Mød Folketinget på Folkemødet på Bornholm
Den 12.-14. juni 2025 kan du besøge Folketingets telt (C7) på Cirkuspladsen i Allinge.
Vær med, når Folketinget ruller teltdugen op og inviterer til debat om en række af tidens vigtige emner. Debatter og events spænder bredt – fra bedre borgerinddragelse over chikane af politikere til grundlovsbanko.
Teltet får besøg af Søren Gade, som fortæller om rollen som Folketingets formand. Magtudredningen 2.0 debatterer fremtiden for det danske demokrati. Og Statsrevisorerne og rigsrevisoren løfter sløret for, hvilke ministerier der i det seneste år har fået Folketingets vagthund op i det røde felt. Du kan også komme til en paneldiskussion om Danmarks kommende EU-formandskab eller høre om de nordatlantiske mandaters arbejde i Folketinget.
Folketingets oplysningstjenester står parat til at svare på spørgsmål om folkestyret, og du kan quizze og vinde præmier i det store lykkehjul. Både torsdag den 12. juni og lørdag den 14. juni er der grundlovsbanko på programmet.