Efterårsferien i Folketinget
Kulturnatten, lydvandring, omvisninger, gastronomi, fotoudstilling og en sjov oplevelse for børnefamilierne. Folketinget åbner endnu engang dørene op til en efterårsferie, hvor borgere i alle aldre kan få et unikt indblik i det danske folkestyre.
Kulturnatten 2021
Efterårsferien skydes i gang med Kulturnatten, hvor du med et kulturpas kan opleve Christiansborg indefra. Du kan møde repræsentanter fra alle partierne, som hver især har et særligt program for aftenen. Du kommer helt tæt på de parlamentariske processer, når Folketingets Formand, Henrik Dam Kristensen (S), åbner dørene til sit kontor og fortæller om hverdagen på Borgen, du kan lytte til oplæg fra Folketingets udvalg, og du kan hilse på mindretallene fra Sydslesvigsk Forening og Bund Deutscher Nordschleswiger.
Børn på Borgen
Som noget helt særligt denne efterårsferie får børn nu mulighed for at prøve kræfter med hvad det vil sige at arbejde på Borgen. Er du en mor, far, bedstefar, bedstemor eller anden voksen, kan du booke en tur for op til seks personer, hvor to af husets søde omvisere guide jer igennem forskellige typer arbejdsopgaver, og hvor børnene måske får lov til at bestemme lidt mere end derhjemme.
Oplevelsen er gratis og for børn mellem 6-12 år.
Folketingets omvisninger
Folketingets populære omvisninger kan naturligvis også opleves i efterårsferien. Her kan du vælge en generel omvisning, hvor du får et unikt indblik i Borgens aktuelle og historiske hverdag og ramme.
Omvisningerne er gratis.
Book en omvisning i Folketinget
Lydvandring: Magtens mure
Med den digitale lydvandring ”Magtens Mure” kan du dykke ned i Christiansborg Slots lange og dramatiske historie. Her rejser du tilbage til en tid med magtfulde monarker, politiske kriser, fatale slotsbrande, revolutionære folkeoprør, risikable hestevæddemål og storslåede fester. Du får også et indblik i de mange oplevelser, der venter dig bag slottets mure den dag i dag.
Lydvandringen er gratis og findes på appen Useeum.
Læs mere om ”Magtens mure”
Fotoudstilling: I demokratiets tjeneste
En folketingsbetjent, en snedkerlærling, en vinduespolerer, en udvalgssekretær og en politisk journalist. Det er blot et udvalg af mennesker, som man kan møde i Folketingets fotoudstilling, der skildrer hverdagssituationer på Christiansborg, som sjældent skildres i offentligheden.
Udstillingen er gratis og kan opleves i Rigsdagsgården.
Tårnet
Christiansborgs Slots høje tårn giver dig et unikt vue over København, men Tårnet er ikke kun en udkigspost fra 44 meters højde. Forpagtet af Meyers, er det siden 2014 også en restaurant, der byder på en betagende og intim spiseoplevelse med fokus på årstidens råvarer. Det er gratis at besøge Tårnet. Bordbooking i restauranten foregår på Meyers egen hjemmeside.
Podcast: Borgen Backstage
Du behøver ikke at tage turen hele vejen ind til Christiansborg Slot for at mærke det politiske liv. Med den nye podcast ”Borgen Backstage” kan du tage det danske folkestyre med dig overalt. Du finder ”Borgen Backstage” der, hvor du normalt lytter til podcasts.
Læs mere om podcasten