilget penge fra dem og alt muligt andet. Der bliver nævnt det her med, at der kan være én løsning dér i nogle sommerhusområder, og så kan der være en anden løsning dér i et andet område. Jeg er nødt til at sige, at alene det korte stykke tid, Moderaternes ordfører var på talerstolen, sad jeg og tænkte: Okay, nu tikker det bare deropad med djøf'ere, det skal sidde og administrere alle de her særlige puljeordninger og mærkelige regler og alt muligt andet. Så kunne vi ikke bare blive enige om, at vi er ét land, vi har en kyststrækning, og ved den kyststrækning – uanset om det er i Vestjylland, eller om det i Nordsjælland, eller hvor det er i landet – bor der nogle mennesker, som bliver påvirket af det her. Skulle vi ikke bare være enige om, at vi laver en fælles langsigtet plan for, hvordan vi hjælper alle egne af vores land, for at det ikke skrider?

Jeg synes bare, det er noget mærkelig noget, at man ikke gør det på det her område. Vi har lige haft en debat i Folketingssalen for ganske kort tid siden, hvor man åbner for muligheden for faktisk at fællesfinansiere eksempelvis separatkloakering osv. ude i kommunerne og altså lægge det ind over, jeg kan ikke huske om det var vandtaksterne eller spildevandstaksterne, og det er sådan set også ligegyldigt, altså en form for fællesfinansiering af det. Derfor synes jeg, det jo er helt legitimt også i den her debat at sige: Hvorfor tænker vi ikke langsigtet, ikke bare til næste valgperiode, men netop på, hvad der giver bedst mening for hele landet, også i forhold til finansiering. Lad os lade være med at lave alle de der mærkelige puljeordninger, og så er der én løsning dér, og én løsning dér, og nogle kommuner sidder med en kæmperegning, og nogle sidder med ingen regning, og så sige: Vi er ét samlet land; vi har alle sammen interesse i at sikre kysterne alle steder i landet. Vi er faktisk interesserede i at sikre vores land på sigt, så vi også kan give det videre til de kommende generationer.

Derfor havde jeg håbet, regeringen kunne bakke op om den her vedtagelsestekst. Jeg synes, den er blevet aldeles fremragende. Men vi har brug for at få en langsigtet plan på det her område. Det er fuldstændig bydende nødvendigt. Jeg håber, at der indfinder sig noget fornuft, sådan at vi i fællesskab kan sikre den danske natur og de danske landskaber og vores kyster og vores havmiljø og alle de her ting, som er noget, som vi alle sammen på tværs af Folketinget kan blive enige om er noget, der betyder noget helt særligt, og som vi gerne alle sammen vil kunne give videre til vores børn og vores børnebørn. Så lad det være ordene herfra for nuværende. Tak til Enhedslisten for at rejse den her forespørgselsdebat, og tak også til, hvad skal man sige, både Enhedslisten, Danmarksdemokraterne, SF, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet for at være med til at lave den her gode vedtagelsestekst, som jeg virkelig håber bliver vedtaget.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til fru Katrine Robsøe, Radikale Venstre.

Tusind tak for det. Klimaforandringerne er her, klimahandling er nødvendigt, og derfor også tusind tak til Enhedslisten for at indkalde til forespørgselsdebatten i dag, så vi rent faktisk har mulighed for også at diskutere det endnu en gang hernede i salen. Det er jo et område, vi har berørt ad flere omgange. Jeg er også rigtig glad for den vedtagelsestekst, vi har lavet, men jeg vil dog også faktisk egentlig gerne sige tak til regeringen for de ting, vi indtil videre har fået gennemført i forhold til klimasikring. Der bliver taget skridt i den rigtige retning. Der bliver gjort noget. At vi så efterspørger en helhedsplan, synes jeg er grundlæggende sund fornuft og det eneste rigtige skridt, vi bør tage fremadrettet, for at det nemlig ikke bliver en kamp mellem forskellige dele af landet eller mellem forskellige befolkningsgrupper, men rent faktisk en samlet indsats, hvor vi er ærlige omkring, hvordan vi prioriterer, og hvordan vi rent faktisk kan komme i mål med så meget som overhovedet muligt af vores sikring.

Det er et enormt komplekst område. Vi har brug for, at den viden, der er i vores land, om, hvordan vi gør det her smartest og på den bedste måde, kommer i spil. For mens vi alle sammen her kan sige, at der kommer vand både nedefra og fra oven og fra siden, så er det ikke os, der er eksperterne på, hvordan vi så rent faktisk får gjort noget ved de udfordringer, som det vand fra de tre forskellige steder rent faktisk også medfører.

Jeg synes, der er enormt meget velvilje i vores Folketing til rent faktisk at gøre noget ved det her problem. Jeg håber, at selv om vi står med to forskellige vedtagelsestekster i dag, ender vi rent faktisk med, måske ikke efter den her debat, men så til andre forhandlinger, samlet at kunne stå og forhandle og finde løsninger. Det vil vi i Radikale Venstre i hvert fald forsøge at gøre. Vi mener ikke, at staten skal stå med hele regningen. Vi mener heller ikke, at den enkelte skal stå med hele regningen, eller at kommunen skal det, for den sags skyld. Vi mener, at vi skal finde fælles løsninger, også på, hvordan vi finder finansieringen, og på, hvordan vi bedst kommer i mål. Tak for ordet.

Tak til ordføreren fra Radikale Venstre. Næste i talerrækken er hr. Torsten Gejl fra Alternativet.

Tak, formand. Når vi overhovedet har den her debat, er det faktisk et bevis for, hvor meget af diskussionen om klimaforandringer har ændret sig de sidste 10 år. Da jeg kom i Folketinget, talte jeg om, hvordan vi forhindrer temperaturstigninger, der fører til havstigninger. Nu snakker vi lige så meget om, hvordan vi håndterer havstigninger, der kommer som resultat af menneskeskabte temperaturstigninger. Dem, som var nervøse for drivhuseffekt og temperaturstigninger og klimaforandringer for 10 år siden, havde jo ret. Klimaskeptikerne og alle klimakonspiratorikerne tog jo fejl. Klimaforandringer sker for næsen af os, og mange af dem er menneskeskabte, da det jo viser sig, at mennesket kan påvirke klodens temperatur.

Derfor er der også en kæmpe bevidsthed i befolkningen om, hvad den enkelte kan gøre for at forhindre klimaforandringer. Vi forandrer den måde, vi transporterer os på. Vi spiser grønt. Vi forsøger at undgå klimaskadelige varer. Jeg ved godt, at det ikke betyder så meget, hvad den enkelte gør, men hvis den enkelte gør noget, som rigtig mange andre gør, så betyder det noget, og det gør danskerne. Derfor kan danskerne også godt tillade sig at forvente, at vi politikere gør, hvad vi kan, og der synes jeg ikke rigtig regeringen er skarp nok. Vi hører hele tiden regeringen referere til klimaanalyser fra FN's Klimapanel og DMI, og så skal vi vente i årevis på den næste rapport.

Jeg savner, at regeringen tager de stemmer ind i debatten, som siger noget, man ikke bryder sig om. Jeg savner nysgerrighed i forhold til iskerneforskerne, der siger, at vores hav risikerer at stige 2-3 m inden 2030. Jeg savner nysgerrighed i forhold til forskerne i Golfstrømmen, der siger, at Golfstrømmen faktisk risikerer at stoppe snart. Jeg ved ikke, hvilke af dem der har ret, men jeg savner et klimasikringsråd, hvor forskellige stemmer har taleret: fra den ene side, dem, der mener, at klimaudfordringerne ikke er særlig presserende, og til den anden side, dem, der mener, at der vil ske meget store forandringer inden for kort tid.

I øjeblikket er jeg selv med til at foranstalte et møde i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, hvor forskerne fra DMI skal møde iskerneforskerne og Golfstrømsforskerne, netop for at begge parter har opponenter til stede, som har det faglige niveau til at udfordre dem. Den debat vil gøre mig klogere. Det kunne måske være starten på etableringen af et klimasikringsråd, der kan lave kvalificeret rådgivning af os politikere, mens vi går og venter på de næste rapporter fra FN's Klimapanel.

Og ja, jeg ved godt, at de vil sige noget forskelligt til os, og at de vil have forskellige holdninger. Sådan er det altid, når vi lytter til et råd af eksperter, men problemet er ikke, at de i øjeblikket siger noget forskelligt. Problemet er nu, at regeringen efter min mening lytter for meget til dem, der siger det samme. Vi har brug for at lytte til kloge videnskabsfolk, der har det lange lys på. Vi har brug for at blive så realistiske som muligt, når vi ser på, hvad der venter os, når vi lægger planer og finder finansiering til klimasikring.

Den viden skal bruges til to ting. Hvor meget og hvordan skal vi reducere det danske CO2-udslip, som fører til havstigninger osv., for at undgå, at temperaturen stiger for meget? For det andet: Hvordan skal vi håndtere de klimaforandringer og havstigninger, der tydeligvis er resultatet af den måde, vi lever på? Det er den viden, jeg efterlyser at vi kan gøre os klogere på. Det er det, som også gør, at hvis der kommer en samarbejdstekst, som peger hen imod, at vi skal sikre den viden, der er nødvendig, og invitere alle stemmer ind i lokalet, så vil Alternativet da rigtig godt støtte det.

Tak for det brede samarbejde, der er omkring natur, her i Folketinget, hvor jeg synes, at der er rigtig, rigtig stærke stemmer både på den røde og den blå side, som taler den grønne sag, som også er en fælles sag. Tak, formand.

Der er flere indtegnede. Den første, der får ordet, er fru Katrine Robsøe fra Radikale Venstre.

Tak for det. Nu er vi gået i gang spørgsmål her. Tak til ordføreren for det gode samarbejde, det vil jeg også gerne kvittere for den anden vej. Jeg kunne godt være lidt nysgerrig på, hvordan Alternativet står i forhold til det her med rent faktisk at få set på, hvordan finansieringen skal fordeles mellem staten, kommunen og den enkelte borger. Hvor mener Alternativet vi skal finde løsningerne? For det er jo enormt dyrt bare at smide hele regningen ind til staten og måske heller ikke den mest hensigtsmæssige måde at sørge for, at vi får gjort det her på en måde, hvor vi rent faktisk får mest omkostningseffektivt løst de udfordringer, vi står over for i forhold til klimatilpasning. Hvad gør Alternativet sig af tanker på det område?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Det er jo altid dødrelevant, hvor pengene skal komme fra, når vi så finder ud af, hvor mange vi skal bruge. Der nævner ordføreren staten, kommunen og borgerne. Der er helt sikkert en fordelingsnøgle. Det her er så dyrt, at det kommer til at ramme os alle sammen. Men jeg synes, vi skal tage en part mere ind: forureneren. I Alternativet går vi ind for, at dem, der har glæde af at lave forureningen, også er dem, der i meget høj grad skal finansiere planen for at dæmme op for de konsekvenser, der er af forurening. Så den fjerde part vil jeg tage med ind, uden at jeg kan lave en præcis fordelingsnøgle lige den her fredag her fra den her stol.

Spørgeren.

Tak, og tak for det. Det er også et enormt komplekst spørgsmål rent faktisk at finde en præcis fordelingsnøgle – det tror jeg heller ikke at jeg selv ville påstå at jeg ville kunne gøre lige på stående fod her. Det er jo lige præcis derfor, vi nok har behov for at få nogle eksperter med ind, der rent faktisk kan hjælpe os til, hvordan vi kan se på det her. Jeg ved, at ordføreren går enormt meget op i vores natur, og hvordan vi passer godt på den, og derfor kunne jeg også godt tænke mig at spørge til, hvordan ordføreren ser, at vi kan sørge for også at få naturen frem i de løsninger, vi finder for klimatilpasning.

Ordføreren.

Det er superrelevant – altså hvordan inkluderer vi naturdesign i diger? Vi kommer til at lave masser af diger og alle typer anlæg, som skal forhindre os i at blive ramt af vandet f.eks., og der skal naturen tænkes ind som design fra starten. Det er alle tiders mulighed for at skabe natur og biodiversitet. Lige fagligt set er jeg ikke den stærkeste til at sige, hvordan det skal gøres, og hvilke planter der lige skal sås på hvad for en jord på det og det dige, men hvor er det da vigtigt med det perspektiv.

Fru Marianne Bigum, SF.

Mange tak, og tak til ordføreren for talen. Jeg tror, ordføreren er beskeden, for jeg ved, at ordføreren ligesom SF synes, vi skal have en flod tilbage i Danmark, som jo vil være en stor del af et klimatilpasningsprojekt, som i høj grad også giver mening for naturen.

Ordføreren bragte selv den her dystre rapport ind omkring Golfstrømmen, som muligvis stopper, og de her forfærdelige konsekvenser ved det. Jeg kan simpelt hen ikke huske det, men ordføreren var mere inde i det end mig, så mit spørgsmål til ordføreren vil være: Hvad er tidsperspektivet, vi risikerer at se ind i, fra de forskere på den?

Ordføreren.

Frit fra hukommelsen antydede forskeren, at Golfstrømmen kunne komme kraftigt ned i tempo, ikke kun i vores levetid, men måske inden for 10-15-20 år. Det var ikke et scenarie, hvor han gik ud og sagde: Sådan bliver det hundrede procent sikkert. Men det var et scenarie, som var udregnet i et meget, meget stort videnskabeligt projekt, og som fik anerkendelse fra internationale forskere. Men for at svare præcist på spørgsmålet rykkede det lige præcis lige pludselig den mulighed, at der kunne ske noget alvorligt med Golfstrømmen med medfølgende meget, meget store konsekvenser for det danske klima, helt tæt på. Jeg tror, det allerværste var sådan et 10-15-årsscenarie.

Spørgeren.

Tak. En anden ting, vi hørte ministeren snakke om, var den her tørke, Danmark faktisk står i, og det er jo også derfor, jeg er glad for, at den her vedtagelsestekst, som vi har lagt frem, nævner netop fødevareproduktionen, som kommer til at være voldsomt udfordret. Jeg ved, det er noget, ordføreren og ordførerens parti også har nogle visioner for, hvordan vi gør i forhold til at klimasikre vores fødevareproduktion med den hastige klimaforandring, vi også ser ind i lige nu.

Ordføreren.

Det om at klimasikre vores fødevareproduktion er jo et stort spørgsmål. F.eks. synes jeg, det er vigtigt, at vi beholder dansk jord på danske hænder. Det er ét spor at gå ned ad. I øjeblikket er vi ved at sælge ud af vores jord. Der er åben ladeport. Internationale kapitalfonde kan købe lige så meget, de vil, af vores jord. Den produktion kan blive meget, meget vigtig her i Danmark, efterhånden som tørken rykker tættere på fra syd, hvilket den jo gør. Den produktion af fødevarer på vores jord kan blive endnu vigtigere, end den er i dag, og jeg synes, vi skal beholde kontrollen over den, sådan at det ikke er kinesere, der producerer til det kinesiske marked, eller Putin, der producerer madvarer til soldaterne i sine krige. Det er ét svar på spørgsmålet.

Tak for det. Hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne.

Tak for det. For lige at følge op på det med fødevareproduktionen kan jeg som Danmarksdemokrat sige, at man kan lade være med at gøre produktionsjord til jernmarker, man kan lade være med at plante skov steder, hvor man måske kunne lave majs eller springbønner, eller hvad man nu ellers kan fodre med, når jeg engang er gået bort. Så der er masser af ting. Det var bare en biting, for det er det, der hedder en direktør i fodbold. Men der er nogle andre problemstillinger. Man kan godt forledes til at tro, at så skal det her med diger og klima fylde meget, men man bliver også nødt til at have den hårde debat over for dem, som går ind for biodiversitet. For hvis du bygger et dige, er der f.eks. strandengområder, hvor man bliver nødt til at sige, at det jo risikerer at dø nu. Der er også områder, som man lige nu blæser op til himlen, som også kan blive noget, som vi vil komme til at ofre. Det er derfor, at vi skal have eksperter ind, altså for at vi får alle vinkler ind, så vi som samlet Folketing kan tage en voksen debat med danskerne og siger, at det kommer til at koste alle, også dem, der er vilde med strandenge, for de risikerer altså også at forsvinde.

Ordføreren.

Klimasikring og sikring mod oversvømmelser har en miljømæssig konsekvens. Det er vi bare nødt til at forstå. Hvis vi er nødt til at bygge et dige på en strandeng fyldt med bevaringsværdige orkidéer og vandsalamandere, og det er nødvendigt for at undgå oversvømmelser af en by, altså bydende nødvendigt, kan vi overveje at gøre det, de gør i Norge, hvor du, hvis du ødelægger en kvadratmeter, skal genskabe en anden. Det er faktisk et forslag fra Norges grønne parti, som jeg har tænkt mig at løfte ind i det danske Folketing. I det hele taget i Danmark med vores lille land og så lidt natur tilbage, hvis vi ødelægger en kvadratmeter, skal vi genskabe en anden. Hvis vi ødelægger naturen for en kvadratmeter, skal vi genskabe den samme naturværdi et andet sted.

Spørgeren.

Der er jo slet ingen tvivl om, også når jeg driller ordføreren med, at han er helt afsporet politisk, at jeg på mange områder ser ordføreren som en ekspert, og jeg kan så håbe, at man, når man planter 1 m² jernmark, sørger for, at man har produktionsjord et andet sted. Det er jo et godt bytteprincip, og det synes jeg jo man kunne udnytte på mange områder, også fordi alle danskere jo skal kunne rummes i det her, og det er om ikke andet så i hvert fald væsentligt i forhold til det med et 100-årigt perspektiv, for gud forbyde, at det er Socialdemokraterne, der kommer til at bestemme i de 100 år. Det kan jo være, at der kommer regeringer med lidt mere sund fornuft og lidt mere føling med danskerne, som de er flest.

Ordføreren.

Jeg kan godt lide princippet, vil jeg sige til hr. Kim Edberg Andersen, at man genskaber det, man ødelægger. Og hvis man ødelægger 1 m² konventionelt landbrug med en solcelle, ville jeg meget gerne bytte det til 1 m² regenerativt landbrug, permakulturlandbrug – noget andet end det her sædvanlige konventionelle landbrug. Jeg ville nok sige: Lad os prøve at finde nogle af den type landbrug, som bygger jorden op.

Så kunne vi ikke trække den længere trods den hektiske aktivitet for at finde en ny tekst. Tak til ordføreren for Alternativet. Nu er det miljøministeren, der er på talerstolen.

Mange tak for det, formand. Jeg vil godt takke ordførerne for en, synes jeg, meget, meget god debat. Vi er kommet vidt omkring, men det er også store udfordringer og store problemer, vi står over for. Jeg har registreret, at ordførerne med stærk vægt har fremlagt, hvor travlt vi har, og det er en dobbeltsidet ting, for vi har travlt, og der skal tænkes langsigtet, og vi skal i øvrigt kunne begge dele. Vi har travlt med at få gang i og få større hastighed med hensyn til digerne og på beskyttelsen, og så skal vi også samtidig tænke langsigtet, og vi skal endda tænke så langsigtet, at det kan være, at det, vi bygger til i morgen og til det næste årti, holder i nogle årtier, men så kan det være, at vi i øvrigt så skal bygge ekstra meget mere beskyttelse op. Det er den kæmpe udfordring, vi står over for.

Så har der været en del diskussioner her i Folketingssalen i dag om, hvordan vi bedst bruger den stærke viden, som vores eksperter har her, og det glæder mig, at vi har sådan en debat, for det betyder, at Folketinget har en kæmpe interesse i at agere på viden og agere på nyeste forskning og agere på inddragelse og offentliggørelse, agere på den offentlige debat og den forskningsbaserede viden om, hvad der er behov for, når vi står over for sådan en kæmpestor opgave. Det glæder mig meget, at det er et af de elementer, som har fået så meget plads i dag.

Som det også fremgår af debatten, er det ikke sådan, at man kan bede om at få et enkelt svar på alt. Den øverste ekspertise er pr. definition, når det er forskning, ikke enige om, hvad det er for et scenarie, der er det rigtige, hvilken løsning der er den rigtige. Det gode ved den forskningsbaserede tilgang, den vidensbaserede tilgang, er, at man videnskabeligt skal bevise, at man står på fast grund, når man så lægger tingene frem. Og det kan være, at der er flere forskellige løsningsmuligheder, det er der helt sikkert, til den her kæmpestore opgave, og her har vi brug for den viden, der skal til. Det er noget af det, vi lige har drøftet her blandt ordførerne, også lidt uformelt, som ordføreren også var så venlig at oplyse om, altså om vi kunne finde en tekst, hvor vi faktisk beskrev, hvordan sådan et arbejde præcis skulle laves. Jeg har også noteret mig det store ønske, der er fra ordførerne om, at det ikke bare er sådan, at man lukker sig, regeringen, flertallet og oppositionen, men at man prøver at mødes og prøver at drøfte tingene. Det er sådan set også det, vi har forsøgt at bruge dagen på i dag. Det er også det, en forespørgselsdebat som den her har som formål. Nå, men vi må se, hvordan det vil gå med det.

Så er der tidsaspektet i forhold til at komme i gang, og i oppositionens forslag var der noget med, at eksperterne skulle have 1 år. Der kan jeg sige, at det ikke er sådan, at vi fra regeringens side planlægger, at der skal gå 1 år, før vi starter på forhandlinger med Folketingets partier om klimatilpasningsplan 2, som er den plan, som skal ruste os i forhold til kystbeskyttelsen af Danmark, som er det vigtigste i den plan. Det drejer sig ikke om Vestkysten, men resten af Danmarks kystbeskyttelse.

Jeg ved godt, at der også har været debatter her i løbet af formiddagen, om ikke bare vi kunne finde de penge lige hurtigt. Det er jo sådan, at vi finder penge hurtigt til de årlige investeringer, de årlige ekstra tilskud, som jo netop bliver til gode projekter. Jeg nævnte projektet i Stevns, og vi har også hørt om projektet på Rømø fra Moderaternes ordfører, og som jeg også så her for ganske nylig. Jeg må også være ærlig at sige, at der jo er nogle projekter, som ikke er blevet til virkelighed, på trods af at der er et stort behov, og vi er nødt til lige at nævne problemet oppe på det nordøstfynske område, Kertemindeområdet, som havde en stor oversvømmelse og havde nogle store planer for at beskytte, men som årene gik, blev utilfredsheden større og større med finansieringen, ejerskabet og konkrete elementer i i kystbeskyttelsen, så det endte med, at man i Kerteminde simpelt hen havde en folkeafstemning, og det viste sig, at der blev stemt nej til kystbeskyttelse.

Det betyder så, at nu har vi en situation, hvor området er fuldstændig blåt i oversvømmelse, hvis man kigger på DTU's kort, som der henvises til her, og det er jo ikke holdbart for nogen. Det er godt at inddrage, og hvis man har lavet et forkert projekt, skal man lave et rigtigt projekt. Det, der er status nu og her, er, at der ikke er arbejde i gang med kystbeskyttelse i de områder, som ellers har været udsat og vil være meget udsat fremadrettet.

Når jeg så siger handlepligt, betyder det også, at vi som Folketing, som nation må påtage os, at ja, vi skal have en dialog, og vi skal have de bedste løsninger og inddragelse, og det er det, vi kan høre, man er meget optaget af, for så får man folk med på det. Men vi skal altså ikke have, at der er en eller to eller tre, der kan spænde ben – og nu er jeg kommet videre fra eksemplet i Kerteminde – men det skal vi altså ikke have. Vi har også nogle eksempler på kommuner med meget store og vigtige projekter, som ligesom snubler og ikke kan komme ud af startblokken, og det går ikke. Derfor er status for de mere end 30 projekter, konkrete projekter, som vi fælles her i Folketinget har givet støtte til, op til de her 40 procents støtte, at de færreste, jeg mener, det var seks eller syv af dem, som nu er færdige, og resten er i gang med at blive til virkelighed, men det går altså for langsomt med det. Så det er også et element.

