Åbningsdebatten 2020
I morgen, den 8. oktober, finder åbningsdebatten i Folketinget sted. Her diskuterer folketingsmedlemmerne statsministerens åbningstale om regeringens planer for det kommende folketingsår.
Åbningsdebatten er en af årets længste debatter, hvor folketingsmedlemmerne debatterer statsminister Mette Frederiksens (S) åbningstale ved Folketingets åbning tirsdag den 6. oktober 2020. Åbningsdebatten begynder kl. 9.00. Debatten trækker ofte ud til midnat og er kun afbrudt af frokost- og middagspause.
Alle politiske emner, både nationale og internationale, er til debat, men ofte vil åbningsdebatten i løbet af kort tid samle sig om ganske få og specifikke temaer, som afhænger af, hvad der er aktuelt.
Partiernes ordførere får ordet i rækkefølge efter størrelsen på deres folketingsgruppe, og en efter en holder de deres ordførertale. Det betyder, at Socialdemokratiet begynder, efterfulgt af Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre osv. Efter hver ordførertale er der debat, hvor alle folketingsmedlemmer kan stille spørgsmål til den aktuelle ordfører.
På grund af Folketingets coronarestriktioner vil det i år ikke være muligt at komme ind i Folketinget og overvære debatten fra tilhørerpladserne.
Mødet kan til gengæld følges på Folketingets tv-kanal og på Folketingets hjemmeside.