Mød Folketinget på folkemødet

13.06.2022

Folketinget er med, når folkemødet igen samler borgere og beslutningstagere til fire dages demokratifestival på Bornholm.

Når det bornholmske folkemøde løber af stablen den 16.-19. juni 2022, indtager Folketinget telt C7 på Cirkuspladsen i Allinge.

Teltet byder på en bred vifte af debatter og events. Du kan f.eks. blive klogere på de parlamentariske processer, når både nyvalgte og mere garvede medlemmer fortæller om deres hverdag i Folketinget og hvad der driver dem i det daglige politiske arbejde. Du kan også få indblik i, hvad krigen i Ukraine betyder for freden i Arktis. Eller du kan tage del i debatten, når Folketingets vagthunde diskuterer, om den sunde forvaltningskultur er udfordret, og hvad man kan gøre ved det.

Der er også sjove præmier på højkant, når vi spiller EU-banko i anledning af 50-året for Danmarks EU-medlemskab.

Mellem arrangementerne står Folketingets Oplysning og EU-Oplysning klar til at svare på spørgsmål om alt mellem himmel og jord, når det gælder Folketingets arbejde og EU. Du kan også teste din viden om folkestyret og EU i quizzer og ved vores store lykkehjul.