Men disse store milliardbeløb kræver åbenlyst, at vi finder plads til at investere i alt det andet, vi også skal investere i her i Danmark, og det er det, vi vil beskrive i den økonomiske plan. Jeg har godt noteret mig den diskussion, der var omkring, hvad var nr. 1-2-3-4 i den plan der, og det skal jeg overhovedet ikke blande mig i. Men jeg tror måske, hvis man ser de helt store linjer i den økonomiske plan, at meget skal fortsætte, men der er også nogle nye udfordringer, og de nye udfordringer er, at der skal investeres langt mere i forsvaret, og der skal også investeres langt mere i klimasikring af Danmark. Det er de to nye ting, vi skal finde rum til. Så er der også politiske prioriteter, alle mulige andre, der er vigtige i de økonomiske planer, som vi jo løbende har i Danmark. Men det er de to nye store elementer, der skal finansieres.

Når vi har den økonomiske plan, vil regeringen også kunne præsentere vores klimatilpasningsplan 2, hvor vi kan se økonomien i det, hvordan pengene skal kunne investeres, uden at det går ud over vores samfundsøkonomi og vores økonomiposter. Og så vil vi selvfølgelig invitere Folketinget bredt, og så er det regeringens opgave at sikre, at Folketinget også får den faglige rådgivning, som er af både DMI, altså vores klimarådgivere, men også af et bredt felt af de meget dygtige uafhængige forskere. DMI arbejder jo også forskningsbaseret og fagligt, for det er jo ikke sådan, at deres konklusioner på nogen måde er blevet dikteret politisk, men jo bredere et felt, vi har for at kvalificere debatten, jo bedre er det, og vi må så finde modeller for, hvordan vi gør det. Det er noget af det, vi har forsøgt at bruge lidt energi på her.

Men foreløbig siger jeg tak for en, synes jeg, meget, meget god og spændende debat, og jeg ser meget frem til, at vi kan fortsætte den her debat, men fortsætte den i et reelt forhandlingslokale, hvor man reelt bygger en klimatilpasningsplan op, som giver svaret på det store, store arbejde, der er med at kystsikre vores nation. Tak for ordet.

Der er en enkelt indtegnet, frøken Marianne Bigum fra Socialistisk Folkeparti.

Tusind tak, og jeg vil faktisk stille ministeren det samme spørgsmål, jeg stillede sidste år, da vi diskuterede det. For jeg fik ikke et klart svar sidste år, så nu krydser jeg fingre for, at det bliver i år.

Ser ministeren naturgenopretning og store naturgenopretningsprojekter som en del af løsningen, når vi skal lave en klimatilpasningsplan, så vandet har sikre steder at komme hen, og så vi tænker naturbaserede løsninger med ind i det?

Vi har jo i Danmark også nogle direktivforpligtelser og nogle kæmpenaturproblemer og en biodiversitetskrise, og det ville jo være oplagt, at man tog det med, når man snakker klimatilpasning. Så det vil jeg høre ministeren om.

Ministeren.

Jeg kan godt huske, at der blev stillet et spørgsmål sidste år, og jeg husker også, at der kom et meget godt svar, men det kan være, at man fra ordførerens side ikke er helt enig.

Men det er en helt oplagt fejl at begå, hvis man ikke ser det her med ind. Vi kan jo se på nogle af de andre lande i Europa, som f.eks. har haft alvorlige ødelæggelser fra store regnskyl – vi kan måske huske billederne med floder og mudderskred m.m., hvor det var fuldstændig ødelæggende – og en af årsagerne til, at man har haft det, er, at man har bygget befæstet og brolagt med asfalt osv., og naturen, med dens store vandtilbageholdende egenskab, har man så glemt. Det er så en af grundene til, at der har været ødelæggelser, og det er vi jo selvfølgelig nødt til at lære af.

Vi har jo ikke de store bjerge i Danmark, men vi kan jo også se, at vi her har erfaringer med, at vandet, når det presser sig på, så har en meget, meget voldsom kraft, især når det både kommer inde fra vores åer og ude fra kysten.

Spørgeren.

Tusind tak. Tak for et positivt svar og tilkendegivelse. Det andet spørgsmål har jeg stillet regeringsordførerne, og det er om den der samlede økonomiske plan, som der bliver arbejdet på, og som – det hører vi ministeren sige – ligesom er en forudsætning for at komme igennem med det her arbejde.

Kan vi komme lidt tættere på, efter hvilken sommerferie det er vi snakker om at den skal være færdig, altså hvor lang tid der kommer til at gå? Jeg tænker nemlig, at det er en stor opgave, altså hvad ministeren tænker er realistisk eller ikke realistisk, og jeg ved godt, at svaret forpligter, så hvad er et bedste bud for, hvornår vi ser den her plan?

Ministeren.

Det vil jeg meget gerne svare på. Altså, efter sommeren er jo den her sommer, og det tror jeg også ordføreren var med på. Det er jo sådan, at man regner på og spiller ind, hvor mange penge der skal bruges til hvad, og de to voksende poster – forsvar og klimasikring – er jo noget af det, vi skal have fundet plads til og have fundet et troværdigt og godt svar på, og det er jo sammen med meget andet noget af det, som gør, at Danmark har en triple A-markering.

Vi har tre A'er ud for vores land – det er der mange lande der ikke har – og det er jo enormt vigtigt for vores renter og for vores mulighed for at optage lån og andre gode ting, at der er troværdighed om Danmarks økonomiske politik. Og det er bl.a. også baseret på, at der er nogle gode, troværdige og store, store planer for, hvordan vores økonomi udarter sig i de kommende mange år.

Fru Katrine Robsøe, Radikale Venstre.

Tak for det. Det her er jo et enormt vigtigt emne, som optager mange af os her i Folketinget, men som jo også er enormt komplekst og har mange aspekter. Vi ser, at vandet kommer fra oven, fra siderne og nedefra, og det gør jo, at det også kan være enormt svært at vurdere, hvad det er det rigtige, og hvad der er det forkerte at gøre.

Jeg tror, vi alle sammen har siddet og været ret bekymrede for, hvor hurtigt klimaforandringerne er kommet, og hvor hurtigt det også har kunnet ses og mærkes i Danmark og jo også for danske husejere og sommerhusejere rundtomkring i hele landet. Nogle gange er det jo også store værdier, der går tabt, både for os alle sammen fælles, men også for enkeltpersoner.

Der har tidligere været rejst en debat omkring forsikringsmarkedet inden for de her meget store hundredårshændelser, som vi indtil videre har kaldt dem, men som fremover jo nok kommer oftere. Er det en diskussion, som ministeren også ville have lyst til at gå ind i? Jeg er med på, at det ligger på erhvervsministerens ressort, men vi har jo et ønske om at finde nogle fælles løsninger på det samlede spørgsmål omkring klimatilpasning.

Ministeren.

Det er klart, at jeg har mødtes flere gange med forsikringsbranchen, og de kan jo bare se, at hvis det er sådan, at man på et tidspunkt ender med ikke at kunne forsikre et hus eller en bolig på grund af de her ting, så vil værdien af den bolig nærmest være fuldstændig væk, altså hvis de siger, at de jo ikke kan forsikre noget, hvis det kræver en så høj præmie. Så derfor er deres indvending, at vi er nødt til at tage det alvorligt.

Der findes jo de her stormflodshændelser, som er under Erhvervsministeriet, så det har jeg også tit samarbejdet med erhvervsministeren om. Det er vi også i gang med at kigge på sammen, men selvfølgelig skal Folketingets partier også nok inddrages i det, for at sikre os i forhold til de der 20-årshændelser, som er forudsætningen for at komme under den ordning. Hvis de kommer meget, meget oftere, er vi også nødt til at se på det; så er det heller ikke længere en 20-årshændelse, som fru Katrine Robsøe jo nævner. Derfor er det også et element. Altså, hele forsikringssituationen er et vigtigt element.

Spørgeren.

Tusind tak for det. Det vil jeg personligt og Radikale Venstre i hvert fald glæde os rigtig meget til også at arbejde videre med. For jeg mener, at det faktisk siger ret meget om den balance, vi skal finde, i forhold til hvor pengene til forskellige udbedringer skal komme fra og hvem der har ansvaret for at finansiere hvad, og også i forhold til at man også som enkeltperson og ejer af værdier rent faktisk investerer i at beskytte dem.

Når vi nu skal beskytte dem, er en af de ting, der i hvert fald ligger på ministerens område, jo det her med at tænke natur ind i f.eks. kystbeskyttelsen. Kan ministeren sætte lidt flere ord på, hvordan ministeren ser at det arbejde skal forme sig?

Ministeren.

Der er faktisk nogle muligheder, som jeg mener vi slet ikke er nået i mål med endnu. Der er nogle muligheder for både at give bedre natur og faktisk også kultur, altså det vil sige også den menneskelige udfoldelse, i nogle områder, som vi i dag ikke rigtig får nok gavn af.

Så det er ikke kun det, man måske tænker, nemlig at det bare er nogle meget, meget høje diger, der skal ødelægge al natur, al kultur og alt friluftsliv. Det kan godt gøres på en måde, som er langt bedre, og man er faktisk i gang. Hvis man tager ned til Køge Bugt-området, har de der de første eksempler på noget, de har gjort, og som jeg synes er meget imponerende, og de har planer om mere. Det er bare et eksempel, som jeg lige sådan kan huske, hvor naturen og den menneskelige udfoldelse får bedre vilkår. Det må være noget af den vej, vi skal gå.

Tak for det. Der er en enkelt spørger tilbage. Hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Nu kan jeg høre, at det har været en god ting, at ministeren har fået nogle gode spørgsmål fra venstrefløjen om, hvordan vi gør det her bedre, men der er jo andre ting, vi er i gang med. Vi er i gang med at skulle plante skov på 25 pct. af Danmarks areal, og der skal være 10 pct. med solceller, og nu har vi en anden 100-årsplan her. Man kunne jo godt tænke tingene sammen. Man kunne jo lade være med at ødelægge landbruget ovre i Jylland, som jeg hører fra venstrefløjen at vi faktisk også skal bruge, for når de her klimaforandringer kommer, skal vi til at producere mere mad. Og det hænger jo dårligt sammen med solceller. Men Danmarksdemokraterne er jo et løsningsorienteret parti, så jeg tænkte: Kunne man ikke tænke sig, at man begyndte at sætte det her kystnært? F.eks. oppe langs kysten her på Sjælland er der jo masser af plads nu, kan man sige, og så kunne man begynde at bygge længere inde, så sommerhusene bare ligger længere inde. For solceller kan faktisk holde til at blive oversvømmet, altså ikke selve transformatorstationen, men selve solcellerne vil jo godt kunne holde til at blive oversvømmet.

Til det der med at tænke lidt langsigtet vil jeg sige, at selvfølgelig meler jeg min egen kage i forhold til det med solcellerne, men nogle gange hjælper det at sætte fingeren på det ømme sted og provokere lidt for at finde en løsning. For når vi planlægger, hvad vi bygger, og hvad vi gør rundtomkring, er virkeligheden jo nok, at vi bliver nødt til at have en zone et eller andet sted, hvor vi siger, at om 100 år skal man nok ikke forvente, at det er der, vi bygger en lokal skole eller en produktionsvirksomhed – altså, at vi allerede nu begynder at tage langsigtede træk, også i forhold til planloven, for at sikre os. Til nogle kommuner kunne man sige, at man helst så, at kommunen om 100 år havde flyttet sig, sådan at byen måske lå 15 m længere væk, end den gjorde tidligere. Kunne det ikke også være noget, man allerede nu begynder at tænke ind?

Ministeren.

Jeg opfatter pointen med solceller som sådan en provokation og ikke som et reelt forslag, for jeg kan ikke forestille mig, at vi skal bygge solceller ude på Danmarks kyster. Jeg er ikke tilhænger af at plante kysterne til med solceller.

Jeg mødes af og til med Lollands dygtige borgmester, som kæmper og gør det godt for Lolland, og nu er der faktisk endelig kommet vækst på Lolland, ikke mindst takket være Femernforbindelsen, men også Vestas, og det er virkelig positivt, at der sker noget godt på Lolland. Det, han siger til mig, er: Hvor er de steder, folk godt vil bygge? Det er på kajen i Nakskov, direkte ud til Nakskov Fjord. Han er jo så glad, for det er meget, meget længe siden, at der for alvor har været store investorer, men de er jo nødt til at investere på en måde, sådan at det, de bygger der, er klar til den nye virkelighed – om det skal være på søjler, eller hvordan det skal være. Det skal være noget, hvor man kan håndtere, at der kommer de her voldsommere vejrhændelser. Det jo så det, de skal gøre, når de bygger der.

Spørgeren.

Hvis ministeren så flytter sig til, at det ikke kun er ved kysterne, de her jernmarker skal være, men faktisk over hele landet, er det lige før, man som danskerne er flest bliver danmarksdemokrat, for de her jernmarker skal jo ikke være nogen steder. Det er jo rart at høre, at ministeren er gået med til, at der i hvert fald er en kystzone allerede nu, hvor ministeren er blevet danmarksdemokrat. Det er rart. Men i forhold til det her med, at man vil bygge ved vandet, er det jo en problematik, for det vil rigtig mange mennesker. Du kan spørge en hvilken som helst ejendomsmægler i Danmark, og vedkommende vil sige, at hvis der er noget, der er nemt at sælge, er det der, hvor man kan se på vandet.

Så er det jo også sådan, at lige nøjagtig i forhold til Lolland er det jo fantastisk tillokkende, når man nu endelig kan få folk til at bygge og de gerne vil ud til vandet – så siger man jo ja. Jeg ved, at i Rebild Kommune har vi gjort det samme; vi har dybest set bygget nede i en sump, for det var der, hvor priserne var høje. Og det er rigtig træls nu, når vi skal til at betale for at dræne det i resten af kommunen, fordi ministeren fik den brillante idé. Men virkeligheden er jo, at vi både skal have fat i lokalpolitikere og lokalplanlæggere i forhold til at italesætte det. Nu har vi 100 år, og der tænker jeg, at vi simpelt hen skal til at flytte danskerne hen til at have en bevidsthed om, at der er steder, hvor vi ikke bygger – det er ikke der, vi lægger bygningerne – på trods af at det kan være attraktivt lige i momentet og der, hvor man kan få pengene for det.

Det er en træls snak at tage, især for Lolland, og Lolland – jeg har også set kortene – er jo helt væk på nogle af de kort. Det er jo en træls snak, men er det ikke en nødvendig snak?

Ministeren.

Jo, det er jo det, det er. Vi skal i hvert fald sikre os, at hvis man vil bygge ved kysten – og det vil man godt; det kan vi jo se – skal der stilles krav. Og det er rigtigt – det er jeg fuldstændig enig i – at det er der, der er de store projekter, især fordi det tidligere ofte var industriområder ude ved vandet og ude ved de små havne og de mellemstore havne og også nogle gange de store havne. Det er der, hvor der er interesse i at få bygget boliger. Det er jo vidunderligt og skønt, i forhold til hvad det har betydet for mange provinsbyer og også inde i landet, ikke kun i havnebyerne, sådan som det blev nævnt her. Så det er jo skønt, og det har betydet, at det er et dejligt liv, man kan leve der.

Men vi er nødt til at stille nogle hårde krav. Når man skal bygge der, skal der stilles krav. Jeg var i Nyborg og se, hvordan de havde bygget på nogle pæle for netop at være sikker på, at de kan håndtere høj vandstand og de her flere stormfloder i årene fremover. Og det er noget af det, som vi må lære af, og som vil stille nogle konkrete krav. Så bliver det dyrere at bygge der, men så kan det også blive stående, når vandet kommer.

Hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak. Jeg forstår, at Folketingssalen i dag lidt er sådan et arbejdende maskinrum. Det er sjældent, det er sådan, og det er jo en kæmpe fornøjelse når det er sådan, at man prøver at arbejde sine tekster sammen, så man kan komme ud med en fælles stemme om en vigtig ting. Derfor skal vi holde ministeren på talerstolen, så han kan læse den tekst op, der forhåbentlig er ved at blive fabrikeret. Det vil jeg meget gerne bidrage til, men jeg vil ikke bare spørge, hvad for et fodboldhold ministeren holder med, jeg vil gerne holde mig til sagen.

Det, som har været utrolig vigtigt for os, er at få nogle stemmer ind. Jeg synes ofte, der har været refereret – også når vi har debatteret det her med klimaministeren – til de samme stemmer: Det er altid DMI, FN's Klimapanel osv. Når der nu er flere og flere rigtig stærke internationale stemmer, som kommer med nogle helt andre meldinger og i hvert fald chokerer os i Alternativet med at sige, at havet risikerer at stige i 2-3 m i vores århundrede, og at Golfstrømmen risikerer at stoppe meget hurtigere, end vi troede, anerkender ministeren så, at der under alle omstændigheder for en sikkerheds skyld er brug for at tage de stemmer ind i lokalet og måske lytte til en bredere kreds end dem, som vi foreløbig baserer vores klimasikringspolitik på?

Tak til hr. Torsten Gejl og Alternativet for at holde sig til emnet. Det er jo vigtigt i den her debat, hvor vi stadig væk forsøger at træde lidt vande og få en tekst, så vi kan få det gennemført. Og så har jeg vist også brugt 15 sekunder til fordel for ministeren. Men nu får ministeren ordet.

Tak. Nogle gange har vi debat her i Folketingssalen om, hvorvidt der egentlig sker noget her i salen, og om vi lytter til hinanden. Dem, der fremfører, at der ikke sker noget, er ikke til stede lige nu her, desværre, for det ville da være helt oplagt for dem at opleve, for det er ikke noget, man lige oplever så tit, det her. Vi prøver i hvert fald at gøre, hvad vi kan for at lytte til hinanden og prøve at komme hinanden i møde og måske endda også prøve at blive enige. Så det må vi forsøge.

Til det konkrete spørgsmål fra hr. Torsten Gejl vil jeg sige, at faktisk har jeg – efter hvad jeg har noteret fra den debat, jeg har fulgt med i i løbet af de seneste timer her – mødtes med alle og har inviteret dem. Det er jo et stort privilegium enten som folketingsmedlem eller som minister, at det tit er sådan, at når man ringer eller får skrevet til nogle af de førende eksperter, vil de gerne komme ind på ens kontor og redegøre for deres syn og deres anbefalinger. Det gør jeg meget brug af, og det ved jeg at mange partier – jeg tror næsten alle ordførere – også gør brug af. Jeg har faktisk på mit kontor haft, tror jeg, samtlige af de eksperter, der har været nævnt i dag. De har været på mit kontor for nylig til en grundig debat om, hvordan de ser problemstillingen, og hvad deres anbefaling er. Det skal vi jo sikre ikke kun bliver sådan fra tue til tue, men at det bliver noget, hvor vi får sikret, at vi får samlet den viden ind, så vi kan træffe beslutninger på et så oplyst grundlag som muligt.

Spørgeren.

Tak. Jeg synes faktisk, det der med, hvordan vi håndterer og bruger eksperterne, er relevant. Jeg har ofte været til en eksperthøring, fordi jeg måske har indkaldt til samråd eller udfordret en minister, og ministeren har så sagt, at vedkommende nu stiller en ekspert til rådighed, som man kan lytte til. Oftest er det faktisk på et niveau, der sætter mig af. Oftest er den ekspert faktisk så dygtig, at jeg meget tidligt bliver en dårlig opponent, fordi jeg mangler faglig viden. Derfor sætter jeg pris på at se eksperter snakke med hinanden. Det er der, jeg bliver klogere, for jeg har simpelt hen ikke den viden, der skal til for at udfordre den enkelte, men de kan udfordre hinanden. Det er dér, jeg synes, det bliver spændende. Det er også derfor, jeg prøver i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet at samle eksperter fra DMI og iskerneeksperterne og Golfstrømseksperterne. For de kan udfordre hinanden, og så kan jeg som politiker prøve at tage essensen ned. Det er også derfor, jeg peger på et bredt råd af eksperter, der måske kan blive til et kommende klimasikringsråd.

Ministeren.

Den pointe er jeg meget, meget glad for kommer. Nogle gange, når man læser og følger debatten i aviser og i medier generelt – og også nogle gange debatten i Folketinget, må jeg nok være ærlig og sige – kan det godt lyde, som om, der var eksperter, der sagde sådan, og at det gjorde de ikke en til en. Nej, for der er også eksperter, der mener det modsatte eller har en anden holdning, og det er så heller ikke en til en. Derfor er vores opgave ikke at sige, at der er en ekspert, der skal diktere alt; vores opgave er at sikre, at eksperterne bliver lyttet til. Dem bliver man klogere af at lytte til, når de så taler sammen, og så må vi jo politisk tage ansvaret for at afgøre, hvad vi så kan finde midler til eller vil gøre politisk ud for den debat, der er mellem de eksperter.

Så er det fru Theresa Berg Andersen fra Socialistisk Folkeparti.

Man skal jo komme venner til undsætning, og man kan have regeringen en lille smule mistænkt for at trække store bededag lidt ekstra i dag, når man sidder her på store bededag og skal have tiden til at gå og skal debattere trivsel lige om lidt. Men det må jeg jo lade ministeren svare på.

Jeg er lidt nysgerrig på noget i den her klimadebat. Som gammel socialordfører på området tænker jeg på, at der jo kan sidde nogle udsatte borgere, som måske ikke har muligheder for at klimasikre. Hvad vil ministeren gøre for at hjælpe lige nøjagtig den gruppe af borgere med at løse opgaven?

Ministeren.

Det er jo relevant, og det rammer direkte ned i noget, vi har brugt en del energi på i dag, nemlig hvem der skal betale den regning. Nogle gange kan det i debatten godt lyde, som om at dem, der har råd til at bo helt ude ved vandkanten, ude på Strandvejen, eller hvad man nu siger, må være meget velhavende, for det er jo de dyreste huse, der ligger derude, så de skal betale det hele selv.

Hvis vi ser på de klimafremskrivninger, vi har, og de risikoscenarier, vi får udarbejdet, så kan vi se, at man ikke kan sige, at det ud af de mange boliger, som ligger udsat, og som jo vil blive skyllet væk, kun er den øvre kvartil, eller at det kun er dem, som ikke har nogen sociale eller økonomiske problemer, der bliver ramt. Det er jo derfor, at vi indtil nu har haft den ordning, at vi kan give støtte på op til 40 pct. til lokale klimasikringsprojekter. Samfundet, fællesskabet, giver 40 pct., og så giver kommunen skråstreg beboerne resten. Jeg tror altså, vi skal have sådan et miks i finansieringen, hvor beboerne giver noget – det er deres værdier, vi beskytter – men hvor samfundet altså også er med til at betale for sikringen. Det er jo hele Danmark og typisk et stort bagland, som også er med til at beskytte.

Hr. Henrik Frandsen fra Moderaterne.

Jeg vil jo heller ikke holde mig tilbage, når nu der er så stor en spørgelyst, og være den eneste i salen, der ikke har stillet et spørgsmål. Nej, det tror jeg ikke jeg er endnu.

Derfor tænkte jeg, at jeg ville spørge til ministerens oplevelse her på det sidste. Jeg kan huske, at vi for en små 14 dages tid siden var på et fælles besøg på et naturprojekt på Rømø. Det var et fantastisk naturprojekt på adskillige hektarer, hvor der er lavet fugleskjul og det hele. Det naturprojekt udspringer i virkeligheden af et klimasikringsprojekt, hvor rigtig gode folk på Rømø er gået sammen om at få finansieret renoveringen af et kæmpedige, Juvrediget. Det er et projekt, der vel havde et samlet budget på omkring 40 mio. kr., men hvor det sideresultat, der kom ud af det, var, at man fik lavet et kæmpehul, fordi man skulle bruge en masse klæg til at lave diget med.

Kan ministeren ikke se en masse mulige naturgevinster i klimasikringsprojekter, netop fordi man kan kombinere tingene, og to og to ikke altid giver fire; nogle gange giver det også fem, og her synes jeg faktisk, at det gav syv, otte, ni, ti stykker? Så kan ministeren ikke følge mig i det?

