Folketinget fejrede grundlovens 175-års jubilæum
Onsdag den 5. juni 2024 fejrede Folketinget 175-året for Danmarks første grundlov. Det skete med festgudstjeneste i Holmens Kirke og officiel fejring på Christiansborg.
Det var en festlig dag, da Folketinget den 5. juni 2024 fejrede grundlovens 175-års jubilæum. Til fejringen deltog kongeparret, H.M. Dronning Margrethe, H.K.H. Prinsesse Benedikte, medlemmer af Folketinget og øvrige repræsentanter for det officielle Danmark.
Fra morgenstunden var der festgudstjeneste i Holmens Kirke. Herefter fortsatte fejringen på Christiansborg.
I Landstingssalen bød Folketingets formand, Søren Gade, velkommen:
»Grundlovens fødselsdag er en festdag for os alle. Vi fejrer andet og mere end de 89 paragraffer, som står i grundloven. Vi fejrer grundloven som rammen om vores demokrati, vores samfund, vores måde at leve på. Vi tænker måske ikke så meget på grundloven i vores travle hverdag. Men jubilæet giver en god anledning til at fejre det, der binder os sammen som borgere i Danmark. Vi er forskellige i mangt og meget – og heldigvis for det! – men der er mere, der samler end skiller os,« sagde formanden i sin tale.
Også statsminister Mette Frederiksen og Højesterets præsident, Jens Peter Christensen, holdt taler. Undervejs var der musikalske indslag ved Trine og Josefine Opsahl, Guldimund og Sønderjysk Pigekor.
Fejringen blev afsluttet med reception i Samtaleværelset og Vandrehallen, men inden receptionen lagde kongefamilien vejen forbi Grundlovsværelset. Her fremviste Folketingets formand, Søren Gade, den originale grundlov fra 1849. Den er udstillet i Folketinget frem til efteråret 2024.
Pressefotos
Pressefotos kan downloades via linket nedenfor. De må frit gengives ved omtale af Folketingets fejring af grundlovens 175-års jubilæum. Folketinget skal angives som kilde, og fotografen (navn fremgår af filnavnet) skal krediteres. Billederne må ikke ændres, manipuleres eller gøres til genstand for selvstændig kommerciel udnyttelse.
Fotografer: Ólafur Steinar Rye Gestsson, Victoria Mørck Madsen og Nikolai Linares
Gå til pressefotos