Temadrøftelse med Det Udenrigspolitiske Nævn og Dansk Institut for Internationale Studier
Hvad kan vi – og skal vi – lære af Danmarks 20 år i Afghanistan?
Det spørger vi blandt andre tidligere ministre Mogens Lykketoft, Ulla Tørnæs, Christian Friis Bach og Trine Bramsen om den 28. marts 2023 kl. 9.30-12.30, når UPN i samarbejde med DIIS inviterer til offentligt møde om den danske indsats i Afghanistan. Mødet foregår i Landstingssalen på Christiansborg.
Efter det første panel med tidligere ministre ser vi fremad sammen med en lang række udenrigsordførere:
- Michael Aastrup Jensen, Venstre
- Henrik Dahl, Liberal Alliance
- Jesper Petersen, Socialdemokratiet
- Jon Stephensen, Moderaterne
- Søren Pape Poulsen, Det Konservative Folkeparti
- Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti
- Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti
- Trine Pertou Mach, Enhedslisten
- Sascha Faxe, Alternativet
Efter 20 år i Afghanistan trak Danmark og resten af de vestlige allierede sig ud af landet i august 2021. Tilbagetrækningen resulterede i et sammenbrud af de afghanske institutioner og sikkerhedsstyrker samt en hurtig magtovertagelse af Taliban. 20 år i Afghanistan samt indsatsens bratte afslutning har efterladt et behov for en forståelse af den danske men også bredere internationale indsats i landet. Hvad kan – og skal – vi lære af Afghanistan?
Et bredt flertal i Folketinget har bedt Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) lave en uvildig historisk udredning af den danske indsats i Afghanistan. For at markere arbejdet med udredningen, som blev indledt den 1. april 2022, arrangerer DIIS i samarbejde med Det Udenrigspolitiske Nævn (UPN) et offentligt møde, der skal tilvejebringe en fælles refleksion over de 20 års indsats i Afghanistan.
Refleksion og evaluering er vigtigt. Ikke kun i forhold til selve indsatsen og de som bidrog men også til brug for overvejelser omkring Danmarks fremtidige indsatser for fred, stabilisering og genopbygning. Hvad er lektien fra Afghanistan? Hvad kan og skal vi lære om den politiske beslutningsproces i forhold til selve indsatsen og om det civile og militære samarbejde?
Program
09.30-09.40 Velkomst, Det Udenrigspolitiske Nævn og Dansk Institut for Internationale Studier
09.40-10.45 Panel 1: Hvad ville vi i Afghanistan?
10.45-11.00 Pause
11.00-12.30 Panel 2: Hvad kan vi lære af Afghanistan i forhold til aktuelle og kommende danske indsatser
Tilmelding er påkrævet gennem Folketinget.