Ministeren.

Tak for at bringe det konkrete projekt frem i den her debat. Det er nok det, jeg burde have svaret, da jeg fik spørgsmålet fra SF lige før: Hvordan skal man tænke miljø med her? For det er jo et stjerneeksempel på lokal idérigdom i forbindelse med en klimabeskyttelse. Vi skulle have Juvrediget forhøjet og forlænget. Det lykkedes så også.

Den oprindelige idé var jo at køre alt det, der skulle bruges til diget, mange, mange kilometer og selvfølgelig også over dæmningen. Det udleder CO2 og er også til skade for miljøet. Lad os i stedet for få det udgravet der, selv om det var Natura 2000-område og det ikke var helt nemt. Og hvad skal hullet så bruges til? Det skal bruges til at lave en sø og flere områder til padder og til gavn for naturen og de millioner af fugle, som jo raster omkring Vadehavet. Det er en enormt stor glæde for mig at være med til at åbne det.

Min yndlingsfugl er viben – viben, som ellers er en presset fugl i det danske landskab. Vi kunne se viber flakse præcis på det her område, og vi giver bedre muligheder for at få viber dertil for at leve og bygge reder. Det var et enestående flot arbejde. Så jeg forstår godt, at man lokalt er stolt af det, og det er noget, man kan lære af i hele Danmark.

Spørgeren.

Jeg går ud fra, at det er på sin plads at komme med et opfølgende spørgsmål. Når man er i Vadehavsområdet på Vestkysten, ser man de fantastiske diger, der er lavet der for 100 år siden, for 150 år siden osv., for da kystsikrede de allerede på de kanter. Det gjorde også, at man har et ordsprog, der hedder: Den, der ikke vil dige, må vige. Så det vil sige, at hvis ikke man vil kystsikre – hvis vi skal oversætte det til nutidsdansk – så kan man altså ikke blive boende; så må man skride.

Det, der også følger med digerne, er jo nogle græsklædte sider. De græsklædte sider er ikke bare til overs, de bliver faktisk brugt til fødevareproduktion. Den bedste måde at vedligeholde diger på er ved at lade får afgræsse på dem, for de trykker på en bestemt måde; de er ikke for tunge, og de er ikke for lette. Hvis man forestillede sig, at man smed kvæg op på sådan nogle diger der, så ville de træde digerne ned, og så ville de kunne holde. Men får har lige præcis den vægt, hvor de faktisk er sådan specialdesignet til at kunne vedligeholde diger.

Så vil ministeren ikke også anerkende, at det her faktisk ikke er spild af jord, men at det faktisk også er en form for natur, at man kan have dem gående, samtidig med at man virkelig får produceret nogle fødevarer af virkelig kvalitet, som kan købes til høj pris i de lokale butikker?

Ministeren.

Jo, det er jo rigtigt, og det er jo sagen, når vi drøfter klimasikring. Hvis man lige dumpede ned i Folketinget og ikke viste, hvad det var for et land, vi boede i, så kunne man godt tro, at det er helt nyt, og at vi aldrig har overvejet det før. Vi har jo masser af god erfaring med det, og generationer før os i Folketinget har jo arbejdet med det. Og hvis man ser den danske tv-serie »Matador«, kan man jo forstå, at de sønderjyske diger spiller en stor rolle – men jeg tror nok, at det var et skalkeskjul for noget helt andet for den gode folketingskandidat fra Varnæsfamilien.

Men hensyn til hvad vi har lært af digedriften – og det gælder både den sønderjyske, men også den lollandske, som jeg nævnte i min oprindelige tale – er der meget at bygge videre på. Det mener jeg jo ikke vi bør smide ud. Vi bør sige, at det har vi lært af, og spørge: Hvordan kan vi sikre det? Og igen vil jeg sige, at natur og også fødevarer, som der blev nævnt her, er den rigtige vej at gå.

Fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Jeg kan huske for efterhånden nogle år tilbage, hvor vi her i salen også diskuterede klimatilpasning og kystsikring, og hvor vi længe havde presset på, for at der skulle komme et udspil fra regeringen, og der så endelig kom et udspil, men at det var så tyndbenet, at man var nødt til at kalde det 1, altså underforstået, at der kommer flere udspil, og at der kommer flere planer. Dengang spurgte jeg også ministeren, om han nogen sinde kunne huske, om der, når det drejede sig om film, havde været en toer, der havde været bedre end etteren, og jeg håber jo meget, at der her kommer en god toer. For vi har brug for at få klimatilpasset, og vi Konservative er jo kommet med tre forskellige udspil på det område.

Så jeg kunne egentlig bare tænke mig at høre ministeren, om han er kommet i tanker om flere film, eller han eventuelt kan redegøre for nogle album, hvor toeren er bedre end etteren, og dermed give mig en tro på, at regeringens indsats nummer to på det her område bliver bedre end regeringens indsats nummer et på det her område.

Ministeren.

Ja, jeg mener i hvert fald, at »The Godfather« 2 er på højde med etteren, og jeg mener også, at »Tilbage til fremtiden« 2 er på højde med etteren, men ellers er jeg faktisk enig med fru Mette Abildgaard i, at det er etteren, der er den bedste.

Klimatilpasningsplan 1 handlede om det højtstående grundvand – det er vi ved at vedtage i Folketinget – og det er investeringer på ca. 70 mia. kr., altså store, store investeringer til et reelt problem for 450.000 boliger rundtomkring i det danske landskab, plus sandfodringen af den jyske vestkyst.

Klimatilpasningsplan 2 har så fokus på den resterende kystbeskyttelse, og det vil sige de stormfloder, der kommer ind fra syd og øst, og som vi bare ved vil ramme os utrolig hårdt. Så vores mål er, at den skal være mindst lige så ambitiøs og altså være rammen om, hvordan vi arbejder, og det ser jeg frem til at drøfte med Folketingets partier.

Spørgeren.

Meget af det, man lavede i klimatilpasningsplan 1, var jo bare en fortsættelse af, hvad man gjorde i forvejen, f.eks. i forhold til den jyske vestkyst. Der var ikke så meget nyt lige i den del.

Når der nu skal laves en 2'er, kunne man så overveje at se på at undtage de her klimatilpasningsprojekter fra anlægsloven? Det er noget, som bliver efterspurgt af vores kommuner, for det vil gøre en enorm forskel. Det er klart, at når man skal prioritere i dagligdagen og skal vægte mellem, om der skal bygges en ny svømmehal eller idrætsanlæg, som man længe har forsøgt at finde plads til i budgettet i forhold til anlægsloftet, så kan de her klimatilpasningsprojekter være en voldsom investering, f.eks. når der skal bruges en ny pumpe eller andet. Omvendt er det jo relativt afgrænset. Jeg synes jo ikke, vi åbner for et væld af projekter, der er sådan helt ukontrollerbare, ved at undtage lige præcis den her type projekter fra anlægsloven, altså ved at lave en positivliste eller andet.

Nu har jeg simpelt hen talt så længe, at jeg har fået formanden til rejse sig. Så er jeg nok lykkedes med det, jeg skulle.

Ministeren.

Det er en helt reel problemstilling, som skal løses i klimatilpasningsplan 2. Med hensyn til præcis hvordan vi løser det, så arbejder vi med nogle forskellige løsningsmodeller, og jeg glæder mig til at drøfte det med Folketingets partier, for der er andre muligheder end lige præcis undtagelse fra anlægsloftet.

Når jeg mener, det skal ske, er det af de grunde, som fru Mette Abildgaard nævner, men plus en til: Enten kan vi bruge håndværkere, medarbejdere og maskiner til at bygge digerne, eller også kan vi bruge de samme menneskers arbejdstid på at tage ud at reparere det, det er gået galt med, og genopbygge det hele. Så det med at passe på overophedning og det med arbejdsmarkedet er ikke noget argument her. Så vi skal finde en løsning. Vi har forskellige modeller. Vi er ikke færdige med dem; der er en del ministerier, der hjælper os med at se på, hvordan vi skal lave de modeller, men så snart vi er færdige med dem, vil det være et element, vi skal skyde ind i den plan, vi vil drøfte med Folketingets partier. For det er en reel problemstilling, og det er en bremseklods og en reel faktor for, at man ikke kommer videre, at man ikke vil have, at ens anlægsbudget skal sluges af et stort digeprojekt. Det forstår jeg godt, og det skal løses. Det er på tegnebrættet, og det er noget af det, der skal løses.

Så er det fru Christina Olumeko fra Alternativet.

Tak. Bare lige for at spole tilbage til ministerens tidligere kommentar om, hvad der sker her i salen, så vil jeg selv sige, at jeg er en af de kritikere af folketingsarbejdet og den indflydelse, det har, så det gør mig rigtig glad, at der her rent faktisk foregår en forhandling om en tekst; det giver mig klart troen på Folketinget tilbage.

Jeg har også et spørgsmål, og det er så i regi af at være finansordfører. I USA ser vi i vejrudsatte områder, særlig Californien, at forsikringsselskaberne begynder at sige, at de simpelt hen ikke kan forsikre husene længere, og man begynder efterhånden at være bekymret for, at man står i en situation, hvor hele regioner simpelt hen vil være forladte, fordi folk ikke længere kan forsikre deres huse og de derfor flytter og folk ikke gider bygge huse længere i den type områder. Forsikringsorganisationen Forsikring & Pension har advaret om, at det også kunne ske i Danmark, hvis vi ikke får styr på klimasikringen nationalt. Mit spørgsmål til ministeren er, hvad ministerens kommentarer til forsikringsselskabernes bekymringer er.

Ministeren.

Det er lige til den første kommentar: Jeg er også glad for den her proces her, hvis jeg skal forstå det sådan, at det faktisk ser ud, som om det kan lykkes os. Jeg vil så sige, at jeg er lidt nervøs for, at mine kollegaer i regeringen synes, at det her er en ny præcedens, jeg nu skaber, for det kan vi altså ikke gøre ved alle debatter, bare lige i forhold til Folketingets forståelse – det er et kæmpe pres, vores embedsfolk sidder under og koordinerer de her ting. Men nu prøver vi det her, og jeg mener også, det er det rigtige at gøre, så jeg er helt enig i det, der blev sagt først, men det er lidt en særlig situation, vi er i. Nu gør vi det her.

Det er helt korrekt, at Forsikring & Pension, forsikringsbranchen, er dybt bekymret over det her, for de skal jo simpelt hen kunne finansiere og kunne forsikre. Og hvis man så taler med ejendomsmæglerbranchen, siger de, at hvis et hus ikke kan forsikres, så er der ingen chance for, at man kan sælge det hus, så er der ingen værdi tilbage. Der har været debatter, hvor der er nogle, der har sagt, at de skal have et stempel på, at et hus er klimasikret – vi kan godt overveje det og undersøge det, men hvis vi begynder at lave sådan et arbejde, så vil jeg være bekymret for, hvem der så vil købe sådan et hus, der så ikke får sådan et stempel, der hedder, at det her hus også kan stå der om 20 år. Så vores mål skal jo være at sikre, at vi ikke kommer derud, hvor det kun er 10 pct., der har råd til at få sådan et stempel, hvor et hus egentlig er sikret, og det vil sige, at vi så får investeret tilstrækkeligt i at passe på vores boligmasse. Det er jo nogle værdier, nogle økonomiske værdier og menneskelige værdier, for at have et hjem og et hus med sin familie betyder jo alt.

Spørgeren.

Tak for svaret. Det gør mig faktisk rigtig glad, at ministeren har lyttet til forsikringsselskabernes bekymringer. Det er noget, jeg også har beskæftiget mig med som finansordfører. Og der er jo ikke nogen tvivl om, at den bedste måde at undgå, at vi overhovedet havner i den situation, både hvad angår klimasikring, men også private klimaforsikringer, er jo ved at forhindre klimakrisens konsekvenser.

Jeg har egentlig et andet spørgsmål, og det er, om ministeren kunne komme ind på, hvad ministeren selv tillægger af principper for en fordelingsnøgle af udgifterne mellem borgere, kommuner, stat og forureneren.

Ministeren.

Vi forsøger i øjeblikket – i øvrigt apropos debatten om eksperter – at få eksperter til at regne for os på, hvordan man kan lave sådan en fordelingsnøgle. Det er noget, der volder problemer i dag, og det handler meget om, at i forhold til dem, der bor i første række, og dem, der bor i anden og tredje række og måske syvende række, har vi ikke nogen fast fordelingsnøgle. Og der kan vi se, at erfaringen er, at der er mange klager og mange, der er uenige om bidragsfordelingen til det, der så kommer lokalt.

Når der så spørges til det andet, nemlig hvor meget staten så skal løfte af det her, vil jeg sige, at vi, som jeg ser det, i øjeblikket ligger på op til 40 pct. Og så er der den udfordring, at nogle steder ejer staten en del af infrastrukturen, og hvis man skal betale for sin egen infrastruktur, så vil staten jo automatisk betale meget, mens der er nogle andre steder i Danmark, hvor man nok må sige: Jamen vi er kede af, at vi ikke har mere statslig infrastruktur her, så hvorfor skal vi så straffes for, at vi ikke har det?

Derfor synes jeg, at der ikke bare er en størrelse, der passer til alle. Det er noget, hvor vi skal sikre, at der er fremdrift og vi får en beskyttelse, og at der er noget lokal finansiering af de værdier, som man ejer lokalt, og som man dermed også sikrer lokalt. Men præcis det her er noget af den politisk svære ting, hvor vi ikke kan spørge eksperterne, men også må tage et politisk valg. For vi skal jo forsvare over for alle dem, der ikke bor ved kysten, at de skal betale for, at dem, der bor ved kysten, får beskyttet deres værdier. Det tror jeg man er med til at gøre, men selvfølgelig ikke hundrede procent; der må også være noget selvfinansiering.

(Talen er under udarbejdelse)

Tak for det. I forlængelse af den debat og de drøftelser, der har været undervejs i den seneste debatrunde her, kan jeg nu på vegne af Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Enhedslisten, Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet – så har jeg nævnt alle de partier, der har stået på de to forslag til vedtagelse, som nu er trukket tilbage – fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at klimaforandringerne medfører højere vandstande og voldsommere vejr.

Folketinget opfordrer derfor regeringen til i forlængelse af de igangsatte initiativer i »Klimatilpasningsplan I« at sætte tempo på klimatilpasningen og sikre de rette reguleringsmæssige rammer og langsigtede

investeringer, så Danmark bliver beskyttet.

Folketinget noterer, at regeringen hurtigst muligt fremlægger en »Klimatilpasningsplan II« med tiltag,

der beskytter Danmark mod oversvømmelser fra havet.

Folketinget opfordrer til, at regeringens plan

indeholder finansiering af væsentlige investeringer samt bedre regulering og organisering af kystbeskyttelsesområdet.

Klimatilpasning bliver en tilbagevendende opgave, så der skal tænkes langsigtet.

Folketinget opfordrer

til, at regeringens tiltag er strukturelle, forebyggende og understøtter, at værdier, infrastruktur m.v.

beskyttes i forhold til konsekvenserne af det forandrede klima.

Folketinget opfordrer regeringen til i indeværende regeringsperiode at påbegynde arbejdet med at

udvikle en langsigtet klimasikringsplan for Danmark. Planen skal bl.a. tage udgangspunkt i viden fra en

bred kreds af forskere. Denne viden deles med partierne. Indholdet drøftes med Folketinget.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 60)

Tak for det. Hr. Torsten Gejl fra Alternativet.

Tak for det. Jeg synes, det har været en fantastisk proces. Jeg har ikke prøvet noget lignende i de 10 år, jeg har været her, altså at man på den måde kan samles om noget. Og det er jo ikke teksten, der bare er blevet udvandet. Den er jo blevet god; den er blevet langt bedre; den er blevet mere handlingsrettet; den er blevet mere konkret. Og det er en af de vigtigste ting, vi har i vores tid, som vi taler om. Det synes jeg har været enormt positivt.

Før i tiden tror jeg der var mere af den her type arbejde i Folketinget – jeg tror også, det er det, det egentlig er skabt til – hvor alle havde sin pult. Du havde ikke noget kontor; du havde din pult. Det var her, du var; det var her, du sad under debatterne, alle debatterne. Det var her, man kunne mødes i det maskinrum, som en beslutningsproces er.

Så det har virkelig været en fornøjelse, og tak for, at alle har bøjet sig mod hinanden, og at det er lykkedes at få noget, der også er skarpt, på et vigtigt område.

Har ordføreren noget at tilføje til det?

Jeg kan kun tilslutte mig begejstringen og glæden ved, at det er lykkedes med et fantastisk eksempel at sige, at det er det samarbejdende folkestyre. Så nu har vi i hvert fald ligesom lagt skinnerne til, at vi kan komme i gang med nogle gode drøftelser, når der nu bliver tilvejebragt den viden osv., der skal til. Så jeg tror, vi kan sige, at det er endt med at blive en god dag.

Fru Leila Stockmarr, Enhedslisten.

Jeg vil også gøre det kort. Jeg ved ikke, men det er lidt mærkeligt, for jeg er nærmest ved at tude, men det er nok også, fordi vi har været gang i 6 timer. Jeg vil også virkelig gerne kvittere over for regeringen og ordførerne her også fra de andre partier for, at vi jo i morges startede med at slå på hinanden om alt muligt andet, og så ender vi nu her med at være enige om, at vi skal have en langsigtet klimasikringsplan for Danmark – et enigt Folketing. Det tænker jeg sender et sindssygt stærkt signal til danskerne om, at vi står sammen om at klimasikre Danmark på den lange bane. Det vil jeg takke jer alle sammen for at vi kan blive enige om i dag. Tak.

Ordføreren.

Den takken går også den anden vej.

Tak. Jeg undlader at sige noget til fru Leila Stockmarr om direkte tiltale i denne fredagstemnings gode ånd. Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemning om det fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 20. maj 2025.

Vi skal nu i gang med en forespørgselsdebat, og det indebærer, at ordførerne skal logge sig af deres normale pladser og derefter rykke frem på de forreste rækker og logge sig ind. Jeg kigger lige rundt. Alle er ikke på plads endnu, så vi holder lige en kort pause.

Mens vi holder pause, kan jeg gøre opmærksom på, at afstemningen om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 20. maj 2025.

Så er det ordføreren for forespørgerne, fru Theresa Berg Andersen fra SF, som kommer med en begrundelse.

Tak for det, og tak for ordet, og hvor er det fantastisk at stå her store bededag. Tusind tak også til ordførerne for at stå her en fredag og så endda på ministerens fødselsdag. Men jeg er klar til at blive her en time ekstra i dag, hvis det er sådan, at vi kommer ud med en fælles vedtagelsestekst, for det kan jeg jo høre er sket for første gang i 10 år. Tak for ordet, og tak for at møde op til debatten i dag.

SF har indkaldt til den her debat, fordi vi er enormt optaget af, at vores børn eller unge har det godt. Det er en vigtig samfundsopgave. Vi ser flere og flere børn og unge, der mistrives, og det er også så alvorligt, det kalder på, at vi politisk tager ansvar. Det tror jeg faktisk at alle partier herinde i dag er enige om, og derfor synes jeg også, at vi i fællesskab bør gøre mere, end der gøres i dag. Regeringens Trivselskommission er kommet med et bud på, hvordan vi skal sætte ind, og der er rigtig mange gode bud, selv om man kan sige, at de mindste børn mangler i rapporten – også de børn, som har det allersværest.

Indtil videre har regeringen ikke sagt meget om, hvad regeringen er optaget af i den her rapport, og hvor regeringen vil sætte ind. Derfor er jeg i dag meget nysgerrig på, hvad der egentlig er regeringens versioner, og derfor har vi i dag spurgt ind til i visionerne for børns og unges trivsel i lyset af Trivselskommissionens afrapportering. I Trivselskommissionens rapport bekræftes det, at den gruppe af unge mennesker, der har det værst, vokser. Samtidig skal vi også huske på, at den andel, der har det godt, også ser godt ud. Det er ikke bare tal, der er nedadgående, men vi taler også om virkelige børn og virkelige familier ude i vores samfund, hvor nogle ting gør rigtig ondt. På 10 år er andelen af folkeskoleelever med langvarigt skolefravær fordoblet, og 58 pct. af pædagogerne i landets daginstitutioner har oplevet ventetider på mindst et halvt år for et barn, der skal have støtte gennem PPR.

Så selv om de fleste heldigvis ikke mistrives lige nu, er det alarmerende, at vores systemer allerede nu har svært ved at følge med, når det er sådan, at der ikke er udsigt til, at udviklingen vender. Derfor er det også afgørende, at vi stopper med at lave lappeløsninger og investere i at forebygge mistrivslen både for de ramte børn, men også for samfundsøkonomien, da udgifterne kun bliver større, hvis det er sådan, at vi ikke vender udviklingen politisk.

Vi har allerede gjort rigtig meget for trivslen de seneste år, men jeg tror på, at vi kan gøre noget mere. Derfor mener jeg også, at det er vigtigt, at Folketingets partier involverer sig i at lægge en fælles plan. En fælles plan på tværs af partierne tror jeg vi kommer allerlængst med, så jeg glæder mig til debatten i dag. Tak.

Tak for det. Så er der en besvarelse fra børne- og undervisningsministeren. Og tillykke med fødselsdagen.

Jeg må hellere af hensyn til Folketingets referat starte med at sige, at jeg ikke har fødselsdag i dag, men tak for de pæne ord. Men det har min søn, som fylder 15.

Tak til Socialistisk Folkeparti for at tage initiativ til den her forespørgselsdebat om regeringens initiativer og visioner for børn og unges trivsel i lyset af Trivselskommissionens afrapportering. Tak for at gå aktivt ind i debatten og bidrage til at fremme trivsel hos børn og unge. Da jeg så, at der var blevet indkaldt til en forespørgselsdebat, tænkte jeg, at det burde jeg egentlig selv have taget initiativ til. Så det er godt, at vi nu får muligheden for at tage en første diskussion.

Jeg vil også godt benytte anledningen til at sige tak til Trivselskommissionen for det store og vigtige arbejde, de har foretaget. Børn og unges trivsel er et emne, som vi er mange der tager meget alvorligt, og vi agter fra regeringens side, vil jeg godt sige, at arbejde enten helt eller delvis videre med alle de anbefalinger, der er kommet fra Trivselskommissionen – i hvert fald dem, som er målrettet Christiansborg. Det gælder 23 ud af de 35 anbefalinger, der er. Der er også nogle af dem, der er rettet mod forældre og foreningsliv og andre.

Vi har også allerede fra regeringens side iværksat en række tiltag, der følger kommissionens anbefalinger. Jeg kan starte med at fremhæve, at vi for det første er enige i Trivselskommissionens analyse af, at alt for mange elever oplever at blive distraheret af digitale enheder i undervisningen, ligesom mobiltelefoner tager tid fra fysisk samvær og bevægelse. Vi vil derfor have mobilerne ud af folkeskolerne, både i undervisningen, frikvartererne og sfo-tiden. Det bliver et tema, vi kommer til at forfølge i år.

Regeringen har for det andet en stærk ambition om at styrke den tidlige indsats, så flere børn og unge får rettidig hjælp, inden de bliver syge, eller inden de bliver så syge, at der er behov for behandling i den regionale børne- og ungdomspsykiatri. Med aftalen om en 10-årsplan for psykiatri og mental sundhed fra september 2022 blev der afsat midler til at styrke den forebyggende indsats på børn- og ungeområdet. Der blev bl.a. afsat midler til at etablere det, der bliver kaldt lettilgængelige kommunale behandlingstilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel og med symptomer på psykisk lidelse. Behandlingstilbuddet skal være fuldt implementeret i alle landets kommuner inden udgangen af 2025, men allerede nu kan vi jo se, at kommunerne er i fuld gang med at udrulle tilbuddet på tværs af landet. I april i år kom vi så med et udspil til en samlet 10-årsplan for psykiatrien, hvor vi lægger op til at afsætte et trecifret millionbeløb til en markant styrkelse og videreudvikling af lige præcis de her lettilgængelige kommunale behandlingstilbud.

