Partierne enige om at skære i antallet af udvalg

13.03.2025

Der bliver 10 færre stående udvalg efter næste valg. Ændringen skal medvirke til at forbedre vilkårene for det parlamentariske arbejde.

Der bliver fremover 10 færre stående udvalg i Folketinget. Det har et enigt Udvalg for Forretningsordenen besluttet at indstille til Folketinget. Beslutningen betyder, at antallet af stående udvalg reduceres fra de nuværende 30 til 20 efter det næste folketingsvalg, hvis forslaget bliver endeligt vedtaget i Folketinget. Der sker ikke nogen ændring i antallet af medlemmer i de enkelte udvalg, hvor der også i fremtiden vil være 29 medlemmer i de fleste udvalg. Ændringerne sker for at forbedre vilkårene for det parlamentariske arbejde, så det enkelte medlem i fremtiden får færre udvalg at passe og dermed i praksis får mere tid til de udvalg, man sidder i.

Beslutningen om at reducere i antallet af udvalg er en udløber af det arbejde, som Folketingets formand Søren Gade tidligere har sat i værk med at se på arbejdsvilkårene for det parlamentariske arbejde. Blandt andet de udfordringer, som mange folketingsmedlemmer oplever med sammenfaldende forpligtelser og utilstrækkelig tid til at forberede det daglige arbejde. Et arbejde, der har været forankret i et underudvalg under Udvalget for Forretningsordenen.

Arbejdet har i det seneste halve år koncentreret sig om antallet af stående udvalg, hvor Folketinget har et højt antal udvalg sammenlignet med de øvrige nordiske parlamenter. Det betyder, at det ofte er praktisk umuligt at passe alle de udvalg, man sidder i, fordi møderne ligger oven i hinanden. Det bliver fremover lettere, da antallet af udvalg reduceres.

Folketingets formand Søren Gade er tilfreds med, at partierne er blevet enige om, at der fremover skal være færre stående udvalg:

»I dag har vi indrettet et system, hvor det ikke i praksis kan lade sig gøre passe alle de udvalg man sidder i. Det presser det enkelte medlem, og i sidste ende går det ud over kvaliteten af det arbejde, der foregår i udvalgene. Jeg er selv blevet meget inspireret af den måde, man gør det på i andre nordiske lande, hvor man sagtens kan klare sig med langt færre udvalg, end vi har i Danmark. Derfor er jeg også glad for, at Folketingets partier nu er enige om, at vi skal skære markant i antallet af udvalg, så vi på den måde letter lidt af presset på det enkelte folketingsmedlem,« siger Folketingets formand Søren Gade.

Beslutningen i Udvalget for Forretningsordenen er fremsat i Folketinget som et beslutningsforslag. Hvis det vedtages, vil den nye udvalgsstruktur træde i kraft efter et kommende valg. Underudvalget under Udvalget for Forretningsordenen vil frem mod det kommende valg arbejde videre med yderligere tiltag, som kan forbedre folketingsmedlemmers arbejdsvilkår, f.eks. ved samarbejdet med regeringen.

Fakta om de 20 udvalg efter næste folketingsvalg

  1. Udvalget for Forretningsordenen, som også skal omfatte Udvalget til Valgs Prøvelses hidtidige sagsområde
  2. Beskæftigelses- og Ligestillingsudvalget (Beskæftigelsesudvalgets og Ligestillingsudvalgets hidtidige sagsområder)
  3. Børne-, Undervisnings- og Forskningsudvalget (Børne- og Undervisningsudvalgets og Uddannelses og Forskningsudvalgets hidtidige sagsområder)
  4. Erhvervs- og Digitaliseringsudvalget (Erhvervsudvalgets og Udvalget for Digitalisering og It's hidtidige sagsområder)
  5. Europaudvalget med samme sagsområde som hidtil
  6. Finansudvalget med samme sagsområde som hidtil
  7. Færøudvalget med samme sagsområde som hidtil
  8. Grønlandsudvalget med samme sagsområde som hidtil
  9. Indfødsretsudvalget med samme sagsområde som hidtil
  10. Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget med samme sagsområde som hidtil
  11. Indenrigs-, Bolig- og Landdistriktsudvalget (Indenrigsudvalgets, Boligudvalgets og Udvalget for Landdistrikter og Øers hidtidige sagsområder)
  12. Kultur- og Kirkeudvalget (Kulturudvalgets og Kirkeudvalgets hidtidige sagsområder)
  13. Miljø- og Fødevareudvalget med samme sagsområde som hidtil
  14. Retsudvalget med samme sagsområde som hidtil
  15. Skatteudvalget med samme sagsområde som hidtil
  16. Socialudvalget med samme sagsområde som hidtil
  17. Sundheds- og Ældreudvalget (Sundhedsudvalgets og Ældreudvalgets hidtidige sagsområder samt Epidemiudvalgets hidtidige sagsområde bortset fra udøvelsen af parlamentarisk kontrol efter epidemilovens kapitel 4)
  18. Transportudvalget med samme sagsområde som hidtil
  19. Udenrigs- og Forsvarsudvalget (Udenrigsudvalgets og Forsvars-, Samfundssikkerheds- og Beredskabsudvalgets hidtidige sagsområder)
  20. Udlændinge- og Integrationsudvalget med samme sagsområde som hidtil