Høring om konsekvenserne ved at indføre en særskat på den finansielle sektor
Skatteudvalget inviterer til åben høring om konsekvenserne ved at indføre en særskat på den finansielle sektor onsdag den 11. maj 2022 kl. 09.00-11.00 i lokale 2-145 på Christiansborg.
Den 6. april 2022 fremsatte regeringen et forslag om indførelse af en særskat for den finansielle sektor. Vedtages lovforslaget, vil det medføre en stigning i beskatningen for den finansielle sektor fra de nugældende 22 procent til 25,2 procent i 2023 og 26 procent i 2024. Derudover vil det medføre, at der fastsættes et loft over fradrag for lønudgifter svarende til 7,5 millioner kr. i 2022.
Formålet med høringen er at afdække konsekvenserne ved at indføre en særskat på den finansielle sektor, herunder hvordan det vil påvirke borgere, samfundet og den finansielle branche. Til høringen vil det bl.a. blive diskuteret, hvilke konsekvenser særskatten vil have for konkurrencesituationen i de berørte brancher, og hvilke typer af virksomheder, der i særlig grad bliver påvirket af særskatten.
Programmet for høringen kan findes her.
Høringen er åben for alle, men tilmelding er nødvendig (også for pressen). Tilmelding skal ske senest tirsdag den 10. maj kl. 12.00. Der er et begrænset antal pladser til høringen, som vil blive fordelt efter først til mølle-princippet.
Tilmelding til høringen kan ske her.
Gæster kommer in på Christiansborg via Folketinget besøgsindgang (til højre for hovedindgangen), hvor man skal igennem Folketingets sikkerhedskontrol. Det anbefales at møde op ca. en halv time inden høringen starter.
Høringen bliver tv-transmitteret og vist live på Folketingets hjemmeside. Den vil også kunne findes efterfølgende under ”TV fra Folketinget”.