Derudover følger regeringen med udspillet for det tredje også op på Trivselskommissionens anbefaling om at nedsætte en ekspertgruppe, som skal undersøge det stigende antal diagnoser blandt børn og unge og konsekvenserne heraf. Den ekspertgruppe kunne, vil jeg tilføje, med fordel også læse et, synes jeg, meget interessant indlæg fra den kendte psykolog Svend Brinkmann i dag i Altinget, som diskuterer stigningen i antallet af adhd-diagnoser i Danmark og i Vesten mere generelt.

For det fjerde har regeringen i »Aftale om en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse« fra februar i år aftalt at se på en justering af den eksisterende karakterskala. Det er også et emne, Trivselskommissionen er inde på, ligesom vi anerkender det vigtige fokus, som Trivselskommissionen har, på efterskolerne og deres rolle over for unge, hvor unge kan få et skoleår med stærke fællesskaber, demokratisk dannelse og faglig udvikling. Desværre er der i dag mange unge, der som følge af bl.a. økonomiske barrierer ikke har mulighed for at komme på efterskole, og der er derfor afsat et større beløb til, at unge fra familier med lav husstandsindkomst kan få tilskud til at komme på efterskole. Det varer bare lige et par år, før vi kan få det indfaset.

Regeringen ønsker for det femte at understøtte, at debatten om børn og unges trivsel og om kommissionens forståelse af trivsel fortsættes. Det var også en klar anbefaling fra kommissionen. Jeg har selv sammen med kulturministeren og formanden for Kommunernes Landsforening for nylig sendt et brev til alle landets borgmestre med en opfordring til at fortsætte de her drøftelser om trivsel og arbejde videre med de anbefalinger, der er målrettet kommunerne. Dem er der nemlig også en del af.

Derudover ved jeg også, at der vil blive holdt debatarrangementer på Folkemødet, Kulturmødet Mors og andre steder, ligesom vi har besluttet, at det årlige Sorømøde, som bliver afholdt i starten af august, vil have et tema, som er en opfølgning på udvalgte anbefalinger fra Trivselskommissionen, dels på fritidsområdet, dels i forhold til karakterdannelsen og karakterdannelsens rolle i formålsparagrafferne.

Endelig vil regeringen med sit udspil til en samlet 10-årsplan for psykiatrien følge op på Trivselskommissionens anbefaling om et nyt sprog om trivsel ved bl.a. at tage initiativ til at løfte vidensniveauet om trivsel og mental sundhed og understøtte et fælles og et lidt mere nuanceret sprog om det.

Afslutningsvis vil jeg gerne fremhæve, at en række af kommissionens anbefalinger taler ind i indsatser, som allerede er sat i gang. Det drejer sig bl.a. om anbefalingen om flere unge i fritidsjob, som der er blevet indgået en aftale om i september sidste år, og som vi vistnok behandlede i Folketingssalen for ganske nylig.

Så drejer det sig også om anbefalingen om et stærkere almenområde, der understøtter bedre trivsel for alle i forhold til det specialiserede område. Det arbejde er bl.a. en del af aftalen om folkeskolens kvalitetsprogram fra marts 2024, hvor vi bl.a. etablerede en lovforberedende ekspertgruppe, som skal se på justeringer af regler for specialundervisning og sygeundervisning – det er også knyttet til reglerne for arbejdstab for et stigende antal forældre, der går hjemme som følge af børn, der ikke kommer i skole.

Til sidst vil jeg gerne understrege, at regeringen ikke kan løse de her udfordringer blandt børn og unge alene. Det kan Folketinget heller ikke. Der er behov for flere indsatser på samme tid af mange forskellige aktører. Det kan man jo også se, ved at kommissionens anbefalinger er rettet mod andet end blot Christiansborg. Men jeg vil sige, at i Danmark har vi gode forudsætninger for at kunne løse udfordringerne, hvis alle tager ansvaret på sig, og hvis der sættes bredt ind. Mistrivsel er et komplekst emne. Det er også et emne, der er brug for at vi løbende sætter fokus på i mange forskellige sammenhænge. Derfor hilser jeg debatten i dag velkommen.

Jeg synes faktisk også, at selve overskriften på Trivselskommissionens afrapportering, »Et dansk svar på en vestlig udfordring«, er meget præcis – altså at det er en udfordring, man står med i mange lande, der er fra den samme kulturkreds som os selv, men også at de svar, vi skal finde, i høj grad skal findes i vores egne styrkepositioner. Jeg har været inde på noget af det: fritidsjob, efterskoler, en stærk almenpædagogik. Jeg er meget glad for, at det er det afsæt, Trivselskommissionen har afleveret deres anbefalinger på baggrund af. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er nu adgang til én kort bemærkning fra ordførerne, og den første, der har indtegnet sig, er fru Theresa Berg Andersen fra SF.

Tak for det. Og jeg anerkender selvfølgelig også, at det her går ind over andre ministerområder. Min store bekymring i det her er bare, at hvis vi ikke holder indsatsen samlet, så kan det her godt blive sådan noget spredt noget. Så jeg kunne godt tænke mig at spørge ministeren, om ministeren har nogen intentioner om at samle de her forhandlinger, så alle Folketingets partier på tværs får lov til at deltage, og så vi har et ensidigt fokus på bl.a. den her trivselsrapport – og hvornår ministeren i så fald agter at indkalde til en opsamling om det her.

Jeg kan se, at jeg har lidt tid endnu, og derfor vil jeg sige, at jeg også tror, det er vigtigt, at vi sådan følger med i, hvordan og hvorledes trivslen også udvikler sig på sigt. Jeg har bl.a. talt med Psykiatrifonden, der egentlig kommer med den anbefaling, som Trivselskommissionen også lægger op til, nemlig i forhold til de her nationale trivselsmålinger, der finder sted ude i vores folkeskoler. Her lægger man jo op til, at der skal laves en ny trivselsmåling, fordi den, der er nu, er lidt kompleks. Hvad tænker ministeren herom?

Ministeren.

Jeg er enig i noget af det, som Trivselskommissionen siger om trivselsmålingerne, bl.a. at der bliver målt på for små børn. Det tror jeg vi skal tage til os.

I forhold til opfølgningen på anbefalingerne er det, som jeg nævnte før, 23 ud af de 35 anbefalinger, der er rettet mod Christiansborg, altså os. Vi vil meget gerne tage en samlet diskussion af det, ligesom vi har mulighed for det nu. Og det vil vi også gerne følge op på, men vi forestiller os ikke fra regeringens side at komme med ét samlet udspil for alle 23 anbefalinger. Vi forestiller os, at det skal forhandles og diskuteres i de relevante ordførerkredse. F.eks. er der på fritidsjobområdet lavet en ret god aftale, synes jeg, som jeg faktisk tror at hele Folketinget står bag, og som gør det lettere for mange unge at få et fritidsjob, bl.a. ved at man fjerner arbejdsmarkedsbidraget for de yngste. På samme måde sker der noget i Indenrigs- og Sundhedsministeriet, og en hel del kommer til at ske i Børne- og Undervisningsministeriet.

Vi går nu over til forhandlingen og de almindelige regler for korte bemærkninger, og her er det fru Lotte Rod fra Radikale Venstre på talerstolen.

Tak for det, formand. Tak til SF for at rejse den her debat, og tusind tak til Trivselskommissionen for at have lavet så stort og grundigt et stykke arbejde. Som Trivselskommissionen siger:

»Man trives, når man overordnet set er glad for sit liv. Man trives, når man kan udvikle sig, udfolde sine evner samt indgå i og bidrage til fællesskaber. Man kan trives, selvom man oplever perioder med modgang og udfordringer. Det afgørende er, at man kan håndtere sådanne perioder.«

Derfor er det vigtigt med børn og unges selvregulering, vedholdenhed, tro på egne evner og ansvarsfølelse. Det er jeg meget enig i, og så er det gode spørgsmål jo så: Hvad gør vi så?

For det første skal vi, som ministeren også var inde på, begynde at tale med og om børn og unge på en anden måde, for det går ikke, at børn og unge ser hinanden gennem diagnoser. Jeg er helt bag Trivselskommissionens ønske om at give børn og unge andre livsprismer, som de siger, og et andet og mere nuanceret sprog end det patologiske til at begribe sig selv, for lad mig citere kommissionen:

»Tilbyder vi ikke de nye generationer et andet sprog, er de efterladt med et diagnostisk vokabularium, som truer med at oversætte et almenmenneskeligt ubehag til noget sygeligt.«

Det stiller jo også nogle helt særlige krav til os som politikere, fordi vi er så vant til, at vi hele tiden skal sige, at noget er et kæmpestort problem, før det bliver vigtigt nok til, at vi prioriterer at gøre noget ved det.

For det andet kalder tiden også på at sætte børn og unge fri, for børn har ikke godt af at være pakket ind i faldunderlag eller blive overvåget hele tiden. Børn er skabt til at klatre højt op og til at falde ned og slå sig. De skal have lov til at bruge en hammer. De skal kunne hoppe i mudder og få hul på knæene. Her er der noget, vi må hjælpe hinanden lidt med. Jeg kan selv huske, den allerførste gang jeg lod min lille pige cykle nede på villavejen. Jeg nåede næsten ikke at gå nogen meter, før der kom sådan en ældre kvinde og stoppede mig for lige at spørge, om jeg nu var sikker på, at det der var sikkert nok. Så her er en kulturændring, vi må hjælpe hinanden med. Som Danmarks nye og kun anden professor i leg, Ditte Alexandra Winther-Lindqvist, siger:

Hvis vi som forældre har det mål, at børn skal komme gennem barndommen uden skrammer, er jeg bange for, at de må leve resten af livet på krykker.

På begge de her dagsordener kan vi herinde være med til at gå forrest i at skubbe på for en kulturforandring. Men jeg mener også, at den vigtigste opgave her i Folketinget er at gøre de pædagogiske anbefalinger til virkelighed, for det er vores ansvar. Trivselskommissionen peger på, at vi skal styrke almenområdet. Vi skal mindske prøvetryk og målinger, bl.a. trivselsmålingerne, og give alle børn og unge gode fritidsaktiviteter og kulturtilbud.

Derfor vil jeg sige to ting: For det første mener jeg, at Folketinget skal afholde sig fra at nedlægge 10. klasse og skærpe adgangskravene. Det giver jo på den måde ikke rigtig nogen mening, at SF indkalder til den her debat om trivsel, samtidig med at SF er ved at nedlægge 10. klasse og øge karakterpresset med de nye adgangskrav. Det synes vi i Radikale Venstre er en rigtig dårlig idé, og vi håber, at vi får et nyt flertal ved valget, som kan lave de her ting om, for ellers er det i mine øjne et skridt tilbage for trivslen. For det andet har vi brug for en helt anden, ambitiøs politik. Regeringen har jo lagt kommissionen i benlås, for som kommissionen siger:

»Det bemærkes dog, at kommissionen inden for rammerne af arbejdet ikke har haft mulighed for at forholde sig til større omprioriteringer på tværs af samfundsområder. En sådan nødvendig helhedsbetragtning må således tages af et politisk niveau.«

Problemet er bare, at det jo er det, regeringen ikke har gjort endnu, men det vil jeg gerne. Vi vil i Radikale Venstre give et børneløfte på 15 mia. kr. om året, for det er det, det koster at lave den pædagogik og de stærke almenfællesskaber, som vi taler om, med uddannede pædagoger og små børnegrupper hele dagen i vuggestue og børnehave; med lærere og pædagoger nok i skolen til at lave levende undervisning og gode frikvarterer; og med fede fritidshjem, klubber og byggelegepladser, hvor børn og unge er sammen med hinanden i stedet for at gå alene hjem på værelset og sidde med en skærm.

I Radikale Venstre ønsker vi, at kommissionens store arbejde ikke bare ender nede i en skuffe, eller at vi ikke kun gør de nemme ting, som ikke kræver penge. Derfor kommer vi til at følge op, og derfor vil jeg gerne til debatten her fremsætte den her vedtagelsestekst fra Radikale Venstre:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget deler Trivselskommissionens ønsker om at fremme børn og unges selvregulering, vedholdenhed, tro på egne evner og ansvarsfølelse.

Folketinget er enig i vigtigheden af, at børn kan udvikle sig, udfolde deres evner samt indgå i og bidrage til fællesskaber. Man kan trives, selv om man oplever perioder med modgang og udfordringer. Det afgørende er, at man kan håndtere sådanne perioder.

Folketinget vil tage ansvar for at sætte handling bag de pædagogiske anbefalinger om at styrke almenområdet, mindske prøvetryk og målinger og give alle børn og unge gode fritidsaktiviteter og kulturtilbud.

Folketinget vil derfor afholde sig fra at nedlægge 10. klasse og skærpe adgangskrav. I stedet vil Folketinget give et børneløft på 15 mia. kr. årligt, der gør det muligt at styrke børn og unges engagement, kundskabstilegnelse, myndighed og karakterdannelse, skabe deltagelsesmuligheder for alle og give plads til refleksion i og over den pædagogiske praksis.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 61).

Tak. Får jeg den tekst? (Lotte Rod (RV): Det gør du). Tak. Så er der en enkelt indtegnet. Det er fru Helena Artmann Andresen fra Liberal Alliance.

Tak for det. Jeg er meget enig i, at vi skal have et nyt sprog om trivsel, og jeg tror faktisk, at noget af det, der kan gøre den største forskel, er, hvordan vi taler om det. Jeg har tidligere hørt fru Lotte Rod tale om matematikangst. Er det ikke et eksempel på, at man kommer til at patologisere?

Ordføreren.

Det har jeg tænkt over, efter at ordføreren spurgte mig om det. Det var faktisk et begreb, som en af de dygtigste mennesker på området brugte, og derfor tænker jeg, at det måske forklarede meget godt, hvordan folk havde det med det. Men jeg er helt med på, at vi i de snakke, vi har lige nu, skal tænke os ekstra grundigt om. Måske skal vi kalde det noget andet.

Spørgeren.

Det synes jeg i hvert fald kunne være en god idé. Det er jo også noget af det, som flere psykologer og sådan nogle siger på det her område, altså at det faktisk ikke et rigtigt begreb, og at man ikke kan have angst over for matematik. Selvfølgelig kan man godt synes, at matematik måske ikke lige er det sjoveste fag, men man kan simpelt hen ikke have angst over for det. Jeg synes bare, at det var et eksempel på noget, hvor vi som politikere også måske skal stramme lidt op, når vi taler om børns trivsel.

Ordføreren.

Jeg synes, at det er en meget vigtig overvejelse. Jeg tænker også selv meget over det der med, at vi lige nu i vores store fokus på diagnoser, jo også taler meget om børn, især børn med autisme og adhd. Der er jo et eller andet i, at vi skal øve os på, hvornår vi skal snakke om diagnoserne, og hvornår vi i virkeligheden skal snakke om børn, som har mere krudt i røven, og som har mere brug for struktur. Altså, der er også noget i, at vi har gjort nogle ord, som betyder noget meget specifik, meget generelle. Det tror jeg virkelig at vi har brug for at finde et nyt sprog for.

Det var inklusive et alternativt udtryk for bagdel. Den næste i spørgerrækken er fru Matilde Powers fra Socialdemokratiet.

Tak for det, og tak for talen. Jeg bliver nysgerrig på det forslag, Radikale Venstre har, om at sikre et godt børneliv, hvor ordføreren fremhæver, at det vil koste de her 15 mia. kr. om året. Det får mig til at tænke på min egen tid i byrådet, hvor jeg var 5 år, og hvor vi selv kæmpede for nogle af de samme værdier, og jeg tror faktisk, at vi deler mange af de samme værdier, og der troede vi også, at vi kunne sikre det gode børneliv ved bare at sætte flere penge af. Det viste sig bare, at selv om vi satte flere penge af til normeringer, kunne vi simpelt hen ikke skaffe personalet. Hvad er Radikale Venstres svar på det problem?

Ordføreren.

Penge er ikke tilstrækkeligt, men det er nødvendigt med penge, for det, jeg gerne vil have, og det, vi gerne vil have i Radikale Venstre, er jo, at vi har små børnegrupper med uddannede pædagoger, sådan at man ikke bare har normeringerne på papiret, men faktisk har dem i virkeligheden. Vi vil have, at vi i skolen har lærere og pædagoger nok, sådan at når man oplever, at en klasse har det svært, skal man ikke vente i månedsvis eller årevis. Vi vil have, at man ikke skal have en udredning for at få hjælp, men atden hjælp erder i skolen, fordi der er det overskud af ekstra lærere og pædagoger, og vi vil have, at vi laver så gode fritidshjem og klubber, at børn har lyst til at være der,at de laver gode aktiviteter med hinanden, og at de ikke går hjem og sidder alene på deres værelse med en skærm.

Spørgeren.

Tak for det. Jeg tror igen, at vi er meget enige i, at det er visionen, vi har for vores børn. Jeg bliver bare igen nysgerrig på at høre, om Radikale Venstre har andre bud på, hvordan vi sikrer det, end penge, når nu vi ved, det er svært at rekruttere medarbejdere til området.

Ordføreren.

Tingene hænger jo sammen. Altså, det, at man skaber rigtig gode børnehaver og skoler, gør jo også, at de medarbejdere, der er der, har lyst til at være der på fuld tid, at de ikke forlader faget, og at der også er flere, der har lyst til at komme ind i faget. En af de veje, jeg tror vi virkelig skal styrke for at få flere pædagoger i vores vuggestuer og børnehaver, er jo den, hvor nogle af de medarbejdere, vi allerede har i vores institutioner, uddanner sig til meritpædagog.

F.eks. gjorde vi det i den børnehave, hvor jeg sad i bestyrelsen, at vi i stedet for at ansætte en pædagog ansatte to medhjælpere, som så på skift var på studiet og i institutionen. Men det koster jo bare nogle flere penge. Det er derfor, at jeg siger: Pengene er slet ikke alt; det er jo det pædagogiske i det, der er det vigtige. Men de er bare en forudsætning for, at vi faktisk kan gøre de ting, som vi taler om.

Fru Christina Olumeko fra Alternativet.

Tak til ordføreren for en rigtig god tale, synes jeg. Noget af det, vi i Alternativet har lagt mærke til at Trivselskommissionen er inde på, er bestemte børne- og unge-grupper, som er mere udsat for mistrivsel end andre. Kommissionen er bl.a. indepå børn og unge fra lavindkomstfamilier og børn og unge, der er udsat i hjemmet, men jo også lgbt+-børn og -unge. Bl.a. fremhæver kommissionen, at 41 pct. af lgbt+-eleverne i folkeskolen har lav livstilfredshed, mens det samme gør sig gældende for 17 pct. af de øvrige elever.

Mit spørgsmål til ordføreren er så, hvad man i Radikale Venstre tænker at man kan gøre ved den udfordring. For det er faktisk noget af det, jeg synes kommissionen ikke rigtig kommer rundt om.

Ordføreren.

Der er det brede svar, som er, at det at have en stærk almen pædagogik og det at have nogle stærke og trygge fællesskaber jo er det, der gør, at det også er nemmere at være forskellig, og at det er trygt, at man er anderledes end de andre. Så er der det mere konkrete svar, som er, at det er vigtigt, at vi har en stærk seksualundervisning, og der vil jeg gerne sige tusind tak til Alternativet for det gode samarbejde, vi har om det.

Spørgeren.

Selv tak for samarbejdet. Jeg ved, at regeringen kommer til at lave en ny lgbt+-handlingsplan her i år, hvor Alternativet også kommer til at bruge en masse kræfter på, synes jeg, en meget overset elevgruppe.

Det andet spørgsmål er sådan lidt mere generelt. Fra Alternativets side synes vi, at nogle af udfordringerne i uddannelsessystemet også kommer af et så stort fokus på arbejdsudbud: Man skal hurtigt igennem uddannelserne og vælge den rigtige uddannelse og gerne så hurtigt som muligt. Mit spørgsmål til Radikale Venstre er, om I også egentlig har den samme analyse, altså at arbejdsudbuddet har presset unge mennesker i en del tid.

Ordføreren.

Ja, det synes vi også. Det er jo en af de kampe, vi tager med regeringen nu. Det er også en af grundene til, at jeg er så optaget af 10. klasse. 10. klasse er jo det sted i uddannelsessystemet, hvor der er mest tid, fordi der ikke er så meget pres. Der har lærerne faktisk tid til at hjælpe de unge. Man har tid til at blive moden. Man har tid til at finde ud af, hvem man egentlig er, og hvad man gerne vil. Derfor synes jeg, at det er en katastrofe, at regeringen vil nedlægge 10. klasse, for det var faktisk et af de steder, der var tilbage, hvor man havde tid til at blive moden.

Fru Theresa Berg Andersen fra SF.

Tak for det. Jeg tror ikke, fru Lotte Rod kan mindes en debat, hvor vi to har stået over for hinanden, om det her med finansieringen og jeres meget gode planer i Radikale Venstre, hvor man finansierer ved at fjerne Arnepensionen og retten til en værdig tilbagetrækning. Så den økonomiske plan går vi i hvert fald i SF ikke ind for.

Samtidig er jeg meget enig i det her med at styrke pædagogikken, og der ligger der også nogle vigtige skridt i det her, når vi skal til at kigge på en pædagoguddannelse. Jeg skal bare bed- eller afkræftes i, når De Radikale her fortæller mig om karakterskalaen, at De Radikale, jeg mener det var i 2006 eller 2007, bidrog til at indføre den nuværende karakterskala, hvor man kunne dumpe folkeskoleelever – ikke bare dumpe dem, men dumpe-dumpe dem med minuskarakter. Jeg skal bare have min hukommelse på plads.

Ordføreren.

Det der er jo sådan en af de svære ting, for det er sådan fra før min tid. Og i alle de år, jeg nu har været i Folketinget kan – det er jo efterhånden et par stykker – har jeg jo kæmpet for, at vi skulle lave en ny karakterskala. Jeg forstår ikke, at det går utrolig langsomt, for arbejdet har jo ligget der i så mange år efterhånden. Vi er så mange partier, der har presset på, så jeg ville ønske, at regeringen jeg fik lavet en ny karakterskala.

Spørgeren.

Det kommer vi også til i den aftale, der er indgået, som fru Lotte Rods parti ikke er en del af. Jeg skal spørge, om fru Lotte Rod kan se andre gode initiativer, der kan fremme trivslen, i den aftale, vi har lavet førhen.

Ordføreren.

Helt grundlæggende synes vi jo i Radikale Venstre, at det at lave et erhvervsrettet spor på hf er en virkelig god idé. Det synes vi giver så god mening. Det, jeg ikke forstår, og det, vi er imod i aftalen, er, at SF jo her sammen med regeringen ikke bare går ind og nedlægger 10. klasse. Man går også ind og øger karakterpresset ned i folkeskolen, fordi man hæver adgangskravene til gymnasierne. Så alt det, vi taler om om den skole, vi gerne vil have, bliver jo sværere at lave, fordi det kommer til at handle endnu mere om eksamenerne.

Derudover har jeg også bekymring for, at man nedlægger hf. Hvorfor bygger man ikke bare videre på den hf, vi har? Hvorfor skal man absolut nedlægge den? Jeg synes, man ødelægger utrolig meget i stedet for egentlig bare at have bygget noget nyt op. Det ville i øvrigt have været den danske måde at gøre det på, at man lavede det med forsøg i stedet for at ødelægge så utrolig meget i så stor en reform.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Lotte Rod, Radikale Venstre. Så er turen kommet til ordføreren for forespørgerne, fru Theresa Berg Andersen, SF.

Tak, formand. For SF er det en mærkesag, at vi gør alt, hvad vi kan, og alt, hvad der står i vores magt, for at udviklingen med den stigende mistrivsel vendes. Det er ikke mening, at børn skal vokse op med en klump i maven og konstant frygt for at skuffe. Barndommen bør kun handle om en ting, nemlig om at være barn.

