Statsborgerskabsdag 2022 finder sted søndag den 22. maj

16.05.2022

Hvert år afholder Folketinget statsborgerskabsdag. Alle borgere, der fik dansk statsborgerskab i løbet af 2019 og 2020, bliver inviteret med til årets statsborgerskabsdag.

Efter en pause i 2020 og 2021 inviterer Folketinget igen nye statsborgere til festlig fejring på Christiansborg, når der afholdes statsborgerskabsdag.

Statsborgerskabsdagen i år er helt særlig, da der afholdes to statsborgerskabsdage på samme søndag. Det første arrangement starter kl. 10.00, og det næste starter kl. 14.00. 

Dagens program består af forskellige former for underholdning, og herefter er der åbent hus på Christiansborg, hvor de nye statsborgere kan se Folketinget indefra og møde folketingsmedlemmer fra de forskellige partier.

»Vi synes, det er vigtigt at byde nye danske statsborgere velkommen i demokratiets hus. Det giver dem mulighed for at møde folketingspolitikerne, og vi vil gerne vise de nye statsborgere, at netop den korte afstand mellem politikere og vælgere er et af de særlige træk ved det danske demokrati,« siger Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S).