Grønlandsudvalget besøger Tasiilaq og Nuuk

19.08.2022

Grønlandsudvalget er den 21. – 26. august på studietur til Grønland. Udvalget besøger Tasiilaq og Kuummiut i Østgrønland og hovedstaden Nuuk.

Formålet med rejsen er at styrke udvalgets kendskab til det grønlandske samfund. Herunder grønlandsk politik, økonomi, uddannelse og erhvervsudvikling. Samtidig ønsker udvalget at besøge og mødes med de statslige myndigheder i Grønland, som Folketinget lovgiver om.

Programmet omfatter bl.a. besøg i området ved Tasiilaq, hvor udvalget mødes med erhvervsfolk og besøger lokale virksomheder og institutioner, ligesom udvalget besøger bygden Kuummiut. Derefter rejser udvalget til Nuuk, hvor der bl.a. er arrangeret møder med Inatsisartut (Grønlands parlament), ligesom udvalget besøger statslige institutioner i Grønland.

Både i Tasiilaq og i Nuuk inviterer udvalget til borgermøde, hvor det er muligt at drøfte aktuelle emner.

Borgermøderne afholdes den 23. august i Tasiilaq og den 24. august i Nuuk.

Programmet for besøget kan læses her.