Moldovas parlamentsformand på besøg i Folketinget
Den spændte situation i Europa med Ruslands invasion af Ukraine satte præg på samtalerne.
I begyndelsen af ugen var Moldovas parlamentsformand Igor Grosu på officielt besøg i Folketinget.
Der var tale om en genvisit, efter at 1. næstformand Karen Ellemann tidligere på året mødtes med ham i Moldova.
Den moldoviske gæst blev modtaget af Folketingets Præsidium i Samtaleværelset, hvor man udvekslede synspunkter om forholdet mellem Danmark og Moldova og den spændte situation i Europa efter Ruslands invasion af Ukraine.
Som naboland til Ukraine er Moldova meget berørt af flygtningestrømmen. Moldova har modtaget 470.000 flygtninge og huser nu cirka 100.000 flygtninge fra Ukraine. Det er en stor belastning for et land med en befolkning på 2,6 millioner.
Derudover mødtes parlamentsformanden med Det Udenrigspolitiske Nævn og medlemmer fra andre udvalg. På dagsordenen stod det bilaterale forhold mellem Danmark og Moldova og de danske erfaringer med at bekæmpe desinformation og falske nyheder. Begge forholdsregler er vigtige at være opmærksom på, når et land skal forhindre fremmede magter i at destabilisere landet.
Besøget kommer på et tidspunkt, hvor Moldova er slået ind på en mere EU-orienteret kurs. Moldova fik for nogle måneder siden officiel status som kandidatland.
I forbindelse med besøget var parlamentsformanden også i audiens hos H.M. Dronning Margrethe på Fredensborg Slot, ligesom han aflagde besøg hos Dansk Industri.

I sin hilsen i Folketingets gæstebog takkede den moldoviske parlamentsformand for Danmarks opbakning til, at Moldova kan nærme sig optagelse i EU.