Debat om forslaget til finansloven for 2024
Torsdag den 7. september 2023 finder en af Folketingets store debatter sted, nemlig finanslovsdebatten.
En af folketingsårets store debatter i Folketingssalen er finanslovsdebatten i september. Her førstebehandler Folketinget regeringens finanslovsforslag under en lang debat, der kan vare til ud på aftenen.
Inden førstebehandlingen af finanslovsforslaget afholder Finansudvalget en teknisk gennemgang af forslaget med ministrene.
Taletidsregler ved finanslovsdebatten
Ved finanslovsdebatten kan der være to ordførerrunder.
I første runde taler partiernes ordførere i partirækkefølge med det største parti først. Ordførerne har hver 10 minutters taletid, som efterfølges af korte bemærkninger fra de øvrige medlemmer i Folketingssalen i op til 45 minutter i alt.
Derefter får finansminister Nicolai Wammen (S) ordet i 30 minutter efterfulgt af adgang til korte bemærkninger i op til 1 time.
Derefter er der mulighed for en ny runde med ordførerindlæg, hvis ordførerne ønsker at få ordet. Hvis det kommer til en anden runde, er taletiden 5 minutter pr. ordfører, og der er mulighed for korte bemærkninger fra op til 3 medlemmer. Det er dog langtfra hvert år, der ved førstebehandlingen af finanslovsforslaget er en anden ordførerrunde.
Hvis finansministeren ønsker at komme med et indlæg i anden runde, har han 15 minutters taletid. Der er derefter mulighed for korte bemærkninger i op til 30 minutter.
Finanslovsdebatten vises med tegnsprogstolkning
Finanslovsdebatten vises på Folketingets tv-kanal, så alle har mulighed for at følge med i forhandlingerne.
Finanslovsdebatten bliver også tolket på tegnsprog direkte på Folketingets tv-kanal. Det betyder, at døve og hørehæmmede også kan følge med i debatten.