Da regeringens Trivselskommission blev nedsat i 2023, var det netop også er for at blive klogere på, hvordan vi kunne forebygge mistrivsel og sårbarhed i samfundet, så der kan skabes bedre rammer for det gode, virksomme og meningsfulde børne- og ungeliv. Det er vi i SF enige i skal understøttes. Mit ønske er derfor, at det bliver undersøgt, men også at vi forpligtiger os på at tage ansvaret på os, når rapporten ligger her, og handle.

Trivselskommissionen har mange gode bud på at tage udgangspunkt i, og en af de ting, som jeg tager med mig fra rapporten, er, at det her, ganske som ministeren siger, er et sammenfiltret problem, som ikke kan løses på én måde. Det kræver forskellige indsatser i alle samfundets lag og i alle de arenaer, som børn lever deres liv i. Selvfølgelig kan alt ikke løses oppefra og ned, og anbefalingerne henvender sig også til mange forskellige aktører. Her har vi et særligt ansvar for de rammer, som andre skal handle inden for. En del af opfølgningen på kommissionens anbefalinger bør derfor også være, om vi tilbyder aktørerne i de forskellige arenaer en tilstrækkelig ramme for at tage opgaven på sig.

En anden ting, jeg tager med mig, er, at kommissionen har præsenteret en finansieringsplan, der desværre går ud på at afskaffe skolemad og hæve loftet over klassekvotienten i 0. til 2. klasse, hvad regeringen også heldigvis har erklæret sig uenig i. Begge dele – skolemaden og loftet over klassekvotienten – blev indført for at styrke trivslen. Erfaringer fra Finland og Sverige viser nemlig, at skolemad har betydning for, hvor godt børn klarer sig i livet, og det vil især gavne udsatte børn, som er i størst risiko for mistrivsel. Det samme gælder klassekvotienter. Antallet af børn pr. voksen har stor betydning for, hvor meget nærvær og støtte der kan gives til det enkelte barn. Derfor giver det heller ikke mening at finansiere nye indsatser ved at afvikle noget af det, vi har, der virker, for det gør jo ikke noget godt, hvis vi skal gøre det på bekostning af trivsel på et andet område.

Derfor synes jeg, det er vigtigt, at man laver en ny plan for, hvordan man vil investere i trivsel, hvor man har tænkt trivslen med. Hvis vi vil handle på det, er det heller ikke urealistisk, at det vil koste os noget. I en tid med stigende forsvarsudgifter er det vigtigt, at vi er ekstra opmærksomme og prioriterer klogt. Jeg mener, det er klogt at investere i mere forebyggelse på mistrivselsdagsordenen. Jeg tror på, at det vil spare samfundet for mange penge, hvis vi kan vende denne udvikling sammen.

Sidste år brugte kommunerne eksempelvis 2,2 mia. kr. på at betale for tabt arbejdsfortjeneste til forældre, som gik hjemme med et barn i mistrivsel. Tænk, hvis vi kunne gribe ind, inden mistrivslen vokser sig så stor, at børn må blive hjemme fra skole. Jeg anerkender ganske vist, at vi gør meget i dag, og det er rigtig godt, men jeg mener faktisk, at vi kan gøre mere på den her dagsorden. Det kan vi gøre ved at følge op på Trivselskommissionens anbefalinger, og jeg mener, det er et godt sted at starte. Trivselsdagsordenen er for vigtig en dagsorden, til at det er et regeringsprojekt alene. Jeg mener, at det kræver, at et samlet Folketing står bag og ønsker at gøre det her til et forpligtigelserne arbejde, så vi tager hånd om de 3.220 elever, som har været væk fra skolen i mere end 100 dage det sidste skoleår. Det betyder også, at der lige nu er 15.000 forældre hjemme, som går glip af deres arbejde, fordi de har et barn, der mistrives alvorligt. Jeg synes helt ærligt, at det skylder vi de forældre.

Derfor vil jeg gerne sammen med Enhedslisten og Alternativet fremsætte den følgende vedtagelsestekst. Som jeg startede med at sige i min begrundelsestale, bliver jeg gerne en time ekstra i dag, hvis vi kan nå til en samlet tekst. Jeg vil gerne have lov til at læse vedtagelsesteksten op.

Forslag til vedtagelse

»Mistrivsel blandt børn og unge stiger hvert år over hele landet. Trivselskommissionen konkluderer, at årsagerne til mistrivsel er komplekse og kræver en tværsektoriel indsats på tværs af de arenaer, børn og unges liv foregår i. Anbefalingerne sigter mod at revidere trivselsmålingerne, styrke almenområdet i institutioner samt understøtte relationer, tilknytning og fællesskaber. I forlængelse heraf noteres det, at et andet finansieringsgrundlag end angivet må findes, så nye trivselsfremmende indsatser ikke gennemføres på bekostning af trivsel på andre områder. Derfor ønsker Folketinget, at regeringen indkalder til forhandlinger med udgangspunkt i kommissionens anbefalinger, og at regeringen forpligter sig til årligt at aflægge en statusredegørelse på området, så udviklingen kan følges.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 10).

Tak, og jeg kan se, at den er i overensstemmelse med den tekst, der er afleveret. Der er en kort bemærkning til fru Helena Artmann Andresen, Liberal Alliance.

Tak for det. Tak for en fin tale, og jeg er faktisk glad for at høre, når SF her taler om trivsel, at det hele ikke handler om karakterer og prøver. Men noget af det, der er er indgået i den nye epx-aftale, er jo bl.a. den her karakterfrihed, som man giver i gymnasierne, og jeg vil bare gerne lige have SF til at bekræfte, at når SF taler for færre karakterer, så taler de for et mindretal af elever. Der har jo bl.a. været en undersøgelse, der viser, at 82 pct. af eleverne både ønsker karakterer og feedback, og at 80 pct. af eleverne bliver usikre på deres faglige niveau, når de ikke får karakterer.

Ordføreren.

Jeg vil da gerne understøtte de tal, der står der, men samtidig tror jeg også på, at man kan prøve at give en ordentlig feedback. Jeg mener ikke, at de elever, der har siddet ude i folkeskolen, har prøvet andet, så hvis de får en god og fyldig feedback, så tror jeg faktisk på, at det er lige så givtigt. Så jeg kan ikke se, hvorfor en karakter alene skulle kunne styre det, hvis det er sådan, at man får en god og faglig feedback. Og selv om det er så høj en andel, der siger, at de har behov for det her, så mener jeg faktisk også, at vi skal kigge på den lille andel, som ikke har behov for det. Hvis vi altså kunne understøtte det med en bedre feedback, tror jeg faktisk på, at vi om nogle år vil se nogle andre resultater.

Spørgeren.

Ja, og det er jo helt fair at tale mindretallets sag. Jeg synes bare, at det skal være tydeligt i den her sammenhæng. Så er jeg også helt enig med ordføreren i, at feedbacken i hvert fald mange steder ude i folkeskolen ikke er god nok, som den er i dag, fordi lærerne derude mangler tid og de er pressede.

Ordføreren.

Det er jeg helt enig i, og det er også derfor, jeg bliver sådan lidt trist, når jeg ser, at Trivselskommissionen her kommer med nogle anbefalinger om at hæve klasseloftet og sådan noget, og det gør jo ikke problemerne ude i folkeskolen mindre. Jeg er også helt enig i, at sådan noget som tolærerordninger osv. vil styrke trivslen generelt. Det tror jeg absolut det vil.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Theresa Berg Andersen, SF. Vi går nu i gang med den almindelige rækkefølge blandt ordførerne, og den første, der får ordet, er fru Matilde Powers, Socialdemokratiet. Velkommen.

Tak for ordet, formand. Tilbage i 2010 arbejdede jeg på Hillerød børneafdeling, og her fik jeg jævnligt børn og unge ind, som havde skåret i sig selv, som havde taget en håndfuld Panodiler for at få fred, eller som havde været væk fra deres skole i månedsvis på grund af ondt i maven, som vi ikke kunnet finde nogen fysisk forklaring på. De her unge havde rigtig ondt i livet, de mistrivedes, og når de kom til os på børneafdelingen, var det et kæmpe råb om hjælp. Siden dengang er antallet af børn og unge, der mistrives, desværre bare steget, og særlig blandt vores unge fra 15-25 år ser vi en stigning og særlig blandt pigerne. Som børnesygeplejerske, som mor til to unge piger og som politisk ordfører for unges trivsel er jeg oprigtigt bekymret for den udvikling, og den kræver uden tvivl handling. Derfor er jeg også så glad for, at vi har modtaget Trivselskommissionens grundige arbejde, så vi har et godt udgangspunkt og nogle tydelige retningslinjer for, hvordan vi kan arbejde lige så grundigt videre. Det skylder vi vores børn og unge. Så tak til SF for også at løfte debatten og arbejdet her ind i salen i dag.

Trivselskommissionens rapport indledes med at beskrive nogle beskyttelsesfaktorer for mistrivsel, og den liste synes jeg det er interessant at bruge lidt tid på. For jeg tror faktisk, at vi kan finde mange svar netop her. Bl.a. nævner de søvn og fysisk aktivitet, to basale faktorer, som sammen med en sund kost og sollys er noget af det mest grundlæggende for vores psykiske og fysiske velbefindende. Det har vi vidst i hundredvis af år, men det er, som om vi har glemt det lidt i den seneste tid. I skolebørnsundersøgelserne kan vi nemlig se, at flere og flere børn har stillesiddende transport til skole, flere spiser fastfood, flere kommer næsten ikke udenfor i løbet af dagen, og flere sover alt for lidt i forhold til anbefalingerne. Omvendt kan vi også se, at de børn og unge, som er fysisk aktive mindst en time om dagen, har det signifikant bedre end andre børn. Det synes jeg er virkelig tankevækkende, og det kalder på, at vi interesserer os endnu mere for, hvordan vi kan skabe nogle gode og sunde rammer omkring vores børn.

Men selvfølgelig er alt ikke løst med sunde og gode vaner. Trivselskommissionen nævner også, at det at have gode relationer til voksne er helt afgørende, f.eks. i skolen. Jeg læste engang en undersøgelse fra Sverige, som viste, at mange unge ikke vil gå til deres lærer, hvis de har det svært, fordi det er selv samme person, der skal give dem karakterer og dermed få afgørende betydning for deres fremtidsmuligheder. Måske er det værd at tænke på, når vi taler om, hvor og hvordan vores unge mennesker kan få hurtig hjælp og sparring, når livet gør ondt.

Noget andet, som nævnes i rapporten, er, at antallet af vores unge, som oplever sig meget stressede, er steget markant de sidste 10 år. Det er et alvorligt faresignal, fordi vi ved, at et vedvarende højt stressniveau gør os alle sammen syge. Der er selvfølgelig ikke en entydig grund til, at man føler sig stresset. Stress kan være udløst af et højt pres og et højt tempo, og derfor er det godt, at vi forkorter skoledagene, og at vi ser på prøvetrykket. Men stress kan også udløses af meningsløshed, altså at man ikke kan se nogen mening med det, man beskæftiger sig med, og en del unge beskriver faktisk, at de ikke kan se meningen med noget af det faglige indhold, som de præsenteres for i både udskolingen og på gymnasierne. Det kan f.eks. være svært at forstå, hvad de i fremtiden skal bruge de matematiske ligninger, viden om oldtidskundskab og latinske tekster til, og det forstår jeg virkelig godt.

Tiden er nok løbet lidt fra os, og fokus har desværre nok været lidt for meget på vigtigheden af de boglige kompetencer og mindre på de praktiske. Vi har helt sikkert ikke haft nok fokus på, at børn og unge lærer forskelligt, og vi har nok være lidt for optagede af at fortsætte med det, vi plejer, frem for at spørge de unge, hvad der giver mening for dem i den verden, de lever i i dag. Derfor er jeg også rigtig stolt over, at vi nu faktisk har lyttet til de unge, og at vi derfor kommer til at give dem langt mere valgfrihed og mulighed for mere praktisk undervisning både i udskolingen og på gymnasierne. Det er jeg overbevist om kommer til at gøre en forskel i forhold til deres følelse af meningsfuldhed. Jeg er også meget stolt over, at vi har landet en stor psykiatriaftale. For ud over at forebygge, at vores unge overhovedet bliver syge, så bliver vi også nødt til at have en god og hurtig hjælp, hvis de bukker under. Ingen kan være tjent med at skulle vente hele eller halve år på at få hjælp, når man er syg, som det desværre ofte har været tilfældet i psykiatrien i dag. Det bliver der heldigvis for alvor gjort noget ved nu.

Så er nogle af de problemer og anbefalinger, som Trivselskommissionen peger på, er vi heldigvis i fuld gang med at løse. Men meget mangler vi også stadig at finde svar på, og derfor er jeg også rigtig glad for, at vi skal drøfte de 35 anbefalinger fra rapporten både her i dag og ved mange andre fremtidige lejligheder, så vi kan få knækket kurven, så der i fremtiden vil være færre unge, der indlægges med selvmordsforsøg, selvskade og kroniske mavesmerter, og ikke flere. Tak for ordet.

Med det vil jeg gerne læse en vedtagelsestekst op på vegne af Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti, og det lyder som følger:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget ønsker at styrke trivslen blandt børn og unge.

Folketinget har derfor med tilfredshed modtaget anbefalingerne fra Trivselskommissionen.

Folketinget noterer sig, at regeringen agter helt eller delvist at arbejde videre med alle anbefalingerne, der er målrettet det statslige niveau. Folketinget lægger dertil vægt på, at der holdes liv i trivselsdebatten, herunder hvordan udfordringerne med trivsel i samfundet italesættes.

Folketinget konstaterer, at flere af anbefalingerne allerede er aftalt, f.eks. at udvide muligheden for, at flere unge fra familier med lav indkomst kan komme på efterskole, ligesom man vil se på justering af karakterskalaen. Hertil indgår flere af Trivselskommissionens forslag i regeringens psykiatriudspil.

Derudover har børne- og undervisningsministeren indkaldt til årets Sorømøde i august, som skal under støtte en videreførelse af debatten om Trivselskommissionens anbefalinger.

Folkeskoleforligskredsen er derudover enig om at drøfte de af Trivselskommissionens anbefalinger, som har relevans for folkeskolen, herunder om skolevægring og kommissionens overvejelser om målingen af børn og unges trivsel«.

(Forslag til vedtagelse nr. V 63). Tak for ordet.

Tak. Vi kan konstatere, at der er uoverensstemmelse mellem det oplæste og det, der er afleveret. Det vil blive omdelt og indgå i de videre forhandlinger.

Første korte bemærkning er til fru Helena Artmann Andresen, Liberal Alliance.

Tak for det, og tak for en fin tale. Jeg er enig i, at det praktiske har fyldt for lidt i vores folkeskole. Men jeg bliver også lidt bekymret, når jeg hører om den her meningsløshed, for jeg tror, der er mange unge mennesker i folkeskolen, der tænker: Hvorfor skal jeg læse Tove Ditlevsen? Det bliver jeg ikke en bedre ingeniør af. Men der ligger jo noget grunddannelse i det, og det er vigtigt, at vi giver de nye generationer det, vi selv har læst, videre, gamle tekster osv. Det skal vel ikke altid give mening for børnene i folkeskolen, lige når de er der. De kan måske se på længere sigt, hvad de skal bruge det til at læse f.eks. Tove Ditlevsen.

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig. Det er selvfølgelig vigtigt, vi også viderefører historie og traditioner. For mig og for de unge, jeg har talt med, handler det måske i lidt højere grad om balance og om, at der både er plads til noget af det, de kan føle giver mening i den hverdag, de lever i i dag, og det, de måske skal lave i fremtiden, og så selvfølgelig også at blive klædt på med traditioner og historiske ting.

Spørgeren.

Tak for den opklaring. Så nævner ordføreren også, at valgfrihed er vigtig for de unge og for deres trivsel, og det tror jeg ordføreren har helt ret i. Derfor vil jeg også gerne høre, om Socialdemokratiet så har skiftet holdning og vil kæmpe for et friere gymnasievalg for de unge, for jeg kan se, at det ikke er det, der er lagt op til i den nye epx-aftale, altså at flere skal kunne få deres førstevalg for gymnasiet.

Ordføreren.

Det er rigtig vigtigt for Socialdemokratiet, at der bliver forskellige valg at træffe, når man skal vælge ungdomsuddannelse, og at det ikke kun handler om, hvilket stx-gymnasie man vil gå på, men at der faktisk er forskellige muligheder. Derfor lægger vi også op til, at der skal være epx-gymnasier lige så mange steder, som der er stx-gymnasier i dag, så der faktisk bliver en reel valgmulighed, også af indholdet på de gymnasiale uddannelser. Så det er yderst vigtigt for os, at der bliver reelle gode valg.

Tak. Næste korte bemærkning er til fru Christina Olumeko, Alternativet.

Tak for ordet, og tak til ordføreren for talen. Jeg vil gerne stille det samme spørgsmål, som jeg stillede til fru Lotte Rod fra Radikale Venstre før. Det handler om det faktum, at kommissionen fremhæver, at lgbt+-børn og -unge mistrives markant mere end alle andre grupper. Det gælder både i folkeskolen, men også på fgu, erhvervsuddannelser og gymnasier – og sådan set igennem hele voksenlivet. Det kan vi se i alle tal. Kommissionen har lavet et meget grundigt, men noget, vi undrer os lidt over i Alternativet, er, at man ikke rigtig kommer i bund med nogen anbefalinger for netop den her gruppe elever. Så vidt jeg husker, er den eneste anbefaling, at man skal spørge ind til lgbt+-personer i trivselsmålingerne. Det er noget, jeg tolker, som om man ikke rigtig ved, hvad man skal gøre. Derfor er mit spørgsmål til Socialdemokratiet, hvad Socialdemokratiet forestiller sig at man kan gøre ved den markante mistrivsel, vi ser blandt lgbt+-elever.

Ordføreren.

Jeg og Socialdemokratiet er meget enige med Alternativet i, at det her er en vigtig og overset gruppe mange steder. Der er rigtig mange i den her lgbt+-gruppe, som har en væsentlig dårligere trivsel end personer i andre grupper. Jeg har selv beskæftiget mig rigtig meget med den her gruppe tidligere. Jeg har selv arbejdet i Sex & Samfund, hvor jeg har haft et godt indblik i, at det netop var sådan, det stod til. Derfor har det også været meget vigtigt for mig, ligesom det har været for Alternativet, at der skulle være bedre seksualundervisning, så der i hvert fald var noget opklarende hjælp og forståelse at hente, og så der var steder, hvor man kunne søge rådgivning. Men i forhold til det, ordføreren også spørger til nu – hvad kan vi præcis gøre ved det? – er jeg faktisk også selv en lille smule i tvivl om. Derfor synes jeg også, det er vigtigt, at vi har et grundigt arbejde omkring en handlingsplan for den her gruppe. Jeg tror, at det er svært for mig lige at pege på i dag, om der er en eller to ting, vi kan gøre, som ville kunne løse den her udfordring endegyldigt.

Spørgeren.

Tak for svaret til ordføreren. Jeg er sådan set enig med ordføreren i, at det er en ret kompleks problemstilling sammenlignet med de øvrige elevgrupper. Jeg tror selv, at noget af det har at gøre med, at vi stadig har en meget heteronormativ kultur i Danmark, hvor man ikke føler sig spejlet i film og tv eller blandt lærere eller blandt os politikere, hvis man er lgbt+-person. Så det er måske mere end kulturel udfordring, vi har i Danmark, som kan være svær at gøre noget ved fra politisk side. Men det er stadig et problem, vi skal tage hånd om.

Mit spørgsmål er, om ordføreren vil arbejde for, at vi får de her lgbt+-elever ind i det kommende arbejde, også selv om kommissionen ikke selv har lavet konkrete anbefalinger.

Ordføreren.

Jeg vil helt klart stadig som ordfører for unges trivsel have det brede fokus, også på den her gruppe. Det har hele tiden været et vigtigt fokus for mig, og det vil det fortsat være.

Næste korte bemærkning er til fru Theresa Berg Andersen, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det, og tak for en fin tale. Jeg ved jo også godt, at det her emne er noget, der ligger ordføreren meget på sinde. Vi har haft mange samtaler lige nøjagtig op til den her debat i dag. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor ordføreren står i forhold til de her nationale trivselsmålinger, som bliver foretaget ude i folkeskolerne. Vi får jo at vide, at de ikke nødvendigvis er up to date, og at de er svære for den enkelte elev at svare på, fordi de er sådan lidt mudrede, og jeg ved, at der er flere, der har bakket på vores dør for at komme med nye redskaber til at følge det her, også nogle metoder, hvor man skelner meget imellem trivsel, begyndende mistrivsel og alvorlig mistrivsel, så der ikke bare kommer én færdig rapport ud, som skelner imellem enten trivsel eller mistrivsel. Hvad tænker ordføreren om at kigge på dem?

Ordføreren.

Socialdemokratiet og jeg er meget enige i, at der er behov for at kigge på de her trivselsmålinger. Jeg er så heldig, at min gode kollega Sara Emil Baaring kommer herop på talerstolen lidt senere i dag, og jeg ved, at hun netop vil tale om det her emne. Men der er meget bred enighed om, at vi skal have kigget grundigt på dem.

Spørgeren.

Mit andet spørgsmål er nok lidt til ministeren, men måske kan du give mig et hint. For jeg kan jo høre, at vedtagelsesteksten her er stof fra folkeskolens forligskreds, så jeg vil spørge, om det betyder, at det er folkeskolens forligskreds, der får lov til at sidde med ved bordet, når vi skal i mål med nogle af de her anbefalinger og måske også nogle nye anbefalinger. Hvad tænker ordføreren om det?

Ordføreren.

Sådan som jeg er oplyst, skal de emner, der vedrører folkeskolen, hvilket man må sige at trivselsmålingerne i høj grad gør, som udgangspunkt drøftes i den forligskreds. Om der kan laves ændringer af det, vil jeg ikke gøre mig klog på, men det er i hvert fald udgangspunktet.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Matilde Powers, Socialdemokratiet. Næste ordfører er hr. Erling Bonnesen, Venstre. Velkommen.

Tak for det, og tak for ordet. Jeg holder denne tale på vegne af Venstres ordfører, Anni Matthiesen, som er forhindret i at være til stede her i dag. Lad mig indlede med at sige, at vi i Venstre mener, at det er vigtigt, at vi får fulgt op på Trivselskommissionens anbefalinger, så jeg synes, det er fint, at vi også gør status her. Så tak til SF for at tage initiativ til den her debat, som vi har i dag.

Nu har ministeren netop fremhævet nogle ting, som vi har taget action på og sat i gang, og denne liste vil jeg gerne bakke op. Men jeg vil også gerne uddybe og supplere med nogle af de intiativer, som vi i Venstre selvfølgelig er særlig glade for. Visse initiativer er jo et direkte svar på Trivselskommissionens anbefalinger, og visse initiativer er igangsat gennem folkeskolens kvalitetsprogram eller andre politiske aftaler. Vi er i Venstre meget begejstrede for de muligheder og frihedsgrader, folkeskolerne nu får, og som vi håber vil skabe en skole, hvor flere finder sig godt til rette, herunder at vi opretter en timebank, der giver skolerne større fleksibilitet til at møde de lokale behov.

Jeg kan også nævne juniormesterlæren og de nye lokale valgfag i udskolingen, der forhåbentlig vil skabe noget motivation hos nogle af de ældste elever. Vi er også meget optagede af det øgede fokus på børn og unges skærmforbrug, og vi ønsker en skole, hvor man ser hinanden i øjnene og kun bruger mobiler eller computere, når det har et aktivt læringsformål. Vi tror, det vil have en positiv effekt på børnenes omgang med hinanden, men også på deres koncentrationsevne, at der kommer færre afbrydelser. Mange skoler har allerede indført mobilpolitikker lokalt, og derudover har vi dannet Alliancen for en tryg hverdag for børn og unge, som vil arbejde med at begrænse de risici, der er ved at være online på diverse platforme. Det er vigtigt, at vi får skabt en god balance for brugen af skærm i børns og unges liv.

