Turen går til Odense med robotteknologi i fokus

24.08.2023

Udvalget for Digitalisering og It og Uddannelses- og Forskningsudvalget besøger Odense, hvor dagen byder på en førstehåndsindføring i det danske robotmiljø fra start-up til etableret virksomhed.

Programmet spænder bredt og indeholder oplæg fra robotvirksomheder, start-ups og forskningsmiljøet. Turen skal bl.a. give udvalget indsigt i, hvordan man anvender kunstig intelligens, machine learning m.m. i moderne robotteknologi, og potentialet for øget integration af nye teknologier. Hertil ønsker udvalgene at blive klogere på nogle af branchens udfordringer – eksempelvis med rekruttering og regulering.

”Robotteknologi kommer til at spille en stadig større rolle i vores samfund, og det er derfor vigtigt fra politisk side at følge udviklingen” siger formand for Udvalget for Digitalisering og It Lisbeth Bech-Nielsen. Hun bemærker afslutningsvis, at ”det er helt afgørende for forståelsen af mulighederne og udfordringerne, at vi får et førstehåndsindtryk af branchen. De erfaringer og den læring, vi tager med os fra besøget, drager vi nytte af i det videre arbejde på Christiansborg”.

Programmet er tilrettelagt i samarbejde med Søren Elmer Kristensen fra Odense Robotics. Programmet giver lejlighed til at opleve nogle af de nyeste eksempler på fleksible og innovative automationsløsninger, samt diskutere hvordan dansk robotteknologi kan bidrage til at løse globale og nationale udfordringer.

Digitaliseringsministeren deltager i dele af programmet.
 
Hvis du vil følge med i udvalgets videre arbejde, kan du abonnere på nyheder, dagsordener og dokumenter fra Udvalget for Digitalisering og It.

 
Større
Større