Afslutningsdebat 2025
Onsdag den 21. maj kl. 8.00 er der afslutningsdebat i Folketingssalen.
Fotograf: Ólafur Steinar Rye Gestsson
Afslutningsdebatten foregår som en forespørgsel til statsminister Mette Frederiksen (S). Traditionelt set har afslutningsdebatten taget udgangspunkt i en forespørgsel. I år er der to forespørgsler, som behandles sammen. Den ene omhandler den indenrigs- og udenrigspolitiske situation. Den anden er om regeringens overordnede visioner for Danmarks fremtid.
Først bliver forespørgslerne begrundet, hvorefter statsministeren besvarer dem begge. Efter statsministerens besvarelse får de politiske ordførere ordet, og én efter én holder de deres ordførertale. Efter hver ordførertale er der debat, hvor folketingsmedlemmerne kan stille spørgsmål til den aktuelle ordfører. Når ordførerne har holdt tale, får de nordatlantiske mandater ordet. Afslutningsvist går statsministeren igen på talerstolen.
Alle politiske emner, både nationale og internationale, er til debat. Men ofte samler afslutningsdebatten sig i løbet af kort tid om få, konkrete temaer.
Afslutningsdebatten markerer, at de planlagte møder i Folketingssalen i folketingsåret 2024-25 er ved at være afsluttet. Det sidste planlagte møde i salen er onsdag den 11. juni. Der er desuden møde i salen den 9. september 2025, hvor finanslovsforslaget for 2026 skal førstebehandles.
Følg afslutningsdebatten
Afslutningsdebatten bliver vist på Folketingets tv både med og uden tegnsprogstolkning.
Under afslutningsdebatten vil der blive simultantolket til og fra grønlandsk under de to grønlandske medlemmers ordførerindlæg og korte bemærkninger hertil. Der vil også blive simultantolket til og fra grønlandsk under eventuelle korte bemærkninger fra de to grønlandske medlemmer.