Jeg vil også gerne fremhæve efterskolerne og aftalen om fritidsjob som to initiativer, der på længere sigt vil bidrage til bedre trivsel blandt unge. Vi har i Venstre arbejdet for at sikre, at efterskolerne fortsat har en central plads i uddannelseslandskabet. Vi ved nemlig, at et efterskoleår modner de unge mennesker og giver dem vigtige erfaringer med det at indgå i et forpligtende fællesskab. Det giver de unge mennesker mulighed for at spore sig ind på egne interesser og styrker. Flere skal på efterskole, og derfor er jeg glad for, at vi nedsætter egenbetalingen til et efterskoleophold eller et ophold på en fri fagskole for økonomisk svage familier.

Derudover er jeg også meget glad for aftalen om flere unge i fritidsjob, som vi indgik tilbage i efteråret, med afskaffelsen af am-bidraget for de unge under 18 år og en lempelse af flere regler, så færre barrierer står i vejen. Det er godt for de unge at få en tidlig berøring med en arbejdsplads, hvor der er forventninger til en, og følelsen af at tjene sine egne penge, og at der er nogle, der regner med en, kan også hjælpe til en bedre trivsel og modstandsdygtighed over for bump på vejen.

Jeg mener samlet set, at regeringen gør meget for at imødekomme Trivselskommissionens anbefalinger, både direkte, men også mere indirekte med forebyggende tiltag og folkeskolens kvalitetsprogram. Vi kan og skal gøre mere, men jeg mener også, at det er på sin plads at stoppe op og notere sig, at mange initiativer allerede er sat i søen. Vi har et stort arbejde som samfund med at få grebet de unge, der er i mistrivsel, og det er en bunden opgave, som vi i Venstre og i regeringen prioriterer højt. Derfor er vi også glade for, at SF igen sætter emnet på dagsordenen til en god drøftelse. Tak for ordet.

Tak. Der er ikke ønske om korte bemærkninger. Tak til hr. Erling Bonnesen, Venstre. Næste ordfører er fru Karina Adsbøl, Danmarksdemokraterne. Velkommen.

Tak for det, formand. Og også tak til SF's fru Theresa Berg Andersen for at rejse den her vigtige debat her en fredag eftermiddag, hvor man kan tænke på, at hvis nu regeringen ikke havde tyvstjålet store bededag, var der nok mange børnefamilier, der var taget på en lang eller i hvert fald forlænget storebededagsferie. De var måske taget på camping, hvor børnene kunne lege og møde andre børn og have fælles samvær, men mange børnefamilier må så undvære den ekstra fridag, de kunne nyde sammen med deres børn i familiens ånd.

Men i hvert fald tak for muligheden for at tale om det her emne, som er afgørende for vores samfunds fremtid, nemlig børn og unges trivsel. I lyset af Trivselskommissionens nylige afrapportering står det jo klart, at vi står over for en vigtig opgave, og det er at skabe et læringsrigt, trygt og støttende miljø, hvor alle børn og unge kan blomstre. Danmarksdemokraterne ønsker et Danmark, hvor trivsel er grundlaget for børns udvikling og læring. Det er vores fælles ansvar at skabe et samfund med gode rammer, hvor alle har mulighed for at realisere deres potentiale. Trivselskommissionens rapport peger på flere centrale punkter: behovet for øget fokus på det sociale miljø i skolerne, forbedrede indsatser for børn med særlige behov, en styrket inddragelse af forældre og lokalsamfund samt en mere helhedsorienteret tilgang til trivsel.

For at skabe bedre trivsel for børn og unge er der flere områder, vi kan fokusere på. Det er at styrke det sociale fællesskab. Det er jo også noget, vi for nylig har haft stor interesse i alle sammen i forhold til den aftale, vi lige har indgået omkring erhvervsskolerne. Så er der fokus på den mentale sundhed. Det er også, at der sikres adgang til rådgivning og støtte for børn og unge, der har brug for det. Så er der den sunde livsstil, som også er vigtig. Det er også at fremme fysisk aktivitet, sund kost og tilstrækkelig søvn. Det ved vi også er noget, der bidrager til trivsel og velvære. Herunder er der en positiv skole- og fritidskultur. Det er netop at skabe et læringsmiljø, hvor fejl er en del af læringen, og hvor alle opfordres til at deltage uden frygt for at fejle. Anerkendelse og ros kan nemlig styrke selvtilliden.

Så er der også involvering af børn og unge. Det er også vigtigt at lytte til deres stemmer og også inddrage dem i beslutninger, der vedrører deres hverdag, for det øger jo følelsen af ejerskab og ansvar. Og det, der i hvert fald også er utrolig vigtigt, og som man snakker meget om, men som man tit fejler i, er hele forebyggelsen og den tidlige indsats. Det er, at man tidligt får identificeret de udfordringer, der er, så man kan hjælpe børn og unge med at håndtere dem, inden det udvikler sig til alvorlige problemer. Familiesamarbejde er utrolig vigtigt. Det er at støtte familier i at skabe et trygt og kærligt hjemmemiljø, hvor børn kan udvikle sig optimalt.

Der er jo flere af de her tiltag, som kræver et samarbejde mellem skole og forældre, lokale organisationer, fritidslivet og det bredere samfund ved at have fokus på løsningerne. Vores ambition er at skabe et samfund, hvor trivsel ikke blot er en målsætning, men en grundlæggende værdi, der gennemsyrer alle aspekter af børns liv, og det kræver netop et samarbejde på tværs af sektorer, og det er den største udfordring, også herinde: Det er stadig væk silotænkningen og opdeling i sektorer.

Men der er også en gruppe børn, jeg vil nævne her i dag, og jeg ved også, at det er en gruppe børn, som har en stor plads i SF's hjerte. Det handler netop om de børn, som af en eller anden årsag ikke har mulighed for at bo hjemme hos deres forældre, men bor et andet sted, enten i en plejefamilie, er anbragt på en døgninstitution eller andet. Vi ved, at det også er en gruppe, der har brug for ekstra stor støtte. Vi ved, at mange af dem ikke får en uddannelse, og at flere af dem desværre også ender i hjemløshed. Der er hyppige flytninger mellem institutioner og manglende støtte i skolen, og fra Danmarksdemokraternes side mener vi i hvert fald, at det er utrolig vigtigt, at vi også styrker det område.

Jeg kan se, at tiden render for mig her, men jeg vil bare sige til slut: Lad os alle sammen tage et ansvar for at skabe et Danmark, hvor vores børn og unge føler sig set, hørt og støttet i dag og i fremtiden. Så har jeg en vedtagelsestekst, jeg gerne vil læse op, og det er simpelt hen på vegne af Danmarksdemokraterne, for der har været flere vedtagelsestekster sendt rundt, men altså, folkeskoleforligskredsen holder sig jo meget for sig selv, så nu har jeg lavet min egen:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget noterer sig, at Trivselskommissionen konkluderer, at der er trivselsudfordringer hos børn og unge, der skal løses, men at flertallet lever gode liv. I den forbindelse ses der med bekymring på udviklingen i skolevægring og andelen af børn og unge, der forlader skolen uden at kunne regne og skrive, samt at foreningslivet og forpligtende fællesskaber er under pres.

Folketinget ønsker, at alle børn og unge får de bedste forudsætninger for at møde modgang og udfordringer med kompetencer, karakter og sunde relationer. I den forbindelse bemærkes det, at mistrivsel, der er i risiko for at udvikle sig til sygdom, skal behandles, ligesom børn, der er i særlig risiko, fordi de f.eks. kommer fra hjem med vold, misbrug eller sygdom, skal have god og rettidig hjælp. Derfor opfordres regeringen til at sikre en god implementering af det lettilgængelige tilbud i hele landet, at få nedbragt ventetiderne i psykiatrien og at styrke børnehusene.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 64).

Tak for ordet.

Tak. Der var overensstemmelse mellem det oplæste og det, som er afleveret, og det vil nu indgå i de videre forhandlinger. Der er en kort bemærkning til fru Theresa Berg Andersen, SF.

Tak for det. Det var en meget fin vedtagelsestekst. Jeg kunne egentlig godt tænke mig blot at kvittere for ordførerens store fokus på de børn, som er udenfor, for lige nøjagtig her har vores trivselsrapport et kæmpe hul, nemlig i forhold til de udsatte børn og unge, som ikke er nævnt og blevet kigget på i dybden i lige nøjagtig den her rapport. Så det skal ordføreren have tak for.

Samtidig vil jeg også lige spørge om en anden ting, for nu har jeg lige muligheden, kan jeg se på mit ur. Det er, at ordføreren på talerstolen nævner det her med, at det her skal kigges efter i folkeskoleforligskredsen. Tænker ordføreren ikke, at der er brug for et samlet Folketing, når viljen er så stor på tværs af partier i forhold til noget så alvorligt som børn og unges trivsel, så alle bliver inviteret med ind, uanset om man er med i en forligskreds eller ej?

Ordføreren.

Det er jeg fuldstændig enig i, og det er, synes jeg jo, faktisk en kæmpeudfordring, at alting bliver drøftet i en folkeskoleforligskreds. Der er jo i hvert fald flere partier, der ikke er med i den, og det synes jeg faktisk er dybt bekymrende.

Jeg har faktisk også spurgt, om Danmarksdemokraterne kan komme med, fordi vi synes, det er så vigtigt et emne, men det har vi så ikke fået lov til. Men vi bidrager i hvert fald gerne til at finde nogle gode løsninger videre frem. Herunder er jeg også glad for, at vi jo har indgået aftale om nogle af Trivselskommissionens anbefalinger, herunder også det, der tidligere blev nævnt, netop i forhold til efterskole og at der er flere, der får mulighed for at sende deres børn på et efterskoleophold. Så der er meget, vi kan gøre, og jeg tror faktisk, vi finder de bedste løsninger i fællesskab.

Spørgeren? Hun ønsker ikke den anden korte bemærkning. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Karina Adsbøl, Danmarksdemokraterne. Næste ordfører er fru Helena Artmann Andresen, Liberal Alliance. Velkommen.

Tak for det. Godt, det ikke er mig, der er ung i dag – den sætning hører jeg simpelt hen alt for tit. Jeg ved godt, at den bliver sagt med gode intentioner og en anerkendelse af, at det ikke er nemt at være ung i dag. Men sandheden er jo den, at det altid har været svært at være ung. Det er en livsfase, der er fyldt med tvivl, identitetssøgning og forandringer. Men hvis vi hele tiden taler om generation mistrivsel, skaber vi en fortælling, der gør mere skade, end den gør gavn. Som Grundtvig så fint er citeret for i Trivselskommissionens rapport: Ordet skaber, hvad det nævner. Og som nogle af eleverne fra Danske Skoleelever også har sagt det, oplever de, at der nærmest er en forventning om, at de skal mistrives.

Os, som sidder i den her sal, har et fælles ansvar for, at vi ikke begynder at sygeliggøre det helt almindelige ungdomsliv. Vi skal finde den svære balance i vores sprogbrug. For trivsel handler også om at kunne håndtere modgang og udfordringer, der er en del af livet, og det skal vi blive ved med at ruste de unge til. Derfor skal vi heller ikke fjerne krav i vores uddannelsessystem, prøver, karakterer og adgangskrav, og det har Trivselskommissionen heldigvis heller ikke anbefalet. Men min generation bliver ofte kaldt for særligt sårbare eller for snowflakes, og jeg giver simpelt hen ikke fem flade for det. Men hvis vi politisk pakker de unge ind i bobleplast og har en pædagogik, der ikke fremmer karakterdannelse, robusthed og myndiggørelse, så risikerer vi rent faktisk, at vi kan skabe en skrøbeligere generation, selv om min generation uden undtagelse også har sine udfordringer.

For mig at se, og hvad jeg også selv har mærket, så er den største presfaktor skærmene og de sociale medier. De puster til perfekthedskulturen, hvor man føler, at man hele tiden skal være på, og hvor man konstant eksponeres for urealistiske, perfekte billeder fra andres liv. Men noget af det, jeg synes er allervigtigst, er den måde, vi taler om trivsel på. I 1992 blev ordet mistrivsel nævnt to gange i de skrevne medier, og den ene gang var om en busk. I 2023 blev det nævnt mere end 15.000 gange. Det siger noget om, hvordan vi italesætter ungdomslivet i dag. I 1990'erne blev der også skrevet om unge, der var presset i gymnasierne, men vi kaldte det altså ikke for en mistrivselskrise. Nogle steder i samfundet er vi blevet overopmærksomme på vores egne følelser og navlepillende. Det skal vi ikke politisk understøtte, men det gør vi, og vi kan f.eks. tage de trivselsmålinger, vi pålægger børn helt ned i 0.-3. klasse. Her bliver de spurgt: Har du ondt i maven, når du går i skole, og føler du dig alene? Hvert eneste år bliver de spurgt om det. Det skal laves om. Det skal være mindre hyppigt og kvalificeret.

Trivselskommissionen peger også på forældrerollen, og selv om det er noget, vi hverken kan eller skal lovgive om, synes jeg, at det er en debat, vi bliver nødt til at tage. Vi har i mange år debatteret trivsel, som om børn ikke har nogen forældre, og jeg siger ikke det her, fordi jeg vil bashe forældrene, for vi har en fantastisk generation af forældre, der vil deres børn det allerbedste. Men når flere børn opdrages, som om de altid er i centrum, og de ikke lærer at indgå kompromiser, så bliver det altså utrolig svært at lave velfungerende klassefællesskaber. Og så bliver det altså til et samfundsproblem. Vi har også set en eksplosion i antallet af diagnoser og formentlig flere diagnoser, end der er brug for. Det er en kompleks debat, som jeg desværre ikke har tid til at gå i dybden med her, men jeg vil sige det, jeg har sagt mange gange før: Adgangsbilletten til hjælp skal ikke være en diagnose.

Til sidst vil jeg bare sige, at jeg er optimistisk på min generation og de næste generationers vegne. Fremtiden bliver grønnere, flere sygdomme bliver helbredelige, og uddannelse og karrieremuligheder har aldrig været mere tilgængelige, uanset hvor vi er i verden. Det er en tid, hvor potentialet til at forme sin egen fremtid er større end nogen sinde før. Men det kræver, at vi tror på ungdommen og vi stiller krav til den, ikke fordi vi er ligeglade, men netop fordi vi ikke er. Tak for ordet.

Tak. Den første korte bemærkning er til fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Jeg er ny på det her område, så jeg har ikke hørt jer alle sammen foretage de her debatter før, og så lytter man altid lidt ekstra. Jeg må indrømme, at jeg ikke har noget spørgsmål, men jeg vil bare takke for en virkelig, virkelig god tale, som satte rigtig mange tanker i gang for mig som politiker, men også som mor og som menneske i det hele taget. Jeg synes, at der var mange pointer, der var fuldstændig spot on. Så tak for en virkelig god tale.

Ordføreren.

Tusind tak for det.

Den næste korte bemærkning er til fru Matilde Powers, Socialdemokratiet.

Jeg vil faktisk også gerne takke for en rigtig god tale. Jeg synes, du sætter spot på nogle rigtig vigtige ting. Det er svært at komme omkring 35 anbefalinger på 5 minutter, så man er jo nødt til at vælge ud, og jeg glad er for, at ordføreren vælger at sætte spot på sproget. Jeg tror, der er noget virkelig centralt her. Jeg hørte på et tidspunkt en dreng i 3. klasse sige til sin mor: Mor, er jeg også ved at få angst, fordi jeg er bange for mørke? Jeg synes, det understreger det, ordføreren siger i sin tale i dag, nemlig at vi har brug for at differentiere sproget.

Har ordføreren selv et bud på, hvordan vi kan gøre det, og hvordan den debat skal startes?

Ordføreren.

Det er jo svært, for det er en kulturel ting, og vi har jo et kæmpestort ansvar herinde som talerør. Men der er jo det problem i dag, som du også nævnte i eksemplet med den dreng, at i stedet for at være bange, har vi dag angst, i stedet for at være pressede, har vi stress, og i stedet for at være kede af det, har vi depression. Så det er svært at se, hvordan man lige kan løse det, når det er en kulturel ting. Men vi er skal som talerør i hvert fald være utrolig opmærksomme på, hvad sproget betyder, og jeg falder da også selv ofte i og siger, at jeg er stresset over noget, selv om jeg i virkeligheden bare har travlt.

Spørgeren.

Nogle af de overvejelser, jeg selv har gjort mig, er, at vi på den ene side måske skal nedtone måden, vi taler om, at unge i stadig stigende grad mistrives, og bruge ordet mistrivsel noget mindre, men på den anden side får jeg også henvendelser fra en anden gruppe, nemlig nogle af de børn, der faktisk har det rigtig skidt, og som godt kan føle, at vi kan komme til at nedtone det ved at sige, at det måske bare er helt almindeligt, at man som ung kan have det på den måde.

Har ordføreren gjort sig nogle tanker om den balance, altså hvordan vi den på den ene side kan passe godt på den gruppe, der faktisk har det rigtig skidt, og ikke underminere det, og på den anden side ikke må komme til at tale den anden gruppe ned?

Ordføreren.

Det er jo, som jeg også sagde i min tale i dag, den brede børnegruppe, som Trivselskommissionen også har taget fat på, hvor langt de fleste børn heldigvis har det rigtig, rigtig godt. Men igen er det jo en meget svær balance, man skal finde, for selvfølgelig har vi nogle børn, der mistrives, og det er også et for stort mindretal, der har det sådan. Men jeg har ikke nogen løsning, som jeg har skrevet ned på et stykke papir, som jeg kan udlevere. Men det er jo igen sproget, der er så utrolig vigtigt, og så er det også vigtigt at anerkende, at der er nogle børn, der virkelig har det svært.

Den næste korte bemærkning er til hr. Rasmus Lund-Nielsen, Moderaterne.

Jeg er enig i, at måden, vi bruger sproget på, selvfølgelig betyder enormt meget, men jeg tror, at det er en vigtig nuance, som fru Matilde Powers også nævner i sin anden korte bemærkning, nemlig at vi også risikerer at nedtone fænomenet, hvis vi bare siger, at det er sprogligt skabt. Jeg synes egentlig også, det er nogle nye toner fra ordførerens parti. Normalt plejer Liberal Alliance ikke at abonnere på en socialkonstruktivisme, hvor man ser altså som noget, der er socialt konstrueret og sprogligt skabt. Så i hvor høj grad mener ordføreren, at det her trivselsproblem er et reelt problem og ikke bare et spørgsmål om, hvordan vi bruger sproget?

Ordføreren.

Altså, jeg mener, at der er en for stor børnegruppe, der mistrives. Men det er ikke nye toner fra Liberal Alliance, at vi kan ordne alt herinde på Christiansborg for at fjerne de trivselsproblemer, der er. Det har vi hele tiden sagt. Det er hverken karakterer eller noget andet, for så var vi klar til at gøre det, hvis det bare var det, der gjorde det. Men det er det jo ikke. Det er også derfor, man ser problemstillingen over hele Vesten. Det er en kulturel ting, og det er på tværs af uddannelsessystemer og alt muligt andet. Så det er ikke nye toner fra Liberal Alliance. Vi har hele tiden sagt, at det er forkert, at vi giver de unge mennesker idéen om, at humørlyset hele tiden skal lyse grønt, for det gør det ikke; det har altid været svært at være ung. Det skal vi huske at minde de unge mennesker om en gang imellem. Så det er ikke nye toner.

Spørgeren.

Jeg er enig i, at det ikke er nye toner fra Liberal Alliance at nedtone trivselsproblemet; det har Liberal Alliance ikke mindst gjort i den seneste valgkamp, hvor man brugte anledningen til at sige, at det her var blæst ud af proportioner. Da Trivselskommissionens anbefalinger kom, bemærkede jeg også, at partiet var ude at sige, at nu kunne vi afblæse trivselskrisen osv. Det er det, jeg gerne vil advare imod. Det er det, der risikerer at ske, hvis man siger, at det bare er et sprogligt skabt fænomen. Jeg mener, at noget af det, ordføreren nævnte om de sociale mediers introduktion, kunne gøre, at der faktisk reelt sker en stigning i mistrivsel.

Ordføreren.

Men ordføreren nævner jo selv et eksempel på, at jeg har nævnt, at det ikke bare er sprogligt skabt, men at det også er de sociale medier. Det er et sted, hvor man godt kan tage fat, og hvor vi også går ind for at man tager fat – godt nok på EU-niveau. Men jeg har ikke påstået, at det bare er sprogligt skabt. Liberal Alliance tager den seriøst med de trivselsudfordringer, der er, men vi bliver også bare nødt til at sige, at det heldigvis er flertallet af de danske børn, der trives. Og vi skal ikke skubbe på med det her med, at man kun kan gøre noget politisk, hvis man kalder det for en krise, for man udvander simpelt hen fænomenet.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Helena Artmann Andresen, Liberal Alliance. Næste ordfører er hr. Rasmus Lund Nielsen, Moderaterne. Velkommen.

Tak, formand. Jeg mener, at mistrivslen blandt vores børn og unge er et af vores samfunds største problemer, og at det er et problem og en udfordring, vi som politikere skal tage dybt alvorligt. Man kan jo spørge, hvad vores velfærdssamfund og vores gode velstand er værd, hvis vi ikke trives. Det er der alt for mange børn og unge, der ikke gør i dag. Det er alvorligt, og det er vigtigt for mig at sige, i en tid hvor jeg synes der er for mange, der bagatelliserer problemet.

Det mener jeg er helt forkert. Jeg har i mine 10 år som praktiserende psykolog set, at det at blive ramt af stress, angst eller depression som ung er alvorligt; det er ikke uskyldigt. Det medfører, at mange af dem får en sårbarhed, der gør, at de får svært ved at gennemføre deres uddannelse, og at de får svært ved at varetage et arbejde. Det skal vi altså tage alvorligt.

Det er heller ikke en bagatel, at 15.000 forældre er på tabt arbejdsfortjeneste, som flere har nævnt, fordi deres børn har for store problemer til at være i vores folkeskole. Det er heller ikke en bagatel, at 15 pct. får en psykiatrisk diagnose, inden de fylder 18 år. Ligesom det heller ikke er en bagatel, at det nu er tre ud af fire førtidspensioner til unge under 40 år, der gives på grund af psykiske lidelser. Fremskriver vi den her udvikling, er det jo en regulær bombe under vores samfundsmodel. Det har konsekvenser både for fremtidens velfærd og velstand.

Selvfølgelig er det rigtigt, at det også er hovedparten, der trives. Alt andet ville da også være en gigantisk falliterklæring i et af verdens mest udbyggede velfærdssamfund – og et af verdens dyreste velfærdssamfund. Men det, at hovedparten trives, ændrer altså ikke på, at der er for mange, der ikke trives, og at gruppen, der mistrives, vokser i et alarmerende tempo. Det er jo ikke bare tragisk for dem, som det rammer. Det er også noget, som netop udfordrer vores velfærdsmodel, som jeg nævnte før. Det har også konsekvenser, at tusindvis af børn har et langvarigt og bekymrende fravær i skolen og derfor ikke

får en tilstrækkelig andel af vores fælles dannelsesmæssige fundament.

Derfor var det rigtigt, at vi nedsatte en kommission, der kunne informere arbejdet med at komme problemer med mistrivsel til livs, og jeg synes, at Trivselskommissionen peger på rigtig mange vigtige ting. Den peger jo på, at vi skal gøre op med den her usunde idé om, at man skal have en diagnose, før man kan få hjælp. Det synes jeg er virkelig afgørende. Den peger også på seks samfundstendenser, der skaber mistrivsel, hvor ikke mindst den digitale virkelighed og børns skærmbrug står meget centralt.

