Forslag vil gøre folketingsmedlemmers ordning for kompetenceudvikling mere fleksibel

22.03.2023

Med den nye ordning kommer Folketinget til at ligne andre arbejdspladser, hvor man kan opkvalificere sig løbende.

Pressemeddelelse 

Udvalget for Forretningsordenen (UFO) har i dag tilsluttet sig, at Præsidiets medlemmer fremsætter et lovforslag om at ændre reglerne for efteruddannelse for folketingsmedlemmer. 

Ændringen vil betyde, at medlemmerne fremover får mulighed for at opkvalificere sig, mens de sidder i Folketinget, og ikke som i dag, hvor de først får adgang til kompetenceudvikling, når de har forladt Folketinget. 

»Med den fleksible ordning kommer Folketinget til at ligne andre arbejdspladser, hvor man løbende kan komme på kurser eller gøre sig dygtigere på andre måder. Ændringen åbner for, at folketingsmedlemmer både kan opkvalificere sig i forhold til det politiske arbejde og forberede sig på en situation, hvor de ikke længere er folkevalgte«, siger Folketingets formand Søren Gade. 

Den nye, fleksible ordning betyder, at folketingsmedlemmer får ret til kompetenceudvikling efter 12 måneders medlemskab. Ligesom i dag optjener folketingsmedlemmer 31.081 kroner pr. medlemsår til kompetenceudvikling, men forslaget lægger op til at forlænge optjeningsperioden fra 5 til 6 år. 

De ændrede regler vil omfatte medlemmer, som er valgt eller genvalgt til Folketinget den 1. november 2022 eller senere. 

Ifølge planen vil lovforslaget om kompetenceudvikling komme til 1. behandling i foråret 2023. 

Yderligere oplysninger
Presseansvarlig Claus Brask, 33 37 34 48