Folketinget viste sin opbakning til Ukraine
Folketinget står stadig stærkt bag Ukraine. Det blev i dag markeret med en gudstjeneste i Holmens Kirke, hvor kongeparret deltog.
Fotografer: Anders Hviid og Nikolai Linares
Holmens Kirke i København lagde kirkerum til, da treårsdagen for Ruslands fuldskalainvasion af Ukraine i dag blev markeret med en gudstjeneste. Her deltog blandt andre kongeparret, ministre, medlemmer af Folketinget, den ukrainske ambassadør samt en række danskere, der har ydet en særlig indsats over for Ukraine.
Ved gudstjenesten var der taler ved Folketingets formand, Søren Gade, erhvervsminister Morten Bødskov, den ukrainske ambassadør Andrii Yanevskyi samt prædiken ved biskop ved Helsingør Stift Peter Birch, formand for Danske Kirkers Råd.
Fra alle sider var der stor opbakning til Ukraine og det ukrainske folk. Folketingets formand lagde bl.a. vægt på, at vi har en pligt til at hjælpe Ukraine:
»Danmark har ikke kun en geopolitisk interesse i, at Ukraine sejrer. Vi har en moralsk pligt til at hjælpe. Fordi kampen står mellem godt og ondt. Mellem frihed og underkastelse. Mellem demokrati og diktatur. På vegne af Folketinget sender jeg mine varmeste tanker til Ukraine og det tapre ukrainske folk,« sagde Søren Gade.