Her mener jeg, at vi er politisk forpligtede til at handle – og at vi har tøvet alt for længe. Vi ved jo, at søvn, opmærksomhed, relationer og bevægelse er grundpiller i trivsel. Og det er også grundpiller, som bl.a. smartphonen skubber meget kraftigt til i den forkerte retning. Tallene taler for sig selv. Vi så jo, at da både smartphonen og sociale medier blev introduceret, faldt det sammen med en markant stigning i den mistrivsel, som vi ser og drøfter i dag.

Der er også tal, der viser, at over halvdelen af drengene mellem 11 og 19 ikke ser deres venner i løbet af en uge. Hver tredje 15-årige pige bruger mere end 30 timer om ugen på sociale medier. Hver anden 10-årige er på TikTok, og hver tredje bliver forstyrret i sin søvn flere gange i løbet af ugen, fordi de lige skal tjekke noget på mobilen.

Så derfor bakker vi i Moderaterne helhjertet op om Trivselskommissionens anbefalinger vedrørende børns skærmbrug: Vent med at give en smartphone, til barnet er fyldt 13 år, og indfør mobilfri skoler i SFO'er, og installer firewalls. Det er jo dybt problematisk, at mere end hver tredje elev oplever at blive distraheret af digitale medier i undervisningen. Så er de over 50 mia. kr., vi investerer i folkeskolen hvert år, jo hurtigt spildt, hvis man har sin opmærksomhed et helt andet sted. Så vi støtter også anbefalingerne om at investere i de lettilgængelige tilbud, så man kan få støtte uden netop først at have den her diagnose. Hjælpen skal være tæt på, den skal komme uden ventetid, og uden at man først skal igennem et langt udredningsforløb. Det er det, som de lettilgængelige tilbud står for.

Vi mener også, at skolen skal kunne rumme flere. Derfor bakker vi også op om anbefalingen om mellemformer, hvor børn og unge, der ikke trives i klassiske rammer, kan få nogle rammer, som passer bedre til dem. Der er alt for mange, der i dag bliver presset ind i et alt for rigidt skolesystem. Det synes jeg vi skal ændre på.

Personligt har jeg også længe været fortaler for at justere på karakterskalaen. Det kommer ikke til at løse hele trivselsproblemet. Men selv om jeg ikke går ind for at slække på faglige krav generelt – og det synes jeg faktisk har fyldt alt for meget i den her debat, altså at det bare er løst, hvis vi fjerner krav i skolen, hvad jeg også tror er en blindgyde – mener jeg heller ikke, vi skal opstille nogle krav, som presser børn unødigt. Det er altså et unødigt stort pres, at det betyder så meget for ens gennemsnit, om man får fire eller syv eller syv eller ti.

Så helt konkret bør vi da udskifte syvtallet med et sekstal og et ottetal, så springene på skalaen bliver harmoniseret, og skalaen bliver mindre stormasket i midten, og så man også kan honorere den mindre faglige præstation. Så mange af kommissionens anbefalinger er regeringen i fuld gang med at indføre, og jeg ser frem til at drøfte, bl.a. på Sorømødet om kort tid, hvordan vi kan indføre endnu flere af anbefalingerne. Tak for ordet.

Tak. Den første korte bemærkning til ordføreren er fra fru Theresa Berg Andersen, SF.

Tak for det. Jeg har lyst til at sige tak for en virkelig god tale. 3.200 elever har ikke været i skole i mere end 100 dage det sidste skoleår. 15.000 forældre, som ordføreren også nævner, går hjemme. 2,2 mia. kr. er der brugt ude i vores kommuner på tabt arbejdsfortjeneste. Så fortæl lige de forældre, at der ikke er tale om en mistrivselskrise! Så det skal ordføreren have tusind tak for.

Ordføreren.

Jeg synes, at Trivselskommissionens anbefalinger kom lidt forkert i gang, ved at det handlede om, om det er en krise, eller om det ikke er en krise. Det var sådan en antagelse om, at hvis ikke det er 80+ pct., der mistrives, er det ikke en krise. Jeg synes, det er helt forkert udelukkende at kigge på andelen, der mistrives. Jeg synes da, det er vigtigt at kigge på f.eks. stigningstakten, altså hvor hurtigt det går. Man kan jo se, at det er gået virkelig stærkt de sidste 10 år med, hvor mange flere der mistrives, hvor mange flere der får psykiatriske diagnoser. Så er det jo bare, som jeg nævner i min tale, at vi kan fremskrive den udvikling, og så har vi altså en krise, hvis ikke vi sætter ind.

Så jeg er meget enig med ordføreren i, at det er en krise, fordi det går så stærkt.

Tak. Ønsker spørgeren den anden korte bemærkning? Nej. Så er næste korte bemærkning til fru Karina Adsbøl, Danmarksdemokraterne.

Tak. Jeg har ikke indtryk af, at der er nogen, der bagatelliserer den udfordring, der er på det her område.

Men jeg kunne egentlig godt tænke mig at spørge ordføreren om det, han siger om skærmene. Der har jo været en kæmpe diskussion herinde om mere selvbestemmelse ude på skolerne og ude i kommunerne, altså hele frisættelsesdagsordenen, så kommer der et lovforslag herinde om det? Vil man simpelt hen lave det forbud, eller vil man stadig væk lade det være op til de enkelte skoler at vurdere, hvornår der er brug for skærme i læringsmiljøet?

For det virker sådan set lidt mærkeligt, at når det er noget, man virkelig synes man skal lave noget ved, vil man gerne lave lovgivning, men ellers er det hele frisættelsen, det handler om, fordi det er dem derude, der bedst kan beslutte det. Så hvad er det egentlig, man mener fra Moderaternes side?

Ordføreren.

I Moderaterne går vi i høj grad ind for at frisætte vores folkeskoler, og derfor synes jeg, at en god model vil være, at vi indfører et udgangspunkt i loven om, at vores folkeskoler skal være mobilfri, men med mulighed for, at vores skolebestyrelser, hvis der er et flertal, kan vedtage en anden mobilpolitik. Det er jo en balancegang mellem at sige, at der skal være et udgangspunkt, som alle kan følge, og at man så også kan lave nogle nuanceringer, hvis man, som ordføreren nævner, gerne vil noget særligt i forhold til det digitale. Jeg synes så godt nok, det er et problem at tale om læringsmiljø der, for det er jo ikke sådan, at vi vil fjerne alle skærme. Der kan jo godt være skærme, som tjener et fint didaktisk formål, altså nogle af de skærme, man kan bruge i undervisningsøjemed. Det handler jo om de private skærme, altså mobiltelefonen, som er forbundet med underholdning og spil og den slags, og som netop gør, at elevernes opmærksomhed er et helt andet sted end på undervisningen, hvorved de her 50 mia. kr., vi bruger, kan være helt spildt.

Spørgeren.

Jamen det er ikke, fordi jeg ikke synes, at man skal have fokus på mindre skærm og mere tid til andet, men jeg synes bare, det måske er lidt dobbeltmoralsk, når man siger, at man vil have frisættelsen, men samtidig vil lovgive om det. For størstedelen af skolerne har jo indført regler og en politik på det her område. Så det virker bare, som om det sådan står lidt i modsætning til hinanden. Det er egentlig derfor, jeg synes, det er lidt interessant at spørge ind til Moderaternes holdning, altså at man simpelt hen ønsker lovgivning og ikke mener, at de ude lokalt kan håndtere det. Så tak for den opklaring.

Ordføreren.

Jamen der er visse ting, som jeg mener kalder på lovgivning, f.eks. det, der bliver kaldt for kollektive handlingsproblemer, altså hvor jeg som forælder til et barn, der snart begynder i skole, ikke bare kan sige, at jeg gerne vil vente med, at mit barn får et smartphone, til et eller andet tidspunkt, eller at mit barn ikke skal sidde med sin smartphone i klassen. For hvis alle min søns klassekammerater har en smartphone, kommer han til at blive ekskluderet fra det fællesskab. Så giver det mening at sige, at vi indfører et udgangspunkt i loven. Vi bevarer frisættelsen ved at sige, at skolebestyrelserne så kan vælge en anden politik. Så det er stadig væk en frisættelse.

Næste korte bemærkning er til fru Helena Artmann Andresen, Liberal Alliance.

Tak. Jeg følte mig bare lige kaldet til at komme med en kommentar, for jeg følte lidt, at det med at bagatellisere skolevægring, og at man har givet op på så utrolig mange unge mennesker, der går på førtidspension, var en stikpille til mig. Det bagatelliserer jeg bestemt ikke! Det var Liberal Alliance, der fik lavet undersøgelsen af skolevægring, og at der nu kommer en national definition af det, det var os, der fik lavet forsøget med online-skoler også, og så er vi allerede klar til at gå i gang med at lave om på de her trivselsmålinger i skolen, men regeringen ville vente til, at kommissionen først kom med sine anbefalinger. Var den stikpille til mig? Jeg bagatelliserer bestemt ikke det her!

Ordføreren.

Nej, stikpillen var ikke alene til ordføreren. Jeg mener dog, at Liberal Alliance, som jeg også nævnte tidligere, generelt har underdrevet vigtigheden af, at vi politisk sætter ind over for mistrivselskrisen, bl.a. ved at sige, at krisen er afblæst, som Liberal Alliance har sagt flere gange. Derudover er det et mere bredt fænomen, at der er mange, der bagatelliserer det. Det handler bl.a. om den bog, der hedder »Trivsel og mistrivsel« af Lars Qvortrup og Karen Wistoft, der har været ude i debatten og sige, at der reelt set ikke er noget trivselsproblem.

Så nej, jeg har naturligvis ikke på noget tidspunkt sagt, at Liberal Alliance eller ordføreren ikke mener, at skolevægring er et alvorligt problem, men jeg mener, at der er en tendens til at underdrive selve problemerne med mistrivsel, og det at sige, at det i høj grad er sprogligt skabt, synes jeg i virkeligheden også taler for det.

Spørgeren.

Det er rigtigt, at jeg har sagt, at jeg synes, at sproget er altafgørende. Men jeg vil sige, at vi bare ser forskelligt på det. Jeg behøver ikke at kalde noget for en krise, for at man kan handle politisk på det, og jeg synes, at det er en fejl, og jeg synes, at vi er så gode herinde til at udvande begreberne, for vi kaster om os med kraftfulde udtryk, for at vi åbenbart skal kunne gøre noget ved det og virke mere handlekraftige. Jeg synes ikke, at der er en mistrivselskrise, det er rigtigt, men det gør ikke, at jeg ikke vil handle på de unge menneskers vegne, de unge mennesker, der har det svært. For der er et mindretal, der har det for svært, og som mistrives.

Ordføreren.

Ja, og det er et ret stort mindretal, og det er også et mindretal, der er i stor vækst, og det er jo det, som for mig at se bør afgøre, hvor meget vi prioriterer det. Så er det jo også det, som vi netop også lige har erklæret enighed om, at sprog betyder noget. Så hvis vi sprogligt nedtoner det, tror jeg, at det også ryger ned i rangeringen over, hvor villige vi er til at prioritere det politisk, for politik handler om at opliste problemer, efter hvor vigtige vi synes de er at handle på, og der synes jeg, at det er problematisk, hvis man underprioriterer det her problem.

Tak. Jeg skal lige være helt sikker på, om fru Christina Olumeko ønsker ordet. Nej. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Rasmus Lund-Nielsen, Moderaterne. Den næste ordfører er fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti. Velkommen.

Tak, formand. Tak for ordet, og tak til SF for at tage initiativ til den her debat. Hvis ens børn ikke trives, trives man heller ikke selv. Sådan tror jeg alle forældre har det, uanset hvor gamle ens børn måtte være. Jeg tror også, at I kender udtrykket små børn, små problemer – store børn, store problemer. Det er et udtryk, jeg som småbørnsmor har sat spørgsmålstegn ved, særlig efter sådan en nat med et par tænder, der er ved at bryde igennem, når man ikke har fået så meget sammenhængende søvn. Men jeg må nok alligevel også sande, at jo ældre mine egne børn bliver, rummer udtrykket alligevel en vis sandhed, for jeg tror, at de fleste forældre ved, at der ikke er noget, der gør mere ondt, end hvis vores børn ikke trives, og i særdeleshed, hvis ikke de trives i de fællesskaber, som de møder, når de vokser op. Jeg tror, at vi som forældre må have som mål, at vi evner at opdrage børn, som evner at begå sig i fællesskaber. Der er ikke noget menneske, der har nok i sig selv. Vi har alle sammen brug for at indgå i fællesskaber. At føle en form for samhørighed er et fundament for det gode liv. Vi har brug for at spejle os i andre, i at modtage respons fra andre. Vi har brug for at være vidne til andres liv for på den måde også at finde ro i vores egen tilværelse og livets op- og nedture.

Hvis vi skal minde os selv om, at man nok skal komme igennem det, også når livet er svært, har vi også brug for at se andre komme igennem det, når livet er svært, og det er jo det, vi gør i fællesskaberne. Vi har brug for, at andre har tiltro til os og forventer noget af deres. Derfor mener jeg ikke, at vi kan tale om trivsel uden også at tale om fællesskaberne i vores samfund.

Men ja, hvordan går det egentlig med vores børn og unges trivsel? Jeg prøvede at spørge min 6-årige datter, før jeg puttede hende i går aftes. Jeg fortalte hende, at vi skulle have den her debat i salen i dag, og jeg tænkte, at endelig var der noget, der måske interesserede hende lidt. Jeg fortalte, at det handler om trivsel, og så siger hun: Jamen mor, hvad er trivsel? Det er i virkeligheden et godt sted at starte. Jeg prøvede at forklare hende, hvordan jeg så på trivsel, og jeg spurgte: Hvad skal der til, for at du ikke trives? Jamen det er jo bare et spørgsmål, om man har det godt med vennerne – apropos det med at indgå i fællesskaber. Men svaret er ikke entydigt. Trivselskommissionen konkluderer, at langt de fleste børn og unge i Danmark trives. Det tror jeg er vigtigt at huske på, hvilket jeg også synes Liberal Alliances ordfører tidligere fik gjort klart. Men kommissionen peger også på en bekymrende udvikling, som jeg også hørte blive anerkendt. Vi kan se, at andelen af unge med dårlig trivsel stiger, særlig hos de unge piger.

Et af de fællesskaber i vores børns liv, som jeg tror er allervigtigst, og det har jeg valgt at dedikere min taletid til i dag, er vores folkeskole. Jeg kommer ikke omkring alle 35 anbefalinger, og det er der ikke nogen der har gjort. Jeg er enig i meget af det, der er sagt. Der er mange gode anbefalinger, der bliver interessant at arbejde videre med. Jeg vil hæfte mig ved folkeskolen og det fællesskab, den udgør. Mere end 110.000 danske børn har over 10 pct.s fravær. Over 10.000 børn har været væk fra skolen i mere end 3 måneder. Det er rystende tal! Bag de tal gemmer sig børn og familier i dyb krise. Det handler om forældre, som må gå hjemme og mister deres arbejde, søskende, der må se en hel familie dreje sig rundt om det barn, der ikke kan komme i skole, og børn, som føler sig forkerte, ensomme og opgivende. Det tror jeg ville være naturligt, hvis ikke man kommer af sted i skolen og indgår i det fællesskab.

Sidste år blev der udbetalt 2,2 mia. kr. i tabt arbejdsfortjeneste til forældre, som måtte blive hjemme på grund af mistrivsel. Det er ikke bare en økonomisk udfordring, det er en social og menneskelig tragedie. Vi Konservative mener, det er på høje tid med en national handleplan, og vi har fremsat et beslutningsforslag her i Folketinget, og vi kommer til at blive ved med at have fokus på det her område. Lad os inspirere af eksempelvis Hvidovre Kommune, som har vist, hvordan man med en helhedsorienteret indsats virkelig kan gøre noget på det her område.

Tiden er stukket af fra mig. Jeg er lige kommet retur fra barsel og har nok lidt undervurderet, hvor hurtigt tiden forsvinder i sådan en forespørgselsdebat her. Jeg havde et afsnit, jeg i virkeligheden havde glædet mig til at tale om, nemlig hvordan vi også skal huske familien i det her, hvordan fundamentet for trivsel, også når livet er svært, skal skabes i familien. Så når vi snakker om børn og unges trivsel, må vi ikke glemme også at snakke om, hvordan vi styrker familierne og giver familierne kompetencerne til at hjælpe børn og unge. Det må blive en anden gang. Tak for ordet.

Tak. Der er ingen korte bemærkninger. Tak til fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti. Den næste ordfører, jeg ser i salen, er fru Christina Olumeko, Alternativet. Velkommen.

Tak for ordet, formand, og tak til SF for at give Folketinget anledning til at drøfte Trivselskommissionens grundige arbejde og anbefalinger. Tak i øvrigt for en rigtig spændende debat, jeg synes, der har været mange gode taler.

For Alternativet er visionen klar: Et samfund skal måles på, om mennesker lever glade, virksomme og meningsfulde liv. Vækst, forbrug og arbejdsudbud er ikke mål i sig selv, men alligevel har det netop været målet i rigtig mange år i dansk politik. Det politiske kompas har simpelt hen været indstillet forkert. Det stod også klart, da regeringen med statsminister Mette Frederiksen i spidsen proklamerede, at arbejdsudbud var den vigtigste valuta i dansk politik. Når man reducerer målet om politik til et slag om, hvem der kan få flest mulige danskere ud på arbejdsmarkedet i længst tid, så ser det måske rigt ud i et regneark, men det er fattigt for et samfund.

For Alternativet kunne det ikke skære mere i vores ører. For os er det vigtigste i dansk politik livskvalitet, og at flere mennesker trives i vores samfund. Trivsel er forudsætningen for at kunne knytte sig til mennesker, trivsel er forudsætningen for læring og karakterdannelse, og trivsel er forudsætningen for et godt ungdomsliv. Derfor er det set med vores øjne bedre set end aldrig, at regeringen nu forhåbentlig begynder at indse, at formålet med politik er at skabe forudsætningerne for trivslen. Når en tredjedel af kvinderne og hver femte mand i alderen 16 til 24 år har et dårligt mentalt helbred, har vi nogle grundlæggende udfordringer. I stedet for at symptombehandle unges mistrivsel, typisk med psykologhjælp, er vi nødt til at lave strukturelle forandringer, der skaber rammer for trivslen. I Alternativet er vi derfor rigtig glade for, at Trivselskommissionen foreslår strukturelle forandringer. Vi skal nemlig sætte ind på flere områder for at få livskvaliteten op blandt børn og unge.

Nogle af de mange forslag, som Trivselskommissionen har foreslået, vil jeg også fremhæve her. Følelsen af at høre til og være en del af et trygt og meningsfuldt fællesskab er en af de vigtigste faktorer for mental sundhed og trivsel, og derfor er det for Alternativet vigtigt at give flere unge mulighed for at tage på efterskole, højskole aftenskole for. Prisen på opholdene og særlig på højskoler er for mange blevet alt for dyrt. Det er blevet så dyrt, at unge fra lavindkomstfamilier reelt ikke har muligheden i mange tilfælde. Den udvikling skal vendes, og det skal igen være en mulighed, som er alle unge forundt i løbet af livet.

Det samme gælder deltagelse i foreningslivet. Foreninger og frivillige fællesskaber spiller en afgørende rolle for børns og unges trivsel. Engagement i foreninger, hvad enten det er sport, spejder, musik eller noget helt fjerde, skaber vigtige tilhørsforhold og oplevelsen af medansvar. Derfor støtter vi kommissionens anbefalinger om fritidspas i alle kommuner, at vi styrker de fritidspædagogiske tilbud som sfo og klub, og ikke mindst, at vi laver en stabil grundfinansiering for civilsamfundet. Målet for Alternativet er, at alle børn og unge har en fritidsaktivitet. Børn og unge skal også have frirum til at udtrykke sig, blive inspireret og udvikle empati for andre. Derfor skal vi styrke de mange kulturtilbud, uanset om det er teater, musik, dans, billedkunst eller litteratur. I Alternativet ønsker vi, at alle børn og unge, uanset hvor de bor og hvilken baggrund de har, får reel adgang til kunst og kultur. Vi skal styrke læseglæden, ungdomskulturhusene og bibliotekerne. Og så er vi ikke mindst glade for, at Moderaterne har taget en gammel mærkesag for Alternativet til sig, nemlig kulturpasset, som vi glæder os til at se resultaterne af.

Uddannelsessystemet har også stor betydning for børns og unges trivsel. De seneste års uddannelsespolitik har været fokuseret på at presse unge til at tage den lige vej gennem uddannelsessystemet, så hurtigt som muligt, helst uden at skifte mening og helst lige præcis det, som arbejdsmarkedet har brug for – endnu en konsekvens af, at arbejdsudbud skulle være den vigtigste valuta i dansk politik. I stedet skal vi skabe grobund for mere underviserkontakt, vejledning og feedback, og vi skal rykke fokusset på prøver og karakterer over til læring og udvikling. Det er uddannelser med trivsel i fokus.

Så vil jeg også gerne, som jeg har gjort i flere af mine spørgsmål til ordførerne her, fremhæve det, der mangler i kommissionens anbefalinger, nemlig lgbt+-elevers mistrivsel. Kommissionen fremhæver netop, at det er problem, men kommer ikke med konkrete anbefalinger til, hvordan vi løser det. Og min opfordring til hr. Mattias Tesfaye og regeringen generelt er ikke at glemme det. Det skal med i de forhandlinger, der kommer i de forskellige ministerier. Det kommer vi i Alternativet til at huske jer på.

Så er der meget andet at komme ind på. Jeg vil gerne rose blandt Liberal Alliance og Moderaterne for at nævne det digitale liv. Der var vi i Alternativet meget enige i det, I sagde. Og så vil jeg til sidst bare sige særlig tak Trivselskommissionen for et solidt stykke arbejde og særlig også det embedsværk, der har betjent kommissionen. Tak for ordet.

Tak. Jeg har blot lige en enkelt bemærkning om, at ministre ikke tiltales med navn, men med titel – det er bare til næste gang.

Så er der en kort bemærkning til hr. Rasmus Lund-Nielsen, Moderaterne.

Tak for en god tale. Jeg synes da også, det kunne være interessant at høre ordførerens bud på, hvordan vi kan hjælpe målgruppen lgbt+-børn og -unge mere, for det kan jeg forstå er noget, som ordføreren synes er meget vigtigt, og det synes jeg også selv. For der er ikke nogen tvivl om, at de slår ud i statistikkerne for mistrivsel.

Jeg vil dog lige sige, at kommissionen jo, som ordføreren selv nævner, var opmærksomme på den problemstilling. Hvis jeg husker det korrekt, anbefalede de jo det lettilgængelige tilbud, og at man skulle informere den her målgruppe mere om, at det lettilgængelige tilbud er en stor hjælp for dem. Det tror jeg også er vejen frem, for det er jo et sted, hvor man kan komme hen uden nødvendigvis at have en egentlig psykiatrisk diagnose. Og der er det også vigtigt at sige, at regeringen jo lægger op til at fordoble det lettilgængelige tilbud i forhold til økonomien, vi afsætter til det. Så det vil jeg gerne lige høre ind til.

Ordføreren.

Tak til ordføreren for et godt spørgsmål. Det er faktisk helt korrekt, at kommissionen anbefaler at lave en kampagne målrettet lgbt+-børn og -unge, hvad angår lavtærskeltilbuddene. Og så foreslår man at revidere trivselsmålingerne.

Det, vi i Alternativet savner, er, at vi laver noget forebyggende. Vi skal jo gerne derhen, hvor lgbt+-elever ikke mistrives. Og jeg synes faktisk for at være ærlig, at det er en rigtig, rigtig svær problemstilling, for meget af det tror jeg ikke har så meget at gøre med lovgivningen herindefra at gøre, men med en generel kultur i Danmark, desværre. Jeg husker selv fra min egen skoletid, at der blev råbt skældsord efter lgbt+-elever, og det var sjældent, at lærerne sagde noget til det.

Så er der blevet nævnt seksualundervisning af flere andre ordførere, og det er også noget af det, Alternativet arbejder for. Men jeg tror, at det vigtigste er, at vi sætter os ned med KL, Danske Gymnasier, skoleeleverne, DLF osv. og spørger, hvad der egentlig er brug for, for at lgbt+-elever trives, for det er langt hen ad vejen en implementeringsudfordring.

