Brug af Folketingets adgangskort i forbindelse med foretræde for udvalg

15.05.2025

I en artikel bragt i Ekstra Bladet den 28. april 2025 beskrives det, hvordan et forhenværende medlem af Europa-Parlamentet bærer et lilla adgangskort til Folketinget i forbindelse med et foretræde for Miljø- og Trafikudvalget, hvor han deltager som privatperson sammen med en virksomhed.

Det lilla adgangskort udleveres til repræsentanter fra partierne, som jævnligt deltager i møder med folketingsgrupperne. Alle folketingsgrupper har anmodet om lilla adgangskort til repræsentanter fra deres partiorganisationer.

I den konkrete sag havde den pågældende fået foretræde for udvalget. At vedkommende vælger at bære det lilla adgangskort til Folketinget, den pågældende i anden sammenhæng har fået udleveret, har således ikke givet en særlig adgang til udvalget. Der er derfor heller ikke overtrådt nogen regler i den konkrete sag.

Sagen giver dog anledning til at tydeliggøre Folketingets regler om adgangskort, således at det ikke er tilladt at bruge sit adgangskort til andre formål end det, det er udleveret til. Det præciseres derfor, at adgangskortet ikke må bruges til private formål eller til andet arbejde, som ikke vedrører det arbejde, man er ansat eller udpeget til at udføre i Folketinget.