Ny podcastserie fra Folketinget: 'Borgen Backstage'

30.09.2021

I hvert afsnit taler journalist Esben Bjerre med to politikere fra hver sin fløj om hverdagen som folketingsmedlem. Med sig har han en masse fordomme, som sættes på prøve, når de folkevalgte fortæller om deres arbejde – uden at diskutere partipolitik.

Du bliver bl.a. indviet i, hvordan politiske forhandlinger egentlig foregår, hvad man stiller op med lobbyister, og hvordan det er at skifte parti. Og hvordan man møder en virkelighed, der ikke altid passer til ens idealer, og hvorfor man overhovedet har valgt at gå ind i politik.  

Du kan lytte til seriens første tre afsnit fra den 30.september 2021. Seriens øvrige 7 afsnit udgives efterfølgende hver uge. Du finder ’Borgen Backstage’ der, hvor du normalt henter dine podcasts. Du kan også lytte til dem nedenfor. 

Podcastserien er produceret af Folketinget i samarbejde med Filt Cph.