Spørgeren.

Jeg er meget enig i, at det er vigtigt, at vi generelt har en større rummelighed i vores samfund, men jeg synes også, det er vigtigt at sige, at det lettilgængelige tilbud, lavtærskeltilbuddet, jo også i høj grad er forebyggende, fordi man netop kan få hjælp, inden det bliver en egentlig psykiatrisk diagnose.

Nu, når jeg har rejst mig, kunne det måske være interessant også bare lige at give lidt modspil til det, som ordførerens parti og ordføreren selv ofte nævner, med, at der er for meget fokus på, at vi skal arbejde, og at vi mere skulle kigge på betingelserne for trivsel. Men er det ikke ret vigtigt, at vi har nok lærere, pædagoger, læger osv.? Det er jo trods alt ret vigtigt for ens trivsel, at der er en vis arbejdskraft i samfundet.

Ordføreren.

Jo, det er helt bestemt vigtigt, at der er arbejdskraft i samfundet. Jeg håber ikke, at ordføreren læser mit indlæg, som om vi ikke skal have arbejdskraft i samfundet. Men Alternativets analyse er, at vi alt for længe har fokuseret på arbejdsudbud som målet for dansk politik. Vi har jo set partilederdebatter, hvor partilederne dyster om, hvem der kan få flest mulige ud i arbejde og i længere tid, altså for, at arbejdsudbuddet skulle op. Og der tror jeg, at man fra Folketingets side og fra skiftende regeringers side har glemt, hvad konsekvenserne af de arbejdsudbudsreformer er, bl.a. i forhold til uddannelsessystemet.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Christina Olumeko, Alternativet. Jeg har fået oplyst, at fru Sara Emil Baaring fra Socialdemokratiet ønsker ordet som privatist. Velkommen.

Tak for ordet. Jeg tillader mig simpelt hen at tage ordet som både privatist, men også som Socialdemokratiets børne- og skoleordfører. Mange af Trivselskommissionens anbefalinger peger jo direkte ind i vores politiske hjertekammer. Har vi skabt alt for mange firkanter, som vores cirkler, trekanter og stjerner ikke passer ned i? Det mener vi faktisk i Socialdemokratiet. Derfor glæder vi os over de ændringer, som folkeskolen står over for. Det er ændringer, som mange børn allerede mærker, når skoletaskerne bliver båret tilbage i klasselokalerne her efter sommerferien. Vi får flere valgfag i udskolingen, så vores ældste elever oplever mere motivation og medbestemmelse, vi får en ny juniormesterlæreordning for dem, som lærer bedst med hænderne, og så får vi kortere skoledage med mere tid og nærvær. Er det så hele svaret på den alvorlige udfordring, som Trivselskommissionen peger på? Nej, det er det selvfølgelig ikke. Derfor er det også vigtigt, at vi har den her debat i dag – og tak til SF for det – og at vi tager børnenes trivsel alvorligt. I Socialdemokratiet er vi klar til at se på de næste skridt. Der er mange stærke forslag i kommissionens arbejde, som vi skal dykke ned i.

Jeg vil i dag tillade mig at afslutte med en hjertesag, de nationale trivselsmålinger. Hvert år beder vi tusindvis af børn om at sætte krydser i spørgeskemaer om deres trivsel i skolen. Resultaterne bruges flittigt i rapporter, i forvaltninger og her i Folketingssalen som en slags temperaturmåling på folkeskolen. Men som tidligere lærer og som politiker med ansvar for de børn, der udfylder skemaerne, må jeg ærligt sige: De nationale trivselsmålinger rammer ofte ved siden af. Det betyder ikke, at vi skal stoppe med at måle trivsel, tværtimod, men vi skal gøre det med en større respekt for børnenes virkelighed. Trivsel kan ikke reduceres til et spørgeskema en gang om året.

Jeg har selv stået med den her trivselsmåling i hånden og forsøgt at forstå mine elevers svar. Et barn havde en dårlig dag og svarede i frustration. Et andet barn var i dyb mistrivsel, men klikkede sig mekanisk igennem uden at afsløre noget som helst. Især for de yngste elever er spørgsmålene abstrakte og svære. Hvad betyder det at føle sig anerkendt? Hvad vil medbestemmelse sige? Mange børn svarer, hvordan de har det lige nu, og ikke, hvordan de grundlæggende har det i skolen. Fordi besvarelserne er anonyme, mister vi muligheden for at gribe ind, hvor behovet er størst. Det efterlader lærerne med hænderne bundet og hovedet fyldt med statistik, som man ikke kan bruge til noget som helst. Som forælder har jeg også set bagsiden. Hvad sker der, når et barn bliver bedt om at svare på, om det føler sig udenfor eller er bange for at blive grinet af?

Derfor er det helt rigtigt, at kommissionen nu foreslår en grundlæggende revision af målingerne. Det er på høje tid. I Socialdemokratiet mener vi, at skolen skal være et trygt og inkluderende fællesskab for alle børn, og det forpligter. Hvis vi virkelig vil tage børns trivsel alvorligt, må vi også tage vores metoder op til revision. Alt for længe har vi siddet og stillet de forkerte spørgsmål og givet konkluderende svar, som hverken lærere, elever eller forældre havde tillid til. Tak for ordet.

Tak. Der er ingen korte bemærkninger. Tak til fru Sara Emil Baaring, Socialdemokratiet. Vi er nu igennem rækken af ordførere og en enkelt privatist, og nu er turen kommet til børne- og undervisningsministeren.

Først og fremmest vil jeg sige tak for diskussionen. Før hvert folketingsvalg er der jo de her kandidattest, man kan tage. Jeg plejer at tage en af dem og finde ud af, hvor mange procent enig med mig selv jeg er. Jeg plejer at ligge sådan på mellem 85 og 90 pct. Det fortæller jo noget i forlængelse af det, fru Sara Emil Baaring siger, nemlig at når man svarer på de der test, handler det også lidt om, hvilket humør man lige er i, når man skal svare på, om man er meget enig eller forholdsvis enig i et bestemt udsagn. Når jeg tager den test, er jeg som regel mest enig med en socialdemokrat – en anden end mig selv. De næste kandidater, der kommer frem, som ikke er socialdemokrater, plejer at være SF'ere eller Venstrefolk, og dem i bunden plejer så at være Radikale Venstre og Liberal Alliance. Så kan man jo godt få en meget præcis forestilling om, hvem man er mest enig med og mest uenig med, og så skal man ikke have været på Christiansborg ret længe, før man finder ud af, at alle de forestillinger om enighed og uenighed og rød og blå hurtigt bliver lidt mere kompliceret, når man så lander i dagligdagen på Christiansborg.

Jeg synes, at dagens diskussion også er et meget godt billede på, at nogle af de problemstillinger, vi står med i det danske samfund, f.eks. omkring trivsel blandt børn og unge, ikke bare lige kan hældes ned i en klassisk højre-venstre-skala, som vi lærte i samfundsfagstimerne, men at det nogle gange er lidt mere kompliceret, og at vi skal være lidt mere nysgerrige på hinanden og interessere os for, hvad hinanden mener. Derfor har jeg også været rigtig glad for den her diskussion, som jeg synes viser nogle fine nuancer i forskellige tilgange til at diskutere det her spørgsmål.

Da vi skulle sammensætte Trivselskommissionen, tænkte jeg meget over, hvem der så skulle sidde i sådan en kommission, for det er ikke ligegyldigt, hvem man spørger. Det har betydning for, hvilke svar man får. For mig var det vigtigt, at der deltog folk med en universitetsbaggrund, med en akademisk baggrund, folk, der havde interesseret sig for forskning på området, men det var også vigtigt for mig, at der deltog nogle, der måske ikke lige normalt ville blive betragtet som trivselseksperter. Det kan være folk, der har haft rigtig mange ansatte i fritidsjob, eller folk, der har stærke rødder i det frivillige foreningsliv, eller folk, der har arbejdet med undervisning – formanden for kommissionen er jo forstander på en højskole – for trivsel er nødt til at være noget andet end kun at stirre sig blind på mistrivsel. Hvis man kigger på et glas, som om det er halvtomt, drejer det også diskussionen i retning af, at vi skal tale om alt det, der er galt.

Derfor er noget af det, jeg blev mest glad for, da jeg læste rapporten, at rapporten også interesserer sig for det glas, der er halvfuldt – altså, hvad er det faktisk, der lykkes? Hvornår er unge glade? Hvad giver dem røde kinder og ild i øjnene? Det var det, der gjorde, at de kom frem til overskriften på deres rapport, »Et dansk svar på en vestlig udfordring«, fordi de siger, at meget af det, vi ved virker, faktisk er noget af det, vi traditionelt har været rigtig gode til i Danmark. Så vi står med et ret godt afsæt for at diskutere det her.

Det er jo, når man kommer hjem fra håndboldtræning; det er, hvis man har følt sig anerkendt og fået løn for noget arbejde, penge, man faktisk selv har tjent; det er den velfungerende danske pædagogiske tradition; det er at gå til spejder, at være sammen med sin familie og faktisk være fysisk sammen med sine venner. Det er noget af det, der giver røde kinder og ild i øjnene. Derfor behøver vi ikke at opfinde alt muligt nyt; det handler mere om at styrke nogle af de tilbud, vi i forvejen har i det danske samfund, og som har fået det sværere.

Jeg synes, det blev sagt rigtig godt, da jeg talte med en klubpædagog, der havde fået en ny klub i den kommune, han nu arbejdede i, for kommunen ville gerne investere i de her fritidstilbud efter skolen – en ny, stor, lækker klub – og han var så frustreret over, at de unge ikke kom hen i klubben. Så spurgte jeg: Hvorfor? Så sagde han: Det er svært at konkurrere med smartphones og fyldte køleskabe. Det, han prøvede at sige, var, at da han startede som klubpædagog, tog børnene dér hjem til et hjem, hvor der ingen smartphones var, ingen PlayStation, og der var måske heller ikke altid et fyldt køleskab. Så det at tage hen i klubben var lige så meget et udtryk for, at det ikke var spændende at være derhjemme.

Men nu er det blevet sværere at få unge op i klubben, fordi folk kan gå hjem og kigge på TikTok eller Instagram, og der er mange, der tilbyder noget til unge, som der ikke er mange vitaminer i. Det er jo som at spise hvidt brød at sidde og bruge et par timer på at glo på videoer på TikTok, men det er enormt tiltrækkende for mange unge, og det er jo designet til, at de skal blive afhængige af det. Derfor er det lidt svært at være en klubpædagog. Selv om man har en ny lækker klub med bordfodboldborde og det hele, kommer de unge ikke af sig selv. Det er noget af det, jeg synes er det sværeste rent politisk her: Det, der griber ind i folkeskolen – det ser vi i trivselsmålinger – eller på gymnasieområdet eller i sundhedsvæsenet, kan vi regulere. Vi har vores paragraffer og vores bevillinger, og det er vi verdensmestre til herinde i Folketingssalen. Det kan vi så diskutere med hinanden i forskellige aftaler og forligskredse. Det skal vi nok finde ud af.

Men hvad angår en stor del af de anbefalinger, der kommer, er det noget, vi ikke lige kan skrue på herinde. Vi kan ikke bestemme, om forældre skal lægge deres smartphone ned og faktisk være til stede ved frokostbordet hjemme hos hr. og fru Danmark. Så kommer vi i hvert fald til at leve i et ubehageligt samfund, hvis vi begynder at regulere den slags.

Noget af det, der er svært for os, men jeg tror ikke umuligt at regulere eller understøtte, er, hvad der sker, fra børnene får fri, til de går i seng. Den tid – fritiden, det ligger lidt i ordet, tiden er jo netop fri – skal vi netop ikke regulere med alt muligt »skal«. Det skal være frivilligt, om man gider gå til håndbold, eller om man gider komme op i den klub, eller om man gider have en avisrute. Men det, vi bør diskutere med hinanden, er, hvordan vi så kan understøtte det. Jeg synes faktisk, vi er nået et rigtig godt stykke på fritidsjobområdet, hvor der var nogle helt unødvendigt rigide bindinger på, hvad unge måtte foretage sig, som jeg synes vi har fået ryddet op i. Der var også noget skattepolitik, som jeg tror kan være med til at tilskynde flere til at få et fritidsjob. Det er entydigt godt. Der har været et ret voldsomt fald i andelen af unge, der har et fritidsjob, og det tror jeg er rigtig skidt for trivslen, fordi det er godt at have et fritidsjob.

Når det så handler om det frivillige idrætsliv, fik vi for nylig tal, der viste, at der faktisk var rekordmange børn og unge, der var medlemmer af frivillige idrætsforeninger. Det er jo virkelig, virkelig positivt og måske også et udtryk for en modreaktion, fordi de unge og måske også deres forældre kan godt se, at det ikke går at bruge hele eftermiddagen på TikTok, men at man bør være en del af noget frivilligt idrætsliv eller en spejderforening eller noget andet. Selv om der har været en stigning, hvilket jo er positivt, mener jeg, vi skal fortsætte den politiske diskussion af, hvordan vi kan understøtte det. Hvordan kan vi understøtte, at flere går til svømning og håndbold? Noget af det er jo kommunal politik, og jeg håber, det kan blive en del af den kommunalpolitiske valgkamp. Der er nogle byer, der er vokset rigtig meget, men hvor tilgængeligheden af fritidstilbud slet ikke følger med. København er jo en af dem. I landdistrikter kan det handle om noget andet. Der kan det måske handle om transportmuligheder, tilgængelighed, at det ligger tæt på, hvor man bor. Det synes jeg er en vigtig diskussion.

Så synes jeg, at sfo- og klubtilbud er vigtige. Vi kan se, at fra 3. til 4. klasse falder antallet af, hvor mange der går i sfo- eller klubtilbud, efter de har fået fri fra skole, dramatisk. Hvis de gik hjem og gik med aviser eller de gik ned og spillede håndbold, synes jeg ikke, det er et formål i sig selv, at vi skal have flere i sfo eller klub, men udfordringen er jo, at rigtig mange går hjem på sofaen, og så sidder de bare og glor ned i deres mobiltelefon, indtil forældrene kommer hjem fra arbejde kl. 17 eller 17.30. Det er meningsløst tab af ungdomsliv at bruge 2-3 timer hver eftermiddag på det. Jeg ville ønske, det kun var nogle ganske få, men problemet er jo, at det er et bredt folkeligt problem i alle samfundsklasser, at unge spilder deres liv på at sidde og glo på det der. Det tror jeg også vi skal diskutere med hinanden, altså hvordan vi kan understøtte andre aktiviteter. Igen vil jeg sige, at det jo ikke er fritid, hvis det er »skal«-bestemmelser, så vi skal finde ud af, hvordan det stadig væk kan være frie tilbud, man selv aktivt tilvælger, men hvor vi kan gøre det lettere tilgængeligt. Det kan handle om økonomi, geografisk tilgængelighed eller hvad som helst.

Det er en af årsagerne til, at årets Sorømøde i starten af august handler om fritiden. Jeg synes faktisk, det er de anbefalinger i Trivselskommissionens mange anbefalinger, som er sværest rent politisk at få greb om. Så det er det, jeg tænker vi skal prøve at bruge et par dage på. Jeg håber, mange har mulighed for at deltage. Vi har prøvet at invitere folk, der ikke kun er uddannelsespolitiske folk, men også folk, der arbejder med fritidsjob eller med idrætsliv eller noget andet, til at komme og fortælle, hvad der skal til for at få flere unge til at blive en del af de forpligtende fællesskaber, som vi ved er med til at få fyldt glasset halvt op, og som måske også kan fylde det endnu mere op.

Det skal jo ikke stå i modsætning til, at vi også har brug for behandling. Vi har brug for psykologi, og der skal stilles nogle diagnoser hos nogle unge. Vi må aldrig nogen sinde sige, at investering i det brede flertal af unges gode, sunde og aktive fritidsliv står i modsætning til, at der er nogle, der virkelig har brug for specialiseret hjælp. Men vi kan bare se, at der alt for mange i dag, der får stillet diagnoser, og vi driver for mange unge i retning af behandling og antidepressiver og terapi. Det burde kunne forebygges, og de burde kunne rummes i de almene tilbud. Jeg synes, det er det, de siger med »Et dansk svar på en vestlig udfordring«.

Så synes jeg også, at jeg kan høre bred anerkendelse af Trivselskommissionens arbejde, og det vil jeg også bare sige amen til, for jeg synes faktisk, det er en af de bedste samfundsanalyser, jeg har læst i meget, meget lang tid. Jeg prøver ellers at følge nogenlunde med. Jeg synes faktisk, at der for en gangs skyld er nogle, der virkelig rammer samtiden rigtigt og får beskrevet, hvorfor det er, vi har nogle problemer i vores samtid nu, som vi ikke havde for 20 eller 30 år siden. Jeg synes faktisk ikke, det er så tit, at man får en kommissionsrapport, hvor de er i stand til det – de er ellers fyldt med grafer og tabeller, men lidt færre sådan idéer og analyser. Så tak for det.

Tak. Der er en kort bemærkning til fru Karina Adsbøl, Danmarksdemokraterne.

Jeg vil bare lige kort sige tak til ministeren for talen. Vi er her nok nogle partier, der godt kunne tænke sig at vide, om det, når vi skal drøfte videre på det her område, så kun bliver en del af folkeskoleforligskredsen, der kommer med, eller om ministeren har tænkt sig at invitere alle Folketingets partier med.

I forhold til det med skærmene: Er ministeren så ikke enig i, at det sådan set er vores egen skyld? Skærmene er jo blevet proppet ind i skolerne, iPads er også blevet proppet ind, og der er også det med rollemodellerne. Mange kigger også på de voksne, og det er i dag ikke kun de unge, der sidder med deres skærm, men det er jo netop hele vejen rundt, og det gør vi alle sammen. Tak.

Ministeren.

I forhold til det sidste vil jeg sige: Jo, det er helt klart; skærmene er blevet en del af undervisningen, fordi vi glemte den danske pædagogiske tradition. Jeg har prøvet at grave lidt tilbage i tiden for at se, hvorfor det lige pludselig var sådan, at vi blev verdens mest digitaliserede skolesystem, altså om der var en eller anden pædagogisk begrundelse for det, om det var, fordi der var nogen, der havde nogle overvejelser om en bedre faglighed eller noget andet. Det var det faktisk ikke. Det var drevet igennem af en forestilling om, at du ved at digitalisere skolen kan spare en masse penge, og det har drevet os, at vi får udviklet digitale læringsplatforme i stedet for skolebøger.

Trivselskommissionen siger, at pas nu på med at hoppe på tidens nyeste limpind, stol på nogle af de styrkepositioner, vi i forvejen har i Danmark, f.eks. det frivillige idrætsliv, traditionen med, at unge har et fritidsjob, at unge kommer på efterskole, byg nu på det, vi ved der har fungeret i så mange år, i stedet for at hoppe med på tidens modeluner. Og det der med at digitalisere skolen var en modelune, man hoppede med på, og som ikke har været godt for den danske folkeskole.

Spørgeren.

Ja, nu trykkede jeg mig så ind igen, fordi jeg vidste, at det ene spørgsmål ville ministeren måske ikke svare på, og det var netop, om vi, bl.a. Danmarksdemokraterne, men også SF, bliver inviteret over til ministeren i forhold til det efterfølgende arbejde.

Ministeren.

Både Danmarksdemokraterne og SF og alle andre ordførere er mere end velkomne til at deltage i de arrangementer, herunder f.eks. Sorømødet, som kommer til at handle om en opfølgning på en stor del af anbefalingerne. I det omfang at der vil være nogle konkrete forhandlinger om at ændre folkeskoleloven, så vil de partier, der er en del af folkeskoleforligskredsen, som udgangspunkt være rammen om forhandlingen. Meget af det, der f.eks. handler om fritidsområdet, som jeg brugte lidt tid på i min opsamling, er jo ikke bundet af folkeskoleforliget, og der regner vi med at indkalde bredt.

Den næste korte bemærkning er til fru Christina Olumeko, Alternativet.

Tak for en god tale, og Alternativet ser frem til at bidrage med gode idéer som altid til de kommende forhandlinger, også i andre ministerier. Jeg vil gerne spørge ind til lgbt-problematikken. Som Trivselskommissionen får fremhævet, er det en af de fire grupper, hvor vi ser en markant mistrivsel, og her blandt lgbt+-eleverne er det dobbelt så mange, der har en lav livstilfredshed, og kommissionen er, synes jeg også, mellem linjerne ærlige omkring, at de ikke helt ved, hvad man skal gøre. Det er jo 10 pct. af den danske befolkning, der er lgbt+-personer, og jeg tror, at meget af den mistrivsel, man oplever senere i voksenlivet, starter i skolen. Så jeg synes, det er centralt, at vi får gjort noget ved det, og jeg tror i virkeligheden også, at noget af det lidt er en kulturudfordring, og at det ligesom med fritidslivet er svært at regulere herfra.

Det, jeg egentlig vil spørge ministeren om, er, om ministeren på trods af at kommissionen ikke er så konkret, alligevel vil tage det op i forhandlingsrummet sammen med os partier.

Ministeren.

Ligesom Socialdemokratiets ordfører vil jeg godt understrege, at vi er meget optaget af alle medborgeres trivsel og også af lgbt+-personernes. Det, som jeg selv sad og tænkte på, da diskussionen kørte, og jeg lyttede til den, var, at jeg tror, vi skal passe på med, at medicinen bliver udskrevet til specifikke grupper af befolkningen, altså at vi så her har en politik til folk med anden etnisk baggrund, der er i mistrivsel, at vi her har noget til de homoseksuelle, og at vi her har noget til fynboerne, men at vi netop bygger på det almene i samfundet.

Så spørgsmålet er for mig mere, om der er nogen barrierer for, at unge med lgbt-baggrund kan få et fritidsjob, at de kan gå til spejder, eller at de kan føle sig veltilpas i 1. g på det lokale hhx-gymnasium, end det handler om at etablere nogle særskilte tilbud, der taler til de mennesker, som om de har behov for noget særligt. Jeg tror snarere, at vi – generelt også af hensyn til ligestillingen – har behov for noget alment. Men er der nogle barrierer for, at de kan indgå i det almene på lige vilkår med andre, så er jeg meget interesseret i at diskutere det, og det er der jo helt sikkert.

Spørgeren.

Tak til ministeren for svaret, og jeg er sådan set enig i, at det, der er behov for her, ikke sådan er specialbyggede tilbud. Det kan måske godt være, at der er er brug for nogle indsatser til LGBT+ Danmark og nogle af deres aktiviteter, men jeg tror faktisk, at det vigtigste netop er det, jeg var inde på før, altså at det er en kulturudfordring. Det er jo, fordi man som lgbt+-person i Danmark stadig bliver set på som mærkelig, og man ikke kan spejle sig selv i kendte mennesker eller film og kunst osv.

Så derfor tror jeg også, det bliver noget svært at regulere det herfra, men at vi også bliver nødt til at sætte os sammen med parterne, altså arbejdsgiverne, eleverne selv og lærerne, og finde ud af, hvad der skal til.

Ministeren.

Det er jeg meget interesseret i. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, at der er færre personer med lgbt-baggrund i offentligheden, end der er i befolkningen. Der er i hvert fald flere, der er åbne omkring deres seksualitet i dag, herunder f.eks. homoseksualitet, end man så det, da jeg var ung. Så jeg tror, at de unge, der vokser op nu, har langt lettere ved at se deres seksualitet afspejlet, end da jeg voksede op i 1990'erne, og det synes jeg kun er positivt, og hvis vi på nogen måder kan få identificeret nogle barrierer, der gør, at unge eller andre med en anden seksualitet end majoriteten ikke kan indgå i almene fællesskaber, så er jeg meget interesseret i at få nedbrudt de barrierer.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til børne- og undervisningsministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 20. maj 2025.